På baggrund af en konkret sag, hvor A havde klaget over et afslag på hjælp til anskaffelse af et arbejdsredskab efter den dagældende bestemmelse i bistandslovens § 42, stk. 7, nu § 43, stk. 9, fandt ombudsmanden anledning til at henlede Socialministeriets (SM's) opmærksomhed på at der herskede en vis tvivl om, hvorvidt princippet i bistandslovens § 38, stk. 3, om ikke-fradrag af bistands- og plejetillæg burde anvendes i sager om hjælp efter bistandslovens § 43, stk. 9.

SM meddelte i den anledning at SM ikke var enig i den fortolkning af bistandslovens § 42, stk. 7 (§ 43, stk. 9), som var lagt til grund i den konkrete sag, samt at SM ved en snarlig revision af § 43-vejledningen ville tydeliggøre at princippet i bistandslovens § 38, stk. 2, nr. 1, (tidligere stk. 3) burde anvendes ved afgørelser om hjælp til anskaffelse af arbejdsredskaber efter bistandslovens § 43, stk. 9.

Ombudsmanden udtalte herefter at han på baggrund af den retsopfattelse, som han havde givet udtryk for i den konkrete sag, fandt det rigtigst at SM's standpunkt kom til udtryk i en ændring af selve bistandsloven. Ombudsmanden henstillede under henvisning til ombudsmandslovens § 11 til SM at overveje at søge bistandsloven ændret i overensstemmelse med det anførte ved først givne lejlighed. (J. nr. 1991-859-053).

En kvinde blev afskediget efter 24 år som tjenestemandsansat i kriminalforsorgen. Kvinden havde en øjenlidelse der bevirkede at hun ikke kunne arbejde i længere tid ved en computer. Det var først og fremmest dette forhold der gav hende problemer ved arbejdet i kriminalforsorgen.

Ombudsmanden udtalte at arbejdsgiveren ikke havde foretaget tilstrækkelige undersøgelser af mulighederne for at beholde kvinden på arbejdspladsen ved at kompensere for øjenlidelsen og eventuelt ansætte hende i et fleksjob.

Ombudsmanden udtalte desuden at arbejdsgiveren skulle have forholdt sig til om kvindens synsproblemer kunne karakteriseres som et handicap, med den virkning at forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap skulle indgå i vurderingen af sagen.

Kvinden blev afskediget mindre end et år før hun kunne være gået på efterløn. Ombudsmanden mente at arbejdsgiveren i en sag som denne burde have inddraget det forhold at kvinden, før hun blev afskediget, flere gange havde tilkendegivet over for arbejdsgiveren at hun ønskede at blive på arbejdspladsen indtil hun kunne gå på efterløn. Ombudsmanden mente desuden ikke at arbejdsgiveren kunne se bort fra kvindens anciennitet.

Ombudsmanden udtalte at kriminalforsorgens behandling af sagen var overordentlig kritisabel. Ombudsmanden mente desuden at der var grundlag for at myndighederne genoptog behandlingen af sagen med henblik på at arbejdsgiveren tog stilling til de krav kvinden havde fremsat.
(J.nr. 2007-1785-813).

Klik på linket til højre for at læse hele redegørelsen.

En kvinde klagede over kommunens og det sociale nævns afslag på at give hjælp til tandbehandling.

Ombudsmanden kritiserede at de ledsagende begrundelser til myndighedernes afgørelser ikke opfyldte kravene i forvaltningslovens § 24, jf. § 22.

Ombudsmanden kritiserede endvidere sagens oplysningsgrundlag. Myndighederne havde lagt vægt på at det ikke var dokumenteret at kvindens lidelse var medfødt, uanset at dette fremgik af de speciallægeerklæringer som kvinden havde indhentet. Myndighederne havde ikke nærmere argumenteret for at de ikke kunne tilslutte sig disse speciallægeerklæringer.

Ombudsmanden udtalte generelt at hvis der er tvivl om holdbarheden af et væsentligt faktum, hører det med til sagsoplysningen at søge denne tvivl afklaret således at det ved en sædvanlig bevismæssig vurdering kan afgøres om den pågældende oplysning kan lægges til grund for afgørelsen. I overensstemmelse hermed havde myndighederne – eftersom de mente at der var tvivl om holdbarheden af de indhentede erklæringers oplysninger om at kvindens lidelse var medfødt – efter ombudsmandens opfattelse pligt til at undersøge de pågældende oplysninger.

Ombudsmanden henstillede til nævnet at genoptage sagen og (hvis myndighederne fortsat anså det for påkrævet) selv indhente speciallægeerklæring(er) til belysning af spørgsmålet om kvindens lidelse var medfødt. (J.nr. 2001-2458-051).

Et ægtepar klagede over Den Sociale Ankestyrelses afslag på at genoptage hustruens sag om støtte til køb af bil.

I sin begrundelse over for parret havde Ankestyrelsen henvist til at styrelsen ikke mente det var godtgjort at hustruens invaliditet på ansøgningstidspunktet var af et omfang som berettigede til støtte efter loven. Helbredssituationen var først ændret på et væsentligt senere tidspunkt. Ombudsmanden forstod Ankestyrelsens begrundelse som en tilkendegivelse af at styrelsen ikke mente at kunne tage hensyn til helbredsforringelser der indtræffer under sagens behandling. Ankestyrelsen svarede senere ombudsmanden at styrelsen ikke havde været tilstrækkelig præcis i formuleringen af begrundelsen for afslaget på genoptagelse - og Ankestyrelsen præciserede sin retsopfattelse.

Ombudsmanden fandt det usikkert om Den Sociale Ankestyrelse havde foretaget en reel vurdering af hvorvidt de senere fremkomne oplysninger om A's helbredstilstand kunne have medført et andet udfald. Ombudsmanden bad derfor styrelsen om at genoptage sagen. (J.nr. 1995-595-054).

A, der ved et færdselsuheld havde brækket begge ben, søgte i 1988 om støtte til køb af bil efter bistandslovens § 58. Læge og speciallæge samt kommunens og revaliderings- og pensionsnævnets (R-PN's) lægefaglige konsulenter anbefalede at det ansøgte blev bevilget. R-PN og Den Sociale Ankestyrelse (DSA) afslog imidlertid A's ansøgning. Som begrundelse for afslaget henviste DSA blandt andet til at A's tilstand ikke var stationær, idet der var mulighed for operation. DSA fandt på den baggrund at A ikke opfyldte betingelserne for bevilling af støtte til køb af bil.

Ombudsmanden kritiserede dele af R-PN's og DSA's sagsbehandling, manglende partshøring og mangelfuld begrundelse i R-PN's og DSA's afgørelser i sagen.

Ombudsmanden havde under sagen forgæves forsøgt at få sikker viden om DSA's anvendelse af "varighedskriteriet" ved bedømmelsen af sager som den foreliggende. Ombudsmanden måtte derfor fastholde sin umiddelbare opfattelse: at den blotte henvisning til en operationsmulighed ikke på en udtømmende og forståelig måde kunne begrunde DSA's afslag på støtte. Ombudsmanden kritiserede på den baggrund DSA's argumentations form og indhold, og under henvisning hertil samt til omfanget og indholdet af de lægelige vurderinger i sagen henstillede ombudsmanden at sagen blev taget op til ny overvejelse. (J. nr. 1991-1996-056).

Dansk Blindesamfund klagede på en ældre mands vegne over en kommunes og et socialt ankenævns afslag på at yde ham tilskud til indkøb af en skrivemaskine.

Ombudsmanden udtalte at det var meget kritisabelt, at kommunen ikke havde givet en korrekt begrundelse for afslaget. Ombudsmanden fandt det endvidere uforsvarligt at det sociale ankenævn - ved i afgørelsen at lægge vægt på at manden førte en begrænset korrespondance uden at søge omfanget af korrespondancen belyst - ikke havde overholdt officialprincippet.

Herefter måtte afslagene betragtes som ugyldige, og ombudsmanden henstillede til det sociale ankenævn at sagen blev genoptaget. (J. nr. 1994-1728-002).

En førtidspensionist fik af revaliderings- og pensionsnævnet støtte til køb af en bil i form af et lån. Først efter at kommunen havde udbetalt lånet til bilen, klagede kommunen over nævnets afgørelse til Den Sociale Ankestyrelse. Den Sociale Ankestyrelse ændrede nævnets afgørelse, og styrelsen bestemte at lånet skulle opsiges og restgælden indfries.

Ombudsmanden bad Den Sociale Ankestyrelse tage stilling til om opsigelsen af lånet var en automatisk følge af styrelsens afgørelse om at førtidspensionisten ikke var berettiget til støtte. I så fald skulle førtidspensionisten have en uddybende begrundelse for lovgrundlaget. Hvis Ankestyrelsen ikke mente det var en automatisk følge, henstillede ombudsmanden at styrelsen gav en uddybende begrundelse for de kriterier som indgik i Ankestyrelsens vurderingen af om lånet skulle opsiges. (J.nr. 1995-2442-054).

Vallensbæk kommune gav klageren i denne sag en bevilling efter bistandslovens § 58 til dækning af medicinudgifter. Senere meddelte kommunen at den fremtidig ikke ville dække den del af udgifterne som blev refunderet fra sygesikringen "danmark". Kvinden klagede over afgørelsen til det sociale ankenævn og siden til Den Sociale Ankestyrelse. Det centrale spørgsmål angik fortolkningen af ordet "egenudgiften" i bekendtgørelse nr. 303 af 10. juni 1988, udstedt med hjemmel i bistandslovens § 58, stk 2, nr. 3. Myndighederne mente at udgifter til medicin, der refunderes af "danmark", ikke er at betragte som egenudgift i bekendtgørelsens forstand og derfor ikke kan dækkes i medfør af bistandslovens § 58.

Ombudsmanden mente ikke at der var fuldt tilstrækkeligt grundlag for at henstille til Ankestyrelsen at genoptage sagen med henblik på at træffe en ny afgørelse. Ombudsmanden henstillede derimod til Socialministeriet at ministeriet i forbindelse med en kommende ændring af lov om social service foreslog indsat en klar lovhjemmel til at fradrage tilskud fra Sygesikringen "danmark" i støtte efter (nu) § 97 i lov om social service.

Ombudsmanden kritiserede at Ankestyrelsen i sin afgørelse undlod at tage udtrykkeligt stilling til klagen over at Det Sociale Ankenævn i sin afgørelse ikke havde givet en fyldstgørende begrundelse. Ombudsmanden mente også at Ankestyrelsens egen begrundelse var mangelfuld. (J.nr. 1996-1626-054).

En forening klagede på en kvindes vegne over en kommunes og det sociale ankenævns afslag på økonomisk hjælp til at anskaffe en computer til kvindens handicappede datter. Foreningen klagede også over at Den Sociale Ankestyrelse afviste at behandle sagen som principiel eller generel.

Som begrundelse for sin afgørelse anførte det sociale ankenævn at en almindelig computer ikke kunne anses for en nødvendig merudgift som følge af datterens handicap. Nævnet mente at en computer lå inden for området af hvad der almindeligvis måtte anskaffes i en familie.

I et brev til Ankestyrelsen bad ombudsmanden styrelsen om på baggrund af en tidligere offentliggjort afgørelse (en såkaldt "social meddelelse") om spørgsmålet at oplyse hvilket grundlag styrelsen havde for at anse det for normalt at forældre anskaffer computer med tegneprogram, tekstbehandling, farveskærm og printer til deres børn. Endvidere blev Ankestyrelsen bedt om at udtale sig om hvorvidt barnets alder havde nogen betydning for om det var normalt at forældre anskaffede computere til deres børn, og om styrelsen havde gjort sig tanker om hvilken computerstørrelse det var normalt at forældre anskaffede til deres børn.

Ankestyrelsen optog herefter sagen til principiel behandling og ændrede afgørelsen. (J.nr. 1997-1238-054).

En borger klagede på vegne af sin handicappede søn over at de sociale myndigheder havde afslået at give hjælp efter serviceloven til at anskaffe en håndcykel. De sociale myndigheder opfattede håndcyklen som et trænings-/behandlingsredskab som der efter myndighedernes opfattelse ikke kunne ydes hjælp til efter den sociale lovgivning. Indenrigs- og Sundhedsministeriet oplyste at sundhedsvæsenet kun afholder udgifter til de behandlingsredskaber som patienten bliver forsynet med som led i eller i fortsættelse af sygehusbehandling.

Ombudsmanden mente ikke at der var tilstrækkeligt grundlag for at kritisere de sociale myndigheders langvarige faste praksis hvorefter serviceloven fortolkes således at der ikke kan ydes støtte til udgifter der hovedsagelig har et trænings- eller behandlingsmæssigt sigte.

Da denne praksis hverken fremgår klart af lovens ordlyd eller forarbejder, og da det således ikke fremgår om Folketinget har ønsket at der ikke skulle være mulighed for støtte til trænings- eller behandlingsredskaber, orienterede ombudsmanden bl.a. Folketingets Retsudvalg om sagen.

(J.nr. 2004-0459-054)

En mand klagede over at det sociale ankenævn stadfæstede en kommunes afslag på medicintilskud. Manden led i perioder af svær migræne som følge af en kronisk sygdom. Afslaget var begrundet med at mandens medicinforbrug på grund af lidelsens karakter ikke kunne antages at være vedvarende. Denne betingelse fremgik ikke direkte af nogen bindende retsforskrifter på området.

Ombudsmanden havde ikke tilstrækkeligt grundlag for at lægge en anden fortolkning til grund ved behandlingen af sagen end den som fremgik af vejledningen og af Den Sociale Ankestyrelses mangeårige praksis.

Ombudsmanden udtalte dog at kommunen og ankenævnet ved at undlade at indhente oplysninger om hyppigheden af migræneanfaldene ikke havde oplyst sagen tilstrækkeligt.

Ombudsmanden mente det var meget beklageligt at kommunen ikke havde partshørt manden om en statusbedømmelse fra egen læge.

Ombudsmanden kritiserede at kommunen og ankenævnet ikke i forbindelse med afgørelserne havde opfyldt de almindelige krav til begrundelse. (J.nr. 1998-1301-050).