En kvinde blev afskediget efter 24 år som tjenestemandsansat i kriminalforsorgen. Kvinden havde en øjenlidelse der bevirkede at hun ikke kunne arbejde i længere tid ved en computer. Det var først og fremmest dette forhold der gav hende problemer ved arbejdet i kriminalforsorgen.

Ombudsmanden udtalte at arbejdsgiveren ikke havde foretaget tilstrækkelige undersøgelser af mulighederne for at beholde kvinden på arbejdspladsen ved at kompensere for øjenlidelsen og eventuelt ansætte hende i et fleksjob.

Ombudsmanden udtalte desuden at arbejdsgiveren skulle have forholdt sig til om kvindens synsproblemer kunne karakteriseres som et handicap, med den virkning at forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap skulle indgå i vurderingen af sagen.

Kvinden blev afskediget mindre end et år før hun kunne være gået på efterløn. Ombudsmanden mente at arbejdsgiveren i en sag som denne burde have inddraget det forhold at kvinden, før hun blev afskediget, flere gange havde tilkendegivet over for arbejdsgiveren at hun ønskede at blive på arbejdspladsen indtil hun kunne gå på efterløn. Ombudsmanden mente desuden ikke at arbejdsgiveren kunne se bort fra kvindens anciennitet.

Ombudsmanden udtalte at kriminalforsorgens behandling af sagen var overordentlig kritisabel. Ombudsmanden mente desuden at der var grundlag for at myndighederne genoptog behandlingen af sagen med henblik på at arbejdsgiveren tog stilling til de krav kvinden havde fremsat.
(J.nr. 2007-1785-813).

Klik på linket til højre for at læse hele redegørelsen.

En kommune traf afgørelse om støtte til medicinudgifter mv. og om kontanthjælp.

Borgeren og hans fagforbund klagede til det sociale nævn der forstod klagen som om den kun vedrørte afgørelsen om støtte til medicinudgifter. I et brev til borgeren bad nævnet ham om at oplyse det hvis klagen også skulle forstås som en klage over afslaget på kontanthjælp. Nævnet traf herefter afgørelse vedrørende støtte til medicinudgifter mv. Knap 6 måneder senere rykkede forbundet nævnet for en afgørelse i kontanthjælpssagen. Som svar henviste nævnet til brevet om klagetema og tog således ikke stilling til kontanthjælpssagen.

Ombudsmanden kritiserede at nævnet uden sikre holdepunkter i sagen præciserede klagetemaet således at klagen over afslaget på kontanthjælp ikke blev behandlet. Ombudsmanden anførte at sagen vedrørte mandens forsørgelsesgrundlag. Ombudsmanden mente det var rimeligt at antage at der ved tvivl om klagetemaet må være en formodning for at klagen omfatter en sådan væsentlig afgørelse.

Der var i den konkrete sag ikke hensyn der talte imod at nævnet realitetsbehandlede forbundets og mandens rettidigt indgivne klage vedrørende kontanthjælpssagen.

Ombudsmanden henstillede til det sociale nævn at genoverveje sagen og i den forbindelse tage stilling til om nævnet vil behandle sagen om kontanthjælp.

(J.nr. 2004-3492-025)

En døv kvinde søgte om økonomisk hjælp til sammen med sin mindreårige, hørende datter at deltage i et familiekursus for døve familier med hørende børn. Kommunen afslog at bevilge merudgiftsydelse efter § 100 i lov om social service, og det sociale nævn fastholdt kommunens afgørelse. Afslaget var begrundet med at den døve kvinde ikke var omfattet af den personkreds som kunne få hjælp til dækning af nødvendige merudgifter efter bestemmelsen i servicelovens § 100. En institution – som repræsenterede kvinden – pegede på at afgørelsen ville betyde at voksne døve uden anden funktionsnedsættelse end hørehandicappet reelt ville være afskåret fra at få dækket merudgifter som følge af funktionsnedsættelsen.

Ombudsmanden kunne ikke kritisere afgørelserne i sagen eller den administrative praksis som afgørelserne var udtryk for. Imidlertid var netop døve nævnt i forarbejderne som et af eksemplerne på persongrupper der kunne få hjælp til dækning af merudgifter. Ombudsmanden mente derfor at der bestod en vis tvivl om hvorvidt den fastlagte praksis var helt i overensstemmelse med intentionerne med bestemmelsen om merudgift, og at der også var en vis usikkerhed om hvordan den fastlagte praksis harmonerede med det overordnede kompensationsprincip på handicapområdet. Ombudsmanden orienterede derfor blandt andet Folketingets Retsudvalg om sagen.
(J.nr. 2007-4204-052).

Klik på linket til højre for at læse hele redegørelsen.

Astma-Allergi Forbundet klagede på vegne af et forældrepar over et afslag på hjælp til parrets datters medicinudgifter. Datteren led af astmatisk bronkitis, men var i perioder symptomfri som følge af den daglige medicinske behandling.

Det Sociale Ankenævn for Storstrøms Amt havde meddelt forældrene at datteren ikke var omfattet af personkredsen der kunne ydes hjælp til da lidelsen ikke kunne anses for at være kronisk.

I sin udtalelse til ombudsmanden henviste ankenævnet til at lidelsen og følgerne af lidelsen hele tiden skulle være til stede for at datteren kunne anses for omfattet af personkredsen i bistandslovens § 48.

Ombudmanden udtalte at nævnets retsopfattelse var betænkelig når den periodiske symptomfrihed skyldtes en vedvarende medicinering. Ombudsmanden mente at det var uklart om ankenævnet i sin vurdering havde inddraget oplysningerne om at årsagen til at parrets datter i perioder var symptomfri var den daglige medicinske behandling. Ombudsmanden henstillede derfor til ankenævnet at sagen blev genoptaget, og at ankenævnet foretog en ny vurdering af spørgsmålet om hvorvidt parrets datters lidelse kunne anses for kronisk. (J.nr. 1995-600-050).

En kvinde der led af epilepsi, fik dækket sine merudgifter til medicin. Medicinen var en nødvendighed for at hun kunne arbejde og i øvrigt have en velfungerende dagligdag.

Det sociale ankenævn afslog at fortsætte udbetaling af hjælp til medicinudgifterne under henvisning til at sygdommen ikke havde en tilstrækkelig indgribende karakter i kvindens daglige tilværelse. Den Sociale Ankestyrelse afviste at tage sagen op til principiel behandling. I sin udtalelse til ombudsmanden henviste Ankestyrelsen til at der ved vurderingen af lovens betingelse om vidtgående fysisk eller psykisk handicap skal tages hensyn til hvorledes personens funktionsevne er efter behandling.

Ombudsmanden var ikke enig i Ankestyrelsens retsopfattelse. Ombudsmanden mente af ordene "vidtgående fysisk eller psykisk handicap" skal forstås sådan at vurderingen af handicappet skal foretages uafhængigt af den løbende eller varige behandling den pågældende er i. Ombudsmanden henviste til at myndighederne retsopfattelse førte til at udgifter til medicin som gør en person symptomfri, ikke ville kunne dækkes, hvorimod de samme udgifter for så vidt ville kunen dækkes hvis medicinen ikke virkede efter hensigten. Ombudsmanden henstillede derfor til ankenævnet at sagen blev genoptaget, og at nævnet traf en ny afgørelse i lyset af det anførte. (J.nr. 1996-1942-050).

En kommune traf afgørelse om ophør af børneydelser fordi borgeren ikke længere opholdt sig i Danmark.

  Ombudsmanden kritiserede at kommunen ikke havde sikret sig et tilstrækkeligt oplysningsgrundlag idet kommunen bl.a. ikke havde undersøgt borgerens påstand om at han havde fået dispensation fra bopælskravet.

  Ombudsmanden kritiserede også at der ikke var sket partshøring af borgeren, og udtalte at kommunen burde have gjort mere for at tilvejebringe en adresse som kunne anvendes ved kommunens korrespondance med borgeren. Af samme grund kritiserede ombudsmanden at afgørelsen ikke var blevet meddelt klageren.

  Endelig kritiserede ombudsmanden at det ikke fremgik af kommunens journal om der blev foretaget en retlig vurdering af sagen før afgørelsen blev truffet, ligesom det ikke ville være muligt at udfærdige en skriftlig begrundelse for afgørelsen på baggrund af kommunens journal.

  Ombudsmanden kritiserede at det sociale nævn ikke havde forholdt sig til kommunens utilstrækkelige sagsbehandling.

  På ombudsmandens opfordring erklærede kommunen at den ville genoptage sagen og ændre afgørelsen (J.nr. 2004-4463-050).

Den Sociale Ankestyrelse anså en grønthandlers private forbrug af egne varer for en indtægt som skulle fradrages i ægtefællens kontanthjælp, jf. aktivlovens § 30, stk. 1, uanset at virksomheden gav underskud. Ombudsmanden udtalte i en foreløbig redegørelse at han ikke var enig heri. Herefter genoptog Ankestyrelsen sagen og frafaldt at forbruget af egne varer skulle anses for en indtægt. (J.nr. 2000-3087-050).

Det Sociale Ankenævn (SAN) afviste under henvisning til overskridelse af klagefristen A's klage over, at K Kommune havde bestemt, at A's bistandshjælp var tilbagebetalingspligtig efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1.

Den afgørelse om tilbagebetalingspligt, som K havde truffet, havde form af en ensidig erklæring fra A til K, hvorefter A var bekendt med tilbagebetalingspligten. Erklæringen var således alene underskrevet af A. Erklæringen indeholdt en henvisning til den nævnte bestemmelse i bistandsloven, men det fremgik ikke, hvilke omstændigheder K ved afgørelsen havde lagt vægt på.

I en udtalelse til ombudsmanden anførte SAN, at man ved afvisningen af klagen havde lagt til grund, at K mundtligt havde orienteret A om begrundelsen for afgørelsen.

Ombudsmanden udtalte, at der ikke efter forvaltningsrettens almindelige regler er krav om, at afgørelser om tilbagebetalingspligt efter bistandslovens § 26 meddeles skriftligt. Det må imidlertid anses for god forvaltningsskik, at en sådan afgørelse meddeles i form af en skrivelse, der underskrives af myndigheden og stiles til støttemodtageren.

K's afgørelse måtte i øvrigt anses for skriftlig. De indholdsmæssige krav til begrundelsen var ikke opfyldt, jf. forvaltningslovens §§ 22 og 24. Det var uden betydning, at K mundtligt havde meddelt A en begrundelse for afgørelsen.

Som følge heraf henstillede ombudsmanden til SAN at overveje, om der var grundlag for at bortse fra fristoverskridelsen. (J. nr. 1991-1126-051).

Under besøg på et psykiatrisk hospital blev ombudsmanden opmærksom på, at handicappede pensionister, der er optaget på plejehjem, ikke er stillet lige med hensyn til lommepengebeløb. Forskellene beror på, om det drejer sig om fysisk eller psykisk handicappede pensionister.

Ombudsmanden fandt, at der i bistandslovens § 84, stk. 1, er den fornødne hjemmel til en vis forskelsbehandling af fysisk og psykisk handicappede pensionister på primærkommunal plejehjem, mens den praktiserede forskelsbehandling for så vidt angår fysisk og psykisk handicappede pensionister optaget på amtskommunal plejehjem (såkaldte "§ 112, stk. 1-plejehjem") alene støttes på forarbejderne til den tidligere lov om omsorg for invalidepensionister og folkepensionister.

Ombudsmanden fandt det utilfredsstillende, at den praktiserede forskelsbehandling ikke har et sikkert retligt grundlag og henstillede til Socialministeriet ved først givne lejlighed at tage skridt til en lovgivningsmæssig afklaring af spørgsmålet. (J. nr. 1991-1154-041).

A rettede henvendelse til Ombudsmanden om Socialministeriets (SM's) svar på 3 nærmere anførte spørgsmål om fortolkningen af bistandslovens § 43, som A havde forelagt SM.

Om de enkelte spørgsmål udtalte Ombudsmanden:

1. at det er klart forudsat, at hjælp i henhold til bistandslovens § 43 er subsidiær i forhold til tilsvarende hjælp efter anden lovgivning, og at sådan tilsvarende hjælp efter omstændighederne kan være lavere end revalideringsydelsen. § 1, stk. 2, i SM's bekendtgørelse om den faste bruttorevalideringsydelse m.v. efter bistandslovens § 43 har alene en præciserende karakter i forhold til bistandslovens § 43, stk. 1. Ombudsmanden fandt derfor ikke, at der var holdepunkter for at antage, at bekendtgørelsen savner hjemmel i bistandslovens § 43,

2. at teksten i SM's vejledning om hjælp efter bistandslovens § 43 alene har til hensigt at erindre om kontanthjælpens subsidiære karakter - også når den udbetales i forbindelse med forrevalidering. Ombudsmanden fandt derfor ikke, at der er et særligt behov for i vejledningsteksten at understrege, at der for nogle gruppers vedkommende ikke vil blive tale om reduktion af kontanthjælp som følge af SU,

3. at § 43 ikke giver grundlag for at antage, at hjælp til udgifter til lokaltransport til og fra et uddannelsessted ikke skal kunne ydes som revalideringshjælp. SM's vejledning om hjælp efter bistandslovens kap. 10, pkt. 47, kan vanskeligt forstås i overensstemmelse hermed. Ombudsmanden anså det derfor for uheldigt, at denne del af vejledningen var blevet udformet anderledes og mere restriktivt. Ombudsmanden henstillede til SM ved en kommende revision af vejledningen at præcisere indholdet på dette punkt. (J. nr. 1991-356-053).

Den Sociale Ankestyrelse (DSA) havde på ombudsmandens foranledning optaget en sag om beregning af boligtillæg i henhold til bistandslovens § 37, stk. 3, til principiel behandling. Efter bestemmelsens 6. pkt. kan der "ikke ydes hjælp til den del af boligudgiften, der er påtaget med henblik på at få den dækket af kontanthjælp". Ved afgørelsen fandt DSA, at bestemmelsen ud over forsætlige forhold også omfatter tilfælde, hvor ansøgeren burde kunne indse, at boligudgiften skal afholdes af kontanthjælp.

I en sag, som ombudsmanden tog op af egen drift, udtalte ombudsmanden, at han ikke kunne tilslutte sig DSA's retsopfattelse, hvorefter bestemmelsen ud over forsætlige forhold tillige omfatter visse former for uagtsomme forhold. Ombudsmanden henstillede til Socialministeriet (SM) at tage skridt til at søge lovbestemmelsen præciseret, såfremt SM ønskede at fastholde den af SM anførte retsopfattelse.

SM tilkendegav, at SM ikke fandt anledning til at søge formuleringen af bestemmelsen ændret.

Ombudsmanden fastholdt sin retsopfattelse og gjorde Folketingets Retsudvalg bekendt med sagen. (J. nr. 1992-221-050).

En fagforening klagede på et medlems vegne over at et socialt ankenævn mente, at en kommune i en førtidspensionssag ikke havde opfyldt sin vejledningspligt over for medlemmet. Fagforeningen havde for medlemmet rettet henvendelse til social- og sundhedsforvaltningen i kommunen for at få en forhåndsvurdering af muligheden for at medlemmet kunne få førtidspension. I henvendelsen gav fagforeningen oplysninger om medlemmets sygdom og anmodede på denne baggrund kommunen om at undersøge og tage stilling til pensionsspørgsmålet. Kommunen afslog fagforeningens ønske.

Ombudsmanden udtalte at kommunen efter hans opfattelse ikke havde pligt til at imødekomme fagforeningens ønske om en egentlig forhåndsbesked om medlemmets mulighed for at få førtidspension. Ombudsmanden lagde herved vægt på at medlemmet - eller fagforeningen på hans vegne - uden videre kunne rejse en egentlig førtidspensionssag og dermed sørge for, at der blev truffet en afgørelse. (J. nr. 1993-1622-040).

En mand søgte kommunen om dækning af udgifter til tandbehandling og rejseudgifter til rekreation.

Til brug for behandlingen af sagen hos kommunen afleverede han bl.a. oplysninger om hans og hans ægtefælles fælles økonomiske situation. Ægtefællen led af muskelsvind, sad i kørestol og modtog førtidspension. Ægtefællen havde en invalidebil. Kommunen gav afslag og henviste til at manden selv var i stand til at betale udgifterne. Kommunen havde i sagsbehandlingen forholdt sig til hvilke udgifter der kunne tages med i udregningen af rådighedsbeløbet. Blandt disse var udgifter der relaterede sig til ægtefællens handicap, bl.a. medicin og benzin til invalidebilen. Ombudsmanden gik ud fra at kommunen havde vejledt ægtefællen om muligheden for at søge om dækning af merudgifter forbundet med handicappet. 

  Ombudsmanden redegjorde for hvordan retssikkerhedslovens § 5 skal forstås, f.eks. at en myndighed har pligt til at træffe afgørelse efter relevante bestemmelser over for borgeren.  Ombudsmanden mente at det var uheldigt at kommunen ikke havde truffet afgørelse om dækning af merudgifter i forhold til ægtefællen. Ombudsmanden henviste til de konkrete omstændigheder som viste at kommunen via de økonomiske oplysninger i mandens sag havde et sådant kendskab til ægtefællens forhold at der burde være truffet afgørelse i forhold til ægtefællen.

  Ombudsmanden mente at det var beklageligt at det sociale nævns afgørelse var formuleret sådan at den kunne give anledning til den misforståelse at nævnet slet ikke havde forholdt sig til oplysningerne om størrelsen af benzinudgifterne.

  Ved afgørelsen om dækning af udgifter til tandbehandling og rejseudgifter var det vanskeligt for ombudsmanden at få helt rede på hvad kommunen og nævnet havde anset for nødvendige udgifter som skulle betales enten som faste udgifter eller ud af rådighedsbeløbet. Oplysningerne forekom umiddelbart utilstrækkelige. Ombudsmanden mente at det var beklageligt at myndighederne ikke havde taget nærmere stilling til hvilke udgifter der var nødvendige – og deres omfang. (J.nr. 2005-0914-009)

En rengøringsassistent blev afskediget fra sit arbejde og idømt fem ugers karantæne. I karantæneperioden gav kommunen hende økonomisk hjælp. Kommunen og det sociale ankenævn besluttede at den økonomiske hjælp skulle betales tilbage fordi rengøringsassistenten havde afvist at møde op i kommunen.

Ombudsmanden udtalte at i sager der rejses på partens initiativ, har parten i almindelighed en særlig tilskyndelse til at bidrage til sagsoplysningen. Myndighederne kan som udgangspunkt lade nægtelse til at medvirke komme den pågældende til skade (processuel skadevirkning). Ombudsmanden mente imidlertid ikke at myndighederne uden videre kunne tillægge rengøringsassistentens nægtelse af at møde op i kommunen processuel skadevirkning. Myndighederne måtte vurdere om et personligt fremmøde var afgørende for sagsoplysningen, og om de ønskede oplysninger kunne fremskaffes på anden måde. Endvidere skulle myndighederne vurdere om deltagelse i mødet ville være særligt belastende, besværligt eller omkostningskrævende for parten.

Ombudsmanden mente at myndighedernes afgørelser var truffet på et utilstrækkeligt oplysningsgrundlag, og henstillede derfor til det sociale ankenævn at genoptage sagen. (J.nr. 1995-2204-009).

En kvinde klagede over at kommunen og det sociale nævn havde nedsat hendes kontanthjælp fordi hun havde modtaget kontanthjælp i 6 sammenhængende måneder.

Ombudsmanden mente ikke at der var grundlag for at kritisere at kvindens kontanthjælp var blevet nedsat.

Ombudsmanden kritiserede imidlertid at kommunens meddelelse om nedsættelse af kvindens kontanthjælp ikke var ledsaget af en begrundelse og en klagevejledning.

Ombudsmanden mente endvidere det var meget kritisabelt at det sociale nævn oprindelig havde afvist at realitetsbehandle kvindens klage over kommunens afgørelse under henvisning til at klagefristen var overskredet.

(J.nr. 2004-0677-050)

Under en generel inspektion i Københavns Kommune i 2006 modtog ombudsmanden 8 tilfældigt udvalgte sager om stop eller nedsættelse af kontanthjælp. Det viste sig at reglerne om partshøring ikke var efterlevet i 7 af sagerne, og at borgerne i 3 af sagerne slet ikke havde fået besked om at der var truffet en afgørelse. Ombudsmanden gennemgik i den forbindelse reglerne om partshøring og meddelelse af afgørelser i relation til sager om stop og nedsættelse af kontanthjælp.

Ombudsmanden udtalte at sagsbehandlingsfejlene var meget kritisable.

Under sagens behandling beklagede kommunen de konstaterede sagsbehandlingsfejl. Som forklaring henviste kommunen til at de fleste af de sager som ombudsmanden havde gennemgået, var afgjort i en periode hvor der skete betydelige strukturændringer inden for kommunen. Ombudsmanden havde forståelse for kommunens forklaring, men fastholdt at borgerne – uanset strukturændringer – må have krav på en korrekt og kvalificeret sagsbehandling.

(J.nr. 2007-4281-004).

A's ægtefælle B fik udbetalt ca. 10.000 kr. fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD). K Kommune, der siden 1986 med afbrydelser havde udbetalt kontanthjælp til A og B, meddelte, at beløbet måtte anses for indtægt, jf. bistandslovens § 38. Da A og B efter K's opfattelse havde anvendt det omhandlede beløb uforsvarligt, blev kontanthjælpen for den periode, hvor A og B ellers skulle have levet heraf, udbetalt med tilbagebetalingspligt, jf. bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1. K's afgørelse blev alene meddelt mundtligt. A påklagede afgørelsen til det sociale ankenævn (SAN), der mente, at beløbet skulle anses for formue, jf. bistandslovens § 39. SAN stadfæstede i øvrigt K's afgørelse.

Ombudsmanden udtalte, at den omstændighed, at der ikke mellem K og SAN var enighed om, hvorvidt beløbet skulle henføres under bistandslovens §§ 38 eller 39, ikke i sig selv medførte, at SAN var uberettiget til at stadfæste K's afgørelse (jf. FOB 1981, s. 255). Der var ikke grundlag for at kritisere SAN's retsopfattelse, hvorefter beløbet skulle henføres under bistandslovens § 39.

SAN's begrundelse for, at der ikke i medfør af bistandslovens § 39, stk. 1, 2. pkt., kunne bortses fra en del af beløbet, der var anvendt til familiens flytning, var utilstrækkelig, jf. forvaltningslovens § 24. Det samme gjaldt SAN's begrundelse for, at familiens forbrug af beløbet skulle anses for uforsvarligt i relation til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1. I øvrigt udtalte ombudsmanden, at det fulgte af god forvaltningsskik, at K's afgørelse burde have været meddelt skriftligt.

Ombudsmanden fandt ikke, at SAN kunne afvise at genoptage sagen under henvisning til, at sagen oprindelig var afgjort af det nu nedlagte amtsankenævn. (J. nr. 1991-1463-051).

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen modtog en anonym henvendelse om at en dagpengemodtager havde modtaget forudbetaling for at skrive en bog samtidig med at han modtog dagpenge. Direktoratet indledte på den baggrund en kontrolundersøgelse.

Direktoratet underrettede først dagpengemodtageren på et sent tidspunkt i undersøgelsesforløbet. Ombudsmanden fandt det bedst stemmende med god forvaltningsskik om dagpengemodtageren var blevet orienteret om sagen på et tidligere tidspunkt. Endvidere fandt ombudsmanden det beklageligt at direktoratet ikke, i forbindelse med at dagpengemodtageren bestred rigtigheden af oplysninger som direktoratet havde indhentet fra en arbejdsgiver, forelagde dagpengemodtagerens indsigelser for arbejdsgiveren.

Ombudsmanden udtalte at direktoratet ikke var kompetent til at give dagpengemodtageren karantæne. Da direktoratet ikke var kompetent, fandt ombudsmanden heller ikke at Arbejdsmarkedets Ankenævn var kompetent til, som klageinstans, at træffe afgørelse herom. Ombudsmanden henstillede på den baggrund at ankenævnet ændrede sin afgørelse således at karantænen bortfaldt.

(J.nr. 1994-1797-009).

En kontanthjælpsmodtager skulle jævnligt møde i retten i udlandet for at varetage sine interesser som sagsøgt i et civilt søgsmål. Den Sociale Ankestyrelse mente at betingelserne i bistandslovens § 37 for modtagelse af kontanthjælp var opfyldt, men Ankestyrelsen mente ikke den pågældende var berettiget til kontanthjælp hvis han fremtidigt skulle opholde sig i udlandet i en længere periode.

Ombudsmanden mente at den sociale begivenhed der medførte behovet for kontanthjælp (retssagen i udlandet), i denne særlige sag kunne medføre at rådighedsforpligtelsen efter bistandslovens § 40 ikke kunne kræves opfyldt.

Ombudsmanden mente ikke at Ankestyrelsens oplysninger om varigheden af opholdet i udlandet var tilstrækkelige til at træffe afgørelse, og ombudsmanden henstillede til Ankestyrelsen at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse. (J.nr. 1997-0981-050).

En mand klagede på vegne af sin ægtefælle over at ægtefællen havde fået afslag på introduktionsydelse for en periode hvor hun var registreret som selvstændig erhvervsdrivende.

Kommunen havde begrundet afslaget med at kvinden var registreret som selvstændig. Det sociale nævn begrundede afslaget med at kvinden ikke havde dokumenteret at hun ikke var selvstændig erhvervsdrivende. Efterfølgende uddybede nævnet denne begrundelse. Myndighederne havde ikke foretaget en nærmere undersøgelse af kvindens faktiske involvering i virksomheden.

Ombudsmanden mente at spørgsmålet om hvorvidt kvinden var berettiget til introduktionsydelse, skulle afgøres på baggrund af en konkret vurdering af i hvor stort omfang hun var involveret i virksomheden. I den forbindelse skulle myndighederne tage stilling til om virksomheden var kvindens hoved- eller bibeskæftigelse, og undersøge om kvinden kun var registreret som indehaver af virksomheden for at afvikle den.

Ombudsmanden kritiserede kommunens retsopfattelse og nævnets oplysning af sagen.

Ombudsmanden udtalte at det ikke nødvendigvis er myndighederne selv der skal skaffe nødvendige oplysninger. Myndighederne skal imidlertid sørge for at det sker – eksempelvis ved at borgeren bliver bedt om at skaffe oplysningerne. Hvis det ikke er særligt indgribende, belastende, besværligt eller omkostningskrævende at skaffe oplysninger, kan myndighederne bede en borger om at skaffe oplysningerne når sagen er rejst på borgerens initiativ.

Ombudsmanden udtalte i forlængelse heraf at nævnet skulle vejlede kvinden om hvilke oplysninger nævnet skulle bruge for at kunne afgøre sagen, og om konsekvenserne hvis kvinden ikke medvirkede, inden nævnet eventuelt anvendte princippet om processuel skadevirkning.

Ombudsmanden henstillede til nævnet at genoptage sagen.

Det sociale nævn meddelte den 22. november 2006 at nævnet havde ændret sin og kommunens tidligere afgørelse og bedt kommunen efterbetale introduktionsydelsen til kvinden. (J.nr. 2004-3680-050).

A, der havde været udsat for en alvorlig trafikulykke, hvorved hun havde pådraget sig alvorlige hjerneskader, klagede over en afgørelse fra Den Sociale Ankestyrelse (DSA). Ved afgørelsen havde DSA tiltrådt X Kommunes afgørelse om, at den af kommunen til A bevilgede hjælp efter bistandslovens dagældende § 42, stk. 1, til behandling/genoptræning på Center for Hjerneskade med i alt 172.500 kr. var gjort tilbagebetalingspligtig.

Forsikringsselskabet Y havde inden kommunens afgørelse anerkendt erstatningspligt over for A, og det sociale udvalg i X Kommune gjorde ved bevillingen af revalideringsydelsen A opmærksom på, at det var en forudsætning for hjælpens udbetaling, at eventuel erhvervsevnetabserstatning i henhold til erstatningssagen medgik til dækning af den ansøgte genoptræning, jf. bestemmelsen i bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 4. DSA anførte som begrundelse for sin afgørelse, at X Kommune havde været berettiget til i forbindelse med ydelsen af hjælp efter bistandsloven at træffe beslutning om tilbagebetaling i henhold til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 3.

Ombudsmanden udtalte, at det blandt andet på baggrund af tidligere udtalelser fra Folketingets Ombudsmand og retspraksis var hans opfattelse, at DSA ikke havde været berettiget til i forbindelse med behandlingen af klagen over X Kommunes afgørelse om tilbagebetalingspligt efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 4, at ændre afgørelsen til tilbagebetalingspligt efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 3. Ombudsmanden henstillede, at DSA tog sagen op til fornyet overvejelse. (J. nr. 1992-56-052).

En advokat klagede over en afgørelse fra Dagpengeudvalget om tilbagebetaling af sygedagpenge. Sagen var startet på baggrund af en politianmeldelse og en anmeldelse fra en svoger. Dagpengeudvalget havde lagt til grund at advokatens klient arbejdede "sort" på et værksted mens han fik sygedagpenge.

Både Told & Skat og politiet havde indledt undersøgelser af forholdene med henblik på sigtelse for skattesvig og socialt bedrageri, men frafaldt senere sigtelserne.

I mellemtiden havde Dagpengeudvalget truffet afgørelse om tilbagebetaling af dagpengene, og afslog at ændre afgørelsen. Dagpengeudvalget meddelte at det var uden betydning for udvalgets sag at politi og Told & Skat havde frafaldet sigtelserne.

Ombudsmanden kritiserede at Dagpengeudvalget traf afgørelse i sagen uden at inddrage oplysningerne fra de andre myndigheders undersøgelser. Ombudsmanden udtalte at det var uden betydning at Dagpengeudvalget ikke var forpligtet til at lægge disse myndigheders bevisvurdering til grund. Det afgørende var at relevante oplysninger sandsynligvis var kommet frem i disse undersøgelser.

Ombudsmanden kritiserede også Dagpengeudvalgets bevisbedømmelse som han mente var præget af misforståelser.

Ombudsmanden fandt afgørelsen ugyldig og henstillede at Dagpengeudvalget genoptog sagen til fornyet behandling. (J.nr. 1996-2333-085).

En far til et handicappet barn havde ansøgt Vejle Kommune om tilskud til en boligændring i form af en ny tilbygning. Kommunen afslog at give tilskud til tilbygningen og tilbød i stedet tilskud til mindre ændringer af den eksisterende bygning. Kommunens tilbud hvilede på en skitse over forslag til ændringer som kommunen havde lavet. Det Sociale Ankenævn (nu Det Sociale Nævn) for Vejle Amt var enig i kommunens afgørelse.

Efter Ombudsmandens opfattelse var der en ulovbestemt pligt for Vejle Kommune til at partshøre faderen over kommunens skitse. Samtidig burde kommunen have partshørt faderen over nogle lægelige oplysninger som kommunen havde indhentet telefonisk. Ombudsmanden kritiserede også at ankenævnet ikke havde foretaget fornøden partshøring og ikke havde set efter om kommunen havde overholdt sin partshøringspligt. (J.nr. 1998-3539-051).

I en konkret sag havde A's ægtefælle efter ansøgning fået revalideringshjælp efter den dagældende bestemmelse i bistandslovens § 42. Revalideringsydelsen omfattede tilbagebetalingspligtig hjælp til terminsudgifter. A havde ved bevillingen - mod protest - underskrevet en tilbagebetalingserklæring. Da hjælpen skulle tilbagebetales, var ægtefællerne blevet skilt, og A's tidligere ægtefælle havde ingen midler. Myndighederne pålagde herefter A at tilbagebetale beløbet under henvisning til, at ægtefæller hæfter solidarisk for hjælp ydet til terminsudgifter. Denne retsopfattelse havde støtte i flere udtalelser fra Den Sociale Ankestyrelse.

Under henvisning til retspraksis udtalte ombudsmanden, at ægtefællers solidariske hæftelse for tilbagebetaling af hjælp, der alene er ansøgt af og bevilget til den ene ægtefælle (mod tilbagebetalingspligt), forudsætter udtrykkelig hjemmel. Ægtefællers gensidige forsørgelsespligt kan ikke i sig selv danne grundlag for solidarisk hæftelse. Da en sådan hjemmel ikke findes, må der ved afgørelse af spørgsmålet om solidarisk hæftelse for tilbagebetaling af hjælp til terminsudgifter foretages en konkret bedømmelse af, hvorvidt hjælpen kan anses for at være ydet til begge ægtefæller.

Da der savnes nærmere generelle retningslinier for denne konkrete vurdering, henstillede ombudsmanden til Den Sociale Ankestyrelse at tage sagen op til principiel behandling. Med hensyn til den konkrete sag bemærkede ombudsmanden, at det måtte anses for tvivlsomt, hvorvidt hjælpen kunne anses som ydet til begge ægtefæller med den virkning, at der var solidarisk hæftelse for tilbagebetalingen. Det forhold, at A - mod protest - havde underskrevet en tilbagebetalingserklæring, burde ikke tillægges afgørende betydning. (J. nr. 1990-40-051).