Som følge af en borgers klage over et amts sagsbehandlingstid rettede ombudsmanden henvendelse til amtet. Amtet oplyste telefonisk at borgeren havde modtaget svar hvilket senere viste sig at være urigtigt idet amtet først efterfølgende traf endelig afgørelse i sagen. Ombudsmanden bad amtet om sagens dokumenter og en udtalelse. Som svar på adskillige telefoniske forespørgsler oplyste amtet flere gange at udtalelsen var afsendt hvilket viste sig ikke at være tilfældet. Først efter at ombudsmanden havde henvendt sig til amtsborgmesteren, sendte amtet udtalelsen.

Ombudsmanden anførte at det er et fundamentalt princip at offentligt ansatte ikke må videregive oplysninger der er urigtige. Myndigheder der er omfattet af ombudsmandens virksomhed, er forpligtet til at give de oplysninger og de dokumenter mv. som ombudsmanden forlanger. Endvidere kan ombudsmanden kræve skriftlige udtalelser.

Ombudsmanden mente det var beklageligt at amtet ikke i første omgang besvarede hans anmodning om en skriftlig udtalelse. Endvidere mente ombudsmanden det var meget beklageligt at amtet telefonisk gav direkte urigtige oplysninger til ombudsmandsinstitutionen.

Ombudsmanden bad amtet om en udtalelse om hvad amtet ville gøre for at undgå lignende situationer i fremtiden. (J.nr. 2002-1087-509).

Amtskommunen K havde afslået at levere hornhinder til privathospitalet B med henblik på transplantationer. K's begrundelse herfor var, at B's virksomhed stred mod grundlæggende principper i det danske sundhedsvæsen. Indenrigsministeriet (IM) annullerede som tilsynsmyndighed K's beslutning under henvisning til, at man havde varetaget uvedkommende hensyn.

K fastholdt afslaget over for B, men anførte nu som begrundelse, at man kun leverede hornhinder til hospitaler m.v., der selv - aktuelt eller potentielt - var i stand til at levere hinder til amtets hospitaler. B gjorde gældende, at K ikke havde håndhævet kravet over for andre aftagere af hornhinder. IM lagde imidlertid under en ny tilsynssag K's oplysninger til grund og tog afslaget til efterretning. B og amtsrådsmedlem A klagede herefter til ombudsmanden.

Ombudsmanden udtalte, at udgangspunktet i tilfælde af uenighed om de faktiske forhold må være, at tilsynsmyndigheden kan lægge kommunens oplysninger til grund. I en sag som den foreliggende - hvor en kommune med en ny begrundelse fastholder en afgørelse, som tilsynsmyndigheden tidligere har anset for ulovlig - kan der dog efter omstændighederne være grund til at skærpe opmærksomheden om kommunens oplysninger. Dette må navnlig gælde, hvor de pågældende oplysninger slet ikke har været anført i kommunens oprindelige afgørelse. Også i denne situation må der være en vis formodning for, at kommunens oplysninger er korrekte; men der kan eventuelt - afhængig af de konkrete omstændigheder - være anledning til, at tilsynsmyndigheden foretager yderligere undersøgelser. I den konkrete sag fandt ombudsmanden ikke, at der var grundlag for kritik. (J. nr. 1992-1674-426).

A klagede over, at det vederlag, som han modtog i forbindelse med hvervet som medlem af et huslejenævn, blev fradraget i hans arbejdsløshedsdagpenge.

Reglerne om fradrag i dagpenge som følge af indtægter ved arbejde mv. findes i bekendtgørelse nr. 57 af 1. marts 1982, der er udstedt af Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen. Ifølge bekendtgørelsens § 2, stk. 2, skal der ske fradrag for udøvelse af borgerligt ombud eller andet hverv i det offentliges tjeneste, for hvilket der udbetales et vederlag, der ikke alene har karakter af diæter og lignende. Varetagelse af hverv som f.eks. lægdommer ved boligretten medfører dog efter bekendtgørelsens § 2, stk. 3, ikke fradrag.

For sit hverv i huslejenævnet modtog A vederlag i form af 300 kr. pr. dag. På dage, hvor hvervet beslaglagde mere end fire timer, udgjorde vederlaget dog det dobbelte.

Navnlig under hensyn til den meget beskedne sammenhæng mellem den ydelse, der i tidsmæssig udstrækning skulle præsteres, og det vederlag, som A modtog, fandt ombudsmanden, at A's vederlag mest naturligt måtte betegnes som en diæt i bekendtgørelsens forstand. Da endvidere hvervet som lægdommer i boligretten efter bekendtgørelsen udtrykkeligt var undtaget fra reglerne om fradrag, var det efter en samlet vurdering ombudsmandens opfattelse, at A's vederlag som medlem af huslejenævnet ikke burde medføre fradrag i hans dagpenge.

Ombudsmanden henstillede derfor til myndighederne at overveje sagen på ny. (J. nr. 1991-1217-022).

En organisation bad en kommune om aktindsigt i kontrakter og aftaler som kommunen havde indgået med private firmaer. Kommunen afslog begæringen. Organisationen indbragte sagen for tilsynsrådet. Til brug for tilsynsrådets behandling af sagen udtalte kommunen bl.a. at der ikke var skriftlige aftaler med de private firmaer, og at aftaler blev indgået mundtligt fra opgave til opgave.

Tilsynsrådet, og senere Indenrigsministeriet, lagde den pågældende udtalelse til grund for behandlingen af sagen om afslag på aktindsigt.

Organisationen rettede henvendelse til ombudsmanden og bad ham om at vurdere om det var i overensstemmelse med reglerne om notatpligt og reglerne om god forvaltningsskik at en kommune udelukkende indgik mundtlige aftaler med private firmaer om udførelse af opgaver, og at kommunen i den forbindelse ikke tog notater om aftalernes indhold.

I den anledning bad ombudsmanden kommunen om at svare på en række spørgsmål, herunder om der i kommunens interne dokumenter var oplysninger om indholdet af de mundtlige aftaler.

Kommunen svarede kun delvis, hvorefter ombudsmanden henledte kommunens opmærksomhed på ombudsmandslovens § 19 om myndigheders pligt til at udlevere de oplysninger og dokumenter som forlanges af ombudsmanden, og gentog de spørgsmål som kommunen ikke havde svaret på.

Kommunen gav herefter yderligere oplysninger og inviterede ombudsmanden til et møde med kommunen med henblik på en nærmere drøftelse af de stillede spørgsmål.

Under dette møde oplyste kommunen at den ikke drev en helt papirløs forvaltning. Kommunen oplyste samtidig at der ikke fandtes deciderede kontrakter mellem kommunen og de pågældende virksomheder, men at kommunen tog visse interne notater ved indgåelse af de enkelte aftaler som bl.a. dannede grundlag for den senere afregning.

På den baggrund udtalte ombudsmanden at det måtte have stået kommunen klart at de oplysninger den gav inden mødet, var ufyldestgørende og til dels vildledende.

Ombudsmanden anså det forhold at kommunen havde bibragt den pågældende organisation, tilsynsrådet, Indenrigsministeriet og senest ombudsmandsinstitutionen det indtryk at det ikke fandtes noget skriftligt materiale i kommunen om indholdet af de indgåede aftaler, for meget kritisabelt. (J.nr. 2001-0163-001).

En grundejer klagede den 11. marts 2000 over at Otterup Kommune ikke havde besvaret hans ansøgning af 26. september 1998 om tilladelse til opstilling af en vindmølle. Kommunen svarede først endeligt den 3. maj 2000.

Ombudsmanden udtalte at kommunens sagsbehandling havde været meget kritisabel. Selv om sagen afventede behandlingen af en nabos ansøgning, burde kommunen have undersøgt hvor langt denne sag var nået, og hvornår den blev afsluttet. I øvrigt kunne ansøgningerne med fordel have været behandlet under ét.

Kommunen burde desuden have søgt at undgå forsinkelser i sagsbehandlingen som følge af personaleudskiftninger og sygdom.

Endvidere burde kommunen på et tidligere tidspunkt have orienteret grundejeren om at sagens behandling blev forsinket, og om hvornår svar kunne forventes. (J.nr. 2000-0897-100).

En kommune solgte et jordstykke til ejeren af en ejendom. Et ægtepar, som ejede en anden ejendom, havde flere gange tilkendegivet over for kommunen at de var interesserede i at købe jordstykket. Ægteparret indbragte sagen for statsamtet som ikke mente at kommunen havde handlet ulovligt. Ombudsmanden kritiserede at kommunen ikke havde opfordret ægteparret til at fremsætte et købstilbud. Desuden burde statsamtet have foretaget partshøring over for ægteparret.
(J.nr. 2005-4326-419)

Ombudsmanden undersøgte af egen drift om Kulturministeriets ulovbestemte delegation af kompetencen til Rigsarkivaren til at udstede forskrifter bl.a. om kommunernes bevaring og kassation af arkivalier var tilladelig. Ombudsmanden undersøgte samtidig om det cirkulære som Rigsarkivaren havde udstedt på grundlag af denne kompetencedelegation, i stedet burde have været udstedt i bekendtgørelse, og om cirkulæret kunne ophæve en tidligere bekendtgørelse.

Ombudsmanden udtalte at forskrifterne i cirkulæret burde have været udstedt i bekendtgørelsesform. Desuden anførte ombudsmanden at forskrifterne ikke kunne udstedes i cirkulæreform, da der hverken forelå lovhjemmel til udstedelsen af et cirkulære eller et over-/underordnelsesforhold mellem Rigsarkivaren og kommunerne. Ombudsmanden mente endvidere at ophævelsen af den tidligere udstedte bekendtgørelse burde være sket ved en bekendtgørelse og ikke ved et cirkulære. Endelig mente ombudsmanden at den ulovbestemte kompetencedelegation var utilladelig. I den forbindelse lagde ombudsmanden især vægt på at der var tale om en delegation af Kulturministeriets lovbestemte beføjelse til at fastsætte regler, og at cirkulærets bestemmelser på grund af deres betydning for borgernes adgang til arkivindsigt efter arkivloven havde væsentlig betydning for borgerne.

Ombudsmanden henstillede at bestemmelserne om bevaring og kassation af kommunernes arkivalier blev fastsat i bekendtgørelsesform, at den tidligere udstedte bekendtgørelse blev ophævet ved en ny bekendtgørelse, og at Kulturministeriet tilbagekaldte den ulovbestemte kompetencedelegation og selv udstedte de omhandlede regler. (J.nr. 1997-1317-79).

Et forbund klagede på vegne af et medlem fordi der mod hendes ønske blev videregivet oplysninger om medlemmets sygdomsforløb fra et amt, hvor hun var ansat, til hendes nye arbejdsgiver, en kommune, i forbindelse med kommunalreformen.

Ombudsmanden mente at kvindens overgang fra amtet til kommunen skete som led i en succession hvor kommunen indtrådte i det retsforhold som eksisterede mellem amtet og kvinden. Som en naturlig følge heraf måtte kommunen også overtage kvindens personalesag. Den omstændighed at der var tale om succession, indebar efter ombudsmandens opfattelse at reglerne i forvaltningsloven og helbredsoplysningsloven om videregivelse af oplysninger ikke skulle anvendes da kommunen overtog kvindens personalesag fra amtet. Ombudsmanden mente derfor ikke at der var udsigt til at han ved at undersøge sagen yderligere ville kunne kritisere at disse regler var overtrådt.

Ombudsmanden mente heller ikke der var udsigt til at han kunne kritisere kommunens vurdering af at de modtagne oplysninger om kvinden var korrekte, ajourførte og relevante. 
(J.nr. 2008-4564-803).