I forbindelse med behandlingen af en konkret klagesag vedrørende en afgørelse fra Den Sociale Ankestyrelse blev ombudsmanden opmærksom på et fortolkningsspørgsmål i forbindelse med afgørelser om genoptagelse af sager i de sociale ankenævn og muligheden for at klage over disse afgørelser til Den Sociale Ankestyrelse. Ombudsmanden besluttede at tage spørgsmålet op til undersøgelse af egen drift efter ombudsmandslovens § 6, stk. 5.

Den Sociale Ankestyrelses opfattelse var at afgørelser om genoptagelse af en sag i de sociale ankenævn der var truffet af nævnets formand, ikke kunne påklages til Ankestyrelsen. Ombudsmanden mente at denne opfattelse ud fra en umiddelbar betragtning kunne give anledning til en vis tvivl.

Ombudsmanden konkluderede efter sin undersøgelse af spørgsmålet at der ikke var holdepunkter for Ankestyrelsens fortolkning. Endvidere var der heller ikke hjemmel i den eksisterende lovgivning til at fastsætte en bestemmelse om begrænsning af klageadgangen. Socialministeriet meddelte at ministeriet ville indsætte en hjemmel der begrænsede klageadgangen vedrørende genoptagelse. Ombudsmanden bad om underretning om det bebudede lovforslag.

Ombudsmanden henstillede til Ankestyrelsen at den i tiden indtil en eventuel lovændring var gennemført, lagde den af ombudsmanden anførte retsopfattelse til grund. (J. nr. 1993-966-009).

En gammel mand havde over for sin søn givet udtryk for at han ønskede at dø i sit eget hjem. Efter flere slagtilfælde blev han bevidstløs og modtog i en længere periode en omfattende pleje i eget hjem. Efter uoverensstemmelser mellem sønnen og kommunen blev manden indlagt på sygehus og derefter udskrevet til plejehjem mod sønnens ønske. Sønnen der var blevet beskikket som værge for den - både i økonomisk og personlig henseende - umyndiggjorte far rejste sag om hjemgivelse til pleje i eget hjem. Kommunen fastholdt plejehjemsanbringelsen mod sønnens protest og henviste som begrundelse bl.a. til at man af ressourcemæssige hensyn og efter en principbeslutning fandt, at komapatienter burde visiteres til plejehjem.

Ombudsmanden mente at opretholdelsen af beslutningen om plejehjemsanbringelse savnede hjemmel, og at farens fortsatte ophold på plejehjemmet trods værgens protest var en ulovlig tvangsmæssig anbringelse. Endvidere mente ombudsmanden at kommunen havde haft en positiv forpligtelse til at yde bistand i forbindelse med en hjemgivelse, og at kommunens egne tidligere vurderinger af plejebehovet i nogen grad måtte være styrende for den nærmere skønsmæssige fastlæggelse af plejens omfang. Ombudsmanden fandt det derfor beklageligt at kommunen ikke havde foretaget en konkret vurdering af, i hvilket omfang det var muligt at imødekomme sønnens ønske om at faren modtog pleje og bistand i sit eget hjem. (J. nr. 1994-728-053).

Efter at ombudsmanden havde anmodet Socialministeriet om en udtalelse om hjemmelsgrundlaget for to bekendtgørelser, hvorved ministeriet begrænsede Den Sociale Ankestyrelses og amtsankenævnenes prøvelse af sociale afgørelser, ophævede Socialministeriet de nævnte bekendtgørelser.   (J. nr. 1990-1458-059).

Det kan i almindelighed ikke antages, at offentlige myndigheder uden særlig hjemmel er klageberettigede med hensyn til en anden myndigheds afgørelser.

Den sociale lovgivning indeholder ikke bestemmelser, der tillægger kommunerne en sådan klageret.

Med udgangspunkt i praksis forud for socialreformkommissionens gennemførelse forudsattes det ved ankestyrelseslovens gennemførelse, at kommunerne er klageberettigede. Klageretten er endvidere lagt til grund i adskillige ombudsmandsudtalelser.

Ombudsmanden udtalte, at spørgsmålet om kommunernes klageret er af så væsentlig betydning for borgernes retsstilling i sociale sager, at det vil være ønskeligt, at klageretten får et mere sikkert retligt grundlag. Ombudsmanden henstillede til socialministeren at tage initiativ til, at der tilvejebringes en lovgivningsmæssig stillingtagen til spørgsmålet om kommunernes klageret i sociale sager.

Socialministeriet meddelte herefter, at der ved først givne lejlighed vil blive stillet forslag til ændringer i den sociale lovgivning som henstillet af ombudsmanden.

Sagen gav i øvrigt anledning til principielle udtalelser om offentlige myndigheders partsbeføjelser. (J. nr. 1990-865-059).