En museumsinspektør fik en skriftlig advarsel på baggrund af en episode hvor han i sin chefs fravær omdisponerede i forbindelse med en udstilling på museet som var planlagt af chefen. Kommunen mente at inspektøren overtrådte sin lydigheds- og loyalitetspligt i forhold til sin chef. 

  Ombudsmanden udtalte at der ved anvendelse af disciplinære sanktioner skal foreligge en tjenesteforseelse, og den ansatte skal have handlet forsætligt eller uagtsomt. Ved gennemgangen af lydigheds- og loyalitetspligten udtalte ombudsmanden at offentligt ansatte med særlig fagkundskab har både ret og pligt til at reagere over for eventuelle fagligt uforsvarlige forhold.

  Ombudsmanden mente ikke at sagens oplysninger gav grundlag for at antage at inspektøren havde overtrådt sin loyalitets- og lydighedspligt. Ombudsmanden henstillede til kommunen at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse.

  (J.nr. 2005-3209-864).

En adjunkt blev afskediget fra sin stilling på en handels- og ingeniørhøjskole. Afskedigelsen byggede på anonyme elevevalueringer af adjunktens undervisning og oplysninger om adjunktens indstilling til gennemførelse af en voksenunderviseruddannelse.

Ombudsmanden udtalte sig generelt om i hvilken udstrækning han fremover ville undersøge sager som f.eks. adjunktens sag hvor en fagforening havde iværksat en fagretlig behandling der ikke var blevet afsluttet. Ombudsmanden færdigbehandlede adjunktens sag for så vidt angik sagsoplysning, partshøring og begrundelse.

Ombudsmanden mente det var kritisabelt at de anonyme elevevalueringer var indgået i grundlaget for afskedigelsen, og at skolens oplysningsgrundlag vedrørende gennemførelse af voksenunderviseruddannelsen ikke havde været tilstrækkeligt. Det var efter ombudsmandens opfattelse uheldigt at skolen havde ment at den kunne træffe afgørelsen om afskedigelse – der havde vidtrækkende betydning for adjunkten – på det grundlag som forelå for skolen på afskedigelsestidspunktet.

Ombudsmanden havde ikke grundlag for at foretage sig noget vedrørende skolens partshøring, men han kritiserede den begrundelse som havde ledsaget afgørelsen. (J.nr. 2000-3570-813).

A og B, hvis fælles 4-værelses lejlighed ved et byfornyelsesprojekt var blevet omdannet til 2 2-værelses lejligheder, klagede over at Bygge- og Boligstyrelsen (B&B) havde stadfæstet X Kommunes og Det Sociale Ankenævns (DSA's) afgørelser om afslag på boligstøtte. A oplyste under sagen at hun forud for byfornyelsesprojektets vedtagelse ved henvendelser til adskillige medarbejdere i X Kommune havde fået oplyst, at både A og B ville være berettigede til boligstøtte, når den hidtidige 4-værelses lejlighed efter boligfornyelsen var omdannet til 2 2-værelses lejligheder. B&B havde ved sin afgørelse afvist at tage stilling til spørgsmålet om X Kommune havde givet et bindende forhåndstilsagn.

Ombudsmanden kunne ikke kritisere B&B's afgørelse om at A og B efter reglerne i lov om individuel boligstøtte ikke var berettiget til boligstøtte. Da der ikke var bevismæssig klarhed om indholdet af A's samtaler med kommunens medarbejdere, kunne ombudsmanden heller ikke kritisere at DSA havde afvist, at der forelå en bindende forhåndsbesked. Endelig udtalte ombudsmanden at B&B - der efter § 63, stk. 2, i den dagældende lov om individuel boligstøtte kunne behandle en sag, når det skønnedes, at sagen var af principiel betydning - ikke kunne begrænse de spørgsmål, som styrelsen kunne behandle, til kun at angå boligstøttemæssige spørgsmål. (J. nr. 1993-513-028).

En advokat klagede på vegne af en teologistuderende bl.a. over at den studerende havde fået afslag på dispensation til for fjerde gang at lade sig indstille til eksamen i faget Ny Testamente.

Lærerrepræsentanterne i studienævnet havde afgivet en udtalelse til brug for fakultetsrådets behandling af sagen. Ombudsmanden mente at udtalelsen indeholdt oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, og at oplysningerne måtte anses for væsentlige for sagens afgørelse. Ombudsmanden mente derfor at fakultetsrådet inden afgørelsen blev truffet, havde pligt til at partshøre den studerende over udtalelsen, og mente at det var beklageligt at et brev i sagen var formuleret på en sådan måde at det gav indtryk af at den med brevet iværksatte høring var indholdsløs.

Ombudsmanden var enig med myndighederne i at det havde været bedst stemmende med god forvaltningsskik hvis den studerende var blevet underrettet om at sagen på grund af stemmelighed i studienævnet var blevet overgivet til fakultetsrådet til behandling.

Ligeledes var ombudsmanden enig med ministeriet i at fakultetsrådets afslag ikke opfyldte begrundelseskravene, og i at det var beklageligt at ministeriet ikke i forbindelse med sin afgørelse i sagen var opmærksom på begrundelsesmanglerne.

Ombudsmanden havde ingen bemærkninger til at myndighederne i forbindelse med deres afgørelser i et vist omfang inddrog oplysninger om den studerendes øvrige eksamensresultater, og ombudsmanden havde heller ikke grundlag for at tilsidesætte myndighedernes bevisvurdering af en lægeerklæring eller for at kritisere at myndighederne ikke tillagde erklæringen vægt. (J.nr. 1999-2967-712 og j.nr. 1999-3467-630).

A klagede over at Trafikministeriet (TM) efter offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 5, havde afslået aktindsigt i dokumenter om Ringsted Sikringsanlæg. A havde i 1987 indgået en kontrakt med DSB om levering af et sikringsanlæg til Ringsted Station. Til brug ved en retssag, som A havde anlagt mod DSB i anledning af denne levering, bad A om aktindsigt. De dokumenter, som A ønskede aktindsigt i, var udarbejdet af DSB og sendt til "Bernstein-udvalget" til brug ved dette udvalgs undersøgelse af bl.a. forholdene omkring Ringsted Sikringsanlæg. Dokumenterne indeholdt DSB's interne vurderinger af de dispositioner som DSB og A foretog under kontraktforholdets forløb.

Ombudsmanden udtalte at en nærmere bedømmelse af den konkrete væsentlighed af DSB's interesse i at nægte aktindsigt forudsatte indgående kendskab til den verserende retssag. Et sådant kendskab havde ombudsmanden ikke nogen mulighed for at få.

Ombudsmanden udtalte at han under disse omstændigheder og efter en gennemgang af de pågældende dokumenter ikke havde tilstrækkeligt grundlag for at kritisere TM's afslag på aktindsigt efter offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 5. Ombudsmanden bemærkede at han ikke i udtalelsen havde taget stilling, til om A på baggrund af andre regler (retsplejelovens kapitel 28) ville have mulighed for at blive bekendt med dokumenterne. (J. nr. 1994-979-501).

A indgik aftale med Dansk Mobil Telefon I/S om, at selskabet mod at betale et årligt vederlag kunne opstille en antennemast på A's ejendom. Efter en byplanvedtægt for området måtte intet punkt af en bygning være hævet mere end 8,5 meter over terræn. Der var ikke i den foreliggende sag mulighed for at udnytte vedtægtens dispensationshjemmel. En eventuel tilladelse fra kommunen (K's) side skulle derfor gives efter planlægningslovens § 19.

K meddelte A afslag på dispensation, idet K henviste til de landskabelige værdier i området. A gjorde gældende, at denne begrundelse var uholdbar, og at K tidligere havde givet tilladelse til opsætning af en tilsvarende antenne på naboejendommen. Planstyrelsen (P) tiltrådte K's afgørelse. - A klagede til ombudsmanden over K's og P's afgørelser.

Efter en besigtigelse af området udtalte ombudsmanden, at det forhold, at der muligvis på urigtigt grundlag var givet tilladelse til opsætning af en antennemast på naboejendommen, ikke i sig selv kunne give A krav på tilladelse. På baggrund af besigtigelsen fandt ombudsmanden det imidlertid tvivlsomt, hvorvidt landskabelige hensyn med tilstrækkelig vægt talte imod at give A den ønskede tilladelse. Ombudsmanden bad derfor P (nu Naturklagenævnet) om at præcisere, hvori de landskabelige hensyn bestod.

Naturklagenævnet meddelte herefter, at man nu anså K's begrundelse for afslaget for uholdbar, og at nævnet derfor havde hjemvist sagen til fornyet behandling i K. Herefter foretog ombudsmanden ikke videre i sagen. (J. nr. 1992-3122-120).

Som følge af en borgers klage over et amts sagsbehandlingstid rettede ombudsmanden henvendelse til amtet. Amtet oplyste telefonisk at borgeren havde modtaget svar hvilket senere viste sig at være urigtigt idet amtet først efterfølgende traf endelig afgørelse i sagen. Ombudsmanden bad amtet om sagens dokumenter og en udtalelse. Som svar på adskillige telefoniske forespørgsler oplyste amtet flere gange at udtalelsen var afsendt hvilket viste sig ikke at være tilfældet. Først efter at ombudsmanden havde henvendt sig til amtsborgmesteren, sendte amtet udtalelsen.

Ombudsmanden anførte at det er et fundamentalt princip at offentligt ansatte ikke må videregive oplysninger der er urigtige. Myndigheder der er omfattet af ombudsmandens virksomhed, er forpligtet til at give de oplysninger og de dokumenter mv. som ombudsmanden forlanger. Endvidere kan ombudsmanden kræve skriftlige udtalelser.

Ombudsmanden mente det var beklageligt at amtet ikke i første omgang besvarede hans anmodning om en skriftlig udtalelse. Endvidere mente ombudsmanden det var meget beklageligt at amtet telefonisk gav direkte urigtige oplysninger til ombudsmandsinstitutionen.

Ombudsmanden bad amtet om en udtalelse om hvad amtet ville gøre for at undgå lignende situationer i fremtiden. (J.nr. 2002-1087-509).

I forbindelse med behandlingen af en klage fra en komité over at en serbisk militærnægter havde fået afslag på asyl i Flygtningenævnet i medfør af udlændingelovens § 7, kritiserede ombudsmanden Flygtningenævnet for besvarelsen af ombudsmandens supplerende spørgsmål. Senere kom det frem i pressen at Udenrigsministeriet havde gjort brug af en serbisk advokat, med tilknytning til et serbisk nationalistisk parti, ved bl.a. ægthedsvurderinger af de for nævnet fremlagte dokumenter. Ombudsmanden fandt det yderst kritisabelt at nævnet - som havde kendskab til oplysningerne om brugen af den serbiske advokat - ikke informerede ombudsmanden herom ved besvarelsen af ombudsmandens supplerende høring. Nævnet oplyste at det ikke ved afgivelsen af svaret på den supplerende høring var opmærksom på den betydning oplysningerne kunne have for ombudsmandens undersøgelse og behandling af den serbiske militærnægters sag. Ombudsmanden fastholdt sin kritik af hændelsesforløbet. (J. nr. 1995-444-641).

En erhvervsdrivende fond A klagede til ombudsmanden over, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen (ESS) som fondsmyndighed havde pålagt A at stille en bankgaranti på 2,4 mio. kr. i anledning af et af A oparbejdet underskud.

Ombudsmanden fandt det kritisabelt, at ESS ikke havde besvaret en forespørgsel fra A om, med hvilken hjemmel ESS havde stillet krav om garantistillelse. I sit svar til ombudsmanden henviste ESS som hjemmel til Lov om erhvervsdrivende fonde § 42. Ombudsmanden fandt ikke, at denne bestemmelse gav sikker hjemmel for at påbyde en fondsbestyrelse at foretage dispositioner, som ikke tog sigte på en regulering af fondens uddeling eller overskudsdisponering. Da A selv hæftede for den stillede bankgaranti, måtte garantien antages alene at sikre A's kreditorer og ikke dens formue. Ombudsmanden fandt på det grundlag ikke, at den afleverede garanti kunne sidestilles med et krav om øget konsolidering eller lignende til sikring af fondens formål, hvorfor ombudsmanden fandt det kritisabelt, at ESS havde pålagt A at stille den omhandlede garanti.

Ombudsmanden kritiserede endvidere ESS for fejlagtigt at have meddelt A, at en klage til ombudsmanden i henhold til Lov om erhvervsdrivende fonde ikke kunne tillægges opsættende virkning. Afgørelsen om opsættende virkning beroede i det hele på ESS's eget skøn. Afslutningsvis bad Ombudsmanden ESS tage stilling til, hvorvidt der i den foreliggende sag var grundlag for at statuere erstatningsansvar for det offentlige for A's tab i forbindelse med den afkrævede garantistillelse. (J. nr. 1992-175-319).

A klagede over, at Skatteministeriet (SKM) afslog at godkende en forening B i henhold til § 8 A i ligningsloven. SKM henviste i sit afslag til, at B's styrelse var selvsupplerende, hvilket efter praksis udelukkede den omhandlede godkendelse. Kravet var opstillet med henblik på at skabe en vis garanti for, at foreningens eller institutionens midler forvaltes i overensstemmelse med almenvelgørende eller almennyttige formål.

A gjorde over for ombudsmanden gældende, at afslaget var udtryk for usaglig forskelsbehandling, idet andre foreninger med selvsupplerende styrelser var blevet godkendt i henhold til § 8 A.

Ombudsmanden anså det for beklageligt, at SKM - uden at have undersøgt spørgsmålet nærmere - ukorrekt tilkendegav, at der kun i et fåtal af tilfældene var forekommet fravigelser fra det faste krav om, at bestyrelserne ikke er selvsupplerende. Ombudsmanden fandt endvidere, at SKM ved den træghed, hvormed ministeriet erkendte fravigelser, ikke levede op til kravene om god forvaltningsskik.

B gjorde gældende, at ombudsmanden var inhabil, men ombudsmanden fandt ikke grundlag for at erklære sig inhabil i sagen. (J. nr. 1990-1112-220).

To journalister bad Forsvarsministeriet, Forsvarskommandoen og Statsministeriet om indsigt i oplysninger om de danske specialstyrker i Afghanistan til brug for udarbejdelsen af filmen ”Den hemmelig Krig”. Journalisterne klagede til ombudsmanden over omfanget af den meddelte indsigt.

Efter offentliggørelsen af filmen viste et stort antal medlemmer af Folketinget en betydelig interesse i at få yderligere indsigt i oplysninger om de danske specialstyrker i Afghanistan. Medlemmerne søgte at få indsigt ved at stille spørgsmål til ministre og gennem medlemmernes deltagelse i Folketingets Forsvarsudvalg, i Folketingets Udenrigspolitiske Nævn og i Folketingets Præsidium.

Ombudsmanden vurderede herefter at Folketingets behandling af sagen havde antaget en så omfattende og særlig karakter at hensynene til ombudsmandens politiske neutralitet forelå med en sådan styrke at ombudsmanden burde undlade at foretage sige mere i sagen.
(J.nr. 2006-1113-409, j.nr. 2006-1114-401, j.nr. 2006-1744-401 og j.nr. 2006-2625-401).  

Efter udløbet af klagefristen klagede en forening på vegne af en kvinde til det sociale nævn over en kommunes afslag på eftergivelse af et såkaldt § 42-lån. Foreningen søgte om dispensation for overskridelse af klagefristen idet man gjorde gældende at kvinden havde været forhindret i at klage rettidigt på grund af akut og alvorlig sygdom og blandt andet havde været indlagt på hospital.

Det sociale nævn afviste at behandle foreningens klage fordi klagefristen ikke var overholdt, og fordi nævnet ikke mente der forelå nogen særlig grund til at dispensere fra fristoverskridelsen.

Ombudsmanden udtalte at nævnet ikke havde haft tilstrækkelige oplysninger i sagen på de tidspunkter hvor nævnet traf afgørelse i sagen.

Ombudsmanden mente det var kritisabelt at nævnet indhentede oplysninger om kvindens helbred hos hospitalet uden først at have søgt at få samtykke hertil. Det var meget kritisabelt at nævnet over for hospitalet oplyste at man havde orienteret kvinden om at oplysninger kunne blive indhentet, og at kvinden ikke havde haft indvendinger herimod.

Ombudsmanden kritiserede endvidere det sociale nævns begrundelser og at nævnet ikke sendte alle sagens akter sammen med nævnets udtalelse i sagen. Ombudsmanden mente endelig det var kritisabelt at det sociale nævn på foranledning af en udtrykkelig forespørgsel fra en af ombudsmandens medarbejdere oplyste at det sociale nævn ikke havde flere sagsakter. (J.nr. 2000-2470-085).

Udenrigsministeriet anså en klage til ombudsmanden fra en tidligere medarbejder som et brud på en bestemmelse i en fratrædelsesaftale. 
Ombudsmanden tog sagen op af egen drift. Efter ombudsmandens opfattelse er det uforeneligt med lov om Folketingets Ombudsmand at anse en klage til ombudsmanden for et brud på en bestemmelse i en aftale.
Ombudsmanden underrettede Folketingets Retsudvalg om sin udtalelse i sagen. 

(J.nr. 2006-2696-819).

Klik på linket til højre for at læse hele redegørelsen.

En organisation bad en kommune om aktindsigt i kontrakter og aftaler som kommunen havde indgået med private firmaer. Kommunen afslog begæringen. Organisationen indbragte sagen for tilsynsrådet. Til brug for tilsynsrådets behandling af sagen udtalte kommunen bl.a. at der ikke var skriftlige aftaler med de private firmaer, og at aftaler blev indgået mundtligt fra opgave til opgave.

Tilsynsrådet, og senere Indenrigsministeriet, lagde den pågældende udtalelse til grund for behandlingen af sagen om afslag på aktindsigt.

Organisationen rettede henvendelse til ombudsmanden og bad ham om at vurdere om det var i overensstemmelse med reglerne om notatpligt og reglerne om god forvaltningsskik at en kommune udelukkende indgik mundtlige aftaler med private firmaer om udførelse af opgaver, og at kommunen i den forbindelse ikke tog notater om aftalernes indhold.

I den anledning bad ombudsmanden kommunen om at svare på en række spørgsmål, herunder om der i kommunens interne dokumenter var oplysninger om indholdet af de mundtlige aftaler.

Kommunen svarede kun delvis, hvorefter ombudsmanden henledte kommunens opmærksomhed på ombudsmandslovens § 19 om myndigheders pligt til at udlevere de oplysninger og dokumenter som forlanges af ombudsmanden, og gentog de spørgsmål som kommunen ikke havde svaret på.

Kommunen gav herefter yderligere oplysninger og inviterede ombudsmanden til et møde med kommunen med henblik på en nærmere drøftelse af de stillede spørgsmål.

Under dette møde oplyste kommunen at den ikke drev en helt papirløs forvaltning. Kommunen oplyste samtidig at der ikke fandtes deciderede kontrakter mellem kommunen og de pågældende virksomheder, men at kommunen tog visse interne notater ved indgåelse af de enkelte aftaler som bl.a. dannede grundlag for den senere afregning.

På den baggrund udtalte ombudsmanden at det måtte have stået kommunen klart at de oplysninger den gav inden mødet, var ufyldestgørende og til dels vildledende.

Ombudsmanden anså det forhold at kommunen havde bibragt den pågældende organisation, tilsynsrådet, Indenrigsministeriet og senest ombudsmandsinstitutionen det indtryk at det ikke fandtes noget skriftligt materiale i kommunen om indholdet af de indgåede aftaler, for meget kritisabelt. (J.nr. 2001-0163-001).

En advokat klagede over at en kommune havde afvist et erstatningskrav fra en klient. Kravet var begrundet i at kommunen havde inddrevet ægtefællebidrag uden en gyldig bidragsresolution.

Ombudsmanden udtalte at kommunen havde begået en væsentlig fejl fordi bidragsresolutionen var bortfaldet som følge af endelig separation. Ombudsmanden konstaterede dernæst at der ikke var tilstrækkelige oplysninger til at han kunne vurdere om klienten havde lidt et tab som følge af inddrivelsen. Ombudsmanden mente imidlertid ikke at han havde grundlag for at indhente yderligere oplysninger, bl.a. fordi erstatningskravet snart ville blive forældet efter reglerne i 1908-loven.

Ombudsmanden henstillede til kommunen at den straks meddelte advokaten om kommunen ville frafalde at gøre forældelse gældende under en eventuel retssag (som måtte blive anlagt efter forældelsesfristens udløb), eller om kommunen var indstillet på at klienten nu (inden forældelsesfristens udløb) indbragte sagen for domstolene. Hvis kommunen frafaldt at gøre forældelse gældende under en eventuel retssag, gik ombudsmanden ud fra at kommunen genoptog sagen og meddelte advokaten en ny afgørelse. Hvis klienten ønskede sagen indbragt for domstolene, var ombudsmanden indstillet på at henstille at der blev givet fri proces. (J.nr. 2001-0545-658).

Socialforvaltningen i K kommune blev af en børnehave underrettet om, at der var mistanke om, at et 4-årigt barn B af ægteparret M og H blev misbrugt seksuelt. Underretningen blev givet gennem kommunens pædagogiske konsulent og en psykolog, ligeledes ansat i kommunen. Under en efterfølgende undersøgelse, der skulle afklare denne mistanke, udarbejdede børnehaven et materiale vedrørende mistanken, baseret på observationer af B og samtaler med B. Omkring 5 uger efter underretningen til kommunen havde dennes sagsbehandlere - to psykologer og en socialrådgiver - den første samtale med M og H, som først på mødet blev gjort bekendt med mistanken og undersøgelsen. I forbindelse med mødets afslutning, hvor M og H indvilligede i at medvirke ved yderligere 5 møder, fik de en skriftlig tilbagemelding, som bl.a. indeholdt en opfordring om "ikke at tale med andre, om det I har læst og talt om i dag". Opfordringen blev underskrevet af de to psykologer.

Ombudsmanden fandt, at forældrene under de givne omstændigheder med rette havde opfattet denne opfordring som et forbud mod at kontakte udenforstående. Samtidig fandt ombudsmanden, at M og H - set i lyset af, at mødet var indledningen til en videre undersøgelse af, om der var begået incest - kunne have haft behov for at lade sig bistå af andre. På denne baggrund fandt ombudsmanden, at kommunens tilkendegivelse krænkede princippet i forvaltningslovens § 8, hvorefter en part har ret til på ethvert tidspunkt af en sag at lade sig bistå af andre. Under henvisning til at ombudsmandens undersøgelse havde vist, at der var begået fejl af større betydning, underrettede ombudsmanden Folketingets Retsudvalg, socialministeren og den pågældende kommunalbestyrelse om sagen. (J. nr. 1991-229-060).

A klagede over, at Ankenævnet vedrørende Praktikvirksomheder (AvP) ikke ved sin behandling af hans klagesag havde fundet grundlag for at tilsidesætte Det faglige Udvalg for Detailhandelsuddannelsers skøn, hvorefter A's virksomhed kun kunne godkendes som uddannelsessted for en salgsassistent i kombination med en anden virksomhed. AvP havde ikke fundet grundlag for at ændre det faglige udvalgs afgørelse, men havde i sin afgørelse påpeget, at den omstændighed, at A's virksomhed ikke havde et fast butikslokale, ikke i sig selv kunne begrunde, at virksomheden ikke kunne godkendes som uddannelsessted.

Ombudsmanden fandt, at det faglige udvalg ved sin afgørelse i sagen havde lagt afgørende vægt på dette kriterium, hvorfor afgørelsen, således som den var stadfæstet af AvP, ikke gav A mulighed for at se hvilke foranstaltninger, der skulle foretages i virksomheden, for at den kunne godkendes som praktiksted. A havde derfor ikke fået en vejledning og en begrundelse for den trufne afgørelse, som opfyldte kravene i § 5, stk. 5, i bekendtgørelsen om de faglige udvalgs behandling af sager om godkendelse af virksomheder som praktiksteder. Ombudsmanden henstillede på denne baggrund til AvP at tilbagesende sagen til det faglige udvalg til

fornyet overvejelse med henblik på at træffe en ny afgørelse, som på baggrund af de af AvP udstukne retningslinier, indeholdt en fyldestgørende begrundelse. (J. nr. 1992-1503-713).

Udenrigsministeriet imødekom delvis en journalists anmodning om indsigt i ministeriets akter vedrørende et bestemt emne.

Anmodningen om aktindsigt omfattede ikke akterne i en konkret sag, men derimod enkelte akter i en række sager hos Udenrigsministeriet. 

  Journalisten bad ministeriet om at få en liste over de akter der var omfattet af hans begæring om aktindsigt, men som han ikke havde fået udleveret. Udenrigsministeriet afslog dette ønske under henvisning til at ministeriet ikke havde udarbejdet en sådan liste, og at ministeriet ikke umiddelbart havde mulighed for at generere en sådan liste ved hjælp af en journalliste eller -lister.

  Ombudsmanden udtalte at ministeriets fremgangsmåde bevirkede at der ikke var et tilstrækkeligt prøvelsesgrundlag i sagen. Ombudsmanden henviste til at en efterprøvelse af om ministeriet havde hjemmel til afslaget på aktindsigt, forudsatte at det kunne konstateres hvilke nærmere retlige og faktiske overvejelser der lå bag ministeriets afslag på indsigt i hvert enkelt dokument. Ombudsmanden henviste endvidere til hensynet til at overholde notatpligten og begrundelsespligten.  Ombudsmanden henstillede på den baggrund til ministeriet at foretage en fornyet behandling af sagen.

  (J.nr. 2005-4106-401).

En ansat i en kommune klagede til ombudsmanden over at han af sin arbejdsgiver havde fået en tjenestebefaling om at forbedre sin arbejdsindsats, og over at han havde set sig nødsaget til at indgå en fratrædelsesaftale med kommunen fordi kommunen over for ham havde tilkendegivet at alternativet var en afskedigelse.

Ombudsmanden gjorde op med sin hidtidige praksis og afviste at gå ind i sagen. Ombudsmanden lagde herved vægt på to højesteretsdomme afsagt i november 2004. Ved dommene blev det fastslået at offentlige ansættelsesforhold kan bringes til ophør ved fratrædelsesaftaler uanset at det er myndigheden der inden aftalen ensidigt har besluttet at foretage afskedigelse. Dommene indebærer at myndighederne fritages for fejl og mangler der måtte være begået i forbindelse med og forud for sådanne aftaler. Dette betyder samtidig at offentligt ansatte kan fraskrive sig den beskyttelse de forvaltningsretlige regler yder mod usaglige afgørelser. Tidligere mente ombudsmanden at den ansatte – uagtet at der var indgået frivillig fratrædelsesaftale – ikke kunne fravælge retten til bl.a. partshøring og begrundelse.

Ombudsmanden lagde desuden vægt på at det af den konkrete fratrædelsesaftale fremgik at der var gjort fuldt og endeligt op med ethvert krav mellem den ansatte og kommunen.

(J.nr. 2005-1938-813)

A klagede til ombudsmanden over, at Jordbrugsdirektoratet i 1989 havde ladet tinglyse en statslig forkøbsret for så vidt angår et stykke "frijord" på hans ejendom i Sønderjylland.

Det fremgik af sagen, at myndighederne på grundlag af lov om Statens fremskaffelse af jord og udlån til jordbrugsmæssige formål m.m. i ganske vidt omfang tinglyste statslig forkøbsret på "frijord". Formålet var at imødegå opkøb i spekulationsøjemed.

Den omhandlede praksis havde været oplyst og forelagt for Folketingets Finansudvalg på en sådan måde, at ombudsmanden af kompetencemæssige grunde fandt sig afskåret fra at foretage en nærmere bedømmelse af dens indhold og grundlag.

Landbrugsministeriet oplyste over for ombudsmanden, at afgørelsen om at tinglyse forkøbsret efter praksis ikke afventede høring af ejeren. Ministeriet henviste til, at formålet med tinglysningen kunne blive forspildt, hvis ejendommen i mellemtiden blev afhændet.

Ombudsmanden udtalte, at en generel risiko for videresalg ikke i sig kunne bevirke, at Jordbrugsdirektoratet undlod at foretage partshøring i overensstemmelse med forvaltningslovens § 19. Efter en nærmere gennemgang af partshøringsspørgsmålet henstillede ombudsmanden til Landbrugsministeriet at tage skridt til at ændre praksis.(J. nr. 1989-1291-54).

A's tidligere hustru B klagede til Civilretsdirektoratet (CD) over, at S Statsamt havde tillagt A samværsret med parrets børn. Samværet skulle foregå i X-by (der er beliggende i den anden ende af landet), hvor B boede sammen med børnene. I anledning af klagen iværksatte CD 4 dage før samværet partshøring af A; svarfristen blev fastsat til dagen før samværet. Efter at A telefonisk havde meddelt CD, at han ikke havde yderligere bemærkninger til sagen, ophævede CD A's samværsret dagen før, samværet skulle have fundet sted. CD's skrivelse blev sendt med almindelig post til A, der boede i Jylland, og til S, mens B's advokat modtog skrivelsen med telefax. Ved advokatens og S's foranstaltning blev A dog orienteret om afgørelsen samme dags aften.

CD havde haft mulighed for at iværksætte partshøringen af A allerede 8 dage før sket; ombudsmanden anså det derfor for beklageligt, at partshøringsfristen var blevet fastsat til kun tre dage. Ombudsmanden anså det endvidere for meget beklageligt, at CD - som det efter de da foreliggende oplysninger måtte lægges til grund - ikke havde sikret sig, at A omgående fik meddelelse om afgørelsen.

CD oplyste efterfølgende, at CD telefonisk havde orienteret A om afgørelsen samme dag, den blev truffet; oplysningen herom var ved en fejl ikke tilgået ombudsmanden tidligere. Den del af udtalelsen, der vedrørte afgørelsens meddelelse til A, var herefter bortfaldet. Ombudsmanden anså det imidlertid for særdeles uheldigt, at CD først efterfølgende havde meddelt ham de pågældende oplysninger. (J. nr. 1992-1906-654).

En kommune klagede over at skatteministeren i forbindelse med behandlingen af et lovforslag havde udtalt sig om den afgiftsmæssige betydning af kommunens og et kraftvarmeværks varmeaftale på trods af at spørgsmålet på daværende tidspunkt endnu ikke var blevet behandlet af told- og skatteregionen. Det var kommunens opfattelse at ministeren med sine udtalelser uberettiget afskar regionen fra at foretage en uafhængig bedømmelse af aftalens betydning for afgiftsberegningen idet regionen som underordnet instans i forhold til ministeren var forpligtet til at følge ministerens tilkendegivelse ved sin afgørelse i den konkrete sag.

Ombudsmanden udtalte at efter almindelige forvaltningsretlige grundsætninger kan en minister udøve såkaldt organisationsmagt inden for sit ministerium og bl.a. give bindende direktiver til underordnede myndigheder såvel generelt som i konkrete sager. Dette udgangspunkt gælder medmindre andet følger af lov. Da told- og skatteregioner er undergivet ministerens instruktion i sager om kulafgift og efter omstændighederne er forpligtet til at følge ministerens tilkendegivelse, kunne det forhold at ministerens udtalelser ville kunne påvirke udfaldet af regionens afgørelse, ikke give ombudsmanden anledning til bemærkninger.

Ombudsmanden bemærkede at når regionens afgørelse forelå, kunne den indbringes for Landsskatteretten hvis afgørelse kunne indbringes for vedkommende landsret, jf. § 33 i skattestyrelsesloven (lovbekendtgørelse nr. 859 af 13. september 2000). (J.nr. 1999-2907-329).

En journalist klagede til ombudsmanden over at statsministeren havde afvist at give ham et interview om Irak-krigen. Journalisten havde gennem længere tid bedt om et interview. Ombudsmanden afsluttede i første omgang sin behandling af sagen uden kritik. Han lagde i den forbindelse bl.a. vægt på oplysninger fra Statsministeriet om at statsministeren gennem længere tid slet ikke havde deltaget i interviews om Irak-krigen.

Journalisten gjorde efter afslutningen af sagen ombudsmanden opmærksom på at statsministeren i august 2006 havde givet et interview om Irak-krigen til et andet medie. Ombudsmanden genoptog på den baggrund behandlingen af sagen.

Ombudsmanden udtalte herefter at han fortsat ikke havde grundlag for at kritisere statsministerens afvisning af at deltage i et interview med journalisten i den periode hvor statsministeren generelt set afviste at deltage i interview om Irak-krigen. Efter at statsministeren igen var begyndt at give interview om Irak-krigen, mente ombudsmanden ikke at Statsministeriet havde dokumenteret nogen konkret grund til at journalisten ikke kunne få et interview. Ombudsmanden bad Statsministeriet om at genoptage sagen eller give en konkret begrundelse for afslaget.

Dagen efter ombudsmandens udtalelse traf Statsministeriet en ny afgørelse om ikke at give journalisten et interview. Ministeriet gav ikke en konkret begrundelse for afslaget. Journalisten bad på den baggrund ombudsmanden om at genoptage sagen med henvisning til at Statsministeriet havde afvist at følge ombudsmandens henstilling.

Da statsministeren kort tid efter gav journalisten et interview om Irak-krigen, meddelte ombudsmanden at han ikke foretog sig mere i sagen.
(J.nr. 2006-3446-450).

Landbrugsministeriet og EF-direktoratet havde fremsat krav om tilbagebetaling af EF-støtte, der uberettiget var udbetalt til en virksomhed. Støtteordningen var beskrevet i to EF-forordninger og i en af EF-direktoratet udarbejdet vejledning. Virksomheden mente at have fået anderledes besked under en telefonsamtale med en medarbejder i EF-direktoratet og var derfor af den opfattelse, at beløbet ikke kunne kræves tilbagebetalt.

Ombudsmanden udtalte, at selv om han generelt var tilbageholdende i sin bedømmelse af sager, der involverer EF-retlige regler, ville han i denne sag foretage en sædvanlig efterprøvelse, idet det omtvistede spørgsmål - om betingelserne for at forlange tilbagebetaling var opfyldt - skulle bedømmes alene efter dansk rets regler om tilbagesøgning (condictio indebiti).

Ombudsmanden fandt ikke grundlag for at kritisere, at Landbrugsministeriet og EF-direktoratet fastholdt tilbagebetalingskravet. Ombudsmanden henviste herved blandt andet til, at det på et sagsområde som det omhandlede - hvor der er tale om udbetaling af meget store beløb til erhvervsvirksomheder, og hvor ordningen er tilrettelagt således, at beløbene af hensyn til virksomhederne kommer til udbetaling hurtigst muligt - som udgangspunkt må være modtagerne, der bærer risikoen for, at der sker fejludbetaling. (J. nr. 1990-1049-57).

En far klagede over at Civilretsdirektoratet havde ophævet en aftale fra 1988 mellem ham og hans tidligere ægtefælle om fordeling af transportudgifterne ved hans samvær med datteren. Ifølge aftalen skulle moderen betale for barnets befordring fra bopælen og til lufthavnen. Moderen ansøgte senere om at blive fritaget for disse udgifter. Direktoratet ændrede statsamtets afslag på moderens ansøgning og ophævede forældrenes aftale.

Ombudsmanden anså direktoratets bemærkning i et brev til faderen om manglende hjemmel for misvisende.

Under sagens behandling hos ombudsmanden blev det navnlig afklaret at bestemmelsen i den dagældende myndighedslov § 24, stk. 1, giver hjemmel til at pålægge forældremyndighedsindehaveren at afholde transportudgifter i forbindelse med samværsrettens udøvelse og - som følge heraf - hjemmel til at ændre en aftale forældrene imellem om fordeling af disse udgifter.

Sammenfattende var det ombudsmandens opfattelse at direktoratet ikke i sine begrundelser havde givet en tilstrækkelig forklaring på hvilke konkrete omstændigheder der havde ført direktoratet til at ændre statsamtets afgørelse. Ombudsmanden kunne herefter ikke tage stilling til den indholdsmæssige rigtighed af direktoratets afgørelse og henstillede at direktoratet genoptog sagen. (J. nr. 1994-2820-654).

En journalist klagede til ombudsmanden over at udenrigsministeren havde afvist at give ham et interview om Irak-krigen.

Ombudsmanden måtte i første omgang forstå Udenrigsministeriet sådan at ministeriet ved sin beslutning om at give afslag på interview havde lagt vægt på 1) at det blev vurderet at udenrigsministeren ikke kunne have tillid til at hans udtalelser i forbindelse med et interview ville blive refereret loyalt i en efterfølgende artikel, og 2) frygt for at journalisten ville bruge et interview med ministeren som anledning til yderligere negativ og kritisk omtale af regeringens og ministerens håndtering af sagen.

Ombudsmanden udtalte i en foreløbig redegørelse at Udenrigsministeriet ikke kunne lægge vægt på disse hensyn. Ombudsmanden var derfor indstillet på at bede Udenrigsministeriet om at genoverveje anmodningen om et interview og denne gang tage stilling uden at inddrage de nævnte hensyn.

Senere oplyste Udenrigsministeriet at ministeriet ikke havde ønsket at gøre gældende at journalisten ikke ville citere udenrigsministeren korrekt, og at ministeriets afslag ikke var begrundet i risiko eller frygt for at journalisten vil bruge et interview med ministeren som anledning til yderligere negativ og kritisk omtale af regeringens håndtering af sagen.

Ombudsmanden kunne herefter ikke fastslå at beslutningen var baseret på usaglige hensyn, og han afsluttede sagen.

I den afsluttende udtalelse udtalte ombudsmanden at en beslutning om afslag på at give en journalist et konkret interview normalt ikke er en afgørelse i forvaltningslovens forstand.
(J.nr. 2006-3499-450).