En mand søgte om førtidspension den 16. december 1997. Han fik tildelt pension den 9. marts 2000 med virkning fra den 1. april 1998. Den 28. marts 2000 søgte han om personligt tillæg til bl.a. allerede afholdte varmeudgifter med tilbagevirkende kraft fra den 1. april 1998.

Kommunen afslog ansøgningen – et afslag som det sociale nævn tiltrådte.

Ombudsmanden fortolkede pensionslovens § 17, stk. 5, sådan at personligt tillæg kan ydes med virkning fra det tidspunkt hvorfra pensionen tilkendes, det vil i den foreliggende sag sige fra den 1. april 1998.

Ombudsmanden udtalte at afgørelser om varmetillæg skulle træffes med hjemmel i pensionslovens § 17, stk. 2, 1. pkt.

Ombudsmanden mente ikke at der i sagen kunne stilles krav om forudgående ansøgning. Ombudsmanden fremkom i den forbindelse med en række generelle bemærkninger om det socialretlige princip om forudgående ansøgning, herunder hvilke hensyn der bar det, og hvilke hensyn der kunne begrunde undtagelse fra det.

Ombudsmanden henstillede til nævnet at nævnet genoptog behandlingen af sagen således at manden kunne få udbetalt varmetillæg for perioden fra den 1. april 1998 til den 31. marts 2000. (J.nr. 2001-0928-042).

En kommune modtog en skriftlig anmeldelse der indeholdt alvorlig kritik af forholdene hos en plejefamilie. Anmeldelsen var underskrevet af tre personer. Anmeldelsen gav anledning til at kommunen tog initiativ til en undersøgelse med henblik på en fornyet vurdering af plejetilladelsen.  

  Kommunen afslog at give plejeforældrene indsigt i anmeldernes navne med den begrundelse at anmelderne risikerede at blive udsat for chikane og trusler fra plejeforældrenes side. Ombudsmandens behandling af sagen vedrørte alene dette forhold.

  Ombudsmanden udtalte at plejeforældrene utvivlsomt havde en væsentlig interesse i at kende anmeldernes identitet for at kunne varetage deres interesser i sagen.

  Ombudsmanden mente herefter at en række konkrete forhold i sagen efterlod en betydelig usikkerhed om hvorvidt kommunen – med den nævnte begrundelse – havde det fornødne sikre grundlag for at tilbageholde anmeldernes navne.

  Ombudsmanden henstillede derfor at sagen blev genoptaget med henblik på at der blev truffet en ny afgørelse i sagen, og at kommunen i den forbindelse foretog yderligere undersøgelser i sagen.

    (J.nr. 2005-4595-001).

En klasselærer havde mistanke om vold mod et barn og dets yngre søskende og underrettede derfor kommunen. Ombudsmanden kritiserer kommunen for ikke straks at indgive politianmeldelse. Kommunen burde også have fortalt statsforvaltningen om den påstående vold idet den var sket under samvær.

 

Tre myndigheder afviste at en 12-årig pige med sansemotoriske problemer kunne få gratis træning i medfør af bestemmelser i lov om social service. Ombudsmanden var uenig i myndighedernes fortolkning og bad Ankestyrelsen se på sagen igen.

En far klagede til det sociale nævn over at kommunen ikke havde partshørt ham inden kommunen traf afgørelse om at opkræve børnebidrag hos ham. Det sociale nævn afviste at behandle klagen. Nævnet henviste til at det ikke havde kompetence til at behandle klager over bidragsafgørelser. Da nævnet ikke havde kompetence til at behandle sagens realitet, mente nævnet heller ikke at det havde kompetence til at behandle en indsigelse om eventuel manglende partshøring.

Ombudsmanden mente at det var kritisabelt at det sociale nævn havde afvist at behandle klagen over kommunens sagsbehandling i forbindelse med opkrævningen af børnebidraget hos faren. Ombudsmanden konstaterede at faren efter lov om inddrivelse af underholdsbidrag kunne klage over kommunens afgørelse til det sociale nævn. Det sociale nævn kan – og skal – behandle isolerede klager over kommunens sagsbehandling i forbindelse med opkrævning af børnebidrag hvis sagsbehandlingsklagen angår forhold der efter deres karakter har betydning for afgørelsens indhold. Partshøring er en garantiforskrift og kan have betydning for afgørelsens indhold.

(J.nr. 2007-4200-658).

A optog i 1972 og 1973/74 lån i Statens Uddannelsesstøtte (SU). Lånene var rentefri i den normale uddannelsestid, men forrentedes derefter med 1% over den af Danmarks Nationalbank til enhver tid fastsatte diskonto. Fra 1976 begyndte SU at tilskrive lånene renter.

I maj 1989 gjorde A over for SU indsigelse om, at der var tilskrevet renter på hans studielån med urette. SU og Ankenævnet for Uddannelsesstøtten afviste at genoptage sagen under henvisning dels til, at A var blevet gjort opmærksom på, at saldoen skulle kontrolleres og indsigelse fremsættes kort tid herefter, dels til den lange tid, der var gået, før A anmodede om genoptagelse af sagen.

Ombudsmanden udtalte, at det måtte lægges til grund, at rentetilskrivningen på A's statslån var sket i strid med de dagældende regler. Ombudsmanden fandt ikke, at A's krav på tilbagebetaling af renter kunne være forældet i henhold til 1908-loven, og heller ikke, at A's tilbagebetalingskrav kunne anses for bortfaldet ved passivitet. Ombudsmanden henstillede til Ankenævnet for Uddannelsesstøtten at genoptage sagen til fornyet behandling.

Samtidig anførte ombudsmanden, at han fandt det generelt betænkeligt, at styrelsen på grund af ressourcemangel generelt afviser at genoptage sager, når der er hengået "længere tid", selv om den pågældende støttemodtager fremkommer med væsentlige nye oplysninger eller påpeger fejl i forbindelse med den trufne afgørelse. Ombudsmanden henstillede, at denne praksis blev ændret. (J. nr. 1989-1641-713).

En borger klagede over at den tidligere kasserer i et ældreråd fortsatte som konsulent efter at han var flyttet til en anden kommune. Endvidere klagede borgeren over at ældrerådet lod samtlige stedfortrædere deltage i ældrerådets møder.

Ombudsmanden udtalte i anledning af sagen at det er almindeligt antaget i den forvaltningsretlige litteratur at offentligheden som udgangspunkt ikke har ret til at overvære forvaltningens møder. Et ældreråd er en selvstændig forvaltningsmyndighed. Ombudsmanden mente ikke at der var grundlag for at fravige udgangspunktet i den konkrete sag idet hensynet til den interne beslutningsproces talte for at drøftelserne skulle finde sted på lukkede møder. Ombudsmanden udtalte herefter at et ældreråd ikke har mulighed for at træffe beslutning om at afholde sine egentlige møder som åbne møder. Det er kun ældrerådets medlemmer (eventuelt suppleret med sekretariatspersonale) der kan deltage i møderne. Ombudsmanden mente derfor det var forkert at lade suppleanter deltage i ældrerådets møder. Bestemmelsen om stedfortræderes mødedeltagelse i ældrerådets forretningsorden var af samme grund ukorrekt.

Da spørgsmålet om hvorvidt et ældreråd kan beslutte at møderne skal overværes af suppleanter mv. eller afholdes som åbne møder må anses for tvivlsomt, valgte ombudsmanden imidlertid ikke at udtale sin opfattelse i form af kritik. (J.nr. 1999-0190-009).