En organist blev afskediget på grund af sin bibeskæftigelse. Afskedigelsen skete på baggrund af en udtalelse fra Kirkeministeriet. Ministeriet udtalte at en organist der lønnes efter lønrammesystemet, efter fast praksis ikke måtte have en beskæftigelsesgrad på over 115 pct. af fuldtidsbeskæftigelse.

Ombudsmanden udtalte at ministeriets praksis ikke kunne anses for at være forenelig med tjenestemandslovens § 17 eller tilsvarende retningslinier for ansatte på tjenestemandslignende vilkår.

Ombudsmanden mente det var meget kritisabelt at Kirkeministeriet ikke havde bedt menighedsrådene foretage en konkret vurdering af om bibeskæftigelsen var forenelig med den samvittighedsfulde udøvelse af de til organiststillingen knyttede pligter og med den for stillingen nødvendige agtelse og tillid. Ved bedømmelsen af om afskedigelsen var retmæssig, måtte det tages i betragtning at menighedsrådene havde anset bibeskæftigelsen som forenelig med organiststillingen. Endvidere kritiserede ombudsmanden at reglerne om partshøring og begrundelse var overtrådt.

Ombudsmanden henstillede at Kirkeministeriet omlagde sin praksis. (J.nr. 1999-2210-813).

En socialrådgiver blev efter en ansættelsessamtale indstillet til en stilling som pædagogisk assistent ved en af kriminalforsorgens pensioner, men fik afslag på ansættelse.  Direktoratet for Kriminalforsorgen undlod at vurdere om den pågældende ansøger var den bedst kvalificerede fordi ansøgeren som socialrådgiver faldt uden for stillingsopslagets målgruppe.

Ombudsmanden kritiserede at direktoratet undlod dette, fordi man herved afskar den afvejning som retsgrundsætningen om ansættelse af den bedst kvalificerede forudsætter.

Ombudsmanden udtalte desuden at begrundelsen for afslaget var mangelfuld og misvisende. Dette var kritisabelt, navnlig fordi den pågældende ansøger havde været til samtale og var blevet indstillet til stillingen. Endvidere kritiserede ombudsmanden at formuleringen af stillingsopslaget var misvisende.
 (J.nr. 2006-1149-810).

En jordemoder fik afslag på ansættelse på fødegangen på et hospital fordi hendes mor var ansat på samme afdeling. Hospitalet og regionen mente ikke det var hensigtsmæssigt at der var personale med tætte familierelationer ansat på samme afdeling. Der var tale om en mindre afdeling hvor mor og datter af hensyn til de fødende ikke burde gå i vagt sammen, og det ville skabe problemer med vagtplanlægningen. De ville desuden få den samme leder, og det kunne give loyalitetskonflikter.

Ombudsmanden udtalte at offentlige myndigheder ved besættelse af stillinger skal ansætte de personer som anses for bedst kvalificerede. Skønnet må ikke afskæres eller begrænses ved opstilling af interne regler. Der var ingen konkrete holdepunkter for at der ville kunne opstå problemer. Afslaget var derfor usagligt. Ombudsmanden kritiserede desuden visse sagsbehandlingsspørgsmål.
(J.nr. 2008-0935-810).

Klik på linket til højre for at læse hele redegørelsen.

En mand, der var idømt livsvarigt fængsel, havde flere gange fået afslag på ansøgninger om benådning med henvisning til hans potentielle farlighed. Med henblik på at få en ny vurdering af den domfældtes farlighed iværksatte Justitsministeriet i 1991 en psykiatrisk undersøgelse. Ifølge undersøgelsen var der ikke holdepunkter for at hans farlighed var aftaget. Retslægerådet var enig i denne vurdering, men bemærkede samtidig at mulighederne for at forudsige farligt recidiv for ikke-sindssyge personer var begrænsede. Med henvisning til de lægelige vurderinger afslog ministeriet benådning den 31. august 1993.

Inden afgørelsen havde justitsministeren i pressen først udtalt sig positivt og herefter negativt om mulighederne for benådning.

Ombudsmanden bemærkede at der var sket en meget væsentlig forskelsbehandling i sagen, men at den byggede på fagkyndige vurderinger af domfældtes farlighed som han ikke havde nærmere forudsætninger for at tage stilling til.

Ombudsmanden udtalte at domfældte under afsoningsforhold som stort set havde været uforandrede i en årrække, ikke ved sin adfærd havde haft og ikke ville få mulighed for helt eller delvist at afkræfte den vurdering af hans potentielle farlighed som var grundlaget for Justitsministeriets afgørelse. Ombudsmanden henstillede til Justitsministeriet at iværksætte gradvise lempelser af afsoningsforholdene således at der ville kunne tilvejebringes nye præmisser for en fremtidig vurdering af spørgsmålet om benådning.

Ombudsmanden mente at justitsministerens udtalelser til pressen under sagens behandling var betænkelige og uheldige.

Justitsministeriet traf afgørelse om at overføre domfældte til fortsat strafudståelse i et åbent statsfængsel og bestemte at han efter ca. et års ophold dér skulle undergives en ny mentalundersøgelse. Han ville fortsætte sit igangværende udståelsesforløb med ledsagede udgange. (J. nr. 1994-357-620).

En mand havde fået en midlertidig tilladelse til at opstille en pølsevogn. Kort efter forpagtede han vognen til en anden. Ved tilladelsens udløb søgte pølsevognsejeren om at få permanent tilladelse til opstilling af pølsevognen. Forpagteren søgte tillige om at få tilladelsen tildelt permanent. Kommunen tildelte forpagteren tilladelsen i en periode på 3 år og skrev i afgørelsen til ejeren at der havde været to ansøgere, og at den anden ansøger havde fået tilladelsen. I forbindelse med at ejeren klagede til Vejdirektoratet over afgørelsen, oplyste kommunen at afgørelsen var truffet ved en tilfældighed. Vejdirektoratet kritiserede kommunens begrundelse, men mente ikke at kunne tilsidesætte afgørelsen.

Ombudsmanden udtalte at det følger af forvaltningslovens § 24 at en begrundelse skal være subjektivt rigtig i den forstand at begrundelsen skal oplyse om de forhold af retlig og faktisk art som reelt blev tillagt betydning ved afgørelsen. Det gælder uanset om begrundelsen herved måtte vise at afgørelsen er truffet uden fornøden hjemmel. Begrundelsen skal således kunne danne grundlag for en vurdering af om afgørelsen er retligt holdbar.

Da kommunen ikke havde bestridt at afgørelsen blev truffet ved en tilfældighed, måtte ombudsmanden lægge dette til grund. I afgørelsen til pølsevognsejeren blev det ikke oplyst at afgørelsen var truffet ved en tilfældighed. Ombudsmanden mente at det var beklageligt at kommunens begrundelse ikke opfyldte kravene i forvaltningslovens § 24, stk. 1.

Ombudsmanden udtalte endvidere at kommunen burde have foretaget en konkret vurdering med inddragelse af alle relevante og saglige kriterier til belysning af hvem der var den bedst egnede ansøger til at drive pølsevognen. Det var beklageligt at dette ikke var sket.

Ombudsmanden henstillede til Vejdirektoratet at sagen blev genoptaget. Ombudsmanden udtalte endelig at det var beklageligt at Vejdirektoratets afgørelse til ejeren og udtalelse til ombudsmanden bar præg af at direktoratet sammenblandede begreberne hjemmelsmangel og begrundelsesmangel. (J.nr. 2001-0154-516).

En far klagede over at Civilstyrelsen havde afslået at godkende at han som værge for sit mindreårige barn gav enten helt eller delvist afkald på en gruppelivsforsikring der kom til udbetaling i anledning af barnets mors død.

  Det fremgik af sagen at parret havde to fælles børn og at moren – ca. 3 år før fødslen af parrets andet barn – havde indsat parrets første barn som primært begunstiget i forhold til sin gruppelivsforsikring. Det fremgik endvidere at farens anmodning om godkendelse af et delvist afkald på gruppelivsforsikringen var begrundet i et ønske om at ligestille de to helsøskende.  

  Ombudsmanden udtalte at det var beklageligt at Civilstyrelsen havde taget stilling til sagen som første instans, og at Civilstyrelsen i stedet burde have hjemvist sagen til behandling i Statsamtet Storstrøm.

  Ombudsmanden udtalte endvidere at det var beklageligt at Civilstyrelsens afslag ikke indeholdt en redegørelse for de hovedhensyn der havde været bestemmende for Civilstyrelsens afgørelse.

  Efter det oplyste var Civilstyrelsens afslag på at godkende et fuldstædigt afkald på gruppelivsforsikringen i overensstemmelse med Civilstyrelsens langvarige og restriktive praksis på området. Bl.a. med henvisning hertil mente ombudsmanden ikke der var grundlag for at henstille at Civilstyrelsen genoptog denne del af sagen.

  For så vidt angik Civilstyrelsens afslag på at godkende et delvist afkald på gruppelivsforsikringen, var det i sagen oplyst at Civilstyrelsen ikke tidligere havde taget stilling til en lignende sag.

Ud fra en konkret vurdering af sagens karakter, dens helt særlige omstændigheder, de konstaterede fejl og sagens principielle betydning, henstillede ombudsmanden at Civilstyrelsen genoptog behandlingen af denne del af sagen og hjemviste den til behandling i statsamtet.

    (J.nr. 2005-3597-650)

I forbindelse med et ejendomssalg blev en kommune opmærksom på at der ca. 30 år tidligere var opført en overdækket terrasse og et halvtag uden godkendelse. Køberen søgte om godkendelse og senere om dispensation, men begge dele afslog kommunen. Sagen blev indbragt for statsamtet som ikke ændrede kommunens afgørelser.'

Ombudsmanden kritiserede ikke myndighedernes afgørelser, men kritiserede dog at de ikke havde taget indrettelseshensynet i betragtning da de afgjorde sagen.
(J.nr. 2006-2031-160)

Klik på linket til højre for at læse hele redegørelsen.

En advokat klagede på vegne af en teologistuderende bl.a. over at den studerende havde fået afslag på dispensation til for fjerde gang at lade sig indstille til eksamen i faget Ny Testamente.

Lærerrepræsentanterne i studienævnet havde afgivet en udtalelse til brug for fakultetsrådets behandling af sagen. Ombudsmanden mente at udtalelsen indeholdt oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, og at oplysningerne måtte anses for væsentlige for sagens afgørelse. Ombudsmanden mente derfor at fakultetsrådet inden afgørelsen blev truffet, havde pligt til at partshøre den studerende over udtalelsen, og mente at det var beklageligt at et brev i sagen var formuleret på en sådan måde at det gav indtryk af at den med brevet iværksatte høring var indholdsløs.

Ombudsmanden var enig med myndighederne i at det havde været bedst stemmende med god forvaltningsskik hvis den studerende var blevet underrettet om at sagen på grund af stemmelighed i studienævnet var blevet overgivet til fakultetsrådet til behandling.

Ligeledes var ombudsmanden enig med ministeriet i at fakultetsrådets afslag ikke opfyldte begrundelseskravene, og i at det var beklageligt at ministeriet ikke i forbindelse med sin afgørelse i sagen var opmærksom på begrundelsesmanglerne.

Ombudsmanden havde ingen bemærkninger til at myndighederne i forbindelse med deres afgørelser i et vist omfang inddrog oplysninger om den studerendes øvrige eksamensresultater, og ombudsmanden havde heller ikke grundlag for at tilsidesætte myndighedernes bevisvurdering af en lægeerklæring eller for at kritisere at myndighederne ikke tillagde erklæringen vægt. (J.nr. 1999-2967-712 og j.nr. 1999-3467-630).

En handicappet mand der var tildelt handicaphjælp og overvågning med 25½ time pr. døgn, flyttede i efteråret 1995 ind i en bolig der lå afsides. Han ansøgte efterfølgende kommunen om hjælp til boligændringer, men kommunen afslog ansøgningen. Kommunens afgørelse blev tiltrådt af det sociale ankenævn og af Den Sociale Ankestyrelse. Nævnet og Ankestyrelsen bad dog kommunen om, i samarbejde med manden og set i lyset af hans ønsker om at bo på landet, at søge at tilvejebringe en løsning - herunder at foretage et ny vurdering af den nuværende boligs beliggenhed under hensyn til at ansøgeren havde boet på ejendommen i et år uden problemer.

I anledning af klagen bad ombusmanden kommunen, det sociale ankenævn og Den Sociale Ankestyrelse om at udtale sig i sagen. Mens ombudsmadnen afventede myndighedernes udtalelser, fastholdt kommunen efter en fornyet behandling afslaget på hjælp til boligændringer. Manden klagede over kommunens afslag til det sociale ankenævn som ændrede kommunens afgørelse. Ankenævnet lagde ved sin afgørelse vægt på at kommunens vurdering af hensigtsmæssigheden af den ansøgte boligindretning måtte betragtes som åbentbart urimelig idet kommunen ikke havde tillagt det betydning af manden i mere end et år havde boet på ejendommen uden nogen problemer. Herefter besluttede ombudsmanden ikke at foretage sig videre vedrørende myndighedernes tidligere afgørelser. Ombudsmanden bad dog kommunen om at underrette ham om kommunens beslutning om omfanget af hjælpen til boligindretning. (J.nr. 1996-2295-054).

En journalist bad Justitsministeriet om aktindsigt i en sag om et lovforslag om regulering af adgangen til aktindsigt i ministres kalendere. Journalisten fik delvis aktindsigt i sagen, men ministeriet undtog i alt 7 dokumenter efter bestemmelsen i offentlighedslovens § 10. Ministeriet skrev at det havde overvejet om de 7 dokumenter burde udleveres efter princippet om meroffentlighed, men mente ikke at der var grundlag for det. Ministeriet lagde vægt på de samme hensyn som dem der lå bag undtagelsesbestemmelserne i offentlighedslovens § 7 og § 10.

Journalisten klagede til ombudsmanden over det delvise afslag på aktindsigt. Ombudsmanden udtalte at han ikke kunne kritisere at Justitsministeriet havde undtaget dokumenterne fra aktindsigt efter bestemmelsen i offentlighedslovens § 10.

I udtalelsen fremsatte ombudsmanden nogle generelle bemærkninger om afvejningen af de forskellige hensyn og om udformningen af begrundelsen ved afslag på meraktindsigt:

(J.nr. 2009-1997-601).

En kvinde klagede over en udtalelse fra et tilsynsråd. Sagen vedrørte en kommunes sagsbehandling i forbindelse med hendes afskedigelse som lærer ved en folkeskole. Hun blev afskediget som følge af kommunale besparelser.

Under sagens behandling havde kvinden fremsat begæring om aktindsigt, og i denne forbindelse havde kommunen tilsidesat reglen i forvaltningslovens § 11, stk. 1, om udsættelse af sagens afgørelse. Ombudsmanden udtalte at reglen i forvaltningslovens § 11, stk. 1, efter hans opfattelse var en retssikkerhedsgaranti.

Kommunen havde fastsat generelle retningslinier for afskedigelse i forbindelse med stillingsreduktion. Disse retningslinier var efter ombudsmandens opfattelse ikke i overensstemmelse med princippet om at afskedigelser ikke må ske alene ved anvendelse af et anciennitetsprincip.

Ombudsmanden udtalte endvidere at kommunen i sin begrundelse for afskedigelsen burde have henvist til de interne retningslinier for bl.a. afskedigelser der var vedtaget i kommunen. Kommunen burde endvidere have redegjort konkret for, hvorfor netop klageren skulle afskediges som følge af besparelserne.

På baggrund af den ufyldestgørende begrundelse kunne ombudsmanden ikke tage stilling til om der forelå en partshøringsfejl.

Ombudsmanden henstillede til tilsynsrådet at genoptage sagen. (J. nr. 1994-274-813).

A klagede over Danmarks Radios (DR's) programlægning frem til folkeafstemningen om EF-unionen d. 2. juni 1992. Baggrunden for klagen var, at langt den overvejende del af deltagerne i en række optaktsudsendelser, der indgik i den samlede programlægning, var kendt som tilhængere af EF-unionen, hvilket efter A's opfattelse indebar en tilsidesættelse af DR's alsidighedsforpligtelse.

Efter ombudsmandens opfattelse måtte den alsidighedsforpligtelse, der i medfør af radiolovens § 6, stk. 1, gælder for DR's programvirksomhed, indebære, at der tilstræbtes en nogenlunde ligevægt af synspunkter for og imod forslaget om tiltrædelse af EF-unionen - også i optaktsudsendelserne taget for sig. Der kunne efter ombudsmandens opfattelse rejses tvivl om, hvorvidt optaktsudsendelserne opfyldte alsidighedskravet.

DR fremhævede, at udsendelsernes sigte var oplysning om traktatens indhold og dermed det forslag, der var lagt ud til folkeafstemning. Det faglige journalistiske skøn, der lå til grund for DR's vurdering af, at den valgte form tilgodeså oplysningsformålet bedst muligt, havde ombudsmanden ingen forudsætninger for at kritisere.

Ombudsmanden fandt, at alsidighedshensynet i nogen måde var blevet underordnet oplysningsformålet. Hensynet til varetagelse af oplysningsformålet og hensynet til alsidighedsforpligtelsen måtte anses for at være generelt ligeværdige. I tilfælde af en konflikt mellem de to hensyn måtte der nødvendigvis ske en afvejning. En sådan afvejning tilkommer det normalt ikke ombudsmanden at kritisere, medmindre der foreligger særlige omstændigheder. Ombudsmanden fandt på denne baggrund ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere DR's programlægning. (J. nr. 1992-808-522).

En kvinde klagede over Undervisningsministeriets og en uddannelsesinstitutions behandling af hendes ansøgning om ansættelse som lektor ved socialrådgiveruddannelsen. Ifølge stillingsopslaget ønskede institutionen med ansættelse af en fast medarbejder og en vikar at dække tre fagområder. Et bedømmelsesudvalg mente at kvinden var meget kvalificeret og den eneste der kunne dække alle fagområder. Udvalget indstillede hende derfor til ansættelse i den faste stilling. Institutionens uddannelsesråd indstillede imidlertid en anden ansøger, som kun kunne dække et af de tre fagområder.

Ombudsmanden kritiserede en række forhold i forbindelse med ansættelsesproceduren. Ombudsmanden kritiserede at institutionen havde ladet en anden ansøger tiltræde stillingen inden Undervisningsministeriet traf afgørelse. Ombudsmanden beklagede også at man havde givet kvinden det indtryk at institutionen havde truffet afgørelse i sagen.

Efter ombudsmandens opfattelse havde det været mere hensynsfuldt og bedst stemmende med god forvaltningsskik om institutionen havde orienteret om baggrunden for beslutningen om ikke at indstille hende. Det var desuden stærkt kritisabelt at den begrundelse ministeriet gav kvinden for afgørelsen, ikke var korrekt.

Ombudsmanden mente at flere forhold pegede på at uddannelsesrådets beslutning var båret af hensynet til de enkelte rådsmedlemmers personlige præference; et kriterium som under ingen omstændigheder lovligt kunne lægges til grund for ansættelsen. Ombudsmanden mente derfor at det var særdeles betænkeligt at Undervisningsministeriet som ansættende myndighed havde lagt uddannelsesrådets indstilling uprøvet til grund for ansættelsen.

Ombudsmanden kommenterede flere andre forhold ved institutionens og Undervisningsministeriets sagsbehandling og var samlet af den opfattelse at både institutionens og ministeriets sagsbehandling var overordentlig kritisabel. (J.nr. 1996-0529-810).

A, der havde insulinbehandlet sukkersyge, klagede over Trafikministeriets (TM's) afgørelse om afslag på hans ansøgning om udvidelse af hans kørekort til erhvervsmæssig personbefordring i stor personbil. I begrundelsen for afgørelsen anførte TM bl.a. at A efter de foreliggende lægelige oplysninger ikke opfyldte de helbredsmæssige betingelser for at få kørekort til erhvervsmæssig personbefordring til stor personbil.

Ombudsmanden forelagde sagen for Retslægerådet (RL). På baggrund af RL's udtalelse fandt ombudsmanden ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere TM's afslag på ansøgningen om udvidelse af A's kørekort. I færdselslovens § 56 og i § 3, stk. 1, i kørekortsbekendtgørelsen er det forudsat at der ved afgørelsen af om en person opfylder de helbredsmæssige betingelser for at få udstedt kørekort foretages et konkret skøn. Ombudsmanden havde imidlertid ved gennemgangen af A's sag forstået at der generelt i alle sager om udstedelse af kørekort til erhvervsmæssig personbefordring i stor personbil, og hvor ansøgeren havde insulinbehandlet sukkersyge, blev meddelt afslag på ansøgningen. TM havde således ved den fastlagte praksis for behandlingen af de nævnte ansøgninger sat skøn under regel. Dette fandt ombudsmanden meget kritisabelt.

På baggrund af nogle generelle bemærkninger i RL's udtalelse om risikoen for at patienter med insulinbehandlet sukkersyge er mindre agtpågivende i trafikken end befolkningen iøvrigt, henstillede ombudsmanden til TM at overveje behovet for en revision af de fastsatte retningslinier for behandlingen af de nævnte sager. Ombudsmanden henstillede i den forbindelse samtidigt til TM - efter en eventuel ændring af praksis på området - at genoptage behandlingen af A's sag. (J. nr. 1993-1036-612).

En ansøger der havde indstillet sig selv til posten som formand for et huslejenævn, klagede til ombudsmanden over at statsamtet beskikkede den af kommunen indstillede person uden at vurdere hvem af kandidaterne der var bedst kvalificeret.

Ombudsmanden udtalte at der i sager om beskikkelse af personer til et offentligt hverv skal foretages en konkret vurdering af hvem der er bedst kvalificeret, på samme måde som i egentlige ansættelsessager. Ved udelukkende at lægge vægt på kommunens indstilling havde statsamtet sat skønnet "under regel". Ombudsmanden mente det var meget kritisabelt at statsamtet ikke rettede sig efter en tidligere afgørelse herom fra ressortministeriet. Beskikkelsen måtte anses for en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Afgørelsen var mangelfuldt begrundet og skulle have været ledsaget af en klagevejledning.

Endvidere burde Socialministeriet, der havde behandlet sagen som sektortilsynsmyndighed, have behandlet sagen som klagemyndighed. (J.nr. 2002-3563-161).

En førtidspensionist fik af revaliderings- og pensionsnævnet støtte til køb af en bil i form af et lån. Først efter at kommunen havde udbetalt lånet til bilen, klagede kommunen over nævnets afgørelse til Den Sociale Ankestyrelse. Den Sociale Ankestyrelse ændrede nævnets afgørelse, og styrelsen bestemte at lånet skulle opsiges og restgælden indfries.

Ombudsmanden bad Den Sociale Ankestyrelse tage stilling til om opsigelsen af lånet var en automatisk følge af styrelsens afgørelse om at førtidspensionisten ikke var berettiget til støtte. I så fald skulle førtidspensionisten have en uddybende begrundelse for lovgrundlaget. Hvis Ankestyrelsen ikke mente det var en automatisk følge, henstillede ombudsmanden at styrelsen gav en uddybende begrundelse for de kriterier som indgik i Ankestyrelsens vurderingen af om lånet skulle opsiges. (J.nr. 1995-2442-054).

KRIM klagede på vegne af en vicepolitikommissær over at Justitsministeriet havde truffet afgørelse om at afskedige ham efter tjenestemandslovens § 28, 2. pkt.

Polititjenestemanden var ved Vestre Landsret idømt 3 dagbøder a 100 kr. for tyveri ved i et supermarked at have stjålet en barberskraber til en værdi af 39,95 kr.

I forbindelse med spørgsmålet om hvorvidt disciplinærstraffen havde været for hård i forhold til forseelsens grovhed, udtalte ombudsmanden at fastsættelsen af disciplinærsanktioner efter tjenestemandslovens § 24 og strafudmåling efter straffeloven principielt beror på forskellige synspunkter. Sanktioner efter tjenestemandslovens § 24 besluttes i forhold til tjenstlige forseelser og ikke i forhold til strafbare handlinger. Straffastsættelsen kan imidlertid indgå som ét blandt flere elementer der kan inddrages i vurderingen af den tjenstlige forseelses grovhed.

Ombudsmanden udtalte endvidere at det som anført af Rigspolitichefen og Justitsministeriet måtte tages i betragtning at en polititjenestemand har til opgave at kontrollere borgernes overholdelse af strafsanktionerede regler, og at der var tale om en handling mod hvilken borgernes vigtigste værn er en politianmeldelse.

Ombudsmanden mente ikke at der var holdepunkter for kritik i anledning af afgørelsen om at afskedige politikommissæren. (J.nr. 1996-2410-812).

A indgik aftale med Dansk Mobil Telefon I/S om, at selskabet mod at betale et årligt vederlag kunne opstille en antennemast på A's ejendom. Efter en byplanvedtægt for området måtte intet punkt af en bygning være hævet mere end 8,5 meter over terræn. Der var ikke i den foreliggende sag mulighed for at udnytte vedtægtens dispensationshjemmel. En eventuel tilladelse fra kommunen (K's) side skulle derfor gives efter planlægningslovens § 19.

K meddelte A afslag på dispensation, idet K henviste til de landskabelige værdier i området. A gjorde gældende, at denne begrundelse var uholdbar, og at K tidligere havde givet tilladelse til opsætning af en tilsvarende antenne på naboejendommen. Planstyrelsen (P) tiltrådte K's afgørelse. - A klagede til ombudsmanden over K's og P's afgørelser.

Efter en besigtigelse af området udtalte ombudsmanden, at det forhold, at der muligvis på urigtigt grundlag var givet tilladelse til opsætning af en antennemast på naboejendommen, ikke i sig selv kunne give A krav på tilladelse. På baggrund af besigtigelsen fandt ombudsmanden det imidlertid tvivlsomt, hvorvidt landskabelige hensyn med tilstrækkelig vægt talte imod at give A den ønskede tilladelse. Ombudsmanden bad derfor P (nu Naturklagenævnet) om at præcisere, hvori de landskabelige hensyn bestod.

Naturklagenævnet meddelte herefter, at man nu anså K's begrundelse for afslaget for uholdbar, og at nævnet derfor havde hjemvist sagen til fornyet behandling i K. Herefter foretog ombudsmanden ikke videre i sagen. (J. nr. 1992-3122-120).

En patientforening klagede til ombudsmanden over at en klinik på Rigshospitalet havde afslået foreningens ønske om at lægge en folder frem i klinikkens venteværelse.

Ombudsmanden var ikke enig med Rigshospitalet og Hovedstadens Sygehusfællesskab i at vurderingen af sagen kunne foretages udelukkende på grundlag af anstaltsbeføjelser og hensynet til patientbehandlingen. Ombudsmanden kritiserede således at Rigshospitalet og Hovedstadens Sygehusfællesskab ikke havde inddraget hensynet til foreningens ret til ytringsfrihed. Ombudsmanden henviste i den forbindelse til den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 10 og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis og henstillede at Rigshospitalet genoptog behandlingen af sagen. (J.nr. 2002-3533-429).

En gammel mand havde over for sin søn givet udtryk for at han ønskede at dø i sit eget hjem. Efter flere slagtilfælde blev han bevidstløs og modtog i en længere periode en omfattende pleje i eget hjem. Efter uoverensstemmelser mellem sønnen og kommunen blev manden indlagt på sygehus og derefter udskrevet til plejehjem mod sønnens ønske. Sønnen der var blevet beskikket som værge for den - både i økonomisk og personlig henseende - umyndiggjorte far rejste sag om hjemgivelse til pleje i eget hjem. Kommunen fastholdt plejehjemsanbringelsen mod sønnens protest og henviste som begrundelse bl.a. til at man af ressourcemæssige hensyn og efter en principbeslutning fandt, at komapatienter burde visiteres til plejehjem.

Ombudsmanden mente at opretholdelsen af beslutningen om plejehjemsanbringelse savnede hjemmel, og at farens fortsatte ophold på plejehjemmet trods værgens protest var en ulovlig tvangsmæssig anbringelse. Endvidere mente ombudsmanden at kommunen havde haft en positiv forpligtelse til at yde bistand i forbindelse med en hjemgivelse, og at kommunens egne tidligere vurderinger af plejebehovet i nogen grad måtte være styrende for den nærmere skønsmæssige fastlæggelse af plejens omfang. Ombudsmanden fandt det derfor beklageligt at kommunen ikke havde foretaget en konkret vurdering af, i hvilket omfang det var muligt at imødekomme sønnens ønske om at faren modtog pleje og bistand i sit eget hjem. (J. nr. 1994-728-053).

Forældrene til en dreng på 13 år der led af infantil autisme og havde generelle indlæringsvanskeligheder, klagede til Folketingets Ombudsmand. Forældrene var utilfredse med at deres søn var visiteret til en specialskole for autistiske børn med indlæringsvanskeligheder. De valgte i stedet at indskrive drengen på en (almindelig) friskole hvor han blev enkeltintegreret efter den såkaldte ABA-metode.

Forældrene gjorde en række forhold gældende i klagen til ombudsmanden, bl.a. at FN’s børnekonvention og FN’s handicapkonvention var overtrådt.

Ombudsmanden udtalte sig bl.a. om sin forståelse af den relevante bestemmelse i FN’s handicapkonvention. Han mente ikke konventionerne var overtrådt. Ombudsmanden mente i øvrigt ikke der var udsigt til at han kunne kritisere Klagenævnet for Vidtgående Specialundervisnings afgørelse i sagen. I den forbindelse mente ombudsmanden heller ikke at han ville kunne kritisere nævnets prøvelse som klagemyndighed.

(J.nr. 2009-1787-710).

En forening klagede på en kvindes vegne over en kommunes og det sociale ankenævns afslag på økonomisk hjælp til at anskaffe en computer til kvindens handicappede datter. Foreningen klagede også over at Den Sociale Ankestyrelse afviste at behandle sagen som principiel eller generel.

Som begrundelse for sin afgørelse anførte det sociale ankenævn at en almindelig computer ikke kunne anses for en nødvendig merudgift som følge af datterens handicap. Nævnet mente at en computer lå inden for området af hvad der almindeligvis måtte anskaffes i en familie.

I et brev til Ankestyrelsen bad ombudsmanden styrelsen om på baggrund af en tidligere offentliggjort afgørelse (en såkaldt "social meddelelse") om spørgsmålet at oplyse hvilket grundlag styrelsen havde for at anse det for normalt at forældre anskaffer computer med tegneprogram, tekstbehandling, farveskærm og printer til deres børn. Endvidere blev Ankestyrelsen bedt om at udtale sig om hvorvidt barnets alder havde nogen betydning for om det var normalt at forældre anskaffede computere til deres børn, og om styrelsen havde gjort sig tanker om hvilken computerstørrelse det var normalt at forældre anskaffede til deres børn.

Ankestyrelsen optog herefter sagen til principiel behandling og ændrede afgørelsen. (J.nr. 1997-1238-054).

A klagede over at Det sociale Ankenævn havde stadfæstet kommunens afslag på hendes ansøgning om boligstøtte. Ifølge boligstøttelovens § 15 skal kommunalbestyrelsen, såfremt den boligsøgendes leje overstiger halvdelen af husstandsindkomsten, efter en samlet vurdering bestemme om boligstøtte skal ydes. Kommunalbestyrelsen kan bestemme at boligstøtte ydes med et nedsat beløb.

Ombudsmanden kunne ikke kritisere at A ikke havde fået fuld boligstøtte. Ombudsmanden fandt derimod at bestemmelsen i boligstøttelovens § 15 indebærer, at kommunalbestyrelsen i de tilfælde, hvor fuld boligstøtte afslås, har pligt til at vurdere, om der i stedet kan ydes delvis støtte. Ombudsmanden anså det for beklageligt at det ikke fremgik af kommunens og ankenævnets afgørelser, om det havde været overvejet at yde støtte med nedsat beløb. Såfremt spørgsmålet havde været overvejet, var det beklageligt at afgørelserne ikke var begrundet på dette punkt. (J. nr. 1993-655-028).

En kommune havde vedtaget retningslinjer for tildeling af stadepladser til salg af juletræer hvorefter kommunen trak lod mellem ansøgerne hvis kommunen modtog mere end én ansøgning for et givet areal.

Efter ombudsmandens opfattelse kunne kommunen ikke anvende retningslinjerne uden væsentlige modifikationer i sager der angik stadepladser på offentligt vejareal, og i sager hvor der forelå en ansøgning fra en ansøger der er handicappet.

Ombudsmanden udtalte at en myndighed, når den fastlægger retningslinjer for behandlingen af en bestemt type af sager, bør sikre sig at retningslinjerne stemmer overens med lovgivningen. Ombudsmanden henstillede at kommunen reviderede retningslinjerne.
(J.nr. 2006-2345-419). 

Århus Universitet nedsatte et bedømmelsesudvalg til vurdering af ansøgere til besættelse af docentstillinger, uden at der reelt blev givet ansøgerne mulighed for forinden at fremkomme med indsigelser mod bedømmelsesudvalgets sammensætning. Bedømmelsesudvalget afgav en indstilling til fakultetsrådet, uden at der forinden var blevet givet ansøgerne en frist til at fremsætte bemærkninger til indstillingen. Udvalget gjorde i indstillingen rede for, hvilke kriterier der var blevet tillagt vægt ved udvælgelsen af de indstillede ansøgere. Indstillingen indeholdt imidlertid ikke en særskilt bedømmelse af de enkelte ansøgere.

Ombudsmanden udtalte, at det havde været bedst stemmende med god forvaltningsskik, om der var givet ansøgerne en passende frist til at fremkomme med indsigelser mod bedømmelsesudvalgets sammensætning og udvalgets indstilling til docentstillingerne. Ombudsmanden udtalte endvidere, at indstillingen burde have indeholdt en nærmere begrundelse for, at andre ansøgere blev foretrukket frem for én ansøger (A), der i øvrigt var fundet kvalificeret. Ombudsmanden henstillede til Undervisningsministeriet at foranledige, at sagen om eventuel tildeling af docenttillæg til A blev genoptaget. (J. nr. 1991-957-70).

Viborg Byråd klagede over at Miljø- og Energiministeriet havde indkaldt to lokalplanforslag om butikscentre efter call in-beføjelsen i planlovens § 3, stk. 4. Indkaldelserne bevirkede at planforslagene ikke kunne vedtages endeligt af byrådet før ministeriet, efter forhandling med byrådet, havde besluttet at vedtagelsen kunne finde sted.

Ombudsmanden mente ikke der var tilstrækkeligt grundlag for at kritisere at Miljø- og Energiministeriet havde anvendt call in-beføjelsen i de to sager. Derimod var det efter ombudsmandens opfattelse kritisabelt at ministeriet i begrundelsen for indkaldelserne henviste til et eventuelt kommende lovforslag. Desuden ville det efter ombudsmandens opfattelse have været bedst stemmende med god forvaltningsskik om ministeriet over for byrådet nærmere havde begrundet hvorfor det mente at betingelserne for at anvende planlovens § 3, stk. 4, i de konkrete tilfælde var opfyldt. (J.nr. 1997-0220-129).

En far klagede til Ombudsmanden over statsamtets og Civilretsdirektoratets (nu Familiestyrelsens) afgørelser i hans bidragssag. Efter myndighedernes afgørelser var de børnebidrag som faren skulle betale, blevet nedsat til normalbidraget, men myndighederne havde afslået at lade bidragene bortfalde. Faren og moren havde fælles forældremyndighed over børnene.

  Ombudsmanden udtalte at han ikke kunne udelukke at de sparsomme oplysninger der forelå om parternes forsørgelse af børnene på tidspunktet for bidragenes fastsættelse, havde været af betydning for resultatet af de påklagede afgørelser. Efter ombudsmandens opfattelse kunne virkningen af dette forhold imidlertid ikke med rimelighed ensidigt tillægges skadesvirkning for den ene part (faren), og – i kombination med myndighedernes varetagelse af indrettelseshensynet – vanskeliggøre mulighederne for at få bidragene nedsat, herunder at de bortfaldt. Der var efter ombudsmandens opfattelse flere forhold der pegede på at myndighederne havde tillagt parternes oprindelige enighed og hensynet til at moren havde indrettet sig på den bestående ordning, for stor vægt.

  Ombudsmanden tilkendegav at de grundlæggende betingelser for at der kan fastsættes børnebidrag, også skal være opfyldt for at myndighederne kan afslå at lade et fastsat bidrag nedsætte, herunder lade det bortfalde. Efter ombudsmandens opfattelse har myndighederne pligt til at sikre sig at disse grundlæggende betingelser er opfyldt når der indgives en begrundet anmodning om ændring af et fastsat bidrag. Ombudsmanden mente ikke at det fremgik med tilstrækkelig klarhed af de oplysninger der indgik i grundlaget for myndighedernes afgørelser, at faren ikke opfyldte sin forsørgelsespligt, og at moren havde den overvejende forsørgelsesbyrde. Der var derfor efter ombudsmandens opfattelse betydelig tvivl om hvorvidt myndighedernes afgørelser lå inden for rammerne af den dagældende § 16, stk. 1, og de også nugældende bestemmelser i § 13, stk. 2, og § 18, stk. 2, i lov om børns forsørgelse.

  Efter at sagen var blevet indbragt for ombudsmanden, traf statsamtet afgørelse om at fritage faren for bidragspligten. Derfor havde ombudsmanden ikke grundlag for at henstille til myndighederne at genoptage sagen.

  (J.nr. 2003-0868-652)

Familieretsdirektoratet havde afslået en ansøgning om tilladelse til at ændre navnet Allesen de Fine Bunkeflod til Allesen. Direktoratet henviste til, at et forbeholdt, flerleddet efternavn på samme måde som et bindestregsefternavn ikke er opsplitteligt, medmindre der foreligger en sådan særlig tilknytning til det ønskede navn, at det efter navneloven kan tillades som selvstændigt efternavn.

Ombudsmanden udtalte, at navneloven og de hensyn, den bygger på, efter hans mening ikke gav tvingende grunde til at afslå navneønsket i et tilfælde som det foreliggende. Ombudsmanden anførte herved, at det for personer, der bar et flerleddet efternavn, som havde været i familien gennem generationer, måtte forekomme uforståeligt, at tilknytningen til navnets enkelte led ikke kunne betegnes som "ganske særlig", jf. navnelovens § 8, nr. 5. Det blev efter ombudsmandens opfattelse ikke mere forståeligt, når myndighederne som forklaring henviste til, at indehaverne af de forbeholdte sammensatte navne, hvori Allesen indgik, herunder den pågældendes egen familie, havde krav på navnebeskyttelse også over for personer, der i forvejen bar navnet som en del af deres efternavn.

Ombudsmanden henstillede til Civilretsdirektoratet at overveje sagen på ny i lyset af de af ham anførte betragtninger. (J.nr. 1988-1353-69).

En tyrkisk mand fik af Udlændingestyrelsen og Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration afslag på sin ansøgning om opholdstilladelse på grundlag af ægteskab med en dansk kvinde. Afslagene var begrundet med at der var tale om et proformaægteskab. Myndighederne lagde vægt på at ansøgeren i forbindelse med ansøgning om visum og forlængelse af visum havde givet urigtige oplysninger, og at ægteparret kun havde kendt hinanden kortvarigt før ægteskabets indgåelse.

Ombudsmanden bad myndighederne om en nærmere redegørelse for den afvejning der lå bag afgørelserne, og henviste til at flere af de hensyn som kunne inddrages efter udlændingelovens forarbejder, efter det oplyste måtte tale for at der blev givet ansøgeren opholdstilladelse; myndighederne havde således bl.a. ikke bestridt at der var tale om et reelt samliv mellem ægtefællerne.

Ministeriet mente efter en fornyet gennemgang af sagen ikke at der i sagen var de i udlændingeloven anførte bestemte grunde til at antage at det afgørende formål med indgåelsen af ægteskabet havde været at opnå opholdstilladelse til ansøgeren. Ministeriet sendte på denne baggrund sagen tilbage til Udlændingestyrelsen som efterfølgende orienterede ombudsmanden om at ansøgeren havde fået opholdstilladelse med henblik på varigt ophold i Danmark. (J.nr. 2002-0588-643).

En far klagede over at skolebladsredaktionen på hans barns skole afviste at optage to indlæg fra ham i skolebladet. Skolebestyrelsen og kommunen fastholdt redaktionens afvisning. Kommunen henviste bl.a. til at skolebladet skulle kunne læses både af elever og forældre, og at indlæg i bladet af den grund skulle holdes i en venlig og positiv tone. Hverken tilsynsrådet eller Indenrigsministeriet mente der var handlet ulovligt i sagen.

Ombudsmanden tog kun stilling til om tilsynsrådet og ministeriet i medfør af den kommunale tilsynsordning burde have påtalt kommunens behandling af sagen.

Efter ombudsmandens opfattelse kunne afvisningen af indlæggene ikke betegnes som censur i grundlovens forstand eller som værende i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 10 om ytringsfriheden. Ombudsmanden udtalte dog at hensynet til ytringsfriheden bør indgå med høj prioritet i myndigheders skønsmæssige vurdering. Der skulle således foreligge gode grunde til ikke at optage indlæggene. Dette burde bl.a. tilsynsrådet have tilkendegivet over for kommunen.

Det gav ikke ombudsmanden anledning til bemærkninger at tilsynsrådet og ministeriet mente, det var sagligt at tage hensyn til at indlæg i et skoleblad skulle kunne læses af såvel elever som forældre.

Derimod stemte det efter ombudsmandens opfattelse dårligt med hensynet til ytringsfriheden at afvise indlæg blot fordi de ikke var positive eller venlige i deres tone eller indhold. Ombudsmanden tilsluttede sig derfor ministeriets opfattelse af at det var tvivlsomt, om dette hensyn var sagligt. (J.nr. 1998-1809-710).

A's ægtefælle B fik udbetalt ca. 10.000 kr. fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD). K Kommune, der siden 1986 med afbrydelser havde udbetalt kontanthjælp til A og B, meddelte, at beløbet måtte anses for indtægt, jf. bistandslovens § 38. Da A og B efter K's opfattelse havde anvendt det omhandlede beløb uforsvarligt, blev kontanthjælpen for den periode, hvor A og B ellers skulle have levet heraf, udbetalt med tilbagebetalingspligt, jf. bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1. K's afgørelse blev alene meddelt mundtligt. A påklagede afgørelsen til det sociale ankenævn (SAN), der mente, at beløbet skulle anses for formue, jf. bistandslovens § 39. SAN stadfæstede i øvrigt K's afgørelse.

Ombudsmanden udtalte, at den omstændighed, at der ikke mellem K og SAN var enighed om, hvorvidt beløbet skulle henføres under bistandslovens §§ 38 eller 39, ikke i sig selv medførte, at SAN var uberettiget til at stadfæste K's afgørelse (jf. FOB 1981, s. 255). Der var ikke grundlag for at kritisere SAN's retsopfattelse, hvorefter beløbet skulle henføres under bistandslovens § 39.

SAN's begrundelse for, at der ikke i medfør af bistandslovens § 39, stk. 1, 2. pkt., kunne bortses fra en del af beløbet, der var anvendt til familiens flytning, var utilstrækkelig, jf. forvaltningslovens § 24. Det samme gjaldt SAN's begrundelse for, at familiens forbrug af beløbet skulle anses for uforsvarligt i relation til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1. I øvrigt udtalte ombudsmanden, at det fulgte af god forvaltningsskik, at K's afgørelse burde have været meddelt skriftligt.

Ombudsmanden fandt ikke, at SAN kunne afvise at genoptage sagen under henvisning til, at sagen oprindelig var afgjort af det nu nedlagte amtsankenævn. (J. nr. 1991-1463-051).

Gennem omtale i pressen blev ombudsmanden opmærksom på at Statsministeriet havde givet en bestemt avis aktindsigt i en tale som statsministeren skulle holde om EU. Avisen ville bringe talen som kronik samme dag som talen skulle holdes. Dagen før viste andre medier, bl.a. en anden avis, interesse for taledokumentet. Avisen bad om aftenen Statsministeriets pressechef om også at få aktindsigt i taledokumentet, men fik afslag med den begrundelse at den første avis allerede havde fået aktindsigt. Ombudsmanden tog sagen op af egen drift.

Ombudsmanden udtalte at en myndigheds interesse i at sikre at visse budskaber formidles på den mest effektive måde og opnår optimal gennemslagskraft ved at lade dem lancere som solohistorier, ikke i sig selv kan frakendes saglighed. Men dette hensyn kan ikke tillægges en så afgørende vægt over for det lovfæstede offentlighedsprincip og den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning at det i almindelighed vil kunne begrunde tilbageholdelse eller forsinket indsigt til andre.

Ombudsmanden udtalte at taledokumentet ved udlevering til den første avis mistede sin interne karakter, og at Statsministeriet herefter ikke kunne afslå at udlevere det til andre på grundlag af offentlighedslovens bestemmelser om interne dokumenter.

Da Statsministeriet samme dag som udleveringen af taledokumentet til den første avis fandt sted, var i kontakt med en række medier vedrørende talen, burde ministeriet efter ombudsmandens mening på eget initiativ have tilbudt disse medier indsigt i de samme oplysninger som den første avis havde fået.

Ombudsmanden udtalte desuden at en forvaltningsmyndighed, hvis den giver en journalist eller andre indsigt i et eller flere dokumenter og/eller afgiver oplysninger og denne ekspedition ikke fremgår af sagen, skal tage notat om det. Af notatet skal fremgå hvilke dokumenter eller oplysninger der er udleveret, til hvem eller under hvilke omstændigheder de er udleveret, tidspunktet for udleveringen og eventuelle vilkår eller klausuler der er aftalt eller forudsat ved udleveringen. Ved udlevering af dokumenter eller oplysninger som en myndighed afgiver som led i en solohistorie, vil det efter ombudsmandens opfattelse være ønskeligt at myndigheden i notatet yderligere angiver den eller de interesser som myndigheden har tillagt betydning ved beslutningen om udlevering. (J.nr. 2003-0322-401).

En borger klagede til ombudsmanden over at kommunen og det sociale nævn havde afvist at godkende hendes udgifter til bil som ”rimelige faste udgifter” i forbindelse med hendes ansøgning om personligt tillæg efter pensionsloven. Som begrundelse havde myndighederne henvist til en fast praksis hvor udgifter til bil kun godkendes hvis bilen er nødvendig af helbredsmæssige eller arbejdsmæssige grunde.

Ombudsmanden mente at myndighederne burde have vurderet om ansøgerens argumenter for at have bil kunne føre til at myndighederne i det konkrete tilfælde måtte fravige deres praksis. Ved ikke at gøre det havde myndighederne efter ombudsmandens opfattelse ulovligt sat skøn under regel.

Sagen rejste også et spørgsmål om begrundelse, jf. forvaltningslovens § 24. Ombudsmanden mente at myndighedernes begrundelse – hvor myndighederne henviste til den faste praksis – overordnet set var subjektivt korrekt.
(J.nr. 2008-1332-055).

En journalist klagede til ombudsmanden over at statsministeren havde afvist at give ham et interview om Irak-krigen. Journalisten havde gennem længere tid bedt om et interview. Ombudsmanden afsluttede i første omgang sin behandling af sagen uden kritik. Han lagde i den forbindelse bl.a. vægt på oplysninger fra Statsministeriet om at statsministeren gennem længere tid slet ikke havde deltaget i interviews om Irak-krigen.

Journalisten gjorde efter afslutningen af sagen ombudsmanden opmærksom på at statsministeren i august 2006 havde givet et interview om Irak-krigen til et andet medie. Ombudsmanden genoptog på den baggrund behandlingen af sagen.

Ombudsmanden udtalte herefter at han fortsat ikke havde grundlag for at kritisere statsministerens afvisning af at deltage i et interview med journalisten i den periode hvor statsministeren generelt set afviste at deltage i interview om Irak-krigen. Efter at statsministeren igen var begyndt at give interview om Irak-krigen, mente ombudsmanden ikke at Statsministeriet havde dokumenteret nogen konkret grund til at journalisten ikke kunne få et interview. Ombudsmanden bad Statsministeriet om at genoptage sagen eller give en konkret begrundelse for afslaget.

Dagen efter ombudsmandens udtalelse traf Statsministeriet en ny afgørelse om ikke at give journalisten et interview. Ministeriet gav ikke en konkret begrundelse for afslaget. Journalisten bad på den baggrund ombudsmanden om at genoptage sagen med henvisning til at Statsministeriet havde afvist at følge ombudsmandens henstilling.

Da statsministeren kort tid efter gav journalisten et interview om Irak-krigen, meddelte ombudsmanden at han ikke foretog sig mere i sagen.
(J.nr. 2006-3446-450).

En kommune afskedigede tre familierådgivere på samme grundlag. To af de tre afskedigede fik deres sag prøvet af et afskedigelsesnævn der tilkendegav at der ikke var tilstrækkeligt sagligt grundlag for de to afskedigelser.

Den tredje familierådgiver opfyldte ikke overenskomstens betingelser for at få sin sag prøvet ved et afskedigelsesnævn. Sagen blev indbragt for den kommunale tilsynsmyndighed der afgav en udtalelse i sagen. Under ombudsmandens undersøgelse af sagen ændrede tilsynsmyndigheden opfattelse sådan at tilsynsmyndigheden ikke mente at have kompetence i sagen.

Ombudsmanden indledte derefter en undersøgelse over for kommunen med fokus på kommunens forpligtelse til at genoverveje den tredje sag i lyset af afskedigelsesnævnets kendelse.

Kommunen ændrede begrundelsen for afskedigelsen. Ombudsmanden udtalte at afskedigelsen af den tredje familierådgiver med kommunens ændrede begrundelse savnede det fornødne saglige grundlag. Ombudsmanden henstillede derfor at kommunen genoptog sagen.

Kommunen oplyste efterfølgende at kommunen og den tredje familierådgiver havde indgået forlig i sagen.
(J.nr. 2004-4151-813).

En advokat klagede over at Direktoratet for Kriminalforsorgen under henvisning til hensynet til retsfølelsen havde afslået at give en tv-station tilladelse til at interviewe en indsat i fængslet. Advokaten mente at det var ulovligt at lægge vægt på dette hensyn, og at afgørelsen var i strid med ytringsfriheden efter artikel 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og eventuelt grundlovens § 77. Han mente også at afgørelsen var utilstrækkeligt begrundet. Endvidere mente han at manglende bekendtgørelse om tilbagekaldelse af institutionslederens kompetence til at træffe afgørelse i sager af denne art gjorde tilbagekaldelsen ugyldig.

Ombudsmanden udtalte at det ikke var ulovligt at lægge vægt på hensynet til retsfølelsen og at afgørelsen ikke var i strid med menneskerettighedskonventionens artikel 10 eller grundlovens § 77. Ombudsmanden fandt heller ikke at begrundelsen var utilstrækkelig, da afgørelsen var i overensstemmelse med en fast praksis. Ændring af kompetencen skulle ikke efter ombudsmandens opfattelse have været bekendtgjort. (J. nr. 1994-2783-625).

En lektor klagede over at han var blevet afskediget. Afskedigelsen var et led i besparelser.

Et antal medarbejdere, herunder lektoren, var blevet udpeget som dem læreanstalten bedst kunne undvære. Efter aftale med de involverede faglige organisationer fik de udpegede tilbudt fratrædelsesordninger. Lektoren ville i forhold til en uansøgt afskedigelse opnå en økonomisk fordel svarende til fire måneders løn.

Det var en forudsætning for at opnå økonomiske fordele at de udpegede indgav ansøgning om fratrædelse. Lektoren indgav sin ansøgning på grund af det økonomiske incitament. Han og de andre "ansøgere" fik behandlet deres sager efter de lempelige krav for ansøgningssager, bl.a. uden forudgående partshøring og uden ledsagende begrundelse for afskedigelsen.

Ombudsmanden udtalte at læreanstalten ikke havde sagligt grundlag for at gennemføre en økonomisk forskelsbehandling blandt de udpegede ansatte. Det var ikke sagligt kun at favorisere udpegede som søgte om afskedigelse, og som for så vidt gav afkald på at få behandlet deres afskedigelsessag efter reglerne om uansøgt afskedigelse. Denne forskelsbehandling anså ombudsmanden for at være i strid med almindelige retssikkerhedsprincipper og forvaltningslovens ufravigelige karakter. Læreanstalten burde have vejledt lektoren og andre udpegede om at deres sag ville blive behandlet efter fratrædelsesordningen hvad enten de ansøgte om afskedigelse eller blev afskediget uansøgt.

Ombudsmanden henstillede at myndighederne genoptog sagen. (J.nr. 1998-2382-819).

Kulturministeriet afskedigede med henvisning til tjenestemandslovens § 28 A fra hans stilling som overlærer på et voksenuddannelsescenter. Begrundelsen for afskedigelsen var tilbagevendende problemer vedrørende A's pædagogiske evner og undervisningsform.

Ombudsmanden udtalte, at afskedigelsen i henhold til den nævnte bestemmelse forudsætter, at der foreligger et sagligt grundlag for afskedigelsesbeslutningen. Ombudsmanden fremsatte dernæst nogle generelle betragtninger om, under hvilke omstændigheder manglende egnethed i tjenesten og samarbejdsvanskeligheder kan udgøre det fornødne saglige grundlag for en sådan afskedigelsesbeslutning.

Ombudsmanden fandt det ikke med tilstrækkelig sikkerhed godtgjort, at A's samarbejdsproblemer med centrets forstander havde haft en betydelig negativ indflydelse på A's udførelse af sine undervisningsopgaver. Det var derfor ombudsmandens opfattelse, at Kulturministeriet ikke havde haft det fornødne grundlag for at afskedige A. (J. nr. 1992-2270-812).

En gårdejer klagede over at Finansministeriet havde tiltrådt en afgørelse fra Hypotekbanken om tilbagebetaling af støtte til miljøinvestering.

I forbindelse med gårdejerens etablering af en stålsilo i 1978 fik han tilsagn om støtte i form af rentenedslag. Støtten blev beregnet på grundlag af renten af det kreditforeningslån som han optog i forbindelse med investeringen.

I 1987 ombyttede gårdejeren det pågældende lån med et nyt. Da Hypotekbanken fik meddelelse herom i 1993, fremsatte banken krav om tilbagebetaling af rentetilskuddene for perioden fra 1987. Hypotekbanken henviste til at grundlaget for ydelse af rentetilskud var bortfaldet ved indfrielsen af lånet.

Ombudsmanden udtalte at rentetilskuddet var ydet med henblik på at fremme investeringer i miljøet. Tilskuddet kunne således ikke anses for at være direkte afhængigt af det optagne lån. Hypotekbanken kunne derfor ikke uden en konkret vurdering lade rentetilskuddet bortfalde ved indfrielse af lånet. Ombudsmanden henstillede herefter til Hypotekbanken at genoptage sagen. (J. nr. 1994-2930-29).

A klagede over, at Arbejdsformidlingen (AF) og senere Arbejdsmarkedsnævnet (AMN) havde afslået hendes ansøgning om at gennemføre en uddannelse til kosmetolog som et uddannelsestilbud (UTB). Myndighederne havde i afgørelsen henvist til et særlig regionalt fastsat regelsæt. Regelsættet var udstedt af nævnet, men ikke offentliggjort. Det var heri bl.a. bestemt, at varigheden af et individuelt UTB skulle være mellem 13 og 26 uger. Afslaget til A var begrundet i, at hendes uddannelse ikke opfyldte denne tidsnorm. Efter at A havde indbragt sagen for ombudsmanden, begrundede AMN i en udtalelse tillige afgørelsen med, at et UTB ikke kan godkendes, efter at uddannelsen er startet. Nævnet henviste herved til et cirkulære af 14. december 1989 udstedt af Arbejdsmarkedsstyrelsen (AMS).

Ombudsmanden var afskåret fra at tage stilling til myndighedernes afgørelser i den konkrete sag, da den administrative rekurs ikke var udnyttet. Vedrørende de generelle spørgsmål om regelfastsættelse mv., som sagen rejste, meddelte ombudsmanden, at han kunne tilslutte sig den opfattelse, som AMS og Arbejdsministeriet (AM) havde givet udtryk for, hvorefter den regionale regelfastsættelse var sket uden hjemmel. Ombudsmanden fandt dette forhold uheldigt. Ombudsmanden kunne endvidere tilslutte sig AMS' og AM's opfattelse, hvorefter den begrænsning af den maksimale varighed af et individuelt UTB, som den regionale regel indeholdt, begrænsede rammerne for det lovfastsatte pligtmæssige skøn. Ombudsmanden fandt dette kritisabelt. Ombudsmanden var imidlertid ikke enig med AM i, at AMS' cirkulære udelukkende var en tjenestebefaling og derfor ikke indeholdt bestemmelser, der selvstændigt regulerede borgernes retsstilling. Ombudsmanden henstillede, at AM foranledigede, at den nævnte regel blev udsendt i bekendtgørelsesform. (J. nr. 1990-1900-021).

Et forsikringsselskab klagede til ombudsmanden over at Rigspolitiet og Justitsministeriet havde afslået en anmodning på vegne af 7 forsikringsselskaber om at modtage ugentlige dataleverancer fra Centralregisteret for Motorkøretøjer (CRM).
 
Ombudsmanden mente at myndighederne var berettigede til at udlevere oplysningerne efter persondatalovens § 6, stk. 1, nr. 7. Spørgsmålet var imidlertid om myndighederne også havde pligt til at udlevere oplysningerne. Ved vurderingen af det spørgsmål lagde ombudsmanden vægt på at Rigspolitiet ikke generelt havde afslået tilsvarende anmodninger. Hvis myndighederne ville afslå selskabets anmodning – selv om en videregivelse var berettiget efter persondataloven – måtte myndighederne derfor konkret kunne redegøre for de grunde der førte til at anmodningen alligevel blev afslået. Det skyldes at myndighederne er undergivet de almindelige forvaltningsretlige krav om lighed og saglighed.
 
Justitsministeriet havde lagt vægt på en risiko for misbrug hvis ethvert forsikringsselskab og andre virksomheder med en lignende interesse i oplysningerne kunne få adgang hertil. Ministeriet havde også lagt vægt på den administrative byrde som en eventuel tilladelse ville medføre. Endelig mente Justitsministeriet ikke at det forhold at Forsikring & Pension modtog de pågældende oplysninger til brug for Forsikringsluppen, kunne føre til at Rigspolitiet også var forpligtet til at videregive oplysningerne til de 7 forsikringsselskaber.
 
Sammenfattende var det ombudsmandens opfattelse at Justitsministeriet ikke havde tilstrækkeligt grundlag for at afslå selskabets anmodning.
 
Da administrationen af området var overgået til SKAT den 1. januar 2008, henstillede ombudsmanden til Skatteministeriet at genoptage sagen med henblik på at træffe en ny afgørelse. 
(J.nr. 2007-4303-619).