En handicappet mand der var tildelt handicaphjælp og overvågning med 25½ time pr. døgn, flyttede i efteråret 1995 ind i en bolig der lå afsides. Han ansøgte efterfølgende kommunen om hjælp til boligændringer, men kommunen afslog ansøgningen. Kommunens afgørelse blev tiltrådt af det sociale ankenævn og af Den Sociale Ankestyrelse. Nævnet og Ankestyrelsen bad dog kommunen om, i samarbejde med manden og set i lyset af hans ønsker om at bo på landet, at søge at tilvejebringe en løsning - herunder at foretage et ny vurdering af den nuværende boligs beliggenhed under hensyn til at ansøgeren havde boet på ejendommen i et år uden problemer.

I anledning af klagen bad ombusmanden kommunen, det sociale ankenævn og Den Sociale Ankestyrelse om at udtale sig i sagen. Mens ombudsmadnen afventede myndighedernes udtalelser, fastholdt kommunen efter en fornyet behandling afslaget på hjælp til boligændringer. Manden klagede over kommunens afslag til det sociale ankenævn som ændrede kommunens afgørelse. Ankenævnet lagde ved sin afgørelse vægt på at kommunens vurdering af hensigtsmæssigheden af den ansøgte boligindretning måtte betragtes som åbentbart urimelig idet kommunen ikke havde tillagt det betydning af manden i mere end et år havde boet på ejendommen uden nogen problemer. Herefter besluttede ombudsmanden ikke at foretage sig videre vedrørende myndighedernes tidligere afgørelser. Ombudsmanden bad dog kommunen om at underrette ham om kommunens beslutning om omfanget af hjælpen til boligindretning. (J.nr. 1996-2295-054).

En kvinde ansat i en told- og skatteregion klagede over at regionen og Told- og Skattestyrelsen havde afslået at ændre hendes deltidsfleksjob til et fuldtidsfleksjob med fuld udnyttelse af arbejdsevnen og aflønning for 37 timer ugentligt. Myndighederne henviste til at kvinden forud for oprettelsen af deltidsfleksjobbet havde været ansat i en ordinær deltidsstilling på samme arbejdsplads. De mente i øvrigt at pligten til at tilbyde fleksjob på fuld tid udelukkende var et anliggende for den pågældendes bopælskommune.

Ombudsmanden udtalte det var beklageligt at myndighederne havde afslået kvindens anmodning om en fuldtidsstilling. Han henviste til at pligten til at tilbyde fleksjob på fuld tid gælder uafhængigt af om den pågældende tidligere har været deltidsansat.

Ombudsmanden udtalte endvidere at en arbejdsgiver ikke efter loven er forpligtet til at imødekomme en anmodning om fleksjob på fuld tid, men at offentlige arbejdsgivere er underlagt det almindelige forvaltningsretlige saglighedskrav. Når det er lovgivningens intention at en ansat i fleksjob skal have mulighed for at varetage en fuldtidsstilling, følger det af kravet om saglig forvaltning at en offentlig arbejdsgiver er forpligtet til at imødekomme en ansøgning fra en ansat i et deltidsfleksjob om en fuldtidsstilling medmindre der er saglige grunde til at afslå ansøgningen. Da myndighederne ikke havde anført sådanne grunde, mente ombudsmanden ikke at afgørelsen havde den fornødne hjemmel, og han henstillede derfor til Told- og Skattestyrelsen at genoptage sagen med henblik på at træffe en ny afgørelse. (J.nr. 2003-1943-809).

En kvinde klagede over at en kommune først tilbød hende et fuldtids fleksjob ca. 1½ år efter at reglerne herom var trådt i kraft. Hun var før reglernes ikrafttræden ansat i beskyttet beskæftigelse med løntilskud, og hun ønskede en fuldtidsstilling, men havde i hele perioden kun haft en deltidsstilling. Kvinden ønskede nu at kommunen skulle godtgøre hende lønforskellen.

Ombudsmanden udtalte at det var meget kritisabelt at kommunen først tilbød kvinden en fuldtidsstilling mere end 1½ år efter at reglerne om fleksjob blev indført. Ombudsmanden mente også at kommunen havde tilsidesat sin vejledningspligt i væsentligt omfang ved ikke at have oplyst kvinden om de nye regler eller på anden måde at have fulgt op på hendes sag. Ombudsmanden mente derfor ikke at det kunne udelukkes at kvinden skulle stilles som om hun ved reglernes ikrafttræden havde fået tilbudt - og påbegyndt - et fleksjob på fuld tid, og henstillede derfor til kommunen at genoptage sagen med henblik på at få afklaret i hvilket omfang kommunen var forpligtet til at yde kvinden en økonomisk kompensation. (J.nr. 2000-1718-059).

Socialministeriets bekendtgørelse nr. 848 af 11. december 1986 om betaling for ophold i daginstitutioner mv. for børn (betalingsbekendtgørelsen) foreskriver, at såfremt de indtægtsoplysninger, der ligger til grund for den oprindelige afgørelse om bevilling af (delvis) friplads, senere ændrer sig i opadgående retning, kan den heraf følgende ændring i betalingsvilkårene have virkning allerede fra tidspunktet for ændringerne i indtægtsforholdene (og ikke f.eks. fra det senere tidspunkt, hvor myndighederne bliver opmærksomme herpå). Derimod indeholder bekendgørelsen ikke udtrykkelig hjemmel til at lade en nedsættelse af betalingen som følge af indtægtsnedgang have virkning fra et tidligere tidspunkt end tidspunktet for ansøgningen om en sådan nedsættelse.

I den foreliggende sag var der ved den oprindelige ansøgning om friplads taget forbehold om senere at korrigere indtægtsoplysningerne. Dette forbehold var velbegrundet, idet det på tidspunktet for den oprindelige ansøgning ikke var muligt at angive den præcise indtægt for det kommende år.

Ombudsmanden udtalte, at betalingsbekendtgørelsen ikke kan antages at tage sigte på et tilfælde som det foreliggende; bekendtgørelsen må antages at sigte på det forhold, at der fremkommer en helt ny ansøgning med nye økonomiske oplysninger, hvorom der ikke tidligere er taget forbehold. I hvert fald under de i sagen foreliggende omstændigheder - hvor kommunen i øvrigt havde et vist medansvar for, at de endelige økomomiske oplysninger først blev meddelt på et ret sent tidspunkt - var det ombudsmandens opfattelse, at de endelige økomomiske oplysninger burde danne grundlag for afgørelsen om delvis friplads allerede fra tidspunktet for den oprindelige ansøgning herom. (J. nr. 1992-40-060).

En borger klagede på vegne af sin handicappede søn over at de sociale myndigheder havde afslået at give hjælp efter serviceloven til at anskaffe en håndcykel. De sociale myndigheder opfattede håndcyklen som et trænings-/behandlingsredskab som der efter myndighedernes opfattelse ikke kunne ydes hjælp til efter den sociale lovgivning. Indenrigs- og Sundhedsministeriet oplyste at sundhedsvæsenet kun afholder udgifter til de behandlingsredskaber som patienten bliver forsynet med som led i eller i fortsættelse af sygehusbehandling.

Ombudsmanden mente ikke at der var tilstrækkeligt grundlag for at kritisere de sociale myndigheders langvarige faste praksis hvorefter serviceloven fortolkes således at der ikke kan ydes støtte til udgifter der hovedsagelig har et trænings- eller behandlingsmæssigt sigte.

Da denne praksis hverken fremgår klart af lovens ordlyd eller forarbejder, og da det således ikke fremgår om Folketinget har ønsket at der ikke skulle være mulighed for støtte til trænings- eller behandlingsredskaber, orienterede ombudsmanden bl.a. Folketingets Retsudvalg om sagen.

(J.nr. 2004-0459-054)

En familie havde fået anvist en husvildebolig af kommunen efter servicelovens § 66. Familien underskrev ved anvisningen en erklæring om at der udelukkende var tale om et midlertidigt indkvarteringssted, at familien var indforstået med at flytte når kommunen tilbød en anden bolig, at de almindelige regler om tre boligtilbud derfor ikke gjaldt, og at lejelovens regler ikke gjaldt for husvildeboligen.

Da kommunen tilbød familien en permanent bolig, afviste familien tilbuddet hvorefter kommunen orienterede familien om at den skulle fraflytte husvildeboligen.

På baggrund af en gennemgang af udviklingen i retsgrundlaget for husvildebestemmelsen konkluderede ombudsmanden at det ved 2 landsretsdomme fra 1959 blev slået fast at anvisning af en husvildebolig efter den dagældende bestemmelse om husvildeboliger ikke var et lejemål i lejelovens forstand.

Ombudsmanden mente ikke at de senere ændringer i husvildebestemmelsen havde ændret den retsstilling som blev fastslået med de to landsretsdomme.

Ombudsmanden var herefter enig med kommunen og det sociale nævn i at retsforholdet ved anvisning af boliger efter servicelovens § 66 ikke er omfattet af lejelovens regler.

Herefter havde ombudsmanden ikke grundlag for at kritisere kommunens afgørelse om at familien skulle flytte ud af husvildeboligen som en konsekvens af at familien havde afslået tilbuddet om permanent bolig. (J.nr. 2002-0238-059).