En brasiliansk statsborger, A, klagede over, at Justitsministeriet (JMT) stadfæstede Direktoratet for Udlændinges (DFU) beslutning om udvisning af A efter udlændingelovens § 25, stk. 1. Afgørelsen var begrundet med, at A udøvede prostitution. A blev under opholdet i Danmark ikke meddelt advarsel for overtrædelse af politivedtægten eller meddelt pålæg af politiet i medfør af straffelovens § 199, stk. 1, ligesom A ikke modtog nogen tilkendegivelse fra DFU om, at fortsat prostitution ville medføre udvisning, som det var sædvanlig praksis i sådanne sager. DFU begrundede efterfølgende fravigelsen med den professionelle karakter, som den ulovlige næring havde haft.
Ombudsmanden fandt, at baggrunden for udvisningsbestemmelsen i udlændingelovens § 25, stk. 1, i væsentligt omfang måtte søges i ordensmæssige hensyn, og at udvisning på grund af prostitution måtte forudsætte, at udlændingen umiddelbart før udvisningsbeslutningen har udøvet og/eller må antages i fremtiden at ville udøve prostitution. Efter bestemmelsens forarbejder fandt ombudsmanden, at det i almindelighed måtte antages at være en betingelse, at udlændingen allerede er meddelt en advarsel i anledning af prostitutionsudøvelsen, og at udlændingen derefter har fortsat prostitutionsudøvelsen. A var i den konkrete sag ophørt med at udøve prostitution ca. 1 måned før DFU's afgørelse, og der var ikke holdepunkter for at antage, at A ville genoptage udøvelsen. På baggrund af dette, sammenholdt med at der ikke var meddelt advarsel, og at der ikke var anført vægtige grunde, der kunne begrunde en fravigelse af sædvanlig praksis, fandt ombudsmanden, at der ikke burde ske udvisning efter udlændingelovens § 25, stk. 1, og henstillede til JMT, at udvisningen blev ophævet.
Ombudsmanden kritiserede, at en beskrivelse af administrativ praksis og en begrundelse for den skete afvigelse af denne praksis ikke havde været omtalt i begrundelsen for de meddelte afgørelser, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 1. (J. nr. 1991-1602-613).
