Erstatningsnævnet afslog at give erstatning til en ung mand der var blevet stukket med en kniv under et overfald.

Erstatningsnævnet fremhævede i sit afslag at den unge mand ikke havde medvirket til sagens opklaring idet hans far, ifølge politiets oplysninger, havde henvendt sig til politiet og meddelt at sønnen ønskede at trække anmeldelsen tilbage. Nævnet afslog efterfølgende at genoptage sagen idet nævnet ikke fandt det godtgjort at sønnen havde været udsat for en straffelovsovertrædelse fordi politianmeldelsen var trukket tilbage.

Ombudsmanden kritiserede at nævnet ikke, før afgørelsen blev truffet, partshørte den unge mand over oplysningerne i politiets rapportmateriale som havde afgørende betydning for afslaget. Endvidere mente ombudsmanden det var kritisabelt at nævnet ikke undersøgte de nærmere omstændigheder da nævnet lagde til grund at politianmeldelsen efter farens henvendelse var trukket tilbage. Ombudsmanden mente ikke at nævnet uden videre kunne slutte at faren havde handlet på sønnens vegne, og at sønnen med rimelighed måtte bære konsekvenserne heraf. Nævnet havde derfor efter ombudsmandens opfattelse ikke tilvejebragt et fyldestgørende grundlag da nævnet traf afgørelse om at afslå ansøgningen om erstatning.

Ombudsmanden kritiserede også at nævnet ikke på baggrund af henvendelser fra den unge mands advokat forsøgte at få de nærmere omstændigheder i sagen belyst. Efter ombudsmandens mening havde nævnet således ikke haft det nødvendige grundlag for at afslå en genoptagelse af sagen. Ombudsmanden mente heller ikke det var berettiget at afslå erstatning med henvisning til at en straffelovsovertrædelse ikke var godtgjort.

Ombudsmanden henstillede herefter at nævnet genoptog behandlingen af sagen da han anså nævnets afslag på genoptagelse for uberettigede. (J.nr. 2002-2045-660).

Hvervet som formand for et boligselskab måtte efter ombudsmandens mening indebære opgaver og pligter i forhold til selskabets interesser, som i betydeligt omfang måtte anses som selvstændige og forskellige fra de opgaver og interesser, kommunalbestyrelsen skal varetage som tilsynsførende med selskabet. Ombudsmanden kunne derfor ikke generelt anerkende kommunalbestyrelsens funktion som tilsynsførende med selskabet indebærer efter omstændighederne, at den må tage stilling til konflikter mellem selskabet og dets lejere m.fl. I sådanne tilfælde er der da som udgangspunkt tale om en sådan konflikt, at sammenfaldende hverv - i hvert fald som henholdsvis formand for kommunalbestyrelsen og for selskabsbestyrelsen - må medføre inhabilitet, jf. forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 3.

I det foreliggende tilfælde drejede A's henvendelse til kommunen sig bl.a. om, hvorvidt boligselskabet overholdt gældende bestemmelser om udførelse af vedligeholdelsesarbejder, og der forelå en forholdsvis skarp meningsudveksling herom. På denne baggrund fandt ombudsmanden, at borgmesteren var inhabil og ikke burde have deltaget i kommunens behandling af sagen.

Boligstyrelsen burde efter ombudsmandens opfattelse have været opmærksom på spørgsmålet, og han gjorde styrelsen bekendt med denne opfattelse.

(J. nr. 1988-815-15).

A, der afsonede en straf i Ringsted Arrest, var i en periode undergivet brevkontrol. I den samme periode verserede der hos kriminalpolitiet i Glostrup en efterforskningssag om A's undvigelse fra et statsfængsel. Som et led i brevkontrollen overlod arrestinspektøren Politimesteren i Glostrup at foretage en gennemlæsning af korrespondancen. Baggrunden herfor var, at arrestinspektøren fandt det nødvendigt at anmode om bistand fra det politimesterembede, der foretog efterforskningen i undvigelsessagen, bl.a. under hensyn til undvigelsesrisici, og til at A tidligere havde været mistænkt for at sende "skjulte" budskaber på forskellig vis.

A klagede til Direktoratet for Kriminalforsorgen over, at hans korrespondance blev sendt til Politimesteren i Glostrup. Direktoratet for Kriminalforsorgen meddelte A, at den anvendte fremgangsmåde ikke sås at være i strid med reglerne i direktoratets cirkulære om indsattes adgang til brevveksling og besøg, §§ 1 og 5.

Ombudsmanden udtalte, at han var enig med Direktoratet for Kriminalforsorgen i, at fremgangsmåden ikke var i strid med bestemmelserne i cirkulæret; bestemmelserne angik slet ikke dette spørgsmål. Derimod fandt ombudsmanden, at spørgsmålet skulle vurderes efter bestemmelserne i forvaltningslovens § 28, stk. 1, og 2. Ombudsmanden fandt imidlertid ikke at have fuldt tilstrækkeligt grundlag for at tilbagesende sagen til Direktoratet for Kriminalforsorgen med henblik på, at direktoratet kunne træffe en ny afgørelse i forhold til A. Dette skyldtes, at videregivelsen af korrespondancen til Politimesteren i Glostrup efter ombudsmandens opfattelse måtte antages at have været et nødvendigt led i arrestinspektørens behandling af sagen, jf. forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 4.

(J. nr. 1989-381-615).

A anmodede Budgetdepartementet (B) om aktindsigt i "de sager, der må være i B" vedrørende tillægsbevillingsforslagene i 1984, 1985, 1986 og 1987. Sagerne blev senere præciseret til forskellige konti.

B afslog anmodningen under henvisning til offentlighedslovens § 10, nr. 2, og § 7, nr. 1 og 2. B anførte, dels at nogle dokumenter var ministeriets interne notater om de modtagne bidrag, dels at andre dokumenter var sendt af Arbejdsministeriet som bidrag til de pågældende års tillægsbevillingslovforslag; endelig var andre dokumenter modtaget fra Statens Regnskabsdirektorat og dermed udvekslet inden for samme myndighed.

De dokumenter, der var udarbejdet i B vedrørende bevillingskonti alene til B's eget brug, måtte efter ombudsmandens mening anses for interne og således ikke undergivet aktindsigt, jf. offentlighedslovens § 7.

De dokumenter, der var modtaget fra Arbejdsministeriet, måtte anses for eksterne og ikke omfattet af § 7. Da dokumenterne angik lovgivning - tillægsbevillingslove - og var udvekslet mellem ministerier, kunne dokumenterne dog undtages i henhold til § 10, nr. 2.

Denne del af B's afgørelse gav derfor ikke ombudsmanden grundlag for kritik.

Statens Regnskabsdirektorat måtte efter ombudsmandens mening anses for en myndighed med almindelig direktoratsstatus og i lighed med centraladministrationens øvrige direktorater og styrelser anses som en selvstændig myndighed i forhold til det pågældende departement. De dokumenter, der var sendt fra direktoratet til B, måtte derfor anses for eksterne og kunne ikke undtages i henhold til § 7. Dokumenterne var ej heller omfattet af § 10, nr. 2, da der her var tale om brevveksling mellem et ministerium og et direktorat. Ombudsmanden henstillede til B at træffe ny afgørelse vedrørende disse dokumenter på grundlag af det anførte.

For såvel de dokumenter, der kunne undtages fra aktindsigt i henhold til § 7, som de dokumenter, der kunne undtages efter § 10, nr. 2, gælder ekstraheringspligten, jf. § 11, stk. 1. Denne bestemmelse måtte antages ikke at have været taget i betragtning ved behandlingen af A's anmodning om aktindsigt, hvilket ombudsmanden betragtede som en fejl. Ombudsmanden henstillede, at B i forbindelse med fornyet behandling af anmodningen tog stilling til, om dele af dokumenterne skulle udleveres i henhold til § 11, stk. 1. (J.nr. 1989-416-23).

En 45-årig mand blev anholdt af politiet og indbragt til Københavns Fængsler. Forud for afleveringen havde politiet telefonisk oplyst det vagthavende personale i fængslet om, at anholdte "var stærkt deprimeret, og at de skulle være opmærksomme på dette". På en rød blanket "Følgeseddel til Arresten" havde politiet i rubrikken "Oplysninger om særlige forhold (sygdom, selvmordsrisiko, undvigelsesrisiko, farlighed, særlige forhold ved anholdelsen etc.)" anført: "Er dybt deprimeret" - med streg under. Denne oplysning var ikke blevet anført på Københavns Fængslers indsættelsespapirer (en gul blanket).

Kompetencen til at træffe beslutning om "Lys og Tilsyn" er tillagt "den tjenestgørende leder af Politigårdens Fængsel". I det foreliggende tilfælde var en beslutning om, at der ikke skulle iværksættes "Lys I" eller "Lys II", truffet af en fængselsoverbetjent. Der forelå modstridende forklaringer fra fængselsoverbetjenten og overvagtmesteren om, hvorvidt overvagtmesteren i forbindelse med sin overtagelse af tjenesten var blevet orienteret af fængselsoverbetjenten om den anholdtes forhold.

Ombudsmanden fandt, at der utvivlsomt bør gøres notat om en telefonisk henvendelse af den karakter, som politiet rettede til det vagthavende personale i Københavns Fængsler. Ombudsmanden bad Justitsministeriet om at overveje, om der måtte være anledning til at indskærpe over for Politigårdens Fængsel, at der skal gøres notat om væsentlige oplysninger, der modtages.

Endvidere fandt ombudsmanden, at det bør sikres, at en oplysning som den foreliggende på den røde blanket angives på (overføres til) den gule blanket på en sådan måde, at den er umiddelbart tilgængelig for det på et ethvert tidspunkt vagthavende personale. Ombudsmanden bad Justitsministeriet om at oplyse, om der på den givne anledning var behov for, at der blev tilrettelagt en særlig ordning, der sikrer, at relevante oplysninger vedrørende indsatte gøres tilgængelige for det til enhver tid vagthavende personale.

Under henvisning til, at der forelå modstridende forklaringer om, hvorvidt overvagtmesteren i forbindelse med sin overtagelse af tjenesten var blevet orienteret om den anholdtes forhold, bad ombudsmanden Justitsministeriet om at oplyse, om der var behov for, at der blev tilrettelagt en ordning, der sikrer, at relevante oplysninger - udover de oplysninger der fremgår af den røde/gule blanket - videregives fra den tjenestgørende leder af Politigårdens Fængsel til den afløsende tjenstgørende (skriftlige notater om iagttagelser m.v. af særlig betydning under en vagtperiode).(J. nr. 1989-804-611).

A blev i 1977 gift med den japanske statsborger B. A emigrerede i 1979 og fik i 1980 en datter C med B.

D forespurgte på vegne af C og B, hvorvidt C ville miste sit danske statsborgerskab, hvis hun ansøgte om fremmed statsborgerskab. Indenrigsministeriet afgav en fejlagtig erklæring, men rettede og beklagede senere fejlen.

A klagede bl.a. over, at udtalelsen var blevet afgivet til en uvedkommende person D, samt at hans anmodning om at fremføre sin sag direkte og personligt i et møde inden afgørelsen ikke blev imødekommet.

Ombudsmanden fandt, at ministeriet naturligt havde måttet opfatte situationen på den måde, at D som repræsentant for B bad om vejledning, jf. forvaltningslovens § 7, og at en forudsætning for imødekommelse af hendes begæring var, at hun dokumenterede repræsentationsforholdet. En sådan dokumentation blev fremsendt, og det gav derfor ikke grundlag for kritik, at ministeriet afgav erklæringen.

Ombudsmanden fandt endvidere, at A som part i henhold til forvaltningslovens § 21 havde krav på at få sagen udsat, samt at en anmodning om en personlig samtale måtte opfattes som en sådan anmodning. Ministeriet mente, at A havde frafaldet kravet under en telefonsamtale, og ombudsmanden fandt derfor ikke at have tilstrækkeligt grundlag for at antage, at § 21 var tilsidesat. Det havde imidlertid været bedst stemmende med principperne for god forvaltningsskik, om denne opfattelse havde været nedfældet skriftligt og bekræftet over for A.(J.nr. 1989-1353-41).

I forbindelse med en begæring fra A om aktindsigt meddelte TV 2 sin opfattelse af institutionens placering i forhold til offentlighedsloven. Som en selvstændig, selvejende institution mente TV 2, at den ikke var en del af den offentlige forvaltning, og dermed ej heller omfattet af offentlighedsloven.

Da TV 2 er oprettet ved det offentliges foranstaltning, er institutionen som udgangspunkt omfattet af offentlighedsloven. Ombudsmanden udtalte, at det ved afgørelsen af, om dette udgangspunkt skulle fastholdes i forbindelse med TV 2, var naturligt at lægge vægt på de momenter, som kan føre til, at institutioner af (delvis) privatretlig karakter må anses for omfattet af offentlighedsloven. Det offentlige har afgørende indflydelse på sammensætningen af TV 2's ledelse og finansiering, og der er fastlagt særlige offentlige kontrolordninger.

Ombudsmanden mente derfor ikke, at der er grundlag for at fravige udgangspunktet, hvorefter TV 2 må betragtes som en del af den offentlige forvaltning og dermed omfattet af offentlighedsloven. (1988-1679-76).

En ændring til en af Boligministeriet godkendt saneringsplan blev godkendt af Boligstyrelsen. Saneringsselskabet havde skriftligt orienteret formanden for en ejerlejlighedsforening i det berørte område om ændringen. A, der var medlem af den pågældende forening, gjorde gældende, at ændringen savnede hjemmel, og at han som nabo burde have haft adgang til at udtale sig om ændringen. Ombudsmanden udtalte, at saneringsloven ikke indeholder retningslinier for ændring af planer, og det derfor i overensstemmelse med almindelige retlige synspunkter som udgangspunkt må lægges til grund, at ændringen skal gennemføres ved vedtagelse af en ny plan eller et tillæg til den bestående plan. Inden for denne ramme beroede afgørelsen på en skønsmæssigt præget vurdering. Ombudsmanden fandt ikke, at der i den konkrete sag forelå særlige omstændigheder, der bevirkede, at han kunne kritisere ændringsbeslutningen.

Ombudsmanden udtalte endvidere, at mindre væsentlige ændringer, der kun har betydning for en eller ganske få umiddelbart nærliggende ejendomme, kan gennemføres uden projektoffentlighed, men ved nabohøring. Ombudsmanden fandt det ikke holdbart, at ændringen i den konkrete sag alene blev forelagt formanden for ejerlejlighedsforeningen, og henviste til, at der ikke generelt kan opstilles en formodning for, at formænd for ejerlejlighedsforeninger kan anses for repræsentanter for medlemmerne, jf. forvaltningslovens § 8.

Da der ikke var holdepunkter for at antage, at foreningen eller dens formand var bemyndiget af A til at udtale sig på A's vegne, fandt ombudsmanden, at der ikke var gennemført den fornødne nabohøring.(J. nr. 1989-382-16).