En gammel mand havde over for sin søn givet udtryk for at han ønskede at dø i sit eget hjem. Efter flere slagtilfælde blev han bevidstløs og modtog i en længere periode en omfattende pleje i eget hjem. Efter uoverensstemmelser mellem sønnen og kommunen blev manden indlagt på sygehus og derefter udskrevet til plejehjem mod sønnens ønske. Sønnen der var blevet beskikket som værge for den - både i økonomisk og personlig henseende - umyndiggjorte far rejste sag om hjemgivelse til pleje i eget hjem. Kommunen fastholdt plejehjemsanbringelsen mod sønnens protest og henviste som begrundelse bl.a. til at man af ressourcemæssige hensyn og efter en principbeslutning fandt, at komapatienter burde visiteres til plejehjem.

Ombudsmanden mente at opretholdelsen af beslutningen om plejehjemsanbringelse savnede hjemmel, og at farens fortsatte ophold på plejehjemmet trods værgens protest var en ulovlig tvangsmæssig anbringelse. Endvidere mente ombudsmanden at kommunen havde haft en positiv forpligtelse til at yde bistand i forbindelse med en hjemgivelse, og at kommunens egne tidligere vurderinger af plejebehovet i nogen grad måtte være styrende for den nærmere skønsmæssige fastlæggelse af plejens omfang. Ombudsmanden fandt det derfor beklageligt at kommunen ikke havde foretaget en konkret vurdering af, i hvilket omfang det var muligt at imødekomme sønnens ønske om at faren modtog pleje og bistand i sit eget hjem. (J. nr. 1994-728-053).

En mand der havde en væsentlig funktionsnedsættelse med bl.a. hjerneskade og udbredt lammelse, søgte efter et genoptræningsophold om særlig socialpædagogisk støtte i forbindelse med weekendsamvær med sine 2 børn på 10 og 12 år. Efter samværsresolutionen havde manden ret til samvær hver anden weekend og en ugentlig hverdag, svarende til normalsamvær. Kommunen bevilgede kun særlig støtte svarende til en månedlig samværsweekend og henviste til at manden nu var blevet mere selvhjulpen og boede så tæt på børnene at de selv kunne cykle på kortere besøg. Det sociale nævn stadfæstede afgørelsen.

Ankestyrelsen afviste sagen da den ikke var af principiel eller generel betydning, men beroede på en konkret vurdering af mandens behov for hjælp.

Ombudsmanden henstillede at Ankestyrelsen tog sagen op til behandling, navnlig med henblik på at belyse kompensationsprincippets betydning i forhold til ydelse af socialpædagogisk støtte til handicappede i forbindelse med udøvelse af samvær. Sagen indeholder en gennemgang af kompensationsbegrebet på handicapområdet og en gennemgang af reglerne for Ankestyrelsens antagelse af sager til realitetsbehandling.

Ankestyrelsen tog herefter sagen op til behandling og tildelte socialpædagogisk støtte til samvær hver anden weekend.

(J.nr. 2004-1542-051)