En advokat klagede på vegne af en herboende udenlandsk statsborger over en adoptionsbevilling hvor den pågældendes datter blev adopteret af den tidligere ægtefælles nye mand. Ved adoptionen bortfaldt klagerens ret til samvær.

På adoptionssagen lå en erklæring der fremstod som underskrevet af klageren. Han erklærede at være indforstået med adoptionen af datteren og i øvrigt at være bekendt med de regler som fremgik af en vedlagt dansksproget vejledning. Erklæringen var indhentet af moren og hendes nye mand.

Advokaten gjorde over for statsamtet og Civilretsdirektoratet gældende at hans klient ikke havde underskrevet erklæringen og i hvert fald ikke havde været klar over at det var en adoption han havde erklæret sig indforstået med. Politiet havde efter sin undersøgelse ikke fundet grundlag for at rejse sigtelse for nogen form for falskneri i den forbindelse.

Statsamtet havde i forbindelse med behandlingen af adoptionssagen ikke været opmærksom på at man samtidig behandlede en ansøgning fra den pågældende udlænding om udvidelse af samværet med datteren.

Statsamtet og Civilretsdirektoratet mente ikke der var grundlag for at annullere adoptionsbevillingen.

Ombudsmanden mente ikke der var grundlag for at kritisere myndighedens afgørelse. Ombudsmanden udtalte at sagens forløb gav anledning til at overveje om det vejledningsmateriale der var blevet udleveret, og som anvendes generelt i denne type af sager, er tilstrækkeligt til at opfylde vejledningspligten. Efter ombudsmandens mening kunne det dog ikke lægges til grund at vejledningspligten var blevet tilsidesat.

Ombudsmanden bemærkede at Civilretsdirektoratet i forbindelse med udarbejdelsen af en ny bekendtgørelse vedrørende statsamternes behandling af ansøgninger om adoption samt udstedelse af adoptionsbevilling bl.a. overvejede at stille krav om at erklæringen efter adoptionslovens § 13 fremover i alle tilfælde indhentes af statsamtet. Civilretsdirektoratet havde endvidere oplyst at man var enig med statsamtet i at der kunne være anledning til at overveje at præcisere indholdet af den skriftlige vejledning, og at direktoratet ville tage initiativ til en drøftelse herom med statsamterne.

Ombudsmanden bad Civilretsdirektoratet orientere sig om resultatet af direktoratets overvejelser vedrørende en ændring af reglerne om fremgangsmåden i forbindelse med statsamtets indhentelse af erklæringen efter adoptionslovens § 13 og vedrørende en præcisering af indholdet af den skriftlige vejledning. (J.nr. 2000-2541-656).

En mand klagede til Arbejdsmarkedets Ankenævn over Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse om at slette ham som medlem af en arbejdsløshedskasse fordi han ikke rettidigt havde indbetalt 783 kr. til en anden arbejdsløshedskasse. Klageren oplyste at han deponerede det omhandlede beløb. Først da Arbejdsmarkedets Ankenævn mere end et halvt år senere traf afgørelse om at klageren med rette var slettet som a-kassemedlem, fik han oplyst at han ikke med frigørende virkning kunne deponere beløbet.

Ombudsmanden kunne ikke kritisere ankenævnets opfattelse af at deponeringen ikke havde frigørende virkning. Ombudsmanden mente derimod at det måtte have været ret åbenbart for myndighederne at klageren befandt sig i en vildfarelse med hensyn til deponeringens frigørende virkning. Derfor burde direktoratet have vejledt klageren herom. Ombudsmanden bemærkede at iagttagelse af vejledningspligten i særlig grad gælder i sager med meget vidtrækkende konsekvenser.

Ombudsmanden mente at afgørelsen om at slette klageren som a-kassemedlem ramte klageren økonomisk særdeles hårdt, idet han bl.a. mistede retten til overgangsydelse. Det var derfor tvivlsomt om afgørelsen var i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet. (J.nr. 1998-0945-020).

Kirkeministeriet afskedigede en sognepræst under henvisning til at hun var uegnet til at varetage stillingen og manglede de nødvendige forudsætninger for at samarbejde. Ombudsmanden havde ikke grundlag for at kritisere afgørelsen, men han kritiserede at ministeriet havde begået flere fejl under behandlingen af sagen.
(J.nr. 2007-1043-812).

Under et praktikophold fik en pædagogstuderende ved en arbejdsskade beskadiget sin ryg. Forsikringsselskabet betalte en række fysioterapibehandlinger. Den 18. september 1998 sendte forsikringsselskabet en regning for behandling i perioden maj 1998 til 21. august 1998 videre til Arbejdsskadestyrelsen med henblik på at styrelsen tog stilling til om yderligere behandlinger kunne betales efter § 30 i arbejdsskadeforsikringsloven. Arbejdsskadestyrelsen og senere Den Sociale Ankestyrelse afviste bl.a. at udgifter i perioden fra maj 1998 og indtil kvinden modtog forsikringsselskabets brev af 18. september 1998, kunne betales efter § 30.

Ombudsmanden mente at kvinden havde fået utilstrækkelig vejledning om sin retsstilling. Ombudsmanden lagde også til grund at hun havde disponeret i tillid til denne vejledning, og at hun som følge heraf havde fået et tab der svarede til behandlingsudgifterne i perioden maj 1998 til modtagelsen af brevet af 18. september 1998. Hertil kom at kvinden ud fra nogle konkrete omstændigheder i sagen kunne siges at have haft en forventning om at forsikringsselskabet ville fortsætte med at betale udgifterne, i hvert fald indtil hun modtog anden besked.

I øvrigt mente ombudsmanden at forsikringsselskabets brev af 18. september 1998 også kunne forstås sådan at selskabet havde sendt sagen til Arbejdsskadestyrelsen med henblik på at styrelsen tog stilling til om kvinden havde ret til at få betalt behandling der fandt sted efter at hun havde modtaget brevet af 18. september 1998.

Disse overvejelser indgik efter det oplyste ikke i myndighedernes vurdering af sagen. Derfor henstillede ombudsmanden at Ankestyrelsen genoptog sagen. (J.nr. 1999-0949-023).

A og B, hvis fælles 4-værelses lejlighed ved et byfornyelsesprojekt var blevet omdannet til 2 2-værelses lejligheder, klagede over at Bygge- og Boligstyrelsen (B&B) havde stadfæstet X Kommunes og Det Sociale Ankenævns (DSA's) afgørelser om afslag på boligstøtte. A oplyste under sagen at hun forud for byfornyelsesprojektets vedtagelse ved henvendelser til adskillige medarbejdere i X Kommune havde fået oplyst, at både A og B ville være berettigede til boligstøtte, når den hidtidige 4-værelses lejlighed efter boligfornyelsen var omdannet til 2 2-værelses lejligheder. B&B havde ved sin afgørelse afvist at tage stilling til spørgsmålet om X Kommune havde givet et bindende forhåndstilsagn.

Ombudsmanden kunne ikke kritisere B&B's afgørelse om at A og B efter reglerne i lov om individuel boligstøtte ikke var berettiget til boligstøtte. Da der ikke var bevismæssig klarhed om indholdet af A's samtaler med kommunens medarbejdere, kunne ombudsmanden heller ikke kritisere at DSA havde afvist, at der forelå en bindende forhåndsbesked. Endelig udtalte ombudsmanden at B&B - der efter § 63, stk. 2, i den dagældende lov om individuel boligstøtte kunne behandle en sag, når det skønnedes, at sagen var af principiel betydning - ikke kunne begrænse de spørgsmål, som styrelsen kunne behandle, til kun at angå boligstøttemæssige spørgsmål. (J. nr. 1993-513-028).

En friskole glemte at søge Økonomistyrelsen om fleksjobrefusion inden ansøgningsfristen udløb. Da fejlen blev opdaget, søgte skolen om dispensation fra ansøgningsfristen, men fik afslag. Skolen klagede til Finansministeriet, men ministeriet afslog at fravige reglerne.

  Ansøgningsfristen var fastsat i en bekendtgørelse som Finansministeriet havde udstedt. Ombudsmanden udtalte at det kun var Finansministeriet som kunne give dispensation fra reglerne i bekendtgørelsen. Derfor burde Økonomistyrelsen have oversendt sagen til Finansministeriet eller vejledt skolen om at den kunne søge Finansministeriet om dispensation. Desuden kritiserede ombudsmanden de begrundelser som Økonomistyrelsen og Finansministeriet havde givet for afslaget. Ombudsmanden henstillede at Finansministeriet ved lejlighed indsatte en bestemmelse om dispensation i bekendtgørelsen.

  (J.nr. 2005-4585-230).

En skatteyder der boede i Københavns Kommune søgte skattedirektoratet i Frederiksberg Kommune om eftergivelse af restskat. Skattedirektoratet afslog og Told- og Skattestyrelsen tiltrådte afslaget.

Ombudsmanden var enig med skattemyndighederne i at sagen retteligt burde have været behandlet af skattedirektoratet i Københavns Kommune i 1. instans.

Derimod var ombudsmanden ikke enig i skattemyndighedernes vurdering af hvilken betydning kompetencemanglen havde for sagen. Efter ombudsmandens opfattelse var skattedirektoratets afgørelse i sagen ugyldig.

Ombudsmanden kritiserede derfor at skattedirektoratet i Frederiksberg Kommune ikke sendte sagen videre til behandling i Københavns Kommunes skattedirektorat. Ombudsmanden kritiserede også at Told- og Skattestyrelsen ikke ophævede skattedirektoratets afgørelse og oversendte sagen til Københavns Kommune til behandling.

Ombudsmanden henstillede at Told- og Skattestyrelsen genoptog behandlingen af sagen og på ny overvejede hvilken betydning kompetencemanglen havde for sagen. (J.nr. 1997-1050-213).

En 90-årig kvinde, der brugte rollator, blev i forbindelse med et tyveri på et apotek væltet omkuld og brækkede sin hofte. Erstatningsnævnet afslog at give erstatning idet nævnet ikke mente det med tilstrækkelig sikkerhed kunne antages at skaden var sket ved en overtrædelse af straffeloven. Nævnet henviste efterfølgende til at det fremgik af en videooptagelse – som nævnet kun havde politiets beskrivelse af – og af en vidneforklaring  at kvinden var blevet skubbet omkuld ved et hændeligt uheld.

Ombudsmanden mente at nævnet nærmere burde have vurderet om hændelsen på apoteket kunne henføres under straffelovens § 249 om uagtsom legemsbeskadigelse.

Ombudsmanden kritiserede at nævnet ikke inden sin afgørelse havde søgt at få hændelsesforløbet belyst på en bedre måde end det skete. Nævnet havde i stedet fulgt en praksis hvorefter lydbånd, videobånd, besigtigelser eller mundtlige forklaringer ikke blev brugt i forbindelse med nævnets sagsbehandling. Nævnet havde ikke været afskåret fra selv at gennemse videobåndet eller indhente en erklæring fra den skadelidte eller vidnet.

Ombudsmanden tilsluttede sig nævnets beklagelse af at der ikke var foretaget partshøring inden afgørelsen blev truffet. Endelig kritiserede ombudsmanden at nævnet ikke efter anmodning herom havde vejledt den skadelidte om at hun kunne klage over nævnets afgørelse til ombudsmanden, og ikke tidligere end sket havde vejledt om at nævnets afgørelse kunne indbringes for domstolene.

Nævnet tog ombudsmandens foreløbige redegørelse til efterretning og mente at hændelsen var omfattet af offererstatningsloven. Den skadelidte blev tilkendt en erstatning på 30.000 kr.

Ombudsmanden henstillede i sin endelige redegørelse til nævnet at det fremover anvender de relevante midler til at oplyse sagerne tilstrækkeligt som lovgivningen og almindelige forvaltningretlige regler giver mulighed for.

(J.nr. 2004-0081-660)

En mand klagede over at han havde afsonet hæftestraf sammen med fængselsdømte. Den domfældte var i tilsigelsen til afsoning bedt om at henvende sig til politimesteren hvis han ikke ønskede anbringelse sammen med fængselsdømte, men han havde ikke reageret herpå. Det blev herefter lagt til grund at han havde givet et stiltiende samtykke til afsoning sammen med fængselsdømte.

Ombudsmanden var ikke enig med Direktoratet for Kriminalforsorgen (DfK) i at et stiltiende samtykke var tilstrækkeligt til at opfylde samtykkekravet. Han henstillede derfor at der fremtidigt blev indhentet et udtrykkeligt samtykke. Ombudsmanden henstillede endvidere at hæftedømte i tilsigelsen udtrykkeligt vejledes om deres ret til ikke at afsone sammen med f.eks. fængselsdømte. (J.nr. 1995-2261-621).

En journalist bad Trafikministeriet om aktindsigt i alle dokumenter vedrørende Havarikommissionen for Civil Luftfart i perioden 1. januar 1996 til 19. januar 2001. Ministeriet gav ham aktindsigt i en konkret sag om kommissionens organisatoriske forhold som ministeriet mente måtte være den relevante sag. Efterfølgende meddelte ministeriet telefonisk journalisten at han ikke kunne få udleveret en oversigt over ministeriets sager vedrørende havarikommissionen, og at han måtte præcisere de ønskede sager nærmere.

Journalisten fastholdt herefter at han ønskede alle dokumenter vedrørende havarikommissionen i den pågældende periode. Samtidig bad han om aktindsigt i ministeriets journalplaner. Ministeriet afslog aktindsigtsbegæringen, også for så vidt angik indsigt i journalplaner, med henvisning til at journalisten ikke havde angivet de dokumenter eller den sag som han ønskede indsigt i.

I betragtning af den meget bredt formulerede begæring og den lange periode kunne ombudsmanden ikke kritisere at Trafikministeriet havde bedt journalisten om at angive den sag og/eller de dokumenter som han ønskede aktindsigt i.

Ombudsmanden mente dog at Trafikministeriet burde have vejledt journalisten om hvilke typer af sager der var omfattet af de i perioden gældende journalplaner da dette ville give ham mulighed for mere præcist at angive hvilke typer af sager han var interesseret i. Hvis en sådan vejledning ikke var mulig, mente ombudsmanden at det havde været god forvaltningsskik såfremt ministeriet havde udleveret en sagsliste til journalisten med henblik på at få præciseret og indsnævret aktindsigtsanmodningen, for så vidt sagslisten ikke indeholdt fortrolige oplysninger. (J.nr. 2001-0619-501).

På grundlag af klagesager som skyldrådet havde truffet afgørelse i, og som angik en bestemt vej, indstillede skyldrådet til Told- og Skatteregion Thisted at vurderingen af grundværdierne for den ældre del af vejen blev taget op til revision. En husejer bad om aktindsigt i skyldrådets (eventuelle) klagesager. Regionen afslog anmodningen under henvisning til at anmodningen ikke var tilstrækkelig præcis hvilket Told- og Skattestyrelsen tiltrådte.

Ombudsmanden var ikke enig med regionen og styrelsen i at regionen var kompetent til i 1. instans at træffe afgørelse om husejerens begæring om aktindsigt. Ombudsmanden kritiserede derfor at regionen havde truffet afgørelse om hvorvidt husejerens anmodning skulle imødekommes. Regionen burde have sendt anmodningen videre til skyldrådet til behandling. Ligeledes kritiserede ombudsmanden at styrelsen ikke havde ophævet regionens afgørelse og oversendt sagen til skyldrådet til behandling.

Ombudsmanden mente ikke at det kunne udelukkes at regionens manglende kompetence til at træffe afgørelse i sagen i 1. instans havde haft betydning for sagens udfald, og henstillede at styrelsen genoptog sagen. (J.nr. 1998-0291-201).

En faglig organisation bad en kommune om kopi af samtlige aftaler der ikke figurerede i de centrale overenskomster – rammeaftaler og andre aftaler – og som vedrørte løn- og ansættelsesforhold. I et bilag til ønsket om aktindsigt var det forklaret hvilke former for aftaler som var omfattet af anmodningen, og der var opregnet et stort antal faggrupper som var omfattet af ønsket om aktindsigt. Sagen blev indbragt for tilsynsrådet og Indenrigsministeriet som udtalte at kommunen var berettiget til at afslå anmodningen da den tilsigtede at skabe adgang til en ubestemt flerhed af sager. Ombudsmanden kritiserede ikke udtalelserne, men gjorde opmærksom på at kommunen lovligt kunne have imødekommet anmodningen da offentlighedsloven er en minimumslov. (J.nr. 2002-1321-801).

I forbindelse med en retssag anlagt mod Skatteministeriet bad en advokat om aktindsigt i dokumenter om et selskab.

Skatteministeriet afslog aktindsigt uden at være i besiddelse af de dokumenter anmodningen angik. Skatteministeriet henviste over for ombudsmanden til at det inden for hele ministeriets område var departementet der tog sig af retssagerne, og som derfor vurderede om et ønske om aktindsigt i forbindelse med en verserende retssag kunne imødekommes.

Ombudsmanden udtalte at en myndighed normalt ikke kan behandle og afgøre en ansøgning om aktindsigt uden at være i besiddelse af – og gennemgå – de dokumenter der ønskes aktindsigt i.

Ombudsmanden udtalte endvidere at Skatteministeriet ikke havde haft kompetence til at afgøre anmodningen om aktindsigt. Det forhold at ministeriet tog sig af retssager inden for hele ministeriets område, gav ikke i sig selv ministeriet en sådan kompetence. Ombudsmanden mente det var beklageligt at ministeriet alligevel afgjorde anmodningen uden først at have skaffet de ønskede dokumenter. Alternativt kunne ministeriet efter ombudsmandens opfattelse have videresendt anmodningen om aktindsigt til den eller de skattemyndigheder som måtte formodes at kunne finde frem til de ønskede dokumenter.

(J.nr. 2003-4014-201)

Som svar på en forælders anmodning om aktindsigt i en kritisk rapport om forholdene i en daginstitution udleverede en kommune kun dele af rapportens konklusion til den pågældende.

Ombudsmanden mente det var yderst kritisabelt at kommunen ikke udleverede hele rapporten. Da resten af rapportens konklusion var stærkt kritisk over for forholdene i institutionen, kunne den delvise aktindsigt i konklusionen komme til at fremstå som om kommunen ønskede at skjule noget. Den afskrift som kommunen udleverede, fremstod urigtigt som den fulde konklusion idet afskriften ikke på nogen måde angav at der var sprunget flere afsnit over.

På et møde med forældrene nævnte forvaltningen at eventuelle grundløse anklager kunne give anledning til at medarbejderne kunne overveje en injuriesag.

Ombudsmanden bemærkede at det efter omstændighederne i særlige tilfælde kan være relevant for en myndighed at vejlede om mulige strafferetlige konsekvenser i en sag, men at det i sådanne tilfælde er yderst vigtigt at vejledningen ikke kommer til at fremstå som en utilbørlig trussel således at relevante klager og synspunkter fra de implicerede borgere holdes tilbage uden grund. Vejledningen må derfor holdes i streng juridisk sprogbrug og være så detaljeret og fyldestgørende at den er dækkende.

Ombudsmanden kritiserede at kommunen havde udsendt en tjenestebefaling der begrænsede de ansattes ytringsfrihed, og i den forbindelse tilkendegav at ansatte der ikke fulgte tjenestebefalingen i brevet, kunne risikere bortvisning. (J.nr. 2001-0203-001).

En journalist bad industrialiseringsfonden for udviklingslandene (IFU) om aktindsigt i fondens sager om svindel mv. med offentlige midler. IFU afslog først med henvisning til at fondens forretningsvirksomhed generelt var undtaget fra offentlighedsloven, senere med henvisning til at dokumenterne journalisten bad om aktindsigt i, ikke var tilstrækkeligt identificerede. IFU afslog desuden at give meroffentlighed.

Journalisten klagede til ombudsmanden. I udtalelsen til ombudsmanden skrev IFU at fonden havde identificeret en byretsdom i en straffesag som var omfattet af journalistens anmodning om aktindsigt.

Ombudsmanden udtalte at han ikke kunne kritisere at IFU vurderede at anmodningen om aktindsigt ikke opfyldte identifikationskravet.

Nogle af de argumenter som IFU havde anvendt som grundlag for at afslå meroffentlighed, var ombudsmanden ikke enig i. Ombudsmanden mente at IFU burde være gået i dialog med journalisten om hvordan anmodningen om aktindsigt kunne afgrænses. Ombudsmanden henstillede til IFU at genoptage sagen med henblik på via dialog at vurdere om journalisten kunne få hel eller delvis aktindsigt i i hvert fald nogle dokumenter, herunder byretsdommen. Hvis det var relevant, måtte IFU også vejlede om muligheden for at få aktindsigt efter retsplejelovens regler i domme eller andre dokumenter, og så vidt muligt med henblik herpå videresende journalistens henvendelse til de relevante domstole. 

(J.nr. 2008-2800-401).

En kvinde klagede over at en kommune først tilbød hende et fuldtids fleksjob ca. 1½ år efter at reglerne herom var trådt i kraft. Hun var før reglernes ikrafttræden ansat i beskyttet beskæftigelse med løntilskud, og hun ønskede en fuldtidsstilling, men havde i hele perioden kun haft en deltidsstilling. Kvinden ønskede nu at kommunen skulle godtgøre hende lønforskellen.

Ombudsmanden udtalte at det var meget kritisabelt at kommunen først tilbød kvinden en fuldtidsstilling mere end 1½ år efter at reglerne om fleksjob blev indført. Ombudsmanden mente også at kommunen havde tilsidesat sin vejledningspligt i væsentligt omfang ved ikke at have oplyst kvinden om de nye regler eller på anden måde at have fulgt op på hendes sag. Ombudsmanden mente derfor ikke at det kunne udelukkes at kvinden skulle stilles som om hun ved reglernes ikrafttræden havde fået tilbudt - og påbegyndt - et fleksjob på fuld tid, og henstillede derfor til kommunen at genoptage sagen med henblik på at få afklaret i hvilket omfang kommunen var forpligtet til at yde kvinden en økonomisk kompensation. (J.nr. 2000-1718-059).

En privatpraktiserende læge havde for en af sine patienter, der gennem 35 år havde haft svær slidgigt, søgt om tilskud til køb af et bestemt lægemiddel. Lægemiddelstyrelsen afslog ansøgningen med en kortfattet begrundelse.

På grundlag af en klage fra patienten indledte ombudsmanden en undersøgelse af især styrelsens begrundelse for afslaget.

Ombudsmanden udtalte at en fyldestgørende begrundelse bør give en forklaring på hvorfor myndigheden er nået frem til det pågældende resultat. Ombudsmanden mente ikke at Lægemiddelstyrelsen, hverken i sin afgørelse eller i sin udtalelse, havde levet op til dette krav, idet styrelsen ikke udtrykkeligt havde anført hvilke faktiske helbredsforhold og behandlingsmuligheder der var lagt til grund for afgørelsen. På den baggrund henstillede ombudsmanden at styrelsen genoptog sagen. Ombudsmanden fremkom i den forbindelse med nogle bemærkninger om myndighedernes vejledningsforpligtelse i tilfælde af at myndigheden pålægger en part at deltage i sagsoplysningen.

Lægemiddelstyrelsen genoptog herefter sagen og gav patientens læge en uddybende begrundelse.

(J.nr. 2005-1639-421)

Efter en ændring af lov om børnepasningsorlov i marts 2004 skulle forældre der på et senere tidspunkt ønskede at gøre brug af deres ret til børnepasningsorlov, skriftligt give meddelelse herom til arbejdsformidlingerne inden den 1. april 2004. Loven var på dette tidspunkt allerede ophævet med virkning for børn født efter den 1. januar 2002. Den ny tilmeldingsfrist skulle forhindre utilsigtet brug af ordningen i forbindelse med den kommende EU-udvidelse. Der indførtes samtidig en dispensationsordning hvorefter forældre i ganske særlige tilfælde kunne bevare retten til orlov hvis de havde været forhindret i overholde tilmeldingsfristen af årsager som ikke kunne tilregnes dem. Dispensationen skulle dog søges senest den 31. december 2004.

Efter dispensationsperiodens ophør modtog Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender flere henvendelser fra borgere der ikke stod registreret som tilmeldt ordningen. Ministeriet orienterede arbejdsformidlingerne om behandlingen af disse sager i to breve af henholdsvis 28. februar og 15. april 2005: De ansøgere som arbejdsformidlingerne ikke umiddelbart kunne afvise, måtte henvende sig skriftligt til ministeriet med henblik på en konkret vurdering af deres sag. Rene dispensationssager ville ikke blive imødekommet. I visse tilfælde måtte det imidlertid anses for rimeligt sandsynligt at der kunne have været administrative fejl eller misforståelser i forbindelse med tilmeldingen som ikke burde komme ansøgeren til skade. Her kunne den pågældende, uanset den manglende registrering, efter omstændighederne anses for tilmeldt ordningen alligevel. Ministeriet ville så orientere det pågældende arbejdsformidlingskontor om sin opfattelse.

Ombudsmanden, der blev opmærksom på brevene under sin behandling af en konkret sag, tog den beskrevne praksis op til undersøgelse af egen drift.

Ombudsmanden udtalte at myndighedernes praksis havde hjemmel i den almindelige forvaltningsretlige grundsætning om såkaldt realudligning som reaktion på vejledningsfejl mv. Myndighedernes manglende eller mangelfulde vejledning til  en borger – i det konkrete tilfælde f.eks. om indførelsen af en tilmeldingsfrist – kan efter denne grundsætning føre til at borgeren stilles som om korrekt vejledning var givet og borgeren havde handlet i overensstemmelse hermed. Ombudsmanden mente ikke at anvendelsen af grundsætningen i de beskrevne tilfælde måtte anses for udelukket i kraft af ændringen af lov om børnepasningsorlov.

Ombudsmanden udtalte dog endvidere at ministeriet i hvert fald som et udslag af god forvaltningsskik burde have sørget for at den beskrevne praksis blev offentliggjort. Da det i mellemtiden var sket, foretog ombudsmanden sig ikke mere i sagen.
(J.nr. 2006-1998-022).

Klik på linket til højre for at læse hele redegørelsen.

En studerende ved Det Kongelige Danske Kunstakademis Arkitektskole klagede over Kulturministeriets og arkitektskolens afgørelser og sagsbehandling i forbindelse med hans klager over forløbet af et studieophold i Sydafrika. Han havde bl.a. klaget over at han fik en negativ studieaktivitetserklæring for det semester hvor studieopholdet fandt sted.

Ombudsmanden udtalte at delegationen til arkitektskolerne af Kulturministeriets lovbestemte kompetence til at fastsætte nærmere regler om bl.a. studieaktivitetserklæringer efter hans opfattelse var lovlig. Bekendtgørelsesformen for disse regler, der ikke var offentliggjort i Lovtidende, men bl.a. var trykt i arkitektskolens skolehåndbog, kunne ikke give ombudsmanden anledning til bemærkninger.

Ombudsmanden mente at arkitektskolen ved den studerendes hjemkomst fra studieopholdet burde have vejledt ham om mulighederne for at få ændret den negative studieaktivitetserklæring. (J.nr. 2000-0470-712).

En kvinde modtog med få dages mellemrum to afgørelser fra en kommune om henholdsvis førtidspension og sygedagpenge. Kvinden - der på grund af ordblindhed havde svært ved at læse kommunens afgørelser mv. - fik hjælp af kommunen til at udforme en klage. Denne klage vedrørte imidlertid kun sygedagpengesagen. Da kvinden senere klagede over afgørelsen i førtidspensionssagen, afviste det sociale nævn at behandle sagen som følge af at klagefristen var overskredet.

Ombudsmanden udtalte at retssikkerhedslovens § 5 indebærer at myndighedernes almindelige vejledningspligt er skærpet på det sociale område. Kommunens vejledningspligt i sagen var yderligere skærpet som følge af kvindens kommunikationsproblem. Ombudsmanden mente herefter at kommunen på eget initiativ burde have inddraget spørgsmålet om hvorvidt kvinden ønskede at klage over afgørelsen om førtidspension.

Ombudsmanden mente at der som følge af sagens omstændigheder var grundlag for at dispensere fra klagefristen, og henstillede til det sociale nævn at genoptage sagen. (J.nr. 2000-2432-040).

En grundejer klagede til ombudsmanden over bl.a. at Miljø- og Energiministeriet havde varetaget vindmølleindustriens privatøkonomiske interesser i forbindelse med et landsplandirektiv der gjorde det muligt at etablere en national prøvestation for store vindmøller, at ministeriet havde fejlinformeret borgerne om muligheden for økonomisk kompensation for gener fra prøvestationen, og at ministeriet havde afvist at yde økonomisk kompensation.

Ombudsmanden mente at Miljø- og Energiministeriet havde den fornødne hjemmel til at anvende landsplanbeføjelserne i planlovens § 3 idet ministeriet havde varetaget hensynet til den samlede vindmøllebranches erhvervsøkonomiske interesser sammen med andre lovlige hensyn.

Ombudsmanden kritiserede derimod at Miljø- og Energiministeriet ikke havde givet grundejeren tilstrækkelig information om muligheden for at få erstatning for ulemper som følge af prøvestationen.

Miljø- og Energiministeriet havde først i sin udtalelse til ombudsmanden givet en konkret begrundelse for at afvise kravet om erstatning. Ombudsmanden henstillede derfor til ministeriet at tage stilling til erstatningsspørgsmålet direkte over for grundejeren. (J.nr. 2000-2742-129).

En person i forsvaret fik ved en fejl fornyet sin rådighedskontrakt på gunstigere vilkår end der var hjemmel til. Myndighederne var berettiget til at tilbagekalde afgørelsen, men det burde være sket med sædvanligt opsigelsesvarsel.

Tilbagekaldelsen indebar en væsentlig ændring af lønnen og var derfor en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Der var ikke foretaget partshøring inden afgørelsen.

Ombudsmanden kritiserede at flere af de involverede myndigheder ikke havde anset tilbagekaldelsen for en afgørelse med den virkning at forvaltningslovens regler om bl.a. partshøring og klagevejledning skulle anvendes.

Da kontrakten på tidspunktet for udløbet af det sædvanlige opsigelsesvarsel i realiteten havde været i kraft i over et år, hvilket efter de gunstige vilkår udløste en godtgørelse på 15.000 kr., henstillede ombudsmanden at sagen blev genoptaget med henblik på at Forsvarsministeriet tog stilling til konsekvenserne af det ombudsmanden havde givet udtryk for. (J.nr. 2001-2518-811).

Et selskab der var omfattet af en indslusningsordning til frivillig acontoskat havde på grund af en fejlregistrering ikke modtaget giroindbetalingskort fra Told- og Skattestyrelsen for indkomståret 1995. Selskabet søgte derfor i 1996 om tilladelse til efterfølgende at betale acontoskat hvilket Told- og Skattestyrelsen afslog. Selskabet rejste herefter et erstatningskrav over for Told- og Skattestyrelsen. Erstatningskravet blev afvist.

Ombudsmanden udtalte at Told- og Skattestyrelsen burde have udsendt giroindbetalingskort til selskabet til brug for frivillige indbetalinger af acontoskat for indkomståret 1995. Ombudsmanden kritiserede også myndighedernes sagsbehandling, herunder sagsbehandlingstiden, og fremsatte nogle generelle bemærkninger om offentlige myndigheders vejledningspligt. (J.nr. 1999-1524-217).

Efter en klage fra en nabo skrev en kommune til en grundejer at hans brændeskur, som var opført i naboskellet, ikke opfyldte reglerne i bygningsreglementet. Grundejeren svarede at han ville afmontere en del af taget, og at brændeskuret herefter ville være lovligt. Kommunen besigtigede herefter brændeskuret og konstaterede at en del af det faste tag var erstattet med en presenning. Kommunen oplyste ved besigtigelsen at grundejeren ville høre fra kommunen inden 2 uger hvis der var problemer. Kommunen svarede ikke inden fristens udløb, men genoptog senere sagen på baggrund af en ny klage. Kommunen orienterede ikke grundejeren om genoptagelsen før den traf afgørelse om at han skulle lovliggøre brændeskuret. Kommunen begrundede afgørelsen med at brændeskuret ikke var i overensstemmelse med anmeldelsen, og at brændeskuret også med en presenning som tag måtte anses for en bygning i byggelovens forstand. Statsamtet stadfæstede kommunens afgørelse.

Ombudsmanden kritiserede flere forhold i forbindelse med sagen: at den oprindelige godkendelse af brændeskuret ikke var i overensstemmelse med bygningsreglementet, at grundejeren ikke var blevet orienteret og hørt i forbindelse med genoptagelsen af sagen, og at begrundelsen ikke var korrekt og tilstrækkelig.

Ombudsmanden mente desuden at statsamtet burde have påtalt kommunens sagsbehandlingsfejl. Ud fra en afvejning af naboens modstående interesser i sagen mente ombudsmanden imidlertid ikke at kunne kritisere at statsamtet på baggrund af byggelovens § 17 havde stadfæstet kommunens tilbagekaldelse af sin oprindelige afgørelse. (J.nr. 2000-2475-160).

En forening klagede over myndighedernes beslutning om at flytte en meget dement mand fra et pleje- og behandlingshjem til et almindeligt kommunalt plejehjem. Mandens pårørende var imod flytningen. Manden afgik ved døden få dage efter flytningen. Foreningen mente at sagen rejste grundlæggende spørgsmål om personer som ikke er i stand til selv at protestere eller give samtykke.

Ombudsmanden tog ikke stilling til om det på det pågældende tidspunkt var tilrådeligt at flytte den demente mand da denne vurdering i vidt omfang hvilede på vurderinger af lægelig og sygeplejefaglig karakter som ombudsmanden ikke har særlige forudsætninger for at tage stilling til.

Den Sociale Ankestyrelse gav under sagen udtryk for at der efter styrelsens opfattelse ikke eksisterer et egentligt retskrav på at blive på en specialinstitution når der efter en individuel vurdering ikke længere er behov herfor. Ombudsmanden kunne ikke kritisere denne opfattelse.

Ombudsmanden forholdt sig endelig til et spørgsmål om værgebeskikkelse. I denne forbindelse udtalte ombudsmanden at det havde været rigtigst at amtskommunen, da det blev klart at der var en interessemodsætning mellem de pårørende og amtskommunen, havde vejledt de pårørende om mulighederne for at få beskikket en værge for den demente mand. (J.nr. 1998-1480-065).

En tyrkisk indvandrer (A) kom i 1979 ud for en arbejdsskade. Sikringsstyrelsen (SIS) blev bekendt med arbejdsskaden og anmodede i en standardskrivelse A om nærmere oplysninger.

A havde meget dårlige danskkundskaber og vidste ikke, at sagen verserede hos SIS. A svarede ikke på henvendelsen, som han ikke forstod. A reagerede heller ikke en rykkerskrivelse med oplysning om, at sagen ville blive henlagt, og at krav efter arbejdsskadeforsikringsloven ville bortfalde, såfremt A ikke havde rettet henvendelse inden for 3 år.

I 1988 rettede A's egen læge henvendelse til Arbejdsskadestyrelsen (ASK) om arbejdsskaden fra 1979, som nu havde ført til, at A havde søgt om førtidspension. ASK afviste at genoptage sagen under henvisning til, at den var blevet henlagt i 1979, og den herefter ikke senere end 3 år efter henlæggelsen kunne genoptages, jf. arbejdsskadeforsikringslovens § 34, stk. 2. Denne afgørelse blev tiltrådt af Den Sociale Ankestyrelse.

Ombudsmanden udtalte, at efter forvaltningslovens § 7, stk. 1, og almindelige forvaltningsretlige grundsætninger, bør forvaltningsmyndighederne i almindelighed sikre sig, at de bliver forstået af udlændinge, hvis sager de behandler. Det gælder navnlig i tilfælde, hvor den pågældende ikke har kendskab til, at en sag verserer. Efter en konkret vurdering af A's sag fandt ombudsmanden, at SIS havde begået en vejledningsfejl. Sagen kunne derfor ikke afvises efter arbejdsskadeforsikringslovens § 34, stk. 2. Ombudsmanden henviste til almindelige forvaltningsretlige principper, hvorefter vejledningsfejl burde tillægges den virkning, at den pågældende blev stillet, som hvis vejledningen var givet. Ombudsmanden henstillede derfor, at ASK genoptog sagens behandling. (J. nr. 1990-630-031).

Efter en inspektion af en virksomhed traf Det faglige Udvalg for Maskiner og Værktøj afgørelse om at virksomheden kun kunne være praktiksted for én maskinarbejderlærling. Da virksomheden hidtil havde fungeret som praktiksted for to lærlinge, klagede ejeren over afgørelsen til Ankenævnet vedrørende Praktikvirksomheder.

Ankenævnet fastholdt udvalgets afgørelse, og virksomheden klagede til Ombudsmanden.

Ombudsmanden havde ikke grundlag for at kritisere afgørelsen; derimod mente han at afgørelserne fra udvalget og ankenævnet ikke levede op til begrundelseskravet i forvaltningslovens § 24. Der var ikke gjort nærmere rede for hvilke hensyn myndighederne havde lagt vægt på, og hvilke faktiske omstændigheder der var udslagsgivende for vurderingen.

Ombudsmanden udtalte sig også generelt om rækkevidden af det særlige begrundelseskrav der var fastsat i den bekendtgørelse der regulerede godkendelsessagerne. (J.nr. 1998-2483-713).

En mand fik visum til Danmark og rejste ind i landet. I forbindelse med visumsagen stillede hans herboende kæreste en økonomisk garanti på 50.000 kr.

  Manden giftede sig herefter med kæresten og søgte om familiesammenføring.

  Udlændingestyrelsen meddelte kvinden at garantien på 50.000 kr. var forfalden til betaling fordi hendes mand havde søgt om opholdstilladelse her i landet. Ministeriet godkendte afgørelsen.

  Ombudsmanden rejste over for myndighederne et spørgsmål om vejledning. Ombudsmanden udtalte at det var hans umiddelbare opfattelse at det ved tilblivelsen af udlændingelovens § 4 var forudsat at myndighederne skal vejlede ansøgeren om konsekvenserne ved overtrædelse af visumbetingelserne både i forbindelse med behandlingen af en visumsag og i forbindelse med den indledende behandling af en eventuel efterfølgende opholdssag.

  Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration indhentede oplysninger til belysning af vejledningsspørgsmålet. Ministeriet udtalte herefter over for ombudsmanden at der i den konkrete sag ikke var blevet vejledt om inddragelse af den økonomiske sikkerhedsstillelse i forbindelse med indgivelse af ansøgningen om familiesammenføring. På den baggrund havde ministeriet genoptaget sagen og frigivet den økonomiske sikkerhedsstillelse.

  Ombudsmanden foretog sig herefter ikke mere i sagen.

  (J.nr. 2006-1216-649).

En borger havde fået afslag på at blive familiesammenført med sin registrerede partner. Borgeren skrev herefter til integrationsministeren for at få vejledning om eventuelle andre muligheder for at få opholdstilladelse til partneren. I brevet nævnte han udtrykkeligt muligheden for at benytte sig af EU-reglerne om arbejdskraftens fri bevægelighed ved at flytte til Sverige. Ministeren henviste i svaret borgeren til at søge information udlændingemyndighedernes hjemmeside http://www.nyidanmark.dk/. Sagen blev omtalt i pressen i slutningen af juli 2008 – i den forbindelse blev det nævnt at integrationsministeren havde undladt at vejlede om de muligheder som fulgte af EU-retten. Ombudsmanden besluttede herefter at gå ind i sagen.

Integrationsministeriet mente at forpligtelsen til at vejlede borgeren var opfyldt med den generelle henvisning til hjemmesiden. Det var ombudsmanden ikke enig i; han mente at ministeriet udtrykkeligt burde have vejledt borgeren om muligheden for at få familiesammenføring efter EU-reglerne – som minimum ved at henvise til at man på hjemmesiden kunne læse om praksis for familiesammenføring på grundlag af EU-reglerne. Videre bemærkede ombudsmanden at det efter hans opfattelse havde været naturligt hvis ministeriet i brevet til borgeren i oversigtsform havde gengivet praksis på området.

Da der nu blev benyttet et standardkoncept der henviste til praksis for familiesammenføring efter EU-reglerne, foretog ombudsmanden sig ikke mere i sagen.
(J.nr. 2008-2828-609).

 

Klik på linket til højre for at læse hele redegørelsen.

En kommune indkaldte til vejsyn angående en privat fællesvej, og nogle af de vejberettigede sendte derefter kommunen en anmodning om aktindsigt. De bad også om nærmere oplysning om sagen og om at tidspunktet for vejsynet blev flyttet, men det afviste kommunen. Efter vejsynet besluttede kommunen at vejen skulle istandsættes, og senere gav kommunen de vejberettigede aktindsigt. De klagede til Vejdirektoratet, men direktoratet mente ikke at der var grundlag for at kritisere kommunens sagsbehandling. Dog burde kommunen have besvaret anmodningen om aktindsigt inden ti dage.

Ombudsmanden udtalte at reglerne om vejsyn i privatvejslovens afsnit II ikke fortrængte forvaltningslovens regler om partshøring. Kommunen burde derfor have foretaget partshøring af alle vejberettigede. Før afgørelsen blev truffet, burde kommunen desuden have taget stilling til om afgørelsen skulle udsættes indtil de vejberettigede som havde søgt aktindsigt, havde fået den. Kommunen burde endvidere have givet dem visse nærmere oplysninger om sagen. Endvidere var reglerne om notatpligt overtrådt. Ombudsmanden kritiserede ikke at kommunen fastholdt tidspunktet for vejsynet. (J.nr. 2002-2377-516).

En kommune besluttede i november 1991 at indstille betaling for en 11-årig drengs skolegang på privatskole. Kommunen havde ydet refusion for drengens skolegang siden 1988. Kommunens afgørelse blev meddelt drengens far mundtligt og uden klagevejledning. En socialrådgiver rettede i 1995-96 på farens vegne flere henvendelser til kommunen med krav om betaling af de udgifter som drengens far herefter selv havde haft i forbindelse med drengens skolegang. I juli 1998 klagede socialrådgiveren til det sociale nævn over kommunens afslag på refusion. Det sociale nævn afviste at behandle sagen under henvisning til at en lovbestemt klagefrist var overskredet. Socialrådgiveren klagede til ombudsmanden over det sociale nævns afvisning af at behandle sagen og gjorde bl.a. gældende at faren ikke kendte klagemuligheden til det sociale nævn.

Ombudsmanden kritiserede at det sociale nævn i sin afgørelse kun havde forholdt sig til længden af fristoverskridelsen mens det sociale nævn ikke havde forholdt sig til om der i øvrigt var særlige omstændigheder der kunne medføre at nævnet behandlede sagen. Ombudsmanden henstillede herefter til det sociale nævn at nævnet genoptog behandlingen af sagen.

Ombudsmanden kritiserede endvidere kommunen for hverken i forbindelse med det sociale nævns oprindelige behandling af sagen eller i forbindelse med nævnets afgivelse af høringssvar til ombudsmanden at have indsendt samtlige sagens akter til nævnet. Endelig kritiserede ombudsmanden det sociale nævn for ikke at være blevet opmærksom på at nævnet ikke var i besiddelse af samtlige sagens akter.

Det sociale nævn meddelte at det havde genoptaget sagen og besluttet at realitetsbehandle den. (J.nr. 1999-0581-009).

En fagforening klagede på et medlems vegne over at et socialt ankenævn mente, at en kommune i en førtidspensionssag ikke havde opfyldt sin vejledningspligt over for medlemmet. Fagforeningen havde for medlemmet rettet henvendelse til social- og sundhedsforvaltningen i kommunen for at få en forhåndsvurdering af muligheden for at medlemmet kunne få førtidspension. I henvendelsen gav fagforeningen oplysninger om medlemmets sygdom og anmodede på denne baggrund kommunen om at undersøge og tage stilling til pensionsspørgsmålet. Kommunen afslog fagforeningens ønske.

Ombudsmanden udtalte at kommunen efter hans opfattelse ikke havde pligt til at imødekomme fagforeningens ønske om en egentlig forhåndsbesked om medlemmets mulighed for at få førtidspension. Ombudsmanden lagde herved vægt på at medlemmet - eller fagforeningen på hans vegne - uden videre kunne rejse en egentlig førtidspensionssag og dermed sørge for, at der blev truffet en afgørelse. (J. nr. 1993-1622-040).

En mand søgte kommunen om dækning af udgifter til tandbehandling og rejseudgifter til rekreation.

Til brug for behandlingen af sagen hos kommunen afleverede han bl.a. oplysninger om hans og hans ægtefælles fælles økonomiske situation. Ægtefællen led af muskelsvind, sad i kørestol og modtog førtidspension. Ægtefællen havde en invalidebil. Kommunen gav afslag og henviste til at manden selv var i stand til at betale udgifterne. Kommunen havde i sagsbehandlingen forholdt sig til hvilke udgifter der kunne tages med i udregningen af rådighedsbeløbet. Blandt disse var udgifter der relaterede sig til ægtefællens handicap, bl.a. medicin og benzin til invalidebilen. Ombudsmanden gik ud fra at kommunen havde vejledt ægtefællen om muligheden for at søge om dækning af merudgifter forbundet med handicappet. 

  Ombudsmanden redegjorde for hvordan retssikkerhedslovens § 5 skal forstås, f.eks. at en myndighed har pligt til at træffe afgørelse efter relevante bestemmelser over for borgeren.  Ombudsmanden mente at det var uheldigt at kommunen ikke havde truffet afgørelse om dækning af merudgifter i forhold til ægtefællen. Ombudsmanden henviste til de konkrete omstændigheder som viste at kommunen via de økonomiske oplysninger i mandens sag havde et sådant kendskab til ægtefællens forhold at der burde være truffet afgørelse i forhold til ægtefællen.

  Ombudsmanden mente at det var beklageligt at det sociale nævns afgørelse var formuleret sådan at den kunne give anledning til den misforståelse at nævnet slet ikke havde forholdt sig til oplysningerne om størrelsen af benzinudgifterne.

  Ved afgørelsen om dækning af udgifter til tandbehandling og rejseudgifter var det vanskeligt for ombudsmanden at få helt rede på hvad kommunen og nævnet havde anset for nødvendige udgifter som skulle betales enten som faste udgifter eller ud af rådighedsbeløbet. Oplysningerne forekom umiddelbart utilstrækkelige. Ombudsmanden mente at det var beklageligt at myndighederne ikke havde taget nærmere stilling til hvilke udgifter der var nødvendige – og deres omfang. (J.nr. 2005-0914-009)

A klagede over, at Told- og Skattestyrelsen havde afvist hendes klager over, at K Kommune ikke i forbindelse med inddrivelsen af en påstået skatterestance havde kunnet give hende en forståelig redegørelse for hendes skattemellemværende på trods af anmodning herom, og at K Kommune iværksatte løntilbageholdelse på et tidspunkt, hvor A havde indgivet helt nye selvangivelser for de pågældende indkomstår til skattevæsenet.

Ombudsmanden udtalte, at han ikke fandt grundlag for kritik af den vejledning, A havde fået vedrørende opgørelsen af skatterestancerne for de enkelte indkomstår. Derimod fandt ombudsmanden, at K Kommune havde tilsidesat sin pligt til som inddrivelsesmyndighed at imødekomme A's begæringer om at få tilstillet en opgørelse over de foretagne morarenteberegninger. Ombudsmanden fandt ligeledes, at K Kommune havde tilsidesat sin pligt til, når der skete inddrivelse gennem modregning, at oplyse A om, hvilke krav det var, der var blevet fyldestgjort på denne måde. Samtidig fandt ombudsmanden ikke, at A havde fået fornøden vejledning om mulighederne for at søge om henstand med skattebetalingen efter at have klaget over skatteansættelsen, ligesom ombudsmanden fandt, at en iværksat lønindeholdelse burde være sat i bero to måneder tidligere end sket.

Ombudsmanden henstillede til K Kommune og Told- og Skattestyrelsen, at A fik en samlet opgørelse over sit mellemværende med skattevæsenet og K Kommune for så vidt angik årene 1986-1989, samt at der ved morarenteberegningen for 1989 blev taget hensyn til, at der eventuelt kunne være bevilget A henstand med skattebetalingen efter A's indgivelse af korrigerede selvangivelser. (J. nr. 1991-663-222).

En grundejer klagede den 11. marts 2000 over at Otterup Kommune ikke havde besvaret hans ansøgning af 26. september 1998 om tilladelse til opstilling af en vindmølle. Kommunen svarede først endeligt den 3. maj 2000.

Ombudsmanden udtalte at kommunens sagsbehandling havde været meget kritisabel. Selv om sagen afventede behandlingen af en nabos ansøgning, burde kommunen have undersøgt hvor langt denne sag var nået, og hvornår den blev afsluttet. I øvrigt kunne ansøgningerne med fordel have været behandlet under ét.

Kommunen burde desuden have søgt at undgå forsinkelser i sagsbehandlingen som følge af personaleudskiftninger og sygdom.

Endvidere burde kommunen på et tidligere tidspunkt have orienteret grundejeren om at sagens behandling blev forsinket, og om hvornår svar kunne forventes. (J.nr. 2000-0897-100).

Ombudsmanden henstillede til en kommune at genoptage behandlingen af en sag hvor kommunen havde undladt at svare på tre breve fra en borger. Kommunen genoptog sagen og besvarede et af brevene. Om de to andre breve skrev kommunen at de drejede sig om god forvaltningsskik, og at den ikke var i stand til at vurdere om der var handlet i overensstemmelse med god forvaltningsskik da den pågældende sagsbehandler senere var afgået ved døden. I svaret på en senere henvendelse skrev kommunen bl.a. at den ikke var forpligtet til at besvare spørgsmål der var fremsat som kritik af kommunens sagsbehandling.

Ombudsmanden udtalte at den omstændighed at den pågældende sagsbehandler er afgået ved døden, ikke fritager en myndighed for at tage stilling til om den har fulgt reglerne for god forvaltningsskik. Derimod må det efter omstændighederne accepteres at myndigheden ikke svarer på spørgsmål fra en borger om den nærmere baggrund for bestemte sagsbehandlingsskridt som myndigheden har foretaget, når spørgsmålene ikke kan besvares på grundlag af myndighedens notater i sagen eller den viden om sagen som myndigheden i øvrigt har. Ombudsmanden kritiserede desuden at kommunen havde udtalt at den ikke var forpligtet til at besvare spørgsmål der var fremsat som kritik af kommunens sagsbehandling.

(J.nr. 2005-0194-109)

A klagede for den 18-årige B over et afslag på en ansøgning af 27. marts 1988 om kontanthjælp med tilbagevirkende kraft til dækning af en børnebidragsforpligtelse pålagt ved afgørelse af 8. januar 1987. A gjorde gældende, at kommunen havde tilsidesat sin vejledningsforpligtelse over for B.

B havde som 16-årig, da faderskabet var fastslået og B sat i bidrag, været til samtale på socialforvaltningens incassokontor i marts 1987. A fandt, at kommunen bl.a. i den forbindelse burde have vejledt B om hans mulighed for at søge bidragsforpligtelsen dækket over bistandsloven. Forinden havde A's advokat i februar 1987 rettet henvendelse til incassokontoret om muligheden for eftergivelse af bidragsgælden.

Ombudsmanden fandt, at det forhold, at der havde medvirket advokat i sagen, i et vist omfang måtte fritage incassokontoret fra vejledningsforpligtelsen, og at kontoret med rette måtte kunne forvente, at advokaten tilsvarende ville undersøge mulighederne for kontanthjælp ved henvendelse til forvaltningens bistandsafdeling.

På denne baggrund, og i betragtning af den ikke nærmere præciserede karakter af vejledningsforpligtelsen i forvaltningslovens § 7, stk. 1 og bistandslovens § 28, fandt ombudsmanden ikke med tilstrækkelig sikkerhed at kunne fastslå, at incassoafdelingen havde begået vejledningsfejl. (J. nr. 1989-1980-52).

A blev separeret i juli 1987 og fik forældremyndigheden over et barn født i 1972. Efter separationen flyttede A til en anden kommune. I november 1987 havde hun en samtale med kommunens socialforvaltning og fik bevilget økonomisk hjælp til behandling hos psykolog af psykiske problemer i forbindelse med separationen. Under en samtale i juli 1988 i social- og sundhedsforvaltningen fik hun underretning om, at hun siden juli 1987 havde været berettiget til ordinært og ekstra børnetilskud, såfremt hun havde indgivet ansøgning herom. Under henvisning hertil anmodede hun kommunen om børnetilskud med tilbagevirkende kraft, men fik afslag.

Denne afgørelse klagede hun over til amtsankenævnet, som stadfæstede afslaget under henvisning til, at der ikke er hjemmel i børnetilskudsloven til at yde tilskud med tilbagevirkende kraft. Samtidig udtrykte nævnet beklagelse over, at A ikke havde modtaget relevant rådgivning ved henvendelser i socialforvaltningen.

Ombudsmanden fandt ligesom ankenævnet, at det var en fejl, at muligheden for, at hun var berettiget til ordinært og ekstra børnetilskud, ikke blev undersøgt eller inddraget i en samtale, som A i november 1987 havde med en medarbejder i socialforvaltningen. Ombudsmanden udtalte endvidere, at det følger af almindelige forvaltningsretlige principper, at manglende eller mangelfuld vejledning efter omstændighederne får den retlige virkning, at den pågældende bør stilles på den måde, som behørig vejledning ville have medført. Amtsankenævnet måtte herefter anses for at have truffet afgørelse på grundlag af en urigtig retsopfattelse, og ombudsmanden henstillede til ankenævnet at genoptage sagen til fornyet behandling på baggrund af det anførte. (J. nr. 1989-703-041).

Under Flygtningenævnets behandling af en asylsag ansøgte en advokat mundtligt – på vegne af sin klient – om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1. Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration afslog at tillægge ansøgningen opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen idet fremgangsmåden efter ministeriets opfattelse ikke var tilstrækkelig til at anse betingelsen i udlændingelovens § 33, stk. 4, for opfyldt: efter denne bestemmelse har ansøgning om opholdstilladelse efter § 9 b, stk. 1, opsættende virkning hvis ansøgningen indgives i tilknytning til forkyndelsen af udrejsefristen i forbindelse med afslag på asyl.

Ombudsmanden bad ministeriet oplyse om man inden afgørelsen om afslag på opsættende virkning havde overvejet den eventuelle betydning af offentlighedslovens § 6 om notatpligt og forvaltningslovens § 7 om vejledningspligt eller principperne bag disse bestemmelser i relation til afslaget.

Ministeriet meddelte i en udtalelse at ministeriet på det nu oplyste grundlag mente det var rettest at anse betingelserne for opsættende virkning efter udlændingelovens dagældende § 33, stk. 4, for opfyldt.

Ministeriet oplyste samtidig at Flygtningenævnet havde forklaret at nævnet ville være indstillet på at videregive eventuelle mundtlige ansøgninger på udlændingeområdet til rette udlændingemyndighed i de særlige tilfælde hvor ansøgningen – på trods af vejledning om hvortil ansøgningen rettelig bør indgives – ønskedes indgivet i forbindelse med nævnsbehandlingen. (J.nr. 2003-3604-647).

To journalister søgte en kommune om aktindsigt i samtlige rejser som den tidligere overborgmesters kone havde foretaget for offentlige midler.

Det gav ikke ombudsmanden anledning til bemærkninger at kommunen vurderede at journalisternes ønske om aktindsigt ikke opfyldte kravet om identifikation af sagen (sagerne) i offentlighedsloven.

På baggrund af betragtninger om at meroffentlighedsprincippet i offentlighedsloven bør udstrækkes særlig vidt over for repræsentanter for medierne, henstillede ombudsmanden til kommunen at genoptage sagen. Ombudsmanden opfordrede i den forbindelse de to journalister til at gå i dialog med kommunen.

(J.nr. 2004-3196-801)

En kvinde fra det tidligere Jugoslavien fik afslag på forlængelse af sin opholdstilladelse der var meddelt på grundlag af ægteskab med en dansk statsborger. Parret blev skilt efter ca. 3½ års ægteskab. Udlændingestyrelsen havde kort efter ægteskabets indgåelse bedt ægtemanden godtgøre at han var i stand til at forsørge kvinden. Ægtemanden indsendte - trods flere opfordringer hertil fra styrelsen - først dokumentation ca. 1½ år efter ægteskabets indgåelse. Udlændingestyrelsen og Indenrigsministeriet mente at lovens frist for lovligt ophold her i landet i tre år først skulle regnes fra tidspunktet for modtagelsen af oplysningerne fra manden.

Ombudsmanden udtalte sig om beregningen af 3-års-fristen. I den konkrete sag mente han ikke at der var grundlag for at kritisere at myndighederne havde regnet 3-års-fristen fra tidspunktet for modtagelsen af oplysningerne. Det havde dog efter hans opfattelse været naturligt at kvinden under en telefonsamtale med Udlændingestyrelsen var blevet vejledt om konsekvenserne for beregningen af 3-års-fristen hvis der ikke inden for rimelig tid blev indsendt dokumentation for mandens evne til at forsørge hende. (J.nr. 1999-0628-643).

Udenrigsministeriet havde i flere tilfælde bedt en mor og en søster til en periodisk psykisk syg mand om at betale for hjemsendelse af ham fra udlandet. Den tredje gang nægtede moren og søsteren at betale, hvorefter Udenrigsministeriet – ifølge en aftale fra 1994 med Sygesikringens Forhandlingsudvalg om hjælp til nødstedte psykisk syge – fik udvalget til at betale udgifterne.

  Søsteren klagede på vegne af moren til ombudsmanden over at Udenrigsministeriet under telefonsamtaler havde presset dem til at betale selv om de ikke var juridisk forpligtet hertil. Hun klagede endvidere over at ministeriet ikke havde orienteret dem om muligheden for dækning via Sygesikringens Forhandlingsudvalg.

  Ombudsmanden mente at det var meget beklageligt at Udenrigsministeriet ikke havde taget notat over de førte telefonsamtaler. Det var således ikke muligt ud fra sagens akter at konstatere hvor mange samtaler der er tale om, hvornår samtalerne nøjagtigt fandt sted, og hvad der var blevet sagt under samtalerne. Ombudsmanden lagde bl.a. vægt på sagens alvorlige karakter samt på at notater i sagen ville have kunnet dokumentere ministeriets sagsbehandlingsskridt og eventuelt have medvirket til at der ikke kunne rejses tvivl om hvad ministeriet havde sagt under samtalerne.

  Ombudsmanden kritiserede endvidere at Udenrigsministeriet ikke havde orienteret moren/søsteren om aftalen med Sygesikringens Forhandlingsudvalg. Da moren ikke havde nogen juridisk forpligtelse til at dække udgifter for sin voksne søn, havde det været rimeligt og mest korrekt hvis ministeriet havde orienteret om aftalen samtidig med anmodningen om betaling. Moren (og søsteren) ville dermed have haft et mere fuldstændigt grundlag hvorpå moren kunne beslutte om hun trods aftalen skulle bistå sin søn økonomisk med hjemsendelse mv.

  (J.nr. 2005-2583-450).

En forældreforening klagede til Sundhedsstyrelsen over brugen af et bestemt medikament i forbindelse med bedøvelse af børn. Et forældrepar, der var medlemmer af foreningen, fik ved foreningens aktindsigt i forbindelse med klagesagen viden om at en overlæge havde afgivet en redegørelse om parret og deres børn. Redegørelsen indeholdt oplysninger om rent private forhold.

Forældrene klagede til Sundhedsstyrelsen over redegørelsen og grundlaget for den. Styrelsen orienterede om at redegørelsen var modtaget fra overlægen i forbindelse med forældreforeningens klagesag. Styrelsen mente at redegørelsen indeholdt oplysninger som var helt overflødige for vurderingen af forældreforeningens klagesag, og at oplysningerne kunne virke krænkende. Styrelsen afviste i øvrigt at foretage videre i sagen, og forældrene blev henvist til eventuelt at rette henvendelse til ansættelsesmyndigheden - en kommune.

Ombudsmanden kritiserede at Sundhedsstyrelsen ikke havde henvist forældrene til at rette henvendelse til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, og at styrelsen som tilsynsmyndighed ikke havde underkastet forældrenes klage en fyldestgørende undersøgelse.

Ombudsmanden lagde til grund at klagefristen til patientklagenævnet på to år var afbrudt, og sendte derfor forældrenes klage til nævnet. (J. nr. 1992-1963-403).

Familiestyrelsen forbød en borger at ringe til styrelsen. Baggrunden for påbuddet var mandens mange telefoniske henvendelser til styrelsen der optog uforholdsmæssigt meget af medarbejdernes tid. I disse telefonsamtaler skældte manden ud og kom med bebrejdelser til personalet. Da han ved tidligere lejligheder havde oplyst at han var ordblind, henviste styrelsen ham til fremover at bede kommunen om hjælp til sin korrespondance med styrelsen. En af styrelsens medarbejdere henviste desuden manden til at søge amtskommunen om støtte til informationstekniske hjælpemidler der kunne kompensere for hans ordblindhed.

  Ombudsmanden vurderede at styrelsens beslutning om at begrænse kontakten med manden som udgangspunkt var berettiget. Det fritog dog ikke styrelsen for den særlige vejledningspligt styrelsen havde over for ham fordi han var ordblind. Styrelsen kunne heller ikke løse sig fra denne vejledningspligt ved, som det var sket, blot at henvise manden til at søge hjælp hos kommunen. Styrelsen burde endvidere ikke have henvist ham til at søge amtskommunen om støtte til informationstekniske hjælpemidler uden på forhånd at have undersøgt om der var rimelig grund til at antage at betingelserne for sådan støtte var opfyldt.

   Ombudsmanden henstillede at styrelsen – ind til en sådan foreløbig undersøgelse forelå – igen tillod manden at ringe til styrelsen inden for rimelige rammer.

  (J.nr. 2005-3606-609).

Ombudsmanden bad Sundhedsvæsenets Patientklagenævn om en udtalelse om nævnets praksis for oversendelse af klager vedrørende forhold uden for Patientklagenævnets kompetence.

Patientklagenævnet forklarede at det som udgangspunkt var nævnets praksis ikke at videresende sådanne klager til rette myndighed medmindre klageren udtrykkeligt havde anmodet om det. Ombudsmanden udtalte at Patientklagenævnets praksis efter hans opfattelse ikke var i overensstemmelse med forvaltningslovens § 7, stk. 2, og henstillede til Patientklagenævnet at nævnet tog sin praksis op til overvejelse.
(J.nr. 2007-1194-409).

Ombudsmanden undersøgte af egen drift hjemlen for Patentdirektoratets opkrævning af et særligt gebyr for hastebehandling af patentansøgninger mv. Ombudsmanden undersøgte endvidere et spørgsmål om myndighedsinhabilitet i relation til Patentdirektoratets Erhvervsservice som mod betaling yder rådgivning inden for direktoratets sagsområder.

Ombudsmanden udtalte at det er tvivlsomt om hastebehandling af en ansøgning mod betaling er i overensstemmelse med det almindelige forvaltningsretlige princip om ligelig behandling. Da der ikke forelå fornøden hjemmel for hastebehandlingsgebyret, henstillede ombudsmanden at Erhvervsministeriet tog initiativ til at tilvejebringe en lovgivningsmæssig stillingtagen til spørgsmålet.

Om direktoratets erhvervsservice udtalte ombudsmanden at hvis en myndighed på samme måde som en sædvanlig partsrepræsentant yder en part rådgivning i en konkret sag, og denne sag senere skal behandles og afgøres af samme myndighed, må myndigheden efter omstændighederne anses for inhabil. Det gælder dog kun hvis vejledningen rækker ud over almindelig generel vejledning. Risikoen for myndighedsinhabilitet er navnlig aktuel når rådgivningen ydes mod betaling. En myndigheds almindelige vejledningsforpligtelse er begrænset af den almindelige retsgrundsætning om myndighedsinhabilitet.

De almindelige retsgrundsætninger om myndighedsinhabilitet viger dog i det omfang andet følger af særskilt lov. På grundlag af særlige bestemmelser i patentlovgivningen fandt ombudsmanden ikke at kunne kritisere direktoratets erhvervsservice. (J.nr. 1994-2818-309).

I fortsættelse af behandlingen af en konkret klagesag om en fars ret til aktindsigt i sin søns patientjournal tog ombudsmanden af egen drift et generelt spørgsmål om Patientklagenævnets vejledningspligt op til behandling.

Baggrunden var at faren, mens klagesagen var under behandling i Patientklagenævnet, fik frakendt forældremyndigheden over sin søn. Som konsekvens heraf havde faren ikke længere ret til aktindsigt i sønnens journal.

Patientklagenævnet kritiserede i sin afgørelse to sundhedspersoner for at have tilbageholdt nogle bilag som efter nævnets opfattelse – dengang – burde være udleveret til faren. Det fremgik imidlertid ikke af afgørelsen at faren i mellemtiden havde mistet forældremyndigheden.

Efter ombudsmandens opfattelse burde Patientklagenævnet – bl.a. som følge af god forvaltningsskik – i afgørelsen udtrykkeligt have omtalt dommen i forældremyndighedssagen og dommens konsekvenser for farens ret til aktindsigt i sin søns patientjournal. På den måde ville både faren selv og andre sundhedspersoner få kendskab til dommen og dens konsekvenser. 

(J.nr. 2007-4199-402).

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen modtog en anonym henvendelse om at en dagpengemodtager havde modtaget forudbetaling for at skrive en bog samtidig med at han modtog dagpenge. Direktoratet indledte på den baggrund en kontrolundersøgelse.

Direktoratet underrettede først dagpengemodtageren på et sent tidspunkt i undersøgelsesforløbet. Ombudsmanden fandt det bedst stemmende med god forvaltningsskik om dagpengemodtageren var blevet orienteret om sagen på et tidligere tidspunkt. Endvidere fandt ombudsmanden det beklageligt at direktoratet ikke, i forbindelse med at dagpengemodtageren bestred rigtigheden af oplysninger som direktoratet havde indhentet fra en arbejdsgiver, forelagde dagpengemodtagerens indsigelser for arbejdsgiveren.

Ombudsmanden udtalte at direktoratet ikke var kompetent til at give dagpengemodtageren karantæne. Da direktoratet ikke var kompetent, fandt ombudsmanden heller ikke at Arbejdsmarkedets Ankenævn var kompetent til, som klageinstans, at træffe afgørelse herom. Ombudsmanden henstillede på den baggrund at ankenævnet ændrede sin afgørelse således at karantænen bortfaldt.

(J.nr. 1994-1797-009).

A klagede dels over den tid, der medgik i Skatteministeriet, Told- og Skattestyrelsen (TOS), til besvarelse af A's henvendelser, dels over ministeriets sagsbehandling.

Ombudsmanden udtalte, at en samlet sagsbehandlingstid på 25-26 måneder var åbenbart urimelig, og at det var yderst kritisabelt, at der ikke blev foretaget ekspedition af nogen art i sagen i de første lidt mere end 15½ måned. Ombudsmanden fandt det uheldigt, at TOS senere under sagens behandling først næsten 5 måneder efter modtagelsen af en henvendelse fra A iværksatte en høringsprocedure. Ombudsmanden fandt, at TOS af egen drift burde have underrettet A om, at behandlingen af sagen trak ud, og fandt det meget kritisabelt, at TOS ikke besvarede en rykkerskrivelse fra A.

Ombudsmanden udtalte, at det var beklageligt, at en anmodning om aktindsigt først blev besvaret mere end 10 dage efter dens modtagelse, uden at A blev underrettet om grunden dertil samt om, hvornår afgørelsen kunne forventes at foreligge.

Ombudsmanden fandt, at TOS på et langt tidligere tidspunkt burde have vejledt A om rette afgørelsesmyndighed.

Ombudsmanden anmodede om underretning om TOS's overvejelser om, hvorvidt der var behov for i almindelighed i styrelsen at indskærpe almindeligt gældende sagsbehandlingsrutiner. (J. nr. 1993-479-200).

A klagede i juli 1990 over, at hun endnu ikke havde fået svar i en sag vedrørende kommunal inddrivelse af restskat. Sagen var af ombudsmanden i december 1989 oversendt til Statsskattedirektoratet (nu Told- og Skattestyrelsen) til videre foranstaltning.

Ombudsmanden udtalte, at Skatteministeriet - efter at ministeriet fra A havde modtaget en henvendelse, der fremstod som et ønske om henstand med tvangsinddrivelse af restskat - burde have foranlediget, at A blev vejledt om sine muligheder for at søge om henstand med skattebetalingen.

Samtidig udtalte ombudsmanden, at han - henset til at behandlingen af A's klagesag tog ca. et år - fandt det kritisabelt, at A kun en enkelt gang blev orienteret om, at der kunne gå nogen tid, inden afgørelse i sagen kunne foreligge.

Ombudsmanden fandt det endvidere kritisabelt, at A's rykkerskrivelser ikke blev besvaret med det samme.

Endelig udtalte ombudsmanden, at han fandt det særdeles kritisabelt, at A's begæring til Statsskattedirektoratet om aktindsigt først blev besvaret efter 8 måneder. (J. nr. 1990-1052-222).

En mand klagede til Landsskatteretten over såvel skatteansættelsen for hans anpartsselskab som hans egen skatteansættelse. Landsskatteretten havde ved modtagelsen af mandens klager oplyst at sagsbehandlingstiden var 9-15 måneder. Efter modtagelsen af det sidste materiale fra de underordnede myndigheder lå sagerne hos Landsskatteretten i 1 år og 2 måneder uden at Landsskatteretten foretog sig noget. På mandens foranledning blev der holdt et møde om sagerne, men efter at Landsskatteretten havde modtaget mandens bemærkninger til mødereferatet, lå sagerne igen uekspederede hen i Landsskatteretten. Da der var gået yderligere 1 år og 1 måned, rykkede manden Landsskatteretten for svar. Under en telefonsamtale med manden i forlængelse af rykkeren beklagede Landsskatteretten den lange sagsbehandlingstid og oplyste at sagerne ville blive fremskyndet. Der skete fortsat ikke noget i sagerne, og manden rykkede igen for svar. På dette tidspunkt havde sagerne været under behandling i Landsskatteretten i henholdsvis 3 år og 10 måneder og 3 år og 6 måneder.

Da manden til sidst henvendte sig til ombudsmanden, havde sagerne været under behandling i Landsskatteretten i mere end 4 år og var endnu ikke afsluttede.
Landsskatteretten beklagede meget den lange sagsbehandlingstid over for ombudsmanden  og beklagede også at manden siden mødet ikke regelmæssigt var blevet orienteret om sagsbehandlingen.

Ombudsmanden mente det var overordentlig kritisabelt at Landsskatterettens behandling af sagen efter mere end 4 år ikke var afsluttet, og at Landsskatteretten i hele forløbet havde undladt at underrette manden om at sagernes behandling trak ud, og hvad årsagen var til det.  

Ombudsmanden kritiserede også at Landsskatteretten ikke havde lavet notat om en telefonsamtale som ifølge Landsskatteretten havde fundet sted på baggrund af en af mandens rykkere. (J.nr. 2007-3804-200).

 

Klik på linket til højre for at læse hele redegørelsen.

En person skrev den 30. september 2005 til justitsministeren om en sag hvor en forsvarsadvokat havde udleveret dokumenter der indeholdt identitetsoplysninger på et anonymt vidne, til sin klient. I brevet blev ministeren opfordret til at gå ind i sagen. Afsenderen rykkede efterfølgende flere gange både telefonisk og skriftligt ministeriet for svar. Den 20. februar 2006 klagede den pågældende til ombudsmanden over ministeriets sagsbehandlingstid.

  Justitsministeriet besvarede henvendelsen den 14. marts 2006. I brevet beklagede ministeriet den sene besvarelse.

  Ombudsmanden tilsluttede sig Justitsministeriets beklagelse. Ombudsmanden var i øvrigt enig med ministeriets i at besvarelsen ikke var en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

  Ombudsmanden udtalte at der også i sager hvor der ikke træffes afgørelse i forvaltningslovens forstand, gælder visse krav til myndighedens sagsbehandling. Ombudsmanden udtalte endvidere at det havde været bedst stemmende med principperne om god forvaltningsskik om ministeriet havde anerkendt modtagelsen af henvendelsen da det blev klart at en endelig besvarelse ikke ville kunne ske inden for en rimelig tid. Det havde endvidere været i overensstemmelse med god forvaltningsskik at ministeriet i forbindelse hermed havde oplyst hvornår ministeriet forventede at kunne besvare henvendelsen. Ministeriet burde endvidere have besvaret de skriftlige rykkere.

    (J.nr. 2006-0639-600).

Gennem omtale i pressen blev ombudsmanden opmærksom på at Statsministeriet havde givet en bestemt avis aktindsigt i en tale som statsministeren skulle holde om EU. Avisen ville bringe talen som kronik samme dag som talen skulle holdes. Dagen før viste andre medier, bl.a. en anden avis, interesse for taledokumentet. Avisen bad om aftenen Statsministeriets pressechef om også at få aktindsigt i taledokumentet, men fik afslag med den begrundelse at den første avis allerede havde fået aktindsigt. Ombudsmanden tog sagen op af egen drift.

Ombudsmanden udtalte at en myndigheds interesse i at sikre at visse budskaber formidles på den mest effektive måde og opnår optimal gennemslagskraft ved at lade dem lancere som solohistorier, ikke i sig selv kan frakendes saglighed. Men dette hensyn kan ikke tillægges en så afgørende vægt over for det lovfæstede offentlighedsprincip og den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning at det i almindelighed vil kunne begrunde tilbageholdelse eller forsinket indsigt til andre.

Ombudsmanden udtalte at taledokumentet ved udlevering til den første avis mistede sin interne karakter, og at Statsministeriet herefter ikke kunne afslå at udlevere det til andre på grundlag af offentlighedslovens bestemmelser om interne dokumenter.

Da Statsministeriet samme dag som udleveringen af taledokumentet til den første avis fandt sted, var i kontakt med en række medier vedrørende talen, burde ministeriet efter ombudsmandens mening på eget initiativ have tilbudt disse medier indsigt i de samme oplysninger som den første avis havde fået.

Ombudsmanden udtalte desuden at en forvaltningsmyndighed, hvis den giver en journalist eller andre indsigt i et eller flere dokumenter og/eller afgiver oplysninger og denne ekspedition ikke fremgår af sagen, skal tage notat om det. Af notatet skal fremgå hvilke dokumenter eller oplysninger der er udleveret, til hvem eller under hvilke omstændigheder de er udleveret, tidspunktet for udleveringen og eventuelle vilkår eller klausuler der er aftalt eller forudsat ved udleveringen. Ved udlevering af dokumenter eller oplysninger som en myndighed afgiver som led i en solohistorie, vil det efter ombudsmandens opfattelse være ønskeligt at myndigheden i notatet yderligere angiver den eller de interesser som myndigheden har tillagt betydning ved beslutningen om udlevering. (J.nr. 2003-0322-401).

En lejer flyttede fra et lejemål til et andet midt i september 1999 og indgav ansøgning om boligstøtte til det nye lejemål i oktober 1999 mere end fire uger efter flytningen. Lejeren havde den 1. oktober 1999 været i telefonisk kontakt med kommunen og i den forbindelse oplyst om flytningen. Myndighederne traf afgørelse om tilbagebetaling af udbetalt boligstøtte vedrørende det tidligere lejemål for perioden 16. september til 1. november 1999. Endvidere tildelte myndighederne boligstøtte til det nye lejemål pr. 1. november 1999.

Ombudsmanden udtalte at det havde været naturligt om kommunen i forbindelse med lejerens telefoniske henvendelse havde vejledt ham om den særlige frist der gælder for indgivelse af ansøgning om boligstøtte i forbindelse med en flytning. Ombudsmanden mente imidlertid ikke at have fuldt tilstrækkeligt grundlag for at kritisere at lejeren ikke var blevet vejledt.

Ombudsmanden var enig med myndighederne i at lejeren efter fraflytning ikke var berettiget til boligstøtte til det fraflyttede lejemål. For at kræve den udbetalte boligstøtte tilbage måtte det i henhold til boligstøttelovens § 47, stk. 6, kræves at lejeren inden udbetalingstidspunktet vidste (eller burde vide) at lejeren ville fraflytte lejemålet, og at lejeren derfor ikke ville være berettiget til boligstøtte. Ombudsmanden mente herefter ikke der var grundlag for at pålægge lejeren at betale boligstøtten tilbage for perioden 16. september til 1. oktober 1999.

Ombudsmanden kritiserede at kommunen undlod at partshøre lejeren forud for afgørelsen om tilbagebetalingskravet hvilket kommunen efter ombudsmandens opfattelse var forpligtet til. Endvidere mente ombudsmanden at det var beklageligt at det sociale nævn ikke havde forholdt sig til kommunens manglende partshøring.

Derudover kritiserede ombudsmanden begrundelserne for myndighedernes afgørelser idet henvisningerne til de retsregler afgørelserne var truffet efter, ikke var tilstrækkelige.

Ombudsmanden bad det sociale nævn genoptage sagen og tage stilling til om lejeren opfyldte de subjektive betingelser for at blive pålagt at betale boligstøtten tilbage for perioden 16. september til 1. oktober 1999. (J.nr. 2000-0358-028).

A, som havde arvet efter sin søster - der havde boet i Tyskland - blev af de tyske myndigheder stillet over for et skattekrav, der havde påhvilet hendes søster.

A klagede bl.a. over, at Statsskattedirektoratet - nu Told- og Skattestyrelsen (TOS) - havde været over 2 år om at færdigbehandle sagen i forbindelse med kravet.

Herudover klagede A over, at TOS ikke tog udtrykkelig stilling til hendes klage, men alene formidlede de tyske myndigheders stillingtagen til A's indvendinger imod kravets eksistens. TOS's afsluttende skrivelse var vedlagt en skrivelse på tysk fra Bundesamt für Finanzen. Der var dog ikke vedlagt en oversættelse af skrivelsen.

Ombudsmanden udtalte, at det ved bedømmelsen af tidsforbruget måtte tages i betragtning, at de tyske myndigheder blev hørt, og at høringen foregik gennem Skattedepartementet. Ombudsmanden fandt det meget kritisabelt, at der gik 8 måneder, fra sagen reelt måtte anses for færdigoplyst, til TOS fremsendte svaret til A. Ombudsmanden fandt det endvidere beklageligt, at TOS ikke oplyste A om, hvorpå sagens behandling beroede.

Ombudsmanden fandt det beklageligt, at der ikke var truffet afgørelse i anledning af A's indsigelser imod de danske skattemyndigheders inddrivelse af kravet.

Det stemte efter ombudsmandens opfattelse bedst overens med principperne i forvaltningslovens § 7 og § 22, hvis TOS havde kontaktet A for at få afklaret, om hun kunne læse den tyske skrivelse og i benægtende fald havde tilbudt hjælp til oversættelse. Da ombudsmanden ikke tidligere havde haft anledning til at give udtryk for denne opfattelse, og idet TOS straks, da A bad om det, sendte hende en intern oversættelse, gav forholdet dog ikke grundlag for kritik. (J. nr. 1990-1508-220).

I sommeren 2008 beskyldte medierne i en række artikler Udlændingeservice for i årevis at have undladt at vejlede om muligheden for at få familiesammenføring på grundlag af EU-retten. Ombudsmanden gik ind i sagen og bad Udlændingeservice om at redegøre for deres praksis på området i perioden 2002-2008. Han bad også om oplysninger om den information og vejledning som var stillet til rådighed for borgerne i samme periode. Integrationsministeriet fik efterfølgende lejlighed til at komme med bemærkninger til redegørelsen fra Udlændingeservice.

Sidst på efteråret 2008 afgav ombudsmanden sin endelige redegørelse om sagen. Ombudsmandens undersøgelse viste at udlændingemyndighederne i perioder havde fortolket EU-retten restriktivt, og at praksis på nogle vigtige punkter havde været meget svingende. Det var efter ombudsmandens opfattelse uheldigt. Ombudsmanden konstaterede også at udlændingemyndighederne i flere tilfælde havde været længe om at ændre deres praksis når EF-domstolen havde afsagt en ny dom på området. Det mente han var beklageligt. 

Ombudsmanden kritiserede desuden udlændingemyndighederne for ikke at have informeret godt nok om praksis for familiesammenføring efter EU-retten på deres officielle hjemmeside www.nyidanmark.dk. Han konstaterede også at han under sagens behandling havde fået kendskab til nogle konkrete tilfælde hvor udlændingemyndighederne ved besvarelse af henvendelser fra borgere ikke havde levet op til vejledningspligten i forvaltningslovens § 7, stk. 1.

Da udlændingemyndighederne havde foretaget gennemgribende ændringer af praksis og i den forbindelse havde justeret og udbygget informationen på hjemmesiden, foretog ombudsmanden sig ikke mere i sagen. 
(J.nr. 2008-2300-609).

Klik på linket til højre for at læse hele redegørelsen.

A klagede til ombudsmanden over en skatteansættelse fra K Kommune. A mente at kunne støtte ret på en oplysning fra skatteforvaltningen om fradragsret for drifts- og renteudgifter vedrørende sin ægtefælles ejendom, hvorfra A drev en lydklinik.

Ombudsmanden udtalte, at indhentelse af en uformel forhåndsbesked fra skatteforvaltningen som hovedregel ikke er bindende. I teori og praksis er det dog anerkendt, at denne hovedregel kan fraviges, hvis skatteyderens forventning om den fremtidige skatteansættelse hviler på et kvalificeret grundlag, bl.a. at skatteyderen har kunnet dokumentere en forventning om skatteansættelse på objektivt grundlag, samt at skatteforvaltningens tilkendegivelse er afgivet på et fuldstændigt og korrekt grundlag og ikke er klart uoverensstemmende med lovgivningen.

Ombudsmanden fandt ikke, at A's forventning var retsbeskyttet, da der ikke forelå dokumentation for, at tilsagn om fuld fradragsret var givet. Et eventuelt tilsagn ville ligeledes være klart i uoverensstemmelse med skattelovgivningen, da ejendommen tilhørte A's ægtefælle, som samtidig havde foretaget rentefradrag. Endelig var en besvarelse af en forespørgsel vedrørende fradragsret for en delvis erhvervsejendom heller ikke af en sådan karakter, at A efterfølgende var ude af stand til at dokumentere de faktiske omstændigheder. (J. nr. 1991-2007-223).

En kommune meddelte en borger at tre breve som han havde sendt til kommunen, ville blive besvaret på et nærmere angivet tidspunkt. Brevene indeholdt en række spørgsmål angående en sag som kommunen havde behandlet, og der blev i brevene rykket for svar på flere tidligere breve til kommunen. Senere meddelte kommunen imidlertid borgeren at den ikke så sig i stand til at besvare yderligere henvendelser fra ham. Kommunen henviste bl.a. til at det ikke var muligt at få præciseret de spørgsmål som borgeren anså for ubesvarede, eller at tilvejebringe besvarelser/beslutninger som borgeren anså for tilfredsstillende.

Ombudsmanden mente at det havde været bedst stemmende med god forvaltningsskik hvis kommunen ved en gennemgang af korrespondancen havde undersøgt om den tidligere havde besvaret dels de spørgsmål som de tre breve indeholdt, dels de tidligere breve som angiveligt var ubesvarede. Ombudsmanden henviste til at det må anses for bedst stemmende med god forvaltningsskik at en myndighed så vidt muligt besvarer de spørgsmål som den modtager fra borgerne, men ombudsmanden præciserede samtidig at der gælder visse undtagelser herfra.

Ombudsmanden henstillede at kommunen genoptog sagen med henblik på at fastslå i hvilket omfang der var spørgsmål og tidligere breve som ikke var besvaret, og efterfølgende tage stilling til i hvilket omfang disse burde besvares. (J.nr. 2003-0562-100).

A, der i underretten var idømt 4 dagbøder á 150 kr., klagede bl.a. over, at han efter at have søgt om tilladelse til at anke underrettens dom til landsretten i henhold til retsplejelovens § 962, stk. 3, var blevet indkaldt til afsoning af bødeforvandlingsstraffen, førend Justitsministeriet havde truffet afgørelse i anledning af ansøgningen om anketilladelse.

Ombudsmanden udtalte, at politimesteren, såfremt han iværksætter fuldbyrdelsen, uanset at den domfældte har ansøgt om anketilladelse, skal sørge for, at den domfældte vejledes om muligheden for at indgive ansøgning til landsrettens præsident om udsættelse eller standsning af straffuldbyrdelsen. Ombudsmanden henstillede til Justitsministeriet at sørge for, at der tilrettelægges en procedure således, at der ikke tages skridt til at fuldbyrde en dom, som er søgt anket, uden at den domfældte vejledes om reglen i retsplejelovens § 962, stk. 4. (J. nr. 1991-1712-610).

En virksomhed overvejede at eksportere et affaldsprodukt der var omfattet af EU’s forordning om overførsel af affald. Virksomheden bad Miljøstyrelsen om vejledning i forbindelse med udfyldelse af et anmeldelsesskema til modtagerlandet. Miljøstyrelsen oplyste bl.a. at danske grænseværdier skulle overholdes selv om affaldet blev eksporteret. Virksomheden bad herefter Miljøstyrelsen oplyse lovhjemlen for dette krav, og styrelsen svarede efter 6½ måned.
Ombudsmanden mente at Miljøstyrelsens sene svar var meget kritisabelt, og udtalte at Miljøstyrelsens vejledning var for kortfattet og utilstrækkelig. Vejledningen var også mangelfuld fordi Miljøstyrelsen havde undladt at informere virksomheden om oplysninger som styrelsen havde indhentet fra det potentielle modtagerland, og om at styrelsen på et tidspunkt havde ændret retsopfattelse med hensyn til fortolkning af forordningen om overførsel af affald.
En begæring om aktindsigt som var omfattet af lov om aktindsigt i miljøoplysninger, besvarede Miljøstyrelsen efter 1 år og 7 måneder. Dette mente ombudsmanden var særdeles kritisabelt. (J.nr. 2001-1403-113).

Ombudsmanden rejste af egen drift et spørgsmål over for Integrationsministeriet om udlændingemyndighedernes vejledning af tyrkiske statsborgere om opholds- og arbejdstilladelse. Det drejede sig nærmere om deres rettigheder efter associerings-aftalen mellem EF og Tyrkiet af 12. september 1963.

Ministeriet udtalte bl.a. at der fremover vil blive vejledt om muligheden for opholdstilladelse på baggrund af associeringsaftalen i alle sager hvor dette spørgsmål kan have relevans. Det vil ikke længere afhænge af en konkret vurdering i den enkelte sag.

Ministeriet fandt endvidere at det måtte anses for bedst stemmende med god forvaltningsskik at associeringsaftalen mv. blev offentliggjort på Udlændingestyrelsens hjemmeside og senere på en fælles internetportal.

Ombudsmanden tog det oplyste til efterretning og foretog sig ikke mere i sagen.

(J.nr. 2006-0812-609).

Direktoratet for Kriminalforsorgen afskedigede – efter indstilling fra et fængsel – en tjenestemandsansat fængselsfunktionær på grund af manglende egnethed.

Fængslet havde inden indstillingen holdt et møde med fængselsfunktionæren. På dette møde fik den pågældende meddelelse om at man vurderede vedkommende som uegnet, og at funktionæren derfor også var fritaget fra tjeneste med det samme.

Ombudsmanden udtalte at fængslet burde have vejledt funktionæren om at vedkommende havde været berettiget til at tage en bisidder med til mødet.
(J.nr. 2006-4256-813).

I en sag om opskrivning til et dagtilbud i en kommune var forældrene utilfredse med at kommunen ikke havde oplyst om den korte frist der var til at svare på et pasningstilbud, eller oplyst om den sms-service som kommunen havde i forbindelse med tilbud om en konkret plads.

Kommunen oplyste at der orienteres om svarfristen – som er på 5 dage – og om sms-servicen i en pjece og på kommunens hjemmeside. Det er dog ikke alle de borgere der skriver deres barn op til et dagtilbud, som modtager pjecen. Derimod modtager alle borgere der skriver deres barn op til et dagtilbud i kommunen, et opskrivningsbevis. Dette opskrivningsbevis modtager borgerne inden de modtager et konkret pasningstilbud. I opskrivningsbeviset bliver der imidlertid ikke orienteret om den korte svarfrist der gælder når barnet senere får tilbudt plads, eller om sms-servicen.

Ombudsmanden udtalte at kommunen i medfør af sin vejledningspligt efter forvaltningslovens § 7, stk. 1 – eller i hvert fald efter god forvaltningsskik – bør orientere borgerne om svarfristen og sms-servicen i opskrivningsbeviset eller klart og tydeligt fremhæve det i en vejledning der vedlægges opskrivningsbeviset. Ombudsmanden henstillede at kommunen fremover giver denne vejledning.   

(J.nr. 2008-3322-060).

A blev afskediget fra sin stilling som skibsfører ved DSB som følge af, at han havde været spirituspåvirket i tjenesten, hvilket var blevet fastslået ved dom.

Ombudsmanden fandt ikke grundlag for at kritisere, at A blev afskediget. Derimod fandt ombudsmanden det kritisabelt, at A under en tjenstlig afhøring fejlagtigt fik at vide, at han havde pligt til at udtale sig om sagens faktiske omstændigheder. Desuden anså ombudsmanden det for stridende mod god forvaltningsskik, at skrivelsen om den påtænkte afskedigelse samt afskedigelsesskrivelsen ikke blev sendt direkte til A, men til hans overordnede til videregivelse.

Ombudsmanden fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere, at A's resterende ferie blev anset for afholdt i suspensionsperioden. (J. nr. 1992-739-812).

En kommune tilkendte en borger forhøjet almindelig førtidspension. Borgeren klagede til det sociale nævn fordi hun mente at hun var berettiget til højere pension. Det sociale nævn ændrede kommunens afgørelse til skade for borgeren idet nævnet slet ikke anså klageren for berettiget til førtidspension.

Den Sociale Ankestyrelse stadfæstede det sociale nævns afgørelse, og Ankestyrelsen mente heller ikke at kommunen i sin klagevejledning var forpligtet til at oplyse om at nævnet havde mulighed for at ændre afgørelsen til skade for borgeren.

Ombudsmanden kunne ikke kritisere det sociale nævns og Den Sociale Ankestyrelses afgørelse. Ombudsmanden udtalte at det vil være i overensstemmelse med god forvaltningsskik at borgeren i forbindelse med klagemyndighedernes generelle orientering om sagsgangen, herunder det mulige udfald af sagen, gøres opmærksom på at myndighedens afgørelse kan falde ud til skade for klageren. For at undgå den utilsigtede virkning at skræmme borgerne fra at klage mente ombudsmandsmanden at det vil være korrekt at oplyse at ændring til skade for klageren kun sker yderst sjældent. Endvidere kunne det forklares at det kun sker når afgørelsen er ugyldig. (J.nr. 2001-2957-040).