En handicappet mand der var tildelt handicaphjælp og overvågning med 25½ time pr. døgn, flyttede i efteråret 1995 ind i en bolig der lå afsides. Han ansøgte efterfølgende kommunen om hjælp til boligændringer, men kommunen afslog ansøgningen. Kommunens afgørelse blev tiltrådt af det sociale ankenævn og af Den Sociale Ankestyrelse. Nævnet og Ankestyrelsen bad dog kommunen om, i samarbejde med manden og set i lyset af hans ønsker om at bo på landet, at søge at tilvejebringe en løsning - herunder at foretage et ny vurdering af den nuværende boligs beliggenhed under hensyn til at ansøgeren havde boet på ejendommen i et år uden problemer.

I anledning af klagen bad ombusmanden kommunen, det sociale ankenævn og Den Sociale Ankestyrelse om at udtale sig i sagen. Mens ombudsmadnen afventede myndighedernes udtalelser, fastholdt kommunen efter en fornyet behandling afslaget på hjælp til boligændringer. Manden klagede over kommunens afslag til det sociale ankenævn som ændrede kommunens afgørelse. Ankenævnet lagde ved sin afgørelse vægt på at kommunens vurdering af hensigtsmæssigheden af den ansøgte boligindretning måtte betragtes som åbentbart urimelig idet kommunen ikke havde tillagt det betydning af manden i mere end et år havde boet på ejendommen uden nogen problemer. Herefter besluttede ombudsmanden ikke at foretage sig videre vedrørende myndighedernes tidligere afgørelser. Ombudsmanden bad dog kommunen om at underrette ham om kommunens beslutning om omfanget af hjælpen til boligindretning. (J.nr. 1996-2295-054).

Socialstyrelsen traf afgørelse om at begrænse samkvemmet mellem A og hendes barn B, der var tvangsmæssigt fjernet fra hjemmet. Begrænsningerne bestod bl.a. i, at telefonsamtaler foregik med medhør.

A gjorde gældende, at denne begrænsning i samkvemmet var i strid med grundlovens § 72 og savnede hjemmel i bistandsloven.

Ombudsmanden udtalte, at et så væsentligt indgreb i privatlivets fred som det her foreliggende kræver klar og sikker hjemmel i lovgivning. Han nærede derfor betænkelighed ved at anse indgrebet for hjemlet i medfør af en analogi af regler om brevkontrol udstedt i henhold til bistandsloven. Desuden anså ombudsmanden begrænsningen for et indgreb i den ved grundlovens § 72   sikrede ret til at føre hemmelige telefonsamtaler. Ombudsmanden lagde ved afgørelsen til grund, at den i § 72 indeholdte beskyttelse gælder både inden og uden for strafferetsplejen. Ombudsmanden fandt endvidere på baggrund af formålet med grundlovens § 72 og et enigt standpunkt i teorien, at der ikke på tidspunktet for den trufne afgørelse forelå fornødent retligt grundlag for at fravige kravet i § 72 om retskendelse.

Under hensyn til den tvivl, der dog må siges at bestå om de rejste spørgsmål, fandt ombudsmanden ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at kritisere de gældende regler som værende uden hjemmel eller grundlovsstridige. Ombudsmanden henstillede dog til Socialministeriet, at en udtrykkelig lovregulering søgtes tilvejebragt, og han gjorde Retsudvalget bekendt med sin udtalelse. (J. nr. 1989-579-062).

A, hvis 3 børn var tvangsfjernet fra hjemmet, fik afslag fra K Kommune på en anmodning om, at børnene blev undersøgt af en psykologisk sagkyndig, som A havde valgt, og hvis honorar A var indstillet på at betale.

Sagen gav ombudsmanden anledning til generelt at udtale, at tvangsfjernelse af et barn som udgangspunkt ikke medfører nogen ændring i forældrenes retsstilling, idet hverken forældremyndighed eller værgemål fratages forældrene. Ifølge bistandslovens regler kan forvaltningen træffe dispositioner vedrørende barnet uanset manglende samarbejde fra forældrenes side, idet afgørelser dog så vidt muligt træffes i samarbejde med forældremyndighedens indehaver. Ombudsmanden udtalte, at forældrene til et tvangsanbragt barn således ikke uden videre har krav på, at forvaltningen indvilliger i, at barnet undersøges af f.eks. en læge valgt af forældrene på eget initiativ. Ombudsmanden fandt dog, at et afslag måtte kræve ganske tungtvejende modstående hensyn set i forhold til forældrenes interesse i at tilvejebringe erklæringer fra en uafhængig sagkyndig.

Ombudsmanden fandt, at et afslag ikke alene kan begrundes i, at undersøgeren efter forvaltningens opfattelse ikke findes nødvendig efter det forvaltningsretlige undersøgelsesprincip, jf. også forvaltningslovens § 21, eller i, at forbindelsen til forældrene i forvejen er afbrudt for en nærmere periode i henhold til bistandslovens § 67, stk. 2. (J. nr. 1989-1518-062).

Socialministeriet traf afgørelse om at en udlænding - der havde del i forældremyndigheden over sin herboende danske søn - skulle hjemsendes efter bistandslovens § 4. Ministeriet mente ikke den pågældende havde en sådan tilknytning til Danmark at han kunne modtage hjælp til vedvarende forsørgelse. Afgørelsen blev sendt til kommunen med kopi til faderen.

Retshjælpen bad ministeriet om at genoptage sagen under henvisning til at ministeriet ikke i afgørelsen havde inddraget artikel 8 i den europæiske menneskerettighedskonvention. Ministeriet afslog mundtligt at genoptage sagen og henviste til at afgørelsen var i overensstemmelse med sædvanlig praksis. Ministeriet lovede at meddele afgørelsen skriftligt hvilket dog aldrig skete. Retshjælpen bad herefter om at klagen til ombudsmanden blev tillagt opsættende virkning. Ministeriet meddelte at det måtte være udlændingemyndighederne der skulle tage stilling til dette spørgsmål.

Ombudsmanden udtalte bl.a. at Socialministeriet i sin samlede vurdering af sagen havde undladt at inddrage væsentlige kriterier, omfanget af udlændingens samvær med sønnen samt artikel 8 i menneskerettighedskonventionen. Ombudsmanden mente det var stærkt kritisabelt at ministeriet havde inddraget og lagt vægt på et i denne sammenhæng ulovligt kriterium - hensynet til hvad der var bedst for barnet. Det var beklageligt at ministeriet til støtte for sin afgørelse havde henvist til at den pågældende kunne søge og få opholdstilladelse fra hjemlandet hvis han fandt beskæftigelse i Danmark. Argumentet byggede efter ombudsmandens opfattelse på en retsvildfarelse.

Ombudsmanden konstaterede endvidere: at ministeriets begrundelse for afgørelsen ikke opfyldte kravene i forvaltningslovens § 24, at afgørelsen ikke blev meddelt udlændingen direkte, at ministeriet ikke som lovet meddelte en skriftlig begrundelse for det mundtlige afslag på genoptagelse, og at ministeriets mundtlige begrundelse for afslaget på genoptagelse var direkte forkert. Endelig udtalte ombudsmanden at Socialministeriet efter hans opfattelse ikke generelt var afskåret fra at tillægge klagen til ombudsmanden opsættende virkning. Derfor var det beklageligt at ministeriet ikke over for retshjælpen havde taget stilling til anmodningen om opsættende virkning. Det var endvidere meget beklageligt at ministeriet ikke havde svaret straks efter modtagelsen af retshjælpens anmodning. Ombudsmanden bad ministeriet genoptage sagen og træffe en ny afgørelse vedrørende hjemsendelsesspørgsmålet. (J.nr. 1998-0579-649).

A klagede for den 18-årige B over et afslag på en ansøgning af 27. marts 1988 om kontanthjælp med tilbagevirkende kraft til dækning af en børnebidragsforpligtelse pålagt ved afgørelse af 8. januar 1987. A gjorde gældende, at kommunen havde tilsidesat sin vejledningsforpligtelse over for B.

B havde som 16-årig, da faderskabet var fastslået og B sat i bidrag, været til samtale på socialforvaltningens incassokontor i marts 1987. A fandt, at kommunen bl.a. i den forbindelse burde have vejledt B om hans mulighed for at søge bidragsforpligtelsen dækket over bistandsloven. Forinden havde A's advokat i februar 1987 rettet henvendelse til incassokontoret om muligheden for eftergivelse af bidragsgælden.

Ombudsmanden fandt, at det forhold, at der havde medvirket advokat i sagen, i et vist omfang måtte fritage incassokontoret fra vejledningsforpligtelsen, og at kontoret med rette måtte kunne forvente, at advokaten tilsvarende ville undersøge mulighederne for kontanthjælp ved henvendelse til forvaltningens bistandsafdeling.

På denne baggrund, og i betragtning af den ikke nærmere præciserede karakter af vejledningsforpligtelsen i forvaltningslovens § 7, stk. 1 og bistandslovens § 28, fandt ombudsmanden ikke med tilstrækkelig sikkerhed at kunne fastslå, at incassoafdelingen havde begået vejledningsfejl. (J. nr. 1989-1980-52).

Den Sociale Ankestyrelse (DSA) havde truffet afgørelse om afslag på hjælp efter bistandslovens § 46 b, stk. 1, 2. pkt., til udøvelse af samværsret med børn i England. DSA henviste til, at hjælp efter bistandsloven som overvejende hovedregel kun kan ydes til opfyldelse af et behov i Danmark, jf. bistandslovens § 1. Ombudsmanden anmodede DSA om en redegørelse for den generelle retsopfattelse, der lå til grund for DSA's afgørelse.

Efter at have modtaget en udtalelse fra DSA udtalte ombudsmanden, at DSA's forståelse af bistandslovens § 1 efter hans opfattelse ikke havde tilstrækkelig støtte i bestemmelsen, og at der ikke blot ved en henvisning til bistandslovens § 1 kan gives afslag på hjælp efter bistandslovens § 46, stk. 1, 2. pkt., til udgifter i forbindelse med udøvelse af en samværsret i tilfælde, hvor ansøgeren bor i Danmark, men barnet opholder sig i udlandet.

Ombudsmanden henstillede til DSA at ændre praksis i overensstemmelse hermed. (J. nr. 1989-699-052).

A, der havde et barn i daginstitution, modtog uddannelseshjælp i henhold til bistandslovens § 42. Efter en ændring i bistandsloven blev det bestemt, at kontanthjælp skulle indgå i beregningsgrundlaget for daginstitutionsbetaling.

Efter at have hørt Socialministeriet, traf den kommune, der behandlede A's sag, afgørelse om, at såvel låne- som tilskudsandelen af § 42-hjælpen skulle medtages i beregningsgrundlaget for institutionsbetalingen. Denne afgørelse blev stadfæstet af amtsankenævnet (N), mens Den Sociale Ankestyrelse (DSA) afviste at behandle sagen som principiel under henvisning til, at formålet med de ændrede betalingsregler var at ligestille kontanthjælpsmodtagere med forældre i arbejde, for så vidt angik disponibel indkomst.

Overfor ombudsmanden henviste både N og DSA til nogle principielle afgørelser, hvorefter det for uddannelsessøgendes vedkommende var fast praksis ved vurderingen af børns ret til kontanthjælp at betragte SU-midler som en del af de pågældendes indtægter.

Ombudsmanden anførte over for S, at det hverken kunne udledes af ordlyden af betalingsbekendtgørelsens § 4, stk. 3, eller af sammenhængen i bekendtgørelsen, at også kontanthjælp ydet som lån (eller mod tilbagebetalingspligt) skulle indgå i beregningsgrundlaget. En formålsfortolkning kunne heller ikke føre til dette resultat.

På denne baggrund besluttede DSA at optage sagen til principiel behandling. (J. nr. 1989-2020-061)

En kommune (K) klagede til Den Sociale Ankestyrelse (DSA) over, at et revaliderings- og pensionsnævn havde besluttet at imødekomme en ansøgning fra A om støtte til køb af en bil, jf. bistandslovens § 58, stk. 3. Forinden havde nævnet besluttet, at klagen skulle tillægges opsættende virkning.

DSA afviste i første omgang at realitetsbehandle klagen, da nævnets beslutning om støtte ikke var blevet meddelt A. Dette skete herefter, men A krævede ikke støtten udbetalt. Senere blev også beslutningen om opsættende virkning meddelt A, som indbragte beslutningen for DSA.

DSA realitetsbehandlede herefter K's og A's klager. Ankestyrelsen ændrede nævnets afgørelse til et afslag, men tiltrådte afgørelsen om opsættende virkning. A var herefter afskåret fra at få støtten udbetalt.

Under henvisning til , at der efter almindelige forvaltningsretlige grundsætninger kun undtagelsesvis kan tillægges opsættende virkning i sager af denne karakter, til tidligere ombudsmandspraksis om ophør af adgang til at tillægge opsættende virkning, når ydelsen er forfalden, og til kravet om, at afgørelser, herunder afgørelser om opsættende virkning, skal bekendtgøres for parten for at få retsvirkninger, havde nævnet efter ombudsmandens opfattelse været uberettiget til at tillægge afgørelsen opsættende virkning. A burde stilles, som om klagen ikke var tillagt opsættende virkning. Endvidere var det ombudsmandens opfattelse, at DSA ville have været uberettiget til at opsige lånet, dersom det var blevet udbetalt til A i overensstemmelse med nævnets afgørelse. A måtte herefter anses for berettiget til at få udbetalt støtten til bil.

Ombudsmanden henstillede til ankestyrelsen at ændre sin afgørelse. (J. nr. 1988-1025-056).

I anledning af avisomtale og efter udlån af akter i en typisk børnefjernelsessag fra Københavns Kommune foretog ombudsmanden af egen drift en generel undersøgelse af, hvordan partshøring gennemføres i børnefjernelsessager i de tilfælde, hvor forældrene ikke tager imod tilbuddet om advokatbistand. Undersøgelsen vedrørte praksis ved Børne- og Ungdomsnævnet i Københavns Kommune og i Den Sociale Ankestyrelse. Efter udformningen af en standardblanket, som kommunen anvendte i disse sager, tydede noget på, at forældre uden advokatbistand ikke automatisk fik tilsendt sagens akter i forbindelse med partshøring, men alene blev orienteret om muligheden for selv at tage initiativ til at få aktindsigt. I den forbindelse udtalte ombudsmanden, at det efter hans opfattelse følger af forvaltningslovens § 19, at socialforvaltningen i disse tilfælde har pligt til at sørge for, at forældrene eller deres repræsentant bliver bekendt med de relevante oplysninger og får lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Ombudsmanden fandt, at reglen om partshøring i bistandslovens § 125, stk. 1, ikke fuldt ud kunne fortrænge forvaltningslovens § 19, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 6.

Københavns Kommune undersøgte herefter 154 sager, hvoraf forældrene i 33 sager ikke havde benyttet advokatbistand. I 20 af disse sager var forældrene ikke blevet partshørt forud for afgørelsen. Det samme gjaldt i 3 ud af 302 undersøgte sager i Den Sociale Ankestyrelse. Ombudsmanden fandt ikke tilstrækkelig anledning til konkret at undersøge, om den undladte partshøring i disse sager var berettiget.

Ombudsmanden orienterede socialministeren og Folketingets Retsudvalg om sagen under hensyn til de igangværende overvejelser om revision af bistandslovens bestemmelser om børn og unge. (J. nr. 1990-1150-062).