Et ægtepar klagede over Den Sociale Ankestyrelses afslag på at genoptage hustruens sag om støtte til køb af bil.

I sin begrundelse over for parret havde Ankestyrelsen henvist til at styrelsen ikke mente det var godtgjort at hustruens invaliditet på ansøgningstidspunktet var af et omfang som berettigede til støtte efter loven. Helbredssituationen var først ændret på et væsentligt senere tidspunkt. Ombudsmanden forstod Ankestyrelsens begrundelse som en tilkendegivelse af at styrelsen ikke mente at kunne tage hensyn til helbredsforringelser der indtræffer under sagens behandling. Ankestyrelsen svarede senere ombudsmanden at styrelsen ikke havde været tilstrækkelig præcis i formuleringen af begrundelsen for afslaget på genoptagelse - og Ankestyrelsen præciserede sin retsopfattelse.

Ombudsmanden fandt det usikkert om Den Sociale Ankestyrelse havde foretaget en reel vurdering af hvorvidt de senere fremkomne oplysninger om A's helbredstilstand kunne have medført et andet udfald. Ombudsmanden bad derfor styrelsen om at genoptage sagen. (J.nr. 1995-595-054).

En mand blev i forbindelse med sit arbejde ved politiet udsat for et akut støjtraume under en skydeøvelse i 1980. Arbejdsskadestyrelsen anerkendte i 1990 lidelsen som en arbejdsskade, men vurderede at manden – som på trods af støjtraumet var fortsat med sit arbejde – ikke havde lidt noget erhvervsevnetab. Ved en skydeøvelse i 1992 pådrog manden sig endnu et støjtraume. Mandens erhvervsevnetab som følge af skaden blev i 1994 vurderet til 15 pct. af Arbejdsskadestyrelsen, hvilket imidlertid heller ikke berettigede manden til nogen erstatning.

I 2001 tilkendte kommunen manden mellemste førtidspension med henvisning til hans nu massive hørenedsættelse og bl.a. hukommelses- og koncentrationsbesvær som kunne skyldes hørenedsættelsen. Kommunen vurderede altså at hans arbejdsevne hos politiet var nedsat i svær grad. I 2002 blev han afskediget fra politiet med kvalificeret svagelighedspension. Afskedigelsen var begrundet i helbredsbetinget utjenestedygtighed.

Manden bad på denne baggrund Arbejdsskadestyrelsen om at genoptage spørgsmålet om erhvervsevnetab som følge af de to arbejdsskader. Arbejdsskadestyrelsen og senere Ankestyrelsen afviste imidlertid at genoptage spørgsmålet med henvisning til at mandens anmodning var indgivet mere end 5 år efter at erstatningen først blev fastsat. Ifølge § 29 i den dagældende arbejdsskadeforsikringslov kunne spørgsmålet nu kun genoptages hvis ganske særlige omstændigheder talte for det. Det mente myndighederne ikke var tilfældet ifølge den administrative praksis som knyttede sig til § 29.

Ombudsmanden anså det for usikkert om Ankestyrelsen havde anvendt den nævnte administrative praksis i overensstemmelse med præmisserne i en dom som Højesteret havde afsagt den 19. maj 2005 under ombudsmandens behandling af sagen. Ombudsmanden kritiserede at myndighederne – når de mente at genoptagelse efter den lovbestemte ordning i § 29 måtte anses for afskåret – ikke havde taget stilling til om genoptagelsesanmodningen var begrundet i forhold som efter omstændighederne burde medføre genoptagelse på ulovbestemt grundlag. Ombudsmanden henstillede at Ankestyrelsen – og eventuelt først Arbejdsskadestyrelsen – traf en ny afgørelse om genoptagelse på baggrund af ombudsmandens udtalelse.

(J.nr. 2004-3895-024).

En anmodning om erstatning efter arbejdsskadesikringsloven kan afvises hvis skaden er anmeldt for sent (formel afvisning), eller hvis skaden ikke er omfattet af loven fordi den ikke skyldes arbejdet eller de forhold det er foregået under (indholdsmæssig afvisning).

Efter lovens § 24, stk. 1 (den nuværende § 41, stk. 1), kan en afvist sag genoptages inden for fem år hvor skadelidte eller efterladte har fået meddelelse om at skaden ”ikke er omfattet af loven”.

Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen havde i en konkret sag afvist en anmodning fordi den var indgivet for sent. Senere havde myndighederne afvist at genoptage sagen bl.a. med henvisning til § 24, stk. 1 (nu § 41, stk. 1).

På den baggrund rejste ombudsmanden en generel sag af egen drift.

Myndighederne var af den opfattelse at reglen i § 24, stk. 1 (nu § 41, stk. 1), omfatter alle afviste sager, dvs. såvel formelle som indholdsmæssige afvisninger.

Ombudsmanden var ikke enig i denne fortolkning af § 24, stk. 1 (nu § 41, stk. 1). Han mente at udtrykket ”ikke er omfattet af loven” alene sigter til afvisning med den begrundelse at der ikke foreligger en arbejdsskade i lovens forstand. Bestemmelsen omfatter efter ombudsmandens opfattelse ikke formelle afvisninger. En genoptagelsesanmodning skal derfor i disse tilfælde ikke bedømmes efter § 24, men efter almindelige forvaltningsretlige grundsætninger om genoptagelse. Dette har bl.a. den betydning at femårsreglen i § 24, stk. 1 (nu § 41, stk. 1), ikke finder anvendelse.

Myndighederne oplyste at man i øvrigt anser betingelserne for genoptagelse efter § 24, stk. 1 (nu § 41, stk. 1), for lempeligere end kravene til forvaltningsretlig genoptagelse. Denne oplysning noterede ombudsmanden sig.

Myndighederne tog ombudsmandens retsopfattelse til efterretning og tilkendegav at de ville indrette sagsbehandlingen i overensstemmelse hermed.  Man ville endvidere overveje behovet for lovændringer. Ombudsmanden bad om at blive underrettet om resultatet af disse overvejelser.
(J.nr. 2005-1902-023).

Ankenævnet for Arbejdsløshedsforsikringen havde senest i 1985 fastholdt, at A skulle tilbagebetale arbejdsløshedsdagpenge modtaget med urette i en periode samt slettes som medlem af sin arbejdsløshedskasse på grund af svig, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1.

Under en senere retssag anlagt af arbejdsløshedskassen mod A vedrørende tilbagebetalingskravet blev der under ankesagen i landsretten indgået retsforlig. Landsretten tilkendegav herunder i forbindelse medspørgsmålet om kravets forældelse, at "der ikke findes fornødne holdepunkter for at fastslå, at (A) har gjort sig skyldig i svigagtigt forhold ..." - I modsætning hertil havde byretten fundet, at A havde gjort sig skyldig i svigagtigt forhold, hvorfor kravet fandtes omfattet af den 20-årige forældelse.

A anmodede ankenævnet om at genoptage sagen om svigsslettelse med henvisning til, at landsretten ved sin tilkendegivelse havde statueret, at der ikke forelå svig, men ankenævnet fastholdt slettelsen.

Ombudsmanden udtalte, at han i og for sig kunne være enig med ankenævnet i, at der ikke i samme omfang som under en straffesag om bedrageri havde været anledning til bevisførelse og procedure om spørgsmålet om svigagtigt forhold eller berigelsesforsæt. Han måtte imidlertid efter gennemgangen af det foreliggende materiale om retssagen gå ud fra, at svigsspørgsmålet havde været inddraget under retssagen i betydeligt omfang. Ombudsmanden var på denne baggrund betænkelig ved at tilslutte sig ankenævnets opfattelse af, at der ikke i forbindelse med retssagen kunne siges at ligge en endelig afklaring af A's subjektive forhold i relation til arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1. Han henviste i den forbindelse til de klare udtalelser i byretsdommens præmisser og landsrettens tilkendegivelse.

Ombudsmanden henstillede til ankenævnet at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse.

Med skrivelse af 20. juni 1990 meddelte Arbejdsmarkedets Ankenævn, at nævnet på baggrund af det af ombudsmanden anførte havde ophævet sin afgørelse om svigsslettelse. Ombudsmanden meddelte ankenævnet, at han tog det oplyste til efterretning.

(J.nr. 1989-1592-024).

A anmodede efter ferieårets udløb om udbetaling af feriepenge uden at holde ferie. Under sagens behandling kontaktede A telefonisk Direktoratet for Arbejdstilsynet (AT). A mente, at AT under denne samtale meddelte hende en bindende afgørelse. Der blev ikke taget notat om samtalen i AT, der på den anden side heller ikke senere bestred, at der var givet en "positiv tilkendegivelse". A modtog senere skriftligt afslag, som Arbejdsministeriet (AM) stadfæstede.

Ombudsmanden udtalte, at den førte telefonsamtale udgjorde en så væsentlig ekspedition i sagen, at direktoratet på grundlag af den almindelige retsgrundsætning om notatpligt havde pligt til at tage notat om samtalen og dens indhold. Ombudsmanden kritiserede derfor, at AT ikke havde taget notat om samtalen, og at AM ikke påtalte fejlen. Ombudsmanden lagde A's version om hændelsesforløbet til grund, men mente alligevel ikke, at der var tilstrækkeligt grundlag for at kritisere, at myndighederne ikke anså den omhandlede forhåndsbesked for bindende, og at der således ikke - som hævdet af A - var tale om tilbageholdelse af en begunstigende forvaltningsakt.

Ombudsmanden kritiserede, at AT og AM ikke havde meddelt A en fyldestgørende begrundelse. (J. nr. 1990-1647-01).

En mor havde forældremyndigheden over parrets fælles børn, og faren var pålagt at betale børnebidrag til moren. Samtidig fik moren udbetalt børnepensioner fra farens pensionsselskab.
Moren blev i 2002 vejledt af statsamtet om at hun ikke var berettiget til at modtage børnebidragene på grund af børnepensionerne.
Efter ansøgning fra faren i 2004 traf statsamtet afgørelse om at bidragene bortfaldt for fremtiden, men ikke med tilbagevirkende kraft. Familiestyrelsen stadfæstede i 2006 statsamtets afgørelse. Familiestyrelsen mente at moren med rette havde indrettet sig på at modtage bidragene på grund af farens langvarige passivitet, uanset at hun var klar over at hun muligvis ikke var berettiget til at modtage børnebidragene.
Efter faderens klage til ombudsmanden genoptog Familiestyrelsen sagen og traf en ny afgørelse om at børnebidragene skulle bortfalde med tilbagevirkende kraft. Familiestyrelsen mente ikke længere at moren med rette havde kunnet indrette sig på at modtage børnebidragene.
Moren klagede herefter til ombudsmanden. Hun henviste til den meget lange tid der var gået, og til at hun – i hvert fald efter Familiestyrelsens første afgørelse – med rette havde indrettet sig på at modtage børnebidragene.
Ombudsmanden mente imidlertid ikke at der var grundlag for at kritisere Familiestyrelsens seneste afgørelse.
Ombudsmanden mente ikke at en borger med rette kan indrette sig på en retstilstand som vedkommende ikke har en berettiget forventning om er korrekt. Derudover udtalte ombudsmanden sig om hvilke kriterier der skal inddrages når det skal vurderes om borgeren har en berettiget forventning.
Ombudsmanden fremsatte også nogle generelle bemærkninger om myndighedernes muligheder for at tilbagekalde afgørelser, herunder når sagen kan videreføres af andre parter.
Det forhold at moren havde modtaget en i hvert fald i nogen grad modstridende eller uklar vejledning fra kommunen, kunne ikke føre til et andet resultat, blandt andet fordi kommunen ikke var den kompetente myndighed.(J.nr. 2007-2800-652).

En husejer anmeldte byggeri af en garage til kommunen. Kommunen opfattede anmeldelsen som en dispensationsansøgning og traf på et møde i planlægnings- og miljøudvalget afgørelse om at imødekomme ansøgningen.

Da husejeren ringede til teknisk forvaltning for at spørge til sagen, blev han af en bygningsinspektør og afdelingsarkitekt der havde været protokolfører på mødet i planlægnings- og miljøudvalget, orienteret om udvalgets beslutning. Husejeren satte umiddelbart herefter byggeriet i gang.

På baggrund af en efterfølgende besigtigelse, foranlediget af en henvendelse fra naboen, besluttede udvalgsformanden at sagen på ny skulle behandles i et udvalgsmøde. Teknisk forvaltning indstillede at dispensationen blev kaldt tilbage. Udvalget fulgte indstillingen.

Husejeren rettede herefter på ny henvendelse til kommunen der meddelte ham at afgørelsen om at give dispensation ikke var bekendtgjort for ham på en for kommunen bindende måde. Kommunen gjorde gældende at husejerens kendskab til udvalgets beslutning udelukkende beroede på hans telefoniske henvendelse.

Husejeren klagede til statsamtet der herefter traf afgørelse om at dispensationsafgørelsen ikke var bekendtgjort på en for kommunen bindende måde.

Ombudsmanden udtalte i en foreløbig udtalelse at det følger af forvaltningsrettens almindelige regler at en forvaltningsafgørelse først bliver bindende når den meddeles den afgørelsen vedrører. Indtil da kan afgørelsen frit tilbagekaldes. Afgørelser kan efter almindelige forvaltningsretlige regler meddeles både skriftligt og mundtligt.

Ombudsmanden mente at såvel statsamt som kommune burde have lagt til grund at udvalgets oprindelige beslutning blev meddelt på en for kommunen bindende måde. Som konsekvens heraf burde statsamtet og kommunen have taget stilling til lovligheden af tilbagekaldelsen. (J.nr. 1997-2667-109).

En person i forsvaret fik ved en fejl fornyet sin rådighedskontrakt på gunstigere vilkår end der var hjemmel til. Myndighederne var berettiget til at tilbagekalde afgørelsen, men det burde være sket med sædvanligt opsigelsesvarsel.

Tilbagekaldelsen indebar en væsentlig ændring af lønnen og var derfor en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Der var ikke foretaget partshøring inden afgørelsen.

Ombudsmanden kritiserede at flere af de involverede myndigheder ikke havde anset tilbagekaldelsen for en afgørelse med den virkning at forvaltningslovens regler om bl.a. partshøring og klagevejledning skulle anvendes.

Da kontrakten på tidspunktet for udløbet af det sædvanlige opsigelsesvarsel i realiteten havde været i kraft i over et år, hvilket efter de gunstige vilkår udløste en godtgørelse på 15.000 kr., henstillede ombudsmanden at sagen blev genoptaget med henblik på at Forsvarsministeriet tog stilling til konsekvenserne af det ombudsmanden havde givet udtryk for. (J.nr. 2001-2518-811).

På et møde i revaliderings- og pensionsnævnet besluttede nævnet at tiltræde en kommunes afslag på førtidspension. Ved en fejl sendte nævnet en afgørelse til ansøgeren hvorefter vedkommende fik tilkendt almindelig forhøjet førtidspension. 3 dage efter at ansøgeren havde modtaget afgørelsen, orienterede nævnet telefonisk ansøgeren om fejlen og sendte samme dag den korrekte afgørelse. Ombudsmanden anså den oprindeligt meddelte afgørelse for ugyldig og mente nævnet var berettiget til at meddele ansøgeren den rigtige afgørelse om afslag på førtidspension.

Den Sociale Ankestyrelse havde behandlet sagen efter reglerne om "tilbagekaldelse af afgørelser". Ombudsmanden udtalte om det generelle spørgsmål om tilbagekaldelse at tilbagekaldelse af en afgørelse anvendes når en i øvrigt gyldig afgørelse ændres. Ombudsmanden udtalte at en række forhold med særlig vægt taler for at myndighedens adgang til at tilbagekalde pensionstilkendelsen til skade for borgeren, ud over de i pensionslovens § 44 angivne situationer, bør være særdeles begrænset. Ankestyrelsen havde i sin afgørelse opregnet en række kriterier for hvornår en afgørelse kunne tilbagekaldes. Ombudsmanden udtalte at den gennemgang af kriterier som Ankestyrelsen havde angivet, ikke på tilstrækkelig præcis måde angav de forhold der skulle inddrages i afvejningen af om en afgørelse kunne tilbagekaldes. (J.nr. 2001-3387-040).

Efter en klage fra en nabo skrev en kommune til en grundejer at hans brændeskur, som var opført i naboskellet, ikke opfyldte reglerne i bygningsreglementet. Grundejeren svarede at han ville afmontere en del af taget, og at brændeskuret herefter ville være lovligt. Kommunen besigtigede herefter brændeskuret og konstaterede at en del af det faste tag var erstattet med en presenning. Kommunen oplyste ved besigtigelsen at grundejeren ville høre fra kommunen inden 2 uger hvis der var problemer. Kommunen svarede ikke inden fristens udløb, men genoptog senere sagen på baggrund af en ny klage. Kommunen orienterede ikke grundejeren om genoptagelsen før den traf afgørelse om at han skulle lovliggøre brændeskuret. Kommunen begrundede afgørelsen med at brændeskuret ikke var i overensstemmelse med anmeldelsen, og at brændeskuret også med en presenning som tag måtte anses for en bygning i byggelovens forstand. Statsamtet stadfæstede kommunens afgørelse.

Ombudsmanden kritiserede flere forhold i forbindelse med sagen: at den oprindelige godkendelse af brændeskuret ikke var i overensstemmelse med bygningsreglementet, at grundejeren ikke var blevet orienteret og hørt i forbindelse med genoptagelsen af sagen, og at begrundelsen ikke var korrekt og tilstrækkelig.

Ombudsmanden mente desuden at statsamtet burde have påtalt kommunens sagsbehandlingsfejl. Ud fra en afvejning af naboens modstående interesser i sagen mente ombudsmanden imidlertid ikke at kunne kritisere at statsamtet på baggrund af byggelovens § 17 havde stadfæstet kommunens tilbagekaldelse af sin oprindelige afgørelse. (J.nr. 2000-2475-160).

En advokat klagede på vegne af en kroatisk asylansøger over Direktoratet for Udlændinges og Flygtningenævnets sagsbehandling. Advokaten henviste bl.a. til at nævnet uden videre havde accepteret direktoratets to tilbagekaldelser af sagen til fornyet behandling. Dette mente advokaten var kritisabelt, dels fordi advokaten herved var blevet afskåret fra over for nævnet at argumentere mod en eventuel udsættelse af sagens afgørelse, dels fordi nævnet ved tilbagesendelsen havde undladt at realitetsbehandle sagen.

Direktoratet henviste til at nye baggrundsoplysninger fra Udenrigsministeriet medførte, at direktoratet overvejede om der var grundlag for en ændret vurdering af sagen. Den seneste tilbagekaldelse skete for at direktoratet kunne vurdere om asylansøgeren kunne falde ind under § 15 i lov om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien mv.

Ombudsmanden kritiserede at nævnet tilbagesendte sagen til direktoratet uden at foretage en konkret vurdering af nødvendigheden af en fornyet førsteinstansbehandling.

Ombudsmanden udtalte endvidere at direktoratet burde havde afklaret spørgsmålet om, hvorvidt § 15 kunne finde anvendelse i forbindelse med afgørelsen af selve asylspørgsmålet. (J. nr. 1994-2544-641).

En borger klagede til ombudsmanden over at en kommune i to sager havde givet taxitilladelser til handicappede ansøgere uden at have vurderet deres kvalifikationer i forhold til de øvrige ansøgere.

Kommunen anerkendte i en udtalelse til ombudsmanden at kommunen i den ene sag ikke havde fortolket reglerne om fortrinsadgang for handicappede ansøgere til taxitilladelser korrekt. Kommunen havde forstået reglerne således at den handicappede ansøger skulle have tilladelsen allerede fordi han søgte om fortrinsadgang, var indstillet af jobcentret og var faglig kvalificeret. Kommunen beklagede den forkerte fortolkning og meddelte at kommunen tog det til efterretning.

Ombudsmanden var enig med kommunen i at kommunens afgørelse var beklagelig. Ombudsmanden udtalte at udgangspunktet i sager hvor der er truffet en afgørelse som ikke har hjemmel i lovgivningen, er at afgørelsen er ugyldig, og at myndigheden har pligt til at ophæve (annullere) afgørelsen. Dette udgangspunkt kan dog fraviges i helt særlige tilfælde. Kommunen havde ikke taget stilling til konsekvenserne af at der var en mangel ved afgørelsen. Ombudsmanden mente ikke det var tilstrækkeligt at kommunen havde taget sagen til efterretning, og henstillede at kommunen genoptog sagen. Ombudsmanden gik også ud fra at kommunen tog stilling til om den anden af de to sager skulle genoptages. Kommunen genoptog sagerne og besluttede ikke at annullere afgørelserne. 
(J.nr. 2007-3064-514).

Klik på linket til højre for at læse hele redegørelsen.

En jugoslavisk statsborger vedtog i 2001 en færdselsbøde på 6.000 kr. for at have kørt bil i Danmark uden kørekort. Manden viste i forbindelse med færdselssagen et – skulle det vise sig – forfalsket jugoslavisk kørekort. I marts 2002 blev han frifundet for en tiltale for dokumentfalsk idet retten fandt at han hverken var eller burde have været bekendt med at hans kørekort var falsk. Retten lagde herved mandens detaljerede og troværdige forklaring om erhvervelsen af kørekortet til grund.

  Politiet og efterfølgende Rigspolitichefen afslog at ombytte det falske jugoslaviske kørekort til et dansk kørekort. Mandens klage herover blev afvist af ombudsmanden som forældet, jf. ombudsmandslovens etårsfrist.

  Hvad størrelsen af færdselsbøden fra 2001 angår, meddelte ombudsmanden at han på det foreliggende grundlag ikke kunne tage stilling til om manden på baggrund af frifindelsesdommen burde have (en del af) bøden på 6.000 kr. tilbage. Ombudsmanden henviste herved til at hverken politimesteren eller statsadvokaten syntes at have behandlet spørgsmålet som ombudsmanden samtidig hermed sendte videre til politimesteren.

  Politimesteren fastholdt sin tidligere afgørelse om færdselsbødens størrelse, men efter at manden på ny havde klaget til ombudsmanden, ændrede statsadvokaten politimesterens afgørelse idet statsadvokaten mente at der kun var grundlag for at give manden en bøde for at have kørt uden "gyldigt kørekort" – og ikke for at have kørt "uden at have erhvervet førerret". Manden blev herefter (delvis) benådet og fik 4.500 kr. tilbage.

  (J.nr. 2005-3447-612).

Ombudsmanden tog af egen drift et generelt spørgsmål om genoptagelse af tidligere afgjorte sager om humanitær opholdstilladelse op til behandling.

Det følger af bestemmelserne i udlændingeloven at en ansøgning om humanitær opholdstilladelse kun kan indgives af personer der opholder sig i Danmark. Det var derfor klart at udlændingemyndighederne kunne afvise førstegangsansøgninger om humanitær opholdstilladelse der blev indgivet fra udlandet. Spørgsmålet var imidlertid om også anmodninger om genoptagelse skulle afvises når anmodningen blev indgivet fra udlandet af personer der havde fået afslag på humanitær opholdstilladelse under ophold her i landet og efterfølgende var udsendt eller udrejst.

Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration oplyste at ministeriet efter sin praksis altid betragtede en henvendelse indgivet fra udlandet om behandling af en afsluttet sag om humanitær opholdstilladelse fra en udlænding der var udrejst frivilligt, som en ny ansøgning, med den virkning at henvendelsen ville blive afvist. Hvis en udlænding var tvangsmæssigt udsendt, ville en ny i henvendelse i en afsluttet sag om humanitær opholdstilladelse efter omstændighederne blive betragtet som en anmodning om genoptagelse der ville blive realitetsbehandlet. Det afhang bl.a. af om udlændingen henviste til forhold der vedrørte tiden for hans ophold i Danmark, og af om det var undskyldeligt at de nye oplysninger først blev fremlagt efter at udlændingen var udsendt af Danmark.

Ombudsmanden udtalte at ministeriet efter hans opfattelse ikke uden videre kunne betragte en henvendelse indgivet fra udlandet om behandling af en afsluttet sag om humanitær opholdstilladelse fra en udlænding som var udrejst frivilligt, som en ny ansøgning, med den virkning at henvendelsen ville blive afvist. Ombudsmanden mente at spørgsmålet om hvorvidt en henvendelse skulle betragtes som en ny ansøgning eller en anmodning om genoptagelse, måtte vurderes ud fra om der var materiel identitet mellem den afsluttede sag og den nye henvendelse. Hvis det var tilfældet, måtte den nye henvendelse efter ombudsmandens opfattelse betragtes som en anmodning om genoptagelse og ikke som en ny førstegangsanmodning, uanset om udlændingen var udrejst frivilligt eller var tvangsmæssigt udsendt. Herudover var det ombudsmandens opfattelse at spørgsmålet om hvorvidt det var undskyldeligt eller ej at oplysninger først var fremlagt efter udrejsen eller udsendelsen fra Danmark, kun undtagelsesvis burde tillægges vægt hvis oplysningerne i øvrigt kunne have ført til genoptagelse.
(J.nr. 2006-3032-649)

Klik på linket til højre for at læse hele redegørelsen.

En kvinde klagede over en kommunes sagsbehandlingstid i forbindelse med kommunens genvurdering af hendes førtidspensionssag. Kvinden klagede i juli 1996 over kommunens afslag på at tilkende hende mellemste førtidspension. Først i februar 2000 meddelte det sociale nævn at klagen over kommunens afgørelse nu var modtaget i nævnet.

Ombudsmanden anså den samlede sagsbehandlingstid på mere end 3 år og 6 måneder, fra kommunen modtog kvindens klage til det sociale nævn kunne behandle sagen, for overordentlig kritisabel. Ombudsmanden understregede at en klageprocedure hvorefter klagen skal indgives til den myndighed der har truffet afgørelse i sagen, forudsætter at sagerne bliver videresendt. Derfor betegnede ombudsmanden det som et alvorligt angreb på borgernes retssikkerhed hvis en klageordning kan gøres illusorisk ved at klager over afgørelser der bliver indgivet i overensstemmelse med den fastsatte klageprocedure, aldrig eller kun med meget betydelig forsinkelse videreekspederes til klagemyndigheden.

Ombudsmanden mente også det var meget kritisabelt at kvinden ikke blev underrettet tilstrækkeligt om hvorfor sagen ikke blev afsluttet, og om hvornår afgørelsen kunne forventes at foreligge. Ligeledes var det utilfredsstillende at kommunen anvendte 1½ måned på at besvare en rykker.

På baggrund af sagen bad ombudsmanden kommunen redegøre for hvilken sagsstyring der var etableret i kommunen, og for om kommunen havde en egentlig restancekontrol. Ombudsmanden bad endelig om underretning om resultatet af de overvejelser kommunen gjorde sig om at indføre fælles retningslinier for den lokale sagsbehandling af klagesager. (J.nr. 1999-2708-000).

En indsat havde fået tilladelse til udgang fra fængslet, med ledsagelse af to fængselsbetjente, til at besøge sin mormor på hospitalet. Dagen efter bestemte Direktoratet for Kriminalforsorgen at en efterfølgende anmodning fra politiet om også at deltage i udgangen skulle imødekommes.

Ved ankomsten til hospitalet fik den indsatte efter ønske fra politiet håndjern på. Da politiet også mente at han skulle have håndjern på under selve sygebesøget, ønskede han ikke at gennemføre det, men søgte senere om en ny udgang til sygebesøg. Mormoderen døde imidlertid inden der blev truffet afgørelse i denne sag der blev behandlet sammen med en verserende sag om regelmæssig udgang.

Ombudsmanden var ikke enig med Direktoratet for Kriminalforsorgen i at direktoratet var afskåret fra at afvise politiets anmodning om at deltage i udgangen, eller at der ved imødekommelsen af politiets anmodning ikke var tale om en ændring af direktoratets afgørelse. Denne ændring måtte endvidere betragtes som en skærpelse af afgørelsen.

Ombudsmanden henstillede til direktoratet i samarbejde med politiet at finde en løsning således at der ikke i fremtiden, under selve udgangen, opstår uheldige situationer vedrørende anvendelse af håndjern som i den konkrete sag. Ombudsmanden mente endvidere at direktoratet burde have udskilt den nye ansøgning om udgang til sygebesøg fra udgangssagen og hastebehandlet ansøgningen. Det var også uheldigt at direktoratet ved behandlingen af den nye ansøgning tillagde det betydning, at den indsatte kunne have valgt at gennemføre besøget med håndjern på.

Ombudsmanden kritiserede politiets beslutning om anvendelse af håndjern ved ankomsten til hospitalet. Det var ikke godtgjort at der på dette tidspunkt forelå det fornødne grundlag for en ændret vurdering af den konkrete flugtrisiko og dermed for behovet for anvendelse af håndjern. (J. nr. 1994-1913-600).

Efter at ombudsmanden i en principiel udtalelse havde underkendt Den Sociale Ankestyrelses (DSA's) praksis, hvorefter arbejdsgivere blev anset for klageberettigede i arbejdsskadesager, tilsluttede DSA sig ombudsmandens opfattelse og ændrede sin praksis, men kun for fremtiden. Endvidere besluttede DSA at færdigbehandle alle arbejdsgiverklager, som var under behandling på tidspunktet for den principielle udtalelse. DSA fandt ikke grundlag for at genoptage tidligere afgjorte sager.

Ombudsmanden udtalte, at en principiel afgørelse, der ændrer en hidtidig fortolkning, som udgangspunkt bør kunne føre til annullation af tidligere trufne afgørelser. Ombudsmanden fandt ikke, at spørgsmålet om fortolkningsfejlens klarhed eller afgørelsens intensitet i den foreliggende sag kunne føre til noget andet resultat. Imidlertid ville DSA i tilfælde af praksisændring med tilbagevirkende kraft gøre arbejdsgivernes forsikringsselskaber opmærksom herpå og i hvert fald dispensere fra den almindelige klagefrist for indgivelse af ny anke, hvorefter DSA måtte formodes at nå til samme resultat som ved den annullerede afgørelse. På denne baggrund fandt ombudsmanden ikke grundlag for kritik af, at praksisændringen alene blev gennemført med hensyn til fremtiden.

På samme baggrund fandt ombudsmanden ikke tilstrækkeligt grundlag for at foretage videre for så vidt angår det forhold, at DSA valgte at færdigbehandle alle arbejdsgiverklager, der var modtaget, men endnu ikke afgjort, inden ombudsmanden afgav sin udtalelse. (J. nr. 1990-1227-031).

A's ægtefælle B fik udbetalt ca. 10.000 kr. fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD). K Kommune, der siden 1986 med afbrydelser havde udbetalt kontanthjælp til A og B, meddelte, at beløbet måtte anses for indtægt, jf. bistandslovens § 38. Da A og B efter K's opfattelse havde anvendt det omhandlede beløb uforsvarligt, blev kontanthjælpen for den periode, hvor A og B ellers skulle have levet heraf, udbetalt med tilbagebetalingspligt, jf. bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1. K's afgørelse blev alene meddelt mundtligt. A påklagede afgørelsen til det sociale ankenævn (SAN), der mente, at beløbet skulle anses for formue, jf. bistandslovens § 39. SAN stadfæstede i øvrigt K's afgørelse.

Ombudsmanden udtalte, at den omstændighed, at der ikke mellem K og SAN var enighed om, hvorvidt beløbet skulle henføres under bistandslovens §§ 38 eller 39, ikke i sig selv medførte, at SAN var uberettiget til at stadfæste K's afgørelse (jf. FOB 1981, s. 255). Der var ikke grundlag for at kritisere SAN's retsopfattelse, hvorefter beløbet skulle henføres under bistandslovens § 39.

SAN's begrundelse for, at der ikke i medfør af bistandslovens § 39, stk. 1, 2. pkt., kunne bortses fra en del af beløbet, der var anvendt til familiens flytning, var utilstrækkelig, jf. forvaltningslovens § 24. Det samme gjaldt SAN's begrundelse for, at familiens forbrug af beløbet skulle anses for uforsvarligt i relation til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1. I øvrigt udtalte ombudsmanden, at det fulgte af god forvaltningsskik, at K's afgørelse burde have været meddelt skriftligt.

Ombudsmanden fandt ikke, at SAN kunne afvise at genoptage sagen under henvisning til, at sagen oprindelig var afgjort af det nu nedlagte amtsankenævn. (J. nr. 1991-1463-051).

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen modtog en anonym henvendelse om at en dagpengemodtager havde modtaget forudbetaling for at skrive en bog samtidig med at han modtog dagpenge. Direktoratet indledte på den baggrund en kontrolundersøgelse.

Direktoratet underrettede først dagpengemodtageren på et sent tidspunkt i undersøgelsesforløbet. Ombudsmanden fandt det bedst stemmende med god forvaltningsskik om dagpengemodtageren var blevet orienteret om sagen på et tidligere tidspunkt. Endvidere fandt ombudsmanden det beklageligt at direktoratet ikke, i forbindelse med at dagpengemodtageren bestred rigtigheden af oplysninger som direktoratet havde indhentet fra en arbejdsgiver, forelagde dagpengemodtagerens indsigelser for arbejdsgiveren.

Ombudsmanden udtalte at direktoratet ikke var kompetent til at give dagpengemodtageren karantæne. Da direktoratet ikke var kompetent, fandt ombudsmanden heller ikke at Arbejdsmarkedets Ankenævn var kompetent til, som klageinstans, at træffe afgørelse herom. Ombudsmanden henstillede på den baggrund at ankenævnet ændrede sin afgørelse således at karantænen bortfaldt.

(J.nr. 1994-1797-009).

A klagede over, at Det Sociale Ankenævn for B Amt fastholdt et krav på tilbagebetaling af for meget udbetalt boligsikring.

A, der modtog boligsikring, oplyste i oktober 1986 K Kommune om, at hendes indkomst vedvarende var ændret, da hun var blevet overlærer. Boligsikringen udbetaltes dog stadig på baggrund af det tidligere indkomstgrundlag.

K krævede i marts 1989 den for meget udbetalte støtte tilbage - i alt 4.356 kr. Myndighederne fandt, at A ved modtagelsen af bevillingsskrivelsen for 1987 burde have været opmærksom på, at de meddelte oplysninger ikke var medtaget i den nye beregning, og at beregningsgrundlaget derfor var ukorrekt.

Ombudsmanden tillagde det væsentlig betydning, at A selv havde henvendt sig om ændringen i sine indkomstforhold. Herudover mente ombudsmanden ikke at kunne se bort fra, at beregningsgrundlaget er et teknisk indkomstbegreb, og at der således ikke er sammenfald mellem de indkomstoplysninger, A afgav til kommunen, og de indkomsttal, kommunen skulle lægge til grund ved beregningen. Ombudsmanden mente derfor ikke, at A kunne bebrejdes, at hun ikke opdagede fejlen.

Ombudsmanden henstillede på denne baggrund til ankenævnet at genoptage sagen til fornyet behandling på baggrund af det anførte. (J. nr. 1991-742-17).

A havde i januar 1989 modtaget 37.030 kr. i støtte til omlægning af sin bedrift til økologisk jordbrugsproduktion.

Jordbrugsdirektoratet havde ved udbetalingen været af den - fejlagtige - opfattelse, at A var berettiget til at modtage støtten. Da direktoratet efterfølgende blev opmærksom på fejltagelsen, krævede direktoratet støtten tilbagebetalt under henvisning til § 13, stk. 1, i bekendtgørelsen til fremme af økologisk jordbrugsproduktion.

Ombudsmanden fandt, at A ved ansøgningen ikke havde givet urigtige eller vildledende oplysninger, som anført i § 13, stk. 1, i bekendtgørelsen. Der var derfor ikke hjemmel i bestemmelsen til at kræve de udbetalte 37.030 kr. tilbagebetalt.

Da tilbagebetalingskravet heller ikke kunne støttes på andet grundlag, henstillede ombudsmanden til Jordbrugsdirektoratet at frafalde kravet. (J. nr. 1989-1042-57).

En boligejer havde søgt Elsparefonden om tilskud til etablering af fjernvarme i sin ejendom. Ansøgningen blev imødekommet på betingelse af at de tilskudsberettigede arbejder og installationer levede op til Elsparefondens tekniske minimumskrav som fremgik af fondens ansøgningsskemaer med påtrykte vejledninger hvori der desuden var henvist til en række tekniske standarder på området. Efterfølgende konstaterede Elsparefonden at der ikke var opsat en radiator i soveværelset. Dette var efter Elsparefondens opfattelse i strid med fondens tekniske minimumskrav, og fonden krævede at støttebeløbet blev betalt tilbage.

Ombudsmanden udtalte at Elsparefondens krav om etablering af radiatorer i samtlige beboelsesrum ikke fulgte entydigt af de tekniske standarder på området som der var henvist til i ansøgningsskemaerne. Kravet havde således karakter af en internt fastsat regel. Tilsidesættelsen af en sådan regel kunne i dette tilfælde hvor boligejeren var i god tro om at de tekniske minimumskrav var overholdt, og i øvrigt allerede havde betalt for de udførte arbejder, imidlertid hverken føre til at tilsagnet om tilskud måtte anses for ugyldigt, eller begrunde en tilbagekaldelse af tilsagnet. Tilbagebetalingskravet var derfor uhjemlet, og ombudsmanden anså Elsparefondens behandling af sagen for beklagelig. Da boligejeren imidlertid havde efterkommet kravet om etablering af en radiator i soveværelset, og tilbagebetalingkravet derfor var frafaldet, havde ombudsmanden ikke grundlag for at henstille over for fonden at sagen blev genoptaget.

(J.nr. 2003-3091-323)

En mand klagede over kommunens og det sociale nævns afgørelser om at tilbagekalde en afgørelse om at forlænge udbetalingen af sygedagpenge.

Ombudsmanden kunne ikke tilsidesætte myndighedernes vurdering hvorefter betingelserne for at modtage sygedagpenge ikke længere var opfyldt, og ombudsmanden kunne heller ikke kritisere tilbagekaldelsen af afgørelsen.

Ombudsmanden henstillede imidlertid til nævnet at genoptage sagen med henblik på at tage stilling til om tilbagekaldelsen var sket med et rimeligt varsel, og i benægtende fald tage stilling til hvor langt et varsel skulle være.

Ombudsmanden udtalte at kommunen burde have taget notat om indholdet af et møde med mandens læge.

Ombudsmanden udtalte endvidere at kommunen burde have partshørt manden om indholdet af mødet med lægen inden kommunen traf sin afgørelse.

Endelig kritiserede ombudsmanden kommunens begrundelse der ikke opfyldte begrundelseskravet i forvaltningslovens § 24. (J.nr. 1999-3630-025).

Et amt havde vedtaget et kystbeskyttelsesprojekt og besluttet at grundejerne skulle betale en del af udgifterne. Fordelingen af udgifterne mellem grundejerne skulle ske i forhold til ejendommenes kystlængde.

Sagen blev anket til Trafikministeriet som traf afgørelse om at der ved fordeling af udgifterne mellem grundejerne skulle tages hensyn til de enkelte ejendommes værdi. Senere trak ministeriet sin afgørelse tilbage og stadfæstede amtets afgørelse. Dette kritiserede ombudsmanden bl.a. fordi ministeriet havde lagt vægt på forhold som der ikke var tilstrækkelige oplysninger om. Desuden kritiserede ombudsmanden at Trafikministeriet ikke havde foretaget partshøring. Ombudsmanden henstillede at Trafikministeriet genoptog sagen. (J.nr. 1999-1011-145).

En advokat klagede på vegne af to søstre over at Kirkeministeriet efter trekvart år tilbagekaldte en afgørelse hvorved søstrene havde fået tillagt navnet "Hartvig" som mellemnavn ved en tilførelse i ministerialbogen efter navnelovens § 11, stk. 1. Ministerialbogsføreren havde uden nærmere undersøgelse eller opklarende forespørgsel til ministeriet lagt til grund at navnet "Hartvig" blev brugt af søstrenes far som mellemnavn.

Kirkeministeriet henviste til at navnet "Hartvig" både bruges som fornavn og mellem-/efternavn, og at søstrenes far brugte navnet som andet fornavn og ikke som mellemnavn. Da afgørelsen således ikke havde hjemmel, måtte den efter ministeriets opfattelse annulleres.

Advokaten henviste til at det drejede sig om en tilbagekaldelse af en begunstigende forvaltningsakt der kun i særlige tilfælde kunne annulleres.

Ombudsmanden var enig med ministeriet i at der ikke var hjemmel i navnelovens § 11, stk. 1, til at tillægge søstrene mellemnavnet "Hartvig". Ombudsmanden lagde desuden til grund at søstrene ikke kunne erhverve navnet ved navnebevis efter navnelovens § 11, stk. 2. Ombudsmanden mente at ministeriet ved vurderingen af om den begunstigende afgørelse skulle annulleres, burde have overvejet om der forelå særlige omstændigheder der talte imod en annullation. Ombudsmanden pegede i den forbindelse på momenter som han fandt måtte indgå i overvejelserne - herunder at den oprindelige afgørelse skyldtes en fejl fra myndighedens side, at en annullation i en navnesag måtte betragtes som ganske indgribende i tilfælde hvor der var gået en vis tid i hvilken de(n) begunstigede havde indrettet sig i tillid til afgørelsen, og endelig at det modstående hensyn til beskyttelsen af efternavnet "Hartvig" måtte ses i lyset af at søstrene ikke ville kunne bortkaste deres eget efternavn. Ombudsmanden henstillede på den baggrund til Kirkeministeriet at genoptage sagen. (J.nr. 1995-2091-74).

En brancheforening klagede til ombudsmanden over at politiet havde tilbagekaldt tilladelsen til et transportfirma til at transportere en bred last på blokvogn fra Frøslev Grænse til Grenå Havn. Årsagen til tilbagekaldelsen var at en anden politikreds på ruten efterfølgende havde oplyst at den var blevet anmodet om at udstede tilladelse til transporten, men at den havde afslået dette af færdselssikkerhedsmæssige årsager, og fordi transporten i stedet kunne ske ad søvejen. Politiets afgørelse om tilbagekaldelse var blevet stadfæstet af Færdselsstyrelsen.

Ombudsmanden udtalte at politiets sagsoplysning og partshøring i forbindelse med afgørelsen om udstedelse af transporttilladelsen var klart utilstrækkelig. Herudover opfyldte begrundelsen for afgørelsen ikke kravene i forvaltningsloven, og der var ikke givet klagevejledning. Sammenfattende mente ombudsmanden at politiets afgørelse om tilbagekaldelse var så mangelfuld at Færdselsstyrelsen som prøvelsesmyndighed burde have tilsidesat afgørelsen som ugyldig.

Med hensyn til Færdselsstyrelsens afgørelse udtalte ombudsmanden at det måtte anses for tvivlsomt om styrelsens konkrete afvejning af de relevante hensyn for og imod tilbagekaldelse af transporttilladelsen fuldt ud var foretaget i overensstemmelse med de almindelige forvaltningsretlige regler om tilbagekaldelse.

Ombudsmanden henstillede på den baggrund til Færdselsstyrelsen at genoptage sagen med henblik på en fornyet vurdering. (J.nr. 2003-2009-512).

En tømrer faldt i 1985 ned fra et stillads og fik en ryglidelse. Året efter fik han tilkendt førtidspension og arbejdsskadeerstatning fordi hans erhvervsevnetab blev vurderet til 50 pct.

I 2001 forhøjede kommunen hans førtidspension med virkning fra 1996 (hvor manden tidligere havde ansøgt om pension). På baggrund af kommunens ændrede vurdering og en dom afsagt af Højesteret i 1999 besluttede arbejdsskademyndighederne i 2002 at forhøje mandens erhvervsevnetab fra 50 til 65 pct. – med virkning fra samme tidspunkt som den forhøjede førtidspension. Ændringen af erhvervsevnetabet var ikke begrundet i en ændring af mandens helbredstilstand – som havde været stationær siden i hvert fald 1986 – men udelukkende i kommunens forhøjelse af førtidspensionen og højesteretsdommen fra 1999.

Manden klagede til ombudsmanden over at forhøjelsen af hans erhvervsevnetab kun gik tilbage til 1996 og ikke til 1985 hvor han faldt ned fra stilladset.

Ombudsmanden udtalte at arbejdsskademyndighederne var forpligtede til at foretage en selvstændig vurdering af borgernes erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven. Dette udelukkede efter ombudsmandens opfattelse at arbejdsskademyndighederne uden videre anvendte et skæringstidspunkt i arbejdsskadesagen som var begrundet i særlige regler i pensionslovgivningen. Ændringstidspunktet måtte således fastsættes fra det tidspunkt hvor manden opfyldte betingelserne for at få tilkendt erstatning efter reglerne i arbejdsskadesikringsloven. Ombudsmanden henstillede derfor til Ankestyrelsen at genoptage arbejdsskadesagen.

Ombudsmanden kritiserede i øvrigt Ankestyrelsens begrundelse for så vidt angår henvisningen til retsregler. (J.nr. 2003-2928-024).

En kommune afskedigede tre familierådgivere på samme grundlag. To af de tre afskedigede fik deres sag prøvet af et afskedigelsesnævn der tilkendegav at der ikke var tilstrækkeligt sagligt grundlag for de to afskedigelser.

Den tredje familierådgiver opfyldte ikke overenskomstens betingelser for at få sin sag prøvet ved et afskedigelsesnævn. Sagen blev indbragt for den kommunale tilsynsmyndighed der afgav en udtalelse i sagen. Under ombudsmandens undersøgelse af sagen ændrede tilsynsmyndigheden opfattelse sådan at tilsynsmyndigheden ikke mente at have kompetence i sagen.

Ombudsmanden indledte derefter en undersøgelse over for kommunen med fokus på kommunens forpligtelse til at genoverveje den tredje sag i lyset af afskedigelsesnævnets kendelse.

Kommunen ændrede begrundelsen for afskedigelsen. Ombudsmanden udtalte at afskedigelsen af den tredje familierådgiver med kommunens ændrede begrundelse savnede det fornødne saglige grundlag. Ombudsmanden henstillede derfor at kommunen genoptog sagen.

Kommunen oplyste efterfølgende at kommunen og den tredje familierådgiver havde indgået forlig i sagen.
(J.nr. 2004-4151-813).

En mand blev den 6. september 1995 skilt ved dom og i den forbindelse pålagt at betale ægtefællebidrag til sin tidligere hustru i 10 år regnet fra dommens dato.

Den 7. februar 1996 bestemte Københavns Overpræsidium at manden fra den 15. september 1995 skulle betale 8.000 kr. om måneden i ægtefællebidrag til sin tidligere hustru. Manden klagede den 16. februar 1996 over afgørelsen. Den 22. februar 1996 meddelte overpræsidiet at man havde besluttet at genoptage behandlingen af sagen, og den 7. august 1996 fastholdt overpræsidiet sin tidligere afgørelse.

Manden klagede igen, og overpræsidiet sendte den 2. september 1996 klagen til Civilretsdirektoratet. Civilretsdirektoratet besluttede den 3. juni 1997 at nedsætte bidraget til 500 kr. med virkning fra den 15. oktober 1996. Manden klagede igen til Civilretsdirektoratet som traf afgørelse om at tillægge nedsættelsen af bidraget virkning fra den 15. september 1996.

I klagen til ombudsmanden gjorde manden gældende at afgørelsen om nedsættelse af bidraget burde have virkning fra et tidligere tidspunkt. Ombudsmanden skrev i en foreløbig redegørelse bl.a. at sagen allerede efter den første klage kompetencemæssigt henhørte under Civilretsdirektoratet. Overpræsidiet var derfor ikke berettiget til at genbehandle sagen, men burde have videresendt den til Civilretsdirektoratet. Det kunne endvidere ikke udelukkes at dette forhold havde betydning for Civilretsdirektoratets afgørelse om tilbagevirkende kraft.

Civilretsdirektoratet tog ombudsmandens opfattelse til efterretning og besluttede efterfølgende at genoptage sagen. (J.nr. 1997-2240-651).