En akademiingeniør klagede over forskellige forhold i forbindelse med Banestyrelsens beslutning om at afskedige ham.

I forbindelse med afskedigelsen havde Banestyrelsen udarbejdet to notater der indeholdt en vurdering af klagerens kvalifikationer. Ombudsmanden mente at notaterne indeholdt oplysninger om de faktiske omstændigheder der lå til grund for styrelsens vurdering. Ombudsmanden udtalte at oplysningerne var omfattet af forvaltningslovens partshøringpligt, og kritiserede at Banestyrelsen ikke havde partshørt over oplysningerne inden afgørelsen blev truffet.

Det fremgik endvidere af et af notaterne at unavngivne kolleger og entreprenører havde klaget over ingeniøren. Ombudsmanden mente det var beklageligt hvis anonyme klager var indgået i Banestyrelsens grundlag for afskedigelse. Såfremt klagerne var navngivne, burde Banestyrelsen have noteret navnene på de pågældende på sagen i medfør af notatpligten og overvejet at partshøre ingeniøren om klagerne.

Ombudsmanden bemærkede endvidere at det havde været rettest om Banestyrelsen i begrundelsen for afskedigelsen havde kommenteret ingeniørens bemærkninger om at han aldrig havde modtaget kritik i løbet af sin ansættelse.

Endelig tilsluttede ombudsmanden sig Trafikministeriets kritik af Banestyrelsens afslag på aktindsigt. Ombudsmanden tilføjede at de to ovennævnte notater indeholdt oplysninger som burde have været udleveret til A i medfør af forvaltningslovens § 12, stk. 2 medmindre de på andet grundlag kunne undtages fra aktindsigt - uanset notaternes interne karakter. (J.nr. 1998-0563-813).

En museumsafdeling tilbød en ansøger ansættelse på vilkår at ansøgeren flyttede til landsdelen og klarede oplæringen i museumsbutikken. Ansøgeren flyttede til en midlertidig bolig i området, men tiltrædelsestidspunktet blev efter aftale udskudt til han havde fået en mere permanent bolig. Inden tiltrædelsen, men efter et møde i afdelingen hvor ansøgeren bl.a. mødte nogle af de ansatte, fik han afslag på ansættelse begrundet i omstrukturering og uegnethed. Amtet, som museet hørte under, tiltrådte afgørelsen.

  Ombudsmanden mente at der var indgået en bindende aftale om ansættelse. Derfor skulle proceduren for uansøgt afskedigelse have været fulgt.

  Ombudsmanden kritiserede at officialprincippet og notatpligten ikke var overholdt, og at ansøgeren ikke var blevet partshørt inden afgørelsen blev truffet. Desuden var begrundelsen mangelfuld. Endelig kritiserede ombudsmanden myndighedernes sprogbrug.

  Ombudsmanden henstillede at sagen blev genoptaget med henblik på at myndighederne overvejede hvilke konsekvenser den mangelfulde sagsbehandling burde have for den pågældende.

  (J.nr. 2005-3791-810).

En kvinde klagede over at Arbejdsskadestyrelsen og Den Sociale Ankestyrelse havde givet hende afslag på aktindsigt i Arbejdsskadestyrelsens lægekonsulentudtalelse under henvisning til at der var tale om et internt arbejdsdokument.

Ombudsmanden henviste til den opfattelse som han tidligere havde givet udtryk for i forbindelse med udtalelser fra lægekonsulenter tilknyttet Den Sociale Ankestyrelse. Ombudsmanden udtalte i forlængelse heraf at også udtalelser fra lægekonsulenter tilknyttet Arbejdsskadestyrelsen i et ansættelsesforhold er omfattet af begrebet interne arbejdsdokumenter.

Ombudsmanden mente imidlertid det var beklageligt at Ankestyrelsen ikke havde indhentet lægekonsulentudtalelsen før styrelsen tiltrådte Arbejdsskadestyrelsen afslag på aktindsigtsbegæringen. Ombudsmanden mente endvidere det var beklageligt at Ankestyrelsen havde baseret vurderingen af om udtalelsen indeholdt faktiske oplysninger hvori der efter omstændighederne kunne gives aktisindsigt, på Arbejdsskadestyrelsens oplysninger herom. Det var netop denne vurdering som Ankestyrelsen - som klageinstans - skulle efterprøve. På denne baggrund og da hverken Arbejdsskadestyrelsen eller Den Sociale Ankestyrelse havde taget udtrykkelig stilling til kvindens anmodning om aktindsigt i henhold til princippet om "meroffentlighed", henstillede ombudsmanden til Den Sociale Ankestyrelse af styrelsen genoptog behandlingen af aktindsigtspørgsmålet. (J.nr. 1996-3005-001).

En kvinde klagede over en udtalelse fra et tilsynsråd. Sagen vedrørte en kommunes sagsbehandling i forbindelse med hendes afskedigelse som lærer ved en folkeskole. Hun blev afskediget som følge af kommunale besparelser.

Under sagens behandling havde kvinden fremsat begæring om aktindsigt, og i denne forbindelse havde kommunen tilsidesat reglen i forvaltningslovens § 11, stk. 1, om udsættelse af sagens afgørelse. Ombudsmanden udtalte at reglen i forvaltningslovens § 11, stk. 1, efter hans opfattelse var en retssikkerhedsgaranti.

Kommunen havde fastsat generelle retningslinier for afskedigelse i forbindelse med stillingsreduktion. Disse retningslinier var efter ombudsmandens opfattelse ikke i overensstemmelse med princippet om at afskedigelser ikke må ske alene ved anvendelse af et anciennitetsprincip.

Ombudsmanden udtalte endvidere at kommunen i sin begrundelse for afskedigelsen burde have henvist til de interne retningslinier for bl.a. afskedigelser der var vedtaget i kommunen. Kommunen burde endvidere have redegjort konkret for, hvorfor netop klageren skulle afskediges som følge af besparelserne.

På baggrund af den ufyldestgørende begrundelse kunne ombudsmanden ikke tage stilling til om der forelå en partshøringsfejl.

Ombudsmanden henstillede til tilsynsrådet at genoptage sagen. (J. nr. 1994-274-813).

En borger klagede over at en kommune havde undladt at give ham aktindsigt i interne arbejdsdokumenter i hans klagesag. Sagen havde været indbragt for tilsynsrådet som havde afvist klagen. Ombudsmanden udtalte at han var enig i kommunens og tilsynsrådets vurdering af at de pågældende dokumenter var interne og dermed som udgangspunkt undtaget fra aktindsigt efter forvaltningslovens § 12. Ombudsmanden var endvidere enig med tilsynsrådet i at dokumenterne ikke indeholdt oplysninger som skulle ekstraheres efter forvaltningslovens § 12, stk. 2.

Imidlertid kritiserede ombudsmanden at kommunen ikke efter princippet om meroffentlighed jf. offentlighedslovens § 4, stk. 1, 2. pkt. - havde overvejet om der alligevel burde gives indsigt i dokumenterne. Ombudsmanden lagde herved vægt på at klagerens anmodninger om aktindsigt måtte sidestilles med en begæring om meroffentlighed. Ombudsmanden kritiserede kommunens begrundelser for de trufne afgørelser om aktindsigt. Ombudsmanden kritiserede også tilsynsrådet for at det ikke i sin udtalelse om sagen havde omtalt punkterne om meroffentlighed og begrundelse.

Ombudsmanden bad herefter kommunen om at tage stilling til om klageren efter meroffentlighedsprincippet kunne få aktindsigt i de pågældende dokumenter. (J.nr. 1998-2679-401).

Ombudsmanden rettede henvendelse til Finansministeriet i anledning af publikationen "Resultatvurderinger af ledere" som indgik i ministeriets serie af publikationer "Den offentlige sektor år 2000".

Med vejledningen fulgte et sæt af spørgeskemaer - og af vejledningen fremgik at skemaerne skulle besvares anonymt. Det fremgik ikke om disse anonyme bidrag ville kunne indgå som grundlag for konkrete personaleretlige beslutninger over for lederen.

Ombudsmanden udtalte at almindelige forvaltningsretlige krav til hjemmel og sagsbehandling også gælder i forbindelse med beslutninger om afskedigelse og andre indgribende personaleforanstaltninger over for offentligt ansatte. En myndighed der træffer en indgribende personaleretlig afgørelse, må sikre sig at der foreligger det fornødne grundlag, og at den ansatte forud for afgørelsen bliver partshørt. På den baggrund mente ombudsmanden at anonyme oplysninger, eller oplysninger der af anden grund ikke kan undersøges af myndigheden eller den ansatte, ikke kan indgå i grundlaget for en indgribende personaleretlig reaktion over for en offentligt ansat.

Ombudsmanden spurgte om Finansministeriet kunne tilslutte sig hans opfattelse, og om ministeriet var indstillet på at udsende en vejledning om spørgsmålet. (J.nr. 1995-523-819).

I forbindelse med Justitsministeriets (JMT's) behandling af A's afskedigelsessag havde A anmodet Finansministeriet (FM) om aktindsigt i den sag, hvori JMT efter tjenestemandslovens § 31, stk. 3, havde anmodet FM om en udtalelse om, hvorvidt A kunne afskediges på grund af helbredsbetinget utjenstdygtighed.

Ombudsmanden udtalte, at FM's sag ikke kunne anses for en afgørelsessag, og at der derfor skulle tages stilling til A's aktindsigtsanmodning efter offentlighedsloven (og ikke forvaltningsloven).

Ombudsmanden kritiserede, at FM normalt indhentede den udstedende læges samtykke til at meddele aktindsigt i lægeerklæringer og fandt det heller ikke holdbart, hvis FM rutinemæssigt indhentede en (uforbindende) udtalelse fra lægen. Ombudsmanden redegjorde herved for den ganske snævre adgang til efter offentlighedslovens § 4, stk. 2, jf. § 13, stk. 1, nr. 6, at undtage lægeerklæringer fra aktindsigt. Ombudsmanden kritiserede også, at FM's delvise afslag på aktindsigt ikke var begrundet. Han henstillede, at FM genoptog sagen og meddelte A en fyldestgørende begrundelse og i denne forbindelse overvejede bestemmelserne i offentlighedslovens § 8, nr. 2, om "§ 6-notater", og § 11, stk. 1, om ekstrahering, samt spørgsmålet om, hvorvidt FM's lægekyndige konsulent kan anses for en del af FM. Ombudsmanden kritiserede videre, at FM ikke havde meddelt A "løbende aktindsigt" i dokumenter, modtaget af FM efter besvarelsen af A's aktindsigtsanmodning, og ikke havde meddelt A aktindsigt i "journaldokumenter", jf. offentlighedslovens § 5, stk. 1, nr. 2, samt havde tilsidesat 10-dagesfristen i offentlighedslovens § 16, stk. 2

Endelig kritiserede ombudsmanden, at en medarbejder i FM havde fremsat, og JMT til A havde viderebragt en udtalelse om, at A's genansættelsessag risikerede at blive forsinket på grund af A's klage til ombudsmanden. (J. nr. 1989-1715-20).

A klagede sammen med 5 andre studerende over, at der havde været støj under en skriftlig eksamen ved Københavns Universitet (KU). Fakultetet tilbød på baggrund af klagen de studerende en ekstra prøveadgang ud over de tilladte tre eksamensforsøg. A klagede på ny, idet han mente, at klagen skulle behandles efter reglerne i bekendtgørelsen om behandling af eksamensklager ved de højere uddannelsesinstitutioner. KU og Undervisningsministeriet lod ikke klagen behandle efter reglerne i eksamensklagebekendtgørelsen.

Da klagen efter sit indhold ikke vedrørte forhold af faglig karakter, kritiserede ombudsmanden ikke, at fakultetskontoret i første omgang behandlede klagen som en administrativ klage. Ombudsmanden fandt derimod, at sagen burde have været overgået til behandling efter reglerne i eksamensklagebekendtgørelsen, da A fastholdt, at han ønskede sagen behandlet efter disse regler. Ombudsmanden kritiserede endvidere flere forhold i forbindelse med sagens behandling, herunder den tid, der var medgået hertil. (J. nr. 1992-1355-712).

Persontrafikrådet meddelte advokat A, at de til et selskab udstedte tilladelser til turist- og bestillingskørsel var bortfaldet, da B ikke var den, der som selskabets ansvarlige leder vedvarende og faktisk havde forestået virksomhedens transportarbejde, jf. § 11 i bekendtgørelse nr. 620, af 6. december 1978 om kvalifikationskrav til indehaverne af tilladelser til buskørsel. A klagede til ombudsmanden herover og over sagens oplysning og behandling.

Ombudsmanden udtalte, at det ikke var lovligt, at Persontrafikrådet, som sket, havde fastsat vilkår om, at den ansvarlige leder B, skulle eje selskabets anparter helt eller delvist. Tilsidesættelse af vilkåret kunne derfor ikke tillægges vægt ved afgørelsen om tilladelsens bortfald i henhold til bekendtgørelsens § 11, stk. 2. I ombudsmandens vurdering af sagen indgik, at en begæring om aktindsigt ikke var behandlet korrekt. Ombudsmanden henstillede til Rådet, at der blev truffet en ny afgørelse.

Ombudsmanden fremførte samtidig nogle principielle synspunkter om det hjemmelsgrundlag, der var lagt til grund for Rådets afgørelser og henstillede, at Rådet overvejede at søge sin praksis ændret, således at formodede tilfælde af "stråmandsvirksomhed" blev bedømt efter buslovens regler om tilbagekaldelse af tilladelser.

Rådet meddelte efter en fornyet gennemgang af sagen, at selskabets tilladelser kunne opretholdes. Rådet havde endvidere taget ombudsmandens principielle betragtninger til efterretning, således at fremtidige sager om "stråmandsvirksomhed" ville blive behandlet efter reglerne om tilbagekaldelse. (J. nr. 1989-202-511).

A klagede over en vurderingsmyndigheds og Told- og Skattestyrelsens (TOS') afgørelser og sagsbehandling i forbindelse med vurderingen af hans bil.

Ombudsmanden kunne ikke kritisere selve vurderingen; men myndighedernes sagsbehandling gav på flere punkter anledning til kritik. Ombudsmanden kritiserede således blandt andet myndighederne for manglende og utilstrækkelig begrundelse for de trufne afgørelser, manglende svar på anmodning om aktindsigt forud for afgørelsen, manglende overholdelse af 10 dages fristen i forvaltningslovens § 16, stk. 2, manglende fremsendelse af kopi af sagens akter som begæret af A, manglende klagevejledning samt TOS' begrænsede undersøgelser af grundlaget for vurderingen forud for TOS' afgørelse i sagen. (J. nr. 1993-488-229).

En advokat klagede over at Rigsadvokaten og Justitsministeriet ikke havde givet ham medhold i hans klager over dels ikke at være blevet underrettet i forbindelse med retsmøder om telefon- og rumaflytning hos hans klient, dels ikke - som ønsket - at have fået aktindsigt i det ved telefon- og rumaflytningerne tilvejebragte materiale.

Ombudsmanden tilsluttede sig Rigsadvokatens opfattelse hvorefter politiet/anklagemyndigheden enten må underrette en valgt/beskikket forsvarer om retsmøder vedrørende indgreb i meddelelseshemmeligheden, eller få rettens kendelse for at underretning af forsvareren ikke skal ske.

Ombudsmanden mente at de samme synspunkter måtte gøre sig gældende for så vidt angår forsvarerens adgang til det materiale som politiet tilvejebringer ved indgreb i meddelelseshemmeligheden.

Da straffesagen mod advokatens klient blev opgivet uden tiltale, og da Rigsadvokaten havde meddelt politiet og anklagemyndigheden at lignende sager skulle forelægges domstolene til afgørelse, foretog ombudsmanden sig ikke mere i sagen. (J.nr. 1994-2767-609).

A klagede over K Kommunes behandling af ham i forbindelse med, at kommunen ydede støtte til, at hans daværende hustru B tog ophold på døgninstitutionen D sammen med parrets yngste søn C.

Ombudsmanden fandt, at kommunen burde have underrettet A om beslutningen om at yde støtte til C's ophold uden for hjemmet, da forældrene havde fælles forældremyndighed over C. For så vidt angik kommunens beslutning om at yde støtte til C's ophold på institutionen, fandt ombudsmanden, at A måtte anses som part. En afgørelse om, hvorvidt der skulle gives A aktindsigt, burde derfor have været truffet på grundlag af forvaltningsloven. Det tiltrådtes dog, at oplysningerne vedrørende støtten til B måtte vurderes efter offentlighedsloven. Kommunen havde i afslaget på aktindsigt henvist til den almindelige tavshedspligt i straffelovens § 152. Denne henvisning ansås for uberettiget, jf. forvaltningslovens § 9, stk. 2, og offentlighedslovens § 14. Ombudsmanden henstillede på denne baggrund, at kommunen genoptog sagen til ny behandling.

Socialministeriet havde meddelt, at det overordnede ressorttilsyn ikke gav Socialstyrelsen kompetence til at gå ind i en konkret bedømmelse af sagsforløbet i en personsag. Ombudsmanden udtalte hertil, at det måtte antages, at ministeriet har en ganske vidtgående adgang til inden for sit ressortområde at afgive vejledende udtalelser om lovgivningens indhold og anvendelse. Udtalelserne kan gives med udgangspunkt i konkrete sager. (J. nr. 1991-134-060).

A, der var læge, klagede over manglende underretning, partshøring og aktindsigt i forbindelse med en sag i Patientklagenævnet (PKN).

PKN havde på baggrund af en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen (SUS) anmodet politiet om at rejse tiltale mod A for overtrædelse af bestemmelser i lægeloven. PKN oplyste over for A, at sagen på det tidspunkt, hvor SUS indstillede til PKN, at der blev rejst tiltale, ansås for omfattet af forvaltningslovens § 9, stk. 3, angående sager om strafferetlig forfølgning, hvorfor PKN nægtede A aktindsigt og undlod partshøring under henvisning til forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 4.

Ombudsmanden fandt det kritisabelt, at PKN ikke havde underrettet A om sagens indbringelse for nævnet samt foretaget partshøring med hensyn til SUS's udtalelse, inden PKN traf beslutning.

Endvidere fremkom ombudsmanden med bemærkninger om forvaltningslovens afgørelsesbegreb i forhold til PKN's beslutning om at anmode om tiltalerejsning. (J. nr. 1992-920-420).

I en konkret sag opstod der spørgsmål om, hvorvidt en mor A til et barn B, der gennem nogle år havde været anbragt uden for hjemmet, var part i K Kommunes sag vedrørende godkendelse af nye plejeforældre for B. K's sag var rejst med henblik på udstedelse af plejetilladelse til B's farmor C.

Plejetilladelser efter bistandslovens § 66 udstedes formelt ikke med henblik på anbringelse af et bestemt barn hos plejefamilien; de er af generel karakter og giver alene tilladelse til at modtage et bestemt antal børn eller unge i familiepleje. Ofte vil det derfor ikke være muligt at identificere personer (udover den, der søger plejetilladelsen), der kan have partsstatus i tilladelsessagen.

I den foreliggende sag måtte det imidlertid på forhånd anses for sandsynligt, at en udstedelse af plejetilladelse til C ville medføre, at B blev anbragt dér. Hertil kom, at A under hele sagen havde ydet en væsentlig og aktiv indsats for at supplere det faktiske grundlag, som K skulle træffe afgørelse på. Under disse omstændigheder - og da forældremyndighedens indehaver i almindelighed må siges at have en meget væsentlig interesse i, hos hvilken familie et barn opholder sig - antog ombudsmanden, at A burde have været anset for part i sagen. Også en mere formålsbestemt forståelse af forvaltningslovens partsbegreb talte for dette resultat. Det kunne i den forbindelse ikke tillægges afgørende betydning, at A's interesse i sagens udfald næppe kunne karakteriseres som retlig i streng forstand.

Ombudsmanden kritiserede K's begrundelse i forbindelse med aktindsigtsafgørelsen, og at K ikke havde vurderet A's anmodning om aktindsigt efter offentlighedslovens almindelige bestemmelser. (J. nr. 1992-1664-001).

En advokat klagede på vegne af en udlænding over Indenrigsministeriets afgørelse om at udvise udlændingen med indrejseforbud på grund af ulovligt ophold i Danmark. Endvidere klagede advokaten over myndighedernes afgørelse om ikke at give klagen opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen.

Ombudsmanden kunne ikke kritisere Indenrigsministeriets afgørelse om udvisning efter udlændingelovens § 24, nr. 5, jf. § 32, stk. 1, eller Indenrigsministeriets beslutning om ikke at tillægge klagen opsættende virkning, jf. udlændingelovens § 33. Derimod mente ombudsmanden det var kritisabelt, at udlændingen blev udsendt ved politiets foranstaltning to dage før ministeriet traf endelig afgørelse om, at klagen ikke skulle have opsættende virkning. Ombudsmanden lagde i den forbindelse vægt på at Direktoratet for Udlændinge havde meddelt advokaten, at sagen var sendt til Indenrigsministeriet, der ville tage stilling til spørgsmålet om opsættende virkning. Advokaten var derfor bragt i en berettiget forventning om at hans klient ikke ville blive udsendt inden Indenrigsministeriet havde truffet afgørelse.

Under Direktoratet for Udlændinges behandling af sagen blev udlændingen ikke gjort bekendt med de forklaringer en kommunalt ansat havde afgivet til politirapporten i sagen. Partshøring kunne efter Indenrigsministeriets opfattelse undlades i medfør af forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 3, hvorefter væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser kan tale imod en sags udsættelse på grund af partshøring. Ombudsmanden fandt under henvisning til udlændingelovens § 33, stk. 1 og 3, ikke anledning til at kritisere Indenrigsministeriets opfattelse. Efter ombudsmandens opfattelse måtte der dog i hver enkelt sag ske en konkret og individuel afvejning af hensynet til en særlig hurtig sagsbehandling over for partens interesse i at have indflydelse på sagens gang. Ombudsmanden kritiserede at der ikke i denne sag var sket en sådan konkret og individuel afvejning. (J. nr. 1994-2611-643).

I skrivelse af 22. november 1990 anmodede A Direktoratet for Kriminalforsorgen (DFK) om aktindsigt i en forsorgsjournal. Den 27. november 1990 meddelte DFK A, at der skulle indhentes forskellige udtalelser, hvorfor det kunne vare nogen tid, inden A ville modtage svar. Den 30. november 1990 modtog DFK de udbedte udtalelser og journalnotater fra en afdeling under kriminalforsorgen. DFK traf ved skrivelse af 9. januar 1991 afgørelse vedrørende A's anmodning om aktindsigt.

Ombudsmanden udtalte, at DFK's skrivelse af 27. november 1990 til A ikke udgjorde en tilstrækkelig klar meddelelse om grunden til, at A's anmodning om aktindsigt ikke var imødekommet eller afslået inden 10 dage efter begæringens modtagelse, ligesom DFK's angivelse af, hvornår afgørelsen kunne forventes at foreligge, ikke var i overensstemmelse med bestemmelsen i forvaltningslovens § 16, stk. 2.

Ombudsmanden fandt det endvidere kritisabelt, at A's anmodning om aktindsigt ikke blev besvaret snarest efter DFK's modtagelse af journalnotaterne. (J. nr. 1991-122-615).

A klagede over den tid, der indtil da var medgået til Told- og Skattestyrelsens (TOS) besvarelse af hans anmodning om aktindsigt.

A havde i august 1988 anmodet Skatteministeriet, Departementet (SKM) om aktindsigt. SKM oversendte først skrivelsen til Statsskattedirektoratet (SSD) i august 1989. Skrivelsen sås ikke at være indjournaliseret i SSD. I februar 1990 erindrede A SKM om sagen. SKM oversendte skrivelsen til SSD som en anmodning om sagens fremskyndelse. A's erindringsskrivelse blev indjournaliseret i SSD, men bortkom senere. Først efter henvendelse fra ombudsmandens kontor imødekom Told- og Skattestyrelsen (TOS) A's begæring om aktindsigt og traf samtidig afgørelse i sagen.

Ombudsmanden (FO) konstaterede, at sagen havde været 2 år og 8 måneder under behandling, og at afgørelse først var blevet truffet efter henvendelse fra FO's kontor. FO fandt, at SKM's og TOS's behandling af sagen havde været helt uantagelig. Da det blev konstateret, at der var begået fejl, burde SKM have truffet foranstaltninger med henblik på at sikre, at A snarest modtog en besvarelse. FO anmodede TOS om at oplyse årsagen til, at der ikke ved styrelsens restancekontrol, blev konstateret, at der i en sag var en ubesvaret skrivelse. FO fandt det uforståeligt, at hans høringsskrivelse til SKM ikke førte til, at aktindsigtsbegæringen straks blev besvaret. FO fandt det beklageligt, at der i strid med forvaltningslovens § 11, stk. 1, blev truffet afgørelse om sagens realitet samtidig med, at der blev meddelt aktindsigt. FO gik ud fra, at SKM og TOS på baggrund af sagen overvejede, om der måtte være behov for ændring eller præcisering af sagsgange i ministeriet/styrelsen. (J. nr. 1990-1601-220).

A klagede i juli 1990 over, at hun endnu ikke havde fået svar i en sag vedrørende kommunal inddrivelse af restskat. Sagen var af ombudsmanden i december 1989 oversendt til Statsskattedirektoratet (nu Told- og Skattestyrelsen) til videre foranstaltning.

Ombudsmanden udtalte, at Skatteministeriet - efter at ministeriet fra A havde modtaget en henvendelse, der fremstod som et ønske om henstand med tvangsinddrivelse af restskat - burde have foranlediget, at A blev vejledt om sine muligheder for at søge om henstand med skattebetalingen.

Samtidig udtalte ombudsmanden, at han - henset til at behandlingen af A's klagesag tog ca. et år - fandt det kritisabelt, at A kun en enkelt gang blev orienteret om, at der kunne gå nogen tid, inden afgørelse i sagen kunne foreligge.

Ombudsmanden fandt det endvidere kritisabelt, at A's rykkerskrivelser ikke blev besvaret med det samme.

Endelig udtalte ombudsmanden, at han fandt det særdeles kritisabelt, at A's begæring til Statsskattedirektoratet om aktindsigt først blev besvaret efter 8 måneder. (J. nr. 1990-1052-222).

A klagede for B og hans ægtefælle C over den tid, der var medgået til Direktoratet for Udlændinges (D.f.U) behandling af B's ansøgning om opholdstilladelse på grundlag af hans ægteskab med C, der boede hér i landet. Til behandlingen af B's ansøgning medgik der ca. 10 måneder, hvoraf ansøgningen i ca. 9 måneder henlå hos rigspolitichefen, med henblik på en nærmere undersøgelse af B's og C's familieforhold, uden at der blev foretaget ekspeditioner i sagen. D.f.U. underrettede først efter knap 8 måneder på ny A om, hvorpå sagens behandling beroede. D.f.U. undlod endvidere at besvare A's rykkerskrivelser.

Ombudsmanden udtalte, at en så langvarig sagsbehandlingstid i forhold til B og C var klart urimelig. Ombudsmanden fandt det bl.a. beklageligt, at der i ca. 9 måneder - mens sagen henlå hos rigspolitichefen - ikke var foretaget ekspeditioner i sagen.

Under henvisning til Justitsministeriets vejledning om forvaltningslovens pkt. 206 og 208 fandt ombudsmanden det beklageligt, at Direktoratet for Udlændinge ikke under sagens langvarige forløb orienterede sagens parter om, hvorpå sagen beroede. Ombudsmanden fandt det endvidere kritisabelt, at A's rykkerskrivelser ikke blev besvaret med det samme af Direktoratet for Udlændinge.

Endelig fandt ombudsmanden det kritisabelt, at Direktoratet for Udlændinge ikke besvarede A's begæringer om aktindsigt inden 10 dage efter modtagelsen af begæringerne, jf. bestemmelsen i forvaltningslovens § 16, stk. 2. (J. nr. 1990-975-613).

Ombudsmanden mente ikke der var tilstrækkeligt grundlag for at kritisere at Rigspolitichefen nægtede en tolk adgang til udvidet partshøring i forbindelse med en sag om sletning fra Rigspolitichefens tolkefortegnelse. Ombudsmanden mente dog det ville have været bedst stemmende med god forvaltningsskik hvis Rigspolitichefen havde givet tolken mulighed for at fremkomme med sine bemærkninger til sagen.

Ombudsmanden udtalte endvidere at han mente det var beklageligt at to meddelelser fra Rigspolitichefen vedrørende aktindsigt ikke var i overensstemmelse med kravet i forvaltningslovens § 16, stk. 2. Desuden mente ombudsmanden det var beklageligt at Rigspolitichefens afgørelse kun indeholdt oplysning om at der var foretaget anonymisering i akterne, og ikke oplysning om at aktindsigten ikke omfattede alle sagens akter. Der manglede en begrundelse herfor i overensstemmelse med forvaltningslovens §§ 22 og 24.

Ombudsmanden kritiserede at Justitsministeriet ikke konstaterede og udtalte sig om ovennævnte forhold i forbindelse med sin afgørelse i sagen.

Endelig udtalte ombudsmanden som sin opfattelse at nogle oplysninger i sagen vedrørende to navnelister burde have været undersøgt nøjere inden afgørelsen blev truffet. Ombudsmanden henstillede til Justitsministeriet at genoverveje sagen. (J.nr. 1999-1575-69).

En tjenestemandsansat politibetjent A blev af Rigspolitichefen før prøvetidens udløb afskediget uansøgt, da hun ikke skønnedes at være i besiddelse af de kvalifikationer og personlige egenskaber, der måtte kræves af en polititjenestemand. A klagede til Justitsministeriet (JM), der tiltrådte afskedigelsen.

Ombudsmanden fandt ikke grundlag for at kritisere afgørelsen om uansøgt afsked, men der var en række forhold omkring proceduren, som gav anledning til bemærkninger.

Under hensyn til at A ikke forud for eller samtidig med partshøringsskrivelsen havde fået en skriftlig redegørelse for de forhold, der blev lagt til grund for den påtænkte afskedigelse, fandt ombudsmanden, at det havde været hensynsfuldt, om A i hvert fald samtidig med skrivelsen havde modtaget kopi af den skrivelse og udtalelse, der henvistes til i høringsskrivelsen.

Ombudsmanden kritiserede, at A som følge af hendes berettigede anmodning om partsaktindsigt fik pålæg om at møde på stationen og ydermere fik besked om, at det ville blive betragtet som en tjenesteforseelse, hvis hun ikke mødte.

Afskedigelsesskrivelsen burde have indeholdt en henvisning til tjenestemandslovens § 28.

Ombudsmanden fandt det i strid med god forvaltningsskik, at afskedigelsesskrivelsen ikke blev sendt til A, men i stedet overbragt hende af 2 ansatte fra samme politistation uden kuvert.

JM burde have påtalt disse forhold over for Rigspolitichefen. (J. nr. 1991-1961-60).

En journalist begærede aktindsigt i et brev som Trafikministeriet samme dag havde faxet til et rederi. Ministeriet besluttede at imødekomme anmodningen, men ventede med at udlevere kopi af brevet til dagen efter. Trafikministeriet henviste til at modtageren af det pågældende brev burde have en rimelig tid til at gøre sig bekendt med indholdet af brevet, inden det blev udleveret til andre. Journalisten klagede over forsinkelsen til ombudsmanden.

Ombudsmanden udtalte at der hverken efter offentlighedslovens § 5, stk. 1, nr. 1's ordlyd eller lovens motiver var støtte for en antagelse om at retten til aktindsigt først skulle indtræde på et senere tidspunkt end det tidspunkt, hvor de udgåede breve måtte antages at være kommet frem til modtageren. Ombudsmanden henviste til offentlighedslovens karakter af en minimumslov som udtømmende gør op med i hvilke tilfælde og på hvilken måde der gælder undtagelser fra udgangspunktet om retten til aktindsigt. Ombudsmanden kritiserede på den baggrund Trafikministeriets beslutning om at udsætte aktindsigten. (J. nr. 1995-1847-501)

En advokat (A) havde på vegne af et konsortium søgt Forsvarsministeriet (FM) om tilladelse til at bjærge et ubådsvrag. A anmodede om aktindsigt i en videofilm af ubåden, optaget af Forsvarskommandoen (FKO), Søværnets Våbeninspektør, som havde afgivet sagkyndig udtalelse i bjærgningssagen. A anmodede tillige om at få kopi af videofilmen. Begæringen blev besvaret af FM, som imødekom ønsket om aktindsigt, men afslog ønsket om kopi med en generel henvisning til, at dokumentet på grund af sin form vanskeligt kunne kopieres.

A gjorde over for ombudsmanden navnlig gældende, at det kunne have afgørende betydning for hans muligheder for at varetage sine interesser i bjærgningssagen, at han fik en kopi, at filmen let kunne kopieres i enhver radioforretning, og at han havde tilbudt at betale for kopieringen.

Ombudsmanden udtalte, at da videooptagelsen indgik i sagen hos FKO, som ikke var en afgørelsessag, skulle aktsindsigtsspørgsmålet afgøres efter offentlighedsloven. Ombudsmanden anså det for en fejl, at FM ikke havde foretaget en konkret vurdering af, hvilke vanskeligheder kopiering ville være forbundet med, og henstillede, at FM tog spørgsmålet op til fornyet (konkret) vurdering. Ombudsmanden anførte i den forbindelse bl.a., at det herved ville være relevant at inddrage det forhold, at meroffentlighedsprincippet i offentlighedslovens § 4 i denne sag kunne tale for at udlevere kopi i videre omfang, end loven foreskriver. Ombudsmanden udtalte endvidere, at afgørelsen om aktindsigt i medfør af offentlighedslovens § 15, stk. 1, som udgangspunkt burde være truffet af FKO; endvidere udtaltes det, at det måtte anses for en fejl, at 10-dages-fristen i offentlighedslovens § 16 ikke var overholdt, og at det var beklageligt, at FM ikke i sin begrundelse havde henvist til relevante retsregler.   (J. nr. 1989-1580-48).

En udlænding fik af udlændingemyndighederne afslag på sin ansøgning om visum. Baggrunden herfor var at hun under et tidligere visumophold havde overskredet visummets gyldighedsperiode.

Ansøgeren havde under det tidligere visumophold henvendt sig personligt i Udlændingeservice for at få vejledning om visummets gyldighedsperiode. Der var uenighed mellem ansøgeren og styrelsen om indholdet af den vejledning som blev givet i den forbindelse.

Ombudsmanden udtalte at det var beklageligt at styrelsen ikke havde taget notat om den vejledning som ansøgeren havde modtaget. Ombudsmanden overvejede om styrelsens manglende notat måtte medføre at ansøgerens opfattelse af vejledningens indhold burde lægges til grund, men mente dog ikke der var fuldt tilstrækkeligt grundlag herfor. Ombudsmanden kunne derfor ikke kritisere afslaget på den efterfølgende ansøgning om visum.

Ombudsmanden kritiserede at ministeriet ikke havde partshørt ansøgerens advokat inden ministeriet traf afgørelse.
(J.nr. 2005-4242-644).