A, der var ugift og havde en datter, meddelte social- og sundhedsforvaltningen, at hun havde købt hus sammen med B, men at der ikke var etableret samlivsforhold, idet huset var opdelt i 2 lejligheder. Socialudvalget afslog at yde A ordinært og ekstra børnetilskud som enlig forsørger. Amtsankenævnet stadfæstede afgørelsen og lagde herved vægt på, at A havde købt ejendommen i lige sameje med B, at parterne beboede ejendommen sammen, at ejendommen kun har én lejlighed, og at parterne ved at købe og bebo ejendommen sammen havde etableret fælles husførelse.

Ombudsmanden fandt, at omstændighederne i sagen skabte en vis formodning for, at der forelå gensidig forsørgelse, og der således var etableret et "ægteskabslignende forhold" som omtalt i forarbejdsbemærkningerne til § 2 i børnetilskudsloven. A's udtrykkelige benægtelse heraf samt - da amtsankenævnet traf afgørelse i sagen - en oplysning om, at E var flyttet sammen med B på adressen, skabte dog efter ombudsmandens opfattelse en sådan sandsynlighed for, at der alene var tale om et bofællesskab, at amtsankenævnet burde have betragtet A som enlig forsørger. Ombudsmanden henstillede, at sagen blev genoptaget til fornyet behandling. Kommunen tilkendte herefter A ordinært og ekstra børnetilskud for den pågældende periode. (J. nr. 1989-951-041).

På baggrund af en konkret sag mente ombudsmanden det var nødvendigt at bede Den Sociale Ankestyrelse forklare hvorfor styrelsen ikke mente at kunne tage de sociale nævns afgørelser efter inddrivelsesloven op til principiel eller generel behandling. Ombudsmanden fremlagde en række betragtninger der efter hans opfattelse talte for at styrelsen ikke er afskåret fra at behandle sådanne sager. Ankestyrelsen svarede ombudsmanden at styrelsen fortsat var af den opfattelse at den ikke kunne tage de pågældende sager op til principiel eller generel behandling.

Herefter forelagde ombudsmanden problemstillingen for Socialministeriet med henstilling om at ministeriet overvejede at bede om en udtalelse fra Justitsministeriet (under hvis ressort inddrivelsesloven hører, og hvis vejledning mv. Ankestyrelsen henviste til i sin udtalelse) inden Socialministeriet udtalte sig om spørgsmålet.

Socialministeriet tilkendegav senere sin opfattelse hvorefter der er en række betragtninger som taler for at Ankestyrelsen ikke er afskåret fra at behandle principielle eller generelle sager efter inddrivelsesloven. Socialministeriet oplyste at ministeriet ville tage initiativ til - ved kommende lejlighed - at præcisere dette i vejledningen til lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

På det foreliggende grundlag foretog ombudsmanden sig ikke mere i sagen. (J.nr. 2000-0440-009).

A blev separeret i juli 1987 og fik forældremyndigheden over et barn født i 1972. Efter separationen flyttede A til en anden kommune. I november 1987 havde hun en samtale med kommunens socialforvaltning og fik bevilget økonomisk hjælp til behandling hos psykolog af psykiske problemer i forbindelse med separationen. Under en samtale i juli 1988 i social- og sundhedsforvaltningen fik hun underretning om, at hun siden juli 1987 havde været berettiget til ordinært og ekstra børnetilskud, såfremt hun havde indgivet ansøgning herom. Under henvisning hertil anmodede hun kommunen om børnetilskud med tilbagevirkende kraft, men fik afslag.

Denne afgørelse klagede hun over til amtsankenævnet, som stadfæstede afslaget under henvisning til, at der ikke er hjemmel i børnetilskudsloven til at yde tilskud med tilbagevirkende kraft. Samtidig udtrykte nævnet beklagelse over, at A ikke havde modtaget relevant rådgivning ved henvendelser i socialforvaltningen.

Ombudsmanden fandt ligesom ankenævnet, at det var en fejl, at muligheden for, at hun var berettiget til ordinært og ekstra børnetilskud, ikke blev undersøgt eller inddraget i en samtale, som A i november 1987 havde med en medarbejder i socialforvaltningen. Ombudsmanden udtalte endvidere, at det følger af almindelige forvaltningsretlige principper, at manglende eller mangelfuld vejledning efter omstændighederne får den retlige virkning, at den pågældende bør stilles på den måde, som behørig vejledning ville have medført. Amtsankenævnet måtte herefter anses for at have truffet afgørelse på grundlag af en urigtig retsopfattelse, og ombudsmanden henstillede til ankenævnet at genoptage sagen til fornyet behandling på baggrund af det anførte. (J. nr. 1989-703-041).

En kvinde klagede over at myndighederne ikke mente hun var berettiget til ordinært og ekstra børnetilskud eller boligstøtte. Kommunen lagde til grund at kvinden boede sammen med en mand.

Afgørelsen byggede på en anonym henvendelse og oplysninger om elforbruget på mandens folkeregisteradresse. Kvinden afviste at der var tale om et egentligt samlivsforhold, og klagede over afgørelsen til det sociale ankenævn, men det sociale ankenævn stadfæstede kommunens afgørelse.

Ombudsmanden mente at kommunen havde truffet afgørelse på et spinkelt bevismæssigt grundlag. Endvidere var der ikke foretaget partshøring i overensstemmelse med reglerne i forvaltningsloven, hvorefter kvinden skulle have haft lejlighed til at udtale sig om den anonyme henvendelse og om de oplysninger kommunen i den anledning havde indhentet. Kommunen og det sociale ankenævns afgørelser opfyldte heller ikke kravene i forvaltningsloven om en fyldestgørende begrundelse for afgørelsen.

Ombudsmanden henstillede at nævnet genoptog sagen til ny behandling med henblik på at give en fyldestgørende begrundelse. (J.nr. 1995-1220-026).