To journalister ved en avis klagede over at Sundhedsministeriet stadfæstede Lægemiddelstyrelsens delvise afslag på deres ansøgning om aktindsigt i de kliniske forsøg der lå til grund for godkendelse af tre lægemidler. Lægemiddelstyrelsen og Sundhedsministeriet begrundede afgørelserne med at der var tale om oplysninger om forretningsmæssige forhold eller lignende der var undtaget fra aktindsigt efter offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 2.

På ombudsmandens spørgsmål svarede Sundhedsministeriet at ministeriet til brug for sagens afgørelse ikke havde indhentet sagsakterne fra Lægemiddelstyrelsen. Ministeriet udtalte at det havde afgjort sagen ud fra kendskab til detaljeringsgraden og karakteren af dokumentationsmaterialet.

Ombudsmanden mente at ministeriets afgørelse var truffet på et utilstrækkeligt grundlag. Et generelt kendskab til dokumenterne kunne ikke erstatte en faktisk gennemgang med henblik på at vurdere om hver enkelt oplysning kunne undtages efter offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 2, eller af om der var ekstraheringspligtige oplysninger efter § 12, stk. 2. Ombudsmanden lagde vægt på at Sundhedsministeriet som rekursmyndighed skulle foretage en fuldstændig efterprøvelse af hele sagens faktum og af alle retlige spørgsmål og i forlængelse heraf tage stilling til den konkrete subsumption. Denne stillingtagen omfattede også afgørelsens hensigtsmæssighed og rimelighed.

Da Ombudsmanden heller ikke kunne lægge til grund at Sundhedsministeriet på et senere tidspunkt havde foretaget en gennemgang af dokumentationsmaterialet, henstillede ombudsmanden til Sundhedsministeriet at genoptage sagen.

Herudover mente ombudsmanden at Lægemiddelstyrelsen burde have foretaget partshøring af klagerne for så vidt angik en udtalelse fra lægemiddelproducentens advokat. (J.nr. 1998-3428-401).

En irakisk statsborger der var rejst ind i Danmark, ansøgte Sundhedsstyrelsen om at blive læge i Danmark på grundlag af sin italienske eksamen i kirurgi og medicin.

Sundhedsstyrelsen meddelte at han ikke kunne blive autoriseret på grundlag af sin italienske eksamen i henhold til EU-reglerne om gensidig anerkendelse af lægers eksamensbeviser m.m. da disse regler kun var gældende for EU-statsborgere. Styrelsen stillede derfor supplerende krav den irakiske statsborger efter reglerne om autorisation af læger der ikke er omfattet af den nordiske overenskomst eller EU-reglerne.

Ansøgeren klagede til Sundhedsministeriet der stadfæstede Sundhedsstyrelsens afgørelse. Han klagede herefter til ombudsmanden og anførte bl.a. at Danmark som medlem af EU skulle autorisere ham på grundlag af hans eksamensbevis fordi han i en anden EU-stat, Italien, ville kunne opnå autorisation på grundlag af eksamensbeviset.

Ombudsmanden udtalte som sin opfattelse at Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeriet havde været berettiget til at behandle ansøgningen efter de regler der gjaldt for tredjelandes statsborgere med en udenlandsk lægeeksamen, uanset at ansøgeren herved fik en ringere retsstilling end en EU-statsborger med den samme eksamen.

På grundlag af en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen kunne ombudsmanden ikke kritisere de krav af lægefaglig karakter som Sundhedsstyrelsen stillede, som usaglig forskelsbehandling idet forskelsbehandlingen udelukkende var begrundet i Danmarks forpligtelser som medlem af EU. (J.nr. 1999-1852-719).

En journalist fik hos Lægemiddelstyrelsen indsigt i styrelsens bivirkningsindberetningssystem om bivirkninger for et bestemt lægemiddel. Det fremgik heraf at der i 2000-2003 havde været 4 indberetninger om bivirkninger ved lægemidlet. I forbindelse med en af indberetningerne ønskede journalisten oplyst hvilket hospital der havde foretaget indberetningen. Lægemiddelstyrelsen afslog dette med henvisning til at oplysningen ville kunne føre til identifikation af den behandlede patient. Indenrigs- og Sundhedsministeriet stadfæstede afslaget. Journalisten klagede herefter til ombudsmanden.

Ombudsmanden udtalte at oplysninger om en persons helbredsforhold er fortrolige og underlagt tavshedspligt. Videregivelse af sådanne oplysninger vil imidlertid ikke indebære et brud på tavshedspligten hvis videregivelsen sker i helt anonymiseret form. Ombudsmanden havde vanskeligt ved at se at kendskab til det hospital der havde indberettet bivirkningen, indebar at offentligheden kunne få kendskab til den pågældende patients identitet.

Ombudsmanden bemærkede i den forbindelse at selv om offentliggørelse af hospitalets navn måtte føre til henvendelser til hospitalet fra offentlighedens side, var sundhedspersonalet undergivet tavshedspligt. Sådanne henvendelser kunne vel derfor ikke indebære en øget risiko for at patientens identitet blev røbet.

Ombudsmanden henstillede på denne baggrund til Indenrigs- og Sundhedsministeriet at genoptage sagen med henblik på at det blev vurderet om journalisten kunne oplyses om navnet på det indberettende hospital. Indenrigs- og Sundhedsministeriet meddelte den 24. februar 2006 at ministeriet havde givet journalisten indsigt i oplysningen om hvilket hospital der havde indberettet bivirkningen.

(J.nr. 2005-2911-401).

A, der på et dansk privathospital havde fået udtaget 9 befrugtede æg, klagede over, at Sundhedsministeriet (SM) havde afslået hendes anmodning om at få overført de befrugtede, nedfrosne æg til en klinik i Tyskland, hvor hun nu havde sin bopæl. Ministeriet havde som begrundelse for afslaget navnlig henvist til lovgivers forudsætninger om tilsyn med, at de fastsatte regler om nedfrysning mv. af menneskelige æg blev overholdt.

Ombudsmanden udtalte, at - selv om der ikke i de fastsatte bestemmelser kunne siges at være en klar hjemmel til at forbyde overførelse af de befrugtede, nedfrosne æg til den tyske klinik - kunne han ikke afvise den opfattelse, at det havde været Folketingets intention med bestemmelserne, at der ikke skal være mulighed for, at de befrugtede udtagne æg forlader de behandlingsinstitutioner, hvormed det er muligt at føre kontrol. På denne baggrund gav SM's afgørelse ikke ombudsmanden tilstrækkeligt grundlag for kritik. Ombudsmanden henstillede, at SM tog initiativ til, at der blev fastsat udtrykkelige regler om, hvorledes der skal forholdes i et tilfælde som det foreliggende. (J. nr. 1993-974-429).

A anmodede om aktindsigt i en embedslæges redegørelse vedrørende en fødsel i et arresthus, men fik afslag fra embedslægen og Sundhedsministeriet (SUM) under henvisning til offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr.1, om enkeltpersoners private forhold. I en udtalelse til ombudsmanden henviste SUM endvidere til offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 3, angående sager om strafferetlig eller disciplinær forfølgning, eller denne bestemmelses analogi.

Det gav ikke ombudsmanden anledning til bemærkninger, at SUM havde afslået at give aktindsigt i redegørelsens resume over sagens faktiske omstændigheder, idet oplysningerne om kvindens forhold fandtes omfattet af § 12, stk. 1, nr. 1. Ombudsmanden fandt imidlertid ikke, at SUM kunne meddele afslag på aktindsigt efter § 13, stk. 1, nr. 3, i konklusionen med en kritisk bedømmelse af en vagtlæges og en jordemoders indsats, idet sundhedsvæsenets tilsynsmyndigheder ikke har adgang til at rejse sag om disciplinær forfølgning over for de omhandlede medicinalpersoner. Ombudsmanden henstillede til SUM at meddele aktindsigt i redegørelsens konklusion.

SUM underrettede senere ombudsmanden om, at ministeriet havde meddelt A aktindsigt i redegørelsens konklusion. (J. nr. 1992-664-401).

En forsker klagede over at Sundhedsministeriet havde stadfæstet Sundhedsstyrelsens afslag på aktindsigt i styrelsens patientklagesager, uagtet at ministeriet samtidig havde tilsidesat styrelsens begrundelse for afslaget, der herefter fremstod som ubegrundet.

Forskeren havde fremsat sin aktindsigtsbegæring i forlængelse af et tidligere forskningsprojekt. Denne (og to andre begæringer om aktindsigt) måtte betragtes som afgivet i forskningsøjemed. Alle tre begæringer angik sager med oplysninger om enkeltpersoners private forhold som er undtaget fra retten til aktindsigt efter offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1. Reglerne om tavshedspligt vil normalt være til hinder for at der gives aktindsigt i sådanne sager efter meroffentlighedsprincippet. Da forskeren ikke var offentligt ansat, forudsatte en eventuel imødekommelse af hans begæringer om aktindsigt i forskningsøjemed at han blev pålagt tavshedspligt efter forvaltningslovens § 27, stk. 3.

Ombudsmanden udtalte at Sundhedsstyrelsen og ikke ministeriet er tillagt den sundhedsfaglige ekspertise. Hvis en afgørelse forudsætter en sådan ekspertise, er ministeriet - som en konsekvens af dette forhold - afskåret fra at prøve styrelsens afgørelse fuldt ud.

Afgørelsen af hvorvidt forskeren skulle have aktindsigt som forsker inden for det sundhedsfaglige område, forudsatte klart en sundhedsfaglig vurdering. På tidspunktet for ministeriets afgørelse forelå ingen aktuel fagkyndig vurdering på hvilken ministeriet kunne støtte sin afgørelse. På denne baggrund burde ministeriet efter ombudsmandens opfattelse ikke have truffet afgørelse i sagen, men have sendt sagen til fornyet behandling i Sundhedsstyrelsen. (J. nr. 1994-99-401).

Ombudsmanden behandlede en konkret sag hvor Lægemiddelstyrelsen og Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse havde afslået at give en journalist aktindsigt i fortegnelser over bivirkninger af et lægemiddel. Fortegnelserne indeholdt bl.a. en gennemgang af udvalgte patienters sygehistorier. Patienternes navne fremgik ikke af historierne, og patienterne kunne derfor ikke umiddelbart identificeres. Myndighederne gav dog meraktindsigt i materialet, men havde forinden foretaget en yderligere anonymisering og havde fjernet henvisninger til alder, køn, land og identifikationskode. Journalisten var utilfreds med den stærke grad af anonymisering og klagede til ombudsmanden.

Ombudsmanden kritiserede ikke myndighederne idet de havde afgjort sagen i overensstemmelse med udtalelser fra Datatilsynet. Ombudsmanden rejste i stedet en egen driftsag over for Datatilsynet bl.a. om forståelsen af bestemmelsen i persondatalovens § 10 om behandling af personoplysninger i statistisk eller videnskabeligt øjemed, herunder om denne bestemmelse var til hinder for at der blev givet meroffentlighed i bivirkningsfortegnelserne, og hvis ikke, hvilken grad af anonymisering der var nødvendig.
 
Ombudsmanden udtalte at persondatalovens § 10, stk. 1, og 2, ikke har karakter af særlige tavshedspligtsbestemmelser.
 
Ombudsmanden udtalte at der efter hans opfattelse i hovedparten af de sygehistorier der var omtalt i bivirkningsfortegnelsen, ikke – hvis der sås bort fra en identifikationskode – var oplysninger omfattet af offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1.  Der kunne derfor som udgangspunkt gives aktindsigt i oplysningerne efter offentlighedslovens almindelige regler.

Ombudsmanden havde ingen bemærkninger til Datatilsynets praksis om at oplysninger omfattet af persondatalovens § 10, stk. 1 og 2, kunne videregives i en form der ikke var umiddelbar personhenførbar for modtageren. Han mente dog at det var uheldigt at ordlyden af bestemmelsen og forarbejderne til den ikke umiddelbart var foreneligt med denne praksis. Ombudsmanden henstillede derfor til Justitsministeriet at søge at få ændret bestemmelsen sådan at den ikke fremtrådte som en bestemmelse der var absolut til hinder for videregivelse med henblik på andet end statistiske eller videnskabelige undersøgelse, selv hvis videregivelsen skete i anonymiseret form.

Når oplysninger omfattet af persondataloven blev anonymiseret med henblik på at kunne videregives, var det ombudsmandens opfattelse at graden af anonymiseringen måtte være den samme som inden for forvaltningslovens og offentlighedslovens område.
(J.nr. 2008-0214-401).

En journalist klagede over at Sundhedsministeriet ikke ændrede et afslag fra Sundhedsstyrelsen om aktindsigt. Journalisten havde søgt om aktindsigt i samtlige rapporter til styrelsen over uheld med eller tekniske fejl ved specielt medicinsk udstyr.

Sundhedsstyrelsen afslog journalistens ansøgning om aktindsigt med henvisning til at styrelsen ikke mente journalisten i tilstrækkelig grad havde identificeret de sager, han ønskede aktindsigt i. Sundhedsstyrelsen henviste til at der ikke var lavet et "uheldsregister" og at indrapporteringerne derfor bestod af flere sager.

Ombudsmanden kritiserede ikke at styrelsen havde afslået journalistens ansøgning.

Ombudsmanden udtalte dog at Sundhedsministeriet under de foreliggende omstændigheder burde have sørget for at journalistens anmodning om aktindsigt blev bedømt efter princippet om meroffentlighed. Ombudsmanden henstillede at Sundhedsministeriet genoptog sagen. (J.nr. 1996-2735-401).

En kvinde klagede over at Sundhedsvæsenets Patientklagenævn havde afvist at behandle hendes klage over en operation foretaget i 1963. Patientklagenævnet havde som en del af begrundelsen henvist til § 22, stk. 1, i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse hvorefter der gælder en frist på to år for indgivelse af klager til nævnet.

Klageren anførte at hun hverken var eller burde være bekendt med de påklagede forhold før i 1994. Klagen der var indgivet samme år, måtte derfor være rettidig.

Ud over fortsat at henvise til toårsfristen i centralstyrelseslovens § 22, stk. 1, anførte Patientklagenævnet i en udtalelse til ombudsmanden at kvindens reelle muligheder for erstatning ikke længere var til stede, og at klagen, 30 år efter, formentlig ikke lod sig undersøge.

Efter sin formulering retter bestemmelsen i centralstyrelseslovens § 22, stk. 1, sig mod klagers subjektive forhold. Ombudsmanden lagde til grund at nævnet på et senere tidspunkt af sagsforløbet var af den opfattelse at kvinden ikke var eller burde være bekendt med de forhold hun klagede over, før i 1994. Hun havde således - også efter nævnets opfattelse - klaget inden for fristen. Da klagen var rettidigt indgivet, gav den pågældende bestemmelse ikke hjemmel til at afvise klagen. Patientklagenævnet burde derfor ikke have henvist til bestemmelsen som (en del af) begrundelsen for ikke at behandle sagen.

Det er almindeligt antaget at en myndighed i særlige tilfælde kan undlade at behandle en i øvrigt rettidigt indgivet klage. Under henvisning til det der var oplyst om kvindens manglende retlige interesse i at få det påklagede forhold bedømt, havde ombudsmanden ikke grundlag for at henstille at Patientklagenævnet genoptog sagens behandling. (J.nr. 1995-2286-420).

En mand ansøgte Sundhedsstyrelsen om at komme i betragtning ved tildeling af bevilling til at drive apotek. Ansøgeren var efter Sundhedsstyrelsens opfattelse ikke blandt de tre bedst egnede, og styrelsen undlod derfor at indstille ham til Sundhedsministeriet. Ansøgeren modtog ingen begrundelse i forbindelse med styrelsens indstilling eller ministeriets afgørelse af hvem der over for Dronningen skulle indstilles til at modtage den ledige bevilling.

Efter apotekerloven havde Sundhedsministeriet ikke mulighed for at indstille en ansøger som ikke var omfattet af Sundhedsstyrelsens indstilling til ministeriet. Som følge heraf var Sundhedsstyrelsens afgørelse om ikke at indstille en ansøger efter ombudsmandens opfattelse en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

Ombudsmanden udtalte derfor at det var en fejl, at Sundhedsstyrelsens meddelelse til ansøgeren om ikke at indstille ham til Sundhedsministeriet, ikke var ledsaget af en begrundelse efter forvaltningslovens begrundelsesregler. Da ansøgeren efterfølgende havde fået en begrundelse for styrelsens beslutning, foretog ombudsmanden sig ikke mere i sagen. (J. nr. 1994-618-810).

En advokat klagede til ombudsmanden over at Patientklagenævnet havde afvist klientens klage over behandlingen af klientens afdøde ægtefælle. Patientklagenævnet havde begrundet afslaget med at klagen var indgivet efter udløbet af den 2-årige forældelsesfrist der gælder for indgivelse af klager til nævnet. Fristen – som løber fra det tidspunkt hvor klageren var eller burde være bekendt med det forhold der klages over – skulle efter nævnets opfattelse regnes fra datoen for ægtefællens død. Da dødsfaldet på klagetidspunktet lå mere end 2 år tilbage i tiden, blev klagen afvist.

Ombudsmanden fastslog at den ulovbestemte klageret som tilkommer nærmeste pårørende til en afdød patient – herunder en ægtefælle – følger af en mangeårig praksis i Patientklagenævnet. Ombudsmanden konstaterede herefter at han forstod nævnets praksis sådan at klageretten for de nærmeste pårørende ikke var en selvstændig ret, men derimod en ret der var afledt fra den afdøde. Dette var, forstod han, årsagen til nævnets synspunkt om at forældelsesfristen senest kunne løbe fra tidspunktet for dødsfaldet.

Efter ombudsmandens opfattelse er klageretten for nærmeste pårørende til en afdød patient en selvstændig klageret. Dette betyder at Patientklagenævnet ved beregningen af den 2-årige forældelsesfrist skal tage udgangspunkt i de subjektive forhold hos den pårørende der klager til nævnet. Ombudsmanden henviste til at det var ubestridt at klageretten for de nærmeste pårørende ikke var betinget af at den afdøde inden sin død havde tilkendegivet at ville klage. Endvidere lagde ombudsmanden vægt på at klageretten for de nærmeste pårørende først indtrådte efter at patienten var død, og at de pårørende på dette tidspunkt ikke længere havde nogen at aflede retten fra.

Kun i det særlige tilfælde hvor den afdøde inden sin død har givet udtryk for at han eller hun ikke ønsker at klage, mente ombudsmanden at de efterladtes klageret måtte vige for hensynet til den afdødes interesser.

Ombudsmanden henstillede til Patientklagenævnet at genoptage sagen og på ny tage stilling til om klagen var forældet.
Herefter genoptog Patientklagenævnet sagen.

Ombudsmanden foretog sig herefter ikke mere i sagen. 
(J.nr. 2007-0014-420).

Klik på linket til højre for at læse hele redegørelsen.

To advokater klagede for en grossist af veterinære lægemidler og en apoteker over at Sundhedsministeriet (SU) havde grebet ind over for en distributionsaftale mellem apotekeren, og grossisten, hvorefter dyrlæger der købte medicin hos apotekeren fik en omkostningsbestemt bonus af grossisten. Bonussen udbetaltes ikke direkte ved dyrlægernes køb hos apotekeren, men udbetaltes af grossisten på baggrund af apotekerens indberetninger af de enkelte dyrlægers køb af medicin.

Ordningen stred mod bekendtgørelse om reklame for lægemidler § 7, stk. 3, hvorefter omkostningsbestemte rabatter kun kan ydes ved direkte køb af lægemidler. Bekendtgørelsen var udstedt i henhold til lægemiddellovens § 26, stk. 3.

Ombudsmanden udtalte at der ikke i lægemiddellovens § 26, stk. 3, var hjemmel til at udstede regler, der forbød omkostningsrelaterede rabatter - uanset af hvem de blev udbetalt. Bekendtgørelsens § 7, stk. 3, havde derfor ikke hjemmel i lægemiddelloven. Ombudsmanden henstillede til SU at genoptage sagen vedrørende grossistens bonusudbetaling og træffe en ny afgørelse. (J. nr. 1993-1739-421).

Ombudsmanden iværksatte af egen drift efter ombudsmandslovens § 17, stk. 1, en undersøgelse af de regionale psykiatriske patientklagenævns årsberetninger for 2001 og 2002. Ombudsmanden henstillede til Indenrigs- og Sundhedsministeriet at fastsætte ændrede regler for udformning af årsberetningen hvorved det bl.a. sikres at de statistiske oplysninger bliver mere præcise, og hvorved det bliver muligt at vurdere de enkelte patientklagenævns virksomhed i forhold til hinanden. (J.nr. 2002-2611-429).

En læge søgte Sundhedsstyrelsen om at blive anerkendt som speciallæge i almen medicin. Sundhedsstyrelsen afslog ansøgningen under henvisning til at lægen ikke opfyldte uddannelseskravet for så vidt angik gynækologi/obstetrik. Afgørelsen blev stadfæstet af Sundhedsministeriet.

Ifølge lægeloven skal sundhedsministeren fastsætte regler for lægers videreuddannelse med henblik på at blive anerkendt som speciallæge. Ministeren havde på den baggrund udsendt en bekendtgørelse om uddannelse af speciallæger. Efter bekendtgørelsen skal lægers uddannelse for at kunne danne grundlag for en anerkendelse som speciallæge i almen medicin foregå på godkendte afdelinger, og Sundhedsstyrelsen var ifølge bekendtgørelsen bemyndiget til at udarbejde en oversigt over godkendte afdelinger. Sundhedsstyrelsen havde udarbejdet en såkaldt klassifikationsliste hvoraf fremgik hvilke afdelinger der var godkendt. Klassifikationslisten var ikke offentliggjort i Lovtidende, men var bl.a. udsendt til forskellige relevante instanser og til de lægestuderende. For så vidt angik nogle godkendte afdelinger, var der i klassifikationslisten stillet uddybende krav til uddannelsens varighed i forhold til hvad der fremgik af bekendtgørelsen. Ansøgeren i denne sag havde uddannet sig i gynækologi/obstetrik på en afdeling hvor der blev stillet krav om ansættelse af længere varighed.

Ombudsmanden mente ikke der var grundlag for at kritisere at Sundhedsstyrelsen mente at have hjemmel til at godkende de enkelte afdelinger og udarbejde en oversigt herover, eller at Sundhedsstyrelsen for visse afdelingers vedkommende stillede større krav til uddannelsens varighed end de som fremgik af bekendtgørelsen. Ombudsmanden mente klassifikationslisten var en såkaldt direktoratsanordning. Under hensyn til at spørgsmålet om hvorvidt en direktoratsanordning skulle kundgøres i Lovtidende, ikke var endeligt afklaret i retspraksis og da der endvidere ikke var tale om typisk regelfastsættelse, mente ombudsmanden ikke at have fuldt tilstækkeligt grundlag for at kritisere at Sundhedsstyrelsen havde håndhævet reglerne i klassifikationslisten over for klageren.

Ombudsmanden havde dermed ikke grundlag for at kritisere at lægen ikke var blevet anerkendt som speciallæge i almen medicin. (J.nr. 1997-2942-429).

A klagede til ombudsmanden over, at Sundhedsvæsenets Patientklagenævn afviste at behandle hans klage over en operation foretaget i 1981. Afvisningen skete under henvisning til den 2-årige forældelsesfrist i § 22 i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse. Patientklagenævnet fandt, at der var forløbet mere end 2 år fra det tidspunkt, da A var eller burde være bekendt med det forhold, han klagede over.

Ombudsmanden fremsatte nogle generelle synspunkter om forståelsen af den nævnte forældelsesfrist. Han udtalte, at fristen tidligst kunne begynde at løbe fra det tidspunkt, hvor klageren efter en konkret vurdering havde et rimeligt grundlag for at henføre de konstaterede gener m.v. til en eventuel fejl i forbindelse med den tidligere behandling.

På den baggrund henstillede ombudsmanden til patientklagenævnet på ny at tage stilling til, om A's klage var forældet. (J. nr. 1989-1048-43).

Dansk Sygeplejeråd klagede på vegne af sygeplejerske A over, at Sundhedsvæsenets Patientklagenævn havde tildelt hende en irettesættelse for overtrædelse af § 5 i sygeplejerskeloven.

Patientklagenævnet havde tidligere sendt sagen til anklagemyndigheden og anmodet om tiltalerejsning. Ved dommen i straffesagen blev A frifundet.

Ombudsmanden udtalte, at dommen vanskeligt kunne læses anderledes end, at rettens frifindelse også omfattede overtrædelse af § 5 i sygeplejerskeloven. Patientklagenævnet kunne herefter ikke på samme faktiske grundlag udtale kritik af A for overtrædelse af denne bestemmelse.

Ombudsmanden henstillede, at patientklagenævnet tilbagekaldte irettesættelsen. (J. nr. 1990-685-43).

Ledelsen på et sygehus udarbejdede en redegørelse for et patientforløb som havde været bedømt af Patientklagenævnet. Patientklagenævnet mente at en neuropsykolog som var ansat på sygehuset, på flere punkter havde overtrådt sine forpligtelser. Af redegørelsen fremgik det at sygehusledelsen ikke var enig med Patientklagenævnet i bedømmelsen af klagepunkterne. Det samme fremgik af et brev som sygehusledelsen sendte sammen med redegørelsen til sundhedsudvalgsformanden og sundhedsdirektøren i det pågældende amt.

  Ombudsmanden udtalte at det ligger uden for andre administrative myndigheders beføjelser at foretage vurdering af sager som har været behandlet af Patientklagenævnet, på en måde som rejser tvivl om rigtigheden af nævnets afgørelser, medmindre der foreligger åbenbare fejl. Ombudsmanden mente derfor det var kritisabelt at sygehusets ledelse i redegørelsen og brevet havde givet udtryk for at den ikke var enig med Patientklagenævnet i bedømmelsen af klagepunkterne.

  (J.nr. 2005-2451-819).

En patient på sikringsafdelingen klagede over at afdelingens ledelse og Vestsjællands Amt havde afslået hans anmodning om at måtte lade sig tatovere på armene. Afslaget var givet på baggrund af et generelt forbud mod tatovering under indlæggelse.

Ombudsmanden havde ikke grundlag for at kritisere at sikringsafdelingens ledelse generelt havde forbudt tatovering under indlæggelse på afdelingen. Ombudsmanden henviste til det sikringsafdelingens ledelse havde oplyst om afdelingens patientgruppe og om at patienterne, når sygdommen kan kontrolleres under mindre frihedsberøvende former, har et retskrav på udskrivning fra sikringsafdelingen.

Ombudsmanden kritiserede derimod Vestsjællands Amt for manglende underretning til klageren om sagens behandling og for manglende partshøring. (J.nr. 1997-1930-424).

Amtskommunen K havde afslået at levere hornhinder til privathospitalet B med henblik på transplantationer. K's begrundelse herfor var, at B's virksomhed stred mod grundlæggende principper i det danske sundhedsvæsen. Indenrigsministeriet (IM) annullerede som tilsynsmyndighed K's beslutning under henvisning til, at man havde varetaget uvedkommende hensyn.

K fastholdt afslaget over for B, men anførte nu som begrundelse, at man kun leverede hornhinder til hospitaler m.v., der selv - aktuelt eller potentielt - var i stand til at levere hinder til amtets hospitaler. B gjorde gældende, at K ikke havde håndhævet kravet over for andre aftagere af hornhinder. IM lagde imidlertid under en ny tilsynssag K's oplysninger til grund og tog afslaget til efterretning. B og amtsrådsmedlem A klagede herefter til ombudsmanden.

Ombudsmanden udtalte, at udgangspunktet i tilfælde af uenighed om de faktiske forhold må være, at tilsynsmyndigheden kan lægge kommunens oplysninger til grund. I en sag som den foreliggende - hvor en kommune med en ny begrundelse fastholder en afgørelse, som tilsynsmyndigheden tidligere har anset for ulovlig - kan der dog efter omstændighederne være grund til at skærpe opmærksomheden om kommunens oplysninger. Dette må navnlig gælde, hvor de pågældende oplysninger slet ikke har været anført i kommunens oprindelige afgørelse. Også i denne situation må der være en vis formodning for, at kommunens oplysninger er korrekte; men der kan eventuelt - afhængig af de konkrete omstændigheder - være anledning til, at tilsynsmyndigheden foretager yderligere undersøgelser. I den konkrete sag fandt ombudsmanden ikke, at der var grundlag for kritik. (J. nr. 1992-1674-426).

I en konkret sag, som Patientklagenævnet (PN) havde afvist som forældet, var det afgørende spørgsmål, om klagen var indgivet inden 2 år "efter det tidspunkt, hvor klageren var eller burde være bekendt med det forhold, der klages over", jf. § 22, stk. 1, i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse. Klagen, der vedrørte den lægelige behandling af et barn i forbindelse med barnets fødsel i 1977, blev indgivet i 1991, efter at forældrene (klagerne) samme år havde fået aktindsigt i nogle journaler.

Ombudsmanden fandt i modsætning til PN ikke, at klagerne - før læsningen af journalmaterialet - havde haft rimeligt grundlag for at henføre barnets tilstand til fejl eller forsømmelser i forbindelse med barnets fødsel. Efter ombudsmandens opfattelse måtte det imidlertid være en forudsætning for at anerkende en klages rettidighed i en situation som den foreliggende, at den senere viden gav en vis objektiv bestyrkelse af grundlaget for at antage, at der i forbindelse med behandlingen kunne være begået fejl. Denne forudsætning var efter ombudsmandens opfattelse ikke opfyldt i den konkrete sag. (J. nr. 1992-997-420).

A, der var læge, klagede over manglende underretning, partshøring og aktindsigt i forbindelse med en sag i Patientklagenævnet (PKN).

PKN havde på baggrund af en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen (SUS) anmodet politiet om at rejse tiltale mod A for overtrædelse af bestemmelser i lægeloven. PKN oplyste over for A, at sagen på det tidspunkt, hvor SUS indstillede til PKN, at der blev rejst tiltale, ansås for omfattet af forvaltningslovens § 9, stk. 3, angående sager om strafferetlig forfølgning, hvorfor PKN nægtede A aktindsigt og undlod partshøring under henvisning til forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 4.

Ombudsmanden fandt det kritisabelt, at PKN ikke havde underrettet A om sagens indbringelse for nævnet samt foretaget partshøring med hensyn til SUS's udtalelse, inden PKN traf beslutning.

Endvidere fremkom ombudsmanden med bemærkninger om forvaltningslovens afgørelsesbegreb i forhold til PKN's beslutning om at anmode om tiltalerejsning. (J. nr. 1992-920-420).

En varetægtsarrestant forsøgte at begå selvmord i Vestre Fængsel. I de efterfølgende timer blev varetægtsarrestanten bragt til tre forskellige hospitaler. Det skyldtes dels at hospitalerne ikke fulgte de interne visitationsretningslinjer, dels fejlslutninger om hvilket optageområde varetægtsarrestanten hørte til. I et ubemærket øjeblik på det sidste af de tre hospitalers psykiatriske modtagelse forvoldte varetægtsarrestanten sådanne skader på sig selv at han seks dage senere afgik ved døden.

Ombudsmanden udtalte at det var meget beklageligt at varetægtsarrestanten - efter at han havde forsøgt at begå selvmord - i strid med retningslinjerne blev flyttet rundt mellem de tre hospitaler, og at han endnu ikke, da han påførte sig selv yderligere skader, var blevet indlagt og fysisk placeret på en sengeafdeling. Ombudsmanden tog til efterretning at direktionen havde oplyst at den ville indskærpe visitationsreglerne. Ombudsmanden gik endvidere ud fra at sagen havde givet direktionen anledning til at overveje om de gældende regler var tilstrækkeligt tydelige.

Ombudsmanden udtalte som sin opfattelse at det kan være nødvendigt at videregive oplysninger om en patient, ikke blot skriftligt (i form af medfølgende journal mv.), men også mundtligt, i forbindelse med overførsel fra et hospital til et andet. Ombudsmanden sigtede herved til oplysninger som det modtagende personale skal bruge for straks at kunne vurdere om der skal træffes særlige foranstaltninger i forhold til den pågældende patient. I den konkrete sag drejede det sig om oplysninger om at varetægtsarrestanten var selvmordstruet. (J.nr. 2002-0261-626).

En forældreforening klagede til Sundhedsstyrelsen over brugen af et bestemt medikament i forbindelse med bedøvelse af børn. Et forældrepar, der var medlemmer af foreningen, fik ved foreningens aktindsigt i forbindelse med klagesagen viden om at en overlæge havde afgivet en redegørelse om parret og deres børn. Redegørelsen indeholdt oplysninger om rent private forhold.

Forældrene klagede til Sundhedsstyrelsen over redegørelsen og grundlaget for den. Styrelsen orienterede om at redegørelsen var modtaget fra overlægen i forbindelse med forældreforeningens klagesag. Styrelsen mente at redegørelsen indeholdt oplysninger som var helt overflødige for vurderingen af forældreforeningens klagesag, og at oplysningerne kunne virke krænkende. Styrelsen afviste i øvrigt at foretage videre i sagen, og forældrene blev henvist til eventuelt at rette henvendelse til ansættelsesmyndigheden - en kommune.

Ombudsmanden kritiserede at Sundhedsstyrelsen ikke havde henvist forældrene til at rette henvendelse til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, og at styrelsen som tilsynsmyndighed ikke havde underkastet forældrenes klage en fyldestgørende undersøgelse.

Ombudsmanden lagde til grund at klagefristen til patientklagenævnet på to år var afbrudt, og sendte derfor forældrenes klage til nævnet. (J. nr. 1992-1963-403).

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn traf afgørelse i sager om klage over tandlæge A's behandling af patienter, uden at A forinden havde fået lejlighed til at gøre sig bekendt med og udtale sig om indholdet af Sundhedsstyrelsens udtalelser i sagerne.

Efter lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse træffer patientklagenævnet afgørelse vedrørende klagerne efter at have indhentet en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen. Ifølge nævnets forretningsorden skal styrelsens udtalelser indeholde en faglig og juridisk/administrativ vurdering af sagen, herunder en redegørelse for de faktiske forhold, der er tillagt betydning ved Sundhedsstyrelsens vurdering af sagen, samt forslag til eventuel sanktion.

Ombudsmanden udtalte, at både udtalelsens faktuelle oplysninger og styrelsens lægelige/juridiske bedømmelse heraf vedrørte sagens faktiske omstændigheder, hvorfor hele styrelsens indstilling til nævnet var omfattet af partshøringspligten i forvaltningslovens § 19, stk. 1.

Ombudsmanden fandt yderligere, at styrelsen besad en selvstændig funktion ved sagsbehandlingen af sagerne og afgav udtalelserne på grundlag af et særligt sagkyndigt ansvar. Styrelsens funktion kunne således ikke betegnes som udøvelse af sekretariatsopgaver for nævnet, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 4, jf. § 14, stk. 1, nr. 2.

Ombudsmanden konkluderede herefter, at der var partshøringspligt med hensyn til Sundhedsstyrelsens udtalelser.(J. nr. 1989-88-43).

A klagede over en udtalelse fremsat af Sundhedsministeriet vedrørende Sundhedsvæsenets Patientklagenævns (PKN's) adkomst til at udtale kritik af sundhedspersoner i sager, hvor den strafferetlige forældelsesfrist er indtrådt.

Ombudsmanden redegjorde for den 2-årige strafferetlige forældelsesfrist, som er gældende ved overtrædelse af lægeloven, når der ikke er hjemlet højere straf end 1 års fængsel eller bøde. Ombudsmanden redegjorde dernæst for PKN's beføjelser til at udtale kritik i henhold til centralstyrelsesloven.

Ved sin behandling af sagen inddrog ombudsmanden bl.a. hensynet til borgernes retssikkerhed, til PKN's funktion som disciplinærmyndighed og til den sundhedsperson, der er rejst kritik af, samt den omstændighed, at klagefristen til PKN (2 år) først regnes fra det tidspunkt, hvor klageren får viden om det forhold, der klages over.

Ombudsmanden udtalte herefter, at det forhold, at en straffesag mod en sundhedsperson må opgives på grund af strafferetlig forældelse, ikke i sig selv afskærer PKN's adgang til at behandle sagen og tilkendegive nævnets opfattelse, herunder eventuelt udtale kritik af den pågældendes adfærd.

Ombudsmanden foretog ikke videre i anledning af A's klage. (J. nr. 1991-483-43).

I fortsættelse af behandlingen af en konkret klagesag om en fars ret til aktindsigt i sin søns patientjournal tog ombudsmanden af egen drift et generelt spørgsmål om Patientklagenævnets vejledningspligt op til behandling.

Baggrunden var at faren, mens klagesagen var under behandling i Patientklagenævnet, fik frakendt forældremyndigheden over sin søn. Som konsekvens heraf havde faren ikke længere ret til aktindsigt i sønnens journal.

Patientklagenævnet kritiserede i sin afgørelse to sundhedspersoner for at have tilbageholdt nogle bilag som efter nævnets opfattelse – dengang – burde være udleveret til faren. Det fremgik imidlertid ikke af afgørelsen at faren i mellemtiden havde mistet forældremyndigheden.

Efter ombudsmandens opfattelse burde Patientklagenævnet – bl.a. som følge af god forvaltningsskik – i afgørelsen udtrykkeligt have omtalt dommen i forældremyndighedssagen og dommens konsekvenser for farens ret til aktindsigt i sin søns patientjournal. På den måde ville både faren selv og andre sundhedspersoner få kendskab til dommen og dens konsekvenser. 

(J.nr. 2007-4199-402).

Af en artikel i dagspressen fremgik det, at X Amtsråds sundhedsudvalg havde vedtaget, at præster skulle have adgang til registre over patienter på sygehuse i X Amt. Efter en nærmere undersøgelse af sagen anmodede ombudsmanden under henvisning til ombudsmandslovens § 6, stk. 5, Indenrigsministeriet (IM) om en udtalelse i sagen, herunder om de problemer, som sagen rejste om videregivelse af fortrolige oplysninger. IM meddelte ombudsmanden, at IM i en samtidig skrivelse til X Amtsråd havde meddelt, at den trufne beslutning om videregivelse af oplysninger om patienter på amtets sygehuse efter IM's opfattelse var ulovlig, og at IM havde anmodet amtsrådet om at foranledige, at sundhedsudvalgets retningslinier blev bragt i overensstemmelse med lovgivningen. Ombudsmanden tog det oplyste til efterretning og udbad sig underretning om, hvad der videre skete i sagen. (J. nr. 1993-403-601).

I forbindelse med behandlingen af en konkret sag blev ombudsmanden opmærksom på at der kunne være tvivl om omfanget af pårørendes ret til oplysninger om afdøde patienter i henhold til reglerne i sundhedsloven. Ombudsmanden rejste derfor en egen drift-sag over for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn og Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse om Sundhedsvæsenets Patientklagenævns anvendelse af reglerne.

Efter at have gennemgået Patientklagenævnets og ministeriets svar var ombudsmanden enig med myndighederne i at sundhedsloven ikke kunne antages at give de nærmeste pårørende en egentlig ret til aktindsigt i afdødes journal. På baggrund af de klare forarbejder til loven var ombudsmanden dog ikke i tvivl om at loven skulle forstås sådan at afdødes nærmeste pårørende som udgangspunkt har en egentlig ret til indsigt i oplysninger om afdødes sygdomsforløb, dødsårsag og dødsmåde. Denne ret for de pårørende må nødvendigvis modsvares af en pligt for de relevante sundhedspersoner til at udlevere oplysningerne.

Endvidere fastslog ombudsmanden at Patientklagenævnet skal informere sundhedspersonen hvis nævnet mener at en sundhedsperson har handlet i strid med sin pligt til at udlevere oplysninger.
(J.nr. 2006-3974-401)

A klagede i november 1986 gennem Embedslægeinstitutionen over den behandling, hans hustru fik på et sygehus i forbindelse med en indlæggelse samme efterår. Klagen var specielt rettet mod en navngiven overlæge.

Under Sundhedsstyrelsens behandling af klagesagen overgik kompetencen til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Også klager, som ikke var færdigbehandlet i Sundhedsstyrelsen skulle behandles af patientklagenævnet, der dog måtte afvente en udtalelse fra styrelsen.

Fra embedslægeinstitutionen modtog A's klage, til Sundhedsstyrelsen afgav sin udtalelse, forløb der mere end 2 1/4 år. Den pågældende overlæges eventuelle strafansvar efter lægelovens § 18, var herefter forældet.

Ved ombudsmandens vurdering af, om der var grundlag for at kritisere Sundhedsstyrelsens sagsbehandling, lagde han især vægt på, at sagen ved en fejl henlå uekspederet i styrelsen i mere end 7 måneder, og at styrelsen efter at have foretaget et udsigtsløst og unødvendigt oplysningsskridt tilsyneladende lod sagen henligge uekspederet i yderligere 4 måneder. Dette burde efter ombudsmandens opfattelse have ført til, at Sundhedsstyrelsen havde gjort sig særlig umage for at fremskynde sagens afsluttende behandling.

Ombudsmanden fandt det på den baggrund stærkt kritisabelt, at Sundhedsstyrelsen brugte yderligere 10 måneder til afgivelsen af udtalelsen over for patientklagenævnet, hvorefter nævnet på grund af forældelsesfristen var afskåret fra at tage stilling til eventuel tiltalerejsning efter lægelovens § 18. (J. nr. 1989-1675-43).

A, der var læge og leder af en privat behandlingsinstitution, klagede over at Sundhedsministeriet (SU) havde udleveret en rapport fra embedslægeinstitutionen i X Amt til pressen. Rapporten indeholdt en indstilling om at indlede strafferetlig forfølgning mod A for overtrædelse af lægelovens § 18.

Ombudsmanden udtalte at oplysningerne om indledning af strafferetlig forfølgning mod A var omfattet af offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1, og at SU derfor ikke havde haft pligt til at meddele aktindsigt i oplysningerne. Ombudsmanden fandt at oplysningerne tillige var omfattet af bestemmelserne om tavshedspligt i forvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 6, og at SU som følge heraf havde været afskåret fra at meddele aktindsigt i henhold til meroffentlighedsprincippet i offentlighedslovens § 4, stk. 1, nr. 2. (J. nr. 1993-321-403).

En tidligere patient klagede over at Indenrigsministeriet havde afvist at pålægge Københavns Amt at udlevere navnene på to sygeplejersker der arbejdede på en psykiatrisk afdeling. Klageren ønskede at indkalde sygeplejerskerne som vidner i en sag anlagt mod tre læger.

Københavns Amt havde over for Indenrigsministeriet oplyst at kvinden havde overfuset adskillige ansatte i amtet og opsøgt den behandlende skadestuelæge på dennes privatadresse. Kvinden havde løbende under sagens behandling bestridt disse oplysninger om chikane og trusler.

Indenrigsministeriet mente ikke at ministeriet kunne kritisere amtskommunens vurdering af at der forelå begrundet mistanke om at udlevering af de pågældende navne kunne medføre at de pågældende blev udsat for chikane fra kvinden. Hensynet til sygeplejerskerne begrundede således afvisningen af at udlevere navnene, jf. offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6.

Ombudsmanden udtalte at anvendelsesområdet for offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6, er meget snævert. Anvendelsen af denne bestemmelse forudsætter at undtagelse fra aktindsigt er absolut påkrævet af hensyn til beskyttelsen af private eller offentlige interesser.

Ombudsmanden mente på den baggrund at ministeriet burde have indhentet nærmere oplysninger fra amtskommunen om kvindens opførsel over for personalet, herunder søgt oplysninger direkte fra de forulempede.

Ombudsmanden henstillede til Indenrigsministeriet at sagen blev genoptaget.

(J.nr. 1996-1203-409).

Klik på linket til højre for at læse hele redegørelsen.

Tre overlæger undersøgte på Sundhedsstyrelsens vegne kvaliteten af en bestemt type hofteoperation. I den anledning blev et antal hofteopererede patienter indkaldt til undersøgelse. Patienterne fik i indkaldelsen at vide at de kunne ledsages af deres ægtefælle, en søn/datter eller en anden af "de nærmeste". En person som ikke var omfattet af denne personkreds, ønskede at ledsage en af patienterne, men blev afvist. Han klagede til Sundhedsministeriet og siden til ombudsmanden.

Ministeriet fastholdt under sagens behandling at forvaltningslovens regler om partsrepræsentation m.m. ikke fandt anvendelse fordi der ikke var tale om en afgørelsessag. Denne opfattelse gav ikke ombudsmanden anledning til bemærkninger. Ombudsmanden udtalte imidlertid at det er et grundlæggende princip i dansk forvaltningsret at den der er part i en sag i den offentlige forvaltning, på ethvert tidspunkt kan lade sig repræsentere eller bistå af andre. Dette ulovbestemte princip, der har fundet udtryk i forvaltningslovens § 8 vedrørende afgørelsessager, gælder - også efter forvaltningslovens gennemførelse - i videre omfang på ulovbestemt grundlag. De tre overlæger, Sundhedsstyrelsen og Sundhedsministeriet burde derfor ikke alene have vurderet sagen på grundlag af forvaltningslovens § 8, men tillige i lyset af den tilsvarende ulovbestemte grundsætning.

Ombudsmanden udtalte at efter disse bestemmelser har en patient i almindelighed ret til at lade en hvilken som helst person bistår sig ved f.eks. kliniske undersøgelser på et offentligt hospital. (J.nr. 1995-1276-409)