En journalist og forfatter ansøgte om adgang til ikke umiddelbart tilgængelige arkivalier i Rigsarkivet. Rigsarkivet indhentede en udtalelse fra den afleverende myndighed, Justitsministeriet, om samtykke efter arkivlovens § 24, stk. 2, og traf herefter afgørelse om arkivadgang i overensstemmelse med det af ministeriet delvist meddelte samtykke.

Ombudsmanden var ikke enig med Rigsarkivet i at oplysningerne i Justitsministeriets udtalelse var omfattet af undtagelsesbestemmelsen i forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 1 hvorefter partshøring kan undlades i forbindelse med oplysninger med autentisk præg - og ombudsmanden kritiserede Rigsarkivet for ikke at have partshørt journalisten om Justitsministeriets udtalelse inden Rigsarkivet traf afgørelse i sagen.

Ombudsmanden henstillede til Rigsarkivet at ændre praksis vedrørende partshøring og at bringe den interne instruks i overensstemmelse hermed. (J.nr. 1998-2920-750).

En redaktør bad Sundhedsstyrelsen om aktindsigt i et elektronisk regneark som styrelsen havde udarbejdet på grundlag af indberetninger fra embedslæger i forbindelse med tilsyn med plejehjem.

Sundhedsstyrelsen afviste at give aktindsigt i regnearket med henvisning til at det var internt arbejdsmateriale. Styrelsen ville kun give aktindsigt i papirform i hver enkelt af de ca. 1.100 indberetninger.

Redaktøren klagede til Indenrigs- og Sundhedsministeriet over afslaget. Redaktøren anførte at udlevering af indberetningerne enkeltvis ville betyde et væsentligt arbejde for ham idet han i så fald selv ville skulle foretage en inddatering af oplysningerne i et regneark.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet mente at afslaget på aktindsigt med henvisning til offentlighedslovens § 7 om undtagelse af interne dokumenter var berettiget. Ministeriet skrev at regnearket var oprettet til brug for tværgående analyse i Sundhedsstyrelsen og således blot var et værktøj til at behandle et stort antal oplysninger på en overskuelig måde.

Under ombudsmandens behandling af sagen oplyste Indenrigs- og Sundhedsministeriet at myndighederne havde overvejet, men afslået aktindsigt efter meroffentlighedsprincippet.

Ombudsmanden havde ingen indvendinger imod at myndighederne havde anset regnearket for at være internt arbejdsmateriale. Med hensyn til myndighedernes afslag på meraktindsigt udtalte ombudsmanden at varetagelsen af hensynet til beskyttelse af en myndigheds interne beslutningsproces i almindelighed måtte anses for sagligt. Efter en gennemgang af regnearket konstaterede ombudsmanden imidlertid at det kun indeholdt en sammenstilling af oplysningerne i de modtagne indberetninger. Der var ikke foretaget nogen nærmere intern bearbejdning eller analyse. Efter ombudsmandens mening ville indsigt i regnearket ikke røbe oplysninger om styrelsens interne overvejelser m.v.

På den baggrund mente ombudsmanden ikke at myndighederne med rette kunne afslå meraktindsigt i regnearket af hensyn til den interne beslutningsproces. Da myndighedernes afslag på meraktindsigt ikke var begrundet i andre forhold, henstillede ombudsmanden til Indenrigs- og Sundhedsministeriet at genoptage sagen.

(J.nr. 2004-0046-401).

En journalist klagede til ombudsmanden over at Fødevarestyrelsen og Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender (nu Fødevareministeriet) havde afslået hans anmodning om et fuldstændigt udtræk af data fra Det Centrale HusdyrbrugsRegister (CHR).

Ombudsmanden kritiserede at myndighederne slet ikke var kommet ind på bestemmelsen i § 6, stk. 1, i lov om hold af dyr, som udtrykkeligt bestemmer at der er adgang til at få masseoplysninger fra CHR. I afslaget havde myndighederne henvist til en aftale mellem Fødevarestyrelsen og Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Aftalen betød at Fødevarestyrelsen skulle betale et større beløb til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen hvis journalistens anmodning om indsigt blev imødekommet. Ombudsmanden mente ikke at det økonomiske hensyn kunne begrunde et afslag. Journalisten havde i øvrigt foreslået selv at trække oplysningerne ud af CHR ved hjælp af en søgerobot.

Ombudsmanden kunne ikke kritisere at Fødevarestyrelsen havde afslået at medvirke til journalistens brug af søgerobotten. Hvis journalisten ville bruge søgerobotten på egen hånd, kunne myndighederne imidlertid efter ombudsmandens opfattelse ikke kræve en forudgående tilladelse. Ombudsmanden henviste journalisten til selv at vurdere den belastningsmæssige risiko ved at foretage udtrækket på egen hånd i lyset af de oplysninger som myndighederne var kommet med i sagen.

Ombudsmanden henstillede til myndighederne at træffe en ny afgørelse efter § 6, stk. 1, i lov om hold af dyr.

(J.nr. 2007-1784-301).

En journalist bad Justitsministeriet om aktindsigt i en sag om et lovforslag om regulering af adgangen til aktindsigt i ministres kalendere. Journalisten fik delvis aktindsigt i sagen, men ministeriet undtog i alt 7 dokumenter efter bestemmelsen i offentlighedslovens § 10. Ministeriet skrev at det havde overvejet om de 7 dokumenter burde udleveres efter princippet om meroffentlighed, men mente ikke at der var grundlag for det. Ministeriet lagde vægt på de samme hensyn som dem der lå bag undtagelsesbestemmelserne i offentlighedslovens § 7 og § 10.

Journalisten klagede til ombudsmanden over det delvise afslag på aktindsigt. Ombudsmanden udtalte at han ikke kunne kritisere at Justitsministeriet havde undtaget dokumenterne fra aktindsigt efter bestemmelsen i offentlighedslovens § 10.

I udtalelsen fremsatte ombudsmanden nogle generelle bemærkninger om afvejningen af de forskellige hensyn og om udformningen af begrundelsen ved afslag på meraktindsigt:

(J.nr. 2009-1997-601).

Ombudsmanden behandlede en konkret sag hvor Lægemiddelstyrelsen og Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse havde afslået at give en journalist aktindsigt i fortegnelser over bivirkninger af et lægemiddel. Fortegnelserne indeholdt bl.a. en gennemgang af udvalgte patienters sygehistorier. Patienternes navne fremgik ikke af historierne, og patienterne kunne derfor ikke umiddelbart identificeres. Myndighederne gav dog meraktindsigt i materialet, men havde forinden foretaget en yderligere anonymisering og havde fjernet henvisninger til alder, køn, land og identifikationskode. Journalisten var utilfreds med den stærke grad af anonymisering og klagede til ombudsmanden.

Ombudsmanden kritiserede ikke myndighederne idet de havde afgjort sagen i overensstemmelse med udtalelser fra Datatilsynet. Ombudsmanden rejste i stedet en egen driftsag over for Datatilsynet bl.a. om forståelsen af bestemmelsen i persondatalovens § 10 om behandling af personoplysninger i statistisk eller videnskabeligt øjemed, herunder om denne bestemmelse var til hinder for at der blev givet meroffentlighed i bivirkningsfortegnelserne, og hvis ikke, hvilken grad af anonymisering der var nødvendig.
 
Ombudsmanden udtalte at persondatalovens § 10, stk. 1, og 2, ikke har karakter af særlige tavshedspligtsbestemmelser.
 
Ombudsmanden udtalte at der efter hans opfattelse i hovedparten af de sygehistorier der var omtalt i bivirkningsfortegnelsen, ikke – hvis der sås bort fra en identifikationskode – var oplysninger omfattet af offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1.  Der kunne derfor som udgangspunkt gives aktindsigt i oplysningerne efter offentlighedslovens almindelige regler.

Ombudsmanden havde ingen bemærkninger til Datatilsynets praksis om at oplysninger omfattet af persondatalovens § 10, stk. 1 og 2, kunne videregives i en form der ikke var umiddelbar personhenførbar for modtageren. Han mente dog at det var uheldigt at ordlyden af bestemmelsen og forarbejderne til den ikke umiddelbart var foreneligt med denne praksis. Ombudsmanden henstillede derfor til Justitsministeriet at søge at få ændret bestemmelsen sådan at den ikke fremtrådte som en bestemmelse der var absolut til hinder for videregivelse med henblik på andet end statistiske eller videnskabelige undersøgelse, selv hvis videregivelsen skete i anonymiseret form.

Når oplysninger omfattet af persondataloven blev anonymiseret med henblik på at kunne videregives, var det ombudsmandens opfattelse at graden af anonymiseringen måtte være den samme som inden for forvaltningslovens og offentlighedslovens område.
(J.nr. 2008-0214-401).

En journalist bad industrialiseringsfonden for udviklingslandene (IFU) om aktindsigt i fondens sager om svindel mv. med offentlige midler. IFU afslog først med henvisning til at fondens forretningsvirksomhed generelt var undtaget fra offentlighedsloven, senere med henvisning til at dokumenterne journalisten bad om aktindsigt i, ikke var tilstrækkeligt identificerede. IFU afslog desuden at give meroffentlighed.

Journalisten klagede til ombudsmanden. I udtalelsen til ombudsmanden skrev IFU at fonden havde identificeret en byretsdom i en straffesag som var omfattet af journalistens anmodning om aktindsigt.

Ombudsmanden udtalte at han ikke kunne kritisere at IFU vurderede at anmodningen om aktindsigt ikke opfyldte identifikationskravet.

Nogle af de argumenter som IFU havde anvendt som grundlag for at afslå meroffentlighed, var ombudsmanden ikke enig i. Ombudsmanden mente at IFU burde være gået i dialog med journalisten om hvordan anmodningen om aktindsigt kunne afgrænses. Ombudsmanden henstillede til IFU at genoptage sagen med henblik på via dialog at vurdere om journalisten kunne få hel eller delvis aktindsigt i i hvert fald nogle dokumenter, herunder byretsdommen. Hvis det var relevant, måtte IFU også vejlede om muligheden for at få aktindsigt efter retsplejelovens regler i domme eller andre dokumenter, og så vidt muligt med henblik herpå videresende journalistens henvendelse til de relevante domstole. 

(J.nr. 2008-2800-401).

En amtskommune X havde varslet afskedigelse af 2 ledende medarbejdere A og B ved et af amtskommunens sygehuse. Før A og B var blevet partshørt og før den endelige afgørelse om afskedigelse var truffet, udsendte X en pressemeddelelse, hvoraf det fremgik at A og B ville blive afskediget.

Efter at ombudsmanden - under henvisning til § 6, stk. 5, i ombudsmandsloven - havde indhentet en udtalelse fra X om sagen, herunder om indholdet af de oplysninger som X havde givet til pressen, redegjorde ombudsmanden i en skrivelse til X generelt for anvendelsen af officialprincippet og reglerne om partshøring i sager om afskedigelse af offentligt ansatte. Ombudsmanden udtalte at det efter hans opfattelse var en fejl, at X i pressemeddelelsen havde oplyst, at A og B ville blive afskediget. Beslutningen herom ville i givet fald først kunne træffes når A's og B's eventuelle udtalelser - efter partshøring - forelå og kunne indgå i grundlaget for myndighedens afgørelse. Ombudsmanden præciserede at der er en væsentlig forskel, både formelt og reelt, mellem beslutningen om at varsle afskedigelse og selve afskedigelsesbeslutningen. (J. nr. 1994-300-809).

To journalister bad Forsvarsministeriet, Forsvarskommandoen og Statsministeriet om indsigt i oplysninger om de danske specialstyrker i Afghanistan til brug for udarbejdelsen af filmen ”Den hemmelig Krig”. Journalisterne klagede til ombudsmanden over omfanget af den meddelte indsigt.

Efter offentliggørelsen af filmen viste et stort antal medlemmer af Folketinget en betydelig interesse i at få yderligere indsigt i oplysninger om de danske specialstyrker i Afghanistan. Medlemmerne søgte at få indsigt ved at stille spørgsmål til ministre og gennem medlemmernes deltagelse i Folketingets Forsvarsudvalg, i Folketingets Udenrigspolitiske Nævn og i Folketingets Præsidium.

Ombudsmanden vurderede herefter at Folketingets behandling af sagen havde antaget en så omfattende og særlig karakter at hensynene til ombudsmandens politiske neutralitet forelå med en sådan styrke at ombudsmanden burde undlade at foretage sige mere i sagen.
(J.nr. 2006-1113-409, j.nr. 2006-1114-401, j.nr. 2006-1744-401 og j.nr. 2006-2625-401).  

I forbindelse med inspektion af Statsfængslet i Nyborg den 25. og 26. april 2001 klagede en indsat over at Direktoratet for Kriminalforsorgen opretholdt statsfængslets afgørelse om at han skulle afsone i enrum, og over statsfængslets ugentlige afgørelser om at opretholde enrumsanbringelsen. Afgørelserne var begrundet i flugtrisiko. Den indsatte havde på baggrund af flere tidligere undvigelser fra andre fængsler været anbragt i enrum i lange perioder siden 1996. Den indsatte klagede også over at direktoratet som særligt vilkår for afviklingen af enrumsanbringelsen havde tilbagekaldt hans tilladelse til begrænset fællesskab med andre indsatte under henvisning til sikkerhedsmæssige hensyn. Den indsatte havde af statsfængslet fået dispensation til at have en pc i cellen og tilladelse til at deltage i redaktionsarbejdet på de indsattes blad.

Den indsatte gjorde gældende at det ikke var direktoratet, men statsfængslet der havde kompetence til at træffe afgørelser om hans anbringelse i enrum. Herudover gjorde han gældende at sagen var mangelfuldt oplyst idet statsfængslet savnede fornødent kendskab til ham.

Ombudsmanden udtalte at kompetencen til at træffe afgørelser om enrumsanbringelse var delegeret fra Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, til de enkelte institutioner, og at ministeren som den øverst ansvarlige såvel konkret som generelt kunne tilbagekalde sin delegation. Ombudsmanden havde derfor ikke nogen bemærkninger til at direktoratet havde taget kompetencen til at træffe afgørelse om lempelser i den indsattes afsoningsmæssige forhold tilbage.

For så vidt angik afgørelserne om henholdsvis etablering og løbende opretholdelse af enrumsanbringelsen, udtalte ombudsmanden at afgørelserne hvilede på konkrete vurderinger og afvejninger af risikoen for undvigelse. I sådanne sager kan ombudsmanden kun udtale kritik når der foreligger særlige omstændigheder, herunder mangler ved sagens oplysning. Ombudsmanden havde ikke ved sin undersøgelse fundet sådanne særlige omstændigheder. Tilsvarende gjaldt for så vidt angik fastsættelsen af vilkårene for enrumsanbringelsen.

Om proceduren i forbindelse med de ugentlige afgørelser om at opretholde enrumsanbringelsen udtalte ombudsmanden at han mente det var kritisabelt at statsfængslet ikke havde overholdt notatpligten idet statsfængslets ugentlige notater ikke indeholdt nogen konkrete oplysninger om hvilke overvejelser statsfængslet havde gjort sig. Der fandtes ikke noget skriftligt om de samtaler der havde været ført mellem personalet og den indsatte. Ombudsmanden mente endvidere det var kritisabelt at direktoratet først på hans foranledning påtalte den manglende overholdelse af notatpligten over for statsfængslet, og meddelte direktoratet at han gik ud fra at direktoratet fortsat ville følge den indsattes situation, herunder til stadighed overveje mulighederne for lempelser af vilkårene for hans strafudståelse. (J.nr. 2001-1520-625).

Et luftfartsselskab klagede over at Forbrugerombudsmanden via Forbrugerstyrelsens hjemmeside havde offentliggjort en sag hvori Forbrugerombudsmanden havde meldt selskabet til politiet. Offentliggørelsen af sagen var sket med angivelse af selskabets navn.

Ombudsmanden fastslog at reglerne om tavshedspligt ikke i sig selv var til hinder for offentliggørelsen. Ombudsmanden udtalte imidlertid at det følger af det almindelige forvaltningsretlige saglighedsprincip at en myndighed ikke uden hjemmel i lovgivningen eller (anden) saglig grund offentliggør oplysninger om en virksomhed som må anses for belastende for virksomheden.

Ombudsmanden henviste i den forbindelse til principperne i persondatalovens § 5. Herudover må det antages at en myndighed i disse situationer også er undergivet visse begrænsninger som følge af principperne om god forvaltningsskik.

Under hensyn til at Forbrugerombudsmanden har hjemmel til i et vist omfang at offentliggøre sager, og til at offentliggørelsen var sket efter en konkret vurdering med inddragelse af relevante hensyn, mente ombudsmanden ikke at der var grundlag for kritik af Forbrugerombudsmanden.

 (J.nr. 2005-0061-303)

I forbindelse med behandlingen af en konkret sag blev ombudsmanden opmærksom på at der kunne være tvivl om omfanget af pårørendes ret til oplysninger om afdøde patienter i henhold til reglerne i sundhedsloven. Ombudsmanden rejste derfor en egen drift-sag over for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn og Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse om Sundhedsvæsenets Patientklagenævns anvendelse af reglerne.

Efter at have gennemgået Patientklagenævnets og ministeriets svar var ombudsmanden enig med myndighederne i at sundhedsloven ikke kunne antages at give de nærmeste pårørende en egentlig ret til aktindsigt i afdødes journal. På baggrund af de klare forarbejder til loven var ombudsmanden dog ikke i tvivl om at loven skulle forstås sådan at afdødes nærmeste pårørende som udgangspunkt har en egentlig ret til indsigt i oplysninger om afdødes sygdomsforløb, dødsårsag og dødsmåde. Denne ret for de pårørende må nødvendigvis modsvares af en pligt for de relevante sundhedspersoner til at udlevere oplysningerne.

Endvidere fastslog ombudsmanden at Patientklagenævnet skal informere sundhedspersonen hvis nævnet mener at en sundhedsperson har handlet i strid med sin pligt til at udlevere oplysninger.
(J.nr. 2006-3974-401)