En ansøger klagede over at han 5 gange havde fået afslag på ansættelse som politibetjent på prøve. En del af ansættelsesproceduren bestod i en holdprøve, og vurderingen blev noteret på et skema ved afkrydsning.

Ombudsmanden udtalte at ansøgeren burde have været partshørt over vurderingsskemaet, og at notatpligten ikke var opfyldt i tilstrækkelig grad. Ansøgere som blev vurderet ikke egnede, kunne ikke ansættes. Partshøringen skulle derfor ske inden den endelige afgørelse om at ansøger ikke var egnet til ansættelse. Ombudsmanden kritiserede desuden begrundelsen i 3 af afslagene.

Under hensyn til myndighedernes oplysninger om ændring af proceduren foretog ombudsmanden sig ikke mere i sagen, bortset fra at give en henstilling om at der i alle tilfælde blev udarbejdet notat om baggrunden for vurderingen af holdprøven.

Ansøgeren klagede endvidere over et afslag på aktindsigt i form af kopi af nogle af hans referatstile. Ombudsmanden udtalte at retten til aktindsigt efter forvaltningslovens § 15, stk. 1, under normale omstændigheder ikke kunne begrænses ud fra betragtninger af rent ressourcemæssig karakter, og at begrundelsen for afslaget var mangelfuld. På grund af de særlige forhold i forbindelse med afholdelsen af prøver foretog ombudsmanden sig dog ikke yderligere. (J.nr. 2002-0406-810).

Politiets Efterretningstjeneste og Justitsministeriet afviste en anmodning om at oplyse hvorvidt efterretningstjenesten var i besiddelse af registreringer eller oplysninger i øvrigt om ansøgeren.

Ombudsmanden havde ikke grundlag for at kritisere efterretningstjenestens retsopfattelse hvorefter tjenesten - efter en konkret vurdering - kan afslå at oplyse hvorvidt tjenesten har oplysninger om en person. Ombudsmanden mente heller ikke der var særlige omstændigheder som kunne føre til kritik af myndighedernes afslag i det konkrete tilfælde. (J.nr. 1998-2212-601). 

KRIM klagede på vegne af en vicepolitikommissær over at Justitsministeriet havde truffet afgørelse om at afskedige ham efter tjenestemandslovens § 28, 2. pkt.

Polititjenestemanden var ved Vestre Landsret idømt 3 dagbøder a 100 kr. for tyveri ved i et supermarked at have stjålet en barberskraber til en værdi af 39,95 kr.

I forbindelse med spørgsmålet om hvorvidt disciplinærstraffen havde været for hård i forhold til forseelsens grovhed, udtalte ombudsmanden at fastsættelsen af disciplinærsanktioner efter tjenestemandslovens § 24 og strafudmåling efter straffeloven principielt beror på forskellige synspunkter. Sanktioner efter tjenestemandslovens § 24 besluttes i forhold til tjenstlige forseelser og ikke i forhold til strafbare handlinger. Straffastsættelsen kan imidlertid indgå som ét blandt flere elementer der kan inddrages i vurderingen af den tjenstlige forseelses grovhed.

Ombudsmanden udtalte endvidere at det som anført af Rigspolitichefen og Justitsministeriet måtte tages i betragtning at en polititjenestemand har til opgave at kontrollere borgernes overholdelse af strafsanktionerede regler, og at der var tale om en handling mod hvilken borgernes vigtigste værn er en politianmeldelse.

Ombudsmanden mente ikke at der var holdepunkter for kritik i anledning af afgørelsen om at afskedige politikommissæren. (J.nr. 1996-2410-812).

En tiltalt blev med håndjern på ryggen ført gående mellem to betjente gennem en gågade fra et arresthus til et retslokale.

Ombudsmanden bad af egen drift Justitsministeriet om en udtalelse efter forud indhentet udtalelse fra vedkommende politimester.

Politimesteren udtalte sig om sagen og beklagede meget episoden. Politimesteren havde efter episoden ændret fremgangsmåden for transport af tiltalte.

Justitsministeriet var enig med politimesteren i at den anvendte fremgangsmåde i sagen var meget beklagelig.

Ombudsmanden udtalte at også han mente at den anvendte fremgangsmåde var meget beklagelig. (J.nr. 2003-3031-629).

Justitsministeriet afviste at give erstatning efter retsplejelovens § 1018c for skade på et køkkenbord sket som følge af bevissikring under politiets efterforskning af et dobbeltdrab. Efter retsplejelovens § 1018c kan der i særlige tilfælde ydes erstatning hvis det findes rimeligt. Ministeriet henviste til at den erstatningssøgende som ægtefælle til en af de afdøde måtte have haft interesse i at politiet opklarede forbrydelsen og fandt frem til gerningsmanden.

Ombudsmanden var enig med Justitsministeriet i at udskæring af en del af et køkkenbord som led i bevissikring i forbindelse med efterforskning af en drabssag er et indgreb som led i en strafferetlig forfølgning der omfattes af retsplejelovens § 1018c.

Ombudsmanden udtalte at han ikke mente at der var holdepunkter for at antage at hensynet til skadelidtes interesse i sagens opklaring kunne inddrages efter retsplejelovens § 1018c som sket i sagen.

Til grund for Rigsadvokatens afgørelse i sagen – som Justitsministeriet tiltrådte – lå en række yderligere hensyn. Ombudsmanden kritiserede at Rigsadvokaten ikke redegjorde for disse hensyn i sin afgørelse, og at Justitsministeriet ikke konstaterede dette og udtalte sig herom.

Ombudsmanden henstillede til Justitsministeriet at træffe en ny afgørelse i sagen. (J.nr. 2002-3681-611).

En indsat i detentionen i Godhavn i Grønland afgik i sommeren 1989 ved døden. Af obduktionserkæringen fremgik det, at den indsatte var død af varme på grund af en defekt termostat i cellen.

Med henvisning til ombudsmandslovens § 6, stk. 5, anmodede ombudsmanden Justitsministeriet om at blive underrettet om den undersøgelse, som han gik ud fra ville blive iværksat. Af undersøgelsen fremgik det, at detentionerne i Grønland ikke blot blev anvendt til ophold for berusede personer, men også i vid udstrækning til varetægtsfængsling. Det fremgik endvidere af undersøgelsen, at de bygningsmæssige forhold i de grønlandske detentioner - med nogle få undtagelser - var absolut utilfredsstillede.

Ombudsmanden tog til efterretning, at i detentionen i Godhavn var de værste sikkerhedsmæssige mangler -   som var den direkte årsag til dødsfaldet i sommeren 1989 - blevet afhjulpet.

Ombudsmanden fandt, at forholdene i detentionerne i 7 byer i Grønland (herunder Godhavn) var så uforsvarlige, at en udbedring burde iværksættes omgående.

Ombudsmanden fandt endvidere, at forholdene i flere øvrige detentioner i Grønland i hvert fald i sikkerhedsmæssig henseende var så ringe, at en højnelse af standarden burde ske hurtigst muligt.

Endelig fandt ombudsmanden, at reglerne for tilsyn mv. med indsatte burde tages op til fornyet overvejelse. (J. nr. 1989-1160-610).

I forbindelse med en klage over en politiassistent blev klageren afhørt, og der blev optaget rapport om det forklarede. Uanset at indholdet af samtalen blev noteret i form af en afhøringsrapport, mente ombudsmanden ikke at der var tale om et egentligt efterforskningsskridt. Derimod havde samtalen til formål at klarlægge den mundtlige klages karakter, herunder om der var tale om anmeldelse af et strafbart forhold eller om en adfærdsklage som efter omstændighederne kunne afgøres ved en samtale. Ombudsmanden kunne derfor ikke kritisere at politimesteren ikke straks henviste klageren til at henvende sig til statsadvokaten.

Ved efterforskningen af klagen lod statsadvokaten politiets afhøringsrapport indgå som en del af grundlaget for sin undersøgelse. Ombudsmanden kunne ikke kritisere dette. Ombudsmanden lagde vægt på at rapporten, uanset dens form af en afhøringsrapport udarbejdet af politiet, udgjorde et skriftligt grundlag for klagen. Afhøringsrapporten var underskrevet af klageren og måtte således kunne sidestilles med en klage udformet af klageren selv.

Politiassistenten klagede over at han ikke var blevet partshørt i forbindelse med en genafhøring af klageren. Ombudsmanden udtalte at sagen fra det tidspunkt da statsadvokaten traf beslutning om at opgive strafferetlig forfølgning, men fastholdt at ville udtale kritik af politiassistentens adfærd, ændrede karakter således at partshøringsforpligtelsen efter forvaltningslovens § 19 indtrådte. Da der imidlertid ikke var fremkommet nye faktiske oplysninger under genafhøringen, kunne ombudsmanden ikke kritisere at partshøring ikke havde fundet sted. (J.nr. 1999-0556-609).

Ombudsmanden kunne ikke kritisere at en politimester og en statsadvokat ikke mente at en interesseorganisation havde partsstatus i en straffesag. Ombudsmanden mente heller ikke at interesseorganisationens forsinkede indgivelse af klage var undskyldelig, eller at politimesteren burde have betragtet et tidligere brev fra organisationen som en klage.

Ombudsmanden udtalte at det havde været naturligt og mest korrekt at politimesteren selv havde taget stilling til spørgsmålet om partshøring i stedet for at sende det videre til statsadvokaten. Ombudsmanden mente desuden at politimesteren - i konsekvens af politimesterens afgørelse om at afslå aktindsigt efter forvaltningsloven - udtrykkeligt burde have tilkendegivet at begæringen var blevet behandlet som en anmodning om aktindsigt efter offentlighedsloven, bl.a. ved at henvise til lovens relevante bestemmelser. (J.nr. 2001-3379-610).

Sagen er gengivet i forkortet udgave i forhold til den afsluttende udtalelse.

Advokat A klagede til et lokalnævn over, at politiet udtalte sig til et lokalt dagblad om hans klients sag. Hans klient og dennes fraseparerede hustru havde på det tidspunkt fælles forældremyndighed over børnene, der opholdt sig hos hustruen her i landet. Manden havde bopæl i udlandet, og hustruen frygtede, at han ville tage børnene med til udlandet. Dagbladet redegjorde nærmere for sagens hidtidige forløb. Ved henvendelse til det lokale politi oplyste en polititjenestemand dagbladet om, at politiet ikke havde været impliceret i sagen, idet forældremyndigheden ikke var fastsat, men at politiet havde rådet hustruen til hurtigst muligt at få fastsat en midlertidig forældremyndighed. Når forældremyndigheden først var tillagt hustruen, ville et forsøg fra mandens side på at medtage børnene til udlandet være ulovligt, og politiet kunne da gribe ind.

Lokalnævnets formand fandt ikke, at sagen henhørte under lokalnævnets kompetence, idet den alene vedrørte politiets sagsbehandling og materielle dispositioner og ikke politiets adfærd, jf. Justitsministeriets vejledning nr. 7 af 18. januar 1982 A, pkt. 5.Ombudsmanden fandt, at den udtalelse, der var afgivet af polititjenestemanden, indeholdt dels en generel orientering, dels en tilkendegivelse vedrørende et bestemt sagsforhold. Således som den samlede udtalelse fremtrådte, måtte ombudsmanden imidlertid lægge til grund, at den generelle orientering var foranlediget af - og dannede baggrund for - tilkendegivelsen vedrørende det konkrete sagsforhold. Ombudsmanden fandt herefter, at udtalelsen som helhed måtte anses for omfattet af lokalnævnets kompetence på grund af den anførte sammenhæng mellem den generelle orientering og den konkrete tilkendegivelse.

Ombudsmanden henstillede til lokalnævnet, at tage A's klage op til fornyet behandling. (J. nr. 1988-1578-611).

På baggrund af omtale i pressen af et overfald på en medindsat i detentionen på Københavns Hovedbanegård anmodede ombudsmanden med henvisning til ombudsmandslovens § 6, stk. 5, Justitsministeriet (JMT) om underretning om resultatet af den undersøgelse, som sagen gav JMT anledning til.

JMT oplyste, at politiet - forud for anbringelsen af voldsmanden i detentionen - alene havde forespurgt i kriminalregisteret under aktualitetskoden for at konstatere identitet og opdatere anholdelsen. JMT tiltrådte en indstilling fra rigspolitichefen om i reglerne for kriminalregisteret at indføje bestemmelser om indberetning af aktualitetsoplysninger om tidligere voldsforhold. JMT anmodede rigspolitichefen om at ændre Kundgørelse II nr. 55 om detentionsanbringelse af spirituspåvirkede personer, således at der som altovervejende hovedregel skal tages en fuldstændig udskrift af kriminalregisteret.

JMT udtalte vedrørende de generelle overvågningsproblemer, at det er JMTs målsætning, at der skal etableres TV-overvågning af detentionerne.

TV-overvågning af detentionslokalerne på Københavns Hovedbanegård vil hurtigst muligt blive etableret.

Ombudsmanden udtalte, at en iagttagelse af § 12 i kundgørelsen i betragtning af de oplysninger, der fremkom under søgningen under aktualitetskoden, og i betragtning af voldsmandens optræden, burde have ført til, at der var søgt yderligere oplysninger. Ombudsmanden noterede sig den ændring af Kundgørelse II nr. 55, som JMT havde anmodet rigspolitichefen om at foretage. Ombudsmanden tog det oplyste om etablering af TV-overvågning af detentionslokalerne på Københavns Hovedbanegård til efterretning. (J. nr. 1990-1141-611).

En mand klagede over at han havde fået et polititilhold om ikke at kontakte sin tidligere kæreste. Ved afgørelsen blev der lagt vægt på at manden tidligere havde fået en formaning om ikke at kontakte hende yderligere, men det bestred han. Der var ikke taget notat om denne formaning da den blev givet, men først til brug for den aktuelle sag.

Ombudsmanden udtalte at der er pligt til at tage notat om sådanne formaninger, og at notatpligtens formål tilsiger at notatet tages i umiddelbar forlængelse af formaningen. Da der ikke var taget notat der sikrede det fornødne bevis for at formaningen var givet, kunne myndighederne efter ombudsmandens opfattelse ikke lægge (afgørende) vægt på formaningen. Ombudsmanden henstillede på denne baggrund at sagen blev genoptaget. (J.nr. 1995-2120-619).

A klagede over, at en rabatordning, som er indgået mellem rigspolitichefen og Falcks Redningskorps vedrørende transport af motorkøretøjer, som fjernes ved politiets foranstaltning, ikke kommer ejerne af de implicerede motorkøretøjer til gode.

Ombudsmanden henviste til færdselslovens § 123, stk. 2, 2. pkt., hvorefter de af politiet afholdte udgifter i disse tilfælde påhviler føreren af motorkøretøjet. Efter ombudsmandens opfattelse er der hverken i loven eller forarbejderne til denne holdepunkter for en ordning, hvorefter politiet kan pålægge føreren eller ejeren af et motorkøretøj større udgifter til køretøjets borttransport end de rent faktisk afholdte. En sådan ordning ville have væsentlige lighedspunkter med den situation, at politiet pålagde føreren eller ejeren af et køretøj et gebyr ud over de af politiet faktisk afholdte udgifter til fjernelse af køretøjet. Det er fast antaget, at opkrævning af et gebyr kræver udtrykkelig lovhjemmel. Under hensyn hertil henstillede ombudsmanden til Justitsministeriet at tilvejebringe den fornødne lovhjemmel for den bestående rabatordning (f.eks. i form af hjemmel til at opkræve et supplerende gebyr) eller ændre den gældende ordning, således at rabatten kommer de personer til gode, der skal refundere politiets udgifter ved transporten. (J. nr. 1989-324-611).

En indsat havde fået tilladelse til udgang fra fængslet, med ledsagelse af to fængselsbetjente, til at besøge sin mormor på hospitalet. Dagen efter bestemte Direktoratet for Kriminalforsorgen at en efterfølgende anmodning fra politiet om også at deltage i udgangen skulle imødekommes.

Ved ankomsten til hospitalet fik den indsatte efter ønske fra politiet håndjern på. Da politiet også mente at han skulle have håndjern på under selve sygebesøget, ønskede han ikke at gennemføre det, men søgte senere om en ny udgang til sygebesøg. Mormoderen døde imidlertid inden der blev truffet afgørelse i denne sag der blev behandlet sammen med en verserende sag om regelmæssig udgang.

Ombudsmanden var ikke enig med Direktoratet for Kriminalforsorgen i at direktoratet var afskåret fra at afvise politiets anmodning om at deltage i udgangen, eller at der ved imødekommelsen af politiets anmodning ikke var tale om en ændring af direktoratets afgørelse. Denne ændring måtte endvidere betragtes som en skærpelse af afgørelsen.

Ombudsmanden henstillede til direktoratet i samarbejde med politiet at finde en løsning således at der ikke i fremtiden, under selve udgangen, opstår uheldige situationer vedrørende anvendelse af håndjern som i den konkrete sag. Ombudsmanden mente endvidere at direktoratet burde have udskilt den nye ansøgning om udgang til sygebesøg fra udgangssagen og hastebehandlet ansøgningen. Det var også uheldigt at direktoratet ved behandlingen af den nye ansøgning tillagde det betydning, at den indsatte kunne have valgt at gennemføre besøget med håndjern på.

Ombudsmanden kritiserede politiets beslutning om anvendelse af håndjern ved ankomsten til hospitalet. Det var ikke godtgjort at der på dette tidspunkt forelå det fornødne grundlag for en ændret vurdering af den konkrete flugtrisiko og dermed for behovet for anvendelse af håndjern. (J. nr. 1994-1913-600).

Et dagblad A klagede over Justitsministeriets (JMT's) afgørelse, hvori JMT tiltrådte en afgørelse truffet af politimesteren (P) i X-by, hvorved P afbrød samarbejdet med A, når dette var repræsenteret ved journalist B. Afgørelsen var en reaktion på en i pressen verserende kritik af politiet i X-by.

Ombudsmanden udtalte, at P burde have meddelt afgørelsen om udelukkelse af B fra at modtage informationer skriftligt. Ombudsmanden udtalte endvidere, at politiet burde have anset B som part i sagen, idet afgørelsen havde direkte betydning for B's videre arbejde som journalist. Ombudsmanden kritiserede, at afgørelsen ikke indeholdt nogen tidsbegrænsning. Endvidere pegede ombudsmanden på, at artikler forfattet af andre journalister ikke kunne tillægges betydning ved beslutningen om udelukkelse af B.

Ombudsmanden kritiserede JMT for ikke over for P at have påtalt de ovenfor angivne forhold.

Afslutningsvis udtalte ombudsmanden, at principperne i medieansvarsloven er til hinder for, at en myndighed er berettiget til at foretage begrænsninger i en journalists adgang til informationer med henblik på at sanktionere krænkelser af de presseetiske regler. En særordning for bestemte medievirksomheder/pressemedarbejdere kan derimod efter omstændighederne begrundes ud fra ordensmæssige hensyn, hensynet til at forebygge misbrug og ønsket om at sikre en almindelig adgang for journalister til at modtage informationer, såfremt disse hensyn er tungtvejende. (J. nr. 1991-1577-619).

En statsadvokat udsatte behandlingen af en politiklagenævnssag indtil en straffesag mod klagerne var afgjort. Ombudsmanden mente ikke der var grundlag for at kritisere beslutningen om at udsætte behandlingen af politiklagenævnssagen.

Ombudsmanden mente heller ikke der var tilstrækkeligt grundlag for at antage at forvaltningslovens bestemmelser om begrundelse fandt anvendelse på beslutningen om udsættelse, men udtalte dog at det efter hans opfattelse havde været bedst stemmende med god forvaltningsskik om statsadvokaten over for sagens parter havde givet en begrundelse for sin beslutning efter principperne i forvaltningslovens § 22 og § 24.

Ombudsmanden udtalte endelig at hensynet til parterne i en sag som den foreliggende tilsiger at statsadvokaten er særligt opmærksom på at den sag hvis udfald afventes, ikke trækker unødigt ud til skade for den udsatte sag. Hvis straffesagen trækker væsentligt ud, må statsadvokaten løbende overveje sin beslutning om at udsætte klagesagen. (J.nr. 2001-0925-611).