Kirkeministeriet afskedigede en sognepræst under henvisning til at hun var uegnet til at varetage stillingen og manglede de nødvendige forudsætninger for at samarbejde. Ombudsmanden havde ikke grundlag for at kritisere afgørelsen, men han kritiserede at ministeriet havde begået flere fejl under behandlingen af sagen.
(J.nr. 2007-1043-812).

En kvinde klagede over Undervisningsministeriets og en uddannelsesinstitutions behandling af hendes ansøgning om ansættelse som lektor ved socialrådgiveruddannelsen. Ifølge stillingsopslaget ønskede institutionen med ansættelse af en fast medarbejder og en vikar at dække tre fagområder. Et bedømmelsesudvalg mente at kvinden var meget kvalificeret og den eneste der kunne dække alle fagområder. Udvalget indstillede hende derfor til ansættelse i den faste stilling. Institutionens uddannelsesråd indstillede imidlertid en anden ansøger, som kun kunne dække et af de tre fagområder.

Ombudsmanden kritiserede en række forhold i forbindelse med ansættelsesproceduren. Ombudsmanden kritiserede at institutionen havde ladet en anden ansøger tiltræde stillingen inden Undervisningsministeriet traf afgørelse. Ombudsmanden beklagede også at man havde givet kvinden det indtryk at institutionen havde truffet afgørelse i sagen.

Efter ombudsmandens opfattelse havde det været mere hensynsfuldt og bedst stemmende med god forvaltningsskik om institutionen havde orienteret om baggrunden for beslutningen om ikke at indstille hende. Det var desuden stærkt kritisabelt at den begrundelse ministeriet gav kvinden for afgørelsen, ikke var korrekt.

Ombudsmanden mente at flere forhold pegede på at uddannelsesrådets beslutning var båret af hensynet til de enkelte rådsmedlemmers personlige præference; et kriterium som under ingen omstændigheder lovligt kunne lægges til grund for ansættelsen. Ombudsmanden mente derfor at det var særdeles betænkeligt at Undervisningsministeriet som ansættende myndighed havde lagt uddannelsesrådets indstilling uprøvet til grund for ansættelsen.

Ombudsmanden kommenterede flere andre forhold ved institutionens og Undervisningsministeriets sagsbehandling og var samlet af den opfattelse at både institutionens og ministeriets sagsbehandling var overordentlig kritisabel. (J.nr. 1996-0529-810).

Ombudsmanden kritiserede på flere punkter et universitet og Undervisningsministeriet for behandlingen af en klage over bedømmelsen af et speciale. Ombudsmanden udtalte bl.a. at universitetet burde have sendt sagen til Undervisningsministeriet til afgørelse.

Ombudsmanden fandt det endvidere beklageligt at universitetet ikke traf afgørelse vedrørende klage over forhold der ikke faldt ind under eksamensklagebekendtgørelsens område, og kritiserede Undervisningsministeriet for ikke at have påtalt de nævnte forhold over for universitetet.

Ombudsmanden var ikke enig med myndighederne i deres afgrænsning af klagepunkter som henholdsvis faglige og retlige, og ombudsmanden kritiserede derfor at afvisning af (dele af) klagen til dels var sket med en forkert begrundelse.

Klageren fik senere aktindsigt i et brev der ikke var blandt de sagsakter ombudsmanden modtog i forbindelse med sin behandling af sagen. Heraf fremgik at der var begået en ekspeditionsfejl. Undervisningsministeriet oplyste at ministeriet havde meddelt universitetet at det fandt ekspeditionsfejlen højst uheldig - en betegnelse ombudsmanden var enig i. (J.nr. 1995-1076-712).

En statsadvokat udsatte behandlingen af en politiklagenævnssag indtil en straffesag mod klagerne var afgjort. Ombudsmanden mente ikke der var grundlag for at kritisere beslutningen om at udsætte behandlingen af politiklagenævnssagen.

Ombudsmanden mente heller ikke der var tilstrækkeligt grundlag for at antage at forvaltningslovens bestemmelser om begrundelse fandt anvendelse på beslutningen om udsættelse, men udtalte dog at det efter hans opfattelse havde været bedst stemmende med god forvaltningsskik om statsadvokaten over for sagens parter havde givet en begrundelse for sin beslutning efter principperne i forvaltningslovens § 22 og § 24.

Ombudsmanden udtalte endelig at hensynet til parterne i en sag som den foreliggende tilsiger at statsadvokaten er særligt opmærksom på at den sag hvis udfald afventes, ikke trækker unødigt ud til skade for den udsatte sag. Hvis straffesagen trækker væsentligt ud, må statsadvokaten løbende overveje sin beslutning om at udsætte klagesagen. (J.nr. 2001-0925-611).