Undtagne oplysninger

En borger klagede til ombudsmanden over, at Udenrigsministeriet havde afslået aktindsigt i borgerens ”egen sag” – dvs. egenacces. Sagen handlede bl.a. om korrespondance mellem en dansk ambassade i et fremmed land og landets politi. Ambassaden havde politianmeldt borgeren for chikane.  

Ministeriets afslag var oprindeligt begrundet i hensyn til politiets efterforskningsmetoder. Da ministeriet ikke havde indhentet en udtalelse fra det fremmede lands politi om spørgsmålet om udlevering, henstillede ombudsmanden til ministeriet at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse.  

I en ny afgørelse fastholdt ministeriet sit afslag. Ministeriet lagde nu vægt på, at den første aktindsigtsafgørelse havde medført en bølge af grov chikane fra borgeren i form af bl.a. udtalelser om navngivne medarbejdere på de sociale medier. Ministeriet mente, at en udlevering ville føre til mere grov chikane. 

Det gav ikke ombudsmanden anledning til bemærkninger, at ministeriet på grund af undersøgelsesprincippet havde lagt vægt på omstændigheder, der lå efter ministeriets første aktindsigtsafgørelse. 

Ombudsmanden mente ikke, at den særlige chikanebestemmelse i offentlighedslovens § 9, stk. 2, nr. 2, kunne bruges ved afslag på anmodninger om egenacces. Generalklausulen i § 33, nr. 5, kunne benyttes – men det var et krav, at der var afgørende hensyn, som talte imod at give borgeren egenacces. 

Ombudsmanden var enig med ministeriet i, at der var tale om chikane af særdeles grov karakter, som lå ud over, hvad en offentligt ansat bør tåle.
Ministeriets risikovurdering i tilfælde af udlevering af dokumenterne kunne efter ombudsmandens opfattelse give anledning til nogen tvivl, men ombudsmanden mente, at ministeriet måtte være nærmest til at vurdere spørgsmålet. Ombudsmanden havde derfor ikke tilstrækkelig grund til at kritisere afgørelsen. 

(Sag nr. 14/02444 og 14/04790)

En journalist klagede til ombudsmanden over, at Skatteministeriet havde givet delvist afslag på aktindsigt i oplysninger om Skatteministeriets møder med lobbyister vedrørende ændring af nordsøbeskatningen i 2013.

Skatteministeriet undtog bl.a. dokumenter og oplysninger med den begrundelse, at de var omfattet af den særlige tavshedspligt i skatteforvaltningslovens § 17 og dermed ikke omfattet af retten til aktindsigt, jf. offentlighedslovens § 35. 

Ombudsmanden kunne som udgangspunkt ikke kritisere, at ministeriet undtog oplysninger, herunder navnene på de virksomheder, der deltog i møderne, i en række dokumenter med henvisning til offentlighedslovens § 35, jf. skatteforvaltningslovens § 17. Ombudsmanden bemærkede dog, at navnet på en medarbejder hos SKAT ikke kunne undtages med hjemmel i offentlighedslovens § 35, jf. skatteforvaltningslovens § 17. 

Ombudsmanden konstaterede desuden, at en række navngivne olie- og gasselskaber i forbindelse med regeringens ændring af nordsøbeskatningen havde udtrykt deres holdninger til ændring af nordsøbeskatningen offentligt – bl.a. i medierne og i en henvendelse til Folketingets Klima-, Energi- og Bygningsudvalg. Det havde også tidligere været omtalt i pressen, at en række navngivne olie- og gasselskaber hyrede kommunikationsfirmaer for at forsøge at påvirke forhandlingerne om ændring af nordsøbeskatningen.   

Det fremgik ikke af Skatteministeriets afgørelse, om ministeriet i forbindelse med vurderingen af, om oplysningerne var omfattet af skatteforvaltningslovens § 17, overvejede, i hvilket omfang oplysningerne faktisk var offentligt tilgængelige, og i givet fald, hvilken betydning dette havde for afgørelsen om aktindsigt. 

Ombudsmanden henstillede til ministeriet at genoptage sagen for – i lyset af det anførte – på ny at overveje, om der var grundlag for yderligere aktindsigt i oplysninger om Skatteministeriets møder med lobbyister om ændring af nordsøbeskatningen i 2013. 

(Sag nr. 15/00282)

FOB 2020-11