Et auktionsfirma ansøgte den 28. maj 1997 Kulturværdiudvalget om tilladelse til at udføre et maleri med henblik på salg i udlandet.

Den 5. september 1997 nedlagde udvalget forbud mod udførsel i henhold til lov om sikring af kulturværdier i Danmark og tilbød auktionsfirmaet 200.000 kr. for maleriet.

Auktionsfirmaet klagede herefter til ombudsmanden som udtalte at udvalget ikke havde hjemmel til at meddele udførselsforbud da § 6, stk. 2, i lov om sikring af kulturværdier i Danmark indeholdt en lovbestemt frist på 3 måneder for at nedlægge et udførselsforbud. Fristen var overskredet da udvalget traf sin afgørelse.

Ombudsmanden udtalte også at Kulturværdiudvalget bl.a. burde have partshørt auktionsfirmaet over to indhentede fagkyndige udtalelser om maleriets værdi. Sagen gav ombudsmanden anledning til at udtale at det fulgte af officialprincippet at udvalget skulle træffe en indholdsmæssigt rigtig afgørelse om værdifastsættelsen uafhængigt af hvilken værdiansættelse ansøgningen var ledsaget af. Herefter ville enhver indhentet fagkyndig udtalelse om genstandens værdi principielt være "til ugunst" for parten og således omfattet af partshøringspligten i § 19 i forvaltningsloven.

Efter Ombudsmandens opfattelse overskred udvalgets sprogbrug over for auktionsfirmaet på mange punkter klart grænserne for god forvaltningsskik.

Sammenfattende mente Ombudsmanden at Kulturværdiudvalgets sagsbehandling havde været meget kritisabel. (J.nr. 1998-1545-759).

En avis bad Skatteministeriet og Told- og Skattestyrelsen om aktindsigt i sagen om den forestående sammenlægning af de eksisterende toldafdelinger til toldcentre. Avisen fik aktindsigt i sagens dokumenter bortset fra styrelsens indstillinger til ministeriet. Styrelsen undtog disse indstillinger med henvisning til offentlighedslovens § 10, nr. 3, om sekretariatsbetjening. Over for ombudsmanden anførte myndighederne også at styrelsen i sagen havde udført ministerbetjening, og at dokumenterne derfor også kunne undtages fra aktindsigt ved anvendelse af offentlighedslovens § 7, nr. 2, om intern brevvekslingen inden for samme myndighed.

Ombudsmanden mente ikke at der ved sekretariatsopgaver og funktioner i grænseområdet dertil kunne inddrages et funktionelt kriterium ved anvendelsen af § 7, nr. 2, idet bestemmelsen i § 10, nr. 3, udtømmende omhandlede sådanne tilfælde. Ombudsmanden anså det endvidere for tvivlsomt om der var tale om sekretariatsfunktioner. Herved lagde ombudsmanden bl.a. vægt på at afgrænsningen af sekretariatsfunktionen var både ulovbestemt og uklar, og at samarbejdet i øvrigt mindede om almindeligt samarbejde mellem en styrelse og et ministerium. Ombudsmanden henstillede herefter til ministeriet at genoptage sagen. (J.nr. 1997-2213-201).

En sygehusdirektør klagede over Indenrigsministeriets og en amtskommunes behandling af ham i forbindelse med hans afskedigelse ved forlig. Amtskommunen og Indenrigsministeriet mente ikke at forvaltningsloven fandt anvendelse. Myndighederne henviste til at sygehusdirektøren havde indgået en aftale om vilkårene for fratrædelse, og at der derfor ikke var tale om en forvaltningsafgørelse om uansøgt afsked.

Ombudsmanden udtalte at en forligsmæssig afskedigelse ikke kan betragtes som en aftaleretlig disposition som falder uden for forvaltningslovens afgørelsesbegreb. Ombudsmanden mente at såvel den egentlige afskedigelsesbeslutning som beslutningen om de nærmere afskedigelsesvilkår indgår i et sagsforløb, der i sin helhed er omfattet af forvaltningslovens afgørelsesbegreb. Det gælder selv om beslutningen helt eller delvist fremtræder som truffet efter aftale eller forhandling.

Ombudsmanden mente at sygehusdirektøren burde være blevet partshørt over grundlaget for afskedigelsen. (J.nr. 1996-0017-813).

Ombudsmanden kritiserede at en kommunalt ansat bibliotekar fik en irettesættelse af kommunen fordi hun havde brugt sin arbejdsmailadresse da hun sendte en e-mail til en række private venner og bekendte.

E-mailen indeholdt en opfordring til at deltage i et debatmøde om bibliotekets fremtid og gjorde samtidig opmærksom på mulighederne for at deltage i debatforum på nettet, spørgeskemaundersøgelse og interview.  

Ombudsmanden var ikke enig med kommunen i at e-mailen kunne opfattes som sendt på vegne af kommunen, og han mente ikke at urigtige faktuelle oplysninger i e-mailen eller hensynet til myndighedens interne beslutningsproces kunne berettige irettesættelsen. 

Kommunen meddelte efterfølgende bibliotekaren at den tildelte irettesættelse var bortfaldet i henhold til præmisserne i min udtalelse.

(J.nr. 2008-2317-812).

En forening klagede til ombudsmanden over at patientklagenævnet havde delegeret sin kompetence i forbindelse med genoptagelsesanmodninger til nævnets sekretariat.

Der var tale om en intern delegation som ikke har hjemmel i loven.

Ombudsmanden foretog en vurdering af om der på ulovfæstet grundlag kunne ske en sådan delegation. Ombudsmanden udtalte at han fandt delegationens betænkelig. Ombudsmanden lagde bl.a. vægt på at der var tale om materielle afgørelser, og at den særlige sammensætning af nævnet med stor vægt talte for at begrænse udgangen til delegation. (J.nr. 1996-2125-429)

En jugoslavisk statsborger fik afslag på en ansøgning om opholdstilladelse. Hvis han ikke rejste frivilligt, ville han blive sendt ud ved politiets foranstaltning.

Manden ønskede ikke at rejse ud af landet, og han der var indlogeret i Tårnby - blev pålagt meldepligt hver dag i Sandholmlejren. Dette betød en daglig transporttid på 3-4 timer. Herudover blev der truffet beslutning om at han indtil videre ikke skulle have udbetalt kost-, tøj- og lommepenge og ikke længere fik adgang til frivillig aktivering og undervisning (motivationsfremmende foranstaltninger).

Ombudsmanden var enig i at meldepligten havde hjemmel i udlændingeloven. Men vurderingen af om og under hvilke former meldepligten skal pålægges, er ikke fri. Myndighederne er bl.a efter proportionalitetsprincippet forpligtet til ikke at påføre borgerne større byrder, end formålet tilsiger. Ombudsmanden kunne ikke lægge til grund at myndighederne havde overvejet om det var muligt at administrere meldepligten på en måde der var mindre indgribende.

Afgørelsen om at manden ikke skulle have kost-, tøj- og lommepenge, kunne ombudsmanden derimod ikke kritisere.

Ombudsmanden, Indenrigsministeriet og Udlændingestyrelsen var herudover enige om at der ikke var hjemmel i udlændingeloven til at nægte manden adgang til at deltage i frivillig aktivering og undervisning. (J.nr. 1998-3456-649).