Ved behandlingen af en klage over to afgørelser fra Ankestyrelsen blev ombudsmanden opmærksom på at afgørelserne var meddelt klageren i Word-filer vedhæftet e-mails. Word-filerne indeholdt en kode der betød at afgørelsernes datering ændrede sig hver gang filerne blev åbnet.

Ankestyrelsen oplyste at det var en fejl at afgørelserne var sendt på den skete måde, og beklagede dette.

Ombudsmanden udtalte at elektronisk meddelelse af en afgørelse må ske ved brug af formater der ikke uden videre (kan) ændres ved blot at åbne filen.

(J.nr. 2009-1196-009).

En mand i aktivering klagede over at en kommune havde standset udbetalingen af aktiveringsydelse fordi han blev væk fra et aktiveringstilbud. Det sociale nævn fastholdt afgørelsen. Den Sociale Ankestyrelse afviste at behandle sagen med henvisning til at den ikke var af principiel betydning.

Om det forhold at kommunen ikke havde underrettet manden om afgørelsen, udtalte Ombudsmanden at meddelelse af afgørelser er en grundlæggende sagsbehandlingsregel, og at manglende overholdelse heraf som udgangspunkt medfører ugyldighed.

Ombudsmanden mente det var meget kritisabelt at kommunen ikke forud for afgørelsen havde partshørt manden. Ombudsmanden kritiserede endvidere at Det Sociale Ankenævn for Fyns Amt ikke havde forholdt sig til kommunens undladelse af at partshøre.

Ombudsmanden henstillede til Det Sociale Nævn for Fyns Amt at genoptage sagen. (J.nr. 1998-635-050).

En tidligere fuldmægtig i Undervisningsministeriet klagede til ombudsmanden over at han var blevet afskediget. Han klagede endvidere over forløbet op til afskedigelsen der indebar at han i første omgang var blevet omplaceret til en styrelse under ministeriet med en prøvetid på 6 måneder. Vilkårene for omplaceringen var at hvis styrelsen efter prøvetiden afgav en positiv udtalelse, kunne den pågældende blive i styrelsen på almindelige vilkår. Hvis styrelsens udtalelse var negativ, var Undervisningsministeriet indstillet på at afskedige ham idet det var udelukket at han kunne vende tilbage til departementet. Da styrelsen efter endt prøvetid ikke ønskede at fuldmægtigens ansættelsesforhold skulle fortsætte på grund af manglende samarbejdsvilje og -evne, meddelte ministeriet at man var indstillet på at afskedige ham. Der blev herefter indgået en fratrædelsesaftale mellem fuldmægtigen, hans organisation og ministeriet.

Vedrørende omplaceringen til styrelsen udtalte ombudsmanden at fuldmægtigens omplacering indebar så væsentlige ændringer i hans hidtidige ansættelsesforhold at der var tale om forflyttelse. En sådan beslutning anses for en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Forflyttelsen indebar en uansøgt afskedigelse af fuldmægtigen fra hans hidtidige stilling. Undervisningsministeriet burde derfor forud for beslutningen om at omplacere ham have partshørt ham i overensstemmelse med den ulovbestemte partshøringspligt der gælder ifølge retspraksis og ombudsmandspraksis for visse afgørelser om uansøgt afskedigelse af ansatte i forvaltningen. Efter ombudsmandens opfattelse var det endvidere beklageligt at fuldmægtigen ikke var blevet meddelt en skriftlig afgørelse der indeholdt den nærmere begrundelse for den uansøgte afskedigelse fra hans hidtidige stilling, jf. forvaltningslovens § 24, jf. § 22.

Vedrørende den endelige afskedigelse fra Undervisningsministeriet udtalte ombudsmanden at beslutningen fremtrådte som truffet efter aftale. En beslutning om uansøgt afskedigelse kræver at der meddeles den ansatte en egentlig afgørelse der skal være skriftlig. Afskedigelsen kan således ikke indtræde automatisk på grundlag af en aftale. Efter ombudsmandens opfattelse var det beklageligt at fuldmægtigen ikke var blevet meddelt en skriftlig afgørelse vedrørende den endelige afskedigelse og dermed heller ikke den nærmere begrundelse for afskedigelsen i overensstemmelse med forvaltningslovens § 24, jf. § 22.

Da Undervisningsministeriet havde udtalt at man var indstillet på at give fuldmægtigen en begrundelse for afgørelsen om omplacering og afgørelsen om den endelige afskedigelse, bad ombudsmanden ham rette henvendelse til ministeriet såfremt han fortsat ønskede en begrundelse for afgørelserne. (J.nr. 2000-3309-813).

En kommunalt ansat psykolog lod sig interviewe til et månedsmagasin i forbindelse med en artikel om pædofili. Psykologen blev efterfølgende afskediget under henvisning til at kommunen og kommunens borgere ikke havde den fornødne tillid til ham.

Psykologens udtalelser var efter ombudsmandens opfattelse ikke retsstridige. Ombudsmanden udtalte at følgevirkninger af lovlige ytringer, herunder en eventuelt opstået mangel på tillid, kan danne grundlag for anvendelsen af negative ledelsesbeføjelser som f.eks. diskretionær afskedigelse, men at det kræver et særlig sikkert bevismæssigt grundlag. På den baggrund kritiserede ombudsmanden kommunen for ikke at have tilstrækkelig dokumentation for grundlaget for afskedigelsen. Desuden kritiserede ombudsmanden at kommunen havde overtrådt reglerne om partshøring. (J.nr. 1999-1570-812).

En socialpædagog på en institution under en kommune sendte sine kolleger og institutionens ledelse et brev med kritik af ledelsen. Ombudsmanden kritiserede at ledelsen pålagde socialpædagogen tavshedspligt om brevet indtil der var afholdt et møde mellem ledelsen, socialpædagogen og dennes tillidsrepræsentant.

Senere gav ledelsen socialpædagogen en tjenstlig ordre om at overtage en ny stilling på institutionen. Ombudsmanden mente det var meget uheldigt at brevet var udformet som en opremsning af flere alternativer, og anså brevet for unødigt krænkende og egnet til at skabe bekymring hos socialpædagogen om hendes fremtidige ansættelse i kommunen. Ombudsmanden mente desuden at den korte svarfrist gav anledning til betænkelighed.

Da socialpædagogen herefter ikke mødte på arbejde, stoppede kommunen udbetalingen af løn til socialpædagogen. Kommunen betragtede ansættelsen som ophørt efter ansøgning fra socialpædagogen hvilket ombudsmanden anså for særdeles kritisabelt. Desuden kritiserede ombudsmanden at kommunen ikke havde givet socialpædagogen eller dennes fagforening meddelelse om afskedigelsen før socialpædagogen klagede over sagen. (J.nr. 2000-2842-812).

En kommune traf afgørelse om støtte til medicinudgifter mv. og om kontanthjælp.

Borgeren og hans fagforbund klagede til det sociale nævn der forstod klagen som om den kun vedrørte afgørelsen om støtte til medicinudgifter. I et brev til borgeren bad nævnet ham om at oplyse det hvis klagen også skulle forstås som en klage over afslaget på kontanthjælp. Nævnet traf herefter afgørelse vedrørende støtte til medicinudgifter mv. Knap 6 måneder senere rykkede forbundet nævnet for en afgørelse i kontanthjælpssagen. Som svar henviste nævnet til brevet om klagetema og tog således ikke stilling til kontanthjælpssagen.

Ombudsmanden kritiserede at nævnet uden sikre holdepunkter i sagen præciserede klagetemaet således at klagen over afslaget på kontanthjælp ikke blev behandlet. Ombudsmanden anførte at sagen vedrørte mandens forsørgelsesgrundlag. Ombudsmanden mente det var rimeligt at antage at der ved tvivl om klagetemaet må være en formodning for at klagen omfatter en sådan væsentlig afgørelse.

Der var i den konkrete sag ikke hensyn der talte imod at nævnet realitetsbehandlede forbundets og mandens rettidigt indgivne klage vedrørende kontanthjælpssagen.

Ombudsmanden henstillede til det sociale nævn at genoverveje sagen og i den forbindelse tage stilling til om nævnet vil behandle sagen om kontanthjælp.

(J.nr. 2004-3492-025)

En borger klagede over at kommunen ikke besvarede hendes ansøgninger om økonomisk hjælp til en række enkeltydelser. I en udtalelse til ombudsmanden beskrev kommunen i hvilke tilfælde kommunen ikke besvarede borgerens henvendelser, og begrundelsen herfor.

Ombudsmanden udtalte at kommunen var forpligtet til at træffe afgørelse når der forelå ansøgninger som kommunen ikke tidligere havde taget stilling til. Ombudsmanden mente ikke at en myndighed generelt kunne beslutte at ansøgninger af en bestemt karakter ikke skulle besvares.

Endvidere udtalte ombudsmanden at en myndighed inden for visse snævre rammer vil have mulighed for at begrænse kontakten til en borger, herunder at begrænse eller helt at stoppe sin korrespondance med borgeren om spørgsmål som myndigheden har truffet afgørelse om.

I den forbindelse udtalte ombudsmanden at sådanne beslutninger om at begrænse eller stoppe korrespondancen må ske ud fra en konkret afvejning af hensynet til at borgeren i nødvendigt og tilstrækkeligt omfang bliver betjent af den offentlige forvaltning, over for hensynet til det offentliges ressourcer. Forvaltningen skal anstrenge sig meget for at få kontakten til at fungere, men i tilfælde hvor det, hvis man ikke begrænser kontakten, vil påvirke institutionens arbejde og/eller kontakten med andre borgere væsentligt, vil forvaltningen have mulighed for at gribe ind. Beslutninger herom bør meddeles skriftligt og på en sådan måde at borgeren kan se på hvilke områder og måder korrespondancen er begrænset, og eventuelt på hvilke måder korrespondancen på ny kan normaliseres.

Ombudsmanden mente at det havde været bedst stemmende med god forvaltningsskik hvis kommunen havde givet borgeren skriftlig underretning om begrænsningen af kontakten.

(J.nr. 2004-3279-009)

Efter en ændring af lov om børnepasningsorlov i marts 2004 skulle forældre der på et senere tidspunkt ønskede at gøre brug af deres ret til børnepasningsorlov, skriftligt give meddelelse herom til arbejdsformidlingerne inden den 1. april 2004. Loven var på dette tidspunkt allerede ophævet med virkning for børn født efter den 1. januar 2002. Den ny tilmeldingsfrist skulle forhindre utilsigtet brug af ordningen i forbindelse med den kommende EU-udvidelse. Der indførtes samtidig en dispensationsordning hvorefter forældre i ganske særlige tilfælde kunne bevare retten til orlov hvis de havde været forhindret i overholde tilmeldingsfristen af årsager som ikke kunne tilregnes dem. Dispensationen skulle dog søges senest den 31. december 2004.

Efter dispensationsperiodens ophør modtog Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender flere henvendelser fra borgere der ikke stod registreret som tilmeldt ordningen. Ministeriet orienterede arbejdsformidlingerne om behandlingen af disse sager i to breve af henholdsvis 28. februar og 15. april 2005: De ansøgere som arbejdsformidlingerne ikke umiddelbart kunne afvise, måtte henvende sig skriftligt til ministeriet med henblik på en konkret vurdering af deres sag. Rene dispensationssager ville ikke blive imødekommet. I visse tilfælde måtte det imidlertid anses for rimeligt sandsynligt at der kunne have været administrative fejl eller misforståelser i forbindelse med tilmeldingen som ikke burde komme ansøgeren til skade. Her kunne den pågældende, uanset den manglende registrering, efter omstændighederne anses for tilmeldt ordningen alligevel. Ministeriet ville så orientere det pågældende arbejdsformidlingskontor om sin opfattelse.

Ombudsmanden, der blev opmærksom på brevene under sin behandling af en konkret sag, tog den beskrevne praksis op til undersøgelse af egen drift.

Ombudsmanden udtalte at myndighedernes praksis havde hjemmel i den almindelige forvaltningsretlige grundsætning om såkaldt realudligning som reaktion på vejledningsfejl mv. Myndighedernes manglende eller mangelfulde vejledning til  en borger – i det konkrete tilfælde f.eks. om indførelsen af en tilmeldingsfrist – kan efter denne grundsætning føre til at borgeren stilles som om korrekt vejledning var givet og borgeren havde handlet i overensstemmelse hermed. Ombudsmanden mente ikke at anvendelsen af grundsætningen i de beskrevne tilfælde måtte anses for udelukket i kraft af ændringen af lov om børnepasningsorlov.

Ombudsmanden udtalte dog endvidere at ministeriet i hvert fald som et udslag af god forvaltningsskik burde have sørget for at den beskrevne praksis blev offentliggjort. Da det i mellemtiden var sket, foretog ombudsmanden sig ikke mere i sagen.
(J.nr. 2006-1998-022).

Klik på linket til højre for at læse hele redegørelsen.

En kommune traf afgørelse om ophør af børneydelser fordi borgeren ikke længere opholdt sig i Danmark.

  Ombudsmanden kritiserede at kommunen ikke havde sikret sig et tilstrækkeligt oplysningsgrundlag idet kommunen bl.a. ikke havde undersøgt borgerens påstand om at han havde fået dispensation fra bopælskravet.

  Ombudsmanden kritiserede også at der ikke var sket partshøring af borgeren, og udtalte at kommunen burde have gjort mere for at tilvejebringe en adresse som kunne anvendes ved kommunens korrespondance med borgeren. Af samme grund kritiserede ombudsmanden at afgørelsen ikke var blevet meddelt klageren.

  Endelig kritiserede ombudsmanden at det ikke fremgik af kommunens journal om der blev foretaget en retlig vurdering af sagen før afgørelsen blev truffet, ligesom det ikke ville være muligt at udfærdige en skriftlig begrundelse for afgørelsen på baggrund af kommunens journal.

  Ombudsmanden kritiserede at det sociale nævn ikke havde forholdt sig til kommunens utilstrækkelige sagsbehandling.

  På ombudsmandens opfordring erklærede kommunen at den ville genoptage sagen og ændre afgørelsen (J.nr. 2004-4463-050).

A, der var vicepolitikommissær ved et politimesterembede i Jylland, blev indberettet til Rigspolitichefen (R) for ikke at have efterkommet en tjenstlig ordre om at møde op og gennemgå Politiets Taktiske Lederkursus på en kursusejendom i det storkøbenhavnske område. R ikendte A en disciplinær bøde på 500 kr. Justitsministeriet (JM) tiltrådte senere R's afgørelse.

Ombudsmanden fandt ikke grundlag for at kritisere afgørelsen. Derimod fandt ombudsmanden det kritisabelt at R ikke - i overensstemmelse med den ulovbestemte grundsætning om partshøring i sager om anvendelse af sanktioner over for offentligt ansatte - havde gjort A bekendt med sanktionsvalget, inden sagen blev afgjort. Ombudsmanden kritiserede endvidere at R ikke i begrundelsen for afgørelsen havde henvist til de relevante retsregler, samt at begrundelsen i øvrigt var mangelfuld. Endelig anså ombudsmanden det for stridende mod god forvaltningsskik at afgørelsen ikke var blevet meddelt A direkte, men sendt til politimesteren og forkyndt for A på politistationen.

Ombudsmanden kritiserede samtidig at JM ikke ved sin afgørelse i sagen havde påtalt de nævnte forhold. (J. nr. 1993-86-812).

Efter et indbrud på en politistation indberettede politimesteren (P) til Rigspolitichefen (R), at politiassistent A m.fl. havde tilsidesat bestemmelserne i en stationsmeddelelse om aflåsning m.v. af politistationen. R meddelte herefter A m.fl. en irettesættelse. A klagede til Justitsministeriet, der tiltrådte R's afgørelse.

Ombudsmanden fandt det kritisabelt, at A ikke blev partshørt om P's indberetning, der indeholdt en selvstændig vurdering af forholdet, herunder en indstilling om sanktionsvalget. Endvidere burde A have været partshørt om R's bedømmelse af faktum og eventuelle bevismæssige vurderinger, inden sagen blev afgjort.

Ombudsmanden kritiserede desuden, at afgørelsen ikke indeholdt en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen var truffet. Endelig anså Ombudsmanden det for stridende mod god forvaltningsskik, at afgørelsen ikke blev meddelt A direkte. (J. nr. 1991-2069-60).

En husejer anmeldte byggeri af en garage til kommunen. Kommunen opfattede anmeldelsen som en dispensationsansøgning og traf på et møde i planlægnings- og miljøudvalget afgørelse om at imødekomme ansøgningen.

Da husejeren ringede til teknisk forvaltning for at spørge til sagen, blev han af en bygningsinspektør og afdelingsarkitekt der havde været protokolfører på mødet i planlægnings- og miljøudvalget, orienteret om udvalgets beslutning. Husejeren satte umiddelbart herefter byggeriet i gang.

På baggrund af en efterfølgende besigtigelse, foranlediget af en henvendelse fra naboen, besluttede udvalgsformanden at sagen på ny skulle behandles i et udvalgsmøde. Teknisk forvaltning indstillede at dispensationen blev kaldt tilbage. Udvalget fulgte indstillingen.

Husejeren rettede herefter på ny henvendelse til kommunen der meddelte ham at afgørelsen om at give dispensation ikke var bekendtgjort for ham på en for kommunen bindende måde. Kommunen gjorde gældende at husejerens kendskab til udvalgets beslutning udelukkende beroede på hans telefoniske henvendelse.

Husejeren klagede til statsamtet der herefter traf afgørelse om at dispensationsafgørelsen ikke var bekendtgjort på en for kommunen bindende måde.

Ombudsmanden udtalte i en foreløbig udtalelse at det følger af forvaltningsrettens almindelige regler at en forvaltningsafgørelse først bliver bindende når den meddeles den afgørelsen vedrører. Indtil da kan afgørelsen frit tilbagekaldes. Afgørelser kan efter almindelige forvaltningsretlige regler meddeles både skriftligt og mundtligt.

Ombudsmanden mente at såvel statsamt som kommune burde have lagt til grund at udvalgets oprindelige beslutning blev meddelt på en for kommunen bindende måde. Som konsekvens heraf burde statsamtet og kommunen have taget stilling til lovligheden af tilbagekaldelsen. (J.nr. 1997-2667-109).

En faglærer ved et fængsel blev ved en fejl tildelt et særligt tillæg til stillingen. Myndighederne var berettiget til at tilbagekalde tillægget med sædvanligt opsigelsesvarsel da lønindplaceringen var i strid med gældende overenskomst.

Ombudsmanden udtalte at tjenestemandslovens § 12 ikke med rette kunne påberåbes som hjemmel for tilbagekaldelsen. Desuden var myndighedernes antagelse om at opsigelsesvarslet var på 14 dage, ikke korrekt. Tilbagekaldelsen var en afgørelse i forvaltningslovens forstand og ikke en aftale som anført af fængslet.

Ombudsmanden kritiserede at faglæreren ikke var blevet partshørt inden afgørelsen, og at myndighedernes begrundelser var mangelfulde. Endvidere skulle afgørelsen have været meddelt partsrepræsentanten i sagen. (J.nr. 1999-2003-811).

Den Sociale Ankestyrelse anså en grønthandlers private forbrug af egne varer for en indtægt som skulle fradrages i ægtefællens kontanthjælp, jf. aktivlovens § 30, stk. 1, uanset at virksomheden gav underskud. Ombudsmanden udtalte i en foreløbig redegørelse at han ikke var enig heri. Herefter genoptog Ankestyrelsen sagen og frafaldt at forbruget af egne varer skulle anses for en indtægt. (J.nr. 2000-3087-050).

A klagede over K Kommunes behandling af ham i forbindelse med, at kommunen ydede støtte til, at hans daværende hustru B tog ophold på døgninstitutionen D sammen med parrets yngste søn C.

Ombudsmanden fandt, at kommunen burde have underrettet A om beslutningen om at yde støtte til C's ophold uden for hjemmet, da forældrene havde fælles forældremyndighed over C. For så vidt angik kommunens beslutning om at yde støtte til C's ophold på institutionen, fandt ombudsmanden, at A måtte anses som part. En afgørelse om, hvorvidt der skulle gives A aktindsigt, burde derfor have været truffet på grundlag af forvaltningsloven. Det tiltrådtes dog, at oplysningerne vedrørende støtten til B måtte vurderes efter offentlighedsloven. Kommunen havde i afslaget på aktindsigt henvist til den almindelige tavshedspligt i straffelovens § 152. Denne henvisning ansås for uberettiget, jf. forvaltningslovens § 9, stk. 2, og offentlighedslovens § 14. Ombudsmanden henstillede på denne baggrund, at kommunen genoptog sagen til ny behandling.

Socialministeriet havde meddelt, at det overordnede ressorttilsyn ikke gav Socialstyrelsen kompetence til at gå ind i en konkret bedømmelse af sagsforløbet i en personsag. Ombudsmanden udtalte hertil, at det måtte antages, at ministeriet har en ganske vidtgående adgang til inden for sit ressortområde at afgive vejledende udtalelser om lovgivningens indhold og anvendelse. Udtalelserne kan gives med udgangspunkt i konkrete sager. (J. nr. 1991-134-060).

Socialministeriet traf afgørelse om at en udlænding - der havde del i forældremyndigheden over sin herboende danske søn - skulle hjemsendes efter bistandslovens § 4. Ministeriet mente ikke den pågældende havde en sådan tilknytning til Danmark at han kunne modtage hjælp til vedvarende forsørgelse. Afgørelsen blev sendt til kommunen med kopi til faderen.

Retshjælpen bad ministeriet om at genoptage sagen under henvisning til at ministeriet ikke i afgørelsen havde inddraget artikel 8 i den europæiske menneskerettighedskonvention. Ministeriet afslog mundtligt at genoptage sagen og henviste til at afgørelsen var i overensstemmelse med sædvanlig praksis. Ministeriet lovede at meddele afgørelsen skriftligt hvilket dog aldrig skete. Retshjælpen bad herefter om at klagen til ombudsmanden blev tillagt opsættende virkning. Ministeriet meddelte at det måtte være udlændingemyndighederne der skulle tage stilling til dette spørgsmål.

Ombudsmanden udtalte bl.a. at Socialministeriet i sin samlede vurdering af sagen havde undladt at inddrage væsentlige kriterier, omfanget af udlændingens samvær med sønnen samt artikel 8 i menneskerettighedskonventionen. Ombudsmanden mente det var stærkt kritisabelt at ministeriet havde inddraget og lagt vægt på et i denne sammenhæng ulovligt kriterium - hensynet til hvad der var bedst for barnet. Det var beklageligt at ministeriet til støtte for sin afgørelse havde henvist til at den pågældende kunne søge og få opholdstilladelse fra hjemlandet hvis han fandt beskæftigelse i Danmark. Argumentet byggede efter ombudsmandens opfattelse på en retsvildfarelse.

Ombudsmanden konstaterede endvidere: at ministeriets begrundelse for afgørelsen ikke opfyldte kravene i forvaltningslovens § 24, at afgørelsen ikke blev meddelt udlændingen direkte, at ministeriet ikke som lovet meddelte en skriftlig begrundelse for det mundtlige afslag på genoptagelse, og at ministeriets mundtlige begrundelse for afslaget på genoptagelse var direkte forkert. Endelig udtalte ombudsmanden at Socialministeriet efter hans opfattelse ikke generelt var afskåret fra at tillægge klagen til ombudsmanden opsættende virkning. Derfor var det beklageligt at ministeriet ikke over for retshjælpen havde taget stilling til anmodningen om opsættende virkning. Det var endvidere meget beklageligt at ministeriet ikke havde svaret straks efter modtagelsen af retshjælpens anmodning. Ombudsmanden bad ministeriet genoptage sagen og træffe en ny afgørelse vedrørende hjemsendelsesspørgsmålet. (J.nr. 1998-0579-649).

En ansøger til en lektorstilling ved Aarhus Universitet klagede over at en bestemt person var blevet formand for bedømmelsesudvalget. Han klagede endvidere over at universitetet havde afvist at besvare hans spørgsmål om formandens kvalifikationer.

Ansøgeren klagede endvidere over at stillingen var blevet besat inden Undervisningsministeriet havde afgjort klagen over bedømmelsesudvalgets sammensætning.

Ombudsmanden kritiserede Aarhus Universtiet for ikke at have besvaret ansøgerens spørgsmål om formandens kvalifikationer. Ombudsmanden kritiserede endvidere Undervisningsministeriet for at have afvist ansøgerens klage over bedømmelsesudvalgets sammensætning, uden at undersøge om formanden besad de fornødne kvalifikationer til at være medlem af udvalget. (J.nr. 1994-2559--810).

En kommune besluttede at et barn der var frivilligt anbragt hos en plejefamilie, skulle hjemgives til den biologiske mor. Efter hjemgivelsen tog mor og barn ophold på et familiecenter. Da moderen ikke overholdt aftaler indgået med familiecentret, blev barnet - med moderens samtykke - anbragt på en døgninstitution, og senere hos sine bedsteforældre.

Plejefamilien klagede over kommunens sagsbehandling i forbindelse med hjemgivelsen af barnet og den senere anbringelse på institution. Plejefamilien gjorde bl.a. gældende at kommunens oplysningsgrundlag var utilstrækkeligt, og at de ikke var blevet tilstrækkeligt informeret om beslutningen om hjemgivelse.

Ombudsmanden udtalte at undersøgelsen i forbindelse med en sag om hjemgivelse må dreje sig om hvorvidt der hos mor eller barn foreligger de forhold der kan begrunde, at barnet anbringes tvangsmæssigt uden for hjemmet efter reglerne i bistandslovens § 35. Ombudsmanden mente på denne baggrund ikke der var grundlag for at kritisere, at kommunen fandt sagen tilstrækkeligt oplyst ved en børnepsykiatrisk erklæring og en erklæring om moderens forældreevne. Ombudsmanden fandt i øvrigt ikke grundlag for at kritisere kommunens beslutning om hjemgivelse.

Ombudsmanden udtalte videre at de opgaver som varetages af en plejefamilie, hviler på en aftale mellem plejefamilien og kommunen. Et plejeforældrepar er ikke parter i en sag om hjemgivelse, og kommunen er derfor ikke retligt forpligtet til at underrette plejeforældrene om en beslutning om hjemgivelse, ud over hvad der måtte følge af kontraktforholdet. Ombudsmanden mente dog at det følger af god forvaltningsskik, at en kommune bør underrette en plejefamilie om en afgørelse om hjemgivelse i rimelig tid inden hjemgivelsen finder sted. Så vidt muligt bør en sådan afgørelse meddeles til plejefamilien på samme tidspunkt som meddelelsen til den biologiske mor.

Ombudsmanden fandt ikke grundlag for at kritisere at kommunen efter hjemgivelsen mente, at forudsætningerne for at genanbringe barnet hos plejefamilien ikke var til stede. Ombudsmanden mente at kommunen i denne forbindelse lovligt kunne inddrage det forhold, at plejefamilien havde videregivet oplysninger til pressen om den biologiske mors private forhold. (J. nr. 1994-2734-079).

En kvinde klagede over en kommunes sagsbehandlingstid i forbindelse med kommunens genvurdering af hendes førtidspensionssag. Kvinden klagede i juli 1996 over kommunens afslag på at tilkende hende mellemste førtidspension. Først i februar 2000 meddelte det sociale nævn at klagen over kommunens afgørelse nu var modtaget i nævnet.

Ombudsmanden anså den samlede sagsbehandlingstid på mere end 3 år og 6 måneder, fra kommunen modtog kvindens klage til det sociale nævn kunne behandle sagen, for overordentlig kritisabel. Ombudsmanden understregede at en klageprocedure hvorefter klagen skal indgives til den myndighed der har truffet afgørelse i sagen, forudsætter at sagerne bliver videresendt. Derfor betegnede ombudsmanden det som et alvorligt angreb på borgernes retssikkerhed hvis en klageordning kan gøres illusorisk ved at klager over afgørelser der bliver indgivet i overensstemmelse med den fastsatte klageprocedure, aldrig eller kun med meget betydelig forsinkelse videreekspederes til klagemyndigheden.

Ombudsmanden mente også det var meget kritisabelt at kvinden ikke blev underrettet tilstrækkeligt om hvorfor sagen ikke blev afsluttet, og om hvornår afgørelsen kunne forventes at foreligge. Ligeledes var det utilfredsstillende at kommunen anvendte 1½ måned på at besvare en rykker.

På baggrund af sagen bad ombudsmanden kommunen redegøre for hvilken sagsstyring der var etableret i kommunen, og for om kommunen havde en egentlig restancekontrol. Ombudsmanden bad endelig om underretning om resultatet af de overvejelser kommunen gjorde sig om at indføre fælles retningslinier for den lokale sagsbehandling af klagesager. (J.nr. 1999-2708-000).

En 9-årig dreng kom ikke tilbage til sin plejefamilie efter en sommerferie med sin biologiske mor. Det skyldtes at kommunen havde besluttet at drengen efter ferien skulle flytte direkte til en institution. Beslutningen var truffet inden drengen tog på ferie med sin mor, men kommunen orienterede ikke plejeforældrene om beslutningen.

Ombudsmanden kritiserede kommunens fremgangsmåde. Han mente ikke at den måde som kommunen havde tilrettelagt og gennemført flytningen af drengen på, var i overensstemmelse med god forvaltningsskik.

Ombudsmanden henviste til at de samarbejdsvanskeligheder der var opstået mellem kommunen og plejeforældrene, efter hans opfattelse ikke i sig selv kunne begrunde at kommunen ventede med at underrette plejeforældrene om beslutningen om at drengen skulle flytte.

Endvidere henviste ombudsmanden til at sagen ikke indeholdt dokumentation som kunne underbygge kommunens antagelse om at der var stor risiko for at plejeforældrene ville lade deres utilfredshed med kommunens beslutning få så negativ indflydelse på deres omgang med drengen at det var nødvendigt at vente med at underrette plejeforældrene om beslutningen indtil drengen var taget på ferie med sin mor.

På den baggrund vurderede ombudsmanden at der ikke havde været tilstrækkeligt grundlag for at antage at det havde været nødvendigt at tilrettelægge og gennemføre flytningen af drengen på den måde som kommunen havde gjort.

Ombudsmanden udtalte endvidere at i de tilfælde hvor en kommune vurderer at det er nødvendigt at vente med at underrette en plejefamilie om en beslutning om at flytte et plejebarn, vil det være mest korrekt hvis kommunen i f.eks. et internt notat nærmere redegør for de overvejelser som kommunen har gjort sig i den anledning. Notatet bør laves inden kommunen beslutter at flytte plejebarnet, og i notatet bør kommunen redegøre for sine overvejelser om hvorvidt det er nødvendigt at vente med at underrette plejefamilien, herunder redegøre for de konkrete holdepunkter som kommunen baserer sin vurdering på.
(J.nr. 2006-4114-079).

Klik på linket til højre for at læse hele redegørelsen.

A klagede over, at Hovedstadsrådet i forbindelse med en godkendelse af en kloakplan ikke havde givet korrekt underretning om rådets afgørelse.

Forinden klagen til ombudsmanden havde Miljøstyrelsen meddelt A, at styrelsen fandt underretningen fyldestgørende.

Kloakeringsplanen omfattede et område bestående af 454 ejendomme, hvoraf 70% anvendtes til sommerhusbeboelse.

Annonceringen af Hovedstadsrådets godkendelsesbeslutning havde fundet sted i en lokal ugeavis, hvis udbredelse i øvrigt var baseret på husstandsomdeling, men som ikke uddeltes til sommerhusene i området.

På baggrund af en generel redegørelse for kravene i miljøbeskyttelseslovens § 65, stk. 2, - om underretning af (bl.a.) de privatpersoner, som må antages at have en individuel, væsentlig interesse i at få kundskab om beslutningen - fandt ombudsmanden, at den foretagne annoncering i dette tilfælde ikke havde været tilstrækkelig til opfyldelse af den informationspligt, som fremgik af bestemmelsen. (J. nr. 1988-720-11).

A, der var læge, klagede over manglende underretning, partshøring og aktindsigt i forbindelse med en sag i Patientklagenævnet (PKN).

PKN havde på baggrund af en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen (SUS) anmodet politiet om at rejse tiltale mod A for overtrædelse af bestemmelser i lægeloven. PKN oplyste over for A, at sagen på det tidspunkt, hvor SUS indstillede til PKN, at der blev rejst tiltale, ansås for omfattet af forvaltningslovens § 9, stk. 3, angående sager om strafferetlig forfølgning, hvorfor PKN nægtede A aktindsigt og undlod partshøring under henvisning til forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 4.

Ombudsmanden fandt det kritisabelt, at PKN ikke havde underrettet A om sagens indbringelse for nævnet samt foretaget partshøring med hensyn til SUS's udtalelse, inden PKN traf beslutning.

Endvidere fremkom ombudsmanden med bemærkninger om forvaltningslovens afgørelsesbegreb i forhold til PKN's beslutning om at anmode om tiltalerejsning. (J. nr. 1992-920-420).

Integrationsministeriet indførte i maj 2003 en ny praksis for sager om familiesammenføring.

Ændringen betød at visse personer – i modsætning til tidligere – fik adgang til at få opholdstilladelse til en ægtefælle. Den nye praksis blev ikke offentliggjort. Efter kritik i pressen af dette spørgsmål rejste ombudsmanden sagen.

  Der var tale om en væsentlig ændring af praksis med stor betydning for de berørte personer. Hvis lempelsen ikke blev offentliggjort, var der en betydelig risiko for at de borgere der blev bedre stillet, slet ikke fik søgt familiesammenføring.

  Ministeriet skulle derfor straks efter ændringen af praksis have offentliggjort den på en hensigtsmæssig måde. Dette følger af god forvaltningsskik. Offentliggørelsen kunne f.eks. være sket ved at lægge et notat om praksis på myndighedernes hjemmesider. Der kunne også være udsendt en pressemeddelelse. Borgerne havde så fået mulighed for at kende den nye praksis og indrette sig efter den. Ombudsmanden mente det var beklageligt at dette ikke var sket.

  (J.nr. 2005-3523-643).

Af en avisartikel fremgik at Udlændingeservice ikke havde offentliggjort sin praksisændring i sager om familiesammenføring. Ændringen betød at pensionister der havde opholdt sig i et andet EU-land, fik lettere ved at få en udenlandsk ægtefælle med tilbage til Danmark. Der var tale om en væsentlig lempelse af praksis.

Ombudsmanden tog sagen op af egen drift. Han udtalte herefter at det var beklageligt at Integrationsministeriet ikke straks havde offentliggjort praksisændringen så borgerne kunne bruge de nye rettigheder. Da udlændingemyndighederne havde sikret at der fremover ville ske en hurtig offentliggørelse af praksisændringer på myndighedernes hjemmeside, foretog ombudsmanden sig ikke mere i sagen.
(J.nr. 2006-3807-643).

A klagede over Told- og Skattestyrelsens (TOS) afgørelse, hvorved TOS ikke fandt anledning til at kritisere en lønindeholdelse foretaget for K Kommune for A's skatterestance, idet A bl.a. bestred skatteopgørelsernes rigtighed og gjorde gældende, at der burde være sket partshøring af ham, inden TOS traf afgørelse. A klagede endvidere over, at lønindeholdelsen var iværksat uden samtidig underretning af A, ligesom A klagede over TOS's sagsbehandlingstid.

Ombudsmanden udtalte, at TOS burde have forelagt A nogle skatteopgørelser, som ikke kunne antages at være A bekendt, forinden TOS traf afgørelse, jf. forvaltningslovens § 19.

Endvidere udtalte ombudsmanden, at det fulgte af almindelige regler om god forvaltningsskik, at den skattemyndighed, der havde foranlediget lønindeholdelse, samtidig burde have givet A underretning herom.

Ombudsmanden henstillede desuden, at A fra K Kommune fik tilsendt en sammenhængende og udførlig redegørelse for A's samlede mellemværende med skattemyndighederne for en bestemt periode.

Endelig fandt ombudsmanden det særdeles kritisabelt, at TOS undlod at underrette A om, hvorpå sagen beroede, at TOS ikke straks besvarede nogle rykkerskrivelser fra A, samt at rykkerskrivelser fra ombudsmanden heller ikke blev besvaret straks. (J. nr. 1990-987-222 og 1990-1412-222).

Ombudsmanden blev ved sin behandling af klager i arbejdsskadesager opmærksom på at ikke alle breve fra Arbejdsskadestyrelsen var underskrevet af en medarbejder.

Derfor rejste ombudsmanden en generel sag om manglende underskrift på Arbejdsskadestyrelsens breve og manglende opbevaring af brevkopier hvor det fremgår hvem der har skrevet under. Undersøgelsen er afgrænset til at angå afgørelsessager.

Ombudsmanden udtalte at retssikkerhedsmæssige, bevismæssige og ordensmæssige hensyn indebærer at en forvaltningsmyndigheds udgående breve i en afgørelsessag, herunder selve afgørelsen, skal underskrives og opbevares i autentisk kopi. I øvrigt gælder det generelt at der skal opbevares autentiske kopier i alle sager.

Mens ombudsmanden behandlede sagen, ændrede Arbejdsskadestyrelsen sit system og sine arbejdsgange så alle udgående breve – bortset fra rykkerbreve – bliver forsynet med elektronisk faksimileunderskrift, og så der bliver gemt autentiske kopier af alle udgående breve.

Ombudsmanden udtalte kritik af Arbejdsskadestyrelsens arbejdsgange før ændringen af systemet. Desuden henstillede ombudsmanden at også rykkerbreve fremover bliver forsynet med en underskrift.
(J.nr. 2004-3889-009).

 

Klik på linket til højre for at læse hele redegørelsen.

En avis bragte en artikel om afskedigelse af to kommunale medarbejdere. Ifølge artiklen havde formanden for et af kommunens udvalg udtalt over for en tv-station at udvalget havde besluttet at opsige de to medarbejdere. Medarbejderne kendte ikke udvalgets beslutning før de blev orienteret om den via pressen.

Ombudsmanden tog sagen op af egen drift og bad kommunen om en udtalelse. Kommunen oplyste at udvalget ikke havde besluttet at opsige de to medarbejdere, men havde truffet en økonomisk beslutning i forbindelse med budgetlægningen. På den baggrund havde kommunen kort efter stoppet den ordning som de to medarbejdere arbejdede under.

Ombudsmanden udtalte at det var uheldigt at udvalgsformanden havde orienteret offentligheden om udvalgets beslutning før de medarbejdere som blev berørt af beslutningen, var blevet orienteret. Dette kunne dog ikke i sig selv give anledning til kritik af kommunen da udvalgets indstilling først og fremmest var af budgetmæssig karakter. Derimod kritiserede ombudsmanden at kommunen ikke havde informeret de to medarbejdere om udvalgets indstilling og konsekvenserne heraf hurtigst muligt efter at beslutningen var blevet truffet og offentligt kendt.
(J.nr. 2007-2140-813).

Ombudsmanden bad under henvisning til ombudsmandslovens § 6, stk. 5, Told- og Skattestyrelsen om en udtalelse om fremgangsmåden i forbindelse med meddelelser af afgørelser om modregning. Anledningen var en konkret sag hvor en region havde givet en borger meddelelse om en modregning der var begæret af en kommune. Afgørelsen om modregning fremstod dog som om den var truffet af regionen.

I sit svar bekræftede styrelsen at fremgangsmåden blev anvendt generelt. Styrelsen henviste til at fremgangsmåden var praktisk begrundet da staten (regionen) var udbetalende myndighed.

Ombudsmanden udtalte at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at fravige hovedreglen om at underretning om en afgørelse skal gives af den myndighed der afgør sagen, og at styrelsens fremgangsmåde måtte anses for betænkelig i lyset af de almindelige principper om inhabilitet.

Ombudsmanden henstillede derfor at meddelelser om modregning i tilfælde hvor afgørelse herom træffes af kommunen, fremover også gives af kommunen selv. (J.nr. 1995-643-209).

En kommune gav tilladelse til nedrivning af en ejendom. Før da havde kommunen givet aktindsigt i sagen til en lejerforening som på vegne af nogle lejere i ejendommen havde gjort indsigelse mod den påtænkte nedrivning. Lejerne havde bedt om aktindsigt i sagen og spurgt om muligheden for at afgive en udtalelse til kommunen når sagen var færdigoplyst. Over for statsamtet, som sagen blev indbragt for, anførte kommunen at den havde givet et mundtligt og i forhold til bygherren stiltiende samtykke til nedlæggelse af de pågældende boliger.

Ombudsmanden kritiserede at kommunen ikke havde givet lejerforeningen mulighed for at komme med en udtalelse og ikke havde givet meddelelse om samtykke til at nedlægge boligerne. Ombudsmanden kritiserede endvidere at kommunen i nedrivningssagen ikke havde reageret over for bygherren selv om der ikke var meddelt samtykke til nedlæggelse af boligerne, og ombudsmanden kritiserede at statsamtet ikke havde fastslået at kommunen havde tilsidesat denne pligt. Endvidere kritiserede ombudsmanden kommunens praksis for samtykke til nedlæggelse af boliger og henstillede at kommunen ændrede sin praksis så den kom i overensstemmelse med boligreguleringsloven. (J.nr. 2002-1272-160).

En kvinde klagede over at kommunen og det sociale nævn havde nedsat hendes kontanthjælp fordi hun havde modtaget kontanthjælp i 6 sammenhængende måneder.

Ombudsmanden mente ikke at der var grundlag for at kritisere at kvindens kontanthjælp var blevet nedsat.

Ombudsmanden kritiserede imidlertid at kommunens meddelelse om nedsættelse af kvindens kontanthjælp ikke var ledsaget af en begrundelse og en klagevejledning.

Ombudsmanden mente endvidere det var meget kritisabelt at det sociale nævn oprindelig havde afvist at realitetsbehandle kvindens klage over kommunens afgørelse under henvisning til at klagefristen var overskredet.

(J.nr. 2004-0677-050)

En kommune (K) klagede til Den Sociale Ankestyrelse (DSA) over, at et revaliderings- og pensionsnævn havde besluttet at imødekomme en ansøgning fra A om støtte til køb af en bil, jf. bistandslovens § 58, stk. 3. Forinden havde nævnet besluttet, at klagen skulle tillægges opsættende virkning.

DSA afviste i første omgang at realitetsbehandle klagen, da nævnets beslutning om støtte ikke var blevet meddelt A. Dette skete herefter, men A krævede ikke støtten udbetalt. Senere blev også beslutningen om opsættende virkning meddelt A, som indbragte beslutningen for DSA.

DSA realitetsbehandlede herefter K's og A's klager. Ankestyrelsen ændrede nævnets afgørelse til et afslag, men tiltrådte afgørelsen om opsættende virkning. A var herefter afskåret fra at få støtten udbetalt.

Under henvisning til , at der efter almindelige forvaltningsretlige grundsætninger kun undtagelsesvis kan tillægges opsættende virkning i sager af denne karakter, til tidligere ombudsmandspraksis om ophør af adgang til at tillægge opsættende virkning, når ydelsen er forfalden, og til kravet om, at afgørelser, herunder afgørelser om opsættende virkning, skal bekendtgøres for parten for at få retsvirkninger, havde nævnet efter ombudsmandens opfattelse været uberettiget til at tillægge afgørelsen opsættende virkning. A burde stilles, som om klagen ikke var tillagt opsættende virkning. Endvidere var det ombudsmandens opfattelse, at DSA ville have været uberettiget til at opsige lånet, dersom det var blevet udbetalt til A i overensstemmelse med nævnets afgørelse. A måtte herefter anses for berettiget til at få udbetalt støtten til bil.

Ombudsmanden henstillede til ankestyrelsen at ændre sin afgørelse. (J. nr. 1988-1025-056).

Efter at Sikringsstyrelsen havde afslået at anerkende A's lidelse efter arbejdsskadeforsikringsloven, klagede hun til Den Sociale Ankestyrelse og anmodede ankestyrelsen om at afvente en undersøgelse af A på et arbejdsmedicinsk ambulatorium. Ankestyrelsen traf afgørelse uden at afvente denne undersøgelse, idet styrelsen ikke fandt, at der ved undersøgelsen ville fremkomme nye oplysninger, der kunne ændre grundlaget for ankestyrelsens afgørelse. I en udtalelse til ombudsmanden henviste ankestyrelsen yderligere til, at der ville være gået lang tid, inden afgørelse kunne træffes, såfremt man skulle have afventet undersøgelsen.

Ombudsmanden udtalte, at det er et almindeligt forvaltningsretligt princip, at det påhviler en forvaltningsmyndighed at drage omsorg for sagernes oplysning, og at det er fast antaget i praksis, at pligten til at søge en sag oplyst kun kan udstrækkes til at omfatte oplysninger, der må antages at være af betydning for sagens afgørelse. Ombudsmanden fandt ikke grundlag for at kritisere, at ankestyrelsen traf afgørelse uden at afvente den arbejdsmedicinske undersøgelse.

Efter ombudsmandens opfattelse ville det være god forvaltningsskik i tilfælde, hvor en myndighed afviser en parts udtrykkelige anmodning om at indhente yderligere oplysninger, at orientere parten herom, inden der træffes afgørelse i sagen. Dette vil navnlig være af betydning, hvis der er rimelig grund til at antage, at parten i så fald vil have væsentlige supplerende bemærkninger til sagen.

Ombudsmanden orienterede Den Sociale Ankestyrelse om sin opfattelse. (J. nr. 1988-1315-030).

En advokat klagede på vegne af en udlænding over Indenrigsministeriets afgørelse om at udvise udlændingen med indrejseforbud på grund af ulovligt ophold i Danmark. Endvidere klagede advokaten over myndighedernes afgørelse om ikke at give klagen opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen.

Ombudsmanden kunne ikke kritisere Indenrigsministeriets afgørelse om udvisning efter udlændingelovens § 24, nr. 5, jf. § 32, stk. 1, eller Indenrigsministeriets beslutning om ikke at tillægge klagen opsættende virkning, jf. udlændingelovens § 33. Derimod mente ombudsmanden det var kritisabelt, at udlændingen blev udsendt ved politiets foranstaltning to dage før ministeriet traf endelig afgørelse om, at klagen ikke skulle have opsættende virkning. Ombudsmanden lagde i den forbindelse vægt på at Direktoratet for Udlændinge havde meddelt advokaten, at sagen var sendt til Indenrigsministeriet, der ville tage stilling til spørgsmålet om opsættende virkning. Advokaten var derfor bragt i en berettiget forventning om at hans klient ikke ville blive udsendt inden Indenrigsministeriet havde truffet afgørelse.

Under Direktoratet for Udlændinges behandling af sagen blev udlændingen ikke gjort bekendt med de forklaringer en kommunalt ansat havde afgivet til politirapporten i sagen. Partshøring kunne efter Indenrigsministeriets opfattelse undlades i medfør af forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 3, hvorefter væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser kan tale imod en sags udsættelse på grund af partshøring. Ombudsmanden fandt under henvisning til udlændingelovens § 33, stk. 1 og 3, ikke anledning til at kritisere Indenrigsministeriets opfattelse. Efter ombudsmandens opfattelse måtte der dog i hver enkelt sag ske en konkret og individuel afvejning af hensynet til en særlig hurtig sagsbehandling over for partens interesse i at have indflydelse på sagens gang. Ombudsmanden kritiserede at der ikke i denne sag var sket en sådan konkret og individuel afvejning. (J. nr. 1994-2611-643).

Under en generel inspektion i Københavns Kommune i 2006 modtog ombudsmanden 8 tilfældigt udvalgte sager om stop eller nedsættelse af kontanthjælp. Det viste sig at reglerne om partshøring ikke var efterlevet i 7 af sagerne, og at borgerne i 3 af sagerne slet ikke havde fået besked om at der var truffet en afgørelse. Ombudsmanden gennemgik i den forbindelse reglerne om partshøring og meddelelse af afgørelser i relation til sager om stop og nedsættelse af kontanthjælp.

Ombudsmanden udtalte at sagsbehandlingsfejlene var meget kritisable.

Under sagens behandling beklagede kommunen de konstaterede sagsbehandlingsfejl. Som forklaring henviste kommunen til at de fleste af de sager som ombudsmanden havde gennemgået, var afgjort i en periode hvor der skete betydelige strukturændringer inden for kommunen. Ombudsmanden havde forståelse for kommunens forklaring, men fastholdt at borgerne – uanset strukturændringer – må have krav på en korrekt og kvalificeret sagsbehandling.

(J.nr. 2007-4281-004).

A havde på sine forældres vegne ansøgt om, at et bevilget pensionstillæg blev udbetalt fra et tidligere tidspunkt, end det var besluttet af kommunen.

Kommunen meddelte skriftligt afslag på det ansøgte. Meddelelsen om kommunens afgørelse blev alene sendt til A's far, der på det pågældende tidspunkt var syg efter en blodprop. Sygdommen bevirkede, at A's forældre senere måtte flytte på plejehjem.

I forbindelse med flytningen blev A opmærksom på kommunens afgørelse. A klagede derefter til amtsankenævnet. Under nævnets behandling af sagen fremførte A de omstændigheder, der havde medført, at klagen ikke var indgivet rettidigt. Amtsankenævnets formand afviste klagen under henvisning til overskridelsen af klagefristen på 4 uger og fandt ikke, at det, A havde fremført, kunne begrunde en dispensation fra fristen.

Ombudsmanden bemærkede til formandens afgørelse, at begyndelsestidspunktet for en klagefrist ved partsrepræsentation regnes fra det tidspunkt, meddelelsen om afgørelsen er kommet frem til partsrepræsentanten. Da kommunen på intet tidspunkt havde gjort A bekendt med afgørelsen, var klagefristen ikke begyndt at løbe, da A indgav klagen til nævnet.

Ombudsmanden fandt derfor, at formanden ikke med rette havde kunnet afvise klagen som for sent indgivet, og henstillede til formanden, at han ændrede sin afgørelse således, at amtsankenævnet realitetsbehandlede klagen. (J. nr. 1991-1603-049).

En advokat klagede over at Arbejdsskadestyrelsen altid sendte parten en kopi af de breve som styrelsen sendte til partsrepræsentanten. I en konkret sag havde Arbejdsskadestyrelsen stilet brevet direkte til parten og alene sendt partsrepræsentanten en kopi.

Klagen blev forelagt Socialministeriet efter at Arbejdsskadestyrelsen havde afgivet sin udtalelse.

Ombudsmanden udtalte at myndighederne som udgangspunkt er berettiget til som service at sende parten en kopi - til orientering - af den endelige afgørelse i sagen, herunder eventuelt kopi af den øvrige brevveksling med partsrepræsentanten. Efter ombudsmandens opfattelse er parten dog ikke afskåret fra at frabede sig denne underretning medmindre partens personlige medvirken har betydning for sagens afgørelse - eller hensyn til parten selv medfører at partsrepræsentationen må afslås. Endvidere udtalte ombudsmanden at det i særlige tilfælde kan være omfattet af partsrepræsentantens fuldmagt at meddele myndighederne at parten ikke ønsker underretning om brevvekslingen i sagen. Den beskrevne fleksible praksis er efter ombudsmandens opfattelse bedst i overensstemmelse med god forvaltningsskik. Ombudsmanden tilsluttede sig Arbejdsskadestyrelsens beklagelse af at man i en konkret sag ved en fejl havde stilet brevet direkte til advokatens klient og alene sendt advokaten en kopi.

(J.nr. 1996-1282-009).

En andelsboligforening klagede over et påbud om reparation af en privat fællesvej. Påbudet var kun bekendtgjort ved et opslag i en trappeopgang ud for den pågældende vej.

Ombudsmanden mente ikke opslaget var behørigt kundgjort. Heller ikke den omstændighed at foreningens bestyrelse senere fik meddelelse om påbudet fra en beboer, kunne anses for en behørig kundgørelse.

Da påbudet herefter ikke var bindende for foreningen, henstillede ombudsmanden at sagen blev genoptaget. (J.nr. 1998-0789-516).

Et postbud klagede over en disciplinær sanktion som han blev ikendt af Post Danmark i en tjenestemandssag. Ombudsmanden undersøgte i den forbindelse nogle processuelle spørgsmål som også tidligere havde været genstand for undersøgelse ved ombudsmandens behandling af 130 sager inden for P&T i 1989, gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning for året 1990, s. 339ff.

Ombudsmanden udtalte at det havde været velbegrundet og mere hensynsfuldt over for postbudet om Post Danmark i forbindelse med partshøring af ham også havde medtaget auditørens indstilling.

Ombudsmanden fastslog dernæst at Post Danmark og Trafikministeriet i deres afgørelser burde have henvist til tjenestemandslovens § 24 som hjemmel for sanktionen.

Endelig var det efter ombudsmandens opfattelse uheldigt at Post Danmark sendte afgørelsen gennem kredspostmesteren i stedet for at sende den direkte til postbudet. (J.nr. 1997-1316-812).

A's tidligere hustru B klagede til Civilretsdirektoratet (CD) over, at S Statsamt havde tillagt A samværsret med parrets børn. Samværet skulle foregå i X-by (der er beliggende i den anden ende af landet), hvor B boede sammen med børnene. I anledning af klagen iværksatte CD 4 dage før samværet partshøring af A; svarfristen blev fastsat til dagen før samværet. Efter at A telefonisk havde meddelt CD, at han ikke havde yderligere bemærkninger til sagen, ophævede CD A's samværsret dagen før, samværet skulle have fundet sted. CD's skrivelse blev sendt med almindelig post til A, der boede i Jylland, og til S, mens B's advokat modtog skrivelsen med telefax. Ved advokatens og S's foranstaltning blev A dog orienteret om afgørelsen samme dags aften.

CD havde haft mulighed for at iværksætte partshøringen af A allerede 8 dage før sket; ombudsmanden anså det derfor for beklageligt, at partshøringsfristen var blevet fastsat til kun tre dage. Ombudsmanden anså det endvidere for meget beklageligt, at CD - som det efter de da foreliggende oplysninger måtte lægges til grund - ikke havde sikret sig, at A omgående fik meddelelse om afgørelsen.

CD oplyste efterfølgende, at CD telefonisk havde orienteret A om afgørelsen samme dag, den blev truffet; oplysningen herom var ved en fejl ikke tilgået ombudsmanden tidligere. Den del af udtalelsen, der vedrørte afgørelsens meddelelse til A, var herefter bortfaldet. Ombudsmanden anså det imidlertid for særdeles uheldigt, at CD først efterfølgende havde meddelt ham de pågældende oplysninger. (J. nr. 1992-1906-654).

Ombudsmanden havde i en konkret sag modtaget oplysninger om skattemyndighedernes praksis ved behandlingen af sager om indeholdelse i løn m.v. efter kildeskattelovens § 73 hvoraf det blandt andet fremgik, at skatteydere i hvis løn det blev besluttet at foretage lønindeholdelse, ikke fik meddelelse om indeholdelsesafgørelsen. På den baggrund besluttede ombudsmanden af egen drift at indlede en undersøgelse af skattemyndighedernes fremgangsmåde i forbindelse med beslutning om lønindeholdelse efter kildeskattelovens § 73.

I en foreløbig udtalelse til Skatteministeriet (SKM) anførte ombudsmanden at beslutninger om lønindeholdelse må anses for afgørelser i forvaltningslovens forstand, og at skattemyndighederne i forbindelse med behandlingen af lønindeholdelsessager derfor er forpligtede til at efterleve forvaltningslovens krav til sagsbehandlingen. Ombudsmanden udtalte endvidere at forvaltningsafgørelser i almindelighed først kan anses for gyldige, når de er meddelt afgørelsens adressat.

SKM tilsluttede sig ombudsmandens opfattelse og erkendte at den af skattemyndighederne fulgte praksis ikke opfyldte disse krav. SKM ville derfor anmode Told- og Skattestyrelsen (TOS) om at præcisere forvaltningslovens krav til behandlingen af lønindeholdelsessager under drøftelser med de kommunale repræsentanter i TOS' kontaktudvalg med kommunerne vedrørende opkrævningen.

Ombudsmanden tog dette til efterretning og foretog herefter ikke videre i sagen. (J. nr. 1990-1869-29).

På grund af et stort fravær ved skoleårets start modtog en elev på et gymnasium en skriftlig advarsel. Det fremgik bl.a. af advarslen at hun risikerede at blive overført til eksamen på særlige vilkår hvis forsømmelserne fortsatte. Ca. tre uger senere meddelte rektor at hun skulle til eksamen på særlige vilkår. Eleven nedbragte de næste måneder fraværet væsentligt, og fire måneder senere udgjorde det under 15,1% af undervisningen hvilket hun gjorde rektor opmærksom på. Rektor meddelte at han ikke havde til hensigt at ændre den trufne afgørelse. Eleven klagede herefter til Undervisningsministeriet. I en afgørelse der var stilet til rektor, stadfæstede ministeriet rektors afgørelse.

Ombudsmanden udtalte at rektor burde have foretaget partshøring af eleven inden han traf afgørelsen om at hun skulle til eksamen på særlige vilkår, og at Undervisningsministeriet burde have påtalt at dette ikke var sket. Endvidere fandt ombudsmanden det beklageligt at ministeriet ikke havde givet eleven lejlighed til at kommentere rektors udtalelse inden ministeriet traf afgørelse i sagen. Ombudsmanden fandt det ligeledes beklageligt at ministeriet ikke havde påtalt over for rektor, at han ikke havde givet eleven klagevejledning i forbindelse med afgørelsen.

Ombudsmanden udtalte endvidere at Undervisningsministeriet burde have underrettet eleven direkte om afgørelsen af hendes klage, og at ministeriet burde have bedt rektor om at træffe en afgørelse om, hvorvidt eleven efter sin senere henvendelse alligevel kunne aflægge prøve på normale vilkår, jf. gymnasiebekendtgørelsens § 3, stk. 7.

Selv om rektors afgørelse var behæftet med sagsbehandlingsfejl, mente ombudsmanden dog ikke at disse var så væsentlige, at afgørelsen var ugyldig. Rektors manglende realitetsbehandling af elevens anmodning om at aflægge prøve på normale vilkår måtte imidlertid anses for en væsentlig fejl, idet det ikke kunne udelukkes at rektor efter en realitetsbehandling af anmodningen ville have imødekommet den. Da eleven efter det oplyste ved sagens afslutning havde bestået eksamen på særlige vilkår, gik ombudsmanden ud fra at hun ikke var interesseret i en genoptagelse af sagen med henblik på, om hun burde tilbydes at aflægge eksamen på normale vilkår. (J. nr. 1994-683-711).

En ansat i EU-direktoratet ansøgte i et brev direktoratet om uddannelsesorlov. EU-direktoratet afslog ansøgningen i en e-mail. Den ansatte bestred at have modtaget e-mailen.

Ombudsmanden udtalte at bestemmelserne og forarbejderne til orlovsloven talte imod at betragte direktoratets e-mail som en afgørelse i forvaltningslovens forstand. E-mailen måtte i stedet anses som en aftaleretlig disposition.

Efter ombudsmandens opfattelse kunne det under de foreliggende omstændigheder ikke kritiseres at EU-direktoratet besvarede ansøgningen om uddannelsesorlov ved brug af e-mail. Derimod burde EU-direktoratet enten have gemt en udskrift af sin e-mail eller gemt e-mailen i elektronisk form.

Det var ombudsmandens generelle opfattelse at god forvaltningsskik tilsiger at ansættelsesmyndigheden normalt giver den ansatte en begrundelse for et afslag på en ansøgning om uddannelsesorlov. Ombudsmanden havde ikke bemærkninger til det EU-direktoratet havde anført som begrundelse for afslaget på uddannelsesorlov, nemlig at uddannelsesugerne var opbrugt. (J.nr. 1999-0370-819).

En kaptajn (A) klagede over, at Forsvarsministeriet (FM) uden ansøgning havde afskediget ham fra sin stilling som tjenestemand. Afgørelsen var truffet af ministeriet men stilet til Forsvarskommandoen, som underrettede A. FM's afgørelse, som var underskrevet af FM's departementschef, var baseret på en helhedsvurdering, hvis væsentligste elementer var, at A pga. alkoholproblemer var frataget flyverstatus og ikke kunne anses for egnet til officersfunktioner uden for pilotfunktionsområdet. A klagede bl.a. over, at han var blevet hørt over den påtænkte afskedigelse, uden at have fået en redegørelse for grundlaget herfor, at der ikke var blevet afholdt tjenstligt forhør, at afskedigelsen ikke var sagligt begrundet, og at den ikke som foreskrevet i tjenestemandslovens § 26, stk. 2, var foretaget af forsvarsministeren selv.

De fremsatte klager gav ikke ombudsmanden anledning til at kritisere FM's afgørelse og sagsbehandling. Det lagdes herved til grund, at der var tale om en diskretionær afskedigelse omfattet af tjenestemandslovens § 28, og at FM ikke havde truffet afgørelse i sagen, uden forinden at have givet A fornøden adgang til at udtale sig om grundlaget for den påtænkte afgørelse. Ombudsmanden fandt dog anledning til at bemærke, at afgørelsen efter almindelige regler om god forvaltningsskik burde have været meddelt A af FM, som havde truffet afgørelsen og ikke "ad tjenstlig vej". Herved kunne undgås misforståelser med hensyn til, hvilken myndighed afgørelsen hidrørte fra, ligesom der kunne opnås en hurtigere og mere smidig betjening af borgerne. Ombudsmanden henstillede til FM at ændre sin hidtidige praksis, hvorefter den indstillende myndighed tilskrives om ministeriets afgørelse med anmodning om underretning af den pågældende medarbejder. (J. nr. 1991-1967-40).

En tjenestemandsansat politibetjent A blev af Rigspolitichefen før prøvetidens udløb afskediget uansøgt, da hun ikke skønnedes at være i besiddelse af de kvalifikationer og personlige egenskaber, der måtte kræves af en polititjenestemand. A klagede til Justitsministeriet (JM), der tiltrådte afskedigelsen.

Ombudsmanden fandt ikke grundlag for at kritisere afgørelsen om uansøgt afsked, men der var en række forhold omkring proceduren, som gav anledning til bemærkninger.

Under hensyn til at A ikke forud for eller samtidig med partshøringsskrivelsen havde fået en skriftlig redegørelse for de forhold, der blev lagt til grund for den påtænkte afskedigelse, fandt ombudsmanden, at det havde været hensynsfuldt, om A i hvert fald samtidig med skrivelsen havde modtaget kopi af den skrivelse og udtalelse, der henvistes til i høringsskrivelsen.

Ombudsmanden kritiserede, at A som følge af hendes berettigede anmodning om partsaktindsigt fik pålæg om at møde på stationen og ydermere fik besked om, at det ville blive betragtet som en tjenesteforseelse, hvis hun ikke mødte.

Afskedigelsesskrivelsen burde have indeholdt en henvisning til tjenestemandslovens § 28.

Ombudsmanden fandt det i strid med god forvaltningsskik, at afskedigelsesskrivelsen ikke blev sendt til A, men i stedet overbragt hende af 2 ansatte fra samme politistation uden kuvert.

JM burde have påtalt disse forhold over for Rigspolitichefen. (J. nr. 1991-1961-60).

A blev afskediget fra sin stilling som skibsfører ved DSB som følge af, at han havde været spirituspåvirket i tjenesten, hvilket var blevet fastslået ved dom.

Ombudsmanden fandt ikke grundlag for at kritisere, at A blev afskediget. Derimod fandt ombudsmanden det kritisabelt, at A under en tjenstlig afhøring fejlagtigt fik at vide, at han havde pligt til at udtale sig om sagens faktiske omstændigheder. Desuden anså ombudsmanden det for stridende mod god forvaltningsskik, at skrivelsen om den påtænkte afskedigelse samt afskedigelsesskrivelsen ikke blev sendt direkte til A, men til hans overordnede til videregivelse.

Ombudsmanden fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere, at A's resterende ferie blev anset for afholdt i suspensionsperioden. (J. nr. 1992-739-812).