A, som i mange år havde haft rygproblemer, fik forelagt et arbejdstilbud som medhjælper på en institution. Under en ansættelsessamtale blev indholdet af arbejdet og A's helbredsmæssige situation drøftet. A, som ikke mente at kunne klare arbejdet fysisk, blev opfordret til at forsøge og eventuelt senere klage over arbejdstilbuddet. Inden påbegyndelsen meldte A alligevel fra og klagede senere til arbejdsmarkedsnævnet, som fandt, at der havde været tale om et rimeligt arbejdstilbud.

Ombudsmanden fandt, at der ved bedømmelsen af, om et arbejdstilbud kan anses for rimeligt, skal foretages en konkret vurdering af den enkelte arbejdstilbudsmodtager i forhold til det konkrete arbejdstilbud, og at tanken med klageadgangen til arbejdsmarkedsnævnet er, at denne skal kunne udnyttes, når arbejdstilbuddet gives.

Efter en bedømmelse af de foreliggende oplysninger om forløbet i forbindelse med arbejdstilbuddet til A og ansættelsessamtalen anså ombudsmanden det for tvivlsomt, om A havde fået anvist et arbejdstilbud, som ud fra hendes situation konkret kunne betegnes som "rimeligt".

Ombudsmanden henstillede til arbejdsmarkedsnævnet at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse. (J. nr. 1990-1746-021).

En ledig klagede til et arbejdsmarkedsråd over det tilbud i en handlingsplan som han havde fået fra arbejdsformidlingen. Han bad om aktindsigt i korrespondancen mellem arbejdsformidlingen og arbejdsmarkedsrådet. Anmodningen måtte forstås som et ønske om aktindsigt i den sagsfremstilling som arbejdsformidlingens regionskontor havde skrevet til brug for rådets afgørelse. Ombudsmanden udtalte at ønsket om aktindsigt skulle behandles af arbejdsmarkedsrådet.

Ombudsmanden udtalte at regionskontoret uden tvivl er en selvstændig myndighed i relation til reglerne om aktindsigt. Regionschefen, og dermed regionen som myndighed, varetager sekretariatsforretninger for arbejdsmarkedsrådet, jf. § 52, stk. 8, i lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik.

Efter ombudsmandens opfattelse skulle anmodningen om aktindsigt vurderes efter forvaltningslovens § 14, stk. 1, nr. 2, og ikke, som rådet havde gjort, efter forvaltningslovens § 12, stk. 1, nr. 2, om interne arbejdsdokumenter. Hvis et dokument udelukkende har været udvekslet mellem sekretariatsmyndigheden (regionen) og hovedmyndigheden (arbejdsmarkedsrådet) for så vidt angår sekretariatsarbejdet, vil dokumentet kunne undtages fra aktindsigt i medfør af forvaltningslovens § 14, stk. 1, nr. 2. Da arbejdsformidlingen – og ikke kun arbejdsformidlingen som sekretariat for arbejdsmarkedsrådet – (fejlagtigt) traf afgørelse om aktindsigt, og da afslaget senere blev påklaget og behandlet af Arbejdsmarkedsstyrelsen, blev dokumentet videregivet ud over den udveksling der fandt sted i forbindelse med sekretariatsfunktionen. Dermed kunne dokumentet efter ombudsmandens opfattelse ikke undtages fra aktindsigt efter § 14, stk. 1, nr. 2.

En medarbejder deltog i behandlingen af aktindsigtssagen, først som fuldmægtig i arbejdsformidlingen og senere som sekretariatschef i forbindelse med arbejdsmarkedsrådets behandling af sagen. Ombudsmanden mente at den pågældende medarbejder var inhabil i forbindelse med arbejdsmarkedsrådets behandling af sagen. 

Ombudsmanden henstillede til arbejdsmarkedsrådet at træffe en ny afgørelse om aktindsigt og bad rådet om at inddrage spørgsmålet om medarbejderens inhabilitet i sin nye behandling af sagen. (J.nr. 2002-2209-001).  

En forening klagede til et arbejdsmarkedsråd over at en kommune anvendte kontanthjælpsmodtagere i individuel jobtræning til rengøring hos pensionister. Foreningen mente at der var tale om konkurrenceforvridning. Arbejdsmarkedsrådet skulle tage stilling til om aktiveringen var i strid med §§ 31-33 i bekendtgørelsen om kontanthjælpsmodtageres aktivering efter lov om aktiv socialpolitik.

Arbejdsmarkedsrådet afviste at der var tale om konkurrenceforvridning.

Ombudsmanden udtalte i forbindelse med sagen at officialprincippet indebærer at det er myndigheden der er ansvarlig for at sagen er fornødent oplyst. Oplysning af faktum kan oftest foregå i samarbejde med parterne, eventuelt ved at stille opklarende spørgsmål til parterne. Oplysning af jus kan myndigheden normalt selv forestå hvis myndigheden er i stand til at fortolke og udfylde de relevante regler. Myndigheden kan også indhente udtalelser fra relevante ressortministerier/myndigheder hvis der er behov for bistand i relation til afklaring af det juridiske grundlag.

Ombudsmanden kritiserede Arbejdsmarkedsrådets oplysningsgrundlag og begrundelse.

Samlet set anså ombudsmanden rådets konkrete sagsbehandling for yderst kritisabel.
Efter loven påser regionschefen for den statslige arbejdsformidling at arbejdsmarkedsrådets beslutninger er lovlige. Ombudsmanden anså det for meget beklageligt at regionschefen end ikke mente at der var tvivl om lovligheden af arbejdsmarkedsrådets beslutninger og derfor ikke indberettede sagen til Beskæftigelsesministeriet.

Ombudsmanden udtalte sig endvidere om indholdet af Beskæftigelsesministeriets lovbestemte tilsynspligt. En lovbestemt tilsynspligt må indebære en pligt for ministeriet til at konstatere over for rådet (og regionschefen) hvis ministeriet vurderer at arbejdsmarkedsrådets beslutning anses for ulovlig, og give ministeriet mulighed for at give arbejdsmarkedsrådet en henstilling.

(J.nr. 2003-3687-022).

Dokumentations- og rådgivningscentret om racediskrimination klagede over at Arbejdsministeriet ikke ville gribe ind over for Arbejdsformidlingens påståede medvirken til racediskrimination. Centret oplyste at der fandtes mange eksempler på, at Arbejdsformidlingen undlod at formidle arbejde til fremmedsprogede og indvandrere i situationer, hvor arbejdsgivere gav udtryk for at de kun ville have formidlet etnisk dansk arbejdskraft. Centret gjorde gældende at det var i strid med loven om forbud mod forskelsbehandling, den almindelige lighedsgrundsætning og Danmarks traktatretlige forpligtelser at efterkomme racediskriminerende krav fra arbejdsgivere.

Ombudsmanden afgav en foreløbig udtalelse i sagen. Ombudsmanden udtalte heri at Arbejdsministeriet kunne overveje at udarbejde en kodeks for hvordan personalet i Arbejdsformidlingen skal forholde sig, når de bliver konfronteret med diskriminerende krav fra såvel offentlige som private arbejdsgivere. Med hensyn til racediskrimination udøvet af private arbejdsgivere mente ombudsmanden at der var grundlag for at overveje om Danmarks internationale forpligtelser burde udfyldes gennem lovgivning.

Ministeriet var enigt i at der snarest burde udarbejdes retningslinier for Arbejdsformidlings-medarbejdernes reaktion på racediskriminerende krav fra arbejdsgivere. Ministeriet var opmærksom på at retstilstanden for så vidt angår private arbejdsgivere var utilstrækkelig. Derfor bebudede ministeriet et lovforslag om forbud mod diskrimination på arbejdsmarkedet.

Ombudsmanden tog ministeriets svar i sagen til efterretning og bad om at blive holdt underrettet om det videre forløb. (J. nr. 1995-83-010).

Ankenævnet for Arbejdsløshedsforsikringen havde senest i 1985 fastholdt, at A skulle tilbagebetale arbejdsløshedsdagpenge modtaget med urette i en periode samt slettes som medlem af sin arbejdsløshedskasse på grund af svig, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1.

Under en senere retssag anlagt af arbejdsløshedskassen mod A vedrørende tilbagebetalingskravet blev der under ankesagen i landsretten indgået retsforlig. Landsretten tilkendegav herunder i forbindelse medspørgsmålet om kravets forældelse, at "der ikke findes fornødne holdepunkter for at fastslå, at (A) har gjort sig skyldig i svigagtigt forhold ..." - I modsætning hertil havde byretten fundet, at A havde gjort sig skyldig i svigagtigt forhold, hvorfor kravet fandtes omfattet af den 20-årige forældelse.

A anmodede ankenævnet om at genoptage sagen om svigsslettelse med henvisning til, at landsretten ved sin tilkendegivelse havde statueret, at der ikke forelå svig, men ankenævnet fastholdt slettelsen.

Ombudsmanden udtalte, at han i og for sig kunne være enig med ankenævnet i, at der ikke i samme omfang som under en straffesag om bedrageri havde været anledning til bevisførelse og procedure om spørgsmålet om svigagtigt forhold eller berigelsesforsæt. Han måtte imidlertid efter gennemgangen af det foreliggende materiale om retssagen gå ud fra, at svigsspørgsmålet havde været inddraget under retssagen i betydeligt omfang. Ombudsmanden var på denne baggrund betænkelig ved at tilslutte sig ankenævnets opfattelse af, at der ikke i forbindelse med retssagen kunne siges at ligge en endelig afklaring af A's subjektive forhold i relation til arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1. Han henviste i den forbindelse til de klare udtalelser i byretsdommens præmisser og landsrettens tilkendegivelse.

Ombudsmanden henstillede til ankenævnet at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse.

Med skrivelse af 20. juni 1990 meddelte Arbejdsmarkedets Ankenævn, at nævnet på baggrund af det af ombudsmanden anførte havde ophævet sin afgørelse om svigsslettelse. Ombudsmanden meddelte ankenævnet, at han tog det oplyste til efterretning.

(J.nr. 1989-1592-024).

Folketinget vedtog den 2. april 1993 en beslutning om ligestilling og ligebehandling af handicappede med andre borgere. Beslutningen indeholdt afslutningsvis følgende anmodning: "Folketinget anmoder Folketingets Ombudsmand om at følge udviklingen i ligebehandlingen og evt. meddele påtale, hvor dette er muligt inden for ombudsmandsembedets kompetence." På den baggrund besluttede ombudsmanden at foretage en undersøgelse af egen drift efter ombudsmandslovens § 6, stk. 5. Undersøgelsen skulle belyse administrationen af bek. nr. 613 af 18. december 1985 om fortrinsadgang for handicappede til visse offentligt regulerede beskæftigelser. Ombudsmanden meddelte den 1. juni 1993 Arbejdsministeriet dette og bad samtidig om en række oplysninger til belysning af spørgsmålet.

Ombudsmanden udtalte at det fremgik af de indhentede oplysninger, at flere offentlige ansættelsesmyndigheder havde misforstået fortrinsreglernes indhold. Ombudsmanden henstillede derfor til Arbejdsministeriet at tage initiativ til gennem en informationskampagne at gøre offentlige ansættelsesmyndigheder bekendt med fortrinsreglernes indhold.

Ombudsmanden noterede sig at Arbejdsministeriet mente der burde findes en løsning på de økonomiske og strukturelle barrierer for ansættelse af handicappede, og udbad sig underretning om Arbejdsministeriets initiativer i denne retning.

Ombudsmanden udbad sig ligeledes underretning om resultaterne af en forsøgsordning med handicapkonsulenter i alle AF-regioner. (J. nr. 1993-1033-09).

A klagede over, at Ankenævnet vedrørende Praktikvirksomheder (AvP) ikke ved sin behandling af hans klagesag havde fundet grundlag for at tilsidesætte Det faglige Udvalg for Detailhandelsuddannelsers skøn, hvorefter A's virksomhed kun kunne godkendes som uddannelsessted for en salgsassistent i kombination med en anden virksomhed. AvP havde ikke fundet grundlag for at ændre det faglige udvalgs afgørelse, men havde i sin afgørelse påpeget, at den omstændighed, at A's virksomhed ikke havde et fast butikslokale, ikke i sig selv kunne begrunde, at virksomheden ikke kunne godkendes som uddannelsessted.

Ombudsmanden fandt, at det faglige udvalg ved sin afgørelse i sagen havde lagt afgørende vægt på dette kriterium, hvorfor afgørelsen, således som den var stadfæstet af AvP, ikke gav A mulighed for at se hvilke foranstaltninger, der skulle foretages i virksomheden, for at den kunne godkendes som praktiksted. A havde derfor ikke fået en vejledning og en begrundelse for den trufne afgørelse, som opfyldte kravene i § 5, stk. 5, i bekendtgørelsen om de faglige udvalgs behandling af sager om godkendelse af virksomheder som praktiksteder. Ombudsmanden henstillede på denne baggrund til AvP at tilbagesende sagen til det faglige udvalg til

fornyet overvejelse med henblik på at træffe en ny afgørelse, som på baggrund af de af AvP udstukne retningslinier, indeholdt en fyldestgørende begrundelse. (J. nr. 1992-1503-713).

A havde ikke betalt sit arbejdsløshedskassekontingent rettidigt for januar 1989. Det fremgik af en edb-udskrift fra arbejdsløshedskassen, at kassen den 10. februar 1989 sendte A en standardrykker, hvorefter A ville blive slettet som medlem af kassen, medmindre hun betalte inden for en bestemt frist. Rykkeren blev sendt som almindeligt brev. A oplyste under sagen, at hun ikke modtog rykkerskrivelsen.

Da A ikke betalte restancen, blev A ved en afgørelse fra arbejdsløshedskassen slettet som medlem.

Udover en henstilling om genoptagelse af A's sag gav sagen anledning til en generel drøftelse af spørgsmålet om dokumentation for, at en rykkerskrivelse er afsendt, mellem ombudsmanden, Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen og Arbejdsmarkedets Ankenævn.

Ombudsmanden udtalte, at det principielt ville være rigtigst, hvis rykkerskrivelserne blev sendt anbefalet. Udsendelsen af rykkerskrivelserne som anbefalet brev indebærer imidlertid store ekstraomkostninger. Hertil kommer, at arbejdsløshedsforsikringsloven er under revision. På den baggrund fandt ombudsmanden, at afsendelsen af rykkerskrivelserne som et minimum bør dokumenteres ved en attest fra posthuset om, at skrivelsen er sendt. (J. nr. 1990-629-024).

A klagede over, at Arbejdsformidlingen (AF) og senere Arbejdsmarkedsnævnet (AMN) havde afslået hendes ansøgning om at gennemføre en uddannelse til kosmetolog som et uddannelsestilbud (UTB). Myndighederne havde i afgørelsen henvist til et særlig regionalt fastsat regelsæt. Regelsættet var udstedt af nævnet, men ikke offentliggjort. Det var heri bl.a. bestemt, at varigheden af et individuelt UTB skulle være mellem 13 og 26 uger. Afslaget til A var begrundet i, at hendes uddannelse ikke opfyldte denne tidsnorm. Efter at A havde indbragt sagen for ombudsmanden, begrundede AMN i en udtalelse tillige afgørelsen med, at et UTB ikke kan godkendes, efter at uddannelsen er startet. Nævnet henviste herved til et cirkulære af 14. december 1989 udstedt af Arbejdsmarkedsstyrelsen (AMS).

Ombudsmanden var afskåret fra at tage stilling til myndighedernes afgørelser i den konkrete sag, da den administrative rekurs ikke var udnyttet. Vedrørende de generelle spørgsmål om regelfastsættelse mv., som sagen rejste, meddelte ombudsmanden, at han kunne tilslutte sig den opfattelse, som AMS og Arbejdsministeriet (AM) havde givet udtryk for, hvorefter den regionale regelfastsættelse var sket uden hjemmel. Ombudsmanden fandt dette forhold uheldigt. Ombudsmanden kunne endvidere tilslutte sig AMS' og AM's opfattelse, hvorefter den begrænsning af den maksimale varighed af et individuelt UTB, som den regionale regel indeholdt, begrænsede rammerne for det lovfastsatte pligtmæssige skøn. Ombudsmanden fandt dette kritisabelt. Ombudsmanden var imidlertid ikke enig med AM i, at AMS' cirkulære udelukkende var en tjenestebefaling og derfor ikke indeholdt bestemmelser, der selvstændigt regulerede borgernes retsstilling. Ombudsmanden henstillede, at AM foranledigede, at den nævnte regel blev udsendt i bekendtgørelsesform. (J. nr. 1990-1900-021).