På vegne af en jugoslavisk statsborger med dansk opholdstilladelse klagede en advokat til ombudsmanden over Indenrigsministeriets stadfæstelse af Udlændingestyrelsens afslag på en ansøgning om fremmedpas. Begrundelsen for afslaget var at styrelsen efter fast praksis ikke udstedte fremmedpas medmindre der forelå skriftlig dokumentation for at ansøgere ikke var i stand til at skaffe sig pas eller anden rejselegitimation.

Det fremgik af sagens akter at den jugoslaviske statsborger ved gentagne skriftlige og telefoniske henvendelser til den jugoslaviske ambassade havde forsøgt at få den af Indenrigsministeriet udbedte skriftlige dokumentation. På den baggrund bad ombudsmanden Indenrigsministeriet om at udtale sig om myndighedernes erfaringer med hensyn til mulighederne for statsborgere fra det tidligere Jugoslavien for at få udstedt nationalitetspas. Herunder mulighederne for at fremlægge skriftlig dokumentation for at det ikke kunne lade sig gøre at få udstedt nationalitetspas.

Indenrigsministeriet meddelte herefter at Udlændingestyrelsen efter fornyet gennemgang af sagen havde besluttet at udstede fremmedpas til den pågældende. Endvidere oplyste ministeriet at styrelsen foretog en ændring af praksis med hensyn til statsborgere fra det tidligere Jugoslavien der var indrejst i landet som asylsøgere eller med "gamle" pas udstedt i det tidligere Jugoslavien. (J.nr. 1996-540-649).

En advokat klagede for en tamilsk asylansøger over Flygtningenævnets afslag på asyl efter udlændingelovens § 7. Advokaten klagede især over Flygtningenævnets anvendelse af visse principper og kriterier vedrørende udsendelse til bestemte områder i asylsøgerens hjemland ("internal flight areas"). Han mente at nævnets praksis var uigennemsigtig og inkonsekvent, med den følge at sammenlignelige sager blev afgjort forskelligt.

Ombudsmanden udtalte at han ikke havde tilstrækkeligt grundlag for at kritisere Flygtningenævnets praksis. Ombudsmanden mente endvidere ikke der var grundlag for at antage at Flygtningenævnets afgørelse var udtryk for usaglig forskelsbehandling.

Derimod kritiserede ombudsmanden Flygtningenævnets begrundelse for afgørelsen. Ombudsmanden bemærkede i den forbindelse at en fyldestgørende begrundelse, jf. forvaltningslovens § 24, efter omstændighederne kræver en stillingtagen til de anbringender parten har gjort gældende under sagen. (J. nr. 1995-498-641).

Socialministeriet traf afgørelse om at en udlænding - der havde del i forældremyndigheden over sin herboende danske søn - skulle hjemsendes efter bistandslovens § 4. Ministeriet mente ikke den pågældende havde en sådan tilknytning til Danmark at han kunne modtage hjælp til vedvarende forsørgelse. Afgørelsen blev sendt til kommunen med kopi til faderen.

Retshjælpen bad ministeriet om at genoptage sagen under henvisning til at ministeriet ikke i afgørelsen havde inddraget artikel 8 i den europæiske menneskerettighedskonvention. Ministeriet afslog mundtligt at genoptage sagen og henviste til at afgørelsen var i overensstemmelse med sædvanlig praksis. Ministeriet lovede at meddele afgørelsen skriftligt hvilket dog aldrig skete. Retshjælpen bad herefter om at klagen til ombudsmanden blev tillagt opsættende virkning. Ministeriet meddelte at det måtte være udlændingemyndighederne der skulle tage stilling til dette spørgsmål.

Ombudsmanden udtalte bl.a. at Socialministeriet i sin samlede vurdering af sagen havde undladt at inddrage væsentlige kriterier, omfanget af udlændingens samvær med sønnen samt artikel 8 i menneskerettighedskonventionen. Ombudsmanden mente det var stærkt kritisabelt at ministeriet havde inddraget og lagt vægt på et i denne sammenhæng ulovligt kriterium - hensynet til hvad der var bedst for barnet. Det var beklageligt at ministeriet til støtte for sin afgørelse havde henvist til at den pågældende kunne søge og få opholdstilladelse fra hjemlandet hvis han fandt beskæftigelse i Danmark. Argumentet byggede efter ombudsmandens opfattelse på en retsvildfarelse.

Ombudsmanden konstaterede endvidere: at ministeriets begrundelse for afgørelsen ikke opfyldte kravene i forvaltningslovens § 24, at afgørelsen ikke blev meddelt udlændingen direkte, at ministeriet ikke som lovet meddelte en skriftlig begrundelse for det mundtlige afslag på genoptagelse, og at ministeriets mundtlige begrundelse for afslaget på genoptagelse var direkte forkert. Endelig udtalte ombudsmanden at Socialministeriet efter hans opfattelse ikke generelt var afskåret fra at tillægge klagen til ombudsmanden opsættende virkning. Derfor var det beklageligt at ministeriet ikke over for retshjælpen havde taget stilling til anmodningen om opsættende virkning. Det var endvidere meget beklageligt at ministeriet ikke havde svaret straks efter modtagelsen af retshjælpens anmodning. Ombudsmanden bad ministeriet genoptage sagen og træffe en ny afgørelse vedrørende hjemsendelsesspørgsmålet. (J.nr. 1998-0579-649).

En mand klagede over at Udlændingestyrelsen og Indenrigsministeriet i en sag afviste at anerkende partsrepræsentantens underskrift på en visumansøgning, men stillede krav om ansøgerens egenhændige underskrift som en forudsætning for at behandle ansøgningen.

Ombudsmanden udtalte som svar på myndighedernes udtalelser at ressourceforbrug ikke kunne begrunde en afvisning af partsrepræsentationen - den skriftlige fuldmagt måtte anses som udtryk for en konkret interesse i ddet ansøgte. Ombudsmanden udtalte videre at risikoen for forflygtigelse af strafansvar eller risikoen for ikke at kunne bringe udlændingelovens regler om svig i anvendelse ikke var hensyn der generelt kunne begrunde kravet om ansøgers egenhændige underskrift. Endelig udtalte ombudsmanden at myndighederne ikke generelt, med henvisning til at ansøgeren skal give samtykke til indhentelse af fortrolige oplysninger, kan kræve ansøgerens egenhændige underskrift på ansøgningen. Ombudsmanden udtalte at et sådant krav forudsatte at mundighederne ud fra en konkret vurdering fandt at fuldmagten ikke omfattede et sådant samtykke. Ombudsmanden kunne ikke lægge til grund at myndighederne havde foretaget en sådan vurdering, og fandt det derfor beklageligt at Udlændingestyrelsen og Indenrigsministeriet havde stillet krav om angsøgerens egenhændige underskrift. (J.nr. 1996-344-644).

En jugoslavisk statsborger fik afslag på en ansøgning om opholdstilladelse. Hvis han ikke rejste frivilligt, ville han blive sendt ud ved politiets foranstaltning.

Manden ønskede ikke at rejse ud af landet, og han der var indlogeret i Tårnby - blev pålagt meldepligt hver dag i Sandholmlejren. Dette betød en daglig transporttid på 3-4 timer. Herudover blev der truffet beslutning om at han indtil videre ikke skulle have udbetalt kost-, tøj- og lommepenge og ikke længere fik adgang til frivillig aktivering og undervisning (motivationsfremmende foranstaltninger).

Ombudsmanden var enig i at meldepligten havde hjemmel i udlændingeloven. Men vurderingen af om og under hvilke former meldepligten skal pålægges, er ikke fri. Myndighederne er bl.a efter proportionalitetsprincippet forpligtet til ikke at påføre borgerne større byrder, end formålet tilsiger. Ombudsmanden kunne ikke lægge til grund at myndighederne havde overvejet om det var muligt at administrere meldepligten på en måde der var mindre indgribende.

Afgørelsen om at manden ikke skulle have kost-, tøj- og lommepenge, kunne ombudsmanden derimod ikke kritisere.

Ombudsmanden, Indenrigsministeriet og Udlændingestyrelsen var herudover enige om at der ikke var hjemmel i udlændingeloven til at nægte manden adgang til at deltage i frivillig aktivering og undervisning. (J.nr. 1998-3456-649).

En udlænding fik af udlændingemyndighederne afslag på sin ansøgning om visum. Baggrunden herfor var at hun under et tidligere visumophold havde overskredet visummets gyldighedsperiode.

Ansøgeren havde under det tidligere visumophold henvendt sig personligt i Udlændingeservice for at få vejledning om visummets gyldighedsperiode. Der var uenighed mellem ansøgeren og styrelsen om indholdet af den vejledning som blev givet i den forbindelse.

Ombudsmanden udtalte at det var beklageligt at styrelsen ikke havde taget notat om den vejledning som ansøgeren havde modtaget. Ombudsmanden overvejede om styrelsens manglende notat måtte medføre at ansøgerens opfattelse af vejledningens indhold burde lægges til grund, men mente dog ikke der var fuldt tilstrækkeligt grundlag herfor. Ombudsmanden kunne derfor ikke kritisere afslaget på den efterfølgende ansøgning om visum.

Ombudsmanden kritiserede at ministeriet ikke havde partshørt ansøgerens advokat inden ministeriet traf afgørelse.
(J.nr. 2005-4242-644).