A klagede over sammensætningen af Det Danske Filminstituts (DDF's) importudvalg i forbindelse med, at han havde fået meddelt afslag på importstøtte. Han gjorde bl.a. gældende, at et af udvalgets daværende medlemmer, biografdirektør B, var generel inhabil, jf. § 6 i filmloven. Importudvalget var nedsat af DDF's bestyrelse som et rådgivende udvalg bestående af tre repræsentanter for forskellige relevante brancheinteresser.

Ombudsmanden udtalte, at filmlovens § 6 alene vedrører de ansatte filmkonsulenter, og at der ikke efter hans opfattelse var mulighed for at anvende bestemmelsen analogt på medlemmer af importudvalget. Ombudsmanden udtalte endvidere, at B's stilling som biografdirektør ikke kunne forventes at føre til, at han i et større antal af enkeltsager måtte afstå fra at deltage i udvalgsarbejdet på grund af speciel inhabilitet. Der var derfor heller ikke ud fra almindelige forvaltningsretlige synspunkter grundlag for at antage, at B var udelukket fra at være medlem af udvalget. Ombudsmanden bemærkede, at udvalgets sammensætning af repræsentanter for brancheinteresser var tilsigtet, og at B's tilknytning til biografinteresser således var kendt for DDF's bestyrelse. Ombudsmanden anså det imidlertid for betænkeligt, at DDF før 1. januar 1991 havde fulgt den praksis, at behandlingen i importudvalget i en del støttesager i realiteten var den eneste sagsbehandling forud for bestyrelsens støtteafgørelse. Det måtte anses for tvivlsomt, om den tidligere praksis var forenelig med officialprincippet. Da denne praksis imidlertid efter det oplyste var ændret, fandt ombudsmanden ikke at burde foretage videre vedrørende spørgsmålet. (J. nr. 1992-1234-75).

En sygehusdirektør klagede over Indenrigsministeriets og en amtskommunes behandling af ham i forbindelse med hans afskedigelse ved forlig. Amtskommunen og Indenrigsministeriet mente ikke at forvaltningsloven fandt anvendelse. Myndighederne henviste til at sygehusdirektøren havde indgået en aftale om vilkårene for fratrædelse, og at der derfor ikke var tale om en forvaltningsafgørelse om uansøgt afsked.

Ombudsmanden udtalte at en forligsmæssig afskedigelse ikke kan betragtes som en aftaleretlig disposition som falder uden for forvaltningslovens afgørelsesbegreb. Ombudsmanden mente at såvel den egentlige afskedigelsesbeslutning som beslutningen om de nærmere afskedigelsesvilkår indgår i et sagsforløb, der i sin helhed er omfattet af forvaltningslovens afgørelsesbegreb. Det gælder selv om beslutningen helt eller delvist fremtræder som truffet efter aftale eller forhandling.

Ombudsmanden mente at sygehusdirektøren burde være blevet partshørt over grundlaget for afskedigelsen. (J.nr. 1996-0017-813).

Chefredaktør A ved dagbladet Information klagede til ombudsmanden over at Det Kongelige Teater (DKT) på grund af avisens negative omtale af teatrets forestillinger ikke ønskede at annoncere i avisen.

Ombudsmanden sendte A's klage til Kulturministeriet (KM) til besvarelse. KM afviste at kunne behandle klagen med den begrundelse at KM ikke var rekursmyndighed i forhold til DKT's beslutning om ikke at annoncere i avisen.

Ombudsmanden udtalte at der i teaterlovens § 4, stk. 1, er lovfæstet et over-/underordnelsesforhold mellem KM og DKT. Den overordnede myndighed skal som følge af over/underordnelsesforholdet føre tilsyn med at den underordnede myndigheds forvaltning og øvrige virksomhed er i overensstemmelse med lovgivningen og andre regler, herunder almindelige forvaltningsretlige principper. Ombudsmanden henstillede at KM i sin egenskab af tilsynsmyndighed over for DKT tog stilling til A's klage. (J. nr. 1994-917-75).

A søgte to ledige professorater på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium (M). Der var ni andre ansøgere, der dog alle efterhånden trak deres ansøgninger tilbage. Et bedømmelsesudvalg, der var nedsat af M, ønskede, at der skulle afholdes en undervisningsprøve, før man tog endelig stilling til, om A var kvalificeret og kunne indstilles til et af professoraterne. Kulturministeriet (K) meddelte i den anledning dispensation fra § 3, stk. 2, i ministeriets bekendtgørelse om ansættelse af faste lærere ved musikkonservatorierne. Efter denne bestemmelse kan der alene afholdes undervisningsprøver blandt ansøgere, der er erklæret kvalificerede. A modtog ikke meddelelse om K's dispensation. Efter undervisningsprøven erklærede bedømmelsesudvalget A for ikke kvalificeret. M indstillede derfor til K, at de ledige professorater ikke for tiden blev besat. K imødekom indstillingen, uden at A blev partshørt over bedømmelsesudvalgets udtalelse.

Ombudsmanden udtalte, at K's dispensation måtte anses for lovlig, men at A som led i god forvaltningsskik burde have fået meddelelse herom. Denne fejl kunne dog ikke føre til, at undervisningsprøven blev anset for ugyldig. Ombudsmanden udtalte videre, at det måtte anses for en beklagelig fejl, at K ikke havde partshørt A over bedømmelsesudvalgets indstilling, før ministeriet imødekom M's indstilling om, at professoraterne ikke blev besat. Ombudsmanden henstillede derfor, at K genoptog sagen og partshørte A over M's indstilling. (J. nr. 1993-212-810).