En medarbejder i en kommune klagede over at hun var blevet tildelt en tjenstlig advarsel af kommunen. Begrundelsen for advarslen var at medarbejderen uden saglig grund havde indhentet oplysninger om kommunens arbejdsmarkedschef og dennes familie i et kommunalt register som indeholdt fortrolige oplysninger til brug for ligningen af skatteborgerne i kommunen. Advarslen blev endvidere begrundet i at medarbejderen havde videregivet anonymiserede oplysninger i en social sag til sin fagforening.

Ombudsmanden udtalte at kommunen ikke kunne betragte medarbejderens videregivelse af anonymiserede oplysninger fra en social sag til sin fagforening som en tjenesteforseelse eller på anden måde kritisabelt. Videregivelsen af oplysningerne kunne dermed heller ikke berettige kommunen til at give en advarsel. Ombudsmanden havde derimod ikke grundlag for at kritisere at kommunen mente at medarbejderen handlede pligtstridigt ved at indhente oplysninger i registret om arbejdsmarkedschefen og dennes familie. På den baggrund henstillede ombudsmanden til kommunen at genoptage sagen med henblik på at overveje om det forhold at medarbejderen søgte oplysninger om arbejdsmarkedschefen og dennes familie i registret, i sig selv var af en sådan grovhed at det kunne give anledning til at meddele medarbejderen en advarsel. Ombudsmanden skrev samtidig til kommunen at den i forbindelse med sin genoptagelse af sagen burde være opmærksom på at en advarsel kan miste sin betydning ved at ligge for langt tilbage i tiden. (J.nr. 2001-2313-812).

En socialpædagog på en specialinstitution modtog en advarsel for at have involveret forældre i en intern konflikt. Grundlaget for advarslen var af flere årsager ikke i orden.

Regionen fulgte ombudsmandens henstilling og trak advarslen tilbage.

En kvinde blev afskediget efter 24 år som tjenestemandsansat i kriminalforsorgen. Kvinden havde en øjenlidelse der bevirkede at hun ikke kunne arbejde i længere tid ved en computer. Det var først og fremmest dette forhold der gav hende problemer ved arbejdet i kriminalforsorgen.

Ombudsmanden udtalte at arbejdsgiveren ikke havde foretaget tilstrækkelige undersøgelser af mulighederne for at beholde kvinden på arbejdspladsen ved at kompensere for øjenlidelsen og eventuelt ansætte hende i et fleksjob.

Ombudsmanden udtalte desuden at arbejdsgiveren skulle have forholdt sig til om kvindens synsproblemer kunne karakteriseres som et handicap, med den virkning at forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap skulle indgå i vurderingen af sagen.

Kvinden blev afskediget mindre end et år før hun kunne være gået på efterløn. Ombudsmanden mente at arbejdsgiveren i en sag som denne burde have inddraget det forhold at kvinden, før hun blev afskediget, flere gange havde tilkendegivet over for arbejdsgiveren at hun ønskede at blive på arbejdspladsen indtil hun kunne gå på efterløn. Ombudsmanden mente desuden ikke at arbejdsgiveren kunne se bort fra kvindens anciennitet.

Ombudsmanden udtalte at kriminalforsorgens behandling af sagen var overordentlig kritisabel. Ombudsmanden mente desuden at der var grundlag for at myndighederne genoptog behandlingen af sagen med henblik på at arbejdsgiveren tog stilling til de krav kvinden havde fremsat.
(J.nr. 2007-1785-813).

Klik på linket til højre for at læse hele redegørelsen.

Lederen af en musikskole gav en lærer en advarsel fordi hun var udeblevet fra en julekoncert. Advarslen blev givet under et møde, men efter mødet opstod der uenighed mellem lederen og læreren om referatet af mødet. Læreren ville kun underskrive referatet med bemærkninger som lederen ikke ville acceptere. Lederen bad læreren om skriftligt at anerkende og acceptere advarslen, og da det ikke skete, blev læreren afskediget.

Ombudsmanden udtalte at det var berettiget at læreren havde fået en advarsel. Ombudsmanden udtalte desuden at der ikke er grundlag for at antage at en ansat som har fået en advarsel af sin arbejdsgiver, har pligt til at meddele arbejdsgiveren at han eller hun anerkender og accepterer advarslen. Den ansatte har heller ikke pligt til at underskrive referatet af et tjenstligt møde hvor advarslen blev meddelt den ansatte. Afskedigelsen var derfor uberettiget. Desuden havde musikskolen ikke på alle punkter fulgt reglerne om partshøring og begrundelse. Ombudsmanden henstillede at musikskolen genoptog sagen.

Musikskolen genoptog sagen og tog ombudsmandens redegørelse til efterretning. Læreren bad ombudsmanden om at henstille til Civilstyrelsen at hun fik fri proces til en sag mod musikskolen, men det besluttede ombudsmanden ikke at gøre.
(J.nr. 2006-4201-813).

Klik på linket til højre for at læse hele redegørelsen.

En tidligere fuldmægtig i Undervisningsministeriet klagede til ombudsmanden over at han var blevet afskediget. Han klagede endvidere over forløbet op til afskedigelsen der indebar at han i første omgang var blevet omplaceret til en styrelse under ministeriet med en prøvetid på 6 måneder. Vilkårene for omplaceringen var at hvis styrelsen efter prøvetiden afgav en positiv udtalelse, kunne den pågældende blive i styrelsen på almindelige vilkår. Hvis styrelsens udtalelse var negativ, var Undervisningsministeriet indstillet på at afskedige ham idet det var udelukket at han kunne vende tilbage til departementet. Da styrelsen efter endt prøvetid ikke ønskede at fuldmægtigens ansættelsesforhold skulle fortsætte på grund af manglende samarbejdsvilje og -evne, meddelte ministeriet at man var indstillet på at afskedige ham. Der blev herefter indgået en fratrædelsesaftale mellem fuldmægtigen, hans organisation og ministeriet.

Vedrørende omplaceringen til styrelsen udtalte ombudsmanden at fuldmægtigens omplacering indebar så væsentlige ændringer i hans hidtidige ansættelsesforhold at der var tale om forflyttelse. En sådan beslutning anses for en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Forflyttelsen indebar en uansøgt afskedigelse af fuldmægtigen fra hans hidtidige stilling. Undervisningsministeriet burde derfor forud for beslutningen om at omplacere ham have partshørt ham i overensstemmelse med den ulovbestemte partshøringspligt der gælder ifølge retspraksis og ombudsmandspraksis for visse afgørelser om uansøgt afskedigelse af ansatte i forvaltningen. Efter ombudsmandens opfattelse var det endvidere beklageligt at fuldmægtigen ikke var blevet meddelt en skriftlig afgørelse der indeholdt den nærmere begrundelse for den uansøgte afskedigelse fra hans hidtidige stilling, jf. forvaltningslovens § 24, jf. § 22.

Vedrørende den endelige afskedigelse fra Undervisningsministeriet udtalte ombudsmanden at beslutningen fremtrådte som truffet efter aftale. En beslutning om uansøgt afskedigelse kræver at der meddeles den ansatte en egentlig afgørelse der skal være skriftlig. Afskedigelsen kan således ikke indtræde automatisk på grundlag af en aftale. Efter ombudsmandens opfattelse var det beklageligt at fuldmægtigen ikke var blevet meddelt en skriftlig afgørelse vedrørende den endelige afskedigelse og dermed heller ikke den nærmere begrundelse for afskedigelsen i overensstemmelse med forvaltningslovens § 24, jf. § 22.

Da Undervisningsministeriet havde udtalt at man var indstillet på at give fuldmægtigen en begrundelse for afgørelsen om omplacering og afgørelsen om den endelige afskedigelse, bad ombudsmanden ham rette henvendelse til ministeriet såfremt han fortsat ønskede en begrundelse for afgørelserne. (J.nr. 2000-3309-813).

En deltidsansat ledende folkebibliotekar som ikke var faguddannet bibliotekar, blev afskediget i forbindelse med en strukturændring. Stillingen blev ændret til en fuldtidsstilling og ønskedes besat med en faguddannet bibliotekar.

Ombudsmanden mente ikke der var grundlag for kritik heraf eller grundlag for at antage at kommunen ikke havde opfyldt sin pligt til at undersøge muligheden for omplacering. Ombudsmanden anså det heller ikke for at være i strid med lovgivningen at kommunen ikke ansatte den pågældende i en opslået medhjælperstilling.

Bibliotekaren blev ikke partshørt inden afskedigelsen. Hun var i en vis udstrækning orienteret om beslutningsgrundlaget, men var ikke bekendt med at sagen aktuelt blev behandlet i kommunalbestyrelsen. Ombudsmanden mente derfor partshøringsreglen i forvaltningslovens § 19 var tilsidesat. Ombudsmanden udtalte desuden at begrundelsen var mangelfuld, og at kommunen burde have taget notat om kommunens mundtlige orienteringer af bibliotekaren. (J.nr. 1998-0104-813).

En kommune fastsatte i forbindelse med en evalueringssamtale med en ansat psykolog retningslinier for psykologens fremtidige arbejde. Et nyt møde blev holdt med psykologen efter klager over hans arbejde. På mødet drøftedes det om psykologen selv ville sige sin stilling op. Herefter blev psykologen indstillet til afskedigelse og partshøring gennemført.

Ombudsmanden lagde til grund at kommunens tilkendegivelser på det første møde var en mundtlig advarsel der måtte anses for en afgørelse i forvaltningslovens forstand, og han kritiserede derfor at kommunen ikke havde partshørt psykologen før advarslen. Ombudsmanden kritiserede også at psykologen ikke i første omgang i overensstemmelse med kommunens personalepolitik fik en skriftlig advarsel i stedet for at blive afskediget. Endelig gav det grundlag for kritik at kommunen, før partshøring blev gennemført, drøftede med psykologen om han selv ville sige sin stilling op, og at begrundelsen for afskedigelsen var mangelfuld. (J.nr. 2000-1170-813).

En kommunalt ansat psykolog lod sig interviewe til et månedsmagasin i forbindelse med en artikel om pædofili. Psykologen blev efterfølgende afskediget under henvisning til at kommunen og kommunens borgere ikke havde den fornødne tillid til ham.

Psykologens udtalelser var efter ombudsmandens opfattelse ikke retsstridige. Ombudsmanden udtalte at følgevirkninger af lovlige ytringer, herunder en eventuelt opstået mangel på tillid, kan danne grundlag for anvendelsen af negative ledelsesbeføjelser som f.eks. diskretionær afskedigelse, men at det kræver et særlig sikkert bevismæssigt grundlag. På den baggrund kritiserede ombudsmanden kommunen for ikke at have tilstrækkelig dokumentation for grundlaget for afskedigelsen. Desuden kritiserede ombudsmanden at kommunen havde overtrådt reglerne om partshøring. (J.nr. 1999-1570-812).

En kommune afskedigede sin socialdirektør under henvisning til samarbejdsvanskeligheder.

Ombudsmanden udtalte at omfanget af kommunens partshøring af socialdirektøren gav anledning til bevistvivl. Ombudsmanden havde derfor ikke forudsætninger for at vurdere om socialdirektøren efter en samlet bedømmelse af hele sagsforløbet kunne anses for at være partshørt i det omfang der følger af reglerne i forvaltningslovens § 19 og retsgrundsætningen om ulovbestemt udvidet partshøringspligt.

Ombudsmanden udtalte at afskedigelsesbrevet til socialdirektøren ikke opfyldte kravene til begrundelsers indhold i forvaltningslovens § 24. Ombudsmanden udtalte endvidere at der efter hans opfattelse ikke i sagen var dokumentation for samarbejdsproblemer. Ombudsmanden mente at kommunens sagsbehandling vedrørende disse forhold var kritisabel.

Sammenfattende var det således som sagen var oplyst efter ombudsmandens opfattelse usikkert hvor omfattende og dybtgående samarbejdsproblemer der havde været mellem socialdirektøren og kommunens øvrige administrative ledelse. På denne baggrund havde ombudsmanden ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at kritisere afskedigelsen. (j.nr. 1997-2782-813).

Odense Kommune afskedigede beredskabschefen på Odense Brand- og Beredskabscenter. Efter kommunens opfattelse havde han udvist manglende dømmekraft og opfyldte derfor ikke decorumkravet i tjenestemandsregulativet.

Umiddelbart inden afskedigelsen havde beredskabschefen i forbindelse med en ulykke på et værft udtalt sig til pressen og efter kommunens opfattelse skabt urimelig og ubegrundet tvivl om hjælpeindsatsens effektivitet. Endvidere henviste kommunen ved afskedigelsen til et tidligere forhold vedrørende spirituskørsel.

Ombudsmanden udtalte at det tidligere forhold - i en situation som den foreliggende hvor der var tale om afskedigelse udløst af et konkret forhold i modsætning til en samlet vurdering af prøvetidens forløb - kun kunne indgå i afskedigelsesgrundlaget med beskeden vægt. Ombudsmanden henviste også til at de to forhold ikke havde nogen relevant sammenhæng eller lighed.

På ombudsmandens spørgsmål udtalte kommunen at den i forbindelse med vurderingen af afskedigelsesgrundlaget ikke havde taget stilling til om den konkrete indsats på værftet havde været tilstrækkelig effektiv eller ej.

Ombudsmanden udtalte at kommunen ikke - uden at vurdere indsatsen - kunne lægge til grund at beredskabschefens udtalelser var urimelige og ubegrundede. Ombudsmanden mente derfor ikke at kommunen havde haft det fornødne grundlag for at afskedige beredskabschefen.

Ombudsmanden henstillede at kommunen genoptog sagen med henblik på annullation af afskedigelsesafgørelsen og en stillingtagen til beredskabschefens eventuelle krav. (J.nr. 1994-2609-812).

En adjunkt blev afskediget fra sin stilling på en handels- og ingeniørhøjskole. Afskedigelsen byggede på anonyme elevevalueringer af adjunktens undervisning og oplysninger om adjunktens indstilling til gennemførelse af en voksenunderviseruddannelse.

Ombudsmanden udtalte sig generelt om i hvilken udstrækning han fremover ville undersøge sager som f.eks. adjunktens sag hvor en fagforening havde iværksat en fagretlig behandling der ikke var blevet afsluttet. Ombudsmanden færdigbehandlede adjunktens sag for så vidt angik sagsoplysning, partshøring og begrundelse.

Ombudsmanden mente det var kritisabelt at de anonyme elevevalueringer var indgået i grundlaget for afskedigelsen, og at skolens oplysningsgrundlag vedrørende gennemførelse af voksenunderviseruddannelsen ikke havde været tilstrækkeligt. Det var efter ombudsmandens opfattelse uheldigt at skolen havde ment at den kunne træffe afgørelsen om afskedigelse – der havde vidtrækkende betydning for adjunkten – på det grundlag som forelå for skolen på afskedigelsestidspunktet.

Ombudsmanden havde ikke grundlag for at foretage sig noget vedrørende skolens partshøring, men han kritiserede den begrundelse som havde ledsaget afgørelsen. (J.nr. 2000-3570-813).

A, der var tjenestemandsansat overbanehåndværker i DSB, klagede over at han var blevet afskediget med opsat pension. Som begrundelse for afskedigelsen havde DSB henvist til 3 tjenesteforseelser af disciplinær karakter.

Efter en gennemgang af sagen måtte ombudsmanden konkludere at der ikke i de forelagte oplysninger havde været tilstrækkeligt grundlag for at kvalificere de tre forhold, som DSB havde henvist til, som tjenesteforseelser. Samtidig fandt ombudsmanden det meget beklageligt at en række relevante faktiske forhold ikke var blevet søgt afklaret af DSB, inden afgørelsen blev truffet.

Ombudsmanden anså det endvidere for en væsentlig processuel fejl at A ikke - inden afgørelsen blev truffet - fik lejlighed til at kommentere indstillingen i sagen fra Auditøren under Trafikministeriet. Endelig udtalte ombudsmanden at han måtte nære alvorlige betænkeligheder ved, at DSB havde fundet det berettiget at anvende en så vidtgående sanktion som afskedigelse med opsat pension over for forseelsestyper som de omhandlede.

Ombudsmanden henstillede til DSB at annullere afskedigelsesafgørelsen og at kontakte A med henblik på at placere ham i en ny stilling. (J. nr. 1992-98-812).

 forbindelse med personalereduktioner blev en lektor afskediget. Han klagede over en ingeniørhøjskoles og Undervisningsministeriets behandling af hans sag. Afgørelsen var truffet af højskolens styrelsesråd efter indstilling fra tre studienævnsformænd på deres respektive nævns vegne.

Ombudsmanden mente det var tvivlsomt om studienævnene kunne delegere kompetencen til at afgive indstilling til studienævnsformændene.

Ombudsmanden udtalte endvidere at en af studienævnsformændene var inhabil i forhold til at udarbejde indstillingen, da han underviste i et af de fag som i henhold til faglige strategiplaner skulle nedprioriteres.

Ombudsmanden mente det var beklageligt at ingeniørhøjskolen havde tilsidesat pligten efter forvaltningslovens § 19 til at parthøre lektoren over grundlaget for afskedigelse. Ombudsmanden kritiserede endvidere ingeniørhøjskolens begurndelse for afskedigelsen samt Undervisningsministeriets sagsbehandling. Ombudsmanden henstillede at Undervisningsministeriet genoptog behandlingen af sagen. (J.nr. 1995-1406-803).

En socialrådgiver blev efter en ansættelsessamtale indstillet til en stilling som pædagogisk assistent ved en af kriminalforsorgens pensioner, men fik afslag på ansættelse.  Direktoratet for Kriminalforsorgen undlod at vurdere om den pågældende ansøger var den bedst kvalificerede fordi ansøgeren som socialrådgiver faldt uden for stillingsopslagets målgruppe.

Ombudsmanden kritiserede at direktoratet undlod dette, fordi man herved afskar den afvejning som retsgrundsætningen om ansættelse af den bedst kvalificerede forudsætter.

Ombudsmanden udtalte desuden at begrundelsen for afslaget var mangelfuld og misvisende. Dette var kritisabelt, navnlig fordi den pågældende ansøger havde været til samtale og var blevet indstillet til stillingen. Endvidere kritiserede ombudsmanden at formuleringen af stillingsopslaget var misvisende.
 (J.nr. 2006-1149-810).

En ansøger klagede over at han 5 gange havde fået afslag på ansættelse som politibetjent på prøve. En del af ansættelsesproceduren bestod i en holdprøve, og vurderingen blev noteret på et skema ved afkrydsning.

Ombudsmanden udtalte at ansøgeren burde have været partshørt over vurderingsskemaet, og at notatpligten ikke var opfyldt i tilstrækkelig grad. Ansøgere som blev vurderet ikke egnede, kunne ikke ansættes. Partshøringen skulle derfor ske inden den endelige afgørelse om at ansøger ikke var egnet til ansættelse. Ombudsmanden kritiserede desuden begrundelsen i 3 af afslagene.

Under hensyn til myndighedernes oplysninger om ændring af proceduren foretog ombudsmanden sig ikke mere i sagen, bortset fra at give en henstilling om at der i alle tilfælde blev udarbejdet notat om baggrunden for vurderingen af holdprøven.

Ansøgeren klagede endvidere over et afslag på aktindsigt i form af kopi af nogle af hans referatstile. Ombudsmanden udtalte at retten til aktindsigt efter forvaltningslovens § 15, stk. 1, under normale omstændigheder ikke kunne begrænses ud fra betragtninger af rent ressourcemæssig karakter, og at begrundelsen for afslaget var mangelfuld. På grund af de særlige forhold i forbindelse med afholdelsen af prøver foretog ombudsmanden sig dog ikke yderligere. (J.nr. 2002-0406-810).

En museumsafdeling tilbød en ansøger ansættelse på vilkår at ansøgeren flyttede til landsdelen og klarede oplæringen i museumsbutikken. Ansøgeren flyttede til en midlertidig bolig i området, men tiltrædelsestidspunktet blev efter aftale udskudt til han havde fået en mere permanent bolig. Inden tiltrædelsen, men efter et møde i afdelingen hvor ansøgeren bl.a. mødte nogle af de ansatte, fik han afslag på ansættelse begrundet i omstrukturering og uegnethed. Amtet, som museet hørte under, tiltrådte afgørelsen.

  Ombudsmanden mente at der var indgået en bindende aftale om ansættelse. Derfor skulle proceduren for uansøgt afskedigelse have været fulgt.

  Ombudsmanden kritiserede at officialprincippet og notatpligten ikke var overholdt, og at ansøgeren ikke var blevet partshørt inden afgørelsen blev truffet. Desuden var begrundelsen mangelfuld. Endelig kritiserede ombudsmanden myndighedernes sprogbrug.

  Ombudsmanden henstillede at sagen blev genoptaget med henblik på at myndighederne overvejede hvilke konsekvenser den mangelfulde sagsbehandling burde have for den pågældende.

  (J.nr. 2005-3791-810).

En kvinde ansat i en told- og skatteregion klagede over at regionen og Told- og Skattestyrelsen havde afslået at ændre hendes deltidsfleksjob til et fuldtidsfleksjob med fuld udnyttelse af arbejdsevnen og aflønning for 37 timer ugentligt. Myndighederne henviste til at kvinden forud for oprettelsen af deltidsfleksjobbet havde været ansat i en ordinær deltidsstilling på samme arbejdsplads. De mente i øvrigt at pligten til at tilbyde fleksjob på fuld tid udelukkende var et anliggende for den pågældendes bopælskommune.

Ombudsmanden udtalte det var beklageligt at myndighederne havde afslået kvindens anmodning om en fuldtidsstilling. Han henviste til at pligten til at tilbyde fleksjob på fuld tid gælder uafhængigt af om den pågældende tidligere har været deltidsansat.

Ombudsmanden udtalte endvidere at en arbejdsgiver ikke efter loven er forpligtet til at imødekomme en anmodning om fleksjob på fuld tid, men at offentlige arbejdsgivere er underlagt det almindelige forvaltningsretlige saglighedskrav. Når det er lovgivningens intention at en ansat i fleksjob skal have mulighed for at varetage en fuldtidsstilling, følger det af kravet om saglig forvaltning at en offentlig arbejdsgiver er forpligtet til at imødekomme en ansøgning fra en ansat i et deltidsfleksjob om en fuldtidsstilling medmindre der er saglige grunde til at afslå ansøgningen. Da myndighederne ikke havde anført sådanne grunde, mente ombudsmanden ikke at afgørelsen havde den fornødne hjemmel, og han henstillede derfor til Told- og Skattestyrelsen at genoptage sagen med henblik på at træffe en ny afgørelse. (J.nr. 2003-1943-809).

En kvinde klagede over en udtalelse fra et tilsynsråd. Sagen vedrørte en kommunes sagsbehandling i forbindelse med hendes afskedigelse som lærer ved en folkeskole. Hun blev afskediget som følge af kommunale besparelser.

Under sagens behandling havde kvinden fremsat begæring om aktindsigt, og i denne forbindelse havde kommunen tilsidesat reglen i forvaltningslovens § 11, stk. 1, om udsættelse af sagens afgørelse. Ombudsmanden udtalte at reglen i forvaltningslovens § 11, stk. 1, efter hans opfattelse var en retssikkerhedsgaranti.

Kommunen havde fastsat generelle retningslinier for afskedigelse i forbindelse med stillingsreduktion. Disse retningslinier var efter ombudsmandens opfattelse ikke i overensstemmelse med princippet om at afskedigelser ikke må ske alene ved anvendelse af et anciennitetsprincip.

Ombudsmanden udtalte endvidere at kommunen i sin begrundelse for afskedigelsen burde have henvist til de interne retningslinier for bl.a. afskedigelser der var vedtaget i kommunen. Kommunen burde endvidere have redegjort konkret for, hvorfor netop klageren skulle afskediges som følge af besparelserne.

På baggrund af den ufyldestgørende begrundelse kunne ombudsmanden ikke tage stilling til om der forelå en partshøringsfejl.

Ombudsmanden henstillede til tilsynsrådet at genoptage sagen. (J. nr. 1994-274-813).

Som svar på en forælders anmodning om aktindsigt i en kritisk rapport om forholdene i en daginstitution udleverede en kommune kun dele af rapportens konklusion til den pågældende.

Ombudsmanden mente det var yderst kritisabelt at kommunen ikke udleverede hele rapporten. Da resten af rapportens konklusion var stærkt kritisk over for forholdene i institutionen, kunne den delvise aktindsigt i konklusionen komme til at fremstå som om kommunen ønskede at skjule noget. Den afskrift som kommunen udleverede, fremstod urigtigt som den fulde konklusion idet afskriften ikke på nogen måde angav at der var sprunget flere afsnit over.

På et møde med forældrene nævnte forvaltningen at eventuelle grundløse anklager kunne give anledning til at medarbejderne kunne overveje en injuriesag.

Ombudsmanden bemærkede at det efter omstændighederne i særlige tilfælde kan være relevant for en myndighed at vejlede om mulige strafferetlige konsekvenser i en sag, men at det i sådanne tilfælde er yderst vigtigt at vejledningen ikke kommer til at fremstå som en utilbørlig trussel således at relevante klager og synspunkter fra de implicerede borgere holdes tilbage uden grund. Vejledningen må derfor holdes i streng juridisk sprogbrug og være så detaljeret og fyldestgørende at den er dækkende.

Ombudsmanden kritiserede at kommunen havde udsendt en tjenestebefaling der begrænsede de ansattes ytringsfrihed, og i den forbindelse tilkendegav at ansatte der ikke fulgte tjenestebefalingen i brevet, kunne risikere bortvisning. (J.nr. 2001-0203-001).

En kvinde klagede over Undervisningsministeriets og en uddannelsesinstitutions behandling af hendes ansøgning om ansættelse som lektor ved socialrådgiveruddannelsen. Ifølge stillingsopslaget ønskede institutionen med ansættelse af en fast medarbejder og en vikar at dække tre fagområder. Et bedømmelsesudvalg mente at kvinden var meget kvalificeret og den eneste der kunne dække alle fagområder. Udvalget indstillede hende derfor til ansættelse i den faste stilling. Institutionens uddannelsesråd indstillede imidlertid en anden ansøger, som kun kunne dække et af de tre fagområder.

Ombudsmanden kritiserede en række forhold i forbindelse med ansættelsesproceduren. Ombudsmanden kritiserede at institutionen havde ladet en anden ansøger tiltræde stillingen inden Undervisningsministeriet traf afgørelse. Ombudsmanden beklagede også at man havde givet kvinden det indtryk at institutionen havde truffet afgørelse i sagen.

Efter ombudsmandens opfattelse havde det været mere hensynsfuldt og bedst stemmende med god forvaltningsskik om institutionen havde orienteret om baggrunden for beslutningen om ikke at indstille hende. Det var desuden stærkt kritisabelt at den begrundelse ministeriet gav kvinden for afgørelsen, ikke var korrekt.

Ombudsmanden mente at flere forhold pegede på at uddannelsesrådets beslutning var båret af hensynet til de enkelte rådsmedlemmers personlige præference; et kriterium som under ingen omstændigheder lovligt kunne lægges til grund for ansættelsen. Ombudsmanden mente derfor at det var særdeles betænkeligt at Undervisningsministeriet som ansættende myndighed havde lagt uddannelsesrådets indstilling uprøvet til grund for ansættelsen.

Ombudsmanden kommenterede flere andre forhold ved institutionens og Undervisningsministeriets sagsbehandling og var samlet af den opfattelse at både institutionens og ministeriets sagsbehandling var overordentlig kritisabel. (J.nr. 1996-0529-810).

Ombudsmanden rettede henvendelse til Finansministeriet i anledning af publikationen "Resultatvurderinger af ledere" som indgik i ministeriets serie af publikationer "Den offentlige sektor år 2000".

Med vejledningen fulgte et sæt af spørgeskemaer - og af vejledningen fremgik at skemaerne skulle besvares anonymt. Det fremgik ikke om disse anonyme bidrag ville kunne indgå som grundlag for konkrete personaleretlige beslutninger over for lederen.

Ombudsmanden udtalte at almindelige forvaltningsretlige krav til hjemmel og sagsbehandling også gælder i forbindelse med beslutninger om afskedigelse og andre indgribende personaleforanstaltninger over for offentligt ansatte. En myndighed der træffer en indgribende personaleretlig afgørelse, må sikre sig at der foreligger det fornødne grundlag, og at den ansatte forud for afgørelsen bliver partshørt. På den baggrund mente ombudsmanden at anonyme oplysninger, eller oplysninger der af anden grund ikke kan undersøges af myndigheden eller den ansatte, ikke kan indgå i grundlaget for en indgribende personaleretlig reaktion over for en offentligt ansat.

Ombudsmanden spurgte om Finansministeriet kunne tilslutte sig hans opfattelse, og om ministeriet var indstillet på at udsende en vejledning om spørgsmålet. (J.nr. 1995-523-819).

En ansøger der havde indstillet sig selv til posten som formand for et huslejenævn, klagede til ombudsmanden over at statsamtet beskikkede den af kommunen indstillede person uden at vurdere hvem af kandidaterne der var bedst kvalificeret.

Ombudsmanden udtalte at der i sager om beskikkelse af personer til et offentligt hverv skal foretages en konkret vurdering af hvem der er bedst kvalificeret, på samme måde som i egentlige ansættelsessager. Ved udelukkende at lægge vægt på kommunens indstilling havde statsamtet sat skønnet "under regel". Ombudsmanden mente det var meget kritisabelt at statsamtet ikke rettede sig efter en tidligere afgørelse herom fra ressortministeriet. Beskikkelsen måtte anses for en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Afgørelsen var mangelfuldt begrundet og skulle have været ledsaget af en klagevejledning.

Endvidere burde Socialministeriet, der havde behandlet sagen som sektortilsynsmyndighed, have behandlet sagen som klagemyndighed. (J.nr. 2002-3563-161).

Indenrigsministeriet mente ikke at Københavns Kommune skulle give klageren i denne sag en nærmere begrundelse for at hun ikke fik en andel i lokallønnen. Kvinden var indstillet til en andel, men hun var ikke medlem af den forhandlingsberettigede fagforening.

Det var ombudsmandens opfattelse at beslutningen om ikke at tildele kvinden lokalløn under de foreliggende omstændigheder måtte anses for omfattet af forvaltningslovens afgørelsesbegreb, og da kommunens beslutning herom blev meddelt kvinden skriftligt, skulle afgørelsen have været ledsaget af en begrundelse. jf. forvaltningslovens §§ 22 ff. Under alle omstændigheder måtte det dog følge af principperne for god forvaltningsskik at en myndighed nærmere begrunder et afslag på tildeling af lokalløn overfor en ansat som har været indstillet og som ikke er medlem af en forhandlingsberettiget organisation.

Ombudsmanden mente dog ikke der var fuldt tilstrikkeligt grundlag for at kritisere Indenrigsministeriets opfattelse eller for at bede ministeriet om at genoptage sagen. (J.nr. 1995-2417-802).

KRIM klagede på vegne af en vicepolitikommissær over at Justitsministeriet havde truffet afgørelse om at afskedige ham efter tjenestemandslovens § 28, 2. pkt.

Polititjenestemanden var ved Vestre Landsret idømt 3 dagbøder a 100 kr. for tyveri ved i et supermarked at have stjålet en barberskraber til en værdi af 39,95 kr.

I forbindelse med spørgsmålet om hvorvidt disciplinærstraffen havde været for hård i forhold til forseelsens grovhed, udtalte ombudsmanden at fastsættelsen af disciplinærsanktioner efter tjenestemandslovens § 24 og strafudmåling efter straffeloven principielt beror på forskellige synspunkter. Sanktioner efter tjenestemandslovens § 24 besluttes i forhold til tjenstlige forseelser og ikke i forhold til strafbare handlinger. Straffastsættelsen kan imidlertid indgå som ét blandt flere elementer der kan inddrages i vurderingen af den tjenstlige forseelses grovhed.

Ombudsmanden udtalte endvidere at det som anført af Rigspolitichefen og Justitsministeriet måtte tages i betragtning at en polititjenestemand har til opgave at kontrollere borgernes overholdelse af strafsanktionerede regler, og at der var tale om en handling mod hvilken borgernes vigtigste værn er en politianmeldelse.

Ombudsmanden mente ikke at der var holdepunkter for kritik i anledning af afgørelsen om at afskedige politikommissæren. (J.nr. 1996-2410-812).

En faglærer ved et fængsel blev ved en fejl tildelt et særligt tillæg til stillingen. Myndighederne var berettiget til at tilbagekalde tillægget med sædvanligt opsigelsesvarsel da lønindplaceringen var i strid med gældende overenskomst.

Ombudsmanden udtalte at tjenestemandslovens § 12 ikke med rette kunne påberåbes som hjemmel for tilbagekaldelsen. Desuden var myndighedernes antagelse om at opsigelsesvarslet var på 14 dage, ikke korrekt. Tilbagekaldelsen var en afgørelse i forvaltningslovens forstand og ikke en aftale som anført af fængslet.

Ombudsmanden kritiserede at faglæreren ikke var blevet partshørt inden afgørelsen, og at myndighedernes begrundelser var mangelfulde. Endvidere skulle afgørelsen have været meddelt partsrepræsentanten i sagen. (J.nr. 1999-2003-811).

En person i forsvaret fik ved en fejl fornyet sin rådighedskontrakt på gunstigere vilkår end der var hjemmel til. Myndighederne var berettiget til at tilbagekalde afgørelsen, men det burde være sket med sædvanligt opsigelsesvarsel.

Tilbagekaldelsen indebar en væsentlig ændring af lønnen og var derfor en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Der var ikke foretaget partshøring inden afgørelsen.

Ombudsmanden kritiserede at flere af de involverede myndigheder ikke havde anset tilbagekaldelsen for en afgørelse med den virkning at forvaltningslovens regler om bl.a. partshøring og klagevejledning skulle anvendes.

Da kontrakten på tidspunktet for udløbet af det sædvanlige opsigelsesvarsel i realiteten havde været i kraft i over et år, hvilket efter de gunstige vilkår udløste en godtgørelse på 15.000 kr., henstillede ombudsmanden at sagen blev genoptaget med henblik på at Forsvarsministeriet tog stilling til konsekvenserne af det ombudsmanden havde givet udtryk for. (J.nr. 2001-2518-811).

En sygeplejerske klagede over at hun på grund af ytringer på sin arbejdsplads og til pressen og fagforbundet var blevet forflyttet med lønnedgang til følge.

Sygeplejersken havde udtalt sig kritisk om uddannelsen af en elev, og sygeplejerskens adfærd blev af ledelsen opfattet som om der var samarbejdsvanskeligheder mellem hende og de øvrige ansatte.

Sygeplejersken blev forflyttet til et andet plejehjem i kommunen og måtte i den forbindelse tåle en lønnedgang i nettolønnen på over 1.400 kr. om måneden idet timetallet blev nedsat med ca. 4 timer.

Ombudsmanden anså ytringerne til pressen og fagforbundet for lovlige ytringer som ikke kunne mødes med negative personalereaktioner fra ledelsens side. Ledelsen kunne heller ikke begrænse sygeplejerskens ret til at kontakte fagforbundet uden om ledelsen. Der var ikke grundlag for at gå ind i nærmere overvejelser af i hvilket omfang samarbejdsvanskeligheder i kølvandet på lovlige ytringer kunne begrunde sanktioner idet der ikke var dokumenteret samarbejdsvanskeligheder. På den baggrund var det ombudsmandens opfattelse at kommunens beslutning om at forflytte sygeplejersken var sket uden saglig grund, og ombudsmanden henstillede til kommunen at genoptage sagen. (J.nr. 1998-0645-812).

En sygehusdirektør klagede over Indenrigsministeriets og en amtskommunes behandling af ham i forbindelse med hans afskedigelse ved forlig. Amtskommunen og Indenrigsministeriet mente ikke at forvaltningsloven fandt anvendelse. Myndighederne henviste til at sygehusdirektøren havde indgået en aftale om vilkårene for fratrædelse, og at der derfor ikke var tale om en forvaltningsafgørelse om uansøgt afsked.

Ombudsmanden udtalte at en forligsmæssig afskedigelse ikke kan betragtes som en aftaleretlig disposition som falder uden for forvaltningslovens afgørelsesbegreb. Ombudsmanden mente at såvel den egentlige afskedigelsesbeslutning som beslutningen om de nærmere afskedigelsesvilkår indgår i et sagsforløb, der i sin helhed er omfattet af forvaltningslovens afgørelsesbegreb. Det gælder selv om beslutningen helt eller delvist fremtræder som truffet efter aftale eller forhandling.

Ombudsmanden mente at sygehusdirektøren burde være blevet partshørt over grundlaget for afskedigelsen. (J.nr. 1996-0017-813).

En orlogskaptajn klagede over at Det Værnsfælles Bedømmelsesråd havde afvist at uddybe sin vurdering af orlogskaptajnens egnethed til forfremmelse.

Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriet mente ikke at bedømmelsesrådets vurdering var en afgørelse i forvaltningslovens forstand, og mente derfor ikke at bedømmelsesrådet var forpligtet til at begrunde sin vurdering efter forvaltningslovens § 24.

Under sagens behandling erkendte Forsvarschefen at bedømmelseskortene kunne indeholde fejl. Sagen havde derfor givet Forsvarschefen anledning til at ændre bedømmelseskortene, således at det for fremtiden fremgik at faktuelle fejl ville kunne rettes ved henvendelse til den relevante myndighed.

Ombudsmandens udtalte at bedommelsesråds udstedelse af bedømmelseskort ikke kunne betragtes som afgørelser i forvaltningslovens forstand, men at den procedure der blev fulgt, også efter de ændringer Forsvarschefen havde foretaget, indebar en række uhensigtsmæssigheder der bl.a. betød at de officerer der blev bedømt, ikke havde mulighed for at korrigere eventuelle fejlagtige oolysninger eller få en nærmere begurndelse for bedømmelsen. Dette indebar at forfremmelserne kunne ske på et forkert grundlag med det resultat at en stilling ikke blev besat med den bedst egnede. Ombudsmanden henstillede derfor at ministeriet overvejede hvordan proceduren ved besættelse af officerstillinger kan tilrettelægges således at den enkelte officers retsstilling forbedres og således at besættelsen af stillingerne sker på grundlag af korrekte oplysninger. (J. nr. 1995-1252-800).

Kirkeministeriet afskedigede en tjenestemandsansat kordegn på grund af uegnethed/samarbejdsvanskeligheder.

Partshøringen lagde vægt på både samarbejdsvanskeligheder og mangelfuld regnskabsførelse i grundlaget for den påtænkte afskedigelse.

Ombudsmanden mente ikke der var grundlag for at kritisere afskedigelsen, men ombudsmanden udtalte at en korrekt høring om det retlige grundlag forudsatte at ministeriet inden afskedigelsen havde oplyst kordegnen om at samarbejdsvanskelighederne i sig selv ville føre til afskedigelse.
(J.nr. 2005-4366-813)

En amtskommune X havde varslet afskedigelse af 2 ledende medarbejdere A og B ved et af amtskommunens sygehuse. Før A og B var blevet partshørt og før den endelige afgørelse om afskedigelse var truffet, udsendte X en pressemeddelelse, hvoraf det fremgik at A og B ville blive afskediget.

Efter at ombudsmanden - under henvisning til § 6, stk. 5, i ombudsmandsloven - havde indhentet en udtalelse fra X om sagen, herunder om indholdet af de oplysninger som X havde givet til pressen, redegjorde ombudsmanden i en skrivelse til X generelt for anvendelsen af officialprincippet og reglerne om partshøring i sager om afskedigelse af offentligt ansatte. Ombudsmanden udtalte at det efter hans opfattelse var en fejl, at X i pressemeddelelsen havde oplyst, at A og B ville blive afskediget. Beslutningen herom ville i givet fald først kunne træffes når A's og B's eventuelle udtalelser - efter partshøring - forelå og kunne indgå i grundlaget for myndighedens afgørelse. Ombudsmanden præciserede at der er en væsentlig forskel, både formelt og reelt, mellem beslutningen om at varsle afskedigelse og selve afskedigelsesbeslutningen. (J. nr. 1994-300-809).

Ombudsmanden kritiserede at en kommunalt ansat bibliotekar fik en irettesættelse af kommunen fordi hun havde brugt sin arbejdsmailadresse da hun sendte en e-mail til en række private venner og bekendte.

E-mailen indeholdt en opfordring til at deltage i et debatmøde om bibliotekets fremtid og gjorde samtidig opmærksom på mulighederne for at deltage i debatforum på nettet, spørgeskemaundersøgelse og interview.  

Ombudsmanden var ikke enig med kommunen i at e-mailen kunne opfattes som sendt på vegne af kommunen, og han mente ikke at urigtige faktuelle oplysninger i e-mailen eller hensynet til myndighedens interne beslutningsproces kunne berettige irettesættelsen. 

Kommunen meddelte efterfølgende bibliotekaren at den tildelte irettesættelse var bortfaldet i henhold til præmisserne i min udtalelse.

(J.nr. 2008-2317-812).

En fagforening og et fagforbund klagede over en afgørelse fra Tilsynsrådet for Ribe Amt. Sagen drejede sig om Esbjerg Kommunes udstedelse af et tjenstligt pålæg til fem medarbejdere i kommunens Flygtningegruppe om fremover ikke at rette tjenstlige henvendelser til det politiske system uden om eller parallelt med henvendelser til ledelsen.

De fem medarbejdere havde sendt et brev til blandt andre borgmesteren på trods af at de af socialdirektøren havde fået oplyst at brevet skulle sendes gennem kontorchefen. I brevet gjorde de indsigelser imod at deres afdeling ikke havde fået tildelt yderligere arbejdskraft i forbindelse med en omstrukturering af ressourcer.

Ombudsmanden udtalte generelt at ledelsen af et administrativt hierarki i offentlige forvaltningsmyndigheder inden for lovgivningens rammer er forholdsvis frit stillet med hensyn til at bestemme hvordan kommunikationen mellem ansatte og ledelsen, herunder den politiske ledelse, skal foregå.

Ombudsmanden bemærkede dog at en sådan ret var begrænset af princippet i grundlovens § 77 om de ansattes adgang til at udtale sig som privatpersoner. De underordnedes almindelige ulovbestemte rådgivningspligt indebar også begrænsninger i denne ret.

Det gav herefter ikke ombudsmanden anledning til bemærkninger at Esbjerg Kommune havde fastsat regler der forpligtede de underordnede til at rette eventuelle tjenstlige henvendelser til det politiske niveau gennem de pågældendes overordnede chefer. (J.nr. 1995-2277-009).

En kommune udsendte retningslinier til personalet ansat ved kommunens døgnhjemmepleje om de ansattes ret til at udtale sig til pressen. Dansk Sygeplejeråd klagede til ombudsmanden. Ombudsmanden udtalte at der som udgangspunkt ikke kan fastsættes begrænsninger i offentligt ansattes ret til at udtale sig som privatpersoner. Udtalelser den ansatte afgiver som led i tjenesten, er undergivet arbejdsgiverens almindelige instruktionsbeføjelser. Der kan dog almindeligvis ikke opstilles en generel formodning for at udtalelser fremsat i tjenesten vil fremstå som udtalelser fra myndigheden.

Hvis en myndighed anbefaler medarbejderne at fremføre en eventuel kritik via interne systemer (ledelses- og samarbejds-/tillidsmandssystemet), må kommunen som udgangspunkt samtidig understrege at retten til i stedet at vælge at fremføre en kritik offentligt ikke begrænses af en sådan anbefaling. (J. nr. 1994-2754-815).

Et dagblad offentliggjorde et debatindlæg som indeholdt kritiske kommentarer til samlingen af forsvaret og redningsberedskabet og til regeringens planer for terrorberedskabet. Indlægget var skrevet af chefen for en skole under redningsberedskabet.

Over for pressen udtrykte forsvarsministeren den følgende dag misbilligelse af at skolechefen havde skrevet indlægget, og ministeren udtrykte tvivl om hvorvidt det var foreneligt med hans fortsatte ansættelse i Forsvarsministeriet. Samme dag bad Forsvarsministeriet skolechefen om at redegøre for om ministeriet fortsat kunne have tillid til at han ville arbejde effektivt og loyalt for gennemførelsen af de politiske aftaler på forsvarsområdet.

  Ombudsmanden tog sagen op af egen drift. Efter ombudsmandens opfattelse måtte indlægget betragtes som lovlige ytringer som skolechefen havde skrevet på egne vegne. Ombudsmanden kritiserede at Forsvarsministeriet havde henvendt sig til skolechefen da det ikke var påvist at henvendelsen tjente et sagligt formål. Tværtimod måtte henvendelsen, når den blev læst i sammenhæng med ministerens samtidige offentlige udtalelser, virke som et påtryk over for skolechefen. Ombudsmanden kritiserede desuden at forsvarsministeren havde fremsat en misbilligelse af at skolechefen havde skrevet debatindlægget.

  (J.nr. 2005-3419-815).

En biskop tilkendegav kritik af en provst fordi dennes ægtefælle i forbindelse med debatindlæg i pressen - efter biskoppens opfattelse - belastede provstens anseelse, og da provsten ikke søgte at hindre dette. Sagen blev indbragt for Kirkeministeriet som ikke fandt grundlag for at pålægge biskoppen at trække kritikken tilbage.

Ægtefællen havde skrevet indlæggene i sit eget navn. Ombudsmanden udtalte at det forhold at ægtefællen havde brugt embedets mailsystem, under disse omstændigheder ikke med rette kunne føre til at der kunne opstå tvivl om den egentlige afsender.

Det kunne ikke tillægges selvstændig betydning for dette spørgsmål at ægtefællen boede i præstegården.

Der var herefter ikke grundlag for biskoppens kritik, og ombudsmanden henstillede til Kirkeministeriet at det genoptog sagen og traf en ny afgørelse. (J.nr. 2001-4018-812).

Ombudsmanden rettede henvendelse til en kommune på baggrund af en artikel på internettet. Af artiklen fremgik det at kommunen havde skrevet til lederne i kommunen at de ikke måtte udtale sig imod planlagte besparelser i kommunen. Det gjaldt også når de udtalte sig som privatpersoner.

På baggrund af kommunens svar besluttede ombudsmanden at tage sagen op af egen drift.

Ombudsmanden var enig med kommunen i at ordlyden i kommunens instruks til lederne var beklagelig. Ombudsmanden var også enig med kommunen i at det var beklageligt at instruksen berettiget havde kunnet læses som en instruks med det formål at indskrænke ytringsfriheden for lederne i kommunen.

Ombudsmanden noterede sig at kommunen havde beklaget ordlyden i instruksen over for samtlige ledere og på kommunens hjemmeside. Kommunen betonede at det ikke havde været hensigten at indskrænke ytringsfriheden for hverken ledere eller medarbejdere i kommunen.
(J.nr. 2010-1682-8111).

En lektor på et universitet blev ramt af sklerose og havde som følge heraf et erhvervsevnetab på 2/3. Han fik invalidepension af sin pensionskasse, og samtidig hermed blev han deltidsansat på et universitet.

Finansministeriet krævede at lektoren under deltidsansættelsen blev aflønnet efter forskelslønsprincippet. Dette indebar at lektorens løn skulle reduceres så den svarede til ca. 1/3 af den løn der blev ydet for tilsvarende arbejde. Kravet blev stillet i medfør af ministeriets ledelsesret (arbejdsgiverkompetence).

Ombudsmanden var enig i at ledelsesretten i et vist omfang kunne give Finansministeriet grundlag for at fastlægge nærmere vilkår for ansættelse i staten når der - som i lektorens sag - var tale om områder som ikke var reguleret ved overenskomst, aftale eller lov. Imidlertid var en offentlig myndigheds udøvelse af ledelsesretten efter ombudsmandens mening som udgangspunkt også omfattet af de almindelige forvaltningsretlige grundsætninger for offentlig myndighedsudøvelse, herunder legalitetsprincippet, saglighedskravet og proportionalitetsprincippet.

Ombudsmanden mente ikke at Finansministeriet under de foreliggende omstændigheder havde hjemmel til at kræve at lektoren blev aflønnet efter forskelslønsprincippet.

Ombudsmanden var enig med ministeriet i at det var stærkt beklageligt at en nyordning af området først havde kunnet tilvejebringes meget lang tid efter ombudsmandens henstilling i den sag som er nævnt i beretningen for 1987, s. 206ff, som også angik forskelslønsprincippet. (J.nr. 1999-0702-811).

Århus Universitet nedsatte et bedømmelsesudvalg til vurdering af ansøgere til besættelse af docentstillinger, uden at der reelt blev givet ansøgerne mulighed for forinden at fremkomme med indsigelser mod bedømmelsesudvalgets sammensætning. Bedømmelsesudvalget afgav en indstilling til fakultetsrådet, uden at der forinden var blevet givet ansøgerne en frist til at fremsætte bemærkninger til indstillingen. Udvalget gjorde i indstillingen rede for, hvilke kriterier der var blevet tillagt vægt ved udvælgelsen af de indstillede ansøgere. Indstillingen indeholdt imidlertid ikke en særskilt bedømmelse af de enkelte ansøgere.

Ombudsmanden udtalte, at det havde været bedst stemmende med god forvaltningsskik, om der var givet ansøgerne en passende frist til at fremkomme med indsigelser mod bedømmelsesudvalgets sammensætning og udvalgets indstilling til docentstillingerne. Ombudsmanden udtalte endvidere, at indstillingen burde have indeholdt en nærmere begrundelse for, at andre ansøgere blev foretrukket frem for én ansøger (A), der i øvrigt var fundet kvalificeret. Ombudsmanden henstillede til Undervisningsministeriet at foranledige, at sagen om eventuel tildeling af docenttillæg til A blev genoptaget. (J. nr. 1991-957-70).

Ved opslag af en ledig stilling som sognepræst indstillede et flertal af menighedsrådet B til ansættelse i stillingen. To medlemmer med tilknytning til organisationen A indstillede E under henvisning til, at A ellers ikke ville være repræsenteret blandt sognets præster. Provsten i Y by indstillede, at B blev ansat, biskoppen over Z stift anbefalede E og henviste herved til lov om menighedsråd § 41, stk. 2.

Kirkeministeren meddelte, at det forekom ham ønskeligt at lade stillingen genopslå.

Stillingen blev genopslået, og efter et nyt indstillingsmøde indstillede flertallet i menighedsrådet, provsten og biskoppen, at G blev ansat. E var denne gang indstillet som nr. 2. Mindretallet anbefalede på ny kirkeministeren at ansætte E og anmodede om aktindsigt samt om en forhandling med ministeren, inden der blev truffet afgørelse i sagen. Ministeren gav aktindsigt i en vis udstrækning, men afslog forhandlingen og ansatte G som sognepræst.

A gjorde i en klage til ombudsmanden gældende, at lov om menighedsråd, § 41, stk. 2, burde have været anvendt i sagen, og at såvel ministerens beslutning om at genopslå stillingen som afgørelsen om at ansætte G stred mod den mindretalsbeskyttelse, der er indeholdt i bestemmelsen.

Ombudsmanden fandt ikke grundlag for at kritisere Kirkeministeriets afgørelse om henholdsvis genopslag og besættelse af stillingen med G.

Retten til at forlange en sags afgørelse udsat, indtil der er afgivet en udtalelse, tilkommer kun "parter".

Ombudsmanden anså hverken A eller mindretallet i menighedsrådet for at være parter i sagen og fandt således heller ikke grundlag for at kritisere, at kirkeministeren ikke havde behandlet A's henvendelse som en anmodning efter forvaltningslovens § 21. Ombudsmanden fandt dog, at det havde været bedst stemmende med god forvaltningsskik, hvis mindretallet i menighedsrådet havde fået forelagt provstens og biskoppens udtalelser med henblik på, at mindretallet fik lejlighed til at kommentere dem, inden Kirkeministeriet traf afgørelse i sagen. (J. nr. 1989-842-72).

For at efterkomme sparekrav havde Undervisningsministeriet nedsat den pligtige afgangsalder for ministeriets overenskomstansatte personale fra 70 til 67 år. En medarbejder der var blevet afskediget da hun fyldte 67 år, klagede til ombudsmanden.

Efter ombudsmandens mening kunne der rejses alvorlig tvivl om afskedigelsernes overensstemmelse med det forvaltningsretlige proportionalitetsprincip. Ombudsmanden henstillede at ministeriet tog det hjemmelsmæssige grundlag for afskedigelsen op til overvejelse på ny.

(J.nr. 2004-3230-813)

To sygeplejersker udsendte en kritisk pressemeddelelse om arbejdsforholdene på et amts sygehus. En uge senere udsendte amtet en pressemeddelelse hvori amtets sundhedsudvalg beklagede at sygeplejerskerne ikke havde anvendt sygehusets normale tillidsmands- og ledelsessystem.

Under ombudsmandens behandling af sagen udtalte amtet at beklagelsen i pressemeddelelsen alene var udtryk for skuffelse over sygeplejerskernes fremgangsmåde, og at der således ikke i beklagelsen lå en påtale over for de to sygeplejersker.

Ombudsmanden måtte i den sproglige sammenhæng opfatte beklagelsen i amtets pressemeddelelse som en kritik af sygeplejerskerne. Ombudsmanden fandt kritikken uberettiget da sygeplejerskernes udtalelser lå inden for rammerne af offentligt ansattes ytringsfrihed.

Herudover havde ombudsmanden ingen bemærkninger til at ledelsen på en offentlig arbejdsplads generelt over for de ansatte anbefalede de interne systemer til fremførelse af kritik mv. Men ledelsens tilkendegivelser eller adfærd må ikke udvikle sig til normer der med tiden kan få en sådan karakter at de reelt kommer til at virke på samme måde som egentlige censurlignende ordninger. Når man derfor fra ledelsens side anbefaler anvendelse af de interne systemer, må det - hvis det i sammenhængen og i lyset af den eventuelle konkrete baggrund er relevant - understreges over for de ansatte at retten til i stedet at vælge at fremføre en eventuel kritik offentligt ikke begrænses af en sådan anbefaling. (J. nr. 1993-2850-429).

En sygeplejelærer fik en advarsel for at tilsidesætte sin loyalitetspligt. Årsagen til advarslen var at sygeplejelæreren i et opslag på skolen havde orienteret om baggrunden for at hun havde fået afslag på sin ansøgning om stillingen som rektor, og hendes inddragelse af studerende i forløbet om besættelse af stillingen.

Det var ombudsmandens opfattelse at der ikke var grundlag for at give sygeplejelæreren en advarsel. Ved bedømmelsen af sagen inddrog ombudsmanden især hensynet til offentligt ansattes ytringsfrihed. Ombudsmanden henstillede at amtet, som havde givet advarslen, tog sagen op til fornyet behandling og traf en ny afgørelse. (J.nr. 1999-2514-812).

En overlæge medvirkede i et dokumentarprogram om apopleksibehandling og udtalte i programmet at apopleksipatienter burde behandles på specialafdelinger, og at det medførte en øget dødelighed hvis de blev indlagt og behandlet på andre afdelinger. Overlægens medvirken og optagelsen af en konkret patienthistorie, som også indgik i programmet, var først blevet godkendt af sygehusdirektionen.

Inden programmet blev bragt, forsøgte sygehusdirektionen at få overlægen til at lægge navn til en pressemeddelelse hvori han skulle udtale at den patient som medvirkede i programmet, var blevet behandlet fagligt forsvarligt. Overlægen nægtede dette og medvirkede i den forbindelse i en nyhedsudsendelse hvor han bl.a. udtalte at hans ytringsfrihed var blevet krænket ved forsøget på at få ham til at godkende pressemeddelelsen.

Overlægens arbejdsgiver, amtet, tildelte ham en irettesættelse på grund af hans ”samlede håndtering af mediebetjeningen” i sagen. Det var amtets opfattelse at han ikke havde vist tilfredsstillende loyalitet over for sygehusets bestræbelser på at give patienter med apopleksi en kvalificeret behandling, og at han havde overtrådt amtets informationspolitik ved at have medvirket i nyhedsudsendelsen uden at give besked herom.

Overlægen klagede til ombudsmanden over amtets håndtering af sagen. Ombudsmanden udtalte i en foreløbig redegørelse at overlægens medvirken i nyhedsudsendelsen skete som privatperson. Han var dermed beskyttet af reglerne om offentligt ansattes ytringsfrihed, og han havde således ikke pligt til hverken før eller efter interviewet at orientere sin arbejdsgiver. Overlægens medvirken i dokumentarprogrammet skete derimod som led i tjenesten, hvorfor han ikke var beskyttet af ytringsfrihedsreglerne. Det var imidlertid ombudsmandens vurdering at de udtalelser som overlægen fremsatte i programmet, selv om de kunne opfattes som kritiske over for sundhedssystemet som sådan, ikke kunne anses for at være i strid med de rammer som amtet havde fastsat for hans medvirken i programmet. På den baggrund mente ombudsmanden ikke at der var grundlag for at tildele overlægen irettesættelsen.

På baggrund af ombudsmandens foreløbige redegørelse trak amtet irettesættelsen tilbage.

(J.nr. 2002-3762-812)

En ansat i DSB klagede over at han var overført til en jobbørs uden at være partshørt. Beslutningen indebar at han blev fritaget for tjeneste, men i et vist omfang skulle stå til rådighed. Overførslen blev begrundet med indskrænkninger.

Ombudsmanden mente ikke beslutningen om overførsel til jobbørsen var en afgørelse i forvaltningslovens forstand, men mente dog spørgsmålet var tvivlsomt. Det havde efter ombudsmandens mening været mere hensynsfuldt og bedst stemmende med god forvaltningsskik om den ansatte inden beslutningen havde fået lejlighed til at udtale sig, og havde fået en begrundelse for hvorfor netop han skulle overføres.

Ombudsmanden anså det i sig selv for beklageligt at DSB's egne retningslinier i sådanne sager ikke var blevet fulgt. Efter disse retningslinier skulle forvaltningslovens regler om partshøring følges før der blev truffet afgørelse om overførsel til jobbørs. (J.nr. 1997-2679-819).

En grundejer klagede over en kommunes påbud om at hans ejendom skulle tilsluttes det offentlige kloaknet. Sagen havde været indbragt for tilsynsrådet som ikke havde fundet grundlag for at fastslå at kommunen med sit påbud havde handlet ulovligt.

Kommunen havde ikke undersøgt kloakledningens udstrækning og tilslutningsforhold inden den traf afgørelse. I forbindelse med tilsynsrådets behandling af sagen erkendte kommunen at kloakledningen ikke som hidtil antaget var uden forbindelse med den offentlige kloakering, men kommunen genoptog ikke behandlingen af sagen.

Under ombudsmandens behandling af sagen beklagede tilsynsrådet at en udtalelse var formuleret så det måtte forstås sådan at tilsynsrådet ikke havde kompetence til at tage stilling til kommunens oplysningsgrundlag. Ombudsmanden lagde herefter til grund at tilsynsrådet var enig med ham i at tilsynet med kommunerne omfatter en efterprøvelse af om en kommune har foretaget en tilstrækkelig og forsvarlig sagsoplysning.

Ombudsmanden udtalte at tilsynsrådet burde have taget stilling til dels om kommunen havde sørget for at sagen var fyldestgørende oplyst, dels om kommunen burde have genoptaget sagen. Ombudsmanden mente også at tilsynsrådet burde have taget stilling til om kommunen havde opfyldt reglerne om begrundelses- og notatpligt.

Ombudsmanden henstillede at tilsynsrådet genoptog sagen. Tilsynsrådet meddelte efterfølgende at grundejeren havde tilbagekaldt klagen til tilsynsrådet med henvisning til at han nu havde indgået forlig med kommunen. Ombudsmanden foretog sig på den baggrund ikke mere i sagen. (J.nr. 1997-3570-112).

En konstabel klagede over at han var blevet sendt hjem (repatrieret) fra tjeneste i udlandet.
Ombudsmanden udtalte at han var enig med Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriet i at det var kritisabelt at procedureforskrifterne for repatriering ikke var fulgt i sagen. Beslutningen om repatriering var truffet af en person som ikke havde kompetence til det, og afgørelsen burde have været drøftet med vagthavende stabslæge i Danmark inden den blev ført ud i livet. Der var imidlertid ikke grundlag for at mene at disse fejl havde haft betydning for sagens udfald.
Beslutningen om repatriering var begrundet i individuelle og til dels bebrejdelsesværdige forhold hos konstablen, og repatrieringen havde negativ indflydelse på hans fremtidige muligheder for ansættelse i forsvaret. Under disse omstændigheder måtte beslutningen anses for en afgørelse i forvaltningslovens forstand, og der burde have været foretaget partshøring efter forvaltningslovens § 19, og selv om repatrieringen ikke var en disciplinær foranstaltning, burde reglen om den udvidede ulovbestemte partshøringspligt i hvert fald efter god forvaltningsskik have fundet anvendelse i sagen.
Det havde endvidere været rigtigst om afgørelsen var blevet meddelt skriftligt eller meget hurtigt var blevet bekræftet skriftligt over for konstablen. (J.nr. 2001-3411-819).

Et postbud klagede over en disciplinær sanktion som han blev ikendt af Post Danmark i en tjenestemandssag. Ombudsmanden undersøgte i den forbindelse nogle processuelle spørgsmål som også tidligere havde været genstand for undersøgelse ved ombudsmandens behandling af 130 sager inden for P&T i 1989, gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning for året 1990, s. 339ff.

Ombudsmanden udtalte at det havde været velbegrundet og mere hensynsfuldt over for postbudet om Post Danmark i forbindelse med partshøring af ham også havde medtaget auditørens indstilling.

Ombudsmanden fastslog dernæst at Post Danmark og Trafikministeriet i deres afgørelser burde have henvist til tjenestemandslovens § 24 som hjemmel for sanktionen.

Endelig var det efter ombudsmandens opfattelse uheldigt at Post Danmark sendte afgørelsen gennem kredspostmesteren i stedet for at sende den direkte til postbudet. (J.nr. 1997-1316-812).

En socialchef havde givet indberetning om at to socialudvalgsmedlemmer havde handlet ulovligt ved at blande sig i socialforvaltningens arbejde. Socialchefen blev under en samtale med borgmesteren om tjenstlige forhold pålagt at fremkomme med dokumentation for sine påstande. Borgmesterkontoret lavede efterfølgende en redegørelse om sagen som skulle bruges ved byrådets stillingtagen til hvad der skulle ske på baggrund af socialchefens indberetninger.

Ved udarbejdelsen af redegørelsen blev de konkrete oplysninger i indberetningerne ikke forelagt for de to socialrådsmedlemmer, og de blev heller ikke bedt om en forklaring på de anførte forhold. Heller ikke ansatte i socialforvaltningen blev spurgt, og dokumenterne i de af socialchefen anførte konkrete sager blev ikke gennemgået. Redegørelsen konkluderede at socialchefens beskyldninger om ulovligheder måtte tilbagevises. Byrådet tiltrådte konklusionen og vedtog at imødekomme socialchefens anmodning om at blive fritaget. Desuden besluttede byrådet at sende sagen til tilsynsrådet.

I forbindelse med dets behandling af sagen bad tilsynsrådet om yderligere oplysninger, bl.a. om udtalelser fra de to udvalgsmedlemmer om indberetningerne. Tilsynsrådet traf afgørelse om at det ikke fandt tilstrækkeligt grundlag for at anfægte det skøn som borgmesteren havde udøvet med hensyn til sagsoplysninger.

Ombudsmanden udtalte om oplysningsgrundlaget at det forelagte materiale led af åbenlyse mangler, at der i realiteten ikke fra borgmesterens side var foretaget en egentlig undersøgelse af indberetningerne, at tilsynsrådet selv havde modtaget materiale som på nogle punkter bekræftede socialchefens indberetninger og på andre punkter skabte væsentlig bevistvivl, samt at der var tale om en både principiel og for de implicerede personer belastende sag. Ombudsmanden fandt på den baggrund tilsynsrådets afgørelse meget kritisabel og henstillede til tilsynsrådet at genoptage sagen.

Ombudsmanden udtalte endvidere at tilsynsrådet burde have påtalt at de to udvalgsmedlemmer ikke fik forelagt borgmesterkontorets redegørelse inden byrådet traf afgørelse. (J.nr. 1997-2295-819).

En sognepræst var utilfreds med det boligbidrag som var fastsat af stiftsøvrigheden, og indbragte sagen for Kirkeministeriet. Ministeriet afviste at behandle sagen bl.a. med henvisning til at kompetencen til at fastsætte bidraget ifølge en aftale mellem Finansministeriet og tjenestemændenes centralorganisationer lå hos stiftet.

Ombudsmanden udtalte at borgernes ulovbestemte ret til at klage over en afgørelse til en overordnet myndighed ikke kan fjernes eller indskrænkes ved en aftale.

Den nævnte aftale måtte desuden karakteriseres som en rammeaftale der ikke fastlagde den konkrete udmøntning. Myndighedens ensidige fastsættelse af hvad tjenestemanden, der havde pligt til at bo i tjenesteboligen, skulle betale, var en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

Afgørelsen var truffet af en myndighed i den sædvanlige hierarkiske struktur, og klageadgangen var ikke afskåret ved udtrykkelig lovhjemmel. På den baggrund mente ombudsmanden at afgørelsen kunne indbringes for ministeriet, og han henstillede at ministeriet behandlede sagen. Ombudsmanden henstillede desuden at ministeriet enten ændrede cirkulæret om tjenestebolig så klageadgangen fremgik, eller tog initiativ til ændring af lovgivningen så det blev muligt for ministeriet at afvise sådanne klager.
Ministeriet behandlede herefter sagen og oplyste at cirkulæret ville blive ændret i overensstemmelse med henstillingen.
(J.nr. 2007-3458-802).

 

Klik på linket til højre for at læse hele redegørelsen.

En kommune afskedigede tre familierådgivere på samme grundlag. To af de tre afskedigede fik deres sag prøvet af et afskedigelsesnævn der tilkendegav at der ikke var tilstrækkeligt sagligt grundlag for de to afskedigelser.

Den tredje familierådgiver opfyldte ikke overenskomstens betingelser for at få sin sag prøvet ved et afskedigelsesnævn. Sagen blev indbragt for den kommunale tilsynsmyndighed der afgav en udtalelse i sagen. Under ombudsmandens undersøgelse af sagen ændrede tilsynsmyndigheden opfattelse sådan at tilsynsmyndigheden ikke mente at have kompetence i sagen.

Ombudsmanden indledte derefter en undersøgelse over for kommunen med fokus på kommunens forpligtelse til at genoverveje den tredje sag i lyset af afskedigelsesnævnets kendelse.

Kommunen ændrede begrundelsen for afskedigelsen. Ombudsmanden udtalte at afskedigelsen af den tredje familierådgiver med kommunens ændrede begrundelse savnede det fornødne saglige grundlag. Ombudsmanden henstillede derfor at kommunen genoptog sagen.

Kommunen oplyste efterfølgende at kommunen og den tredje familierådgiver havde indgået forlig i sagen.
(J.nr. 2004-4151-813).

En kaptajn (A) klagede over, at Forsvarsministeriet (FM) uden ansøgning havde afskediget ham fra sin stilling som tjenestemand. Afgørelsen var truffet af ministeriet men stilet til Forsvarskommandoen, som underrettede A. FM's afgørelse, som var underskrevet af FM's departementschef, var baseret på en helhedsvurdering, hvis væsentligste elementer var, at A pga. alkoholproblemer var frataget flyverstatus og ikke kunne anses for egnet til officersfunktioner uden for pilotfunktionsområdet. A klagede bl.a. over, at han var blevet hørt over den påtænkte afskedigelse, uden at have fået en redegørelse for grundlaget herfor, at der ikke var blevet afholdt tjenstligt forhør, at afskedigelsen ikke var sagligt begrundet, og at den ikke som foreskrevet i tjenestemandslovens § 26, stk. 2, var foretaget af forsvarsministeren selv.

De fremsatte klager gav ikke ombudsmanden anledning til at kritisere FM's afgørelse og sagsbehandling. Det lagdes herved til grund, at der var tale om en diskretionær afskedigelse omfattet af tjenestemandslovens § 28, og at FM ikke havde truffet afgørelse i sagen, uden forinden at have givet A fornøden adgang til at udtale sig om grundlaget for den påtænkte afgørelse. Ombudsmanden fandt dog anledning til at bemærke, at afgørelsen efter almindelige regler om god forvaltningsskik burde have været meddelt A af FM, som havde truffet afgørelsen og ikke "ad tjenstlig vej". Herved kunne undgås misforståelser med hensyn til, hvilken myndighed afgørelsen hidrørte fra, ligesom der kunne opnås en hurtigere og mere smidig betjening af borgerne. Ombudsmanden henstillede til FM at ændre sin hidtidige praksis, hvorefter den indstillende myndighed tilskrives om ministeriets afgørelse med anmodning om underretning af den pågældende medarbejder. (J. nr. 1991-1967-40).

En lektor klagede over at han var blevet afskediget. Afskedigelsen var et led i besparelser.

Et antal medarbejdere, herunder lektoren, var blevet udpeget som dem læreanstalten bedst kunne undvære. Efter aftale med de involverede faglige organisationer fik de udpegede tilbudt fratrædelsesordninger. Lektoren ville i forhold til en uansøgt afskedigelse opnå en økonomisk fordel svarende til fire måneders løn.

Det var en forudsætning for at opnå økonomiske fordele at de udpegede indgav ansøgning om fratrædelse. Lektoren indgav sin ansøgning på grund af det økonomiske incitament. Han og de andre "ansøgere" fik behandlet deres sager efter de lempelige krav for ansøgningssager, bl.a. uden forudgående partshøring og uden ledsagende begrundelse for afskedigelsen.

Ombudsmanden udtalte at læreanstalten ikke havde sagligt grundlag for at gennemføre en økonomisk forskelsbehandling blandt de udpegede ansatte. Det var ikke sagligt kun at favorisere udpegede som søgte om afskedigelse, og som for så vidt gav afkald på at få behandlet deres afskedigelsessag efter reglerne om uansøgt afskedigelse. Denne forskelsbehandling anså ombudsmanden for at være i strid med almindelige retssikkerhedsprincipper og forvaltningslovens ufravigelige karakter. Læreanstalten burde have vejledt lektoren og andre udpegede om at deres sag ville blive behandlet efter fratrædelsesordningen hvad enten de ansøgte om afskedigelse eller blev afskediget uansøgt.

Ombudsmanden henstillede at myndighederne genoptog sagen. (J.nr. 1998-2382-819).

Det fremgik af en konkret sag som ombudsmanden havde til behandling, at Udenrigsministeriet havde indgået kontrakt med et privat konsulentfirma om rekruttering af medarbejdere til danske hjælpeprogrammer i udviklingslandene.

På eget initiativ rejste ombudsmanden spørgsmål om lovligheden af Udenrigsministeriets delegation.

Ombudsmanden udtalte at en myndighed ikke uden udtrykkelig lovhjemmel kan delegere kompetencen til at træffe forvaltningsretlige afgørelser til en privat virksomhed. Adgangen til at overlade det til en privat virksomhed at forberede sager hvor der træffes forvaltningsretlige afgørelser, er endvidere begrænset. Videre udtalte ombudsmanden at der ikke kunne gives nogen klar afgrænsning af hvilke sagsforberedende skridt der uden udtrykkelig lovhjemmel kan overlades til private. I den konkrete sag havde ombudsmanden ikke bemærkninger til at Udenrigsministeriet overlod det til det private firma at forestå det praktiske arbejde med afsendelse af breve med afslag på ansættelse. Derimod tilkendegav ombudsmanden at selve udformningen af begrundelser for afslag på ansættelse ikke uden udtrykkelig lovhjemmel kan overlades til private.

Udenrigsministeriet oplyste herefter at ministeriet fremtidigt ville sikre sig at der bag de konkrete afslag ville ligge en skriftlig instruks fra ministeriet. Ombudsmanden lagde til grund at de konkrete begrundelser for afslag i nødvendigt omfang ville være beskrevet i instruksen. Herefter, og da Udenrigsministeriet havde bekræftet at ministeriet selv – efter at have modtaget alle foreliggende oplysninger om ansøgerne – traf alle afgørelser i de omhandlede ansættelsessager, foretog ombudsmanden sig ikke videre i sagen.

(J.nr. 2003-2534-809)

Forsvarsministeriet regulerede i 1999 udetillægget for udstationeret personel. For en del af personellet medførte reguleringen en betydelig reduktion af tillægget. For personel der allerede var udsendt da reguleringen trådte i kraft, tilbageregulerede ministeriet dog senere børnetillægget, som var en del af udetillægget. Det medførte at de hidtidige satser for børnetillægget skulle anvendes indtil udgangen af 2001. Perioden blev senere forlænget til 1. november 2002.

Ombudsmanden kritiserede at Forsvarsministeriet ikke orienterede alle ansatte som var berørt af reguleringen, på en hensigtsmæssig måde og med et rimeligt varsel. Ombudsmanden kritiserede desuden at ministeriet i forbindelse med tilbagereguleringen af børnetillægget ikke tilgodeså de berettigede forventninger som måtte forventes at have dannet sig hos i hvert fald en del af det personel som var blevet beordret til udsendelse, men endnu ikke udsendt, inden reguleringen trådte i kraft.

Ombudsmanden henstillede at Forsvarsministeriet genoptog sagen. (J.nr. 2002- 1079-811).

En ungdomsskole udarbejdede en arbejdspladsvurdering der viste at der var alvorlige problemer med det psykiske arbejdsmiljø på skolen. Som arbejdsgiver indledte kommunen en undersøgelse af om der var grundlag for personaleretlige foranstaltninger over for ungdomsskoleinspektøren hvis ledelsesstil blev kritiseret.

Ungdomsskoleinspektøren fik indskærpet at hun ville blive indstillet til afskedigelse hvis ikke der skete væsentlige ændringer i ledelsesstilen.

På baggrund af resultatet af en spørgeskemaundersøgelse blandt de ansatte på ungdomsskolen blev ungdomsskoleinspektøren senere meddelt at hun ville blive indstillet til afskedigelse. Inden havde kommunen dog meddelt at hun kunne forhindre afskedigelsen ved selv at sige op. Afskedigelsen blev ikke gennemført da ungdomsskoleinspektøren efter eget forslag blev ansat i en konsulentstilling i kommunen. Denne stilling var uden ledelsesbeføjelser og tidsbegrænset således at den ophørte et år før hun ville være gået på pension.

Ombudsmanden udtalte at indskærpelsen havde karakter af en "diskretionær advarsel" som var en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Inspektøren skulle derfor have været partshørt i overensstemmelse med forvaltningslovens § 19 og ud fra den ulovbestemte retsgrundsætning om udvidet partshøring. God forvaltningsskik kunne også begrunde partshøring i denne forbindelse.

Ombudsmanden mente at ungdomsskoleinspektørens fratræden fra sin stilling og tiltrædelse af stillingen som konsulent i relation til oplysningsgrundlaget, herunder partshøring, burde have været betragtet som en sag om uansøgt afskedigelse. Kommunen burde således, inden den stillede inspektøren over for valget mellem om hun selv ville sige op eller blive indstillet til afskedigelse, have oplyst sagen tilstrækkeligt til at kunne vurdere om hun kunne afskediges uansøgt fra stillingen, herunder have foretaget partshøring.

Ombudsmanden kritiserede kommunens sagsbehandling på flere andre punkter, herunder manglende overholdelse af notatpligten, makulering af dokumenter og håndteringen af aktindsigtsbegæringer fra ungdomsskoleinspektøren. (J.nr. 2000-2770-801).

En statsadvokat indstillede efterforskningen i en sag hvor en politiassistent var mistænkt for uberettiget at videregive fortrolige oplysninger til personer med tilknytning til det kriminelle miljø. Statsadvokaten videregav i den forbi-delse oplysninger fremkommet under efterforskningen om politiassistenten til politimesteren i den politikreds hvor politiassistenten var ansat.

Rigsadvokaten mente ikke at kunne kritisere videregivelsen, og politiassistenten klagede herefter til ombudsmanden.

I en foreløbig redegørelse udtalte ombudsmanden at efter hans opfattelse måtte det være persondatalovens behandlingsregler der fandt anvendelse ved bedømmelsen af om videregivelsen var berettiget.

Ombudsmanden mente at videregivelsen var berettiget efter persondatalovens regler.

Da hverken statsadvokaten eller Rigsadvokaten havde bedømt spørgsmålet efter persondatalovens regler, forelagde ombudsmanden spørgsmålet for Datatilsynet inden han afgav sin endelige udtalelse.

Datatilsynet udtalte at videregivelse i en situation som den foreliggende, hvor et brev var skrevet på edb og herefter printet ud og videregivet manuelt, skulle bedømmes efter forvaltningslovens og ikke efter persondatalovens regler.
I sin endelige redegørelse fastholdt ombudsmanden at mest talte for at fastholde den opfattelse der var fremsat i den foreløbige redegørelse om at spørgsmålet skulle bedømmes efter persondatalovens regler. På grund af den tvivl der var skabt herom som følge af Datatilsynets udtalelse, valgte ombudsmanden at vurdere om videregivelsen også var berettiget efter bestem-melsen i forvaltningslovens § 28. Ombudsmanden mente at det var tilfældet, og kunne derfor ikke kritisere statsadvokatens videregivelse.

Ombudsmanden underrettede ”Udvalget om udveksling af oplysninger inden for den offentlige forvaltning” om sagen således at sagens problemstilling kan indgå i grundlaget for udvalgets arbejde.
(J.nr. 2006-2591-611).

En professor klagede til ombudsmanden over at det universitet hvor han var ansat, havde krænket hans ytringsfrihed.

Professoren havde i en kronik kritiseret en rapport udarbejdet af tre af hans kolleger. Han havde også indkaldt erhvervsfolk til et møde til drøftelse af erhvervsudviklingen i regionen, og i den forbindelse henviste han til den kritiske kronik.

Universitetets rektor skrev i anledning af kronikken og mødeindkaldelsen til professoren og kritiserede hans adfærd der blev karakteriseret som ”dybt illoyal”. Kritikken blev fremsat bl.a. med baggrund i en aftale som tidligere var blevet indgået mellem professoren og rektor. Ifølge aftalen måtte professoren ikke, når han udtalte sig offentligt, referere til navngivne personer i direkte eller indirekte form. Rektor skrev desuden til dem som var inviteret til mødet, og gjorde opmærksom på at der var tale om et rent privat initiativ fra professorens side.
Ombudsmanden lagde til grund at professorens kritik af kollegerne og mødeindkaldelsen var tjenstlige aktiviteter. Reglerne om hvad offentligt ansatte kan ytre sig om som privatpersoner, var derfor ikke relevante.

Ombudsmanden udtalte at spørgsmålet om rektors reaktioner måtte bedømmes på baggrund af ledelsesretten. Ledelsesretten skal for så vidt angår ansættelsen på et universitet, udøves bl.a. med respekt for reglerne i universitetsloven.

Det var ombudsmandens opfattelse at forbuddet mod at referere til navngivne personer ikke var foreneligt med reglerne i universitetsloven om forskningsfrihed og tilskyndelse til at deltage i den offentlige debat. Den del af rektors kritik der havde baggrund i overtrædelse af dette forbud, var derfor ikke berettiget.

Derimod mente ombudsmanden at det lå inden for ledelsesrettens rammer at stille krav om loyal adfærd over for kolleger i forbindelse med faglig kritik, herunder krav til sprogbrugen og til information, inden kritik fremsættes offentligt. Herudover måtte der også kunne stilles krav om at en professor underrettede universitetsledelsen inden der blev indkaldt til at møde hvor det fremstod som om mødet var indkaldt på universitets vegne, og som om professoren repræsenterede universitetets synspunkter. I det omfang rektors kritik var baseret på disse forhold, kunne den således ikke give ombudsmanden anledning til bemærkninger.

Endelig var det ombudsmandens opfattelse at rektor som led i ledelsesretten kunne rette henvendelse til de inviterede for nærmere at redegøre for universitetets rolle og i den forbindelse kunne præcisere at de synspunkter som blev fremsat i mødeindkaldelsen, var professorens egne, og ikke universitets syns punkter.

(J.nr. 2003-4209-815)

Et amt ansatte en arbejdstager på tjenestemandsvilkår efter lov om tjenestemænd i folkeskolen m.v. Efterfølgende blev amtet klar over at arbejdstageren ikke var omfattet af loven, og annullerede ansættelsen. Amtet tilbød ham i stedet ansættelse på overenskomstvilkår. 

  Ombudsmanden var enig med amtet i at der ikke var hjemmel til at ansætte personen på tjenestemandsvilkår efter loven. Udgangspunktet var herefter at afgørelsen var ugyldig og måtte annulleres.

  Ombudsmanden overvejede om ansættelsen på tjenestemandsvilkår burde opretholdes ud fra hensyn til arbejdstageren, eller om amtet i stedet eventuelt burde have tilbudt arbejdstageren ansættelse som amtskommunal tjenestemand. Dette mente ombudsmanden ikke var tilfældet.

  Ombudsmanden kritiserede at arbejdstageren ikke var blevet partshørt inden afgørelsen, og at amtets afgørelse ikke levede op til begrundelseskravene.

  (J.nr. 2004-4184-810).