En kommune traf afgørelse om ophør af sygedagpenge. Kommunen vurderede, især på grundlag af erklæring fra egen læge, at det ikke var overvejende sandsynligt at revalidering ville blive iværksat.

Efter at kvinden havde klaget til det sociale nævn over kommunens afgørelse om ophør af sygedagpenge, indhentede kommunen en supplerende udtalelse hos hendes egen læge for at få afklaret forståelsen af den oprindelige erklæring. På grundlag af den nye erklæring fastholdt kommunen sin afgørelse og sendte sagen videre til det sociale nævn.

Ombudsmanden kritiserede at kommunen ikke havde partshørt den sygemeldte kvinde over lægeerklæringerne fra hendes egen læge.

Ombudsmanden var i øvrigt enig i at den oprindelige erklæring var tvetydig. Under hensyn til denne tvetydighed mente ombudsmanden ikke at den oprindelige erklæring havde været tilstrækkelig til at vurdere om kvinden opfyldte betingelserne for forlængelse af sygedagpengeperioden.

Kvinden havde ikke i sin klage til det sociale nævn klaget over at en række sagsbehandlingsregler ikke var fulgt af kommunen.

Ombudsmanden var af den opfattelse at det sociale nævn af egen drift skal kontrollere om en kommune har overholdt de sagsbehandlingsregler der har karakter af garantiforskrifter. Ombudsmanden var enig med Den Sociale Ankestyrelse i at opfølgningsbestemmelsen i § 24, stk. 1 og 2, i sygedagpengeloven og bestemmelserne i retssikkerhedslovens §§ 4-7 er garantiforskrifter. Ombudsmanden mente derfor det var beklageligt at det sociale nævn ikke af egen drift havde bedømt om kommunen i den konkrete sag havde opfyldt disse regler, og om det i benægtende fald skulle have nogen konsekvens. (J.nr. 2000- 2386-025).

Århus Kommune afslog at yde refusion af dagpenge til en arbejdsgiver fordi den ansatte ved udfyldning af dagpengeskemaet nægtede at oplyse sin læges navn, arten af sin sygdom og om han havde været indlagt. Den ansatte rettede henvendelse til Dagpengeudvalget og bad alene udvalget om at tage stilling til hvorvidt kommunen havde ret til at kræve oplysningerne udleveret.

Dagpengeudvalget besluttede at tage stilling til dagpengesagen i sin helhed og indhentede til brug herfor (i medfør af dagpengelovens § 36) oplysninger fra ansøgerens egen læge og hospitalsjournalakter vedrørende den ansatte.

Sagen gav ombudsmanden lejlighed til at udtale at myndighederne har en ulovhjemlet ret til at udvide sagens ramme ud over hvad der specifikt er klaget over.

Ombudsmanden mente derfor ikke der var grundlag for at kritisere at Dagpengeudvalget indhentede journaloplysningerne, men udtalte at myndighederne enten bør forsøge at fremskaffe borgeren samtykke før oplysninger om private forhold indhentes, eller - som kommunen gjorde - afslå ansøgningen. (J.nr. 1996-1700-025).

En selvstændigt erhvervsdrivende klagede over Den Sociale Ankestyrelses afslag på at tilbagebetale forsikringspræmier som var indbetalt fejlagtigt til den frivillige dagpengeforsikring. Efter at den erhvervsdrivende havde omdannet sin enkeltmandsvirksomhed til et anpartsselskab, var han ikke længere dækket af forsikringen. Dette blev først klart for ham knap fire år efter virksomhedsomdannelsen da han forsøgte at anmelde et sygdomstilfælde til forsikringen.

Ombudsmanden udtalte i forbindelse med spørgsmålet om tilbagebetaling af forsikringspræmier at forholdet mellem den selvstændige erhvervsdrivende og Ankestyrelsen delvist er reguleret af offentligretlige regler og delvist af privatretlige regler. Ombudsmanden mente at Ankestyrelsen havde afslået tilbagebetaling uden at foretage en vurdering af om forsikringstageren på baggrund af bl.a. almindelige formueretlige grundsætninger var berettiget til at få tilbagebetalt præmien. Ombudsmanden henstillede til Ankestyrelsen at genoverveje sin praksis således at den blev bragt i overensstemmelse med almindelige formueretlige grundsætninger, og at genoptage behandlingen af mandens sag om tilbagebetaling af forsikringspræmier da det ikke kunne lægges til grund at Ankestyrelsen havde foretaget en konkret vurdering. (J.nr. 1994-2789-025).

A klagede over K Kommunes (K's) og Dagpengeudvalgets (DPU's) afgørelser i hendes sag om ophør med udbetaling af sygedagpenge. K havde i sin første afgørelse som betingelse for fortsat opfølgning af sygedagpengesagen krævet at A lod sig behandle af en psykiater. K genoptog senere sagen, og A indvilgede da i en psykiatrisk undersøgelse der afkræftede formodningen om, at A var psykisk syg. I en ny afgørelse afviste K at genoptage opfølgningen idet A ikke kunne anses for fuldt uarbejdsdygtig. DPU stadfæstede K's afgørelse, men undlod at tage stilling til spørgsmålet om K havde været berettiget til at stille krav om psykiatrisk behandling.

Ombudsmanden kunne ikke kritisere K's og DPU's afgørelser om at A ikke var fuldt uarbejdsdygtig og derfor ikke længere berettiget til sygedagpenge. Ombudsmanden fandt det derimod yderst kritisabelt at K uden nogen form for accept fra A's side og uden forudgående speciallægeundersøgelse havde stillet kravet om psykiatrisk behandling. Ombudsmanden bemærkede i den forbindelse at der er grund til at udvise særlig varsomhed med anvendelse af psykiatriske diagnoser og/eller behandlingskrav. Ombudsmanden kritiserede endvidere at DPU ikke i sin afgørelse havde taget stilling til spørgsmålet om K's ret til at fastsætte krav om psykiatrisk behandling som betingelse for fortsat opfølgning af sygedagpengesagen. Endelig kritiserede ombudsmanden K for ikke at have partshørt A om indholdet af K's telefoniske samtaler med A's egen læge og en speciallæge, samt for manglende klagevejledning. (J. nr. 1993-620-025).

En borger der modtog sygedagpenge, deltog i virksomhedspraktik/arbejdsprøvning hos et privat firma. Firmaet ønskede ikke at fortsætte arbejdsprøvningen og sendte borgeren tilbage til kommunen med den begrundelse at han ikke medvirkede aktivt. Blandt andet mente firmaet at han forstyrrede andre ansatte og var meget umotiveret.

Borgeren var meget uenig i beskrivelsen af hændelsesforløbet.

I et svar på en klage fra borgeren skrev borgmesteren at kommunen fortsat skulle samarbejde med det private firma. Derfor kunne kommunen ikke stille sig tvivlende over for det private firmas troværdighed. Imidlertid tvivlede kommunen heller ikke på borgerens opfattelse af forløbet. Derfor var den bedste løsning efter borgmesterens opfattelse at overlade bedømmelsen til det sociale nævn, som afgørelsen om ophør af sygedagpenge var påklaget til.

Ombudsmanden mente at det var i strid med undersøgelsesprincippet at kommunen ikke tog stilling til bevisspørgsmålet i sagen, samtidig med at kommunen opretholdt afgørelsen om bortfald af sygedagpenge.

Desuden kritiserede ombudsmanden at hensynet til samarbejdet med det private firma blev inddraget ved kommunens vurdering af sagen.
(J.nr. 2007-3642-009)

Klik på linket til højre for at læse hele redegørelsen.  

En kommune (K) standsede udbetalingen af arbejdsgiverrefusion til A's arbejdsgiver på grund af en oplysning om A's indstilling til revalidering. A modtog ikke meddelelse om afgørelsen eller om grundlaget for denne. A anmodede senere om udbetaling af sygedagpenge; men K afslog anmodningen med henvisning til dagpengelovens § 48 og begrundelsen for refusionsstandsningen. K havde inden afgørelsen indhentet supplerende oplysninger om A's revalideringsbestræbelser fra hendes læge. Disse oplysninger blev A ikke gjort bekendt med, hverken af K eller af amtsankenævnet (N), som tiltrådte afslaget på udbetaling af dagpenge med henvisning til den oprindelige oplysning om A's indstilling til revalidering.

Ombudsmanden fandt, at A burde have haft lejlighed til at udtale sig om grundlaget for K's afgørelse - dels den oplysning, der førte til standsning af refusion, dels de supplerende oplysninger fra hendes læge. Den partshøring, som var blevet forsømt af K, burde N have gennemført.

Ombudsmanden henstillede til N at genoptage sagen, idet han fandt det tvivlsomt, om N's begrundelse kunne bære afgørelsen. Han henviste dels til den manglende partshøring, dels til, at afgørelsen om udbetaling af dagpenge til A måtte indebære en (i forhold til situationen i forbindelse med refusionsophøret) ny stillingtagen med en vurdering af A's aktuelle indstilling til revalidering. (J. nr. 1990-247-042).

Ved udløbet af perioden for udbetaling af sygedagpenge ansøgte en kvinde om førtidspension, og dagpengeperioden blev forlænget. Kommunen gav afslag på førtidspension og oplyste at udbetaling af sygedagpenge ville ophøre. Dagpengeudvalget tiltrådte efterfølgende kommunens afgørelse.

Ombudsmanden udtalte at det fremgik af lovens forarbejder at hvis en dagpengeperiode har været forlænget som følge af en ansøgning om førtidspension, vil et eventuelt afslag på pension kun bevirke at dagpengeudbetalingen standses hvis de øvrige betingelser for forlængelse ikke er opfyldt.

Ud fra sagens lægelige udtalelser mente ombudsmanden ikke oplysningsgrundlaget havde været tilstrækkeligt til at vurdere om der kunne ske forlængelse af sygedagpengeperioden på et andet grundlag end førtidspension.

Der var ikke foretaget partshøring om det påtænkte stop for udbetaling af sygedagpenge.

Myndighederne havde heller ikke i begrundelsen oplyst hvilke faktiske oplysninger der var blevet lagt vægt på, eller angivet de hovedhensyn der havde været bestemmende for afgørelsens indhold. Kommunen havde heller ikke henvist til relevante retsregler, og samlet mente ombudsmanden ikke at myndighedernes afgørelser opfyldte begrundelseskravet i forvaltningslovens § 24.

Ombudsmanden mente at det var meget beklageligt at der manglede akter på sagen.

I lyset af de anførte synspunkter henstillede ombudsmanden til Dagpengeudvalget at tage sagen op til fornyet overvejelse. (J.nr. 1998-0021-020).

En arbejdsløshedskasse klagede på et medlems vegne over Dagpengeudvalgets afgørelse om standsning af sygedagpenge. Medlemmet havde først fået afslag af kommunen på revalidering, og Dagpengeudvalget havde truffet sin afgørelse i sygedagpengesagen på baggrund af dette afslag. Kommunens afslag på revalidering var efterfølgende blevet ændret af det sociale ankenævn, men Dagpengeudvalget fastholdt sin afgørelse.

Ombudsmanden udtalte at det følger af formålet med sygedagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1, at dagpengeudbetalingen som hovedregel skal forlænges når der er truffet en egentlig afgørelse om bevilling af revalidering, og når revalideringen endnu ikke er iværksat og der ikke kan anvises den pågældende arbejde.

Det var ombudsmandens opfattelse at Dagpengeudvalget var forpligtet til at inddrage oplysningen om ankenævnets bevilling af revalidering (ændring af kommunens afgørelse) i udvalgets vurdering af om dagpengeudbetalingen kunne forlænges. Ombudsmanden konkluderede at konsekvensen burde have været at Dagpengeudvalget havde forlænget dagpengeudbetalingen. (J.nr. 1999-0560-025).

En mand var sygemeldt og modtog sygedagpenge. Efter 1 år vurderede kommunen at ingen af de særlige grunde for at forlænge sygedagpengene ud over 1 år var opfyldt.

Manden klagede over afgørelsen. Det sociale nævn fastholdt afgørelsen, men ændrede begrundelsen. Det sociale nævn havde et andet skøn over følgerne af mandens helbredsmæssige forhold. Det fremgik ikke af afgørelsen hvori den ændrede vurdering bestod.

Ombudsmanden udtalte at det sociale nævns afgørelse ikke var tilstrækkeligt begrundet.

Det var ombudsmandens opfattelse at begrundelsen ikke fremstod som en forklaring på hvorfor manden efter det sociale nævns opfattelse ikke opfyldte betingelsen for at modtage sygedagpenge. Det sociale nævns afgørelse burde have indeholdt en redegørelse for hvad den ændrede vurdering af de lægelige forhold bestod i, og hvad vurderingen byggede på. Dette kunne være sket ved en gengivelse af indholdet af den lægekonsulentudtalelse der lå i sagen.

Manden havde efter ombudsmandens opfattelse ikke mulighed for på en meningsfyldt måde at argumentere mod det sociale nævns afgørelse således som den var begrundet.
(J.nr. 2007-1514-002).

En mand var sygemeldt på grund af følgerne efter en trafikulykke. Kommunen indkaldte manden til opfølgningssamtale på et tidspunkt hvor han ubestridt var uarbejdsdygtig på grund af sygdom. Da manden ikke mødte op, skrev kommunen samme dag at sygedagpengene ville blive standset med virkning fra den følgende dag. Den sygemeldte oplyste at han ikke havde modtaget kommunens brev med indkaldelse til opfølgningssamtalen.

Ved beregning af klagefrister og søgsmålsfrister anses afgørelsen som udgangspunkt for, i overensstemmelse med sædvanlig postgang, at være kommet frem dagen efter afsendelsen. Det er ombudsmandens opfattelse at bevisbyrden for at et brev afsendt af en offentlig myndighed anses for at være kommet frem til modtageren (dagen efter afsendelse med A-post), påhviler den offentlige myndighed.

Ombudsmanden gennemgik den foreliggende praksis og teori. I den konkrete sag mente ombudsmanden ikke det var utvivlsomt om kommunen i tilstrækkeligt omfang havde dokumenteret afsendelsen af indkaldelsesbrevet. Ombudsmanden udtalte at kommunens praksis – hvorefter man ikke kontakter Post Danmark når en borger påberåber sig at et brev fra kommunen ikke er modtaget – kan indebære at kommunen tilsidesætter officialprincippet.

Ombudsmanden kritiserede at det sociale nævn havde lagt vægt på oplysninger om postgangen for en periode der ikke var relevant for sagen, og henstillede derfor til det sociale nævn at genoptage behandlingen af sagen.

Ombudsmanden tog ikke stilling til proportionalitetsprincippets anvendelse i den foreliggende sag, men hæftede sig ved den særdeles indgribende konsekvens mandens enkelte udeblivelse fra den første opfølgningssamtale fik, i og med at manden blev frataget sit forsørgelsesgrundlag. Ombudsmanden henstillede til det sociale nævn at det ved den fornyede behandling af sagen udtrykkeligt tog stilling til om afgørelsen var i overensstemmelse med den almindelige forvaltningsretlige grundsætning om proportionalitet. (J.nr. 2003-0859-025).

A, der var på venteliste til en knæoperation på X Amtssygehus, klagede over at han havde mistet retten til sygedagpenge i medfør af varighedsbegrænsningen i sygedagpengelovens § 22, stk. 1. Sygehuset havde oplyst at der måtte forventes en ventetid på 14 måneder.

Dagpengeudvalget (DPU) havde ved sin afgørelse fundet at A ikke opfyldte betingelserne i § 48 i Socialministeriets dagældende bekendtgørelse nr. 153 af 5. marts 1990 om at være under lægebehandling eller vente på lægebehandling, der inden 26 uger måtte antages at kunne genskabe arbejdsdygtigheden. Det var således DPU's opfattelse at den samlede udbetalingsperiode ikke ville kunne overstige den maksimale dagpengeperiode, uanset at årsagen til at "26 ugers-reglen" i bekendtgørelsens § 48 ikke kunne overholdes, var ventetid på en operation.

Ombudsmanden udtalte at han fandt det mest nærliggende at forstå bestemmelsen i bekendtgørelsens § 48 således, at dagpengeretten kan forlænges i de tilfælde, hvor den pågældende venter på sygehusbehandling, og hvor ventetiden alene skyldes ressourcemæssige forhold hos det offentlige; dog under den forudsætning at sygehusbehandlingen - når den iværksættes - må være egnet til inden for 26 uger at genskabe arbejdsdygtigheden. Ombudsmanden fandt dog ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at kritisere DPU's afgørelse, men henstillede i stedet til DPU at overveje A's sag på ny. Ombudsmanden bemærkede at socialministeren med virkning fra 1. september 1993 havde ændret dagpengebekendtgørelsen og indføjet en ny bestemmelse (§ 49 a), hvorefter der ved afgørelser om forlængelse af dagpengeretten kan bortses fra den periode, hvor den sygemeldte venter på behandling på et offentligt sygehus. (J. nr. 1993-1096-025).

En kommune traf en tidsbegrænset afgørelse om tilkendelse af sygedagpenge ud fra prognoser i lægelige udtalelser om hvornår det kunne forventes at den sygemeldte ville kunne genoptage sit arbejde.

Ombudsmanden udtalte at kommunen i overensstemmelse med officialprincippet burde have indhentet aktuelle lægelige oplysninger inden afgørelsen om ophør af sygedagpenge blev truffet.

Ombudsmanden udtalte at en klagemyndighed bør inddrage nye oplysninger i forbindelse med sin behandling af en sag. Nævnet beskrev i forbindelse med at det fik forelagt ombudsmandens foreløbige udtalelse, sin praksis for inddragelse af nye oplysninger. Dette gav ombudsmanden anledning til at udtale sig om hvornår væsentlige nye oplysninger for klageinstansen bør føre til at klageinstansen træffer endelig afgørelse i sagen uden at hjemvise sagen til fornyet behandling i førsteinstansen. Endvidere udtalte ombudsmanden at udgangspunktet er at for så vidt der ikke er fremkommet væsentlige nye oplysninger, må førsteinstansen være bundet af rekursinstansens afgørelse på de punkter hvor rekursinstansen har taget stilling.

I forbindelse med at det sociale nævn fik forelagt den foreløbige udtalelse fra ombudsmanden, skrev nævnet at konsekvensen af en eventuel genoptagelse af sagen kunne blive at et stort antal sygedagpengesager også skulle genoptages. Ombudsmanden udtalte at han ikke havde taget stilling til om nævnet skulle genoptage andre sager hvor borgere ikke havde klaget over afgørelsen. (J.nr. 2001-1098-025).

En advokat klagede over en afgørelse fra Dagpengeudvalget om tilbagebetaling af sygedagpenge. Sagen var startet på baggrund af en politianmeldelse og en anmeldelse fra en svoger. Dagpengeudvalget havde lagt til grund at advokatens klient arbejdede "sort" på et værksted mens han fik sygedagpenge.

Både Told & Skat og politiet havde indledt undersøgelser af forholdene med henblik på sigtelse for skattesvig og socialt bedrageri, men frafaldt senere sigtelserne.

I mellemtiden havde Dagpengeudvalget truffet afgørelse om tilbagebetaling af dagpengene, og afslog at ændre afgørelsen. Dagpengeudvalget meddelte at det var uden betydning for udvalgets sag at politi og Told & Skat havde frafaldet sigtelserne.

Ombudsmanden kritiserede at Dagpengeudvalget traf afgørelse i sagen uden at inddrage oplysningerne fra de andre myndigheders undersøgelser. Ombudsmanden udtalte at det var uden betydning at Dagpengeudvalget ikke var forpligtet til at lægge disse myndigheders bevisvurdering til grund. Det afgørende var at relevante oplysninger sandsynligvis var kommet frem i disse undersøgelser.

Ombudsmanden kritiserede også Dagpengeudvalgets bevisbedømmelse som han mente var præget af misforståelser.

Ombudsmanden fandt afgørelsen ugyldig og henstillede at Dagpengeudvalget genoptog sagen til fornyet behandling. (J.nr. 1996-2333-085).

En mand klagede over kommunens og det sociale nævns afgørelser om at tilbagekalde en afgørelse om at forlænge udbetalingen af sygedagpenge.

Ombudsmanden kunne ikke tilsidesætte myndighedernes vurdering hvorefter betingelserne for at modtage sygedagpenge ikke længere var opfyldt, og ombudsmanden kunne heller ikke kritisere tilbagekaldelsen af afgørelsen.

Ombudsmanden henstillede imidlertid til nævnet at genoptage sagen med henblik på at tage stilling til om tilbagekaldelsen var sket med et rimeligt varsel, og i benægtende fald tage stilling til hvor langt et varsel skulle være.

Ombudsmanden udtalte at kommunen burde have taget notat om indholdet af et møde med mandens læge.

Ombudsmanden udtalte endvidere at kommunen burde have partshørt manden om indholdet af mødet med lægen inden kommunen traf sin afgørelse.

Endelig kritiserede ombudsmanden kommunens begrundelse der ikke opfyldte begrundelseskravet i forvaltningslovens § 24. (J.nr. 1999-3630-025).