Resume 

En far til en psykisk syg ung mand som havde begået selvmord, klagede til ombudsmanden over sagsbehandlingstiden i en klagesag hos Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Sønnen var i en periode på godt 2 år indlagt i alt 8 gange på en psykiatrisk afdeling, og patientklagen var rettet dels mod hospitalets læger, dels mod sygeplejerskerne på det bosted hvor den unge mand boede mellem indlæggelserne og ved sin død.

Patientklagenævnet modtog farens klage den 23. januar 2004. Den 19. april 2004 blev klagen antaget til behandling, og sagen blev herefter sendt til forundersøgelse i embedslægeinstitutionen som efter et års forløb returnerede sagen til Patientklagenævnet.

Den 19. november 2007 blev sagen behandlet på et møde i Patientklagenævnet.

Faren klagede den 2. januar 2009 til ombudsmanden over at sagen endnu ikke var afsluttet af Patientklagenævnet.

Efter en nærmere undersøgelse af sagen udtalte ombudsmanden den 22. oktober 2009 at Patientklagenævnets sagsbehandlingstid – på i alt 5½ år – langt oversteg det rimelige og acceptable; også selv om sagen var kompliceret. Ombudsmanden karakteriserede i udtalelsen sagsbehandlingstiden som overordentlig kritisabel. Ombudsmanden hæftede sig bl.a. ved at der gik mere end 1½ år fra det tidspunkt da sagen havde været behandlet på et møde i Patientklagenævnet, og indtil klageren modtog resultatet af mødet.  

Ombudsmanden konstaterede endvidere at Patientklagenævnet fire gange havde beklaget over for faren at sagen trak ud. Ombudsmanden udtalte imidlertid at beklagelserne – af nævnets løfter om hurtig sagsbehandling – fremstod uden indholdsmæssig værdi når man sammenholdt mængden af beklagelser og løfter med den tid der var gået fra nævnets første beklagelse (henholdsvis løfte), og indtil afgørelsen rent faktisk forelå. Ombudsmanden henviste til at dette på afgørende måde svækkede betydningen af Patientklagenævnets beklagelser.

(J.nr. 2009-0031-400).

En borger klagede over en kommunes sagsbehandlingstid, og over at afgørelsen manglede klagevejledning. Kommunen havde brugt knap 1½ år på at besvare borgerens klage uden undervejs at underrette borgeren om sagens forløb.

Ombudsmanden udtalte at en samlet sagsbehandlingstid på 1½ år måtte anses for meget beklagelig. Ombudsmanden anså det ligeledes for meget beklageligt at kommunen ikke havde besvaret borgerens rykkerskrivelse. Endvidere var det meget beklageligt at kommunen trods opfordring fra ombudsmanden ikke havde orienteret borgeren om at sagsbehandlingen trak ud. For så vidt angik den manglende klagevejledning, udtalte ombudsmanden at han ikke var kompetent til at behandle spørgsmålet da den tidligere ombudsmandslov, hvorefter ombudsmanden normalt ikke kunne behandle sager der ikke kunne indbringes for en statslig myndighed, skulle lægges til grund i sagen. (J.nr. 1998-0487-100).

Direktoratet for Kriminalforsorgen afslog at løslade en indsat på prøve efter udståelse af 2/3 af straffetiden. Den indsatte krævede afgørelsen indbragt for retten efter straffuldbyrdelseslovens § 112, nr. 6, og klagede efterfølgende til mig over at direktoratet ikke – godt halvanden måned efter at have modtaget hans begæring – havde forelagt prøveløsladelsessagen for retten.

Ombudsmanden undersøgte direktoratets sagsbehandlingstid fra den 28. juli 2006, hvor direktoratet modtog den indsattes begæring, til den 10. oktober 2006, hvor direktoratets redegørelse for prøveløsladelsessagen blev sendt til retten.

Efter straffuldbyrdelseslovens § 114, stk. 1, skal en sag som den foreliggende indbringes for retten ”uden unødigt ophold”. Ombudsmanden udtalte som sin opfattelse at forberedelsen af en sag der er begæret indbragt for retten efter lovens § 112, skal skride kontinuerligt frem, og at eventuelle brud på kontinui-teten – for at sagsbehandlingen kan leve op til kravet i lovens § 114, stk. 1 – skal kunne begrundes med henvisning til omstændigheder i den konkrete sag.

Ombudsmanden udtalte at direktoratets tidsforbrug – næsten 2½ måned – efter hans opfattelse rakte langt ud over hvad der kunne anses for rimeligt uanset hvilke konkrete omstændigheder der måtte være i sagen. Ombuds-manden mente derfor ikke at sagen havde været behandlet ”uden unødigt ophold”.
 (J.nr. 2006-3027-600) 

En borger havde bedt om aktindsigt i en borgmesters kalender for en bestemt periode. Kommunen afslog borgerens anmodning da kommunen mente at borgeren skulle præcisere hvilke konkrete aktiviteter mv. borgeren ønskede at få indsigt i. Kommunen afviste desuden borgerens ønske om at få aktindsigt i elektronisk form.

Ombudsmanden udtalte at borgmesterens kalender for en bestemt periode måtte betragtes som ét samlet dokument, og at borgeren derfor havde angivet det dokument han ønskede at få aktindsigt i. Ombudsmanden kritiserede derfor kommunens afslag på aktindsigt. Ombudsmanden udtalte desuden at det var en fejl at kommunen uden videre havde afvist borgerens ønske om at få elektronisk aktindsigt. Ombudsmanden mente at det fulgte af god forvaltningsskik at myndighederne gav aktindsigt i elektronisk form hvis det var ønsket af borgeren, hvis det ikke forsinkede aktindsigten, og hvis der ikke var konkrete omstændigheder der talte imod en elektronisk besvarelse. Kommunen burde derfor have foretaget en konkret vurdering af om der var forhold der kunne begrunde et afslag på elektronisk aktindsigt.

Ombudsmanden henstillede at kommunen genoptog sagen med henblik på at kommunen foretog en ny vurdering af anmodningen om aktindsigt, og at kommunen i den forbindelse foretog en konkret vurdering af spørgsmålet om elektronisk besvarelse af anmodningen om aktindsigt. 

(J.nr. 2008-2266-401).

Personalestyrelsen afslog en journalists ønske om aktindsigt i direktørkontrakter, som lå i en generel sag i styrelsen. Styrelsens begrundelse var at kontrakter i personalesager kunne undtages fra aktindsigt efter offentlighedslovens § 2, stk. 2 og 3, og at der ved afgørelsen af om der kunne gives aktindsigt i den generelle sag, måtte lægges afgørende vægt på de hensyn der lå bag bestemmelsen i § 2. Afslaget blev givet med henvisning til offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6. Efterfølgende gav 27 direktører aktindsigt i deres kontrakter.

Ombudsmanden udtalte at de bagvedliggende omstændigheder for resultatløn til direktører kunne undtages fra aktindsigt efter § 2. Til brug ved vurderingen af om afslag kunne gives efter § 13, stk. 1, nr. 6, burde Personalestyrelsen have indhentet en udtalelse fra de pågældende direktører. Da journalisten selv efterfølgende havde rettet henvendelse til direktørerne, foretog ombudsmanden sig ikke mere vedrørende dette spørgsmål.

Ombudsmanden henstillede at Personalestyrelsen genoptog sagen for så vidt angik de kontrakter som de pågældende direktører ikke havde givet indsigt i, med henblik på om der kunne gives indsigt i dele af kontrakterne.

Ombudsmanden kritiserede endvidere begrundelsen for afslaget og Personalestyrelsens manglende overholdelse af 10-dages-fristen i offentlighedslovens § 16, stk. 2.

I brev af 2. november 2004 meddelte Personalestyrelsen mig at styrelsen havde taget min udtalelse til efterretning og havde genoptaget sagen i overensstemmelse med henstillingen. I brev af 26. april 2005 orienterede styrelsen mig om at klager nu havde fået aktindsigt i de resterende direktørkontrakter i deres helhed. (J.nr. 2003-3629-801).

En journalist A anmodede Fiskeriministeriet (FM) om aktindsigt i bestemte dokumenter vedrørende Fiskerikontrollen (FK). Efter 2½ måned blev A's begæring delvist behandlet.

A klagede dels over den lange tid, der var medgået til behandlingen af aktindsigtsbegæringen, dels over at FM havde udeladt passager i de udleverede dokumenter.

FM begrundede den lange sagsbehandlingstid med, at det havde været nødvendigt at konsultere Justitsministeriet (JMT) samt med forskellige ressourcebetragtninger. De udeladte passager begrundede FM med kontrolhensyn.

Ombudsmanden redegjorde for de særlige hensyn, der kan begrunde en udsættelse af behandlingen af en begæring om aktindsigt. Det gav ikke ombudsmanden anledning til bemærkninger, at JMT blev konsulteret i sagen. FM kunne derimod ikke - under henvisning til dokumentmaterialets omfang, der var relativt beskedent - udsætte afgørelsen om aktindsigt. Heller ikke FM's henvisning til den almindelige prioritering af arbejdsopgaverne i ministeriet eller den presseomtale, og det heraf følgende behov for betjening af Folketinget, Fiskerikontrollen var genstand for, kunne begrunde sagsbehandlingstiden. Ombudsmanden fandt det således meget beklageligt, at FM anvendte 2½ måned til behandlingen af aktindsigtsbegæringen, herunder specielt, at der gik over 1 måned, fra høringen af Justitsministeriet fandt sted, til aktindsigtsbegæringen blev (delvis) imødekommet.

Efter en gennemgang af de udleverede dokumenter udtalte ombudsmanden, at han fandt det tvivlsomt, om alle de udeladte oplysninger var af en sådan karakter, at det var nødvendigt at hemmeligholde dem af hensyn til gennemførelsen af offentlig kontrol. Ombudsmanden henstillede, at FM gennemgik dokumenterne endnu engang. (J. nr. 1992-272-301).

En advokat klagede over at Miljøstyrelsen og Miljøministeriet havde afslået at give hans klient aktindsigt i en række oplysninger om en bestemt virksomheds eksport af røggasaffald til Tyskland. Myndighederne havde også afslået at give aktindsigt i oplysninger om godkendelser af eksport af røggasaffald til behandling hos en bestemt virksomhed i Tyskland.

Ombudsmanden udtalte at myndighederne ikke havde vurderet anmodningen om aktindsigt i overensstemmelse med de krav der fremgår af afvejningsreglen i § 2, stk. 3, i lov om aktindsigt i miljøoplysninger, og henstillede at Miljøministeriet genoptog behandlingen af sagen. Samtidig henstillede ombudsmanden at ministeriet i den forbindelse særligt overvejede om andre oplysninger end de oplysninger som myndighederne havde anset som miljøoplysninger, måtte være omfattet af begrebet som det er defineret i loven.

Ombudsmanden kritiserede endvidere Miljøministeriets sagsbehandling og sagsbehandlingstid i forbindelse med genoptagelse af sagen. Han henviste bl.a. til den absolutte svarfrist på to måneder i lov om aktindsigt i miljøoplysninger.
(J.nr. 2008-0635-101). 

Klik på linket til højre for at læse hele redegørelsen.

En journalist (A) klagede over at Trafikministeriet (TM) ikke havde besvaret hans anmodning om aktindsigt i en sag om Øresundsforbindelsen. Først 9 måneder efter fremsendelsen af A's aktindsigtsanmodning og næsten 5 måneder efter at ombudsmanden havde anmodet TM om en udtalelse i anledning af A's klage, gav TM A aktindsigt i en række dokumenter; men ikke i alle sagens dokumenter. I skrivelsen til A gav TM ingen begrundelse for afslaget på aktindsigt i sagens øvrige dokumenter.

Ombudsmanden udtalte at TM's sagsbehandlingstid var ganske uacceptabel, og han kritiserede TM blandt andet for at have undladt at begrunde afslaget på aktindsigt. Ombudsmanden henstillede til TM at genoptage behandlingen af sagen og træffe en ny afgørelse vedrørende A's anmodning om aktindsigt.

Ombudsmanden redegjorde endvidere for nogle generelle problemstillinger som sagen havde rejst, og udtalte som sin opfattelse at Generaldirektoratet for Statsbanerne (DSB) i sin helhed måtte anses for en selvstændig myndighed i forhold til TM. Brevveksling mellem TM og DSB var derfor ikke intern og dermed ikke omfattet af undtagelsesbestemmelsen i offentlighedslovens § 7, stk. 2.

Ombudsmanden udtalte endelig at han opfattede begrebet "regeringen" i offentlighedslovens § 10, nr. 1, som den danske regering, samt at brevveksling om lovgivning mellem DSB og ministerielle departementer (herunder TM's departement) kunne undtages fra aktindsigt efter offentlighedslovens § 10, nr. 2. Ombudsmanden lagde herved vægt på at DSB's funktion, ud over den driftsmæssige del, havde været at bistå ministeren i relation til Folketinget i lovgivningsanliggender m.v. Endvidere havde generaldirektøren haft direkte referat til ministeren. (J. nr. 1993-1043-501).

A klagede den 5. maj 1993 til mig over at Trafikministeriet endnu ikke havde svaret på hans anmodning om aktindsigt. A henledte samtidig min opmærksomhed på at der var "dukket nye dokumenter op i den sag", som han tidligere havde anmodet om aktindsigt i.

2 studerende A og B klagede over karakteren for en rapport til Handelshøjskolen i København. Ved behandlingen af klagen viste det sig, at store dele af rapporten var afskrift, og rektor besluttede herefter at afvise rapporten.

Ombudsmanden udtalte, at bekendtgørelsen om eksamensklager ikke fandt anvendelse, når eksaminanden havde overtrådt de gældende regler for aflæggelse af prøver. Ombudsmanden udtalte videre, at rektors beføjelser i henhold til universiteternes styrelseslov §§ 4 og 5 var en tilsynsbeføjelse og derfor ikke begrænset af forbudet mod reformatio in pejus (omgørelse til skade for klageren).

Ombudsmanden fandt, at begrundelsen for afvisning var mangelfuld, idet den ikke indeholdt en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen var truffet, og at fejlen ikke kunne betragtes som en rent formel fejl.

Endvidere burde rektor have betragtet A's og B's anmodning om møde i sagen som en begæring efter forvaltningslovens § 21. Under hensyn til at A senere fik lejlighed til at uddybe sine synspunkter i forhold til Undervisningsministeriet, fandt ombudsmanden ikke, at fejlen havde påvirket afgørelsens gyldighed. (J. nr. 1992-99-712).

I forbindelse med Justitsministeriets (JMT's) behandling af A's afskedigelsessag havde A anmodet Finansministeriet (FM) om aktindsigt i den sag, hvori JMT efter tjenestemandslovens § 31, stk. 3, havde anmodet FM om en udtalelse om, hvorvidt A kunne afskediges på grund af helbredsbetinget utjenstdygtighed.

Ombudsmanden udtalte, at FM's sag ikke kunne anses for en afgørelsessag, og at der derfor skulle tages stilling til A's aktindsigtsanmodning efter offentlighedsloven (og ikke forvaltningsloven).

Ombudsmanden kritiserede, at FM normalt indhentede den udstedende læges samtykke til at meddele aktindsigt i lægeerklæringer og fandt det heller ikke holdbart, hvis FM rutinemæssigt indhentede en (uforbindende) udtalelse fra lægen. Ombudsmanden redegjorde herved for den ganske snævre adgang til efter offentlighedslovens § 4, stk. 2, jf. § 13, stk. 1, nr. 6, at undtage lægeerklæringer fra aktindsigt. Ombudsmanden kritiserede også, at FM's delvise afslag på aktindsigt ikke var begrundet. Han henstillede, at FM genoptog sagen og meddelte A en fyldestgørende begrundelse og i denne forbindelse overvejede bestemmelserne i offentlighedslovens § 8, nr. 2, om "§ 6-notater", og § 11, stk. 1, om ekstrahering, samt spørgsmålet om, hvorvidt FM's lægekyndige konsulent kan anses for en del af FM. Ombudsmanden kritiserede videre, at FM ikke havde meddelt A "løbende aktindsigt" i dokumenter, modtaget af FM efter besvarelsen af A's aktindsigtsanmodning, og ikke havde meddelt A aktindsigt i "journaldokumenter", jf. offentlighedslovens § 5, stk. 1, nr. 2, samt havde tilsidesat 10-dagesfristen i offentlighedslovens § 16, stk. 2

Endelig kritiserede ombudsmanden, at en medarbejder i FM havde fremsat, og JMT til A havde viderebragt en udtalelse om, at A's genansættelsessag risikerede at blive forsinket på grund af A's klage til ombudsmanden. (J. nr. 1989-1715-20).

Socialministeriets bekendtgørelse nr. 848 af 11. december 1986 om betaling for ophold i daginstitutioner mv. for børn (betalingsbekendtgørelsen) foreskriver, at såfremt de indtægtsoplysninger, der ligger til grund for den oprindelige afgørelse om bevilling af (delvis) friplads, senere ændrer sig i opadgående retning, kan den heraf følgende ændring i betalingsvilkårene have virkning allerede fra tidspunktet for ændringerne i indtægtsforholdene (og ikke f.eks. fra det senere tidspunkt, hvor myndighederne bliver opmærksomme herpå). Derimod indeholder bekendgørelsen ikke udtrykkelig hjemmel til at lade en nedsættelse af betalingen som følge af indtægtsnedgang have virkning fra et tidligere tidspunkt end tidspunktet for ansøgningen om en sådan nedsættelse.

I den foreliggende sag var der ved den oprindelige ansøgning om friplads taget forbehold om senere at korrigere indtægtsoplysningerne. Dette forbehold var velbegrundet, idet det på tidspunktet for den oprindelige ansøgning ikke var muligt at angive den præcise indtægt for det kommende år.

Ombudsmanden udtalte, at betalingsbekendtgørelsen ikke kan antages at tage sigte på et tilfælde som det foreliggende; bekendtgørelsen må antages at sigte på det forhold, at der fremkommer en helt ny ansøgning med nye økonomiske oplysninger, hvorom der ikke tidligere er taget forbehold. I hvert fald under de i sagen foreliggende omstændigheder - hvor kommunen i øvrigt havde et vist medansvar for, at de endelige økomomiske oplysninger først blev meddelt på et ret sent tidspunkt - var det ombudsmandens opfattelse, at de endelige økomomiske oplysninger burde danne grundlag for afgørelsen om delvis friplads allerede fra tidspunktet for den oprindelige ansøgning herom. (J. nr. 1992-40-060).

En klasselærer havde mistanke om vold mod et barn og dets yngre søskende og underrettede derfor kommunen. Ombudsmanden kritiserer kommunen for ikke straks at indgive politianmeldelse. Kommunen burde også have fortalt statsforvaltningen om den påstående vold idet den var sket under samvær.

 

Et selskab der var omfattet af en indslusningsordning til frivillig acontoskat havde på grund af en fejlregistrering ikke modtaget giroindbetalingskort fra Told- og Skattestyrelsen for indkomståret 1995. Selskabet søgte derfor i 1996 om tilladelse til efterfølgende at betale acontoskat hvilket Told- og Skattestyrelsen afslog. Selskabet rejste herefter et erstatningskrav over for Told- og Skattestyrelsen. Erstatningskravet blev afvist.

Ombudsmanden udtalte at Told- og Skattestyrelsen burde have udsendt giroindbetalingskort til selskabet til brug for frivillige indbetalinger af acontoskat for indkomståret 1995. Ombudsmanden kritiserede også myndighedernes sagsbehandling, herunder sagsbehandlingstiden, og fremsatte nogle generelle bemærkninger om offentlige myndigheders vejledningspligt. (J.nr. 1999-1524-217).

En advokat klagede for to statsløse palæstinensere og parrets børn over sagsbehandlingstiden i Flygtningenævnet. Advokaten klagede endvidere over at han endnu ikke havde fået svar fra Flygtningenævnet på sin anmodning om at blive beskikket som advokat for sine klienter.

Ombudsmanden udtalte at det var beklageligt at Flygtningenævnets behandling af sagen havde taget så lang tid. Endvidere fandt ombudsmanden det beklageligt at Flygtningenævnet ikke havde underrettet advokaten om hvad sagen beroede på, eller oplyst hvornår afgørelsen kunne forventes at foreligge. Det var i denne forbindelse særligt beklageligt at Flygtningenævnet ikke havde besvaret to rykkerskrivelser.

Ombudsmanden gjorde Flygtningenævnet bekendt med sin opfattelse, men fandt i øvrigt ikke - da begge breve nu var besvaret, og da Flygtningenævnet samtidig havde beklaget den manglende besvarelse - anledning til at foretage sig mere vedrørende dette spørgsmål. (J.nr. 1996-235-600).

En advokat klagede på vegne af en kroatisk asylansøger over Direktoratet for Udlændinges og Flygtningenævnets sagsbehandling. Advokaten henviste bl.a. til at nævnet uden videre havde accepteret direktoratets to tilbagekaldelser af sagen til fornyet behandling. Dette mente advokaten var kritisabelt, dels fordi advokaten herved var blevet afskåret fra over for nævnet at argumentere mod en eventuel udsættelse af sagens afgørelse, dels fordi nævnet ved tilbagesendelsen havde undladt at realitetsbehandle sagen.

Direktoratet henviste til at nye baggrundsoplysninger fra Udenrigsministeriet medførte, at direktoratet overvejede om der var grundlag for en ændret vurdering af sagen. Den seneste tilbagekaldelse skete for at direktoratet kunne vurdere om asylansøgeren kunne falde ind under § 15 i lov om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien mv.

Ombudsmanden kritiserede at nævnet tilbagesendte sagen til direktoratet uden at foretage en konkret vurdering af nødvendigheden af en fornyet førsteinstansbehandling.

Ombudsmanden udtalte endvidere at direktoratet burde havde afklaret spørgsmålet om, hvorvidt § 15 kunne finde anvendelse i forbindelse med afgørelsen af selve asylspørgsmålet. (J. nr. 1994-2544-641).

En borger klagede til Naturklagenævnet over at en kommune havde givet ham afslag på en ansøgning om at måtte bo hele året i et sommerhus. Naturklagenævnet gik i gang med at behandle sagen. Efter godt et år meddelte Naturklagenævnet borgeren at nævnet ikke ville tage stilling til sagen fordi nævnet havde fået klagen en dag efter udløbet af klagefristen.

Naturklagenævnet havde ikke foretaget partshøring, og efterfølgende gjorde borgeren flere indsigelser mod afvisningen af klagen. To gange afkrævede Naturklagenævnet borgeren et klagegebyr for at tage stilling til hans indsigelser som nævnet betragtede som anmodninger om genoptagelse af sagen.

Ombudsmanden mente at det var meget beklageligt at nævnet først efter mere end år efter modtagelsen af klagen havde taget stilling til om den var indkommet rettidigt. Ombudsmanden kritiserede at nævnet ikke havde partshørt borgeren før nævnet afviste klagen og efterfølgende fastholdt afvisningen. Ombudsmanden mente endelig at Naturklagenævnet ikke havde hjemmel i den dagældende bekendtgørelse til at opkræve klagegebyr for at tage stilling til borgerens indsigelser. Om Naturklagenævnets gebyropkrævning efter en senere bekendtgørelse henvises til ombudsmandens j.nr. 2005-3841-109, optaget i denne beretning som sag nr. 8-4 efter denne sag.
(J.nr. 2004-4007-109). 

En advokat klagede over Indenrigsministeriets sagsbehandlingstid i forbindelse med ministeriets behandling af hans klage over Udlændingestyrelsens afslag på en ansøgning om identitetsændring for 3 børn. Advokaten klagede også over at ministeriet ikke havde besvaret hans breve.

Fra advokatens første henvendelse til ministeriet gik der mere end 11 måneder før man bad ham præcisere klagen. Ministeriet havde ikke bekræftet modtagelsen af klagen eller oplyst hvornår svar kunne forventes. Ministeriet besvarede det første rykkerbrev 8 måneder efter modtagelsen.

Ombudsmanden udtalte at Indenrigsministeriet på et langt tidligere tidspunkt burde have bedt advokaten om at præcisere klagen. Ombudsmanden udtalte endvidere, med henvisning til Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 4. juni 1997 til samtlige ministerier og styrelser og Justitsministeriets vejledning til forvaltningsloven (1986), at Indenrigsministeriet burde have bekræftet modtagelsen af sagen over for advokaten og have oplyst om hvorfor sagen trak ud, og hvornår en afgørelse kunne forventes. Indenrigsministeriet burde også på et langt tidligere tidspunkt have besvaret advokatens rykkerbreve.

Sammenfattende mente ombudsmanden at Indenrigsministeriets sagsbehandling var meget kritisabel. Ombudsmanden henstillede til ministeriet at fremskynde en endelig besvarelse i sagen mest muligt. (J.nr. 1999-3780-600).

Et ægtepar bad om indsigt i Wambergudvalgets mødereferater. Udvalget afslog begæringen, og ægteparret klagede til Justitsministeriet. Sagen kom i Justitsministeriet til at dreje sig om ministeriets kompetence over for Wambergudvalget.

Ombudsmanden videresendte i flere tilfælde breve fra ægteparret om Justitsministeriets sagsbehandlingstid til besvarelse i ministeriet og satte senere en nærmere undersøgelse af Justitsministeriets sagsbehandlingstid i gang. Ministeriet afsluttede sin behandling af sagen samtidig med at ministeriet afgav udtalelse til ombudsmanden om sagsbehandlingstiden. Sagen havde på dette tidspunkt været behandlet i ministeriet i mere end to år.

Som sagen forelå oplyst for ombudsmanden, udgjorde et notat fra ministeriets lovafdeling grundlaget for ministeriets afgørelse. Ombudsmanden kritiserede at der gik over et halvt år fra lovafdelingen havde skrevet notatet, og til ministeriet traf afgørelse.

Ombudsmanden mente endvidere at det var meget beklageligt at Justitsministeriet ikke i fornødent omfang havde underrettet klagerne om hvorfor sagen trak ud. Forholdet var det at Justitsministeriet ikke i noget tilfælde overholdt de frister for behandlingen af sagen som ministeriet selv i syv tilfælde oplyste til ægteparret eller på eget initiativ fulgte de overtrådte frister op med nye frister. Ombudsmanden henviste til at angivelsen af en frist for sagens færdigbehandling ikke giver nogen mening medmindre fristen overholdes eller myndigheden selv på det tidspunkt da det må forudses at tidsplanen ikke kan holdes, følger den overtrådte frist op med en ny frist.

Ombudsmanden mente endelig at det var meget beklageligt at Justitsministeriet under sagens behandling i fire tilfælde ikke havde besvaret ægteparrets rykkere.

På trods af den meget mangelfulde sagsbehandling i den foreliggende sag mente ombudsmanden ikke der var grundlag for at starte en generel undersøgelse af det pågældende kontors sagsbehandling(stider). Ombudsmanden gik ud fra at der var tale om et enkeltstående tilfælde af så mangelfuld sagsbehandling, og at forløbet af den foreliggende sag gav ministeriet anledning til at overveje om der var behov for en opstramning af sagsbehandlingsrutiner mv. i det pågældende kontor. (J.nr. 2001-1626-600).

Tre familiemedlemmer søgte Justitsministeriet om arven efter en tante. Ansøgningen blev indsendt af en advokat. Arven stod til at tilfalde staten fordi der ikke var nogen familiemedlemmer som automatisk var arveberettigede.

Ministeriet bad advokaten om selv at sørge for at der blev foretaget en afhøring i skifteretten af ansøgerne og eventuelle uvildige vidner om afdødes ønsker om sine ejendele. Skifteretten afslog imidlertid at foretage afhøringer i sagen, men foreslog at advokaten selv talte med familiemedlemmerne og skrev en rapport. Advokaten spurgte Justitsministeriet om ministeriet var enig i den fremgangsmåde. Da han ikke fik svar, talte han med familiemedlemmerne og sendte Justitsministeriet sin rapport om samtalerne. Senere rykkede advokaten og skifteretten mange gange Justitsministeriet, men advokaten hørte først fra ministeriet 17 måneder senere. Justitsministeriets samlede sagsbehandlingstid var på over 25 måneder. Over for ombudsmanden beklagede Justitsministeriet den lange sagsbehandlingstid og navnlig at rykkerbrevene ikke var blevet besvaret.

Ombudsmanden var enig i at ministeriets sagsbehandlingstid havde været særdeles kritisabel. Ombudsmanden tilsluttede sig ministeriets beklagelse af at de mange rykkerbreve ikke var blevet besvaret. Ombudsmanden mente også at ministeriet selv burde have oplyst advokaten om at sagen trak ud. 
(J.nr. 2008-0384-600).

 

Klik på linket til højre for at læse hele redegørelsen.

En mand klagede over at kommunen ikke havde efterlevet en afgørelse fra det sociale nævn i en sag om boligsikring. Det sociale nævn havde hjemvist sagen til fornyet behandling hos kommunen.

Da manden henvendte sig til ombudsmanden, var der gået 1 år og 5 måneder uden at kommunen havde foretaget sig noget i sagen.

Over for ombudsmanden beklagede kommunen den lange sagsbehandlingstid og forklarede at sagsbehandlingstiden skyldtes sagsbehandlerskift og langtidssygemelding. Ombudsmanden mente ikke at sagsbehandlerskift og langtidssygemelding kunne være en acceptabel forklaring på sagsbehandlingstiden.

Ombudsmanden mente det var meget kritisabelt at kommunen i en periode på 1 år og 5 måneder ikke havde foretaget sig noget i sagen. Ombudsmanden mente også det var meget beklageligt at kommunen ikke havde underrettet manden om at sagen trak ud, og hvornår kommunen forventede at afslutte sagen.

Ombudsmanden henstillede at kommunen overvejede om den skulle fastsætte en målsætning for sagsbehandlingstiden i denne type af sager.

(J.nr. 2009-1729-000).

A klagede den 12. februar 1993 over den tid der indtil da var medgået til behandlingen af hans revalideringssag. A, der led af astma og bronkitis, havde ved en henvendelse til det lokale socialcenter i K Kommune fået rejst en revalideringssag den 29. november 1989. Socialcentret havde i april måned 1990 videresendt A's ansøgning til K Kommunes centrale forvaltning. Efter det oplyste var der imidlertid ikke foretaget ekspeditioner i sagen efter den 19. august 1990. Den centrale forvaltning begrundede dette med at den ikke havde opfattet indberetningen fra socialcentret som en ansøgning. Sagen havde derfor henligget uekspederet i 2 år og 8 måneder. Ombudsmanden fandt dette særdeles kritisabelt, og han henstillede at der snarest blev truffet en afgørelse i sagen.

Under sagens behandling blev det oplyst at den centrale forvaltning i K Kommune i forbindelse med en decentralisering i 1991 af behandlingen af kommunens børnerevalideringssager ikke havde bevaret aktstykker i det centrale arkiv og at akterne i A's sag tilsyneladende var bortkommet. Ombudsmanden fandt i den forbindelse anledning til at præcisere reglerne om kassation af arkivalier. (J. nr. 1993-395-052).

En kvinde klagede over en kommunes sagsbehandlingstid i forbindelse med kommunens genvurdering af hendes førtidspensionssag. Kvinden klagede i juli 1996 over kommunens afslag på at tilkende hende mellemste førtidspension. Først i februar 2000 meddelte det sociale nævn at klagen over kommunens afgørelse nu var modtaget i nævnet.

Ombudsmanden anså den samlede sagsbehandlingstid på mere end 3 år og 6 måneder, fra kommunen modtog kvindens klage til det sociale nævn kunne behandle sagen, for overordentlig kritisabel. Ombudsmanden understregede at en klageprocedure hvorefter klagen skal indgives til den myndighed der har truffet afgørelse i sagen, forudsætter at sagerne bliver videresendt. Derfor betegnede ombudsmanden det som et alvorligt angreb på borgernes retssikkerhed hvis en klageordning kan gøres illusorisk ved at klager over afgørelser der bliver indgivet i overensstemmelse med den fastsatte klageprocedure, aldrig eller kun med meget betydelig forsinkelse videreekspederes til klagemyndigheden.

Ombudsmanden mente også det var meget kritisabelt at kvinden ikke blev underrettet tilstrækkeligt om hvorfor sagen ikke blev afsluttet, og om hvornår afgørelsen kunne forventes at foreligge. Ligeledes var det utilfredsstillende at kommunen anvendte 1½ måned på at besvare en rykker.

På baggrund af sagen bad ombudsmanden kommunen redegøre for hvilken sagsstyring der var etableret i kommunen, og for om kommunen havde en egentlig restancekontrol. Ombudsmanden bad endelig om underretning om resultatet af de overvejelser kommunen gjorde sig om at indføre fælles retningslinier for den lokale sagsbehandling af klagesager. (J.nr. 1999-2708-000).

En grundejer klagede den 11. marts 2000 over at Otterup Kommune ikke havde besvaret hans ansøgning af 26. september 1998 om tilladelse til opstilling af en vindmølle. Kommunen svarede først endeligt den 3. maj 2000.

Ombudsmanden udtalte at kommunens sagsbehandling havde været meget kritisabel. Selv om sagen afventede behandlingen af en nabos ansøgning, burde kommunen have undersøgt hvor langt denne sag var nået, og hvornår den blev afsluttet. I øvrigt kunne ansøgningerne med fordel have været behandlet under ét.

Kommunen burde desuden have søgt at undgå forsinkelser i sagsbehandlingen som følge af personaleudskiftninger og sygdom.

Endvidere burde kommunen på et tidligere tidspunkt have orienteret grundejeren om at sagens behandling blev forsinket, og om hvornår svar kunne forventes. (J.nr. 2000-0897-100).

En borger klagede over en kommunes sagsbehandlingstid.

Borgeren rettede første gang henvendelse til kommunen i 1998, og kommunen afsluttede endeligt sagen i 2004. Sagen kunne dog ikke karakteriseres som ét sammenhængende forløb. Kommunen traf således to delafgørelser i sagen i 1998 og 1999. Sagen blev herudover behandlet i amtet i en periode på ca. otte måneder efterfulgt af en periode på ca. 11 måneder hvor sagen indgik i en generel sag hos kommunen, hvor den ikke blev behandlet som en konkret klagesag. Sagen blev igen behandlet som en konkret klagesag fra 2001 til 2004.

Ombudsmanden udtalte at kommunens sagsbehandlingstid i perioderne hvor sagen blev behandlet i kommunen som en konkret klagesag, måtte anses for meget beklagelig. Ombudsmanden anså det ligeledes for beklageligt at kommunen ikke havde besvaret borgerens rykkerskrivelser, og at kommunen ikke løbende orienterede borgeren om sagens forløb. (J.nr. 2004-1551-100).

I en sag om ægtefællesammenføring klagede en advokat på vegne af ansøgeren til ombudsmanden over sagsbehandlingstiden i Integrationsministeriet. Fra ministeriet modtog advokatens klage, og indtil ministeriet traf afgørelse i sagen, gik der lidt mere end 24 måneder.

Efter ombudsmandens opfattelse var den samlede sagsbehandlingstid alt for lang. Dette var meget beklageligt - også henset til at ansøgeren under hele forløbet havde opholdt sig i en flygtningelejr. Ombudsmanden kritiserede endvidere at ministeriet ikke underrettede advokaten om at sagen ikke kunne afsluttes inden for den frist ministeriet havde udmeldt, og at ministeriet ikke besvarede en rykker fra advokaten.
(J.nr. 2006-1701-600).

A klagede over den tid der indtil da var gået med Landsskatterettens (LSR's) og en told- og skatteregions (TSR's) behandling af sager om indkomstansættelser, der havde sammenhæng med en skattestraffesag. A klagede endvidere over at hun ikke havde fået svar på en anmodning om aktindsigt i skattestraffesagen, og over at hun ville komme til at betale et betydeligt beløb i morarenter på grund af skattemyndighedernes langvarige behandling af sagen.

Ombudsmanden kritiserede at LSR ikke havde underrettet A om, at sagens behandling trak ud, på det tidspunkt da det måtte stå klart for retten, at den bebudede (længste) sagsbehandlingstid ikke kunne overholdes, samt at LSR var 1 år og 4 måneder om at træffe beslutning om, at sagen om indkomstansættelserne skulle stilles i bero på udfaldet af skattestraffesagen.

Ombudsmanden kritiserede endvidere at TSR indtil da havde været ca. 14 måneder om at træffe afgørelsen om eventuelt at rejse tiltale i skattestraffesagen, og at regionen først efter at klagen var indgivet til ombudsmanden, underrettede A om, at der verserede en skattestraffesag. Ombudsmanden kritiserede videre TSR for ikke at have orienteret A om at sagens behandling trak ud. Endelig kritiserede ombudsmanden TSR for ikke straks ved modtagelsen af A's anmodning om aktindsigt at have taget stilling til den.

Ombudsmanden henviste A til at ansøge om hel eller delvis eftergivelse af eventuelt pålagte morarenter med henvisning til den måde som sagen havde været behandlet på. (J. nr. 1994-830-200).

A klagede over Told- og Skattestyrelsens (TOS) afgørelse, hvorved TOS ikke fandt anledning til at kritisere en lønindeholdelse foretaget for K Kommune for A's skatterestance, idet A bl.a. bestred skatteopgørelsernes rigtighed og gjorde gældende, at der burde være sket partshøring af ham, inden TOS traf afgørelse. A klagede endvidere over, at lønindeholdelsen var iværksat uden samtidig underretning af A, ligesom A klagede over TOS's sagsbehandlingstid.

Ombudsmanden udtalte, at TOS burde have forelagt A nogle skatteopgørelser, som ikke kunne antages at være A bekendt, forinden TOS traf afgørelse, jf. forvaltningslovens § 19.

Endvidere udtalte ombudsmanden, at det fulgte af almindelige regler om god forvaltningsskik, at den skattemyndighed, der havde foranlediget lønindeholdelse, samtidig burde have givet A underretning herom.

Ombudsmanden henstillede desuden, at A fra K Kommune fik tilsendt en sammenhængende og udførlig redegørelse for A's samlede mellemværende med skattemyndighederne for en bestemt periode.

Endelig fandt ombudsmanden det særdeles kritisabelt, at TOS undlod at underrette A om, hvorpå sagen beroede, at TOS ikke straks besvarede nogle rykkerskrivelser fra A, samt at rykkerskrivelser fra ombudsmanden heller ikke blev besvaret straks. (J. nr. 1990-987-222 og 1990-1412-222).

En landmand søgte i december 2007 om miljøgodkendelse til udvidelse af kvægbestanden. I juni 2008 var behandlingen af ansøgningen endnu ikke begyndt, og sagen blev omtalt i pressen. Herefter gik ombudsmanden af egen drift ind i sagen.

Kommunen oplyste at der i forbindelse med kommunesammenlægningen og en ny husdyrlov var oprettet en venteliste, og at sagerne ville blive behandlet i rækkefølge efter ansøgningstidspunkt. Kommunens miljøafdeling havde rekrutteringsproblemer, og sagen kunne derfor først forventes behandlet færdig i oktober 2009.

Ombudsmanden udtalte at det var kommunens ansvar at forvaltningen var forsvarligt bemandet. Det var meget beklageligt at sagen – der drejede sig om ansøgerens levevej – ikke kunne behandles tidligere. Ombudsmanden henstillede at kommunen søgte at fremme sagen mest muligt.
(J.nr. 2008-2133-100).

Klik på linket til højre for at læse hele redegørelsen.

En advokat klagede til ombudsmanden over Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations sagsbehandlingstid i forbindelse med genoptagelse af en sag om humanitær opholdstilladelse.

Ombudsmanden undersøgte sagen og mente at sagsbehandlingen, herunder sagsbehandlingstiden, havde været meget kritisabel.

Den samlede sagsbehandlingstid var 2 år og 9 måneder – et tidsforløb ombudsmanden efter gennemgangen af sagen mente var helt urimelig langt.

I en periode på 9½ måned havde ministeriet ladet sagen ligge. Først meget sent i sagsforløbet tog ministeriet initiativ til at undersøge mulighederne for at ansøgeren, der var syg, kunne blive behandlet i hjemlandet. Ministeriets undersøgelser heraf havde et yderst begrænset omfang, og bortset fra lidt over 2 måneder i alt afhang sagsbehandlingstiden udelukkende af ministeriet selv.

Ministeriet var endvidere meget længe om at tage stilling til om genoptagelsesanmodningen kunne tillægges opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen.

Ministeriet havde endelig ikke besvaret en række rykkerbreve, ikke givet underretning om at sagen trak ud, eller om grunden til at sagen ikke kunne behandles færdig. (J.nr. 2003-4500-600).

En advokat bad på vegne af sine klienter ministeriet om at genoptage en sag om opholdstilladelse. Advokaten rettede gentagne gange henvendelse til ministeriet og erindrede om sagen. Ombudsmanden kritiserede at sagen – bortset fra et enkelt telefonopkald til advokatens kontor – lå uekspederet i ca. 16 måneder, at ministeriet ikke besvarede advokatens rykkere, og at ministeriet heller ikke gav ham underretning om at sagen trak ud eller orienterede ham om hvorfor sagen ikke blev færdigbehandlet. Ombudsmanden modtog efterfølgende oplysning fra ministeriet om at anmodninger om genoptagelse i sager af den foreliggende art nu som udgangspunkt skal behandles inden en måned. (J.nr. 2003-2989-643).

En advokat klagede på vegne af en virksomhed over Naturklagenævnets sagsbehandlingstid i to sager om indvinding af råstoffer. Den ene sag havde Naturklagenævnet modtaget den 1. juli 2004, og den anden sag måtte nævnet anses for at have modtaget med et brev af 22. september 2004.

Naturklagenævnet oplyste i december 2004 at man forventede at træffe afgørelse i januar/februar 2005. I september 2005 oplyste nævnet at der ikke var indledt nogen reel behandling af sagerne, men at de nu ville blive opprioriteret. Naturklagenævnet afsluttede de to sager henholdsvis den 20. september 2006 og den 20. december 2006.

Ombudsmanden kritiserede at Naturklagenævnet ikke af sig selv havde givet advokaten meddelelse om at sagsbehandlingen var blevet forsinket. Han kritiserede også at nævnet ikke havde reageret på et rykkerbrev fra advokaten og et brev hvor advokaten henstillede at nævnet tog stilling til den videre behandling af sagerne.

Naturklagenævnet havde oplyst over for ombudsmanden at nævnet ikke havde en fast praksis for orientering af klagere i sager hvor der ikke var foretaget ekspeditioner i en given periode. Ombudsmanden henstillede at nævnet ændrede denne praksis.
(J.nr. 2006-1949-100).

En indsat havde fået tilladelse til udgang fra fængslet, med ledsagelse af to fængselsbetjente, til at besøge sin mormor på hospitalet. Dagen efter bestemte Direktoratet for Kriminalforsorgen at en efterfølgende anmodning fra politiet om også at deltage i udgangen skulle imødekommes.

Ved ankomsten til hospitalet fik den indsatte efter ønske fra politiet håndjern på. Da politiet også mente at han skulle have håndjern på under selve sygebesøget, ønskede han ikke at gennemføre det, men søgte senere om en ny udgang til sygebesøg. Mormoderen døde imidlertid inden der blev truffet afgørelse i denne sag der blev behandlet sammen med en verserende sag om regelmæssig udgang.

Ombudsmanden var ikke enig med Direktoratet for Kriminalforsorgen i at direktoratet var afskåret fra at afvise politiets anmodning om at deltage i udgangen, eller at der ved imødekommelsen af politiets anmodning ikke var tale om en ændring af direktoratets afgørelse. Denne ændring måtte endvidere betragtes som en skærpelse af afgørelsen.

Ombudsmanden henstillede til direktoratet i samarbejde med politiet at finde en løsning således at der ikke i fremtiden, under selve udgangen, opstår uheldige situationer vedrørende anvendelse af håndjern som i den konkrete sag. Ombudsmanden mente endvidere at direktoratet burde have udskilt den nye ansøgning om udgang til sygebesøg fra udgangssagen og hastebehandlet ansøgningen. Det var også uheldigt at direktoratet ved behandlingen af den nye ansøgning tillagde det betydning, at den indsatte kunne have valgt at gennemføre besøget med håndjern på.

Ombudsmanden kritiserede politiets beslutning om anvendelse af håndjern ved ankomsten til hospitalet. Det var ikke godtgjort at der på dette tidspunkt forelå det fornødne grundlag for en ændret vurdering af den konkrete flugtrisiko og dermed for behovet for anvendelse af håndjern. (J. nr. 1994-1913-600).

Sag henlagt ved en fejl

I over 3 år var en sag om børnebidrag henlagt i statsforvaltningen. Dybt beklageligt, udtaler ombudsmanden om forløbet.

En journalist (A) klagede over den tid der indtil da var medgået til Trafikministeriets (TM's) behandling af hans anmodninger om aktindsigt i en sag om Øresundsforbindelsen.

Efter klagen til ombudsmanden meddelte TM A aktindsigt i sagens journalkort samt i flere af sagens dokumenter. TM henviste samtidig A til på ny at rette henvendelse til TM såfremt han måtte mangle yderligere dokumenter fra sagen. TM var henholdsvis 6 og 4 måneder om at besvare A's aktindsigtsanmodninger.

Ombudsmanden udtalte at TM's sagsbehandlingstid ved besvarelserne af A's aktindsigtsanmodninger var klart uacceptable. Ombudsmanden udtalte videre at han anså det for beklageligt, at TM havde afsluttet behandlingen af aktindsigtsanmodningerne som anført og overladt det til A at forsøge at identificere de yderligere dokumenter i sagen, som han ikke måtte have fået aktindsigt i. Ombudsmanden præciserede at ved anmodninger om aktindsigt i en sag påhviler det efter offentlighedslovens bestemmelser vedkommende myndighed at gennemgå samtlige sagens akter og for hvert dokument afgøre, om der kan meddeles aktindsigt. Efter sin gennemgang af sagen fandt ombudsmanden endelig at TM ikke ved besvarelsen af aktindsigtsanmodningen havde været opmærksom på en konkret brevveksling mellem TM og Finansministeriet, som A specielt havde bedt om aktindsigt i. Ombudsmanden henstillede til TM at genoptage behandlingen af denne del af aktindsigtsbegæringen. (J. nr. 1993-2015-500).

En indsat i et statsfængsel klagede den 23. januar 2005 over Direktoratet for Kriminalforsorgens sagsbehandlingstid i forbindelse med en henvendelse til direktoratet den 27. februar 2004.

Den 11. marts 2005 traf direktoratet afgørelse i sagen. I det år som forløb til behandlingen af sagen, blev der givet 12 meddelelser fra Direktoratet for Kriminalforsorgen til den pågældende om den forventede resterende sagsbehandlingstid. I samtlige meddelelser var restsagsbehandlingstiden angivet som få uger.

Ombudsmanden udtalte at han samlet set mente at direktoratets sagsbehandling i den foreliggende sag havde været meget kritisabel. Ombudsmanden lagde herved vægt på at direktoratet igen og igen stillede restbehandlingstider i udsigt over for klageren som direktoratet ikke overholdt, og at der ikke konsekvent blev fulgt op på de tilfælde hvor de lovede sagsbehandlingstider ikke kunne overholdes. Ombudsmanden bemærkede i den forbindelse at han tidligere havde udtalt at en myndighed i de tilfælde hvor en bebudet sagsbehandlingstid ikke kan overholdes, skal give den pågældende underretning herom allerede på det tidspunkt da det må stå klart for myndigheden at den bebudede sagsbehandlingstid ikke kan overholdes. Ombudsmanden bemærkede at han fra andre sager fra direktoratet var stødt på lignende tilfælde.

Ombudsmanden henstillede til Direktoratet for Kriminalforsorgen at undergive spørgsmålet om direktoratets sagsbehandlingstider – særligt spørgsmålet om underretning af klagere og spørgsmålet om besvarelse af rykkere – en samlet overvejelse. Ombudsmanden meddelte samtidig direktoratet at en løsning af spørgsmålet efter hans opfattelse var påtrængende, og at der efter hans opfattelse burde sættes – eventuelt foreløbige – initiativer i værk så vidt muligt omgående.

Specielt om besvarelsen af to konkrete rykkere fra henholdsvis den indsatte og retshjælpen – som tillige havde klaget på den indsattes vegne – udtalte ombudsmanden at det var beklageligt at rykkerne ikke blev besvaret snarest muligt. Ombudsmanden bemærkede i den forbindelse at det i betragtning af sagens samlede forløb på det pågældende tidspunkt ikke fritog direktoratet for at besvare rykkerne at direktoratet forud for rykkerne havde oplyst en forventet sagsbehandlingstid der lå ud over rykkertidspunktet.

Ombudsmanden modtog efterfølgende underretning fra direktoratet om at direktoratet – efter ombudsmandens henstilling – havde påbegyndt en nøjere granskning og revision af det pågældende kontors sagsbehandling som helhed. Direktoratet angav i den forbindelse en række konkrete initiativer som direktoratet påtænkte at iværksætte.

(J.nr. 2005-2877-600)

En ung mand søgte den 21. september 2004 Erstatningsnævnet om erstatning efter at han havde været udsat for vold. Den 28. juni 2005 traf nævnet afgørelse i sagen. Ud af en samlet sagsbehandlingstid på over 9 måneder lå sagen stille i 7½ måned før nævnet tog fat på at ekspedere den. Nævnet underrettede ikke manden om hvorfor den sagsbehandlingstid på mellem 2 og 6 måneder som han var blevet lovet fra starten, ikke kunne overholdes. Nævnet svarede heller ikke på rykkerbreve sendt i februar og april 2005 eller på telefoniske rykkere.

  Ombudsmanden mente samlet set at sagsbehandlingen, herunder sagsbehandlingstiden, i Erstatningsnævnet havde været meget beklagelig.

  Han mente i den forbindelse at det var kritisabelt at nævnet over for en politimester havde oplyst at klageren var blevet orienteret om at sagen var sendt videre til politiet, når det ikke var tilfældet. Det var også kritisabelt at klageren var blevet orienteret om at fremtidige ansøgninger burde sendes til politiet, når det heller ikke var tilfældet.

  Ombudsmanden henstillede til nævnet at overveje om det ville medføre en mere effektiv sagsbehandling hvis der straks blev foretaget en indledende undersøgelse (visitation) af alle sager der modtages i nævnet. Ombudsmanden henstillede også til nævnet at overveje om det på en hensigtsmæssig måde kunne gøre ansøgere opmærksom på hvilket materiale og hvilke blanketter der utvivlsomt var brug for i forbindelse med sagsbehandlingen. (J.nr. 2005-1832-600).

A klagede over den tid, der indtil da var medgået til Told- og Skattestyrelsens (TOS) besvarelse af hans anmodning om aktindsigt.

A havde i august 1988 anmodet Skatteministeriet, Departementet (SKM) om aktindsigt. SKM oversendte først skrivelsen til Statsskattedirektoratet (SSD) i august 1989. Skrivelsen sås ikke at være indjournaliseret i SSD. I februar 1990 erindrede A SKM om sagen. SKM oversendte skrivelsen til SSD som en anmodning om sagens fremskyndelse. A's erindringsskrivelse blev indjournaliseret i SSD, men bortkom senere. Først efter henvendelse fra ombudsmandens kontor imødekom Told- og Skattestyrelsen (TOS) A's begæring om aktindsigt og traf samtidig afgørelse i sagen.

Ombudsmanden (FO) konstaterede, at sagen havde været 2 år og 8 måneder under behandling, og at afgørelse først var blevet truffet efter henvendelse fra FO's kontor. FO fandt, at SKM's og TOS's behandling af sagen havde været helt uantagelig. Da det blev konstateret, at der var begået fejl, burde SKM have truffet foranstaltninger med henblik på at sikre, at A snarest modtog en besvarelse. FO anmodede TOS om at oplyse årsagen til, at der ikke ved styrelsens restancekontrol, blev konstateret, at der i en sag var en ubesvaret skrivelse. FO fandt det uforståeligt, at hans høringsskrivelse til SKM ikke førte til, at aktindsigtsbegæringen straks blev besvaret. FO fandt det beklageligt, at der i strid med forvaltningslovens § 11, stk. 1, blev truffet afgørelse om sagens realitet samtidig med, at der blev meddelt aktindsigt. FO gik ud fra, at SKM og TOS på baggrund af sagen overvejede, om der måtte være behov for ændring eller præcisering af sagsgange i ministeriet/styrelsen. (J. nr. 1990-1601-220).

A klagede dels over den tid, der medgik i Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen (TOS), til besvarelse af A's henvendelser, dels over ministeriets sagsbehandling.

Ombudsmanden udtalte, at en samlet sagsbehandlingstid på 25-26 måneder var åbenbart urimelig, og at det var yderst kritisabelt, at der ikke blev foretaget ekspedition af nogen art i sagen i de første lidt mere end 15½ måned. Ombudsmanden fandt det uheldigt, at TOS senere under sagens behandling først næsten 5 måneder efter modtagelsen af en henvendelse fra A iværksatte en høringsprocedure. Ombudsmanden fandt, at TOS af egen drift burde have underrettet A om, at behandlingen af sagen trak ud, og fandt det meget kritisabelt, at TOS ikke besvarede en rykkerskrivelse fra A.

Ombudsmanden udtalte, at det var beklageligt, at en anmodning om aktindsigt først blev besvaret mere end 10 dage efter dens modtagelse, uden at A blev underrettet om grunden dertil samt om, hvornår afgørelsen kunne forventes at foreligge.

Ombudsmanden fandt, at TOS på et langt tidligere tidspunkt burde have vejledt A om rette afgørelsesmyndighed.

Ombudsmanden anmodede om underretning om TOS's overvejelser om, hvorvidt der var behov for i almindelighed i styrelsen at indskærpe almindeligt gældende sagsbehandlingsrutiner. (J. nr. 1993-479-200).

A ansøgte i september/oktober 1990 K Kommune om eftergivelse af hans personlige skatterestancer for indkomstårene 1980-1990. Efter at have rykket kommunen for svar modtog A en afgørelse af 19. juni 1992 for indkomstårene 1985 og 1986. Ved fornyet kontakt til kommunen blev det aftalt, at kommunen genoptog sagen for så vidt angik nogle uerholdelige restancer. Efter at A igen havde rykket kommunen for svar, og efter at A havde indgivet klage til ombudsmanden, traf kommunen afgørelse den 23. juli 1993 vedrørende indkomstårene 1982, 1983, 1984 og 1985.

Ombudsmanden bemærkede, at kommunen ved de meddelte afgørelser ikke havde taget fuldt ud stilling til A's ansøgning, og at sagens behandling derfor endnu ikke var afsluttet. Ombudsmanden kritiserede sagsbehandlingstiden, der havde varet mere end 3 år, og han fandt det endvidere beklageligt, at Told- og Skattestyrelsen (TOS) ikke havde kritiseret eller fremsat bemærkninger til den del af sagsbehandlingstiden, der lå forud for primo januar 1993.

Ombudsmanden kritiserede kommunen for ikke at have besvaret A's rykkerskrivelser og for ikke at have underrettet A, da behandlingen af sagen trak ud. TOS havde ikke påtalt disse forhold over for kommunen, hvilket ombudsmanden fandt beklageligt. Endvidere kritiserede ombudsmanden kommunen for ikke at have opfyldt sin notatpligt efter offentlighedslovens § 6, stk. 1, og beklagede, at TOS ikke havde påtalt dette forhold over for kommunen. Endelig fandt ombudsmanden det beklageligt, at en af kommunens afgørelser fremtrådte, som om den var truffet af "Statsskattedirektoratet".

Ombudsmanden henstillede til TOS at foranledige, at der snarest blev truffet afgørelse for de indkomstår, der var omfattet af A's ansøgning, og som der ikke var taget stilling til ved de meddelte afgørelser. (J. nr. 1993-1441-200).

Ombudsmanden mente det var særdeles kritisabelt at et statsfængsel var mere end to år og to måneder om at træffe afgørelse i en sag, og at statsfængslet ikke i denne periode holdt klageren underrettet om sagens behandling. Fængslet havde i løbet af de to år og to måneder modtaget fire rykkere fra klageren og adskillige henvendelser og rykkere fra Direktoratet for Kriminalforsorgen. 

Henset til den tid som statsfængslet allerede havde brugt på at besvare klagen, mente ombudsmanden endvidere det var meget kritisabelt at der gik næsten syv måneder før fængslet besvarede Direktoratet for Kriminalforsorgens anmodning om en udtalelse i anledning af en klage. 

Ombudsmanden var endvidere enig med Direktoratet for Kriminalforsorgen i at den samlede sagsbehandlingstid i direktoratet var beklagelig.

Ombudsmanden bemærkede at en række af de frister som direktoratet havde tilkendegivet over for klageren, forekom noget automatiserede idet de ved en efterfølgende kontrol med udgangspunkt i sagens omstændigheder ikke fremstod som realistiske. Ombudsmanden mente dog ikke der var grundlag for at formulere en egentlig kritik heraf.

Ombudsmanden udtalte sig endelig om en myndigheds mulighed for at træffe afgørelse i en sag uden at afvente den indklagede myndigheds udtalelse. (J.nr. 2003-0324- 600). 

A klagede i juli 1990 over, at hun endnu ikke havde fået svar i en sag vedrørende kommunal inddrivelse af restskat. Sagen var af ombudsmanden i december 1989 oversendt til Statsskattedirektoratet (nu Told- og Skattestyrelsen) til videre foranstaltning.

Ombudsmanden udtalte, at Skatteministeriet - efter at ministeriet fra A havde modtaget en henvendelse, der fremstod som et ønske om henstand med tvangsinddrivelse af restskat - burde have foranlediget, at A blev vejledt om sine muligheder for at søge om henstand med skattebetalingen.

Samtidig udtalte ombudsmanden, at han - henset til at behandlingen af A's klagesag tog ca. et år - fandt det kritisabelt, at A kun en enkelt gang blev orienteret om, at der kunne gå nogen tid, inden afgørelse i sagen kunne foreligge.

Ombudsmanden fandt det endvidere kritisabelt, at A's rykkerskrivelser ikke blev besvaret med det samme.

Endelig udtalte ombudsmanden, at han fandt det særdeles kritisabelt, at A's begæring til Statsskattedirektoratet om aktindsigt først blev besvaret efter 8 måneder. (J. nr. 1990-1052-222).

I 1992 fik A en tidsbegrænset opholds- og arbejdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2 (samliv med herboende). Tilladelsen blev senest forlænget til den 28. februar 1994. Den 10. maj 1994 klagede A til ombudsmanden over den tid der indtil da var medgået til Direktoratet for Udlændinges (DfU's) behandling af A's ansøgning af 3. februar 1994 om forlængelse af hendes opholds- og arbejdstilladelse. Den 11. maj 1994 modtog A sin opholds- og arbejdstilladelse.

Efter DfU's praksis kunne A få en tidsubegrænset opholdstilladelse den 30. april 1994, og direktoratet ville først udstede en ny opholdstilladelse på dette tidspunkt. A's sag lå imidlertid klar til afgørelse allerede den 3. februar 1994. A ville således være uden opholdstilladelse i en periode.

Ombudsmanden fandt det kritisabelt at DfU i de sager hvor der ikke var behov for yderligere oplysningsskridt, undlod at give tilladelsen, før ansøgeren havde krav på en tidsubegrænset opholds- og arbejdstilladelse. Ombudsmanden bemærkede at det kunne være forbundet med en ikke uvæsentlig gene, f.eks. vedrørende ferierejser og jobsøgning, ikke i en periode at have en egentlig opholds- og arbejdstilladelse. (J. nr. 1994-1124-600).

A klagede for B og hans ægtefælle C over den tid, der var medgået til Direktoratet for Udlændinges (D.f.U) behandling af B's ansøgning om opholdstilladelse på grundlag af hans ægteskab med C, der boede hér i landet. Til behandlingen af B's ansøgning medgik der ca. 10 måneder, hvoraf ansøgningen i ca. 9 måneder henlå hos rigspolitichefen, med henblik på en nærmere undersøgelse af B's og C's familieforhold, uden at der blev foretaget ekspeditioner i sagen. D.f.U. underrettede først efter knap 8 måneder på ny A om, hvorpå sagens behandling beroede. D.f.U. undlod endvidere at besvare A's rykkerskrivelser.

Ombudsmanden udtalte, at en så langvarig sagsbehandlingstid i forhold til B og C var klart urimelig. Ombudsmanden fandt det bl.a. beklageligt, at der i ca. 9 måneder - mens sagen henlå hos rigspolitichefen - ikke var foretaget ekspeditioner i sagen.

Under henvisning til Justitsministeriets vejledning om forvaltningslovens pkt. 206 og 208 fandt ombudsmanden det beklageligt, at Direktoratet for Udlændinge ikke under sagens langvarige forløb orienterede sagens parter om, hvorpå sagen beroede. Ombudsmanden fandt det endvidere kritisabelt, at A's rykkerskrivelser ikke blev besvaret med det samme af Direktoratet for Udlændinge.

Endelig fandt ombudsmanden det kritisabelt, at Direktoratet for Udlændinge ikke besvarede A's begæringer om aktindsigt inden 10 dage efter modtagelsen af begæringerne, jf. bestemmelsen i forvaltningslovens § 16, stk. 2. (J. nr. 1990-975-613).

En tamilsk asylansøger A klagede over den tid der var medgået til Flygtningenævnets (FN's) behandling af hans sag, herunder at FN's koordinationsudvalg senest havde besluttet at sætte behandlingen af bl.a. A's sag i bero på indgåelse af en aftale mellem den danske og srilankanske regering om tilbagesendelse af srilankanske statsborgere til hjemlandet under betryggende forhold.

Ombudsmanden udtalte at udgangspunktet i en situation som den foreliggende måtte være, at FN måtte træffe afgørelse i sagen på grundlag af de indhentede oplysninger om forholdene i A's hjemland. Hvis der herefter blev meddelt A asyl, og forholdene i hans hjemland efterfølgende bedredes, ville en inddragelse af opholdstilladelsen medføre at bestemmelserne i udlændingelovens § 19, jf. § 26, kunne komme på tale. Efter ombudsmandens opfattelse var det kun i de situationer hvor en væsentlig bedring af forholdene i asylansøgerens hjemland syntes umiddelbart forestående, og hvor det således måtte forekomme formalistisk at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 for kort tid efter at inddrage den, at det ville være foreneligt med bestemmelserne i udlændingelovens §§ 7, 19 og 26 at afvente en sådan udvikling i asylansøgerens hjemland i en kortere periode. I modsat fald ville udlændingens retskrav på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 og den retsbeskyttelse af flygtninge der har fundet udtryk i udlændingelovens § 19, herunder 3 (2) årsgrænsen for inddragelse af opholdstilladelse, og i § 26, ikke blive respekteret.

Ombudsmanden lagde i udtalelsen til grund at det ved beslutningen om at sætte bl.a. A's sag i bero, måtte henstå som usikkert, om og i givet fald hvornår en aftale mellem den danske regering og den srilankanske regering om tilbagesendelse af de tamilske asylansøgere under betryggende forhold ville kunne indgås. Ombudsmanden fandt det på den baggrund kritisabelt at FN havde besluttet at udsætte sagernes behandling på indgåelse af den pågældende aftale. (J. nr. 1994-1178-600).

En journalist (A) klagede over den tid der var medgået til Undervisningsministeriets (UM's) behandling af hans anmodning om aktindsigt i en konkret sag. I UM's svar til A henviste ministeriet blandt andet til at der på grund af efterårsferie først kunne tages endelig stilling til A's anmodning efter den 25. oktober.

Ombudsmanden kritiserede at UM var knapt 6 uger om at tage stilling til aktindsigtsanmodningen. Endvidere tilkendegav ombudsmanden at ferie ikke kan begrunde udsættelse med en afgørelse om aktindsigt, samt at UM ikke burde have anvendt 12 dage til at forsøge at kontakte A telefonisk med henblik på en afklaring af begæringens omfang.

Ombudsmanden kritiserede videre at UM ikke havde gjort notat om, at UM under en telefonsamtale med A havde oplyst at svar på aktindsigtsanmodningen først kunne forventes efter 10-dages fristen i offentlighedslovens § 16 og om årsagen hertil. Endelig fandt ombudsmanden det uheldigt at UM sidst i svaret til A havde anført, at UM "dog samtidig (vil) beklage, at vi ikke i perioden hørte fra Dem trods gentagne forsøg på at kontakte Dem". Formuleringen indeholdt efter ombudsmandens opfattelse en bebrejdelse og lagde ansvaret for en del af forsinkelsen over på A, hvad der ikke var holdepunkter for. (J. nr. 1993-2557-700).

I en sag om støjende og generende erhverv på en naboejendom klagede en borger til ombudsmanden over kommunens sagsbehandlingstid.  Inden kommunens behandling havde sagen haft et langvarigt forløb, først i amtet og senere i Hovedstadens Udviklingsråd. Fra kommunen begyndte at behandle sagen, og indtil kommunen traf afgørelse, gik der over 5 år og 3 måneder. I en periode på over 3 år skete der intet i sagen.

Landsskatteretten modtog den 23. april 1992 en klage fra en kvinde over Skatteankenævnets afgørelse af 7. februar 1992 om ansættelse for indkomståret 1985. Den 3. januar 1995 klagede kvinden til ombudsmanden over den tid der indtil da var gået i Landsskatteretten til behandlingen af hendes klage.

Ombudsmanden udtalte at han ud over at måtte kritisere de enkelte sagsbehandlingsperioder, måtte anse den samlede sagsbehandlingstid i Landsskatteretten for særdeles kritisabel.

Ombudsmanden kritiserede endvidere Landsskatteretten for ikke at have forholdt sig i overensstemmelse med de regler om god forvaltningsskik der er indeholdt i pkt. 206 og 207 i Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven.

Ombudsmanden anmodede Landsskatteretten om underretning om hvorvidt sagen gav retten anledning til iværksættelse af foranstaltninger der kunne forebygge lignende tilfælde.

Landsskatteretten oplyste senere ombudsmanden om de foranstaltninger der var iværksat.

Ombudsmanden meddelte Landsskatteretten at han havde taget det oplyste til efterretning, og at han herefter ikke foretog sig videre. (J. nr. 1995-13-200).

En mand klagede til Landsskatteretten over såvel skatteansættelsen for hans anpartsselskab som hans egen skatteansættelse. Landsskatteretten havde ved modtagelsen af mandens klager oplyst at sagsbehandlingstiden var 9-15 måneder. Efter modtagelsen af det sidste materiale fra de underordnede myndigheder lå sagerne hos Landsskatteretten i 1 år og 2 måneder uden at Landsskatteretten foretog sig noget. På mandens foranledning blev der holdt et møde om sagerne, men efter at Landsskatteretten havde modtaget mandens bemærkninger til mødereferatet, lå sagerne igen uekspederede hen i Landsskatteretten. Da der var gået yderligere 1 år og 1 måned, rykkede manden Landsskatteretten for svar. Under en telefonsamtale med manden i forlængelse af rykkeren beklagede Landsskatteretten den lange sagsbehandlingstid og oplyste at sagerne ville blive fremskyndet. Der skete fortsat ikke noget i sagerne, og manden rykkede igen for svar. På dette tidspunkt havde sagerne været under behandling i Landsskatteretten i henholdsvis 3 år og 10 måneder og 3 år og 6 måneder.

Da manden til sidst henvendte sig til ombudsmanden, havde sagerne været under behandling i Landsskatteretten i mere end 4 år og var endnu ikke afsluttede.
Landsskatteretten beklagede meget den lange sagsbehandlingstid over for ombudsmanden  og beklagede også at manden siden mødet ikke regelmæssigt var blevet orienteret om sagsbehandlingen.

Ombudsmanden mente det var overordentlig kritisabelt at Landsskatterettens behandling af sagen efter mere end 4 år ikke var afsluttet, og at Landsskatteretten i hele forløbet havde undladt at underrette manden om at sagernes behandling trak ud, og hvad årsagen var til det.  

Ombudsmanden kritiserede også at Landsskatteretten ikke havde lavet notat om en telefonsamtale som ifølge Landsskatteretten havde fundet sted på baggrund af en af mandens rykkere. (J.nr. 2007-3804-200).

 

Klik på linket til højre for at læse hele redegørelsen.

En landmand ansøgte i 2004 om udvidelse af et biogasanlæg. Seks år senere havde kommunen stadig ikke behandlet ansøgningen færdig. Ombudsmanden kritiserer sagsforløbet, blandt andet burde kommunen have behandlet spørgsmålene om VVM-pligten og selve miljøgodkendelsen sideløbende.

En advokat klagede over et statsamts sagsbehandlingstid.

Statsamtet havde indtil da brugt over 2 år på at behandle en sag uden løbende at orientere advokaten om sagens forløb.

Ombudsmanden udtalte at den lange sagsbehandlingstid var beklagelig.

Ombudsmanden mente det var beklageligt at statsamtet trods opfordring fra ombudsmanden ikke havde orienteret advokaten om at sagsbehandlingen trak ud.

Endvidere burde statsamtet have anset advokaten for repræsentant for en part i sagen.

  (J.nr. 2005-4327-400).

En husejer klagede over at en statsforvaltning ikke havde svaret på en ansøgning om fritagelse for at betale omkostninger ved en skelforretning. Ansøgningen var indgivet i september 2006 til det daværende statsamt.

Statsforvaltningen overtog sagen den 1. januar 2007 i forbindelse med kommunalreformen. Ansøgeren rykkede flere gange for svar, men først efter at ombudsmanden i december 2007 gik ind i sagen, traf statsforvaltningen afgørelse. Sagen havde fejlagtigt været henlagt på arkiv.

Ombudsmanden udtalte at behandlingen af sagen havde været meget kritisabel. Sagens overgang fra statsamtet til statsforvaltningen burde have været sket på en sådan måde at sagen var blevet opfanget i erindringssystemet. Desuden burde statsforvaltningen ikke have udtalt sig til ansøgeren om sagens stade uden at undersøge dette nærmere. Herudover blandede statsforvaltningen sagen sammen med en anden sag. Ombudsmanden karakteriserede sagsbehandlingen som både lemfældig og sjusket.

Endvidere burde statsforvaltningen have svaret på ansøgerens rykker, og rykkeren burde have givet anledning til at sagen blev eftersøgt. Endelig kritiserede ombudsmanden at statsforvaltningens udtalelser til ham var mangelfulde.
(J.nr. 2007-4138-100).

Klik på linket til højre for at læse hele redegørelsen.

En ansat i sundhedssektoren der havde været indklaget for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, klagede til ombudsmanden over nævnets sagsbehandlingstid.

Ombudsmanden udtalte at en samlet sagsbehandlingstid på næsten 20 måneder var kritisabel.

Under henvisning til ombudsmandens tidligere undersøgelse af 60 sager fra Sundhedsvæsenets Patientklagenævn bad ombudsmanden om nærmere oplysninger om sagsbehandlingstiderne i Patientklagenævnet og om hvorvidt nævnet havde indført procedurer til sikring af at sagsbehandlingstiden i sager der krævede indhentelse af udtalelser fra flere af hinanden uafhængige sagkyndige, ikke blev unødigt forlænget.

Ombudsmanden kritiserede at Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ikke havde handlet i overensstemmelse med pkt. 206 og 207 i Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven (1986). I den forbindelse bad ombudsmanden Patientklagenævnet om nærmere oplysninger om den procedure for underretning af sagsparter som nævnet efter det oplyste havde indført på baggrund af ombudsmandens undersøgelse af 60 sager fra nævnet, og om hvornår proceduren var blevet iværksat. (J.nr. 2004-1255-400).

En kvinde havde den 19. december 2003 klaget til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn over behandlingen af hendes afdøde mand. Hun klagede den 26. februar 2006 til ombudsmanden over Patientklagenævnets sagsbehandlingstid.

  Ombudsmanden afgav udtalelse i sagen den 24. oktober 2006. Nævnet havde på det tidspunkt endnu ikke truffet afgørelse i sagen.

  Ombudsmanden udtalte at en foreløbig sagsbehandlingstid på 34 måneder var meget kritisabel. Ombudsmanden henstillede at sagens afgørelse blev fremskyndet mest muligt.

  Ombudsmanden kritiserede endvidere Patientklagenævnets håndtering af embedslægens manglende fremsendelse af forundersøgelsen, herunder nævnets erindrings-/rykkerprocedure. Ombudsmanden udtalte at det er nævnets ansvar at påse at udtalelser mv. modtages af nævnet på et sådant tidspunkt at det er muligt at behandle sagen inden for rimelig tid. I den forbindelse bad ombudsmanden Patientklagenævnet om nærmere oplysninger om bl.a. nævnets rykkerprocedure.

  Ombudsmanden udtalte endvidere at det var kritisabelt at Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ikke havde forholdt sig i overensstemmelse med pkt. 206, 207 og 208 i Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven (1986).

  Ombudsmanden havde i forbindelse med opfølgningen på en tidligere sag vedrørende Patientklagenævnets sagsbehandlingstid fået nærmere oplysninger om den procedure om underretning af sagsparter som nævnet havde indført på baggrund af ombudsmandens undersøgelse af 60 sager fra Patientklagenævnet. Opfølgningen er optrykt i beretningen for 2005, side 616.

  Den foreliggende sag rejste efter ombudsmandens opfattelse spørgsmål om effektiviteten af den underretningsprocedure som nævnet havde indført, herunder nævnets erindringssystem. Ombudsmanden bad på denne baggrund om oplysning om baggrunden for at underretningsproceduren i den foreliggende sag ikke havde virket. Endvidere bad ombudsmanden om at få oplyst om nævnet bl.a. på baggrund af denne sag ville overveje at tage nævnets procedure til underretning af sagsparter op til revision.

  Endelig gav sagen anledning til at ombudsmanden med henvisning til ombudsmandslovens § 17, stk. 1, iværksætte en selvstændig undersøgelse af behandlingen af sagen hos en embedslægeinstitution.

  (J.nr. 2006-0697-423).

Af avisartikler fra marts 1999 fremgik det at der var månedlang ventetid på flere af de københavnske socialcentre. På den baggrund bad ombudsmanden af egen drift borgmester Winnie Larsen-Jensen, Københavns Kommune, om at oplyse hvad der fra hendes side blev gjort i sagen.

Ombudsmanden skrev herefter med borgmester Winnie Larsen-Jensen om sagen. Bl.a. sendte borgmesteren ombudsmanden en nærmere redegørelse for sagsrestancerne på de københavnske socialcentre. Sideløbende modtog ombudsmanden et ikke ubetydeligt antal klager fra borgere i Københavns Kommune over sagsbehandlingstiden på de københavnske socialcentre.

På baggrund af de konkrete klagesager og Københavns Kommunes egne restanceopgørelser tegnede der sig et billede af restancesituationen på de københavnske socialcentre som gav ombudsmanden anledning til alvorlig bekymring.

Fra dagspressen blev ombudsmanden bekendt med at Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune i budgettet for 2001 afsatte en pulje på 20 mio. kr. til opnormeringer i kommunens lokalcentre.

Uanset denne oplysning besluttede ombudsmanden at underrette Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune, socialministeren, indenrigsministeren, Folketingets Retsudvalg, Folketingets Socialudvalg og Folketingets Kommunaludvalg om sagen, og ombudsmanden bad Borgerrepræsentationen, socialministeren og indenrigsministeren om underretning om hvad de eventuelt foretog sig i sagen. (J.nr. 1999-0907-000).

En indsat i Statsfængslet i Horsens klagede over Direktoratet for Kriminalforsorgens sagsbehandlingstider i forbindelse med en række konkrete klager. Klagerne var indgivet på forskellige tidspunkter og afgjort ved et samlet brev fra direktoratet.

Ombudsmanden udtalte i syv tilfælde at han var enig med direktoratet i at sagsbehandlingstiden/sagsbehandlingen havde været henholdsvis beklagelig eller kritisabel. I yderligere et tilfælde udtalte ombudsmanden at han var enig med direktoratet i at sagen kunne og burde have været ekspederet på et tidligere tidspunkt.

Ombudsmanden udtalte desuden at han samlet set mente direktoratets sagsbehandlingstid havde været særdeles kritisabel. Ombudsmanden lagde herved dels vægt på direktoratets tilkendegivelser i forbindelse med en sag som ombudsmanden tidligere havde behandlet vedrørende den pågældende, dels på antallet af sager hvori sagsbehandlingstiden havde været for lang, og på sagsbehandlingstidernes længde. Desuden tillagde ombudsmanden det betydning at direktoratet i flere tilfælde ikke overholdt de frister som direktoratet selv havde stillet den pågældende i udsigt.

Ombudsmanden bemærkede at det undertiden kan være mest hensynsfuldt over for en part som har flere samtidigt verserende sager, allerede på et tidligt tidspunkt i sagsbehandlingen at adskille behandlingen af sagerne således at sager som kan afsluttes væsentligt tidligere end andre, ikke unødigt kommer til at afvente andre sager som må forventes at trække længere ud. (j.nr. 2000-0292-600 og 2000-0293-600).

En person skrev den 30. september 2005 til justitsministeren om en sag hvor en forsvarsadvokat havde udleveret dokumenter der indeholdt identitetsoplysninger på et anonymt vidne, til sin klient. I brevet blev ministeren opfordret til at gå ind i sagen. Afsenderen rykkede efterfølgende flere gange både telefonisk og skriftligt ministeriet for svar. Den 20. februar 2006 klagede den pågældende til ombudsmanden over ministeriets sagsbehandlingstid.

  Justitsministeriet besvarede henvendelsen den 14. marts 2006. I brevet beklagede ministeriet den sene besvarelse.

  Ombudsmanden tilsluttede sig Justitsministeriets beklagelse. Ombudsmanden var i øvrigt enig med ministeriets i at besvarelsen ikke var en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

  Ombudsmanden udtalte at der også i sager hvor der ikke træffes afgørelse i forvaltningslovens forstand, gælder visse krav til myndighedens sagsbehandling. Ombudsmanden udtalte endvidere at det havde været bedst stemmende med principperne om god forvaltningsskik om ministeriet havde anerkendt modtagelsen af henvendelsen da det blev klart at en endelig besvarelse ikke ville kunne ske inden for en rimelig tid. Det havde endvidere været i overensstemmelse med god forvaltningsskik at ministeriet i forbindelse hermed havde oplyst hvornår ministeriet forventede at kunne besvare henvendelsen. Ministeriet burde endvidere have besvaret de skriftlige rykkere.

    (J.nr. 2006-0639-600).

TV-journalist (A) klagede over, at en journalist fra et dagblad (B) havde fået meddelt aktindsigt hos Told- og Skattestyrelsen i noget nærmere angivet materiale 3 dage før A. De to journalister havde begæret aktindsigt næsten samtidig. B havde endvidere rettet telefonisk henvendelse til skatteministerens ministersekretær om aktindsigtsbegæringen.

Ombudsmanden udtalte, at det for behandlingen af en akt-indsigtsanmodning principielt er uden betydning, i hvilken form anmodningen er fremsat. Der findes ikke nogen bestemmelse om, i hvilken rækkefølge begæringer om aktindsigt skal behandles i de tilfælde, hvor flere personer har fremsat begæring.

Ombudsmanden udtalte forståelse for, at pressen af hensyn til konkurrenceforhold inden for nyhedsformidlingen har interesse i, at afgørelsen om aktindsigt i sådanne situationer meddeles samtidig. Ombudsmanden anså det derfor for ønskeligt, om myndighederne i det omfang, det er muligt, tager hensyn til disse interesser ved meddelelse af aktindsigt. Dette hensyn havde særlig vægt i et tilfælde som det foreliggende, hvor der var tale om en sag, der var genstand for betydelig presseomtale.

I den konkrete sag fandt ombudsmanden ikke grundlag for at antage, at Skatteministeriet bevidst havde favoriseret B. Ombudsmanden meddelte dog Skatteministeriet, at det havde været nærliggende, om ministeriet havde imødekommet aktindsigtsanmodningerne samtidig. Herved lagde ombudsmanden bl.a. vægt på den tid, som ministeriet havde haft til at ekspedere sagen. (J. nr. 1990-665-222).

A klagede i november 1986 gennem Embedslægeinstitutionen over den behandling, hans hustru fik på et sygehus i forbindelse med en indlæggelse samme efterår. Klagen var specielt rettet mod en navngiven overlæge.

Under Sundhedsstyrelsens behandling af klagesagen overgik kompetencen til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Også klager, som ikke var færdigbehandlet i Sundhedsstyrelsen skulle behandles af patientklagenævnet, der dog måtte afvente en udtalelse fra styrelsen.

Fra embedslægeinstitutionen modtog A's klage, til Sundhedsstyrelsen afgav sin udtalelse, forløb der mere end 2 1/4 år. Den pågældende overlæges eventuelle strafansvar efter lægelovens § 18, var herefter forældet.

Ved ombudsmandens vurdering af, om der var grundlag for at kritisere Sundhedsstyrelsens sagsbehandling, lagde han især vægt på, at sagen ved en fejl henlå uekspederet i styrelsen i mere end 7 måneder, og at styrelsen efter at have foretaget et udsigtsløst og unødvendigt oplysningsskridt tilsyneladende lod sagen henligge uekspederet i yderligere 4 måneder. Dette burde efter ombudsmandens opfattelse have ført til, at Sundhedsstyrelsen havde gjort sig særlig umage for at fremskynde sagens afsluttende behandling.

Ombudsmanden fandt det på den baggrund stærkt kritisabelt, at Sundhedsstyrelsen brugte yderligere 10 måneder til afgivelsen af udtalelsen over for patientklagenævnet, hvorefter nævnet på grund af forældelsesfristen var afskåret fra at tage stilling til eventuel tiltalerejsning efter lægelovens § 18. (J. nr. 1989-1675-43).

A, som havde arvet efter sin søster - der havde boet i Tyskland - blev af de tyske myndigheder stillet over for et skattekrav, der havde påhvilet hendes søster.

A klagede bl.a. over, at Statsskattedirektoratet - nu Told- og Skattestyrelsen (TOS) - havde været over 2 år om at færdigbehandle sagen i forbindelse med kravet.

Herudover klagede A over, at TOS ikke tog udtrykkelig stilling til hendes klage, men alene formidlede de tyske myndigheders stillingtagen til A's indvendinger imod kravets eksistens. TOS's afsluttende skrivelse var vedlagt en skrivelse på tysk fra Bundesamt für Finanzen. Der var dog ikke vedlagt en oversættelse af skrivelsen.

Ombudsmanden udtalte, at det ved bedømmelsen af tidsforbruget måtte tages i betragtning, at de tyske myndigheder blev hørt, og at høringen foregik gennem Skattedepartementet. Ombudsmanden fandt det meget kritisabelt, at der gik 8 måneder, fra sagen reelt måtte anses for færdigoplyst, til TOS fremsendte svaret til A. Ombudsmanden fandt det endvidere beklageligt, at TOS ikke oplyste A om, hvorpå sagens behandling beroede.

Ombudsmanden fandt det beklageligt, at der ikke var truffet afgørelse i anledning af A's indsigelser imod de danske skattemyndigheders inddrivelse af kravet.

Det stemte efter ombudsmandens opfattelse bedst overens med principperne i forvaltningslovens § 7 og § 22, hvis TOS havde kontaktet A for at få afklaret, om hun kunne læse den tyske skrivelse og i benægtende fald havde tilbudt hjælp til oversættelse. Da ombudsmanden ikke tidligere havde haft anledning til at give udtryk for denne opfattelse, og idet TOS straks, da A bad om det, sendte hende en intern oversættelse, gav forholdet dog ikke grundlag for kritik. (J. nr. 1990-1508-220).

En journalist klagede i juni 1990 over, at Finansministeriet endnu ikke havde truffet afgørelse i anledning af hans begæring af 9. februar 1990 om aktindsigt i sagen vedrørende privatisering af Statsanstalten for Livsforsikring. Ved Finansministeriets afgivelse af udtalelse til ombudsmanden den 6. juli 1990 meddelte ministeriet, at det ikke var muligt at oplyse, hvornår anmodningen om aktindsigt kunne forventes besvaret.

Ombudsmanden udtalte i skrivelse af 16. august 1990 - da der var gået mere end 6 måneder - at behandlingstiden lå klart udenfor grænsen for det acceptable. (J. nr. 1990-967-23).

En advokat (A) havde på vegne af et konsortium søgt Forsvarsministeriet (FM) om tilladelse til at bjærge et ubådsvrag. A anmodede om aktindsigt i en videofilm af ubåden, optaget af Forsvarskommandoen (FKO), Søværnets Våbeninspektør, som havde afgivet sagkyndig udtalelse i bjærgningssagen. A anmodede tillige om at få kopi af videofilmen. Begæringen blev besvaret af FM, som imødekom ønsket om aktindsigt, men afslog ønsket om kopi med en generel henvisning til, at dokumentet på grund af sin form vanskeligt kunne kopieres.

A gjorde over for ombudsmanden navnlig gældende, at det kunne have afgørende betydning for hans muligheder for at varetage sine interesser i bjærgningssagen, at han fik en kopi, at filmen let kunne kopieres i enhver radioforretning, og at han havde tilbudt at betale for kopieringen.

Ombudsmanden udtalte, at da videooptagelsen indgik i sagen hos FKO, som ikke var en afgørelsessag, skulle aktsindsigtsspørgsmålet afgøres efter offentlighedsloven. Ombudsmanden anså det for en fejl, at FM ikke havde foretaget en konkret vurdering af, hvilke vanskeligheder kopiering ville være forbundet med, og henstillede, at FM tog spørgsmålet op til fornyet (konkret) vurdering. Ombudsmanden anførte i den forbindelse bl.a., at det herved ville være relevant at inddrage det forhold, at meroffentlighedsprincippet i offentlighedslovens § 4 i denne sag kunne tale for at udlevere kopi i videre omfang, end loven foreskriver. Ombudsmanden udtalte endvidere, at afgørelsen om aktindsigt i medfør af offentlighedslovens § 15, stk. 1, som udgangspunkt burde være truffet af FKO; endvidere udtaltes det, at det måtte anses for en fejl, at 10-dages-fristen i offentlighedslovens § 16 ikke var overholdt, og at det var beklageligt, at FM ikke i sin begrundelse havde henvist til relevante retsregler.   (J. nr. 1989-1580-48).

En virksomhed overvejede at eksportere et affaldsprodukt der var omfattet af EU’s forordning om overførsel af affald. Virksomheden bad Miljøstyrelsen om vejledning i forbindelse med udfyldelse af et anmeldelsesskema til modtagerlandet. Miljøstyrelsen oplyste bl.a. at danske grænseværdier skulle overholdes selv om affaldet blev eksporteret. Virksomheden bad herefter Miljøstyrelsen oplyse lovhjemlen for dette krav, og styrelsen svarede efter 6½ måned.
Ombudsmanden mente at Miljøstyrelsens sene svar var meget kritisabelt, og udtalte at Miljøstyrelsens vejledning var for kortfattet og utilstrækkelig. Vejledningen var også mangelfuld fordi Miljøstyrelsen havde undladt at informere virksomheden om oplysninger som styrelsen havde indhentet fra det potentielle modtagerland, og om at styrelsen på et tidspunkt havde ændret retsopfattelse med hensyn til fortolkning af forordningen om overførsel af affald.
En begæring om aktindsigt som var omfattet af lov om aktindsigt i miljøoplysninger, besvarede Miljøstyrelsen efter 1 år og 7 måneder. Dette mente ombudsmanden var særdeles kritisabelt. (J.nr. 2001-1403-113).

A havde som advokat gennem flere år fået registreret såkaldte "skuffeselskaber" med henblik på videresalg. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen (E) registrerede anmeldelserne uanset selskabstype i den rækkefølge, de indgik til E. I begyndelsen af april 1990 ændrede E sin registreringspraksis, således at registreringen af "egentlige selskaber" blev prioriteret forud for "skuffeselskaber". Den ændrede praksis var bl.a. begrundet i, at de "egentlige selskabers" erhvervsaktiviteter indtil registreringen blev drevet på stifternes personlige ansvar. Ændringen vedrørte også allerede modtagne anmeldelser.

Ombudsmanden fandt, at nedprioriteringen var lovlig, og da den gennemsnitlige behandlingstid for "skuffeselskaber" efter ændringen ikke var urimelig lang (ca. 4 måneder), fandt han ikke grundlag for at kritisere den ændrede registreringspraksis.

Derimod fandt ombudsmanden det kritisabelt, at ændringen af den hidtidige registreringspraksis var sket uden forudgående varsel over for den - formentlig ret snævre - kreds, der blev berørt af ændringen. (J. nr. 1990-856-34).

Den 22. januar 1988 sendte andelsboligforeningen A det endelige byggeregnskab vedrørende påbudte saneringsarbejder på A's ejendom til K kommune til godkendelse. Skæringsdagen foresloges fastsat til den 1. maj 1987. Direktoratet godkendte regnskabet den 24. januar 1989. Saneringstabserstatning og rentesikring udbetaltes herefter til A. Den endelige finansering af saneringsarbejderne fandt sted den 14. august 1989 gennem låneoptagelse hos Nykredit (N).

A ansøgte den 14. november 1989 i overensstemmelse med K's hidtidige praksis om yderligere saneringstabserstatning som følge af, at markedsrenten på lånene hos N var lavere end byggelånsrenten incl. provision i perioden efter skæringsdagen den 1. maj 1987 og indtil den 14. august 1989 (rentemarginal). A fik afslag på ansøgningen under henvisning til, at Bygge- og Boligstyrelsen (BB) i en cirkulæreskrivelse af 8. januar 1990 havde fastslået, at der ikke var hjemmel i saneringsloven til at erstatte et sådant tab, og da A ikke kunne dokumentere at have fået K's forhåndstilsagn om erstatning.

Da A og K siden afslutningen af ombygningsarbejderne på ejendommen den 1. maj 1987 og indtil den endelige finansiering den 14. august 1989 gik ud fra, at en vis del af udgiften til "rentemarginalen" ville blive dækket i henhold til den i perioden fulgte administrative praksis, havde hverken A eller K særlig anledning til at fremskynde sagens behandling og den endelige låneoptagelse.

På denne baggrund forelå der i sagen sådanne helt særlige omstændigheder, der - på samme måde som et forhåndstilsagn - ville kunne danne grundlag for udbetaling af i hvert tilfælde en del af "rentemarginal-beløbet". Ombudsmanden henstillede derfor til BB at overveje sagen på ny. (J. nr. 1990-1719-16).

En dreng var efter et turbulent skoleforløb blevet placeret i et skolebehandlingstilbud på en specialskole hvor han trivedes godt. Kommunen besluttede efter nogen tid at tilbuddet til drengen skulle ændres så undervisningen skulle foregå på en anden specialskole. Forældrenes advokat klagede over afgørelsen til det sociale nævn og bad nævnet om at klagen blev tillagt opsættende virkning (således at kommunen skulle fortsætte med at betale for drengens skolegang på den første skole) indtil nævnet havde truffet afgørelse.

  Nævnet meddelte advokaten at det ikke havde kompetence til at tillægge klagen opsættende virkning, og henviste til kommunen, som imidlertid afviste at tillægge klagen opsættende virkning. Drengen kom derfor ikke i skole i perioden fra 1. maj til sommerferien.

  Herefter traf det sociale nævn afgørelse om at drengen skulle blive i sit skolebehandlingstilbud, og nævnet pålagde kommunen at genindskrive drengen i den oprindelige skole. Efterfølgende traf nævnet afgørelse om at kommunen med henvisning til § 72, stk. 1, i den sociale retssikkerhedslov burde have tillagt klagen opsættende virkning og altså burde have fortsat betalingen for drengens skolegang indtil nævnet havde truffet afgørelse.

  Ombudsmanden tog sagen op af egen drift og udtalte sig om forholdet mellem § 72, stk. 1, i den sociale retssikkerhedslov og den almindelige forvaltningsretlige retsgrundsætning om rekursinstansers adgang til at tage stilling til om klager skal have opsættende virkning.

   Ombudsmanden kritiserede nævnet for ikke i første omgang at have taget stilling til advokatens anmodning om at klagen blev tillagt opsættende virkning.

   Ombudsmanden kritiserede også kommunen på flere punkter, herunder at kommunen ikke oprindelig tillagde klagen opsættende virkning.

  (J.nr. 2005-2216-079).

En mand blev den 6. september 1995 skilt ved dom og i den forbindelse pålagt at betale ægtefællebidrag til sin tidligere hustru i 10 år regnet fra dommens dato.

Den 7. februar 1996 bestemte Københavns Overpræsidium at manden fra den 15. september 1995 skulle betale 8.000 kr. om måneden i ægtefællebidrag til sin tidligere hustru. Manden klagede den 16. februar 1996 over afgørelsen. Den 22. februar 1996 meddelte overpræsidiet at man havde besluttet at genoptage behandlingen af sagen, og den 7. august 1996 fastholdt overpræsidiet sin tidligere afgørelse.

Manden klagede igen, og overpræsidiet sendte den 2. september 1996 klagen til Civilretsdirektoratet. Civilretsdirektoratet besluttede den 3. juni 1997 at nedsætte bidraget til 500 kr. med virkning fra den 15. oktober 1996. Manden klagede igen til Civilretsdirektoratet som traf afgørelse om at tillægge nedsættelsen af bidraget virkning fra den 15. september 1996.

I klagen til ombudsmanden gjorde manden gældende at afgørelsen om nedsættelse af bidraget burde have virkning fra et tidligere tidspunkt. Ombudsmanden skrev i en foreløbig redegørelse bl.a. at sagen allerede efter den første klage kompetencemæssigt henhørte under Civilretsdirektoratet. Overpræsidiet var derfor ikke berettiget til at genbehandle sagen, men burde have videresendt den til Civilretsdirektoratet. Det kunne endvidere ikke udelukkes at dette forhold havde betydning for Civilretsdirektoratets afgørelse om tilbagevirkende kraft.

Civilretsdirektoratet tog ombudsmandens opfattelse til efterretning og besluttede efterfølgende at genoptage sagen. (J.nr. 1997-2240-651).