En kvinde blev afskediget efter 24 år som tjenestemandsansat i kriminalforsorgen. Kvinden havde en øjenlidelse der bevirkede at hun ikke kunne arbejde i længere tid ved en computer. Det var først og fremmest dette forhold der gav hende problemer ved arbejdet i kriminalforsorgen.

Ombudsmanden udtalte at arbejdsgiveren ikke havde foretaget tilstrækkelige undersøgelser af mulighederne for at beholde kvinden på arbejdspladsen ved at kompensere for øjenlidelsen og eventuelt ansætte hende i et fleksjob.

Ombudsmanden udtalte desuden at arbejdsgiveren skulle have forholdt sig til om kvindens synsproblemer kunne karakteriseres som et handicap, med den virkning at forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap skulle indgå i vurderingen af sagen.

Kvinden blev afskediget mindre end et år før hun kunne være gået på efterløn. Ombudsmanden mente at arbejdsgiveren i en sag som denne burde have inddraget det forhold at kvinden, før hun blev afskediget, flere gange havde tilkendegivet over for arbejdsgiveren at hun ønskede at blive på arbejdspladsen indtil hun kunne gå på efterløn. Ombudsmanden mente desuden ikke at arbejdsgiveren kunne se bort fra kvindens anciennitet.

Ombudsmanden udtalte at kriminalforsorgens behandling af sagen var overordentlig kritisabel. Ombudsmanden mente desuden at der var grundlag for at myndighederne genoptog behandlingen af sagen med henblik på at arbejdsgiveren tog stilling til de krav kvinden havde fremsat.
(J.nr. 2007-1785-813).

Klik på linket til højre for at læse hele redegørelsen.

Lederen af en musikskole gav en lærer en advarsel fordi hun var udeblevet fra en julekoncert. Advarslen blev givet under et møde, men efter mødet opstod der uenighed mellem lederen og læreren om referatet af mødet. Læreren ville kun underskrive referatet med bemærkninger som lederen ikke ville acceptere. Lederen bad læreren om skriftligt at anerkende og acceptere advarslen, og da det ikke skete, blev læreren afskediget.

Ombudsmanden udtalte at det var berettiget at læreren havde fået en advarsel. Ombudsmanden udtalte desuden at der ikke er grundlag for at antage at en ansat som har fået en advarsel af sin arbejdsgiver, har pligt til at meddele arbejdsgiveren at han eller hun anerkender og accepterer advarslen. Den ansatte har heller ikke pligt til at underskrive referatet af et tjenstligt møde hvor advarslen blev meddelt den ansatte. Afskedigelsen var derfor uberettiget. Desuden havde musikskolen ikke på alle punkter fulgt reglerne om partshøring og begrundelse. Ombudsmanden henstillede at musikskolen genoptog sagen.

Musikskolen genoptog sagen og tog ombudsmandens redegørelse til efterretning. Læreren bad ombudsmanden om at henstille til Civilstyrelsen at hun fik fri proces til en sag mod musikskolen, men det besluttede ombudsmanden ikke at gøre.
(J.nr. 2006-4201-813).

Klik på linket til højre for at læse hele redegørelsen.

En tidligere fuldmægtig i Undervisningsministeriet klagede til ombudsmanden over at han var blevet afskediget. Han klagede endvidere over forløbet op til afskedigelsen der indebar at han i første omgang var blevet omplaceret til en styrelse under ministeriet med en prøvetid på 6 måneder. Vilkårene for omplaceringen var at hvis styrelsen efter prøvetiden afgav en positiv udtalelse, kunne den pågældende blive i styrelsen på almindelige vilkår. Hvis styrelsens udtalelse var negativ, var Undervisningsministeriet indstillet på at afskedige ham idet det var udelukket at han kunne vende tilbage til departementet. Da styrelsen efter endt prøvetid ikke ønskede at fuldmægtigens ansættelsesforhold skulle fortsætte på grund af manglende samarbejdsvilje og -evne, meddelte ministeriet at man var indstillet på at afskedige ham. Der blev herefter indgået en fratrædelsesaftale mellem fuldmægtigen, hans organisation og ministeriet.

Vedrørende omplaceringen til styrelsen udtalte ombudsmanden at fuldmægtigens omplacering indebar så væsentlige ændringer i hans hidtidige ansættelsesforhold at der var tale om forflyttelse. En sådan beslutning anses for en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Forflyttelsen indebar en uansøgt afskedigelse af fuldmægtigen fra hans hidtidige stilling. Undervisningsministeriet burde derfor forud for beslutningen om at omplacere ham have partshørt ham i overensstemmelse med den ulovbestemte partshøringspligt der gælder ifølge retspraksis og ombudsmandspraksis for visse afgørelser om uansøgt afskedigelse af ansatte i forvaltningen. Efter ombudsmandens opfattelse var det endvidere beklageligt at fuldmægtigen ikke var blevet meddelt en skriftlig afgørelse der indeholdt den nærmere begrundelse for den uansøgte afskedigelse fra hans hidtidige stilling, jf. forvaltningslovens § 24, jf. § 22.

Vedrørende den endelige afskedigelse fra Undervisningsministeriet udtalte ombudsmanden at beslutningen fremtrådte som truffet efter aftale. En beslutning om uansøgt afskedigelse kræver at der meddeles den ansatte en egentlig afgørelse der skal være skriftlig. Afskedigelsen kan således ikke indtræde automatisk på grundlag af en aftale. Efter ombudsmandens opfattelse var det beklageligt at fuldmægtigen ikke var blevet meddelt en skriftlig afgørelse vedrørende den endelige afskedigelse og dermed heller ikke den nærmere begrundelse for afskedigelsen i overensstemmelse med forvaltningslovens § 24, jf. § 22.

Da Undervisningsministeriet havde udtalt at man var indstillet på at give fuldmægtigen en begrundelse for afgørelsen om omplacering og afgørelsen om den endelige afskedigelse, bad ombudsmanden ham rette henvendelse til ministeriet såfremt han fortsat ønskede en begrundelse for afgørelserne. (J.nr. 2000-3309-813).

En deltidsansat ledende folkebibliotekar som ikke var faguddannet bibliotekar, blev afskediget i forbindelse med en strukturændring. Stillingen blev ændret til en fuldtidsstilling og ønskedes besat med en faguddannet bibliotekar.

Ombudsmanden mente ikke der var grundlag for kritik heraf eller grundlag for at antage at kommunen ikke havde opfyldt sin pligt til at undersøge muligheden for omplacering. Ombudsmanden anså det heller ikke for at være i strid med lovgivningen at kommunen ikke ansatte den pågældende i en opslået medhjælperstilling.

Bibliotekaren blev ikke partshørt inden afskedigelsen. Hun var i en vis udstrækning orienteret om beslutningsgrundlaget, men var ikke bekendt med at sagen aktuelt blev behandlet i kommunalbestyrelsen. Ombudsmanden mente derfor partshøringsreglen i forvaltningslovens § 19 var tilsidesat. Ombudsmanden udtalte desuden at begrundelsen var mangelfuld, og at kommunen burde have taget notat om kommunens mundtlige orienteringer af bibliotekaren. (J.nr. 1998-0104-813).

En kommune fastsatte i forbindelse med en evalueringssamtale med en ansat psykolog retningslinier for psykologens fremtidige arbejde. Et nyt møde blev holdt med psykologen efter klager over hans arbejde. På mødet drøftedes det om psykologen selv ville sige sin stilling op. Herefter blev psykologen indstillet til afskedigelse og partshøring gennemført.

Ombudsmanden lagde til grund at kommunens tilkendegivelser på det første møde var en mundtlig advarsel der måtte anses for en afgørelse i forvaltningslovens forstand, og han kritiserede derfor at kommunen ikke havde partshørt psykologen før advarslen. Ombudsmanden kritiserede også at psykologen ikke i første omgang i overensstemmelse med kommunens personalepolitik fik en skriftlig advarsel i stedet for at blive afskediget. Endelig gav det grundlag for kritik at kommunen, før partshøring blev gennemført, drøftede med psykologen om han selv ville sige sin stilling op, og at begrundelsen for afskedigelsen var mangelfuld. (J.nr. 2000-1170-813).

En organist blev afskediget på grund af sin bibeskæftigelse. Afskedigelsen skete på baggrund af en udtalelse fra Kirkeministeriet. Ministeriet udtalte at en organist der lønnes efter lønrammesystemet, efter fast praksis ikke måtte have en beskæftigelsesgrad på over 115 pct. af fuldtidsbeskæftigelse.

Ombudsmanden udtalte at ministeriets praksis ikke kunne anses for at være forenelig med tjenestemandslovens § 17 eller tilsvarende retningslinier for ansatte på tjenestemandslignende vilkår.

Ombudsmanden mente det var meget kritisabelt at Kirkeministeriet ikke havde bedt menighedsrådene foretage en konkret vurdering af om bibeskæftigelsen var forenelig med den samvittighedsfulde udøvelse af de til organiststillingen knyttede pligter og med den for stillingen nødvendige agtelse og tillid. Ved bedømmelsen af om afskedigelsen var retmæssig, måtte det tages i betragtning at menighedsrådene havde anset bibeskæftigelsen som forenelig med organiststillingen. Endvidere kritiserede ombudsmanden at reglerne om partshøring og begrundelse var overtrådt.

Ombudsmanden henstillede at Kirkeministeriet omlagde sin praksis. (J.nr. 1999-2210-813).

Direktoratet for Arbejdstilsynet (AT) afskedigede A, der var ansat som ingeniør i en af arbejdstilsynets kredse. Afskedigelsen, der var begrundet i samarbejdsvanskeligheder, blev tiltrådt af Arbejdsministeriet (AM).

Ombudsmanden udtalte, at han - således som sagen forelå oplyst - ikke fandt at have fuldt tilstrækkeligt grundlag for at kritisere afskedigelsesafgørelsen. Ombudsmanden udtalte i den forbindelse, at den endelige afgørelse af spørgsmålet, herunder hvor omfattende og dybtgående samarbejdsproblemerne havde været, henhørte under domstolene, og at han i givet fald var indstillet på at henstille, at der meddeltes A fri proces under en sådan retssag.

A var ikke forud for afskedigelsen blevet partshørt om kredschefens indstilling til AT, om at A fratrådte sin stilling i kredsen. A var heller ikke blevet partshørt om en skrivelse fra en medarbejder til personalekontoret. Ombudsmanden fandt dette kritisabelt. Ligeledes fandt ombudsmanden det ud fra en ulovbestemt grundsætning om partshøring kritisabelt, at A ikke før afskedigelsen havde modtaget en redegørelse om AT's opfattelse af sagen. AT's orientering af A's tillidsmand/organisation kunne ikke træde i stedet for partshøring efter forvaltningslovens § 19 eller den ulovbestemte grundsætning. Endvidere fandt ombudsmanden det kritisabelt, at AT's afskedigelsesskrivelse til A ikke indeholdt en tilstrækkelig begrundelse, jf. forvaltningslovens § 24. Endelig udtalte ombudsmanden, at AM over for AT burde have påtalt den manglende partshøring og den mangelfulde begrundelse. (J. nr. 1992-822-812).

En kommune afskedigede sin socialdirektør under henvisning til samarbejdsvanskeligheder.

Ombudsmanden udtalte at omfanget af kommunens partshøring af socialdirektøren gav anledning til bevistvivl. Ombudsmanden havde derfor ikke forudsætninger for at vurdere om socialdirektøren efter en samlet bedømmelse af hele sagsforløbet kunne anses for at være partshørt i det omfang der følger af reglerne i forvaltningslovens § 19 og retsgrundsætningen om ulovbestemt udvidet partshøringspligt.

Ombudsmanden udtalte at afskedigelsesbrevet til socialdirektøren ikke opfyldte kravene til begrundelsers indhold i forvaltningslovens § 24. Ombudsmanden udtalte endvidere at der efter hans opfattelse ikke i sagen var dokumentation for samarbejdsproblemer. Ombudsmanden mente at kommunens sagsbehandling vedrørende disse forhold var kritisabel.

Sammenfattende var det således som sagen var oplyst efter ombudsmandens opfattelse usikkert hvor omfattende og dybtgående samarbejdsproblemer der havde været mellem socialdirektøren og kommunens øvrige administrative ledelse. På denne baggrund havde ombudsmanden ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at kritisere afskedigelsen. (j.nr. 1997-2782-813).

Odense Kommune afskedigede beredskabschefen på Odense Brand- og Beredskabscenter. Efter kommunens opfattelse havde han udvist manglende dømmekraft og opfyldte derfor ikke decorumkravet i tjenestemandsregulativet.

Umiddelbart inden afskedigelsen havde beredskabschefen i forbindelse med en ulykke på et værft udtalt sig til pressen og efter kommunens opfattelse skabt urimelig og ubegrundet tvivl om hjælpeindsatsens effektivitet. Endvidere henviste kommunen ved afskedigelsen til et tidligere forhold vedrørende spirituskørsel.

Ombudsmanden udtalte at det tidligere forhold - i en situation som den foreliggende hvor der var tale om afskedigelse udløst af et konkret forhold i modsætning til en samlet vurdering af prøvetidens forløb - kun kunne indgå i afskedigelsesgrundlaget med beskeden vægt. Ombudsmanden henviste også til at de to forhold ikke havde nogen relevant sammenhæng eller lighed.

På ombudsmandens spørgsmål udtalte kommunen at den i forbindelse med vurderingen af afskedigelsesgrundlaget ikke havde taget stilling til om den konkrete indsats på værftet havde været tilstrækkelig effektiv eller ej.

Ombudsmanden udtalte at kommunen ikke - uden at vurdere indsatsen - kunne lægge til grund at beredskabschefens udtalelser var urimelige og ubegrundede. Ombudsmanden mente derfor ikke at kommunen havde haft det fornødne grundlag for at afskedige beredskabschefen.

Ombudsmanden henstillede at kommunen genoptog sagen med henblik på annullation af afskedigelsesafgørelsen og en stillingtagen til beredskabschefens eventuelle krav. (J.nr. 1994-2609-812).

En adjunkt blev afskediget fra sin stilling på en handels- og ingeniørhøjskole. Afskedigelsen byggede på anonyme elevevalueringer af adjunktens undervisning og oplysninger om adjunktens indstilling til gennemførelse af en voksenunderviseruddannelse.

Ombudsmanden udtalte sig generelt om i hvilken udstrækning han fremover ville undersøge sager som f.eks. adjunktens sag hvor en fagforening havde iværksat en fagretlig behandling der ikke var blevet afsluttet. Ombudsmanden færdigbehandlede adjunktens sag for så vidt angik sagsoplysning, partshøring og begrundelse.

Ombudsmanden mente det var kritisabelt at de anonyme elevevalueringer var indgået i grundlaget for afskedigelsen, og at skolens oplysningsgrundlag vedrørende gennemførelse af voksenunderviseruddannelsen ikke havde været tilstrækkeligt. Det var efter ombudsmandens opfattelse uheldigt at skolen havde ment at den kunne træffe afgørelsen om afskedigelse – der havde vidtrækkende betydning for adjunkten – på det grundlag som forelå for skolen på afskedigelsestidspunktet.

Ombudsmanden havde ikke grundlag for at foretage sig noget vedrørende skolens partshøring, men han kritiserede den begrundelse som havde ledsaget afgørelsen. (J.nr. 2000-3570-813).

En ansat i en arbejdsformidling blev afskediget med henvisning til at arbejdsformidlingen forventede at skulle spare det kommende år. De forventede krav om besparelser havde baggrund i finanslovsforslaget som lagde op til besparelser inden for området arbejdsformidling og virksomhedsservice.

Ombudsmanden kritiserede ikke at afskedigelsen, som skete før finansloven blev endeligt vedtaget, var foretaget med baggrund i forventede krav om besparelser.

Udvælgelsen af den ansatte som en af dem der skulle afskediges, var sket med henvisning til at den pågældende viste mindre tilbøjelighed til at tage selvstændige initiativer. Ombudsmanden mente at der i sagen burde have været tilvejebragt oplysninger som redegjorde nærmere for baggrunden for denne vurdering, herunder konkrete oplysninger om hvordan denne mindre tilbøjelighed til at tage selvstændige initiativer viste sig.

Ombudsmanden kritiserede også at begrundelsen for afgørelsen om afskedigelse ikke indeholdt en henvisning til at det var funktionærlovens regler om varsling som blev anvendt. (J.nr. 2002-3629-813).

 forbindelse med personalereduktioner blev en lektor afskediget. Han klagede over en ingeniørhøjskoles og Undervisningsministeriets behandling af hans sag. Afgørelsen var truffet af højskolens styrelsesråd efter indstilling fra tre studienævnsformænd på deres respektive nævns vegne.

Ombudsmanden mente det var tvivlsomt om studienævnene kunne delegere kompetencen til at afgive indstilling til studienævnsformændene.

Ombudsmanden udtalte endvidere at en af studienævnsformændene var inhabil i forhold til at udarbejde indstillingen, da han underviste i et af de fag som i henhold til faglige strategiplaner skulle nedprioriteres.

Ombudsmanden mente det var beklageligt at ingeniørhøjskolen havde tilsidesat pligten efter forvaltningslovens § 19 til at parthøre lektoren over grundlaget for afskedigelse. Ombudsmanden kritiserede endvidere ingeniørhøjskolens begurndelse for afskedigelsen samt Undervisningsministeriets sagsbehandling. Ombudsmanden henstillede at Undervisningsministeriet genoptog behandlingen af sagen. (J.nr. 1995-1406-803).

En lektor klagede over afskedigelse fra et universitet. Afskedigelsen var blevet opretholdt af Undervisningsministeriet og var begrundet i utilstrækkelig forskningsindsats i hele lektorens ansættelsesperiode (1970-92). Forskningsindsatsen var vurderet efter nogle interne retningslinier fastsat i 1991, hvorefter vurderingen kunne omfatte forskningsindsatsen fem år tilbage.

Lektoren mente at afskedigelsen måtte være ugyldig, da denne til dels var truffet på grundlag af oplysninger om forskningsindsatsen som var mere end fem år gamle. Lektoren mente ikke at universitetet tidligere havde givet ham en advarsel han kunne have reageret på. Endvidere mente han ikke at de interne retningslinier kunne tillægges tilbagevirkende kraft.

Universitetet fandt at lektoren havde fået en advarsel i 1987, samt at forskningsindsatsen i hele perioden kunne vurderes hvis der var anledning hertil.

Ombudsmanden udtalte at det var retligt uholdbart at inddrage forskningsindsatsen i perioden før 1987, hvor lektoren i forbindelse med en samtale måtte regne med at der personaleretligt set var gjort op med forskningsindsatsen.

Afskedigelsesafgørelsen byggede til dels på et mangelfuldt grundlag, og der var begået mindre betydelige partshørings- og begrundelsesfejl.

Ombudsmanden udtalte herefter at det var tvivlsomt om der forelå et tilstrækkeligt afskedigelsesgrundlag.

Ombudsmanden mente at Undervisningsministeriet ikke havde opfyldt sin almindelige tilsynsforpligtelse. (J. nr. 1993-1925-813).

En akademiingeniør klagede over forskellige forhold i forbindelse med Banestyrelsens beslutning om at afskedige ham.

I forbindelse med afskedigelsen havde Banestyrelsen udarbejdet to notater der indeholdt en vurdering af klagerens kvalifikationer. Ombudsmanden mente at notaterne indeholdt oplysninger om de faktiske omstændigheder der lå til grund for styrelsens vurdering. Ombudsmanden udtalte at oplysningerne var omfattet af forvaltningslovens partshøringpligt, og kritiserede at Banestyrelsen ikke havde partshørt over oplysningerne inden afgørelsen blev truffet.

Det fremgik endvidere af et af notaterne at unavngivne kolleger og entreprenører havde klaget over ingeniøren. Ombudsmanden mente det var beklageligt hvis anonyme klager var indgået i Banestyrelsens grundlag for afskedigelse. Såfremt klagerne var navngivne, burde Banestyrelsen have noteret navnene på de pågældende på sagen i medfør af notatpligten og overvejet at partshøre ingeniøren om klagerne.

Ombudsmanden bemærkede endvidere at det havde været rettest om Banestyrelsen i begrundelsen for afskedigelsen havde kommenteret ingeniørens bemærkninger om at han aldrig havde modtaget kritik i løbet af sin ansættelse.

Endelig tilsluttede ombudsmanden sig Trafikministeriets kritik af Banestyrelsens afslag på aktindsigt. Ombudsmanden tilføjede at de to ovennævnte notater indeholdt oplysninger som burde have været udleveret til A i medfør af forvaltningslovens § 12, stk. 2 medmindre de på andet grundlag kunne undtages fra aktindsigt - uanset notaternes interne karakter. (J.nr. 1998-0563-813).

Justitsministeriet (JMT) afslog en ansøgning fra A om tilladelse til at anke en byretsdom til landsretten. Ministeriet havde i sin første afgørelse alene begrundet afslaget med, at sagen ikke var af principiel karakter, jf. retsplejelovens § 962, stk. 3, første led. I en senere afgørelse tog ministeriet udtrykkeligt stilling til retsplejelovens § 962, stk. 3, andet led, men fastholdt den oprindelige afgørelse.

Ombudsmanden udtalte, at begrundelsen i JMT's første afgørelse måtte efterlade det indtryk, at afslaget blev meddelt, fordi sagen ikke angik et principielt forhold. Begrundelsen var efter Ombudsmandens opfattelse utilstrækkelig og misvisende. Ombudsmanden udtalte endvidere, at bestemmelsen i RPL § 962, stk. 3, efter forarbejderne til bestemmelsen må forstås således, at JMT skal meddele tilladelse til anke til 2. instans, medmindre det må antages, at en anke åbenbart ikke vil kunne føre til et for den tiltalte gunstigt resultat.

Ombudsmanden henstillede til JMT at tage sagen op til fornyet overvejelse. (J. nr. 1990-245-68).

En domfældt fik afslag på at afsone sin fængselsstraf i et åbent fængsel. Direktoratet traf afgørelse om at han skulle afsone sin straf på en afdeling for negativt stærkt styrende indsatte i et lukket fængsel. Direktoratet begrænsede begrundelsen i forhold til den indsatte, men oplyste dog at direktoratet ved afgørelsen havde lagt vægt på at den indsatte måtte antages at have eller for nyligt at have haft et tilhørsforhold til en rockergruppering.

  Da der var tale om en forholdsvis indgribende afgørelse af bebyrdende karakter, måtte der efter ombudsmandens opfattelse kræves et oplysningsgrundlag hvorved der blev dokumenteret en overvejende sandsynlighed for rockertilknytningen. I det konkrete tilfælde lagde ombudsmanden til grund at myndighederne ikke havde været i stand til at præstere tilstrækkeligt dokumenterbare oplysninger om (fortsat) rockertilknytning for den indsatte. Der havde således ikke efter ombudsmandens opfattelse været det fornødne grundlag for at anse den indsatte for rockerrelateret med den konsekvens at han blev placeret i en afdeling for negativt stærkt styrende indsatte.

  Ombudsmanden udtalte endvidere at han var enig med Direktoratet for Kriminalforsorgen i at direktoratet kunne begrænse begrundelsen i en sag som den foreliggende, og i at direktoratet til trods for bestemmelsen i forvaltningslovens § 24, stk. 3, 1. pkt., kunne give en nærmere begrundelse for afgørelsen. Ombudsmanden udtalte imidlertid at det var beklageligt at direktoratet i afgørelsen skrev at direktoratet ikke kunne give den indsatte en nærmere begrundelse for afgørelsen, men derefter alligevel anførte den fulde begrundelse, nemlig at den indsatte måtte antages at have eller for nylig havde haft et tilhørsforhold til en rockergruppering. Direktoratet havde således i realiteten ikke begrænset begrundelsen. Efter ombudsmandens opfattelse var det beklageligt at den indsatte derved var blevet efterladt med en opfattelse af at direktoratet havde nogle oplysninger som direktoratet imidlertid ikke havde.

  (J.nr. 2005-1870-621).

A anmodede Fiskeriministeriet om aktindsigt i "ministeriets efterforskning m.m. vedrørende mistanke om fartøjet B's ulovlige brislingefiskeri i Østersøen" samt om aktindsigt i samtlige fangstjournaler og logbøger 3 år bagud for fiskefartøjerne B, C og D.

Ministeriet afslog anmodningen under henvisning til offentlighedslovens §§ 2 og 12.

Da sagen vedrørende fartøjet B's fiskeri i Østersøen på tidspunktet for A's henvendelse var overgivet til politiet og derfor omfattet af offentlighedslovens § 2, stk. 1, 1. pkt., gav det ikke ombudsmanden grundlag for kritik, at denne del af A's anmodning var blevet afslået. Ligeledes kunne ombudsmanden ikke kritisere, at ministeriet anså fiskefartøjerne B, C og D's logbøger for "drifts- eller forretningsforhold el.lign." i offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 2, og at ministeriet anså det for at være af væsentlig økonomisk betydning for ejerne, at begæringen om aktindsigt ikke blev imødekommet.

Derimod fandt ombudsmanden det kritisabelt, at Fiskeriministeriet   i skrivelsen, hvorved anmodningen om aktindsigt blev afslået, ikke præciserede, hvilke dokumenter henvisningen til offentlighedslovens § 2 tog sigte på, samt at ministeriet ikke angav hovedhensynene bag afslaget i henhold til § 12 samt præciserede, at der var tale om anvendelse af bestemmelsens andet led. (J. nr. 1989-1687-37).

En journalist klagede over Danmarks Radios (DR) afslag på aktindsigt i en række personalesager. DR begrundede afslaget med at et udvalgsarbejde var sat i gang i Justitsministeriet. Udvalget skulle vurdere offentlighedslovens regler om aktindsigt i personalesager, og DR ville udskyde afgørelsen indtil retsgrundlaget var afklaret.

I en udtalelse til ombudsmanden skrev DR bl.a. at man af hensyn til konkurrencen om medarbejdere i mediebranchen ikke anså det for hensigtsmæssigt at oplyse lønninger på direktører og chefer. DR ønskede ikke at give mulighed for at udøve pression mod medarbejdere, hvis personalesager der var givet aktindsigt i. DR anså endvidere anmodningen om aktindsigt for "voddragning" i personalesagerne og ville alene af den grund ikke give aktindsigt, idet det antages at ligge uden for offentlighedslovens formål.

Ombudsmanden anså det for overordentlig kritisabelt at DR udskød afgørelsen med henvisning til udvalgsarbejdet. En sådan beslutning var klart uforenelig med borgernes retskrav på aktindsigt efter offentlighedsloven. Ombudsmanden mente at anmodningen om aktindsigt indeholdt tilstrækkelig identifikation af de sager, journalisten ønskede at se, hvorfor henvisningen til "voddragning" også var klart uberettiget.

De grunde DR havde anført kunne efter ombudsmandens mening ikke begrunde et fuldstændigt afslag på aktindsigt, og radiolovens § 73 a gav ikke holdepunkter for at antage at DR's personalesager generelt skulle være undtaget fra aktindsigt i henhold til offentlighedsloven. En begrænsning af aktindsigten efter offentlighedsloven, og eventuelt radiolovens § 73 a, forudsætter en konkret vurdering som DR ikke sås at have foretaget.

Ombudsmanden henstillede at DR genoptog sagen. (J.nr. 1997-1124-522).

A klagede over at Forsvarsministeriet (FM) havde tiltrådt et afslag fra Hjemmeværnskommandoen (HjK) på hans anmodning om at få udleveret et eksemplar af HjK's folder "Flygtninge - Indvandrere - Fremmedarbejdere". Folderen var blevet debatteret i pressen og var blevet beskyldt for at indeholde et politisk budskab.

HjK og FM afslog A's anmodning med henvisning til at folderen alene havde været anvendt som debatoplæg i forbindelse med kurser på Hjemmeværnets Højskole, og at folderen nu var udgået af undervisningen.

Ombudsmanden udtalte at folderen ikke var indgået i en forvaltningsmyndigheds sagsbehandling. Det forhold at folderen var blevet debatteret i pressen ændrede ikke noget heri. A havde således ikke krav på aktindsigt, jf. offentlighedslovens § 4, stk. 1, 1. pkt. Ombudsmanden fandt det beklageligt at begrundelserne for HjK's og FM's afgørelser ikke, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 1, indeholdt en henvisning til offentlighedslovens § 4, stk. 1. (J. nr. 1993-2357-401).

En socialrådgiver blev efter en ansættelsessamtale indstillet til en stilling som pædagogisk assistent ved en af kriminalforsorgens pensioner, men fik afslag på ansættelse.  Direktoratet for Kriminalforsorgen undlod at vurdere om den pågældende ansøger var den bedst kvalificerede fordi ansøgeren som socialrådgiver faldt uden for stillingsopslagets målgruppe.

Ombudsmanden kritiserede at direktoratet undlod dette, fordi man herved afskar den afvejning som retsgrundsætningen om ansættelse af den bedst kvalificerede forudsætter.

Ombudsmanden udtalte desuden at begrundelsen for afslaget var mangelfuld og misvisende. Dette var kritisabelt, navnlig fordi den pågældende ansøger havde været til samtale og var blevet indstillet til stillingen. Endvidere kritiserede ombudsmanden at formuleringen af stillingsopslaget var misvisende.
 (J.nr. 2006-1149-810).

En jordemoder fik afslag på ansættelse på fødegangen på et hospital fordi hendes mor var ansat på samme afdeling. Hospitalet og regionen mente ikke det var hensigtsmæssigt at der var personale med tætte familierelationer ansat på samme afdeling. Der var tale om en mindre afdeling hvor mor og datter af hensyn til de fødende ikke burde gå i vagt sammen, og det ville skabe problemer med vagtplanlægningen. De ville desuden få den samme leder, og det kunne give loyalitetskonflikter.

Ombudsmanden udtalte at offentlige myndigheder ved besættelse af stillinger skal ansætte de personer som anses for bedst kvalificerede. Skønnet må ikke afskæres eller begrænses ved opstilling af interne regler. Der var ingen konkrete holdepunkter for at der ville kunne opstå problemer. Afslaget var derfor usagligt. Ombudsmanden kritiserede desuden visse sagsbehandlingsspørgsmål.
(J.nr. 2008-0935-810).

Klik på linket til højre for at læse hele redegørelsen.

En ansøger klagede over at han 5 gange havde fået afslag på ansættelse som politibetjent på prøve. En del af ansættelsesproceduren bestod i en holdprøve, og vurderingen blev noteret på et skema ved afkrydsning.

Ombudsmanden udtalte at ansøgeren burde have været partshørt over vurderingsskemaet, og at notatpligten ikke var opfyldt i tilstrækkelig grad. Ansøgere som blev vurderet ikke egnede, kunne ikke ansættes. Partshøringen skulle derfor ske inden den endelige afgørelse om at ansøger ikke var egnet til ansættelse. Ombudsmanden kritiserede desuden begrundelsen i 3 af afslagene.

Under hensyn til myndighedernes oplysninger om ændring af proceduren foretog ombudsmanden sig ikke mere i sagen, bortset fra at give en henstilling om at der i alle tilfælde blev udarbejdet notat om baggrunden for vurderingen af holdprøven.

Ansøgeren klagede endvidere over et afslag på aktindsigt i form af kopi af nogle af hans referatstile. Ombudsmanden udtalte at retten til aktindsigt efter forvaltningslovens § 15, stk. 1, under normale omstændigheder ikke kunne begrænses ud fra betragtninger af rent ressourcemæssig karakter, og at begrundelsen for afslaget var mangelfuld. På grund af de særlige forhold i forbindelse med afholdelsen af prøver foretog ombudsmanden sig dog ikke yderligere. (J.nr. 2002-0406-810).

En museumsafdeling tilbød en ansøger ansættelse på vilkår at ansøgeren flyttede til landsdelen og klarede oplæringen i museumsbutikken. Ansøgeren flyttede til en midlertidig bolig i området, men tiltrædelsestidspunktet blev efter aftale udskudt til han havde fået en mere permanent bolig. Inden tiltrædelsen, men efter et møde i afdelingen hvor ansøgeren bl.a. mødte nogle af de ansatte, fik han afslag på ansættelse begrundet i omstrukturering og uegnethed. Amtet, som museet hørte under, tiltrådte afgørelsen.

  Ombudsmanden mente at der var indgået en bindende aftale om ansættelse. Derfor skulle proceduren for uansøgt afskedigelse have været fulgt.

  Ombudsmanden kritiserede at officialprincippet og notatpligten ikke var overholdt, og at ansøgeren ikke var blevet partshørt inden afgørelsen blev truffet. Desuden var begrundelsen mangelfuld. Endelig kritiserede ombudsmanden myndighedernes sprogbrug.

  Ombudsmanden henstillede at sagen blev genoptaget med henblik på at myndighederne overvejede hvilke konsekvenser den mangelfulde sagsbehandling burde have for den pågældende.

  (J.nr. 2005-3791-810).

En mand havde fået en midlertidig tilladelse til at opstille en pølsevogn. Kort efter forpagtede han vognen til en anden. Ved tilladelsens udløb søgte pølsevognsejeren om at få permanent tilladelse til opstilling af pølsevognen. Forpagteren søgte tillige om at få tilladelsen tildelt permanent. Kommunen tildelte forpagteren tilladelsen i en periode på 3 år og skrev i afgørelsen til ejeren at der havde været to ansøgere, og at den anden ansøger havde fået tilladelsen. I forbindelse med at ejeren klagede til Vejdirektoratet over afgørelsen, oplyste kommunen at afgørelsen var truffet ved en tilfældighed. Vejdirektoratet kritiserede kommunens begrundelse, men mente ikke at kunne tilsidesætte afgørelsen.

Ombudsmanden udtalte at det følger af forvaltningslovens § 24 at en begrundelse skal være subjektivt rigtig i den forstand at begrundelsen skal oplyse om de forhold af retlig og faktisk art som reelt blev tillagt betydning ved afgørelsen. Det gælder uanset om begrundelsen herved måtte vise at afgørelsen er truffet uden fornøden hjemmel. Begrundelsen skal således kunne danne grundlag for en vurdering af om afgørelsen er retligt holdbar.

Da kommunen ikke havde bestridt at afgørelsen blev truffet ved en tilfældighed, måtte ombudsmanden lægge dette til grund. I afgørelsen til pølsevognsejeren blev det ikke oplyst at afgørelsen var truffet ved en tilfældighed. Ombudsmanden mente at det var beklageligt at kommunens begrundelse ikke opfyldte kravene i forvaltningslovens § 24, stk. 1.

Ombudsmanden udtalte endvidere at kommunen burde have foretaget en konkret vurdering med inddragelse af alle relevante og saglige kriterier til belysning af hvem der var den bedst egnede ansøger til at drive pølsevognen. Det var beklageligt at dette ikke var sket.

Ombudsmanden henstillede til Vejdirektoratet at sagen blev genoptaget. Ombudsmanden udtalte endelig at det var beklageligt at Vejdirektoratets afgørelse til ejeren og udtalelse til ombudsmanden bar præg af at direktoratet sammenblandede begreberne hjemmelsmangel og begrundelsesmangel. (J.nr. 2001-0154-516).

En advokat klagede på vegne af en pakistansk asylansøger over bl.a. Flygtningenævnets afgørelser om afslag på asyl og bestemmelse om tvangsmæssig udsendelse. Flygtningenævnet beklagede i sin udtalelse til ombudsmanden at nævnets afgørelse om afslag på asyl kunne give anledning til en misforståelse hvorefter asylansøgeren ansås for omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Nævnet meddelte samtidig at sagen blev genoptaget.

Ombudsmanden udtalte kritik af at nævnet traf bestemmelse om tvangsmæssig udsendelse uden at sikre sig at det ikke skete til Pakistan, eller til lande hvor asylansøgeren ikke ville være beskyttet mod videresendelse til Pakistan.

Ombudsmanden fandt det endvidere beklageligt at nævnets begrundelse for afslag på asyl fremtrådte som om nævnet havde lagt til grund, at asylansøgeren var omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men at opholdstilladelsen blev nægtet under henvisning til udlændingelovens § 10, stk. 1, nr. 1, jf. § 22, nr. 3, om opholdstilladelse til personer der bl.a. kan idømmes seks års ubetinget fængselsstraf. (J. nr. 1995-406-641).

En far klagede over at Civilstyrelsen havde afslået at godkende at han som værge for sit mindreårige barn gav enten helt eller delvist afkald på en gruppelivsforsikring der kom til udbetaling i anledning af barnets mors død.

  Det fremgik af sagen at parret havde to fælles børn og at moren – ca. 3 år før fødslen af parrets andet barn – havde indsat parrets første barn som primært begunstiget i forhold til sin gruppelivsforsikring. Det fremgik endvidere at farens anmodning om godkendelse af et delvist afkald på gruppelivsforsikringen var begrundet i et ønske om at ligestille de to helsøskende.  

  Ombudsmanden udtalte at det var beklageligt at Civilstyrelsen havde taget stilling til sagen som første instans, og at Civilstyrelsen i stedet burde have hjemvist sagen til behandling i Statsamtet Storstrøm.

  Ombudsmanden udtalte endvidere at det var beklageligt at Civilstyrelsens afslag ikke indeholdt en redegørelse for de hovedhensyn der havde været bestemmende for Civilstyrelsens afgørelse.

  Efter det oplyste var Civilstyrelsens afslag på at godkende et fuldstædigt afkald på gruppelivsforsikringen i overensstemmelse med Civilstyrelsens langvarige og restriktive praksis på området. Bl.a. med henvisning hertil mente ombudsmanden ikke der var grundlag for at henstille at Civilstyrelsen genoptog denne del af sagen.

  For så vidt angik Civilstyrelsens afslag på at godkende et delvist afkald på gruppelivsforsikringen, var det i sagen oplyst at Civilstyrelsen ikke tidligere havde taget stilling til en lignende sag.

Ud fra en konkret vurdering af sagens karakter, dens helt særlige omstændigheder, de konstaterede fejl og sagens principielle betydning, henstillede ombudsmanden at Civilstyrelsen genoptog behandlingen af denne del af sagen og hjemviste den til behandling i statsamtet.

    (J.nr. 2005-3597-650)

En friskole glemte at søge Økonomistyrelsen om fleksjobrefusion inden ansøgningsfristen udløb. Da fejlen blev opdaget, søgte skolen om dispensation fra ansøgningsfristen, men fik afslag. Skolen klagede til Finansministeriet, men ministeriet afslog at fravige reglerne.

  Ansøgningsfristen var fastsat i en bekendtgørelse som Finansministeriet havde udstedt. Ombudsmanden udtalte at det kun var Finansministeriet som kunne give dispensation fra reglerne i bekendtgørelsen. Derfor burde Økonomistyrelsen have oversendt sagen til Finansministeriet eller vejledt skolen om at den kunne søge Finansministeriet om dispensation. Desuden kritiserede ombudsmanden de begrundelser som Økonomistyrelsen og Finansministeriet havde givet for afslaget. Ombudsmanden henstillede at Finansministeriet ved lejlighed indsatte en bestemmelse om dispensation i bekendtgørelsen.

  (J.nr. 2005-4585-230).

En advokat klagede på vegne af en teologistuderende bl.a. over at den studerende havde fået afslag på dispensation til for fjerde gang at lade sig indstille til eksamen i faget Ny Testamente.

Lærerrepræsentanterne i studienævnet havde afgivet en udtalelse til brug for fakultetsrådets behandling af sagen. Ombudsmanden mente at udtalelsen indeholdt oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, og at oplysningerne måtte anses for væsentlige for sagens afgørelse. Ombudsmanden mente derfor at fakultetsrådet inden afgørelsen blev truffet, havde pligt til at partshøre den studerende over udtalelsen, og mente at det var beklageligt at et brev i sagen var formuleret på en sådan måde at det gav indtryk af at den med brevet iværksatte høring var indholdsløs.

Ombudsmanden var enig med myndighederne i at det havde været bedst stemmende med god forvaltningsskik hvis den studerende var blevet underrettet om at sagen på grund af stemmelighed i studienævnet var blevet overgivet til fakultetsrådet til behandling.

Ligeledes var ombudsmanden enig med ministeriet i at fakultetsrådets afslag ikke opfyldte begrundelseskravene, og i at det var beklageligt at ministeriet ikke i forbindelse med sin afgørelse i sagen var opmærksom på begrundelsesmanglerne.

Ombudsmanden havde ingen bemærkninger til at myndighederne i forbindelse med deres afgørelser i et vist omfang inddrog oplysninger om den studerendes øvrige eksamensresultater, og ombudsmanden havde heller ikke grundlag for at tilsidesætte myndighedernes bevisvurdering af en lægeerklæring eller for at kritisere at myndighederne ikke tillagde erklæringen vægt. (J.nr. 1999-2967-712 og j.nr. 1999-3467-630).

En far klagede over at Civilretsdirektoratet havde afslået at godkende en aftale om overførsel af forældremyndigheden over en 14-årig søn. Moderen boede sammen med sønnen i det tidligere Jugoslavien, og faderen havde fået opholdstilladelse her i landet. Som begrundelse for afslaget skrev Civilretsdirektoratet bl.a. at en godkendelse ville stride mod hvad der var bedst for sønnen, da det måtte antages at blive vanskeligt for ham at falde til i Danmark.

Ombudsmanden fremhævede at det bærende hensyn ved vurderingen af om en aftale om overførsel af forældremyndighed skal godkendes, udelukkende er barnets tarv. Myndighederne kunne således ikke ved administrationen af den pågældende bestemmelse varetage f.eks. indvandringsmæssige hensyn, da det ifølge udlændingelovgivningen alene tilkommer udlændingemyndighederne at varetage sådanne hensyn.

På baggrund af sagens indgribende karakter og faderens anbringender under myndighedernes sagsbehandling mente ombudsmanden ikke at Civilretsdirektoratets begrundelse for afslaget var tilstrækkelig. Direktoratet burde have konkretiseret hvorfor det måtte antages at blive vanskeligt for sønnen at falde til i Danmark. Ombudsmanden henstillede derfor til Civilretsdirektoratet at genoptage sagen og - i givet fald - meddele faderen en fyldestgørende begrundelse.

Civilretsdirektoratet godkendte efterfølgende aftalen om overførsel af forældremyndighed. (J.nr. 1996-2693-659).

En kvinde klagede over kommunens og det sociale nævns afslag på at give hjælp til tandbehandling.

Ombudsmanden kritiserede at de ledsagende begrundelser til myndighedernes afgørelser ikke opfyldte kravene i forvaltningslovens § 24, jf. § 22.

Ombudsmanden kritiserede endvidere sagens oplysningsgrundlag. Myndighederne havde lagt vægt på at det ikke var dokumenteret at kvindens lidelse var medfødt, uanset at dette fremgik af de speciallægeerklæringer som kvinden havde indhentet. Myndighederne havde ikke nærmere argumenteret for at de ikke kunne tilslutte sig disse speciallægeerklæringer.

Ombudsmanden udtalte generelt at hvis der er tvivl om holdbarheden af et væsentligt faktum, hører det med til sagsoplysningen at søge denne tvivl afklaret således at det ved en sædvanlig bevismæssig vurdering kan afgøres om den pågældende oplysning kan lægges til grund for afgørelsen. I overensstemmelse hermed havde myndighederne – eftersom de mente at der var tvivl om holdbarheden af de indhentede erklæringers oplysninger om at kvindens lidelse var medfødt – efter ombudsmandens opfattelse pligt til at undersøge de pågældende oplysninger.

Ombudsmanden henstillede til nævnet at genoptage sagen og (hvis myndighederne fortsat anså det for påkrævet) selv indhente speciallægeerklæring(er) til belysning af spørgsmålet om kvindens lidelse var medfødt. (J.nr. 2001-2458-051).

En journalist fik hos Lægemiddelstyrelsen indsigt i styrelsens bivirkningsindberetningssystem om bivirkninger for et bestemt lægemiddel. Det fremgik heraf at der i 2000-2003 havde været 4 indberetninger om bivirkninger ved lægemidlet. I forbindelse med en af indberetningerne ønskede journalisten oplyst hvilket hospital der havde foretaget indberetningen. Lægemiddelstyrelsen afslog dette med henvisning til at oplysningen ville kunne føre til identifikation af den behandlede patient. Indenrigs- og Sundhedsministeriet stadfæstede afslaget. Journalisten klagede herefter til ombudsmanden.

Ombudsmanden udtalte at oplysninger om en persons helbredsforhold er fortrolige og underlagt tavshedspligt. Videregivelse af sådanne oplysninger vil imidlertid ikke indebære et brud på tavshedspligten hvis videregivelsen sker i helt anonymiseret form. Ombudsmanden havde vanskeligt ved at se at kendskab til det hospital der havde indberettet bivirkningen, indebar at offentligheden kunne få kendskab til den pågældende patients identitet.

Ombudsmanden bemærkede i den forbindelse at selv om offentliggørelse af hospitalets navn måtte føre til henvendelser til hospitalet fra offentlighedens side, var sundhedspersonalet undergivet tavshedspligt. Sådanne henvendelser kunne vel derfor ikke indebære en øget risiko for at patientens identitet blev røbet.

Ombudsmanden henstillede på denne baggrund til Indenrigs- og Sundhedsministeriet at genoptage sagen med henblik på at det blev vurderet om journalisten kunne oplyses om navnet på det indberettende hospital. Indenrigs- og Sundhedsministeriet meddelte den 24. februar 2006 at ministeriet havde givet journalisten indsigt i oplysningen om hvilket hospital der havde indberettet bivirkningen.

(J.nr. 2005-2911-401).

En førtidspensionist med sukkersyge klagede over myndighedernes afslag på hendes ansøgning om kosttilskud. Førtidspensionistens ægtefælle som også havde sukkersyge, fik tilskud til diabeteskost. Kommunen afslog ansøgningen under henvisning til at der ikke var dokumentation for en merudgift til kost.

Det sociale ankenævn ændrede kommunens afgørelse, og kommunen genoptog herefter sagen. Kommunen mente ikke at ankenævnet havde taget stilling til om de økonomiske betingelser for tildeling af kosttilskud var opfyldt. Efter den nye behandling af sagen gav kommunen et mundtligt afslag med henvisning til at de økonomiske betingelser ikke var opfyldt. Ankenævnet stadfæstede afgørelsen.

Ombudsmanden udtalte bl.a. at ankenævnets første afgørelse var formuleret sådan at førtidspensionisten med rette fik indtryk af at ankenævnet også havde taget stilling til de økonomiske betingelser. Førtidspentionisten var således efter ombudsmandens opfattelse berettiget til at få udbetalt kosttilskud indtil det ved ankenævnets anden afgørelse blev tilkendegivet over for pensionisten, hvordan nævnets første afgørelse skulle forstås. Ombudsmanden udtalte endvidere at kommunens andet afslag fremtrådte som uforståeligt. der var ikke anført nogen saglig grund til at forskelsbehandle ægtefællerne, og det var uklart om myndighederne havde vurderet ansøgningen efter den relevante bestemmelse. På den baggrund henstillede ombudsmanden til ankenævnet at genoptage sagen. (J.nr. 1997-715-049).

En landmand anmeldte opførelse af en svinestald til en kommune.

Kommunen afslog at godkende byggeriet fordi afstanden fra stalden til et planlagt boligområde var under 300 m.

Ombudsmanden udtalte at hverken en regionplan eller et forslag til kommuneplan kunne udgøre tilstrækkelig hjemmel for afslaget. Hertil krævedes en endelig vedtaget kommuneplan, og en sådan forelå først efter at afslaget var givet. Da den endelige kommuneplan imidlertid blev vedtaget samme dag som afslaget blev givet, foretog ombudsmanden sig efter omstændighederne ikke mere i sagen.

Ombudsmanden udtalte endvidere at både kommunens begrundelse for afslaget og kommunens klagevejledning var mangelfulde. Desuden havde Skov- og Naturstyrelsen ikke orienteret landmanden tilstrækkeligt om sagens behandling. (J.nr. 2003-2721- 110).

Et ægtepar klagede over Den Sociale Ankestyrelses afslag på at genoptage hustruens sag om støtte til køb af bil.

I sin begrundelse over for parret havde Ankestyrelsen henvist til at styrelsen ikke mente det var godtgjort at hustruens invaliditet på ansøgningstidspunktet var af et omfang som berettigede til støtte efter loven. Helbredssituationen var først ændret på et væsentligt senere tidspunkt. Ombudsmanden forstod Ankestyrelsens begrundelse som en tilkendegivelse af at styrelsen ikke mente at kunne tage hensyn til helbredsforringelser der indtræffer under sagens behandling. Ankestyrelsen svarede senere ombudsmanden at styrelsen ikke havde været tilstrækkelig præcis i formuleringen af begrundelsen for afslaget på genoptagelse - og Ankestyrelsen præciserede sin retsopfattelse.

Ombudsmanden fandt det usikkert om Den Sociale Ankestyrelse havde foretaget en reel vurdering af hvorvidt de senere fremkomne oplysninger om A's helbredstilstand kunne have medført et andet udfald. Ombudsmanden bad derfor styrelsen om at genoptage sagen. (J.nr. 1995-595-054).

A, der ved et færdselsuheld havde brækket begge ben, søgte i 1988 om støtte til køb af bil efter bistandslovens § 58. Læge og speciallæge samt kommunens og revaliderings- og pensionsnævnets (R-PN's) lægefaglige konsulenter anbefalede at det ansøgte blev bevilget. R-PN og Den Sociale Ankestyrelse (DSA) afslog imidlertid A's ansøgning. Som begrundelse for afslaget henviste DSA blandt andet til at A's tilstand ikke var stationær, idet der var mulighed for operation. DSA fandt på den baggrund at A ikke opfyldte betingelserne for bevilling af støtte til køb af bil.

Ombudsmanden kritiserede dele af R-PN's og DSA's sagsbehandling, manglende partshøring og mangelfuld begrundelse i R-PN's og DSA's afgørelser i sagen.

Ombudsmanden havde under sagen forgæves forsøgt at få sikker viden om DSA's anvendelse af "varighedskriteriet" ved bedømmelsen af sager som den foreliggende. Ombudsmanden måtte derfor fastholde sin umiddelbare opfattelse: at den blotte henvisning til en operationsmulighed ikke på en udtømmende og forståelig måde kunne begrunde DSA's afslag på støtte. Ombudsmanden kritiserede på den baggrund DSA's argumentations form og indhold, og under henvisning hertil samt til omfanget og indholdet af de lægelige vurderinger i sagen henstillede ombudsmanden at sagen blev taget op til ny overvejelse. (J. nr. 1991-1996-056).

Dansk Blindesamfund klagede på en ældre mands vegne over en kommunes og et socialt ankenævns afslag på at yde ham tilskud til indkøb af en skrivemaskine.

Ombudsmanden udtalte at det var meget kritisabelt, at kommunen ikke havde givet en korrekt begrundelse for afslaget. Ombudsmanden fandt det endvidere uforsvarligt at det sociale ankenævn - ved i afgørelsen at lægge vægt på at manden førte en begrænset korrespondance uden at søge omfanget af korrespondancen belyst - ikke havde overholdt officialprincippet.

Herefter måtte afslagene betragtes som ugyldige, og ombudsmanden henstillede til det sociale ankenævn at sagen blev genoptaget. (J. nr. 1994-1728-002).

En studerende klagede over at SUstyrelsen og Ankenævnet for Uddannelsesstøtte havde givet afslag på en ansøgning om supplerende stipendium til en uddannelse i Norge som trafikflyver.

Ombudsmanden kritiserede at myndighederne ved vurderingen af ansøgningen anvendte bestemmelser i SU-bekendtgørelsen som ikke indeholdt hjemmel for afslaget. Ombudsmanden mente imidlertid ikke der var grundlag for at bede myndighederne om at genoptage sagen da afslaget kunne have været truffet i henhold til en anden bestemmelse.

Om udformningen af myndighedernes begrundelser for afslaget udtalte ombudsmanden at myndighederne på afgørelsestidspunktet var af den opfattelse at de omtalte bestemmelser indeholdt hjemmel for afslaget. Kravene i forvaltningslovens § 24 til udformningen af begrundelser kunne herefter ikke i sig selv give ombudsmanden grundlag for kritik. (J.nr. 2000-2845-730).

En advokat klagede på en førtidspensionists vegne over myndighedernes afslag på særligt pensionstillæg til enlige. Det sociale nævn lagde i sin afgørelse bl.a. vægt på at førtidspensionisten havde fælles adresse med en anden mand, og at adressen var opført som en enfamiliebolig. Parterne ejede 50 pct. hver.

Ombudsmanden udtalte at oplysningerne om de formelle boforhold som nævnet tilsyneladende havde lagt afgørende vægt på, ikke i sig selv kunne føre til at bedømme en person som samlevende når de øvrige oplysninger i sagen, herunder alle de forhold som udtrykkeligt er nævnt i loven, førte til det modsatte resultat. Nævnet burde have lagt afgørende vægt på oplysningerne om den måde hvorpå parterne faktisk havde indrettet sig på den fælles adresse, ligesom nævnet burde have vurderet om der var tale om ægteskabs- eller partnerskabslignende forhold. I lyset af dette henstillede ombudsmanden til nævnet at genoptage sagen.

Ombudsmanden kritiserede også at kommunens afgørelse ikke var tilstrækkelig begrundet og at kommunen og det sociale nævn ikke havde partshørt i tilstrækkeligt omfang. (J.nr. 1998-3782-043).

En kvinde klagede over at hendes ansøgning om forlængelse af visum var blevet afslået.

Ombudsmanden udtalte at han ikke havde grundlag for at kritisere at Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration havde stadfæstet Udlændingestyrelsens afslag på forlængelse.

Ombudsmanden kritiserede derimod en del af den begrundelse som ministeriet havde givet i afgørelsen, og ombudsmanden kritiserede det forhold at ministeriet i udtalelser til ombudsmanden havde givet ukorrekte oplysninger. (J.nr. 2002-3818-644).

En journalist bad Justitsministeriet om aktindsigt i en sag om et lovforslag om regulering af adgangen til aktindsigt i ministres kalendere. Journalisten fik delvis aktindsigt i sagen, men ministeriet undtog i alt 7 dokumenter efter bestemmelsen i offentlighedslovens § 10. Ministeriet skrev at det havde overvejet om de 7 dokumenter burde udleveres efter princippet om meroffentlighed, men mente ikke at der var grundlag for det. Ministeriet lagde vægt på de samme hensyn som dem der lå bag undtagelsesbestemmelserne i offentlighedslovens § 7 og § 10.

Journalisten klagede til ombudsmanden over det delvise afslag på aktindsigt. Ombudsmanden udtalte at han ikke kunne kritisere at Justitsministeriet havde undtaget dokumenterne fra aktindsigt efter bestemmelsen i offentlighedslovens § 10.

I udtalelsen fremsatte ombudsmanden nogle generelle bemærkninger om afvejningen af de forskellige hensyn og om udformningen af begrundelsen ved afslag på meraktindsigt:

(J.nr. 2009-1997-601).

En borger havde bedt om aktindsigt i en borgmesters kalender for en bestemt periode. Kommunen afslog borgerens anmodning da kommunen mente at borgeren skulle præcisere hvilke konkrete aktiviteter mv. borgeren ønskede at få indsigt i. Kommunen afviste desuden borgerens ønske om at få aktindsigt i elektronisk form.

Ombudsmanden udtalte at borgmesterens kalender for en bestemt periode måtte betragtes som ét samlet dokument, og at borgeren derfor havde angivet det dokument han ønskede at få aktindsigt i. Ombudsmanden kritiserede derfor kommunens afslag på aktindsigt. Ombudsmanden udtalte desuden at det var en fejl at kommunen uden videre havde afvist borgerens ønske om at få elektronisk aktindsigt. Ombudsmanden mente at det fulgte af god forvaltningsskik at myndighederne gav aktindsigt i elektronisk form hvis det var ønsket af borgeren, hvis det ikke forsinkede aktindsigten, og hvis der ikke var konkrete omstændigheder der talte imod en elektronisk besvarelse. Kommunen burde derfor have foretaget en konkret vurdering af om der var forhold der kunne begrunde et afslag på elektronisk aktindsigt.

Ombudsmanden henstillede at kommunen genoptog sagen med henblik på at kommunen foretog en ny vurdering af anmodningen om aktindsigt, og at kommunen i den forbindelse foretog en konkret vurdering af spørgsmålet om elektronisk besvarelse af anmodningen om aktindsigt. 

(J.nr. 2008-2266-401).

Personalestyrelsen afslog en journalists ønske om aktindsigt i direktørkontrakter, som lå i en generel sag i styrelsen. Styrelsens begrundelse var at kontrakter i personalesager kunne undtages fra aktindsigt efter offentlighedslovens § 2, stk. 2 og 3, og at der ved afgørelsen af om der kunne gives aktindsigt i den generelle sag, måtte lægges afgørende vægt på de hensyn der lå bag bestemmelsen i § 2. Afslaget blev givet med henvisning til offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 6. Efterfølgende gav 27 direktører aktindsigt i deres kontrakter.

Ombudsmanden udtalte at de bagvedliggende omstændigheder for resultatløn til direktører kunne undtages fra aktindsigt efter § 2. Til brug ved vurderingen af om afslag kunne gives efter § 13, stk. 1, nr. 6, burde Personalestyrelsen have indhentet en udtalelse fra de pågældende direktører. Da journalisten selv efterfølgende havde rettet henvendelse til direktørerne, foretog ombudsmanden sig ikke mere vedrørende dette spørgsmål.

Ombudsmanden henstillede at Personalestyrelsen genoptog sagen for så vidt angik de kontrakter som de pågældende direktører ikke havde givet indsigt i, med henblik på om der kunne gives indsigt i dele af kontrakterne.

Ombudsmanden kritiserede endvidere begrundelsen for afslaget og Personalestyrelsens manglende overholdelse af 10-dages-fristen i offentlighedslovens § 16, stk. 2.

I brev af 2. november 2004 meddelte Personalestyrelsen mig at styrelsen havde taget min udtalelse til efterretning og havde genoptaget sagen i overensstemmelse med henstillingen. I brev af 26. april 2005 orienterede styrelsen mig om at klager nu havde fået aktindsigt i de resterende direktørkontrakter i deres helhed. (J.nr. 2003-3629-801).

En journalist klagede over Finansministeriets afslag på aktindsigt i en række dokumenter om overdragelsen af visse havnearealer fra Københavns Kommune og Finansministeriet til Ørestadsselskabet. Finansministeriet henviste i afslaget til at dokumenterne var undtaget fra aktindsigt efter forskellige bestemmelser i offentlighedsloven.

Efter gennemgangen af sagen var det ombudsmandens opfattelse at Finansministeriets besvarelse af anmodningen om aktindsigt var kritisabel, og ombudsmanden henstillede at Finansministeriet genoptog sagen. (J.nr. 1997-1225-201).

En journalist klagede over Transport- og Energiministeriets afslag på aktindsigt i dokumenter vedrørende en fast forbindelse over Femern Bælt.

Ombudsmanden mente at ministeriet i nogle tilfælde havde undtaget dokumenter efter offentlighedsloven som ikke kunne betragtes som “interne arbejdsdokumenter”, ligesom ombudsmanden rejste tvivl om karakteren af nogle af de dokumenter der var nægtet udleveret fordi det var dokumenter der udarbejdes af en myndighed til brug for møder mellem ministre.

Ombudsmanden mente i øvrigt at ministeriet havde anvendt begrebet ekstrahering i en anden betydning end forudsat i offentlighedsloven, og ombudsmanden fremsatte nogle generelle bemærkninger om ekstrahering. I relation til nogle undtagne dokumenter om eventuelle takstnedsættelser på Storebæltsforbindelsen udtalte ombudsmanden bl.a. at skøn mv. over fremtidige forhold ikke i sig selv indebærer at oplysningerne er undtaget fra aktindsigt.

Ombudsmanden kritiserede endvidere den begrundelse ministeriet havde givet journalisten. Efter ombudsmandens opfattelse var det således en fejl at ministeriet blot havde oplyst at en række dokumenter ikke blev udleveret, og som grund havde henvist til offentlighedsloven uden at specificere for hvert enkelt dokument hvilken bestemmelse der var anvendt.

(J.nr. 2005-0832-501)

A klagede over Finansministeriets (F) afgørelse om afslag på en anmodning om aktindsigt i fakturaer vedrørende omdannelse af Statens Konfektion til et statsejet aktieselskab. F begrundede afslaget med en henvisning til bekendtgørelse nr. 679 af 9. oktober 1991 om undtagelse af dokumenter vedrørende privatisering fra aktindsigt.

Ombudsmanden fandt ikke, at F's begrundelse var tilstrækkelig i henhold til forvaltningslovens krav.

Ombudsmanden påpegede, at en privatiseringssag i bekendtgørelsens forstand kræver en afhændelse af offentligt ejede aktiver. I et aktstykke til Finansudvalget nævntes senere salg af aktier til private alene som en ikke nærmere konkretiseret mulighed. Ombudsmanden anså det derfor ikke for godtgjort, at de dokumenter, A havde begæret aktindsigt i, indgik i en sag om privatisering i bekendtgørelsens forstand, og henstillede til F at træffe en ny afgørelse om aktindsigt. (J. nr. 1992-593-201).

En journalist klagede til ombudsmanden over Erhvervsministeriets afslag på aktindsigt i korrespondancen mellem Erhvervsministeriet og Kammeradvokaten om lånesagerne i forbindelse med bygningen af seks skibe.

Ombudsmanden udtalte at Erhvervsministeriet ikke havde foretaget den nødvendige konkrete vurdering af risikoen for om personer eller virksomheder ville lide tab som følge af aktindsigten, jf. offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 2. Erhvervsministeriet havde ikke opfyldt forvaltningslovens begrundelseskrav i forbindelse med henvisningen til offentlighedslovens § 10, nr. 4. Endelig fandt ombudsmanden at Erhvervsministeriet ikke havde taget stilling til hvorvidt korrespondancen indeholdt oplysninger der var omfattet af ekstraheringspligten i offentlighedslovens § 11, stk. 1, og § 12, stk. 2.

Samlet var det ombudsmanden opfattelse at Erhvervsministeriets besværelse af aktindsigtsbegæringen var kritisabel. På den baggrund benstillede ombudsmanden til Erhvervsministeriet at genoptage behandlingen af begæringen. (J.nr. 1996-2429-301)

Et forbund bad Beskæftigelsesministeriet om aktindsigt i to lovsager og tilhørende aktlister. Begge sager drejede sig om ændring af lov om ligeløn. Ministeriet imødekom anmodningen bortset fra interne akter. Ministeriet overvejede meroffentlighed, men mente ikke at der var grundlag for det.

Forbundet klagede til ombudsmanden. Ombudsmanden udtalte at det var beklageligt at Beskæftigelsesministeriets afgørelser om delvist afslag på aktindsigt ikke var i overensstemmelse med reglerne i offentlighedsloven. Det skyldtes at nogle af de akter som ministeriet havde undtaget som interne, efter ombudsmandens opfattelse ikke kunne anses for interne og dermed heller ikke kunne undtages fra aktindsigt efter offentlighedslovens § 7. Desuden mente ombudsmanden at der i nogle af de interne dokumenter burde have været ekstraheret oplysninger efter offentlighedslovens § 11.

Et af de dokumenter som ombudsmanden mente der burde have været ekstraheret oplysninger fra, var et dokument som indeholdt beskrivelser af bl.a. svensk ret. Ombudsmanden anførte at i en lovsag var beskrivelser af udenlandsk ret oplysninger om faktiske omstændigheder om sagsforholdet som skulle ekstraheres efter offentlighedslovens § 11. Der var tale om oplysninger der indgik i grundlaget for om og på hvilken måde loven skulle ændres, dvs. fakta der belyste motiverne for at ændre loven.

Ombudsmanden kritiserede ministeriets begrundelser for afgørelserne, herunder at ministeriet i forbindelse med afslaget på meroffentlighed ikke havde angivet de hovedhensyn der havde været bestemmende for skønsudøvelsen.

(J.nr. 2007-2241-001).

En journalist bad om aktindsigt i en ministers kalender for perioden 2003-2008. Da journalisten modtog kalenderen, havde ministeriet redigeret i indholdet inden udleveringen – for at undgå at journalisten misforstod aftalernes karakter. Derudover havde ministeriet udeladt en del af kalenderens oplysninger under henvisning til at journalisten kun havde krav på at se de dele af kalenderen der vedrørte ministerens aftaler som minister, og ikke de dele der vedrørte ministerens aftaler som partiformand eller privatperson.

Journalisten klagede til ombudsmanden der kritiserede at ministeriet ændrede i kalenderen inden der blev givet aktindsigt i den. Det var i strid med offentlighedsloven. Hvis ministeriet mente at der var behov for at supplere eller forklare oplysningerne i kalenderen, burde dette være sket i et særskilt dokument. Ombudsmanden kritiserede også at ministeriet uden videre havde undtaget de dele af kalenderen fra aktindsigt som efter ministeriets opfattelse vedrørte ministerens aktiviteter som partiformand og privatperson. Spørgsmålet om hvorvidt oplysninger om private aktiviteter mv. kunne undtages, måtte ske efter en konkret vurdering efter offentlighedslovens særlige regler om beskyttelse af private forhold og interesser.

Endvidere kritiserede ombudsmanden at ministeriet tilsyneladende havde anvendt offentlighedslovens undtagelsesregler forkert vedrørende en række oplysninger. Endelig kritiserede ombudsmanden ministeriets begrundelse for at udelade oplysninger fra aktindsigten.   (J.nr. 2008-2194-301).

En journalist klagede over at en lokal tv-station havde afslået hans anmodning om aktindsigt i en række oplysninger om tv-stationen og dens seerklub. Anmodningen omfattede blandt andet oplysninger om stationens repræsentationsudgifter og lønoplysninger om stationens direktør.

For så vidt angik de repræsentationsbilag der var knyttet til medarbejderes restaurationsbesøg med gæster, mente ombudsmanden ikke at han kunne kritisere afslaget på aktindsigt.

Derimod mente ombudsmanden at bilag der vedrørte udgifter til indkøb af vin og gaver og blomster til brug ved receptioner eller som gaver til samarbejdspartnere eller medarbejdere på fødselsdage, i forbindelse med afsked og lignende, som udgangspunkt var omfattet af adgangen til aktindsigt, medmindre det enkelte bilag kunne anses for omfattet af en af undtagelsesmulighederne i offentlighedsloven. Ombudsmanden henstillede derfor at tv-stationen genoptog behandlingen af denne del af sagen.

Endvidere henstillede ombudsmanden at stationen genoptog behandlingen af den del af sagen der drejede sig om aktindsigt i oplysninger om direktørens lønforhold, med henblik på at tage stilling til om bestemmelserne i offentlighedslovens § 13 kunne begrunde et afslag på aktindsigt i oplysningerne. Ombudsmanden rejste desuden spørgsmålet om hvorvidt stationens direktør eventuelt måtte være inhabil ved behandlingen af sagen for så vidt angik arrangementer som direktøren selv havde deltaget i, og lønoplysninger vedrørende direktøren selv.

Endelig udtalte ombudsmanden kritik af den begrundelse som tv-stationen havde givet for afslaget over for journalisten.

(J.nr. 2004-2311-501)

En journalist klagede til ombudsmanden over Erhvervsministeriets afslag på aktindsigt i en advokatrapport om inkasso af Danmarks Erhvervsfonds krav.

Ombudsmanden udtalte at Erhvervsministeriet ikke havde foretaget den nødvendige konkrete vurdering af hvilke væsentlige hensyn der gjorde undtagelse fra aktindsigt nødvendig, herunder på hvilken måde aktindsigten eventuelt ville kunne påføre skade af betydning, jf. offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 3. Erhvervsministeriet havde heller ikke opfyldt forvaltningslovens begrundelseskrav i forbindelse med henvisningen til offentlighedslovens § 10, nr. 4. Endelig mente ombudsmanden ikke at Erhvervsministeriet havde taget stilling til om der var oplysninger som var omfattet af ekstraheringspligten i offentlighedslovens § 11, stk. 1, og § 13, stk. 2.

Samlet var det ombudsmandens opfattelse at Erhvervsministeriets besvarelse af ansøgningen om aktindsigt var kritisabel. På den baggrund henstillede ombudsmanden til Erhvervsministeriet at genoptage behandlingen af journalistens ansøgning. (J.nr. 1997-0669-301).

En journalist klagede til ombudsmanden over Skatteministeriets afslag på aktindsigt i bl.a. korrespondancen mellem Dansk Rederiforening og ministeriet vedrørende indførelse af en ny beskatningsmetode for rederier. Journalisten klagede endvidere over begrundelsen for afslaget.

Ombudsmanden henviste til to tidligere ombudsmandsudtalelser om rækkevidden af undtagelsesbestemmelsen i offentlighedsloven om "sager om lovgivning". Det var i de nævnte udtalelser lagt til grund at de sager der er omfattet af undtagelsesbestemmelsen, må afgrænses snævert, således at de kun omfatter handlinger og dokumenter med nær tilknytning til den lovgivningspolitiske proces. Det må som udgangspunkt kræves at der foreligger et lovgivningsprojekt af bestemt, relativt præcist angivet indhold, og at det påtænkte lovforslag forventes fremsat inden for nær fremtid.

Ombudsmanden udtalte herefter at det i denne sag måtte anses for usikkert om der ville blive fremsat et lovforslag, hvornår det i givet fald ville ske, og hvad det konkrete indhold af et sådant lovforslag ville blive. Betingelsen om at der skal være tale om et lovgivningsprojekt af et relativt præcist angivet indhold, var derfor ikke opfyldt. Ombudsmanden kritiserede Skatteministeriets begrundelse for afslaget og henstillede til ministeriet at træffe en ny afgørelse i sagen. (J.nr. 1998-2661-201).

En journalist (A) klagede over at Trafikministeriet (TM) ikke havde besvaret hans anmodning om aktindsigt i en sag om Øresundsforbindelsen. Først 9 måneder efter fremsendelsen af A's aktindsigtsanmodning og næsten 5 måneder efter at ombudsmanden havde anmodet TM om en udtalelse i anledning af A's klage, gav TM A aktindsigt i en række dokumenter; men ikke i alle sagens dokumenter. I skrivelsen til A gav TM ingen begrundelse for afslaget på aktindsigt i sagens øvrige dokumenter.

Ombudsmanden udtalte at TM's sagsbehandlingstid var ganske uacceptabel, og han kritiserede TM blandt andet for at have undladt at begrunde afslaget på aktindsigt. Ombudsmanden henstillede til TM at genoptage behandlingen af sagen og træffe en ny afgørelse vedrørende A's anmodning om aktindsigt.

Ombudsmanden redegjorde endvidere for nogle generelle problemstillinger som sagen havde rejst, og udtalte som sin opfattelse at Generaldirektoratet for Statsbanerne (DSB) i sin helhed måtte anses for en selvstændig myndighed i forhold til TM. Brevveksling mellem TM og DSB var derfor ikke intern og dermed ikke omfattet af undtagelsesbestemmelsen i offentlighedslovens § 7, stk. 2.

Ombudsmanden udtalte endelig at han opfattede begrebet "regeringen" i offentlighedslovens § 10, nr. 1, som den danske regering, samt at brevveksling om lovgivning mellem DSB og ministerielle departementer (herunder TM's departement) kunne undtages fra aktindsigt efter offentlighedslovens § 10, nr. 2. Ombudsmanden lagde herved vægt på at DSB's funktion, ud over den driftsmæssige del, havde været at bistå ministeren i relation til Folketinget i lovgivningsanliggender m.v. Endvidere havde generaldirektøren haft direkte referat til ministeren. (J. nr. 1993-1043-501).

A klagede den 5. maj 1993 til mig over at Trafikministeriet endnu ikke havde svaret på hans anmodning om aktindsigt. A henledte samtidig min opmærksomhed på at der var "dukket nye dokumenter op i den sag", som han tidligere havde anmodet om aktindsigt i.

A klagede over Energiministeriets (E) afslag på aktindsigt i et "Udkast til Biomassehandlingsplan".

E anførte i sin udtalelse til ombudsmanden, at afslaget var begrundet i hensynet til beskyttelse af den politiske beslutningsproces jf. offentlighedslovens § 2, stk. 2. Udkastet var sendt til samtlige partiers gruppeformænd og energipolitiske ordførere som grundlag for politiske drøftelser, og det var aftalt, at forhandlingsoplægget ikke skulle offentliggøres.

Ombudsmanden henviste til en tidligere ombudsmandsudtalelse, hvor det var lagt til grund, at de sager, der er omfattet af undtagelsesbestemmelsen i § 2, stk. 2, må afgrænses snævert, og således at de kun omfatter handlinger og dokumenter med nær tilknytning til den lovgivningspolitiske proces. Det må som udgangspunkt kræves, at der foreligger et lovgivningsprojekt af et bestemt, relativt præcist angivet indhold, og at det påtænkte lovforslag forventes fremsat inden for nær fremtid.

Ombudsmanden udtalte på den baggrund, at det i denne sag var usikkert, om der ville blive udarbejdet lovforslag, herunder udkast til aktstykker, på hvilke områder det i givet fald ville ske, og hvornår. Under disse omstændigheder kunne betingelserne for at anvende undtagelsen i § 2, stk. 2, ikke siges at være opfyldt. Ombudsmanden anmodede E om at træffe en ny afgørelse i sagen. I øvrigt fandt ombudsmanden det kritisabelt, at E i afslaget på aktindsigt alene henviste til offentlighedslovens § 2, stk. 2, og ikke oplyste nærmere om grundlaget for at anvende denne bestemmelse. Dette fandt ombudsmanden utilstrækkeligt i forhold til begrundelseskravene efter forvaltningslovens §§ 22 og 24. (J. nr. 1992-2235-301).

En kvinde klagede over en udtalelse fra et tilsynsråd. Sagen vedrørte en kommunes sagsbehandling i forbindelse med hendes afskedigelse som lærer ved en folkeskole. Hun blev afskediget som følge af kommunale besparelser.

Under sagens behandling havde kvinden fremsat begæring om aktindsigt, og i denne forbindelse havde kommunen tilsidesat reglen i forvaltningslovens § 11, stk. 1, om udsættelse af sagens afgørelse. Ombudsmanden udtalte at reglen i forvaltningslovens § 11, stk. 1, efter hans opfattelse var en retssikkerhedsgaranti.

Kommunen havde fastsat generelle retningslinier for afskedigelse i forbindelse med stillingsreduktion. Disse retningslinier var efter ombudsmandens opfattelse ikke i overensstemmelse med princippet om at afskedigelser ikke må ske alene ved anvendelse af et anciennitetsprincip.

Ombudsmanden udtalte endvidere at kommunen i sin begrundelse for afskedigelsen burde have henvist til de interne retningslinier for bl.a. afskedigelser der var vedtaget i kommunen. Kommunen burde endvidere have redegjort konkret for, hvorfor netop klageren skulle afskediges som følge af besparelserne.

På baggrund af den ufyldestgørende begrundelse kunne ombudsmanden ikke tage stilling til om der forelå en partshøringsfejl.

Ombudsmanden henstillede til tilsynsrådet at genoptage sagen. (J. nr. 1994-274-813).

En borger klagede over at en kommune havde undladt at give ham aktindsigt i interne arbejdsdokumenter i hans klagesag. Sagen havde været indbragt for tilsynsrådet som havde afvist klagen. Ombudsmanden udtalte at han var enig i kommunens og tilsynsrådets vurdering af at de pågældende dokumenter var interne og dermed som udgangspunkt undtaget fra aktindsigt efter forvaltningslovens § 12. Ombudsmanden var endvidere enig med tilsynsrådet i at dokumenterne ikke indeholdt oplysninger som skulle ekstraheres efter forvaltningslovens § 12, stk. 2.

Imidlertid kritiserede ombudsmanden at kommunen ikke efter princippet om meroffentlighed jf. offentlighedslovens § 4, stk. 1, 2. pkt. - havde overvejet om der alligevel burde gives indsigt i dokumenterne. Ombudsmanden lagde herved vægt på at klagerens anmodninger om aktindsigt måtte sidestilles med en begæring om meroffentlighed. Ombudsmanden kritiserede kommunens begrundelser for de trufne afgørelser om aktindsigt. Ombudsmanden kritiserede også tilsynsrådet for at det ikke i sin udtalelse om sagen havde omtalt punkterne om meroffentlighed og begrundelse.

Ombudsmanden bad herefter kommunen om at tage stilling til om klageren efter meroffentlighedsprincippet kunne få aktindsigt i de pågældende dokumenter. (J.nr. 1998-2679-401).

En advokat klagede for nogle indsatte over at Statsfængslet i Nyborg traf beslutning om at overføre dem til en særafdeling. På særafdelingen gjaldt mere restriktive vilkår end i resten af fængslet. Direktoratet for Kriminalforsorgen stadfæstede fængslets beslutning.

Ombudsmanden udtalte i anledning af sagen at han ikke havde grundlag for at kritisere at direktoratet fastholdt statsfængslets beslutninger om at oprette en særafdeling for stærke indsatte og at overføre en gruppe af indsatte med tilknytning til en rockergruppe dertil. Imidlertid udtalte ombudsmanden at statsfængslet i afgørelserne til de indsatte ikke i strid med de faktiske forhold burde have givet udtryk for at beslutningen om overførsel hvilede på en konkret og individuel vurdering af de indsatte. Direktoratet burde have påtalt dette over for statsfængslet.

Videre udtalte ombudsmanden at myndighedens beslutning om at undtage nogle akter fra indsigt havde hjemmel i forvaltningsloven. Akterne havde imidlertid ikke kun betydning for beslutningen om oprettelsen af afdelingen, men også for de konkrete afgørelser om overførsel til særafdelingen. Både direktoratet og statsfængslet burde have oplyst om at begrundelsen for direktoratets afgørelse var begrænset efter mulighederne herfor i forvaltningslovens § 24, jf. § 15, stk. 1, nr. 3..

Ombudsmanden gjorde endvidere nogle bemærkninger om det hjemmelsmæssige grundlag for placeringen af de indsatte. (J.nr. 1999-3048-625).

2 studerende A og B klagede over karakteren for en rapport til Handelshøjskolen i København. Ved behandlingen af klagen viste det sig, at store dele af rapporten var afskrift, og rektor besluttede herefter at afvise rapporten.

Ombudsmanden udtalte, at bekendtgørelsen om eksamensklager ikke fandt anvendelse, når eksaminanden havde overtrådt de gældende regler for aflæggelse af prøver. Ombudsmanden udtalte videre, at rektors beføjelser i henhold til universiteternes styrelseslov §§ 4 og 5 var en tilsynsbeføjelse og derfor ikke begrænset af forbudet mod reformatio in pejus (omgørelse til skade for klageren).

Ombudsmanden fandt, at begrundelsen for afvisning var mangelfuld, idet den ikke indeholdt en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen var truffet, og at fejlen ikke kunne betragtes som en rent formel fejl.

Endvidere burde rektor have betragtet A's og B's anmodning om møde i sagen som en begæring efter forvaltningslovens § 21. Under hensyn til at A senere fik lejlighed til at uddybe sine synspunkter i forhold til Undervisningsministeriet, fandt ombudsmanden ikke, at fejlen havde påvirket afgørelsens gyldighed. (J. nr. 1992-99-712).

En kvinde klagede over Undervisningsministeriets og en uddannelsesinstitutions behandling af hendes ansøgning om ansættelse som lektor ved socialrådgiveruddannelsen. Ifølge stillingsopslaget ønskede institutionen med ansættelse af en fast medarbejder og en vikar at dække tre fagområder. Et bedømmelsesudvalg mente at kvinden var meget kvalificeret og den eneste der kunne dække alle fagområder. Udvalget indstillede hende derfor til ansættelse i den faste stilling. Institutionens uddannelsesråd indstillede imidlertid en anden ansøger, som kun kunne dække et af de tre fagområder.

Ombudsmanden kritiserede en række forhold i forbindelse med ansættelsesproceduren. Ombudsmanden kritiserede at institutionen havde ladet en anden ansøger tiltræde stillingen inden Undervisningsministeriet traf afgørelse. Ombudsmanden beklagede også at man havde givet kvinden det indtryk at institutionen havde truffet afgørelse i sagen.

Efter ombudsmandens opfattelse havde det været mere hensynsfuldt og bedst stemmende med god forvaltningsskik om institutionen havde orienteret om baggrunden for beslutningen om ikke at indstille hende. Det var desuden stærkt kritisabelt at den begrundelse ministeriet gav kvinden for afgørelsen, ikke var korrekt.

Ombudsmanden mente at flere forhold pegede på at uddannelsesrådets beslutning var båret af hensynet til de enkelte rådsmedlemmers personlige præference; et kriterium som under ingen omstændigheder lovligt kunne lægges til grund for ansættelsen. Ombudsmanden mente derfor at det var særdeles betænkeligt at Undervisningsministeriet som ansættende myndighed havde lagt uddannelsesrådets indstilling uprøvet til grund for ansættelsen.

Ombudsmanden kommenterede flere andre forhold ved institutionens og Undervisningsministeriets sagsbehandling og var samlet af den opfattelse at både institutionens og ministeriets sagsbehandling var overordentlig kritisabel. (J.nr. 1996-0529-810).

En mor havde på vegne af sin 17-årige datter der led af Downs syndrom (mongolisme), ansøgt om tilladelse til sterilisation. Samrådet vedrørende svangerskabsafbrydelse og sterilisation afslog ansøgningen, og Ankenævnet i sager om svangerskabsafbrydelse og sterilisation fastholdt samrådets afslag. Myndighederne begrundede afslaget med datterens unge alder og med at hun ikke havde forsøgt at bruge de forskellige former for prævention.

Myndighederne henviste til bestemmelser i en lov der var ændret, og ombudsmanden konstaterede at ankenævnet og samrådet burde have truffet deres afgørelser efter det nye retsgrundlag.

Ankenævnet burde også have vurderet betydningen af at datteren i mellemtiden var fyldt 18 år, og endelig var det ombudsmandens opfattelse at ankenævnets og samrådets begrundelser for afslagene ikke opfyldte kravene i forvaltningsloven.

Herefter henstillede ombudsmanden til ankenævnet at genoptage sagen. (J.nr. 1997-3016-429)

En mand ansøgte Sundhedsstyrelsen om at komme i betragtning ved tildeling af bevilling til at drive apotek. Ansøgeren var efter Sundhedsstyrelsens opfattelse ikke blandt de tre bedst egnede, og styrelsen undlod derfor at indstille ham til Sundhedsministeriet. Ansøgeren modtog ingen begrundelse i forbindelse med styrelsens indstilling eller ministeriets afgørelse af hvem der over for Dronningen skulle indstilles til at modtage den ledige bevilling.

Efter apotekerloven havde Sundhedsministeriet ikke mulighed for at indstille en ansøger som ikke var omfattet af Sundhedsstyrelsens indstilling til ministeriet. Som følge heraf var Sundhedsstyrelsens afgørelse om ikke at indstille en ansøger efter ombudsmandens opfattelse en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

Ombudsmanden udtalte derfor at det var en fejl, at Sundhedsstyrelsens meddelelse til ansøgeren om ikke at indstille ham til Sundhedsministeriet, ikke var ledsaget af en begrundelse efter forvaltningslovens begrundelsesregler. Da ansøgeren efterfølgende havde fået en begrundelse for styrelsens beslutning, foretog ombudsmanden sig ikke mere i sagen. (J. nr. 1994-618-810).

En privatpraktiserende læge havde for en af sine patienter, der gennem 35 år havde haft svær slidgigt, søgt om tilskud til køb af et bestemt lægemiddel. Lægemiddelstyrelsen afslog ansøgningen med en kortfattet begrundelse.

På grundlag af en klage fra patienten indledte ombudsmanden en undersøgelse af især styrelsens begrundelse for afslaget.

Ombudsmanden udtalte at en fyldestgørende begrundelse bør give en forklaring på hvorfor myndigheden er nået frem til det pågældende resultat. Ombudsmanden mente ikke at Lægemiddelstyrelsen, hverken i sin afgørelse eller i sin udtalelse, havde levet op til dette krav, idet styrelsen ikke udtrykkeligt havde anført hvilke faktiske helbredsforhold og behandlingsmuligheder der var lagt til grund for afgørelsen. På den baggrund henstillede ombudsmanden at styrelsen genoptog sagen. Ombudsmanden fremkom i den forbindelse med nogle bemærkninger om myndighedernes vejledningsforpligtelse i tilfælde af at myndigheden pålægger en part at deltage i sagsoplysningen.

Lægemiddelstyrelsen genoptog herefter sagen og gav patientens læge en uddybende begrundelse.

(J.nr. 2005-1639-421)

De standardbreve der anvendes ved afslag på optagelse på studier, opfylder efter ombudsmandens opfattelse ikke kravene i forvaltningslovens § 22 om samtidig begrundelse og § 24 om indholdet af en begrundelse. Standardbrevene indeholder udelukkende en ren meddelelse om afgørelsen uden tilstrækkelig angivelse af retsgrundlaget for afgørelsen og uden angivelse af kriterier for udvælgelsen eller af omstændigheder i forbindelse med afslaget i den konkrete sag. Ombudsmanden henstillede at det fremtidigt i forbindelse med afslag angives efter hvilke kriterier udvælgelsen af ansøgere er sket. (J.nr. 1995-2332-702).

En far fik afslag på fastsættelse af samvær med hans datter på syv år. Civilretsdirektoratet begrundede afgørelsen med at der var gået et langt tidsrum hvor faderen ikke havde haft kontakt med datteren, og at moderen havde stærk modvilje mod samværet. Civilretsdirektoratet henviste til at fastsættelse af samvær ville gribe forstyrrende ind i datterens forhold.

Ombudsmanden mente ikke at Civilretsdirektoratet i tilstrækkelig grad havde anført hvilke konkrete omstændigheder der førte til at det var nødvendigt at afslå samvær. Ombudsmanden udtalte derfor at begrundelsen ikke opfyldte forvaltningslovens krav. Ombudsmanden henstillede at Civilretsdirektoratet genoptog sagen. (J.nr. 1996-2154-654).

Ved en kendelse fandt Landsskatteretten, at A's regnskabsmateriale var uegnet til at danne grundlag for en nøjagtig opgørelse af hans skattepligtige indkomst, og at ansættelsen med rette var foretaget skønsmæssigt.

Ombudsmanden udtalte, at det ikke gav ham anledning til bemærkninger, at Landsskatteretten og de underliggende skattemyndigheder havde ansat A's indkomst skønsmæssigt. Ombudsmanden kritiserede imidlertid myndighedernes begrundelse for den skønsmæssige ansættelse.

Ombudsmanden udtalte endvidere, at en skønsmæssig ansættelse skal foretages så virkelighedsnært som muligt og således efter en konkret vurdering af skatteyderens og dennes families forbrug. En sådan konkret vurdering fremgik ikke af skatterådets begrundelse, hvilken Landsskatteretten ikke sås at have taget stilling til ved sin kendelse.

Ombudsmanden henstillede til Landsskatteretten at genoptage sagen med henblik på at meddele A en fornyet afgørelse med en fyldestgørende begrundelse, herunder en stillingtagen til den af skatterådet afgivne begrundelse. (J. nr. 1990-317-223).

En studerende klagede over et eksamensankenævns afgørelse i hans sag og over nævnets begrundelse.

Ombudsmanden mente ikke at kunne kritisere ankenævnets afgørelse, men ombudsmanden fandt anledning til at kritisere begrundelsen. Der var tale om en mundtlig eksamination og forløbet i sagen var omtvistet. Ankenævnet burde derfor have redegjort for nævnets retningslinier for stillingtagen til bevismæssige spørgsmål.

Ombudsmanden kritiserede endvidere Københavns Universitet og Undervisningsministeriet for ikke at have påtalt ankenævnets utilstrækkelige begrundelse. (J.nr. 1997-0760-712).

En studerende klagede over begrundelserne for afvisningen af hans klage over en eksamensbedømmelse. Sagen gav anledning til diskussion om de krav til begrundelser der fremgår af forvaltningslovens § 24 i forbindelse med eksamensklagesager.

Der kunne efter ombudsmandens opfattelse ikke stilles vidtgående krav til indholdet af det pågældende ankenævns begrundelser, og begrundelsen i den konkrete sag opfyldte minimumskravene i forvaltningslovens § 24.

Ombudsmanden kritiserede derimod Undervisningsministeriet for ikke at opfylde kravene i forvaltningslovens § 24 i forbindelse med sin stillingtagen til klagen over ankenævnets begrundelse. (J.nr. 1995-2258-712).

A, der havde insulinbehandlet sukkersyge, klagede over Trafikministeriets (TM's) afgørelse om afslag på hans ansøgning om udvidelse af hans kørekort til erhvervsmæssig personbefordring i stor personbil. I begrundelsen for afgørelsen anførte TM bl.a. at A efter de foreliggende lægelige oplysninger ikke opfyldte de helbredsmæssige betingelser for at få kørekort til erhvervsmæssig personbefordring til stor personbil.

Ombudsmanden forelagde sagen for Retslægerådet (RL). På baggrund af RL's udtalelse fandt ombudsmanden ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere TM's afslag på ansøgningen om udvidelse af A's kørekort. I færdselslovens § 56 og i § 3, stk. 1, i kørekortsbekendtgørelsen er det forudsat at der ved afgørelsen af om en person opfylder de helbredsmæssige betingelser for at få udstedt kørekort foretages et konkret skøn. Ombudsmanden havde imidlertid ved gennemgangen af A's sag forstået at der generelt i alle sager om udstedelse af kørekort til erhvervsmæssig personbefordring i stor personbil, og hvor ansøgeren havde insulinbehandlet sukkersyge, blev meddelt afslag på ansøgningen. TM havde således ved den fastlagte praksis for behandlingen af de nævnte ansøgninger sat skøn under regel. Dette fandt ombudsmanden meget kritisabelt.

På baggrund af nogle generelle bemærkninger i RL's udtalelse om risikoen for at patienter med insulinbehandlet sukkersyge er mindre agtpågivende i trafikken end befolkningen iøvrigt, henstillede ombudsmanden til TM at overveje behovet for en revision af de fastsatte retningslinier for behandlingen af de nævnte sager. Ombudsmanden henstillede i den forbindelse samtidigt til TM - efter en eventuel ændring af praksis på området - at genoptage behandlingen af A's sag. (J. nr. 1993-1036-612).

A, der havde været direktør i et børsnoteret selskab B A/S, hvis aktier blev suspenderet, klagede i en sag om berigtigelse af oplysninger i et indslag i TV-avisen.

A havde under suspensionen givet Københavns Fondsbørs (KF) meddelelse om, at der var indgået aftale med et belgisk firma om overtagelse af et projekt, og at aftalen ville sikre B A/S et tocifret millionbeløb. I et brev bad A om, at suspensionen opretholdtes, indtil A var "bemyndiget til at sætte rigtige tal på aftalen". KF ophævede dernæst suspensionen. Aftalen med det belgiske selskab blev ikke underskrevet og kom aldrig i stand.

I et indslag i TV-Avisen blev det nævnt, at KF og dermed investorerne tilsyneladende var ført bag lyset af A. Desuden blev det angivet, at sagen havde været genstand for politimæssig efterforskning

A gjorde indsigelse herimod og forlangte berigtigelse af passagerne. A gjorde over for ombudsmanden tillige gældende, at Radionævnet skulle have partshørt ham vedrørende en udtalelse fra Generaldirektøren for Danmarks Radio (DR).

Ombudsmanden fandt ikke grundlag for at kritisere afgørelsen om ikke at berigtige indslaget.

Derimod bemærkede ombudsmanden, at afgørelsen burde have indeholdt oplysning om retsgrundlaget, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 1.

Endvidere fandt ombudsmanden, at indlægget fra Generaldirektøren for DR burde have været forelagt A, forinden Radionævnet traf afgørelse, jf. forretningsordenen for Radionævnet § 3 og forvaltningslovens § 19, stk. 1. (J. nr. 1990-881-76).

En ansøger der havde indstillet sig selv til posten som formand for et huslejenævn, klagede til ombudsmanden over at statsamtet beskikkede den af kommunen indstillede person uden at vurdere hvem af kandidaterne der var bedst kvalificeret.

Ombudsmanden udtalte at der i sager om beskikkelse af personer til et offentligt hverv skal foretages en konkret vurdering af hvem der er bedst kvalificeret, på samme måde som i egentlige ansættelsessager. Ved udelukkende at lægge vægt på kommunens indstilling havde statsamtet sat skønnet "under regel". Ombudsmanden mente det var meget kritisabelt at statsamtet ikke rettede sig efter en tidligere afgørelse herom fra ressortministeriet. Beskikkelsen måtte anses for en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Afgørelsen var mangelfuldt begrundet og skulle have været ledsaget af en klagevejledning.

Endvidere burde Socialministeriet, der havde behandlet sagen som sektortilsynsmyndighed, have behandlet sagen som klagemyndighed. (J.nr. 2002-3563-161).

Indenrigsministeriet mente ikke at Københavns Kommune skulle give klageren i denne sag en nærmere begrundelse for at hun ikke fik en andel i lokallønnen. Kvinden var indstillet til en andel, men hun var ikke medlem af den forhandlingsberettigede fagforening.

Det var ombudsmandens opfattelse at beslutningen om ikke at tildele kvinden lokalløn under de foreliggende omstændigheder måtte anses for omfattet af forvaltningslovens afgørelsesbegreb, og da kommunens beslutning herom blev meddelt kvinden skriftligt, skulle afgørelsen have været ledsaget af en begrundelse. jf. forvaltningslovens §§ 22 ff. Under alle omstændigheder måtte det dog følge af principperne for god forvaltningsskik at en myndighed nærmere begrunder et afslag på tildeling af lokalløn overfor en ansat som har været indstillet og som ikke er medlem af en forhandlingsberettiget organisation.

Ombudsmanden mente dog ikke der var fuldt tilstrikkeligt grundlag for at kritisere Indenrigsministeriets opfattelse eller for at bede ministeriet om at genoptage sagen. (J.nr. 1995-2417-802).

En kvindes mor havde i nogle år inden sin død været beboer på et plejehjem. I forbindelse med at kvinden besøgte sin mor, opstod der konflikter mellem kvinden og personalet vedrørende pasningen af moren. Konflikterne medvirkede til at plejepersonalets fagforening meddelte at dens medlemmer ikke længere kunne udføre tjeneste hos moren hvis der ikke blev fundet en løsning på konflikterne.

Efter morens død fortsatte kvinden med at komme på plejehjemmet bl.a. som besøgsven for en af de andre beboere, og hendes besøg gav stadig anledning til konflikter. Dette førte til at borgmesteren i et anbefalet brev til kvinden meddelte at hendes tilstedeværelse på plejehjemmet var uønsket. Han henledte i den forbindelse kvindens opmærksomhed på straffelovens § 264 om personer der uberettiget skaffer sig adgang til fremmed hus eller andet ikke frit tilgængeligt sted. Kvinden mødte alligevel op på plejehjemmet og blev i den forbindelse bortvist ved politiets hjælp.

Kvindens mand klagede til det kommunale tilsyn der ikke fandt grundlag for kritik af kommunen. Han klagede herefter til ombudsmanden.

Ombudsmanden kunne ikke kritisere at kommunen af hensyn til plejehjemmets drift anså det for nødvendigt at meddele kvinden at hun var uønsket på plejehjemmet. Det retlige grundlag for en sådan meddelelse kunne enten være en 1) henstilling med advarsel om politianmeldelse eller besøgsforbud, 2) politianmeldelse eller 3) besøgsforbud med hjemmel i anstaltsbetragtninger.

Det fremgik af sagen at der ikke samtidig med meddelelsen til kvinden blev indgivet politianmeldelse. Det var uklart om meddelelsen herefter skulle opfattes som en henstilling med advarsel om politianmeldelse – jf. henvisningen til straffelovens § 264 – eller som et besøgsforbud.

Ombudsmanden mente det var kritisabelt at det ikke klart fremgik hvad der var det retlige grundlag for meddelelsen. Det hjemmelsgrundlag som beslutningen var truffet på grundlag af, burde have været fremgået af meddelelsen.
(J.nr. 2004-3027-063).

Den Sociale Ankestyrelse (DSA) tiltrådte en afgørelse fra Arbejdsskadestyrelsen, hvorefter A - der var blevet hjerneskadet som følge af arbejde med organiske opløsningsmidler - var berettiget til erstatning for erhvervsevnetab. Erstatningen blev udmålt på grundlag af et erhvervsevnetab på 30 % under henvisning til, at der efter ankestyrelsens opfattelse måtte være konkurrerende årsager til A's erhvervsevnetab. Det måtte således lægges til grund, at DSA for så vidt var enig med A i, at hans samlede erhvervsevnetab androg mere end 30 %, men at arbejdsskaden kun var årsag til et erhvervsevnetab på 30 %. DSA havde ikke oplyst, hvori de konkurrerende årsager, der angiveligt havde medført det resterende erhvervsevnetab, bestod.

Efter arbejdsskadeforsikringslovens § 13 skal der antages at være årsagssammenhæng mellem arbejdsskade og (det fulde) erhvervsevnetab, medmindre overvejende sandsynlighed taler herimod. Det påhviler således myndighederne at påvise, at der med overvejende sandsynlighed foreligger andre årsager end arbejdsskaden til erhvervsevnetabet. - Da DSA ikke på noget tidspunkt i sagen havde henvist til, hvilke konkurrerende årsager der skulle være til A's erhvervsevnetab, henstillede ombudsmanden, at ankestyrelsen genoptog sagen.

I øvrigt udtalte ombudsmanden, at DSA's begrundelse for den trufne afgørelse på en række punkter var utilstrækkelig, jf. forvaltningslovens § 24. (J. nr. 1991-674-031).

A klagede over afgørelser fra Arbejdsskadestyrelsen (ASK) og Den Sociale Ankestyrelse (DSA) om, at hans sygdom, der gav sig udslag i en middelsvær til svær intellektuel reduktion, ikke kunne anerkendes som en erhvervssygdom.

A havde bl.a. været udsat for opløsningsmidler i en periode under arbejde som laborant i virksomheden B. A gjorde gældende, at da der ikke længere fandtes materiale vedrørende virksomheden B til belysning af A's udsættelse for organiske opløsningsmidler, måtte det lægges til grund, at A's lidelse var omfattet af arbejdsskadeforsikringsloven, medmindre B eller ASK kunne bevise, at A ikke havde været udsat for opløsningsmidler i tilstrækkelig grad.

Ombudsmanden fandt ikke grundlag for at kritisere afgørelserne og bemærkede, at arbejdsskadeforsikringslovens § 10 ikke var relevant i forbindelse med afgørelsen af, hvorvidt den sygdom, A havde pådraget sig, skulle anses som en erhvervssygdom. Ombudsmanden fandt imidlertid, at DSA burde have taget udtrykkelig stilling til A's anbringende - fremsat i klageskrivelsen til DSA - om, at virksomheden B og ASK havde bevisbyrden for, at A's lidelse ikke var omfattet af arbejdsskadeforsikringsloven, jf. begrundelseskravet i § 10, stk. 1, i lov om Den Sociale Ankestyrelse og forvaltningslovens §§ 22 og 24. Ombudsmanden fandt dog ikke at burde foretage videre i den anledning, da han ikke kunne tilslutte sig A's anbringende. (J. nr. 1991-754-031).

A anmodede efter ferieårets udløb om udbetaling af feriepenge uden at holde ferie. Under sagens behandling kontaktede A telefonisk Direktoratet for Arbejdstilsynet (AT). A mente, at AT under denne samtale meddelte hende en bindende afgørelse. Der blev ikke taget notat om samtalen i AT, der på den anden side heller ikke senere bestred, at der var givet en "positiv tilkendegivelse". A modtog senere skriftligt afslag, som Arbejdsministeriet (AM) stadfæstede.

Ombudsmanden udtalte, at den førte telefonsamtale udgjorde en så væsentlig ekspedition i sagen, at direktoratet på grundlag af den almindelige retsgrundsætning om notatpligt havde pligt til at tage notat om samtalen og dens indhold. Ombudsmanden kritiserede derfor, at AT ikke havde taget notat om samtalen, og at AM ikke påtalte fejlen. Ombudsmanden lagde A's version om hændelsesforløbet til grund, men mente alligevel ikke, at der var tilstrækkeligt grundlag for at kritisere, at myndighederne ikke anså den omhandlede forhåndsbesked for bindende, og at der således ikke - som hævdet af A - var tale om tilbageholdelse af en begunstigende forvaltningsakt.

Ombudsmanden kritiserede, at AT og AM ikke havde meddelt A en fyldestgørende begrundelse. (J. nr. 1990-1647-01).

Et lokalradionævn inddrog med virkning fra 31. juli 1997 en lokalradiostations sendetilladelse selv om stationen oprindelig var meddelt sendetilladelse indtil den 31. januar 2000. Årsagen til tilbagekaldelsen var at nævnet gennem en lokalavis havde erfaret at lokalradioen pr. 1. august 1997 ville sende i en anden by. Lokalradioen klagede over afgørelsen til Udvalget vedrørende Lokal Radio og TV. Udvalget hjemviste sagen til fornyet behandling i nævnet, idet det bl.a. blev oplyst at det ikke var korrekt at lokalradioen ville starte lokalradiovirksomhed i den anden by allerede med virkning fra 1. august 1997.

Lokalradionævnet traf på ny afgørelse om at inddrage sendetilladelsen ved udgangen af oktober 1997. Afgørelsen var bl.a. begrundet i at lokalradioen trods talrige henstillinger udsendte spiritusreklamer. Afgørelsen blev sendt til Udvalget vedrørende Lokal Radio og TV, men ikke til lokalradioen. Lokalradioen fik blot en bekræftelse på sin egen meddelelse om at radioen ville ophøre med at sende den 30. oktober 1997.

Udvalget vedrørende Lokal Radio og TV traf herefter uden at lokalradioen havde klaget over afgørelsen fra lokalradionævnet en ny afgørelse hvorved sendetilladelsen blev inddraget allerede fra den 16. oktober 1997.

Ombudsmanden mente at Udvalget vedrørende Lokal Radio og TV kunne indkalde sagen til behandling, men at udvalget ikke havde hjemmel til at ændre lokalradionævnets afgørelse til skade for lokalradioen.

Herudover kritiserede ombudsmanden både nævnets og udvalgets sagsbehandling på flere punkter. (J.nr. 1998-0040-75).

A, der var vicepolitikommissær ved et politimesterembede i Jylland, blev indberettet til Rigspolitichefen (R) for ikke at have efterkommet en tjenstlig ordre om at møde op og gennemgå Politiets Taktiske Lederkursus på en kursusejendom i det storkøbenhavnske område. R ikendte A en disciplinær bøde på 500 kr. Justitsministeriet (JM) tiltrådte senere R's afgørelse.

Ombudsmanden fandt ikke grundlag for at kritisere afgørelsen. Derimod fandt ombudsmanden det kritisabelt at R ikke - i overensstemmelse med den ulovbestemte grundsætning om partshøring i sager om anvendelse af sanktioner over for offentligt ansatte - havde gjort A bekendt med sanktionsvalget, inden sagen blev afgjort. Ombudsmanden kritiserede endvidere at R ikke i begrundelsen for afgørelsen havde henvist til de relevante retsregler, samt at begrundelsen i øvrigt var mangelfuld. Endelig anså ombudsmanden det for stridende mod god forvaltningsskik at afgørelsen ikke var blevet meddelt A direkte, men sendt til politimesteren og forkyndt for A på politistationen.

Ombudsmanden kritiserede samtidig at JM ikke ved sin afgørelse i sagen havde påtalt de nævnte forhold. (J. nr. 1993-86-812).

Efter et indbrud på en politistation indberettede politimesteren (P) til Rigspolitichefen (R), at politiassistent A m.fl. havde tilsidesat bestemmelserne i en stationsmeddelelse om aflåsning m.v. af politistationen. R meddelte herefter A m.fl. en irettesættelse. A klagede til Justitsministeriet, der tiltrådte R's afgørelse.

Ombudsmanden fandt det kritisabelt, at A ikke blev partshørt om P's indberetning, der indeholdt en selvstændig vurdering af forholdet, herunder en indstilling om sanktionsvalget. Endvidere burde A have været partshørt om R's bedømmelse af faktum og eventuelle bevismæssige vurderinger, inden sagen blev afgjort.

Ombudsmanden kritiserede desuden, at afgørelsen ikke indeholdt en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen var truffet. Endelig anså Ombudsmanden det for stridende mod god forvaltningsskik, at afgørelsen ikke blev meddelt A direkte. (J. nr. 1991-2069-60).

En nabo klagede over at en vognmandsvirksomhed havde fået dispensation fra byggelovens bestemmelser til en 48 m høj antennemast. Kommunen havde efter forhandling med virksomheden, uden fornyet naboorientering, givet dispensation til opstilling af master på et andet sted end det der i første omgang var orienteret om.

Ombudsmanden udtalte at såvel kommunens som statsamtets afgørelser om at der krævedes dispensation fra bygningsreglementets bestemmelser om det skrå højdegrænseplan, byggede på en retsvildfarelse. Det var kun nødvendigt med dispensation fra bestemmelserne om det vandrette højdegrænseplan.

Ombudsmanden udtalte endvidere at der efter byggelovens § 22, stk. 2, skulle have været foretaget en fornyet naboorientering. Naboen måtte anses for part i sagen og skulle derfor også have været hørt efter forvaltningslovens § 19. Ombudsmanden mente dog ikke at den manglende naboorientering/nabohøring konkret var så væsentlig at den burde medføre ugyldighed. Afgørelsen var heller ikke truffet på et så utilstrækkeligt grundlag at afgørelsen var ugyldig, og der var ikke grundlag for at antage at afgørelsen hvilede på usaglige hensyn.

Ombudsmanden kritiserede dog kommunens og statsamtets begrundelser. (J.nr. 1997-1527-160).

En studerende blev i 1998 udsat for et voldeligt overfald der medførte at han var sygemeldt i to måneder. Han modtog i denne periode sygedagpenge, men meldte sig ikke fra universitetet. Efter overfaldet betalte han selv for behandlinger der bedrede hans tilstand.

Året efter meddelte SUstyrelsen at han skulle tilbagebetale 20.212 kr. til styrelsen som følge af for stor egenindkomst i 1998. Den studerende mente bl.a. der måtte kunne tages specielle hensyn i en voldssag som hans. Dette afviste SUstyrelsen og Ankenævnet for Uddannelsesstøtten.

I en udtalelse til ombudsmanden oplyste ankenævnet at det forud for afgørelsen havde overvejet om man kunne anvende en dispensationsbestemmelse i SU-loven hvorefter der i enkelte tilfælde kunne godkendes særlige fradrag i egenindkomsten.

Ombudsmanden udtalte bl.a. at det var en beklagelig fejl at SUstyrelsen på baggrund af henvendelsen fra den studerende ikke havde truffet afgørelse efter dispensationsbestemmelsen. Det var samtidig en væsentlig fejl at ankenævnet havde truffet afgørelse om at dispensationsbestemmelsen ikke kunne anvendes, uden forudgående afgørelse herom fra SUstyrelsen, idet borgeren herved blev frataget den retssikkerhed og beskyttelse som den administrative rekurs skal give ham.

Endelig mente ombudsmanden at når ankenævnet havde taget stilling til om dispensationsbestemmelsen kunne anvendes, burde det være fremgået af afgørelsen, ligesom ankenævnet burde have angivet den nærmere begrundelse for at bestemmelsen ikke kunne anvendes, jf. forvaltningslovens § 24.

Da ankenævnet senere besluttede at give dispensation, mente ombudsmanden ikke der var grundlag for at foretage sig mere i sagen. (J.nr. 2001-0796-730).

En lejer klagede over myndighedernes efterregulering af hans boligstøtte.

Ombudsmanden kritiserede begrundelserne for myndighedernes afgørelser idet henvisningerne til de retsregler afgørelserne var truffet efter, ikke var tilstrækkelige. For så vidt angik kommunens udtalelse om at afgørelsen byggede på en standardskrivelse fra Kommunedata som opfyldte lovens krav om lovhenvisninger, bemærkede ombudsmanden at ansvaret for at en afgørelse er ledsaget af en korrekt og fyldestgørende begrundelse, udelukkende hviler på den myndighed der træffer afgørelsen. En myndighed som anvender afgørelsesmodeller eller blanketter, eventuelt fra en ekstern leverandør som f.eks. Kommunedata, må derfor se efter at eventuelle fortrykte dele af en begrundelse er korrekte, relevante og fyldestgørende i forhold til i den konkrete sag. I modsat fald har myndigheden ansvaret for om nødvendigt at korrigere og supplere de fortrykte dele af begrundelsen.

Da kommunens afgørelse var baseret på en standardblanket fra Kommunedata, sendte ombudsmanden en anonymiseret kopi af udtalelsen til Kommunedata. (J.nr. 2000-3908-083).

Nogle grundejere klagede over en beslutning om ekspropriation til anlæggelse af en sti. De var utilfredse med stiens linjeføring. Stiens begyndelsespunkt var angivet i en lokalplan for området hvorimod selve linjeføringen ikke var angivet.

Vejdirektoratet, som ikke i første omgang var i besiddelse af lokalplanen, lagde afgørende vægt på at linjeføringen var omfattet af lokalplanen. Ombudsmanden udtalte at direktoratet burde have sikret sig at det virkelig forholdt sig således.

Efter at direktoratet havde indhentet et eksemplar af lokalplanen, fastholdt direktoratet at stiprojektet var omfattet. Ombudsmanden kritiserede at direktoratet ikke havde været tilstrækkelig omhyggelig ved vurderingen af spørgsmålet.

Sammenfattende var det ombudsmandens opfattelse at Vejdirektoratets afgørelser var truffet på et forkert grundlag, og han henstillede at direktoratet traf en ny afgørelse i sagen. (J.nr. 2000-3589-516).

Justitsministeriet afviste at give erstatning efter retsplejelovens § 1018c for skade på et køkkenbord sket som følge af bevissikring under politiets efterforskning af et dobbeltdrab. Efter retsplejelovens § 1018c kan der i særlige tilfælde ydes erstatning hvis det findes rimeligt. Ministeriet henviste til at den erstatningssøgende som ægtefælle til en af de afdøde måtte have haft interesse i at politiet opklarede forbrydelsen og fandt frem til gerningsmanden.

Ombudsmanden var enig med Justitsministeriet i at udskæring af en del af et køkkenbord som led i bevissikring i forbindelse med efterforskning af en drabssag er et indgreb som led i en strafferetlig forfølgning der omfattes af retsplejelovens § 1018c.

Ombudsmanden udtalte at han ikke mente at der var holdepunkter for at antage at hensynet til skadelidtes interesse i sagens opklaring kunne inddrages efter retsplejelovens § 1018c som sket i sagen.

Til grund for Rigsadvokatens afgørelse i sagen – som Justitsministeriet tiltrådte – lå en række yderligere hensyn. Ombudsmanden kritiserede at Rigsadvokaten ikke redegjorde for disse hensyn i sin afgørelse, og at Justitsministeriet ikke konstaterede dette og udtalte sig herom.

Ombudsmanden henstillede til Justitsministeriet at træffe en ny afgørelse i sagen. (J.nr. 2002-3681-611).

En kvinde fødte den 9. juni 1999 en søn. Barnets far var den 18. marts 1999 blevet anholdt og siden idømt fængsel i 1 år og 9 måneder. Efter barnets fødsel bad kvinden statsamtet om at fastsætte bidrag.

Den 29. oktober 1999 traf statsamtet afgørelse om at kvindens ansøgning om bidrag ikke kunne imødekommes. Civilretsdirektoratet tiltrådte den 5. januar 2000 statsamtets afgørelse. Af direktoratets begrundelse for afgørelsen fremgik at direktoratet havde vurderet at samlivet mellem kvinden og barnets far ikke var ophævet som følge af uoverensstemmelser, og at direktoratet havde tillagt denne vurdering afgørende betydning.

Ombudsmanden udtalte at det ved vurderingen af om begge forældre opfylder forsørgelsespligten efter børnelovens § 13, kan indgå som kriterium om en eventuel samlivsophævelse ikke skyldes uoverensstemmelse, men andre grunde. Vurderingen af hvorvidt den af forældrene som ikke opholder sig sammen med barnet opfylder sin forsørgelsespligt efter § 13, må dog altid bero på et konkret skøn i den enkelte sag af den pågældende forælders opfyldelse af forsørgelsespligten set i forhold til vedkommendes forsørgelsesevne. Også i tilfælde hvor strafafsonere uanset om de måtte være uden forsørgelsesevne normalt antages at opfylde deres forsørgelsespligt efter børnelovens § 13 når samlivet med den anden af forældrene ikke er ophævet på grund af uoverensstemmelse, må der foretages en konkret vurdering af om strafafsoneren opfylder sin forsørgelsespligt efter evne. Ombudsmanden tilsluttede sig at spørgsmålet om hvorvidt en forælder betragtes som enlig forsørger i relation til anden lovgivning, er uden betydning for vurderingen af hvorvidt den anden af forældrene opfylder sin forsørgelsespligt efter børnelovens § 13.

Ombudsmanden kritiserede statsamtets og Civilretsdirektoratets begrundelser og sagsoplysning i forbindelse med afgørelserne. Endvidere kritiserede ombudsmanden Civilretsdirektoratets sagsbehandlingstid.

Som sagen forelå oplyst, fandt ombudsmanden ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere resultatet af myndighedernes afgørelser, og ombudsmanden havde derfor ikke tilstrækkelig anledning til at bede myndighederne om at genoptage sagens behandling. (J.nr. 2000-0830-652).

A klagede over en vurderingsmyndigheds og Told- og Skattestyrelsens (TOS') afgørelser og sagsbehandling i forbindelse med vurderingen af hans bil.

Ombudsmanden kunne ikke kritisere selve vurderingen; men myndighedernes sagsbehandling gav på flere punkter anledning til kritik. Ombudsmanden kritiserede således blandt andet myndighederne for manglende og utilstrækkelig begrundelse for de trufne afgørelser, manglende svar på anmodning om aktindsigt forud for afgørelsen, manglende overholdelse af 10 dages fristen i forvaltningslovens § 16, stk. 2, manglende fremsendelse af kopi af sagens akter som begæret af A, manglende klagevejledning samt TOS' begrænsede undersøgelser af grundlaget for vurderingen forud for TOS' afgørelse i sagen. (J. nr. 1993-488-229).

En faglærer ved et fængsel blev ved en fejl tildelt et særligt tillæg til stillingen. Myndighederne var berettiget til at tilbagekalde tillægget med sædvanligt opsigelsesvarsel da lønindplaceringen var i strid med gældende overenskomst.

Ombudsmanden udtalte at tjenestemandslovens § 12 ikke med rette kunne påberåbes som hjemmel for tilbagekaldelsen. Desuden var myndighedernes antagelse om at opsigelsesvarslet var på 14 dage, ikke korrekt. Tilbagekaldelsen var en afgørelse i forvaltningslovens forstand og ikke en aftale som anført af fængslet.

Ombudsmanden kritiserede at faglæreren ikke var blevet partshørt inden afgørelsen, og at myndighedernes begrundelser var mangelfulde. Endvidere skulle afgørelsen have været meddelt partsrepræsentanten i sagen. (J.nr. 1999-2003-811).

En ejerlejlighed var tidligere blevet opdelt i 2 ejerlejligheder. A ansøgte Københavns Magistrat (K) om tilladelse til som tidligere at benytte sin lejlighed til beboelse. K gav tilladelse, men stillede krav om brandsikre lejlighedsskel, samt om at døren mellem de 2 lejligheder skulle være ulåst, således at der var fri passage gennem begge lejligheder til henholdsvis hoved- og bagtrappe. A klagede til Bygge- og Boligstyrelsen (BBS), som fandt, at K havde haft den fornødne hjemmel til at stille de nævnte krav. Både K og BBS henviste i deres afgørelser til to bestemmelser i "Københavns Byggelov af 27. marts 1939 med senere ændringer".

Ombudsmanden gjorde opmærksom på, at byggeloven var af 29. marts 1939, og han fandt det på baggrund af forvaltningslovens § 24, stk. 1, kritisabelt, at K og BBS ikke havde henvist nøjagtigt til lovens nr. og korrekte dato samt nr. og dato for senere (relevante) ændringer. Da det drejede sig om ophævede bestemmelser, havde det endvidere været rigtigst, at en kopi af loven og en bygningsvedtægt var fulgt med afgørelsen. Ombudsmanden gjorde tillige opmærksom på, at BBS's hjemmelshenvisninger for de stillede krav var fejlagtige (de nævnte bestemmelser vedrørte afløb og bygningens placering på grunden), hvilket ombudsmanden fandt meget beklageligt. Ombudsmanden redegjorde for muligheden for dispensation fra kravet om ulåst dør mellem de 2 lejligheder og udtalte herefter bl.a. på baggrund af oplysninger om, at brandvæsenet ikke havde haft indvendinger, at BBS burde have foretaget en nærmere undersøgelse af, hvorvidt kravet var sagligt begrundet. Ombudsmanden henstillede til BBS at udarbejde en nærmere redegørelse for retsgrundlaget samt træffe en ny afgørelse. (J. nr. 1992-2508-160).

En advokat klagede for en tamilsk asylansøger over Flygtningenævnets afslag på asyl efter udlændingelovens § 7. Advokaten klagede især over Flygtningenævnets anvendelse af visse principper og kriterier vedrørende udsendelse til bestemte områder i asylsøgerens hjemland ("internal flight areas"). Han mente at nævnets praksis var uigennemsigtig og inkonsekvent, med den følge at sammenlignelige sager blev afgjort forskelligt.

Ombudsmanden udtalte at han ikke havde tilstrækkeligt grundlag for at kritisere Flygtningenævnets praksis. Ombudsmanden mente endvidere ikke der var grundlag for at antage at Flygtningenævnets afgørelse var udtryk for usaglig forskelsbehandling.

Derimod kritiserede ombudsmanden Flygtningenævnets begrundelse for afgørelsen. Ombudsmanden bemærkede i den forbindelse at en fyldestgørende begrundelse, jf. forvaltningslovens § 24, efter omstændighederne kræver en stillingtagen til de anbringender parten har gjort gældende under sagen. (J. nr. 1995-498-641).

Som advokat for en gruppe statsløse palæstinensere fra Libanon klagede A til ombudsmanden over, at Flygtningenævnet (FLN) havde lagt til grund, at Libanon kunne tjene som asylland for statsløse palæstinensere. A rejste i den forbindelse en række spørgsmål, navnlig om de kriterier, der skal indgå i beskyttelsesvurderingen i henhold til udlændingelovens § 7, stk. 3.

Ombudsmanden kunne ikke kritisere, at FLN ikke generelt meddelte asyl til statsløse palæstinensere fra Libanon. Ombudsmanden drøftede under et møde med FLN's formand en række generelle retlige spørgsmål, og ombudsmanden gav på den baggrund i en redegørelse af 31. august 1991 udtryk for sin foreløbige opfattelse af en række retlige tvivlsspørgsmål. På det grundlag blev et antal sager genoptaget i FLN, og ombudsmanden tilkendegav herefter i en udtalelse af 25. februar 1992 sin endelige opfattelse vedrørende de retlige spørgsmål, som sagen rejste. Det drejede sig om I. FLN's begrundelse.

Spørgsmålet om den begrundelsesmæssige sammenblanding af beskyttelsesvurderingen og forfølgelsesrisikovurderingen.

Spørgsmålet om ufuldstændige begrundelser.

II. Eventuel urigtig anvendelse af bevisbyrdereglerne.

III. Vurderingen af beskyttelsesmulighederne.

IV. Afgørelsen af, til hvilket asylland en flygtning har nærmest tilknytning.

V. Indrejseproblemer.

Ombudsmanden tilkendegav ikke nogen endelig opfattelse vedrørende FLN's behandling af de konkrete asylsager, idet de asylsøgere, der havde klaget til ombudsmanden, måtte forventes at få asyl i henhold til en særlov om opholdstilladelse for statsløse palæstinensere fra Libanon. (*1) (J. nr. 1991-788-613).

En pilot klagede over at myndighederne afviste at undersøge tre flyveepisoder nærmere.

  Ombudsmanden udtalte at myndighederne burde have indhentet – eller søgt at have indhentet – yderligere oplysninger inden der blev foretaget en endelig bedømmelse af om der forelå en flyvehændelse eller en flyvesikkerhedsmæssig begivenhed.

  Myndighedernes bedømmelse af episoderne var afgørelser i forvaltningslovens forstand. Piloten måtte anses for part i sagen, og afgørelserne kunne påklages til Transport- og Energiministeriet.

  Ombudsmanden kritiserede desuden at notatpligten ikke var overholdt, og at afgørelserne var behæftet med begrundelsesmangler.

  Ombudsmanden henstillede at sagen blev genoptaget.

  (J.nr. 2003-3737-511).

En erhvervsdrivende fond A klagede til ombudsmanden over, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen (ESS) som fondsmyndighed havde pålagt A at stille en bankgaranti på 2,4 mio. kr. i anledning af et af A oparbejdet underskud.

Ombudsmanden fandt det kritisabelt, at ESS ikke havde besvaret en forespørgsel fra A om, med hvilken hjemmel ESS havde stillet krav om garantistillelse. I sit svar til ombudsmanden henviste ESS som hjemmel til Lov om erhvervsdrivende fonde § 42. Ombudsmanden fandt ikke, at denne bestemmelse gav sikker hjemmel for at påbyde en fondsbestyrelse at foretage dispositioner, som ikke tog sigte på en regulering af fondens uddeling eller overskudsdisponering. Da A selv hæftede for den stillede bankgaranti, måtte garantien antages alene at sikre A's kreditorer og ikke dens formue. Ombudsmanden fandt på det grundlag ikke, at den afleverede garanti kunne sidestilles med et krav om øget konsolidering eller lignende til sikring af fondens formål, hvorfor ombudsmanden fandt det kritisabelt, at ESS havde pålagt A at stille den omhandlede garanti.

Ombudsmanden kritiserede endvidere ESS for fejlagtigt at have meddelt A, at en klage til ombudsmanden i henhold til Lov om erhvervsdrivende fonde ikke kunne tillægges opsættende virkning. Afgørelsen om opsættende virkning beroede i det hele på ESS's eget skøn. Afslutningsvis bad Ombudsmanden ESS tage stilling til, hvorvidt der i den foreliggende sag var grundlag for at statuere erstatningsansvar for det offentlige for A's tab i forbindelse med den afkrævede garantistillelse. (J. nr. 1992-175-319).

Den Sociale Ankestyrelse anså en grønthandlers private forbrug af egne varer for en indtægt som skulle fradrages i ægtefællens kontanthjælp, jf. aktivlovens § 30, stk. 1, uanset at virksomheden gav underskud. Ombudsmanden udtalte i en foreløbig redegørelse at han ikke var enig heri. Herefter genoptog Ankestyrelsen sagen og frafaldt at forbruget af egne varer skulle anses for en indtægt. (J.nr. 2000-3087-050).

En kvinde klagede over kommunens og revaliderings- og pensionsnævnets afslag på at forhøje hendes førtidspension til mellemste førtidspension. Da kvinden på ansøgningstidspunktet var over 60 år, skulle hendes erhvervsevne i ethvert erhverv være nedsat til det ubetydelige.

Ombudsmanden kritiserede kommunens og det sociale nævns begrundelser der ikke opfyldte begrundelseskravet i forvaltningslovens § 24. Blandt andet på baggrund af to højesteretsdomme på området udtalte ombudsmanden at han ikke mente at begrundelsen i tilstrækkelig grad forklarede årsagen til at nævnet vurderede kvindens erhvervsevne anderledes end speciallægen gjorde. Efter ombudsmandens opfattelse burde nævnet således have redegjort for hvilket fagligt grundlag nævnet havde for at tilsidesætte speciallægens vurdering. Ombudsmanden henstillede at nævnet genoptog sagens behandling med henblik på at uddybe begrundelsen for afgørelsen. (J.nr. 1999-2966-040).

En kommune og en ansat i en børnehave indgik aftale om at den ansatte skulle flyttes til en anden børnehave. Inden da havde kommunen meddelt den ansatte at hvis hun ikke ville indgå en sådan aftale, ville kommunen træffe beslutning om ændret tjenestested.

Ombudsmanden anså forflyttelsen for at være en afgørelse i forvaltningslovens forstand, og reglerne om partshøring og begrundelse skulle derfor have været fulgt. Ombudsmanden kritiserede dog ikke kommunen fordi retstilstanden var usikker.

Under ombudsmandens behandling af sagen oplyste kommunen at fordi den ansatte havde været sikkerhedsrepræsentant, var der ikke fuldt tilstrækkelig hjemmel til at kommunen ensidigt kunne ændre hendes tjenestested. Kommunen havde ikke tidligere oplyst den ansatte herom. Ombudsmanden anså det for overordentlig kritisabelt at kommunen ved et utilbørligt pres havde fået den ansatte til at acceptere forflyttelsen, og at kommunen ikke havde givet den ansatte korrekt og relevant vejledning. (J.nr. 2000-3412-819).

Det Sociale Ankenævn (SAN) afviste under henvisning til overskridelse af klagefristen A's klage over, at K Kommune havde bestemt, at A's bistandshjælp var tilbagebetalingspligtig efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1.

Den afgørelse om tilbagebetalingspligt, som K havde truffet, havde form af en ensidig erklæring fra A til K, hvorefter A var bekendt med tilbagebetalingspligten. Erklæringen var således alene underskrevet af A. Erklæringen indeholdt en henvisning til den nævnte bestemmelse i bistandsloven, men det fremgik ikke, hvilke omstændigheder K ved afgørelsen havde lagt vægt på.

I en udtalelse til ombudsmanden anførte SAN, at man ved afvisningen af klagen havde lagt til grund, at K mundtligt havde orienteret A om begrundelsen for afgørelsen.

Ombudsmanden udtalte, at der ikke efter forvaltningsrettens almindelige regler er krav om, at afgørelser om tilbagebetalingspligt efter bistandslovens § 26 meddeles skriftligt. Det må imidlertid anses for god forvaltningsskik, at en sådan afgørelse meddeles i form af en skrivelse, der underskrives af myndigheden og stiles til støttemodtageren.

K's afgørelse måtte i øvrigt anses for skriftlig. De indholdsmæssige krav til begrundelsen var ikke opfyldt, jf. forvaltningslovens §§ 22 og 24. Det var uden betydning, at K mundtligt havde meddelt A en begrundelse for afgørelsen.

Som følge heraf henstillede ombudsmanden til SAN at overveje, om der var grundlag for at bortse fra fristoverskridelsen. (J. nr. 1991-1126-051).

En førtidspensionist klagede over myndighedernes afslag på personligt tillæg til tandbehandling, diættilskud og samværsudgifter. Pensionisten, der var blind, gjorde blandt andet gældende at myndighederne ved opgørelsen af hans rådighedsbeløb ikke i fornødent omfang havde medregnet hans handicapkompenserende udgifter.

Sagen vedrørte fortolkningen af § 17, stk. 1, og § 17, stk. 3, i lov om social pension. Ud fra forarbejderne til bestemmelserne og Socialministeriets vejledning om social pension udtalte ombudsmanden at forskellen mellem stk. 1 og stk. 3 synes at være hvilken personkreds der er berettiget til tillæg. Personkredsen der kan modtage hjælp efter § 17, stk. 1, er større end efter § 17, stk. 3, fordi § 17, stk. 1, kun stiller krav om at pensionistens økonomiske forhold skal være særlig vanskelige, mens § 17, stk. 3, kræver at pensionistens forhold er "ganske særlig vanskelige". Endvidere er forskellen at det personlige tillæg efter § 17, stk. 1, indtægtsreguleres afhængigt af pensionistens tillægsprocent. Tillægget efter § 17, stk. 3, indtægtsreguleres ikke. Det fremgår derimod ikke at der er forskel på de formål altså de udgifter som tillægget kan dække.

Ombudsmanden udtalte at kommunen ikke havde hjemmel til at afskære pensionister fra at søge om tilskud til diætkost efter pensionslovens § 17, stk. 1.

Da førtidspensionistens personlige tillægsprocent syntes at berettige til at ansøgningen om personligt tillæg blev vurderet efter pensionslovens § 17, stk. 1, mente ombudsmanden ikke at kommunen kunne undlade at vurdere om der kunne ydes personligt tillæg efter pensionslovens § 17, stk. 1.

Ombudsmanden mente at det var beklageligt at kommunen ikke i begrundelsen redegjorde nærmere for at kommunen ikke ved den økonomiske opgørelse medtog de handicapkompenserende udgifter.

Over for det sociale nævn udtalte ombudsmanden bl.a. at det var beklageligt at nævnet ikke tog stilling til pensionistens synspunkt om at myndighederne ved vurderingen af hans økonomiske forhold skulle medregne hans handicapkompenserende udgifter.

Ombudsmanden henstillede til nævnet at genoptage behandlingen af sagerne. (J.nr. 1999-2484-042).

Vallensbæk kommune gav klageren i denne sag en bevilling efter bistandslovens § 58 til dækning af medicinudgifter. Senere meddelte kommunen at den fremtidig ikke ville dække den del af udgifterne som blev refunderet fra sygesikringen "danmark". Kvinden klagede over afgørelsen til det sociale ankenævn og siden til Den Sociale Ankestyrelse. Det centrale spørgsmål angik fortolkningen af ordet "egenudgiften" i bekendtgørelse nr. 303 af 10. juni 1988, udstedt med hjemmel i bistandslovens § 58, stk 2, nr. 3. Myndighederne mente at udgifter til medicin, der refunderes af "danmark", ikke er at betragte som egenudgift i bekendtgørelsens forstand og derfor ikke kan dækkes i medfør af bistandslovens § 58.

Ombudsmanden mente ikke at der var fuldt tilstrækkeligt grundlag for at henstille til Ankestyrelsen at genoptage sagen med henblik på at træffe en ny afgørelse. Ombudsmanden henstillede derimod til Socialministeriet at ministeriet i forbindelse med en kommende ændring af lov om social service foreslog indsat en klar lovhjemmel til at fradrage tilskud fra Sygesikringen "danmark" i støtte efter (nu) § 97 i lov om social service.

Ombudsmanden kritiserede at Ankestyrelsen i sin afgørelse undlod at tage udtrykkeligt stilling til klagen over at Det Sociale Ankenævn i sin afgørelse ikke havde givet en fyldstgørende begrundelse. Ombudsmanden mente også at Ankestyrelsens egen begrundelse var mangelfuld. (J.nr. 1996-1626-054).

Det sociale nævn tilkendte en mand mellemste førtidspension, men både nævnet og Den Sociale Ankestyrelse afslog mandens ansøgning om højeste førtidspension.

Ombudsmanden kritiserede nævnets og Ankestyrelsens begrundelse der ikke opfyldte kravene i forvaltningslovens § 24. Bl.a. på baggrund af to højesteretsdomme om førtidspension udtalte ombudsmanden at han ikke mente at Ankestyrelsens begrundelse i tilstrækkelig grad argumenterede for årsagen til at Ankestyrelsen vurderede mandens erhvervsevne anderledes end speciallægen der løbende havde fulgt mandens helbredstilstand. Efter ombudsmandens opfattelse var der ved Ankestyrelsens afgørelse i sagen stadig betydelig usikkerhed om mandens resterhvervsevne.

Som følge af ombudsmandens manglende lægefaglige ekspertise havde ombudsmanden ikke grundlag for at udtale kritik af Ankestyrelsen på dette punkt. Ombudsmanden henstillede imidlertid til Ankestyrelsen at tage stilling til om oplysningsgrundlaget skulle suppleres således at der kunne træffes afgørelse på et nyt grundlag.

Ombudsmanden udtalte endvidere at nævnet burde have konkretiseret sin bedømmelse af mandens resterhvervsevne. (J.nr. 1999-2679-040).

Energistyrelsen gav en virksomhed afslag på tilskud til et investeringsprojekt. Ifølge en bekendtgørelse og Energistyrelsens praksis skulle to kriterier være opfyldt for at få tilskud: den økonomiske tilbagebetalingstid måtte ikke være under to år, og den miljømæssige tilbagebetalingstid burde ikke overstige 6 år. Energistyrelsen gav afslag da ingen af kriterierne var opfyldt, men henviste i sin begrundelse kun til kriteriet om miljømæssig tilbagebetalingstid.

Virksomheden blev efterfølgende opmærksom på at Energistyrelsen havde lagt et forkert tal til grund ved beregningen af den miljømæssige tilbagebetalingstid, og at man selv havde opgivet et forkert tal til beregningen af den økonomiske tilbagebetalingstid. Virksomheden forsøgte på det grundlag at få sagen genoptaget. Energistyrelsen erkendte fejlen, men afviste at genoptage sagen under henvisning til en bestemmelse i loven som gjorde udbetaling af tilskud betinget af at projektet ikke var sat i gang før der var givet et skriftligt tilsagn. Energistyrelsen havde først modtaget de nye oplysninger om den økonomiske tilbagebetalingstid, efter at virksomheden havde sat projektet i gang.

Ombudsmanden udtalte bl.a. at virksomheden selv måtte bære risikoen for at der var givet forkerte faktiske oplysninger. Energistyrelsen kunne derfor med rette i forbindelse med behandlingen af genoptagelsesanmodningen lægge de ændrede faktiske forhold - at projektet nu var sat i gang - til grund. Det ændrede ikke herved at Energistyrelsen havde givet en forkert og vildledende begrundelse for sin afgørelse, idet det ikke forekom nærliggende at antage at virksomheden ville have handlet anderledes og undladt at sætte projektet i gang, hvis afslaget i stedet havde været begrundet i at kriteriet vedrørende den økonomiske tilbagebetalingstid ikke var opfyldt. (J.nr. 1997-1741-323).

Efter en inspektion af en virksomhed traf Det faglige Udvalg for Maskiner og Værktøj afgørelse om at virksomheden kun kunne være praktiksted for én maskinarbejderlærling. Da virksomheden hidtil havde fungeret som praktiksted for to lærlinge, klagede ejeren over afgørelsen til Ankenævnet vedrørende Praktikvirksomheder.

Ankenævnet fastholdt udvalgets afgørelse, og virksomheden klagede til Ombudsmanden.

Ombudsmanden havde ikke grundlag for at kritisere afgørelsen; derimod mente han at afgørelserne fra udvalget og ankenævnet ikke levede op til begrundelseskravet i forvaltningslovens § 24. Der var ikke gjort nærmere rede for hvilke hensyn myndighederne havde lagt vægt på, og hvilke faktiske omstændigheder der var udslagsgivende for vurderingen.

Ombudsmanden udtalte sig også generelt om rækkevidden af det særlige begrundelseskrav der var fastsat i den bekendtgørelse der regulerede godkendelsessagerne. (J.nr. 1998-2483-713).

To journalister bad Statsministeriet om aktindsigt i dokumenter om statsministers mulighed for at komme i betragtning til et topjob i EU eller NATO. Ministeriet afslog i det hele taget at oplyse om der fandtes sådanne dokumenter i ministeriet. Ministeriet gav en meget kortfattet begrundelse for afslaget.

Journalisterne klagede til ombudsmanden, og efter et møde mellem Statsministeriet og ombudsmanden skrev ministeriet en udtalelse om de hensyn der lå bag beslutningen. Statsministeriet mente at en afsløring af om ministeriet var i besiddelse af materiale, kunne have både udenrigspolitiske og indenrigspolitiske skadevirkninger. Udenrigspolitiske fordi mulighederne for at besætte en international toppost med en dansk minister ville blive væsentligt forringet, hvis det på et for tidligt tidspunkt blev bekræftet at der var en dansk kandidat. Indenrigspolitiske fordi ”statsministerens mulighed for at virke som regeringens chef – og dermed regeringens muligheder for at fungere som en arbejdsdygtig regering – ville kunne lide væsentlig skade”.

Ombudsmanden kunne ikke kritisere at Statsministeriet havde anset det udenrigspolitiske hensyn for at være beskyttet af offentlighedslovens undtagelsesbestemmelser. Han mente derimod at det var mere tvivlsomt om det – meget generelt formulerede – indenrigspolitiske hensyn var beskyttet. Men da der også var hensyn der mindede om dem der gør at der normalt ikke er fuld aktindsigt i ansættelses- og personalesager, kunne ombudsmanden samlet set ikke kritisere resultatet af ministeriets afgørelse.

Ombudsmanden kritiserede dog den meget kortfattede begrundelse som Statsministeriet oprindeligt gav journalisterne.

(J.nr. 2008-1469-401).

A klagede over, at Miljøstyrelsen (M) havde stadfæstet et påbud fra Miljøkontrollen i K Kommune om opgravning af en olietank. Påbudet byggede på en konstateret olieforurening og K's antagelse om, at årsagen var, at A's olietank var utæt.

Myndighederne henviste som hjemmel for påbudet til olietankbekendtgørelsens § 16, stk. 3, hvis anvendelse forudsætter, at tanken er utæt. A påstod bl.a. med henvisning til en foretaget trykprøve, at tanken var tæt.

Under sagens videre forløb og dens indbringelse for ombudsmanden blev det afklaret, at der ikke var sikkert grundlag for at antage, at tanken var utæt. Da hjemlen i olietankbekendtgørelsens § 16, stk. 3, herefter ikke kunne anvendes, henviste M i stedet til § 16, stk. 4.

Ombudsmanden fandt ikke at kunne kritisere M's opfattelse, hvorefter påbudet havde hjemmel i bekendtgørelsens § 16, stk. 4. Ombudsmanden fandt det imidlertid meget beklageligt, at M først efter at have haft sagen forelagt for 4. gang - og først efter ombudsmandens udtrykkelige opfordring hertil - fik klargjort det hjemmelsmæssige grundlag for afgørelsen. Uklarheden havde bl.a. medført en langvarig brevveksling med A og hans advokat om irrelevante forhold og havde forringet A's mulighed for at forsvare sig over for den trufne afgørelse. (J. nr. 1990-626-11).

Socialministeriet traf afgørelse om at en udlænding - der havde del i forældremyndigheden over sin herboende danske søn - skulle hjemsendes efter bistandslovens § 4. Ministeriet mente ikke den pågældende havde en sådan tilknytning til Danmark at han kunne modtage hjælp til vedvarende forsørgelse. Afgørelsen blev sendt til kommunen med kopi til faderen.

Retshjælpen bad ministeriet om at genoptage sagen under henvisning til at ministeriet ikke i afgørelsen havde inddraget artikel 8 i den europæiske menneskerettighedskonvention. Ministeriet afslog mundtligt at genoptage sagen og henviste til at afgørelsen var i overensstemmelse med sædvanlig praksis. Ministeriet lovede at meddele afgørelsen skriftligt hvilket dog aldrig skete. Retshjælpen bad herefter om at klagen til ombudsmanden blev tillagt opsættende virkning. Ministeriet meddelte at det måtte være udlændingemyndighederne der skulle tage stilling til dette spørgsmål.

Ombudsmanden udtalte bl.a. at Socialministeriet i sin samlede vurdering af sagen havde undladt at inddrage væsentlige kriterier, omfanget af udlændingens samvær med sønnen samt artikel 8 i menneskerettighedskonventionen. Ombudsmanden mente det var stærkt kritisabelt at ministeriet havde inddraget og lagt vægt på et i denne sammenhæng ulovligt kriterium - hensynet til hvad der var bedst for barnet. Det var beklageligt at ministeriet til støtte for sin afgørelse havde henvist til at den pågældende kunne søge og få opholdstilladelse fra hjemlandet hvis han fandt beskæftigelse i Danmark. Argumentet byggede efter ombudsmandens opfattelse på en retsvildfarelse.

Ombudsmanden konstaterede endvidere: at ministeriets begrundelse for afgørelsen ikke opfyldte kravene i forvaltningslovens § 24, at afgørelsen ikke blev meddelt udlændingen direkte, at ministeriet ikke som lovet meddelte en skriftlig begrundelse for det mundtlige afslag på genoptagelse, og at ministeriets mundtlige begrundelse for afslaget på genoptagelse var direkte forkert. Endelig udtalte ombudsmanden at Socialministeriet efter hans opfattelse ikke generelt var afskåret fra at tillægge klagen til ombudsmanden opsættende virkning. Derfor var det beklageligt at ministeriet ikke over for retshjælpen havde taget stilling til anmodningen om opsættende virkning. Det var endvidere meget beklageligt at ministeriet ikke havde svaret straks efter modtagelsen af retshjælpens anmodning. Ombudsmanden bad ministeriet genoptage sagen og træffe en ny afgørelse vedrørende hjemsendelsesspørgsmålet. (J.nr. 1998-0579-649).

Politiet inddrog A's prøveskilte som følge af, at A havde benyttet skiltene i strid med registreringsbekendtgørelsens bestemmelser. A havde tidligere modtaget et bødeforelæg for overtrædelsen.

Ombudsmanden kritiserede, at politimesteren og Rigspolitichefen ikke, inden der blev truffet afgørelse om inddragelse af prøveskiltene, havde foretaget partshøring. Ombudsmanden udtalte endvidere, at det forhold, at afgørelsen var blevet meddelt A mundtligt, ikke kunne give ham anledning til kritik. Ombudsmanden bemærkede dog, at en skriftlig afgørelse, særligt i et tilfælde, hvor afgørelsen havde en bestemt tidsmæssig udstrækning, ville have medført en betydelig bevismæssig klarhed vedrørende indholdet af afgørelsen.

Ombudsmanden udtalte endelig, at det følger af god forvaltningsskik, at en mundtlig meddelt afgørelse skal noteres på sagen. (J. nr. 1991-1601-611).

A klagede over at Det sociale Ankenævn havde stadfæstet kommunens afslag på hendes ansøgning om boligstøtte. Ifølge boligstøttelovens § 15 skal kommunalbestyrelsen, såfremt den boligsøgendes leje overstiger halvdelen af husstandsindkomsten, efter en samlet vurdering bestemme om boligstøtte skal ydes. Kommunalbestyrelsen kan bestemme at boligstøtte ydes med et nedsat beløb.

Ombudsmanden kunne ikke kritisere at A ikke havde fået fuld boligstøtte. Ombudsmanden fandt derimod at bestemmelsen i boligstøttelovens § 15 indebærer, at kommunalbestyrelsen i de tilfælde, hvor fuld boligstøtte afslås, har pligt til at vurdere, om der i stedet kan ydes delvis støtte. Ombudsmanden anså det for beklageligt at det ikke fremgik af kommunens og ankenævnets afgørelser, om det havde været overvejet at yde støtte med nedsat beløb. Såfremt spørgsmålet havde været overvejet, var det beklageligt at afgørelserne ikke var begrundet på dette punkt. (J. nr. 1993-655-028).

A, der i 1990 var blevet tilkendt en arbejdsskadeerstatning, ansøgte i 1991 om kapitalisering af et beløb på 150.000 kr., jf. § 39 i den dagældende arbejdsskadeforsikringslov. Efter denne bestemmelse skulle ansøgningen imødekommes, medmindre det efter Arbejdsskadestyrelsens skøn var økonomisk uforsvarligt.

Arbejdsskadestyrelsen og Den Sociale Ankestyrelse imødekom ansøgningen for så vidt angik et beløb på 50.000 kr. Som begrundelse for ikke at imødekomme ansøgningen fuldt ud henviste myndighederne - med varierende formuleringer - til, at en yderligere kapitalisering ikke kunne antages at ville forbedre A's økonomi. Den gengivelse af lovens § 39, som var indeholdt i en række af myndighedernes skrivelser til A, svarede i det væsentlige til bestemmelsens indhold før en lovændring i 1987; ved denne lovændring blev den vurdering, myndighederne skal anlægge ved ansøgninger om kapitalisering, væsentligt ændret til ansøgernes fordel.

Ombudsmanden udtalte, at myndighederne i realiteten måtte antages at have truffet afgørelse i A's sag på grundlag af den retstilstand, der var foreskrevet i arbejdsskadeforsikringsloven indtil den 1. april 1987. Ombudsmanden anså dette forhold for meget beklageligt og henstillede til Den Sociale Ankestyrelse at tage sagen op til fornyet overvejelse. (J. nr. 1992-2930-023).

En borger henvendte sig til ombudsmanden med nogle spørgsmål om klager over karakterer ved studentereksamen. Borgeren pegede særligt på to forhold: Dels at klagernes oplysninger og argumenter til støtte for en højere karakter ikke måtte komme frem til de personer som skulle bedømme om karakteren skulle hæves når der var blevet klaget over den. Dels at der ikke blev givet en begrundelse – hverken samtidig med afgørelsen eller efterfølgende på begæring – når karakteren blev fastholdt, eller hvis der blev givet en karakter der var lavere end klageren ønskede.

Sagen gav ombudsmanden anledning til kritik af den ordning som Undervisningsministeriet har etableret i sager om klager over karakterer ved studentereksamen, herunder bestemmelser fastsat i eksamensbekendtgørelsen.

Ombudsmanden udtalte at der ikke er lovhjemmel til at Undervisningsministeriet kan fastsætte en ordning om klager over karakterer ved studentereksamen der fraviger det der almindeligvis gælder for administrativ rekurs. Det betyder bl.a. at de almindelige regler om at undersøgelsesprincippet gælder for klageinstansen, og at klageren har adgang til at fremføre nye påstande mv. over for klageinstansen, gælder for behandlingen af klager over karakterer ved studentereksamen.

Efter ombudsmandens opfattelse er en eventuel ombedømmelse, og en deraf følgende ændret karakter, (en del af) resultatet af afgørelsen i klagesagen og dermed også en del af den samlede afgørelse. Det betyder bl.a. at en eventuel ombedømmelse der ændrer karakteren, er (en del af) en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

Men når en myndighed beslutter hvordan det videre forløb af en sag skal være, træffer myndigheden efter ombudsmandens opfattelse som udgangspunkt ikke en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Der er derimod tale om en procesledende beslutning. Dette gælder dog ikke hvis beslutningen går ud på at afslutte sagen. En sådan beslutning er en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Ligeledes er en beslutning om ny prøve (omprøve) en afgørelse i forvaltningslovens forstand, hvorimod bedømmelsen af omprøven ikke er afgørelsen i klagesagen – eller i det hele taget en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

Ombudsmanden henstillede på den baggrund til Undervisningsministeriet at ændre den ordning og praksis som ministeriet har fastlagt vedrørende behandlingen af klager over karakterer ved studentereksamen, eller – alternativt – at sørge for fornøden lovhjemmel til ordningen.
(J.nr. 2007-3885-711)

Klik på linket til højre for at læse hele redegørelsen.

Efter udløbet af klagefristen klagede en forening på vegne af en kvinde til det sociale nævn over en kommunes afslag på eftergivelse af et såkaldt § 42-lån. Foreningen søgte om dispensation for overskridelse af klagefristen idet man gjorde gældende at kvinden havde været forhindret i at klage rettidigt på grund af akut og alvorlig sygdom og blandt andet havde været indlagt på hospital.

Det sociale nævn afviste at behandle foreningens klage fordi klagefristen ikke var overholdt, og fordi nævnet ikke mente der forelå nogen særlig grund til at dispensere fra fristoverskridelsen.

Ombudsmanden udtalte at nævnet ikke havde haft tilstrækkelige oplysninger i sagen på de tidspunkter hvor nævnet traf afgørelse i sagen.

Ombudsmanden mente det var kritisabelt at nævnet indhentede oplysninger om kvindens helbred hos hospitalet uden først at have søgt at få samtykke hertil. Det var meget kritisabelt at nævnet over for hospitalet oplyste at man havde orienteret kvinden om at oplysninger kunne blive indhentet, og at kvinden ikke havde haft indvendinger herimod.

Ombudsmanden kritiserede endvidere det sociale nævns begrundelser og at nævnet ikke sendte alle sagens akter sammen med nævnets udtalelse i sagen. Ombudsmanden mente endelig det var kritisabelt at det sociale nævn på foranledning af en udtrykkelig forespørgsel fra en af ombudsmandens medarbejdere oplyste at det sociale nævn ikke havde flere sagsakter. (J.nr. 2000-2470-085).

Miljøstyrelsen og Skov- og Naturstyrelsen afviste at behandle en klage under henvisning til at tilkendegivelsen i sagen som et amt havde afgivet i medfør af vandløbsloven, ikke kunne indbringes for styrelsen.

Amtet havde tilkendegivet at en genoptagelse af opstemningsretten til andet formål end det oprindelige krævede godkendelse. En bestemmelse herom var indsat i regulativet for det pågældende vandløb.

Ombudsmanden udtalte at amtets tilkendegivelse måtte anses for en bindende afgørelse. Der var ikke grundlag for at antage at der ved fastlæggelsen af klageadgangen efter vandløbsloven var sket en fravigelse af det almindelige forvaltningsretlige afgørelsesbegreb. Afgørelsen var herefter omfattet af klageadgangen. Da der var tale om en konstaterende forvaltningsakt, var spørgsmålet dog behæftet med en vis usikkerhed.

Ombudsmanden henstillede at Skov- og Naturstyrelsen overvejede genoptagelse og søgte spørgsmålet nærmere afklaret i forbindelse med en kommende ændring af vandløbsloven.

Miljøstyrelsens og Skov- og Naturstyrelsens afgørelser var desuden mangelfuldt begrundede. (J.nr. 1999-2374-143).

K kommune anbragte en 13-årig pige C på børnehjem efter samtykke fra moderen, der alene havde forældremyndigheden. Anbringelsen blev gennemført med fogedens bistand, idet barnet opholdt sig hos faderen A efter udløbet af almindeligt weekend-samvær. Efter samme aften midlertidigt at have afskåret A fra enhver kontakt med C indskrænkede kommunen knap 14 dage senere (i medfør af bistandslovens § 67, stk. 1) samværsretten i væsentligt omfang. Afgørelsen hvilede hovedsagelig på oplysninger og vurderinger fra overlæge G, særligt en erklæring fra G, som var indgået i fogedsagen.

Ombudsmanden fandt, at kommunen - uanset at faderen fra fogedforretningen havde kendskab til erklæringen - var forpligtet til at partshøre faderen om erklæringen, da faderen ikke var bekendt med, at erklæringen indgik i beslutningsgrundlaget for samværsafgørelsen. Kommunen undersøgte ikke A's indsigelser vedrørende oplysningsgrundlaget og G's habilitet. Ombudsmanden udtalte, at afgørelsen hvilede på et utilstrækkeligt oplysningsgrundlag. Da kommunen havde anvendt overlægens iagttagelser og vurderinger som udtryk for uvildig, sagkyndig vurdering, og da der var tvivl om holdbarheden af overlægens erklæring i relation til samværsret, var kommunens bevisbedømmelse behæftet med fejl i et sådant omfang, at afgørelsens gyldighed var tvivlsom, når fejlen angående bevisbedømmelsen blev sammenholdt med kommunens øvrige fejl.

Da kommunen under ombudsmandens behandling af sagen havde ophævet begrænsningerne i faderens samværsret, foretog ombudsmanden ikke videre vedrørende gyldighedsspørgsmålet. (J. nr. 1992-2285-072).

På vegne af et medlem som var ansat i en kommunes socialforvaltning klagede en fagforening over at kommunen havde reageret tjenstligt over for medarbejderen, efter at han i et interview i lokalavisen havde udtalt sig om kommunens arbejds- og arbejdsmiljømæssige forhold. Foreningen mente at medarbejderens grundlovssikrede ret til ytringsfrihed herved var blevet begrænset.

Ombudsmanden lagde til grund at kommunens brev til medarbejderen i sagen var en afgørelse i forvaltningslovens forstand, og kritiserede på den baggrund at skrivelsen ikke indeholdt en tilstrækkelig begrundelse.

Ombudsmanden mente ikke at medarbejderens udtalelser overskred de retlige grænser for offentligt ansattes ytringsfrihed. Ombudsmanden udtalte derfor kritik af at kommunen uberettiget havde irettesat medarbejderen.

Ombudsmanden henstillede til kommunen at den for fremtiden - hvis den enten i konkrete afgørelser eller i generelle personalepolitiske foranstaltninger ønskede at tilkendegive sin holdning til de ansattes ytringer - forsøgte at undgå, at tilkendegivelserne til de ansatte kunne opfattes som retlige grænser for deres ytringsfrihed. (J. nr. 1994-972-419).

En kvinde klagede til ombudsmanden over at hun og hendes familie havde fået begrænset deres adgang til at besøge hendes far på et kommunalt ejet plejehjem. Kommunen havde bestemt at familien af hensyn til plejehjemspersonalets arbejdsmiljø kun måtte besøge hendes far en time om dagen.

En skolekonsulent i en kommune blev afskediget i forbindelse med at skolekonsulentens arbejdsopgaver i kommunen overgik til et kommunalt samarbejde. Skolekonsulenten fik også afslag på ansøgninger om ansættelse i det kommunale samarbejde.

Ombudsmanden mente at overførslen af skolekonsulentens arbejdsopgaver var en overdragelse af en del af en virksomhed som var omfattet af virksomhedsoverdragelsesloven. Da kommunen og det kommunale samarbejde ikke havde anset overførslen af arbejdsopgaverne for omfattet af virksomhedsoverdragelsesloven, henstillede ombudsmanden til kommunen at genoptage sagen om afskedigelse af skolekonsulenten.

Sigtet med genoptagelsen skulle være at kommunen – i lyset af ombudsmandens udtalelse – tog stilling til om overførslen af arbejdsopgaverne efter kommunens opfattelse var omfattet af virksomhedsoverdragelsesloven, og at kommunen i givet fald tog stilling til konsekvenserne heraf.

Ombudsmanden henstillede også at det kommunale samarbejde, i lyset af det han havde anført, tog stilling til om overførslen af arbejdsopgaverne efter det kommunale samarbejdes opfattelse var omfattet af virksomhedsoverdragelsesloven, og at det kommunale samarbejde i givet fald tog stilling til hvilke konsekvenser det medførte.

(J.nr. 2005-0129-813).

En mand søgte kommunen om dækning af udgifter til tandbehandling og rejseudgifter til rekreation.

Til brug for behandlingen af sagen hos kommunen afleverede han bl.a. oplysninger om hans og hans ægtefælles fælles økonomiske situation. Ægtefællen led af muskelsvind, sad i kørestol og modtog førtidspension. Ægtefællen havde en invalidebil. Kommunen gav afslag og henviste til at manden selv var i stand til at betale udgifterne. Kommunen havde i sagsbehandlingen forholdt sig til hvilke udgifter der kunne tages med i udregningen af rådighedsbeløbet. Blandt disse var udgifter der relaterede sig til ægtefællens handicap, bl.a. medicin og benzin til invalidebilen. Ombudsmanden gik ud fra at kommunen havde vejledt ægtefællen om muligheden for at søge om dækning af merudgifter forbundet med handicappet. 

  Ombudsmanden redegjorde for hvordan retssikkerhedslovens § 5 skal forstås, f.eks. at en myndighed har pligt til at træffe afgørelse efter relevante bestemmelser over for borgeren.  Ombudsmanden mente at det var uheldigt at kommunen ikke havde truffet afgørelse om dækning af merudgifter i forhold til ægtefællen. Ombudsmanden henviste til de konkrete omstændigheder som viste at kommunen via de økonomiske oplysninger i mandens sag havde et sådant kendskab til ægtefællens forhold at der burde være truffet afgørelse i forhold til ægtefællen.

  Ombudsmanden mente at det var beklageligt at det sociale nævns afgørelse var formuleret sådan at den kunne give anledning til den misforståelse at nævnet slet ikke havde forholdt sig til oplysningerne om størrelsen af benzinudgifterne.

  Ved afgørelsen om dækning af udgifter til tandbehandling og rejseudgifter var det vanskeligt for ombudsmanden at få helt rede på hvad kommunen og nævnet havde anset for nødvendige udgifter som skulle betales enten som faste udgifter eller ud af rådighedsbeløbet. Oplysningerne forekom umiddelbart utilstrækkelige. Ombudsmanden mente at det var beklageligt at myndighederne ikke havde taget nærmere stilling til hvilke udgifter der var nødvendige – og deres omfang. (J.nr. 2005-0914-009)

A klagede over, at Told- og Skattestyrelsen havde afvist hendes klager over, at K Kommune ikke i forbindelse med inddrivelsen af en påstået skatterestance havde kunnet give hende en forståelig redegørelse for hendes skattemellemværende på trods af anmodning herom, og at K Kommune iværksatte løntilbageholdelse på et tidspunkt, hvor A havde indgivet helt nye selvangivelser for de pågældende indkomstår til skattevæsenet.

Ombudsmanden udtalte, at han ikke fandt grundlag for kritik af den vejledning, A havde fået vedrørende opgørelsen af skatterestancerne for de enkelte indkomstår. Derimod fandt ombudsmanden, at K Kommune havde tilsidesat sin pligt til som inddrivelsesmyndighed at imødekomme A's begæringer om at få tilstillet en opgørelse over de foretagne morarenteberegninger. Ombudsmanden fandt ligeledes, at K Kommune havde tilsidesat sin pligt til, når der skete inddrivelse gennem modregning, at oplyse A om, hvilke krav det var, der var blevet fyldestgjort på denne måde. Samtidig fandt ombudsmanden ikke, at A havde fået fornøden vejledning om mulighederne for at søge om henstand med skattebetalingen efter at have klaget over skatteansættelsen, ligesom ombudsmanden fandt, at en iværksat lønindeholdelse burde være sat i bero to måneder tidligere end sket.

Ombudsmanden henstillede til K Kommune og Told- og Skattestyrelsen, at A fik en samlet opgørelse over sit mellemværende med skattevæsenet og K Kommune for så vidt angik årene 1986-1989, samt at der ved morarenteberegningen for 1989 blev taget hensyn til, at der eventuelt kunne være bevilget A henstand med skattebetalingen efter A's indgivelse af korrigerede selvangivelser. (J. nr. 1991-663-222).

En mor rejste som medlem af forældrebestyrelsen i en daginstitution mistanke om skimmelsvamp i daginstitutionens soverum. Det var morens opfattelse at kommunen/daginstitutionen ikke i tilstrækkeligt omfang af egen drift undersøgte og fulgte op på mistanken, herunder foretog de fornødne undersøgelser.

Ombudsmanden fremsatte nogle generelle bemærkninger om myndighedernes sagsoplysningspligt i forhold til behandling af sager af denne mere generelle karakter.

Ombudsmanden havde i den konkrete sag ikke grundlag for at antage at kommunen ikke reagerede korrekt og tilstrækkeligt på morens henvendelser om skimmelsvamp.

Under behandlingen af sagen opstod betydelige samarbejdsvanskeligheder mellem moren på den ene side og daginstitutionens personale og de øvrige medlemmer af forældrebestyrelsen på den anden.

Moren søgte om at også hendes yngste datter blev optaget i daginstitutionen. Kommunen afslog dette med henvisning til det problematiske samarbejde og til at det ville være det bedste for moren hvis den yngste datter blev optaget i en anden daginstitution.

Ombudsmanden havde ikke grundlag for at kritisere kommunens afslag.

Ombudsmanden fremsatte nogle generelle opfattelser om inddragelse af hensyn, blandt andet at der gælder en grundsætning om at parten/borgeren er den nærmeste til at vurdere hvad der er bedst for ham eller hende. Denne vurdering bør kun tilsidesættes i særlige tilfælde.
Ombudsmanden mente at det var beklageligt at kommunen havde lagt vægt på hvad der ville være bedst for moren.

Ombudsmanden kritiserede endvidere begrundelsen for afgørelsen og manglende partshøring.
(J.nr. 2005-2276-060).
 

A klagede over, at Ankenævnet vedrørende Praktikvirksomheder (AvP) ikke ved sin behandling af hans klagesag havde fundet grundlag for at tilsidesætte Det faglige Udvalg for Detailhandelsuddannelsers skøn, hvorefter A's virksomhed kun kunne godkendes som uddannelsessted for en salgsassistent i kombination med en anden virksomhed. AvP havde ikke fundet grundlag for at ændre det faglige udvalgs afgørelse, men havde i sin afgørelse påpeget, at den omstændighed, at A's virksomhed ikke havde et fast butikslokale, ikke i sig selv kunne begrunde, at virksomheden ikke kunne godkendes som uddannelsessted.

Ombudsmanden fandt, at det faglige udvalg ved sin afgørelse i sagen havde lagt afgørende vægt på dette kriterium, hvorfor afgørelsen, således som den var stadfæstet af AvP, ikke gav A mulighed for at se hvilke foranstaltninger, der skulle foretages i virksomheden, for at den kunne godkendes som praktiksted. A havde derfor ikke fået en vejledning og en begrundelse for den trufne afgørelse, som opfyldte kravene i § 5, stk. 5, i bekendtgørelsen om de faglige udvalgs behandling af sager om godkendelse af virksomheder som praktiksteder. Ombudsmanden henstillede på denne baggrund til AvP at tilbagesende sagen til det faglige udvalg til

fornyet overvejelse med henblik på at træffe en ny afgørelse, som på baggrund af de af AvP udstukne retningslinier, indeholdt en fyldestgørende begrundelse. (J. nr. 1992-1503-713).

En kvindelig sygehjælper var udsat for en arbejdsulykke på et plejehjem. Den Sociale Ankestyrelse nedsatte det erhvervsevnetab Arbejdsskadestyrelsen havde fastsat. Ved vurderingen heraf lagde myndighederne vægt på konkurrerende og forudbestående lidelser. Sygehjælperen og hendes fagforbund var ikke enige i vurderingen.

Ombudsmanden forklarede at han ikke havde forudsætninger for at kritisere de lægefaglige vurderinger medmindre der forelå juridiske mangler. Imidlertid mente ombudsmanden at afgørelsernes begrundelser var så mangelfulde at han ikke var i stand til at foretage en endelig vurdering. Begrundelserne havde ikke tilstrækkelig præcise angivelser af de relevante retsregler, de bestemmende hovedhensyn og det relevante faktum. Endvidere var dele af faktum angivet ukorrekt af Ankestyrelsen.

Ombudsmanden henstillede til Ankestyrelsen at genoptage sagen.

Efter to gange at have genoptaget sagen traf Ankestyrelsen en ny afgørelse som væsentligt forhøjede erhvervsevnetabet. Den nye afgørelse indeholdt dels en vurdering af det samlede erhvervsevnetab og dels en vurdering af erhvervsevnetabet som følge af arbejdsskaden. (J.nr. 1996-0704-024).

En pensionist klagede over at det sociale ankenævn havde standset udbetalingen af et særligt pensionstillæg for enlige. Nævnet mente ikke at pensionisten kunne betegnes som reelt enlig og lagde til grund at der var fælles husførelse mellem pensionisten og en kvinde.

Ombudsmanden udtalte at kommunen og ankenævnet i den foreliggende sag var forpligtet til at skaffe nærmere oplysninger om hvorvidt pensionisten var reelt enlig. Specielt i forbindelse med vurdering af en eventuel fælles husførelse var det foreliggende oplysningsgrundlag utilstrækkeligt.

Ombudsmanden betegnede den mangelfulde sagsoplysning som beklagelig og henstillede til det sociale ankenævn at genoptage sagen.

Om det forhold at kommunens afgørelse ikke kunne skaffes til veje ud over 1 år fra afgørelsestidspunktet, udtalte ombudsmanden at opbevaring af kopier af afgørelser er ønskelig af hensyn til vurderingen af begrundelse og klagevejledning, og af hensyn til aktindsigt. (J.nr. 1997-2792-040).

Udenrigsministeriet imødekom delvis en journalists anmodning om indsigt i ministeriets akter vedrørende et bestemt emne.

Anmodningen om aktindsigt omfattede ikke akterne i en konkret sag, men derimod enkelte akter i en række sager hos Udenrigsministeriet. 

  Journalisten bad ministeriet om at få en liste over de akter der var omfattet af hans begæring om aktindsigt, men som han ikke havde fået udleveret. Udenrigsministeriet afslog dette ønske under henvisning til at ministeriet ikke havde udarbejdet en sådan liste, og at ministeriet ikke umiddelbart havde mulighed for at generere en sådan liste ved hjælp af en journalliste eller -lister.

  Ombudsmanden udtalte at ministeriets fremgangsmåde bevirkede at der ikke var et tilstrækkeligt prøvelsesgrundlag i sagen. Ombudsmanden henviste til at en efterprøvelse af om ministeriet havde hjemmel til afslaget på aktindsigt, forudsatte at det kunne konstateres hvilke nærmere retlige og faktiske overvejelser der lå bag ministeriets afslag på indsigt i hvert enkelt dokument. Ombudsmanden henviste endvidere til hensynet til at overholde notatpligten og begrundelsespligten.  Ombudsmanden henstillede på den baggrund til ministeriet at foretage en fornyet behandling af sagen.

  (J.nr. 2005-4106-401).

En adjunkt klagede til ombudsmanden over at et universitet havde undladt at besætte en lektorstilling han havde søgt.

Det fremgik af sagen at adjunkten efter at have søgt lektorstillingen havde kontaktet et professorbedømmelsesudvalg og gjort gældende at en af professoratets ansøgere – der tillige var institutleder på det institut hvor adjunkten havde søgt stillingen som lektor – muligvis havde handlet videnskabeligt uredeligt.

Under et møde mellem universitetet og adjunkten oplyste universitetet at det var en forudsætning for ansættelse at adjunkten gav institutlederen sin uforbeholdne undskyldning og over for professorbedømmelsesudvalget beklagede sin henvendelse. Da adjunkten ikke opfyldte de opstillede vilkår, afslog universitetet at ansætte ham. Da ingen andre ansøgere var kvalificerede, undlod universitetet at besætte stillingen.

Adjunktens henvendelse til professorbedømmelsesudvalget var efter ombudsmandens opfattelse en lovlig ytring. Spørgsmålet var herefter om stillingsafslaget var berettiget på grund af mulige samarbejdsvanskeligheder under en eventuel ansættelse.

Ombudsmanden mente at universitetets vilkår forudsatte at der var et sagligt grundlag for at stille de omtalte vilkår og tilstrækkelige oplysninger til vurdering heraf. Det ville i dette tilfælde sige en sandsynliggørelse af at der ved ansættelse af adjunkten ville være en væsentlig risiko for samarbejdsvanskeligheder, og at denne risiko kunne mindskes betydeligt hvis han efterkom de opstillede vilkår.

Ombudsmanden skrev i en foreløbig redegørelse at det muligvis havde været berettiget at opstille de omtalte vilkår hvis universitetet først havde indhentet en udtalelse fra institutlederen som med god saglig grund havde krævet dette som forudsætning for et fremtidigt samarbejde med adjunkten.

Universitetet oplyste herefter over for ombudsmanden at universitetet havde ført grundige samtaler med institutlederen med henblik på at belyse mulige samarbejdsvanskeligheder, og at de omtalte vilkår var blevet opstillet på dette grundlag. Universitetet havde ikke udarbejdet notat(er) om disse samtaler.

I sin endelige redegørelse kritiserede ombudsmanden den manglende overholdelse af notatpligten efter offentlighedslovens § 6. Ombudsmanden havde imidlertid på det foreliggende grundlag ikke tilstrækkelige forudsætninger for at vurdere om universitetet – efter en samlet vurdering af hele sagsforløbet – havde et tilstrækkeligt sagligt grundlag for ikke at ansætte adjunkten. (J.nr. 2001-1246-810).

En gruppe faglige organisationer klagede på vegne af tre medlemmer over manglende partshøring efter forvaltningslovens § 19 i forbindelse med medlemmernes afskedigelse fra Post- og Telegrafvæsenet.

Post- og Telegrafvæsenet mente ikke at partshøring var nødvendig når afskedigelserne udelukkende var begrundet i virksomhedens forhold. Post- og Telegrafvæsenet henviste endvidere til at de afskedigede i forvejen var blevet bekendt med afskedigelsesgrundlaget gennem de møder, Post- og Telegrafvæsenet havde holdt i overensstemmelse med overenskomstproceduren med blandt andre tillidsrepræsentanterne for de faglige organisationer.

Ombudsmanden udtalte at partshøring efter forvaltningslovens § 19 er en individuel ret som ikke kan erstattes af overholdelse af overenskomstproceduren. Ombudsmanden fandt det kritisabelt at der ikke blev foretaget partshøring forud for afskedigelserne.

Ombudsmanden fandt det beklageligt at der ikke i opsigelsesbrevene var givet individuelle begrundelser. Da fejlene var generelt og konkret væsentlige for afskedigelsesafgørelserne, måtte disse anses for ugyldige.

Ombudsmanden henstillede til Post- og Telegrafvæsenet at genoptage sagerne. (J. nr. 1993-2196-809)

Århus Universitet nedsatte et bedømmelsesudvalg til vurdering af ansøgere til besættelse af docentstillinger, uden at der reelt blev givet ansøgerne mulighed for forinden at fremkomme med indsigelser mod bedømmelsesudvalgets sammensætning. Bedømmelsesudvalget afgav en indstilling til fakultetsrådet, uden at der forinden var blevet givet ansøgerne en frist til at fremsætte bemærkninger til indstillingen. Udvalget gjorde i indstillingen rede for, hvilke kriterier der var blevet tillagt vægt ved udvælgelsen af de indstillede ansøgere. Indstillingen indeholdt imidlertid ikke en særskilt bedømmelse af de enkelte ansøgere.

Ombudsmanden udtalte, at det havde været bedst stemmende med god forvaltningsskik, om der var givet ansøgerne en passende frist til at fremkomme med indsigelser mod bedømmelsesudvalgets sammensætning og udvalgets indstilling til docentstillingerne. Ombudsmanden udtalte endvidere, at indstillingen burde have indeholdt en nærmere begrundelse for, at andre ansøgere blev foretrukket frem for én ansøger (A), der i øvrigt var fundet kvalificeret. Ombudsmanden henstillede til Undervisningsministeriet at foranledige, at sagen om eventuel tildeling af docenttillæg til A blev genoptaget. (J. nr. 1991-957-70).

A klagede over, at en meddelelse om den 19. almindelige ejendomsvurdering ikke var begrundet.

Ombudsmanden udtalte, at ejendomsvurderinger må betragtes som afgørelser i forvaltningslovens forstand, og at lovens regler om begrundelse m.v. derfor finder anvendelse. Meddelelsen om ejendomsvurderingen i forbindelse med den samtidigt udsendte orienteringsmeddelelse opfyldte efter ombudsmandens opfattelse ikke kravene i forvaltningslovens § 24, stk. 1 og 2, til indholdet af en begrundelse. Ombudsmanden henstillede, at oplysning om retsgrundlaget for vurderingen i fremtiden kom til at fremgå af vurderingsmeddelelserne. Da Told- og Skattestyrelsen allerede under sagen havde oplyst, at styrelsen overvejede i vurderingsmeddelelserne for 1995 at angive de oplysninger fra bygnings- og boligregistret m.v. og den statistiske beregningsmodel, der anvendes, fandt ombudsmanden ikke på det foreliggende grundlag anledning til at foretage videre, men udbad sig underretning om resultatet af styrelsens overvejelser.

Ombudsmanden udtalte endvidere, at der ikke i forvaltningsloven eller i øvrigt er hjemmel til en generel praksis, hvorefter personer, der mundtligt, herunder telefonisk, retter henvendelse til f.eks. en kommune med anmodning om en begrundelse m.v., henvises til at fremsætte anmodningen skriftligt. (J. nr. 1992-2555-202).

En mand klagede over at det sociale ankenævn stadfæstede en kommunes afslag på medicintilskud. Manden led i perioder af svær migræne som følge af en kronisk sygdom. Afslaget var begrundet med at mandens medicinforbrug på grund af lidelsens karakter ikke kunne antages at være vedvarende. Denne betingelse fremgik ikke direkte af nogen bindende retsforskrifter på området.

Ombudsmanden havde ikke tilstrækkeligt grundlag for at lægge en anden fortolkning til grund ved behandlingen af sagen end den som fremgik af vejledningen og af Den Sociale Ankestyrelses mangeårige praksis.

Ombudsmanden udtalte dog at kommunen og ankenævnet ved at undlade at indhente oplysninger om hyppigheden af migræneanfaldene ikke havde oplyst sagen tilstrækkeligt.

Ombudsmanden mente det var meget beklageligt at kommunen ikke havde partshørt manden om en statusbedømmelse fra egen læge.

Ombudsmanden kritiserede at kommunen og ankenævnet ikke i forbindelse med afgørelserne havde opfyldt de almindelige krav til begrundelse. (J.nr. 1998-1301-050).

Forældrene til en elev på et privat gymnasium klagede til ombudsmanden over at rektor for gymnasieskolen midlertidigt havde udelukket og efterfølgende bortvist deres søn fra skolen, og over at Undervisningsministeriet ikke havde ændret rektors afgørelser. Forældrene klagede endvidere over den tid som ministeriet havde taget om at behandle klagen. Under sagens behandling hos ombudsmanden udtalte Undervisningsministeriet at reglerne i gymnasiebekendtgørelsen om partshøring, begrundelse og klagevejledning finder anvendelse ved afgørelser om bortvisning, og at gymnasieskolen ikke havde opfyldt reglerne i forbindelse med bortvisningen af sønnen.

Ministeriet udtalte også senere at der hverken var hjemmel til at udelukke sønnen midlertidigt efter gymnasiebekendtgørelsens bestemmelser eller på andet grundlag eller til senere at bortvise ham efter bekendtgørelsens bestemmelser.

Ombudsmanden meddelte forældrene at gymnasieskolen som et privat gymnasium ikke var en del af den offentlig forvaltning, og at ombudsmanden derfor var afskåret fra at foretage sig noget direkte over for skolen. Ombudsmanden meddelte endvidere forældrene at han havde besluttet at afslutte sin behandling af sagen uden at afgive en egentlig ombudsmandsudtalelse. Ombudsmanden henviste til at Undervisningsministeriet under sagens behandling havde givet forældrene medhold i væsentlige dele af klagen, og at der ikke var udsigt til at han kunne kritisere sagsbehandlingstiden i Undervisningsministeriet.

Undervisningsministeriet havde tidligere under sagens behandling udtalt at man navnlig under hensyn til den lange tid der var gået siden skolens afgørelse blev truffet, ikke mente at afgørelsen om bortvisning burde ændres med den virkning at sønnen kunne fortsætte på skolen. Ombudsmanden sendte Undervisningsministeriet en kopi af sit afsluttende brev til forældrene som en anmodning fra forældrene om at ministeriet tog stilling til hvorvidt man på baggrund af ministeriets seneste vurdering af manglerne ved afgørelsen om bortvisningen, ville foretage sig mere over for gymnasieskolen. Ombudsmanden bad Undervisningsministeriet om underretning om ministeriets svar til forældrene. (J.nr. 2001-0762-711).

Viborg Byråd klagede over at Miljø- og Energiministeriet havde indkaldt to lokalplanforslag om butikscentre efter call in-beføjelsen i planlovens § 3, stk. 4. Indkaldelserne bevirkede at planforslagene ikke kunne vedtages endeligt af byrådet før ministeriet, efter forhandling med byrådet, havde besluttet at vedtagelsen kunne finde sted.

Ombudsmanden mente ikke der var tilstrækkeligt grundlag for at kritisere at Miljø- og Energiministeriet havde anvendt call in-beføjelsen i de to sager. Derimod var det efter ombudsmandens opfattelse kritisabelt at ministeriet i begrundelsen for indkaldelserne henviste til et eventuelt kommende lovforslag. Desuden ville det efter ombudsmandens opfattelse have været bedst stemmende med god forvaltningsskik om ministeriet over for byrådet nærmere havde begrundet hvorfor det mente at betingelserne for at anvende planlovens § 3, stk. 4, i de konkrete tilfælde var opfyldt. (J.nr. 1997-0220-129).

I en konkret sag opstod der spørgsmål om, hvorvidt en mor A til et barn B, der gennem nogle år havde været anbragt uden for hjemmet, var part i K Kommunes sag vedrørende godkendelse af nye plejeforældre for B. K's sag var rejst med henblik på udstedelse af plejetilladelse til B's farmor C.

Plejetilladelser efter bistandslovens § 66 udstedes formelt ikke med henblik på anbringelse af et bestemt barn hos plejefamilien; de er af generel karakter og giver alene tilladelse til at modtage et bestemt antal børn eller unge i familiepleje. Ofte vil det derfor ikke være muligt at identificere personer (udover den, der søger plejetilladelsen), der kan have partsstatus i tilladelsessagen.

I den foreliggende sag måtte det imidlertid på forhånd anses for sandsynligt, at en udstedelse af plejetilladelse til C ville medføre, at B blev anbragt dér. Hertil kom, at A under hele sagen havde ydet en væsentlig og aktiv indsats for at supplere det faktiske grundlag, som K skulle træffe afgørelse på. Under disse omstændigheder - og da forældremyndighedens indehaver i almindelighed må siges at have en meget væsentlig interesse i, hos hvilken familie et barn opholder sig - antog ombudsmanden, at A burde have været anset for part i sagen. Også en mere formålsbestemt forståelse af forvaltningslovens partsbegreb talte for dette resultat. Det kunne i den forbindelse ikke tillægges afgørende betydning, at A's interesse i sagens udfald næppe kunne karakteriseres som retlig i streng forstand.

Ombudsmanden kritiserede K's begrundelse i forbindelse med aktindsigtsafgørelsen, og at K ikke havde vurderet A's anmodning om aktindsigt efter offentlighedslovens almindelige bestemmelser. (J. nr. 1992-1664-001).

En mand der havde været involveret i et trafikuheld, ansøgte Roskilde Kommune om kontanthjælp. Han oplyste at han ¾ år tidligere havde fået udbetalt en men- og erhvervsevnetabserstatning. Pengene var brugt til betaling af gammel gæld mv. Han kunne ikke fremskaffe dokumentation for erstatningens størrelse eller kvittering eller lignende, og han ønskede ikke at kommunen indhentede oplysningerne fra anden side.

Kommunen gav på grund af den manglende dokumentation afslag på ansøgningen om kontanthjælp. Det Sociale Ankenævn for Roskilde Amt tiltrådte kommunens afgørelse, og Den Sociale Ankestyrelse afviste at optage sagen til behandling.

Ombudsmanden kunne ikke kritisere at myndighederne ved eventuel beregning af kontanthjælp ville tage hensyn til den udbetalte erhvervsevnetabserstatning. Den dagældende bistandslovs § 17 hvorefter myndighederne af egen drift havde mulighed for at indhente oplysninger, gjaldt også i ansøgningssager. I den foreliggende sag var der dog ikke grundlag for at kritisere at myndighederne ikke af egen drift havde indhentet yderligere oplysninger.

Ombudsmanden kritiserede ikke myndighedernes afgørelser. Dog havde det været ønskeligt om begrundelsen for nævnets afgørelse havde fået en klarere formulering. (J.nr. 1999-2245-050).

Århus Statsamt afviste en klage fra en nabo til et byggeri med henvisning til at den pågældende ikke var klageberettiget: udsigten fra naboens ejendom ville ikke blive generet af det pågældende byggeri, og naboen havde derfor ikke en individuel, væsentlig interesse i spørgsmålet om hvorvidt byggelovens regler om bebyggelsesprocent, højde og afstand var overholdt.

Ombudsmanden udtalte at naboens interesse i at undgå skade på sin ejendom som følge af byggeriet var omfattet af byggelovens § 12 om iværksættelse af foranstaltninger til sikring af omliggende grunde mv. Afgørelser efter § 12 kan ikke påklages til statsamtet. Ombudsmanden kunne derfor ikke kritisere statsamtets afgørelse, men mente det var beklageligt at statsamtet havde lagt vægt på skelafstanden da dette forhold var uden betydning for spørgsmålet om klageberettigelse.

Det havde været hensynsfuldt om statsamtet i sin begrundelse udtrykkeligt havde forklaret hvorfor risikoen for skader på klagerens ejendom ikke kunne tillægges betydning. (J.nr. 2000-0144-160).

En kvinde klagede over at kommunen og det sociale nævn havde nedsat hendes kontanthjælp fordi hun havde modtaget kontanthjælp i 6 sammenhængende måneder.

Ombudsmanden mente ikke at der var grundlag for at kritisere at kvindens kontanthjælp var blevet nedsat.

Ombudsmanden kritiserede imidlertid at kommunens meddelelse om nedsættelse af kvindens kontanthjælp ikke var ledsaget af en begrundelse og en klagevejledning.

Ombudsmanden mente endvidere det var meget kritisabelt at det sociale nævn oprindelig havde afvist at realitetsbehandle kvindens klage over kommunens afgørelse under henvisning til at klagefristen var overskredet.

(J.nr. 2004-0677-050)

En ansat i DSB klagede over at han var overført til en jobbørs uden at være partshørt. Beslutningen indebar at han blev fritaget for tjeneste, men i et vist omfang skulle stå til rådighed. Overførslen blev begrundet med indskrænkninger.

Ombudsmanden mente ikke beslutningen om overførsel til jobbørsen var en afgørelse i forvaltningslovens forstand, men mente dog spørgsmålet var tvivlsomt. Det havde efter ombudsmandens mening været mere hensynsfuldt og bedst stemmende med god forvaltningsskik om den ansatte inden beslutningen havde fået lejlighed til at udtale sig, og havde fået en begrundelse for hvorfor netop han skulle overføres.

Ombudsmanden anså det i sig selv for beklageligt at DSB's egne retningslinier i sådanne sager ikke var blevet fulgt. Efter disse retningslinier skulle forvaltningslovens regler om partshøring følges før der blev truffet afgørelse om overførsel til jobbørs. (J.nr. 1997-2679-819).

En kommune traf afgørelse om at en privat fællesvej skulle sættes i stand. Afgørelsen blev bl.a. truffet på baggrund af redegørelser indhentet fra et rådgivende ingeniørfirma. Kommunen havde inden afgørelsen informeret de berørte lodsejere og sat en frist til at komme med indsigelser, men ikke medsendt grundlaget for den påtænkte beslutning herunder redegørelserne fra ingeniørfirmaet. En lodsejer klagede over afgørelsen til Trafikministeriet. Ministeriet stadfæstede afgørelsen og mente ikke der var grundlag for at kritisere kommunens sagsbehandling.

Efter ombudsmandens opfattelse var de berørte lodsejere parter i forhold til kommunens afgørelse om istandsættelse af vejen. Ombudsmanden mente derfor at kommunen burde have partshørt lodsejerne over oplysningerne i redegørelserne fra ingeniørfirmaet. Ombudsmanden mente desuden at kommunens begrundelse for afgørelsen ikke opfyldte kravene i forvaltningslovens § 24. Trafikministeriet burde have påtalt de sagsbehandlingsfejl som kommunen havde begået, og burde have taget stilling til hvilken indvirkning fejlene skulle have på den trufne afgørelse. Endvidere var sagen ikke tilstrækkeligt oplyst i forbindelse med behandlingen i Trafikministeriet, og Trafikministeriet havde også begået en partshøringsfejl.

Ombudsmanden henstillede på den baggrund til Trafikministeriet at genoptage sagen eller at foranledige at Vejdirektoratet, som på tidspunktet for ombudsmandens udtalelse havde fået overladt kompetencen til at behandle klagesager i henhold til lov om private fællesveje, genoptog sagen. (J.nr. 1997-2518-516).

En statsadvokat udsatte behandlingen af en politiklagenævnssag indtil en straffesag mod klagerne var afgjort. Ombudsmanden mente ikke der var grundlag for at kritisere beslutningen om at udsætte behandlingen af politiklagenævnssagen.

Ombudsmanden mente heller ikke der var tilstrækkeligt grundlag for at antage at forvaltningslovens bestemmelser om begrundelse fandt anvendelse på beslutningen om udsættelse, men udtalte dog at det efter hans opfattelse havde været bedst stemmende med god forvaltningsskik om statsadvokaten over for sagens parter havde givet en begrundelse for sin beslutning efter principperne i forvaltningslovens § 22 og § 24.

Ombudsmanden udtalte endelig at hensynet til parterne i en sag som den foreliggende tilsiger at statsadvokaten er særligt opmærksom på at den sag hvis udfald afventes, ikke trækker unødigt ud til skade for den udsatte sag. Hvis straffesagen trækker væsentligt ud, må statsadvokaten løbende overveje sin beslutning om at udsætte klagesagen. (J.nr. 2001-0925-611).

En grundejer klagede over en kommunes påbud om at hans ejendom skulle tilsluttes det offentlige kloaknet. Sagen havde været indbragt for tilsynsrådet som ikke havde fundet grundlag for at fastslå at kommunen med sit påbud havde handlet ulovligt.

Kommunen havde ikke undersøgt kloakledningens udstrækning og tilslutningsforhold inden den traf afgørelse. I forbindelse med tilsynsrådets behandling af sagen erkendte kommunen at kloakledningen ikke som hidtil antaget var uden forbindelse med den offentlige kloakering, men kommunen genoptog ikke behandlingen af sagen.

Under ombudsmandens behandling af sagen beklagede tilsynsrådet at en udtalelse var formuleret så det måtte forstås sådan at tilsynsrådet ikke havde kompetence til at tage stilling til kommunens oplysningsgrundlag. Ombudsmanden lagde herefter til grund at tilsynsrådet var enig med ham i at tilsynet med kommunerne omfatter en efterprøvelse af om en kommune har foretaget en tilstrækkelig og forsvarlig sagsoplysning.

Ombudsmanden udtalte at tilsynsrådet burde have taget stilling til dels om kommunen havde sørget for at sagen var fyldestgørende oplyst, dels om kommunen burde have genoptaget sagen. Ombudsmanden mente også at tilsynsrådet burde have taget stilling til om kommunen havde opfyldt reglerne om begrundelses- og notatpligt.

Ombudsmanden henstillede at tilsynsrådet genoptog sagen. Tilsynsrådet meddelte efterfølgende at grundejeren havde tilbagekaldt klagen til tilsynsrådet med henvisning til at han nu havde indgået forlig med kommunen. Ombudsmanden foretog sig på den baggrund ikke mere i sagen. (J.nr. 1997-3570-112).

Miljø- og levnedsmiddelkontrollen gav efter et tilsynsbesøg ejeren af en produktionsbedrift påbud om at foretage forskellige foranstaltninger. Miljø- og levnedsmiddelkontrollen aflagde efterfølgende to opfølgningsbesøg der begge førte til at påbudet blev indskærpet.

Ejeren klagede til Veterinær- og Fødevaredirektoratet over miljø- og levnedsmiddelkontrollen. Direktoratet stadfæstede kontrollens påbud.

Ejeren klagede herefter til ombudsmanden og skrev bl.a. at han ikke havde været til stede under det tredje besøg og således ikke havde haft mulighed for at "forsvare" sig.

Veterinær- og Fødevaredirektoratet svarede bl.a. at partshøring kan ske ved at der under tilsynets udførelse foregår en dialog mellem ejeren af virksomheden og tilsynsmyndigheden, forudsat at tilsynsmyndigheden klart og præcist taler om hvad myndigheden ser på stedet og hvilke bemærkninger myndigheden har hertil. Direktoratet udtalte desuden at virksomhedens ejer i sådanne tilfælde bør vejledes om, at han har mulighed for at komme med sine bemærkninger til de af tilsynsmyndigheden konstaterede forhold under tilsynsbesøget.Ombudsmanden mente generelt at fremgangsmåden kunne anvendes, forudsat at der som i dette tilfælde var tale om enkle og forholdsvis overskuelige oplysninger om de fysiske forhold, og at parten blev bedt om at fremkomme med sine eventuelle bemærkninger hertil. Fremgangsmåden indebar endvidere at den tilsynsførende måtte notere partens indsigelser og egne iagttagelser om de fysiske forhold i det omfang forholdene har betydning for sagens afgørelse.

Ombudsmanden mente sammenfattende at miljø- og levnedsmiddelkontrollens sagsbehandling havde været meget beklagelig.(J.nr. 1999-0962-342).

En reparatør var under bygningen af Storebæltsbroen udsat for en arbejdsulykke. Han havde knap tre måneder forinden været udsat for et andet uheld der ikke blev anerkendt som en arbejdsskade. Der var modstridende lægeerklæringer i arbejdsskadesagen om hvorvidt der var varige følger af dette uheld.

Med en henvisning til følgerne af det første uheld foretog Arbejdsskadestyrelsen og Den Sociale Ankestyrelse en reduktion i erhvervsevnetabserstatningen.

Ombudsmanden udtalte som sin opfattelse at både det lægelige grundlag og oplysningsgrundlaget i øvrigt var for spinkelt til at myndighederne kunne foretage en reduktion i erstatningen, og henviste i den forbindelse bl.a. til formodningsreglen i arbejdsskadeforsikringslovens § 13. Ombudsmanden kritiserede endvidere de begrundelser som Arbejdsskadestyrelsen og Den Sociale Ankestyrelse havde givet. (J.nr. 1998-0038-024).

A's ægtefælle B fik udbetalt ca. 10.000 kr. fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD). K Kommune, der siden 1986 med afbrydelser havde udbetalt kontanthjælp til A og B, meddelte, at beløbet måtte anses for indtægt, jf. bistandslovens § 38. Da A og B efter K's opfattelse havde anvendt det omhandlede beløb uforsvarligt, blev kontanthjælpen for den periode, hvor A og B ellers skulle have levet heraf, udbetalt med tilbagebetalingspligt, jf. bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1. K's afgørelse blev alene meddelt mundtligt. A påklagede afgørelsen til det sociale ankenævn (SAN), der mente, at beløbet skulle anses for formue, jf. bistandslovens § 39. SAN stadfæstede i øvrigt K's afgørelse.

Ombudsmanden udtalte, at den omstændighed, at der ikke mellem K og SAN var enighed om, hvorvidt beløbet skulle henføres under bistandslovens §§ 38 eller 39, ikke i sig selv medførte, at SAN var uberettiget til at stadfæste K's afgørelse (jf. FOB 1981, s. 255). Der var ikke grundlag for at kritisere SAN's retsopfattelse, hvorefter beløbet skulle henføres under bistandslovens § 39.

SAN's begrundelse for, at der ikke i medfør af bistandslovens § 39, stk. 1, 2. pkt., kunne bortses fra en del af beløbet, der var anvendt til familiens flytning, var utilstrækkelig, jf. forvaltningslovens § 24. Det samme gjaldt SAN's begrundelse for, at familiens forbrug af beløbet skulle anses for uforsvarligt i relation til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1. I øvrigt udtalte ombudsmanden, at det fulgte af god forvaltningsskik, at K's afgørelse burde have været meddelt skriftligt.

Ombudsmanden fandt ikke, at SAN kunne afvise at genoptage sagen under henvisning til, at sagen oprindelig var afgjort af det nu nedlagte amtsankenævn. (J. nr. 1991-1463-051).

En konstabel klagede over at han var blevet sendt hjem (repatrieret) fra tjeneste i udlandet.
Ombudsmanden udtalte at han var enig med Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriet i at det var kritisabelt at procedureforskrifterne for repatriering ikke var fulgt i sagen. Beslutningen om repatriering var truffet af en person som ikke havde kompetence til det, og afgørelsen burde have været drøftet med vagthavende stabslæge i Danmark inden den blev ført ud i livet. Der var imidlertid ikke grundlag for at mene at disse fejl havde haft betydning for sagens udfald.
Beslutningen om repatriering var begrundet i individuelle og til dels bebrejdelsesværdige forhold hos konstablen, og repatrieringen havde negativ indflydelse på hans fremtidige muligheder for ansættelse i forsvaret. Under disse omstændigheder måtte beslutningen anses for en afgørelse i forvaltningslovens forstand, og der burde have været foretaget partshøring efter forvaltningslovens § 19, og selv om repatrieringen ikke var en disciplinær foranstaltning, burde reglen om den udvidede ulovbestemte partshøringspligt i hvert fald efter god forvaltningsskik have fundet anvendelse i sagen.
Det havde endvidere været rigtigst om afgørelsen var blevet meddelt skriftligt eller meget hurtigt var blevet bekræftet skriftligt over for konstablen. (J.nr. 2001-3411-819).

I en sag om forhåndsgodkendelse af erhvervserfaring med henblik på at opnå beskikkelse som advokat udtalte ombudsmanden - på linje med hvad Justitsministeriet selv udtalte under sagen - at det var beklageligt at ministeriet besluttede at udsætte sagen.

Ombudsmanden udtalte kritik af ministeriets sagsbehandlingstid. Ombudsmanden pegede samtidig på at det i en sag som den foreliggende er bedst stemmende med god forvaltningsskik at myndighederne giver en begrundelse for deres beslutninger om at udsætte sagen i overensstemmelse med principperne i forvaltningslovens § 22 og § 24. Ombudsmanden mente at Justitsministeriet havde givet en tilstrækkelig begrundelse for beslutningen. (J.nr. 2001-3974-600).

Sagen er gengivet i forkortet udgave i forhold til den afsluttende udtalelse.

En sagsbehandler i en kommune fik en skriftlig advarsel efter at hendes nærmeste leder havde udtalt sig kritisk om hende i et notat til kommunens afdelingschef. Anledningen til indberetningen var at sagsbehandleren dels havde taget et notat i journalen i en pensionssag, dels havde beskrevet en regel i samme notat der kunne give det indtryk at visse sager skulle fremmes for enhver pris for at kommunen kunne opnå en økonomisk fordel. Sagsbehandleren havde endvidere i notatet gjort opmærksom på at sagen endnu ikke var behørigt oplyst og derfor ikke var klar til afgørelse. Notatet gav anledning til at Det Sociale Nævn senere ophævede afgørelsen og hjemviste den til fornyet afgørelse. Kommunen mente sagsbehandlerens notater både var i strid med regler om journalisering og udtryk for illoyalitet.

Før advarslen blev sagsbehandleren indkaldt til et møde og fik her at vide at hendes sagsbehandling var kritisabel, at der var flere borgerklager, at hun havde anfægtet ledelsesretten, og at hun manglede loyalitet og samarbejdsevne/vilje.

Ombudsmanden mente ikke at der var grundlag for at bebrejde sagsbehandleren notaterne i journalen, og heller ikke at der var grundlag for at give hende en advarsel. Desuden mente ombudsmanden ikke at kommunen havde foretaget en korrekt partshøring eller givet en fyldestgørende og tilstrækkelig klar begrundelse. (J.nr. 2000-2142-812).

Et postbud klagede over en disciplinær sanktion som han blev ikendt af Post Danmark i en tjenestemandssag. Ombudsmanden undersøgte i den forbindelse nogle processuelle spørgsmål som også tidligere havde været genstand for undersøgelse ved ombudsmandens behandling af 130 sager inden for P&T i 1989, gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning for året 1990, s. 339ff.

Ombudsmanden udtalte at det havde været velbegrundet og mere hensynsfuldt over for postbudet om Post Danmark i forbindelse med partshøring af ham også havde medtaget auditørens indstilling.

Ombudsmanden fastslog dernæst at Post Danmark og Trafikministeriet i deres afgørelser burde have henvist til tjenestemandslovens § 24 som hjemmel for sanktionen.

Endelig var det efter ombudsmandens opfattelse uheldigt at Post Danmark sendte afgørelsen gennem kredspostmesteren i stedet for at sende den direkte til postbudet. (J.nr. 1997-1316-812).

Ved udløbet af perioden for udbetaling af sygedagpenge ansøgte en kvinde om førtidspension, og dagpengeperioden blev forlænget. Kommunen gav afslag på førtidspension og oplyste at udbetaling af sygedagpenge ville ophøre. Dagpengeudvalget tiltrådte efterfølgende kommunens afgørelse.

Ombudsmanden udtalte at det fremgik af lovens forarbejder at hvis en dagpengeperiode har været forlænget som følge af en ansøgning om førtidspension, vil et eventuelt afslag på pension kun bevirke at dagpengeudbetalingen standses hvis de øvrige betingelser for forlængelse ikke er opfyldt.

Ud fra sagens lægelige udtalelser mente ombudsmanden ikke oplysningsgrundlaget havde været tilstrækkeligt til at vurdere om der kunne ske forlængelse af sygedagpengeperioden på et andet grundlag end førtidspension.

Der var ikke foretaget partshøring om det påtænkte stop for udbetaling af sygedagpenge.

Myndighederne havde heller ikke i begrundelsen oplyst hvilke faktiske oplysninger der var blevet lagt vægt på, eller angivet de hovedhensyn der havde været bestemmende for afgørelsens indhold. Kommunen havde heller ikke henvist til relevante retsregler, og samlet mente ombudsmanden ikke at myndighedernes afgørelser opfyldte begrundelseskravet i forvaltningslovens § 24.

Ombudsmanden mente at det var meget beklageligt at der manglede akter på sagen.

I lyset af de anførte synspunkter henstillede ombudsmanden til Dagpengeudvalget at tage sagen op til fornyet overvejelse. (J.nr. 1998-0021-020).

Ombudsmanden havde i en konkret sag modtaget oplysninger om skattemyndighedernes praksis ved behandlingen af sager om indeholdelse i løn m.v. efter kildeskattelovens § 73 hvoraf det blandt andet fremgik, at skatteydere i hvis løn det blev besluttet at foretage lønindeholdelse, ikke fik meddelelse om indeholdelsesafgørelsen. På den baggrund besluttede ombudsmanden af egen drift at indlede en undersøgelse af skattemyndighedernes fremgangsmåde i forbindelse med beslutning om lønindeholdelse efter kildeskattelovens § 73.

I en foreløbig udtalelse til Skatteministeriet (SKM) anførte ombudsmanden at beslutninger om lønindeholdelse må anses for afgørelser i forvaltningslovens forstand, og at skattemyndighederne i forbindelse med behandlingen af lønindeholdelsessager derfor er forpligtede til at efterleve forvaltningslovens krav til sagsbehandlingen. Ombudsmanden udtalte endvidere at forvaltningsafgørelser i almindelighed først kan anses for gyldige, når de er meddelt afgørelsens adressat.

SKM tilsluttede sig ombudsmandens opfattelse og erkendte at den af skattemyndighederne fulgte praksis ikke opfyldte disse krav. SKM ville derfor anmode Told- og Skattestyrelsen (TOS) om at præcisere forvaltningslovens krav til behandlingen af lønindeholdelsessager under drøftelser med de kommunale repræsentanter i TOS' kontaktudvalg med kommunerne vedrørende opkrævningen.

Ombudsmanden tog dette til efterretning og foretog herefter ikke videre i sagen. (J. nr. 1990-1869-29).

En borger klagede til ombudsmanden over at kommunen og det sociale nævn havde afvist at godkende hendes udgifter til bil som ”rimelige faste udgifter” i forbindelse med hendes ansøgning om personligt tillæg efter pensionsloven. Som begrundelse havde myndighederne henvist til en fast praksis hvor udgifter til bil kun godkendes hvis bilen er nødvendig af helbredsmæssige eller arbejdsmæssige grunde.

Ombudsmanden mente at myndighederne burde have vurderet om ansøgerens argumenter for at have bil kunne føre til at myndighederne i det konkrete tilfælde måtte fravige deres praksis. Ved ikke at gøre det havde myndighederne efter ombudsmandens opfattelse ulovligt sat skøn under regel.

Sagen rejste også et spørgsmål om begrundelse, jf. forvaltningslovens § 24. Ombudsmanden mente at myndighedernes begrundelse – hvor myndighederne henviste til den faste praksis – overordnet set var subjektivt korrekt.
(J.nr. 2008-1332-055).

Kirkeministeriet fratog en sognepræst hvervet som begravelsesmyndighed og gav samtidig præsten en kraftig påtale for at have medvirket til at skabe tvivl om sin varetagelse af dette hverv. Det måtte trods nogen uklarhed lægges til grund at beslutningen ikke var en disciplinær reaktion omfattet af tjenestemandslovens regler om disciplinærforfølgning – som det oprindelig havde været Kirkeministeriets tanke – men en diskretionær (skønsmæssig) reaktion.

Ombudsmanden mente ikke der var hjemmel til at give påtalen idet en påtale som diskretionær reaktion forudsætter at den er fremadrettet, dvs. at den gives med henblik på at ændre den ansattes fremtidige adfærd.

Ombudsmanden mente endvidere at der var betydelig tvivl om hvorvidt der var et tilstrækkelig sikkert grundlag for afgørelsen om at fratage sognepræsten hvervet som begravelsesmyndighed.
Kirkeministeriet burde have partshørt sognepræsten da det stod klart at der ikke ville blive tale om en disciplinærsag, men om en diskretionær afgørelse. Desuden var reglerne om begrundelse tilsidesat.

Ombudsmanden udtalte at den uklarhed hvormed to breve fra Kirkeministeriet til sognepræsten var formuleret, var meget beklagelig på grund af de pågældende personaleretlige beslutningers alvorlige karakter.

Ombudsmanden henstillede at sagen blev genoptaget, og at der blev truffet en ny afgørelse i lyset af det ombudsmanden havde anført.

Ministeriet tog ombudsmandens udtalelse til efterretning og overlod det til biskoppen at beslutte hvornår hvervet som begravelsesmyndighed skulle føres tilbage til sognepræsten.

(J.nr. 2003-2993-812).

Et medlem af S.I.D. fik standset udbetalingen af sine sygedagpenge fordi han ikke mødte op til et møde i kommunen.

Der var efter de lægelige vurderinger ingen tvivl om at den pågældende var syg og ude at stand til at arbejde. Efter medlemmets forklaringer mødte han bl.a. ikke op fordi han var rejst på besøg i en anden by - og han havde en aftale med kommunen om først at rette henvendelse senere.

Ombudsmanden mente ikke der var hjemmel i myndighedernes retsgrundlag til at standse sygedagpengene. Standsningen var heller ikke i overensstemmelse med det almindelige princip om proportionalitet. (J.nr. 1996-0489-025).

En journalist klagede til ombudsmanden over at statsministeren havde afvist at give ham et interview om Irak-krigen. Journalisten havde gennem længere tid bedt om et interview. Ombudsmanden afsluttede i første omgang sin behandling af sagen uden kritik. Han lagde i den forbindelse bl.a. vægt på oplysninger fra Statsministeriet om at statsministeren gennem længere tid slet ikke havde deltaget i interviews om Irak-krigen.

Journalisten gjorde efter afslutningen af sagen ombudsmanden opmærksom på at statsministeren i august 2006 havde givet et interview om Irak-krigen til et andet medie. Ombudsmanden genoptog på den baggrund behandlingen af sagen.

Ombudsmanden udtalte herefter at han fortsat ikke havde grundlag for at kritisere statsministerens afvisning af at deltage i et interview med journalisten i den periode hvor statsministeren generelt set afviste at deltage i interview om Irak-krigen. Efter at statsministeren igen var begyndt at give interview om Irak-krigen, mente ombudsmanden ikke at Statsministeriet havde dokumenteret nogen konkret grund til at journalisten ikke kunne få et interview. Ombudsmanden bad Statsministeriet om at genoptage sagen eller give en konkret begrundelse for afslaget.

Dagen efter ombudsmandens udtalelse traf Statsministeriet en ny afgørelse om ikke at give journalisten et interview. Ministeriet gav ikke en konkret begrundelse for afslaget. Journalisten bad på den baggrund ombudsmanden om at genoptage sagen med henvisning til at Statsministeriet havde afvist at følge ombudsmandens henstilling.

Da statsministeren kort tid efter gav journalisten et interview om Irak-krigen, meddelte ombudsmanden at han ikke foretog sig mere i sagen.
(J.nr. 2006-3446-450).

Et forældrepar klagede til ombudsmanden over en kommunal skoles beslutning om klassesammensætning fordi parret ikke ønskede at deres datter skulle gå i klasse med en bestemt dreng. Parret klagede også over sagsbehandlingen.

  Ombudsmanden udtalte at skolens beslutning om klassesammensætning er omfattet af begrebet faktisk forvaltningsvirksomhed, og at skolens meddelelse om klassesammensætningen ikke er en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Derimod er skolens svar på forældrenes klage over klassesammensætningen en afgørelse, og dette indebærer at skolen burde have fulgt reglerne i forvaltningsloven. Kommunens svar på klagen over skolen var også en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

  Det er fast antaget at resultatet af en forvaltningsmyndigheds behandling af en klage (over myndighedens udøvelse af faktisk forvaltningsvirksomhed) er en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Ombudsmanden mente det var kritisabelt at skolen ikke gjorde sig klart at behandlingen af forældreparrets klage var afgørelsesvirksomhed. Ombudsmanden kritiserede også kommunens sagsoplysning, partshøring, manglende henvisning til retsregler i begrundelsen og det forhold at skolen ikke havde givet klagevejledning til forældrene.

  (J.nr. 2005-2831-710)

I forbindelse med en sag om fri proces udtalte ombudsmanden udtalte, at det ikke er givet, at en begrundelse, der formelt opfylder kravene i forvaltningslovens § 24, fremtræder som tilstrækkelig i det konkrete tilfælde, dvs. giver en fyldestgørende forklaring på, hvorfor en afgørelse har fået et bestemt udfald. En fyldestgørende begrundelse vil efter omstændighederne kræve en stillingtagen til de anbringender, parten har gjort gældende, navnlig hvor parten har tillagt et bestemt anbringende særlig vægt - og har redegjort udførligt herfor - og der er tale om et anbringende, der er relevant for sagen. (J. nr. 1990-1465-68).

Et præsteseminarium klagede over Undervisningsministeriets afslag på at godkende seminarets uddannelse som SU-berettiget. Undervisningsministeriet afslog at godkende uddannelsen med henvisning til at den havde et snævert erhvervssigte. Stigende udgifter til uddannelsesstøtte bevirkede at ministeriet var tilbageholdende med at godkende nye uddannelser. Præsteseminaret skrev i sin klage til ombudsmanden at ministeriets afgørelse var truffet på et utilstrækkeligt grundlag, og at ministeriet ikke havde hjemmel til sin restriktive praksis, og at ministeriet ikke havde inddraget hensynet til den grundlovssikrede religionsfrihed. Endvidere klagede seminariet over at ministeriet ikke havde givet en fyldestgørende begrundelse for sin afgørelse, og at sagsbehandlingstiden havde været for lang.

Ombudsmanden udtalte om retsgrundlaget for afgørelsen at det fremgik af forarbejderne til SU-loven at spørgsmålet om godkendelse af en privat uddannelse som SU-berettigende var overladt til ministerens skøn ud fra uddannelsespolitiske og dermed økonomiske hensyn.

I sin behandling af spørgsmålet om den grundlovssikrede religionsfrihed udtalte ombudsmanden at der efter hans opfattelse hverken i medfør af grundloven eller den europæiske menneskerettighedskonvention kunne udledes en ret til at modtage statslig støtte til præsteuddannelsen i form af uddannelsesstøtte.

Om Undervisningsministeriets udøvelse af skønnet udtalte ombudsmanden at baggrunden for at stille høje krav til det akademiske niveau for religiøse uddannelser især var et ønske om at sikre den fornødne kvalitet på området. Ombudsmanden mente ikke der var grundlag for at fastslå at sådanne kriterier var ulovlige eller irrelevante. Ombudsmanden lagde endvidere vægt på at der ikke blev stillet højere kvalitetskrav til de private religiøse uddannelser end de krav der stilles til teologistudiet på universitetet.

Ombudsmanden bemærkede dog at hensynet til religionsfriheden bør veje tungt ved skønsmæssige vurdering som her i sagen.

Ombudsmanden kritiserede at Undervisningsministeriet ikke havde partshørt præsteseminaret over en udtalelse fra dekanen for Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet. Ombudsmanden kritiserede endvidere at Undervisningsministeriets begrundelse for afgørelsen ikke var fyldestgørende. (J.nr. 1998-1677-073).

Nogen tid efter at A havde fået meddelt en afgørelse mundtligt, anmodede han kommunen om at få en skriftlig begrundelse for afgørelsen, jf. forvaltningslovens § 23. Det var uklart, om tidspunktet for begrundelsesanmodningen lå inden for eller uden for 14 dages fristen i § 23, stk. 1, 2. pkt. Kommunen (K) meddelte A efterfølgende en skriftlig begrundelse, hvorefter A indbragte sagen for amtsankenævnet.

Formanden for amtsankenævnet (F) afviste sagen, da klagefristen - beregnet i forhold til afgørelsestidspunktet - var overskredet, og da fristen ikke ansås for suspenderet, indtil A havde fået meddelt begrundelsen.

Ombudsmanden udtalte, at det ved begrundelsesanmodninger efter forvaltningslovens § 23 er almindeligt antaget, at en klagefrist suspenderes, indtil der er meddelt en skriftlig begrundelse for afgørelsen. Reglen er dog formentlig begrænset til den situation, hvor begæring om efterfølgende begrundelse fremsættes inden for 14 dages fristen i § 23, stk. 1, 2. pkt.

Under henvisning til, at K ikke havde gjort notat om tidspunktet for begrundelsesanmodningen, og at det var tvivlsomt, om og hvornår A måtte have fået klagevejledning, henstillede ombudsmanden til F at tage A's sag op til realitetsbehandling. (J. nr. 1989-1347-050).

A modtog den 30. januar 1987 B kommunes mundtlige afgørelse om tilbagebetaling af kontanthjælp. Han bad om en skriftligt begrundet afgørelse for at kunne udforme en skriftlig klage til amtsankenævnet. Kommunen besvarede ikke A's anmodning om en efterfølgende begrundelse, og A foretog herefter ikke videre, før han efter 1½ år blev opmærksom på, at tilbagebetalingskravet delvis var inddrevet ved modregning i overskydende skat. Herefter indgav A klage over B kommunes afgørelse om tilbagebetalingspligtig kontanthjælp.

Formanden for amtsankenævnet afviste at behandle klagen med henvisning til, at klagefristen i bistandslovens § 15 var overskredet, og til, at der ikke forelå særlig grund til at se bort fra fristoverskrivelsen. Ankenævnet lagde vægt på, at A havde modtaget klagevejledning, at han ikke senere havde rykket kommunen for den lovede skriftlige afgørelse, og at der var forløbet 1½ år fra den mundtlige afgørelse, da A indgav klage til nævnet.

Ombudsmanden udtalte, at det også forud for forvaltningslovens ikrafttræden var fast antaget, at en part på begæring kunne forlange at få meddelt en skriftlig begrundelse efterfølgende. Han fandt A's ønske om at modtage en begrundelse rimeligt og velbegrundet, og udtalte, at den manglende efterkommelse af ønsket burde bevirke suspension af klagefristen i bistandsloven.

Ombudsmanden henstillede til nævnet at tage A's klage over B kommunes afgørelse af 30. januar 1987 under realitetsbehandling.

Amtsankenævnet meddelte senere, at nævnet havde truffet beslutning om at realitetsbehandle A's klage. Ombudsmanden tog denne meddelelse til efterretning. (J. nr. 1989-368-051).

En ansat i EU-direktoratet ansøgte i et brev direktoratet om uddannelsesorlov. EU-direktoratet afslog ansøgningen i en e-mail. Den ansatte bestred at have modtaget e-mailen.

Ombudsmanden udtalte at bestemmelserne og forarbejderne til orlovsloven talte imod at betragte direktoratets e-mail som en afgørelse i forvaltningslovens forstand. E-mailen måtte i stedet anses som en aftaleretlig disposition.

Efter ombudsmandens opfattelse kunne det under de foreliggende omstændigheder ikke kritiseres at EU-direktoratet besvarede ansøgningen om uddannelsesorlov ved brug af e-mail. Derimod burde EU-direktoratet enten have gemt en udskrift af sin e-mail eller gemt e-mailen i elektronisk form.

Det var ombudsmandens generelle opfattelse at god forvaltningsskik tilsiger at ansættelsesmyndigheden normalt giver den ansatte en begrundelse for et afslag på en ansøgning om uddannelsesorlov. Ombudsmanden havde ikke bemærkninger til det EU-direktoratet havde anført som begrundelse for afslaget på uddannelsesorlov, nemlig at uddannelsesugerne var opbrugt. (J.nr. 1999-0370-819).

En mand var sygemeldt og modtog sygedagpenge. Efter 1 år vurderede kommunen at ingen af de særlige grunde for at forlænge sygedagpengene ud over 1 år var opfyldt.

Manden klagede over afgørelsen. Det sociale nævn fastholdt afgørelsen, men ændrede begrundelsen. Det sociale nævn havde et andet skøn over følgerne af mandens helbredsmæssige forhold. Det fremgik ikke af afgørelsen hvori den ændrede vurdering bestod.

Ombudsmanden udtalte at det sociale nævns afgørelse ikke var tilstrækkeligt begrundet.

Det var ombudsmandens opfattelse at begrundelsen ikke fremstod som en forklaring på hvorfor manden efter det sociale nævns opfattelse ikke opfyldte betingelsen for at modtage sygedagpenge. Det sociale nævns afgørelse burde have indeholdt en redegørelse for hvad den ændrede vurdering af de lægelige forhold bestod i, og hvad vurderingen byggede på. Dette kunne være sket ved en gengivelse af indholdet af den lægekonsulentudtalelse der lå i sagen.

Manden havde efter ombudsmandens opfattelse ikke mulighed for på en meningsfyldt måde at argumentere mod det sociale nævns afgørelse således som den var begrundet.
(J.nr. 2007-1514-002).

En lejer klagede over myndighedernes afgørelse om tilbagebetaling af boligstøtte på grund af en uoplyst arbejdsindtægt.

Ombudsmanden udtalte i en foreløbig redegørelse bl.a. at han på det foreliggende grundlag anså det for godtgjort at lejeren mundtligt havde givet boligstøttekontoret meddelelse om indkomstændringen. Ombudsmanden lagde bl.a. vægt på at lejeren ved en personlig henvendelse til boligstøttekontoret fik udleveret et delvist udfyldt skema til brug for indtægtsændringer. 

Ombudsmanden udtalte samtidig at han ikke mente der var hjemmel til de særlige formkrav myndighederne havde opstillet for at anse oplysninger om indkomstændringer for modtaget. Ombudsmanden var heller ikke enig i at hensynet til borgerens retssikkerhed talte for at opstille sådanne krav. Ombudsmanden lagde særlig vægt på at boligstøttemodtageren havde en væsentlig interesse i at boligstøtteforvaltningen modtog oplysninger om ændrede forhold af betydning for beregningen af boligstøtte, og at sådanne meddelelser kunne gives på en så nem og uhindret måde som muligt. 

På det foreliggende grundlag var det ombudsmandens foreløbige opfattelse at myndighedernes sagsbehandling samlet set havde været så mangelfuld og kritisabel at han var indstillet på at henstille til det sociale nævn at genoptage sin behandling af sagen. 

Det sociale nævn ophævede herefter sin afgørelse og ændrede samtidig kommunens afgørelse. I sin nye afgørelse pålagde nævnet kommunen at ophæve sit tilbagebetalingskrav og at meddele lejeren en ny afgørelse. 

Ombudsmanden besluttede på den baggrund ikke at fortsætte undersøgelsen. (J.nr. 2001-0856-083).

En retshjælp klagede på vegne af en kvinde over kommunens og det sociale nævns afgørelse om at nedsætte boligstøtten og om at kræve for meget udbetalt boligstøtte tilbage. Afgørelsen var begrundet med at kommunen og det sociale nævn vurderede at kvinden havde et samliv med sin mand selv om han var frameldt kvindens adresse.

Ombudsmanden udtalte at der var nogen bevismæssig usikkerhed om hvorvidt kvinden havde et samliv med sin mand. Da spørgsmålet forelå overordentlig veloplyst for det sociale nævn, og da bevisvurderingen ikke kunne betragtes som ukorrekt eller uholdbar, mente ombudsmanden ikke han havde grundlag for at kritisere vurderingen.

Ombudsmanden mente ikke han havde grundlag for at kritisere at der ikke var blevet afholdt indenretlig afhøring af kvinden efter retsplejelovens § 1018, da afholdelse af et sådant forhør måtte anses for stridende mod hidtidig praksis.

Ombudsmanden anså det derimod for tvivlsomt om oplysningerne berettigede myndighederne til at antage at kvinden havde modtaget boligstøtte mod bedre vidende eller havde afgivet urigtige oplysninger. Ombudsmanden henstillede derfor til det sociale nævn at det genoptog sagen og tog stilling til om kvinden kunne anses for at opfylde de subjektive betingelser for at blive pålagt et krav om tilbagebetaling.

Ombudsmanden kritiserede at kommunen ikke havde partshørt kvinden inden afgørelsen blev truffet. Endvidere kritiserede ombudsmanden at kommunen traf ny afgørelse i sagen uagtet at retshjælpen havde søgt om partsaktindsigt. (J.nr. 2000-3485-083).

En kvinde havde arvet et beløb i 1985. Hun klagede nu over en kommune og et socialt ankenævns afgørelse hvorefter hun skulle tilbagebetale et for meget udbetalt pensionsbeløb for perioden 1985-87. Kvinden mente ikke at kommunen kunne kræve tilbagebetaling, da hun havde modtaget pensionen i god tro. Endvidere havde hun givet korrekte oplysninger om sin forventede indkomst og senere i selvangivelser oplyst om den faktiske indkomst.

Ankenævnet stadfæstede kommunens afgørelse da kvinden ikke havde givet tilstrækkeligt korrekte oplysninger og derved havde tilsidesat sin oplysningspligt. Ankenævnet mente dog at kommunen skulle revurdere de faktiske indkomstforhold for 1985 indtil det tidspunkt hvor arven faldt.

Ombudsmanden mente at både kommunens og ankenævnets sagsbehandling havde været særdeles kritisabel. Ankenævnet havde ikke hjemmel til at stadfæste kommunens afgørelse betinget af at kommunen foretog yderligere undersøgelser, da det følger af undersøgelsesprincippet at hver enkelt forvaltningsmyndighed selv skal fremskaffe de nødvendige oplysninger. Kommunen burde have truffet afgørelse om revurderingsspørgsmålet og meddelt kvinden afgørelsen ledsaget af begrundelse og klagevejledning.

Ombudsmanden fandt endvidere at ankenævnet havde baseret sin afgørelse på en urigtig retsopfattelse, fordi tilbagebetaling krævede en bedømmelse af modtagerens subjektive forhold som ikke var foretaget. Ombudsmanden henstillede på den baggrund til ankenævnet at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse. (J. nr. 1992-765-084).

En mand klagede over kommunens og det sociale nævns afgørelser om at tilbagekalde en afgørelse om at forlænge udbetalingen af sygedagpenge.

Ombudsmanden kunne ikke tilsidesætte myndighedernes vurdering hvorefter betingelserne for at modtage sygedagpenge ikke længere var opfyldt, og ombudsmanden kunne heller ikke kritisere tilbagekaldelsen af afgørelsen.

Ombudsmanden henstillede imidlertid til nævnet at genoptage sagen med henblik på at tage stilling til om tilbagekaldelsen var sket med et rimeligt varsel, og i benægtende fald tage stilling til hvor langt et varsel skulle være.

Ombudsmanden udtalte at kommunen burde have taget notat om indholdet af et møde med mandens læge.

Ombudsmanden udtalte endvidere at kommunen burde have partshørt manden om indholdet af mødet med lægen inden kommunen traf sin afgørelse.

Endelig kritiserede ombudsmanden kommunens begrundelse der ikke opfyldte begrundelseskravet i forvaltningslovens § 24. (J.nr. 1999-3630-025).

En brancheforening klagede til ombudsmanden over at politiet havde tilbagekaldt tilladelsen til et transportfirma til at transportere en bred last på blokvogn fra Frøslev Grænse til Grenå Havn. Årsagen til tilbagekaldelsen var at en anden politikreds på ruten efterfølgende havde oplyst at den var blevet anmodet om at udstede tilladelse til transporten, men at den havde afslået dette af færdselssikkerhedsmæssige årsager, og fordi transporten i stedet kunne ske ad søvejen. Politiets afgørelse om tilbagekaldelse var blevet stadfæstet af Færdselsstyrelsen.

Ombudsmanden udtalte at politiets sagsoplysning og partshøring i forbindelse med afgørelsen om udstedelse af transporttilladelsen var klart utilstrækkelig. Herudover opfyldte begrundelsen for afgørelsen ikke kravene i forvaltningsloven, og der var ikke givet klagevejledning. Sammenfattende mente ombudsmanden at politiets afgørelse om tilbagekaldelse var så mangelfuld at Færdselsstyrelsen som prøvelsesmyndighed burde have tilsidesat afgørelsen som ugyldig.

Med hensyn til Færdselsstyrelsens afgørelse udtalte ombudsmanden at det måtte anses for tvivlsomt om styrelsens konkrete afvejning af de relevante hensyn for og imod tilbagekaldelse af transporttilladelsen fuldt ud var foretaget i overensstemmelse med de almindelige forvaltningsretlige regler om tilbagekaldelse.

Ombudsmanden henstillede på den baggrund til Færdselsstyrelsen at genoptage sagen med henblik på en fornyet vurdering. (J.nr. 2003-2009-512).

En tømrer faldt i 1985 ned fra et stillads og fik en ryglidelse. Året efter fik han tilkendt førtidspension og arbejdsskadeerstatning fordi hans erhvervsevnetab blev vurderet til 50 pct.

I 2001 forhøjede kommunen hans førtidspension med virkning fra 1996 (hvor manden tidligere havde ansøgt om pension). På baggrund af kommunens ændrede vurdering og en dom afsagt af Højesteret i 1999 besluttede arbejdsskademyndighederne i 2002 at forhøje mandens erhvervsevnetab fra 50 til 65 pct. – med virkning fra samme tidspunkt som den forhøjede førtidspension. Ændringen af erhvervsevnetabet var ikke begrundet i en ændring af mandens helbredstilstand – som havde været stationær siden i hvert fald 1986 – men udelukkende i kommunens forhøjelse af førtidspensionen og højesteretsdommen fra 1999.

Manden klagede til ombudsmanden over at forhøjelsen af hans erhvervsevnetab kun gik tilbage til 1996 og ikke til 1985 hvor han faldt ned fra stilladset.

Ombudsmanden udtalte at arbejdsskademyndighederne var forpligtede til at foretage en selvstændig vurdering af borgernes erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven. Dette udelukkede efter ombudsmandens opfattelse at arbejdsskademyndighederne uden videre anvendte et skæringstidspunkt i arbejdsskadesagen som var begrundet i særlige regler i pensionslovgivningen. Ændringstidspunktet måtte således fastsættes fra det tidspunkt hvor manden opfyldte betingelserne for at få tilkendt erstatning efter reglerne i arbejdsskadesikringsloven. Ombudsmanden henstillede derfor til Ankestyrelsen at genoptage arbejdsskadesagen.

Ombudsmanden kritiserede i øvrigt Ankestyrelsens begrundelse for så vidt angår henvisningen til retsregler. (J.nr. 2003-2928-024).

En far klagede over at Civilretsdirektoratet havde ophævet en aftale fra 1988 mellem ham og hans tidligere ægtefælle om fordeling af transportudgifterne ved hans samvær med datteren. Ifølge aftalen skulle moderen betale for barnets befordring fra bopælen og til lufthavnen. Moderen ansøgte senere om at blive fritaget for disse udgifter. Direktoratet ændrede statsamtets afslag på moderens ansøgning og ophævede forældrenes aftale.

Ombudsmanden anså direktoratets bemærkning i et brev til faderen om manglende hjemmel for misvisende.

Under sagens behandling hos ombudsmanden blev det navnlig afklaret at bestemmelsen i den dagældende myndighedslov § 24, stk. 1, giver hjemmel til at pålægge forældremyndighedsindehaveren at afholde transportudgifter i forbindelse med samværsrettens udøvelse og - som følge heraf - hjemmel til at ændre en aftale forældrene imellem om fordeling af disse udgifter.

Sammenfattende var det ombudsmandens opfattelse at direktoratet ikke i sine begrundelser havde givet en tilstrækkelig forklaring på hvilke konkrete omstændigheder der havde ført direktoratet til at ændre statsamtets afgørelse. Ombudsmanden kunne herefter ikke tage stilling til den indholdsmæssige rigtighed af direktoratets afgørelse og henstillede at direktoratet genoptog sagen. (J. nr. 1994-2820-654).

En kommune afskedigede tre familierådgivere på samme grundlag. To af de tre afskedigede fik deres sag prøvet af et afskedigelsesnævn der tilkendegav at der ikke var tilstrækkeligt sagligt grundlag for de to afskedigelser.

Den tredje familierådgiver opfyldte ikke overenskomstens betingelser for at få sin sag prøvet ved et afskedigelsesnævn. Sagen blev indbragt for den kommunale tilsynsmyndighed der afgav en udtalelse i sagen. Under ombudsmandens undersøgelse af sagen ændrede tilsynsmyndigheden opfattelse sådan at tilsynsmyndigheden ikke mente at have kompetence i sagen.

Ombudsmanden indledte derefter en undersøgelse over for kommunen med fokus på kommunens forpligtelse til at genoverveje den tredje sag i lyset af afskedigelsesnævnets kendelse.

Kommunen ændrede begrundelsen for afskedigelsen. Ombudsmanden udtalte at afskedigelsen af den tredje familierådgiver med kommunens ændrede begrundelse savnede det fornødne saglige grundlag. Ombudsmanden henstillede derfor at kommunen genoptog sagen.

Kommunen oplyste efterfølgende at kommunen og den tredje familierådgiver havde indgået forlig i sagen.
(J.nr. 2004-4151-813).

En advokat klagede over at Direktoratet for Kriminalforsorgen under henvisning til hensynet til retsfølelsen havde afslået at give en tv-station tilladelse til at interviewe en indsat i fængslet. Advokaten mente at det var ulovligt at lægge vægt på dette hensyn, og at afgørelsen var i strid med ytringsfriheden efter artikel 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og eventuelt grundlovens § 77. Han mente også at afgørelsen var utilstrækkeligt begrundet. Endvidere mente han at manglende bekendtgørelse om tilbagekaldelse af institutionslederens kompetence til at træffe afgørelse i sager af denne art gjorde tilbagekaldelsen ugyldig.

Ombudsmanden udtalte at det ikke var ulovligt at lægge vægt på hensynet til retsfølelsen og at afgørelsen ikke var i strid med menneskerettighedskonventionens artikel 10 eller grundlovens § 77. Ombudsmanden fandt heller ikke at begrundelsen var utilstrækkelig, da afgørelsen var i overensstemmelse med en fast praksis. Ændring af kompetencen skulle ikke efter ombudsmandens opfattelse have været bekendtgjort. (J. nr. 1994-2783-625).

En tjenestemandsansat politibetjent A blev af Rigspolitichefen før prøvetidens udløb afskediget uansøgt, da hun ikke skønnedes at være i besiddelse af de kvalifikationer og personlige egenskaber, der måtte kræves af en polititjenestemand. A klagede til Justitsministeriet (JM), der tiltrådte afskedigelsen.

Ombudsmanden fandt ikke grundlag for at kritisere afgørelsen om uansøgt afsked, men der var en række forhold omkring proceduren, som gav anledning til bemærkninger.

Under hensyn til at A ikke forud for eller samtidig med partshøringsskrivelsen havde fået en skriftlig redegørelse for de forhold, der blev lagt til grund for den påtænkte afskedigelse, fandt ombudsmanden, at det havde været hensynsfuldt, om A i hvert fald samtidig med skrivelsen havde modtaget kopi af den skrivelse og udtalelse, der henvistes til i høringsskrivelsen.

Ombudsmanden kritiserede, at A som følge af hendes berettigede anmodning om partsaktindsigt fik pålæg om at møde på stationen og ydermere fik besked om, at det ville blive betragtet som en tjenesteforseelse, hvis hun ikke mødte.

Afskedigelsesskrivelsen burde have indeholdt en henvisning til tjenestemandslovens § 28.

Ombudsmanden fandt det i strid med god forvaltningsskik, at afskedigelsesskrivelsen ikke blev sendt til A, men i stedet overbragt hende af 2 ansatte fra samme politistation uden kuvert.

JM burde have påtalt disse forhold over for Rigspolitichefen. (J. nr. 1991-1961-60).

En lektor klagede over at han var blevet afskediget. Afskedigelsen var et led i besparelser.

Et antal medarbejdere, herunder lektoren, var blevet udpeget som dem læreanstalten bedst kunne undvære. Efter aftale med de involverede faglige organisationer fik de udpegede tilbudt fratrædelsesordninger. Lektoren ville i forhold til en uansøgt afskedigelse opnå en økonomisk fordel svarende til fire måneders løn.

Det var en forudsætning for at opnå økonomiske fordele at de udpegede indgav ansøgning om fratrædelse. Lektoren indgav sin ansøgning på grund af det økonomiske incitament. Han og de andre "ansøgere" fik behandlet deres sager efter de lempelige krav for ansøgningssager, bl.a. uden forudgående partshøring og uden ledsagende begrundelse for afskedigelsen.

Ombudsmanden udtalte at læreanstalten ikke havde sagligt grundlag for at gennemføre en økonomisk forskelsbehandling blandt de udpegede ansatte. Det var ikke sagligt kun at favorisere udpegede som søgte om afskedigelse, og som for så vidt gav afkald på at få behandlet deres afskedigelsessag efter reglerne om uansøgt afskedigelse. Denne forskelsbehandling anså ombudsmanden for at være i strid med almindelige retssikkerhedsprincipper og forvaltningslovens ufravigelige karakter. Læreanstalten burde have vejledt lektoren og andre udpegede om at deres sag ville blive behandlet efter fratrædelsesordningen hvad enten de ansøgte om afskedigelse eller blev afskediget uansøgt.

Ombudsmanden henstillede at myndighederne genoptog sagen. (J.nr. 1998-2382-819).

A, der var langtidsledig, var blevet ansat midlertidigt som kontorassistent i en kommune (K). A havde problemer med at få institutionsplads til sit ældste barn og beskyldte i den forbindelse i en artikel i den lokale avis K for falsk reklame med hensyn til børnepasningstilbud.

K afskedigede kort efter A med en begrundelse, der var formuleret således, at A's udtalelser til lokalavisen fremstod som grunden til afskedigelsen. I en redegørelse til ombudsmanden oplyste K imidlertid, at A's udtalelser ikke var indgået ved beslutningen om afskedigelsen, men at K havde lagt vægt på, at A havde givet ukorrekte oplysninger om sin arbejdssituation i forbindelse med ansøgning om institutionsplads til sine børn.

Ombudsmanden fremsatte indledningvis nogle generelle bemærkninger om offentligt ansattes ytringsfrihed. Ombudsmanden pegede dernæst på, at K ikke havde overholdt forvaltningslovens krav med hensyn til begrundelse og partshøring. Ombudsmanden fandt ikke, at A havde givet ukorrekte oplysninger og udtalte, at afskedigelsen var uberettiget.

Sammenfattende var det ombudsmandens opfattelse, at K's beslutning om afskedigelse og K's fremgangsmåde i den forbindelse var stærkt kritisabel. (J. nr. 1991-1733-42).

En journalist klagede til ombudsmanden over at udenrigsministeren havde afvist at give ham et interview om Irak-krigen.

Ombudsmanden måtte i første omgang forstå Udenrigsministeriet sådan at ministeriet ved sin beslutning om at give afslag på interview havde lagt vægt på 1) at det blev vurderet at udenrigsministeren ikke kunne have tillid til at hans udtalelser i forbindelse med et interview ville blive refereret loyalt i en efterfølgende artikel, og 2) frygt for at journalisten ville bruge et interview med ministeren som anledning til yderligere negativ og kritisk omtale af regeringens og ministerens håndtering af sagen.

Ombudsmanden udtalte i en foreløbig redegørelse at Udenrigsministeriet ikke kunne lægge vægt på disse hensyn. Ombudsmanden var derfor indstillet på at bede Udenrigsministeriet om at genoverveje anmodningen om et interview og denne gang tage stilling uden at inddrage de nævnte hensyn.

Senere oplyste Udenrigsministeriet at ministeriet ikke havde ønsket at gøre gældende at journalisten ikke ville citere udenrigsministeren korrekt, og at ministeriets afslag ikke var begrundet i risiko eller frygt for at journalisten vil bruge et interview med ministeren som anledning til yderligere negativ og kritisk omtale af regeringens håndtering af sagen.

Ombudsmanden kunne herefter ikke fastslå at beslutningen var baseret på usaglige hensyn, og han afsluttede sagen.

I den afsluttende udtalelse udtalte ombudsmanden at en beslutning om afslag på at give en journalist et konkret interview normalt ikke er en afgørelse i forvaltningslovens forstand.
(J.nr. 2006-3499-450).

En advokat (A) havde på vegne af et konsortium søgt Forsvarsministeriet (FM) om tilladelse til at bjærge et ubådsvrag. A anmodede om aktindsigt i en videofilm af ubåden, optaget af Forsvarskommandoen (FKO), Søværnets Våbeninspektør, som havde afgivet sagkyndig udtalelse i bjærgningssagen. A anmodede tillige om at få kopi af videofilmen. Begæringen blev besvaret af FM, som imødekom ønsket om aktindsigt, men afslog ønsket om kopi med en generel henvisning til, at dokumentet på grund af sin form vanskeligt kunne kopieres.

A gjorde over for ombudsmanden navnlig gældende, at det kunne have afgørende betydning for hans muligheder for at varetage sine interesser i bjærgningssagen, at han fik en kopi, at filmen let kunne kopieres i enhver radioforretning, og at han havde tilbudt at betale for kopieringen.

Ombudsmanden udtalte, at da videooptagelsen indgik i sagen hos FKO, som ikke var en afgørelsessag, skulle aktsindsigtsspørgsmålet afgøres efter offentlighedsloven. Ombudsmanden anså det for en fejl, at FM ikke havde foretaget en konkret vurdering af, hvilke vanskeligheder kopiering ville være forbundet med, og henstillede, at FM tog spørgsmålet op til fornyet (konkret) vurdering. Ombudsmanden anførte i den forbindelse bl.a., at det herved ville være relevant at inddrage det forhold, at meroffentlighedsprincippet i offentlighedslovens § 4 i denne sag kunne tale for at udlevere kopi i videre omfang, end loven foreskriver. Ombudsmanden udtalte endvidere, at afgørelsen om aktindsigt i medfør af offentlighedslovens § 15, stk. 1, som udgangspunkt burde være truffet af FKO; endvidere udtaltes det, at det måtte anses for en fejl, at 10-dages-fristen i offentlighedslovens § 16 ikke var overholdt, og at det var beklageligt, at FM ikke i sin begrundelse havde henvist til relevante retsregler.   (J. nr. 1989-1580-48).

En brasiliansk statsborger, A, klagede over, at Justitsministeriet (JMT) stadfæstede Direktoratet for Udlændinges (DFU) beslutning om udvisning af A efter udlændingelovens § 25, stk. 1. Afgørelsen var begrundet med, at A udøvede prostitution. A blev under opholdet i Danmark ikke meddelt advarsel for overtrædelse af politivedtægten eller meddelt pålæg af politiet i medfør af straffelovens § 199, stk. 1, ligesom A ikke modtog nogen tilkendegivelse fra DFU om, at fortsat prostitution ville medføre udvisning, som det var sædvanlig praksis i sådanne sager. DFU begrundede efterfølgende fravigelsen med den professionelle karakter, som den ulovlige næring havde haft.

Ombudsmanden fandt, at baggrunden for udvisningsbestemmelsen i udlændingelovens § 25, stk. 1, i væsentligt omfang måtte søges i ordensmæssige hensyn, og at udvisning på grund af prostitution måtte forudsætte, at udlændingen umiddelbart før udvisningsbeslutningen har udøvet og/eller må antages i fremtiden at ville udøve prostitution. Efter bestemmelsens forarbejder fandt ombudsmanden, at det i almindelighed måtte antages at være en betingelse, at udlændingen allerede er meddelt en advarsel i anledning af prostitutionsudøvelsen, og at udlændingen derefter har fortsat prostitutionsudøvelsen. A var i den konkrete sag ophørt med at udøve prostitution ca. 1 måned før DFU's afgørelse, og der var ikke holdepunkter for at antage, at A ville genoptage udøvelsen. På baggrund af dette, sammenholdt med at der ikke var meddelt advarsel, og at der ikke var anført vægtige grunde, der kunne begrunde en fravigelse af sædvanlig praksis, fandt ombudsmanden, at der ikke burde ske udvisning efter udlændingelovens § 25, stk. 1, og henstillede til JMT, at udvisningen blev ophævet.

Ombudsmanden kritiserede, at en beskrivelse af administrativ praksis og en begrundelse for den skete afvigelse af denne praksis ikke havde været omtalt i begrundelsen for de meddelte afgørelser, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 1. (J. nr. 1991-1602-613).

A, der var postmester i X, blev af kredspostmester B indberettet til Generaldirektoratet for Post- og Telegrafvæsenet (P&T) for illoyal varetagelse af sin tjeneste. P&T besluttede herefter at iværksætte en disciplinærundersøgelse i medfør af tjenestemandslovens kapitel 4. Det tjenstlige forhør blev varetaget af P&T's auditørfunktion der på en række punkter fandt, at A havde handlet illoyalt og kritisabelt. På den baggrund traf P&T afgørelse om - som en disciplinær straf - at forflytte A til tjeneste i generaldirektoratet, jf. tjenestemandslovens § 24.

Ombudsmanden anså det for en fejl at P&T ikke i afgørelsen havde taget stilling til de synspunkter, som A's bisidder havde fremført i sine indlæg.

Et af de forhold som P&T's afgørelse hvilede på, var ikke nævnt i "åbningsskrivelsen", jf. tjenestemandslovens § 20. A havde imidlertid haft lejlighed til fuldt ud at tage stilling til forholdet under forhørene, og A's bisidder havde under partshøringsfasen udtalt sig om forholdet. På denne baggrund kunne ombudsmanden ikke kritisere at P&T havde inddraget forholdet i sine overvejelser om, hvorvidt A havde gjort sig skyldig i tjenesteforseelser.

Efter en gennemgang af omstændighederne vedrørende hvert af de 4 forhold som P&T's afgørelse hvilede på, udtalte ombudsmanden at de nævnte forhold ikke efter hans opfattelse havde karakter af tjenesteforseelser og at P&T's afgørelse derfor måtte anses for ugyldig. Ombudsmanden henstillede til P&T at annullere afgørelsen. (J. nr. 1993-1709-812)

Arbejdsskadestyrelsen og Den Sociale Ankestyrelse afviste at anerkende en lidelse som erhvervsbetinget. Afgørelserne var truffet på grundlag af oplysningerne i to anmeldelsesblanketter som var indsendt af den skaderamtes læge. Det fremgik heraf at lidelsen var opstået som følge af arbejdet med opskæring af dæk.

Ombudsmanden lagde mærke til at der ved behandlingen af den oprindelige anmeldelse ikke forelå oplysninger om hvordan arbejdet blev udført, hvor længe den pågældende havde arbejdet med opskæring af dæk, og herunder om han havde været fuldtidsbeskæftiget. Myndighederne havde ikke søgt at oplyse om den skaderamte havde været under behandling for lidelsen.

Ombudsmanden udtalte herefter at oplysningsgrundlaget var utilstrækkeligt. Han tilsluttede sig Arbejdsskadestyrelsens egen beklagelse af at styrelsens begrundelse ikke opfyldte kravene i forvaltningslovens § 24. Efter ombudsmandens opfattelse opfyldte Den Sociale Ankestyrelses begrundelse heller ikke kravene i forvaltningslovens § 24. Den Sociale Ankestyrelse havde kun skrevet at lidelsen ifølge en lægelig vurdering ikke kunne være erhvervsbetinget, men havde ikke forklaret hvorfor lidelsen ikke kunne være erhvervsbetinget. Ombudsmanden henstillede herefter til Ankestyrelsen at genoptage sagen og træffe ny afgørelse. (J.nr. 1997-1470-023).

En kvinde bad i 1997 Nævnet vedrørende erstatning til ofre for forbrydelser om at genoptage hendes sag på grund af omfattende tandproblemer som hun mente var følger af et overfald hun var udsat for i 1980. Nævnets konsulent i tandbehandlingsspørgsmål afgav i den forbindelse en udtalelse som nævnet sendte til kvindens egen tandlæge sammen med en kopi af nævnets afgørelse i sagen.

Kvinden rettede efterfølgende henvendelse til ombudsmanden og klagede over at nævnet havde videregivet sin afgørelse og tandlægekonsulentens udtalelse til hendes egen tandlæge. Hun rejste også tvivl om tandlægekonsulentens habilitet da hun var bekendt med at vedkommende var ansat af hendes tandlæge og arbejdede i dennes klinik.

Ombudsmanden udtalte at det forhold at der verserer en sag ved erstatningsnævnet, i sig selv er en fortrolig oplysning. En ansøger giver ikke stiltiende samtykke til videregivelse blot ved at gøre den behandlende tandlæge opmærksom på at omkostningerne vil blive søgt dækket af nævnet. Nævnet burde derfor ikke have videregivet oplysningerne til kvindens tandlæge.

Ombudsmanden henstillede at erstatningsnævnet fremover ændrede sin praksis således at det i de konkrete tilfælde overvejede om underretning af behandlende tandlæge er nødvendig.

Ombudsmanden mente ikke der var grundlag for at drage specialtandlægens habilitet i tvivl (efter forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 5) idet konsulentens eventuelle interessesammenfald med tandlægens var for fjerntliggende.

Ombudsmanden tilsluttede sig nævnets beklagelse af at begrundelsen for nævnets afslag på yderligere erstatning ikke opfyldte kravene til forvaltningsloven § 24. (J.nr. 1998-3451-603).

En skatteyder klagede over at Told- og Skattestyrelsen tiltrådte Told- & Skatteregion Aalborgs afslag på at eftergive en indregnet restskat. Skatteyderen henviste bl.a. til at hans indkomst faldt i forbindelse med overgang fra arbejdsløshedsunderstøttelse til overgangsydelse, og at hans rådighedsbeløb som følge heraf ville falde hvis ikke den indregnede restskat blev eftergivet.

Told- og Skattestyrelsen redegjorde under sagen grundigt for de almindelige betingelser for eftergivelse af og henstand med betaling af restskatter.

Ombudsmanden udtalte bl.a. at han ikke kunne kritisere at myndighederne mente at de ikke kunne eftergive eller give udsættelse med betalingen af en restskat som på ansøgningstidspunktet var betalt ved en korrekt foretaget indregning.

Ombudsmanden udtalte endvidere at kildeskattelovens regler og de faktiske forhold vedrørende indregning eller anden inddrivelse af restskatter ofte er vanskeligt forståelige, og at det derfor er særlig vigtigt udtrykkeligt at forklare sagens faktiske forhold uanset om disse tidligere måtte være meddelt borgeren.

Ombudsmanden kritiserede Told- & Skatteregion Aalborg for at regionens begrundelse ikke opfyldte kravene i forvaltningslovens § 24, stk. 2, og ombudsmanden kritiserede Told- og Skattestyrelsens begrundelse. Ombudsmanden mente Told- og Skattestyrelsens begrundelse var direkte vildledende. (J.nr. 1996-1847-217).

 

A klagede over, at Landsskatteretten (LSR) fastholdt, at hans ejendom i vurderingsmæssig henseende skulle anses for en beboelsesejendom og ikke en landbrugsejendom. A klagede samtidig over den begrundelse, der i kendelsen var givet for Landsskatterettens afgørelse.

LSR havde under forberedelse af sagen meddelt A, at den beroede på principielle overvejelser. Disse overvejelsers indhold fremgik hverken af LSR's kendelse eller af LSR's udtalelse til ombudsmanden. I en supplerende udtalelse gav LSR udtryk for, at LSR's afgørelser fremtrådte som konkrete begrundede kendelser, jf. skattestyrelseslovens § 28, stk. 2, og således ikke indeholdt stedfundne principielle overvejelser.

Ombudsmanden udtalte, at det efter hans opfattelse fulgte af forvaltningslovens § 24, at dersom en afgørelse blev truffet efter forudgående principielle overvejelser, burde der i begrundelsen redegøres for de stedfundne overvejelser og deres betydning for den stedfundne afgørelse.

Ombudsmanden henstillede til LSR at genoptage sagens behandling med henblik på at meddele A en ny afgørelse, hvori der redegjordes for de principielle overvejelser, som sagen havde beroet på. (J. nr. 1990-575-223).

Et amt ansatte en arbejdstager på tjenestemandsvilkår efter lov om tjenestemænd i folkeskolen m.v. Efterfølgende blev amtet klar over at arbejdstageren ikke var omfattet af loven, og annullerede ansættelsen. Amtet tilbød ham i stedet ansættelse på overenskomstvilkår. 

  Ombudsmanden var enig med amtet i at der ikke var hjemmel til at ansætte personen på tjenestemandsvilkår efter loven. Udgangspunktet var herefter at afgørelsen var ugyldig og måtte annulleres.

  Ombudsmanden overvejede om ansættelsen på tjenestemandsvilkår burde opretholdes ud fra hensyn til arbejdstageren, eller om amtet i stedet eventuelt burde have tilbudt arbejdstageren ansættelse som amtskommunal tjenestemand. Dette mente ombudsmanden ikke var tilfældet.

  Ombudsmanden kritiserede at arbejdstageren ikke var blevet partshørt inden afgørelsen, og at amtets afgørelse ikke levede op til begrundelseskravene.

  (J.nr. 2004-4184-810).

A, der var separeret fra B, modtog et månedligt ægtefællebidrag på 4.500 kr. I 1992 anmodede B statsamtet (SA) om at bidraget måtte blive nedsat. Efter det oplyste havde A supplerende indtægter bl.a. på grund af overarbejde på den skole, hvor hun var ansat. A oplyste i en skrivelse af 17. maj 1992 til SA at hun kun var garanteret denne ekstraindtægt indtil sommerferien, og at det derfor var hendes grundløn, der måtte være afgørende for spørgsmålet om bidragsnedsættelse.

SA traf afgørelse om at B's anmodning ikke kunne imødekommes. B klagede til Civilretsdirektoratet (CD), der nedsatte det månedlige bidrag til 2.000 kr. Ved afgørelsen fandt CD at A havde afgivet urigtige oplysninger, og CD bestemte under henvisning hertil at ændringen skulle have tilbagevirkende kraft til den 1. juli 1992 (første forfaldsdato efter SA's afgørelse). Under ombudsmandens behandling af sagen blev det klargjort, at CD's afgørelse alene hvilede på A's oplysninger i skrivelsen af 17. maj 1992 til SA.

I sin udtalelse anførte ombudsmanden nogle principielle betragtninger om betingelserne for at ændre størrelsen af ægtefællebidrag med tilbagevirkende kraft. Ombudsmanden udtalte videre at han i den konkrete sag ikke var enig med CD i, at oplysningerne i A's skrivelse af 17. maj 1992 kunne anses for urigtige, og han måtte derfor anse rigtigheden af CD's afgørelse for særdeles tvivlsom. Ombudsmanden kritiserede endvidere begrundelsen for CD's afgørelse, som han fandt var misvisende. Ombudsmanden henstillede til CD at der blev meddelt A fri proces til prøvelse af CD's afgørelse ved domstolene. (J. nr. 1993-1728-651).