En studerende blev i 1998 udsat for et voldeligt overfald der medførte at han var sygemeldt i to måneder. Han modtog i denne periode sygedagpenge, men meldte sig ikke fra universitetet. Efter overfaldet betalte han selv for behandlinger der bedrede hans tilstand.

Året efter meddelte SUstyrelsen at han skulle tilbagebetale 20.212 kr. til styrelsen som følge af for stor egenindkomst i 1998. Den studerende mente bl.a. der måtte kunne tages specielle hensyn i en voldssag som hans. Dette afviste SUstyrelsen og Ankenævnet for Uddannelsesstøtten.

I en udtalelse til ombudsmanden oplyste ankenævnet at det forud for afgørelsen havde overvejet om man kunne anvende en dispensationsbestemmelse i SU-loven hvorefter der i enkelte tilfælde kunne godkendes særlige fradrag i egenindkomsten.

Ombudsmanden udtalte bl.a. at det var en beklagelig fejl at SUstyrelsen på baggrund af henvendelsen fra den studerende ikke havde truffet afgørelse efter dispensationsbestemmelsen. Det var samtidig en væsentlig fejl at ankenævnet havde truffet afgørelse om at dispensationsbestemmelsen ikke kunne anvendes, uden forudgående afgørelse herom fra SUstyrelsen, idet borgeren herved blev frataget den retssikkerhed og beskyttelse som den administrative rekurs skal give ham.

Endelig mente ombudsmanden at når ankenævnet havde taget stilling til om dispensationsbestemmelsen kunne anvendes, burde det være fremgået af afgørelsen, ligesom ankenævnet burde have angivet den nærmere begrundelse for at bestemmelsen ikke kunne anvendes, jf. forvaltningslovens § 24.

Da ankenævnet senere besluttede at give dispensation, mente ombudsmanden ikke der var grundlag for at foretage sig mere i sagen. (J.nr. 2001-0796-730).

En studerende ønskede at indfri sit studielån i slutningen af september 1997. Han bad derfor i juli 1997 SU-styrelsen om at sende en opgørelse over lånet, og han gjorde styrelsen opmærksom på at han ønskede at modtage lån for både august og september måned. SU-styrelsen sendte ham herefter en opgørelse. På den aftalte dato indbetalte han et beløb svarende til den opgjorte saldo. Han modtog ingen kvittering for sin indbetaling.

Omtrent tre måneder senere modtog den studerende sin årsopgørelse fra SU-styrelsen. Af denne fremgik at han fortsat skyldte 3.714 kr. Dette skyldtes at styrelsen i den tidligere fremsendte opgørelse ved en fejl havde glemt at medregne låneraterne for august og september. Den studerende nægtede at betale under henvisning til at han mente at have frigjort sig fra samtlige forpligtelser ved sin indbetaling i september. Sagen blev indbragt for Ankenævnet for Uddannelsesstøtten som fastholdt at den studerende skulle betale det resterende beløb.

Ombudsmanden udtalte at spørgsmålet skulle afgøres i overensstemmelse med de almindelige formueretlige principper om efterbetaling. Da ombudsmanden ikke med sikkerhed kunne lægge til grund at ankenævnet havde vurderet spørgsmålet om efterbetaling korrekt, henstillede han til ankenævnet at genoptage sagens behandling. Ombudsmanden bemærkede i den forbindelse bl.a. at man sædvanligvis må kunne fæste lid til en opgørelse foretaget af en offentlig myndighed, og at den studerende havde været grundig og udførlig med hensyn til de oplysninger han havde givet styrelsen i sit brev i juli 1997.

Ombudsmanden udtalte desuden at det efter hans opfattelse havde været bedst stemmende med god forvaltningsskik om styrelsen umiddelbart efter modtagelsen af den studerendes indbetaling havde foretaget en opgørelse af mellemværendet og udstedt en kvittering. (J.nr. 1999-1053-73).

En studerende havde klaget til SU-styrelsen over opgørelsen af hendes SU-klip. Styrelsen svarede, men uden at give den studerende en klagevejledning. Det burde styrelsen have gjort, udtaler ombudsmanden der henviser til at SU-styrelsens svar var en afgørelse.

I 1996 begyndte klageren i denne sag at betale sine studielån tilbage. Han betalte imidlertid ikke decemberraten, og Hypotekbanken rykkede for betalingen i december 1996 og januar 1997. Rykkerbrevene blev sendt med almindelig post, men blev returneret med oplysning om at adressaten var ukendt. Hypotekbanken makulerede herefter brevene.

I februar 1997 opsagde Hypotekbanken lånet på grund af misligholdelse. Også dette brev blev returneret af postvæsenet og efterfølgende makuleret.

I juni 1997 fik klageren besked fra studiestøttekontoret om at kontoret havde overtaget administrationen af hans lån. Forrentningen af lånene var forhøjet ligesom de månedlige afdrag var blevet større.

Klageren gjorde herefter bl.a. gældende at han ikke havde modtaget hverken rykkerbrevene eller selve opsigelsen. Han klagede til Ankenævnet for Uddannelsesstøtten der tiltrådte Hypotekbankens afgørelse. Nævnet henviste navnlig til at han ikke kunne antages at have været i god tro med hensyn til tilbagebetalingen af lånene.

Ombudsmanden mente at såvel rykkerbrevene som opsigelsen måtte opfattes som et påbud i obligationsretlig forstand og henviste til at påbud først får virkning efter sit indhold ved fremkomsten til adressaten. Ombudsmanden mente det var tvivlsomt om rykkerne og opsigelsen kunne siges at være kommet frem. Da Ankenævnet for Uddannelsesstøtten ikke havde taget udtrykkelig stilling til spørgsmålet om brevenes fremkomst, henstillede ombudsmanden til nævnet at genoptage behandlingen af sagen i lyset heraf.

Ankenævnet for Uddannelsesstøtten oplyste efterfølgende at man var enig i ombudsmandens opfattelse og at man på den baggrund havde truffet afgørelse om at lånenes afvikling fremtidigt skulle ske på de forud for opsigelsen gældende betingelser. (J.nr. 1998-0565-73).

Et præsteseminarium klagede over Undervisningsministeriets afslag på at godkende seminarets uddannelse som SU-berettiget. Undervisningsministeriet afslog at godkende uddannelsen med henvisning til at den havde et snævert erhvervssigte. Stigende udgifter til uddannelsesstøtte bevirkede at ministeriet var tilbageholdende med at godkende nye uddannelser. Præsteseminaret skrev i sin klage til ombudsmanden at ministeriets afgørelse var truffet på et utilstrækkeligt grundlag, og at ministeriet ikke havde hjemmel til sin restriktive praksis, og at ministeriet ikke havde inddraget hensynet til den grundlovssikrede religionsfrihed. Endvidere klagede seminariet over at ministeriet ikke havde givet en fyldestgørende begrundelse for sin afgørelse, og at sagsbehandlingstiden havde været for lang.

Ombudsmanden udtalte om retsgrundlaget for afgørelsen at det fremgik af forarbejderne til SU-loven at spørgsmålet om godkendelse af en privat uddannelse som SU-berettigende var overladt til ministerens skøn ud fra uddannelsespolitiske og dermed økonomiske hensyn.

I sin behandling af spørgsmålet om den grundlovssikrede religionsfrihed udtalte ombudsmanden at der efter hans opfattelse hverken i medfør af grundloven eller den europæiske menneskerettighedskonvention kunne udledes en ret til at modtage statslig støtte til præsteuddannelsen i form af uddannelsesstøtte.

Om Undervisningsministeriets udøvelse af skønnet udtalte ombudsmanden at baggrunden for at stille høje krav til det akademiske niveau for religiøse uddannelser især var et ønske om at sikre den fornødne kvalitet på området. Ombudsmanden mente ikke der var grundlag for at fastslå at sådanne kriterier var ulovlige eller irrelevante. Ombudsmanden lagde endvidere vægt på at der ikke blev stillet højere kvalitetskrav til de private religiøse uddannelser end de krav der stilles til teologistudiet på universitetet.

Ombudsmanden bemærkede dog at hensynet til religionsfriheden bør veje tungt ved skønsmæssige vurdering som her i sagen.

Ombudsmanden kritiserede at Undervisningsministeriet ikke havde partshørt præsteseminaret over en udtalelse fra dekanen for Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet. Ombudsmanden kritiserede endvidere at Undervisningsministeriets begrundelse for afgørelsen ikke var fyldestgørende. (J.nr. 1998-1677-073).

En ingeniør klagede over at han skulle betale uddannelsesstøtte tilbage. Han gjorde bl.a. gældende at tilbagebetalingskravet var forældet efter en treårig bortfaldsregel.

Støtten var udbetalt efter den dagældende bistandslov, og ingeniøren havde i januar 1984 underskrevet en lånedeklaration hvori der var henvist til et cirkulære fra 1976 fra Socialministeriet. Cirkulæret indeholdt en treårig bortfaldsregel. 1976-cirkulæret var imidlertid på det tidspunkt ingeniøren underskrev deklarationen ophævet ved et cirkulære der trådte i kraft den 1. januar 1981. Det nye cirkulære indeholdt en femårig bortfaldsregel som også fandt anvendelse på hjælp ydet inden cirkulærets ikrafttrædelsestidspunkt.

Den Sociale Ankestyrelse traf afgørelse om at kravet var omfattet af den femårige bortfaldsregel og dermed ikke forældet.

Sammenfattende var det ombudsmandens opfattelse at retsgrundlaget ikke havde en sådan klarhed at det med sikkerhed kunne antages at den femårige bortfaldsregel var gældende i sagen. Ombudsmanden gjorde Ankestyrelsen bekendt med sine overvejelser og meddelte ingeniøren at hvis han ønskede at få sagen prøvet ved domstolene, ville ombudsmanden være indstillet på at foranledige fri proces. (J.nr. 1995-2605-056).

Metodistkirken i Danmark klagede over at SU-Styrelsen (S) havde meddelt tre studerende afslag på uddannelsesstøtte til gennemførelse af en uddannelse på Metodistkirkens Teologiske Seminarium i Sverige. S begrundede afslaget med at uddannelsen ikke ville kunne anerkendes offentligt i Danmark, jf. Undervisningsministeriets bekendtgørelse om uddannelsesstøtte. Det fremgik af sagens akter at S i en afgørelse fra 1987 havde anerkendt, at uddannelsen efter de dagældende regler indebar ret til uddannelsesstøtte.

Ombudsmanden redegjorde for at det også efter de i 1987 gældende regler var en betingelse, at uddannelsen kunne anerkendes offentligt i Danmark, og at retsgrundlaget for så vidt var uændret. Ombudsmanden udtalte at S ifølge forvaltningsrettens almindelige lighedsgrundsætning ikke uden videre kunne fravige den praksis, der blev fastlagt ved afgørelsen i 1987, idet denne afgørelse fremtrådte som en principiel afklaring af det rejste fortolkningsspørgsmål. S ville kun kunne fravige det tidligere fortolkningsresultat, såfremt afgørelsen fra 1987 var urigtig. Ombudsmanden fandt ikke at det på det foreliggende grundlag var sandsynliggjort, at S's afslag havde karakter af en retmæssig korrigering af afgørelsen fra 1987 og henstillede derfor til S at tage sagen op til fornyet overvejelse. (J. nr. 1993-673-73).