En museumsafdeling tilbød en ansøger ansættelse på vilkår at ansøgeren flyttede til landsdelen og klarede oplæringen i museumsbutikken. Ansøgeren flyttede til en midlertidig bolig i området, men tiltrædelsestidspunktet blev efter aftale udskudt til han havde fået en mere permanent bolig. Inden tiltrædelsen, men efter et møde i afdelingen hvor ansøgeren bl.a. mødte nogle af de ansatte, fik han afslag på ansættelse begrundet i omstrukturering og uegnethed. Amtet, som museet hørte under, tiltrådte afgørelsen.

  Ombudsmanden mente at der var indgået en bindende aftale om ansættelse. Derfor skulle proceduren for uansøgt afskedigelse have været fulgt.

  Ombudsmanden kritiserede at officialprincippet og notatpligten ikke var overholdt, og at ansøgeren ikke var blevet partshørt inden afgørelsen blev truffet. Desuden var begrundelsen mangelfuld. Endelig kritiserede ombudsmanden myndighedernes sprogbrug.

  Ombudsmanden henstillede at sagen blev genoptaget med henblik på at myndighederne overvejede hvilke konsekvenser den mangelfulde sagsbehandling burde have for den pågældende.

  (J.nr. 2005-3791-810).

Et forlag klagede over at Udenrigsministeriet havde afslået at hjælpe forlaget med ajourføringen af en eksporthåndbog. Forlaget og Udenrigsministeriet havde tidligere igennem 60 år samarbejdet om udgivelsen af håndbogen, men Udenrigsministeriet havde opsagt aftalen og samarbejdede nu med et andet forlag.

Ombudsmanden fandt ikke grundlag for at kritisere Udenrigsministeriets afslag. Han kunne dog ikke tilslutte sig Udenrigsministeriets opfattelse af at bl.a. ministeriets publikationsvirksomhed ikke var omfattet af almindelige forvaltningsretlige regler. Ombudsmanden fastslog at en forvaltningsmyndighed også på områder der er præget af mere kommercielle overvejelser, skal overholde såvel de særlige regler der gælder for det pågældende område, som visse almindelige forvaltningsretlige krav. (J. nr. 1994-1321-45).

Persontrafikrådet meddelte advokat A, at de til et selskab udstedte tilladelser til turist- og bestillingskørsel var bortfaldet, da B ikke var den, der som selskabets ansvarlige leder vedvarende og faktisk havde forestået virksomhedens transportarbejde, jf. § 11 i bekendtgørelse nr. 620, af 6. december 1978 om kvalifikationskrav til indehaverne af tilladelser til buskørsel. A klagede til ombudsmanden herover og over sagens oplysning og behandling.

Ombudsmanden udtalte, at det ikke var lovligt, at Persontrafikrådet, som sket, havde fastsat vilkår om, at den ansvarlige leder B, skulle eje selskabets anparter helt eller delvist. Tilsidesættelse af vilkåret kunne derfor ikke tillægges vægt ved afgørelsen om tilladelsens bortfald i henhold til bekendtgørelsens § 11, stk. 2. I ombudsmandens vurdering af sagen indgik, at en begæring om aktindsigt ikke var behandlet korrekt. Ombudsmanden henstillede til Rådet, at der blev truffet en ny afgørelse.

Ombudsmanden fremførte samtidig nogle principielle synspunkter om det hjemmelsgrundlag, der var lagt til grund for Rådets afgørelser og henstillede, at Rådet overvejede at søge sin praksis ændret, således at formodede tilfælde af "stråmandsvirksomhed" blev bedømt efter buslovens regler om tilbagekaldelse af tilladelser.

Rådet meddelte efter en fornyet gennemgang af sagen, at selskabets tilladelser kunne opretholdes. Rådet havde endvidere taget ombudsmandens principielle betragtninger til efterretning, således at fremtidige sager om "stråmandsvirksomhed" ville blive behandlet efter reglerne om tilbagekaldelse. (J. nr. 1989-202-511).

En adjunkt klagede til ombudsmanden over at et universitet havde undladt at besætte en lektorstilling han havde søgt.

Det fremgik af sagen at adjunkten efter at have søgt lektorstillingen havde kontaktet et professorbedømmelsesudvalg og gjort gældende at en af professoratets ansøgere – der tillige var institutleder på det institut hvor adjunkten havde søgt stillingen som lektor – muligvis havde handlet videnskabeligt uredeligt.

Under et møde mellem universitetet og adjunkten oplyste universitetet at det var en forudsætning for ansættelse at adjunkten gav institutlederen sin uforbeholdne undskyldning og over for professorbedømmelsesudvalget beklagede sin henvendelse. Da adjunkten ikke opfyldte de opstillede vilkår, afslog universitetet at ansætte ham. Da ingen andre ansøgere var kvalificerede, undlod universitetet at besætte stillingen.

Adjunktens henvendelse til professorbedømmelsesudvalget var efter ombudsmandens opfattelse en lovlig ytring. Spørgsmålet var herefter om stillingsafslaget var berettiget på grund af mulige samarbejdsvanskeligheder under en eventuel ansættelse.

Ombudsmanden mente at universitetets vilkår forudsatte at der var et sagligt grundlag for at stille de omtalte vilkår og tilstrækkelige oplysninger til vurdering heraf. Det ville i dette tilfælde sige en sandsynliggørelse af at der ved ansættelse af adjunkten ville være en væsentlig risiko for samarbejdsvanskeligheder, og at denne risiko kunne mindskes betydeligt hvis han efterkom de opstillede vilkår.

Ombudsmanden skrev i en foreløbig redegørelse at det muligvis havde været berettiget at opstille de omtalte vilkår hvis universitetet først havde indhentet en udtalelse fra institutlederen som med god saglig grund havde krævet dette som forudsætning for et fremtidigt samarbejde med adjunkten.

Universitetet oplyste herefter over for ombudsmanden at universitetet havde ført grundige samtaler med institutlederen med henblik på at belyse mulige samarbejdsvanskeligheder, og at de omtalte vilkår var blevet opstillet på dette grundlag. Universitetet havde ikke udarbejdet notat(er) om disse samtaler.

I sin endelige redegørelse kritiserede ombudsmanden den manglende overholdelse af notatpligten efter offentlighedslovens § 6. Ombudsmanden havde imidlertid på det foreliggende grundlag ikke tilstrækkelige forudsætninger for at vurdere om universitetet – efter en samlet vurdering af hele sagsforløbet – havde et tilstrækkeligt sagligt grundlag for ikke at ansætte adjunkten. (J.nr. 2001-1246-810).

Gennem omtale i pressen blev ombudsmanden opmærksom på at Statsministeriet havde givet en bestemt avis aktindsigt i en tale som statsministeren skulle holde om EU. Avisen ville bringe talen som kronik samme dag som talen skulle holdes. Dagen før viste andre medier, bl.a. en anden avis, interesse for taledokumentet. Avisen bad om aftenen Statsministeriets pressechef om også at få aktindsigt i taledokumentet, men fik afslag med den begrundelse at den første avis allerede havde fået aktindsigt. Ombudsmanden tog sagen op af egen drift.

Ombudsmanden udtalte at en myndigheds interesse i at sikre at visse budskaber formidles på den mest effektive måde og opnår optimal gennemslagskraft ved at lade dem lancere som solohistorier, ikke i sig selv kan frakendes saglighed. Men dette hensyn kan ikke tillægges en så afgørende vægt over for det lovfæstede offentlighedsprincip og den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning at det i almindelighed vil kunne begrunde tilbageholdelse eller forsinket indsigt til andre.

Ombudsmanden udtalte at taledokumentet ved udlevering til den første avis mistede sin interne karakter, og at Statsministeriet herefter ikke kunne afslå at udlevere det til andre på grundlag af offentlighedslovens bestemmelser om interne dokumenter.

Da Statsministeriet samme dag som udleveringen af taledokumentet til den første avis fandt sted, var i kontakt med en række medier vedrørende talen, burde ministeriet efter ombudsmandens mening på eget initiativ have tilbudt disse medier indsigt i de samme oplysninger som den første avis havde fået.

Ombudsmanden udtalte desuden at en forvaltningsmyndighed, hvis den giver en journalist eller andre indsigt i et eller flere dokumenter og/eller afgiver oplysninger og denne ekspedition ikke fremgår af sagen, skal tage notat om det. Af notatet skal fremgå hvilke dokumenter eller oplysninger der er udleveret, til hvem eller under hvilke omstændigheder de er udleveret, tidspunktet for udleveringen og eventuelle vilkår eller klausuler der er aftalt eller forudsat ved udleveringen. Ved udlevering af dokumenter eller oplysninger som en myndighed afgiver som led i en solohistorie, vil det efter ombudsmandens opfattelse være ønskeligt at myndigheden i notatet yderligere angiver den eller de interesser som myndigheden har tillagt betydning ved beslutningen om udlevering. (J.nr. 2003-0322-401).

Kirkeministeriet fratog en sognepræst hvervet som begravelsesmyndighed og gav samtidig præsten en kraftig påtale for at have medvirket til at skabe tvivl om sin varetagelse af dette hverv. Det måtte trods nogen uklarhed lægges til grund at beslutningen ikke var en disciplinær reaktion omfattet af tjenestemandslovens regler om disciplinærforfølgning – som det oprindelig havde været Kirkeministeriets tanke – men en diskretionær (skønsmæssig) reaktion.

Ombudsmanden mente ikke der var hjemmel til at give påtalen idet en påtale som diskretionær reaktion forudsætter at den er fremadrettet, dvs. at den gives med henblik på at ændre den ansattes fremtidige adfærd.

Ombudsmanden mente endvidere at der var betydelig tvivl om hvorvidt der var et tilstrækkelig sikkert grundlag for afgørelsen om at fratage sognepræsten hvervet som begravelsesmyndighed.
Kirkeministeriet burde have partshørt sognepræsten da det stod klart at der ikke ville blive tale om en disciplinærsag, men om en diskretionær afgørelse. Desuden var reglerne om begrundelse tilsidesat.

Ombudsmanden udtalte at den uklarhed hvormed to breve fra Kirkeministeriet til sognepræsten var formuleret, var meget beklagelig på grund af de pågældende personaleretlige beslutningers alvorlige karakter.

Ombudsmanden henstillede at sagen blev genoptaget, og at der blev truffet en ny afgørelse i lyset af det ombudsmanden havde anført.

Ministeriet tog ombudsmandens udtalelse til efterretning og overlod det til biskoppen at beslutte hvornår hvervet som begravelsesmyndighed skulle føres tilbage til sognepræsten.

(J.nr. 2003-2993-812).

En lektor klagede over at han var blevet afskediget. Afskedigelsen var et led i besparelser.

Et antal medarbejdere, herunder lektoren, var blevet udpeget som dem læreanstalten bedst kunne undvære. Efter aftale med de involverede faglige organisationer fik de udpegede tilbudt fratrædelsesordninger. Lektoren ville i forhold til en uansøgt afskedigelse opnå en økonomisk fordel svarende til fire måneders løn.

Det var en forudsætning for at opnå økonomiske fordele at de udpegede indgav ansøgning om fratrædelse. Lektoren indgav sin ansøgning på grund af det økonomiske incitament. Han og de andre "ansøgere" fik behandlet deres sager efter de lempelige krav for ansøgningssager, bl.a. uden forudgående partshøring og uden ledsagende begrundelse for afskedigelsen.

Ombudsmanden udtalte at læreanstalten ikke havde sagligt grundlag for at gennemføre en økonomisk forskelsbehandling blandt de udpegede ansatte. Det var ikke sagligt kun at favorisere udpegede som søgte om afskedigelse, og som for så vidt gav afkald på at få behandlet deres afskedigelsessag efter reglerne om uansøgt afskedigelse. Denne forskelsbehandling anså ombudsmanden for at være i strid med almindelige retssikkerhedsprincipper og forvaltningslovens ufravigelige karakter. Læreanstalten burde have vejledt lektoren og andre udpegede om at deres sag ville blive behandlet efter fratrædelsesordningen hvad enten de ansøgte om afskedigelse eller blev afskediget uansøgt.

Ombudsmanden henstillede at myndighederne genoptog sagen. (J.nr. 1998-2382-819).

En kvinde der nærmede sig myndighedsalderen, boede i en større lejlighed sammen med sin far. Datteren ønskede at flytte hjemmefra, og faren udtalte ønske om at flytte til en mere hensigtsmæssig lejlighed. Datteren bad kommunen om hjælp til at finde en egnet bolig, og faren bad flere gange kommunen om hjælp til at beregne de økonomiske konsekvenser ved en flytning.

  Kommunen ville gerne hjælpe. Datteren og faren havde gennem flere år en række samtaler og skriftlig kommunikation med kommunen om deres boligsituation. Blandt andet blev det drøftet om kommunen havde mulighed for at hjælpe datteren til en bolig via den kommunale anvisningsret til almene boliger. Under sagens forløb blev kommunens hjælp til datteren gjort betinget af at faren flyttede.

  Faren klagede til ombudsmanden over sagens forløb i kommunen.

  Ombudsmanden udtalte at kommunens betingelse for at hjælpe datteren – at faren flyttede – var ulovlig. Reglerne om kommunernes anvisningsret i almenboligloven gav ikke mulighed for at varetage hensyn til andre end den boligsøgende.

  Ombudsmanden kritiserede også at Statsamtet København ikke havde påtalt det ulovlige vilkår. (J.nr. 2004-3379-163).