Landbrugsministeriet og EF-direktoratet havde fremsat krav om tilbagebetaling af EF-støtte, der uberettiget var udbetalt til en virksomhed. Støtteordningen var beskrevet i to EF-forordninger og i en af EF-direktoratet udarbejdet vejledning. Virksomheden mente at have fået anderledes besked under en telefonsamtale med en medarbejder i EF-direktoratet og var derfor af den opfattelse, at beløbet ikke kunne kræves tilbagebetalt.

Ombudsmanden udtalte, at selv om han generelt var tilbageholdende i sin bedømmelse af sager, der involverer EF-retlige regler, ville han i denne sag foretage en sædvanlig efterprøvelse, idet det omtvistede spørgsmål - om betingelserne for at forlange tilbagebetaling var opfyldt - skulle bedømmes alene efter dansk rets regler om tilbagesøgning (condictio indebiti).

Ombudsmanden fandt ikke grundlag for at kritisere, at Landbrugsministeriet og EF-direktoratet fastholdt tilbagebetalingskravet. Ombudsmanden henviste herved blandt andet til, at det på et sagsområde som det omhandlede - hvor der er tale om udbetaling af meget store beløb til erhvervsvirksomheder, og hvor ordningen er tilrettelagt således, at beløbene af hensyn til virksomhederne kommer til udbetaling hurtigst muligt - som udgangspunkt må være modtagerne, der bærer risikoen for, at der sker fejludbetaling. (J. nr. 1990-1049-57).

A havde i januar 1989 modtaget 37.030 kr. i støtte til omlægning af sin bedrift til økologisk jordbrugsproduktion.

Jordbrugsdirektoratet havde ved udbetalingen været af den - fejlagtige - opfattelse, at A var berettiget til at modtage støtten. Da direktoratet efterfølgende blev opmærksom på fejltagelsen, krævede direktoratet støtten tilbagebetalt under henvisning til § 13, stk. 1, i bekendtgørelsen til fremme af økologisk jordbrugsproduktion.

Ombudsmanden fandt, at A ved ansøgningen ikke havde givet urigtige eller vildledende oplysninger, som anført i § 13, stk. 1, i bekendtgørelsen. Der var derfor ikke hjemmel i bestemmelsen til at kræve de udbetalte 37.030 kr. tilbagebetalt.

Da tilbagebetalingskravet heller ikke kunne støttes på andet grundlag, henstillede ombudsmanden til Jordbrugsdirektoratet at frafalde kravet. (J. nr. 1989-1042-57).

En gårdejer klagede over at Finansministeriet havde tiltrådt en afgørelse fra Hypotekbanken om tilbagebetaling af støtte til miljøinvestering.

I forbindelse med gårdejerens etablering af en stålsilo i 1978 fik han tilsagn om støtte i form af rentenedslag. Støtten blev beregnet på grundlag af renten af det kreditforeningslån som han optog i forbindelse med investeringen.

I 1987 ombyttede gårdejeren det pågældende lån med et nyt. Da Hypotekbanken fik meddelelse herom i 1993, fremsatte banken krav om tilbagebetaling af rentetilskuddene for perioden fra 1987. Hypotekbanken henviste til at grundlaget for ydelse af rentetilskud var bortfaldet ved indfrielsen af lånet.

Ombudsmanden udtalte at rentetilskuddet var ydet med henblik på at fremme investeringer i miljøet. Tilskuddet kunne således ikke anses for at være direkte afhængigt af det optagne lån. Hypotekbanken kunne derfor ikke uden en konkret vurdering lade rentetilskuddet bortfalde ved indfrielse af lånet. Ombudsmanden henstillede herefter til Hypotekbanken at genoptage sagen. (J. nr. 1994-2930-29).