En kommune (K) standsede udbetalingen af arbejdsgiverrefusion til A's arbejdsgiver på grund af en oplysning om A's indstilling til revalidering. A modtog ikke meddelelse om afgørelsen eller om grundlaget for denne. A anmodede senere om udbetaling af sygedagpenge; men K afslog anmodningen med henvisning til dagpengelovens § 48 og begrundelsen for refusionsstandsningen. K havde inden afgørelsen indhentet supplerende oplysninger om A's revalideringsbestræbelser fra hendes læge. Disse oplysninger blev A ikke gjort bekendt med, hverken af K eller af amtsankenævnet (N), som tiltrådte afslaget på udbetaling af dagpenge med henvisning til den oprindelige oplysning om A's indstilling til revalidering.

Ombudsmanden fandt, at A burde have haft lejlighed til at udtale sig om grundlaget for K's afgørelse - dels den oplysning, der førte til standsning af refusion, dels de supplerende oplysninger fra hendes læge. Den partshøring, som var blevet forsømt af K, burde N have gennemført.

Ombudsmanden henstillede til N at genoptage sagen, idet han fandt det tvivlsomt, om N's begrundelse kunne bære afgørelsen. Han henviste dels til den manglende partshøring, dels til, at afgørelsen om udbetaling af dagpenge til A måtte indebære en (i forhold til situationen i forbindelse med refusionsophøret) ny stillingtagen med en vurdering af A's aktuelle indstilling til revalidering. (J. nr. 1990-247-042).

A havde ikke betalt sit arbejdsløshedskassekontingent rettidigt for januar 1989. Det fremgik af en edb-udskrift fra arbejdsløshedskassen, at kassen den 10. februar 1989 sendte A en standardrykker, hvorefter A ville blive slettet som medlem af kassen, medmindre hun betalte inden for en bestemt frist. Rykkeren blev sendt som almindeligt brev. A oplyste under sagen, at hun ikke modtog rykkerskrivelsen.

Da A ikke betalte restancen, blev A ved en afgørelse fra arbejdsløshedskassen slettet som medlem.

Udover en henstilling om genoptagelse af A's sag gav sagen anledning til en generel drøftelse af spørgsmålet om dokumentation for, at en rykkerskrivelse er afsendt, mellem ombudsmanden, Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen og Arbejdsmarkedets Ankenævn.

Ombudsmanden udtalte, at det principielt ville være rigtigst, hvis rykkerskrivelserne blev sendt anbefalet. Udsendelsen af rykkerskrivelserne som anbefalet brev indebærer imidlertid store ekstraomkostninger. Hertil kommer, at arbejdsløshedsforsikringsloven er under revision. På den baggrund fandt ombudsmanden, at afsendelsen af rykkerskrivelserne som et minimum bør dokumenteres ved en attest fra posthuset om, at skrivelsen er sendt. (J. nr. 1990-629-024).

A havde som advokat gennem flere år fået registreret såkaldte "skuffeselskaber" med henblik på videresalg. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen (E) registrerede anmeldelserne uanset selskabstype i den rækkefølge, de indgik til E. I begyndelsen af april 1990 ændrede E sin registreringspraksis, således at registreringen af "egentlige selskaber" blev prioriteret forud for "skuffeselskaber". Den ændrede praksis var bl.a. begrundet i, at de "egentlige selskabers" erhvervsaktiviteter indtil registreringen blev drevet på stifternes personlige ansvar. Ændringen vedrørte også allerede modtagne anmeldelser.

Ombudsmanden fandt, at nedprioriteringen var lovlig, og da den gennemsnitlige behandlingstid for "skuffeselskaber" efter ændringen ikke var urimelig lang (ca. 4 måneder), fandt han ikke grundlag for at kritisere den ændrede registreringspraksis.

Derimod fandt ombudsmanden det kritisabelt, at ændringen af den hidtidige registreringspraksis var sket uden forudgående varsel over for den - formentlig ret snævre - kreds, der blev berørt af ændringen. (J. nr. 1990-856-34).