A klagede over, at Undervisningsministeriet (UM) stadfæstede en afgørelse, som Aarhus Universitet havde truffet, og hvorefter en realitetsbehandling af A's eksamensklage var blevet afvist som for sent indgivet. UM fandt ikke grundlag for at imødekomme en ansøgning om dispensation. UM udtalte, at karaktergivning efter ministeriets opfattelse ikke er en forvaltningsafgørelse i forvaltningslovens forstand, hvorfor der ikke er krav om klagevejledning i forbindelse med karaktergivning.

Ombudsmanden udtalte efter en nærmere undersøgelse af det retlige grundlag, hvori blev inddraget reale hensyn, at det ikke uden videre kunne fastslås, at beslutninger om eksamenskarakterer er afgørelser i forvaltningslovens forstand.

Ombudsmanden gjorde Folketingets Retsudvalg og undervisningsministeren opmærksom på spørgsmålet om, hvorvidt karakterfastsættelse bør betragtes som en afgørelse i forvaltningslovens forstand med henblik på, at det kunne tages under overvejelse, om der burde ske en udtrykkelig afklaring heraf i lovgivningen. (J. nr. 1992-1261-712).

 forbindelse med personalereduktioner blev en lektor afskediget. Han klagede over en ingeniørhøjskoles og Undervisningsministeriets behandling af hans sag. Afgørelsen var truffet af højskolens styrelsesråd efter indstilling fra tre studienævnsformænd på deres respektive nævns vegne.

Ombudsmanden mente det var tvivlsomt om studienævnene kunne delegere kompetencen til at afgive indstilling til studienævnsformændene.

Ombudsmanden udtalte endvidere at en af studienævnsformændene var inhabil i forhold til at udarbejde indstillingen, da han underviste i et af de fag som i henhold til faglige strategiplaner skulle nedprioriteres.

Ombudsmanden mente det var beklageligt at ingeniørhøjskolen havde tilsidesat pligten efter forvaltningslovens § 19 til at parthøre lektoren over grundlaget for afskedigelse. Ombudsmanden kritiserede endvidere ingeniørhøjskolens begurndelse for afskedigelsen samt Undervisningsministeriets sagsbehandling. Ombudsmanden henstillede at Undervisningsministeriet genoptog behandlingen af sagen. (J.nr. 1995-1406-803).

En lektor klagede over afskedigelse fra et universitet. Afskedigelsen var blevet opretholdt af Undervisningsministeriet og var begrundet i utilstrækkelig forskningsindsats i hele lektorens ansættelsesperiode (1970-92). Forskningsindsatsen var vurderet efter nogle interne retningslinier fastsat i 1991, hvorefter vurderingen kunne omfatte forskningsindsatsen fem år tilbage.

Lektoren mente at afskedigelsen måtte være ugyldig, da denne til dels var truffet på grundlag af oplysninger om forskningsindsatsen som var mere end fem år gamle. Lektoren mente ikke at universitetet tidligere havde givet ham en advarsel han kunne have reageret på. Endvidere mente han ikke at de interne retningslinier kunne tillægges tilbagevirkende kraft.

Universitetet fandt at lektoren havde fået en advarsel i 1987, samt at forskningsindsatsen i hele perioden kunne vurderes hvis der var anledning hertil.

Ombudsmanden udtalte at det var retligt uholdbart at inddrage forskningsindsatsen i perioden før 1987, hvor lektoren i forbindelse med en samtale måtte regne med at der personaleretligt set var gjort op med forskningsindsatsen.

Afskedigelsesafgørelsen byggede til dels på et mangelfuldt grundlag, og der var begået mindre betydelige partshørings- og begrundelsesfejl.

Ombudsmanden udtalte herefter at det var tvivlsomt om der forelå et tilstrækkeligt afskedigelsesgrundlag.

Ombudsmanden mente at Undervisningsministeriet ikke havde opfyldt sin almindelige tilsynsforpligtelse. (J. nr. 1993-1925-813).

En advokat klagede på vegne af en teologistuderende bl.a. over at den studerende havde fået afslag på dispensation til for fjerde gang at lade sig indstille til eksamen i faget Ny Testamente.

Lærerrepræsentanterne i studienævnet havde afgivet en udtalelse til brug for fakultetsrådets behandling af sagen. Ombudsmanden mente at udtalelsen indeholdt oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, og at oplysningerne måtte anses for væsentlige for sagens afgørelse. Ombudsmanden mente derfor at fakultetsrådet inden afgørelsen blev truffet, havde pligt til at partshøre den studerende over udtalelsen, og mente at det var beklageligt at et brev i sagen var formuleret på en sådan måde at det gav indtryk af at den med brevet iværksatte høring var indholdsløs.

Ombudsmanden var enig med myndighederne i at det havde været bedst stemmende med god forvaltningsskik hvis den studerende var blevet underrettet om at sagen på grund af stemmelighed i studienævnet var blevet overgivet til fakultetsrådet til behandling.

Ligeledes var ombudsmanden enig med ministeriet i at fakultetsrådets afslag ikke opfyldte begrundelseskravene, og i at det var beklageligt at ministeriet ikke i forbindelse med sin afgørelse i sagen var opmærksom på begrundelsesmanglerne.

Ombudsmanden havde ingen bemærkninger til at myndighederne i forbindelse med deres afgørelser i et vist omfang inddrog oplysninger om den studerendes øvrige eksamensresultater, og ombudsmanden havde heller ikke grundlag for at tilsidesætte myndighedernes bevisvurdering af en lægeerklæring eller for at kritisere at myndighederne ikke tillagde erklæringen vægt. (J.nr. 1999-2967-712 og j.nr. 1999-3467-630).

Et universitet afslog at give aktindsigt i et bedømmelsesudvalgs indstilling om antagelse af en doktordisputats. Undervisningsministeriet tiltrådte afgørelsen og henviste til at indstillingen var et internt arbejdsdokument. Ministeriet henviste endvidere til undtagelsesbestemmelsen i offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6.  

Ombudsmanden udtalte at det var tvivlsomt om bedømmelsesudvalget var samme myndighed som fakultetsrådet, men fandt det ikke nødvendigt at tage endelig stilling til spørgsmålet. Dette skyldtes at indstillingen efter bekendtgørelse om erhvervelse af doktorgraden snarest efter afgivelsen skal sendes til doktoranden og herefter med sikkerhed ikke kan være omfattet af § 7. Ombudsmanden fandt det beklageligt at ministeriet ikke havde været opmærksom på dette.

Ombudsmanden udtalte om offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6, at bestemmelsen ifølge forarbejderne var tiltænkt et snævert anvendelsesområde og at der derfor ikke er tilstrækkeligt grundlag for generelt at undtage bedømmelsesudvalgs indstillinger fra aktindsigt. Anvendelsen af bestemmelsen må afhænge af en konkret vurdering af indstillingen i den enkelte sag.

Ombudsmanden fandt det endvidere beklageligt at ministeriet ikke ved sin behandling af sagen havde haft bedømmelsesudvalgets indstilling til gennemsyn da ministeriet som rekursmyndighed måtte påse overholdelsen af ekstraheringspligten i offentlighedslovens § 11, stk. 1, og § 13, stk. 2.

Ombudsmanden henstillede at ministeriet genoptog sagen. (J.nr. 1994-2494-701).

En tilsynsførende skrev iagttagelser og vurderinger ned i forbindelse med et tilsyn på en friskole. Friskolen fik efterfølgende afslag på at se den tilsynsførendes vurderinger. Ombudsmanden var ikke enig i afgørelsen, og udtalte at der skulle gives aktindsigt i visse yderligere oplysninger.

En student klagede over at Undervisningsministeriet ikke havde fundet grundlag for at ændre den praksis som et juridisk fakultet havde om ikke at give adgang til aktindsigt i rettevejledninger. Ministeriets afgørelse byggede på den opfattelse at rettevejledninger er interne arbejdsdokumenter som er undtaget fra retten til aktindsigt efter offentlighedslovens § 7, nr. 1.

Ombudsmanden udtalte at rettevejledninger er omfattet af offentlighedslovens § 8, nr. 4, vedrørende "skuffecirkulærer" og dermed som udgangspunkt undergivet aktindsigt. Ombudsmanden overvejede om der eventuelt kunne gives afslag på aktindsigt efter offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6.

Ombudsmanden henstillede til Undervisningsministeriet at træffe en ny afgørelse, hvorved der bl.a. kunne tages stilling til om bestemmelsen i offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6, kunne finde anvendelse.

Undervisningsministeriet traf herefter en ny afgørelse, hvor ministeriet afviste studentens anmodning om aktindsigt under henvisning til at betingelserne for anvendelse af offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6, var til stede. (J. nr. 1994-1784-701)

2 studerende A og B klagede over karakteren for en rapport til Handelshøjskolen i København. Ved behandlingen af klagen viste det sig, at store dele af rapporten var afskrift, og rektor besluttede herefter at afvise rapporten.

Ombudsmanden udtalte, at bekendtgørelsen om eksamensklager ikke fandt anvendelse, når eksaminanden havde overtrådt de gældende regler for aflæggelse af prøver. Ombudsmanden udtalte videre, at rektors beføjelser i henhold til universiteternes styrelseslov §§ 4 og 5 var en tilsynsbeføjelse og derfor ikke begrænset af forbudet mod reformatio in pejus (omgørelse til skade for klageren).

Ombudsmanden fandt, at begrundelsen for afvisning var mangelfuld, idet den ikke indeholdt en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen var truffet, og at fejlen ikke kunne betragtes som en rent formel fejl.

Endvidere burde rektor have betragtet A's og B's anmodning om møde i sagen som en begæring efter forvaltningslovens § 21. Under hensyn til at A senere fik lejlighed til at uddybe sine synspunkter i forhold til Undervisningsministeriet, fandt ombudsmanden ikke, at fejlen havde påvirket afgørelsens gyldighed. (J. nr. 1992-99-712).

Ved en studentereksamen i mundtlig tysk blev der givet meget høje karakterer, således fik 12 af 22 elever karakteren 13, og 3 elever fik 11. Eksamensgennemsnittet var 11,6.

På baggrund af en indberetning fra rektor om eksamensforløbet besluttede Direktoratet for Gymnasieskolerne og Højere Forberedelseseksamen at annullere karaktererne. Eleverne blev herefter tilbudt enten at gå til omeksamen eller at få overført deres årskarakterer.

Direktoratet fandt, at Undervisningsministeriets tilsynsbeføjelse over for gymnasieskolerne (jf. lov om gymnasieskoler og studenterkursus, § 20) udgjorde det tilstrækkelige grundlag for, at direktoratet kunne gribe ind over for eksamensforløbet og annullere karaktererne.

Ombudsmanden fandt, at det forhold, at ministeriet som sektormyndighed var tillagt en tilsynsbeføjelse, alene medførte, at ministeriet var beføjet til at holde sig underrettet om udviklingen på området og til at udtale sig vejledende om sin opfattelse af forholdene. En sektormyndigheds udøvelse af retligt bindende beføjelser måtte derimod kræve udtrykkelig lovhjemmel.

Da der ikke fandtes lovbestemmelser eller andre lignende retskilder, som tillagde Direktoratet for Gymnasieskolerne og Højere Forberedelseseksamen beføjelse til at annullere eksamenskarakterer, var ombudsmanden af den opfattelse, at direktoratet havde været ubeføjet til at annullere de pågældende karakterer.

Ombudsmanden fandt, at der var tale om en ugyldig afgørelse, hvis konsekvens var, at de oprindelige karakterer skulle stå ved magt, og at eleverne fik udleveret nye eksamensbeviser.

Ombudsmanden henstillede til direktoratet at genoverveje sagen.

Direktoratet for Gymnasieskolerne og Højere Forberedelseseksamen tilbagekaldte herefter afgørelsen om annullation af karaktererne, og eleverne fik udleveret nye eksamensbeviser. (J. nr. 1989-997-710).

En kvinde klagede over Undervisningsministeriets og en uddannelsesinstitutions behandling af hendes ansøgning om ansættelse som lektor ved socialrådgiveruddannelsen. Ifølge stillingsopslaget ønskede institutionen med ansættelse af en fast medarbejder og en vikar at dække tre fagområder. Et bedømmelsesudvalg mente at kvinden var meget kvalificeret og den eneste der kunne dække alle fagområder. Udvalget indstillede hende derfor til ansættelse i den faste stilling. Institutionens uddannelsesråd indstillede imidlertid en anden ansøger, som kun kunne dække et af de tre fagområder.

Ombudsmanden kritiserede en række forhold i forbindelse med ansættelsesproceduren. Ombudsmanden kritiserede at institutionen havde ladet en anden ansøger tiltræde stillingen inden Undervisningsministeriet traf afgørelse. Ombudsmanden beklagede også at man havde givet kvinden det indtryk at institutionen havde truffet afgørelse i sagen.

Efter ombudsmandens opfattelse havde det været mere hensynsfuldt og bedst stemmende med god forvaltningsskik om institutionen havde orienteret om baggrunden for beslutningen om ikke at indstille hende. Det var desuden stærkt kritisabelt at den begrundelse ministeriet gav kvinden for afgørelsen, ikke var korrekt.

Ombudsmanden mente at flere forhold pegede på at uddannelsesrådets beslutning var båret af hensynet til de enkelte rådsmedlemmers personlige præference; et kriterium som under ingen omstændigheder lovligt kunne lægges til grund for ansættelsen. Ombudsmanden mente derfor at det var særdeles betænkeligt at Undervisningsministeriet som ansættende myndighed havde lagt uddannelsesrådets indstilling uprøvet til grund for ansættelsen.

Ombudsmanden kommenterede flere andre forhold ved institutionens og Undervisningsministeriets sagsbehandling og var samlet af den opfattelse at både institutionens og ministeriets sagsbehandling var overordentlig kritisabel. (J.nr. 1996-0529-810).

Som del af afgangseksamen fremlagde A arbejder inden for faget formgivning til bedømmelse af et kollegium bestående af 3 fremmede censorer og 3 lærercensorer. Da fremlæggelsen og drøftelsen mellem A og bedømmelseskollegiet var færdige, afgav 2 censorer skriftligt deres karakter til studielederen og forlod derpå eksamen. Der blev ikke forhandlet samlet i bedømmelseskollegiet i forbindelse med karakterfastsættelsen. 3 censorer ville give karakteren meget tilfredsstillende, og 3 ville give karakteren tilfredsstillende. Herefter fik A på baggrund af en særlig afstemningsregel ved stemmelighed karakteren tilfredsstillende. A klagede over karaktergivningen og fremgangsmåden til Direktoratet for Erhvervsuddannelserne.

Direktoratet for Erhvervsuddannelserne indhentede en udtalelse fra skolen, der indeholdt en detaljeret redegørelse for forløbet af den drøftelse, der fandt sted i bedømmelseskollegiet. Direktoratet fastholdt afgørelsen uden at forelægge skrivelsen fra skolen for A.

A klagede over afgørelsen til Undervisningsministeriet, departementet. Under departementets behandling af sagen indgik en svarskrivelse fra skolen. Denne svarskrivelse blev ikke forelagt for A til udtalelse, inden departementet traf sin afgørelse.

Ombudsmanden udtalte, at det måtte betragtes som en fejl, at karakterfastsættelsen ikke skete på baggrund af en samlet drøftelse blandt kollegiets medlemmer. Endvidere fandt ombudsmanden det beklageligt, at direktoratet og departementet traf afgørelsen uden forinden at have forelagt samtlige de yderligere oplysninger for A til udtalelse.

Ombudsmanden henstillede til Undervisningsministeriet, at sagen blev taget op til fornyet overvejelse, samt at Undervisningsministeriet overvejede, om der var grund til ændring af proceduren ved fastlæggelse af karaktererne ved skolen. (J. nr. 1989-455-712).

De standardbreve der anvendes ved afslag på optagelse på studier, opfylder efter ombudsmandens opfattelse ikke kravene i forvaltningslovens § 22 om samtidig begrundelse og § 24 om indholdet af en begrundelse. Standardbrevene indeholder udelukkende en ren meddelelse om afgørelsen uden tilstrækkelig angivelse af retsgrundlaget for afgørelsen og uden angivelse af kriterier for udvælgelsen eller af omstændigheder i forbindelse med afslaget i den konkrete sag. Ombudsmanden henstillede at det fremtidigt i forbindelse med afslag angives efter hvilke kriterier udvælgelsen af ansøgere er sket. (J.nr. 1995-2332-702).

En studerende klagede over et eksamensankenævns afgørelse i hans sag og over nævnets begrundelse.

Ombudsmanden mente ikke at kunne kritisere ankenævnets afgørelse, men ombudsmanden fandt anledning til at kritisere begrundelsen. Der var tale om en mundtlig eksamination og forløbet i sagen var omtvistet. Ankenævnet burde derfor have redegjort for nævnets retningslinier for stillingtagen til bevismæssige spørgsmål.

Ombudsmanden kritiserede endvidere Københavns Universitet og Undervisningsministeriet for ikke at have påtalt ankenævnets utilstrækkelige begrundelse. (J.nr. 1997-0760-712).

A klagede sammen med 5 andre studerende over, at der havde været støj under en skriftlig eksamen ved Københavns Universitet (KU). Fakultetet tilbød på baggrund af klagen de studerende en ekstra prøveadgang ud over de tilladte tre eksamensforsøg. A klagede på ny, idet han mente, at klagen skulle behandles efter reglerne i bekendtgørelsen om behandling af eksamensklager ved de højere uddannelsesinstitutioner. KU og Undervisningsministeriet lod ikke klagen behandle efter reglerne i eksamensklagebekendtgørelsen.

Da klagen efter sit indhold ikke vedrørte forhold af faglig karakter, kritiserede ombudsmanden ikke, at fakultetskontoret i første omgang behandlede klagen som en administrativ klage. Ombudsmanden fandt derimod, at sagen burde have været overgået til behandling efter reglerne i eksamensklagebekendtgørelsen, da A fastholdt, at han ønskede sagen behandlet efter disse regler. Ombudsmanden kritiserede endvidere flere forhold i forbindelse med sagens behandling, herunder den tid, der var medgået hertil. (J. nr. 1992-1355-712).

Institut A ved B universitet klagede over Undervisningsministeriets opfattelse af budgetkompetenceforholdet imellem et fakultetsråd og dets forretnings- og budgetudvalg. Efter ministeriets opfattelse er der i lov om styrelse af højere uddannelsesinstitutioner hjemmel til i statutten for B universitet at tillægge et budget- og forretningsudvalg en selvstændig kompetence til at fordele finanslovsbevillinger imellem de fag, der hører under fakultetet og til at påse budgetternes overholdelse.

Institut A bestred, at der i styrelsesloven er hjemmel til i statutten for B universitet at fastsætte bestemmelser, der tillægger et budget- og forretningsudvalg en sådan selvstændig kompetence.

På grund af inhabilitet hos ombudsmanden udøvede landsdommer Torben Plessing efter bestemmelse fra Folketingets Retsudvalg ombudsmandens funktioner i sagen.

Landsdommeren udtalte uenighed i ministeriets retsopfattelse og henviste herved til styrelseslovens § 11 stk. 4, hvorefter det enkelte fakultetsråd har kompetencen til at tage stilling til spørgsmålet om fordeling af de tildelte ressourcer og til at påse budgetternes overholdelse. Med henvisning til styrelseslovens § 11 stk. 5 anførte landsdommeren, at kompetencen kan henlægges til et budget- og forretningsudvalg, hvis fakultetsrådet meddeler bemyndigelse til det. Landsdommeren fandt ikke i styrelseslovens forarbejder holdepunkter for at antage, at budgetkompetencen ved universitetsstatutten - som udarbejdes af konsistorium og godkendes af Undervisningsministeriet - kan henlægges til budget- og forretningsudvalget. Landsdommeren udtalte, at budgetkompetencen efter styrelsesloven tilkommer fakultetsrådet, og at kun rådet kan træffe bestemmelse om at overføre kompetencen til budget- og forretningsudvalget.

På denne baggrund henstillede landsdommeren til Undervisningsministeriet, at ministeriet foretog det fornødne, herunder med henblik på ændring af statutten.(J. nr. 1989-808-711).

A klagede for 10 elever ved en handelsskole over, at Undervisningsministeriet ikke havde fundet grundlag for at bestemme, at der skulle foretages en omprøve eller omcensur af en skriftlig eksamen, der var afholdt på handelsskolen i juni måned 1991. Eksamensbesvarelserne var blevet bedømt af fagets lærer og en af Undervisningsministeriet beskikket censor i fællesskab, selv om det fremgik af den dagældende bekendtgørelse, at eksamensbesvarelserne skulle bedømmes af to eksterne censorer, beskikket af Undervisningsministeriet.

Ombudsmanden udtalte, at han fandt det meget beklageligt, at Undervisningsministeriet ved en fejl overså en ny bekendtgørelse og beskikkede censorer efter de hidtil gældende regler, d.v.s. én censor til den skriftlige eksamen. Ombudsmanden henstillede til Undervisningsministeriet at foranledige, at handelsskolen foretog en ny bedømmelse af A's og de øvrige klageres eksamensbesvarelser, hvor reglerne om to eksterne censorer blev iagttaget. (J. nr. 1992-640-719).

Med et medicinalfirma som sponsor gennemførte en overlæge en undersøgelse af forekomsten af depressioner hos ældre mennesker. Den regionale videnskabsetiske komité meddelte at projektet efter komitéens opfattelse var anmeldelsespligtigt. Overlægen fik imidlerid først anmeldt projektet på korrekt vis efter at projektet stort set var afsluttet.

Sagen blev overgivet til behandling i Den Centrale Videnskabsetiske Komité der traf afgørelse om at projektet var anmeldelsespligtigt. Komitéen udtrykte sin misbilligelse over at projektet ikke var blevet anmeldt rettidigt, og fastsatte som sanktion at projektet ikke måtte offentliggøres, medmindre der blev gjort opmærksom på at projektet ikke var godkendt af det videnskabsetiske komitésystem.

Ombudsmanden mente ikke han kunne kritisere at Den Centrale Videnskabsetiske Komité havde fundet projektet anmeldelsespligtigt. Ombudsmanden mente derimod ikke at Den Centrale Videnskabsetiske Komité havde hjemmel til at pålægge overlægen at gøre opmærksom på at projektet ikke var godkendt. Ombudsmanden henstillede på den baggrund at den pålagte sanktion blev trukket tilbage. (J.nr. 1997-2335-72).

En professor blev flyttet fra et institut til et andet institut ved samme universitet på grund af samarbejdsproblemer som efter universitetets opfattelse skyldtes professoren.

Ombudsmanden udtalte at da der lå bebrejdelsesværdige forhold til grund for flytningen, måtte flytningen være en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

Ombudsmanden kritiserede at myndighederne ikke havde behandlet flytningen som en afgørelse og (derfor) ikke havde partshørt efter reglen i forvaltningslovens § 19. Desuden burde den ulovbestemte videregående partshøringspligt have været iagttaget.

Ministeriet genoptog sagen i overensstemmelse med ombudsmandens henstilling, og efter partshøring traf universitetet en ny afgørelse i sagen hvor universitetet fastholdt at flytningen var berettiget.

(J.nr. 2004-3653-814)

En folkeskoleelev blev i en undervisningstime ringet op af sin mor. Skolen tog mobiltelefonen fra eleven og beholdt den til næste dag. Det klagede drengens far over.

Ombudsmanden udtalte sig generelt om rækkevidden af § 52 i den dagældende folkeskolelov. Bestemmelsen bemyndigede undervisningsministeren til at fastsætte regler om fremme af god orden i skolerne. Ombudsmanden udtalte at der var hjemmel til at fastsætte regler om elevernes brug af mobiltelefoner i skoletiden, herunder at inddrage elevernes mobiltelefoner i skoletiden. Men § 52 kunne ikke udstrækkes i tidsmæssig henseende til at iværksætte foranstaltninger over for eleverne der greb ind i deres fritid, altså rakte ud over skolens tilbud samme dag. Ombudsmanden mente i den konkrete sag at det var kritisabelt at skolen havde beholdt elevens mobiltelefon længere end til det tidspunkt hvor eleven havde fri den dag telefonen blev inddraget.  

Ombudsmanden udtalte også at skolens hidtidige politik om inddragelse af elevers mobiltelefoner generelt betragtet savnede hjemmel og i øvrigt også var i strid med proportionalitetsprincippet.  

Skolen ændrede under ombudsmandens behandling af sagen retningslinjer for anvendelse af mobiltelefoner, og ombudsmanden udtalte at de ændrede retningslinjer ikke gav ham anledning til bemærkninger.

(J.nr. 2007-2808-710).

A klagede til tilsynsrådet for Z Amt over et forslag om nedlæggelse af en skole. A gjorde gældende, at kommunen ikke havde fulgt den fremgangsmåde, der var fastsat i § 22, stk. 5, i folkeskoleloven. Ifølge denne bestemmelse skal sager om skolenedlæggelse behandles efter bestemmelsen om procedure for vedtagelse af lokalplaner i henhold til den dagældende lov om kommuneplanlægning. Efter A's opfattelse indebar henvisningen til kommuneplanloven, at også § 23 i kommuneplanloven om individuel underretning fandt anvendelse, hvorefter der burde være givet individuel underretning til forældrene til børn i den pågældende skole. Tilsynsrådet fandt imidlertid, at byrådet med rimelighed havde kunnet lægge Undervisningsministeriets vejledning om proceduren ved en skolenedlæggelse til grund, hvorefter folkeskolelovens § 22, stk. 5, ikke omfattede en henvisning til § 23 i kommuneplanloven.

A klagede til ombudsmanden over, at Undervisningsministeriets vejledning ikke indeholdt henvisning til § 23 i kommuneplanloven. Ombudsmanden udtalte, at § 22, stk. 5, i folkeskoleloven generelt henviste til proceduren for lokalplaner og dermed også omfattede § 23 i kommuneplanloven om individuel underretning.

Forarbejderne gav ingen nærmere vejledning om, hvorledes bestemmelsen skulle forstås, hvorfor ombudsmanden på denne baggrund ikke fandt anledning til at kritisere den af ministeriet i vejledningen anlagte fortolkning. Ombudsmanden gjorde imidlertid ministeriet opmærksom på, at der kunne være behov for ved en kommende revision af loven at søge folkeskolelovens § 22 tydeliggjort.(J. nr. 1991-452-710).

A klagede over en amtskommunes fortolkning af en bestemmelse i en bekendtgørelse fra Undervisningsministeriet om befordringsgodtgørelse. Efter bestemmelsen skulle der ydes godtgørelse til transport med billigste offentlige transportmiddel "mellem bopæl og skole". Efter praksis ydede amtskommunen imidlertid ikke godtgørelse til transport med lokale bybusser på korte strækninger, selv om bybusserne blev anset for offentlige transportmidler. Indenrigsministeriet havde ikke som tilsynsmyndighed fundet grundlag for at gribe ind, idet Undervisningsministeriet ikke havde anset amtskommunens praksis for stridende imod bekendtgørelsen.

Ombudsmanden udtalte, at han ikke kunne tilslutte sig Undervisningsministeriets udtalelser, hvorefter det ikke er i strid med bekendtgørelsen, at en amtskommune efter en konkret vurdering forudsætter, at en elev går eller cykler en kortere strækning, selv om der findes et offentligt befordringsmiddel på strækningen. Ombudsmanden henstillede til Undervisningsministeriet at tage skridt til at præcisere bestemmelsen, såfremt ministeriet ønskede at fastholde sin retsopfattelse.

Med hensyn til Indenrigsministeriets afgørelse om ikke at gribe ind over for amtskommunen udtalte ombudsmanden, at han ikke havde fuldt tilstrækkeligt grundlag for at anse amtskommunens praksis for at være i så klar strid med bekendtgørelsens bestemmelser, at Indenrigsministeriet burde have grebet ind over for amtskommunen. Ombudsmanden henviste herved navnlig til, at Indenrigsministeriet kun i ganske særlige tilfælde antages at kunne statuere lovstridighed, når der ikke efter ressortmyndighedens opfattelse foreligger lovstrid. (J. nr. 1990-1240-710).

En far rettede henvendelse til ombudsmanden om problemer vedrørende brugerbetaling i folkeskolen. Han pegede på at det var en udbredt praksis at der i forbindelse med bl.a. lejrskoler opkrævedes betaling af forældrene for elevernes deltagelse. Ombudsmanden bad Undervisningsministeriet om en udtalelse i anledning af henvendelsen.

Undervisningsministeriet meddelte ombudsmanden at det var ministeriets opfattelse at der var hjemmel i folkeskoleloven til at opkræve betaling fra forældrene til elevernes deltagelse i de nævnte aktiviteter, idet aktiviteterne ikke kunne henregnes til undervisning.

Ombudsmanden udtalte i sin foreløbige redegørelse at da aktiviteterne typisk ville have et klart fagligt sigte og være en integreret del i den undervisning der foregår på skolen, måtte de betegnes som undervisning. Der var således ikke hjemmel i folkeskoleloven for at pålægge forældrene udgifterne for afholdelsen af arrangementerne. Desuden udtalte ombudsmanden at det fulgte af det almindelige legalitetsprincip at også forældrebetaling til dækning af udgifter der ikke kan henregnes til folkeskolelovens undervisning, skal have hjemmel - en hjemmel der dog ikke behøver at være udtrykkelig lovhjemmel.

Ministeriet erklærede sig enig i at der ikke i folkeskoleloven var hjemmel til opkrævning af forældrebetaling for elevernes deltagelse i lejrskoler mv. og at hjemmelsgrundlaget burde afklares. Ministeriet ville derfor tage initiativ til at udarbejde et forslag til lov om ændring af folkeskoleloven. Derimod var det ministeriets opfattelse at der ikke kræves hjemmel for at en kommune eller skole modtager bidrag fra forældrene der beror på en frivillig aftale.

I sin endelige redegørelse opretholdt ombudsmanden de synspunkter med hensyn til hjemmelsgrundlaget for forældrebetaling som var fremsat i den foreløbige redegørelse. For så vidt angik ministeriets henvisning til at opkrævningen kunne have grundlag i en frivillig aftale mellem skole og forældre, bemærkede ombudsmanden at der gjaldt visse retlige grænser for skolernes mulighed for modtagelse af frivillige bidrag. Under hensyn til at ministeriet ville afklare hjemmelsgrundlaget, fandt ombudsmanden ikke grundlag for at foretage sig videre vedrørende spørgsmålet og udbad sig underretning om hvad der skete med lofroslaget. (J.nr. 1995-2440-710)

Forældrene til en dreng på 13 år der led af infantil autisme og havde generelle indlæringsvanskeligheder, klagede til Folketingets Ombudsmand. Forældrene var utilfredse med at deres søn var visiteret til en specialskole for autistiske børn med indlæringsvanskeligheder. De valgte i stedet at indskrive drengen på en (almindelig) friskole hvor han blev enkeltintegreret efter den såkaldte ABA-metode.

Forældrene gjorde en række forhold gældende i klagen til ombudsmanden, bl.a. at FN’s børnekonvention og FN’s handicapkonvention var overtrådt.

Ombudsmanden udtalte sig bl.a. om sin forståelse af den relevante bestemmelse i FN’s handicapkonvention. Han mente ikke konventionerne var overtrådt. Ombudsmanden mente i øvrigt ikke der var udsigt til at han kunne kritisere Klagenævnet for Vidtgående Specialundervisnings afgørelse i sagen. I den forbindelse mente ombudsmanden heller ikke at han ville kunne kritisere nævnets prøvelse som klagemyndighed.

(J.nr. 2009-1787-710).

En far klagede over at Undervisningsministeriet havde givet et amt dispensation fra folkeskolelovens bestemmelser om minimumsgrænser for antallet af klasseundervisningstimer på en skole for fysisk og psykisk handicappede. Faderens søn var elev på den pågældende skole. Faderen mente ikke at Undervisningsministeriet havde hjemmel til at give den pågældende dispensation.

Undervisningsministeriet svarede at ministeriet med hjemmel i folkeskolelovens § 3, stk. 2, havde udstedt en bekendtgørelse om folkeskolens specialundervisning og anden socialpædagogiske bistand. Bekendtgørelsen indeholdt efter Undervisningsministeriets mening den fornødne hjemmel.

Ombudsmanden mente ikke at den påberåbte dispensationsbestemmelse kunne anvendes som hjemmel til afgørelser der er i strid med selve bemyndigelsesloven. Ombudsmanden udtalte derfor at Undervisningsministeriet ikke havde den fornødne hjemmel til at meddele den omtalte dispensation, og henviste bl.a. til at en fravigelse af minimumstimetallet måtte betragtes som en forholdsvis indgribende foranstaltning der krævede præcis hjemmel. Ombudsmanden henstillede at Undervisningsministeriet genoptog sagen. (J.nr. 1996-1072-710).

En advokat klagede på vegne af en forening af efterskoler over at Kulturministeriet havde gjort udbetaling af lønpuljemidler til den enkelte efterskole betinget af forhandling med den forhandlingsberettigede organisation om midlernes fordeling. Ministeriet havde fastsat betingelsen i et cirkulære, men advokaten mente ikke at ministeriet heri havde hjemmel til at give pålæg om forhandlingsvilkår. Advokaten rejste endvidere spørgsmål om hvorvidt ministeriet havde hjemmel til at lade et cirkulære om tjenestefrihed uden løn gælde for lærere ved efterskoler.

Ombudsmanden udtalte ikke kritik i forbindelse med lønpuljespørgsmålet.

Ombudsmanden mente derimod at det var tvivlsomt, om ministeriet havde hjemmel til at fastsætte regler om tjenestefrihed uden løn gældende for lærere på efterskoler.

Ombudsmanden henstillede til ministeriet at ministeriet tog initiativ til at løse hjemmelsproblemet. (J. nr. 1993-52-75).

En borger henvendte sig til ombudsmanden med nogle spørgsmål om klager over karakterer ved studentereksamen. Borgeren pegede særligt på to forhold: Dels at klagernes oplysninger og argumenter til støtte for en højere karakter ikke måtte komme frem til de personer som skulle bedømme om karakteren skulle hæves når der var blevet klaget over den. Dels at der ikke blev givet en begrundelse – hverken samtidig med afgørelsen eller efterfølgende på begæring – når karakteren blev fastholdt, eller hvis der blev givet en karakter der var lavere end klageren ønskede.

Sagen gav ombudsmanden anledning til kritik af den ordning som Undervisningsministeriet har etableret i sager om klager over karakterer ved studentereksamen, herunder bestemmelser fastsat i eksamensbekendtgørelsen.

Ombudsmanden udtalte at der ikke er lovhjemmel til at Undervisningsministeriet kan fastsætte en ordning om klager over karakterer ved studentereksamen der fraviger det der almindeligvis gælder for administrativ rekurs. Det betyder bl.a. at de almindelige regler om at undersøgelsesprincippet gælder for klageinstansen, og at klageren har adgang til at fremføre nye påstande mv. over for klageinstansen, gælder for behandlingen af klager over karakterer ved studentereksamen.

Efter ombudsmandens opfattelse er en eventuel ombedømmelse, og en deraf følgende ændret karakter, (en del af) resultatet af afgørelsen i klagesagen og dermed også en del af den samlede afgørelse. Det betyder bl.a. at en eventuel ombedømmelse der ændrer karakteren, er (en del af) en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

Men når en myndighed beslutter hvordan det videre forløb af en sag skal være, træffer myndigheden efter ombudsmandens opfattelse som udgangspunkt ikke en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Der er derimod tale om en procesledende beslutning. Dette gælder dog ikke hvis beslutningen går ud på at afslutte sagen. En sådan beslutning er en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Ligeledes er en beslutning om ny prøve (omprøve) en afgørelse i forvaltningslovens forstand, hvorimod bedømmelsen af omprøven ikke er afgørelsen i klagesagen – eller i det hele taget en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

Ombudsmanden henstillede på den baggrund til Undervisningsministeriet at ændre den ordning og praksis som ministeriet har fastlagt vedrørende behandlingen af klager over karakterer ved studentereksamen, eller – alternativt – at sørge for fornøden lovhjemmel til ordningen.
(J.nr. 2007-3885-711)

Klik på linket til højre for at læse hele redegørelsen.

En ansøger til en lektorstilling ved Aarhus Universitet klagede over at en bestemt person var blevet formand for bedømmelsesudvalget. Han klagede endvidere over at universitetet havde afvist at besvare hans spørgsmål om formandens kvalifikationer.

Ansøgeren klagede endvidere over at stillingen var blevet besat inden Undervisningsministeriet havde afgjort klagen over bedømmelsesudvalgets sammensætning.

Ombudsmanden kritiserede Aarhus Universtiet for ikke at have besvaret ansøgerens spørgsmål om formandens kvalifikationer. Ombudsmanden kritiserede endvidere Undervisningsministeriet for at have afvist ansøgerens klage over bedømmelsesudvalgets sammensætning, uden at undersøge om formanden besad de fornødne kvalifikationer til at være medlem af udvalget. (J.nr. 1994-2559--810).

En gymnasielærer var nabo til en af sine elever. Mellem læreren og elevens familie var der en nabostrid som bl.a. omfattede en retssag om skellet mellem de to nabogrunde og en hegnssag. Nabostriden var aktuel og kulminerede det forår eleven skulle til eksamen.

Ombudsmanden udtalte at for beslutninger om års- og eksamenskarakterer gælder uskrevne forvaltningsretlige grundsætninger om inhabilitet hvis indhold i vidt omfang svarer til de udtrykkelige regler i forvaltningsloven. På den baggrund mente ombudsmanden at læreren havde været inhabil i forbindelse med fastsættelse af elevens årskarakter og eksamenskarakter efter grundsætningen i forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 5, og at læreren efter grundsætningen i forvaltningslovens § 6, stk. 1, skulle have underrettet gymnasiet om den mulige inhabilitet.

Ombudsmanden kritiserede at gymnasiet ikke havde taget udtrykkelig stilling til lærerens habilitet og spørgsmålet om substitution af den inhabile lærer. Hvis en lærer er inhabil, mente ombudsmanden at en skole først bør undersøge om det er praktisk muligt at undervise eleven i en anden klasse i den inhabile lærers timer. Er det ikke muligt, bør en anden lærer overvære undervisningen (og vurdere eventuelle skriftlige opgaver) og dernæst fastsætte årskarakteren. I en eksamenssituation bør substitution foretages ved at en anden lærer eksaminerer eleven. 

Ombudsmanden kritiserede også at Undervisningsministeriet ikke havde påtalt gymnasiets manglende stillingtagen. Ombudsmanden henstillede at ministeriet på ny henleder bl.a. gymnasiernes opmærksomhed på de gældende habilitetsregler.
(J.nr. 2006-2162-709).

 

Klik på linket til højre for at læse hele redegørelsen.

Århus Universitet nedsatte et bedømmelsesudvalg til vurdering af ansøgere til besættelse af docentstillinger, uden at der reelt blev givet ansøgerne mulighed for forinden at fremkomme med indsigelser mod bedømmelsesudvalgets sammensætning. Bedømmelsesudvalget afgav en indstilling til fakultetsrådet, uden at der forinden var blevet givet ansøgerne en frist til at fremsætte bemærkninger til indstillingen. Udvalget gjorde i indstillingen rede for, hvilke kriterier der var blevet tillagt vægt ved udvælgelsen af de indstillede ansøgere. Indstillingen indeholdt imidlertid ikke en særskilt bedømmelse af de enkelte ansøgere.

Ombudsmanden udtalte, at det havde været bedst stemmende med god forvaltningsskik, om der var givet ansøgerne en passende frist til at fremkomme med indsigelser mod bedømmelsesudvalgets sammensætning og udvalgets indstilling til docentstillingerne. Ombudsmanden udtalte endvidere, at indstillingen burde have indeholdt en nærmere begrundelse for, at andre ansøgere blev foretrukket frem for én ansøger (A), der i øvrigt var fundet kvalificeret. Ombudsmanden henstillede til Undervisningsministeriet at foranledige, at sagen om eventuel tildeling af docenttillæg til A blev genoptaget. (J. nr. 1991-957-70).

Forældrene til en elev på et privat gymnasium klagede til ombudsmanden over at rektor for gymnasieskolen midlertidigt havde udelukket og efterfølgende bortvist deres søn fra skolen, og over at Undervisningsministeriet ikke havde ændret rektors afgørelser. Forældrene klagede endvidere over den tid som ministeriet havde taget om at behandle klagen. Under sagens behandling hos ombudsmanden udtalte Undervisningsministeriet at reglerne i gymnasiebekendtgørelsen om partshøring, begrundelse og klagevejledning finder anvendelse ved afgørelser om bortvisning, og at gymnasieskolen ikke havde opfyldt reglerne i forbindelse med bortvisningen af sønnen.

Ministeriet udtalte også senere at der hverken var hjemmel til at udelukke sønnen midlertidigt efter gymnasiebekendtgørelsens bestemmelser eller på andet grundlag eller til senere at bortvise ham efter bekendtgørelsens bestemmelser.

Ombudsmanden meddelte forældrene at gymnasieskolen som et privat gymnasium ikke var en del af den offentlig forvaltning, og at ombudsmanden derfor var afskåret fra at foretage sig noget direkte over for skolen. Ombudsmanden meddelte endvidere forældrene at han havde besluttet at afslutte sin behandling af sagen uden at afgive en egentlig ombudsmandsudtalelse. Ombudsmanden henviste til at Undervisningsministeriet under sagens behandling havde givet forældrene medhold i væsentlige dele af klagen, og at der ikke var udsigt til at han kunne kritisere sagsbehandlingstiden i Undervisningsministeriet.

Undervisningsministeriet havde tidligere under sagens behandling udtalt at man navnlig under hensyn til den lange tid der var gået siden skolens afgørelse blev truffet, ikke mente at afgørelsen om bortvisning burde ændres med den virkning at sønnen kunne fortsætte på skolen. Ombudsmanden sendte Undervisningsministeriet en kopi af sit afsluttende brev til forældrene som en anmodning fra forældrene om at ministeriet tog stilling til hvorvidt man på baggrund af ministeriets seneste vurdering af manglerne ved afgørelsen om bortvisningen, ville foretage sig mere over for gymnasieskolen. Ombudsmanden bad Undervisningsministeriet om underretning om ministeriets svar til forældrene. (J.nr. 2001-0762-711).

Af ”Nyt fra Det juridiske Fakultet, Københavns Universitet”, februar 2001, fremgik at tilmelding til sommereksamen 2001 kun kunne ske via Internettet.

Efter at have indhentet en udtalelse fra universitetet om sagen bad ombudsmanden Ministeriet for Teknologi, Videnskab og Udvikling om en udtalelse med henvisning til § 17, stk. 1, i ombudsmandsloven. Ombudsmanden bad ministeriet oplyse hvad det agtede at foretage sig i anledning af den ordning universitetet havde indført.

Ministeriet svarede at det havde meddelt universitetet at det efter ministeriets opfattelse krævede lovhjemmel at pålægge borgerne pligt til at benytte digital kommunikation ved henvendelse til offentlige myndigheder. Ministeriet havde derfor henstillet at Københavns Universitet ændrede det obligatoriske krav til en fakultativ ordning.

På denne baggrund meddelte ombudsmanden at han ikke foretog sig mere i sagen. (J.nr. 2001-0653-712).

En far klagede over at skolebladsredaktionen på hans barns skole afviste at optage to indlæg fra ham i skolebladet. Skolebestyrelsen og kommunen fastholdt redaktionens afvisning. Kommunen henviste bl.a. til at skolebladet skulle kunne læses både af elever og forældre, og at indlæg i bladet af den grund skulle holdes i en venlig og positiv tone. Hverken tilsynsrådet eller Indenrigsministeriet mente der var handlet ulovligt i sagen.

Ombudsmanden tog kun stilling til om tilsynsrådet og ministeriet i medfør af den kommunale tilsynsordning burde have påtalt kommunens behandling af sagen.

Efter ombudsmandens opfattelse kunne afvisningen af indlæggene ikke betegnes som censur i grundlovens forstand eller som værende i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 10 om ytringsfriheden. Ombudsmanden udtalte dog at hensynet til ytringsfriheden bør indgå med høj prioritet i myndigheders skønsmæssige vurdering. Der skulle således foreligge gode grunde til ikke at optage indlæggene. Dette burde bl.a. tilsynsrådet have tilkendegivet over for kommunen.

Det gav ikke ombudsmanden anledning til bemærkninger at tilsynsrådet og ministeriet mente, det var sagligt at tage hensyn til at indlæg i et skoleblad skulle kunne læses af såvel elever som forældre.

Derimod stemte det efter ombudsmandens opfattelse dårligt med hensynet til ytringsfriheden at afvise indlæg blot fordi de ikke var positive eller venlige i deres tone eller indhold. Ombudsmanden tilsluttede sig derfor ministeriets opfattelse af at det var tvivlsomt, om dette hensyn var sagligt. (J.nr. 1998-1809-710).

A, der var lærer på en kommuneskole, klagede over, at hun uansøgt var blevet overflyttet til en anden skole i kommunen.

Ombudsmanden fandt ikke grundlag for at kritisere beslutningen om overflytning af A som følge af arbejdsmangel, jf. tjenestemandslovens § 12, stk. 1. Ombudsmanden fandt heller ikke grundlag for at kritisere, at kommunen, da der ikke længere forelå arbejdsmangel, skønnede, at overflytningen skulle opretholdes.

Ombudsmanden anså ikke beslutningen om overflytning for en afgørelse i forvaltningslovens forstand og dermed omfattet af forvaltningslovens partshøringsbestemmelser. Uanset dette fandt ombudsmanden, at det havde været mere hensynsfuldt og bedst stemmende med god forvaltningsskik, at A - inden beslutningen om overflytningen blev truffet - var blevet underrettet om, at hun var blandt dem, kommunen overvejede at flytte, og at hun samtidig havde fået lejlighed til at udtale sig herom. (J. nr. 1992-925-812).

A overdrog i 1918 en skole, S til K kommune på nærmere bestemte vilkår, herunder vedrørende reglerne for S's drift. Påtaleretten med hensyn til vilkårene skulle ved A's død overgå til dennes nevø, B. I tilfælde af B's forfald skulle den overgå til Undervisningsministeriet(UVM).

Justitsministeriet (JMT) tillod efter anmodning fra K ændring af vilkårene. Endvidere blev UVM fritaget for påtaleretten. Begge dele skete i medfør af arvelovens § 69. Bestyrelsen for S klagede til ombudsmanden over JMT's permutation.

Ombudsmanden fandt ikke, at den omstændighed, at de aftalte vilkår var fastsat ved en overdragelse før arvelovens ikrafttræden, var til hinder for, at arvelovens § 69 eller principperne i denne kunne finde anvendelse.

Heller ikke gymnasieloven fra 1977 fandtes at være til hinder for den tilladte ændring af vilkårene.

Endvidere fandt ombudsmanden under hensyn til, at ændringer af vilkårene ville kræve JMT's tilladelse efter arvelovens § 69, ikke at JMT havde været forpligtet til at indsætte en ny påtaleberettiget. (J. nr. 1991-850-619).

En far klagede over at hans søn havde fået afslag på at blive optaget på det gymnasium han havde søgt ind på, og i stedet var blevet optaget på et andet.

Ombudsmanden tog ikke stilling til sagen fordi sønnen efterfølgende fik plads på det ønskede gymnasium, men klagen gav ombudsmanden anledning til at udtale sig generelt om retsgrundlaget for optagelse i gymnasiet og hf.

Hverken rektor, fordelingsudvalget eller Undervisningsministeriet var enige i ombudsmandens umiddelbare forståelse af retsgrundlaget. Undervisningsministeriet henviste blandt andet til en udvalgsbetænkning og til to politiske ordføreres tilkendegivelser og beskrivelser af forhandlingsresultatet og til at gymnasieloven byggede på et bredt politisk forlig.

Ombudsmanden fastholdt sin retsopfattelse i den endelige udtalelse. Ombudsmanden lagde blandt andet vægt på at forarbejder til en lov i almindelighed ikke kan føre til resultater der strider mod lovens tekst. Ombudsmanden henstillede derfor til Undervisningsministeriet at den bestående uoverensstemmelse mellem retsgrundlaget og praksis hører op. (J.nr. 2000-2371-711).

Et forældrepar klagede til ombudsmanden over en kommunal skoles beslutning om klassesammensætning fordi parret ikke ønskede at deres datter skulle gå i klasse med en bestemt dreng. Parret klagede også over sagsbehandlingen.

  Ombudsmanden udtalte at skolens beslutning om klassesammensætning er omfattet af begrebet faktisk forvaltningsvirksomhed, og at skolens meddelelse om klassesammensætningen ikke er en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Derimod er skolens svar på forældrenes klage over klassesammensætningen en afgørelse, og dette indebærer at skolen burde have fulgt reglerne i forvaltningsloven. Kommunens svar på klagen over skolen var også en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

  Det er fast antaget at resultatet af en forvaltningsmyndigheds behandling af en klage (over myndighedens udøvelse af faktisk forvaltningsvirksomhed) er en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Ombudsmanden mente det var kritisabelt at skolen ikke gjorde sig klart at behandlingen af forældreparrets klage var afgørelsesvirksomhed. Ombudsmanden kritiserede også kommunens sagsoplysning, partshøring, manglende henvisning til retsregler i begrundelsen og det forhold at skolen ikke havde givet klagevejledning til forældrene.

  (J.nr. 2005-2831-710)

På grund af et stort fravær ved skoleårets start modtog en elev på et gymnasium en skriftlig advarsel. Det fremgik bl.a. af advarslen at hun risikerede at blive overført til eksamen på særlige vilkår hvis forsømmelserne fortsatte. Ca. tre uger senere meddelte rektor at hun skulle til eksamen på særlige vilkår. Eleven nedbragte de næste måneder fraværet væsentligt, og fire måneder senere udgjorde det under 15,1% af undervisningen hvilket hun gjorde rektor opmærksom på. Rektor meddelte at han ikke havde til hensigt at ændre den trufne afgørelse. Eleven klagede herefter til Undervisningsministeriet. I en afgørelse der var stilet til rektor, stadfæstede ministeriet rektors afgørelse.

Ombudsmanden udtalte at rektor burde have foretaget partshøring af eleven inden han traf afgørelsen om at hun skulle til eksamen på særlige vilkår, og at Undervisningsministeriet burde have påtalt at dette ikke var sket. Endvidere fandt ombudsmanden det beklageligt at ministeriet ikke havde givet eleven lejlighed til at kommentere rektors udtalelse inden ministeriet traf afgørelse i sagen. Ombudsmanden fandt det ligeledes beklageligt at ministeriet ikke havde påtalt over for rektor, at han ikke havde givet eleven klagevejledning i forbindelse med afgørelsen.

Ombudsmanden udtalte endvidere at Undervisningsministeriet burde have underrettet eleven direkte om afgørelsen af hendes klage, og at ministeriet burde have bedt rektor om at træffe en afgørelse om, hvorvidt eleven efter sin senere henvendelse alligevel kunne aflægge prøve på normale vilkår, jf. gymnasiebekendtgørelsens § 3, stk. 7.

Selv om rektors afgørelse var behæftet med sagsbehandlingsfejl, mente ombudsmanden dog ikke at disse var så væsentlige, at afgørelsen var ugyldig. Rektors manglende realitetsbehandling af elevens anmodning om at aflægge prøve på normale vilkår måtte imidlertid anses for en væsentlig fejl, idet det ikke kunne udelukkes at rektor efter en realitetsbehandling af anmodningen ville have imødekommet den. Da eleven efter det oplyste ved sagens afslutning havde bestået eksamen på særlige vilkår, gik ombudsmanden ud fra at hun ikke var interesseret i en genoptagelse af sagen med henblik på, om hun burde tilbydes at aflægge eksamen på normale vilkår. (J. nr. 1994-683-711).

En kvinde klagede på vegne af sit barnebarn over et afslag på ansøgning om SU til uddannelse i udlandet. Afslaget blev givet med henvisning til § 48, stk. 1, i den dagældende SU-bekendtgørelse hvorefter det var en betingelse for støtte til uddannelse i udlandet at den uddannelsessøgende skulle have haft sammenhængende ophold i Danmark i mindst 2 år. Denne betingelse opfyldte barnebarnet ikke.

Ombudsmanden udtalte i sin foreløbige redegørelse at han på det foreliggende grundlag ikke mente der var hjemmel i lov om statens uddannelsesstøtte til at udstede sådanne regler om krav til de uddannelsessøgende. SU-styrelsen meddelte herefter at styrelsen ville tage de sager der var afgjort i henhold til bestemmelsen, op til fornyet behandling, og at styrelsen ville tage kontakt til ambassaderne for at komme i forbindelse med de studerende som på grund af bestemmelsen havde undladt at søge om støtte. Ankenævnet for Uddannelsesstøtten meddelte desuden at barnebarnets ansøgning om SU burde imødekommes. Undervisningsministeriet meddelte at ministeriet ville tage skridt til at ændre SU-bekendtgørelsen på dette punkt. (J.nr. 1999-0696-073).

A klagede over, at Undervisningsministeriet ikke fandt anledning til at kritisere, at en skole - hvor A var ansat - havde modregnet 12.759,48 kr. i hans løn. Beløbet vedrørte et særligt tillæg, der fejlagtigt var blevet udbetalt over en 9-måneders periode.

Til støtte for kravet om tilbagebetaling havde skolen gjort gældende, at A burde have haft kendskab til, at han ikke havde været berettiget til tillægget.

Ombudsmanden fandt, at der - udover en vurdering af A's subjektive forhold - skulle foretages en mere almen, objektivt præget vurdering af, hvem der var nærmest til at bære risikoen for den skete fejludbetaling.

Efter en angivelse af, hvilke kriterier der kunne indgå i denne vurdering, henstillede ombudsmanden til Undervisningsministeriet, at sagen blev undergivet en fornyet overvejelse. (J. nr. 1989-204-70).

Kulturministeriet afskedigede med henvisning til tjenestemandslovens § 28 A fra hans stilling som overlærer på et voksenuddannelsescenter. Begrundelsen for afskedigelsen var tilbagevendende problemer vedrørende A's pædagogiske evner og undervisningsform.

Ombudsmanden udtalte, at afskedigelsen i henhold til den nævnte bestemmelse forudsætter, at der foreligger et sagligt grundlag for afskedigelsesbeslutningen. Ombudsmanden fremsatte dernæst nogle generelle betragtninger om, under hvilke omstændigheder manglende egnethed i tjenesten og samarbejdsvanskeligheder kan udgøre det fornødne saglige grundlag for en sådan afskedigelsesbeslutning.

Ombudsmanden fandt det ikke med tilstrækkelig sikkerhed godtgjort, at A's samarbejdsproblemer med centrets forstander havde haft en betydelig negativ indflydelse på A's udførelse af sine undervisningsopgaver. Det var derfor ombudsmandens opfattelse, at Kulturministeriet ikke havde haft det fornødne grundlag for at afskedige A. (J. nr. 1992-2270-812).

Journalsystemet på et universitet var indrettet sådan at det ikke var muligt for universitetet at søge efter sager om et bestemt emne eller en konkret bestemmelse i SU-lovgivningen.

  Ombudsmanden udtalte at det er beklageligt at universitetets søgemuligheder er begrænset til søgning efter sager ved angivelse af ansøgerens personnummer. Myndighederne skal overholde det forvaltningsretlige lighedsprincip, og det forudsætter at de har et tilstrækkeligt sikkert overblik over deres egen praksis.

  (J.nr. 2004-3341-730).

En professor klagede til ombudsmanden over at det universitet hvor han var ansat, havde krænket hans ytringsfrihed.

Professoren havde i en kronik kritiseret en rapport udarbejdet af tre af hans kolleger. Han havde også indkaldt erhvervsfolk til et møde til drøftelse af erhvervsudviklingen i regionen, og i den forbindelse henviste han til den kritiske kronik.

Universitetets rektor skrev i anledning af kronikken og mødeindkaldelsen til professoren og kritiserede hans adfærd der blev karakteriseret som ”dybt illoyal”. Kritikken blev fremsat bl.a. med baggrund i en aftale som tidligere var blevet indgået mellem professoren og rektor. Ifølge aftalen måtte professoren ikke, når han udtalte sig offentligt, referere til navngivne personer i direkte eller indirekte form. Rektor skrev desuden til dem som var inviteret til mødet, og gjorde opmærksom på at der var tale om et rent privat initiativ fra professorens side.
Ombudsmanden lagde til grund at professorens kritik af kollegerne og mødeindkaldelsen var tjenstlige aktiviteter. Reglerne om hvad offentligt ansatte kan ytre sig om som privatpersoner, var derfor ikke relevante.

Ombudsmanden udtalte at spørgsmålet om rektors reaktioner måtte bedømmes på baggrund af ledelsesretten. Ledelsesretten skal for så vidt angår ansættelsen på et universitet, udøves bl.a. med respekt for reglerne i universitetsloven.

Det var ombudsmandens opfattelse at forbuddet mod at referere til navngivne personer ikke var foreneligt med reglerne i universitetsloven om forskningsfrihed og tilskyndelse til at deltage i den offentlige debat. Den del af rektors kritik der havde baggrund i overtrædelse af dette forbud, var derfor ikke berettiget.

Derimod mente ombudsmanden at det lå inden for ledelsesrettens rammer at stille krav om loyal adfærd over for kolleger i forbindelse med faglig kritik, herunder krav til sprogbrugen og til information, inden kritik fremsættes offentligt. Herudover måtte der også kunne stilles krav om at en professor underrettede universitetsledelsen inden der blev indkaldt til at møde hvor det fremstod som om mødet var indkaldt på universitets vegne, og som om professoren repræsenterede universitetets synspunkter. I det omfang rektors kritik var baseret på disse forhold, kunne den således ikke give ombudsmanden anledning til bemærkninger.

Endelig var det ombudsmandens opfattelse at rektor som led i ledelsesretten kunne rette henvendelse til de inviterede for nærmere at redegøre for universitetets rolle og i den forbindelse kunne præcisere at de synspunkter som blev fremsat i mødeindkaldelsen, var professorens egne, og ikke universitets syns punkter.

(J.nr. 2003-4209-815)