A, som i mange år havde haft rygproblemer, fik forelagt et arbejdstilbud som medhjælper på en institution. Under en ansættelsessamtale blev indholdet af arbejdet og A's helbredsmæssige situation drøftet. A, som ikke mente at kunne klare arbejdet fysisk, blev opfordret til at forsøge og eventuelt senere klage over arbejdstilbuddet. Inden påbegyndelsen meldte A alligevel fra og klagede senere til arbejdsmarkedsnævnet, som fandt, at der havde været tale om et rimeligt arbejdstilbud.

Ombudsmanden fandt, at der ved bedømmelsen af, om et arbejdstilbud kan anses for rimeligt, skal foretages en konkret vurdering af den enkelte arbejdstilbudsmodtager i forhold til det konkrete arbejdstilbud, og at tanken med klageadgangen til arbejdsmarkedsnævnet er, at denne skal kunne udnyttes, når arbejdstilbuddet gives.

Efter en bedømmelse af de foreliggende oplysninger om forløbet i forbindelse med arbejdstilbuddet til A og ansættelsessamtalen anså ombudsmanden det for tvivlsomt, om A havde fået anvist et arbejdstilbud, som ud fra hendes situation konkret kunne betegnes som "rimeligt".

Ombudsmanden henstillede til arbejdsmarkedsnævnet at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse. (J. nr. 1990-1746-021).

På baggrund af en konkret sag, hvor A havde klaget over et afslag på hjælp til anskaffelse af et arbejdsredskab efter den dagældende bestemmelse i bistandslovens § 42, stk. 7, nu § 43, stk. 9, fandt ombudsmanden anledning til at henlede Socialministeriets (SM's) opmærksomhed på at der herskede en vis tvivl om, hvorvidt princippet i bistandslovens § 38, stk. 3, om ikke-fradrag af bistands- og plejetillæg burde anvendes i sager om hjælp efter bistandslovens § 43, stk. 9.

SM meddelte i den anledning at SM ikke var enig i den fortolkning af bistandslovens § 42, stk. 7 (§ 43, stk. 9), som var lagt til grund i den konkrete sag, samt at SM ved en snarlig revision af § 43-vejledningen ville tydeliggøre at princippet i bistandslovens § 38, stk. 2, nr. 1, (tidligere stk. 3) burde anvendes ved afgørelser om hjælp til anskaffelse af arbejdsredskaber efter bistandslovens § 43, stk. 9.

Ombudsmanden udtalte herefter at han på baggrund af den retsopfattelse, som han havde givet udtryk for i den konkrete sag, fandt det rigtigst at SM's standpunkt kom til udtryk i en ændring af selve bistandsloven. Ombudsmanden henstillede under henvisning til ombudsmandslovens § 11 til SM at overveje at søge bistandsloven ændret i overensstemmelse med det anførte ved først givne lejlighed. (J. nr. 1991-859-053).

En døv kvinde søgte om økonomisk hjælp til sammen med sin mindreårige, hørende datter at deltage i et familiekursus for døve familier med hørende børn. Kommunen afslog at bevilge merudgiftsydelse efter § 100 i lov om social service, og det sociale nævn fastholdt kommunens afgørelse. Afslaget var begrundet med at den døve kvinde ikke var omfattet af den personkreds som kunne få hjælp til dækning af nødvendige merudgifter efter bestemmelsen i servicelovens § 100. En institution – som repræsenterede kvinden – pegede på at afgørelsen ville betyde at voksne døve uden anden funktionsnedsættelse end hørehandicappet reelt ville være afskåret fra at få dækket merudgifter som følge af funktionsnedsættelsen.

Ombudsmanden kunne ikke kritisere afgørelserne i sagen eller den administrative praksis som afgørelserne var udtryk for. Imidlertid var netop døve nævnt i forarbejderne som et af eksemplerne på persongrupper der kunne få hjælp til dækning af merudgifter. Ombudsmanden mente derfor at der bestod en vis tvivl om hvorvidt den fastlagte praksis var helt i overensstemmelse med intentionerne med bestemmelsen om merudgift, og at der også var en vis usikkerhed om hvordan den fastlagte praksis harmonerede med det overordnede kompensationsprincip på handicapområdet. Ombudsmanden orienterede derfor blandt andet Folketingets Retsudvalg om sagen.
(J.nr. 2007-4204-052).

Klik på linket til højre for at læse hele redegørelsen.

Astma-Allergi Forbundet klagede på vegne af et forældrepar over et afslag på hjælp til parrets datters medicinudgifter. Datteren led af astmatisk bronkitis, men var i perioder symptomfri som følge af den daglige medicinske behandling.

Det Sociale Ankenævn for Storstrøms Amt havde meddelt forældrene at datteren ikke var omfattet af personkredsen der kunne ydes hjælp til da lidelsen ikke kunne anses for at være kronisk.

I sin udtalelse til ombudsmanden henviste ankenævnet til at lidelsen og følgerne af lidelsen hele tiden skulle være til stede for at datteren kunne anses for omfattet af personkredsen i bistandslovens § 48.

Ombudmanden udtalte at nævnets retsopfattelse var betænkelig når den periodiske symptomfrihed skyldtes en vedvarende medicinering. Ombudsmanden mente at det var uklart om ankenævnet i sin vurdering havde inddraget oplysningerne om at årsagen til at parrets datter i perioder var symptomfri var den daglige medicinske behandling. Ombudsmanden henstillede derfor til ankenævnet at sagen blev genoptaget, og at ankenævnet foretog en ny vurdering af spørgsmålet om hvorvidt parrets datters lidelse kunne anses for kronisk. (J.nr. 1995-600-050).

En kvinde der led af epilepsi, fik dækket sine merudgifter til medicin. Medicinen var en nødvendighed for at hun kunne arbejde og i øvrigt have en velfungerende dagligdag.

Det sociale ankenævn afslog at fortsætte udbetaling af hjælp til medicinudgifterne under henvisning til at sygdommen ikke havde en tilstrækkelig indgribende karakter i kvindens daglige tilværelse. Den Sociale Ankestyrelse afviste at tage sagen op til principiel behandling. I sin udtalelse til ombudsmanden henviste Ankestyrelsen til at der ved vurderingen af lovens betingelse om vidtgående fysisk eller psykisk handicap skal tages hensyn til hvorledes personens funktionsevne er efter behandling.

Ombudsmanden var ikke enig i Ankestyrelsens retsopfattelse. Ombudsmanden mente af ordene "vidtgående fysisk eller psykisk handicap" skal forstås sådan at vurderingen af handicappet skal foretages uafhængigt af den løbende eller varige behandling den pågældende er i. Ombudsmanden henviste til at myndighederne retsopfattelse førte til at udgifter til medicin som gør en person symptomfri, ikke ville kunne dækkes, hvorimod de samme udgifter for så vidt ville kunen dækkes hvis medicinen ikke virkede efter hensigten. Ombudsmanden henstillede derfor til ankenævnet at sagen blev genoptaget, og at nævnet traf en ny afgørelse i lyset af det anførte. (J.nr. 1996-1942-050).

En landmand anmeldte opførelse af en svinestald til en kommune.

Kommunen afslog at godkende byggeriet fordi afstanden fra stalden til et planlagt boligområde var under 300 m.

Ombudsmanden udtalte at hverken en regionplan eller et forslag til kommuneplan kunne udgøre tilstrækkelig hjemmel for afslaget. Hertil krævedes en endelig vedtaget kommuneplan, og en sådan forelå først efter at afslaget var givet. Da den endelige kommuneplan imidlertid blev vedtaget samme dag som afslaget blev givet, foretog ombudsmanden sig efter omstændighederne ikke mere i sagen.

Ombudsmanden udtalte endvidere at både kommunens begrundelse for afslaget og kommunens klagevejledning var mangelfulde. Desuden havde Skov- og Naturstyrelsen ikke orienteret landmanden tilstrækkeligt om sagens behandling. (J.nr. 2003-2721- 110).

En advokat klagede på en førtidspensionists vegne over myndighedernes afslag på særligt pensionstillæg til enlige. Det sociale nævn lagde i sin afgørelse bl.a. vægt på at førtidspensionisten havde fælles adresse med en anden mand, og at adressen var opført som en enfamiliebolig. Parterne ejede 50 pct. hver.

Ombudsmanden udtalte at oplysningerne om de formelle boforhold som nævnet tilsyneladende havde lagt afgørende vægt på, ikke i sig selv kunne føre til at bedømme en person som samlevende når de øvrige oplysninger i sagen, herunder alle de forhold som udtrykkeligt er nævnt i loven, førte til det modsatte resultat. Nævnet burde have lagt afgørende vægt på oplysningerne om den måde hvorpå parterne faktisk havde indrettet sig på den fælles adresse, ligesom nævnet burde have vurderet om der var tale om ægteskabs- eller partnerskabslignende forhold. I lyset af dette henstillede ombudsmanden til nævnet at genoptage sagen.

Ombudsmanden kritiserede også at kommunens afgørelse ikke var tilstrækkelig begrundet og at kommunen og det sociale nævn ikke havde partshørt i tilstrækkeligt omfang. (J.nr. 1998-3782-043).

En mand søgte om førtidspension den 16. december 1997. Han fik tildelt pension den 9. marts 2000 med virkning fra den 1. april 1998. Den 28. marts 2000 søgte han om personligt tillæg til bl.a. allerede afholdte varmeudgifter med tilbagevirkende kraft fra den 1. april 1998.

Kommunen afslog ansøgningen – et afslag som det sociale nævn tiltrådte.

Ombudsmanden fortolkede pensionslovens § 17, stk. 5, sådan at personligt tillæg kan ydes med virkning fra det tidspunkt hvorfra pensionen tilkendes, det vil i den foreliggende sag sige fra den 1. april 1998.

Ombudsmanden udtalte at afgørelser om varmetillæg skulle træffes med hjemmel i pensionslovens § 17, stk. 2, 1. pkt.

Ombudsmanden mente ikke at der i sagen kunne stilles krav om forudgående ansøgning. Ombudsmanden fremkom i den forbindelse med en række generelle bemærkninger om det socialretlige princip om forudgående ansøgning, herunder hvilke hensyn der bar det, og hvilke hensyn der kunne begrunde undtagelse fra det.

Ombudsmanden henstillede til nævnet at nævnet genoptog behandlingen af sagen således at manden kunne få udbetalt varmetillæg for perioden fra den 1. april 1998 til den 31. marts 2000. (J.nr. 2001-0928-042).

Erstatningsnævnet afslog at give erstatning til en ung mand der var blevet stukket med en kniv under et overfald.

Erstatningsnævnet fremhævede i sit afslag at den unge mand ikke havde medvirket til sagens opklaring idet hans far, ifølge politiets oplysninger, havde henvendt sig til politiet og meddelt at sønnen ønskede at trække anmeldelsen tilbage. Nævnet afslog efterfølgende at genoptage sagen idet nævnet ikke fandt det godtgjort at sønnen havde været udsat for en straffelovsovertrædelse fordi politianmeldelsen var trukket tilbage.

Ombudsmanden kritiserede at nævnet ikke, før afgørelsen blev truffet, partshørte den unge mand over oplysningerne i politiets rapportmateriale som havde afgørende betydning for afslaget. Endvidere mente ombudsmanden det var kritisabelt at nævnet ikke undersøgte de nærmere omstændigheder da nævnet lagde til grund at politianmeldelsen efter farens henvendelse var trukket tilbage. Ombudsmanden mente ikke at nævnet uden videre kunne slutte at faren havde handlet på sønnens vegne, og at sønnen med rimelighed måtte bære konsekvenserne heraf. Nævnet havde derfor efter ombudsmandens opfattelse ikke tilvejebragt et fyldestgørende grundlag da nævnet traf afgørelse om at afslå ansøgningen om erstatning.

Ombudsmanden kritiserede også at nævnet ikke på baggrund af henvendelser fra den unge mands advokat forsøgte at få de nærmere omstændigheder i sagen belyst. Efter ombudsmandens mening havde nævnet således ikke haft det nødvendige grundlag for at afslå en genoptagelse af sagen. Ombudsmanden mente heller ikke det var berettiget at afslå erstatning med henvisning til at en straffelovsovertrædelse ikke var godtgjort.

Ombudsmanden henstillede herefter at nævnet genoptog behandlingen af sagen da han anså nævnets afslag på genoptagelse for uberettigede. (J.nr. 2002-2045-660).

Et dagblad bad Undervisningsministeriet om aktindsigt i indberetninger om standpunktskarakterer og prøvekarakterer fra grundskolerne. Ministeriet afslog anmodningen med henvisning til at indberetningerne var til statistisk brug, og at oplysningerne ikke var et led i en administrativ sagsbehandling. Endvidere henviste ministeriet til at dele af indberetningerne indeholdt oplysninger om enkeltpersoners private forhold.

Efter ombudsmandens opfattelse havde Undervisningsministeriet ikke hjemmel i offentlighedslovens § 4, stk. 1, 1. pkt., og § 10, nr. 5, til at afslå anmodningen om aktindsigt. Ombudsmanden mente det var usikkert i hvilket omfang oplysningerne kunne henføres til bestemte personer. Ombudsmanden pegede på muligheden for at anonymisere de identificerbare oplysninger. Herudover mente ombudsmanden at Undervisningsministeriet burde have overvejet om der kunne gives meroffentlighed.

Ombudsmanden henstillede at ministeriet traf en ny afgørelse. (J.nr. 2001-0057-701).

En avis bad Skatteministeriet og Told- og Skattestyrelsen om aktindsigt i sagen om den forestående sammenlægning af de eksisterende toldafdelinger til toldcentre. Avisen fik aktindsigt i sagens dokumenter bortset fra styrelsens indstillinger til ministeriet. Styrelsen undtog disse indstillinger med henvisning til offentlighedslovens § 10, nr. 3, om sekretariatsbetjening. Over for ombudsmanden anførte myndighederne også at styrelsen i sagen havde udført ministerbetjening, og at dokumenterne derfor også kunne undtages fra aktindsigt ved anvendelse af offentlighedslovens § 7, nr. 2, om intern brevvekslingen inden for samme myndighed.

Ombudsmanden mente ikke at der ved sekretariatsopgaver og funktioner i grænseområdet dertil kunne inddrages et funktionelt kriterium ved anvendelsen af § 7, nr. 2, idet bestemmelsen i § 10, nr. 3, udtømmende omhandlede sådanne tilfælde. Ombudsmanden anså det endvidere for tvivlsomt om der var tale om sekretariatsfunktioner. Herved lagde ombudsmanden bl.a. vægt på at afgrænsningen af sekretariatsfunktionen var både ulovbestemt og uklar, og at samarbejdet i øvrigt mindede om almindeligt samarbejde mellem en styrelse og et ministerium. Ombudsmanden henstillede herefter til ministeriet at genoptage sagen. (J.nr. 1997-2213-201).

En person bad om aktindsigt efter lov om aktindsigt i miljøoplysninger i data fra et register med oplysninger om brugen af receptpligtig medicin til dyr. Danmarks Fødevareforskning afslog ansøgningen. Afslaget blev fastholdt af Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender.

  Som led i behandlingen af sagen havde ministeriet modtaget en udtalelse fra Danmarks Fødevareforskning om at det ville kræve omfattende analyser at vurdere om de præparater der var oplysninger om i registret, ville kunne påvirke miljøet.

  Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender anførte som begrundelse for at fastholde afslaget bl.a. at oplysningerne i registret var så fjerntliggende i forhold til miljøet at oplysningerne ikke var miljøoplysninger i lovens forstand. Ministeriet anførte at ministeriet havde lagt vægt på at formålet med oprettelsen af det omhandlede register var fødevarehensyn og ikke miljøhensyn.

  Ombudsmanden kritiserede at ministeriet ikke havde foretaget en nærmere undersøgelse af om oplysningerne i registret var omfattet af begrebet miljøoplysninger som defineret i lov om aktindsigt i miljøoplysninger. Han kritiserede endvidere at ministeriet havde anvendt formålet med registrets oprettelse som hovedkriterium ved vurderingen heraf. Ombudsmanden henviste til at det fremgik af bemærkningerne til en ændring af lov om aktindsigt i miljøoplysninger at den sammenhæng som oplysningerne indgik i, ikke længere skulle være afgørende.

  (J.nr. 2005-0951-301).

En kvinde klagede over at Sundhedsvæsenets Patientklagenævn havde afvist at behandle hendes klage over en operation foretaget i 1963. Patientklagenævnet havde som en del af begrundelsen henvist til § 22, stk. 1, i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse hvorefter der gælder en frist på to år for indgivelse af klager til nævnet.

Klageren anførte at hun hverken var eller burde være bekendt med de påklagede forhold før i 1994. Klagen der var indgivet samme år, måtte derfor være rettidig.

Ud over fortsat at henvise til toårsfristen i centralstyrelseslovens § 22, stk. 1, anførte Patientklagenævnet i en udtalelse til ombudsmanden at kvindens reelle muligheder for erstatning ikke længere var til stede, og at klagen, 30 år efter, formentlig ikke lod sig undersøge.

Efter sin formulering retter bestemmelsen i centralstyrelseslovens § 22, stk. 1, sig mod klagers subjektive forhold. Ombudsmanden lagde til grund at nævnet på et senere tidspunkt af sagsforløbet var af den opfattelse at kvinden ikke var eller burde være bekendt med de forhold hun klagede over, før i 1994. Hun havde således - også efter nævnets opfattelse - klaget inden for fristen. Da klagen var rettidigt indgivet, gav den pågældende bestemmelse ikke hjemmel til at afvise klagen. Patientklagenævnet burde derfor ikke have henvist til bestemmelsen som (en del af) begrundelsen for ikke at behandle sagen.

Det er almindeligt antaget at en myndighed i særlige tilfælde kan undlade at behandle en i øvrigt rettidigt indgivet klage. Under henvisning til det der var oplyst om kvindens manglende retlige interesse i at få det påklagede forhold bedømt, havde ombudsmanden ikke grundlag for at henstille at Patientklagenævnet genoptog sagens behandling. (J.nr. 1995-2286-420).

Den Sociale Ankestyrelse (DSA) havde godkendt A's forgiftningslidelse efter arbejdsskadeforsikringsloven, men med forbehold for ikke arbejdsbetinget lidelse. Forbeholdet var begrundet med, at det fandtes overvejende sandsynligt, at der også var konkurrerende årsager til lidelsen, og (DSA) henviste i den forbindelse til det langvarige tidsforløb fra ophør af A's udsættelse for opløsningsmidler, og til lidelsen havde sat sig varige spor. DSA havde efterfølgende oplyst, at der ikke var taget stilling til, hvilke konkurrerende årsager der havde haft indflydelse.

Afgørelsen blev truffet på grundlag af bestemmelsen i arbejdsskadeforsikringsloven § 10, stk. 2, hvorefter en person, der har pådraget sig en erhvervssygdom, har krav på ydelser efter loven, medmindre det anses for overvejende sandsynligt, at pågældendes sygdom skyldes andre forhold end de erhvervsmæssige. På baggrund af forarbejderne til denne bevisregel med "omvendt bevisbyrde" anså ombudsmanden det for tvivlsomt, om DSA's afgørelse i A's sag var i overensstemmelse med bestemmelsen i lovens § 10, stk. 2.

Ombudsmanden henstillede til DSA at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse. (J. nr. 1989-1608-031).

En anmodning om erstatning efter arbejdsskadesikringsloven kan afvises hvis skaden er anmeldt for sent (formel afvisning), eller hvis skaden ikke er omfattet af loven fordi den ikke skyldes arbejdet eller de forhold det er foregået under (indholdsmæssig afvisning).

Efter lovens § 24, stk. 1 (den nuværende § 41, stk. 1), kan en afvist sag genoptages inden for fem år hvor skadelidte eller efterladte har fået meddelelse om at skaden ”ikke er omfattet af loven”.

Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen havde i en konkret sag afvist en anmodning fordi den var indgivet for sent. Senere havde myndighederne afvist at genoptage sagen bl.a. med henvisning til § 24, stk. 1 (nu § 41, stk. 1).

På den baggrund rejste ombudsmanden en generel sag af egen drift.

Myndighederne var af den opfattelse at reglen i § 24, stk. 1 (nu § 41, stk. 1), omfatter alle afviste sager, dvs. såvel formelle som indholdsmæssige afvisninger.

Ombudsmanden var ikke enig i denne fortolkning af § 24, stk. 1 (nu § 41, stk. 1). Han mente at udtrykket ”ikke er omfattet af loven” alene sigter til afvisning med den begrundelse at der ikke foreligger en arbejdsskade i lovens forstand. Bestemmelsen omfatter efter ombudsmandens opfattelse ikke formelle afvisninger. En genoptagelsesanmodning skal derfor i disse tilfælde ikke bedømmes efter § 24, men efter almindelige forvaltningsretlige grundsætninger om genoptagelse. Dette har bl.a. den betydning at femårsreglen i § 24, stk. 1 (nu § 41, stk. 1), ikke finder anvendelse.

Myndighederne oplyste at man i øvrigt anser betingelserne for genoptagelse efter § 24, stk. 1 (nu § 41, stk. 1), for lempeligere end kravene til forvaltningsretlig genoptagelse. Denne oplysning noterede ombudsmanden sig.

Myndighederne tog ombudsmandens retsopfattelse til efterretning og tilkendegav at de ville indrette sagsbehandlingen i overensstemmelse hermed.  Man ville endvidere overveje behovet for lovændringer. Ombudsmanden bad om at blive underrettet om resultatet af disse overvejelser.
(J.nr. 2005-1902-023).

Et forbund blev i april 1999 opmærksom på at dagpengeretten for et af dets medlemmer ophørte i november 1997. Arbejdsløshedskassen stoppede herefter udbetalingen af dagpenge til medlemmet og meddelte hende at hun heller ikke havde ret til at gå på efterløn.

Forbundet påtog sig i øvrigt ansvaret for de med urette udbetalte dagpenge.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen og Arbejdsmarkedets Ankenævn bestemte herefter at medlemmet skulle stilles som om hun havde søgt efterløn før retten til dagpenge ophørte. Efterlønnen skulle først udbetales fra den dato hvor udbetalingen af dagpenge stoppede. Myndighederne bestemte samtidig at forbundet i medfør af arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 4, skulle tilbagebetale et refusionsbeløb svarende til de med urette udbetalte dagpenge.

Ombudsmanden mente at bestemmelsen i arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 4, var af erstatningsretlig karakter og derfor måtte fortolkes i overensstemmelse med de almindelige erstatningsretlige reglers krav. Statens tab udgjorde kun differencen mellem de med urette udbetalte dagpenge og den efterløn som medlemmet i stedet skulle have haft fra november 1997 hvor dagpengeretten ophørte. Ombudsmanden mente derfor at det kun var denne difference der ikke var refusion for. (J.nr. 2000-1896-020).

En forening klagede til et arbejdsmarkedsråd over at en kommune anvendte kontanthjælpsmodtagere i individuel jobtræning til rengøring hos pensionister. Foreningen mente at der var tale om konkurrenceforvridning. Arbejdsmarkedsrådet skulle tage stilling til om aktiveringen var i strid med §§ 31-33 i bekendtgørelsen om kontanthjælpsmodtageres aktivering efter lov om aktiv socialpolitik.

Arbejdsmarkedsrådet afviste at der var tale om konkurrenceforvridning.

Ombudsmanden udtalte i forbindelse med sagen at officialprincippet indebærer at det er myndigheden der er ansvarlig for at sagen er fornødent oplyst. Oplysning af faktum kan oftest foregå i samarbejde med parterne, eventuelt ved at stille opklarende spørgsmål til parterne. Oplysning af jus kan myndigheden normalt selv forestå hvis myndigheden er i stand til at fortolke og udfylde de relevante regler. Myndigheden kan også indhente udtalelser fra relevante ressortministerier/myndigheder hvis der er behov for bistand i relation til afklaring af det juridiske grundlag.

Ombudsmanden kritiserede Arbejdsmarkedsrådets oplysningsgrundlag og begrundelse.

Samlet set anså ombudsmanden rådets konkrete sagsbehandling for yderst kritisabel.
Efter loven påser regionschefen for den statslige arbejdsformidling at arbejdsmarkedsrådets beslutninger er lovlige. Ombudsmanden anså det for meget beklageligt at regionschefen end ikke mente at der var tvivl om lovligheden af arbejdsmarkedsrådets beslutninger og derfor ikke indberettede sagen til Beskæftigelsesministeriet.

Ombudsmanden udtalte sig endvidere om indholdet af Beskæftigelsesministeriets lovbestemte tilsynspligt. En lovbestemt tilsynspligt må indebære en pligt for ministeriet til at konstatere over for rådet (og regionschefen) hvis ministeriet vurderer at arbejdsmarkedsrådets beslutning anses for ulovlig, og give ministeriet mulighed for at give arbejdsmarkedsrådet en henstilling.

(J.nr. 2003-3687-022).

To advokater klagede for en grossist af veterinære lægemidler og en apoteker over at Sundhedsministeriet (SU) havde grebet ind over for en distributionsaftale mellem apotekeren, og grossisten, hvorefter dyrlæger der købte medicin hos apotekeren fik en omkostningsbestemt bonus af grossisten. Bonussen udbetaltes ikke direkte ved dyrlægernes køb hos apotekeren, men udbetaltes af grossisten på baggrund af apotekerens indberetninger af de enkelte dyrlægers køb af medicin.

Ordningen stred mod bekendtgørelse om reklame for lægemidler § 7, stk. 3, hvorefter omkostningsbestemte rabatter kun kan ydes ved direkte køb af lægemidler. Bekendtgørelsen var udstedt i henhold til lægemiddellovens § 26, stk. 3.

Ombudsmanden udtalte at der ikke i lægemiddellovens § 26, stk. 3, var hjemmel til at udstede regler, der forbød omkostningsrelaterede rabatter - uanset af hvem de blev udbetalt. Bekendtgørelsens § 7, stk. 3, havde derfor ikke hjemmel i lægemiddelloven. Ombudsmanden henstillede til SU at genoptage sagen vedrørende grossistens bonusudbetaling og træffe en ny afgørelse. (J. nr. 1993-1739-421).

Et forlag klagede over at Udenrigsministeriet havde afslået at hjælpe forlaget med ajourføringen af en eksporthåndbog. Forlaget og Udenrigsministeriet havde tidligere igennem 60 år samarbejdet om udgivelsen af håndbogen, men Udenrigsministeriet havde opsagt aftalen og samarbejdede nu med et andet forlag.

Ombudsmanden fandt ikke grundlag for at kritisere Udenrigsministeriets afslag. Han kunne dog ikke tilslutte sig Udenrigsministeriets opfattelse af at bl.a. ministeriets publikationsvirksomhed ikke var omfattet af almindelige forvaltningsretlige regler. Ombudsmanden fastslog at en forvaltningsmyndighed også på områder der er præget af mere kommercielle overvejelser, skal overholde såvel de særlige regler der gælder for det pågældende område, som visse almindelige forvaltningsretlige krav. (J. nr. 1994-1321-45).

A, der var ugift og havde en datter, meddelte social- og sundhedsforvaltningen, at hun havde købt hus sammen med B, men at der ikke var etableret samlivsforhold, idet huset var opdelt i 2 lejligheder. Socialudvalget afslog at yde A ordinært og ekstra børnetilskud som enlig forsørger. Amtsankenævnet stadfæstede afgørelsen og lagde herved vægt på, at A havde købt ejendommen i lige sameje med B, at parterne beboede ejendommen sammen, at ejendommen kun har én lejlighed, og at parterne ved at købe og bebo ejendommen sammen havde etableret fælles husførelse.

Ombudsmanden fandt, at omstændighederne i sagen skabte en vis formodning for, at der forelå gensidig forsørgelse, og der således var etableret et "ægteskabslignende forhold" som omtalt i forarbejdsbemærkningerne til § 2 i børnetilskudsloven. A's udtrykkelige benægtelse heraf samt - da amtsankenævnet traf afgørelse i sagen - en oplysning om, at E var flyttet sammen med B på adressen, skabte dog efter ombudsmandens opfattelse en sådan sandsynlighed for, at der alene var tale om et bofællesskab, at amtsankenævnet burde have betragtet A som enlig forsørger. Ombudsmanden henstillede, at sagen blev genoptaget til fornyet behandling. Kommunen tilkendte herefter A ordinært og ekstra børnetilskud for den pågældende periode. (J. nr. 1989-951-041).

En førtidspensionist fik af revaliderings- og pensionsnævnet støtte til køb af en bil i form af et lån. Først efter at kommunen havde udbetalt lånet til bilen, klagede kommunen over nævnets afgørelse til Den Sociale Ankestyrelse. Den Sociale Ankestyrelse ændrede nævnets afgørelse, og styrelsen bestemte at lånet skulle opsiges og restgælden indfries.

Ombudsmanden bad Den Sociale Ankestyrelse tage stilling til om opsigelsen af lånet var en automatisk følge af styrelsens afgørelse om at førtidspensionisten ikke var berettiget til støtte. I så fald skulle førtidspensionisten have en uddybende begrundelse for lovgrundlaget. Hvis Ankestyrelsen ikke mente det var en automatisk følge, henstillede ombudsmanden at styrelsen gav en uddybende begrundelse for de kriterier som indgik i Ankestyrelsens vurderingen af om lånet skulle opsiges. (J.nr. 1995-2442-054).

En mor havde forældremyndigheden over parrets fælles børn, og faren var pålagt at betale børnebidrag til moren. Samtidig fik moren udbetalt børnepensioner fra farens pensionsselskab.
Moren blev i 2002 vejledt af statsamtet om at hun ikke var berettiget til at modtage børnebidragene på grund af børnepensionerne.
Efter ansøgning fra faren i 2004 traf statsamtet afgørelse om at bidragene bortfaldt for fremtiden, men ikke med tilbagevirkende kraft. Familiestyrelsen stadfæstede i 2006 statsamtets afgørelse. Familiestyrelsen mente at moren med rette havde indrettet sig på at modtage bidragene på grund af farens langvarige passivitet, uanset at hun var klar over at hun muligvis ikke var berettiget til at modtage børnebidragene.
Efter faderens klage til ombudsmanden genoptog Familiestyrelsen sagen og traf en ny afgørelse om at børnebidragene skulle bortfalde med tilbagevirkende kraft. Familiestyrelsen mente ikke længere at moren med rette havde kunnet indrette sig på at modtage børnebidragene.
Moren klagede herefter til ombudsmanden. Hun henviste til den meget lange tid der var gået, og til at hun – i hvert fald efter Familiestyrelsens første afgørelse – med rette havde indrettet sig på at modtage børnebidragene.
Ombudsmanden mente imidlertid ikke at der var grundlag for at kritisere Familiestyrelsens seneste afgørelse.
Ombudsmanden mente ikke at en borger med rette kan indrette sig på en retstilstand som vedkommende ikke har en berettiget forventning om er korrekt. Derudover udtalte ombudsmanden sig om hvilke kriterier der skal inddrages når det skal vurderes om borgeren har en berettiget forventning.
Ombudsmanden fremsatte også nogle generelle bemærkninger om myndighedernes muligheder for at tilbagekalde afgørelser, herunder når sagen kan videreføres af andre parter.
Det forhold at moren havde modtaget en i hvert fald i nogen grad modstridende eller uklar vejledning fra kommunen, kunne ikke føre til et andet resultat, blandt andet fordi kommunen ikke var den kompetente myndighed.(J.nr. 2007-2800-652).

En advokat klagede på vegne af en pakistansk statsborger over at Udlændingestyrelsen og Indenrigsministeriet i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., anså den pakistanske statsborgers opholdstilladelse for bortfaldet. Myndighederne begrundede afgørelserne med at han havde opgivet sin bopæl i Danmark, og henviste til at han var frameldt folkeregistret, at han var rejst ud af landet, og at hans tidligere kone havde meddelt at hun havde bopæl i Pakistan sammen med parrets børn.

Ombudsmanden anførte at det fremgår af bestemmelsens forarbejder at det er en betingelse for anvendelse af udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., at udlændingen ved sine egne handlinger har vist at han har ønsket at opgive sin bopæl i Danmark. Andres dispositioner er derimod uden betydning.

Ombudsmanden udtalte på den baggrund at hverken Udlændingestyrelsen eller Indenrigsministeriet - ud fra de foreliggende oplysninger - havde tilstrækkeligt grundlag for at antage at den pakistanske statsborger havde opgivet sin bopæl i Danmark. Myndighedernes afgørelser var derfor efter ombudsmandens opfattelse kritisable, og ombudsmanden henstillede til Indenrigsministeriet at genoptage sagen. (J.nr. 1999-0941-643).

Persontrafikrådet meddelte advokat A, at de til et selskab udstedte tilladelser til turist- og bestillingskørsel var bortfaldet, da B ikke var den, der som selskabets ansvarlige leder vedvarende og faktisk havde forestået virksomhedens transportarbejde, jf. § 11 i bekendtgørelse nr. 620, af 6. december 1978 om kvalifikationskrav til indehaverne af tilladelser til buskørsel. A klagede til ombudsmanden herover og over sagens oplysning og behandling.

Ombudsmanden udtalte, at det ikke var lovligt, at Persontrafikrådet, som sket, havde fastsat vilkår om, at den ansvarlige leder B, skulle eje selskabets anparter helt eller delvist. Tilsidesættelse af vilkåret kunne derfor ikke tillægges vægt ved afgørelsen om tilladelsens bortfald i henhold til bekendtgørelsens § 11, stk. 2. I ombudsmandens vurdering af sagen indgik, at en begæring om aktindsigt ikke var behandlet korrekt. Ombudsmanden henstillede til Rådet, at der blev truffet en ny afgørelse.

Ombudsmanden fremførte samtidig nogle principielle synspunkter om det hjemmelsgrundlag, der var lagt til grund for Rådets afgørelser og henstillede, at Rådet overvejede at søge sin praksis ændret, således at formodede tilfælde af "stråmandsvirksomhed" blev bedømt efter buslovens regler om tilbagekaldelse af tilladelser.

Rådet meddelte efter en fornyet gennemgang af sagen, at selskabets tilladelser kunne opretholdes. Rådet havde endvidere taget ombudsmandens principielle betragtninger til efterretning, således at fremtidige sager om "stråmandsvirksomhed" ville blive behandlet efter reglerne om tilbagekaldelse. (J. nr. 1989-202-511).

På baggrund af en konkret sag mente ombudsmanden det var nødvendigt at bede Den Sociale Ankestyrelse forklare hvorfor styrelsen ikke mente at kunne tage de sociale nævns afgørelser efter inddrivelsesloven op til principiel eller generel behandling. Ombudsmanden fremlagde en række betragtninger der efter hans opfattelse talte for at styrelsen ikke er afskåret fra at behandle sådanne sager. Ankestyrelsen svarede ombudsmanden at styrelsen fortsat var af den opfattelse at den ikke kunne tage de pågældende sager op til principiel eller generel behandling.

Herefter forelagde ombudsmanden problemstillingen for Socialministeriet med henstilling om at ministeriet overvejede at bede om en udtalelse fra Justitsministeriet (under hvis ressort inddrivelsesloven hører, og hvis vejledning mv. Ankestyrelsen henviste til i sin udtalelse) inden Socialministeriet udtalte sig om spørgsmålet.

Socialministeriet tilkendegav senere sin opfattelse hvorefter der er en række betragtninger som taler for at Ankestyrelsen ikke er afskåret fra at behandle principielle eller generelle sager efter inddrivelsesloven. Socialministeriet oplyste at ministeriet ville tage initiativ til - ved kommende lejlighed - at præcisere dette i vejledningen til lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

På det foreliggende grundlag foretog ombudsmanden sig ikke mere i sagen. (J.nr. 2000-0440-009).

I januar 1999 traf børn og unge-udvalget i en kommune afgørelse om at tre børn - hvis forældre kom fra Jordan - fortsat skulle være anbragt uden for hjemmet. Den Sociale Ankestyrelse ophævede i april 1999 udvalgets afgørelse på grund af en formalitetsmangel, men traf efter servicelovens § 45, stk. 5, jf. stk. 3, afgørelse om at børnene fortsat skulle være anbragt uden for hjemmet.

I maj 1999 traf børn og unge-udvalget afgørelse om at anbringelsen af børnene uden for hjemmet skulle ophøre. Dagen efter besluttede Ankestyrelsen at tage sagen op til behandling, og senere samme måned underrettede Ankestyrelsen partsrepræsentanten om at der ville blive afholdt møde i Ankestyrelsen i juni 1999. Den 24. maj 1999 forlod faren Danmark med de to yngste børn.

Blandt andet på baggrund af den presseomtale der var af sagen, besluttede ombudsmanden at undersøge sagen af egen drift. Genstanden for ombudsmandens undersøgelse var først og fremmest Den Sociale Ankestyrelses rolle i sagen og Socialministeriets vurdering heraf.

Ombudsmanden udtalte at han var uenig med Den Sociale Ankestyrelse i at den dagældende lovgivning ikke gav Ankestyrelsen mulighed for at sikre at børnene fortsat befandt sig i Danmark på tidspunktet for Ankestyrelsens møde den 8. juni 1999. Ombudsmanden mente det var beklageligt at Den Sociale Ankestyrelse ikke fuldt ud udnyttede de muligheder som lovgivningen gav Ankestyrelsen for at sikre børnenes forbliven i landet indtil mødet, ligesom han mente det var beklageligt at Socialministeriet ikke i sin vurdering af Ankestyrelsens rolle i sagen tog i betragtning at Ankestyrelsen havde de nævnte muligheder. (J.nr. 2000-0721-071).

Med et medicinalfirma som sponsor gennemførte en overlæge en undersøgelse af forekomsten af depressioner hos ældre mennesker. Den regionale videnskabsetiske komité meddelte at projektet efter komitéens opfattelse var anmeldelsespligtigt. Overlægen fik imidlerid først anmeldt projektet på korrekt vis efter at projektet stort set var afsluttet.

Sagen blev overgivet til behandling i Den Centrale Videnskabsetiske Komité der traf afgørelse om at projektet var anmeldelsespligtigt. Komitéen udtrykte sin misbilligelse over at projektet ikke var blevet anmeldt rettidigt, og fastsatte som sanktion at projektet ikke måtte offentliggøres, medmindre der blev gjort opmærksom på at projektet ikke var godkendt af det videnskabsetiske komitésystem.

Ombudsmanden mente ikke han kunne kritisere at Den Centrale Videnskabsetiske Komité havde fundet projektet anmeldelsespligtigt. Ombudsmanden mente derimod ikke at Den Centrale Videnskabsetiske Komité havde hjemmel til at pålægge overlægen at gøre opmærksom på at projektet ikke var godkendt. Ombudsmanden henstillede på den baggrund at den pålagte sanktion blev trukket tilbage. (J.nr. 1997-2335-72).

A, der havde bopæl i Danmark, lånte en tysk ejet og tysk registreret bil til rallykørsel i Vesttyskland. A søgte rigspolitichefen om tilladelse til at benytte bilen til prøvekørsel her i landet i forbindelse med reparation af bilen. Rigspolitichefen afslog ansøgningen under henvisning til, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele dispensation. Rigspolitichefen tilføjede senere, at der efter fast praksis ikke gives tilladelse til privat kørsel i Danmark, bortset fra egentransport mellem grænsen og bopælen i de tilfælde, hvor den pågældende opholder sig i udlandet i erhvervsøjemed flere dage ad gangen og herunder skal anvende køretøjet. Justitsministeriet stadfæstede afslaget.

Ombudsmanden udtalte, at bestemmelsen i § 106 i registreringsbekendtgørelsen indeholder hjemmel for, at der i to tilfældegrupper kan dispenseres fra registreringspligten. Myndighedernes anførte praksis syntes udelukkende at afspejle den ene tilfældegruppe. Ombudsmanden fandt dette uforeneligt med indholdet af registreringsbekendtgørelsens § 106. Han henstillede til Justitsministeriet at genoptage sagens behandling.(J.nr. 1988-1452-611).

En advokat klagede over en skatteforvaltnings og en told- og skatteregions afslag på dispensation efter aktieavancebeskatningslovens § 2 b, stk. 5, i forbindelse med afståelsen af et andelsbevis. Til støtte for klagen anførte advokaten at afståelsen var et led i salget af hans klients virksomhed. Told- og skatteregionen henviste i sit afslag til at afståelsessummen i overvejende grad måtte anses som vederlag for virksomhedens formue, og ikke som vederlag for den fordel der lå i at have andelsselskabet som handelspartner. Told- og skatteregionen henviste herved til et cirkulære hvori denne sondring var afgørende.

Ombudsmanden udtalte at cirkulærets sondring savnede klar støtte i forarbejderne til lovens § 2 b.

Ombudsmanden mente endvidere ikke at told- og skatteregionen havde lagt afgørende vægt på de momenter i cirkulæret som direkte havde støtte i lovens § 2 b, stk. 5.

Ombudsmanden henstillede at told- og skatteregionen på ny overvejede sin afgørelse på baggrund af ombudsmandens opfattelse af dispensationsreglen i lovens § 2 b, stk. 5. (J. nr. 1994-340-214).

Vestsjællands Amt gav dispensation fra strandbeskyttelseslinien til en udstykning. Dispensationen blev givet i henhold til amtets almindelige praksis. Ombudsmanden kritiserede denne praksis for ikke at være i overensstemmelse med naturbeskyttelsesloven og fastslog at dispensationen ikke havde hjemmel i lovgivningen.

Amtet mente desuden at det var unødvendigt at give dispensation til en beplantning og en støttemur der var etableret inden for strandbeskyttelseslinien fordi de måtte være omfattet af en bagatelgrænse. Ombudsmanden pegede på at der ikke var en bagatelgrænse i reglerne om dispensation i naturbeskyttelsesloven på dette punkt. Derimod gav det ikke ombudsmanden anledning til bemærkninger at amtet anså beplantningen og støttemuren for omfattet af bagatelgrænsen i forbindelse med sin tilsynsfunktion efter lovens § 73, stk. 6. (J.nr. 1998-3421-141).

A, der siden 1974 havde været ansat i EF med bopæl i Bruxelles, klagede over Landsskatterettens stadfæstelse af et skatteråds afgørelse om, at han skulle betale bunden opsparing. A bestred ikke, at han var indkomstskattepligtig her i landet i henhold til kildeskattelovens § 1, nr. 1, sammenholdt med art. 14 i den til "Traktat om oprettelse af et fælles råd og en fælles kommission for EF" hørende protokol om EF's privilegier og immuniteter; denne artikel vedrører imidlertid kun indkomstskat, formueskat og arveafgift.

Skatterådets fastholdelse af beregningsgrundlaget for den opkrævede bundne opsparing påklagedes til Landsskatteretten, der imidlertid videresendte den til ligningskommissionen som en klage over selve opsparingspligten. Ligningskommissionen meddelte A, at kommissionen fastholdt hans skatteansættelse uændret. Da A herefter anførte, at hans klage alene vedrørte det forhold, at han var blevet pålagt byrder, udover hvad art. 14 i 1965-protokollen berettigede til, meddelte ligningskommissionen ham, at kommissionen ikke havde bemyndigelse til at træffe afgørelse vedrørende opsparingspligten og dennes retsgrundlag. Denne afgørelse indbragte A for Landsskatteretten, som stadfæstede skatterådets afgørelse.

Ombudsmanden fandt, at det havde været med urette, at Landsskatteretten, da denne fik sagen forelagt første gang, havde henvist den til behandling ved ligningskommissionen efter reglerne om klage over indkomstansættelser. Ombudsmanden anførte, at Landsskatteretten i den indklagede kendelse alene havde taget stilling til det spørgsmål, A havde rejst om, hvorledes § 1 i lov om bunden opsparing retteligt skulle fortolkes, og anførte, at Landsskatterettens fortolkning vedrørende dette spørgsmål ikke forekom ham helt utvivlsom. Ombudsmanden fandt dog ikke anledning til at gå ind i en nærmere vurdering heraf, men henstillede til Landsskatteretten at genoptage sagen, idet han fandt, at Landsskatteretten i kendelsen burde have taget stilling til, om bunden opsparing kan anses som "beskatning" efter art. 14 i den forannævnte traktat.

Ombudsmanden henviste klageren til, såfremt Landsskatteretten herefter traf en afgørelse, som klageren ikke var enig i, at indbringe Landsskatterettens afgørelse for domstolene inden 6 måneder efter kendelsens afsigelse. Ombudsmanden anførte herved, at ombudsmandsembedet efter hans opfattelse i almindelighed må anses for et mindre egnet forum for afklaring af tvivlsspørgsmål om rækkevidden af EF-retlige regler, fordi det alene er domstolene, som kan forelægge sådanne spørgsmål for EF-Domstolen til præjudiciel afgørelse. (J. nr. 1989-621-223).

A, der var fuldtidsforsikret medlem af en arbejdsløshedskasse og i perioder havde modtaget supplerende dagpenge ved siden af sin indtægt som deltidsansat husholdningslærer, klagede over at Arbejdsmarkedets Ankenævn (AA) havde tiltrådt Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens (DfA's) afgørelse om, at hun ikke kunne anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Som begrundelse for afgørelsen havde DfA og AA anført at A havde afslået et rimeligt arbejdstilbud og henvist til bestemmelserne i §§ 60 og 62, stk. 1, nr. 5, i den dagældende lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring mv.

Efter en gennemgang af sagen anmodede ombudsmanden DfA og AA om supplerende udtalelser, idet det var uklart hvordan afgørelsen skulle forstås. Ombudsmanden anførte i den forbindelse at han umiddelbart måtte mene, at A's afslag på at modtage arbejdstilbuddet efter bestemmelsen i § 60, stk. 3, alene skulle have medført, at A herefter måtte betragtes som deltidsforsikret - og ikke have haft den yderligere konsekvens, at hun helt mistede sin dagpengeret.

DfA erkendte i en senere udtalelse til AA at lovhenvisningen i DfA's afgørelse kunne forekomme misvisende, idet DfA's afgørelse alene var truffet på baggrund af en konkret rådighedsvurdering i henhold til § 62, stk. 1, nr. 5.

AA genoptog herefter sagen og traf en ny afgørelse, hvorved AA - under henvisning til bestemmelsen i § 60, stk. 3 - fandt, at A's afslag på arbejdstilbuddet alene skulle medføre, at hun var udelukket fra at modtage dagpenge som fuldtidsforsikret, men således at hun ved fuld ledighed fra sit deltidsarbejde ville være berettiget til dagpenge som deltidsforsikret.

Ombudsmanden meddelte herefter AA at han ikke foretog videre i sagen. (J. nr. 1992-987-022).

Som advokat for en gruppe statsløse palæstinensere fra Libanon klagede A til ombudsmanden over, at Flygtningenævnet (FLN) havde lagt til grund, at Libanon kunne tjene som asylland for statsløse palæstinensere. A rejste i den forbindelse en række spørgsmål, navnlig om de kriterier, der skal indgå i beskyttelsesvurderingen i henhold til udlændingelovens § 7, stk. 3.

Ombudsmanden kunne ikke kritisere, at FLN ikke generelt meddelte asyl til statsløse palæstinensere fra Libanon. Ombudsmanden drøftede under et møde med FLN's formand en række generelle retlige spørgsmål, og ombudsmanden gav på den baggrund i en redegørelse af 31. august 1991 udtryk for sin foreløbige opfattelse af en række retlige tvivlsspørgsmål. På det grundlag blev et antal sager genoptaget i FLN, og ombudsmanden tilkendegav herefter i en udtalelse af 25. februar 1992 sin endelige opfattelse vedrørende de retlige spørgsmål, som sagen rejste. Det drejede sig om I. FLN's begrundelse.

Spørgsmålet om den begrundelsesmæssige sammenblanding af beskyttelsesvurderingen og forfølgelsesrisikovurderingen.

Spørgsmålet om ufuldstændige begrundelser.

II. Eventuel urigtig anvendelse af bevisbyrdereglerne.

III. Vurderingen af beskyttelsesmulighederne.

IV. Afgørelsen af, til hvilket asylland en flygtning har nærmest tilknytning.

V. Indrejseproblemer.

Ombudsmanden tilkendegav ikke nogen endelig opfattelse vedrørende FLN's behandling af de konkrete asylsager, idet de asylsøgere, der havde klaget til ombudsmanden, måtte forventes at få asyl i henhold til en særlov om opholdstilladelse for statsløse palæstinensere fra Libanon. (*1) (J. nr. 1991-788-613).

En erhvervsdrivende fond A klagede til ombudsmanden over, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen (ESS) som fondsmyndighed havde pålagt A at stille en bankgaranti på 2,4 mio. kr. i anledning af et af A oparbejdet underskud.

Ombudsmanden fandt det kritisabelt, at ESS ikke havde besvaret en forespørgsel fra A om, med hvilken hjemmel ESS havde stillet krav om garantistillelse. I sit svar til ombudsmanden henviste ESS som hjemmel til Lov om erhvervsdrivende fonde § 42. Ombudsmanden fandt ikke, at denne bestemmelse gav sikker hjemmel for at påbyde en fondsbestyrelse at foretage dispositioner, som ikke tog sigte på en regulering af fondens uddeling eller overskudsdisponering. Da A selv hæftede for den stillede bankgaranti, måtte garantien antages alene at sikre A's kreditorer og ikke dens formue. Ombudsmanden fandt på det grundlag ikke, at den afleverede garanti kunne sidestilles med et krav om øget konsolidering eller lignende til sikring af fondens formål, hvorfor ombudsmanden fandt det kritisabelt, at ESS havde pålagt A at stille den omhandlede garanti.

Ombudsmanden kritiserede endvidere ESS for fejlagtigt at have meddelt A, at en klage til ombudsmanden i henhold til Lov om erhvervsdrivende fonde ikke kunne tillægges opsættende virkning. Afgørelsen om opsættende virkning beroede i det hele på ESS's eget skøn. Afslutningsvis bad Ombudsmanden ESS tage stilling til, hvorvidt der i den foreliggende sag var grundlag for at statuere erstatningsansvar for det offentlige for A's tab i forbindelse med den afkrævede garantistillelse. (J. nr. 1992-175-319).

Den Sociale Ankestyrelse anså en grønthandlers private forbrug af egne varer for en indtægt som skulle fradrages i ægtefællens kontanthjælp, jf. aktivlovens § 30, stk. 1, uanset at virksomheden gav underskud. Ombudsmanden udtalte i en foreløbig redegørelse at han ikke var enig heri. Herefter genoptog Ankestyrelsen sagen og frafaldt at forbruget af egne varer skulle anses for en indtægt. (J.nr. 2000-3087-050).

En kommune traf afgørelse om at sætte den del af en privat fællesvej i stand som lå i byzone, mens resten af vejen i landzone ikke skulle sættes i stand. Lodsejere i landzone skulle imidlertid betale en del af udgifterne.

Vejdirektoratet stadfæstede afgørelsen. Som hjemmel anvendte Vejdirektoratet en kombination af privatvejslovens regler for veje i henholdsvis byzone og landzone.

Efter ombudsmandens opfattelse måtte mulighederne for at fravige lovens klare opdeling mellem veje i byzone og landzone anses for angivet udtømmende i lovens § 13. Da ingen af disse muligheder var relevante i den foreliggende sag, mente ombudsmanden ikke at der var hjemmel for Vejdirektoratets afgørelse, uanset om resultatet måtte anses for hensigtsmæssigt eller rimeligt. Ombudsmanden henstillede derfor at sagen blev genoptaget. (J.nr. 2000-0588-516).

En kvinde klagede bl.a. over et socialt nævns afslag på at genoptage hendes førtidspensionssag på baggrund af 2 principielle højesteretsdomme. Nævnet havde i afslaget henvist til at pensionsmyndighedernes praksisændring efter højesteretsdommene kun vedrørte sager hvor ansøgeren allerede var tilkendt førtidspension. Kvindens sag var ikke omfattet af praksisændringen fordi hun ikke tidligere var tilkendt pension. Den Sociale Ankestyrelse afviste sagen da nævnets afgørelse ikke stred mod Ankestyrelsens praksis.

Ombudsmanden udtalte sig generelt om visse fortolkningsmæssige spørgsmål i relation til højesteretsdommene. Bl.a. udtalte ombudsmanden at der ikke var holdepunkter for at læse højesteretsdommene således at det havde haft betydning for dommenes resultat eller for den prøvelse der var foretaget, at ansøgerne havde fået tilkendt pension. Tværtimod måtte dommene læses således at der ville være foretaget samme prøvelse og nået samme resultat hvis ansøgeren helt var blevet nægtet pension.

På den baggrund mente ombudsmanden ikke at nævnet kunne afvise genoptagelse med den givne begrundelse. Nævnet måtte foretage en konkret vurdering af sagens omstændigheder sammenholdt med domspraksis.Ombudsmanden udtalte endvidere at en borger der havde fået sin sag afgjort efter en praksis der blev underkendt af domstolene, kunne forlange sin sag genoptaget hvis det måtte antages at sagens udfald nu ville blive et andet. På baggrund af det Ankestyrelsen havde anført om at det ikke ville være muligt ud fra generelle kriterier at udskille de tidligere afgjorte sager hvor dommene kunne have betydning, havde ombudsmanden ikke bemærkninger til at myndighederne ikke af egen drift havde genoptaget de relevante sager. Ombudsmanden lagde vægt på at Ankestyrelsen havde underrettet kommunerne og offentligheden om borgernes mulighed for at få genoptaget tidligere afgjorte sager.

Ombudsmanden sendte sagen til Den Sociale Ankestyrelse til vurdering af om Ankestyrelsen havde grundlag for at genoptage sagen til principiel eller generel behandling. (J.nr. 2001-3564-040).

A rettede henvendelse til Ombudsmanden om Socialministeriets (SM's) svar på 3 nærmere anførte spørgsmål om fortolkningen af bistandslovens § 43, som A havde forelagt SM.

Om de enkelte spørgsmål udtalte Ombudsmanden:

1. at det er klart forudsat, at hjælp i henhold til bistandslovens § 43 er subsidiær i forhold til tilsvarende hjælp efter anden lovgivning, og at sådan tilsvarende hjælp efter omstændighederne kan være lavere end revalideringsydelsen. § 1, stk. 2, i SM's bekendtgørelse om den faste bruttorevalideringsydelse m.v. efter bistandslovens § 43 har alene en præciserende karakter i forhold til bistandslovens § 43, stk. 1. Ombudsmanden fandt derfor ikke, at der var holdepunkter for at antage, at bekendtgørelsen savner hjemmel i bistandslovens § 43,

2. at teksten i SM's vejledning om hjælp efter bistandslovens § 43 alene har til hensigt at erindre om kontanthjælpens subsidiære karakter - også når den udbetales i forbindelse med forrevalidering. Ombudsmanden fandt derfor ikke, at der er et særligt behov for i vejledningsteksten at understrege, at der for nogle gruppers vedkommende ikke vil blive tale om reduktion af kontanthjælp som følge af SU,

3. at § 43 ikke giver grundlag for at antage, at hjælp til udgifter til lokaltransport til og fra et uddannelsessted ikke skal kunne ydes som revalideringshjælp. SM's vejledning om hjælp efter bistandslovens kap. 10, pkt. 47, kan vanskeligt forstås i overensstemmelse hermed. Ombudsmanden anså det derfor for uheldigt, at denne del af vejledningen var blevet udformet anderledes og mere restriktivt. Ombudsmanden henstillede til SM ved en kommende revision af vejledningen at præcisere indholdet på dette punkt. (J. nr. 1991-356-053).

A, der ejede en bærplantage, ansøgte Landbrugsministeriet om ændring af beregningen af en afgift, der var pålagt ham i medfør af bestemmelsen i § 4 i bekendtgørelse nr. 132 af 19. marts 1987 om produktionsafgift på frugt og gartneriprodukter. Ansøgningen var begrundet med, at der ikke havde været nogen høst det pågældende år, da blomsterknopperne var blevet ødelagt som følge af en lokal snebyge, der havde sænket temperaturen. Landbrugsministeriet afslog ansøgningen under henvisning til nogle generelle synspunkter vedrørende den særlige beregningsmåde for afgifter af bær m.v.

Ombudsmanden udtalte, at der ikke i dispensationsbestemmelsens ordlyd var støtte for den fortolkning, som Landbrugsministeriet havde anlagt. En restriktiv fortolkning af dispensationsadgangen måtte kræve særlige holdepunkter, og ombudsmanden fandt ikke, at baggrunden for at den særlige beregningsmåde for bærafgifter - som ministeriet havde henvist til - udelukkede dispensation i et tilfælde som det foreliggende.

Ombudsmanden kunne herefter ikke tiltræde Landbrugsministeriets begrundelse for at afslå A's ansøgning og henstillede til ministeriet at træffe en ny afgørelse i sagen. (J. nr.1989-606-55).

A klagede til tilsynsrådet for Z Amt over et forslag om nedlæggelse af en skole. A gjorde gældende, at kommunen ikke havde fulgt den fremgangsmåde, der var fastsat i § 22, stk. 5, i folkeskoleloven. Ifølge denne bestemmelse skal sager om skolenedlæggelse behandles efter bestemmelsen om procedure for vedtagelse af lokalplaner i henhold til den dagældende lov om kommuneplanlægning. Efter A's opfattelse indebar henvisningen til kommuneplanloven, at også § 23 i kommuneplanloven om individuel underretning fandt anvendelse, hvorefter der burde være givet individuel underretning til forældrene til børn i den pågældende skole. Tilsynsrådet fandt imidlertid, at byrådet med rimelighed havde kunnet lægge Undervisningsministeriets vejledning om proceduren ved en skolenedlæggelse til grund, hvorefter folkeskolelovens § 22, stk. 5, ikke omfattede en henvisning til § 23 i kommuneplanloven.

A klagede til ombudsmanden over, at Undervisningsministeriets vejledning ikke indeholdt henvisning til § 23 i kommuneplanloven. Ombudsmanden udtalte, at § 22, stk. 5, i folkeskoleloven generelt henviste til proceduren for lokalplaner og dermed også omfattede § 23 i kommuneplanloven om individuel underretning.

Forarbejderne gav ingen nærmere vejledning om, hvorledes bestemmelsen skulle forstås, hvorfor ombudsmanden på denne baggrund ikke fandt anledning til at kritisere den af ministeriet i vejledningen anlagte fortolkning. Ombudsmanden gjorde imidlertid ministeriet opmærksom på, at der kunne være behov for ved en kommende revision af loven at søge folkeskolelovens § 22 tydeliggjort.(J. nr. 1991-452-710).

En brancheforening for limousiner klagede over Færdselsstyrelsens krav om mindst 70% lysgennemgang i bagruder og bageste sideruder i personbiler. Foreningens medlemmer havde ved periodiske eftersyn ikke fået godkendt deres vogne med henvisning til at de ikke overholdt dette krav i de årlige bekendtgørelser om detailforskrifter for køretøjer.

Bekendtgørelsen for årene 1977-83 indeholdt en bestemmelse der tillod tonede forruder hvis der var mindst 70% lysgennemgang. I bekendtgørelsen fra 1984 blev "forruder" ændret til "ruder", og i bekendtgørelsen for 1992 blev der indsat en bestemmelse om at (også) bagruder og bageste sideruder i personbiler skal have mindst 70% lysgennemgang.

Færdselsstyrelsen mente at allerede bekendtgørelsen fra 1977 indeholdt et forbud mod farvede bag- og sideruder, men ændrede under sagen sin opfattelse til at der først med bekendtgørelsen fra 1984 var hjemmel til at kræve lysgennemgang i andre ruder end forruder.

Ombudsmanden udtalte at der efter almindelige fortolkningsprincipper ikke var hjemmel i bekendtgørelsen fra 1977-83 til at kræve 70% lysgennemgang i bagruder og bageste sideruder. Ombudsmanden mente heller ikke at ændringen fra "forrude" til "ruder" i 1984 kunne udgøre en sådan hjemmel.

På den baggrund mente ombudsmanden ikke at kravet om minimum 70% lysgennemstrømning i bagruder havde den fornødne hjemmel før ændringen i 1992. Ombudsmanden henstillede derfor til Færdselsstyrelsen at praksis vedrørende godkendelse af motorkøretøjer indregistreret før 1. april 1992 blev justeret i overensstemmelse hermed. (J.nr. 1994-2869-514).

En førtidspensionist klagede over myndighedernes afslag på personligt tillæg til tandbehandling, diættilskud og samværsudgifter. Pensionisten, der var blind, gjorde blandt andet gældende at myndighederne ved opgørelsen af hans rådighedsbeløb ikke i fornødent omfang havde medregnet hans handicapkompenserende udgifter.

Sagen vedrørte fortolkningen af § 17, stk. 1, og § 17, stk. 3, i lov om social pension. Ud fra forarbejderne til bestemmelserne og Socialministeriets vejledning om social pension udtalte ombudsmanden at forskellen mellem stk. 1 og stk. 3 synes at være hvilken personkreds der er berettiget til tillæg. Personkredsen der kan modtage hjælp efter § 17, stk. 1, er større end efter § 17, stk. 3, fordi § 17, stk. 1, kun stiller krav om at pensionistens økonomiske forhold skal være særlig vanskelige, mens § 17, stk. 3, kræver at pensionistens forhold er "ganske særlig vanskelige". Endvidere er forskellen at det personlige tillæg efter § 17, stk. 1, indtægtsreguleres afhængigt af pensionistens tillægsprocent. Tillægget efter § 17, stk. 3, indtægtsreguleres ikke. Det fremgår derimod ikke at der er forskel på de formål altså de udgifter som tillægget kan dække.

Ombudsmanden udtalte at kommunen ikke havde hjemmel til at afskære pensionister fra at søge om tilskud til diætkost efter pensionslovens § 17, stk. 1.

Da førtidspensionistens personlige tillægsprocent syntes at berettige til at ansøgningen om personligt tillæg blev vurderet efter pensionslovens § 17, stk. 1, mente ombudsmanden ikke at kommunen kunne undlade at vurdere om der kunne ydes personligt tillæg efter pensionslovens § 17, stk. 1.

Ombudsmanden mente at det var beklageligt at kommunen ikke i begrundelsen redegjorde nærmere for at kommunen ikke ved den økonomiske opgørelse medtog de handicapkompenserende udgifter.

Over for det sociale nævn udtalte ombudsmanden bl.a. at det var beklageligt at nævnet ikke tog stilling til pensionistens synspunkt om at myndighederne ved vurderingen af hans økonomiske forhold skulle medregne hans handicapkompenserende udgifter.

Ombudsmanden henstillede til nævnet at genoptage behandlingen af sagerne. (J.nr. 1999-2484-042).

A klagede over en amtskommunes fortolkning af en bestemmelse i en bekendtgørelse fra Undervisningsministeriet om befordringsgodtgørelse. Efter bestemmelsen skulle der ydes godtgørelse til transport med billigste offentlige transportmiddel "mellem bopæl og skole". Efter praksis ydede amtskommunen imidlertid ikke godtgørelse til transport med lokale bybusser på korte strækninger, selv om bybusserne blev anset for offentlige transportmidler. Indenrigsministeriet havde ikke som tilsynsmyndighed fundet grundlag for at gribe ind, idet Undervisningsministeriet ikke havde anset amtskommunens praksis for stridende imod bekendtgørelsen.

Ombudsmanden udtalte, at han ikke kunne tilslutte sig Undervisningsministeriets udtalelser, hvorefter det ikke er i strid med bekendtgørelsen, at en amtskommune efter en konkret vurdering forudsætter, at en elev går eller cykler en kortere strækning, selv om der findes et offentligt befordringsmiddel på strækningen. Ombudsmanden henstillede til Undervisningsministeriet at tage skridt til at præcisere bestemmelsen, såfremt ministeriet ønskede at fastholde sin retsopfattelse.

Med hensyn til Indenrigsministeriets afgørelse om ikke at gribe ind over for amtskommunen udtalte ombudsmanden, at han ikke havde fuldt tilstrækkeligt grundlag for at anse amtskommunens praksis for at være i så klar strid med bekendtgørelsens bestemmelser, at Indenrigsministeriet burde have grebet ind over for amtskommunen. Ombudsmanden henviste herved navnlig til, at Indenrigsministeriet kun i ganske særlige tilfælde antages at kunne statuere lovstridighed, når der ikke efter ressortmyndighedens opfattelse foreligger lovstrid. (J. nr. 1990-1240-710).

Den Sociale Ankestyrelse (DSA) havde på ombudsmandens foranledning optaget en sag om beregning af boligtillæg i henhold til bistandslovens § 37, stk. 3, til principiel behandling. Efter bestemmelsens 6. pkt. kan der "ikke ydes hjælp til den del af boligudgiften, der er påtaget med henblik på at få den dækket af kontanthjælp". Ved afgørelsen fandt DSA, at bestemmelsen ud over forsætlige forhold også omfatter tilfælde, hvor ansøgeren burde kunne indse, at boligudgiften skal afholdes af kontanthjælp.

I en sag, som ombudsmanden tog op af egen drift, udtalte ombudsmanden, at han ikke kunne tilslutte sig DSA's retsopfattelse, hvorefter bestemmelsen ud over forsætlige forhold tillige omfatter visse former for uagtsomme forhold. Ombudsmanden henstillede til Socialministeriet (SM) at tage skridt til at søge lovbestemmelsen præciseret, såfremt SM ønskede at fastholde den af SM anførte retsopfattelse.

SM tilkendegav, at SM ikke fandt anledning til at søge formuleringen af bestemmelsen ændret.

Ombudsmanden fastholdt sin retsopfattelse og gjorde Folketingets Retsudvalg bekendt med sagen. (J. nr. 1992-221-050).

Tre myndigheder afviste at en 12-årig pige med sansemotoriske problemer kunne få gratis træning i medfør af bestemmelser i lov om social service. Ombudsmanden var uenig i myndighedernes fortolkning og bad Ankestyrelsen se på sagen igen.

En kørestolsbruger der var omfattet af personkredsen i bistandslovens § 48, stk. 4, ansøgte om hjælp til dækning af udgifter til dæk, slanger og pudebetræk til kørestolen. Ansøgeren havde erhvervsarbejde og levede et aktivt familie- og fritidsliv.

Den Sociale Ankestyrelse mente ikke at udgifterne kunne dækkes efter bistandslovens § 48, stk. 4. Styrelsen henviste til at udgifter der må henføres til arbejdet og et højt aktivitetsniveau, ikke kan betragtes som merudgifter ved forsørgelsen, og at udgifterne vedrørende forsørgelsen var modsvaret af sparede udgifter til fodtøj.

Ombudsmanden udtalte betænkelighed over for Ankestyrelsens opfattelse hvorefter udgifter i forbindelse med arbejde ikke kunne henregnes til begrebet "forsørgelse". Endvidere udtalte ombudsmanden tvivl med hensyn til om de afsavn en handicappet må lide som en konsekvens af handicappet, kan opgøres som besparelser og dermed medføre fradrag i ydelser efter bistandslovens § 48, stk. 4. Ombudsmanden henstillede at Ankestyrelsen genoptog sagen. (J. nr. 1994-2530-051).

I forbindelse med behandlingen af en konkret klagesag vedrørende en afgørelse fra Den Sociale Ankestyrelse blev ombudsmanden opmærksom på et fortolkningsspørgsmål i forbindelse med afgørelser om genoptagelse af sager i de sociale ankenævn og muligheden for at klage over disse afgørelser til Den Sociale Ankestyrelse. Ombudsmanden besluttede at tage spørgsmålet op til undersøgelse af egen drift efter ombudsmandslovens § 6, stk. 5.

Den Sociale Ankestyrelses opfattelse var at afgørelser om genoptagelse af en sag i de sociale ankenævn der var truffet af nævnets formand, ikke kunne påklages til Ankestyrelsen. Ombudsmanden mente at denne opfattelse ud fra en umiddelbar betragtning kunne give anledning til en vis tvivl.

Ombudsmanden konkluderede efter sin undersøgelse af spørgsmålet at der ikke var holdepunkter for Ankestyrelsens fortolkning. Endvidere var der heller ikke hjemmel i den eksisterende lovgivning til at fastsætte en bestemmelse om begrænsning af klageadgangen. Socialministeriet meddelte at ministeriet ville indsætte en hjemmel der begrænsede klageadgangen vedrørende genoptagelse. Ombudsmanden bad om underretning om det bebudede lovforslag.

Ombudsmanden henstillede til Ankestyrelsen at den i tiden indtil en eventuel lovændring var gennemført, lagde den af ombudsmanden anførte retsopfattelse til grund. (J. nr. 1993-966-009).

En borger klagede til ombudsmanden over at en kommune i to sager havde givet taxitilladelser til handicappede ansøgere uden at have vurderet deres kvalifikationer i forhold til de øvrige ansøgere.

Kommunen anerkendte i en udtalelse til ombudsmanden at kommunen i den ene sag ikke havde fortolket reglerne om fortrinsadgang for handicappede ansøgere til taxitilladelser korrekt. Kommunen havde forstået reglerne således at den handicappede ansøger skulle have tilladelsen allerede fordi han søgte om fortrinsadgang, var indstillet af jobcentret og var faglig kvalificeret. Kommunen beklagede den forkerte fortolkning og meddelte at kommunen tog det til efterretning.

Ombudsmanden var enig med kommunen i at kommunens afgørelse var beklagelig. Ombudsmanden udtalte at udgangspunktet i sager hvor der er truffet en afgørelse som ikke har hjemmel i lovgivningen, er at afgørelsen er ugyldig, og at myndigheden har pligt til at ophæve (annullere) afgørelsen. Dette udgangspunkt kan dog fraviges i helt særlige tilfælde. Kommunen havde ikke taget stilling til konsekvenserne af at der var en mangel ved afgørelsen. Ombudsmanden mente ikke det var tilstrækkeligt at kommunen havde taget sagen til efterretning, og henstillede at kommunen genoptog sagen. Ombudsmanden gik også ud fra at kommunen tog stilling til om den anden af de to sager skulle genoptages. Kommunen genoptog sagerne og besluttede ikke at annullere afgørelserne. 
(J.nr. 2007-3064-514).

Klik på linket til højre for at læse hele redegørelsen.

En far rettede henvendelse til ombudsmanden om problemer vedrørende brugerbetaling i folkeskolen. Han pegede på at det var en udbredt praksis at der i forbindelse med bl.a. lejrskoler opkrævedes betaling af forældrene for elevernes deltagelse. Ombudsmanden bad Undervisningsministeriet om en udtalelse i anledning af henvendelsen.

Undervisningsministeriet meddelte ombudsmanden at det var ministeriets opfattelse at der var hjemmel i folkeskoleloven til at opkræve betaling fra forældrene til elevernes deltagelse i de nævnte aktiviteter, idet aktiviteterne ikke kunne henregnes til undervisning.

Ombudsmanden udtalte i sin foreløbige redegørelse at da aktiviteterne typisk ville have et klart fagligt sigte og være en integreret del i den undervisning der foregår på skolen, måtte de betegnes som undervisning. Der var således ikke hjemmel i folkeskoleloven for at pålægge forældrene udgifterne for afholdelsen af arrangementerne. Desuden udtalte ombudsmanden at det fulgte af det almindelige legalitetsprincip at også forældrebetaling til dækning af udgifter der ikke kan henregnes til folkeskolelovens undervisning, skal have hjemmel - en hjemmel der dog ikke behøver at være udtrykkelig lovhjemmel.

Ministeriet erklærede sig enig i at der ikke i folkeskoleloven var hjemmel til opkrævning af forældrebetaling for elevernes deltagelse i lejrskoler mv. og at hjemmelsgrundlaget burde afklares. Ministeriet ville derfor tage initiativ til at udarbejde et forslag til lov om ændring af folkeskoleloven. Derimod var det ministeriets opfattelse at der ikke kræves hjemmel for at en kommune eller skole modtager bidrag fra forældrene der beror på en frivillig aftale.

I sin endelige redegørelse opretholdt ombudsmanden de synspunkter med hensyn til hjemmelsgrundlaget for forældrebetaling som var fremsat i den foreløbige redegørelse. For så vidt angik ministeriets henvisning til at opkrævningen kunne have grundlag i en frivillig aftale mellem skole og forældre, bemærkede ombudsmanden at der gjaldt visse retlige grænser for skolernes mulighed for modtagelse af frivillige bidrag. Under hensyn til at ministeriet ville afklare hjemmelsgrundlaget, fandt ombudsmanden ikke grundlag for at foretage sig videre vedrørende spørgsmålet og udbad sig underretning om hvad der skete med lofroslaget. (J.nr. 1995-2440-710)

Vallensbæk kommune gav klageren i denne sag en bevilling efter bistandslovens § 58 til dækning af medicinudgifter. Senere meddelte kommunen at den fremtidig ikke ville dække den del af udgifterne som blev refunderet fra sygesikringen "danmark". Kvinden klagede over afgørelsen til det sociale ankenævn og siden til Den Sociale Ankestyrelse. Det centrale spørgsmål angik fortolkningen af ordet "egenudgiften" i bekendtgørelse nr. 303 af 10. juni 1988, udstedt med hjemmel i bistandslovens § 58, stk 2, nr. 3. Myndighederne mente at udgifter til medicin, der refunderes af "danmark", ikke er at betragte som egenudgift i bekendtgørelsens forstand og derfor ikke kan dækkes i medfør af bistandslovens § 58.

Ombudsmanden mente ikke at der var fuldt tilstrækkeligt grundlag for at henstille til Ankestyrelsen at genoptage sagen med henblik på at træffe en ny afgørelse. Ombudsmanden henstillede derimod til Socialministeriet at ministeriet i forbindelse med en kommende ændring af lov om social service foreslog indsat en klar lovhjemmel til at fradrage tilskud fra Sygesikringen "danmark" i støtte efter (nu) § 97 i lov om social service.

Ombudsmanden kritiserede at Ankestyrelsen i sin afgørelse undlod at tage udtrykkeligt stilling til klagen over at Det Sociale Ankenævn i sin afgørelse ikke havde givet en fyldstgørende begrundelse. Ombudsmanden mente også at Ankestyrelsens egen begrundelse var mangelfuld. (J.nr. 1996-1626-054).

En advokat klagede til ombudsmanden over at Naturklagenævnet havde afkrævet ham et gebyr på 500 kr. for at tage stilling til hans indsigelser mod nævnets behandling af en klage.

Ombudsmanden mente at Naturklagenævnet havde tilstrækkelig hjemmel til at opkræve gebyr.

Ombudsmanden bemærkede at Naturklagenævnet uanset dette fortsat havde pligt til under visse omstændigheder på eget initiativ at genoptage behandlingen af en sag. Se i øvrigt ombudsmandens j.nr. 2004-4007-109, optaget i denne beretning som sag nr. 8-3.
(J.nr. 2005-3841-109).

En borger klagede til Naturklagenævnet over at en kommune havde givet ham afslag på en ansøgning om at måtte bo hele året i et sommerhus. Naturklagenævnet gik i gang med at behandle sagen. Efter godt et år meddelte Naturklagenævnet borgeren at nævnet ikke ville tage stilling til sagen fordi nævnet havde fået klagen en dag efter udløbet af klagefristen.

Naturklagenævnet havde ikke foretaget partshøring, og efterfølgende gjorde borgeren flere indsigelser mod afvisningen af klagen. To gange afkrævede Naturklagenævnet borgeren et klagegebyr for at tage stilling til hans indsigelser som nævnet betragtede som anmodninger om genoptagelse af sagen.

Ombudsmanden mente at det var meget beklageligt at nævnet først efter mere end år efter modtagelsen af klagen havde taget stilling til om den var indkommet rettidigt. Ombudsmanden kritiserede at nævnet ikke havde partshørt borgeren før nævnet afviste klagen og efterfølgende fastholdt afvisningen. Ombudsmanden mente endelig at Naturklagenævnet ikke havde hjemmel i den dagældende bekendtgørelse til at opkræve klagegebyr for at tage stilling til borgerens indsigelser. Om Naturklagenævnets gebyropkrævning efter en senere bekendtgørelse henvises til ombudsmandens j.nr. 2005-3841-109, optaget i denne beretning som sag nr. 8-4 efter denne sag.
(J.nr. 2004-4007-109). 

Et miljøcenter gav på vegne af en kommune meddelelse til en gårdejer om at svineproduktionen på hans landbrugsejendom ikke kunne genoptages uden en forhåndsanmeldelse til kommunen og en tilladelse fra kommunen. Produktionen havde været indstillet i ca. 2 år og 4 måneder.

Ombudsmanden udtalte at han ikke havde tilstrækkeligt grundlag for at kritisere kommunens afgørelse. Dog kritiserede ombudsmanden at kommunen havde lagt vægt på to forhold der måtte anses for mellemkommende omstændigheder. Desuden kritiserede ombudsmanden at afgørelsen ikke var ledsaget af en begrundelse. Ombudsmanden henstillede til Skov- og Naturstyrelsen at der blev taget initiativ til at der blev indsat regler om kontinuitetsbrud i miljøbeskyttelsesloven.

(J.nr. 2003-1948-110)

A klagede over en afgørelse fra Arbejdsmarkedsstyrelsen (AMS), hvorved AMS havde tilkendegivet, at A burde gives et nyt arbejdstilbud og samtidig bemærket, at A ikke kunne kræve erstatning for tab af dagpengeret. A havde den 1. november 1986 tiltrådt et arbejdstilbud af syv måneders varighed. Efter 27 dage blev A afskediget, uden at arbejdsophøret kunne tilregnes ham. A's dagpengeret ophørte den 13. januar 1987. Den 9. februar 1987 tiltrådte A et supplerende arbejdstilbud, som han på grund af sygdom kun var beskæftiget med i 8 dage. Den 11. januar 1988 tiltrådte A et nyt supplerende arbejdstilbud.

Genstanden for ombudsmandens undersøgelse i sagen var alene spørgsmålet om, hvorvidt bestemmelsen i den dagældende lov om arbejdstilbud til ledige, § 3, stk. 5, skulle fortolkes således, at den finder anvendelse såvel ved venteperioder i forbindelse med for sent fremsat arbejdstilbud som ved venteperioder i forbindelse med for sent fremsat supplerende arbejdstilbud og ved manglende forlængelse af allerede givet arbejdstilbud. Ombudsmanden enig med AMS og Arbejdsministeriet (AM) i, at spørgsmålet burde søges afklaret ved en lovgivningsmæssig stillingtagen. Ombudsmanden bemærkede i den forbindelse, at der efter den gældende formulering af lovens § 3, stk. 5, var betydelig tvivl om bestemmelsens rette forståelse. Endvidere bemærkede ombudsmanden, at besvarelsen af det rejste lovfortolkningsspørgsmål var behæftet med betydelig usikkerhed, og at en sådan retsusikkerhed på et område, der for mange ledige er af væsentlig betydning, efter hans opfattelse i sig selv var utilfredsstillende. Ombudsmanden henstillede til arbejdsministeren, at der blev tilvejebragt en lovmæssig stillingtagen til det rejste spørgsmål. Ombudsmanden fandt endvidere under henvisning til det grundlæggende hensyn bag lovens § 3, stk. 5, at en række forhold talte imod, at A ikke var berettiget til godtgørelse i forbindelse med tab af dagpengeret. Da der imidlertid herskede en ikke ubetydelig tvivl om den rette forståelse af bestemmelsen, fandt ombudsmanden ikke fuldt tilstrækkelig anledning til at henstille til AMS at tage sagen op til fornyet overvejelse, idet den endelige afklaring af spørgsmålet i givet fald burde ske ved domstolene. (J. nr. 1991-2024-022).

En præst klagede over at hun kun fik den mindste godtgørelse for at udføre arbejde på sin bopæl. Kirkeministeriets afslag på at give en større godtgørelse var begrundet med at der var kontor i kirken.

Ombudsmanden udtalte at Kirkeministeriet burde have partshørt præsten om de indhentede oplysninger om at der var kontor i kirken. Ministeriet burde desuden have taget notat om oplysningerne.

Ministeriet havde endvidere undladt at foretage en konkret vurdering af om præsten kunne benytte kontoret. Ministeriet havde alene henvist til fast praksis.

Ombudsmanden kritiserede ikke selve afgørelsen, men henstillede at ministeriet ved en kommende revision af regelgrundlaget søgte at præcisere bestemmelserne. (J.nr. 2000-1798-811).

Forældrene til en dreng på 13 år der led af infantil autisme og havde generelle indlæringsvanskeligheder, klagede til Folketingets Ombudsmand. Forældrene var utilfredse med at deres søn var visiteret til en specialskole for autistiske børn med indlæringsvanskeligheder. De valgte i stedet at indskrive drengen på en (almindelig) friskole hvor han blev enkeltintegreret efter den såkaldte ABA-metode.

Forældrene gjorde en række forhold gældende i klagen til ombudsmanden, bl.a. at FN’s børnekonvention og FN’s handicapkonvention var overtrådt.

Ombudsmanden udtalte sig bl.a. om sin forståelse af den relevante bestemmelse i FN’s handicapkonvention. Han mente ikke konventionerne var overtrådt. Ombudsmanden mente i øvrigt ikke der var udsigt til at han kunne kritisere Klagenævnet for Vidtgående Specialundervisnings afgørelse i sagen. I den forbindelse mente ombudsmanden heller ikke at han ville kunne kritisere nævnets prøvelse som klagemyndighed.

(J.nr. 2009-1787-710).

A, en privat vandforsyningsforening, klagede over at Miljøstyrelsen (M) havde tiltrådt en amtskommunes (E's) pålæg til A om tilslutning til et alment vandforsyningsanlæg samt om overdragelse af A's vandledning til vandværket (B).

A, der havde 10 medlemmer, ejede en vandledning der førte vand fra B frem til A's 10 ejendomme. I forbindelse med kommunens (D's) og E's plan om etablering af et vandforsyningsanlæg for hele området tilbød A vederlagsfrit at overdrage ledningen, blot A ikke blev pålagt udgifter i forbindelse hermed. E meddelte i første omgang at alle i området, med undtagelse af A, skulle pålægges tilslutningspligt. E ændrede senere holdning og traf afgørelse om at A skulle være omfattet af tilslutningspligten, og bestemte samtidig i medfør af vandforsyningslovens § 29, stk. 3, at A's private vandledning skulle overtages af B, og at A som kompensation for at B overtog pligten til at vedligeholde ledningen, skulle betale 68.000 kr. til B. E havde partshørt A før, men ikke efter det kom på tale også at lade A være omfattet af tilslutningspligten. Før afgørelsen blev truffet havde A trukket tilbudet om vederlagsfri overdragelse af ledningen tilbage.

M stadfæstede E's afgørelse idet M dog for A's vedkommende henviste til vandforsyningslovens § 32, stk. 1.

I en foreløbig redegørelse udtalte ombudsmanden at E's ændrede holdning med hensyn til også at inddrage A under tilslutningspligten ændrede A's interesse i sagen radikalt. E burde derfor på dette tidspunkt - og før den endelige afgørelse i sagen - have partshørt A. M burde have påtalt partshøringsfejlen over for E. Ombudsmanden udtalte videre at afgørelsen om at inddrage A's private vandledning havde karakter af ekspropriation og derfor ikke kunne træffes i medfør af vandforsyningslovens § 32, stk. 1. Sagen skulle i stedet have været behandlet efter de særlige ekspropriationsregler i lovens kap. 7. Efter ombudsmandens opfattelse var afgørelsen herefter ugyldig. Endelig udtalte ombudsmanden at også den del af E's afgørelse der vedrørte betaling af de 68.000 kr., efter vandforsyningslovens § 75 kunne påklages til M.

M ophævede herefter sin afgørelse og annullerede samtidig E's beslutning. (J. nr. 1992-1982-149).

A klagede over, at Miljøstyrelsen (M) havde stadfæstet et påbud fra Miljøkontrollen i K Kommune om opgravning af en olietank. Påbudet byggede på en konstateret olieforurening og K's antagelse om, at årsagen var, at A's olietank var utæt.

Myndighederne henviste som hjemmel for påbudet til olietankbekendtgørelsens § 16, stk. 3, hvis anvendelse forudsætter, at tanken er utæt. A påstod bl.a. med henvisning til en foretaget trykprøve, at tanken var tæt.

Under sagens videre forløb og dens indbringelse for ombudsmanden blev det afklaret, at der ikke var sikkert grundlag for at antage, at tanken var utæt. Da hjemlen i olietankbekendtgørelsens § 16, stk. 3, herefter ikke kunne anvendes, henviste M i stedet til § 16, stk. 4.

Ombudsmanden fandt ikke at kunne kritisere M's opfattelse, hvorefter påbudet havde hjemmel i bekendtgørelsens § 16, stk. 4. Ombudsmanden fandt det imidlertid meget beklageligt, at M først efter at have haft sagen forelagt for 4. gang - og først efter ombudsmandens udtrykkelige opfordring hertil - fik klargjort det hjemmelsmæssige grundlag for afgørelsen. Uklarheden havde bl.a. medført en langvarig brevveksling med A og hans advokat om irrelevante forhold og havde forringet A's mulighed for at forsvare sig over for den trufne afgørelse. (J. nr. 1990-626-11).

Handelsselskabet A erhvervede i 1990 en grund. Grunden var olieforurenet, hvilket A ved erhvervelsen måtte antages at have været bekendt med. Det måtte anses for ubestridt, at det var selskabet B, der havde ejet grunden indtil 1986, som havde forårsaget forureningen.

Med henblik på senere at udstede et egentligt oprydningspåbud udstedte K Kommune et påbud til A om at foretage en nærmere kortlægning m.v. af forureningens omfang. Påbuddet, der efterfølgende blev tiltrådt af Miljøstyrelsen (M), blev udstedt med hjemmel i olietankbekendtgørelsens § 16, stk. 3. M gjorde navnlig gældende, at A ved erhvervelsen af grunden var indtrådt ("succederet") i B's ansvar, og mente i øvrigt, at påbuddet havde støtte i Højesterets dom i Rockwool-sagen (Ugeskrift for Retsvæsen 1991, s. 674ff).

Ombudsmanden anførte i en skrivelse til M, at han efter ordlyden af og forarbejderne til olietankbekendtgørelsens § 16, stk. 3, måtte anse det for tvivlsomt, om bestemmelsen gav hjemmel til at udstede påbud til en grundejer, som ved erhvervelsen nok var bekendt med forureningen, men som ikke selv havde forårsaget denne. M's successionssynspunkt syntes i øvrigt ikke at have støtte i retspraksis. Endelig kunne der - under hensyn til "forureneren betaler"-princippet - rejses spørgsmål om, hvorvidt et eventuelt påbud ikke under alle omstændigheder først burde rettes til B.

Ombudsmanden anmodede M om en supplerende udtalelse på grundlag af de anførte synspunkter. M meddelte herefter, at man - under hensyn til den tvivl, som ombudsmandens synspunkter havde rejst - havde trukket det udstedte påbud tilbage. (J. nr. 1992-2247-110).

En advokat klagede på vegne af en forening af efterskoler over at Kulturministeriet havde gjort udbetaling af lønpuljemidler til den enkelte efterskole betinget af forhandling med den forhandlingsberettigede organisation om midlernes fordeling. Ministeriet havde fastsat betingelsen i et cirkulære, men advokaten mente ikke at ministeriet heri havde hjemmel til at give pålæg om forhandlingsvilkår. Advokaten rejste endvidere spørgsmål om hvorvidt ministeriet havde hjemmel til at lade et cirkulære om tjenestefrihed uden løn gælde for lærere ved efterskoler.

Ombudsmanden udtalte ikke kritik i forbindelse med lønpuljespørgsmålet.

Ombudsmanden mente derimod at det var tvivlsomt, om ministeriet havde hjemmel til at fastsætte regler om tjenestefrihed uden løn gældende for lærere på efterskoler.

Ombudsmanden henstillede til ministeriet at ministeriet tog initiativ til at løse hjemmelsproblemet. (J. nr. 1993-52-75).

En borger klagede på vegne af sin handicappede søn over at de sociale myndigheder havde afslået at give hjælp efter serviceloven til at anskaffe en håndcykel. De sociale myndigheder opfattede håndcyklen som et trænings-/behandlingsredskab som der efter myndighedernes opfattelse ikke kunne ydes hjælp til efter den sociale lovgivning. Indenrigs- og Sundhedsministeriet oplyste at sundhedsvæsenet kun afholder udgifter til de behandlingsredskaber som patienten bliver forsynet med som led i eller i fortsættelse af sygehusbehandling.

Ombudsmanden mente ikke at der var tilstrækkeligt grundlag for at kritisere de sociale myndigheders langvarige faste praksis hvorefter serviceloven fortolkes således at der ikke kan ydes støtte til udgifter der hovedsagelig har et trænings- eller behandlingsmæssigt sigte.

Da denne praksis hverken fremgår klart af lovens ordlyd eller forarbejder, og da det således ikke fremgår om Folketinget har ønsket at der ikke skulle være mulighed for støtte til trænings- eller behandlingsredskaber, orienterede ombudsmanden bl.a. Folketingets Retsudvalg om sagen.

(J.nr. 2004-0459-054)

Den srilankanske statsborger A var flygtet til Indien og opholdt sig der i en flygtningelejr. A klagede over at Indenrigsministeriet (IM) havde givet afslag på hans ansøgning om humanitær opholdstilladelse her i landet i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2. IM havde i afslaget anført at IM ikke havde mulighed for at tage stilling til A's ansøgning, idet han opholdt sig uden for landets grænser. Under sagen udtalte IM at udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2, efter IM's opfattelse alene tager sigte på den situation, hvor en udlænding, der opholder sig her i landet, har fået endeligt afslag på sin asylansøgning. Til støtte for sin fortolkning henviste IM især til bestemmelsens forarbejder.

Efter en gennemgang af forarbejderne til udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2, udtalte ombudsmanden at efter hans opfattelse havde Folketinget nok drøftet hovedsigtet med bestemmelsen, men at Folketinget - hverken direkte eller forudsætningsvis - havde taget stilling til den nærmere afgrænsning af bestemmelsens anvendelsesområde. Ombudsmanden fandt heller ikke ud fra andre friere overvejelser grundlag for at opretholde IM's fortolkning af bestemmelsen i udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2. Det var derfor ombudsmandens opfattelse at IM ikke havde haft hjemmel i udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2, til at give afslag på A's ansøgning om opholdstilladelse på humanitært grundlag alene under henvisning til, at A ikke opholdt sig her i landet.

Ombudsmanden henstillede at IM - på baggrund af en konkret vurdering - traf realitetsafgørelse i sagen. (J. nr. 1993-2644-642).

Et menighedsrådsmedlem mistede sin valgbarhed efter at have slået et andet medlem, da myndighederne mente at episoden gjorde ham uegnet til at fortsætte arbejdet i menighedsrådet. Ombudsmanden mener ikke at der er grund til at kritisere resultatet af myndighedernes beslutning.

 

To journalister på en radiostation klagede til ombudsmanden over at Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed havde afslået et ønske om aktindsigt. Ombudsmanden sendte klagen til Forskningsministeriet til behandling. Forskningsministeriet returnerede klagen med den begrundelse at ministeriet ikke havde kompetence til at behandle klager over Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed.

På baggrund af § 4 m i lov om forskningsrådgivning og forarbejderne hertil mente ombudsmanden at Forskningsministeriet var kompetent til at behandle klager over udvalgene. Ombudsmanden henstillede derfor at ministeriet tog stilling til klagen. (J.nr. 1999-2401-701).

Arbejdsmarkedets Ankenævn havde tiltrådt en arbejdsløshedskasses afgørelse om afslag på ventedagpenge til et medlem.

Ombudsmanden udtalte efter sin behandling af sagen at arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, stk. 3, måtte fortolkes således at klageren var omfattet af bestemmelsen og dermed berettiget til ventedagpenge.

Ombudsmanden henstillede derfor til ankenævnet at genoptage og overveje sagen på baggrund af ombudsmandens opfattelse.

Ankenævnet meddelte senere at § 55, stk. 3, ikke udelukkede en fortolkning som gjorde klageren berettiget til ventedagpenge, og ankenævnet havde derfor hjemvist sagen til fornyet behandling på det ændrede grundlag. (J. nr. 1993-2702-029).

Et byråd besluttede at udvide et område hvor kommunen mod betaling stod for renholdelse og vintervedligeholdelse af vejarealer. Beslutningen blev truffet på grundlag af materiale som kommunens forvaltning havde frembragt. I dette materiale var det område som beslutningen omfattede, angivet på to måder som stred mod hinanden. Byrådets afgørelse blev senere udmøntet af forvaltningen i afgørelser som blev meddelt de berørte grundejere, herunder en ejerforening. Ejerforeningen klagede til Vejdirektoratet da den mente at byrådets afgørelse ikke omfattede den gade hvor ejerforeningens ejendom lå, og at afgørelsen forudsatte en forudgående forhandling med de berørte grundejere. Vejdirektoratet ændrede ikke kommunens afgørelse, men gjorde opmærksom på at kommunen burde havde orienteret ejerforeningen inden afgørelsen blev truffet. Over for ombudsmanden udtalte Vejdirektoratet at kommunen burde have partshørt ejerforeningen, men at denne fejl var repareret i forbindelse med behandlingen af klagesagen.

Ombudsmanden udtalte at byrådets afgørelse omfattede ejerforeningens ejendom, og at den ikke forudsatte en forudgående forhandling med de berørte grundejere. Ombudsmanden kritiserede dog at kommunen inden byrådsmødet havde frembragt et materiale som kunne give anledning til tvivl om indholdet af afgørelsen. Desuden kritiserede ombudsmanden at Vejdirektoratet ikke mere udtrykkeligt havde taget stilling til ejerforeningens klagepunkter. Ombudsmanden var enig i at kommunen burde have foretaget partshøring, men mente ikke at der var sket reparation af denne fejl.
(J.nr. 2006-2045-516).

Den Sociale Ankestyrelse (DSA) havde truffet afgørelse om afslag på hjælp efter bistandslovens § 46 b, stk. 1, 2. pkt., til udøvelse af samværsret med børn i England. DSA henviste til, at hjælp efter bistandsloven som overvejende hovedregel kun kan ydes til opfyldelse af et behov i Danmark, jf. bistandslovens § 1. Ombudsmanden anmodede DSA om en redegørelse for den generelle retsopfattelse, der lå til grund for DSA's afgørelse.

Efter at have modtaget en udtalelse fra DSA udtalte ombudsmanden, at DSA's forståelse af bistandslovens § 1 efter hans opfattelse ikke havde tilstrækkelig støtte i bestemmelsen, og at der ikke blot ved en henvisning til bistandslovens § 1 kan gives afslag på hjælp efter bistandslovens § 46, stk. 1, 2. pkt., til udgifter i forbindelse med udøvelse af en samværsret i tilfælde, hvor ansøgeren bor i Danmark, men barnet opholder sig i udlandet.

Ombudsmanden henstillede til DSA at ændre praksis i overensstemmelse hermed. (J. nr. 1989-699-052).

En mand klagede over at det sociale ankenævn stadfæstede en kommunes afslag på medicintilskud. Manden led i perioder af svær migræne som følge af en kronisk sygdom. Afslaget var begrundet med at mandens medicinforbrug på grund af lidelsens karakter ikke kunne antages at være vedvarende. Denne betingelse fremgik ikke direkte af nogen bindende retsforskrifter på området.

Ombudsmanden havde ikke tilstrækkeligt grundlag for at lægge en anden fortolkning til grund ved behandlingen af sagen end den som fremgik af vejledningen og af Den Sociale Ankestyrelses mangeårige praksis.

Ombudsmanden udtalte dog at kommunen og ankenævnet ved at undlade at indhente oplysninger om hyppigheden af migræneanfaldene ikke havde oplyst sagen tilstrækkeligt.

Ombudsmanden mente det var meget beklageligt at kommunen ikke havde partshørt manden om en statusbedømmelse fra egen læge.

Ombudsmanden kritiserede at kommunen og ankenævnet ikke i forbindelse med afgørelserne havde opfyldt de almindelige krav til begrundelse. (J.nr. 1998-1301-050).

Forældrene til en elev på et privat gymnasium klagede til ombudsmanden over at rektor for gymnasieskolen midlertidigt havde udelukket og efterfølgende bortvist deres søn fra skolen, og over at Undervisningsministeriet ikke havde ændret rektors afgørelser. Forældrene klagede endvidere over den tid som ministeriet havde taget om at behandle klagen. Under sagens behandling hos ombudsmanden udtalte Undervisningsministeriet at reglerne i gymnasiebekendtgørelsen om partshøring, begrundelse og klagevejledning finder anvendelse ved afgørelser om bortvisning, og at gymnasieskolen ikke havde opfyldt reglerne i forbindelse med bortvisningen af sønnen.

Ministeriet udtalte også senere at der hverken var hjemmel til at udelukke sønnen midlertidigt efter gymnasiebekendtgørelsens bestemmelser eller på andet grundlag eller til senere at bortvise ham efter bekendtgørelsens bestemmelser.

Ombudsmanden meddelte forældrene at gymnasieskolen som et privat gymnasium ikke var en del af den offentlig forvaltning, og at ombudsmanden derfor var afskåret fra at foretage sig noget direkte over for skolen. Ombudsmanden meddelte endvidere forældrene at han havde besluttet at afslutte sin behandling af sagen uden at afgive en egentlig ombudsmandsudtalelse. Ombudsmanden henviste til at Undervisningsministeriet under sagens behandling havde givet forældrene medhold i væsentlige dele af klagen, og at der ikke var udsigt til at han kunne kritisere sagsbehandlingstiden i Undervisningsministeriet.

Undervisningsministeriet havde tidligere under sagens behandling udtalt at man navnlig under hensyn til den lange tid der var gået siden skolens afgørelse blev truffet, ikke mente at afgørelsen om bortvisning burde ændres med den virkning at sønnen kunne fortsætte på skolen. Ombudsmanden sendte Undervisningsministeriet en kopi af sit afsluttende brev til forældrene som en anmodning fra forældrene om at ministeriet tog stilling til hvorvidt man på baggrund af ministeriets seneste vurdering af manglerne ved afgørelsen om bortvisningen, ville foretage sig mere over for gymnasieskolen. Ombudsmanden bad Undervisningsministeriet om underretning om ministeriets svar til forældrene. (J.nr. 2001-0762-711).

En journalist bad Miljøministeriet om aktindsigt i en e-mail som miljøministeren havde sendt til sin folketingsgruppe. E-mailen indeholdt ministerens kommentarer til en sag som var blevet overført fra Miljøministeriet til Justitsministeriet fordi der kunne være tvivl om miljøministerens habilitet. Miljøministeriet afslog aktindsigt i e-mailen og henviste i den forbindelse til at e-mailen var privat og dermed ikke en del af den offentlige forvaltnings virksomhed. Journalisten klagede til ombudsmanden over afslaget.

  Ombudsmanden udtalte at miljøministeren, som andre der virker i den offentlige forvaltning, naturligvis som privatperson kunne kommentere en sag hun havde været involveret i under sit virke som minister. Da mailens indhold havde en klar tilknytning til en sag i ministeriet og til ministerens rolle som minister, var der efter ombudsmandens opfattelse dog en vis formodning for at e-mailen måtte anses for en aktivitet inden for den offentlige forvaltning. Denne formodning kunne svækkes eller afkræftes af andre omstændigheder i sagen.

  Det fremgik ikke af mailen i hvilken rolle ministeren havde udarbejdet den. Det var f.eks. ikke angivet at den var udarbejdet af hende i rollen som minister. Det var heller ikke angivet at mailen var udarbejdet i anden egenskab, f.eks. som medlem af folketingsgruppen. I overensstemmelse med formodningen måtte mailen under disse omstændigheder anses for en aktivitet inden for den offentlige forvaltning.

  Ombudsmanden henstillede på denne baggrund til Miljøministeriet at genoptage sagen og på ny tage stilling til anmodningen om aktindsigt. Ombudsmanden bemærkede at han ikke havde udtalt sig om hvorvidt der var ret til indsigt i mailen, eller om den var omfattet af undtagelsesbestemmelserne i offentlighedsloven.

  (J.nr. 2005-2214-101).

Århus Statsamt afviste en klage fra en nabo til et byggeri med henvisning til at den pågældende ikke var klageberettiget: udsigten fra naboens ejendom ville ikke blive generet af det pågældende byggeri, og naboen havde derfor ikke en individuel, væsentlig interesse i spørgsmålet om hvorvidt byggelovens regler om bebyggelsesprocent, højde og afstand var overholdt.

Ombudsmanden udtalte at naboens interesse i at undgå skade på sin ejendom som følge af byggeriet var omfattet af byggelovens § 12 om iværksættelse af foranstaltninger til sikring af omliggende grunde mv. Afgørelser efter § 12 kan ikke påklages til statsamtet. Ombudsmanden kunne derfor ikke kritisere statsamtets afgørelse, men mente det var beklageligt at statsamtet havde lagt vægt på skelafstanden da dette forhold var uden betydning for spørgsmålet om klageberettigelse.

Det havde været hensynsfuldt om statsamtet i sin begrundelse udtrykkeligt havde forklaret hvorfor risikoen for skader på klagerens ejendom ikke kunne tillægges betydning. (J.nr. 2000-0144-160).

A klagede over Den Sociale Ankestyrelses (DSA's) afgørelse vedrørende hans berettigelse til ménerstatning og erstatning for tab af erhvervsevne som følge af udsættelse for organiske opløsningsmidler. Ankestyrelsen vurderede, at A var hjerneskadet svarende til en méngrad på 60%, og at A havde et erhvervsevnetab på 60%. Ankestyrelsen vurderede imidlertid, at halvdelen af méngraden og erhvervsevnetabet kunne henføres til en selvstændig hjernelidelse hos A, der var udløst af opløsningsmiddeludsættelsen, men som i øvrigt udviklede sig uafhængigt af opløsningsmiddeludsættelsen, hvorfor der ikke blev givet erstatning herfor.

Ombudsmanden udtalte, at efter almindelige erstatningsretlige regler kan en skadevolder almindeligvis også gøres ansvarlig for skader, som skyldes skadelidtes særlige sygdomsanlæg, der udløses ved det ansvarspådragende forhold. På baggrund af DSA's langvarige praksis og en ændring af arbejdsskadeforsikringsloven samt bemærkningerne hertil, fandt ombudsmanden dog ikke tilstrækkeligt grundlag for at foretage videre vedrørende DSA's praksis.

Ombudsmanden fandt imidlertid, at det lægelige grundlag for at foretage en reduktion i erstatningen måtte karakteriseres som spinkelt og derfor mindre foreneligt med den omvendte bevisbyrderegel i arbejdsskadeforsikringsloven. Ombudsmanden fandt ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for kritik af afgørelsen, men meddelte, at han var indstillet på at henstille til Civilretsdirektoratet, at der blev givet A fri proces til sagsanlæg mod DSA, såfremt A ønskede dette. (J. nr. 1990-1656-031).

Ombudsmanden undersøgte af egen drift en sag om annoncering af ledige stillinger i staten på internettet. Det var ombudsmandens umiddelbare opfattelse at offentligt opslag af ledige stillinger (og lønnede hverv) udelukkende i form af annoncering på internettet ikke ville opfylde gældende regler for offentligt opslag på nuværende tidspunkt. Derimod kunne den indførte ordning hvor offentligt opslag af ledige stillinger (og lønnede hverv) i staten skete i form af såvel en annoncering på en internetadresse som i to landsdækkende dagblade, opfylde gældende regler. Dog burde annonceringen i dagbladene udbygges med oplysninger om telefonnummer som kunne anvendes ved henvendelser om yderligere oplysninger om stillingen. Desuden burde der være oplysning om en postadresse til brug bl.a. ved ansøgninger. Herudover gjaldt den eksisterende forpligtelse til at foretage en vurdering af annoncemediets egnethed i forhold til den konkrete stilling stadig, dvs. forpligtelse til at vurdere om det var tilstrækkeligt at anvende annoncering på internettet og i to landsdækkende aviser. (J.nr. 2001-0025-810).

A klagede over en udtalelse fremsat af Sundhedsministeriet vedrørende Sundhedsvæsenets Patientklagenævns (PKN's) adkomst til at udtale kritik af sundhedspersoner i sager, hvor den strafferetlige forældelsesfrist er indtrådt.

Ombudsmanden redegjorde for den 2-årige strafferetlige forældelsesfrist, som er gældende ved overtrædelse af lægeloven, når der ikke er hjemlet højere straf end 1 års fængsel eller bøde. Ombudsmanden redegjorde dernæst for PKN's beføjelser til at udtale kritik i henhold til centralstyrelsesloven.

Ved sin behandling af sagen inddrog ombudsmanden bl.a. hensynet til borgernes retssikkerhed, til PKN's funktion som disciplinærmyndighed og til den sundhedsperson, der er rejst kritik af, samt den omstændighed, at klagefristen til PKN (2 år) først regnes fra det tidspunkt, hvor klageren får viden om det forhold, der klages over.

Ombudsmanden udtalte herefter, at det forhold, at en straffesag mod en sundhedsperson må opgives på grund af strafferetlig forældelse, ikke i sig selv afskærer PKN's adgang til at behandle sagen og tilkendegive nævnets opfattelse, herunder eventuelt udtale kritik af den pågældendes adfærd.

Ombudsmanden foretog ikke videre i anledning af A's klage. (J. nr. 1991-483-43).

A klagede over, at Socialministeriet (SM) ved beregning af social pension anser afkald på retten til at sidde i uskiftet bo efter en afdød ægtefælle for omfattet af § 28, stk. 3, nr. 4, i lov om social pension om forringelse af vedkommendes økonomiske stilling ved bortgivelse eller lignende dispositioner. A gjorde gældende, at opfattelsen var i strid med bistandsloven samt arvelovens regler om hensidden i uskiftet bo, og anførte til støtte herfor, at den længstlevende ægtefælle ifølge arvelovens § 14 har ret til at hensidde i uskiftet bo.

Ombudsmanden udtalte, at hovedvirkningen af hensidden i uskiftet bo er, at den længstlevende ægtefælle overtager fællesboet uden at skulle skifte med fælles livsarvinger, og da ægtefællen i levende live udøver en ejers rådighed over boet, kunne det ikke kritiseres, at SM generelt opfatter adgangen som en økonomisk betryggelse og derfor sidestiller afkald herpå med bortgivelse af midler. Ombudsmanden lagde herved også vægt på, at SM's opfattelse måtte anses for en videreførelse af ældre praksis vedrørende tilsvarende bestemmelser i den tidligere pensionslovgivning. (J. nr. 1990-42-044).

A's far, B, der i 1966 havde meldt sig ud af Folkekirken, døde i 1991. Han blev begravet i samme gravsted på X Kirkegård som hans hustru C der ved sin død i 1967 var medlem af Folkekirken. A stod for begravelsen af B og blev af kirkegården opkrævet et beløb for fornyelse af gravstedet indtil den 31. december 2011 på ca. 20.000 kr. Beløbet, der var ca. 40 gange større end det beløb, A skulle have betalt hvis B ved sin død havde været medlem af Folkekirken, var fastsat i henhold til de graduerede takstbestemmelser i vedtægten for X Kirkegård.

Ombudsmanden udtalte at det utvivlsomt i sig selv var lovligt at fastsætte højere takster for personer, der ved deres død ikke var medlem af Folkekirken. Derimod måtte det efter ombudsmandens opfattelse - i lyset af det vederlagssynspunkt der ligger til grund for de relevante lovbestemmelser - anses for tvivlsomt om der var hjemmel til fuldt ud at anvende taksterne for ikkemedlemmer af Folkekirken på B, der i en del af sit voksenliv havde været medlem af Folkekirken og dermed via kirkeskatten havde bidraget til kirkegårdenes vedligeholdelse og drift. Ombudsmanden fandt dog ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at kritisere Kirkeministeriets (K's) praksis.

Under ombudsmandens behandling af sagen tilsluttede K sig at taksterne for ikke-medlemmer af Folkekirken ikke kan overstige de faktiske omkostninger, der er forbundet med etablering og vedligeholdelse af gravstederne. Det måtte anses for meget usikkert om kirkegårdsmyndighederne i A's sag havde været opmærksom på dette retsprincip. Ombudsmanden henstillede derfor til K at sagen blev genoptaget. (J. nr. 1992-2595-74).

Et aktieselskab som ejede en landbrugsejendom, klagede til ombudsmanden over at Jordbrugskommissionen for Vestsjællands Amt og Strukturdirektoratet havde stillet krav om at selskabet ændrede en tegningsregel hvorefter selskabet både kunne tegnes af "landmanden i selskabet" og af to medlemmer af bestyrelsen i forening. Myndighederne henviste til at "landmanden i selskabet" skulle kunne træffe de sædvanlige beslutninger om den daglige drift.

Ombudsmanden udtalte at bestemmelsen i landbrugslovens § 20 efter sin ordlyd ikke indeholdt hjemmel til at stille krav til tegningsregler o.l. der i øvrigt regulerede landmandens og de andre aktionærers dispositionsbeføjelser. Ombudsmanden konkluderede dog på baggrund af bestemmelsens forarbejder at det var Folketingets intention med bestemmelsen at "landmanden i selskabet" selv bevarede den fulde dispositionsret over landbrugsejendommen. Ombudsmanden havde derfor ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at kritisere myndighedernes opfattelse af at en regel i vedtægterne om at selskabet kunne tegnes uden om landmanden i selskabet, var uforenelig med bestemmelsen i landbrugslovens § 20.

Det var imidlertid efter ombudsmandens opfattelse ønskeligt om der i loven blev fastsat udtrykkelige regler der fastlagde retstilstanden i et tilfælde som det foreliggende. På baggrund af at der ved lov nr. 350 af 2. juni 1999 om ændring af lov om landbrugsejendomme blev indsat en bestemmelse der giver hjemmel til i bekendtgørelsesform at fastsætte krav til tegningsregler o.l., og at landbrugsministeren gjorde brug af denne hjemmel i bek. nr. 624 af 26. juli 1999, foretog ombudsmanden sig ikke mere i sagen. (J.nr. 1997-3543-340).

En advokat klagede på vegne af en grundejer over et påbud om oprensning af en grøft. Der havde ikke været vand i grøften i mange år, og ombudsmanden mente derfor det var tvivlsomt om grøften kunne kaldes et vandløb i vandløbslovens forstand.

Ombudsmanden mente endvidere at kommunen - hvis grøften var omfattet af vandløbsloven - som følge af passivitet havde været uberettiget til at give påbuddet.

Ombudsmanden henstillede på den baggrund at Miljøstyrelsen genoptog sagen. (J.nr. 1996-2752-143).

 En partsrepræsentant i en sag hos Ankestyrelsen klagede til ombudsmanden over at Ankestyrelsen havde givet afslag på at få oplyst navnet på den lægekonsulent som deltog i Ankestyrelsens behandling af sagen. Ankestyrelsen henviste til at sagen stadig verserede.

Ombudsmanden udtalte at han var enig med Ankestyrelsen i at klageren som partsrepræsentant i en afgørelsessag havde adgang til aktindsigt i oplysningen om navnet på den lægekonsulent som havde deltaget i behandlingen af sagen. Ombudsmanden udtalte sig også mere generelt om adgangen til aktindsigt i navnet på den eller de (ansatte) der deltager i behandlingen af en sag. 

Ombudsmanden var derimod ikke enig med Ankestyrelsen i at der først var adgang til aktindsigt i oplysningen om navnet på den lægekonsulent som deltog i behandlingen af en sag, efter at sagen var færdigbehandlet i Ankestyrelsen (for så vidt angår underretningssager på børneområdet, når der er truffet beslutning om Ankestyrelsen vil behandle sagen på et møde). Ombudsmanden lagde særlig vægt på at retten til aktindsigt – såvel efter reglerne i offentlighedsloven som efter reglerne i forvaltningsloven – omfatter både verserende og afgjorte sager.

Det var på den baggrund efter ombudsmandens opfattelse kritisabelt at Ankestyrelsen havde givet partsrepræsentanten afslag på aktindsigt i oplysningen om navnet på den lægekonsulent der deltog i behandlingen af sagen. Ombudsmanden forudsatte at lægekonsulenten på tidspunktet for partsrepræsentantens anmodning om aktindsigt rent faktisk deltog eller havde deltaget i behandlingen af sagen.

(J.nr. 2008-3460-001).

En borger klagede over at det sociale nævn havde afvist at behandle hans klage med den begrundelse at klagefristen på 4 uger var overskredet. Borgeren oplyste at han ikke havde modtaget kommunens afgørelse før 4 dage efter afgørelsens datering, og at klagefristen derfor ikke var overskredet.

Ombudsmanden kunne ikke kritisere at nævnet havde anset kommunens afgørelse for at være kommet frem dagen efter afsendelsen. Han henviste til at kravene til beviserne for at et brev fra en myndighed må antages at være kommet frem til modtageren dagen efter afsendelsen, ifølge praksis er lempelige.

Det sociale nævn har imidlertid mulighed for at dispensere fra klagefristen. Ombudsmanden opregnede en række forhold som efter hans opfattelse kan inddrages ved vurderingen af om myndigheden skal dispensere. Han henstillede at nævnet genoptog sagen.
(J.nr. 2008-3306-009).

Selskabet A A/S klagede over skattemyndighedernes opkrævning og beregning af morarente i anledning af selskabets køb af egne aktier. Til støtte for klagen anførte A A/S at den opkrævede morarente ikke havde tilstrækkelig hjemmel i lovgivningen, og at det i øvrigt fremgik af Skatteministeriets cirkulæreskrivelse af 29. juni 1992 om indeholdelse af udbytteskat, at der ikke er pligt til indeholdelse af udbytteskat, når der foretages kapitalnedsættelse eller et aktiesalg til udstedende selskab, og der samtidig meddeles dispensation efter ligningslovens § 16 A, stk. 2, eller § 16 B, stk. 2.

Ombudsmanden udtalte at efter hans opfattelse var der en berettiget tvivl om lovmedholdeligheden af skattemyndighedernes tidligere praksis for indeholdelse af udbytteskat ved salg af aktier til udstedende selskab, når der ved salget var meddelt dispensation for udbyttebeskatning. Det var ligeledes ombudsmandens opfattelse at der forelå tvivl om berettigelsen af myndighedernes praksis for fastlæggelse af forfaldstidspunktet for indeholdelse af udbytteskat, såfremt indeholdelsespligten i øvrigt bestod. På trods af denne tvivl fandt ombudsmanden dog ikke at der forelå et fuldt tilstrækkeligt grundlag for at kritisere Told- og Skattestyrelsens afgørelse om opkrævning af morarenter.

Ombudsmanden anerkendte imidlertid A A/S's interesse i at få fortolkningsproblemet afgjort og eventuelt herved opnå medhold i at det påklagede morarentebeløb var opkrævet uden den fornødne lovhjemmel. Ombudsmanden udtalte at han - såfremt A A/S måtte ønske sagen prøvet ved domstolene - ville henstille til Civilretsdirektoratet, at der blev meddelt A A/S fri proces. (J. nr. 1993-207-216).

Arbejdsmarkedets Ankenævn fastholdt en afgørelse om at slette et medlem af en a-kasse på grund af svig. Anklagemyndigheden havde besluttet at opgive påtale mod A for bedrageri fordi der ikke kunne føres det tilstrækkelige bevis for forsæt. Ombudsmanden lagde til grund at forsætsbegrebet i arbejdsløshedsforsikringslovens svigsbestemmelse og strafferetten principielt er det samme, men at der er forskel i henseende til beviskravet. Det var derfor ikke en nødvendig følge af en påtaleopgivelse efter straffeloven at svigsslettelsen efter arbejdsløshedsforsikringsloven skulle ophæves.

Af myndighedernes udtalelser fremgik imidlertid at de tillagde anklagemyndighedens påtaleopgivelse mindre vægt end en frifindende dom. Ombudsmanden mente at de to reaktionsformer i overensstemmelse med de almindelige principper for strafforfølgning måtte sidestilles i den her omhandlede sammenhæng og henstillede at ankenævnet genoptog sagen. (J.nr. 1997-2580-019).

En arbejdsløshedskasse klagede på et medlems vegne over Dagpengeudvalgets afgørelse om standsning af sygedagpenge. Medlemmet havde først fået afslag af kommunen på revalidering, og Dagpengeudvalget havde truffet sin afgørelse i sygedagpengesagen på baggrund af dette afslag. Kommunens afslag på revalidering var efterfølgende blevet ændret af det sociale ankenævn, men Dagpengeudvalget fastholdt sin afgørelse.

Ombudsmanden udtalte at det følger af formålet med sygedagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1, at dagpengeudbetalingen som hovedregel skal forlænges når der er truffet en egentlig afgørelse om bevilling af revalidering, og når revalideringen endnu ikke er iværksat og der ikke kan anvises den pågældende arbejde.

Det var ombudsmandens opfattelse at Dagpengeudvalget var forpligtet til at inddrage oplysningen om ankenævnets bevilling af revalidering (ændring af kommunens afgørelse) i udvalgets vurdering af om dagpengeudbetalingen kunne forlænges. Ombudsmanden konkluderede at konsekvensen burde have været at Dagpengeudvalget havde forlænget dagpengeudbetalingen. (J.nr. 1999-0560-025).

I forbindelse med strukturreformen blev landets 14 statsamter sammenlagt til 5 statsforvaltninger. Under arbejdet med sammenlægningerne op til 1. januar 2007 udarbejdede statsforvaltningerne i samarbejde med det daværende indenrigs- og sundhedsministerium bl.a. nye vejledende retningslinjer for kassation af statsamternes – og senere statsforvaltningernes – arkivalier. Ved behandlingen af nogle konkrete sager blev ombudsmanden opmærksom på retningslinjerne og på at statsamterne var begyndt at kassere deres sager i stort omfang i løbet af 2006. Ombudsmanden tog spørgsmålet om statsamternes og senere statsforvaltningernes kassationspraksis op til behandling af egen drift.

Af retningslinjerne fremgik det blandt andet at alle sociale sager skulle kasseres når der var gået 1 kalenderår ud over det år hvor de var oprettet. Ombudsmanden udtalte at det var en fejl når statsforvaltningerne kasserede sociale sager hvis alder var beregnet efter oprettelsesåret. Ombudsmanden støttede sig til en udtalelse i sagen fra Statens Arkiver som skrev at en sags alder skal regnes fra det år hvor den er afsluttet.

Ombudsmanden udtalte også at det som udgangspunkt ikke var tilstrækkeligt at bevare sagsakter i 1 år. Ombudsmanden gennemgik retsgrundlaget i arkivlovgivningen og konstaterede at originale sagsakter først kan kasseres når der ikke længere er et retligt eller administrativt behov for dem. Hvornår det tidspunkt indtræder, afhænger af en konkret vurdering. Efter ombudsmandens opfattelse måtte spørgsmålet ses i lyset af de til enhver tid gældende forældelsesregler. Det var kritisabelt hvis en statsforvaltning havde kasseret sager før det tidspunkt. Ombudsmanden mente dog ikke der var grundlag for at udtale kritik af statsforvaltningernes retningslinjer hvis sagsakterne kunne tilvejebringes på ny ved hjælp af landets kommuners arkiver. Det var imidlertid ombudsmandens opfattelse at ansvaret for at statsforvaltningens arkivalier blev opbevaret forsvarligt og i den fornødne periode, påhvilede statsforvaltningen og  ikke kunne overlades til kommunerne.
(J.nr. 2006-3096-009).

Klik på linket til højre for at læse hele redegørelsen.

På grund af et stort fravær ved skoleårets start modtog en elev på et gymnasium en skriftlig advarsel. Det fremgik bl.a. af advarslen at hun risikerede at blive overført til eksamen på særlige vilkår hvis forsømmelserne fortsatte. Ca. tre uger senere meddelte rektor at hun skulle til eksamen på særlige vilkår. Eleven nedbragte de næste måneder fraværet væsentligt, og fire måneder senere udgjorde det under 15,1% af undervisningen hvilket hun gjorde rektor opmærksom på. Rektor meddelte at han ikke havde til hensigt at ændre den trufne afgørelse. Eleven klagede herefter til Undervisningsministeriet. I en afgørelse der var stilet til rektor, stadfæstede ministeriet rektors afgørelse.

Ombudsmanden udtalte at rektor burde have foretaget partshøring af eleven inden han traf afgørelsen om at hun skulle til eksamen på særlige vilkår, og at Undervisningsministeriet burde have påtalt at dette ikke var sket. Endvidere fandt ombudsmanden det beklageligt at ministeriet ikke havde givet eleven lejlighed til at kommentere rektors udtalelse inden ministeriet traf afgørelse i sagen. Ombudsmanden fandt det ligeledes beklageligt at ministeriet ikke havde påtalt over for rektor, at han ikke havde givet eleven klagevejledning i forbindelse med afgørelsen.

Ombudsmanden udtalte endvidere at Undervisningsministeriet burde have underrettet eleven direkte om afgørelsen af hendes klage, og at ministeriet burde have bedt rektor om at træffe en afgørelse om, hvorvidt eleven efter sin senere henvendelse alligevel kunne aflægge prøve på normale vilkår, jf. gymnasiebekendtgørelsens § 3, stk. 7.

Selv om rektors afgørelse var behæftet med sagsbehandlingsfejl, mente ombudsmanden dog ikke at disse var så væsentlige, at afgørelsen var ugyldig. Rektors manglende realitetsbehandling af elevens anmodning om at aflægge prøve på normale vilkår måtte imidlertid anses for en væsentlig fejl, idet det ikke kunne udelukkes at rektor efter en realitetsbehandling af anmodningen ville have imødekommet den. Da eleven efter det oplyste ved sagens afslutning havde bestået eksamen på særlige vilkår, gik ombudsmanden ud fra at hun ikke var interesseret i en genoptagelse af sagen med henblik på, om hun burde tilbydes at aflægge eksamen på normale vilkår. (J. nr. 1994-683-711).

A, der var på venteliste til en knæoperation på X Amtssygehus, klagede over at han havde mistet retten til sygedagpenge i medfør af varighedsbegrænsningen i sygedagpengelovens § 22, stk. 1. Sygehuset havde oplyst at der måtte forventes en ventetid på 14 måneder.

Dagpengeudvalget (DPU) havde ved sin afgørelse fundet at A ikke opfyldte betingelserne i § 48 i Socialministeriets dagældende bekendtgørelse nr. 153 af 5. marts 1990 om at være under lægebehandling eller vente på lægebehandling, der inden 26 uger måtte antages at kunne genskabe arbejdsdygtigheden. Det var således DPU's opfattelse at den samlede udbetalingsperiode ikke ville kunne overstige den maksimale dagpengeperiode, uanset at årsagen til at "26 ugers-reglen" i bekendtgørelsens § 48 ikke kunne overholdes, var ventetid på en operation.

Ombudsmanden udtalte at han fandt det mest nærliggende at forstå bestemmelsen i bekendtgørelsens § 48 således, at dagpengeretten kan forlænges i de tilfælde, hvor den pågældende venter på sygehusbehandling, og hvor ventetiden alene skyldes ressourcemæssige forhold hos det offentlige; dog under den forudsætning at sygehusbehandlingen - når den iværksættes - må være egnet til inden for 26 uger at genskabe arbejdsdygtigheden. Ombudsmanden fandt dog ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at kritisere DPU's afgørelse, men henstillede i stedet til DPU at overveje A's sag på ny. Ombudsmanden bemærkede at socialministeren med virkning fra 1. september 1993 havde ændret dagpengebekendtgørelsen og indføjet en ny bestemmelse (§ 49 a), hvorefter der ved afgørelser om forlængelse af dagpengeretten kan bortses fra den periode, hvor den sygemeldte venter på behandling på et offentligt sygehus. (J. nr. 1993-1096-025).

En kommune og et socialt nævn traf afgørelse om at en pensionist skulle betale boligstøtte for tre år tilbage fordi hun havde fået efterbetalt pension og ikke havde fortalt det til kommunen.

Da nævnet ikke havde efterkommet ombudsmandens anmodning om at indhente en udtalelse fra kommunen, koncentrerede ombudsmanden sin behandling af sagen til det sociale nævns sagsbehandling og afgørelse.

Ombudsmanden kritiserede at nævnets afgørelse ikke havde hjemmel i boligstøttelovens § 47, da nævnet ikke havde undersøgt om betingelserne var til stede for at boligstøtten kunne kræves efterreguleret og tilbagebetalt.

Ombudsmanden kritiserede også at nævnet ikke havde sikret sig et tilstrækkeligt oplysningsgrundlag idet nævnet ikke havde modtaget sagens akter og en genvurdering fra kommunen inden nævnet traf sin afgørelse.

Endelig kritiserede ombudsmanden at det sociale nævn ikke havde forholdt sig til om kommunen havde partshørt inden sine afgørelser.

På den baggrund henstillede ombudsmanden at nævnet genoptog sin behandling af sagen. (J.nr. 2002-2308-083).

A klagede over en afgørelse fra Arbejdsmarkedets Ankenævn (AA). Ved afgørelsen havde AA tiltrådt Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikrings (DfA's) afgørelse om afslag på A's anmodning om refusion af medlemskontingent til hans a-kasse. Den lokale a-kasse havde tidligere meddelt A tilsagn om refusion.

Ombudsmanden bemærkede, at spørgsmålet om tilbagebetaling af a-kasse kontingent ikke er reguleret i arbejdsløshedsforsikringsloven og således principielt beror på ulovbestemte formueretlige synspunkter. Ombudsmanden fandt, at DfA's beføjelse som klageinstans i medfør af lovens § 98, stk. 2, samt DfA's tilsynsbeføjelse i medfør af § 88 ikke kan antages at omfatte afgørelser om forhold, hvorom der ikke er fastsat regler i arbejdsløshedsforsikringslovgivningen. En antagelse om, at DfA og AA som klageinstanser havde beføjelse til at tage stilling til rent privatretlige forhold mellem en a-kasse og dens medlemmer, måtte kræve særlige holdepunkter - og sådanne sås ikke at foreligge i relation til lovens § 98. Sammenfattende var det ombudsmandens opfattelse, at både DfA og AA havde været inkompetente til at træffe afgørelse om spørgsmålet.

Ombudsmanden fandt at måtte afstå fra at udtale sig om, hvorvidt A fortsat kunne støtte ret på a-kassens oprindelige afgørelse, da a-kasserne falder uden for ombudsmandens område; men han påpegede dog, at eftersom både DfA's og AA's afgørelser på baggrund af ovenstående måtte anses for ugyldige, måtte a-kassens afgørelse fortsat betragtes som retlig virksom. (J. nr. 1991-673-029).

En far klagede over at Civilretsdirektoratet havde ophævet en aftale fra 1988 mellem ham og hans tidligere ægtefælle om fordeling af transportudgifterne ved hans samvær med datteren. Ifølge aftalen skulle moderen betale for barnets befordring fra bopælen og til lufthavnen. Moderen ansøgte senere om at blive fritaget for disse udgifter. Direktoratet ændrede statsamtets afslag på moderens ansøgning og ophævede forældrenes aftale.

Ombudsmanden anså direktoratets bemærkning i et brev til faderen om manglende hjemmel for misvisende.

Under sagens behandling hos ombudsmanden blev det navnlig afklaret at bestemmelsen i den dagældende myndighedslov § 24, stk. 1, giver hjemmel til at pålægge forældremyndighedsindehaveren at afholde transportudgifter i forbindelse med samværsrettens udøvelse og - som følge heraf - hjemmel til at ændre en aftale forældrene imellem om fordeling af disse udgifter.

Sammenfattende var det ombudsmandens opfattelse at direktoratet ikke i sine begrundelser havde givet en tilstrækkelig forklaring på hvilke konkrete omstændigheder der havde ført direktoratet til at ændre statsamtets afgørelse. Ombudsmanden kunne herefter ikke tage stilling til den indholdsmæssige rigtighed af direktoratets afgørelse og henstillede at direktoratet genoptog sagen. (J. nr. 1994-2820-654).

Brancherådet A klagede over at § 46 i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 131 af 21. marts 1993 (affaldsbekendtgørelsen) efter rådets opfattelse ikke havde hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 92.

Efter § 46 i affaldsbekendtgørelsen kan afgørelser der efter bekendtgørelsen træffes af kommunalbestyrelsen, ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Efter miljøbeskyttelseslovens § 91 kan kommunalbestyrelsens afgørelser efter loven eller efter regler der er fastsat med hjemmel i loven, som hovedregel påklages til Miljøstyrelsen. Lovens § 92 indeholder hjemmel til at afskære denne klageadgang for så vidt angår afgørelser der "enkeltvis er af mindre betydning for miljøbeskyttelsen". Spørgsmålet i sagen var om affaldsbekendtgørelsens § 46 lå inden for rammerne af sidstnævnte bestemmelse.

Ombudsmanden udtalte at efter hans opfattelse gav bekendtgørelsen ikke kommunalbestyrelsen hjemmel til at træffe afgørelser af en karakter der - under hensyn til bestemmelsens ordlyd og forhistorie - faldt uden for miljøbeskyttelseslovens § 92. Ombudsmanden kunne derfor ikke give A medhold i klagen. (J. nr. 1993-2093-119).

Metodistkirken i Danmark klagede over at SU-Styrelsen (S) havde meddelt tre studerende afslag på uddannelsesstøtte til gennemførelse af en uddannelse på Metodistkirkens Teologiske Seminarium i Sverige. S begrundede afslaget med at uddannelsen ikke ville kunne anerkendes offentligt i Danmark, jf. Undervisningsministeriets bekendtgørelse om uddannelsesstøtte. Det fremgik af sagens akter at S i en afgørelse fra 1987 havde anerkendt, at uddannelsen efter de dagældende regler indebar ret til uddannelsesstøtte.

Ombudsmanden redegjorde for at det også efter de i 1987 gældende regler var en betingelse, at uddannelsen kunne anerkendes offentligt i Danmark, og at retsgrundlaget for så vidt var uændret. Ombudsmanden udtalte at S ifølge forvaltningsrettens almindelige lighedsgrundsætning ikke uden videre kunne fravige den praksis, der blev fastlagt ved afgørelsen i 1987, idet denne afgørelse fremtrådte som en principiel afklaring af det rejste fortolkningsspørgsmål. S ville kun kunne fravige det tidligere fortolkningsresultat, såfremt afgørelsen fra 1987 var urigtig. Ombudsmanden fandt ikke at det på det foreliggende grundlag var sandsynliggjort, at S's afslag havde karakter af en retmæssig korrigering af afgørelsen fra 1987 og henstillede derfor til S at tage sagen op til fornyet overvejelse. (J. nr. 1993-673-73).

Et rådgivningscenter indgav klage over at en del af et offentligt vandløb blev udlagt som naturvandløb hvilket indebar begrænsninger i amtets vedligeholdelse.

Ombudsmanden udtalte at der ikke var holdepunkter for at antage at der var hjemmel til at udlægge et offentligt vandløb som naturvandløb. Der skulle således i regulativet stilles faste krav til vandløbets skikkelse, dvs. være faste angivelser for bundbredde, bundkote og skråningsanlæg, eller til vandløbets vandføringsevne.

Da det pågældende regulativ ikke indeholdt sådanne faste krav, henstillede ombudsmanden at sagen blev genoptaget. (J.nr. 1999-1494-143).

Som advokat for en gruppe statsløse palæstinensere fra Libanon klagede A til ombudsmanden over, at Justitsministeriet (JMT) havde givet udtryk for, at hverken Direktoratet for Udlændinge (DfU) eller JMT (som klageinstans) skulle træffe afgørelse om udsendelse af asylsøgere, der havde fået endeligt afslag på asyl, og som påberåbte sig, at udsendelsen var i strid med udlændingelovens § 31.

Ombudsmanden konkluderede på grundlag af udlændingelovens ordlyd og forarbejder, at hvis en asylsøger påberåber sig, at udsendelsen er i strid med udlændingelovens § 31, skal DfU træffe en særskilt afgørelse om udsendelse. Afgørelsen kan påklages til JMT, der således har det endelige retlige ansvar; klagen har opsættende virkning.

Ombudsmanden fandt det beklageligt, at JMT i et notat om spørgsmålet dels havde anvendt uklare citeringsmåder, dels havde undladt at inddrage de i høj grad relevante forarbejder til udlændingelovens § 31.

Ombudsmanden henstillede til JMT at træffe afgørelse i overensstemmelse med de gældende regler i udlændingeloven og forvaltningsloven, men foretog sig i øvrigt ikke videre i sagen, da spørgsmålet om ændring af bl.a. udlændingelovens § 31 efter det oplyste kunne forventes forelagt Folketinget i løbet af kortere tid. (J. nr. 1992-163-649).

På vegne af en række grundejerforeninger klagede en lodsejer over Jægerspris Kommunes og Miljøstyrelsens afgørelser om at en udskiftning af et rør i et offentligt vandløb var en omlægning efter vandløbslovens § 32 (og ikke en vedligeholdelse). Myndighedernes afgørelser betød at rørudskiftningen kunne gennemføres som en regulering betalt af lodsejer.

På baggrund af en fortolkning af vandløbslovens § 32 mente ombudsmanden ikke at der var grundlag for at kritisere Jægerspris Kommunes og Miljøstyrelsens afgørelser. (J.nr. 1996-2400-143).

En grundejer klagede over at Miljøstyrelsen havde vurderet at udskiftning af en del af en privat vandløbsledning var "regulering" der krævede tilladelse efter vandløbslovens § 16 og § 17. Udskiftningen bestod i at erstatte en betonledning (med 20 cm i diameter) med en PVC-plastrørledning (med en diameter på 21,2 cm). Klageren henviste til at dette måtte betegnes som "vedligeholdelse" af vandløbet, som ikke krævede tilladelse.

Ombudsmanden lagde til grund at regulering ifølge vandløbslovens § 16 forudsatte arbejder der indebar ændringer af vandløbet og dets evne til at lede overfladevandet. En reparation i form af en udskiftning af en eksisterende rørledning måtte falde uden for området af § 16.

Ombudsmanden mente at uanset om vandløbslovens § 32 om omlægning af vandløb måtte forstås som en udvidelse af området for regulering efter § 16, gjaldt dette kun for offentlige og ikke private vandløb.

Grundejerens udskiftning af ledningen var efter ombudsmandens opfattelse derfor et vedligeholdelsesarbejde og ikke en regulering.

Ombudsmanden henstillede på den baggrund til Miljøstyrelsen at genoptage sagen. (J. nr. 1994-163-143).

Et forbund klagede på vegne af et medlem fordi der mod hendes ønske blev videregivet oplysninger om medlemmets sygdomsforløb fra et amt, hvor hun var ansat, til hendes nye arbejdsgiver, en kommune, i forbindelse med kommunalreformen.

Ombudsmanden mente at kvindens overgang fra amtet til kommunen skete som led i en succession hvor kommunen indtrådte i det retsforhold som eksisterede mellem amtet og kvinden. Som en naturlig følge heraf måtte kommunen også overtage kvindens personalesag. Den omstændighed at der var tale om succession, indebar efter ombudsmandens opfattelse at reglerne i forvaltningsloven og helbredsoplysningsloven om videregivelse af oplysninger ikke skulle anvendes da kommunen overtog kvindens personalesag fra amtet. Ombudsmanden mente derfor ikke at der var udsigt til at han ved at undersøge sagen yderligere ville kunne kritisere at disse regler var overtrådt.

Ombudsmanden mente heller ikke der var udsigt til at han kunne kritisere kommunens vurdering af at de modtagne oplysninger om kvinden var korrekte, ajourførte og relevante. 
(J.nr. 2008-4564-803).

A klagede over en afgørelse fra Den Sociale Ankestyrelse (DSA), som DSA havde truffet, efter at ombudsmanden havde henstillet til DSA at behandle sagen som principiel. Ved afgørelsen stadfæstede DSA Amtsankenævnets (AAN's) afgørelse, hvorefter A blev pålagt at tilbagebetale kontanthjælp, som var blevet ydet A's tidligere ægtefælle B som tilbagebetalingspligtig terminshjælp, medens ægtefællerne endnu levede sammen. A havde ved bevillingen af hjælpen - under protest - sammen med B underskrevet en erklæring om tilbagebetaling. AAN havde ved afgørelsen lagt vægt på, at bistandslovens § 25, stk.1, nr. 2, alene er betinget af, at hjælpen er bevilget til terminsydelser, og at hjælp efter denne bestemmelse til en ægtefælle anses for ydet til begge ægtefæller, også når kun den ene ægtefælle opfylder tildelingsbetingelserne, jf. bistandslovens § 6.

Under henvisning til retspraksis havde ombudsmanden i sin henstilling til DSA om at behandle sagen anført, at det måtte lægges til grund, at ægtefællers solidariske hæftelse for tilbagebetaling af hjælp, der alene er ansøgt af og bevilget til den ene ægtefælle (mod tilbagebetalingspligt), forudsætter udtrykkelig hjemmel. Ved ombudsmandens senere behandling af A's klage over DSA's afgørelse måtte han forstå, at DSA havde fundet, at kontanthjælpen var ydet både til A og B, hvorfor der ikke krævedes særlig hjemmel for solidarisk hæftelse. Ombudsmanden meddelte, at han ikke kunne tilslutte sig denne opfattelse. Det var således ombudsmandens opfattelse, at DSA havde truffet sin afgørelse i sagen på grundlag af en urigtig retsopfattelse. Da der imidlertid ikke var fremkommet væsentligt nye oplysninger i sagen efter ombudsmandens første henstilling til DSA, og da ombudsmanden tidligere havde meddelt DSA sin opfattelse, fandt han ikke tilstrækkeligt grundlag for at henstille til DSA at genoptage sagen. Derimod fandt ombudsmanden, at spørgsmålet burde afklares ved domstolene. (J. nr. 1992-589-085).

Indenrigsministeriet afslog at ændre fødselsdatoen på en mand fra Pakistan der tidligere på tro og love havde skrevet under på at han var født i 1948.

Ombudsmanden kunne ikke kritisere Indenrigsministeriets afgørelse i den konkrete sag, men havde bemærkninger til ministeriets generelle praksis. (J.nr. 1998-0790-435).