En kvindes mor havde i nogle år inden sin død været beboer på et plejehjem. I forbindelse med at kvinden besøgte sin mor, opstod der konflikter mellem kvinden og personalet vedrørende pasningen af moren. Konflikterne medvirkede til at plejepersonalets fagforening meddelte at dens medlemmer ikke længere kunne udføre tjeneste hos moren hvis der ikke blev fundet en løsning på konflikterne.

Efter morens død fortsatte kvinden med at komme på plejehjemmet bl.a. som besøgsven for en af de andre beboere, og hendes besøg gav stadig anledning til konflikter. Dette førte til at borgmesteren i et anbefalet brev til kvinden meddelte at hendes tilstedeværelse på plejehjemmet var uønsket. Han henledte i den forbindelse kvindens opmærksomhed på straffelovens § 264 om personer der uberettiget skaffer sig adgang til fremmed hus eller andet ikke frit tilgængeligt sted. Kvinden mødte alligevel op på plejehjemmet og blev i den forbindelse bortvist ved politiets hjælp.

Kvindens mand klagede til det kommunale tilsyn der ikke fandt grundlag for kritik af kommunen. Han klagede herefter til ombudsmanden.

Ombudsmanden kunne ikke kritisere at kommunen af hensyn til plejehjemmets drift anså det for nødvendigt at meddele kvinden at hun var uønsket på plejehjemmet. Det retlige grundlag for en sådan meddelelse kunne enten være en 1) henstilling med advarsel om politianmeldelse eller besøgsforbud, 2) politianmeldelse eller 3) besøgsforbud med hjemmel i anstaltsbetragtninger.

Det fremgik af sagen at der ikke samtidig med meddelelsen til kvinden blev indgivet politianmeldelse. Det var uklart om meddelelsen herefter skulle opfattes som en henstilling med advarsel om politianmeldelse – jf. henvisningen til straffelovens § 264 – eller som et besøgsforbud.

Ombudsmanden mente det var kritisabelt at det ikke klart fremgik hvad der var det retlige grundlag for meddelelsen. Det hjemmelsgrundlag som beslutningen var truffet på grundlag af, burde have været fremgået af meddelelsen.
(J.nr. 2004-3027-063).

A klagede over en amtskommunes fortolkning af en bestemmelse i en bekendtgørelse fra Undervisningsministeriet om befordringsgodtgørelse. Efter bestemmelsen skulle der ydes godtgørelse til transport med billigste offentlige transportmiddel "mellem bopæl og skole". Efter praksis ydede amtskommunen imidlertid ikke godtgørelse til transport med lokale bybusser på korte strækninger, selv om bybusserne blev anset for offentlige transportmidler. Indenrigsministeriet havde ikke som tilsynsmyndighed fundet grundlag for at gribe ind, idet Undervisningsministeriet ikke havde anset amtskommunens praksis for stridende imod bekendtgørelsen.

Ombudsmanden udtalte, at han ikke kunne tilslutte sig Undervisningsministeriets udtalelser, hvorefter det ikke er i strid med bekendtgørelsen, at en amtskommune efter en konkret vurdering forudsætter, at en elev går eller cykler en kortere strækning, selv om der findes et offentligt befordringsmiddel på strækningen. Ombudsmanden henstillede til Undervisningsministeriet at tage skridt til at præcisere bestemmelsen, såfremt ministeriet ønskede at fastholde sin retsopfattelse.

Med hensyn til Indenrigsministeriets afgørelse om ikke at gribe ind over for amtskommunen udtalte ombudsmanden, at han ikke havde fuldt tilstrækkeligt grundlag for at anse amtskommunens praksis for at være i så klar strid med bekendtgørelsens bestemmelser, at Indenrigsministeriet burde have grebet ind over for amtskommunen. Ombudsmanden henviste herved navnlig til, at Indenrigsministeriet kun i ganske særlige tilfælde antages at kunne statuere lovstridighed, når der ikke efter ressortmyndighedens opfattelse foreligger lovstrid. (J. nr. 1990-1240-710).

En kommune X besluttede med øjeblikkelig virkning at fritstille A, der var leder af en af kommunens daginstitutioner. A havde umiddelbart forinden udtalt sig kritisk til pressen om kommunens planer for omorganisering af børneinstitutionerne. Det kommunale tilsynsråd i Y Amt besluttede at undersøge sagen i lyset af reglerne om offentligt ansattes ytringsfrihed. Tilsynsrådet indhentede en udtalelse fra kommunen og meddelte herefter - uden forinden at have forelagt kommunens udtalelse for A - at man ikke havde grundlag for at antage, at kommunen havde handlet retsstridigt.

I sin klage til ombudsmanden anførte A blandt andet at tilsynsrådet burde have forelagt kommunens udtalelse for hende, før man besluttede ikke at foretage videre, jf. forvaltningslovens § 19.

Der var enighed mellem ombudsmanden og Indenrigsministeriet om at tilsynsrådets udtalelse var en afgørelse i forvaltningslovens forstand, at A var part i sagen, og at tilsynsrådet derfor burde have partshørt A over kommunens udtalelse. Ombudsmanden forudsatte at tilsynsrådet - hvis A ønskede det - ville genoptage sagen. Han foretog herefter ikke videre i sagen.

Sagen gav ombudsmanden anledning til mere generelt at udtale sig om afgrænsningen af forvaltningslovens afgørelses- og partsbegreb i relation til de kommunale tilsynsmyndigheders virksomhed. (J. nr. 1992-1171-813).

Amtskommunen K havde afslået at levere hornhinder til privathospitalet B med henblik på transplantationer. K's begrundelse herfor var, at B's virksomhed stred mod grundlæggende principper i det danske sundhedsvæsen. Indenrigsministeriet (IM) annullerede som tilsynsmyndighed K's beslutning under henvisning til, at man havde varetaget uvedkommende hensyn.

K fastholdt afslaget over for B, men anførte nu som begrundelse, at man kun leverede hornhinder til hospitaler m.v., der selv - aktuelt eller potentielt - var i stand til at levere hinder til amtets hospitaler. B gjorde gældende, at K ikke havde håndhævet kravet over for andre aftagere af hornhinder. IM lagde imidlertid under en ny tilsynssag K's oplysninger til grund og tog afslaget til efterretning. B og amtsrådsmedlem A klagede herefter til ombudsmanden.

Ombudsmanden udtalte, at udgangspunktet i tilfælde af uenighed om de faktiske forhold må være, at tilsynsmyndigheden kan lægge kommunens oplysninger til grund. I en sag som den foreliggende - hvor en kommune med en ny begrundelse fastholder en afgørelse, som tilsynsmyndigheden tidligere har anset for ulovlig - kan der dog efter omstændighederne være grund til at skærpe opmærksomheden om kommunens oplysninger. Dette må navnlig gælde, hvor de pågældende oplysninger slet ikke har været anført i kommunens oprindelige afgørelse. Også i denne situation må der være en vis formodning for, at kommunens oplysninger er korrekte; men der kan eventuelt - afhængig af de konkrete omstændigheder - være anledning til, at tilsynsmyndigheden foretager yderligere undersøgelser. I den konkrete sag fandt ombudsmanden ikke, at der var grundlag for kritik. (J. nr. 1992-1674-426).

En kommune solgte et jordstykke til ejeren af en ejendom. Et ægtepar, som ejede en anden ejendom, havde flere gange tilkendegivet over for kommunen at de var interesserede i at købe jordstykket. Ægteparret indbragte sagen for statsamtet som ikke mente at kommunen havde handlet ulovligt. Ombudsmanden kritiserede at kommunen ikke havde opfordret ægteparret til at fremsætte et købstilbud. Desuden burde statsamtet have foretaget partshøring over for ægteparret.
(J.nr. 2005-4326-419)

En far klagede over at skolebladsredaktionen på hans barns skole afviste at optage to indlæg fra ham i skolebladet. Skolebestyrelsen og kommunen fastholdt redaktionens afvisning. Kommunen henviste bl.a. til at skolebladet skulle kunne læses både af elever og forældre, og at indlæg i bladet af den grund skulle holdes i en venlig og positiv tone. Hverken tilsynsrådet eller Indenrigsministeriet mente der var handlet ulovligt i sagen.

Ombudsmanden tog kun stilling til om tilsynsrådet og ministeriet i medfør af den kommunale tilsynsordning burde have påtalt kommunens behandling af sagen.

Efter ombudsmandens opfattelse kunne afvisningen af indlæggene ikke betegnes som censur i grundlovens forstand eller som værende i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 10 om ytringsfriheden. Ombudsmanden udtalte dog at hensynet til ytringsfriheden bør indgå med høj prioritet i myndigheders skønsmæssige vurdering. Der skulle således foreligge gode grunde til ikke at optage indlæggene. Dette burde bl.a. tilsynsrådet have tilkendegivet over for kommunen.

Det gav ikke ombudsmanden anledning til bemærkninger at tilsynsrådet og ministeriet mente, det var sagligt at tage hensyn til at indlæg i et skoleblad skulle kunne læses af såvel elever som forældre.

Derimod stemte det efter ombudsmandens opfattelse dårligt med hensynet til ytringsfriheden at afvise indlæg blot fordi de ikke var positive eller venlige i deres tone eller indhold. Ombudsmanden tilsluttede sig derfor ministeriets opfattelse af at det var tvivlsomt, om dette hensyn var sagligt. (J.nr. 1998-1809-710).

En kommune klagede over at skatteministeren i forbindelse med behandlingen af et lovforslag havde udtalt sig om den afgiftsmæssige betydning af kommunens og et kraftvarmeværks varmeaftale på trods af at spørgsmålet på daværende tidspunkt endnu ikke var blevet behandlet af told- og skatteregionen. Det var kommunens opfattelse at ministeren med sine udtalelser uberettiget afskar regionen fra at foretage en uafhængig bedømmelse af aftalens betydning for afgiftsberegningen idet regionen som underordnet instans i forhold til ministeren var forpligtet til at følge ministerens tilkendegivelse ved sin afgørelse i den konkrete sag.

Ombudsmanden udtalte at efter almindelige forvaltningsretlige grundsætninger kan en minister udøve såkaldt organisationsmagt inden for sit ministerium og bl.a. give bindende direktiver til underordnede myndigheder såvel generelt som i konkrete sager. Dette udgangspunkt gælder medmindre andet følger af lov. Da told- og skatteregioner er undergivet ministerens instruktion i sager om kulafgift og efter omstændighederne er forpligtet til at følge ministerens tilkendegivelse, kunne det forhold at ministerens udtalelser ville kunne påvirke udfaldet af regionens afgørelse, ikke give ombudsmanden anledning til bemærkninger.

Ombudsmanden bemærkede at når regionens afgørelse forelå, kunne den indbringes for Landsskatteretten hvis afgørelse kunne indbringes for vedkommende landsret, jf. § 33 i skattestyrelsesloven (lovbekendtgørelse nr. 859 af 13. september 2000). (J.nr. 1999-2907-329).

En kommune og et tilsynsråd behandlede en sag der angik forskellige forhold i en andelsboligforening. Andelsboligforeningen opkrævede bl.a. et tillægsbidrag fra en af sine afdelinger for at udarbejde afdelingens varme- og vandregnskab. Desuden havde andelsboligforeningen optaget et lån til at gennemføre en række arbejder i den samme afdeling. Endelig havde andelsboligforeningen fået et påbud af kommunen om den regnskabsmæssige kontering af PBS-gebyr.

Ombudsmanden besluttede ikke at foretage en egentlig undersøgelse af den del af sagen som angik kontering af PBS-gebyr, men han afgav en foreløbig redegørelse om de øvrige dele af sagen. Det fremgik heraf at det var kritisabelt at tilsynsrådet havde taget stilling til spørgsmålet om udarbejdelse af varme- og vandregnskab uden først at bede Erhvervs- og Boligstyrelsen om en udtalelse. Desuden burde tilsynsrådet i sin behandling af spørgsmålet om lånoptagelsen have inddraget reglerne om beboerdemokrati.

Ombudsmanden mente der var grundlag for at henstille at statsamtet (som havde overtaget tilsynsrådets beføjelser) genoptog sagen. I sin endelige redegørelse fastholdt ombudsmanden denne opfattelse. Spørgsmålet om genoptagelse af sagen var dog faldet bort da statsamtet efter en indhentet udtalelse fra Socialministeriet (som havde overtaget sagsområdet fra Erhvervs- og Boligstyrelsen) havde besluttet at genoptage sagen.

(J.nr. 2003-0273-163).

En kommune afskedigede tre familierådgivere på samme grundlag. To af de tre afskedigede fik deres sag prøvet af et afskedigelsesnævn der tilkendegav at der ikke var tilstrækkeligt sagligt grundlag for de to afskedigelser.

Den tredje familierådgiver opfyldte ikke overenskomstens betingelser for at få sin sag prøvet ved et afskedigelsesnævn. Sagen blev indbragt for den kommunale tilsynsmyndighed der afgav en udtalelse i sagen. Under ombudsmandens undersøgelse af sagen ændrede tilsynsmyndigheden opfattelse sådan at tilsynsmyndigheden ikke mente at have kompetence i sagen.

Ombudsmanden indledte derefter en undersøgelse over for kommunen med fokus på kommunens forpligtelse til at genoverveje den tredje sag i lyset af afskedigelsesnævnets kendelse.

Kommunen ændrede begrundelsen for afskedigelsen. Ombudsmanden udtalte at afskedigelsen af den tredje familierådgiver med kommunens ændrede begrundelse savnede det fornødne saglige grundlag. Ombudsmanden henstillede derfor at kommunen genoptog sagen.

Kommunen oplyste efterfølgende at kommunen og den tredje familierådgiver havde indgået forlig i sagen.
(J.nr. 2004-4151-813).