En museumsinspektør fik en skriftlig advarsel på baggrund af en episode hvor han i sin chefs fravær omdisponerede i forbindelse med en udstilling på museet som var planlagt af chefen. Kommunen mente at inspektøren overtrådte sin lydigheds- og loyalitetspligt i forhold til sin chef. 

  Ombudsmanden udtalte at der ved anvendelse af disciplinære sanktioner skal foreligge en tjenesteforseelse, og den ansatte skal have handlet forsætligt eller uagtsomt. Ved gennemgangen af lydigheds- og loyalitetspligten udtalte ombudsmanden at offentligt ansatte med særlig fagkundskab har både ret og pligt til at reagere over for eventuelle fagligt uforsvarlige forhold.

  Ombudsmanden mente ikke at sagens oplysninger gav grundlag for at antage at inspektøren havde overtrådt sin loyalitets- og lydighedspligt. Ombudsmanden henstillede til kommunen at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse.

  (J.nr. 2005-3209-864).

Arbejdsmarkedsstyrelsen havde på vegne af de statslige AF-regioner indgået en aftale med en privat aktør om beskæftigelsesindsatsen for visse typer ledige. Ifølge en bestemmelse i aftalen skulle den private aktør på regionens anmodning udskifte en medarbejder hvis anmodningen var rimeligt begrundet. En AF-region gjorde brug af bestemmelsen i forhold til en ansat hos den private aktør, og den ansatte fik herefter ikke forlænget sin kontrakt.

Ombudsmanden overvejede om sagen måtte sidestilles med en afskedigelsessag inden for det offentlige således at forvaltningslovens regler om partshøring fandt anvendelse, men kunne ikke lægge dette til grund. Han var dog enig med Beskæftigelsesministeriet i at det ville have været mere hensynsfuldt, og i overensstemmelse med god forvaltningsskik, hvis den ansatte var blevet partshørt. Ombudsmanden mente også at god forvaltningsskik tilsagde at regionen burde have underrettet den ansatte om henvendelsen til den ansattes arbejdsgiver og om begrundelsen herfor. 

(J.nr. 2007-3042-819).

 

En kommune havde givet landzonetilladelse til et byggeri, men havde med henvisning til en lokalplan for området afslået at tillade at byggeriet blev udført på en bestemt måde. Naturklagenævnet stadfæstede kommunens afgørelse. Nævnet opfattede kommunens afgørelse som en landzonetilladelse på vilkår om at byggeriet ikke blev udført i den ansøgte udformning.

Ombudsmanden rejste i en foreløbig redegørelse tvivl om hvorvidt Naturklagenævnet havde ret i at der med afslaget på den ønskede udformning af byggeriet var tale om vilkår for en landzonetilladelse, og mente at det var kritisabelt at nævnet uden nærmere forklaring havde lagt dette til grund. Meget tydede ifølge ombudsmanden på at kommunen mente at den havde givet en landzonetilladelse uden vilkår, men at der var givet afslag på dispensation fra lokalplanen til den ansøgte udformning af byggeriet.

Naturklagenævnet genoptog sagen og erklærede sig enig med ombudsmanden. Nævnet mente i sin nye afgørelse ikke at der var hjemmel i lokalplanen for kommunen til at modsætte sig at byggeriet blev udført i den ansøgte udformning, og den ansøgte udformning af byggeriet var derfor umiddelbart tilladt efter lokalplanens bestemmelser.
(J.nr. 2006-0090-122). 

En udvist udlænding havde gennem mere end to år boet hos sin hustru. Udlændingestyrelsen traf afgørelse om at han skulle tage ophold i Center Sandholm. Det skete efter en ændring af udlændingeloven hvorefter bestemmelser om at udlændinge med såkaldt tålt ophold skulle tage ophold i Center Sandholm, også skulle gælde for udlændinge udvist ved dom.

Udlændingens advokat klagede til ombudsmanden over Udlændingestyrelsens afgørelse.

Ombudsmanden udtalte at Udlændingestyrelsens afgørelse savnede fornøden hjemmel. For at en myndighed kan træffe afgørelse af en så indgribende karakter, kræves en forholdsvis klar hjemmel. En sådan klar hjemmel var der efter ombudsmandens mening ikke.

Ombudsmanden henstillede til Udlændingestyrelsen at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse.

Den 2. marts 2005 modtog jeg kopi af Udlændingestyrelsens afgørelse i sagen af 9. november 2004. Ved afgørelsen bestemte Udlændingestyrelsen at udlændingen med tilladelse fra styrelsen kunne genindlogere sig hos sin hustru. (J.nr. 2004-2600-649).

Et ægtepar der oprindelig var statsborgere i Irak, men efterfølgende havde fået iransk statsborgerskab, rejste ind i Danmark og søgte om – men fik afslag på – asyl med henvisning til udlændingelovens § 53 b, stk. 1. Ved afslaget traf Udlændingestyrelsen samtidig afgørelse om at ægteparret kunne udsendes tvangsmæssigt hvis de ikke rejste frivilligt.

Ombudsmanden rejste under sin behandling af sagen spørgsmål om hvorvidt en afgørelse om tvangsmæssig udsendelse kunne påklages til Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration. 

Ministeriet udtalte over for ombudsmanden at en afgørelse om udsendelse efter ministeriets opfattelse måtte anses som accessorisk til asylafgørelsen, og at dette var baggrunden for at Udlændingestyrelsens afgørelse om udsendelse, der træffes i forbindelse med et afslag på asyl, ikke kunne påklages til ministeriet. 

Ombudsmanden udtalte at en afskæring af en rekursadgang fra en underordnet myndighed til en overordnet kræver udtrykkelig lovhjemmel. Efter ombudsmandens opfattelse burde det direkte fremgå af udlændingeloven at afgørelser om udsendelse i en situation som den foreliggende ikke kunne påklages til ministeriet. 

Ombudsmanden udtalte dog at han ikke havde tilstrækkeligt grundlag for at kritisere ministeriets opfattelse. Selv om begrænsningen af klageadgangen ikke direkte fulgte af lovteksten, syntes en sådan klageafskæring forudsat i forarbejderne til lovforslaget til udlændingelovens § 32 a. 

Ombudsmanden henstillede til Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration at ministeriet ved en kommende ændring af udlændingeloven præciserede loven på dette punkt. Ombudsmanden udbad sig underretning om ministeriets skridt i den anledning. (J.nr. 2002-3866-640).

Kirkeministeriet afskedigede en sognepræst under henvisning til at hun var uegnet til at varetage stillingen og manglede de nødvendige forudsætninger for at samarbejde. Ombudsmanden havde ikke grundlag for at kritisere afgørelsen, men han kritiserede at ministeriet havde begået flere fejl under behandlingen af sagen.
(J.nr. 2007-1043-812).

Naturklagenævnet afslog en anmodning om aktindsigt i en indstilling fra nævnets sekretariat til nævnet. Afslaget blev givet efter § 2, stk. 3, i lov om aktindsigt i miljøoplysninger, jf. forvaltningslovens § 12, stk. 1, om interne dokumenter. Nævnet mente at hensynet til at kunne rådgive nævnets medlemmer vejede så tungt at offentlighedens interesse i en udlevering måtte vige herfor. Senere udtalte nævnet bl.a. at det havde det principielle standpunkt at sådanne indstillinger ikke burde være offentligt tilgængelige.

Oplysningerne i sagen gav ikke ombudsmanden grundlag for at anse det for godtgjort at Naturklagenævnets afgørelse var truffet på grundlag af en konkret vurdering sådan som reglerne foreskrev. Efter Ombudsmandens opfattelse havde Naturklagenævnets begrundelse et så abstrakt indhold at den samme begrundelse ville kunne anvendes til at afskære aktindsigt i alle interne dokumenter udarbejdet af sekretariatet til brug for nævnet.

Naturklagenævnets principielle standpunkt syntes heller ikke foreneligt med lovens og EU-retlige krav om at undtagelsesbestemmelserne til aktindsigt skal anvendes restriktivt under hensyntagen til samfundets interesse i at oplysningerne offentliggøres i det konkrete tilfælde.¨

Ombudsmanden henstillede til nævnet at genoptage sagen.

(J.nr. 2007-3031-101).

Vejtransportrådet og Persontrafikrådet havde, under henvisning til en praksis vedrørende fortolkningen af godskørselsloven og den dagældende buslov, afslået at meddele to ansøgere tilladelser til henholdsvis godskørsel og turist- og bestillingskørsel.

Den fulgte praksis indebar, at ansøgere, som tidligere havde været i økonomiske vanskeligheder, der kunne have været undgået, ikke kunne få køretilladelse.

Ombudsmanden udtalte, at betingelsen for at opnå tilladelse i de to love var angivet som vandelskrav. Afslag måtte derfor kræve, at der var udvist en personlig, kritisabel adfærd fra ansøgernes side. I de to sager var der ikke tale om en sådan adfærd, men blot om, at ansøgerne af forskellige grunde tidligere havde været i økonomiske vanskeligheder.

Ombudsmanden fandt bl.a. på den baggrund, at den omhandlede praksis ikke havde hjemmel i lovgivningen. Han henviste herved også til, at der var tale om afgørelser af indgribende karakter, som tilsvarende kræver en forholdsvis klar hjemmel i loven. (J. nr. 1990-236-511 og J. nr. 1990-744-511).

Efter at have arbejdet i udlandet i en årrække besluttede en dansk mand der nærmede sig pensionsalderen, sig for at vende tilbage til Danmark. I 2002 rejste han derfor til Danmark sammen med sin filippinske hustru som han havde kendt i ca. 8 år.

Manden mente at han bl.a. på grund af sygdom ikke kunne bo i Filippinerne, og hustruen indgav ansøgning om opholdstilladelse på grundlag af ægteskabet. Manden, der ikke længere arbejdede, oplyste under behandlingen af sagen at han kunne forsørge sin hustru med de dagpenge han modtog, og sin formue.
Udlændingemyndighederne afslog at give hustruen opholdstilladelse med den begrundelse at hendes mand ikke havde godtgjort at være i stand til at forsørge hende, idet hverken dagpenge eller formue kunne indgå i grundlaget for vurderingen af forsørgelsesevnen. Udlændingemyndighederne mente endvidere ikke at de foreliggende oplysninger om mandens helbredsforhold og muligheder for at tage ophold i Filippinerne kunne begrunde en fravigelse af kravet om godtgørelse af forsørgelsesevne i udlændingelovens § 9, stk. 3.

Ombudsmanden bad udlændingemyndighederne om i en udtalelse dels at komme med oplysninger om hjemlen til at se bort fra formueforhold ved vurderingen af forsørgelsesevnen, dels at redegøre for undersøgelsesprincippets og den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 8’s betydning i sagen.

Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration meddelte herefter ombudsmanden at ministeriet havde besluttet at ændre principperne for inddragelse af formue og at genoptage den konkrete sag for nærmere at undersøge betydningen af mandens helbredsforhold og mulighed for at tage ophold i Filippinerne. Ombudsmanden meddelte herefter at han standsede sin undersøgelse af sagen.

Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration meddelte efterfølgende at ministeriet på grund af oplysninger om mandens helbredsforhold havde besluttet at fravige bl.a. kravet om godtgørelse af forsørgelsesevne.

(J.nr. 2004-2040-643)

En kvinde ansat i en told- og skatteregion klagede over at regionen og Told- og Skattestyrelsen havde afslået at ændre hendes deltidsfleksjob til et fuldtidsfleksjob med fuld udnyttelse af arbejdsevnen og aflønning for 37 timer ugentligt. Myndighederne henviste til at kvinden forud for oprettelsen af deltidsfleksjobbet havde været ansat i en ordinær deltidsstilling på samme arbejdsplads. De mente i øvrigt at pligten til at tilbyde fleksjob på fuld tid udelukkende var et anliggende for den pågældendes bopælskommune.

Ombudsmanden udtalte det var beklageligt at myndighederne havde afslået kvindens anmodning om en fuldtidsstilling. Han henviste til at pligten til at tilbyde fleksjob på fuld tid gælder uafhængigt af om den pågældende tidligere har været deltidsansat.

Ombudsmanden udtalte endvidere at en arbejdsgiver ikke efter loven er forpligtet til at imødekomme en anmodning om fleksjob på fuld tid, men at offentlige arbejdsgivere er underlagt det almindelige forvaltningsretlige saglighedskrav. Når det er lovgivningens intention at en ansat i fleksjob skal have mulighed for at varetage en fuldtidsstilling, følger det af kravet om saglig forvaltning at en offentlig arbejdsgiver er forpligtet til at imødekomme en ansøgning fra en ansat i et deltidsfleksjob om en fuldtidsstilling medmindre der er saglige grunde til at afslå ansøgningen. Da myndighederne ikke havde anført sådanne grunde, mente ombudsmanden ikke at afgørelsen havde den fornødne hjemmel, og han henstillede derfor til Told- og Skattestyrelsen at genoptage sagen med henblik på at træffe en ny afgørelse. (J.nr. 2003-1943-809).

Et ægtepar klagede over Den Sociale Ankestyrelses afslag på at genoptage hustruens sag om støtte til køb af bil.

I sin begrundelse over for parret havde Ankestyrelsen henvist til at styrelsen ikke mente det var godtgjort at hustruens invaliditet på ansøgningstidspunktet var af et omfang som berettigede til støtte efter loven. Helbredssituationen var først ændret på et væsentligt senere tidspunkt. Ombudsmanden forstod Ankestyrelsens begrundelse som en tilkendegivelse af at styrelsen ikke mente at kunne tage hensyn til helbredsforringelser der indtræffer under sagens behandling. Ankestyrelsen svarede senere ombudsmanden at styrelsen ikke havde været tilstrækkelig præcis i formuleringen af begrundelsen for afslaget på genoptagelse - og Ankestyrelsen præciserede sin retsopfattelse.

Ombudsmanden fandt det usikkert om Den Sociale Ankestyrelse havde foretaget en reel vurdering af hvorvidt de senere fremkomne oplysninger om A's helbredstilstand kunne have medført et andet udfald. Ombudsmanden bad derfor styrelsen om at genoptage sagen. (J.nr. 1995-595-054).

En studerende klagede over at SUstyrelsen og Ankenævnet for Uddannelsesstøtte havde givet afslag på en ansøgning om supplerende stipendium til en uddannelse i Norge som trafikflyver.

Ombudsmanden kritiserede at myndighederne ved vurderingen af ansøgningen anvendte bestemmelser i SU-bekendtgørelsen som ikke indeholdt hjemmel for afslaget. Ombudsmanden mente imidlertid ikke der var grundlag for at bede myndighederne om at genoptage sagen da afslaget kunne have været truffet i henhold til en anden bestemmelse.

Om udformningen af myndighedernes begrundelser for afslaget udtalte ombudsmanden at myndighederne på afgørelsestidspunktet var af den opfattelse at de omtalte bestemmelser indeholdt hjemmel for afslaget. Kravene i forvaltningslovens § 24 til udformningen af begrundelser kunne herefter ikke i sig selv give ombudsmanden grundlag for kritik. (J.nr. 2000-2845-730).

A, der på et dansk privathospital havde fået udtaget 9 befrugtede æg, klagede over, at Sundhedsministeriet (SM) havde afslået hendes anmodning om at få overført de befrugtede, nedfrosne æg til en klinik i Tyskland, hvor hun nu havde sin bopæl. Ministeriet havde som begrundelse for afslaget navnlig henvist til lovgivers forudsætninger om tilsyn med, at de fastsatte regler om nedfrysning mv. af menneskelige æg blev overholdt.

Ombudsmanden udtalte, at - selv om der ikke i de fastsatte bestemmelser kunne siges at være en klar hjemmel til at forbyde overførelse af de befrugtede, nedfrosne æg til den tyske klinik - kunne han ikke afvise den opfattelse, at det havde været Folketingets intention med bestemmelserne, at der ikke skal være mulighed for, at de befrugtede udtagne æg forlader de behandlingsinstitutioner, hvormed det er muligt at føre kontrol. På denne baggrund gav SM's afgørelse ikke ombudsmanden tilstrækkeligt grundlag for kritik. Ombudsmanden henstillede, at SM tog initiativ til, at der blev fastsat udtrykkelige regler om, hvorledes der skal forholdes i et tilfælde som det foreliggende. (J. nr. 1993-974-429).

En mand søgte om førtidspension den 16. december 1997. Han fik tildelt pension den 9. marts 2000 med virkning fra den 1. april 1998. Den 28. marts 2000 søgte han om personligt tillæg til bl.a. allerede afholdte varmeudgifter med tilbagevirkende kraft fra den 1. april 1998.

Kommunen afslog ansøgningen – et afslag som det sociale nævn tiltrådte.

Ombudsmanden fortolkede pensionslovens § 17, stk. 5, sådan at personligt tillæg kan ydes med virkning fra det tidspunkt hvorfra pensionen tilkendes, det vil i den foreliggende sag sige fra den 1. april 1998.

Ombudsmanden udtalte at afgørelser om varmetillæg skulle træffes med hjemmel i pensionslovens § 17, stk. 2, 1. pkt.

Ombudsmanden mente ikke at der i sagen kunne stilles krav om forudgående ansøgning. Ombudsmanden fremkom i den forbindelse med en række generelle bemærkninger om det socialretlige princip om forudgående ansøgning, herunder hvilke hensyn der bar det, og hvilke hensyn der kunne begrunde undtagelse fra det.

Ombudsmanden henstillede til nævnet at nævnet genoptog behandlingen af sagen således at manden kunne få udbetalt varmetillæg for perioden fra den 1. april 1998 til den 31. marts 2000. (J.nr. 2001-0928-042).

En advokat klagede for nogle indsatte over at Statsfængslet i Nyborg traf beslutning om at overføre dem til en særafdeling. På særafdelingen gjaldt mere restriktive vilkår end i resten af fængslet. Direktoratet for Kriminalforsorgen stadfæstede fængslets beslutning.

Ombudsmanden udtalte i anledning af sagen at han ikke havde grundlag for at kritisere at direktoratet fastholdt statsfængslets beslutninger om at oprette en særafdeling for stærke indsatte og at overføre en gruppe af indsatte med tilknytning til en rockergruppe dertil. Imidlertid udtalte ombudsmanden at statsfængslet i afgørelserne til de indsatte ikke i strid med de faktiske forhold burde have givet udtryk for at beslutningen om overførsel hvilede på en konkret og individuel vurdering af de indsatte. Direktoratet burde have påtalt dette over for statsfængslet.

Videre udtalte ombudsmanden at myndighedens beslutning om at undtage nogle akter fra indsigt havde hjemmel i forvaltningsloven. Akterne havde imidlertid ikke kun betydning for beslutningen om oprettelsen af afdelingen, men også for de konkrete afgørelser om overførsel til særafdelingen. Både direktoratet og statsfængslet burde have oplyst om at begrundelsen for direktoratets afgørelse var begrænset efter mulighederne herfor i forvaltningslovens § 24, jf. § 15, stk. 1, nr. 3..

Ombudsmanden gjorde endvidere nogle bemærkninger om det hjemmelsmæssige grundlag for placeringen af de indsatte. (J.nr. 1999-3048-625).

En læge med bopæl i Danmark arbejdede i en periode på ca. fem måneder i Sverige. Efter arbejdsperiodens ophør anmodede han sin danske arbejdsløshedskasse om at få udbetalt arbejdsløshedsdagpenge. Arbejdsløshedskassen traf afgørelse om at registrere lægen som udmeldt af kassen fra tidspunktet for påbegyndelse af arbejdet i Sverige. Afgørelsen blev tiltrådt af Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen og Arbejdsmarkedets Ankenævn bl.a. under henvisning til en bestemmelse i Nordisk konvention af 5. marts 1981 om social tryghed.

Ombudsmanden anmodede myndighederne om at udtale sig om hvorvidt der havde været det fornødne hjemmelsmæssige grundlag for at fratage lægen hans medlemskab af arbejdsløshedskassen. Ombudsmanden henviste til at der efter ordlyden i de nationale regler ikke var taget stilling til konsekvenserne af manglende overflytning til beskæftigelseslandets arbejdsløshedsforsikring.

Ankenævnet svarede at hjemlen til at annullere medlemskabet måtte anses for tvivlsom, og da lægen ubestridt havde været i god tro vedrørende fortsat medlemskab af den danske arbejdsløshedskasse ophævede ankenævnet den tidligere afgørelse.

Ombudsmanden meddelte herefter lægen og myndighederne at han ikke foretog yderligere i sagen. (J.nr. 1995-303-020).

En sognebåndsløser klagede over Kirkeministeriets afgørelse om at han ikke var valgbar ved menighedsrådsvalget i 2000 fordi han var optaget på valglisten med urette.

Ombudsmanden var enig med ministeriet i at sognebåndsløserens optagelse på valglisten i det pågældende sogn var sket med urette. Ombudsmanden mente at ministeriet ved vurderingen af om sognebåndsløserpræstens oprindelige, begunstigende afgørelse om optagelse på valglisten skulle annulleres, burde have overvejet om der forelå særlige omstændigheder der talte imod en annullation. Ombudsmanden pegede i den forbindelse på nogle forhold som han mente måtte indgå i overvejelserne - herunder at der på tidspunktet for indgivelsen af klage i sagen var gået mere end fem år fra den oprindelige afgørelse, at sognebåndsløseren havde indrettet sig i tillid til denne afgørelse, og at han efter de foreliggende oplysninger var i god tro.

Ombudsmanden henstillede på den baggrund at Kirkeministeriet genoptog sagen. (J.nr. 2001-3174-749).

En studerende blev i 2000 indskrevet på en 2-årig kandidatuddannelse på et universitet. Siden 1999 havde han læst sidefag på Statskundskab ved et andet universitet. Han fornyede ved en fejl ikke sit årskort ved det første universitet i sommeren 2000, men først den 4. oktober 2000, idet han troede at hans SU var knyttet til studiet ved det andet universitet. Han søgte herefter om at få tildelt SU for september 2000 trods den manglende indskrivning. Myndighederne afslog ansøgningen under henvisning til at han var uden for uddannelse i september 2000.

I forbindelse med ombudsmandens behandling af sagen blev det oplyst at SUstyrelsen havde en fast praksis hvorefter en studerende kun kunne anses for at "gennemgå en uddannelse" (og hermed være berettiget til SU) hvis den studerende var formelt optaget på en bestemt uddannelse og formelt indskrevet på denne uddannelse. Ombudsmanden udtalte bl.a. at lovgivningen ikke indeholdt regler om dokumentationskrav mv. der gav grundlag for denne praksis. Han henviste endvidere til at en forvaltningsmyndighed ikke uden lovhjemmel kan fravige almindelige principper for sagsoplysning og fri bevisbedømmelse, ligesom han henviste til den forvaltningsretlige grundsætning om forbud mod skøn under regel. Ombudsmanden mente på den baggrund ikke at myndighederne havde tilstrækkelig hjemmel i lovgivningen til at udelukke andre former for dokumentation for at ansøgeren "gennemgik en uddannelse" end formel optagelse og indskrivning på uddannelsen. (J.nr. 2001-3901-730).

En mor havde på vegne af sin 17-årige datter der led af Downs syndrom (mongolisme), ansøgt om tilladelse til sterilisation. Samrådet vedrørende svangerskabsafbrydelse og sterilisation afslog ansøgningen, og Ankenævnet i sager om svangerskabsafbrydelse og sterilisation fastholdt samrådets afslag. Myndighederne begrundede afslaget med datterens unge alder og med at hun ikke havde forsøgt at bruge de forskellige former for prævention.

Myndighederne henviste til bestemmelser i en lov der var ændret, og ombudsmanden konstaterede at ankenævnet og samrådet burde have truffet deres afgørelser efter det nye retsgrundlag.

Ankenævnet burde også have vurderet betydningen af at datteren i mellemtiden var fyldt 18 år, og endelig var det ombudsmandens opfattelse at ankenævnets og samrådets begrundelser for afslagene ikke opfyldte kravene i forvaltningsloven.

Herefter henstillede ombudsmanden til ankenævnet at genoptage sagen. (J.nr. 1997-3016-429)

Socialstyrelsen traf afgørelse om at begrænse samkvemmet mellem A og hendes barn B, der var tvangsmæssigt fjernet fra hjemmet. Begrænsningerne bestod bl.a. i, at telefonsamtaler foregik med medhør.

A gjorde gældende, at denne begrænsning i samkvemmet var i strid med grundlovens § 72 og savnede hjemmel i bistandsloven.

Ombudsmanden udtalte, at et så væsentligt indgreb i privatlivets fred som det her foreliggende kræver klar og sikker hjemmel i lovgivning. Han nærede derfor betænkelighed ved at anse indgrebet for hjemlet i medfør af en analogi af regler om brevkontrol udstedt i henhold til bistandsloven. Desuden anså ombudsmanden begrænsningen for et indgreb i den ved grundlovens § 72   sikrede ret til at føre hemmelige telefonsamtaler. Ombudsmanden lagde ved afgørelsen til grund, at den i § 72 indeholdte beskyttelse gælder både inden og uden for strafferetsplejen. Ombudsmanden fandt endvidere på baggrund af formålet med grundlovens § 72 og et enigt standpunkt i teorien, at der ikke på tidspunktet for den trufne afgørelse forelå fornødent retligt grundlag for at fravige kravet i § 72 om retskendelse.

Under hensyn til den tvivl, der dog må siges at bestå om de rejste spørgsmål, fandt ombudsmanden ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at kritisere de gældende regler som værende uden hjemmel eller grundlovsstridige. Ombudsmanden henstillede dog til Socialministeriet, at en udtrykkelig lovregulering søgtes tilvejebragt, og han gjorde Retsudvalget bekendt med sin udtalelse. (J. nr. 1989-579-062).

To advokater klagede for en grossist af veterinære lægemidler og en apoteker over at Sundhedsministeriet (SU) havde grebet ind over for en distributionsaftale mellem apotekeren, og grossisten, hvorefter dyrlæger der købte medicin hos apotekeren fik en omkostningsbestemt bonus af grossisten. Bonussen udbetaltes ikke direkte ved dyrlægernes køb hos apotekeren, men udbetaltes af grossisten på baggrund af apotekerens indberetninger af de enkelte dyrlægers køb af medicin.

Ordningen stred mod bekendtgørelse om reklame for lægemidler § 7, stk. 3, hvorefter omkostningsbestemte rabatter kun kan ydes ved direkte køb af lægemidler. Bekendtgørelsen var udstedt i henhold til lægemiddellovens § 26, stk. 3.

Ombudsmanden udtalte at der ikke i lægemiddellovens § 26, stk. 3, var hjemmel til at udstede regler, der forbød omkostningsrelaterede rabatter - uanset af hvem de blev udbetalt. Bekendtgørelsens § 7, stk. 3, havde derfor ikke hjemmel i lægemiddelloven. Ombudsmanden henstillede til SU at genoptage sagen vedrørende grossistens bonusudbetaling og træffe en ny afgørelse. (J. nr. 1993-1739-421).

En kvindes mor havde i nogle år inden sin død været beboer på et plejehjem. I forbindelse med at kvinden besøgte sin mor, opstod der konflikter mellem kvinden og personalet vedrørende pasningen af moren. Konflikterne medvirkede til at plejepersonalets fagforening meddelte at dens medlemmer ikke længere kunne udføre tjeneste hos moren hvis der ikke blev fundet en løsning på konflikterne.

Efter morens død fortsatte kvinden med at komme på plejehjemmet bl.a. som besøgsven for en af de andre beboere, og hendes besøg gav stadig anledning til konflikter. Dette førte til at borgmesteren i et anbefalet brev til kvinden meddelte at hendes tilstedeværelse på plejehjemmet var uønsket. Han henledte i den forbindelse kvindens opmærksomhed på straffelovens § 264 om personer der uberettiget skaffer sig adgang til fremmed hus eller andet ikke frit tilgængeligt sted. Kvinden mødte alligevel op på plejehjemmet og blev i den forbindelse bortvist ved politiets hjælp.

Kvindens mand klagede til det kommunale tilsyn der ikke fandt grundlag for kritik af kommunen. Han klagede herefter til ombudsmanden.

Ombudsmanden kunne ikke kritisere at kommunen af hensyn til plejehjemmets drift anså det for nødvendigt at meddele kvinden at hun var uønsket på plejehjemmet. Det retlige grundlag for en sådan meddelelse kunne enten være en 1) henstilling med advarsel om politianmeldelse eller besøgsforbud, 2) politianmeldelse eller 3) besøgsforbud med hjemmel i anstaltsbetragtninger.

Det fremgik af sagen at der ikke samtidig med meddelelsen til kvinden blev indgivet politianmeldelse. Det var uklart om meddelelsen herefter skulle opfattes som en henstilling med advarsel om politianmeldelse – jf. henvisningen til straffelovens § 264 – eller som et besøgsforbud.

Ombudsmanden mente det var kritisabelt at det ikke klart fremgik hvad der var det retlige grundlag for meddelelsen. Det hjemmelsgrundlag som beslutningen var truffet på grundlag af, burde have været fremgået af meddelelsen.
(J.nr. 2004-3027-063).

En kirkemusikskole meddelte en tidligere elev, der stadig var medlem af skolens kor, at hans kritik af skolens ledelse var farlig for klimaet på skolen. Meddelelsen var ment som en skriftlig advarsel, og kormedlemmet fik ved samme lejlighed opstillet nogle krav til at han kunne indfinde sig på skolen. Senere blev kormedlemmet bortvist fra skolen, bl.a. med henvisning til advarslen. Kirkeministeriet godkendte skolens afgørelse, og kormedlemmet klagede til ombudsmanden.
Ombudsmanden mente at skolens opstilling af vilkår som betingelse for at kormedlemmet kunne komme på skolen, forudsatte at der var et sagligt grundlag og tilstrækkelige oplysninger til vurdering heraf. Efter ombudsmandens opfattelse måtte der kræves vægtige grunde for at en person – herunder en tidligere elev – kunne bortvises fra en offentlig institution. Det ville i dette tilfælde sige en sandsynliggørelse af at klimaet på skolen blev alvorligt forværret eller ødelagt ved kormedlemmets kritik af skolens ledelse, eller at der var væsentlig risiko herfor. Ombudsmanden mente ikke at sagen indeholdt den fornødne dokumentation, og ombudsmanden henstillede derfor til Kirkeministeriet at genoptage sagen.
Kormedlemmet blev i øvrigt ikke partshørt før bortvisningen, og ombudsmanden udtalte i den forbindelse at kirkemusikskolens beslutning om at bortvise kormedlemmet utvivlsomt var en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Skolen havde derfor haft pligt til at partshøre den pågældende før bortvisningen. (J.nr. 2001-1582-749).

En læge søgte Sundhedsstyrelsen om at blive anerkendt som speciallæge i almen medicin. Sundhedsstyrelsen afslog ansøgningen under henvisning til at lægen ikke opfyldte uddannelseskravet for så vidt angik gynækologi/obstetrik. Afgørelsen blev stadfæstet af Sundhedsministeriet.

Ifølge lægeloven skal sundhedsministeren fastsætte regler for lægers videreuddannelse med henblik på at blive anerkendt som speciallæge. Ministeren havde på den baggrund udsendt en bekendtgørelse om uddannelse af speciallæger. Efter bekendtgørelsen skal lægers uddannelse for at kunne danne grundlag for en anerkendelse som speciallæge i almen medicin foregå på godkendte afdelinger, og Sundhedsstyrelsen var ifølge bekendtgørelsen bemyndiget til at udarbejde en oversigt over godkendte afdelinger. Sundhedsstyrelsen havde udarbejdet en såkaldt klassifikationsliste hvoraf fremgik hvilke afdelinger der var godkendt. Klassifikationslisten var ikke offentliggjort i Lovtidende, men var bl.a. udsendt til forskellige relevante instanser og til de lægestuderende. For så vidt angik nogle godkendte afdelinger, var der i klassifikationslisten stillet uddybende krav til uddannelsens varighed i forhold til hvad der fremgik af bekendtgørelsen. Ansøgeren i denne sag havde uddannet sig i gynækologi/obstetrik på en afdeling hvor der blev stillet krav om ansættelse af længere varighed.

Ombudsmanden mente ikke der var grundlag for at kritisere at Sundhedsstyrelsen mente at have hjemmel til at godkende de enkelte afdelinger og udarbejde en oversigt herover, eller at Sundhedsstyrelsen for visse afdelingers vedkommende stillede større krav til uddannelsens varighed end de som fremgik af bekendtgørelsen. Ombudsmanden mente klassifikationslisten var en såkaldt direktoratsanordning. Under hensyn til at spørgsmålet om hvorvidt en direktoratsanordning skulle kundgøres i Lovtidende, ikke var endeligt afklaret i retspraksis og da der endvidere ikke var tale om typisk regelfastsættelse, mente ombudsmanden ikke at have fuldt tilstækkeligt grundlag for at kritisere at Sundhedsstyrelsen havde håndhævet reglerne i klassifikationslisten over for klageren.

Ombudsmanden havde dermed ikke grundlag for at kritisere at lægen ikke var blevet anerkendt som speciallæge i almen medicin. (J.nr. 1997-2942-429).

A klagede over, at en afgørelse, truffet af Arbejdsskadestyrelsen (ASK) vedrørende erstatning for skade i forbindelse med afgivelse af blod som bloddonor, ikke kunne påklages i sin fulde udstrækning til Sundhedsministeriet (SUM) eller til Den Sociale Ankestyrelse (DSA).

Det retlige grundlag for afgørelser om erstatning for bloddonorskader var indeholdt i en tekstanmærkning til de årlige finanslove. Kompetencen var herved henlagt til SUM. SUM havde efter aftale med Socialministeriet (SM) delegeret kompetencen til ASK - der hørte under SM's departement - således at SUM skulle varetage overordnelsesbeføjelserne.

Ombudsmanden fandt delegationen lovlig, uanset at retsgrundlaget ikke indeholdt bestemmelser om delegationen, da ASK var i besiddelse af den ekspertise, som sager om bloddonorerstatninger forudsætter, og da ASK normalt står i underordnelsesforhold til et departement.

Ombudsmanden fandt det ej heller kritisabelt, at ASK's afgørelse ikke kunne påklages i fuldt omfang til en højere administrativ instans, idet SUM ikke var i besiddelse af den fornødne lægelig sagkundskab og derfor var afskåret fra at efterprøve ASK's lægelige vurdering, der lå til grund for fastlæggelsen af méngraden.

Ombudsmanden lagde herved vægt på, a adgangen til påklage ikke var reguleret i tekstanmærkningerne, a det var forudsat, at afgørelserne om erstatning til bloddonorer alene blev behandlet af én administrativ instans, og at ASK var i besiddelse af fornøden ekspertise til at træffe afgørelse om erstatning. (J. nr. 1990-1627-09).

En advokat klagede for en borger over at Direktoratet for Kriminalforsorgen havde sendt borgerens ansøgning om udsættelse af straf til politiet og bedt om en udtalelse. Direktoratet havde også sendt en lægeerklæring til politiet.

Efter forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 2, kan oplysninger om helbredsforhold videregives når det følger af en lov eller en bekendtgørelse om videregivelsespligt.

Ombudsmanden undersøgte bl.a. om bemyndigelsesbestemmelsen i § 11 i straffuldbyrdelsesloven kunne bruges til at fastsætte regler i en bekendtgørelse om videregivelse af helbredsmæssige oplysninger i udsættelsessager.

Ombudsmanden udtalte at direktoratet – også selv om det ikke direkte stod i reglerne – kan indhente en udtalelse fra politiet hvis det er nødvendigt for direktoratets afgørelse. Ombudsmanden udtalte at fastsættelse af regler om videregivelse i en bekendtgørelse efter § 11 i straffuldbyrdelsesloven kan give anledning til en vis tvivl. Ombudsmanden kritiserede dog ikke § 11 som hjemmel for bekendtgørelsen. Ombudsmanden mente herefter at der var hjemmel i bekendtgørelsen til at videregive borgerens oplysninger til politiet, men mente det var beklageligt at direktoratet ikke havde forsøgt at indhente et samtykke.

Ombudsmanden henstillede til direktoratet at søge at få § 11 ændret i overensstemmelse med Justitsministeriets vejledning om lovkvalitet. Ombudsmanden gik også ud fra at direktoratet ville præcisere to konkrete bestemmelser i bekendtgørelsen og eventuelt samtidig revidere denne i forhold til gældende praksis på området. 
(J.nr. 2006-2420-620).

Klik på linket til højre for at læse hele redegørelsen.

Fortolkning af tidligere administrationsafgørelses rækkevidde

Med et medicinalfirma som sponsor gennemførte en overlæge en undersøgelse af forekomsten af depressioner hos ældre mennesker. Den regionale videnskabsetiske komité meddelte at projektet efter komitéens opfattelse var anmeldelsespligtigt. Overlægen fik imidlerid først anmeldt projektet på korrekt vis efter at projektet stort set var afsluttet.

Sagen blev overgivet til behandling i Den Centrale Videnskabsetiske Komité der traf afgørelse om at projektet var anmeldelsespligtigt. Komitéen udtrykte sin misbilligelse over at projektet ikke var blevet anmeldt rettidigt, og fastsatte som sanktion at projektet ikke måtte offentliggøres, medmindre der blev gjort opmærksom på at projektet ikke var godkendt af det videnskabsetiske komitésystem.

Ombudsmanden mente ikke han kunne kritisere at Den Centrale Videnskabsetiske Komité havde fundet projektet anmeldelsespligtigt. Ombudsmanden mente derimod ikke at Den Centrale Videnskabsetiske Komité havde hjemmel til at pålægge overlægen at gøre opmærksom på at projektet ikke var godkendt. Ombudsmanden henstillede på den baggrund at den pålagte sanktion blev trukket tilbage. (J.nr. 1997-2335-72).

En advokat klagede over en skatteforvaltnings og en told- og skatteregions afslag på dispensation efter aktieavancebeskatningslovens § 2 b, stk. 5, i forbindelse med afståelsen af et andelsbevis. Til støtte for klagen anførte advokaten at afståelsen var et led i salget af hans klients virksomhed. Told- og skatteregionen henviste i sit afslag til at afståelsessummen i overvejende grad måtte anses som vederlag for virksomhedens formue, og ikke som vederlag for den fordel der lå i at have andelsselskabet som handelspartner. Told- og skatteregionen henviste herved til et cirkulære hvori denne sondring var afgørende.

Ombudsmanden udtalte at cirkulærets sondring savnede klar støtte i forarbejderne til lovens § 2 b.

Ombudsmanden mente endvidere ikke at told- og skatteregionen havde lagt afgørende vægt på de momenter i cirkulæret som direkte havde støtte i lovens § 2 b, stk. 5.

Ombudsmanden henstillede at told- og skatteregionen på ny overvejede sin afgørelse på baggrund af ombudsmandens opfattelse af dispensationsreglen i lovens § 2 b, stk. 5. (J. nr. 1994-340-214).

En saftproducent søgte om dispensation fra reglerne om flaskepant hos Miljøstyrelsen. Producenten ønskede en pantsats på 2 kr. til sine flasker på 25 cl. Miljøstyrelsen afslog ansøgningen fordi muligheden for at benytte særlige pantsatser var udtømmende reguleret i pantbekendtgørelsens § 4, og betingelserne efter denne regel for at kunne benytte en forhøjet pantsats var ikke opfyldt.

Ombudsmanden mente at pantbekendtgørelsens § 4 ikke udelukker at man kan bruge den almindelige dispensationsregel i pantbekendtgørelsens § 123, stk. 2, når der søges om dispensation fra bestemmelsen om pantsats. Det var derfor en fejl at Miljøstyrelsen ikke havde taget stilling til om der kunne gives dispensation efter pantbekendtgørelsens § 123, stk. 2. Der var dog ikke grundlag for at henstille at Miljøstyrelsen genoptog behandlingen af sagen.

(J.nr. 2008-4544-113).

Ledelsen på et sygehus udarbejdede en redegørelse for et patientforløb som havde været bedømt af Patientklagenævnet. Patientklagenævnet mente at en neuropsykolog som var ansat på sygehuset, på flere punkter havde overtrådt sine forpligtelser. Af redegørelsen fremgik det at sygehusledelsen ikke var enig med Patientklagenævnet i bedømmelsen af klagepunkterne. Det samme fremgik af et brev som sygehusledelsen sendte sammen med redegørelsen til sundhedsudvalgsformanden og sundhedsdirektøren i det pågældende amt.

  Ombudsmanden udtalte at det ligger uden for andre administrative myndigheders beføjelser at foretage vurdering af sager som har været behandlet af Patientklagenævnet, på en måde som rejser tvivl om rigtigheden af nævnets afgørelser, medmindre der foreligger åbenbare fejl. Ombudsmanden mente derfor det var kritisabelt at sygehusets ledelse i redegørelsen og brevet havde givet udtryk for at den ikke var enig med Patientklagenævnet i bedømmelsen af klagepunkterne.

  (J.nr. 2005-2451-819).

(Se også sag Familiestyrelsens afvisning af at behandle sent indkomne klager (1))

  I to tilfælde har ombudsmanden taget stilling til om Familiestyrelsen kunne afvise at behandle en sent indkommen klage med henvisning til at der var gået lang tid siden underinstansens afgørelse blev truffet.

  Den første sag – sag nr. 9-4 foran denne sag ­–  handlede om ægtefællebidrag. I denne sag blev der først klaget over underinstansens afgørelse efter 8 ½ år.

  Den anden sag – denne sag – handlede om børnebidrag. I denne sag blev der først klaget over underinstansens afgørelse efter 2 år og 8 måneder.

  Uanset at der ikke i lovgivningen var fastsat en frist for at udnytte rekursadgangen, afviste Familiestyrelsen i begge tilfælde at behandle klagerne. Familiestyrelsen henviste til at en klage efter Familiestyrelsens opfattelse skulle indgives inden for en vis tid efter at underinstansens afgørelse var truffet. Familiestyrelsen fandt at hensynet til en parts mulighed for at få behandlet en klage burde afvejes over for hensynet til modparten der måtte antages at have indrettet sig i tillid til den trufne afgørelse.

  I udtalelserne til ombudsmanden beskrev Familiestyrelsen sin administrative praksis i relation til sent indkomne klager. Familiestyrelsen oplyste at der ikke var fastsat retningslinjer for hvad der måtte anses for at være "en vis tid", men at en klage der var indgivet inden et år efter underinstansens afgørelse, ikke ville blive afvist med den begrundelse at den var indgivet for sent. 

  Ombudsmanden udtalte at det var hans opfattelse at når der ikke i lovgivningen var fastsat en frist for at udnytte en rekursmulighed, kunne en klageinstans kun afvise at realitetsbehandle en sent indgivet klage hvis klageren ikke havde nogen retlig interesse i at få afgørelsen ændret, eller hvis forholdet ikke længere lod sig oplyse.

  Ombudsmanden udtalte endvidere at det var hans opfattelse at det i lighed med fastsættelsen af en egentlig klagefrist krævede udtrykkelig lovhjemmel at afskære klageadgangen i videre omfang end de tilfælde hvor klageren ikke havde nogen retlig interesse i at få afgørelsen ændret, eller forholdet ikke længere lod sig oplyse. På den baggrund fandt ombudsmanden Familiestyrelsens praksis med at afvise sent indkomne klager kritisabel.

  I begge sager kritiserede ombudsmanden Familiestyrelsens afvisning af at behandle klagen og henstillede at Familiestyrelsen realitetsbehandlede sagen.

  (J.nr. 2006-0751-652).

En folkeskoleelev blev i en undervisningstime ringet op af sin mor. Skolen tog mobiltelefonen fra eleven og beholdt den til næste dag. Det klagede drengens far over.

Ombudsmanden udtalte sig generelt om rækkevidden af § 52 i den dagældende folkeskolelov. Bestemmelsen bemyndigede undervisningsministeren til at fastsætte regler om fremme af god orden i skolerne. Ombudsmanden udtalte at der var hjemmel til at fastsætte regler om elevernes brug af mobiltelefoner i skoletiden, herunder at inddrage elevernes mobiltelefoner i skoletiden. Men § 52 kunne ikke udstrækkes i tidsmæssig henseende til at iværksætte foranstaltninger over for eleverne der greb ind i deres fritid, altså rakte ud over skolens tilbud samme dag. Ombudsmanden mente i den konkrete sag at det var kritisabelt at skolen havde beholdt elevens mobiltelefon længere end til det tidspunkt hvor eleven havde fri den dag telefonen blev inddraget.  

Ombudsmanden udtalte også at skolens hidtidige politik om inddragelse af elevers mobiltelefoner generelt betragtet savnede hjemmel og i øvrigt også var i strid med proportionalitetsprincippet.  

Skolen ændrede under ombudsmandens behandling af sagen retningslinjer for anvendelse af mobiltelefoner, og ombudsmanden udtalte at de ændrede retningslinjer ikke gav ham anledning til bemærkninger.

(J.nr. 2007-2808-710).

Under besøg på et psykiatrisk hospital blev ombudsmanden opmærksom på, at handicappede pensionister, der er optaget på plejehjem, ikke er stillet lige med hensyn til lommepengebeløb. Forskellene beror på, om det drejer sig om fysisk eller psykisk handicappede pensionister.

Ombudsmanden fandt, at der i bistandslovens § 84, stk. 1, er den fornødne hjemmel til en vis forskelsbehandling af fysisk og psykisk handicappede pensionister på primærkommunal plejehjem, mens den praktiserede forskelsbehandling for så vidt angår fysisk og psykisk handicappede pensionister optaget på amtskommunal plejehjem (såkaldte "§ 112, stk. 1-plejehjem") alene støttes på forarbejderne til den tidligere lov om omsorg for invalidepensionister og folkepensionister.

Ombudsmanden fandt det utilfredsstillende, at den praktiserede forskelsbehandling ikke har et sikkert retligt grundlag og henstillede til Socialministeriet ved først givne lejlighed at tage skridt til en lovgivningsmæssig afklaring af spørgsmålet. (J. nr. 1991-1154-041).

I forbindelse med behandlingen af en konkret klagesag vedrørende en afgørelse fra Den Sociale Ankestyrelse blev ombudsmanden opmærksom på et fortolkningsspørgsmål i forbindelse med afgørelser om genoptagelse af sager i de sociale ankenævn og muligheden for at klage over disse afgørelser til Den Sociale Ankestyrelse. Ombudsmanden besluttede at tage spørgsmålet op til undersøgelse af egen drift efter ombudsmandslovens § 6, stk. 5.

Den Sociale Ankestyrelses opfattelse var at afgørelser om genoptagelse af en sag i de sociale ankenævn der var truffet af nævnets formand, ikke kunne påklages til Ankestyrelsen. Ombudsmanden mente at denne opfattelse ud fra en umiddelbar betragtning kunne give anledning til en vis tvivl.

Ombudsmanden konkluderede efter sin undersøgelse af spørgsmålet at der ikke var holdepunkter for Ankestyrelsens fortolkning. Endvidere var der heller ikke hjemmel i den eksisterende lovgivning til at fastsætte en bestemmelse om begrænsning af klageadgangen. Socialministeriet meddelte at ministeriet ville indsætte en hjemmel der begrænsede klageadgangen vedrørende genoptagelse. Ombudsmanden bad om underretning om det bebudede lovforslag.

Ombudsmanden henstillede til Ankestyrelsen at den i tiden indtil en eventuel lovændring var gennemført, lagde den af ombudsmanden anførte retsopfattelse til grund. (J. nr. 1993-966-009).

En far rettede henvendelse til ombudsmanden om problemer vedrørende brugerbetaling i folkeskolen. Han pegede på at det var en udbredt praksis at der i forbindelse med bl.a. lejrskoler opkrævedes betaling af forældrene for elevernes deltagelse. Ombudsmanden bad Undervisningsministeriet om en udtalelse i anledning af henvendelsen.

Undervisningsministeriet meddelte ombudsmanden at det var ministeriets opfattelse at der var hjemmel i folkeskoleloven til at opkræve betaling fra forældrene til elevernes deltagelse i de nævnte aktiviteter, idet aktiviteterne ikke kunne henregnes til undervisning.

Ombudsmanden udtalte i sin foreløbige redegørelse at da aktiviteterne typisk ville have et klart fagligt sigte og være en integreret del i den undervisning der foregår på skolen, måtte de betegnes som undervisning. Der var således ikke hjemmel i folkeskoleloven for at pålægge forældrene udgifterne for afholdelsen af arrangementerne. Desuden udtalte ombudsmanden at det fulgte af det almindelige legalitetsprincip at også forældrebetaling til dækning af udgifter der ikke kan henregnes til folkeskolelovens undervisning, skal have hjemmel - en hjemmel der dog ikke behøver at være udtrykkelig lovhjemmel.

Ministeriet erklærede sig enig i at der ikke i folkeskoleloven var hjemmel til opkrævning af forældrebetaling for elevernes deltagelse i lejrskoler mv. og at hjemmelsgrundlaget burde afklares. Ministeriet ville derfor tage initiativ til at udarbejde et forslag til lov om ændring af folkeskoleloven. Derimod var det ministeriets opfattelse at der ikke kræves hjemmel for at en kommune eller skole modtager bidrag fra forældrene der beror på en frivillig aftale.

I sin endelige redegørelse opretholdt ombudsmanden de synspunkter med hensyn til hjemmelsgrundlaget for forældrebetaling som var fremsat i den foreløbige redegørelse. For så vidt angik ministeriets henvisning til at opkrævningen kunne have grundlag i en frivillig aftale mellem skole og forældre, bemærkede ombudsmanden at der gjaldt visse retlige grænser for skolernes mulighed for modtagelse af frivillige bidrag. Under hensyn til at ministeriet ville afklare hjemmelsgrundlaget, fandt ombudsmanden ikke grundlag for at foretage sig videre vedrørende spørgsmålet og udbad sig underretning om hvad der skete med lofroslaget. (J.nr. 1995-2440-710)

Vallensbæk kommune gav klageren i denne sag en bevilling efter bistandslovens § 58 til dækning af medicinudgifter. Senere meddelte kommunen at den fremtidig ikke ville dække den del af udgifterne som blev refunderet fra sygesikringen "danmark". Kvinden klagede over afgørelsen til det sociale ankenævn og siden til Den Sociale Ankestyrelse. Det centrale spørgsmål angik fortolkningen af ordet "egenudgiften" i bekendtgørelse nr. 303 af 10. juni 1988, udstedt med hjemmel i bistandslovens § 58, stk 2, nr. 3. Myndighederne mente at udgifter til medicin, der refunderes af "danmark", ikke er at betragte som egenudgift i bekendtgørelsens forstand og derfor ikke kan dækkes i medfør af bistandslovens § 58.

Ombudsmanden mente ikke at der var fuldt tilstrækkeligt grundlag for at henstille til Ankestyrelsen at genoptage sagen med henblik på at træffe en ny afgørelse. Ombudsmanden henstillede derimod til Socialministeriet at ministeriet i forbindelse med en kommende ændring af lov om social service foreslog indsat en klar lovhjemmel til at fradrage tilskud fra Sygesikringen "danmark" i støtte efter (nu) § 97 i lov om social service.

Ombudsmanden kritiserede at Ankestyrelsen i sin afgørelse undlod at tage udtrykkeligt stilling til klagen over at Det Sociale Ankenævn i sin afgørelse ikke havde givet en fyldstgørende begrundelse. Ombudsmanden mente også at Ankestyrelsens egen begrundelse var mangelfuld. (J.nr. 1996-1626-054).

En privat virksomhed bestemte hvad en borger skulle betale for at få aktindsigt i et offentligt register. Fremgangsmåden var godkendt af et ministerium og en styrelse, men der var tale om ulovlig delegation til den private virksomhed, udtaler ombudsmanden.

 

En advokat klagede til ombudsmanden over at Naturklagenævnet havde afkrævet ham et gebyr på 500 kr. for at tage stilling til hans indsigelser mod nævnets behandling af en klage.

Ombudsmanden mente at Naturklagenævnet havde tilstrækkelig hjemmel til at opkræve gebyr.

Ombudsmanden bemærkede at Naturklagenævnet uanset dette fortsat havde pligt til under visse omstændigheder på eget initiativ at genoptage behandlingen af en sag. Se i øvrigt ombudsmandens j.nr. 2004-4007-109, optaget i denne beretning som sag nr. 8-3.
(J.nr. 2005-3841-109).

En borger klagede til Naturklagenævnet over at en kommune havde givet ham afslag på en ansøgning om at måtte bo hele året i et sommerhus. Naturklagenævnet gik i gang med at behandle sagen. Efter godt et år meddelte Naturklagenævnet borgeren at nævnet ikke ville tage stilling til sagen fordi nævnet havde fået klagen en dag efter udløbet af klagefristen.

Naturklagenævnet havde ikke foretaget partshøring, og efterfølgende gjorde borgeren flere indsigelser mod afvisningen af klagen. To gange afkrævede Naturklagenævnet borgeren et klagegebyr for at tage stilling til hans indsigelser som nævnet betragtede som anmodninger om genoptagelse af sagen.

Ombudsmanden mente at det var meget beklageligt at nævnet først efter mere end år efter modtagelsen af klagen havde taget stilling til om den var indkommet rettidigt. Ombudsmanden kritiserede at nævnet ikke havde partshørt borgeren før nævnet afviste klagen og efterfølgende fastholdt afvisningen. Ombudsmanden mente endelig at Naturklagenævnet ikke havde hjemmel i den dagældende bekendtgørelse til at opkræve klagegebyr for at tage stilling til borgerens indsigelser. Om Naturklagenævnets gebyropkrævning efter en senere bekendtgørelse henvises til ombudsmandens j.nr. 2005-3841-109, optaget i denne beretning som sag nr. 8-4 efter denne sag.
(J.nr. 2004-4007-109). 

To journalister bad Statsministeriet om aktindsigt i dokumenter om statsministers mulighed for at komme i betragtning til et topjob i EU eller NATO. Ministeriet afslog i det hele taget at oplyse om der fandtes sådanne dokumenter i ministeriet. Ministeriet gav en meget kortfattet begrundelse for afslaget.

Journalisterne klagede til ombudsmanden, og efter et møde mellem Statsministeriet og ombudsmanden skrev ministeriet en udtalelse om de hensyn der lå bag beslutningen. Statsministeriet mente at en afsløring af om ministeriet var i besiddelse af materiale, kunne have både udenrigspolitiske og indenrigspolitiske skadevirkninger. Udenrigspolitiske fordi mulighederne for at besætte en international toppost med en dansk minister ville blive væsentligt forringet, hvis det på et for tidligt tidspunkt blev bekræftet at der var en dansk kandidat. Indenrigspolitiske fordi ”statsministerens mulighed for at virke som regeringens chef – og dermed regeringens muligheder for at fungere som en arbejdsdygtig regering – ville kunne lide væsentlig skade”.

Ombudsmanden kunne ikke kritisere at Statsministeriet havde anset det udenrigspolitiske hensyn for at være beskyttet af offentlighedslovens undtagelsesbestemmelser. Han mente derimod at det var mere tvivlsomt om det – meget generelt formulerede – indenrigspolitiske hensyn var beskyttet. Men da der også var hensyn der mindede om dem der gør at der normalt ikke er fuld aktindsigt i ansættelses- og personalesager, kunne ombudsmanden samlet set ikke kritisere resultatet af ministeriets afgørelse.

Ombudsmanden kritiserede dog den meget kortfattede begrundelse som Statsministeriet oprindeligt gav journalisterne.

(J.nr. 2008-1469-401).

A, en privat vandforsyningsforening, klagede over at Miljøstyrelsen (M) havde tiltrådt en amtskommunes (E's) pålæg til A om tilslutning til et alment vandforsyningsanlæg samt om overdragelse af A's vandledning til vandværket (B).

A, der havde 10 medlemmer, ejede en vandledning der førte vand fra B frem til A's 10 ejendomme. I forbindelse med kommunens (D's) og E's plan om etablering af et vandforsyningsanlæg for hele området tilbød A vederlagsfrit at overdrage ledningen, blot A ikke blev pålagt udgifter i forbindelse hermed. E meddelte i første omgang at alle i området, med undtagelse af A, skulle pålægges tilslutningspligt. E ændrede senere holdning og traf afgørelse om at A skulle være omfattet af tilslutningspligten, og bestemte samtidig i medfør af vandforsyningslovens § 29, stk. 3, at A's private vandledning skulle overtages af B, og at A som kompensation for at B overtog pligten til at vedligeholde ledningen, skulle betale 68.000 kr. til B. E havde partshørt A før, men ikke efter det kom på tale også at lade A være omfattet af tilslutningspligten. Før afgørelsen blev truffet havde A trukket tilbudet om vederlagsfri overdragelse af ledningen tilbage.

M stadfæstede E's afgørelse idet M dog for A's vedkommende henviste til vandforsyningslovens § 32, stk. 1.

I en foreløbig redegørelse udtalte ombudsmanden at E's ændrede holdning med hensyn til også at inddrage A under tilslutningspligten ændrede A's interesse i sagen radikalt. E burde derfor på dette tidspunkt - og før den endelige afgørelse i sagen - have partshørt A. M burde have påtalt partshøringsfejlen over for E. Ombudsmanden udtalte videre at afgørelsen om at inddrage A's private vandledning havde karakter af ekspropriation og derfor ikke kunne træffes i medfør af vandforsyningslovens § 32, stk. 1. Sagen skulle i stedet have været behandlet efter de særlige ekspropriationsregler i lovens kap. 7. Efter ombudsmandens opfattelse var afgørelsen herefter ugyldig. Endelig udtalte ombudsmanden at også den del af E's afgørelse der vedrørte betaling af de 68.000 kr., efter vandforsyningslovens § 75 kunne påklages til M.

M ophævede herefter sin afgørelse og annullerede samtidig E's beslutning. (J. nr. 1992-1982-149).

Handelsselskabet A erhvervede i 1990 en grund. Grunden var olieforurenet, hvilket A ved erhvervelsen måtte antages at have været bekendt med. Det måtte anses for ubestridt, at det var selskabet B, der havde ejet grunden indtil 1986, som havde forårsaget forureningen.

Med henblik på senere at udstede et egentligt oprydningspåbud udstedte K Kommune et påbud til A om at foretage en nærmere kortlægning m.v. af forureningens omfang. Påbuddet, der efterfølgende blev tiltrådt af Miljøstyrelsen (M), blev udstedt med hjemmel i olietankbekendtgørelsens § 16, stk. 3. M gjorde navnlig gældende, at A ved erhvervelsen af grunden var indtrådt ("succederet") i B's ansvar, og mente i øvrigt, at påbuddet havde støtte i Højesterets dom i Rockwool-sagen (Ugeskrift for Retsvæsen 1991, s. 674ff).

Ombudsmanden anførte i en skrivelse til M, at han efter ordlyden af og forarbejderne til olietankbekendtgørelsens § 16, stk. 3, måtte anse det for tvivlsomt, om bestemmelsen gav hjemmel til at udstede påbud til en grundejer, som ved erhvervelsen nok var bekendt med forureningen, men som ikke selv havde forårsaget denne. M's successionssynspunkt syntes i øvrigt ikke at have støtte i retspraksis. Endelig kunne der - under hensyn til "forureneren betaler"-princippet - rejses spørgsmål om, hvorvidt et eventuelt påbud ikke under alle omstændigheder først burde rettes til B.

Ombudsmanden anmodede M om en supplerende udtalelse på grundlag af de anførte synspunkter. M meddelte herefter, at man - under hensyn til den tvivl, som ombudsmandens synspunkter havde rejst - havde trukket det udstedte påbud tilbage. (J. nr. 1992-2247-110).

En far klagede over at Undervisningsministeriet havde givet et amt dispensation fra folkeskolelovens bestemmelser om minimumsgrænser for antallet af klasseundervisningstimer på en skole for fysisk og psykisk handicappede. Faderens søn var elev på den pågældende skole. Faderen mente ikke at Undervisningsministeriet havde hjemmel til at give den pågældende dispensation.

Undervisningsministeriet svarede at ministeriet med hjemmel i folkeskolelovens § 3, stk. 2, havde udstedt en bekendtgørelse om folkeskolens specialundervisning og anden socialpædagogiske bistand. Bekendtgørelsen indeholdt efter Undervisningsministeriets mening den fornødne hjemmel.

Ombudsmanden mente ikke at den påberåbte dispensationsbestemmelse kunne anvendes som hjemmel til afgørelser der er i strid med selve bemyndigelsesloven. Ombudsmanden udtalte derfor at Undervisningsministeriet ikke havde den fornødne hjemmel til at meddele den omtalte dispensation, og henviste bl.a. til at en fravigelse af minimumstimetallet måtte betragtes som en forholdsvis indgribende foranstaltning der krævede præcis hjemmel. Ombudsmanden henstillede at Undervisningsministeriet genoptog sagen. (J.nr. 1996-1072-710).

Efter at ombudsmanden havde anmodet Socialministeriet om en udtalelse om hjemmelsgrundlaget for to bekendtgørelser, hvorved ministeriet begrænsede Den Sociale Ankestyrelses og amtsankenævnenes prøvelse af sociale afgørelser, ophævede Socialministeriet de nævnte bekendtgørelser.   (J. nr. 1990-1458-059).

En advokat klagede på vegne af en forening af efterskoler over at Kulturministeriet havde gjort udbetaling af lønpuljemidler til den enkelte efterskole betinget af forhandling med den forhandlingsberettigede organisation om midlernes fordeling. Ministeriet havde fastsat betingelsen i et cirkulære, men advokaten mente ikke at ministeriet heri havde hjemmel til at give pålæg om forhandlingsvilkår. Advokaten rejste endvidere spørgsmål om hvorvidt ministeriet havde hjemmel til at lade et cirkulære om tjenestefrihed uden løn gælde for lærere ved efterskoler.

Ombudsmanden udtalte ikke kritik i forbindelse med lønpuljespørgsmålet.

Ombudsmanden mente derimod at det var tvivlsomt, om ministeriet havde hjemmel til at fastsætte regler om tjenestefrihed uden løn gældende for lærere på efterskoler.

Ombudsmanden henstillede til ministeriet at ministeriet tog initiativ til at løse hjemmelsproblemet. (J. nr. 1993-52-75).

Den srilankanske statsborger A var flygtet til Indien og opholdt sig der i en flygtningelejr. A klagede over at Indenrigsministeriet (IM) havde givet afslag på hans ansøgning om humanitær opholdstilladelse her i landet i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2. IM havde i afslaget anført at IM ikke havde mulighed for at tage stilling til A's ansøgning, idet han opholdt sig uden for landets grænser. Under sagen udtalte IM at udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2, efter IM's opfattelse alene tager sigte på den situation, hvor en udlænding, der opholder sig her i landet, har fået endeligt afslag på sin asylansøgning. Til støtte for sin fortolkning henviste IM især til bestemmelsens forarbejder.

Efter en gennemgang af forarbejderne til udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2, udtalte ombudsmanden at efter hans opfattelse havde Folketinget nok drøftet hovedsigtet med bestemmelsen, men at Folketinget - hverken direkte eller forudsætningsvis - havde taget stilling til den nærmere afgrænsning af bestemmelsens anvendelsesområde. Ombudsmanden fandt heller ikke ud fra andre friere overvejelser grundlag for at opretholde IM's fortolkning af bestemmelsen i udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2. Det var derfor ombudsmandens opfattelse at IM ikke havde haft hjemmel i udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2, til at give afslag på A's ansøgning om opholdstilladelse på humanitært grundlag alene under henvisning til, at A ikke opholdt sig her i landet.

Ombudsmanden henstillede at IM - på baggrund af en konkret vurdering - traf realitetsafgørelse i sagen. (J. nr. 1993-2644-642).

A klagede over, at det vederlag, som han modtog i forbindelse med hvervet som medlem af et huslejenævn, blev fradraget i hans arbejdsløshedsdagpenge.

Reglerne om fradrag i dagpenge som følge af indtægter ved arbejde mv. findes i bekendtgørelse nr. 57 af 1. marts 1982, der er udstedt af Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen. Ifølge bekendtgørelsens § 2, stk. 2, skal der ske fradrag for udøvelse af borgerligt ombud eller andet hverv i det offentliges tjeneste, for hvilket der udbetales et vederlag, der ikke alene har karakter af diæter og lignende. Varetagelse af hverv som f.eks. lægdommer ved boligretten medfører dog efter bekendtgørelsens § 2, stk. 3, ikke fradrag.

For sit hverv i huslejenævnet modtog A vederlag i form af 300 kr. pr. dag. På dage, hvor hvervet beslaglagde mere end fire timer, udgjorde vederlaget dog det dobbelte.

Navnlig under hensyn til den meget beskedne sammenhæng mellem den ydelse, der i tidsmæssig udstrækning skulle præsteres, og det vederlag, som A modtog, fandt ombudsmanden, at A's vederlag mest naturligt måtte betegnes som en diæt i bekendtgørelsens forstand. Da endvidere hvervet som lægdommer i boligretten efter bekendtgørelsen udtrykkeligt var undtaget fra reglerne om fradrag, var det efter en samlet vurdering ombudsmandens opfattelse, at A's vederlag som medlem af huslejenævnet ikke burde medføre fradrag i hans dagpenge.

Ombudsmanden henstillede derfor til myndighederne at overveje sagen på ny. (J. nr. 1991-1217-022).

En arbejdsløshedskasse havde fejlagtigt undladt at indeholde A-skat i rejse- og befordringsgodtgørelser og uddannelsesydelser som var udbetalt til kassens medlemmer i indkomståret 1994. Told- og Skattestyrelsen traf afgørelse om at arbejdsløshedskassen hæftede for den manglende indeholdte A-skat i medfør af kildeskattelovens § 69. Under hensyn til arbejdsløshedskassens betydelige medlemstal blev hæftelsesbeløbet skønsmæssigt opgjort på grundlag af en beregnet gennemsnitlig trækprocent for medlemmerne. Et cirkulære der indeholdt forholdsnormer for myndighedernes gennemførelse af hæftelsen efter kildeskattelovens § 69, blev ikke iagttaget.

Ombudsmanden udtalte at der ikke i kildeskattelovens § 69 var hjemmel til den skønsmæssige opgørelse af hæftelsesbeløbet, og at det var beklageligt at hæftelseskravet ikke var blevet opgjort i overensstemmelse med den i cirkulæret beskrevne fremgangsmåde.

Endvidere udtalte ombudsmanden at han ikke var uforstående over for at der kunne være et behov for ud fra praktiske, administrative hensyn at opgøre hæftelsens beløbsmæssige størrelse på grundlag af skønsmæssigt fastsatte gennemsnitlige trækprocenter. Der kunne endvidere være behov for at opgøre hæftelsesansvarets størrelse uden en individuel undersøgelse af de enkelte lønmodtageres forhold hvilket ellers var anført i cirkulæret. Et sådant forståeligt eller rimeligt behov udgjorde imidlertid ikke et hjemmelsgrundlag, og hvis myndighederne ønskede retstilstanden ændret, måtte dette ske ved ændring af kildeskatteloven.

Ombudsmanden henstillede til Told- og Skattestyrelsen at genoptage sagen.

På grund af de principielle spørgsmål der blev belyst i sagen, orienterede ombudsmanden Folketingets Retsudvalg og Folketingets Skatteudvalg (J.nr. 1996-2202-217).

I forbindelse med behandlingen af en aktindsigtssag havde en journalist rejst spørgsmål om hvorvidt bekendtgørelsen om undtagelse af Investeringsfonden for Østlandene (IØ Fonden) fra offentlighedsloven havde tilstrækkelig hjemmel i offentlighedslovens § 3. Det var desuden journalistens opfattelse at IØ Fonden var omfattet af lov om aktindsigt i miljøoplysninger, og at anmodninger om aktindsigt i oplysninger hos fonden således også skulle vurderes efter denne lov.

  Ombudsmanden rejste spørgsmålene af egen drift over for Udenrigsministeriet og IØ Fonden.

  Ombudsmanden udtalte i sin endelige redegørelse i sagen at det var vanskeligt at se at betingelsen i offentlighedslovens § 3 om at bestemmelserne i offentlighedslovens §§ 7-14 i almindelighed ville medføre at en begæring om aktindsigt kunne afslås, var opfyldt i forhold til alle fondens aktiviteter. Herudover udtalte ombudsmanden at det var betænkeligt at anerkende at fonden som sådant administrativt kunne undtages fra aktindsigt på grundlag af almene overvejelser om fondens karakter og formål. Ombudsmanden mente derfor at det var tvivlsomt om Udenrigsministeriets udnyttelse af bemyndigelsen i offentlighedslovens § 3, stk. 1, til generelt at undtage IØ Fonden fra aktindsigt holdt sig inden for det formål med bemyndigelsen som var angivet i lovforarbejderne.

  Ombudsmanden henstillede derfor at Udenrigsministeriet snarest ophævede bekendtgørelsen om undtagelse af IØ Fonden fra offentlighedsloven. Hvis ministeriet ønskede at udarbejde en ny bekendtgørelse, henstillede ombudsmanden at undtagelserne blev afgrænset og udformet på en sådan måde at de klart faldt inden for rammerne for bemyndigelsen i offentlighedslovens § 3.

  Ombudsmanden mente det var utvivlsomt at IØ Fonden var omfattet af lov om aktindsigt i miljøoplysninger, og at fonden blev omfattet af loven i forbindelse med dens oprindelige ikrafttræden den 1. juli 1994.

  (J.nr. 2005-2808-499).

A, der i 1990 var blevet tilkendt en arbejdsskadeerstatning, ansøgte i 1991 om kapitalisering af et beløb på 150.000 kr., jf. § 39 i den dagældende arbejdsskadeforsikringslov. Efter denne bestemmelse skulle ansøgningen imødekommes, medmindre det efter Arbejdsskadestyrelsens skøn var økonomisk uforsvarligt.

Arbejdsskadestyrelsen og Den Sociale Ankestyrelse imødekom ansøgningen for så vidt angik et beløb på 50.000 kr. Som begrundelse for ikke at imødekomme ansøgningen fuldt ud henviste myndighederne - med varierende formuleringer - til, at en yderligere kapitalisering ikke kunne antages at ville forbedre A's økonomi. Den gengivelse af lovens § 39, som var indeholdt i en række af myndighedernes skrivelser til A, svarede i det væsentlige til bestemmelsens indhold før en lovændring i 1987; ved denne lovændring blev den vurdering, myndighederne skal anlægge ved ansøgninger om kapitalisering, væsentligt ændret til ansøgernes fordel.

Ombudsmanden udtalte, at myndighederne i realiteten måtte antages at have truffet afgørelse i A's sag på grundlag af den retstilstand, der var foreskrevet i arbejdsskadeforsikringsloven indtil den 1. april 1987. Ombudsmanden anså dette forhold for meget beklageligt og henstillede til Den Sociale Ankestyrelse at tage sagen op til fornyet overvejelse. (J. nr. 1992-2930-023).

En kvinde klagede til ombudsmanden over at hun og hendes familie havde fået begrænset deres adgang til at besøge hendes far på et kommunalt ejet plejehjem. Kommunen havde bestemt at familien af hensyn til plejehjemspersonalets arbejdsmiljø kun måtte besøge hendes far en time om dagen.

Et amt flyttede en formodentlig inhabil borger der led af Downs syndrom og Alzheimers sygdom, fra én institution til en anden. Flytningen blev gennemført uden at procedurereglerne herfor i § 109 e i lov om social service blev iagttaget, herunder fik borgeren ikke beskikket en værge. Det sociale nævn og Socialministeriet mente ikke at nævnet kunne behandle sagen. Det sociale nævn kan ikke tage en sag op af egen drift, og der var ikke klaget fra den person som afgørelsen vedrørte, eller dennes partsrepræsentant (f.eks. en værge).

  De sociale nævn er i sager om flytning af inhabile personer tillagt en kompetence som ikke genfindes andre steder i den sociale lovgivning. Kompetencen har nævnene fået tillagt fordi afgørelserne anses for et betydeligt indgreb i den personlige frihed.

  Ombudsmanden mente at det sociale nævn på et sådant område har en reaktionspligt når der rejses tvivl om hvorvidt borgerens retssikkerhed er tilsidesat. Der måtte således i den konkrete sag påhvile det sociale nævn en forpligtelse til at påse at den juridisk inhabile person fik beskikket en værge.

  Ombudsmanden henstillede derfor til det sociale nævn at behandle sagen og tage initiativ til at borgeren fik beskikket en værge – og følge op på at dette rent faktisk skete. Myndighederne måtte herefter i samspil med værgen behandle sagen.

  Lignende betragtninger vil efter ombudsmandens opfattelse kunne gøre sig gældende i andre sager om magtanvendelse hvor det sociale nævn er tillagt en særlig godkendelseskompetence, jf. servicelovens § 109 f.

  (J.nr. 2004-2807-062).

A klagede over, at Konkurrenceankenævnet i henhold til § 5, stk. 2, i bkg. om Konkurrenceankenævnet havde afkrævet ham et gebyr på 3.000 kr. i forbindelse med behandlingen af en klage over Konkurrencerådets afslag på aktindsigt efter offentlighedsloven.

Ombudsmanden anmodede nævnet om en udtalelse og bad specielt om en begrundelse for, at § 5, stk. 2, skulle finde anvendelse i et tilfælde som det foreliggende, hvor klageadgangen ikke beroede på konkurrenceloven, men på offentlighedslovens § 15, stk. 2.

Konkurrenceankenævnet forelagde spørgsmålet for Industriministeriet, der ikke fandt, at gebyrreglen fandt anvendelse i et tilfælde som det foreliggende, hvor klageadgangen vedrørte en afgørelse i medfør af offentlighedsloven.

Nævnet meddelte herefter ombudsmanden, at det havde frafaldet opkrævning af gebyret. Ombudsmanden tog det meddelte til efterretning og foretog sig ikke videre i sagen. (J. nr. 1990-1535-39).

Et dagblad offentliggjorde et debatindlæg som indeholdt kritiske kommentarer til samlingen af forsvaret og redningsberedskabet og til regeringens planer for terrorberedskabet. Indlægget var skrevet af chefen for en skole under redningsberedskabet.

Over for pressen udtrykte forsvarsministeren den følgende dag misbilligelse af at skolechefen havde skrevet indlægget, og ministeren udtrykte tvivl om hvorvidt det var foreneligt med hans fortsatte ansættelse i Forsvarsministeriet. Samme dag bad Forsvarsministeriet skolechefen om at redegøre for om ministeriet fortsat kunne have tillid til at han ville arbejde effektivt og loyalt for gennemførelsen af de politiske aftaler på forsvarsområdet.

  Ombudsmanden tog sagen op af egen drift. Efter ombudsmandens opfattelse måtte indlægget betragtes som lovlige ytringer som skolechefen havde skrevet på egne vegne. Ombudsmanden kritiserede at Forsvarsministeriet havde henvendt sig til skolechefen da det ikke var påvist at henvendelsen tjente et sagligt formål. Tværtimod måtte henvendelsen, når den blev læst i sammenhæng med ministerens samtidige offentlige udtalelser, virke som et påtryk over for skolechefen. Ombudsmanden kritiserede desuden at forsvarsministeren havde fremsat en misbilligelse af at skolechefen havde skrevet debatindlægget.

  (J.nr. 2005-3419-815).

En kommune havde vedtaget retningslinjer for tildeling af stadepladser til salg af juletræer hvorefter kommunen trak lod mellem ansøgerne hvis kommunen modtog mere end én ansøgning for et givet areal.

Efter ombudsmandens opfattelse kunne kommunen ikke anvende retningslinjerne uden væsentlige modifikationer i sager der angik stadepladser på offentligt vejareal, og i sager hvor der forelå en ansøgning fra en ansøger der er handicappet.

Ombudsmanden udtalte at en myndighed, når den fastlægger retningslinjer for behandlingen af en bestemt type af sager, bør sikre sig at retningslinjerne stemmer overens med lovgivningen. Ombudsmanden henstillede at kommunen reviderede retningslinjerne.
(J.nr. 2006-2345-419). 

En kommune sendte et forslag til lokalplan for et kommende butikscenter ud til offentlig høring. Inden lokalplanen blev endeligt vedtaget, trådte en ændring af planloven i kraft således at lokalplanen skulle indeholde bestemte regler for butiksarealer. Sådanne regler var der ikke i lokalplanen.

Naturklagenævnet anså lokalplanen for ulovligt vedtaget, men ikke ugyldig. Ombudsmanden udtalte at han mente det var beklageligt at Naturklagenævnet havde truffet afgørelse om ikke at tilsidesætte lokalplanen som ugyldig. (J.nr. 1999-0180-120).

En adjunkt klagede til ombudsmanden over at et universitet havde undladt at besætte en lektorstilling han havde søgt.

Det fremgik af sagen at adjunkten efter at have søgt lektorstillingen havde kontaktet et professorbedømmelsesudvalg og gjort gældende at en af professoratets ansøgere – der tillige var institutleder på det institut hvor adjunkten havde søgt stillingen som lektor – muligvis havde handlet videnskabeligt uredeligt.

Under et møde mellem universitetet og adjunkten oplyste universitetet at det var en forudsætning for ansættelse at adjunkten gav institutlederen sin uforbeholdne undskyldning og over for professorbedømmelsesudvalget beklagede sin henvendelse. Da adjunkten ikke opfyldte de opstillede vilkår, afslog universitetet at ansætte ham. Da ingen andre ansøgere var kvalificerede, undlod universitetet at besætte stillingen.

Adjunktens henvendelse til professorbedømmelsesudvalget var efter ombudsmandens opfattelse en lovlig ytring. Spørgsmålet var herefter om stillingsafslaget var berettiget på grund af mulige samarbejdsvanskeligheder under en eventuel ansættelse.

Ombudsmanden mente at universitetets vilkår forudsatte at der var et sagligt grundlag for at stille de omtalte vilkår og tilstrækkelige oplysninger til vurdering heraf. Det ville i dette tilfælde sige en sandsynliggørelse af at der ved ansættelse af adjunkten ville være en væsentlig risiko for samarbejdsvanskeligheder, og at denne risiko kunne mindskes betydeligt hvis han efterkom de opstillede vilkår.

Ombudsmanden skrev i en foreløbig redegørelse at det muligvis havde været berettiget at opstille de omtalte vilkår hvis universitetet først havde indhentet en udtalelse fra institutlederen som med god saglig grund havde krævet dette som forudsætning for et fremtidigt samarbejde med adjunkten.

Universitetet oplyste herefter over for ombudsmanden at universitetet havde ført grundige samtaler med institutlederen med henblik på at belyse mulige samarbejdsvanskeligheder, og at de omtalte vilkår var blevet opstillet på dette grundlag. Universitetet havde ikke udarbejdet notat(er) om disse samtaler.

I sin endelige redegørelse kritiserede ombudsmanden den manglende overholdelse af notatpligten efter offentlighedslovens § 6. Ombudsmanden havde imidlertid på det foreliggende grundlag ikke tilstrækkelige forudsætninger for at vurdere om universitetet – efter en samlet vurdering af hele sagsforløbet – havde et tilstrækkeligt sagligt grundlag for ikke at ansætte adjunkten. (J.nr. 2001-1246-810).

En lektor på et universitet blev ramt af sklerose og havde som følge heraf et erhvervsevnetab på 2/3. Han fik invalidepension af sin pensionskasse, og samtidig hermed blev han deltidsansat på et universitet.

Finansministeriet krævede at lektoren under deltidsansættelsen blev aflønnet efter forskelslønsprincippet. Dette indebar at lektorens løn skulle reduceres så den svarede til ca. 1/3 af den løn der blev ydet for tilsvarende arbejde. Kravet blev stillet i medfør af ministeriets ledelsesret (arbejdsgiverkompetence).

Ombudsmanden var enig i at ledelsesretten i et vist omfang kunne give Finansministeriet grundlag for at fastlægge nærmere vilkår for ansættelse i staten når der - som i lektorens sag - var tale om områder som ikke var reguleret ved overenskomst, aftale eller lov. Imidlertid var en offentlig myndigheds udøvelse af ledelsesretten efter ombudsmandens mening som udgangspunkt også omfattet af de almindelige forvaltningsretlige grundsætninger for offentlig myndighedsudøvelse, herunder legalitetsprincippet, saglighedskravet og proportionalitetsprincippet.

Ombudsmanden mente ikke at Finansministeriet under de foreliggende omstændigheder havde hjemmel til at kræve at lektoren blev aflønnet efter forskelslønsprincippet.

Ombudsmanden var enig med ministeriet i at det var stærkt beklageligt at en nyordning af området først havde kunnet tilvejebringes meget lang tid efter ombudsmandens henstilling i den sag som er nævnt i beretningen for 1987, s. 206ff, som også angik forskelslønsprincippet. (J.nr. 1999-0702-811).

En feriefond i et amt klagede til ombudsmanden over at Skov- og Naturstyrelsen havde afkrævet feriefonden oplysninger om omfanget af fondens udlejning af sine sommerhuse i perioden 1. oktober til 31. marts gennem de sidste 5 år.

Skov- og Naturstyrelsen meddeler efter sommerhusloven tilladelser til udlejning af sommerhuse. Baggrunden for anmodningen om oplysninger om omfanget af udlejningen var at der havde været rejst spørgsmål om hvorvidt udlejningen af amternes feriefondes sommerhuse skete i overensstemmelse med planlovens § 40 om forbud mod helårsbeboelse af ferieboliger i sommerhusområder.

Ombudsmanden mente at Skov- og Naturstyrelsen kunne optage en sag vedrørende en feriefonds overholdelse af planlovens § 40 til behandling, men at styrelsen ikke efter planloven havde hjemmel til at gennemtvinge et krav om oplysninger om omfanget af en feriefonds udlejning af sine sommerhuse. Skov- og Naturstyrelsen kunne opfordre feriefonden til at give oplysningerne og - hvis oplysningerne ikke blev givet - som minimum reagere ved at rette henvendelse til vedkommende kommunalbestyrelse med anmodning om at kommunalbestyrelsen brugte sine beføjelser som tilsynsmyndighed. (J.nr. 1998-0474-123).

A søgte to ledige professorater på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium (M). Der var ni andre ansøgere, der dog alle efterhånden trak deres ansøgninger tilbage. Et bedømmelsesudvalg, der var nedsat af M, ønskede, at der skulle afholdes en undervisningsprøve, før man tog endelig stilling til, om A var kvalificeret og kunne indstilles til et af professoraterne. Kulturministeriet (K) meddelte i den anledning dispensation fra § 3, stk. 2, i ministeriets bekendtgørelse om ansættelse af faste lærere ved musikkonservatorierne. Efter denne bestemmelse kan der alene afholdes undervisningsprøver blandt ansøgere, der er erklæret kvalificerede. A modtog ikke meddelelse om K's dispensation. Efter undervisningsprøven erklærede bedømmelsesudvalget A for ikke kvalificeret. M indstillede derfor til K, at de ledige professorater ikke for tiden blev besat. K imødekom indstillingen, uden at A blev partshørt over bedømmelsesudvalgets udtalelse.

Ombudsmanden udtalte, at K's dispensation måtte anses for lovlig, men at A som led i god forvaltningsskik burde have fået meddelelse herom. Denne fejl kunne dog ikke føre til, at undervisningsprøven blev anset for ugyldig. Ombudsmanden udtalte videre, at det måtte anses for en beklagelig fejl, at K ikke havde partshørt A over bedømmelsesudvalgets indstilling, før ministeriet imødekom M's indstilling om, at professoraterne ikke blev besat. Ombudsmanden henstillede derfor, at K genoptog sagen og partshørte A over M's indstilling. (J. nr. 1993-212-810).

Miljøankenævnet havde afslået at realitetsbehandle en klage over Miljøstyrelsens stadfæstelse af en af Fyns Amtskommune meddelt "overordnet godkendelse" af en udvidelse af I/S Fynsværket. Nævnet henviste til, at det lå uden for nævnets beføjelser og pligter efter miljøbeskyttelseslovens kap. 12 at behandle klager over afgørelser, der ikke forelå i endelig form.

Ombudsmanden udtalte, at nævnets standpunkt ikke kunne give ham anledning til kritik. I tilslutning hertil fremsatte ombudsmanden nogle almindelige bemærkninger om hjemmelsgrundlaget for meddelelse af godkendelse efter miljøbeskyttelseslovens kap. V. Ombudsmanden udtalte blandt andet, at hverken den gældende miljøbeskyttelseslov eller forskrifter, udstedt i medfør heraf, indeholdt hjemmel for meddelelse af "overordnede" eller "foreløbige" godkendelser. Efter ombudsmandens opfattelse faldt den omhandlede godkendelse klart uden for de rammer, der hidtil havde været anerkendt i praksis med hensyn til anvendelse af ubestemte vilkår mv. Ombudsmanden bemærkede i tilslutning hertil, at godkendelsesbegrebet i miljøbeskyttelsesloven er forholdsvis klart og entydigt, hvilket også er nødvendigt af hensyn til de retsvirkninger, der er knyttet til en godkendelse.

Ombudsmanden anmodede Miljøstyrelsen om en redegørelse for adgangen til at meddele "foreløbige godkendelser" - således som spørgsmålet forelå efter Miljøankenævnets afvisning af at behandle en klage herover, og ombudsmandens bemærkninger hertil - samt om en redegørelse for konsekvenserne i den konkrete sag.(J. nr. 1989-1087-11).

Af ”Nyt fra Det juridiske Fakultet, Københavns Universitet”, februar 2001, fremgik at tilmelding til sommereksamen 2001 kun kunne ske via Internettet.

Efter at have indhentet en udtalelse fra universitetet om sagen bad ombudsmanden Ministeriet for Teknologi, Videnskab og Udvikling om en udtalelse med henvisning til § 17, stk. 1, i ombudsmandsloven. Ombudsmanden bad ministeriet oplyse hvad det agtede at foretage sig i anledning af den ordning universitetet havde indført.

Ministeriet svarede at det havde meddelt universitetet at det efter ministeriets opfattelse krævede lovhjemmel at pålægge borgerne pligt til at benytte digital kommunikation ved henvendelse til offentlige myndigheder. Ministeriet havde derfor henstillet at Københavns Universitet ændrede det obligatoriske krav til en fakultativ ordning.

På denne baggrund meddelte ombudsmanden at han ikke foretog sig mere i sagen. (J.nr. 2001-0653-712).

En overlæge medvirkede i et dokumentarprogram om apopleksibehandling og udtalte i programmet at apopleksipatienter burde behandles på specialafdelinger, og at det medførte en øget dødelighed hvis de blev indlagt og behandlet på andre afdelinger. Overlægens medvirken og optagelsen af en konkret patienthistorie, som også indgik i programmet, var først blevet godkendt af sygehusdirektionen.

Inden programmet blev bragt, forsøgte sygehusdirektionen at få overlægen til at lægge navn til en pressemeddelelse hvori han skulle udtale at den patient som medvirkede i programmet, var blevet behandlet fagligt forsvarligt. Overlægen nægtede dette og medvirkede i den forbindelse i en nyhedsudsendelse hvor han bl.a. udtalte at hans ytringsfrihed var blevet krænket ved forsøget på at få ham til at godkende pressemeddelelsen.

Overlægens arbejdsgiver, amtet, tildelte ham en irettesættelse på grund af hans ”samlede håndtering af mediebetjeningen” i sagen. Det var amtets opfattelse at han ikke havde vist tilfredsstillende loyalitet over for sygehusets bestræbelser på at give patienter med apopleksi en kvalificeret behandling, og at han havde overtrådt amtets informationspolitik ved at have medvirket i nyhedsudsendelsen uden at give besked herom.

Overlægen klagede til ombudsmanden over amtets håndtering af sagen. Ombudsmanden udtalte i en foreløbig redegørelse at overlægens medvirken i nyhedsudsendelsen skete som privatperson. Han var dermed beskyttet af reglerne om offentligt ansattes ytringsfrihed, og han havde således ikke pligt til hverken før eller efter interviewet at orientere sin arbejdsgiver. Overlægens medvirken i dokumentarprogrammet skete derimod som led i tjenesten, hvorfor han ikke var beskyttet af ytringsfrihedsreglerne. Det var imidlertid ombudsmandens vurdering at de udtalelser som overlægen fremsatte i programmet, selv om de kunne opfattes som kritiske over for sundhedssystemet som sådan, ikke kunne anses for at være i strid med de rammer som amtet havde fastsat for hans medvirken i programmet. På den baggrund mente ombudsmanden ikke at der var grundlag for at tildele overlægen irettesættelsen.

På baggrund af ombudsmandens foreløbige redegørelse trak amtet irettesættelsen tilbage.

(J.nr. 2002-3762-812)

A, der er homoseksuel, var tidligere blevet behandlet for kønssygdomme, og han var siden blevet HIV testet flere gange. Alle prøver havde været negative. I forbindelse med ansættelse som tjenestemand i K Kommune anbefalede Nævnet for Helbredsbedømmelse i tjenestemandssager (Helbredsnævnet), at der blev taget et 10 årigt pensionsforbehold. Nævnet henviste til risikoen for, at A blev ramt af seksuelt overførte sygdomme.

Ombudsmanden udtalte, at der ikke var hjemmel til at tage pensionsforbehold på grundlag af almene risikofaktorer knyttet til den pågældendes levevis, herunder seksuelle forhold. Ombudsmanden fandt det på den baggrund meget beklageligt, at Helbredsnævnet havde rådet K Kommune til at tage pensionsforbehold på det foreliggende grundlag. (J. nr. 1992-1248-811).

A klagede over, at en rabatordning, som er indgået mellem rigspolitichefen og Falcks Redningskorps vedrørende transport af motorkøretøjer, som fjernes ved politiets foranstaltning, ikke kommer ejerne af de implicerede motorkøretøjer til gode.

Ombudsmanden henviste til færdselslovens § 123, stk. 2, 2. pkt., hvorefter de af politiet afholdte udgifter i disse tilfælde påhviler føreren af motorkøretøjet. Efter ombudsmandens opfattelse er der hverken i loven eller forarbejderne til denne holdepunkter for en ordning, hvorefter politiet kan pålægge føreren eller ejeren af et motorkøretøj større udgifter til køretøjets borttransport end de rent faktisk afholdte. En sådan ordning ville have væsentlige lighedspunkter med den situation, at politiet pålagde føreren eller ejeren af et køretøj et gebyr ud over de af politiet faktisk afholdte udgifter til fjernelse af køretøjet. Det er fast antaget, at opkrævning af et gebyr kræver udtrykkelig lovhjemmel. Under hensyn hertil henstillede ombudsmanden til Justitsministeriet at tilvejebringe den fornødne lovhjemmel for den bestående rabatordning (f.eks. i form af hjemmel til at opkræve et supplerende gebyr) eller ændre den gældende ordning, således at rabatten kommer de personer til gode, der skal refundere politiets udgifter ved transporten. (J. nr. 1989-324-611).

En advokat klagede til ombudsmanden over at Færdselsstyrelsen havde givet tilladelse til at virksomheder som fungerede som rustbeskyttelsescentre, samtidig kunne udføre synsvirksomhed af køretøjer.

Ombudsmanden udtalte at der ud fra de regler der blev vedtaget for private bilsynsvirksomheder i forbindelse med privatiseringen af bilsynsvirksomhed, ikke gælder almindelige regler om såkaldt myndighedsinhabilitet. De almindelige regler om myndighedsinhabilitet ville efter ombudsmandens opfattelse føre til at der ville foreligge inhabilitet i en situation hvor en synsvirksomhed der også fungerede som rustbeskyttelsescenter, skulle tage stilling til fejl og mangler ved et køretøj den tidligere selv havde rustbeskyttet. Når reglerne om myndighedsinhabilitet ikke gælder, mente ombudsmanden imidlertid ikke at han havde grundlag for at kritisere Færdselsstyrelsens og Transport- og Energiministeriets opfattelse af retsgrundlaget hvorefter der ikke forelå inhabilitet i en situation hvor en synsvirksomhed skulle syne et køretøj den selv havde rustbeskyttet. Ombudsmanden kunne dermed heller ikke kritisere at Færdselsstyrelsen havde givet tilladelserne til at udføre bilsynsvirksomhed.

Ombudsmanden udtalte dog at Færdselsstyrelsens vejledning på området var misvisende, og bad om at vejledningens tekst ved først givne lejlighed blev ændret.

Ombudsmanden orienterede Folketingets Trafikudvalg og Folketingets Retsudvalg om sagen sådan at udvalgene var orienteret om hvilke konsekvenser reglernes udformning havde, herunder især det forhold at der ikke gjaldt regler om myndighedsinhabilitet for synsvirksomheder.
(J.nr. 2006-1740-612).

Klik på linket til højre for at læse hele redegørelsen.

En prøveløsladt flyttede til en ny adresse uden at tilsynsmyndigheden havde godkendt bopælsskiftet.

Myndigheden betragtede flytningen som en overtrædelse af det vilkår man havde sat for prøveløsladelsen - nemlig at den pågældende skulle "efterkomme tilsynsmyndighedens bestemmelse om ophold". Den prøveløsladte fik pålæg om at flytte ind på en af kriminalforsorgens institutioner.

Ombudsmanden kunne efter sin gennemgang af sagen ikke kritisere at flytningen uden godkendelse blev anset for at være en overtrædelse af vilkåret for prøveløsladelse. Ombudsmanden kritiserede derimod pålægget om institutionsophold. Der var efter hans mening ikke hjemmel i vilkårsgrundlaget til at give pålæg af sådan art. Den pågældende afdeling under kriminalforsorgen burde i stedet have foretaget en indberetning til Direktoratet for Kriminalforsorgen. (J.nr. 1996-1018-623).

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen modtog en anonym henvendelse om at en dagpengemodtager havde modtaget forudbetaling for at skrive en bog samtidig med at han modtog dagpenge. Direktoratet indledte på den baggrund en kontrolundersøgelse.

Direktoratet underrettede først dagpengemodtageren på et sent tidspunkt i undersøgelsesforløbet. Ombudsmanden fandt det bedst stemmende med god forvaltningsskik om dagpengemodtageren var blevet orienteret om sagen på et tidligere tidspunkt. Endvidere fandt ombudsmanden det beklageligt at direktoratet ikke, i forbindelse med at dagpengemodtageren bestred rigtigheden af oplysninger som direktoratet havde indhentet fra en arbejdsgiver, forelagde dagpengemodtagerens indsigelser for arbejdsgiveren.

Ombudsmanden udtalte at direktoratet ikke var kompetent til at give dagpengemodtageren karantæne. Da direktoratet ikke var kompetent, fandt ombudsmanden heller ikke at Arbejdsmarkedets Ankenævn var kompetent til, som klageinstans, at træffe afgørelse herom. Ombudsmanden henstillede på den baggrund at ankenævnet ændrede sin afgørelse således at karantænen bortfaldt.

(J.nr. 1994-1797-009).

En journalist klagede til ombudsmanden over at Finansministeriet havde givet ham afslag på aktindsigt i sagen vedrørende udpegning af statens rådgivere i forbindelse med salget af statens aktier i TeleDanmark A/S. Størstedelen af dokumenterne var undtaget fra aktindsigt efter den såkaldte indkøbsbekendtgørelse hvorefter visse dokumenter i sager om statens indkøbsaftaler generelt var undtaget fra aktindsigt efter offentlighedsloven.

I en foreløbig redegørelse udtalte ombudsmanden at bestemmelserne i indkøbsbekendtgørelsen måtte fortolkes med udgangspunkt i det forhold at der var tale om en undtagelse fra det almindelige offentlighedsprincip, og under hensyntagen til at bemyndigelsen ikke rakte til at skabe nye undtagelser, men alene at præcisere indholdet af de undtagelser offentlighedsloven i forvejen indeholdt. Generelt måtte reglerne derfor fortolkes sådan at deres rækkevidde ikke blev udstrakt videre end bekendtgørelsen og bemyndigelsen i offentlighedslovens § 3 gav sikkert holdepunkt for. Ved vurderingen af om bestemmelserne i indkøbsbekendtgørelsen kunne anvendes i forhold til et bestemt dokument, kunne der fortages en kontrolvurdering ved at bedømme om dokumentet også kunne undtages efter bestemmelserne i offentlighedsloven.

 

Finansministeriet bemærkede i en kommentar til den foreløbige redegørelse at det efter ministeriets opfattelse ikke ville være i strid med offentlighedslovens § 3 hvis en bekendtgørelse udstedt i medfør af bestemmelsen i enkelte tilfælde førte til at der blev nægtet aktindsigt i dokumenter der ikke var omfattet af undtagelserne i offentlighedslovens §§ 7-14. Ministeriet mente ikke at der kunne bestå en pligt til at foretage en kontrolvurdering af om et dokument også kunne undtages efter offentlighedsloven.

 

Der blev herefter holdt et møde om indkøbsbekendtgørelsen og spørgsmålet om rækkevidden af bemyndigelsesbestemmelsen i offentlighedslovens § 3. I mødet deltog repræsentanter for Justitsministeriet, Finansministeriet, Indenrigsministeriet og Folketingets Ombudsmand. På mødet blev det vedtaget at ministerierne skulle overveje at udstede en vejledning hvori det blev anbefalet til statslige myndigheder i en periode at foretage kontrol af forholdet mellem indkøbsbekendtgørelsens undtagelser fra aktindsigt og offentlighedslovens undtagelser. Dette skulle ske for at indsamle erfaringsgrundlag til brug for en vurdering af bekendtgørelsens hjemmel og en eventuel revision af bekendtgørelsen. Vejledningen blev ikke udsendt. I stedet blev indkøbsbekendtgørelsen ophævet med virkning fra den 5. juni 2002. Ombudsmanden meddelte herefter at han ikke foretog mere i sagen.

(J. nr. 1998-0372-301)

Kirkeministeriet fratog en sognepræst hvervet som begravelsesmyndighed og gav samtidig præsten en kraftig påtale for at have medvirket til at skabe tvivl om sin varetagelse af dette hverv. Det måtte trods nogen uklarhed lægges til grund at beslutningen ikke var en disciplinær reaktion omfattet af tjenestemandslovens regler om disciplinærforfølgning – som det oprindelig havde været Kirkeministeriets tanke – men en diskretionær (skønsmæssig) reaktion.

Ombudsmanden mente ikke der var hjemmel til at give påtalen idet en påtale som diskretionær reaktion forudsætter at den er fremadrettet, dvs. at den gives med henblik på at ændre den ansattes fremtidige adfærd.

Ombudsmanden mente endvidere at der var betydelig tvivl om hvorvidt der var et tilstrækkelig sikkert grundlag for afgørelsen om at fratage sognepræsten hvervet som begravelsesmyndighed.
Kirkeministeriet burde have partshørt sognepræsten da det stod klart at der ikke ville blive tale om en disciplinærsag, men om en diskretionær afgørelse. Desuden var reglerne om begrundelse tilsidesat.

Ombudsmanden udtalte at den uklarhed hvormed to breve fra Kirkeministeriet til sognepræsten var formuleret, var meget beklagelig på grund af de pågældende personaleretlige beslutningers alvorlige karakter.

Ombudsmanden henstillede at sagen blev genoptaget, og at der blev truffet en ny afgørelse i lyset af det ombudsmanden havde anført.

Ministeriet tog ombudsmandens udtalelse til efterretning og overlod det til biskoppen at beslutte hvornår hvervet som begravelsesmyndighed skulle føres tilbage til sognepræsten.

(J.nr. 2003-2993-812).

En forretningsdrivende havde klaget til Monopoltilsynet (M) over, at en konkurrent overtrådte reglerne i prismærkningsloven om pligt til skiltning med organiseret rabat. Uanset en bestemmelse i prismærkningsloven om, at M skulle påse, at lovens regler blev overholdt, afviste M og Industriministeriet (I) at behandle sagen og henviste klageren til at anmelde overtrædelsen til politiet.

Som begrundelse for afvisningen henviste I til, at M ikke længere havde ressourcer til at behandle konkrete klagesager, og at Folketinget i forbindelse med vedtagelsen af konkurrenceloven havde fået oplysning om den ændrede praksis.

Ombudsmanden udtalte, at en tilsynsbestemmelse ikke medfører en pligt til at behandle alle klager. Der består på den anden side en pligt til at realitetsbehandle henvendelser, i hvilke der rejses konkret begrundet mistanke om, at der foreligger en lovovertrædelse af nogen betydning. Heraf følger, at en myndighed som minimum må foretage en vurdering af, om en henvendelse rejser en sådan mistanke. Ombudsmanden fandt det beklageligt, at I havde tiltrådt afvisningen af at foretage denne vurdering i den konkrete sag.

Folketingets tilkendegivelser i forbindelse med en anden og senere lovgivning (konkurrenceloven) kunne efter ombudsmandens opfattelse ikke inddrages i fortolkningen af prismærkningsloven. (J. nr. 1990-197-31).

En kvinde klagede på vegne af sit barnebarn over et afslag på ansøgning om SU til uddannelse i udlandet. Afslaget blev givet med henvisning til § 48, stk. 1, i den dagældende SU-bekendtgørelse hvorefter det var en betingelse for støtte til uddannelse i udlandet at den uddannelsessøgende skulle have haft sammenhængende ophold i Danmark i mindst 2 år. Denne betingelse opfyldte barnebarnet ikke.

Ombudsmanden udtalte i sin foreløbige redegørelse at han på det foreliggende grundlag ikke mente der var hjemmel i lov om statens uddannelsesstøtte til at udstede sådanne regler om krav til de uddannelsessøgende. SU-styrelsen meddelte herefter at styrelsen ville tage de sager der var afgjort i henhold til bestemmelsen, op til fornyet behandling, og at styrelsen ville tage kontakt til ambassaderne for at komme i forbindelse med de studerende som på grund af bestemmelsen havde undladt at søge om støtte. Ankenævnet for Uddannelsesstøtten meddelte desuden at barnebarnets ansøgning om SU burde imødekommes. Undervisningsministeriet meddelte at ministeriet ville tage skridt til at ændre SU-bekendtgørelsen på dette punkt. (J.nr. 1999-0696-073).

En lejer klagede over myndighedernes afgørelse om tilbagebetaling af boligstøtte på grund af en uoplyst arbejdsindtægt.

Ombudsmanden udtalte i en foreløbig redegørelse bl.a. at han på det foreliggende grundlag anså det for godtgjort at lejeren mundtligt havde givet boligstøttekontoret meddelelse om indkomstændringen. Ombudsmanden lagde bl.a. vægt på at lejeren ved en personlig henvendelse til boligstøttekontoret fik udleveret et delvist udfyldt skema til brug for indtægtsændringer. 

Ombudsmanden udtalte samtidig at han ikke mente der var hjemmel til de særlige formkrav myndighederne havde opstillet for at anse oplysninger om indkomstændringer for modtaget. Ombudsmanden var heller ikke enig i at hensynet til borgerens retssikkerhed talte for at opstille sådanne krav. Ombudsmanden lagde særlig vægt på at boligstøttemodtageren havde en væsentlig interesse i at boligstøtteforvaltningen modtog oplysninger om ændrede forhold af betydning for beregningen af boligstøtte, og at sådanne meddelelser kunne gives på en så nem og uhindret måde som muligt. 

På det foreliggende grundlag var det ombudsmandens foreløbige opfattelse at myndighedernes sagsbehandling samlet set havde været så mangelfuld og kritisabel at han var indstillet på at henstille til det sociale nævn at genoptage sin behandling af sagen. 

Det sociale nævn ophævede herefter sin afgørelse og ændrede samtidig kommunens afgørelse. I sin nye afgørelse pålagde nævnet kommunen at ophæve sit tilbagebetalingskrav og at meddele lejeren en ny afgørelse. 

Ombudsmanden besluttede på den baggrund ikke at fortsætte undersøgelsen. (J.nr. 2001-0856-083).

En ingeniør klagede over at han skulle betale uddannelsesstøtte tilbage. Han gjorde bl.a. gældende at tilbagebetalingskravet var forældet efter en treårig bortfaldsregel.

Støtten var udbetalt efter den dagældende bistandslov, og ingeniøren havde i januar 1984 underskrevet en lånedeklaration hvori der var henvist til et cirkulære fra 1976 fra Socialministeriet. Cirkulæret indeholdt en treårig bortfaldsregel. 1976-cirkulæret var imidlertid på det tidspunkt ingeniøren underskrev deklarationen ophævet ved et cirkulære der trådte i kraft den 1. januar 1981. Det nye cirkulære indeholdt en femårig bortfaldsregel som også fandt anvendelse på hjælp ydet inden cirkulærets ikrafttrædelsestidspunkt.

Den Sociale Ankestyrelse traf afgørelse om at kravet var omfattet af den femårige bortfaldsregel og dermed ikke forældet.

Sammenfattende var det ombudsmandens opfattelse at retsgrundlaget ikke havde en sådan klarhed at det med sikkerhed kunne antages at den femårige bortfaldsregel var gældende i sagen. Ombudsmanden gjorde Ankestyrelsen bekendt med sine overvejelser og meddelte ingeniøren at hvis han ønskede at få sagen prøvet ved domstolene, ville ombudsmanden være indstillet på at foranledige fri proces. (J.nr. 1995-2605-056).

En advokat klagede på vegne af to søstre over at Kirkeministeriet efter trekvart år tilbagekaldte en afgørelse hvorved søstrene havde fået tillagt navnet "Hartvig" som mellemnavn ved en tilførelse i ministerialbogen efter navnelovens § 11, stk. 1. Ministerialbogsføreren havde uden nærmere undersøgelse eller opklarende forespørgsel til ministeriet lagt til grund at navnet "Hartvig" blev brugt af søstrenes far som mellemnavn.

Kirkeministeriet henviste til at navnet "Hartvig" både bruges som fornavn og mellem-/efternavn, og at søstrenes far brugte navnet som andet fornavn og ikke som mellemnavn. Da afgørelsen således ikke havde hjemmel, måtte den efter ministeriets opfattelse annulleres.

Advokaten henviste til at det drejede sig om en tilbagekaldelse af en begunstigende forvaltningsakt der kun i særlige tilfælde kunne annulleres.

Ombudsmanden var enig med ministeriet i at der ikke var hjemmel i navnelovens § 11, stk. 1, til at tillægge søstrene mellemnavnet "Hartvig". Ombudsmanden lagde desuden til grund at søstrene ikke kunne erhverve navnet ved navnebevis efter navnelovens § 11, stk. 2. Ombudsmanden mente at ministeriet ved vurderingen af om den begunstigende afgørelse skulle annulleres, burde have overvejet om der forelå særlige omstændigheder der talte imod en annullation. Ombudsmanden pegede i den forbindelse på momenter som han fandt måtte indgå i overvejelserne - herunder at den oprindelige afgørelse skyldtes en fejl fra myndighedens side, at en annullation i en navnesag måtte betragtes som ganske indgribende i tilfælde hvor der var gået en vis tid i hvilken de(n) begunstigede havde indrettet sig i tillid til afgørelsen, og endelig at det modstående hensyn til beskyttelsen af efternavnet "Hartvig" måtte ses i lyset af at søstrene ikke ville kunne bortkaste deres eget efternavn. Ombudsmanden henstillede på den baggrund til Kirkeministeriet at genoptage sagen. (J.nr. 1995-2091-74).

En brancheforening klagede til ombudsmanden over at politiet havde tilbagekaldt tilladelsen til et transportfirma til at transportere en bred last på blokvogn fra Frøslev Grænse til Grenå Havn. Årsagen til tilbagekaldelsen var at en anden politikreds på ruten efterfølgende havde oplyst at den var blevet anmodet om at udstede tilladelse til transporten, men at den havde afslået dette af færdselssikkerhedsmæssige årsager, og fordi transporten i stedet kunne ske ad søvejen. Politiets afgørelse om tilbagekaldelse var blevet stadfæstet af Færdselsstyrelsen.

Ombudsmanden udtalte at politiets sagsoplysning og partshøring i forbindelse med afgørelsen om udstedelse af transporttilladelsen var klart utilstrækkelig. Herudover opfyldte begrundelsen for afgørelsen ikke kravene i forvaltningsloven, og der var ikke givet klagevejledning. Sammenfattende mente ombudsmanden at politiets afgørelse om tilbagekaldelse var så mangelfuld at Færdselsstyrelsen som prøvelsesmyndighed burde have tilsidesat afgørelsen som ugyldig.

Med hensyn til Færdselsstyrelsens afgørelse udtalte ombudsmanden at det måtte anses for tvivlsomt om styrelsens konkrete afvejning af de relevante hensyn for og imod tilbagekaldelse af transporttilladelsen fuldt ud var foretaget i overensstemmelse med de almindelige forvaltningsretlige regler om tilbagekaldelse.

Ombudsmanden henstillede på den baggrund til Færdselsstyrelsen at genoptage sagen med henblik på en fornyet vurdering. (J.nr. 2003-2009-512).

En tømrer faldt i 1985 ned fra et stillads og fik en ryglidelse. Året efter fik han tilkendt førtidspension og arbejdsskadeerstatning fordi hans erhvervsevnetab blev vurderet til 50 pct.

I 2001 forhøjede kommunen hans førtidspension med virkning fra 1996 (hvor manden tidligere havde ansøgt om pension). På baggrund af kommunens ændrede vurdering og en dom afsagt af Højesteret i 1999 besluttede arbejdsskademyndighederne i 2002 at forhøje mandens erhvervsevnetab fra 50 til 65 pct. – med virkning fra samme tidspunkt som den forhøjede førtidspension. Ændringen af erhvervsevnetabet var ikke begrundet i en ændring af mandens helbredstilstand – som havde været stationær siden i hvert fald 1986 – men udelukkende i kommunens forhøjelse af førtidspensionen og højesteretsdommen fra 1999.

Manden klagede til ombudsmanden over at forhøjelsen af hans erhvervsevnetab kun gik tilbage til 1996 og ikke til 1985 hvor han faldt ned fra stilladset.

Ombudsmanden udtalte at arbejdsskademyndighederne var forpligtede til at foretage en selvstændig vurdering af borgernes erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven. Dette udelukkede efter ombudsmandens opfattelse at arbejdsskademyndighederne uden videre anvendte et skæringstidspunkt i arbejdsskadesagen som var begrundet i særlige regler i pensionslovgivningen. Ændringstidspunktet måtte således fastsættes fra det tidspunkt hvor manden opfyldte betingelserne for at få tilkendt erstatning efter reglerne i arbejdsskadesikringsloven. Ombudsmanden henstillede derfor til Ankestyrelsen at genoptage arbejdsskadesagen.

Ombudsmanden kritiserede i øvrigt Ankestyrelsens begrundelse for så vidt angår henvisningen til retsregler. (J.nr. 2003-2928-024).

A optog under en gymnasieuddannelse i 1974 et lån fra Statens Uddannelsesstøtte (SU). Ifølge rentebeviset var lånet rentefrit i den normale uddannelsestid, men forrentedes derefter med 1% over den af Danmarks Nationalbank til enhver tid fastsatte diskonto. A var ikke studieaktiv i perioden 1. februar 1977 til 31. juli 1978, og SU tilskrev lånet renter i denne periode.

A klagede til ombudsmanden over, at SU havde beregnet renter af det i den studiefri periode tilskrevne rentebeløb.

Ombudsmanden fandt det tvivlsomt, om SU-lovens daværende rentebestemmelse indeholdt tilstrækkelig hjemmel til at opkræve rente af de i 1977-78 påløbne renter.

Ombudsmanden fandt det ligeledes tvivlsomt, hvorvidt der i forbindelse med lovregulerede skyldforhold til det offentlige kan opkræves renters rente på grundlag af aftale eller sædvane. Da det imidlertid ved en lovændring i 1990 syntes forudsat, at fast praksis for tilskrivning af månedlige renter kunne udgøre tilstrækkelig hjemmel for opkrævning, fandt ombudsmanden ikke at have fuldt tilstrækkeligt grundlag for at antage, at SU savnede hjemmel for beregningen af renters rente. Ombudsmanden fandt dog spørgsmålet så tvivlsomt, at han ville være indstillet på at henstille, at der meddeles fri proces, hvis A skulle ønske at anlægge retssag om tilbagebetaling af de ekstra tilskrevne renter. (J. nr. 1988-257-713).

En advokat klagede over at Direktoratet for Kriminalforsorgen under henvisning til hensynet til retsfølelsen havde afslået at give en tv-station tilladelse til at interviewe en indsat i fængslet. Advokaten mente at det var ulovligt at lægge vægt på dette hensyn, og at afgørelsen var i strid med ytringsfriheden efter artikel 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og eventuelt grundlovens § 77. Han mente også at afgørelsen var utilstrækkeligt begrundet. Endvidere mente han at manglende bekendtgørelse om tilbagekaldelse af institutionslederens kompetence til at træffe afgørelse i sager af denne art gjorde tilbagekaldelsen ugyldig.

Ombudsmanden udtalte at det ikke var ulovligt at lægge vægt på hensynet til retsfølelsen og at afgørelsen ikke var i strid med menneskerettighedskonventionens artikel 10 eller grundlovens § 77. Ombudsmanden fandt heller ikke at begrundelsen var utilstrækkelig, da afgørelsen var i overensstemmelse med en fast praksis. Ændring af kompetencen skulle ikke efter ombudsmandens opfattelse have været bekendtgjort. (J. nr. 1994-2783-625).

Det fremgik af en konkret sag som ombudsmanden havde til behandling, at Udenrigsministeriet havde indgået kontrakt med et privat konsulentfirma om rekruttering af medarbejdere til danske hjælpeprogrammer i udviklingslandene.

På eget initiativ rejste ombudsmanden spørgsmål om lovligheden af Udenrigsministeriets delegation.

Ombudsmanden udtalte at en myndighed ikke uden udtrykkelig lovhjemmel kan delegere kompetencen til at træffe forvaltningsretlige afgørelser til en privat virksomhed. Adgangen til at overlade det til en privat virksomhed at forberede sager hvor der træffes forvaltningsretlige afgørelser, er endvidere begrænset. Videre udtalte ombudsmanden at der ikke kunne gives nogen klar afgrænsning af hvilke sagsforberedende skridt der uden udtrykkelig lovhjemmel kan overlades til private. I den konkrete sag havde ombudsmanden ikke bemærkninger til at Udenrigsministeriet overlod det til det private firma at forestå det praktiske arbejde med afsendelse af breve med afslag på ansættelse. Derimod tilkendegav ombudsmanden at selve udformningen af begrundelser for afslag på ansættelse ikke uden udtrykkelig lovhjemmel kan overlades til private.

Udenrigsministeriet oplyste herefter at ministeriet fremtidigt ville sikre sig at der bag de konkrete afslag ville ligge en skriftlig instruks fra ministeriet. Ombudsmanden lagde til grund at de konkrete begrundelser for afslag i nødvendigt omfang ville være beskrevet i instruksen. Herefter, og da Udenrigsministeriet havde bekræftet at ministeriet selv – efter at have modtaget alle foreliggende oplysninger om ansøgerne – traf alle afgørelser i de omhandlede ansættelsessager, foretog ombudsmanden sig ikke videre i sagen.

(J.nr. 2003-2534-809)

A, der var postmester i X, blev af kredspostmester B indberettet til Generaldirektoratet for Post- og Telegrafvæsenet (P&T) for illoyal varetagelse af sin tjeneste. P&T besluttede herefter at iværksætte en disciplinærundersøgelse i medfør af tjenestemandslovens kapitel 4. Det tjenstlige forhør blev varetaget af P&T's auditørfunktion der på en række punkter fandt, at A havde handlet illoyalt og kritisabelt. På den baggrund traf P&T afgørelse om - som en disciplinær straf - at forflytte A til tjeneste i generaldirektoratet, jf. tjenestemandslovens § 24.

Ombudsmanden anså det for en fejl at P&T ikke i afgørelsen havde taget stilling til de synspunkter, som A's bisidder havde fremført i sine indlæg.

Et af de forhold som P&T's afgørelse hvilede på, var ikke nævnt i "åbningsskrivelsen", jf. tjenestemandslovens § 20. A havde imidlertid haft lejlighed til fuldt ud at tage stilling til forholdet under forhørene, og A's bisidder havde under partshøringsfasen udtalt sig om forholdet. På denne baggrund kunne ombudsmanden ikke kritisere at P&T havde inddraget forholdet i sine overvejelser om, hvorvidt A havde gjort sig skyldig i tjenesteforseelser.

Efter en gennemgang af omstændighederne vedrørende hvert af de 4 forhold som P&T's afgørelse hvilede på, udtalte ombudsmanden at de nævnte forhold ikke efter hans opfattelse havde karakter af tjenesteforseelser og at P&T's afgørelse derfor måtte anses for ugyldig. Ombudsmanden henstillede til P&T at annullere afgørelsen. (J. nr. 1993-1709-812)

A klagede over, at Arbejdsformidlingen (AF) og senere Arbejdsmarkedsnævnet (AMN) havde afslået hendes ansøgning om at gennemføre en uddannelse til kosmetolog som et uddannelsestilbud (UTB). Myndighederne havde i afgørelsen henvist til et særlig regionalt fastsat regelsæt. Regelsættet var udstedt af nævnet, men ikke offentliggjort. Det var heri bl.a. bestemt, at varigheden af et individuelt UTB skulle være mellem 13 og 26 uger. Afslaget til A var begrundet i, at hendes uddannelse ikke opfyldte denne tidsnorm. Efter at A havde indbragt sagen for ombudsmanden, begrundede AMN i en udtalelse tillige afgørelsen med, at et UTB ikke kan godkendes, efter at uddannelsen er startet. Nævnet henviste herved til et cirkulære af 14. december 1989 udstedt af Arbejdsmarkedsstyrelsen (AMS).

Ombudsmanden var afskåret fra at tage stilling til myndighedernes afgørelser i den konkrete sag, da den administrative rekurs ikke var udnyttet. Vedrørende de generelle spørgsmål om regelfastsættelse mv., som sagen rejste, meddelte ombudsmanden, at han kunne tilslutte sig den opfattelse, som AMS og Arbejdsministeriet (AM) havde givet udtryk for, hvorefter den regionale regelfastsættelse var sket uden hjemmel. Ombudsmanden fandt dette forhold uheldigt. Ombudsmanden kunne endvidere tilslutte sig AMS' og AM's opfattelse, hvorefter den begrænsning af den maksimale varighed af et individuelt UTB, som den regionale regel indeholdt, begrænsede rammerne for det lovfastsatte pligtmæssige skøn. Ombudsmanden fandt dette kritisabelt. Ombudsmanden var imidlertid ikke enig med AM i, at AMS' cirkulære udelukkende var en tjenestebefaling og derfor ikke indeholdt bestemmelser, der selvstændigt regulerede borgernes retsstilling. Ombudsmanden henstillede, at AM foranledigede, at den nævnte regel blev udsendt i bekendtgørelsesform. (J. nr. 1990-1900-021).

A flyttede med sin familie i juli 1990 fra en bolig i K kommune til en anden sammesteds. I forbindelse med endelig beregning af boligtillæg efter bistandslovens § 37, stk. 3, afleverede A en årsopgørelse fra elværket. K afviste imidlertid at opregulere det hidtil udbetalte beløb til dækning af A's del af eludgiften. Beløbet svarede til familiens forbrug i den forrige bolig. K henviste i sin afgørelse til oplysninger fra elværket om gennemsnitsudgiften for en familie som A's.

A klagede til amtsankenævnet (AN), der tiltrådte K's afgørelse, idet AN ikke fandt anledning til at kritisere K's skønsmæssige beregning.

Under ombudsmandens behandling af sagen oplyste K, at afgørelsen byggede på en formodning om, at familien havde et elforbrug, der ikke vedrørte husholdningen. Da formodningen ikke var søgt bekræftet - ej heller hos A -bemærkede ombudsmanden, at K's afgørelse blev truffet på et ufyldestgørende grundlag, og konstaterede, at K havde tilsidesat forvaltningslovens regler om partshøring og begrundelse.

AN's afgørelse syntes derimod at bygge på en retsopfattelse, hvorefter boligtillæg kan fastsættes skønsmæssigt ud fra en rimelighedsbetragtning uanset dokumentation. Under henvisning til den gældende affattelse af bistandsloven udtalte ombudsmanden, at AN's afgørelse måtte anses for uhjemlet. (J. nr. 1991-1636-052).

Ved bekendtgørelse nr. 644 af 17. september 1990 udstedt i medfør af offentlighedslovens § 3, stk. 1, fastsatte finansministeren, at "sager og dokumenter vedrørende privatisering og salg af statslige aktiver i forbindelse hermed" er undtaget fra aktindsigt.

Ombudsmanden udtalte, at denne udnyttelse af bemyndigelsen i offentlighedslovens § 3, stk. 1, til generelt at undtage sager om privatisering fra aktindsigt gik ud over det i motiverne angivne formål med bemyndigelsen og samtidig adskilte sig væsentligt fra den hidtidige udnyttelse.

Ombudsmanden fandt ikke tilstrækkeligt grundlag til at karakterisere forholdet som en (ulovlig) overskridelse af bemyndigelsens grænser, men fandt, at der kunne rejses så alvorlig tvivl med hensyn til, om den foretagne undtagelse af privatiseringssager fra aktindsigt lå inden for bemyndigelsens rammer. På denne baggrund henstillede han til Finansministeriet enten at søge den generelle undtagelse fra aktindsigt præciseret eller at overveje ophævelse af bekendtgørelsen. (J. nr. 1990-1596-29).

Trafikministeriet udstedte en bekendtgørelse hvori ministeriets kompetence efter forskellige love blev delegeret til en styrelse. Samtidig blev det i bekendtgørelsen fastsat at forskellige afgørelser truffet af styrelsen i henhold til to andre love ikke kunne indbringes for ministeriets departement.

Ombudsmanden rejste over for ministeriet af egen drift spørgsmålet om hjemlen til at afskære klageadgangen til ministeriets departement efter de to love.

For så vidt angik afskæringen af klageadgangen efter lov om den lokale og regionale kollektive personbefordring uden for hovedstadsområdet, erkendte ministeriet i sit høringssvar at der ikke var hjemmel hertil. Ombudsmanden mente det var beklageligt at denne del af bekendtgørelsen havde savnet hjemmel, og henstillede at ministeriet snarest tilbagekaldte denne del af bekendtgørelsen.

For så vidt angik spørgsmålet om hjemlen efter den anden lov (lov om jernbanevirksomhed) udtalte ombudsmanden at ved lovbestemt såvel som ulovbestemt delegation af kompetence fra et departement til en styrelse opstår der en ulovbestemt rekursadgang. Ved delegation fra Trafikministeriets departement til en styrelse vil klagevejen herefter (for så vidt angår sager som kan indbringes for f.eks. Jernbaneklagenævnet) være følgende: styrelsen – departementet – Jernbaneklagenævnet. I loven om jernbanevirksomhed mv. var der i § 24 indføjet en bestemmelse hvorefter afgørelser som kan påklages til Jernbaneklagenævnet, ikke kan påklages til anden administrativ myndighed. Det forekom imidlertid ganske usikkert om denne bestemmelse både refererer til de tilfælde hvor kompetencen efter loven tilkommer en styrelse, og til de tilfælde hvor kompetencen efter loven tilkommer departementet og dernæst delegeres til en styrelse.

Efter ombudsmandens opfattelse bør der være klare holdepunkter i loven for at også den sidstnævnte situation er omfattet, før det kan accepteres at der er hjemmel til afskæring af en ulovbestemt rekursadgang. Lovgiver kan ikke forudse hvilke af sine kompetencer en minister (i forhold til lovens vedtagelse) efterfølgende vælger at delegere. Det kan derfor ikke uden klar lovhjemmel accepteres at en minister afskærer den ulovbestemte klageadgang til ministeriets departement. Hertil kommer at rekursadgangen netop er en meget væsentlig retlig begrundelse for den relativt lette og frie adgang til ekstern delegation. Ombudsmanden henstillede derfor til Trafikministeriet – hvis ministeriet ønsker at opretholde klageafskæringen efter lov om jernbanevirksomhed mv. – at søge lovhjemlen hertil klargjort. (J.nr. 2003-2503-519).

Arbejdsministeriet (AM) havde afvist A's klage over, at der manglede hjemmel til etablering af en informationsdatabase - KEMI INFO (K-I). AM henviste til, dels at arbejdsmiljølovens § 49 a, stk. 4, gav hjemmel til at fastsætte regler om et register for stoffer og materialer, og dels at den tekniske og sociale udvikling gav grundlag for, at der også kunne gives direkte og åben EDB-adgang til ikke-fortrolige oplysninger. AM henholdt sig herudover til, at offentlighedsloven ikke regulerede, på hvilken måde oplysninger indhentet i henhold til loven kan udnyttes af dem, til hvem oplysningerne videregives.

Ombudsmanden udtalte, at acces til EDB-oplysninger i offentlige registre nødvendiggør en særskilt regulering, jf. offentlighedslovens § 5, stk. 2 og 3, også for EDB-registre, som ikke er omfattet af lov om offentlige myndigheders registre. Ombudsmanden udtalte endvidere, at han ikke i arbejdsmiljølovens § 49 a, stk. 4, og bekendtgørelse nr. 466 af 14. september 1981 fandt den fornødne hjemmel til det omhandlede register. Herudover fandt ombudsmanden det temmelig tvivlsomt, om arbejdsmiljølovens § 49 a, stk. 4, 2. pkt., indeholdt fornøden hjemmel for at anse K-I for undtaget fra loven om offentlige myndigheders registre.

Ombudsmanden henstillede på denne baggrund til AM at foranledige, at K-I indstilledes, til der var skabt det fornødne hjemmelsmæssige grundlag herfor.

Ombudsmanden udtalte endvidere, at offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 2, ikke i den konkrete sag var til hinder for databasen, men henstillede til AM at tage højde for, hvorvidt der kunne være behov for at fastsætte visse begrænsninger i søgeadgangen.

Ombudsmanden fandt det kritisabelt, at AM ikke ved afgørelsen havde besvaret de af A stillede spørgsmål vedrørende hjemmelsgrundlaget. (J. nr. 1990-251-033).

I en konkret sag havde A's ægtefælle efter ansøgning fået revalideringshjælp efter den dagældende bestemmelse i bistandslovens § 42. Revalideringsydelsen omfattede tilbagebetalingspligtig hjælp til terminsudgifter. A havde ved bevillingen - mod protest - underskrevet en tilbagebetalingserklæring. Da hjælpen skulle tilbagebetales, var ægtefællerne blevet skilt, og A's tidligere ægtefælle havde ingen midler. Myndighederne pålagde herefter A at tilbagebetale beløbet under henvisning til, at ægtefæller hæfter solidarisk for hjælp ydet til terminsudgifter. Denne retsopfattelse havde støtte i flere udtalelser fra Den Sociale Ankestyrelse.

Under henvisning til retspraksis udtalte ombudsmanden, at ægtefællers solidariske hæftelse for tilbagebetaling af hjælp, der alene er ansøgt af og bevilget til den ene ægtefælle (mod tilbagebetalingspligt), forudsætter udtrykkelig hjemmel. Ægtefællers gensidige forsørgelsespligt kan ikke i sig selv danne grundlag for solidarisk hæftelse. Da en sådan hjemmel ikke findes, må der ved afgørelse af spørgsmålet om solidarisk hæftelse for tilbagebetaling af hjælp til terminsudgifter foretages en konkret bedømmelse af, hvorvidt hjælpen kan anses for at være ydet til begge ægtefæller.

Da der savnes nærmere generelle retningslinier for denne konkrete vurdering, henstillede ombudsmanden til Den Sociale Ankestyrelse at tage sagen op til principiel behandling. Med hensyn til den konkrete sag bemærkede ombudsmanden, at det måtte anses for tvivlsomt, hvorvidt hjælpen kunne anses som ydet til begge ægtefæller med den virkning, at der var solidarisk hæftelse for tilbagebetalingen. Det forhold, at A - mod protest - havde underskrevet en tilbagebetalingserklæring, burde ikke tillægges afgørende betydning. (J. nr. 1990-40-051).

A klagede over en afgørelse fra Den Sociale Ankestyrelse (DSA), som DSA havde truffet, efter at ombudsmanden havde henstillet til DSA at behandle sagen som principiel. Ved afgørelsen stadfæstede DSA Amtsankenævnets (AAN's) afgørelse, hvorefter A blev pålagt at tilbagebetale kontanthjælp, som var blevet ydet A's tidligere ægtefælle B som tilbagebetalingspligtig terminshjælp, medens ægtefællerne endnu levede sammen. A havde ved bevillingen af hjælpen - under protest - sammen med B underskrevet en erklæring om tilbagebetaling. AAN havde ved afgørelsen lagt vægt på, at bistandslovens § 25, stk.1, nr. 2, alene er betinget af, at hjælpen er bevilget til terminsydelser, og at hjælp efter denne bestemmelse til en ægtefælle anses for ydet til begge ægtefæller, også når kun den ene ægtefælle opfylder tildelingsbetingelserne, jf. bistandslovens § 6.

Under henvisning til retspraksis havde ombudsmanden i sin henstilling til DSA om at behandle sagen anført, at det måtte lægges til grund, at ægtefællers solidariske hæftelse for tilbagebetaling af hjælp, der alene er ansøgt af og bevilget til den ene ægtefælle (mod tilbagebetalingspligt), forudsætter udtrykkelig hjemmel. Ved ombudsmandens senere behandling af A's klage over DSA's afgørelse måtte han forstå, at DSA havde fundet, at kontanthjælpen var ydet både til A og B, hvorfor der ikke krævedes særlig hjemmel for solidarisk hæftelse. Ombudsmanden meddelte, at han ikke kunne tilslutte sig denne opfattelse. Det var således ombudsmandens opfattelse, at DSA havde truffet sin afgørelse i sagen på grundlag af en urigtig retsopfattelse. Da der imidlertid ikke var fremkommet væsentligt nye oplysninger i sagen efter ombudsmandens første henstilling til DSA, og da ombudsmanden tidligere havde meddelt DSA sin opfattelse, fandt han ikke tilstrækkeligt grundlag for at henstille til DSA at genoptage sagen. Derimod fandt ombudsmanden, at spørgsmålet burde afklares ved domstolene. (J. nr. 1992-589-085).

Den 22. januar 1988 sendte andelsboligforeningen A det endelige byggeregnskab vedrørende påbudte saneringsarbejder på A's ejendom til K kommune til godkendelse. Skæringsdagen foresloges fastsat til den 1. maj 1987. Direktoratet godkendte regnskabet den 24. januar 1989. Saneringstabserstatning og rentesikring udbetaltes herefter til A. Den endelige finansering af saneringsarbejderne fandt sted den 14. august 1989 gennem låneoptagelse hos Nykredit (N).

A ansøgte den 14. november 1989 i overensstemmelse med K's hidtidige praksis om yderligere saneringstabserstatning som følge af, at markedsrenten på lånene hos N var lavere end byggelånsrenten incl. provision i perioden efter skæringsdagen den 1. maj 1987 og indtil den 14. august 1989 (rentemarginal). A fik afslag på ansøgningen under henvisning til, at Bygge- og Boligstyrelsen (BB) i en cirkulæreskrivelse af 8. januar 1990 havde fastslået, at der ikke var hjemmel i saneringsloven til at erstatte et sådant tab, og da A ikke kunne dokumentere at have fået K's forhåndstilsagn om erstatning.

Da A og K siden afslutningen af ombygningsarbejderne på ejendommen den 1. maj 1987 og indtil den endelige finansiering den 14. august 1989 gik ud fra, at en vis del af udgiften til "rentemarginalen" ville blive dækket i henhold til den i perioden fulgte administrative praksis, havde hverken A eller K særlig anledning til at fremskynde sagens behandling og den endelige låneoptagelse.

På denne baggrund forelå der i sagen sådanne helt særlige omstændigheder, der - på samme måde som et forhåndstilsagn - ville kunne danne grundlag for udbetaling af i hvert tilfælde en del af "rentemarginal-beløbet". Ombudsmanden henstillede derfor til BB at overveje sagen på ny. (J. nr. 1990-1719-16).

Et amt ansatte en arbejdstager på tjenestemandsvilkår efter lov om tjenestemænd i folkeskolen m.v. Efterfølgende blev amtet klar over at arbejdstageren ikke var omfattet af loven, og annullerede ansættelsen. Amtet tilbød ham i stedet ansættelse på overenskomstvilkår. 

  Ombudsmanden var enig med amtet i at der ikke var hjemmel til at ansætte personen på tjenestemandsvilkår efter loven. Udgangspunktet var herefter at afgørelsen var ugyldig og måtte annulleres.

  Ombudsmanden overvejede om ansættelsen på tjenestemandsvilkår burde opretholdes ud fra hensyn til arbejdstageren, eller om amtet i stedet eventuelt burde have tilbudt arbejdstageren ansættelse som amtskommunal tjenestemand. Dette mente ombudsmanden ikke var tilfældet.

  Ombudsmanden kritiserede at arbejdstageren ikke var blevet partshørt inden afgørelsen, og at amtets afgørelse ikke levede op til begrundelseskravene.

  (J.nr. 2004-4184-810).

En biskop havde ændret regulativet for et kirkedistrikt. Menighedsrådet mente at ændringen var en forringelse i forhold til den tidligere gældende ordning. En advokat klagede på vegne af menighedsrådet og skrev i den forbindelse at ændringen af regulativet burde ske efter reglerne om tilbagekaldelse af begunstigende forvaltningsakter.

Ombudsmanden udtalte at regulativet var en generel forvaltningsakt, og at reglerne om tilbagekaldelse af begunstigende forvaltningsakter derfor ikke fandt anvendelse. Ombudsmanden mente endvidere at biskoppens udstedelse af regulativet havde hjemmel i menighedsrådsloven og medlemskabsloven.

Ombudsmanden kritiserede dog at biskoppen ikke havde sørget for at der blev taget notat om de oplysninger og synspunkter der fremkom på et forhandlingsmøde. (J.nr. 1999-1531-074).

En ændring til en af Boligministeriet godkendt saneringsplan blev godkendt af Boligstyrelsen. Saneringsselskabet havde skriftligt orienteret formanden for en ejerlejlighedsforening i det berørte område om ændringen. A, der var medlem af den pågældende forening, gjorde gældende, at ændringen savnede hjemmel, og at han som nabo burde have haft adgang til at udtale sig om ændringen. Ombudsmanden udtalte, at saneringsloven ikke indeholder retningslinier for ændring af planer, og det derfor i overensstemmelse med almindelige retlige synspunkter som udgangspunkt må lægges til grund, at ændringen skal gennemføres ved vedtagelse af en ny plan eller et tillæg til den bestående plan. Inden for denne ramme beroede afgørelsen på en skønsmæssigt præget vurdering. Ombudsmanden fandt ikke, at der i den konkrete sag forelå særlige omstændigheder, der bevirkede, at han kunne kritisere ændringsbeslutningen.

Ombudsmanden udtalte endvidere, at mindre væsentlige ændringer, der kun har betydning for en eller ganske få umiddelbart nærliggende ejendomme, kan gennemføres uden projektoffentlighed, men ved nabohøring. Ombudsmanden fandt det ikke holdbart, at ændringen i den konkrete sag alene blev forelagt formanden for ejerlejlighedsforeningen, og henviste til, at der ikke generelt kan opstilles en formodning for, at formænd for ejerlejlighedsforeninger kan anses for repræsentanter for medlemmerne, jf. forvaltningslovens § 8.

Da der ikke var holdepunkter for at antage, at foreningen eller dens formand var bemyndiget af A til at udtale sig på A's vegne, fandt ombudsmanden, at der ikke var gennemført den fornødne nabohøring.(J. nr. 1989-382-16).