Partsrepræsentanterne for to stofmisbrugere klagede over et amtsligt behandlingscenters beslutning om at begrænse stofmisbrugernes adgang til at benytte repræsentation/besidder.

  Amtet redegjorde for at bisidder kunne deltage ved visse typer af samtaler, men ikke ved de ugentlige behandlingssamtaler.

  Ombudsmanden kritiserede ikke amtets beslutning uanset at der skal tungtvejende grunde til for at nægte en borger adgang til at være repræsenteret af bisidder. Behandlingscenteret havde konkret vurderet at det på grund af bisiddernes tilstedeværelse ikke var muligt at etablere en reel behandling.

  Ombudsmanden udtalte at det havde været hensigtsmæssigt – og bedst stemmende med god forvaltningsskik – hvis amtet havde gjort notat på sagen om hvilke hensyn der var inddraget i beslutningen.

  (J.nr. 2005-1651-059).

En advokat klagede på vegne af en herboende udenlandsk statsborger over en adoptionsbevilling hvor den pågældendes datter blev adopteret af den tidligere ægtefælles nye mand. Ved adoptionen bortfaldt klagerens ret til samvær.

På adoptionssagen lå en erklæring der fremstod som underskrevet af klageren. Han erklærede at være indforstået med adoptionen af datteren og i øvrigt at være bekendt med de regler som fremgik af en vedlagt dansksproget vejledning. Erklæringen var indhentet af moren og hendes nye mand.

Advokaten gjorde over for statsamtet og Civilretsdirektoratet gældende at hans klient ikke havde underskrevet erklæringen og i hvert fald ikke havde været klar over at det var en adoption han havde erklæret sig indforstået med. Politiet havde efter sin undersøgelse ikke fundet grundlag for at rejse sigtelse for nogen form for falskneri i den forbindelse.

Statsamtet havde i forbindelse med behandlingen af adoptionssagen ikke været opmærksom på at man samtidig behandlede en ansøgning fra den pågældende udlænding om udvidelse af samværet med datteren.

Statsamtet og Civilretsdirektoratet mente ikke der var grundlag for at annullere adoptionsbevillingen.

Ombudsmanden mente ikke der var grundlag for at kritisere myndighedens afgørelse. Ombudsmanden udtalte at sagens forløb gav anledning til at overveje om det vejledningsmateriale der var blevet udleveret, og som anvendes generelt i denne type af sager, er tilstrækkeligt til at opfylde vejledningspligten. Efter ombudsmandens mening kunne det dog ikke lægges til grund at vejledningspligten var blevet tilsidesat.

Ombudsmanden bemærkede at Civilretsdirektoratet i forbindelse med udarbejdelsen af en ny bekendtgørelse vedrørende statsamternes behandling af ansøgninger om adoption samt udstedelse af adoptionsbevilling bl.a. overvejede at stille krav om at erklæringen efter adoptionslovens § 13 fremover i alle tilfælde indhentes af statsamtet. Civilretsdirektoratet havde endvidere oplyst at man var enig med statsamtet i at der kunne være anledning til at overveje at præcisere indholdet af den skriftlige vejledning, og at direktoratet ville tage initiativ til en drøftelse herom med statsamterne.

Ombudsmanden bad Civilretsdirektoratet orientere sig om resultatet af direktoratets overvejelser vedrørende en ændring af reglerne om fremgangsmåden i forbindelse med statsamtets indhentelse af erklæringen efter adoptionslovens § 13 og vedrørende en præcisering af indholdet af den skriftlige vejledning. (J.nr. 2000-2541-656).

Ved behandlingen af en klage over to afgørelser fra Ankestyrelsen blev ombudsmanden opmærksom på at afgørelserne var meddelt klageren i Word-filer vedhæftet e-mails. Word-filerne indeholdt en kode der betød at afgørelsernes datering ændrede sig hver gang filerne blev åbnet.

Ankestyrelsen oplyste at det var en fejl at afgørelserne var sendt på den skete måde, og beklagede dette.

Ombudsmanden udtalte at elektronisk meddelelse af en afgørelse må ske ved brug af formater der ikke uden videre (kan) ændres ved blot at åbne filen.

(J.nr. 2009-1196-009).

En deltidsansat ledende folkebibliotekar som ikke var faguddannet bibliotekar, blev afskediget i forbindelse med en strukturændring. Stillingen blev ændret til en fuldtidsstilling og ønskedes besat med en faguddannet bibliotekar.

Ombudsmanden mente ikke der var grundlag for kritik heraf eller grundlag for at antage at kommunen ikke havde opfyldt sin pligt til at undersøge muligheden for omplacering. Ombudsmanden anså det heller ikke for at være i strid med lovgivningen at kommunen ikke ansatte den pågældende i en opslået medhjælperstilling.

Bibliotekaren blev ikke partshørt inden afskedigelsen. Hun var i en vis udstrækning orienteret om beslutningsgrundlaget, men var ikke bekendt med at sagen aktuelt blev behandlet i kommunalbestyrelsen. Ombudsmanden mente derfor partshøringsreglen i forvaltningslovens § 19 var tilsidesat. Ombudsmanden udtalte desuden at begrundelsen var mangelfuld, og at kommunen burde have taget notat om kommunens mundtlige orienteringer af bibliotekaren. (J.nr. 1998-0104-813).

En kommune fastsatte i forbindelse med en evalueringssamtale med en ansat psykolog retningslinier for psykologens fremtidige arbejde. Et nyt møde blev holdt med psykologen efter klager over hans arbejde. På mødet drøftedes det om psykologen selv ville sige sin stilling op. Herefter blev psykologen indstillet til afskedigelse og partshøring gennemført.

Ombudsmanden lagde til grund at kommunens tilkendegivelser på det første møde var en mundtlig advarsel der måtte anses for en afgørelse i forvaltningslovens forstand, og han kritiserede derfor at kommunen ikke havde partshørt psykologen før advarslen. Ombudsmanden kritiserede også at psykologen ikke i første omgang i overensstemmelse med kommunens personalepolitik fik en skriftlig advarsel i stedet for at blive afskediget. Endelig gav det grundlag for kritik at kommunen, før partshøring blev gennemført, drøftede med psykologen om han selv ville sige sin stilling op, og at begrundelsen for afskedigelsen var mangelfuld. (J.nr. 2000-1170-813).

En kommunalt ansat psykolog lod sig interviewe til et månedsmagasin i forbindelse med en artikel om pædofili. Psykologen blev efterfølgende afskediget under henvisning til at kommunen og kommunens borgere ikke havde den fornødne tillid til ham.

Psykologens udtalelser var efter ombudsmandens opfattelse ikke retsstridige. Ombudsmanden udtalte at følgevirkninger af lovlige ytringer, herunder en eventuelt opstået mangel på tillid, kan danne grundlag for anvendelsen af negative ledelsesbeføjelser som f.eks. diskretionær afskedigelse, men at det kræver et særlig sikkert bevismæssigt grundlag. På den baggrund kritiserede ombudsmanden kommunen for ikke at have tilstrækkelig dokumentation for grundlaget for afskedigelsen. Desuden kritiserede ombudsmanden at kommunen havde overtrådt reglerne om partshøring. (J.nr. 1999-1570-812).

En kommune traf afgørelse om støtte til medicinudgifter mv. og om kontanthjælp.

Borgeren og hans fagforbund klagede til det sociale nævn der forstod klagen som om den kun vedrørte afgørelsen om støtte til medicinudgifter. I et brev til borgeren bad nævnet ham om at oplyse det hvis klagen også skulle forstås som en klage over afslaget på kontanthjælp. Nævnet traf herefter afgørelse vedrørende støtte til medicinudgifter mv. Knap 6 måneder senere rykkede forbundet nævnet for en afgørelse i kontanthjælpssagen. Som svar henviste nævnet til brevet om klagetema og tog således ikke stilling til kontanthjælpssagen.

Ombudsmanden kritiserede at nævnet uden sikre holdepunkter i sagen præciserede klagetemaet således at klagen over afslaget på kontanthjælp ikke blev behandlet. Ombudsmanden anførte at sagen vedrørte mandens forsørgelsesgrundlag. Ombudsmanden mente det var rimeligt at antage at der ved tvivl om klagetemaet må være en formodning for at klagen omfatter en sådan væsentlig afgørelse.

Der var i den konkrete sag ikke hensyn der talte imod at nævnet realitetsbehandlede forbundets og mandens rettidigt indgivne klage vedrørende kontanthjælpssagen.

Ombudsmanden henstillede til det sociale nævn at genoverveje sagen og i den forbindelse tage stilling til om nævnet vil behandle sagen om kontanthjælp.

(J.nr. 2004-3492-025)

En skatteyder, som var førtidspensionist, og som samtidig drev en hobbyvirksomhed med at spille musik, klagede til ombudsmanden over at han havde fået afslag på aktindsigt i en skattekontrolsag der var rejst mod ham. Skattekontrolsagen var startet bl.a. som følge af at skatteforvaltningen i den kommune hvor skatteyderen var bosat, havde modtaget en række anmeldelser fra en bestemt navngiven person om omfanget af skatteyderens aktiviteter som musiker.

Skatteyderen blev af kommunens skatteforvaltning indkaldt til et møde om hans skatteansættelser for 3 givne år og blev samtidig bedt om at komme med en række forskellige oplysninger til skatteforvaltningen. Skatteyderen fik ikke oplysning om anmeldelserne.

Skatteyderen anmodede inden mødet om aktindsigt i det materiale som sagen byggede på. Kommunen gav afslag på aktindsigt. Hensynet til ikke at forspilde kontrollens formål gjorde efter kommunens opfattelse at han ikke på daværende tidspunkt havde ret til aktindsigt i skatteforvaltningens kontroloplysninger. Kommunen understregede senere at skatteyderen naturligvis ville få aktindsigt i skatteforvaltningens kontroloplysninger når han havde indsendt det fornødne materiale og skatteforvaltningen havde afsluttet den revisionsmæssige gennemgang.

Skatteyderen klagede til told- og skatteregionen som stadfæstede afslaget på aktindsigt. Først i forbindelse med regionens afslag kom det frem at der var anmeldelser.

Ombudsmanden udtalte at der efter hans opfattelse ikke forelå sådanne hensyn som kunne begrunde at skatteyderen ikke straks skulle have aktindsigt i sagen. Det gjaldt både oplysningerne om at der var anmeldelser, oplysningerne om anmelderens navn, indholdet af anmeldelserne og øvrige dokumenter med oplysninger om hans indtægter som musiker. Ombudsmanden kritiserede således at told- og skatteregionen havde stadfæstet kommunens afslag på aktindsigt.

Ombudsmanden udtalte desuden at kommunens begrundelse for afgørelsen om afslag på aktindsigt ikke opfyldte kravene i forvaltningsloven. Kommunen burde i begrundelsen for afgørelsen have angivet hvilke typer dokumenter og oplysninger der var tale om at undtage. Told- og skatteregionen burde have påtalt at kommunens begrundelse var utilstrækkelig.

Endelig udtalte ombudsmanden at det havde været bedst stemmende med principperne i forvaltningslovens § 11, § 16, stk. 4, og § 21 og med god forvaltningsskik at kommunen havde ventet med at kræve oplysninger fra skatteyderen indtil spørgsmålet om aktindsigt var afklaret. (J.nr. 2002-2695-201).

En ansøger klagede over at han 5 gange havde fået afslag på ansættelse som politibetjent på prøve. En del af ansættelsesproceduren bestod i en holdprøve, og vurderingen blev noteret på et skema ved afkrydsning.

Ombudsmanden udtalte at ansøgeren burde have været partshørt over vurderingsskemaet, og at notatpligten ikke var opfyldt i tilstrækkelig grad. Ansøgere som blev vurderet ikke egnede, kunne ikke ansættes. Partshøringen skulle derfor ske inden den endelige afgørelse om at ansøger ikke var egnet til ansættelse. Ombudsmanden kritiserede desuden begrundelsen i 3 af afslagene.

Under hensyn til myndighedernes oplysninger om ændring af proceduren foretog ombudsmanden sig ikke mere i sagen, bortset fra at give en henstilling om at der i alle tilfælde blev udarbejdet notat om baggrunden for vurderingen af holdprøven.

Ansøgeren klagede endvidere over et afslag på aktindsigt i form af kopi af nogle af hans referatstile. Ombudsmanden udtalte at retten til aktindsigt efter forvaltningslovens § 15, stk. 1, under normale omstændigheder ikke kunne begrænses ud fra betragtninger af rent ressourcemæssig karakter, og at begrundelsen for afslaget var mangelfuld. På grund af de særlige forhold i forbindelse med afholdelsen af prøver foretog ombudsmanden sig dog ikke yderligere. (J.nr. 2002-0406-810).

En kvinde klagede over at Arbejdsskadestyrelsen og Den Sociale Ankestyrelse havde givet hende afslag på aktindsigt i Arbejdsskadestyrelsens lægekonsulentudtalelse under henvisning til at der var tale om et internt arbejdsdokument.

Ombudsmanden henviste til den opfattelse som han tidligere havde givet udtryk for i forbindelse med udtalelser fra lægekonsulenter tilknyttet Den Sociale Ankestyrelse. Ombudsmanden udtalte i forlængelse heraf at også udtalelser fra lægekonsulenter tilknyttet Arbejdsskadestyrelsen i et ansættelsesforhold er omfattet af begrebet interne arbejdsdokumenter.

Ombudsmanden mente imidlertid det var beklageligt at Ankestyrelsen ikke havde indhentet lægekonsulentudtalelsen før styrelsen tiltrådte Arbejdsskadestyrelsen afslag på aktindsigtsbegæringen. Ombudsmanden mente endvidere det var beklageligt at Ankestyrelsen havde baseret vurderingen af om udtalelsen indeholdt faktiske oplysninger hvori der efter omstændighederne kunne gives aktisindsigt, på Arbejdsskadestyrelsens oplysninger herom. Det var netop denne vurdering som Ankestyrelsen - som klageinstans - skulle efterprøve. På denne baggrund og da hverken Arbejdsskadestyrelsen eller Den Sociale Ankestyrelse havde taget udtrykkelig stilling til kvindens anmodning om aktindsigt i henhold til princippet om "meroffentlighed", henstillede ombudsmanden til Den Sociale Ankestyrelse af styrelsen genoptog behandlingen af aktindsigtspørgsmålet. (J.nr. 1996-3005-001).

En journalist bad om aktindsigt i en ministers kalender for perioden 2003-2008. Da journalisten modtog kalenderen, havde ministeriet redigeret i indholdet inden udleveringen – for at undgå at journalisten misforstod aftalernes karakter. Derudover havde ministeriet udeladt en del af kalenderens oplysninger under henvisning til at journalisten kun havde krav på at se de dele af kalenderen der vedrørte ministerens aftaler som minister, og ikke de dele der vedrørte ministerens aftaler som partiformand eller privatperson.

Journalisten klagede til ombudsmanden der kritiserede at ministeriet ændrede i kalenderen inden der blev givet aktindsigt i den. Det var i strid med offentlighedsloven. Hvis ministeriet mente at der var behov for at supplere eller forklare oplysningerne i kalenderen, burde dette være sket i et særskilt dokument. Ombudsmanden kritiserede også at ministeriet uden videre havde undtaget de dele af kalenderen fra aktindsigt som efter ministeriets opfattelse vedrørte ministerens aktiviteter som partiformand og privatperson. Spørgsmålet om hvorvidt oplysninger om private aktiviteter mv. kunne undtages, måtte ske efter en konkret vurdering efter offentlighedslovens særlige regler om beskyttelse af private forhold og interesser.

Endvidere kritiserede ombudsmanden at ministeriet tilsyneladende havde anvendt offentlighedslovens undtagelsesregler forkert vedrørende en række oplysninger. Endelig kritiserede ombudsmanden ministeriets begrundelse for at udelade oplysninger fra aktindsigten.   (J.nr. 2008-2194-301).

I forbindelse med en retssag anlagt mod Skatteministeriet bad en advokat om aktindsigt i dokumenter om et selskab.

Skatteministeriet afslog aktindsigt uden at være i besiddelse af de dokumenter anmodningen angik. Skatteministeriet henviste over for ombudsmanden til at det inden for hele ministeriets område var departementet der tog sig af retssagerne, og som derfor vurderede om et ønske om aktindsigt i forbindelse med en verserende retssag kunne imødekommes.

Ombudsmanden udtalte at en myndighed normalt ikke kan behandle og afgøre en ansøgning om aktindsigt uden at være i besiddelse af – og gennemgå – de dokumenter der ønskes aktindsigt i.

Ombudsmanden udtalte endvidere at Skatteministeriet ikke havde haft kompetence til at afgøre anmodningen om aktindsigt. Det forhold at ministeriet tog sig af retssager inden for hele ministeriets område, gav ikke i sig selv ministeriet en sådan kompetence. Ombudsmanden mente det var beklageligt at ministeriet alligevel afgjorde anmodningen uden først at have skaffet de ønskede dokumenter. Alternativt kunne ministeriet efter ombudsmandens opfattelse have videresendt anmodningen om aktindsigt til den eller de skattemyndigheder som måtte formodes at kunne finde frem til de ønskede dokumenter.

(J.nr. 2003-4014-201)

En skatteyder klagede over sin skatteansættelse til Landsskatteretten, men bad samtidig om at sagen blev udskudt indtil told- og skatteregionen havde afsluttet sin vurdering af om der skulle rejses straffesag mod ham.

Kriminalretten havde beskikket en forsvarer for skatteyderen i medfør af § 1, stk. 1, i lovbekendtgørelse nr. 489 af 19. september 1984 om adgang til forsvarerbistand under en administrativ skatte- eller afgiftssag. Skatteyderen påberåbte sig Told- og Skattestyrelsens cirkulære 1998-2, men Landsskatteretten afviste anmodningen om at udskyde sagen med henvisning til at cirkulæret ikke fandt anvendelse idet der endnu ikke var rejst en straffesag. Endvidere mente Landsskatteretten ikke at cirkulærets betingelser for at udskyde sagen var opfyldt idet afgørelsen af sagen i det væsentlige afhang af en juridisk vurdering. Ombudsmanden lagde for sin bedømmelse af sagen til grund at TSS- cirkulære nr. 1998-2 indeholder en beskrivelse af den praksis som Landsskatteretten følger på området, således at Landsskatteretten ikke kan fravige retningslinjerne i cirkulæret til skade for den enkelte klager. Ombudsmanden udtalte at anvendelsen af cirkulæret må bero på en konkret vurdering af om der i den foreliggende sag er udsigt til at et strafansvar med en vis sandsynlighed vil blive gjort gældende. I den konkrete sag burde skatteyderens anmodning om udskydelse være afgjort i henhold til cirkulærets retningslinjer. Samlet havde ombudsmanden dog ikke grundlag for at kritisere at Landsskatteretten ikke opfyldte skatteyderens ønske om at udskyde behandlingen af klagesagen. (J.nr. 2001-3851-209).

Ombudsmanden kritiserede på flere punkter et universitet og Undervisningsministeriet for behandlingen af en klage over bedømmelsen af et speciale. Ombudsmanden udtalte bl.a. at universitetet burde have sendt sagen til Undervisningsministeriet til afgørelse.

Ombudsmanden fandt det endvidere beklageligt at universitetet ikke traf afgørelse vedrørende klage over forhold der ikke faldt ind under eksamensklagebekendtgørelsens område, og kritiserede Undervisningsministeriet for ikke at have påtalt de nævnte forhold over for universitetet.

Ombudsmanden var ikke enig med myndighederne i deres afgrænsning af klagepunkter som henholdsvis faglige og retlige, og ombudsmanden kritiserede derfor at afvisning af (dele af) klagen til dels var sket med en forkert begrundelse.

Klageren fik senere aktindsigt i et brev der ikke var blandt de sagsakter ombudsmanden modtog i forbindelse med sin behandling af sagen. Heraf fremgik at der var begået en ekspeditionsfejl. Undervisningsministeriet oplyste at ministeriet havde meddelt universitetet at det fandt ekspeditionsfejlen højst uheldig - en betegnelse ombudsmanden var enig i. (J.nr. 1995-1076-712).

En kommune traf afgørelse om ophør af børneydelser fordi borgeren ikke længere opholdt sig i Danmark.

  Ombudsmanden kritiserede at kommunen ikke havde sikret sig et tilstrækkeligt oplysningsgrundlag idet kommunen bl.a. ikke havde undersøgt borgerens påstand om at han havde fået dispensation fra bopælskravet.

  Ombudsmanden kritiserede også at der ikke var sket partshøring af borgeren, og udtalte at kommunen burde have gjort mere for at tilvejebringe en adresse som kunne anvendes ved kommunens korrespondance med borgeren. Af samme grund kritiserede ombudsmanden at afgørelsen ikke var blevet meddelt klageren.

  Endelig kritiserede ombudsmanden at det ikke fremgik af kommunens journal om der blev foretaget en retlig vurdering af sagen før afgørelsen blev truffet, ligesom det ikke ville være muligt at udfærdige en skriftlig begrundelse for afgørelsen på baggrund af kommunens journal.

  Ombudsmanden kritiserede at det sociale nævn ikke havde forholdt sig til kommunens utilstrækkelige sagsbehandling.

  På ombudsmandens opfordring erklærede kommunen at den ville genoptage sagen og ændre afgørelsen (J.nr. 2004-4463-050).

I forbindelse med behandlingen af en konkret sag blev ombudsmanden opmærksom på nogle breve som en advokat havde skrevet til en borger på en kommunes vegne. På baggrund af brevene rejste ombudsmanden af egen drift en sag bl.a. om i hvilket omfang kommunen kunne delegere til en advokat at varetage kommunikationen i forhold til en borger.

Ombudsmanden udtalte at en offentlig myndighed, herunder en kommune, kan overlade til en privat part at varetage kommunikationen med en borger, men at der er visse væsentlige begrænsninger heri. Først og fremmest har en myndighed ikke uden udtrykkelig lovhjemmel mulighed for at delegere til en privat part at træffe afgørelser. En myndigheds beslutning om at afvise at tage en sag under behandling er en afgørelse i forvaltningslovens forstand med den konsekvens at en kommune ikke uden udtrykkelig lovhjemmel kan delegere afvisningskompetence til en advokat. Der bør være fastsat klare skriftlige retningslinjer for en advokat som på en kommunes vegne varetager kommunikationen i forhold til en borger.

Ombudsmanden udtalte sig også om sprogbrugen i advokatens breve til borgeren. Ombudsmanden mente at tonen overskred grænserne for god forvaltningsskik. Endelig udtalte ombudsmanden at formuleringer i advokatens breve til borgeren ikke blot lød som en opfordring til borgeren om at søge advokatbistand, men med rette kunne opfattes som et krav for at opnå svar på henvendelser. Ombudsmanden mente at formuleringerne var uheldige.
(J.nr. 2006-1664-009).

Klik på linket til højre for at læse hele redegørelsen.

En advokat klagede for en borger over at Direktoratet for Kriminalforsorgen havde sendt borgerens ansøgning om udsættelse af straf til politiet og bedt om en udtalelse. Direktoratet havde også sendt en lægeerklæring til politiet.

Efter forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 2, kan oplysninger om helbredsforhold videregives når det følger af en lov eller en bekendtgørelse om videregivelsespligt.

Ombudsmanden undersøgte bl.a. om bemyndigelsesbestemmelsen i § 11 i straffuldbyrdelsesloven kunne bruges til at fastsætte regler i en bekendtgørelse om videregivelse af helbredsmæssige oplysninger i udsættelsessager.

Ombudsmanden udtalte at direktoratet – også selv om det ikke direkte stod i reglerne – kan indhente en udtalelse fra politiet hvis det er nødvendigt for direktoratets afgørelse. Ombudsmanden udtalte at fastsættelse af regler om videregivelse i en bekendtgørelse efter § 11 i straffuldbyrdelsesloven kan give anledning til en vis tvivl. Ombudsmanden kritiserede dog ikke § 11 som hjemmel for bekendtgørelsen. Ombudsmanden mente herefter at der var hjemmel i bekendtgørelsen til at videregive borgerens oplysninger til politiet, men mente det var beklageligt at direktoratet ikke havde forsøgt at indhente et samtykke.

Ombudsmanden henstillede til direktoratet at søge at få § 11 ændret i overensstemmelse med Justitsministeriets vejledning om lovkvalitet. Ombudsmanden gik også ud fra at direktoratet ville præcisere to konkrete bestemmelser i bekendtgørelsen og eventuelt samtidig revidere denne i forhold til gældende praksis på området. 
(J.nr. 2006-2420-620).

Klik på linket til højre for at læse hele redegørelsen.

(Se også sag Familiestyrelsens afvisning af at behandle sent indkomne klager (2) efter denne sag)

  I to tilfælde har ombudsmanden taget stilling til om Familiestyrelsen kunne afvise at behandle en sent indkommen klage med henvisning til at der var gået lang tid siden underinstansens afgørelse blev truffet.

  Den første sag (j.nr. 2004-3465-651 )– denne sag – handlede om ægtefællebidrag. I denne sag blev der først klaget over underinstansens afgørelse efter 8 ½ år.

  Den anden sag (j.nr. 2006-0751-652) ­– sag nr. 9-5 efter denne sag – handlede om børnebidrag. I denne sag blev der først klaget over underinstansens afgørelse efter 2 år og 8 måneder.

  Uanset at der ikke i lovgivningen var fastsat en frist for at udnytte rekursadgangen, afviste Familiestyrelsen i begge tilfælde at behandle klagerne. Familiestyrelsen henviste til at en klage efter Familiestyrelsens opfattelse skulle indgives inden for en vis tid efter at underinstansens afgørelse var truffet. Familiestyrelsen fandt at hensynet til en parts mulighed for at få behandlet en klage burde afvejes over for hensynet til modparten der måtte antages at have indrettet sig i tillid til den trufne afgørelse.

  I udtalelserne til ombudsmanden beskrev Familiestyrelsen sin administrative praksis i relation til sent indkomne klager. Familiestyrelsen oplyste at der ikke var fastsat retningslinjer for hvad der måtte anses for at være "en vis tid", men at en klage der var indgivet inden et år efter underinstansens afgørelse, ikke ville blive afvist med den begrundelse at den var indgivet for sent. 

  Ombudsmanden udtalte at det var hans opfattelse at når der ikke i lovgivningen var fastsat en frist for at udnytte en rekursmulighed, kunne en klageinstans kun afvise at realitetsbehandle en sent indgivet klage hvis klageren ikke havde nogen retlig interesse i at få afgørelsen ændret, eller hvis forholdet ikke længere lod sig oplyse.

  Ombudsmanden udtalte endvidere at det var hans opfattelse at det i lighed med fastsættelsen af en egentlig klagefrist krævede udtrykkelig lovhjemmel at afskære klageadgangen i videre omfang end de tilfælde hvor klageren ikke havde nogen retlig interesse i at få afgørelsen ændret, eller forholdet ikke længere lod sig oplyse. På den baggrund fandt ombudsmanden Familiestyrelsens praksis med at afvise sent indkomne klager kritisabel.

  I begge sager kritiserede ombudsmanden Familiestyrelsens afvisning af at behandle klagen og henstillede at Familiestyrelsen realitetsbehandlede sagen.

  (J.nr. 2004-3465-651)

En patient på sikringsafdelingen klagede over at afdelingens ledelse og Vestsjællands Amt havde afslået hans anmodning om at måtte lade sig tatovere på armene. Afslaget var givet på baggrund af et generelt forbud mod tatovering under indlæggelse.

Ombudsmanden havde ikke grundlag for at kritisere at sikringsafdelingens ledelse generelt havde forbudt tatovering under indlæggelse på afdelingen. Ombudsmanden henviste til det sikringsafdelingens ledelse havde oplyst om afdelingens patientgruppe og om at patienterne, når sygdommen kan kontrolleres under mindre frihedsberøvende former, har et retskrav på udskrivning fra sikringsafdelingen.

Ombudsmanden kritiserede derimod Vestsjællands Amt for manglende underretning til klageren om sagens behandling og for manglende partshøring. (J.nr. 1997-1930-424).

I forbindelse med ombudsmandens behandling af en klage over Statens Bisygdomsnævn (SBN) (FOB 1989, s. 119) besluttede ombudsmanden af egen drift at indlede en undersøgelse i anledning af SBN's formulering af breve til A. Ombudsmanden anmodede Landbrugsministeriet (LM) om en udtalelse efter forud indhentet erklæring fra SBN.

SBN og Statens Planteavlsforsøg, der er sekretariat for SBN, redegjorde over for LM for baggrunden for formuleringerne, og LM påtalte over for myndighederne, at den anvendte sprogbrug ikke var i overensstemmelse med den høflige og korrekte sprogbrug, som offentlige myndigheder bør anvende ved besvarelse af henvendelser fra borgerne. LM bemærkede yderligere, at såfremt hensigten med en bestemt skrivelse havde været at bebude overvejelser om injuriesøgsmål, burde dette have været klart udtrykt.

Ombudsmanden tog det meddelte til efterretning og foretog herefter ikke videre i sagen. (J. nr. 1990-699-56).

En kvinde klagede bl.a. over et socialt nævns afslag på at genoptage hendes førtidspensionssag på baggrund af 2 principielle højesteretsdomme. Nævnet havde i afslaget henvist til at pensionsmyndighedernes praksisændring efter højesteretsdommene kun vedrørte sager hvor ansøgeren allerede var tilkendt førtidspension. Kvindens sag var ikke omfattet af praksisændringen fordi hun ikke tidligere var tilkendt pension. Den Sociale Ankestyrelse afviste sagen da nævnets afgørelse ikke stred mod Ankestyrelsens praksis.

Ombudsmanden udtalte sig generelt om visse fortolkningsmæssige spørgsmål i relation til højesteretsdommene. Bl.a. udtalte ombudsmanden at der ikke var holdepunkter for at læse højesteretsdommene således at det havde haft betydning for dommenes resultat eller for den prøvelse der var foretaget, at ansøgerne havde fået tilkendt pension. Tværtimod måtte dommene læses således at der ville være foretaget samme prøvelse og nået samme resultat hvis ansøgeren helt var blevet nægtet pension.

På den baggrund mente ombudsmanden ikke at nævnet kunne afvise genoptagelse med den givne begrundelse. Nævnet måtte foretage en konkret vurdering af sagens omstændigheder sammenholdt med domspraksis.Ombudsmanden udtalte endvidere at en borger der havde fået sin sag afgjort efter en praksis der blev underkendt af domstolene, kunne forlange sin sag genoptaget hvis det måtte antages at sagens udfald nu ville blive et andet. På baggrund af det Ankestyrelsen havde anført om at det ikke ville være muligt ud fra generelle kriterier at udskille de tidligere afgjorte sager hvor dommene kunne have betydning, havde ombudsmanden ikke bemærkninger til at myndighederne ikke af egen drift havde genoptaget de relevante sager. Ombudsmanden lagde vægt på at Ankestyrelsen havde underrettet kommunerne og offentligheden om borgernes mulighed for at få genoptaget tidligere afgjorte sager.

Ombudsmanden sendte sagen til Den Sociale Ankestyrelse til vurdering af om Ankestyrelsen havde grundlag for at genoptage sagen til principiel eller generel behandling. (J.nr. 2001-3564-040).

En præst klagede over at hun kun fik den mindste godtgørelse for at udføre arbejde på sin bopæl. Kirkeministeriets afslag på at give en større godtgørelse var begrundet med at der var kontor i kirken.

Ombudsmanden udtalte at Kirkeministeriet burde have partshørt præsten om de indhentede oplysninger om at der var kontor i kirken. Ministeriet burde desuden have taget notat om oplysningerne.

Ministeriet havde endvidere undladt at foretage en konkret vurdering af om præsten kunne benytte kontoret. Ministeriet havde alene henvist til fast praksis.

Ombudsmanden kritiserede ikke selve afgørelsen, men henstillede at ministeriet ved en kommende revision af regelgrundlaget søgte at præcisere bestemmelserne. (J.nr. 2000-1798-811).

En kommune indkaldte til vejsyn angående en privat fællesvej, og nogle af de vejberettigede sendte derefter kommunen en anmodning om aktindsigt. De bad også om nærmere oplysning om sagen og om at tidspunktet for vejsynet blev flyttet, men det afviste kommunen. Efter vejsynet besluttede kommunen at vejen skulle istandsættes, og senere gav kommunen de vejberettigede aktindsigt. De klagede til Vejdirektoratet, men direktoratet mente ikke at der var grundlag for at kritisere kommunens sagsbehandling. Dog burde kommunen have besvaret anmodningen om aktindsigt inden ti dage.

Ombudsmanden udtalte at reglerne om vejsyn i privatvejslovens afsnit II ikke fortrængte forvaltningslovens regler om partshøring. Kommunen burde derfor have foretaget partshøring af alle vejberettigede. Før afgørelsen blev truffet, burde kommunen desuden have taget stilling til om afgørelsen skulle udsættes indtil de vejberettigede som havde søgt aktindsigt, havde fået den. Kommunen burde endvidere have givet dem visse nærmere oplysninger om sagen. Endvidere var reglerne om notatpligt overtrådt. Ombudsmanden kritiserede ikke at kommunen fastholdt tidspunktet for vejsynet. (J.nr. 2002-2377-516).

En boligstøttemodtager klagede over krav om tilbagebetaling af boligstøtte for 1997.

Boligstøttemodtageren gjorde gældende at han i marts 1997 skriftligt havde orienteret socialcenteret om den indkomststigning der senere førte til kravet om tilbagebetaling. Socialcentret gjorde heroverfor gældende at centret ikke havde modtaget brevet med boligstøttemodtagerens orientering.

Sagen gav bl.a. ombudsmanden anledning til en gennemgang af socialcentrets journaliseringspraksis for så vidt angik indkommen post.

Ombudsmanden udtalte herefter at hensynet til boligstøttemodtagerens interesse i at kunne godtgøre at myndighederne skriftligt var orienteret om ændrede forhold, må føre til at indkommen post indjournaliseres systematisk. Efter en gennemgang af den konkrete sag mente ombudsmanden det var kritisabelt at socialcentret ikke konsekvent havde foretaget journalisering af den indkomne post, herunder en umiddelbar notering af samtlige breve på sagens oplysningsark.

Boligstøttemodtageren havde under sagen gjort gældende at socialcentret tidligere havde forlagt indkommen post fra ham, og at socialcenteret i disse tilfælde havde eftergivet krav om tilbagebetaling. Ombudsmanden mente det var uheldigt at der ikke var overensstemmelse mellem indholdet af en tidligere afgørelse til boligstøttemodtageren og det der fremgik af socialcentrets udtalelser i forbindelse med sagen hos ombudsmanden.

Endelig mente ombudsmanden det var kritisabelt at det sociale nævn ikke foretog en nærmere oplysning og vurdering af sagens konkrete omstændigheder, herunder særligt havde skaffet sig kendskab til socialcentrets journaliseringspraksis, før nævnet traf afgørelse i sagen.

For så vidt angik selve spørgsmålet om hvorvidt boligstøttemodtageren havde orienteret socialcentret om indkomststigningen, var der tale om et bevisspørgsmål som ikke ville kunne afklares ved ombudsmandens behandling af sagen. (J.nr. 2000-0790-083).

Ombudsmanden undersøgte 4 sager (3 arbejdsskadesager og en social sag) hvor Ankestyrelsen havde afvist at behandle borgerens klage med den begrundelse at klagefristen var overskredet. I den forbindelse udtalte ombudsmanden sig om forskellige generelle spørgsmål i relation til beregning af klagefrister og dispensationer herfra. Disse spørgsmål angik særligt hvornår en klagefrist begynder at løbe, hvem der har risikoen for postforsinkelse (om en postforsinkelse skal komme borgeren eller myndigheden til skade) og hvad indholdet er af myndighedernes pligt til at oplyse sager hvor en klage (umiddelbart) ikke ser ud til at være rettidig.
(J.nr. 2004-3074-024 og 2004-3037-085).

En far ansøgte en privat skole om optagelse af sin søn på skolen. Skolen rettede i den forbindelse henvendelse til kommunen med ønske om indsigt i forskellige sagsakter vedrørende drengen med henblik på at vurdere om skolen kunne give ham et relevant undervisningstilbud. Skolen oplyste over for kommunen at faren havde givet samtykke til at skolen kunne indhente relevante sagsakter fra kommunen. Kommunen udleverede herefter forskellige dokumenter til skolen til gennemsyn. Faren bestred efterfølgende at han havde givet samtykke til at skolen kunne indhente oplysningerne.

Faren klagede over kommunen, først til tilsynsrådet og herefter til Indenrigsministeriet. Hverken tilsynsrådet eller Indenrigsministeriet mente der var grundlag for at udtale at kommunen havde handlet ulovligt ved at udlevere oplysningerne.

Ombudsmanden udtalte at det havde været bedst stemmende med god forvaltningsskik hvis kommunen inden den udleverede oplysningerne til skolen, havde indhentet et skriftligt samtykke fra faren. Ombudsmanden meddelte tilsynsrådet og Indenrigsministeriet sin opfattelse, men udtalte ikke sin opfattelse som en kritik af myndighederne.

Ombudsmanden mente at kommunen ud fra en almindelig retsgrundsætning havde pligt til at tage notat om de oplysninger man modtog fra skolen, om at faren mundtligt havde givet samtykke til at skolen kunne indhente oplysninger. Ombudsmanden mente endvidere at kommunen havde pligt til at tage notat om hvilke oplysninger den udleverede til skolen i forbindelse med skolens henvendelse. (J.nr. 2000-1416-703).

I en sag om ægtefællesammenføring klagede en advokat på vegne af ansøgeren til ombudsmanden over sagsbehandlingstiden i Integrationsministeriet. Fra ministeriet modtog advokatens klage, og indtil ministeriet traf afgørelse i sagen, gik der lidt mere end 24 måneder.

Efter ombudsmandens opfattelse var den samlede sagsbehandlingstid alt for lang. Dette var meget beklageligt - også henset til at ansøgeren under hele forløbet havde opholdt sig i en flygtningelejr. Ombudsmanden kritiserede endvidere at ministeriet ikke underrettede advokaten om at sagen ikke kunne afsluttes inden for den frist ministeriet havde udmeldt, og at ministeriet ikke besvarede en rykker fra advokaten.
(J.nr. 2006-1701-600).

Ombudsmanden blev ved sin behandling af klager i arbejdsskadesager opmærksom på at ikke alle breve fra Arbejdsskadestyrelsen var underskrevet af en medarbejder.

Derfor rejste ombudsmanden en generel sag om manglende underskrift på Arbejdsskadestyrelsens breve og manglende opbevaring af brevkopier hvor det fremgår hvem der har skrevet under. Undersøgelsen er afgrænset til at angå afgørelsessager.

Ombudsmanden udtalte at retssikkerhedsmæssige, bevismæssige og ordensmæssige hensyn indebærer at en forvaltningsmyndigheds udgående breve i en afgørelsessag, herunder selve afgørelsen, skal underskrives og opbevares i autentisk kopi. I øvrigt gælder det generelt at der skal opbevares autentiske kopier i alle sager.

Mens ombudsmanden behandlede sagen, ændrede Arbejdsskadestyrelsen sit system og sine arbejdsgange så alle udgående breve – bortset fra rykkerbreve – bliver forsynet med elektronisk faksimileunderskrift, og så der bliver gemt autentiske kopier af alle udgående breve.

Ombudsmanden udtalte kritik af Arbejdsskadestyrelsens arbejdsgange før ændringen af systemet. Desuden henstillede ombudsmanden at også rykkerbreve fremover bliver forsynet med en underskrift.
(J.nr. 2004-3889-009).

 

Klik på linket til højre for at læse hele redegørelsen.

A klagede over, at en meddelelse om den 19. almindelige ejendomsvurdering ikke var begrundet.

Ombudsmanden udtalte, at ejendomsvurderinger må betragtes som afgørelser i forvaltningslovens forstand, og at lovens regler om begrundelse m.v. derfor finder anvendelse. Meddelelsen om ejendomsvurderingen i forbindelse med den samtidigt udsendte orienteringsmeddelelse opfyldte efter ombudsmandens opfattelse ikke kravene i forvaltningslovens § 24, stk. 1 og 2, til indholdet af en begrundelse. Ombudsmanden henstillede, at oplysning om retsgrundlaget for vurderingen i fremtiden kom til at fremgå af vurderingsmeddelelserne. Da Told- og Skattestyrelsen allerede under sagen havde oplyst, at styrelsen overvejede i vurderingsmeddelelserne for 1995 at angive de oplysninger fra bygnings- og boligregistret m.v. og den statistiske beregningsmodel, der anvendes, fandt ombudsmanden ikke på det foreliggende grundlag anledning til at foretage videre, men udbad sig underretning om resultatet af styrelsens overvejelser.

Ombudsmanden udtalte endvidere, at der ikke i forvaltningsloven eller i øvrigt er hjemmel til en generel praksis, hvorefter personer, der mundtligt, herunder telefonisk, retter henvendelse til f.eks. en kommune med anmodning om en begrundelse m.v., henvises til at fremsætte anmodningen skriftligt. (J. nr. 1992-2555-202).

Et luftfartsselskab klagede over at Forbrugerombudsmanden via Forbrugerstyrelsens hjemmeside havde offentliggjort en sag hvori Forbrugerombudsmanden havde meldt selskabet til politiet. Offentliggørelsen af sagen var sket med angivelse af selskabets navn.

Ombudsmanden fastslog at reglerne om tavshedspligt ikke i sig selv var til hinder for offentliggørelsen. Ombudsmanden udtalte imidlertid at det følger af det almindelige forvaltningsretlige saglighedsprincip at en myndighed ikke uden hjemmel i lovgivningen eller (anden) saglig grund offentliggør oplysninger om en virksomhed som må anses for belastende for virksomheden.

Ombudsmanden henviste i den forbindelse til principperne i persondatalovens § 5. Herudover må det antages at en myndighed i disse situationer også er undergivet visse begrænsninger som følge af principperne om god forvaltningsskik.

Under hensyn til at Forbrugerombudsmanden har hjemmel til i et vist omfang at offentliggøre sager, og til at offentliggørelsen var sket efter en konkret vurdering med inddragelse af relevante hensyn, mente ombudsmanden ikke at der var grundlag for kritik af Forbrugerombudsmanden.

 (J.nr. 2005-0061-303)

Naturklagenævnet afviste at genoptage behandlingen af en klage fordi klageren ikke havde identificeret de retlige spørgsmål som han ønskede nævnets stillingtagen til.

Ombudsmanden henviste til at klagen opfyldte de beskedne krav der efter forvaltningsretlige regler kan stilles til en klage, og at der ikke i planloven var fastsat særlige regler til en klages form eller indhold. Ombudsmanden henstillede derfor til Naturklagenævnet at genoptage behandlingen af klagen. (J.nr. 1998-0465-129).

En 45-årig mand blev anholdt af politiet og indbragt til Københavns Fængsler. Forud for afleveringen havde politiet telefonisk oplyst det vagthavende personale i fængslet om, at anholdte "var stærkt deprimeret, og at de skulle være opmærksomme på dette". På en rød blanket "Følgeseddel til Arresten" havde politiet i rubrikken "Oplysninger om særlige forhold (sygdom, selvmordsrisiko, undvigelsesrisiko, farlighed, særlige forhold ved anholdelsen etc.)" anført: "Er dybt deprimeret" - med streg under. Denne oplysning var ikke blevet anført på Københavns Fængslers indsættelsespapirer (en gul blanket).

Kompetencen til at træffe beslutning om "Lys og Tilsyn" er tillagt "den tjenestgørende leder af Politigårdens Fængsel". I det foreliggende tilfælde var en beslutning om, at der ikke skulle iværksættes "Lys I" eller "Lys II", truffet af en fængselsoverbetjent. Der forelå modstridende forklaringer fra fængselsoverbetjenten og overvagtmesteren om, hvorvidt overvagtmesteren i forbindelse med sin overtagelse af tjenesten var blevet orienteret af fængselsoverbetjenten om den anholdtes forhold.

Ombudsmanden fandt, at der utvivlsomt bør gøres notat om en telefonisk henvendelse af den karakter, som politiet rettede til det vagthavende personale i Københavns Fængsler. Ombudsmanden bad Justitsministeriet om at overveje, om der måtte være anledning til at indskærpe over for Politigårdens Fængsel, at der skal gøres notat om væsentlige oplysninger, der modtages.

Endvidere fandt ombudsmanden, at det bør sikres, at en oplysning som den foreliggende på den røde blanket angives på (overføres til) den gule blanket på en sådan måde, at den er umiddelbart tilgængelig for det på et ethvert tidspunkt vagthavende personale. Ombudsmanden bad Justitsministeriet om at oplyse, om der på den givne anledning var behov for, at der blev tilrettelagt en særlig ordning, der sikrer, at relevante oplysninger vedrørende indsatte gøres tilgængelige for det til enhver tid vagthavende personale.

Under henvisning til, at der forelå modstridende forklaringer om, hvorvidt overvagtmesteren i forbindelse med sin overtagelse af tjenesten var blevet orienteret om den anholdtes forhold, bad ombudsmanden Justitsministeriet om at oplyse, om der var behov for, at der blev tilrettelagt en ordning, der sikrer, at relevante oplysninger - udover de oplysninger der fremgår af den røde/gule blanket - videregives fra den tjenestgørende leder af Politigårdens Fængsel til den afløsende tjenstgørende (skriftlige notater om iagttagelser m.v. af særlig betydning under en vagtperiode).(J. nr. 1989-804-611).

 ansøgte Miljøstyrelsen om tilskud til et genanvendelsesprojekt. Ansøgningen blev efter nogle telefonsamtaler sat i bero på indsendelse af yderligere oplysninger om projektet. Da styrelsen ikke modtog oplysningerne, anså styrelsen ansøgningen for bortfaldet. A protesterede og hævdede, at han ikke under telefonsamtalen var blevet gjort bekendt med, at yderligere oplysninger var en forudsætning for, at ansøgningen kunne behandles. Miljøstyrelsen havde ikke taget notat om telefonsamtalerne og deres indhold.

Ombudsmanden udtalte, at offentlighedslovens § 6, stk. 1, må ses som udslag af en almindelig retsgrundsætning om, at offentlige myndigheder har pligt til at gøre notat om alle væsentlige ekspeditioner i en sag - herunder telefonsamtaler, som ikke fremgår af brevvekslingen i sagen eller af sagens øvrige dokumenter. Notatpligten er en forudsætning for gennemførelse af retten til aktindsigt, men er normalt også forudsætningen for en effektiv kontrol med, om myndigheden har handlet korrekt. (J. nr. 1988-1148-11).

En advokat klagede på vegne af sin klient over at klientens ægtefælle havde fået afslag på ægtefællesammenføring på grund af manglende opfyldelse af udlændingelovens tilknytningskrav.

Det fremgik af sagen blandt andet at den herboende ægtefælle, efter at Udlændingestyrelsen havde truffet afgørelse i sagen, fik dansk statsborgerskab. Tilknytningskravet i familiesammenføringssager fandt efter de dagældende regler ikke anvendelse hvis den herboende havde dansk statsborgerskab. Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration traf efterfølgende afgørelse i sagen og meddelte i den forbindelse at det forhold at den herboende i mellemtiden havde opnået dansk statsborgerskab, ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen.

Ombudsmanden bad ministeriet om at uddybe begrundelsen for ministeriets retsopfattelse på dette punkt.

Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration bemærkede hertil at ministeriet på baggrund af ombudsmandens gennemgang af relevant litteratur havde besluttet at ændre sin retsopfattelse således at meddelelsen af statsborgerskab skulle have været inddraget i sagen. Ministeriet havde derfor genoptaget sagen og konstateret at tilknytningskravet ikke efter tidspunktet for meddelelse af dansk statsborgerskab havde været til hinder for meddelelse af ægtefællesammenføring til ægtefællen, og ministeriet havde derfor sendt sagen tilbage til Udlændingestyrelsen med henblik på en vurdering af om de øvrige betingelser for ægtefællesammenføring var opfyldt.

Ombudsmanden foretog sig herefter ikke mere i den konkrete sag, men bad ministeriet om nærmere oplysninger vedrørende behandlingen af tilsvarende sager i ministeriet.

Ministeriet oplyste efterfølgende at ministeriet efter gennemgang af 355 afgjorte klagesager havde fundet grundlag for at genoptage 7 sager. (J.nr. 2004-0311-643)

Udenrigsministeriet havde i flere tilfælde bedt en mor og en søster til en periodisk psykisk syg mand om at betale for hjemsendelse af ham fra udlandet. Den tredje gang nægtede moren og søsteren at betale, hvorefter Udenrigsministeriet – ifølge en aftale fra 1994 med Sygesikringens Forhandlingsudvalg om hjælp til nødstedte psykisk syge – fik udvalget til at betale udgifterne.

  Søsteren klagede på vegne af moren til ombudsmanden over at Udenrigsministeriet under telefonsamtaler havde presset dem til at betale selv om de ikke var juridisk forpligtet hertil. Hun klagede endvidere over at ministeriet ikke havde orienteret dem om muligheden for dækning via Sygesikringens Forhandlingsudvalg.

  Ombudsmanden mente at det var meget beklageligt at Udenrigsministeriet ikke havde taget notat over de førte telefonsamtaler. Det var således ikke muligt ud fra sagens akter at konstatere hvor mange samtaler der er tale om, hvornår samtalerne nøjagtigt fandt sted, og hvad der var blevet sagt under samtalerne. Ombudsmanden lagde bl.a. vægt på sagens alvorlige karakter samt på at notater i sagen ville have kunnet dokumentere ministeriets sagsbehandlingsskridt og eventuelt have medvirket til at der ikke kunne rejses tvivl om hvad ministeriet havde sagt under samtalerne.

  Ombudsmanden kritiserede endvidere at Udenrigsministeriet ikke havde orienteret moren/søsteren om aftalen med Sygesikringens Forhandlingsudvalg. Da moren ikke havde nogen juridisk forpligtelse til at dække udgifter for sin voksne søn, havde det været rimeligt og mest korrekt hvis ministeriet havde orienteret om aftalen samtidig med anmodningen om betaling. Moren (og søsteren) ville dermed have haft et mere fuldstændigt grundlag hvorpå moren kunne beslutte om hun trods aftalen skulle bistå sin søn økonomisk med hjemsendelse mv.

  (J.nr. 2005-2583-450).

En far klagede til Kirkeministeriet over at en ministerialbogsfører havde ændret datterens efternavn. Faren, der ikke havde del i forældremyndigheden, gav bl.a. udtryk for at datteren ikke ønskede at skifte efternavn. Ombudsmanden kunne ikke kritisere ministerialbogsførerens afgørelse om ændring af datterens efternavn.

I forbindelse med ombudsmandens undersøgelse af sagen henholdt Kirkeministeriet sig til sognepræstens vurdering og udtalte at ministerialbogsføreren havde behandlet navneændringen i overensstemmelse med personnavnelovens § 14, stk. 2.

Ombudsmanden udtalte at ministerialbogsføreren da han ændrede datterens efternavn (datteren var 6 år gammel), ikke havde haft tilstrækkelige oplysninger om hendes holdning til den forestående navneændring – enten i form af oplysninger fra moren eller fra datteren selv. Dette mente ombudsmanden var beklageligt. 

Ombudsmanden var derfor ikke enig med Kirkeministeriet i at navneændringen var blevet gennemført i overensstemmelse med navnelovens § 14, stk. 2. Ombudsmanden mente heller ikke at Kirkeministeriet da ministeriet behandlede farens klage, havde haft dækkende oplysninger om datterens holdning til den forestående navneændring. Dette mente ombudsmanden også var beklageligt. 

Ombudsmanden henstillede til Kirkeministeriet at overveje det nærmere behov for en vejledning til brug for ministerialbogsførernes administration af bestemmelsen i navnelovens § 14, stk. 2. Ombudsmanden bad Kirkeministeriet om orientering om resultatet af ministeriets overvejelser. (J.nr. 2000-1380-604) 

En ansøger klagede over forløbet af en optagelsesprøve til musikalsk grundkursus på en musikskole. Ansøgeren blev ved prøven vurderet som "måske egnet". Bedømmerne havde ved prøven oplyst at denne bedømmelse normalt ikke førte til optagelse på skolen.

Det var ikke ombudsmandens opfattelse at bedømmernes udtalelse umiddelbart efter prøven kunne karakteriseres som en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

Ombudsmanden udtalte derimod at det endelige afslag på optagelsesansøgningen var en afgørelse med den virkning at de almindelige sagsbehandlingsregler skulle iagttages, herunder reglerne om partshøring og begrundelse.

Ombudsmanden kritiserede at de faglige bedømmeres notatpligt i forbindelse med optagelsesprøven ikke var overholdt i tilstrækkeligt omfang. (J.nr. 2001-3422-759).

Miljø- og levnedsmiddelkontrollen gav efter et tilsynsbesøg ejeren af en produktionsbedrift påbud om at foretage forskellige foranstaltninger. Miljø- og levnedsmiddelkontrollen aflagde efterfølgende to opfølgningsbesøg der begge førte til at påbudet blev indskærpet.

Ejeren klagede til Veterinær- og Fødevaredirektoratet over miljø- og levnedsmiddelkontrollen. Direktoratet stadfæstede kontrollens påbud.

Ejeren klagede herefter til ombudsmanden og skrev bl.a. at han ikke havde været til stede under det tredje besøg og således ikke havde haft mulighed for at "forsvare" sig.

Veterinær- og Fødevaredirektoratet svarede bl.a. at partshøring kan ske ved at der under tilsynets udførelse foregår en dialog mellem ejeren af virksomheden og tilsynsmyndigheden, forudsat at tilsynsmyndigheden klart og præcist taler om hvad myndigheden ser på stedet og hvilke bemærkninger myndigheden har hertil. Direktoratet udtalte desuden at virksomhedens ejer i sådanne tilfælde bør vejledes om, at han har mulighed for at komme med sine bemærkninger til de af tilsynsmyndigheden konstaterede forhold under tilsynsbesøget.Ombudsmanden mente generelt at fremgangsmåden kunne anvendes, forudsat at der som i dette tilfælde var tale om enkle og forholdsvis overskuelige oplysninger om de fysiske forhold, og at parten blev bedt om at fremkomme med sine eventuelle bemærkninger hertil. Fremgangsmåden indebar endvidere at den tilsynsførende måtte notere partens indsigelser og egne iagttagelser om de fysiske forhold i det omfang forholdene har betydning for sagens afgørelse.

Ombudsmanden mente sammenfattende at miljø- og levnedsmiddelkontrollens sagsbehandling havde været meget beklagelig.(J.nr. 1999-0962-342).

En advokat klagede på vegne af en klient til Rigsadvokaten over at en statsadvokat havde indstillet efterforskningen i en sag hvor en politibetjent i forbindelse med forfølgelse af en stjålen bil havde affyret et skud mod klientens søn. Sønnen døde kort efter. Politibetjenten blev ikke sigtet i forbindelse med efterforskningen, men blev afhørt med en sigtets rettigheder.

  Rigsadvokaten afgjorde at fristen for at omgøre en afgørelse om påtaleopgivelse, jf. retsplejelovens § 724, skulle anvendes i sagen, og at fristen var udløbet kort tid efter at der var blevet klaget over afgørelsen til Rigsadvokaten. Det var derfor ikke længere muligt at omgøre statsadvokatens afgørelse om at standse undersøgelsen i sagen. Rigsadvokaten kritiserede statsadvokaten for ikke allerede i forbindelse med afgørelsen om påtaleopgivelse og påklagen heraf at have gjort sig klart om omgørelsesfristen fandt anvendelse i sagen.

  Ombudsmanden udtalte at han var enig med Rigsadvokaten i at omgørelsesfristen skulle anvendes, idet politibetjenten måtte betragtes som sigtet i sagen. Ombudsmanden kunne på den baggrund ikke kritisere at Rigsadvokaten ikke havde taget stilling til om han ville have anlagt en anden vurdering af skyldsspørgsmålet i sagen end statsadvokaten.

  Ombudsmanden udtalte endvidere at Rigsadvokaten generelt set i forbindelse med behandlingen af klager over påtaleopgivelser bør være opmærksom på påtalefristen og tilstræbe at afgøre sagerne inden for omgørelsesfristens udløb. Rigsadvokaten bør således i forbindelse med en indledende gennemgang af de indkomne klager ikke alene hæfte sig ved hvad statsadvokaten har anført om fristen, men også overveje om der eventuelt kan være begået fejl hos statsadvokaten i denne henseende. Ombudsmanden mente derfor at det havde været ønskeligt om Rigsadvokaten i forbindelse med klagen i den konkrete sag havde overvejet om omgørelsesfristen skulle anvendes, og havde vurderet om det var muligt at behandle sagen inden fristens udløb.

  (J.nr. 2004-3420-611).

I en sag om støjende og generende erhverv på en naboejendom klagede en borger til ombudsmanden over kommunens sagsbehandlingstid.  Inden kommunens behandling havde sagen haft et langvarigt forløb, først i amtet og senere i Hovedstadens Udviklingsråd. Fra kommunen begyndte at behandle sagen, og indtil kommunen traf afgørelse, gik der over 5 år og 3 måneder. I en periode på over 3 år skete der intet i sagen.

Gennem omtale i pressen blev ombudsmanden opmærksom på at Statsministeriet havde givet en bestemt avis aktindsigt i en tale som statsministeren skulle holde om EU. Avisen ville bringe talen som kronik samme dag som talen skulle holdes. Dagen før viste andre medier, bl.a. en anden avis, interesse for taledokumentet. Avisen bad om aftenen Statsministeriets pressechef om også at få aktindsigt i taledokumentet, men fik afslag med den begrundelse at den første avis allerede havde fået aktindsigt. Ombudsmanden tog sagen op af egen drift.

Ombudsmanden udtalte at en myndigheds interesse i at sikre at visse budskaber formidles på den mest effektive måde og opnår optimal gennemslagskraft ved at lade dem lancere som solohistorier, ikke i sig selv kan frakendes saglighed. Men dette hensyn kan ikke tillægges en så afgørende vægt over for det lovfæstede offentlighedsprincip og den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning at det i almindelighed vil kunne begrunde tilbageholdelse eller forsinket indsigt til andre.

Ombudsmanden udtalte at taledokumentet ved udlevering til den første avis mistede sin interne karakter, og at Statsministeriet herefter ikke kunne afslå at udlevere det til andre på grundlag af offentlighedslovens bestemmelser om interne dokumenter.

Da Statsministeriet samme dag som udleveringen af taledokumentet til den første avis fandt sted, var i kontakt med en række medier vedrørende talen, burde ministeriet efter ombudsmandens mening på eget initiativ have tilbudt disse medier indsigt i de samme oplysninger som den første avis havde fået.

Ombudsmanden udtalte desuden at en forvaltningsmyndighed, hvis den giver en journalist eller andre indsigt i et eller flere dokumenter og/eller afgiver oplysninger og denne ekspedition ikke fremgår af sagen, skal tage notat om det. Af notatet skal fremgå hvilke dokumenter eller oplysninger der er udleveret, til hvem eller under hvilke omstændigheder de er udleveret, tidspunktet for udleveringen og eventuelle vilkår eller klausuler der er aftalt eller forudsat ved udleveringen. Ved udlevering af dokumenter eller oplysninger som en myndighed afgiver som led i en solohistorie, vil det efter ombudsmandens opfattelse være ønskeligt at myndigheden i notatet yderligere angiver den eller de interesser som myndigheden har tillagt betydning ved beslutningen om udlevering. (J.nr. 2003-0322-401).

Kirkeministeriet fratog en sognepræst hvervet som begravelsesmyndighed og gav samtidig præsten en kraftig påtale for at have medvirket til at skabe tvivl om sin varetagelse af dette hverv. Det måtte trods nogen uklarhed lægges til grund at beslutningen ikke var en disciplinær reaktion omfattet af tjenestemandslovens regler om disciplinærforfølgning – som det oprindelig havde været Kirkeministeriets tanke – men en diskretionær (skønsmæssig) reaktion.

Ombudsmanden mente ikke der var hjemmel til at give påtalen idet en påtale som diskretionær reaktion forudsætter at den er fremadrettet, dvs. at den gives med henblik på at ændre den ansattes fremtidige adfærd.

Ombudsmanden mente endvidere at der var betydelig tvivl om hvorvidt der var et tilstrækkelig sikkert grundlag for afgørelsen om at fratage sognepræsten hvervet som begravelsesmyndighed.
Kirkeministeriet burde have partshørt sognepræsten da det stod klart at der ikke ville blive tale om en disciplinærsag, men om en diskretionær afgørelse. Desuden var reglerne om begrundelse tilsidesat.

Ombudsmanden udtalte at den uklarhed hvormed to breve fra Kirkeministeriet til sognepræsten var formuleret, var meget beklagelig på grund af de pågældende personaleretlige beslutningers alvorlige karakter.

Ombudsmanden henstillede at sagen blev genoptaget, og at der blev truffet en ny afgørelse i lyset af det ombudsmanden havde anført.

Ministeriet tog ombudsmandens udtalelse til efterretning og overlod det til biskoppen at beslutte hvornår hvervet som begravelsesmyndighed skulle føres tilbage til sognepræsten.

(J.nr. 2003-2993-812).

Det Sociale Ankenævn (SAN) havde stadfæstet K Kommunes (K's) afgørelse om A's pligt til tilbagebetaling af for meget modtaget boligstøtte for 1988. K havde fremsat sit krav over for A i juni måned 1991; men A havde allerede i januar 1989 underrettet K om ændringer i hendes lønindkomst for 1988 og frem og anmodet om at boligstøtten blev reguleret. Boligstøtten var herefter blevet nedsat for 1989.

Ombudsmanden udtalte at A efter det oplyste om hendes husstandsindkomst i 1988 umiddelbart havde pligt til at tilbagebetale for meget modtaget boligstøtte, og ombudsmanden var enig med SAN i at K's krav ikke kunne anses for forældet efter dansk rets almindelige regler om forældelse. Ombudsmanden fandt imidlertid ikke at der i den konkrete sag kunne bortses fra, at A efter sin henvendelse til K i januar 1989 havde fået det indtryk, at der med nedsættelsen af hendes boligydelse for 1989 også var taget hensyn til, at hun havde fået for meget i boligstøtte i 1988.

Ombudsmanden mente endvidere at det burde tillægges væsentlig betydning, at K først gjorde tilbagebetalingskravet gældende 2½ år efter udgangen af det år, tilbagebetalingskravet vedrørte. K havde herved handlet i strid med 2-års fristen i Boligstyrelsens vejledning af 22. oktober 1987 om individuel boligstøtte, og det uanset at kommunen siden november 1989, det vil sige 19 måneder før kravet blev rejst, var i besiddelse af alle nødvendige oplysninger. Sammenfattende var det ombudsmandens opfattelse at der var grund til at overveje, hvorvidt K's tilbagebetalingskrav måtte anses for bortfaldet efter en almindelig passivitetsbetragtning.

Ombudsmanden henstillede til SAN at tage sagen op til fornyet overvejelse. (J. nr. 1993-793-083).

A, som havde arvet efter sin søster - der havde boet i Tyskland - blev af de tyske myndigheder stillet over for et skattekrav, der havde påhvilet hendes søster.

A klagede bl.a. over, at Statsskattedirektoratet - nu Told- og Skattestyrelsen (TOS) - havde været over 2 år om at færdigbehandle sagen i forbindelse med kravet.

Herudover klagede A over, at TOS ikke tog udtrykkelig stilling til hendes klage, men alene formidlede de tyske myndigheders stillingtagen til A's indvendinger imod kravets eksistens. TOS's afsluttende skrivelse var vedlagt en skrivelse på tysk fra Bundesamt für Finanzen. Der var dog ikke vedlagt en oversættelse af skrivelsen.

Ombudsmanden udtalte, at det ved bedømmelsen af tidsforbruget måtte tages i betragtning, at de tyske myndigheder blev hørt, og at høringen foregik gennem Skattedepartementet. Ombudsmanden fandt det meget kritisabelt, at der gik 8 måneder, fra sagen reelt måtte anses for færdigoplyst, til TOS fremsendte svaret til A. Ombudsmanden fandt det endvidere beklageligt, at TOS ikke oplyste A om, hvorpå sagens behandling beroede.

Ombudsmanden fandt det beklageligt, at der ikke var truffet afgørelse i anledning af A's indsigelser imod de danske skattemyndigheders inddrivelse af kravet.

Det stemte efter ombudsmandens opfattelse bedst overens med principperne i forvaltningslovens § 7 og § 22, hvis TOS havde kontaktet A for at få afklaret, om hun kunne læse den tyske skrivelse og i benægtende fald havde tilbudt hjælp til oversættelse. Da ombudsmanden ikke tidligere havde haft anledning til at give udtryk for denne opfattelse, og idet TOS straks, da A bad om det, sendte hende en intern oversættelse, gav forholdet dog ikke grundlag for kritik. (J. nr. 1990-1508-220).

En journalist klagede til ombudsmanden over at udenrigsministeren havde afvist at give ham et interview om Irak-krigen.

Ombudsmanden måtte i første omgang forstå Udenrigsministeriet sådan at ministeriet ved sin beslutning om at give afslag på interview havde lagt vægt på 1) at det blev vurderet at udenrigsministeren ikke kunne have tillid til at hans udtalelser i forbindelse med et interview ville blive refereret loyalt i en efterfølgende artikel, og 2) frygt for at journalisten ville bruge et interview med ministeren som anledning til yderligere negativ og kritisk omtale af regeringens og ministerens håndtering af sagen.

Ombudsmanden udtalte i en foreløbig redegørelse at Udenrigsministeriet ikke kunne lægge vægt på disse hensyn. Ombudsmanden var derfor indstillet på at bede Udenrigsministeriet om at genoverveje anmodningen om et interview og denne gang tage stilling uden at inddrage de nævnte hensyn.

Senere oplyste Udenrigsministeriet at ministeriet ikke havde ønsket at gøre gældende at journalisten ikke ville citere udenrigsministeren korrekt, og at ministeriets afslag ikke var begrundet i risiko eller frygt for at journalisten vil bruge et interview med ministeren som anledning til yderligere negativ og kritisk omtale af regeringens håndtering af sagen.

Ombudsmanden kunne herefter ikke fastslå at beslutningen var baseret på usaglige hensyn, og han afsluttede sagen.

I den afsluttende udtalelse udtalte ombudsmanden at en beslutning om afslag på at give en journalist et konkret interview normalt ikke er en afgørelse i forvaltningslovens forstand.
(J.nr. 2006-3499-450).

En ungdomsskole udarbejdede en arbejdspladsvurdering der viste at der var alvorlige problemer med det psykiske arbejdsmiljø på skolen. Som arbejdsgiver indledte kommunen en undersøgelse af om der var grundlag for personaleretlige foranstaltninger over for ungdomsskoleinspektøren hvis ledelsesstil blev kritiseret.

Ungdomsskoleinspektøren fik indskærpet at hun ville blive indstillet til afskedigelse hvis ikke der skete væsentlige ændringer i ledelsesstilen.

På baggrund af resultatet af en spørgeskemaundersøgelse blandt de ansatte på ungdomsskolen blev ungdomsskoleinspektøren senere meddelt at hun ville blive indstillet til afskedigelse. Inden havde kommunen dog meddelt at hun kunne forhindre afskedigelsen ved selv at sige op. Afskedigelsen blev ikke gennemført da ungdomsskoleinspektøren efter eget forslag blev ansat i en konsulentstilling i kommunen. Denne stilling var uden ledelsesbeføjelser og tidsbegrænset således at den ophørte et år før hun ville være gået på pension.

Ombudsmanden udtalte at indskærpelsen havde karakter af en "diskretionær advarsel" som var en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Inspektøren skulle derfor have været partshørt i overensstemmelse med forvaltningslovens § 19 og ud fra den ulovbestemte retsgrundsætning om udvidet partshøring. God forvaltningsskik kunne også begrunde partshøring i denne forbindelse.

Ombudsmanden mente at ungdomsskoleinspektørens fratræden fra sin stilling og tiltrædelse af stillingen som konsulent i relation til oplysningsgrundlaget, herunder partshøring, burde have været betragtet som en sag om uansøgt afskedigelse. Kommunen burde således, inden den stillede inspektøren over for valget mellem om hun selv ville sige op eller blive indstillet til afskedigelse, have oplyst sagen tilstrækkeligt til at kunne vurdere om hun kunne afskediges uansøgt fra stillingen, herunder have foretaget partshøring.

Ombudsmanden kritiserede kommunens sagsbehandling på flere andre punkter, herunder manglende overholdelse af notatpligten, makulering af dokumenter og håndteringen af aktindsigtsbegæringer fra ungdomsskoleinspektøren. (J.nr. 2000-2770-801).

En dreng var efter et turbulent skoleforløb blevet placeret i et skolebehandlingstilbud på en specialskole hvor han trivedes godt. Kommunen besluttede efter nogen tid at tilbuddet til drengen skulle ændres så undervisningen skulle foregå på en anden specialskole. Forældrenes advokat klagede over afgørelsen til det sociale nævn og bad nævnet om at klagen blev tillagt opsættende virkning (således at kommunen skulle fortsætte med at betale for drengens skolegang på den første skole) indtil nævnet havde truffet afgørelse.

  Nævnet meddelte advokaten at det ikke havde kompetence til at tillægge klagen opsættende virkning, og henviste til kommunen, som imidlertid afviste at tillægge klagen opsættende virkning. Drengen kom derfor ikke i skole i perioden fra 1. maj til sommerferien.

  Herefter traf det sociale nævn afgørelse om at drengen skulle blive i sit skolebehandlingstilbud, og nævnet pålagde kommunen at genindskrive drengen i den oprindelige skole. Efterfølgende traf nævnet afgørelse om at kommunen med henvisning til § 72, stk. 1, i den sociale retssikkerhedslov burde have tillagt klagen opsættende virkning og altså burde have fortsat betalingen for drengens skolegang indtil nævnet havde truffet afgørelse.

  Ombudsmanden tog sagen op af egen drift og udtalte sig om forholdet mellem § 72, stk. 1, i den sociale retssikkerhedslov og den almindelige forvaltningsretlige retsgrundsætning om rekursinstansers adgang til at tage stilling til om klager skal have opsættende virkning.

   Ombudsmanden kritiserede nævnet for ikke i første omgang at have taget stilling til advokatens anmodning om at klagen blev tillagt opsættende virkning.

   Ombudsmanden kritiserede også kommunen på flere punkter, herunder at kommunen ikke oprindelig tillagde klagen opsættende virkning.

  (J.nr. 2005-2216-079).