2 studerende A og B klagede over karakteren for en rapport til Handelshøjskolen i København. Ved behandlingen af klagen viste det sig, at store dele af rapporten var afskrift, og rektor besluttede herefter at afvise rapporten.

Ombudsmanden udtalte, at bekendtgørelsen om eksamensklager ikke fandt anvendelse, når eksaminanden havde overtrådt de gældende regler for aflæggelse af prøver. Ombudsmanden udtalte videre, at rektors beføjelser i henhold til universiteternes styrelseslov §§ 4 og 5 var en tilsynsbeføjelse og derfor ikke begrænset af forbudet mod reformatio in pejus (omgørelse til skade for klageren).

Ombudsmanden fandt, at begrundelsen for afvisning var mangelfuld, idet den ikke indeholdt en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen var truffet, og at fejlen ikke kunne betragtes som en rent formel fejl.

Endvidere burde rektor have betragtet A's og B's anmodning om møde i sagen som en begæring efter forvaltningslovens § 21. Under hensyn til at A senere fik lejlighed til at uddybe sine synspunkter i forhold til Undervisningsministeriet, fandt ombudsmanden ikke, at fejlen havde påvirket afgørelsens gyldighed. (J. nr. 1992-99-712).

Ved en studentereksamen i mundtlig tysk blev der givet meget høje karakterer, således fik 12 af 22 elever karakteren 13, og 3 elever fik 11. Eksamensgennemsnittet var 11,6.

På baggrund af en indberetning fra rektor om eksamensforløbet besluttede Direktoratet for Gymnasieskolerne og Højere Forberedelseseksamen at annullere karaktererne. Eleverne blev herefter tilbudt enten at gå til omeksamen eller at få overført deres årskarakterer.

Direktoratet fandt, at Undervisningsministeriets tilsynsbeføjelse over for gymnasieskolerne (jf. lov om gymnasieskoler og studenterkursus, § 20) udgjorde det tilstrækkelige grundlag for, at direktoratet kunne gribe ind over for eksamensforløbet og annullere karaktererne.

Ombudsmanden fandt, at det forhold, at ministeriet som sektormyndighed var tillagt en tilsynsbeføjelse, alene medførte, at ministeriet var beføjet til at holde sig underrettet om udviklingen på området og til at udtale sig vejledende om sin opfattelse af forholdene. En sektormyndigheds udøvelse af retligt bindende beføjelser måtte derimod kræve udtrykkelig lovhjemmel.

Da der ikke fandtes lovbestemmelser eller andre lignende retskilder, som tillagde Direktoratet for Gymnasieskolerne og Højere Forberedelseseksamen beføjelse til at annullere eksamenskarakterer, var ombudsmanden af den opfattelse, at direktoratet havde været ubeføjet til at annullere de pågældende karakterer.

Ombudsmanden fandt, at der var tale om en ugyldig afgørelse, hvis konsekvens var, at de oprindelige karakterer skulle stå ved magt, og at eleverne fik udleveret nye eksamensbeviser.

Ombudsmanden henstillede til direktoratet at genoverveje sagen.

Direktoratet for Gymnasieskolerne og Højere Forberedelseseksamen tilbagekaldte herefter afgørelsen om annullation af karaktererne, og eleverne fik udleveret nye eksamensbeviser. (J. nr. 1989-997-710).

En beboer i et almennyttigt boligselskab og formanden for afdelingsbestyrelsen klagede over at Bygge- og Boligstyrelsen havde afvist at behandle en klage over afdelingens regnskab. Ombudsmanden mente ikke der var grundlag for at kritisere at styrelsen havde afvist at behandle den konkrete klage over afdelingsregnskabet.

I sin begrundelse havde Bygge- og Boligstyrelsen henvist til at styrelsens tilsynsforpligtelse indebar at styrelsen behandlede sager som beroede på en indberetning fra en kommune, eller som vedrørte tilfælde hvor styrelsen blev opmærksom på at der var fare for tab af statslige midler. I udtalelsen til ombudsmanden gav Bygge- og Boligstyrelsen desuden udtryk for at styrelsen kunne tage sager op hvori der indgik principielle spørgsmål.

Ombudsmanden udtalte at Bygge- og Boligstyrelsens tilsynsforpligtelse efter hans opfattelse ikke kun omfattede de sager som styrelsen henviste til. Ombudsmanden mente at styrelsen kunne fremsætte uforbindende udtalelser om hvorvidt lovgivningen på området var overholdt. Styrelsen havde derfor pligt til at behandle de sager hvor det efter en foreløbig vurdering var sandsynlilgt at der var begået ulovligheder. (J.nr. 1995-2508-163).

En mand klagede til Datatilsynet over ToldSkats behandling af personoplysninger om ham i forbindelse med udsendelsen af selvangivelser og årsopgørelser for 2003. Datatilsynets gav manden fuldt medhold i hans klage over ToldSkat. Datatilsynet mente derimod ikke der var grundlag for at indlede en generel tilsynssag vedrørende behandlingssikkerheden. Dette klagede manden over til ombudsmanden.

Ombudsmanden konstaterede at Datatilsynet er en tilsynsmyndighed og ikke en rekursmyndighed, og at det tilsyn Datatilsynet fører med overholdelsen af persondataloven, har karakter af et legalitetstilsyn. Ombudsmanden pegede også på at der måtte sondres mellem den konkrete klagesag (som manden var part i) og den generelle tilsynssag (som manden ikke var part i).

Ombudsmanden lagde til grund at Datatilsynets beslutning om ikke at rejse en generel tilsynssag vedrørende behandlingssikkerheden var truffet på baggrund af alle de oplysninger der forelå i sagen. Ombudsmanden mente ikke der var grundlag for at kritisere Datatilsynets vurdering af at sagen var tilstrækkeligt oplyst til at tilsynet kunne vurdere om der skulle rejses en generel tilsynssag. Ombudsmanden kunne derfor heller ikke kritisere Datatilsynets beslutning om ikke at foretage sig yderligere over for Told- og Skattestyrelsen.
Sagen gav dog ombudsmanden anledning til at bemærke at der ville kunne være – men formentlig relativt sjældent var – fuldstændigt sammenfald mellem de oplysninger der var nødvendige for at kunne vurdere om en dataansvarlig havde overtrådt persondataloven, og de oplysninger der var nødvendige for at kunne vurdere om der skulle indledes en generel tilsynssag i forhold til den dataansvarlige med henblik på fremtidig overholdelse af persondatalovens regler om behandlingssikkerhed mv. Som følge heraf mente ombudsmanden ikke at Datatilsynet altid ville kunne træffe beslutning om at indlede eller undlade at indlede en generel tilsynssag på baggrund af oplysningerne i en klagesag, men at Datatilsynet i nogle tilfælde ville være nødt til at indhente yderligere oplysninger fra den dataansvarlige.
(J.nr. 2005-2259-203).

I januar 1999 traf børn og unge-udvalget i en kommune afgørelse om at tre børn - hvis forældre kom fra Jordan - fortsat skulle være anbragt uden for hjemmet. Den Sociale Ankestyrelse ophævede i april 1999 udvalgets afgørelse på grund af en formalitetsmangel, men traf efter servicelovens § 45, stk. 5, jf. stk. 3, afgørelse om at børnene fortsat skulle være anbragt uden for hjemmet.

I maj 1999 traf børn og unge-udvalget afgørelse om at anbringelsen af børnene uden for hjemmet skulle ophøre. Dagen efter besluttede Ankestyrelsen at tage sagen op til behandling, og senere samme måned underrettede Ankestyrelsen partsrepræsentanten om at der ville blive afholdt møde i Ankestyrelsen i juni 1999. Den 24. maj 1999 forlod faren Danmark med de to yngste børn.

Blandt andet på baggrund af den presseomtale der var af sagen, besluttede ombudsmanden at undersøge sagen af egen drift. Genstanden for ombudsmandens undersøgelse var først og fremmest Den Sociale Ankestyrelses rolle i sagen og Socialministeriets vurdering heraf.

Ombudsmanden udtalte at han var uenig med Den Sociale Ankestyrelse i at den dagældende lovgivning ikke gav Ankestyrelsen mulighed for at sikre at børnene fortsat befandt sig i Danmark på tidspunktet for Ankestyrelsens møde den 8. juni 1999. Ombudsmanden mente det var beklageligt at Den Sociale Ankestyrelse ikke fuldt ud udnyttede de muligheder som lovgivningen gav Ankestyrelsen for at sikre børnenes forbliven i landet indtil mødet, ligesom han mente det var beklageligt at Socialministeriet ikke i sin vurdering af Ankestyrelsens rolle i sagen tog i betragtning at Ankestyrelsen havde de nævnte muligheder. (J.nr. 2000-0721-071).

En far rettede henvendelse til ombudsmanden om problemer vedrørende brugerbetaling i folkeskolen. Han pegede på at det var en udbredt praksis at der i forbindelse med bl.a. lejrskoler opkrævedes betaling af forældrene for elevernes deltagelse. Ombudsmanden bad Undervisningsministeriet om en udtalelse i anledning af henvendelsen.

Undervisningsministeriet meddelte ombudsmanden at det var ministeriets opfattelse at der var hjemmel i folkeskoleloven til at opkræve betaling fra forældrene til elevernes deltagelse i de nævnte aktiviteter, idet aktiviteterne ikke kunne henregnes til undervisning.

Ombudsmanden udtalte i sin foreløbige redegørelse at da aktiviteterne typisk ville have et klart fagligt sigte og være en integreret del i den undervisning der foregår på skolen, måtte de betegnes som undervisning. Der var således ikke hjemmel i folkeskoleloven for at pålægge forældrene udgifterne for afholdelsen af arrangementerne. Desuden udtalte ombudsmanden at det fulgte af det almindelige legalitetsprincip at også forældrebetaling til dækning af udgifter der ikke kan henregnes til folkeskolelovens undervisning, skal have hjemmel - en hjemmel der dog ikke behøver at være udtrykkelig lovhjemmel.

Ministeriet erklærede sig enig i at der ikke i folkeskoleloven var hjemmel til opkrævning af forældrebetaling for elevernes deltagelse i lejrskoler mv. og at hjemmelsgrundlaget burde afklares. Ministeriet ville derfor tage initiativ til at udarbejde et forslag til lov om ændring af folkeskoleloven. Derimod var det ministeriets opfattelse at der ikke kræves hjemmel for at en kommune eller skole modtager bidrag fra forældrene der beror på en frivillig aftale.

I sin endelige redegørelse opretholdt ombudsmanden de synspunkter med hensyn til hjemmelsgrundlaget for forældrebetaling som var fremsat i den foreløbige redegørelse. For så vidt angik ministeriets henvisning til at opkrævningen kunne have grundlag i en frivillig aftale mellem skole og forældre, bemærkede ombudsmanden at der gjaldt visse retlige grænser for skolernes mulighed for modtagelse af frivillige bidrag. Under hensyn til at ministeriet ville afklare hjemmelsgrundlaget, fandt ombudsmanden ikke grundlag for at foretage sig videre vedrørende spørgsmålet og udbad sig underretning om hvad der skete med lofroslaget. (J.nr. 1995-2440-710)

A klagede over K Kommunes behandling af ham i forbindelse med, at kommunen ydede støtte til, at hans daværende hustru B tog ophold på døgninstitutionen D sammen med parrets yngste søn C.

Ombudsmanden fandt, at kommunen burde have underrettet A om beslutningen om at yde støtte til C's ophold uden for hjemmet, da forældrene havde fælles forældremyndighed over C. For så vidt angik kommunens beslutning om at yde støtte til C's ophold på institutionen, fandt ombudsmanden, at A måtte anses som part. En afgørelse om, hvorvidt der skulle gives A aktindsigt, burde derfor have været truffet på grundlag af forvaltningsloven. Det tiltrådtes dog, at oplysningerne vedrørende støtten til B måtte vurderes efter offentlighedsloven. Kommunen havde i afslaget på aktindsigt henvist til den almindelige tavshedspligt i straffelovens § 152. Denne henvisning ansås for uberettiget, jf. forvaltningslovens § 9, stk. 2, og offentlighedslovens § 14. Ombudsmanden henstillede på denne baggrund, at kommunen genoptog sagen til ny behandling.

Socialministeriet havde meddelt, at det overordnede ressorttilsyn ikke gav Socialstyrelsen kompetence til at gå ind i en konkret bedømmelse af sagsforløbet i en personsag. Ombudsmanden udtalte hertil, at det måtte antages, at ministeriet har en ganske vidtgående adgang til inden for sit ressortområde at afgive vejledende udtalelser om lovgivningens indhold og anvendelse. Udtalelserne kan gives med udgangspunkt i konkrete sager. (J. nr. 1991-134-060).

Indenrigsministeriet havde taget stilling til Flygtningenævnets sagsbehandling på baggrund af en klage over at et asylsøgende ægtepars forklaringer ikke af den medvirkende tolk var gengivet korrekt. Ombudsmanden bad Indenrigsministeriet om en udtalelse om ministeriets kompetence til at behandle klager over Flygtningenævnets sagsbehandling.

Indenrigsministeriet meddelte ombudsmanden at der efter ministeriets opfattelse var en vis begrænset, ulovbestemt adgang for ministeriet til at udstede generelle forskrifter om særlige formelle spørgsmål. Ministeriet henviste endvidere til at Flygtningenævnets sekretariat i organisationsmæssig sammenhæng var underlagt indenrigsministeren, og at ministeriet havde opfattet ægteparrets klage som en klage over den medvirkende tolk.

På den baggrund besluttede ombudsmanden i henhold til ombudsmandslovens § 6, stk. 5, af egen drift at iværksætte en undersøgelse af kompetencespørgsmålet. Ombudsmanden bad herefter om Indenrigsministeriets bemærkninger til visse konkrete spørgsmål vedrørende kompetencespørgsmålet.

Som svar på spørgsmålene meddelte Indenrigsministeriet ombudsmanden at ministeriet ikke havde kompetence til på ulovbestemt grundlag at udstede generelle forskrifter vedrørende Flygtningenævnets behandling og afgørelse af asylsager. Ministeriet beklagede derfor over for ombudsmanden at man i den konkrete sag havde udtalt at ministeriet ikke fandt grundlag for at kritisere Flygtningenævnets sagsbehandling. Ministeriet burde i stedet have videresendt klagen til Flygtningenævnet.

Flygtningenævnet meddelte ombudsmanden at nævnet kunne tilslutte sig ministeriets opfattelse.

Ombudsmanden tog nævnets og ministeriets udtalelser til efterretning. (J.nr. 1994-1528-649).

Det sociale ankenævn (SAN) havde i den sag der er omtalt i FOB 1992, s. 334ff, til Socialministeriet (SM) videresendt en henvendelse fra A angående kommunen K's behandling af en sag om samværsbegrænsning mellem A og dennes barn B, jf. bistandslovens § 67, stk. 1, idet A, der ikke var indehaver af forældremyndigheden over B, ikke kunne indbringe sagen for SAN. SM afviste at realitetsbehandle sagen og tilbagesendte A's henvendelse til SAN.

Ombudsmanden rejste i forlængelse af den konkrete sag der gav ham anledning til væsentlig kritik af K, af egen drift over for SM spørgsmålet om indholdet af SM's sektortilsyn. Ombudsmanden fandt at der på SM's område også efter ophævelsen af socialstyrelseslovens § 22 må antages at eksistere et ulovbestemt ressorttilsyn, og at dette tilsyn har karakter af et konstaterende legalitetstilsyn, der også omfatter spørgsmål om, hvorvidt kommunernes forvaltning i konkrete sager er lovlig. Endvidere omfatter tilsynet overholdelsen af både de socialretlige regler og de almindelige forvaltningsprocessuelle regler, herunder forvaltningslovens bestemmelser. Den konkrete sag var efter sin art omfattet af SM's ulovbestemte tilsyn. På baggrund af A's henvendelse var det ikke usandsynligt at der var begået en ulovlighed af en ikke uvæsentlig art. SM burde derfor have undersøgt sagen nærmere og havde herved både været berettiget og forpligtet til at indhente nærmere oplysninger (herunder relevante sagsakter) fra K. SM burde derfor ikke have afvist at realitetsbehandle sagen.

Endelig fandt ombudsmanden at SM - ud fra ministeriets egen (omend fejlagtige) forståelse af de involverede myndigheders kompetence - i medfør af forvaltningslovens § 7, stk. 2, burde have sendt sagen videre til kommunalbestyrelsen som rette myndighed. (J. nr. 1993-317-072).

To journalister på en radiostation klagede til ombudsmanden over at Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed havde afslået et ønske om aktindsigt. Ombudsmanden sendte klagen til Forskningsministeriet til behandling. Forskningsministeriet returnerede klagen med den begrundelse at ministeriet ikke havde kompetence til at behandle klager over Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed.

På baggrund af § 4 m i lov om forskningsrådgivning og forarbejderne hertil mente ombudsmanden at Forskningsministeriet var kompetent til at behandle klager over udvalgene. Ombudsmanden henstillede derfor at ministeriet tog stilling til klagen. (J.nr. 1999-2401-701).

En organisation bad en kommune om aktindsigt i kontrakter og aftaler som kommunen havde indgået med private firmaer. Kommunen afslog begæringen. Organisationen indbragte sagen for tilsynsrådet. Til brug for tilsynsrådets behandling af sagen udtalte kommunen bl.a. at der ikke var skriftlige aftaler med de private firmaer, og at aftaler blev indgået mundtligt fra opgave til opgave.

Tilsynsrådet, og senere Indenrigsministeriet, lagde den pågældende udtalelse til grund for behandlingen af sagen om afslag på aktindsigt.

Organisationen rettede henvendelse til ombudsmanden og bad ham om at vurdere om det var i overensstemmelse med reglerne om notatpligt og reglerne om god forvaltningsskik at en kommune udelukkende indgik mundtlige aftaler med private firmaer om udførelse af opgaver, og at kommunen i den forbindelse ikke tog notater om aftalernes indhold.

I den anledning bad ombudsmanden kommunen om at svare på en række spørgsmål, herunder om der i kommunens interne dokumenter var oplysninger om indholdet af de mundtlige aftaler.

Kommunen svarede kun delvis, hvorefter ombudsmanden henledte kommunens opmærksomhed på ombudsmandslovens § 19 om myndigheders pligt til at udlevere de oplysninger og dokumenter som forlanges af ombudsmanden, og gentog de spørgsmål som kommunen ikke havde svaret på.

Kommunen gav herefter yderligere oplysninger og inviterede ombudsmanden til et møde med kommunen med henblik på en nærmere drøftelse af de stillede spørgsmål.

Under dette møde oplyste kommunen at den ikke drev en helt papirløs forvaltning. Kommunen oplyste samtidig at der ikke fandtes deciderede kontrakter mellem kommunen og de pågældende virksomheder, men at kommunen tog visse interne notater ved indgåelse af de enkelte aftaler som bl.a. dannede grundlag for den senere afregning.

På den baggrund udtalte ombudsmanden at det måtte have stået kommunen klart at de oplysninger den gav inden mødet, var ufyldestgørende og til dels vildledende.

Ombudsmanden anså det forhold at kommunen havde bibragt den pågældende organisation, tilsynsrådet, Indenrigsministeriet og senest ombudsmandsinstitutionen det indtryk at det ikke fandtes noget skriftligt materiale i kommunen om indholdet af de indgåede aftaler, for meget kritisabelt. (J.nr. 2001-0163-001).

Et amt flyttede en formodentlig inhabil borger der led af Downs syndrom og Alzheimers sygdom, fra én institution til en anden. Flytningen blev gennemført uden at procedurereglerne herfor i § 109 e i lov om social service blev iagttaget, herunder fik borgeren ikke beskikket en værge. Det sociale nævn og Socialministeriet mente ikke at nævnet kunne behandle sagen. Det sociale nævn kan ikke tage en sag op af egen drift, og der var ikke klaget fra den person som afgørelsen vedrørte, eller dennes partsrepræsentant (f.eks. en værge).

  De sociale nævn er i sager om flytning af inhabile personer tillagt en kompetence som ikke genfindes andre steder i den sociale lovgivning. Kompetencen har nævnene fået tillagt fordi afgørelserne anses for et betydeligt indgreb i den personlige frihed.

  Ombudsmanden mente at det sociale nævn på et sådant område har en reaktionspligt når der rejses tvivl om hvorvidt borgerens retssikkerhed er tilsidesat. Der måtte således i den konkrete sag påhvile det sociale nævn en forpligtelse til at påse at den juridisk inhabile person fik beskikket en værge.

  Ombudsmanden henstillede derfor til det sociale nævn at behandle sagen og tage initiativ til at borgeren fik beskikket en værge – og følge op på at dette rent faktisk skete. Myndighederne måtte herefter i samspil med værgen behandle sagen.

  Lignende betragtninger vil efter ombudsmandens opfattelse kunne gøre sig gældende i andre sager om magtanvendelse hvor det sociale nævn er tillagt en særlig godkendelseskompetence, jf. servicelovens § 109 f.

  (J.nr. 2004-2807-062).

Assurandør-Societetet (AS) klagede over at Industriministeriets Erhvervsankenævn (EA) havde afvist at behandle AS's klage over en bekendtgørelse udstedt af Finanstilsynet (FT).

Efter en nærmere gennemgang blandt andet af forarbejderne til bank- og sparekasselovens § 52 b lagde ombudsmanden til grund at EA ikke kunne behandle klager over FT's regeludstedelse i henhold til bank- og sparekasseloven. Ombudsmanden udtalte at det derfor måtte antages, at FT's regeludstedelse som udgangspunkt fortsat var undergivet industriministerens kontrol. Det forhold at FT direkte i loven var bemyndiget til at foretage regeludstedelse ændrede efter ombudsmandens opfattelse ikke uden videre ved dette udgangspunkt. Ombudsmanden udtalte at medmindre der var særlige holdepunkter for det modsatte havde ministeren mulighed for at styre udfaldet gennem tjenestebefalinger. Ombudsmanden bemærkede i den forbindelse at industriministerens kontrol med FT var direkte forudsat i bank- og sparekasseloven.

Det var herefter ombudsmandens opfattelse at AS kunne henvende sig til Industriministeriet om FT's bekendtgørelse. (J. nr. 1992-1167-319).

En far klagede til Kirkeministeriet over at en ministerialbogsfører havde ændret datterens efternavn. Faren, der ikke havde del i forældremyndigheden, gav bl.a. udtryk for at datteren ikke ønskede at skifte efternavn. Ombudsmanden kunne ikke kritisere ministerialbogsførerens afgørelse om ændring af datterens efternavn.

I forbindelse med ombudsmandens undersøgelse af sagen henholdt Kirkeministeriet sig til sognepræstens vurdering og udtalte at ministerialbogsføreren havde behandlet navneændringen i overensstemmelse med personnavnelovens § 14, stk. 2.

Ombudsmanden udtalte at ministerialbogsføreren da han ændrede datterens efternavn (datteren var 6 år gammel), ikke havde haft tilstrækkelige oplysninger om hendes holdning til den forestående navneændring – enten i form af oplysninger fra moren eller fra datteren selv. Dette mente ombudsmanden var beklageligt. 

Ombudsmanden var derfor ikke enig med Kirkeministeriet i at navneændringen var blevet gennemført i overensstemmelse med navnelovens § 14, stk. 2. Ombudsmanden mente heller ikke at Kirkeministeriet da ministeriet behandlede farens klage, havde haft dækkende oplysninger om datterens holdning til den forestående navneændring. Dette mente ombudsmanden også var beklageligt. 

Ombudsmanden henstillede til Kirkeministeriet at overveje det nærmere behov for en vejledning til brug for ministerialbogsførernes administration af bestemmelsen i navnelovens § 14, stk. 2. Ombudsmanden bad Kirkeministeriet om orientering om resultatet af ministeriets overvejelser. (J.nr. 2000-1380-604) 

En mand klagede til Socialministeriet over Den Sociale Sikringsstyrelses sagsbehandlingstid og styrelsens afslag på at betale hans revisorudgifter. Manden anførte at styrelsens sagsbehandlingstid havde ført til at han havde været nødt til at antage en revisor til at varetage sine interesser.

Socialministeriet meddelte manden at ministeriet ikke havde mulighed for at behandle klagen.

Ombudsmanden udtalte at Socialministeriet burde have behandlet klagen. Ombudsmanden henviste til at der består et almindeligt over-/underordnelsesforhold mellem Socialministeriet og Den Sociale Sikringsstyrelse. Socialministeriet havde derfor beføjelse til bl.a. at behandle klager over Den Sociale Sikringsstyrelse, medmindre noget andet var bestemt i lovgivningen. Muligheden for at klage til Socialministeriet over et afslag på kompensation for revisorudgifter var ikke afskåret i lovgivningen. Ombudsmanden henstillede derfor til Socialministeriet at behandle klagen. (J.nr. 2003-3499-000).

En kommune klagede over at skatteministeren i forbindelse med behandlingen af et lovforslag havde udtalt sig om den afgiftsmæssige betydning af kommunens og et kraftvarmeværks varmeaftale på trods af at spørgsmålet på daværende tidspunkt endnu ikke var blevet behandlet af told- og skatteregionen. Det var kommunens opfattelse at ministeren med sine udtalelser uberettiget afskar regionen fra at foretage en uafhængig bedømmelse af aftalens betydning for afgiftsberegningen idet regionen som underordnet instans i forhold til ministeren var forpligtet til at følge ministerens tilkendegivelse ved sin afgørelse i den konkrete sag.

Ombudsmanden udtalte at efter almindelige forvaltningsretlige grundsætninger kan en minister udøve såkaldt organisationsmagt inden for sit ministerium og bl.a. give bindende direktiver til underordnede myndigheder såvel generelt som i konkrete sager. Dette udgangspunkt gælder medmindre andet følger af lov. Da told- og skatteregioner er undergivet ministerens instruktion i sager om kulafgift og efter omstændighederne er forpligtet til at følge ministerens tilkendegivelse, kunne det forhold at ministerens udtalelser ville kunne påvirke udfaldet af regionens afgørelse, ikke give ombudsmanden anledning til bemærkninger.

Ombudsmanden bemærkede at når regionens afgørelse forelå, kunne den indbringes for Landsskatteretten hvis afgørelse kunne indbringes for vedkommende landsret, jf. § 33 i skattestyrelsesloven (lovbekendtgørelse nr. 859 af 13. september 2000). (J.nr. 1999-2907-329).

A klagede over en afgørelse fra Arbejdsmarkedets Ankenævn (AA). Ved afgørelsen havde AA tiltrådt Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikrings (DfA's) afgørelse om afslag på A's anmodning om refusion af medlemskontingent til hans a-kasse. Den lokale a-kasse havde tidligere meddelt A tilsagn om refusion.

Ombudsmanden bemærkede, at spørgsmålet om tilbagebetaling af a-kasse kontingent ikke er reguleret i arbejdsløshedsforsikringsloven og således principielt beror på ulovbestemte formueretlige synspunkter. Ombudsmanden fandt, at DfA's beføjelse som klageinstans i medfør af lovens § 98, stk. 2, samt DfA's tilsynsbeføjelse i medfør af § 88 ikke kan antages at omfatte afgørelser om forhold, hvorom der ikke er fastsat regler i arbejdsløshedsforsikringslovgivningen. En antagelse om, at DfA og AA som klageinstanser havde beføjelse til at tage stilling til rent privatretlige forhold mellem en a-kasse og dens medlemmer, måtte kræve særlige holdepunkter - og sådanne sås ikke at foreligge i relation til lovens § 98. Sammenfattende var det ombudsmandens opfattelse, at både DfA og AA havde været inkompetente til at træffe afgørelse om spørgsmålet.

Ombudsmanden fandt at måtte afstå fra at udtale sig om, hvorvidt A fortsat kunne støtte ret på a-kassens oprindelige afgørelse, da a-kasserne falder uden for ombudsmandens område; men han påpegede dog, at eftersom både DfA's og AA's afgørelser på baggrund af ovenstående måtte anses for ugyldige, måtte a-kassens afgørelse fortsat betragtes som retlig virksom. (J. nr. 1991-673-029).