En deltidsansat ledende folkebibliotekar som ikke var faguddannet bibliotekar, blev afskediget i forbindelse med en strukturændring. Stillingen blev ændret til en fuldtidsstilling og ønskedes besat med en faguddannet bibliotekar.

Ombudsmanden mente ikke der var grundlag for kritik heraf eller grundlag for at antage at kommunen ikke havde opfyldt sin pligt til at undersøge muligheden for omplacering. Ombudsmanden anså det heller ikke for at være i strid med lovgivningen at kommunen ikke ansatte den pågældende i en opslået medhjælperstilling.

Bibliotekaren blev ikke partshørt inden afskedigelsen. Hun var i en vis udstrækning orienteret om beslutningsgrundlaget, men var ikke bekendt med at sagen aktuelt blev behandlet i kommunalbestyrelsen. Ombudsmanden mente derfor partshøringsreglen i forvaltningslovens § 19 var tilsidesat. Ombudsmanden udtalte desuden at begrundelsen var mangelfuld, og at kommunen burde have taget notat om kommunens mundtlige orienteringer af bibliotekaren. (J.nr. 1998-0104-813).

Direktoratet for Arbejdstilsynet (AT) afskedigede A, der var ansat som ingeniør i en af arbejdstilsynets kredse. Afskedigelsen, der var begrundet i samarbejdsvanskeligheder, blev tiltrådt af Arbejdsministeriet (AM).

Ombudsmanden udtalte, at han - således som sagen forelå oplyst - ikke fandt at have fuldt tilstrækkeligt grundlag for at kritisere afskedigelsesafgørelsen. Ombudsmanden udtalte i den forbindelse, at den endelige afgørelse af spørgsmålet, herunder hvor omfattende og dybtgående samarbejdsproblemerne havde været, henhørte under domstolene, og at han i givet fald var indstillet på at henstille, at der meddeltes A fri proces under en sådan retssag.

A var ikke forud for afskedigelsen blevet partshørt om kredschefens indstilling til AT, om at A fratrådte sin stilling i kredsen. A var heller ikke blevet partshørt om en skrivelse fra en medarbejder til personalekontoret. Ombudsmanden fandt dette kritisabelt. Ligeledes fandt ombudsmanden det ud fra en ulovbestemt grundsætning om partshøring kritisabelt, at A ikke før afskedigelsen havde modtaget en redegørelse om AT's opfattelse af sagen. AT's orientering af A's tillidsmand/organisation kunne ikke træde i stedet for partshøring efter forvaltningslovens § 19 eller den ulovbestemte grundsætning. Endvidere fandt ombudsmanden det kritisabelt, at AT's afskedigelsesskrivelse til A ikke indeholdt en tilstrækkelig begrundelse, jf. forvaltningslovens § 24. Endelig udtalte ombudsmanden, at AM over for AT burde have påtalt den manglende partshøring og den mangelfulde begrundelse. (J. nr. 1992-822-812).

En akademiingeniør klagede over forskellige forhold i forbindelse med Banestyrelsens beslutning om at afskedige ham.

I forbindelse med afskedigelsen havde Banestyrelsen udarbejdet to notater der indeholdt en vurdering af klagerens kvalifikationer. Ombudsmanden mente at notaterne indeholdt oplysninger om de faktiske omstændigheder der lå til grund for styrelsens vurdering. Ombudsmanden udtalte at oplysningerne var omfattet af forvaltningslovens partshøringpligt, og kritiserede at Banestyrelsen ikke havde partshørt over oplysningerne inden afgørelsen blev truffet.

Det fremgik endvidere af et af notaterne at unavngivne kolleger og entreprenører havde klaget over ingeniøren. Ombudsmanden mente det var beklageligt hvis anonyme klager var indgået i Banestyrelsens grundlag for afskedigelse. Såfremt klagerne var navngivne, burde Banestyrelsen have noteret navnene på de pågældende på sagen i medfør af notatpligten og overvejet at partshøre ingeniøren om klagerne.

Ombudsmanden bemærkede endvidere at det havde været rettest om Banestyrelsen i begrundelsen for afskedigelsen havde kommenteret ingeniørens bemærkninger om at han aldrig havde modtaget kritik i løbet af sin ansættelse.

Endelig tilsluttede ombudsmanden sig Trafikministeriets kritik af Banestyrelsens afslag på aktindsigt. Ombudsmanden tilføjede at de to ovennævnte notater indeholdt oplysninger som burde have været udleveret til A i medfør af forvaltningslovens § 12, stk. 2 medmindre de på andet grundlag kunne undtages fra aktindsigt - uanset notaternes interne karakter. (J.nr. 1998-0563-813).

Et auktionsfirma ansøgte den 28. maj 1997 Kulturværdiudvalget om tilladelse til at udføre et maleri med henblik på salg i udlandet.

Den 5. september 1997 nedlagde udvalget forbud mod udførsel i henhold til lov om sikring af kulturværdier i Danmark og tilbød auktionsfirmaet 200.000 kr. for maleriet.

Auktionsfirmaet klagede herefter til ombudsmanden som udtalte at udvalget ikke havde hjemmel til at meddele udførselsforbud da § 6, stk. 2, i lov om sikring af kulturværdier i Danmark indeholdt en lovbestemt frist på 3 måneder for at nedlægge et udførselsforbud. Fristen var overskredet da udvalget traf sin afgørelse.

Ombudsmanden udtalte også at Kulturværdiudvalget bl.a. burde have partshørt auktionsfirmaet over to indhentede fagkyndige udtalelser om maleriets værdi. Sagen gav ombudsmanden anledning til at udtale at det fulgte af officialprincippet at udvalget skulle træffe en indholdsmæssigt rigtig afgørelse om værdifastsættelsen uafhængigt af hvilken værdiansættelse ansøgningen var ledsaget af. Herefter ville enhver indhentet fagkyndig udtalelse om genstandens værdi principielt være "til ugunst" for parten og således omfattet af partshøringspligten i § 19 i forvaltningsloven.

Efter Ombudsmandens opfattelse overskred udvalgets sprogbrug over for auktionsfirmaet på mange punkter klart grænserne for god forvaltningsskik.

Sammenfattende mente Ombudsmanden at Kulturværdiudvalgets sagsbehandling havde været meget kritisabel. (J.nr. 1998-1545-759).

En forening klagede for en tyrkisk kvinde over Direktoratet for Udlændinges og Indenrigsministeriets afgørelser om afslag på forlængelse af opholdstilladelse. Under sagen havde politiet flere gange foretaget samlivskontrol hos kvinden og hendes ægtefælle. Der var udfærdiget politirapporter om samlivskontrollen.

Ombudsmanden mente det var kritisabelt, at Direktoratet for Udlændinge ikke havde foretaget partshøring om oplysningerne i en af politirapporterne, og at direktoratet traf afgørelse på baggrund af oplysninger indhentet mere end et halvt år før afgørelsen blev truffet. For så vidt angik Indenrigsministeriets behandling af sagen, mente ombudsmanden ligeledes det var kritisabelt, at Indenrigsministeriet ikke havde foretaget partshøring om oplysningerne i en politirapport. Herudover mente ombudsmanden at Indenrigsministeriet i forbindelse med sin behandling af klagesagen burde have påtalt de sagsbehandlingsfejl som direktoratet havde begået.

Under hensyn til at reglerne om partshøring har karakter af garantiforskrifter, og at det derfor ikke kunne udelukkes at den manglende partshøring havde haft indflydelse på de trufne afgørelser, henstillede ombudsmanden til Indenrigsministeriet at genoptage sagen og sørge for at der blev truffet en ny afgørelse i sagen. (J. nr. 1994-1513-643).

En advokat klagede på en førtidspensionists vegne over myndighedernes afslag på særligt pensionstillæg til enlige. Det sociale nævn lagde i sin afgørelse bl.a. vægt på at førtidspensionisten havde fælles adresse med en anden mand, og at adressen var opført som en enfamiliebolig. Parterne ejede 50 pct. hver.

Ombudsmanden udtalte at oplysningerne om de formelle boforhold som nævnet tilsyneladende havde lagt afgørende vægt på, ikke i sig selv kunne føre til at bedømme en person som samlevende når de øvrige oplysninger i sagen, herunder alle de forhold som udtrykkeligt er nævnt i loven, førte til det modsatte resultat. Nævnet burde have lagt afgørende vægt på oplysningerne om den måde hvorpå parterne faktisk havde indrettet sig på den fælles adresse, ligesom nævnet burde have vurderet om der var tale om ægteskabs- eller partnerskabslignende forhold. I lyset af dette henstillede ombudsmanden til nævnet at genoptage sagen.

Ombudsmanden kritiserede også at kommunens afgørelse ikke var tilstrækkelig begrundet og at kommunen og det sociale nævn ikke havde partshørt i tilstrækkeligt omfang. (J.nr. 1998-3782-043).

En kvinde klagede over en udtalelse fra et tilsynsråd. Sagen vedrørte en kommunes sagsbehandling i forbindelse med hendes afskedigelse som lærer ved en folkeskole. Hun blev afskediget som følge af kommunale besparelser.

Under sagens behandling havde kvinden fremsat begæring om aktindsigt, og i denne forbindelse havde kommunen tilsidesat reglen i forvaltningslovens § 11, stk. 1, om udsættelse af sagens afgørelse. Ombudsmanden udtalte at reglen i forvaltningslovens § 11, stk. 1, efter hans opfattelse var en retssikkerhedsgaranti.

Kommunen havde fastsat generelle retningslinier for afskedigelse i forbindelse med stillingsreduktion. Disse retningslinier var efter ombudsmandens opfattelse ikke i overensstemmelse med princippet om at afskedigelser ikke må ske alene ved anvendelse af et anciennitetsprincip.

Ombudsmanden udtalte endvidere at kommunen i sin begrundelse for afskedigelsen burde have henvist til de interne retningslinier for bl.a. afskedigelser der var vedtaget i kommunen. Kommunen burde endvidere have redegjort konkret for, hvorfor netop klageren skulle afskediges som følge af besparelserne.

På baggrund af den ufyldestgørende begrundelse kunne ombudsmanden ikke tage stilling til om der forelå en partshøringsfejl.

Ombudsmanden henstillede til tilsynsrådet at genoptage sagen. (J. nr. 1994-274-813).

Som del af afgangseksamen fremlagde A arbejder inden for faget formgivning til bedømmelse af et kollegium bestående af 3 fremmede censorer og 3 lærercensorer. Da fremlæggelsen og drøftelsen mellem A og bedømmelseskollegiet var færdige, afgav 2 censorer skriftligt deres karakter til studielederen og forlod derpå eksamen. Der blev ikke forhandlet samlet i bedømmelseskollegiet i forbindelse med karakterfastsættelsen. 3 censorer ville give karakteren meget tilfredsstillende, og 3 ville give karakteren tilfredsstillende. Herefter fik A på baggrund af en særlig afstemningsregel ved stemmelighed karakteren tilfredsstillende. A klagede over karaktergivningen og fremgangsmåden til Direktoratet for Erhvervsuddannelserne.

Direktoratet for Erhvervsuddannelserne indhentede en udtalelse fra skolen, der indeholdt en detaljeret redegørelse for forløbet af den drøftelse, der fandt sted i bedømmelseskollegiet. Direktoratet fastholdt afgørelsen uden at forelægge skrivelsen fra skolen for A.

A klagede over afgørelsen til Undervisningsministeriet, departementet. Under departementets behandling af sagen indgik en svarskrivelse fra skolen. Denne svarskrivelse blev ikke forelagt for A til udtalelse, inden departementet traf sin afgørelse.

Ombudsmanden udtalte, at det måtte betragtes som en fejl, at karakterfastsættelsen ikke skete på baggrund af en samlet drøftelse blandt kollegiets medlemmer. Endvidere fandt ombudsmanden det beklageligt, at direktoratet og departementet traf afgørelsen uden forinden at have forelagt samtlige de yderligere oplysninger for A til udtalelse.

Ombudsmanden henstillede til Undervisningsministeriet, at sagen blev taget op til fornyet overvejelse, samt at Undervisningsministeriet overvejede, om der var grund til ændring af proceduren ved fastlæggelse af karaktererne ved skolen. (J. nr. 1989-455-712).

A klagede sammen med 5 andre studerende over, at der havde været støj under en skriftlig eksamen ved Københavns Universitet (KU). Fakultetet tilbød på baggrund af klagen de studerende en ekstra prøveadgang ud over de tilladte tre eksamensforsøg. A klagede på ny, idet han mente, at klagen skulle behandles efter reglerne i bekendtgørelsen om behandling af eksamensklager ved de højere uddannelsesinstitutioner. KU og Undervisningsministeriet lod ikke klagen behandle efter reglerne i eksamensklagebekendtgørelsen.

Da klagen efter sit indhold ikke vedrørte forhold af faglig karakter, kritiserede ombudsmanden ikke, at fakultetskontoret i første omgang behandlede klagen som en administrativ klage. Ombudsmanden fandt derimod, at sagen burde have været overgået til behandling efter reglerne i eksamensklagebekendtgørelsen, da A fastholdt, at han ønskede sagen behandlet efter disse regler. Ombudsmanden kritiserede endvidere flere forhold i forbindelse med sagens behandling, herunder den tid, der var medgået hertil. (J. nr. 1992-1355-712).

Et lokalradionævn inddrog med virkning fra 31. juli 1997 en lokalradiostations sendetilladelse selv om stationen oprindelig var meddelt sendetilladelse indtil den 31. januar 2000. Årsagen til tilbagekaldelsen var at nævnet gennem en lokalavis havde erfaret at lokalradioen pr. 1. august 1997 ville sende i en anden by. Lokalradioen klagede over afgørelsen til Udvalget vedrørende Lokal Radio og TV. Udvalget hjemviste sagen til fornyet behandling i nævnet, idet det bl.a. blev oplyst at det ikke var korrekt at lokalradioen ville starte lokalradiovirksomhed i den anden by allerede med virkning fra 1. august 1997.

Lokalradionævnet traf på ny afgørelse om at inddrage sendetilladelsen ved udgangen af oktober 1997. Afgørelsen var bl.a. begrundet i at lokalradioen trods talrige henstillinger udsendte spiritusreklamer. Afgørelsen blev sendt til Udvalget vedrørende Lokal Radio og TV, men ikke til lokalradioen. Lokalradioen fik blot en bekræftelse på sin egen meddelelse om at radioen ville ophøre med at sende den 30. oktober 1997.

Udvalget vedrørende Lokal Radio og TV traf herefter uden at lokalradioen havde klaget over afgørelsen fra lokalradionævnet en ny afgørelse hvorved sendetilladelsen blev inddraget allerede fra den 16. oktober 1997.

Ombudsmanden mente at Udvalget vedrørende Lokal Radio og TV kunne indkalde sagen til behandling, men at udvalget ikke havde hjemmel til at ændre lokalradionævnets afgørelse til skade for lokalradioen.

Herudover kritiserede ombudsmanden både nævnets og udvalgets sagsbehandling på flere punkter. (J.nr. 1998-0040-75).

En nabo klagede over at en vognmandsvirksomhed havde fået dispensation fra byggelovens bestemmelser til en 48 m høj antennemast. Kommunen havde efter forhandling med virksomheden, uden fornyet naboorientering, givet dispensation til opstilling af master på et andet sted end det der i første omgang var orienteret om.

Ombudsmanden udtalte at såvel kommunens som statsamtets afgørelser om at der krævedes dispensation fra bygningsreglementets bestemmelser om det skrå højdegrænseplan, byggede på en retsvildfarelse. Det var kun nødvendigt med dispensation fra bestemmelserne om det vandrette højdegrænseplan.

Ombudsmanden udtalte endvidere at der efter byggelovens § 22, stk. 2, skulle have været foretaget en fornyet naboorientering. Naboen måtte anses for part i sagen og skulle derfor også have været hørt efter forvaltningslovens § 19. Ombudsmanden mente dog ikke at den manglende naboorientering/nabohøring konkret var så væsentlig at den burde medføre ugyldighed. Afgørelsen var heller ikke truffet på et så utilstrækkeligt grundlag at afgørelsen var ugyldig, og der var ikke grundlag for at antage at afgørelsen hvilede på usaglige hensyn.

Ombudsmanden kritiserede dog kommunens og statsamtets begrundelser. (J.nr. 1997-1527-160).

En orlogskaptajn klagede over at Det Værnsfælles Bedømmelsesråd havde afvist at uddybe sin vurdering af orlogskaptajnens egnethed til forfremmelse.

Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriet mente ikke at bedømmelsesrådets vurdering var en afgørelse i forvaltningslovens forstand, og mente derfor ikke at bedømmelsesrådet var forpligtet til at begrunde sin vurdering efter forvaltningslovens § 24.

Under sagens behandling erkendte Forsvarschefen at bedømmelseskortene kunne indeholde fejl. Sagen havde derfor givet Forsvarschefen anledning til at ændre bedømmelseskortene, således at det for fremtiden fremgik at faktuelle fejl ville kunne rettes ved henvendelse til den relevante myndighed.

Ombudsmandens udtalte at bedommelsesråds udstedelse af bedømmelseskort ikke kunne betragtes som afgørelser i forvaltningslovens forstand, men at den procedure der blev fulgt, også efter de ændringer Forsvarschefen havde foretaget, indebar en række uhensigtsmæssigheder der bl.a. betød at de officerer der blev bedømt, ikke havde mulighed for at korrigere eventuelle fejlagtige oolysninger eller få en nærmere begurndelse for bedømmelsen. Dette indebar at forfremmelserne kunne ske på et forkert grundlag med det resultat at en stilling ikke blev besat med den bedst egnede. Ombudsmanden henstillede derfor at ministeriet overvejede hvordan proceduren ved besættelse af officerstillinger kan tilrettelægges således at den enkelte officers retsstilling forbedres og således at besættelsen af stillingerne sker på grundlag af korrekte oplysninger. (J. nr. 1995-1252-800).

En kommune X besluttede med øjeblikkelig virkning at fritstille A, der var leder af en af kommunens daginstitutioner. A havde umiddelbart forinden udtalt sig kritisk til pressen om kommunens planer for omorganisering af børneinstitutionerne. Det kommunale tilsynsråd i Y Amt besluttede at undersøge sagen i lyset af reglerne om offentligt ansattes ytringsfrihed. Tilsynsrådet indhentede en udtalelse fra kommunen og meddelte herefter - uden forinden at have forelagt kommunens udtalelse for A - at man ikke havde grundlag for at antage, at kommunen havde handlet retsstridigt.

I sin klage til ombudsmanden anførte A blandt andet at tilsynsrådet burde have forelagt kommunens udtalelse for hende, før man besluttede ikke at foretage videre, jf. forvaltningslovens § 19.

Der var enighed mellem ombudsmanden og Indenrigsministeriet om at tilsynsrådets udtalelse var en afgørelse i forvaltningslovens forstand, at A var part i sagen, og at tilsynsrådet derfor burde have partshørt A over kommunens udtalelse. Ombudsmanden forudsatte at tilsynsrådet - hvis A ønskede det - ville genoptage sagen. Han foretog herefter ikke videre i sagen.

Sagen gav ombudsmanden anledning til mere generelt at udtale sig om afgrænsningen af forvaltningslovens afgørelses- og partsbegreb i relation til de kommunale tilsynsmyndigheders virksomhed. (J. nr. 1992-1171-813).

Politiet inddrog A's prøveskilte som følge af, at A havde benyttet skiltene i strid med registreringsbekendtgørelsens bestemmelser. A havde tidligere modtaget et bødeforelæg for overtrædelsen.

Ombudsmanden kritiserede, at politimesteren og Rigspolitichefen ikke, inden der blev truffet afgørelse om inddragelse af prøveskiltene, havde foretaget partshøring. Ombudsmanden udtalte endvidere, at det forhold, at afgørelsen var blevet meddelt A mundtligt, ikke kunne give ham anledning til kritik. Ombudsmanden bemærkede dog, at en skriftlig afgørelse, særligt i et tilfælde, hvor afgørelsen havde en bestemt tidsmæssig udstrækning, ville have medført en betydelig bevismæssig klarhed vedrørende indholdet af afgørelsen.

Ombudsmanden udtalte endelig, at det følger af god forvaltningsskik, at en mundtlig meddelt afgørelse skal noteres på sagen. (J. nr. 1991-1601-611).

A klagede over K Kommunes (K's) og Dagpengeudvalgets (DPU's) afgørelser i hendes sag om ophør med udbetaling af sygedagpenge. K havde i sin første afgørelse som betingelse for fortsat opfølgning af sygedagpengesagen krævet at A lod sig behandle af en psykiater. K genoptog senere sagen, og A indvilgede da i en psykiatrisk undersøgelse der afkræftede formodningen om, at A var psykisk syg. I en ny afgørelse afviste K at genoptage opfølgningen idet A ikke kunne anses for fuldt uarbejdsdygtig. DPU stadfæstede K's afgørelse, men undlod at tage stilling til spørgsmålet om K havde været berettiget til at stille krav om psykiatrisk behandling.

Ombudsmanden kunne ikke kritisere K's og DPU's afgørelser om at A ikke var fuldt uarbejdsdygtig og derfor ikke længere berettiget til sygedagpenge. Ombudsmanden fandt det derimod yderst kritisabelt at K uden nogen form for accept fra A's side og uden forudgående speciallægeundersøgelse havde stillet kravet om psykiatrisk behandling. Ombudsmanden bemærkede i den forbindelse at der er grund til at udvise særlig varsomhed med anvendelse af psykiatriske diagnoser og/eller behandlingskrav. Ombudsmanden kritiserede endvidere at DPU ikke i sin afgørelse havde taget stilling til spørgsmålet om K's ret til at fastsætte krav om psykiatrisk behandling som betingelse for fortsat opfølgning af sygedagpengesagen. Endelig kritiserede ombudsmanden K for ikke at have partshørt A om indholdet af K's telefoniske samtaler med A's egen læge og en speciallæge, samt for manglende klagevejledning. (J. nr. 1993-620-025).

A, der var læge, klagede over manglende underretning, partshøring og aktindsigt i forbindelse med en sag i Patientklagenævnet (PKN).

PKN havde på baggrund af en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen (SUS) anmodet politiet om at rejse tiltale mod A for overtrædelse af bestemmelser i lægeloven. PKN oplyste over for A, at sagen på det tidspunkt, hvor SUS indstillede til PKN, at der blev rejst tiltale, ansås for omfattet af forvaltningslovens § 9, stk. 3, angående sager om strafferetlig forfølgning, hvorfor PKN nægtede A aktindsigt og undlod partshøring under henvisning til forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 4.

Ombudsmanden fandt det kritisabelt, at PKN ikke havde underrettet A om sagens indbringelse for nævnet samt foretaget partshøring med hensyn til SUS's udtalelse, inden PKN traf beslutning.

Endvidere fremkom ombudsmanden med bemærkninger om forvaltningslovens afgørelsesbegreb i forhold til PKN's beslutning om at anmode om tiltalerejsning. (J. nr. 1992-920-420).

På en ejendom var der lavet et ovenlysvindue. Nogle borgere klagede til kommunen over ovenlysvinduet. I en efterfølgende dispensationssag efter byggelovens § 22, stk. 1, undlod kommunen at partshøre klagerne, men sendte alligevel afgørelsen til klagerne med klagevejledning. Kommunen havde derved givet klagerne indtryk af at de var parter i byggesagen og derfor havde partsrettigheder. Over for ombudsmanden udtalte kommunen imidlertid at klagerne ikke var parter i byggesagen, jf. byggelovens § 22, stk. 2.

Ombudsmanden beklagede at kommunen havde anvendt en formulering der var egnet til at give klagerne det indtryk at de var parter i byggesagen. Ombudsmanden henstillede at kommunen ændrede sin fortrykte formulering således at klagevejledningen indeholdt de nødvendige oplysninger til at fastslå kredsen af klageberettigede. (J.nr. 1998-1121-160).

En advokat klagede på vegne af en udlænding over Indenrigsministeriets afgørelse om at udvise udlændingen med indrejseforbud på grund af ulovligt ophold i Danmark. Endvidere klagede advokaten over myndighedernes afgørelse om ikke at give klagen opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen.

Ombudsmanden kunne ikke kritisere Indenrigsministeriets afgørelse om udvisning efter udlændingelovens § 24, nr. 5, jf. § 32, stk. 1, eller Indenrigsministeriets beslutning om ikke at tillægge klagen opsættende virkning, jf. udlændingelovens § 33. Derimod mente ombudsmanden det var kritisabelt, at udlændingen blev udsendt ved politiets foranstaltning to dage før ministeriet traf endelig afgørelse om, at klagen ikke skulle have opsættende virkning. Ombudsmanden lagde i den forbindelse vægt på at Direktoratet for Udlændinge havde meddelt advokaten, at sagen var sendt til Indenrigsministeriet, der ville tage stilling til spørgsmålet om opsættende virkning. Advokaten var derfor bragt i en berettiget forventning om at hans klient ikke ville blive udsendt inden Indenrigsministeriet havde truffet afgørelse.

Under Direktoratet for Udlændinges behandling af sagen blev udlændingen ikke gjort bekendt med de forklaringer en kommunalt ansat havde afgivet til politirapporten i sagen. Partshøring kunne efter Indenrigsministeriets opfattelse undlades i medfør af forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 3, hvorefter væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser kan tale imod en sags udsættelse på grund af partshøring. Ombudsmanden fandt under henvisning til udlændingelovens § 33, stk. 1 og 3, ikke anledning til at kritisere Indenrigsministeriets opfattelse. Efter ombudsmandens opfattelse måtte der dog i hver enkelt sag ske en konkret og individuel afvejning af hensynet til en særlig hurtig sagsbehandling over for partens interesse i at have indflydelse på sagens gang. Ombudsmanden kritiserede at der ikke i denne sag var sket en sådan konkret og individuel afvejning. (J. nr. 1994-2611-643).

En kommune (K) standsede udbetalingen af arbejdsgiverrefusion til A's arbejdsgiver på grund af en oplysning om A's indstilling til revalidering. A modtog ikke meddelelse om afgørelsen eller om grundlaget for denne. A anmodede senere om udbetaling af sygedagpenge; men K afslog anmodningen med henvisning til dagpengelovens § 48 og begrundelsen for refusionsstandsningen. K havde inden afgørelsen indhentet supplerende oplysninger om A's revalideringsbestræbelser fra hendes læge. Disse oplysninger blev A ikke gjort bekendt med, hverken af K eller af amtsankenævnet (N), som tiltrådte afslaget på udbetaling af dagpenge med henvisning til den oprindelige oplysning om A's indstilling til revalidering.

Ombudsmanden fandt, at A burde have haft lejlighed til at udtale sig om grundlaget for K's afgørelse - dels den oplysning, der førte til standsning af refusion, dels de supplerende oplysninger fra hendes læge. Den partshøring, som var blevet forsømt af K, burde N have gennemført.

Ombudsmanden henstillede til N at genoptage sagen, idet han fandt det tvivlsomt, om N's begrundelse kunne bære afgørelsen. Han henviste dels til den manglende partshøring, dels til, at afgørelsen om udbetaling af dagpenge til A måtte indebære en (i forhold til situationen i forbindelse med refusionsophøret) ny stillingtagen med en vurdering af A's aktuelle indstilling til revalidering. (J. nr. 1990-247-042).

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn traf afgørelse i sager om klage over tandlæge A's behandling af patienter, uden at A forinden havde fået lejlighed til at gøre sig bekendt med og udtale sig om indholdet af Sundhedsstyrelsens udtalelser i sagerne.

Efter lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse træffer patientklagenævnet afgørelse vedrørende klagerne efter at have indhentet en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen. Ifølge nævnets forretningsorden skal styrelsens udtalelser indeholde en faglig og juridisk/administrativ vurdering af sagen, herunder en redegørelse for de faktiske forhold, der er tillagt betydning ved Sundhedsstyrelsens vurdering af sagen, samt forslag til eventuel sanktion.

Ombudsmanden udtalte, at både udtalelsens faktuelle oplysninger og styrelsens lægelige/juridiske bedømmelse heraf vedrørte sagens faktiske omstændigheder, hvorfor hele styrelsens indstilling til nævnet var omfattet af partshøringspligten i forvaltningslovens § 19, stk. 1.

Ombudsmanden fandt yderligere, at styrelsen besad en selvstændig funktion ved sagsbehandlingen af sagerne og afgav udtalelserne på grundlag af et særligt sagkyndigt ansvar. Styrelsens funktion kunne således ikke betegnes som udøvelse af sekretariatsopgaver for nævnet, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 4, jf. § 14, stk. 1, nr. 2.

Ombudsmanden konkluderede herefter, at der var partshøringspligt med hensyn til Sundhedsstyrelsens udtalelser.(J. nr. 1989-88-43).

En kommune traf afgørelse om at en privat fællesvej skulle sættes i stand. Afgørelsen blev bl.a. truffet på baggrund af redegørelser indhentet fra et rådgivende ingeniørfirma. Kommunen havde inden afgørelsen informeret de berørte lodsejere og sat en frist til at komme med indsigelser, men ikke medsendt grundlaget for den påtænkte beslutning herunder redegørelserne fra ingeniørfirmaet. En lodsejer klagede over afgørelsen til Trafikministeriet. Ministeriet stadfæstede afgørelsen og mente ikke der var grundlag for at kritisere kommunens sagsbehandling.

Efter ombudsmandens opfattelse var de berørte lodsejere parter i forhold til kommunens afgørelse om istandsættelse af vejen. Ombudsmanden mente derfor at kommunen burde have partshørt lodsejerne over oplysningerne i redegørelserne fra ingeniørfirmaet. Ombudsmanden mente desuden at kommunens begrundelse for afgørelsen ikke opfyldte kravene i forvaltningslovens § 24. Trafikministeriet burde have påtalt de sagsbehandlingsfejl som kommunen havde begået, og burde have taget stilling til hvilken indvirkning fejlene skulle have på den trufne afgørelse. Endvidere var sagen ikke tilstrækkeligt oplyst i forbindelse med behandlingen i Trafikministeriet, og Trafikministeriet havde også begået en partshøringsfejl.

Ombudsmanden henstillede på den baggrund til Trafikministeriet at genoptage sagen eller at foranledige at Vejdirektoratet, som på tidspunktet for ombudsmandens udtalelse havde fået overladt kompetencen til at behandle klagesager i henhold til lov om private fællesveje, genoptog sagen. (J.nr. 1997-2518-516).

A klagede til ombudsmanden over, at Jordbrugsdirektoratet i 1989 havde ladet tinglyse en statslig forkøbsret for så vidt angår et stykke "frijord" på hans ejendom i Sønderjylland.

Det fremgik af sagen, at myndighederne på grundlag af lov om Statens fremskaffelse af jord og udlån til jordbrugsmæssige formål m.m. i ganske vidt omfang tinglyste statslig forkøbsret på "frijord". Formålet var at imødegå opkøb i spekulationsøjemed.

Den omhandlede praksis havde været oplyst og forelagt for Folketingets Finansudvalg på en sådan måde, at ombudsmanden af kompetencemæssige grunde fandt sig afskåret fra at foretage en nærmere bedømmelse af dens indhold og grundlag.

Landbrugsministeriet oplyste over for ombudsmanden, at afgørelsen om at tinglyse forkøbsret efter praksis ikke afventede høring af ejeren. Ministeriet henviste til, at formålet med tinglysningen kunne blive forspildt, hvis ejendommen i mellemtiden blev afhændet.

Ombudsmanden udtalte, at en generel risiko for videresalg ikke i sig kunne bevirke, at Jordbrugsdirektoratet undlod at foretage partshøring i overensstemmelse med forvaltningslovens § 19. Efter en nærmere gennemgang af partshøringsspørgsmålet henstillede ombudsmanden til Landbrugsministeriet at tage skridt til at ændre praksis.(J. nr. 1989-1291-54).

Ombudsmanden mente ikke der var tilstrækkeligt grundlag for at kritisere at Rigspolitichefen nægtede en tolk adgang til udvidet partshøring i forbindelse med en sag om sletning fra Rigspolitichefens tolkefortegnelse. Ombudsmanden mente dog det ville have været bedst stemmende med god forvaltningsskik hvis Rigspolitichefen havde givet tolken mulighed for at fremkomme med sine bemærkninger til sagen.

Ombudsmanden udtalte endvidere at han mente det var beklageligt at to meddelelser fra Rigspolitichefen vedrørende aktindsigt ikke var i overensstemmelse med kravet i forvaltningslovens § 16, stk. 2. Desuden mente ombudsmanden det var beklageligt at Rigspolitichefens afgørelse kun indeholdt oplysning om at der var foretaget anonymisering i akterne, og ikke oplysning om at aktindsigten ikke omfattede alle sagens akter. Der manglede en begrundelse herfor i overensstemmelse med forvaltningslovens §§ 22 og 24.

Ombudsmanden kritiserede at Justitsministeriet ikke konstaterede og udtalte sig om ovennævnte forhold i forbindelse med sin afgørelse i sagen.

Endelig udtalte ombudsmanden som sin opfattelse at nogle oplysninger i sagen vedrørende to navnelister burde have været undersøgt nøjere inden afgørelsen blev truffet. Ombudsmanden henstillede til Justitsministeriet at genoverveje sagen. (J.nr. 1999-1575-69).

En tjenestemandsansat politibetjent A blev af Rigspolitichefen før prøvetidens udløb afskediget uansøgt, da hun ikke skønnedes at være i besiddelse af de kvalifikationer og personlige egenskaber, der måtte kræves af en polititjenestemand. A klagede til Justitsministeriet (JM), der tiltrådte afskedigelsen.

Ombudsmanden fandt ikke grundlag for at kritisere afgørelsen om uansøgt afsked, men der var en række forhold omkring proceduren, som gav anledning til bemærkninger.

Under hensyn til at A ikke forud for eller samtidig med partshøringsskrivelsen havde fået en skriftlig redegørelse for de forhold, der blev lagt til grund for den påtænkte afskedigelse, fandt ombudsmanden, at det havde været hensynsfuldt, om A i hvert fald samtidig med skrivelsen havde modtaget kopi af den skrivelse og udtalelse, der henvistes til i høringsskrivelsen.

Ombudsmanden kritiserede, at A som følge af hendes berettigede anmodning om partsaktindsigt fik pålæg om at møde på stationen og ydermere fik besked om, at det ville blive betragtet som en tjenesteforseelse, hvis hun ikke mødte.

Afskedigelsesskrivelsen burde have indeholdt en henvisning til tjenestemandslovens § 28.

Ombudsmanden fandt det i strid med god forvaltningsskik, at afskedigelsesskrivelsen ikke blev sendt til A, men i stedet overbragt hende af 2 ansatte fra samme politistation uden kuvert.

JM burde have påtalt disse forhold over for Rigspolitichefen. (J. nr. 1991-1961-60).

A og B rettede på ny henvendelse til ombudsmanden i anledning af, at Direktoratet for Udlændinge (DfU) havde fastholdt direktoratets tidligere meddelte afslag på asyl til A og B. DfU havde endvidere fastholdt, at ansøgningen om asyl måtte betragtes som åbenbart grundløs. DfU's nye afgørelse var truffet, efter at ombudsmanden havde kritiseret begrundelsen for direktoratets første afgørelse og henstillet, at der blev truffet en ny afgørelse i sagen.

Af sagen fremgik, at DfU til brug ved sin fornyede behandling af sagen havde anmodet Den danske Ambassade i Sofia om en udtalelse om ægtheden af en domsudskrift mv. vedrørende B. Ambassaden rettede henvendelse til det bulgarske udenrigsministerium, der indhentede en udtalelse fra den pågældende bulgarske domstol. Under ombudsmandens behandling af sagen traf DfU - efter at have modtaget en supplerende høringsskrivelse fra ombudsmanden - en ny afgørelse i sagen. Ved afgørelsen fastholdt DfU efter fornyet forelæggelse af sagen for Dansk Flygtningehjælp, at A's og B's ansøgning om asyl var åbenbart grundløs.

Ombudsmanden udtalte, at ambassaden ikke havde været berettiget til at videregive fortrolige oplysninger om B til myndighederne i B's hjemland, da B ikke havde givet samtykke hertil. Ombudsmanden fandt endvidere under henvisning til forarbejderne til udlændingelovens § 53 a, stk. 3, ikke, at den fortsatte anvendelse af "åbenbart grundløs-proceduren" i den konkrete sag var indlysende. Ombudsmanden henviste i den forbindelse blandt andet til, at vurderingen i sagen, i og med at dokumenterne var blevet sendt til ægthedsvurdering i hjemlandet, skiftede karakter og blev helt konkret. Ombudsmanden udtalte desuden, at det var meget tvivlsomt, om oplysningsgrundlaget forud for DfU's afgørelse var tilstrækkeligt til, at ansøgningen fortsat kunne betragtes som åbenbart grundløs. Ombudsmanden indhentede de oplysninger, som Dansk Flygtningehjælp havde modtaget fra Amnesty International i forbindelse med den seneste afgørelse i sagen. Efter sin gennemgang heraf fandt ombudsmanden ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at henstille, at sagen nu blev behandlet i Flygtningenævnet. (J. nr. 1992-2116-640).