En lektor klagede over afskedigelse fra et universitet. Afskedigelsen var blevet opretholdt af Undervisningsministeriet og var begrundet i utilstrækkelig forskningsindsats i hele lektorens ansættelsesperiode (1970-92). Forskningsindsatsen var vurderet efter nogle interne retningslinier fastsat i 1991, hvorefter vurderingen kunne omfatte forskningsindsatsen fem år tilbage.

Lektoren mente at afskedigelsen måtte være ugyldig, da denne til dels var truffet på grundlag af oplysninger om forskningsindsatsen som var mere end fem år gamle. Lektoren mente ikke at universitetet tidligere havde givet ham en advarsel han kunne have reageret på. Endvidere mente han ikke at de interne retningslinier kunne tillægges tilbagevirkende kraft.

Universitetet fandt at lektoren havde fået en advarsel i 1987, samt at forskningsindsatsen i hele perioden kunne vurderes hvis der var anledning hertil.

Ombudsmanden udtalte at det var retligt uholdbart at inddrage forskningsindsatsen i perioden før 1987, hvor lektoren i forbindelse med en samtale måtte regne med at der personaleretligt set var gjort op med forskningsindsatsen.

Afskedigelsesafgørelsen byggede til dels på et mangelfuldt grundlag, og der var begået mindre betydelige partshørings- og begrundelsesfejl.

Ombudsmanden udtalte herefter at det var tvivlsomt om der forelå et tilstrækkeligt afskedigelsesgrundlag.

Ombudsmanden mente at Undervisningsministeriet ikke havde opfyldt sin almindelige tilsynsforpligtelse. (J. nr. 1993-1925-813).

Et lokalradionævn inddrog med virkning fra 31. juli 1997 en lokalradiostations sendetilladelse selv om stationen oprindelig var meddelt sendetilladelse indtil den 31. januar 2000. Årsagen til tilbagekaldelsen var at nævnet gennem en lokalavis havde erfaret at lokalradioen pr. 1. august 1997 ville sende i en anden by. Lokalradioen klagede over afgørelsen til Udvalget vedrørende Lokal Radio og TV. Udvalget hjemviste sagen til fornyet behandling i nævnet, idet det bl.a. blev oplyst at det ikke var korrekt at lokalradioen ville starte lokalradiovirksomhed i den anden by allerede med virkning fra 1. august 1997.

Lokalradionævnet traf på ny afgørelse om at inddrage sendetilladelsen ved udgangen af oktober 1997. Afgørelsen var bl.a. begrundet i at lokalradioen trods talrige henstillinger udsendte spiritusreklamer. Afgørelsen blev sendt til Udvalget vedrørende Lokal Radio og TV, men ikke til lokalradioen. Lokalradioen fik blot en bekræftelse på sin egen meddelelse om at radioen ville ophøre med at sende den 30. oktober 1997.

Udvalget vedrørende Lokal Radio og TV traf herefter uden at lokalradioen havde klaget over afgørelsen fra lokalradionævnet en ny afgørelse hvorved sendetilladelsen blev inddraget allerede fra den 16. oktober 1997.

Ombudsmanden mente at Udvalget vedrørende Lokal Radio og TV kunne indkalde sagen til behandling, men at udvalget ikke havde hjemmel til at ændre lokalradionævnets afgørelse til skade for lokalradioen.

Herudover kritiserede ombudsmanden både nævnets og udvalgets sagsbehandling på flere punkter. (J.nr. 1998-0040-75).

Energistyrelsen gav en virksomhed afslag på tilskud til et investeringsprojekt. Ifølge en bekendtgørelse og Energistyrelsens praksis skulle to kriterier være opfyldt for at få tilskud: den økonomiske tilbagebetalingstid måtte ikke være under to år, og den miljømæssige tilbagebetalingstid burde ikke overstige 6 år. Energistyrelsen gav afslag da ingen af kriterierne var opfyldt, men henviste i sin begrundelse kun til kriteriet om miljømæssig tilbagebetalingstid.

Virksomheden blev efterfølgende opmærksom på at Energistyrelsen havde lagt et forkert tal til grund ved beregningen af den miljømæssige tilbagebetalingstid, og at man selv havde opgivet et forkert tal til beregningen af den økonomiske tilbagebetalingstid. Virksomheden forsøgte på det grundlag at få sagen genoptaget. Energistyrelsen erkendte fejlen, men afviste at genoptage sagen under henvisning til en bestemmelse i loven som gjorde udbetaling af tilskud betinget af at projektet ikke var sat i gang før der var givet et skriftligt tilsagn. Energistyrelsen havde først modtaget de nye oplysninger om den økonomiske tilbagebetalingstid, efter at virksomheden havde sat projektet i gang.

Ombudsmanden udtalte bl.a. at virksomheden selv måtte bære risikoen for at der var givet forkerte faktiske oplysninger. Energistyrelsen kunne derfor med rette i forbindelse med behandlingen af genoptagelsesanmodningen lægge de ændrede faktiske forhold - at projektet nu var sat i gang - til grund. Det ændrede ikke herved at Energistyrelsen havde givet en forkert og vildledende begrundelse for sin afgørelse, idet det ikke forekom nærliggende at antage at virksomheden ville have handlet anderledes og undladt at sætte projektet i gang, hvis afslaget i stedet havde været begrundet i at kriteriet vedrørende den økonomiske tilbagebetalingstid ikke var opfyldt. (J.nr. 1997-1741-323).

Ombudsmanden kunne ikke kritisere at en politimester og en statsadvokat ikke mente at en interesseorganisation havde partsstatus i en straffesag. Ombudsmanden mente heller ikke at interesseorganisationens forsinkede indgivelse af klage var undskyldelig, eller at politimesteren burde have betragtet et tidligere brev fra organisationen som en klage.

Ombudsmanden udtalte at det havde været naturligt og mest korrekt at politimesteren selv havde taget stilling til spørgsmålet om partshøring i stedet for at sende det videre til statsadvokaten. Ombudsmanden mente desuden at politimesteren - i konsekvens af politimesterens afgørelse om at afslå aktindsigt efter forvaltningsloven - udtrykkeligt burde have tilkendegivet at begæringen var blevet behandlet som en anmodning om aktindsigt efter offentlighedsloven, bl.a. ved at henvise til lovens relevante bestemmelser. (J.nr. 2001-3379-610).

Sagen er gengivet i forkortet udgave i forhold til den afsluttende udtalelse.

En ansøger til en lektorstilling ved Aarhus Universitet klagede over at en bestemt person var blevet formand for bedømmelsesudvalget. Han klagede endvidere over at universitetet havde afvist at besvare hans spørgsmål om formandens kvalifikationer.

Ansøgeren klagede endvidere over at stillingen var blevet besat inden Undervisningsministeriet havde afgjort klagen over bedømmelsesudvalgets sammensætning.

Ombudsmanden kritiserede Aarhus Universtiet for ikke at have besvaret ansøgerens spørgsmål om formandens kvalifikationer. Ombudsmanden kritiserede endvidere Undervisningsministeriet for at have afvist ansøgerens klage over bedømmelsesudvalgets sammensætning, uden at undersøge om formanden besad de fornødne kvalifikationer til at være medlem af udvalget. (J.nr. 1994-2559--810).

Chefredaktør A ved dagbladet Information klagede til ombudsmanden over at Det Kongelige Teater (DKT) på grund af avisens negative omtale af teatrets forestillinger ikke ønskede at annoncere i avisen.

Ombudsmanden sendte A's klage til Kulturministeriet (KM) til besvarelse. KM afviste at kunne behandle klagen med den begrundelse at KM ikke var rekursmyndighed i forhold til DKT's beslutning om ikke at annoncere i avisen.

Ombudsmanden udtalte at der i teaterlovens § 4, stk. 1, er lovfæstet et over-/underordnelsesforhold mellem KM og DKT. Den overordnede myndighed skal som følge af over/underordnelsesforholdet føre tilsyn med at den underordnede myndigheds forvaltning og øvrige virksomhed er i overensstemmelse med lovgivningen og andre regler, herunder almindelige forvaltningsretlige principper. Ombudsmanden henstillede at KM i sin egenskab af tilsynsmyndighed over for DKT tog stilling til A's klage. (J. nr. 1994-917-75).