En kvinde klagede til Ankestyrelsen over at Arbejdsskadestyrelsen havde givet hende afslag på aktindsigt i nogle dokumenter i hendes arbejdsskadesag. Ankestyrelsen afslog at behandle sagen under henvisning til at klagefristen på 4 uger var overskredet.

  Ombudsmanden udtalte i en foreløbig redegørelse at afgørelser om aktindsigt i arbejdsskadesager træffes efter forvaltningsloven eller offentlighedsloven. Efter disse love gælder ingen klagefrister. Bestemmelser der fastsætter særlige klagefrister i det materielle retsforhold er – hvis ikke der er udtrykkelige holdepunkter for det modsatte – uden betydning for adgangen til at klage over afgørelser om aktindsigt.

Det fremgik hverken af ordlyden af klagebestemmelserne i arbejdsskadesikringsloven eller af forarbejderne hertil at der er en klagefrist på 4 uger ved afgørelser om aktindsigt i arbejdsskadesager. Det var derfor en fejl at Ankestyrelsen afslog at behandle klagen.

  Ankestyrelsen svarede at styrelsen var enig med ombudsmanden, og oplyste at styrelsen nu ville realitetsbehandle kvindens klage.

  (J.nr.2005-3090-001).

A klagede over, at Undervisningsministeriet (UM) stadfæstede en afgørelse, som Aarhus Universitet havde truffet, og hvorefter en realitetsbehandling af A's eksamensklage var blevet afvist som for sent indgivet. UM fandt ikke grundlag for at imødekomme en ansøgning om dispensation. UM udtalte, at karaktergivning efter ministeriets opfattelse ikke er en forvaltningsafgørelse i forvaltningslovens forstand, hvorfor der ikke er krav om klagevejledning i forbindelse med karaktergivning.

Ombudsmanden udtalte efter en nærmere undersøgelse af det retlige grundlag, hvori blev inddraget reale hensyn, at det ikke uden videre kunne fastslås, at beslutninger om eksamenskarakterer er afgørelser i forvaltningslovens forstand.

Ombudsmanden gjorde Folketingets Retsudvalg og undervisningsministeren opmærksom på spørgsmålet om, hvorvidt karakterfastsættelse bør betragtes som en afgørelse i forvaltningslovens forstand med henblik på, at det kunne tages under overvejelse, om der burde ske en udtrykkelig afklaring heraf i lovgivningen. (J. nr. 1992-1261-712).

En landmand anmeldte opførelse af en svinestald til en kommune.

Kommunen afslog at godkende byggeriet fordi afstanden fra stalden til et planlagt boligområde var under 300 m.

Ombudsmanden udtalte at hverken en regionplan eller et forslag til kommuneplan kunne udgøre tilstrækkelig hjemmel for afslaget. Hertil krævedes en endelig vedtaget kommuneplan, og en sådan forelå først efter at afslaget var givet. Da den endelige kommuneplan imidlertid blev vedtaget samme dag som afslaget blev givet, foretog ombudsmanden sig efter omstændighederne ikke mere i sagen.

Ombudsmanden udtalte endvidere at både kommunens begrundelse for afslaget og kommunens klagevejledning var mangelfulde. Desuden havde Skov- og Naturstyrelsen ikke orienteret landmanden tilstrækkeligt om sagens behandling. (J.nr. 2003-2721- 110).

En journalist bad Justitsministeriet om aktindsigt i en sag om et lovforslag om regulering af adgangen til aktindsigt i ministres kalendere. Journalisten fik delvis aktindsigt i sagen, men ministeriet undtog i alt 7 dokumenter efter bestemmelsen i offentlighedslovens § 10. Ministeriet skrev at det havde overvejet om de 7 dokumenter burde udleveres efter princippet om meroffentlighed, men mente ikke at der var grundlag for det. Ministeriet lagde vægt på de samme hensyn som dem der lå bag undtagelsesbestemmelserne i offentlighedslovens § 7 og § 10.

Journalisten klagede til ombudsmanden over det delvise afslag på aktindsigt. Ombudsmanden udtalte at han ikke kunne kritisere at Justitsministeriet havde undtaget dokumenterne fra aktindsigt efter bestemmelsen i offentlighedslovens § 10.

I udtalelsen fremsatte ombudsmanden nogle generelle bemærkninger om afvejningen af de forskellige hensyn og om udformningen af begrundelsen ved afslag på meraktindsigt:

(J.nr. 2009-1997-601).

En mand som i 1988 var udsat for en arbejdsskade, fik i flere omgange ændret sin erhvervsevnetabsprocent. Den 11. oktober 2001 forhøjede Arbejdsskadestyrelsen mandens erhvervsevnetabsprocent fra 50 til 65. Da Arbejdsskadestyrelsen samtidig besluttede at forhøjelsen skulle have virkning fra 1. maj 1992, tilkom der manden et engangsbeløb for perioden 1. maj 1992 til 1. oktober 2001. Arbejdsskadestyrelsens afgørelse indeholdt ikke oplysning om engangsbeløbets størrelse eller beregning, og manden fik først i slutningen af november 2001 oplyst størrelsen på engangsbeløbet af arbejdsgiverens forsikringsselskab.

Manden var imidlertid ikke enig i forsikringsselskabets opgørelse af engangsbeløbet. Det gjorde han både forsikringsselskabet og Arbejdsskadestyrelsen opmærksom på. Den 7. december 2001 sendte Arbejdsskadestyrelsen manden et svar på hans indsigelser mod forsikringsselskabets beregning af engangsbeløbet. Manden var ikke tilfreds med svaret hvilket han gjorde Arbejdsskadestyrelsen opmærksom på. Arbejdsskadestyrelsen sendte derefter sagen til Ankestyrelsen som imidlertid afviste at behandle sagen. Ankestyrelsen mente at manden havde klaget for sent, og henviste til at fristen for at klage over Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 11. oktober 2001 udløb den 9. november 2001. I de følgende år henvendte manden sig flere gange til Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen uden at det dog førte til at Ankestyrelsen tog stilling til om engangsbeløbet var beregnet korrekt.

Ombudsmanden udtalte at det svar som Arbejdsskadestyrelsen sendte til manden den 7. december 2001, var en afgørelse i forvaltningslovens forstand, og at afgørelsen burde have indeholdt klagevejledning. Ombudsmanden udtalte endvidere at Ankestyrelsen burde have realitetsbehandlet mandens klage over Arbejdsskadestyrelsens afgørelse, og kritiserede at Ankestyrelsen ikke havde gjort det. Efter ombudsmandens opfattelse havde Ankestyrelsens behandling af mandens henvendelser om beregning af engangsbeløbet samlet set været meget beklagelig.

Ombudsmanden henstillede at Ankestyrelsen genoptog sagen og traf en afgørelse i anledning af mandens klage over Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 7. december 2001.

(J.nr. 2007-3836-024).

Klik på linket til højre for at læse hele redegørelsen.

En ansøger der havde indstillet sig selv til posten som formand for et huslejenævn, klagede til ombudsmanden over at statsamtet beskikkede den af kommunen indstillede person uden at vurdere hvem af kandidaterne der var bedst kvalificeret.

Ombudsmanden udtalte at der i sager om beskikkelse af personer til et offentligt hverv skal foretages en konkret vurdering af hvem der er bedst kvalificeret, på samme måde som i egentlige ansættelsessager. Ved udelukkende at lægge vægt på kommunens indstilling havde statsamtet sat skønnet "under regel". Ombudsmanden mente det var meget kritisabelt at statsamtet ikke rettede sig efter en tidligere afgørelse herom fra ressortministeriet. Beskikkelsen måtte anses for en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Afgørelsen var mangelfuldt begrundet og skulle have været ledsaget af en klagevejledning.

Endvidere burde Socialministeriet, der havde behandlet sagen som sektortilsynsmyndighed, have behandlet sagen som klagemyndighed. (J.nr. 2002-3563-161).

Et lokalradionævn inddrog med virkning fra 31. juli 1997 en lokalradiostations sendetilladelse selv om stationen oprindelig var meddelt sendetilladelse indtil den 31. januar 2000. Årsagen til tilbagekaldelsen var at nævnet gennem en lokalavis havde erfaret at lokalradioen pr. 1. august 1997 ville sende i en anden by. Lokalradioen klagede over afgørelsen til Udvalget vedrørende Lokal Radio og TV. Udvalget hjemviste sagen til fornyet behandling i nævnet, idet det bl.a. blev oplyst at det ikke var korrekt at lokalradioen ville starte lokalradiovirksomhed i den anden by allerede med virkning fra 1. august 1997.

Lokalradionævnet traf på ny afgørelse om at inddrage sendetilladelsen ved udgangen af oktober 1997. Afgørelsen var bl.a. begrundet i at lokalradioen trods talrige henstillinger udsendte spiritusreklamer. Afgørelsen blev sendt til Udvalget vedrørende Lokal Radio og TV, men ikke til lokalradioen. Lokalradioen fik blot en bekræftelse på sin egen meddelelse om at radioen ville ophøre med at sende den 30. oktober 1997.

Udvalget vedrørende Lokal Radio og TV traf herefter uden at lokalradioen havde klaget over afgørelsen fra lokalradionævnet en ny afgørelse hvorved sendetilladelsen blev inddraget allerede fra den 16. oktober 1997.

Ombudsmanden mente at Udvalget vedrørende Lokal Radio og TV kunne indkalde sagen til behandling, men at udvalget ikke havde hjemmel til at ændre lokalradionævnets afgørelse til skade for lokalradioen.

Herudover kritiserede ombudsmanden både nævnets og udvalgets sagsbehandling på flere punkter. (J.nr. 1998-0040-75).

En husejer anmeldte byggeri af en garage til kommunen. Kommunen opfattede anmeldelsen som en dispensationsansøgning og traf på et møde i planlægnings- og miljøudvalget afgørelse om at imødekomme ansøgningen.

Da husejeren ringede til teknisk forvaltning for at spørge til sagen, blev han af en bygningsinspektør og afdelingsarkitekt der havde været protokolfører på mødet i planlægnings- og miljøudvalget, orienteret om udvalgets beslutning. Husejeren satte umiddelbart herefter byggeriet i gang.

På baggrund af en efterfølgende besigtigelse, foranlediget af en henvendelse fra naboen, besluttede udvalgsformanden at sagen på ny skulle behandles i et udvalgsmøde. Teknisk forvaltning indstillede at dispensationen blev kaldt tilbage. Udvalget fulgte indstillingen.

Husejeren rettede herefter på ny henvendelse til kommunen der meddelte ham at afgørelsen om at give dispensation ikke var bekendtgjort for ham på en for kommunen bindende måde. Kommunen gjorde gældende at husejerens kendskab til udvalgets beslutning udelukkende beroede på hans telefoniske henvendelse.

Husejeren klagede til statsamtet der herefter traf afgørelse om at dispensationsafgørelsen ikke var bekendtgjort på en for kommunen bindende måde.

Ombudsmanden udtalte i en foreløbig udtalelse at det følger af forvaltningsrettens almindelige regler at en forvaltningsafgørelse først bliver bindende når den meddeles den afgørelsen vedrører. Indtil da kan afgørelsen frit tilbagekaldes. Afgørelser kan efter almindelige forvaltningsretlige regler meddeles både skriftligt og mundtligt.

Ombudsmanden mente at såvel statsamt som kommune burde have lagt til grund at udvalgets oprindelige beslutning blev meddelt på en for kommunen bindende måde. Som konsekvens heraf burde statsamtet og kommunen have taget stilling til lovligheden af tilbagekaldelsen. (J.nr. 1997-2667-109).

A klagede over en vurderingsmyndigheds og Told- og Skattestyrelsens (TOS') afgørelser og sagsbehandling i forbindelse med vurderingen af hans bil.

Ombudsmanden kunne ikke kritisere selve vurderingen; men myndighedernes sagsbehandling gav på flere punkter anledning til kritik. Ombudsmanden kritiserede således blandt andet myndighederne for manglende og utilstrækkelig begrundelse for de trufne afgørelser, manglende svar på anmodning om aktindsigt forud for afgørelsen, manglende overholdelse af 10 dages fristen i forvaltningslovens § 16, stk. 2, manglende fremsendelse af kopi af sagens akter som begæret af A, manglende klagevejledning samt TOS' begrænsede undersøgelser af grundlaget for vurderingen forud for TOS' afgørelse i sagen. (J. nr. 1993-488-229).

En person i forsvaret fik ved en fejl fornyet sin rådighedskontrakt på gunstigere vilkår end der var hjemmel til. Myndighederne var berettiget til at tilbagekalde afgørelsen, men det burde være sket med sædvanligt opsigelsesvarsel.

Tilbagekaldelsen indebar en væsentlig ændring af lønnen og var derfor en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Der var ikke foretaget partshøring inden afgørelsen.

Ombudsmanden kritiserede at flere af de involverede myndigheder ikke havde anset tilbagekaldelsen for en afgørelse med den virkning at forvaltningslovens regler om bl.a. partshøring og klagevejledning skulle anvendes.

Da kontrakten på tidspunktet for udløbet af det sædvanlige opsigelsesvarsel i realiteten havde været i kraft i over et år, hvilket efter de gunstige vilkår udløste en godtgørelse på 15.000 kr., henstillede ombudsmanden at sagen blev genoptaget med henblik på at Forsvarsministeriet tog stilling til konsekvenserne af det ombudsmanden havde givet udtryk for. (J.nr. 2001-2518-811).

En orlogskaptajn klagede over at Det Værnsfælles Bedømmelsesråd havde afvist at uddybe sin vurdering af orlogskaptajnens egnethed til forfremmelse.

Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriet mente ikke at bedømmelsesrådets vurdering var en afgørelse i forvaltningslovens forstand, og mente derfor ikke at bedømmelsesrådet var forpligtet til at begrunde sin vurdering efter forvaltningslovens § 24.

Under sagens behandling erkendte Forsvarschefen at bedømmelseskortene kunne indeholde fejl. Sagen havde derfor givet Forsvarschefen anledning til at ændre bedømmelseskortene, således at det for fremtiden fremgik at faktuelle fejl ville kunne rettes ved henvendelse til den relevante myndighed.

Ombudsmandens udtalte at bedommelsesråds udstedelse af bedømmelseskort ikke kunne betragtes som afgørelser i forvaltningslovens forstand, men at den procedure der blev fulgt, også efter de ændringer Forsvarschefen havde foretaget, indebar en række uhensigtsmæssigheder der bl.a. betød at de officerer der blev bedømt, ikke havde mulighed for at korrigere eventuelle fejlagtige oolysninger eller få en nærmere begurndelse for bedømmelsen. Dette indebar at forfremmelserne kunne ske på et forkert grundlag med det resultat at en stilling ikke blev besat med den bedst egnede. Ombudsmanden henstillede derfor at ministeriet overvejede hvordan proceduren ved besættelse af officerstillinger kan tilrettelægges således at den enkelte officers retsstilling forbedres og således at besættelsen af stillingerne sker på grundlag af korrekte oplysninger. (J. nr. 1995-1252-800).

En ansøger til en lektorstilling ved Aarhus Universitet klagede over at en bestemt person var blevet formand for bedømmelsesudvalget. Han klagede endvidere over at universitetet havde afvist at besvare hans spørgsmål om formandens kvalifikationer.

Ansøgeren klagede endvidere over at stillingen var blevet besat inden Undervisningsministeriet havde afgjort klagen over bedømmelsesudvalgets sammensætning.

Ombudsmanden kritiserede Aarhus Universtiet for ikke at have besvaret ansøgerens spørgsmål om formandens kvalifikationer. Ombudsmanden kritiserede endvidere Undervisningsministeriet for at have afvist ansøgerens klage over bedømmelsesudvalgets sammensætning, uden at undersøge om formanden besad de fornødne kvalifikationer til at være medlem af udvalget. (J.nr. 1994-2559--810).

Indenrigsministeriet har i henhold til § 25, stk. 2, i forvaltningsloven udstedt bekendtgørelse nr. 564 af 23. september 1988 om klagevejledning for Civilforsvarets værnepligtige. Herefter gives vejledningen om værnepligtiges mulighed for at klage over afgørelser i deres grundbøger.

  A klagede til ombudsmanden over ordningen og gjorde gældende, at bekendtgørelsen savnede hjemmel, samt at den ordning, der var gennemført som alternativ til kravet om individuel klagevejledning i forvaltningslovens § 25, stk. 1, ikke var tilstrækkeligt betryggende.

Ombudsmanden anså det for utvivlsomt, at forvaltningslovens § 25, stk. 2, indeholder bemyndigelse for indenrigsministeren til at fravige § 25, stk. 1, og at fravivelsen kan gå ud på, at der i stedet for individuel klagevejledning gives en generel klagevejledning i tjenestebøger eller lignende.

Den generelle vejledning i grundbøgerne om klagemulighederne vedrørende uddannelsesforløb og foresattes optræden måtte efter ombudsmandens mening anses for lige så betryggende som en individuel vejledning. Ombudsmanden pegede dog på, at afsnittet om forebyggelse af klager var holdt i en sådan stil, at det kunne virke hæmmende på også berettigede klager. Desuden anså ombudsmanden det for uheldigt og misvisende, at det var anført, at menige, der ikke selv var genstand for behandling, ikke må være med til at klage. Ombudsmanden henstillede til Indenrigsministeriet at søge de pågældende vendinger omformuleret i forbindelse med en kommende revision af grundbøgerne.

Det fremgik af sagen, at der i praksis gives individuel vejledning udover den generelle klagevejledning vedrørende muligheden for et påklage afgørelser om disciplinarmidler. Da der ikke i praksis syntes at være behov for at fravige forvaltningslovens § 25, stk. 1, i denne henseende, henstillede ombudsmanden til Indenrigsministeriet at overveje at lade disse afgørelser udgå af bekendtgørelse nr. 564. (J. nr. 1989-704-45).

En kommune besluttede i november 1991 at indstille betaling for en 11-årig drengs skolegang på privatskole. Kommunen havde ydet refusion for drengens skolegang siden 1988. Kommunens afgørelse blev meddelt drengens far mundtligt og uden klagevejledning. En socialrådgiver rettede i 1995-96 på farens vegne flere henvendelser til kommunen med krav om betaling af de udgifter som drengens far herefter selv havde haft i forbindelse med drengens skolegang. I juli 1998 klagede socialrådgiveren til det sociale nævn over kommunens afslag på refusion. Det sociale nævn afviste at behandle sagen under henvisning til at en lovbestemt klagefrist var overskredet. Socialrådgiveren klagede til ombudsmanden over det sociale nævns afvisning af at behandle sagen og gjorde bl.a. gældende at faren ikke kendte klagemuligheden til det sociale nævn.

Ombudsmanden kritiserede at det sociale nævn i sin afgørelse kun havde forholdt sig til længden af fristoverskridelsen mens det sociale nævn ikke havde forholdt sig til om der i øvrigt var særlige omstændigheder der kunne medføre at nævnet behandlede sagen. Ombudsmanden henstillede herefter til det sociale nævn at nævnet genoptog behandlingen af sagen.

Ombudsmanden kritiserede endvidere kommunen for hverken i forbindelse med det sociale nævns oprindelige behandling af sagen eller i forbindelse med nævnets afgivelse af høringssvar til ombudsmanden at have indsendt samtlige sagens akter til nævnet. Endelig kritiserede ombudsmanden det sociale nævn for ikke at være blevet opmærksom på at nævnet ikke var i besiddelse af samtlige sagens akter.

Det sociale nævn meddelte at det havde genoptaget sagen og besluttet at realitetsbehandle den. (J.nr. 1999-0581-009).

En studerende havde klaget til SU-styrelsen over opgørelsen af hendes SU-klip. Styrelsen svarede, men uden at give den studerende en klagevejledning. Det burde styrelsen have gjort, udtaler ombudsmanden der henviser til at SU-styrelsens svar var en afgørelse.

I forbindelse med behandlingen af en konkret sag blev ombudsmanden opmærksom på den klagevejledning som Færdselsstyrelsen (FS) havde anført i afgørelsen. Til brug for overvejelser om at rejse en sag af egen drift bad ombudsmanden FS om en udtalelse om hvorvidt vejledningen var udtryk for en standardvejledning, og om vejledningens indhold.

FS udtalte at styrelsen var enig i, at udformningen af vejledningen i den konkrete sag ikke var tilstrækkelig præcis. FS havde på den baggrund i en intern instruks fastlagt administrative retningslinier for en mere dækkende beskrivelse af klagemuligheden i sager af samme karakter som den foreliggende sag. Ombudsmanden tog det oplyste til efterretning. (J. nr. 1994-1691-609).

Ombudsmanden bad under henvisning til ombudsmandslovens § 6, stk. 5, Told- og Skattestyrelsen om en udtalelse om fremgangsmåden i forbindelse med meddelelser af afgørelser om modregning. Anledningen var en konkret sag hvor en region havde givet en borger meddelelse om en modregning der var begæret af en kommune. Afgørelsen om modregning fremstod dog som om den var truffet af regionen.

I sit svar bekræftede styrelsen at fremgangsmåden blev anvendt generelt. Styrelsen henviste til at fremgangsmåden var praktisk begrundet da staten (regionen) var udbetalende myndighed.

Ombudsmanden udtalte at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at fravige hovedreglen om at underretning om en afgørelse skal gives af den myndighed der afgør sagen, og at styrelsens fremgangsmåde måtte anses for betænkelig i lyset af de almindelige principper om inhabilitet.

Ombudsmanden henstillede derfor at meddelelser om modregning i tilfælde hvor afgørelse herom træffes af kommunen, fremover også gives af kommunen selv. (J.nr. 1995-643-209).

Forældrene til en elev på et privat gymnasium klagede til ombudsmanden over at rektor for gymnasieskolen midlertidigt havde udelukket og efterfølgende bortvist deres søn fra skolen, og over at Undervisningsministeriet ikke havde ændret rektors afgørelser. Forældrene klagede endvidere over den tid som ministeriet havde taget om at behandle klagen. Under sagens behandling hos ombudsmanden udtalte Undervisningsministeriet at reglerne i gymnasiebekendtgørelsen om partshøring, begrundelse og klagevejledning finder anvendelse ved afgørelser om bortvisning, og at gymnasieskolen ikke havde opfyldt reglerne i forbindelse med bortvisningen af sønnen.

Ministeriet udtalte også senere at der hverken var hjemmel til at udelukke sønnen midlertidigt efter gymnasiebekendtgørelsens bestemmelser eller på andet grundlag eller til senere at bortvise ham efter bekendtgørelsens bestemmelser.

Ombudsmanden meddelte forældrene at gymnasieskolen som et privat gymnasium ikke var en del af den offentlig forvaltning, og at ombudsmanden derfor var afskåret fra at foretage sig noget direkte over for skolen. Ombudsmanden meddelte endvidere forældrene at han havde besluttet at afslutte sin behandling af sagen uden at afgive en egentlig ombudsmandsudtalelse. Ombudsmanden henviste til at Undervisningsministeriet under sagens behandling havde givet forældrene medhold i væsentlige dele af klagen, og at der ikke var udsigt til at han kunne kritisere sagsbehandlingstiden i Undervisningsministeriet.

Undervisningsministeriet havde tidligere under sagens behandling udtalt at man navnlig under hensyn til den lange tid der var gået siden skolens afgørelse blev truffet, ikke mente at afgørelsen om bortvisning burde ændres med den virkning at sønnen kunne fortsætte på skolen. Ombudsmanden sendte Undervisningsministeriet en kopi af sit afsluttende brev til forældrene som en anmodning fra forældrene om at ministeriet tog stilling til hvorvidt man på baggrund af ministeriets seneste vurdering af manglerne ved afgørelsen om bortvisningen, ville foretage sig mere over for gymnasieskolen. Ombudsmanden bad Undervisningsministeriet om underretning om ministeriets svar til forældrene. (J.nr. 2001-0762-711).

En kvinde klagede over at kommunen og det sociale nævn havde nedsat hendes kontanthjælp fordi hun havde modtaget kontanthjælp i 6 sammenhængende måneder.

Ombudsmanden mente ikke at der var grundlag for at kritisere at kvindens kontanthjælp var blevet nedsat.

Ombudsmanden kritiserede imidlertid at kommunens meddelelse om nedsættelse af kvindens kontanthjælp ikke var ledsaget af en begrundelse og en klagevejledning.

Ombudsmanden mente endvidere det var meget kritisabelt at det sociale nævn oprindelig havde afvist at realitetsbehandle kvindens klage over kommunens afgørelse under henvisning til at klagefristen var overskredet.

(J.nr. 2004-0677-050)

En advokat klagede på vegne af en klient til Rigsadvokaten over at en statsadvokat havde indstillet efterforskningen i en sag hvor en politibetjent i forbindelse med forfølgelse af en stjålen bil havde affyret et skud mod klientens søn. Sønnen døde kort efter. Politibetjenten blev ikke sigtet i forbindelse med efterforskningen, men blev afhørt med en sigtets rettigheder.

  Rigsadvokaten afgjorde at fristen for at omgøre en afgørelse om påtaleopgivelse, jf. retsplejelovens § 724, skulle anvendes i sagen, og at fristen var udløbet kort tid efter at der var blevet klaget over afgørelsen til Rigsadvokaten. Det var derfor ikke længere muligt at omgøre statsadvokatens afgørelse om at standse undersøgelsen i sagen. Rigsadvokaten kritiserede statsadvokaten for ikke allerede i forbindelse med afgørelsen om påtaleopgivelse og påklagen heraf at have gjort sig klart om omgørelsesfristen fandt anvendelse i sagen.

  Ombudsmanden udtalte at han var enig med Rigsadvokaten i at omgørelsesfristen skulle anvendes, idet politibetjenten måtte betragtes som sigtet i sagen. Ombudsmanden kunne på den baggrund ikke kritisere at Rigsadvokaten ikke havde taget stilling til om han ville have anlagt en anden vurdering af skyldsspørgsmålet i sagen end statsadvokaten.

  Ombudsmanden udtalte endvidere at Rigsadvokaten generelt set i forbindelse med behandlingen af klager over påtaleopgivelser bør være opmærksom på påtalefristen og tilstræbe at afgøre sagerne inden for omgørelsesfristens udløb. Rigsadvokaten bør således i forbindelse med en indledende gennemgang af de indkomne klager ikke alene hæfte sig ved hvad statsadvokaten har anført om fristen, men også overveje om der eventuelt kan være begået fejl hos statsadvokaten i denne henseende. Ombudsmanden mente derfor at det havde været ønskeligt om Rigsadvokaten i forbindelse med klagen i den konkrete sag havde overvejet om omgørelsesfristen skulle anvendes, og havde vurderet om det var muligt at behandle sagen inden fristens udløb.

  (J.nr. 2004-3420-611).

En kvinde klagede over at myndighederne ikke mente hun var berettiget til ordinært og ekstra børnetilskud eller boligstøtte. Kommunen lagde til grund at kvinden boede sammen med en mand.

Afgørelsen byggede på en anonym henvendelse og oplysninger om elforbruget på mandens folkeregisteradresse. Kvinden afviste at der var tale om et egentligt samlivsforhold, og klagede over afgørelsen til det sociale ankenævn, men det sociale ankenævn stadfæstede kommunens afgørelse.

Ombudsmanden mente at kommunen havde truffet afgørelse på et spinkelt bevismæssigt grundlag. Endvidere var der ikke foretaget partshøring i overensstemmelse med reglerne i forvaltningsloven, hvorefter kvinden skulle have haft lejlighed til at udtale sig om den anonyme henvendelse og om de oplysninger kommunen i den anledning havde indhentet. Kommunen og det sociale ankenævns afgørelser opfyldte heller ikke kravene i forvaltningsloven om en fyldestgørende begrundelse for afgørelsen.

Ombudsmanden henstillede at nævnet genoptog sagen til ny behandling med henblik på at give en fyldestgørende begrundelse. (J.nr. 1995-1220-026).

Et forældrepar klagede til ombudsmanden over en kommunal skoles beslutning om klassesammensætning fordi parret ikke ønskede at deres datter skulle gå i klasse med en bestemt dreng. Parret klagede også over sagsbehandlingen.

  Ombudsmanden udtalte at skolens beslutning om klassesammensætning er omfattet af begrebet faktisk forvaltningsvirksomhed, og at skolens meddelelse om klassesammensætningen ikke er en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Derimod er skolens svar på forældrenes klage over klassesammensætningen en afgørelse, og dette indebærer at skolen burde have fulgt reglerne i forvaltningsloven. Kommunens svar på klagen over skolen var også en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

  Det er fast antaget at resultatet af en forvaltningsmyndigheds behandling af en klage (over myndighedens udøvelse af faktisk forvaltningsvirksomhed) er en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Ombudsmanden mente det var kritisabelt at skolen ikke gjorde sig klart at behandlingen af forældreparrets klage var afgørelsesvirksomhed. Ombudsmanden kritiserede også kommunens sagsoplysning, partshøring, manglende henvisning til retsregler i begrundelsen og det forhold at skolen ikke havde givet klagevejledning til forældrene.

  (J.nr. 2005-2831-710)

På grund af et stort fravær ved skoleårets start modtog en elev på et gymnasium en skriftlig advarsel. Det fremgik bl.a. af advarslen at hun risikerede at blive overført til eksamen på særlige vilkår hvis forsømmelserne fortsatte. Ca. tre uger senere meddelte rektor at hun skulle til eksamen på særlige vilkår. Eleven nedbragte de næste måneder fraværet væsentligt, og fire måneder senere udgjorde det under 15,1% af undervisningen hvilket hun gjorde rektor opmærksom på. Rektor meddelte at han ikke havde til hensigt at ændre den trufne afgørelse. Eleven klagede herefter til Undervisningsministeriet. I en afgørelse der var stilet til rektor, stadfæstede ministeriet rektors afgørelse.

Ombudsmanden udtalte at rektor burde have foretaget partshøring af eleven inden han traf afgørelsen om at hun skulle til eksamen på særlige vilkår, og at Undervisningsministeriet burde have påtalt at dette ikke var sket. Endvidere fandt ombudsmanden det beklageligt at ministeriet ikke havde givet eleven lejlighed til at kommentere rektors udtalelse inden ministeriet traf afgørelse i sagen. Ombudsmanden fandt det ligeledes beklageligt at ministeriet ikke havde påtalt over for rektor, at han ikke havde givet eleven klagevejledning i forbindelse med afgørelsen.

Ombudsmanden udtalte endvidere at Undervisningsministeriet burde have underrettet eleven direkte om afgørelsen af hendes klage, og at ministeriet burde have bedt rektor om at træffe en afgørelse om, hvorvidt eleven efter sin senere henvendelse alligevel kunne aflægge prøve på normale vilkår, jf. gymnasiebekendtgørelsens § 3, stk. 7.

Selv om rektors afgørelse var behæftet med sagsbehandlingsfejl, mente ombudsmanden dog ikke at disse var så væsentlige, at afgørelsen var ugyldig. Rektors manglende realitetsbehandling af elevens anmodning om at aflægge prøve på normale vilkår måtte imidlertid anses for en væsentlig fejl, idet det ikke kunne udelukkes at rektor efter en realitetsbehandling af anmodningen ville have imødekommet den. Da eleven efter det oplyste ved sagens afslutning havde bestået eksamen på særlige vilkår, gik ombudsmanden ud fra at hun ikke var interesseret i en genoptagelse af sagen med henblik på, om hun burde tilbydes at aflægge eksamen på normale vilkår. (J. nr. 1994-683-711).

Nogen tid efter at A havde fået meddelt en afgørelse mundtligt, anmodede han kommunen om at få en skriftlig begrundelse for afgørelsen, jf. forvaltningslovens § 23. Det var uklart, om tidspunktet for begrundelsesanmodningen lå inden for eller uden for 14 dages fristen i § 23, stk. 1, 2. pkt. Kommunen (K) meddelte A efterfølgende en skriftlig begrundelse, hvorefter A indbragte sagen for amtsankenævnet.

Formanden for amtsankenævnet (F) afviste sagen, da klagefristen - beregnet i forhold til afgørelsestidspunktet - var overskredet, og da fristen ikke ansås for suspenderet, indtil A havde fået meddelt begrundelsen.

Ombudsmanden udtalte, at det ved begrundelsesanmodninger efter forvaltningslovens § 23 er almindeligt antaget, at en klagefrist suspenderes, indtil der er meddelt en skriftlig begrundelse for afgørelsen. Reglen er dog formentlig begrænset til den situation, hvor begæring om efterfølgende begrundelse fremsættes inden for 14 dages fristen i § 23, stk. 1, 2. pkt.

Under henvisning til, at K ikke havde gjort notat om tidspunktet for begrundelsesanmodningen, og at det var tvivlsomt, om og hvornår A måtte have fået klagevejledning, henstillede ombudsmanden til F at tage A's sag op til realitetsbehandling. (J. nr. 1989-1347-050).

En kvinde havde arvet et beløb i 1985. Hun klagede nu over en kommune og et socialt ankenævns afgørelse hvorefter hun skulle tilbagebetale et for meget udbetalt pensionsbeløb for perioden 1985-87. Kvinden mente ikke at kommunen kunne kræve tilbagebetaling, da hun havde modtaget pensionen i god tro. Endvidere havde hun givet korrekte oplysninger om sin forventede indkomst og senere i selvangivelser oplyst om den faktiske indkomst.

Ankenævnet stadfæstede kommunens afgørelse da kvinden ikke havde givet tilstrækkeligt korrekte oplysninger og derved havde tilsidesat sin oplysningspligt. Ankenævnet mente dog at kommunen skulle revurdere de faktiske indkomstforhold for 1985 indtil det tidspunkt hvor arven faldt.

Ombudsmanden mente at både kommunens og ankenævnets sagsbehandling havde været særdeles kritisabel. Ankenævnet havde ikke hjemmel til at stadfæste kommunens afgørelse betinget af at kommunen foretog yderligere undersøgelser, da det følger af undersøgelsesprincippet at hver enkelt forvaltningsmyndighed selv skal fremskaffe de nødvendige oplysninger. Kommunen burde have truffet afgørelse om revurderingsspørgsmålet og meddelt kvinden afgørelsen ledsaget af begrundelse og klagevejledning.

Ombudsmanden fandt endvidere at ankenævnet havde baseret sin afgørelse på en urigtig retsopfattelse, fordi tilbagebetaling krævede en bedømmelse af modtagerens subjektive forhold som ikke var foretaget. Ombudsmanden henstillede på den baggrund til ankenævnet at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse. (J. nr. 1992-765-084).

En brancheforening klagede til ombudsmanden over at politiet havde tilbagekaldt tilladelsen til et transportfirma til at transportere en bred last på blokvogn fra Frøslev Grænse til Grenå Havn. Årsagen til tilbagekaldelsen var at en anden politikreds på ruten efterfølgende havde oplyst at den var blevet anmodet om at udstede tilladelse til transporten, men at den havde afslået dette af færdselssikkerhedsmæssige årsager, og fordi transporten i stedet kunne ske ad søvejen. Politiets afgørelse om tilbagekaldelse var blevet stadfæstet af Færdselsstyrelsen.

Ombudsmanden udtalte at politiets sagsoplysning og partshøring i forbindelse med afgørelsen om udstedelse af transporttilladelsen var klart utilstrækkelig. Herudover opfyldte begrundelsen for afgørelsen ikke kravene i forvaltningsloven, og der var ikke givet klagevejledning. Sammenfattende mente ombudsmanden at politiets afgørelse om tilbagekaldelse var så mangelfuld at Færdselsstyrelsen som prøvelsesmyndighed burde have tilsidesat afgørelsen som ugyldig.

Med hensyn til Færdselsstyrelsens afgørelse udtalte ombudsmanden at det måtte anses for tvivlsomt om styrelsens konkrete afvejning af de relevante hensyn for og imod tilbagekaldelse af transporttilladelsen fuldt ud var foretaget i overensstemmelse med de almindelige forvaltningsretlige regler om tilbagekaldelse.

Ombudsmanden henstillede på den baggrund til Færdselsstyrelsen at genoptage sagen med henblik på en fornyet vurdering. (J.nr. 2003-2009-512).

I forbindelse med ombudsmandens behandling af en klage fra en skatteyder om at få aktindsigt efter reglerne i forvaltningsloven i en sag ved Ligningsrådet besluttede ombudsmanden over for Told- og Skattestyrelsen at rejse en særskilt egen drift sag vedrørende spørgsmålet om styrelsens vejledning om at der gælder en frist på 3 måneder for afgørelsens indbringelse for domstolene, jf. skattestyrelseslovens § 31, stk. 3.

Ombudsmanden udtalte i en foreløbig redegørelse bl.a. at det på samme måde som ved administrativ rekurs generelt må antages at bestemmelser om særlige frister eller begrænsninger af kredsen af søgsmålsberettigede ikke gælder for adgangen til at indbringe afgørelser om aktindsigt for domstolene. Det medfører at der for så vidt angår sådanne bestemmelser, kræves at det udtrykkeligt fremgår af bestemmelserne selv eller deres forarbejder at de også finder anvendelse på afgørelser om aktindsigt.

Ombudsmanden mente efter en samlet vurdering - uanset ordlyden af skattestyrelseslovens § 31 - at prøvelsesbegrænsningerne i skattestyrelseslovens § 31 ikke finder anvendelse på isolerede aktindsigtsafgørelser, men udelukkende tager sigte på det materielle indhold af afgørelser på skatte-, afgifts- og toldområdet.

Told- og Skattestyrelsen meddelte efterfølgende at styrelsen var indstillet på - i overensstemmelse med ombudsmandens forslag - at præcisere retstilstanden ved en ændring af vejledningen ”Processuelle regler på Told-Skats område”. Skatteministeriet meddelte endvidere at ministeriet i forbindelse med en revision af bekendtgørelse om myndighedsinddeling og sagsudlægning ville overveje spørgsmålet om ophævelse af klagefristen for administrativ klage over afgørelser om aktindsigt. (J.nr. 2002-0019-209).

En kommune tilkendte en borger forhøjet almindelig førtidspension. Borgeren klagede til det sociale nævn fordi hun mente at hun var berettiget til højere pension. Det sociale nævn ændrede kommunens afgørelse til skade for borgeren idet nævnet slet ikke anså klageren for berettiget til førtidspension.

Den Sociale Ankestyrelse stadfæstede det sociale nævns afgørelse, og Ankestyrelsen mente heller ikke at kommunen i sin klagevejledning var forpligtet til at oplyse om at nævnet havde mulighed for at ændre afgørelsen til skade for borgeren.

Ombudsmanden kunne ikke kritisere det sociale nævns og Den Sociale Ankestyrelses afgørelse. Ombudsmanden udtalte at det vil være i overensstemmelse med god forvaltningsskik at borgeren i forbindelse med klagemyndighedernes generelle orientering om sagsgangen, herunder det mulige udfald af sagen, gøres opmærksom på at myndighedens afgørelse kan falde ud til skade for klageren. For at undgå den utilsigtede virkning at skræmme borgerne fra at klage mente ombudsmandsmanden at det vil være korrekt at oplyse at ændring til skade for klageren kun sker yderst sjældent. Endvidere kunne det forklares at det kun sker når afgørelsen er ugyldig. (J.nr. 2001-2957-040).