En kvinde klagede over revaliderings- og pensionsnævnets afslag på hendes ansøgning om førtidspension. Hun gjorde bl.a. gældende at en konsulent som havde medvirket i forbindelse med kommunens behandling af sagen også - som sagsbehandler - havde deltaget i revaliderings- og pensionnævnets behandling af klagen over kommunens afgørelse.

Ombudsmanden udtalte at der ikke kunne ses bort fra risikoen for at konsulenten som sagsbehandler i revaliderings- og pensionsnævnets sekretariat havde følt sig bundet af sin tidligere rådgivning til kommunen. På den baggrund mente ombudsmanden det var beklageligt at konsulenten deltog i revaliderings- og pensionsnævnets behandling af klagen, idet han måtte anses for inhabil.

Ombudsmanden mente endvidere det var beklageligt at det sociale nævn ikke havde erklæret konsulenten inhabil. På denne baggrund henstillede ombudsmanden til nævnet at genoptage behandlingen af klagen over pensionsafgørelsen. (J.nr. 1997-0086-009).

En førtidspensionist med sukkersyge klagede over myndighedernes afslag på hendes ansøgning om kosttilskud. Førtidspensionistens ægtefælle som også havde sukkersyge, fik tilskud til diabeteskost. Kommunen afslog ansøgningen under henvisning til at der ikke var dokumentation for en merudgift til kost.

Det sociale ankenævn ændrede kommunens afgørelse, og kommunen genoptog herefter sagen. Kommunen mente ikke at ankenævnet havde taget stilling til om de økonomiske betingelser for tildeling af kosttilskud var opfyldt. Efter den nye behandling af sagen gav kommunen et mundtligt afslag med henvisning til at de økonomiske betingelser ikke var opfyldt. Ankenævnet stadfæstede afgørelsen.

Ombudsmanden udtalte bl.a. at ankenævnets første afgørelse var formuleret sådan at førtidspensionisten med rette fik indtryk af at ankenævnet også havde taget stilling til de økonomiske betingelser. Førtidspentionisten var således efter ombudsmandens opfattelse berettiget til at få udbetalt kosttilskud indtil det ved ankenævnets anden afgørelse blev tilkendegivet over for pensionisten, hvordan nævnets første afgørelse skulle forstås. Ombudsmanden udtalte endvidere at kommunens andet afslag fremtrådte som uforståeligt. der var ikke anført nogen saglig grund til at forskelsbehandle ægtefællerne, og det var uklart om myndighederne havde vurderet ansøgningen efter den relevante bestemmelse. På den baggrund henstillede ombudsmanden til ankenævnet at genoptage sagen. (J.nr. 1997-715-049).

En advokat klagede på en førtidspensionists vegne over myndighedernes afslag på særligt pensionstillæg til enlige. Det sociale nævn lagde i sin afgørelse bl.a. vægt på at førtidspensionisten havde fælles adresse med en anden mand, og at adressen var opført som en enfamiliebolig. Parterne ejede 50 pct. hver.

Ombudsmanden udtalte at oplysningerne om de formelle boforhold som nævnet tilsyneladende havde lagt afgørende vægt på, ikke i sig selv kunne føre til at bedømme en person som samlevende når de øvrige oplysninger i sagen, herunder alle de forhold som udtrykkeligt er nævnt i loven, førte til det modsatte resultat. Nævnet burde have lagt afgørende vægt på oplysningerne om den måde hvorpå parterne faktisk havde indrettet sig på den fælles adresse, ligesom nævnet burde have vurderet om der var tale om ægteskabs- eller partnerskabslignende forhold. I lyset af dette henstillede ombudsmanden til nævnet at genoptage sagen.

Ombudsmanden kritiserede også at kommunens afgørelse ikke var tilstrækkelig begrundet og at kommunen og det sociale nævn ikke havde partshørt i tilstrækkeligt omfang. (J.nr. 1998-3782-043).

En mand søgte om førtidspension den 16. december 1997. Han fik tildelt pension den 9. marts 2000 med virkning fra den 1. april 1998. Den 28. marts 2000 søgte han om personligt tillæg til bl.a. allerede afholdte varmeudgifter med tilbagevirkende kraft fra den 1. april 1998.

Kommunen afslog ansøgningen – et afslag som det sociale nævn tiltrådte.

Ombudsmanden fortolkede pensionslovens § 17, stk. 5, sådan at personligt tillæg kan ydes med virkning fra det tidspunkt hvorfra pensionen tilkendes, det vil i den foreliggende sag sige fra den 1. april 1998.

Ombudsmanden udtalte at afgørelser om varmetillæg skulle træffes med hjemmel i pensionslovens § 17, stk. 2, 1. pkt.

Ombudsmanden mente ikke at der i sagen kunne stilles krav om forudgående ansøgning. Ombudsmanden fremkom i den forbindelse med en række generelle bemærkninger om det socialretlige princip om forudgående ansøgning, herunder hvilke hensyn der bar det, og hvilke hensyn der kunne begrunde undtagelse fra det.

Ombudsmanden henstillede til nævnet at nævnet genoptog behandlingen af sagen således at manden kunne få udbetalt varmetillæg for perioden fra den 1. april 1998 til den 31. marts 2000. (J.nr. 2001-0928-042).

En forening klagede på vegne af en mand over at det sociale nævn og Den Sociale Ankestyrelse havde givet afslag på aktindsigt i nævnets mødeoplæg og lægekonsulentudtalelse.

Ombudsmanden udtalte, i overensstemmelse med sine tidligere udtalelser om aktindsigt i nævnsmødeoplæg, at der ikke kan antages at eksistere en egentlig ret til aktindsigt.

Sagen gav ombudsmanden anledning til nærmere at overveje om en klager har krav på aktindsigt i lægekonsulentudtalelser på baggrund af princippet i retssikkerhedslovens § 4 og forarbejderne dertil. Ombudsmanden mente at det ville være bedst stemmende med princippet i retssikkerhedslovens § 4 og forarbejderne dertil at gøre borgeren bekendt med indholdet af lægekonsulentudtalelserne forud for afgørelserne. Ombudsmanden mente imidlertid ikke der var grundlag for at udtrykke denne opfattelse i form af kritik af de pågældende myndigheder.

Ombudsmanden fandt anledning til at bemærke at Ankestyrelsen også i sager om aktindsigt efter meroffentlighedsprincippet har kompetence og er forpligtet til at efterprøve nævnets afgørelser i samme omfang som ved andre skønsmæssige afgørelser altså påse at skønnet er udøvet lovligt. (J.nr. 1999-2095-001).

Fortolkning af tidligere administrationsafgørelses rækkevidde

En kvinde modtog med få dages mellemrum to afgørelser fra en kommune om henholdsvis førtidspension og sygedagpenge. Kvinden - der på grund af ordblindhed havde svært ved at læse kommunens afgørelser mv. - fik hjælp af kommunen til at udforme en klage. Denne klage vedrørte imidlertid kun sygedagpengesagen. Da kvinden senere klagede over afgørelsen i førtidspensionssagen, afviste det sociale nævn at behandle sagen som følge af at klagefristen var overskredet.

Ombudsmanden udtalte at retssikkerhedslovens § 5 indebærer at myndighedernes almindelige vejledningspligt er skærpet på det sociale område. Kommunens vejledningspligt i sagen var yderligere skærpet som følge af kvindens kommunikationsproblem. Ombudsmanden mente herefter at kommunen på eget initiativ burde have inddraget spørgsmålet om hvorvidt kvinden ønskede at klage over afgørelsen om førtidspension.

Ombudsmanden mente at der som følge af sagens omstændigheder var grundlag for at dispensere fra klagefristen, og henstillede til det sociale nævn at genoptage sagen. (J.nr. 2000-2432-040).

En folkepensionist klagede over en kommunes brug af et forkert beregningsgrundlag for pensionen. Pensionisten havde i sin ansøgning om folkepension henvist til en allerede indgiven selvangivelse, og kommunen var således i besiddelse af de relevante oplysninger. Kommunen lagde imidlertid nogle automatisk overførte oplysninger om den personlige indkomst til grund for beregningen af pensionen.

Kommunen, det sociale ankenævn og Den Sociale Ankestyrelse erkendte efterfølgende at man ved at lægge forkerte oplysninger til grund havde truffet en urigtig afgørelse. Myndighederne mente imidlertid at folkepensionisten havde udvist passivitet ved først at henvende sig i foråret efter det pågældende pensionsår, og at han derfor måtte bære risikoen for fejlen.

Ombudsmanden udtalte bl.a. at pensionistens henvisning til sin selvangivelse ikke fritog kommunen for at opfylde de almindelige forvaltningsretlige regler og retsgrundsætninger om sagsoplysningen, der endvidere i sager om social pension er nærmere fastsat i et cirkulære. Ombudsmanden mente endvidere at det forhold at pensionsmeddelelserne ikke kunne rekonstrueres, ville gøre det vanskeligt at afgøre hvorvidt en hurtigere reaktion fra pensionisten kunne være krævet, og at risikoen for denne bevisusikkerhed måtte hvile på det offentlige.

Ombudsmanden udtalte generelt at det må være et ubetinget krav at en myndighed enten i sagen har en kopi af dokumenter som myndigheden har udfærdiget, eller dog med sikkerhed med meget kort varsel fra et edb-anlæg vil kunne lave en fuldstændig nøjagtig udskrift (svarende til en kopi) af dokumentet. Myndighedens valg af et elektronisk, i stedet for et papirbaseret, medium berettiger ikke en kassation af et dokument på et tidligere tidspunkt end hvis det havde foreligget i papirform.

Ombudsmanden henstillede til Ankestyrelsen at genoptage sagen. /J.nr. 1995-2520-041).

På et møde i revaliderings- og pensionsnævnet besluttede nævnet at tiltræde en kommunes afslag på førtidspension. Ved en fejl sendte nævnet en afgørelse til ansøgeren hvorefter vedkommende fik tilkendt almindelig forhøjet førtidspension. 3 dage efter at ansøgeren havde modtaget afgørelsen, orienterede nævnet telefonisk ansøgeren om fejlen og sendte samme dag den korrekte afgørelse. Ombudsmanden anså den oprindeligt meddelte afgørelse for ugyldig og mente nævnet var berettiget til at meddele ansøgeren den rigtige afgørelse om afslag på førtidspension.

Den Sociale Ankestyrelse havde behandlet sagen efter reglerne om "tilbagekaldelse af afgørelser". Ombudsmanden udtalte om det generelle spørgsmål om tilbagekaldelse at tilbagekaldelse af en afgørelse anvendes når en i øvrigt gyldig afgørelse ændres. Ombudsmanden udtalte at en række forhold med særlig vægt taler for at myndighedens adgang til at tilbagekalde pensionstilkendelsen til skade for borgeren, ud over de i pensionslovens § 44 angivne situationer, bør være særdeles begrænset. Ankestyrelsen havde i sin afgørelse opregnet en række kriterier for hvornår en afgørelse kunne tilbagekaldes. Ombudsmanden udtalte at den gennemgang af kriterier som Ankestyrelsen havde angivet, ikke på tilstrækkelig præcis måde angav de forhold der skulle inddrages i afvejningen af om en afgørelse kunne tilbagekaldes. (J.nr. 2001-3387-040).

En kvinde klagede over kommunens og revaliderings- og pensionsnævnets afslag på at forhøje hendes førtidspension til mellemste førtidspension. Da kvinden på ansøgningstidspunktet var over 60 år, skulle hendes erhvervsevne i ethvert erhverv være nedsat til det ubetydelige.

Ombudsmanden kritiserede kommunens og det sociale nævns begrundelser der ikke opfyldte begrundelseskravet i forvaltningslovens § 24. Blandt andet på baggrund af to højesteretsdomme på området udtalte ombudsmanden at han ikke mente at begrundelsen i tilstrækkelig grad forklarede årsagen til at nævnet vurderede kvindens erhvervsevne anderledes end speciallægen gjorde. Efter ombudsmandens opfattelse burde nævnet således have redegjort for hvilket fagligt grundlag nævnet havde for at tilsidesætte speciallægens vurdering. Ombudsmanden henstillede at nævnet genoptog sagens behandling med henblik på at uddybe begrundelsen for afgørelsen. (J.nr. 1999-2966-040).

En kvinde klagede bl.a. over et socialt nævns afslag på at genoptage hendes førtidspensionssag på baggrund af 2 principielle højesteretsdomme. Nævnet havde i afslaget henvist til at pensionsmyndighedernes praksisændring efter højesteretsdommene kun vedrørte sager hvor ansøgeren allerede var tilkendt førtidspension. Kvindens sag var ikke omfattet af praksisændringen fordi hun ikke tidligere var tilkendt pension. Den Sociale Ankestyrelse afviste sagen da nævnets afgørelse ikke stred mod Ankestyrelsens praksis.

Ombudsmanden udtalte sig generelt om visse fortolkningsmæssige spørgsmål i relation til højesteretsdommene. Bl.a. udtalte ombudsmanden at der ikke var holdepunkter for at læse højesteretsdommene således at det havde haft betydning for dommenes resultat eller for den prøvelse der var foretaget, at ansøgerne havde fået tilkendt pension. Tværtimod måtte dommene læses således at der ville være foretaget samme prøvelse og nået samme resultat hvis ansøgeren helt var blevet nægtet pension.

På den baggrund mente ombudsmanden ikke at nævnet kunne afvise genoptagelse med den givne begrundelse. Nævnet måtte foretage en konkret vurdering af sagens omstændigheder sammenholdt med domspraksis.Ombudsmanden udtalte endvidere at en borger der havde fået sin sag afgjort efter en praksis der blev underkendt af domstolene, kunne forlange sin sag genoptaget hvis det måtte antages at sagens udfald nu ville blive et andet. På baggrund af det Ankestyrelsen havde anført om at det ikke ville være muligt ud fra generelle kriterier at udskille de tidligere afgjorte sager hvor dommene kunne have betydning, havde ombudsmanden ikke bemærkninger til at myndighederne ikke af egen drift havde genoptaget de relevante sager. Ombudsmanden lagde vægt på at Ankestyrelsen havde underrettet kommunerne og offentligheden om borgernes mulighed for at få genoptaget tidligere afgjorte sager.

Ombudsmanden sendte sagen til Den Sociale Ankestyrelse til vurdering af om Ankestyrelsen havde grundlag for at genoptage sagen til principiel eller generel behandling. (J.nr. 2001-3564-040).

En førtidspensionist klagede over myndighedernes afslag på personligt tillæg til tandbehandling, diættilskud og samværsudgifter. Pensionisten, der var blind, gjorde blandt andet gældende at myndighederne ved opgørelsen af hans rådighedsbeløb ikke i fornødent omfang havde medregnet hans handicapkompenserende udgifter.

Sagen vedrørte fortolkningen af § 17, stk. 1, og § 17, stk. 3, i lov om social pension. Ud fra forarbejderne til bestemmelserne og Socialministeriets vejledning om social pension udtalte ombudsmanden at forskellen mellem stk. 1 og stk. 3 synes at være hvilken personkreds der er berettiget til tillæg. Personkredsen der kan modtage hjælp efter § 17, stk. 1, er større end efter § 17, stk. 3, fordi § 17, stk. 1, kun stiller krav om at pensionistens økonomiske forhold skal være særlig vanskelige, mens § 17, stk. 3, kræver at pensionistens forhold er "ganske særlig vanskelige". Endvidere er forskellen at det personlige tillæg efter § 17, stk. 1, indtægtsreguleres afhængigt af pensionistens tillægsprocent. Tillægget efter § 17, stk. 3, indtægtsreguleres ikke. Det fremgår derimod ikke at der er forskel på de formål altså de udgifter som tillægget kan dække.

Ombudsmanden udtalte at kommunen ikke havde hjemmel til at afskære pensionister fra at søge om tilskud til diætkost efter pensionslovens § 17, stk. 1.

Da førtidspensionistens personlige tillægsprocent syntes at berettige til at ansøgningen om personligt tillæg blev vurderet efter pensionslovens § 17, stk. 1, mente ombudsmanden ikke at kommunen kunne undlade at vurdere om der kunne ydes personligt tillæg efter pensionslovens § 17, stk. 1.

Ombudsmanden mente at det var beklageligt at kommunen ikke i begrundelsen redegjorde nærmere for at kommunen ikke ved den økonomiske opgørelse medtog de handicapkompenserende udgifter.

Over for det sociale nævn udtalte ombudsmanden bl.a. at det var beklageligt at nævnet ikke tog stilling til pensionistens synspunkt om at myndighederne ved vurderingen af hans økonomiske forhold skulle medregne hans handicapkompenserende udgifter.

Ombudsmanden henstillede til nævnet at genoptage behandlingen af sagerne. (J.nr. 1999-2484-042).

Det sociale nævn tilkendte en mand mellemste førtidspension, men både nævnet og Den Sociale Ankestyrelse afslog mandens ansøgning om højeste førtidspension.

Ombudsmanden kritiserede nævnets og Ankestyrelsens begrundelse der ikke opfyldte kravene i forvaltningslovens § 24. Bl.a. på baggrund af to højesteretsdomme om førtidspension udtalte ombudsmanden at han ikke mente at Ankestyrelsens begrundelse i tilstrækkelig grad argumenterede for årsagen til at Ankestyrelsen vurderede mandens erhvervsevne anderledes end speciallægen der løbende havde fulgt mandens helbredstilstand. Efter ombudsmandens opfattelse var der ved Ankestyrelsens afgørelse i sagen stadig betydelig usikkerhed om mandens resterhvervsevne.

Som følge af ombudsmandens manglende lægefaglige ekspertise havde ombudsmanden ikke grundlag for at udtale kritik af Ankestyrelsen på dette punkt. Ombudsmanden henstillede imidlertid til Ankestyrelsen at tage stilling til om oplysningsgrundlaget skulle suppleres således at der kunne træffes afgørelse på et nyt grundlag.

Ombudsmanden udtalte endvidere at nævnet burde have konkretiseret sin bedømmelse af mandens resterhvervsevne. (J.nr. 1999-2679-040).

Den Sociale Ankestyrelse havde i en principiel afgørelse udtalt, at amtsankenævnet er rette instans for klager vedrørende fastsættelse af ansøgningsdato i sager om social pension. Ansøgningsdatoen er ofte af afgørende betydning for, fra hvilket tidspunkt en eventuel pension tilkendes. Fastsættelse af ansøgningdato var efter ankestyrelsens opfattelse en i forhold til pensionsafgørelsen særskilt afgørelse, truffet af kommunalbestyrelsen. Efter de almindelige klageregler var klageinstansen efter denne opfattelse amtsankenævnet, mens den egentlige pensionsafgørelse, som træffes af revaliderings- og pensionsnævnet, kunne påklages (direkte) til ankestyrelsen.

Ombudsmanden kunne ikke erklære sig enig i denne opfattelse. Efter pensionslovens kompetenceregler skal revaliderings- og pensionsnævnet bl.a. fastsætte tilkendelsestidspunkt. En konstatering eller bevismæssig bedømmelse af ansøgningstidspunktet i forbindelse med nævnets fastsættelse af tilkendelsestidspunktet kunne ikke efter ombudsmandens opfattelse anses for en selvstændig afgørelse. Ansøgningstidspunktet må fastsættes af nævnet som en integreret del af pensionsafgørelsen. Ombudsmanden henviste bl.a. til, at kommunalbestyrelsen efter loven alene har en indstillingsret over for nævnet.

Klager vedrørende fastsættelse af ansøgningsdato i forbindelse med rejsning af en sag om social pension burde herefter behandles af ankestyrelsen.

Ombudsmanden henstillede, at ankestyrelsen ændrede sin praksis i overensstemmelse med det anførte. (J. nr. 1989-545-43).

En kvinde klagede bl.a. over at en overlæge der havde undersøgt hende i forbindelse med en arbejdsskadesag, også havde medvirket som lægekonsulent ved behandlingen af hendes førtidspensionssag.

Ombudsmanden udtalte at det forhold at overlægen ikke deltog i det nævnsmøde hvori afgørelsen blev truffet, og det forhold at nævnets afgørelse ikke alene blev truffet på baggrund af overlægens vurderinger, var uden betydning for vurderingen af spørgsmålet om habilitet. Disse forhold havde kun betydning ved vurderingen af retsvirkningen af inhabilitet.

Ombudsmanden udtalte endvidere at selve det forhold at overlægen tidligere havde undersøgt kvinden ikke kunne føre til at han var inhabil. Undersøgelserne indgik ikke i pensionssagen, og overlægens opgave som lægekonsulent medførte ikke at han skulle kontrollere rigtigheden af resultatet af sine egne undersøgelser. Overlægen kunne herefter ikke anses for inhabil. (J.nr. 1995-869-040).

En pensionist klagede over at det sociale ankenævn havde standset udbetalingen af et særligt pensionstillæg for enlige. Nævnet mente ikke at pensionisten kunne betegnes som reelt enlig og lagde til grund at der var fælles husførelse mellem pensionisten og en kvinde.

Ombudsmanden udtalte at kommunen og ankenævnet i den foreliggende sag var forpligtet til at skaffe nærmere oplysninger om hvorvidt pensionisten var reelt enlig. Specielt i forbindelse med vurdering af en eventuel fælles husførelse var det foreliggende oplysningsgrundlag utilstrækkeligt.

Ombudsmanden betegnede den mangelfulde sagsoplysning som beklagelig og henstillede til det sociale ankenævn at genoptage sagen.

Om det forhold at kommunens afgørelse ikke kunne skaffes til veje ud over 1 år fra afgørelsestidspunktet, udtalte ombudsmanden at opbevaring af kopier af afgørelser er ønskelig af hensyn til vurderingen af begrundelse og klagevejledning, og af hensyn til aktindsigt. (J.nr. 1997-2792-040).

En førtidspensionist fik af en kommune afslag på tilskud til tandbehandling. Afgørelsen var truffet på baggrund af en erklæring fra kommunens tandlægekonsulent. Kommunen havde ikke partshørt førtidspensionisten om den pågældende erklæring.

Ombudsmanden udtalte at kommunen i den foreliggende sag var forpligtet til at partshøre førtidspensionisten. Ombudsmanden betegnede den manglende partshøring som meget beklagelig. Ombudsmanden udtalte endvidere at førtidspensionistens egen tandlæge ikke i kraft af patientforholdet kunne betragtes som partsrepræsentant i sagen. (J.nr. 1999-0103-042).

A klagede over, at Socialministeriet (SM) ved beregning af social pension anser afkald på retten til at sidde i uskiftet bo efter en afdød ægtefælle for omfattet af § 28, stk. 3, nr. 4, i lov om social pension om forringelse af vedkommendes økonomiske stilling ved bortgivelse eller lignende dispositioner. A gjorde gældende, at opfattelsen var i strid med bistandsloven samt arvelovens regler om hensidden i uskiftet bo, og anførte til støtte herfor, at den længstlevende ægtefælle ifølge arvelovens § 14 har ret til at hensidde i uskiftet bo.

Ombudsmanden udtalte, at hovedvirkningen af hensidden i uskiftet bo er, at den længstlevende ægtefælle overtager fællesboet uden at skulle skifte med fælles livsarvinger, og da ægtefællen i levende live udøver en ejers rådighed over boet, kunne det ikke kritiseres, at SM generelt opfatter adgangen som en økonomisk betryggelse og derfor sidestiller afkald herpå med bortgivelse af midler. Ombudsmanden lagde herved også vægt på, at SM's opfattelse måtte anses for en videreførelse af ældre praksis vedrørende tilsvarende bestemmelser i den tidligere pensionslovgivning. (J. nr. 1990-42-044).

Et medlem af S.I.D. fik standset udbetalingen af sine sygedagpenge fordi han ikke mødte op til et møde i kommunen.

Der var efter de lægelige vurderinger ingen tvivl om at den pågældende var syg og ude at stand til at arbejde. Efter medlemmets forklaringer mødte han bl.a. ikke op fordi han var rejst på besøg i en anden by - og han havde en aftale med kommunen om først at rette henvendelse senere.

Ombudsmanden mente ikke der var hjemmel i myndighedernes retsgrundlag til at standse sygedagpengene. Standsningen var heller ikke i overensstemmelse med det almindelige princip om proportionalitet. (J.nr. 1996-0489-025).

En poliopatient der i en årrække havde modtaget højeste førtidspension med plejetillæg og plejehjælp i alle døgnets 24 timer, klagede over at han skulle betale 38.000 kr. tilbage i for meget udbetalt plejetillæg. Plejetillægget blev i en periode på 11 måneder ved en fejl fra socialcentrets side indsat på klagerens bankkonto i stedet for som hidtil at blive indbetalt direkte til Institutionen for respiratorpatienter.

Den Sociale Ankestyrelse traf afgørelse om at plejetillægget ikke kunne kræves tilbagebetalt efter pensionslovens § 42 da det ikke var ydet med urette. Derimod kunne beløbet kræves tilbagebetalt efter dansk rets almindelige adgang til tilbagesøgning på grund af dobbeltforsørgelse.

Ombudsmanden udtalte bl.a. at det bygger på en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde om der kan rejses krav om tilbagebetaling af det for meget udbetalte beløb i en dobbeltforsørgelsessituation. Ombudsmanden lagde til grund at Den Sociale Ankestyrelse - bortset fra at konkludere at der forelå dobbeltforsørgelse - ikke havde foretaget en konkret vurdering af om der kunne rejses krav om tilbagebetaling. Under hensyn til at det var oplyst at udbetalingen af plejetillægget var sket ved en fejl fra socialcentrets side, at Den Sociale Ankestyrelse i sin afgørelse fandt at plejetillægget ikke var ydet med urette, og at klageren havde gjort gældende at han havde modtaget plejetillægget i god tro, henstillede ombudsmanden til Ankestyrelsen at genoptage sagen. (J.nr. 1995-42-084).

En kvinde havde arvet et beløb i 1985. Hun klagede nu over en kommune og et socialt ankenævns afgørelse hvorefter hun skulle tilbagebetale et for meget udbetalt pensionsbeløb for perioden 1985-87. Kvinden mente ikke at kommunen kunne kræve tilbagebetaling, da hun havde modtaget pensionen i god tro. Endvidere havde hun givet korrekte oplysninger om sin forventede indkomst og senere i selvangivelser oplyst om den faktiske indkomst.

Ankenævnet stadfæstede kommunens afgørelse da kvinden ikke havde givet tilstrækkeligt korrekte oplysninger og derved havde tilsidesat sin oplysningspligt. Ankenævnet mente dog at kommunen skulle revurdere de faktiske indkomstforhold for 1985 indtil det tidspunkt hvor arven faldt.

Ombudsmanden mente at både kommunens og ankenævnets sagsbehandling havde været særdeles kritisabel. Ankenævnet havde ikke hjemmel til at stadfæste kommunens afgørelse betinget af at kommunen foretog yderligere undersøgelser, da det følger af undersøgelsesprincippet at hver enkelt forvaltningsmyndighed selv skal fremskaffe de nødvendige oplysninger. Kommunen burde have truffet afgørelse om revurderingsspørgsmålet og meddelt kvinden afgørelsen ledsaget af begrundelse og klagevejledning.

Ombudsmanden fandt endvidere at ankenævnet havde baseret sin afgørelse på en urigtig retsopfattelse, fordi tilbagebetaling krævede en bedømmelse af modtagerens subjektive forhold som ikke var foretaget. Ombudsmanden henstillede på den baggrund til ankenævnet at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse. (J. nr. 1992-765-084).