A, hvis 3 børn var tvangsfjernet fra hjemmet, fik afslag fra K Kommune på en anmodning om, at børnene blev undersøgt af en psykologisk sagkyndig, som A havde valgt, og hvis honorar A var indstillet på at betale.

Sagen gav ombudsmanden anledning til generelt at udtale, at tvangsfjernelse af et barn som udgangspunkt ikke medfører nogen ændring i forældrenes retsstilling, idet hverken forældremyndighed eller værgemål fratages forældrene. Ifølge bistandslovens regler kan forvaltningen træffe dispositioner vedrørende barnet uanset manglende samarbejde fra forældrenes side, idet afgørelser dog så vidt muligt træffes i samarbejde med forældremyndighedens indehaver. Ombudsmanden udtalte, at forældrene til et tvangsanbragt barn således ikke uden videre har krav på, at forvaltningen indvilliger i, at barnet undersøges af f.eks. en læge valgt af forældrene på eget initiativ. Ombudsmanden fandt dog, at et afslag måtte kræve ganske tungtvejende modstående hensyn set i forhold til forældrenes interesse i at tilvejebringe erklæringer fra en uafhængig sagkyndig.

Ombudsmanden fandt, at et afslag ikke alene kan begrundes i, at undersøgeren efter forvaltningens opfattelse ikke findes nødvendig efter det forvaltningsretlige undersøgelsesprincip, jf. også forvaltningslovens § 21, eller i, at forbindelsen til forældrene i forvejen er afbrudt for en nærmere periode i henhold til bistandslovens § 67, stk. 2. (J. nr. 1989-1518-062).

En ændring til en af Boligministeriet godkendt saneringsplan blev godkendt af Boligstyrelsen. Saneringsselskabet havde skriftligt orienteret formanden for en ejerlejlighedsforening i det berørte område om ændringen. A, der var medlem af den pågældende forening, gjorde gældende, at ændringen savnede hjemmel, og at han som nabo burde have haft adgang til at udtale sig om ændringen. Ombudsmanden udtalte, at saneringsloven ikke indeholder retningslinier for ændring af planer, og det derfor i overensstemmelse med almindelige retlige synspunkter som udgangspunkt må lægges til grund, at ændringen skal gennemføres ved vedtagelse af en ny plan eller et tillæg til den bestående plan. Inden for denne ramme beroede afgørelsen på en skønsmæssigt præget vurdering. Ombudsmanden fandt ikke, at der i den konkrete sag forelå særlige omstændigheder, der bevirkede, at han kunne kritisere ændringsbeslutningen.

Ombudsmanden udtalte endvidere, at mindre væsentlige ændringer, der kun har betydning for en eller ganske få umiddelbart nærliggende ejendomme, kan gennemføres uden projektoffentlighed, men ved nabohøring. Ombudsmanden fandt det ikke holdbart, at ændringen i den konkrete sag alene blev forelagt formanden for ejerlejlighedsforeningen, og henviste til, at der ikke generelt kan opstilles en formodning for, at formænd for ejerlejlighedsforeninger kan anses for repræsentanter for medlemmerne, jf. forvaltningslovens § 8.

Da der ikke var holdepunkter for at antage, at foreningen eller dens formand var bemyndiget af A til at udtale sig på A's vegne, fandt ombudsmanden, at der ikke var gennemført den fornødne nabohøring.(J. nr. 1989-382-16).