En tjenestemand blev afskediget på grund af sygdom efter en arbejdsulykke. Tjenestemanden led et erhvervsevnetab på 15 pct. og fik som følge heraf tilkendt tilskadekomstpension efter tjenstemandspensionslovens § 8, stk. 1. Erhvervsevnetabserstatningen bortfaldt dog efter § 39, stk. 1, i arbejdsskadesikringsloven som følge af tilskadekomstpensionen.

Tjenestemanden klagede til ombudsmanden over en afgørelse fra Arbejdsmarkedets Ankenævn hvor nævnet stadfæstede to afgørelser truffet af Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen (nu Arbejdsdirektoratet). Arbejdsdirektoratet havde tiltrådt nogle afgørelser fra tjenestemandens arbejdsløshedskasse om tilbagebetaling af arbejdsløshedsdagpenge som arbejdsløshedskassen mente hun havde modtaget med urette.

Ombudsmanden udtalte i en foreløbig redegørelse bl.a. at tilskadekomstpension i relation til reglerne om fradrag i arbejdsløshedsdagpenge i hvert fald delvis kan sidestilles med erstatning efter arbejdsskadesikringsloven. Ombudsmanden udtalte at han på det grundlag var indstillet på at henstille til Arbejdsmarkedets Ankenævn at ankenævnet genoptog sin behandling af afgørelsen om tilbagebetaling. Ombudsmanden udtalte endvidere at han var indstillet på at henstille til Arbejdsdirektoratet at direktoratet præciserede bekendtgørelsen om fradrag i arbejdsløshedsdagpenge for så vidt angår tilskadekomstpension. Ankenævnet ophævede herefter sin tidligere afgørelse.

Ombudsmanden besluttede herefter at han ikke ville fortsætte ombudsmandsundersøgelsen idet han dog anmodede Arbejdsdirektoratet om fortsat at blive underrettet om resultatet af direktoratets generelle overvejelser. (J.nr. 1998-1971-080).

En poliopatient der i en årrække havde modtaget højeste førtidspension med plejetillæg og plejehjælp i alle døgnets 24 timer, klagede over at han skulle betale 38.000 kr. tilbage i for meget udbetalt plejetillæg. Plejetillægget blev i en periode på 11 måneder ved en fejl fra socialcentrets side indsat på klagerens bankkonto i stedet for som hidtil at blive indbetalt direkte til Institutionen for respiratorpatienter.

Den Sociale Ankestyrelse traf afgørelse om at plejetillægget ikke kunne kræves tilbagebetalt efter pensionslovens § 42 da det ikke var ydet med urette. Derimod kunne beløbet kræves tilbagebetalt efter dansk rets almindelige adgang til tilbagesøgning på grund af dobbeltforsørgelse.

Ombudsmanden udtalte bl.a. at det bygger på en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde om der kan rejses krav om tilbagebetaling af det for meget udbetalte beløb i en dobbeltforsørgelsessituation. Ombudsmanden lagde til grund at Den Sociale Ankestyrelse - bortset fra at konkludere at der forelå dobbeltforsørgelse - ikke havde foretaget en konkret vurdering af om der kunne rejses krav om tilbagebetaling. Under hensyn til at det var oplyst at udbetalingen af plejetillægget var sket ved en fejl fra socialcentrets side, at Den Sociale Ankestyrelse i sin afgørelse fandt at plejetillægget ikke var ydet med urette, og at klageren havde gjort gældende at han havde modtaget plejetillægget i god tro, henstillede ombudsmanden til Ankestyrelsen at genoptage sagen. (J.nr. 1995-42-084).

En ingeniør klagede over at han skulle betale uddannelsesstøtte tilbage. Han gjorde bl.a. gældende at tilbagebetalingskravet var forældet efter en treårig bortfaldsregel.

Støtten var udbetalt efter den dagældende bistandslov, og ingeniøren havde i januar 1984 underskrevet en lånedeklaration hvori der var henvist til et cirkulære fra 1976 fra Socialministeriet. Cirkulæret indeholdt en treårig bortfaldsregel. 1976-cirkulæret var imidlertid på det tidspunkt ingeniøren underskrev deklarationen ophævet ved et cirkulære der trådte i kraft den 1. januar 1981. Det nye cirkulære indeholdt en femårig bortfaldsregel som også fandt anvendelse på hjælp ydet inden cirkulærets ikrafttrædelsestidspunkt.

Den Sociale Ankestyrelse traf afgørelse om at kravet var omfattet af den femårige bortfaldsregel og dermed ikke forældet.

Sammenfattende var det ombudsmandens opfattelse at retsgrundlaget ikke havde en sådan klarhed at det med sikkerhed kunne antages at den femårige bortfaldsregel var gældende i sagen. Ombudsmanden gjorde Ankestyrelsen bekendt med sine overvejelser og meddelte ingeniøren at hvis han ønskede at få sagen prøvet ved domstolene, ville ombudsmanden være indstillet på at foranledige fri proces. (J.nr. 1995-2605-056).

A klagede over en afgørelse fra Den Sociale Ankestyrelse (DSA), som DSA havde truffet, efter at ombudsmanden havde henstillet til DSA at behandle sagen som principiel. Ved afgørelsen stadfæstede DSA Amtsankenævnets (AAN's) afgørelse, hvorefter A blev pålagt at tilbagebetale kontanthjælp, som var blevet ydet A's tidligere ægtefælle B som tilbagebetalingspligtig terminshjælp, medens ægtefællerne endnu levede sammen. A havde ved bevillingen af hjælpen - under protest - sammen med B underskrevet en erklæring om tilbagebetaling. AAN havde ved afgørelsen lagt vægt på, at bistandslovens § 25, stk.1, nr. 2, alene er betinget af, at hjælpen er bevilget til terminsydelser, og at hjælp efter denne bestemmelse til en ægtefælle anses for ydet til begge ægtefæller, også når kun den ene ægtefælle opfylder tildelingsbetingelserne, jf. bistandslovens § 6.

Under henvisning til retspraksis havde ombudsmanden i sin henstilling til DSA om at behandle sagen anført, at det måtte lægges til grund, at ægtefællers solidariske hæftelse for tilbagebetaling af hjælp, der alene er ansøgt af og bevilget til den ene ægtefælle (mod tilbagebetalingspligt), forudsætter udtrykkelig hjemmel. Ved ombudsmandens senere behandling af A's klage over DSA's afgørelse måtte han forstå, at DSA havde fundet, at kontanthjælpen var ydet både til A og B, hvorfor der ikke krævedes særlig hjemmel for solidarisk hæftelse. Ombudsmanden meddelte, at han ikke kunne tilslutte sig denne opfattelse. Det var således ombudsmandens opfattelse, at DSA havde truffet sin afgørelse i sagen på grundlag af en urigtig retsopfattelse. Da der imidlertid ikke var fremkommet væsentligt nye oplysninger i sagen efter ombudsmandens første henstilling til DSA, og da ombudsmanden tidligere havde meddelt DSA sin opfattelse, fandt han ikke tilstrækkeligt grundlag for at henstille til DSA at genoptage sagen. Derimod fandt ombudsmanden, at spørgsmålet burde afklares ved domstolene. (J. nr. 1992-589-085).