En journalist klagede over Danmarks Radios (DR) afslag på aktindsigt i en række personalesager. DR begrundede afslaget med at et udvalgsarbejde var sat i gang i Justitsministeriet. Udvalget skulle vurdere offentlighedslovens regler om aktindsigt i personalesager, og DR ville udskyde afgørelsen indtil retsgrundlaget var afklaret.

I en udtalelse til ombudsmanden skrev DR bl.a. at man af hensyn til konkurrencen om medarbejdere i mediebranchen ikke anså det for hensigtsmæssigt at oplyse lønninger på direktører og chefer. DR ønskede ikke at give mulighed for at udøve pression mod medarbejdere, hvis personalesager der var givet aktindsigt i. DR anså endvidere anmodningen om aktindsigt for "voddragning" i personalesagerne og ville alene af den grund ikke give aktindsigt, idet det antages at ligge uden for offentlighedslovens formål.

Ombudsmanden anså det for overordentlig kritisabelt at DR udskød afgørelsen med henvisning til udvalgsarbejdet. En sådan beslutning var klart uforenelig med borgernes retskrav på aktindsigt efter offentlighedsloven. Ombudsmanden mente at anmodningen om aktindsigt indeholdt tilstrækkelig identifikation af de sager, journalisten ønskede at se, hvorfor henvisningen til "voddragning" også var klart uberettiget.

De grunde DR havde anført kunne efter ombudsmandens mening ikke begrunde et fuldstændigt afslag på aktindsigt, og radiolovens § 73 a gav ikke holdepunkter for at antage at DR's personalesager generelt skulle være undtaget fra aktindsigt i henhold til offentlighedsloven. En begrænsning af aktindsigten efter offentlighedsloven, og eventuelt radiolovens § 73 a, forudsætter en konkret vurdering som DR ikke sås at have foretaget.

Ombudsmanden henstillede at DR genoptog sagen. (J.nr. 1997-1124-522).

Kammeradvokaten var af Erhvervsfremme Styrelsen spurgt om hvorvidt "man ... bør anmode politiet om at se nærmere på sagen" vedrørende et bestemt firma. Kammeradvokaten foretog en overvejende strafferetlig vurdering af nogle dokumenter i sagen.

Myndighederne gav afslag på en anmodning om aktindsigt og henviste til at henvendelsen til Kammeradvokaten afspejlede styrelsens overvejelser om hvilke retlige skridt der kunne indledes i sagen - herunder også overvejelser om f.eks. eventuelt erstatningssøgsmål.

Ombudsmanden mente ikke der var grundlag for at kritisere at myndighederne anvendte offentlighedslovens § 10, nr. 4, til at afslå aktindsigt.

Ombudsmanden mente heller ikke der var grundlag for at anfægte Erhvervsministeriets vurdering af de faktuelle oplysninger som var omfattet af ekstraheringspligten i offentlighedslovens § 11, stk. 1, kunne undtages efter lovens § 12 og § 13, stk. 1, nr. 3, og ombudsmanden var enig i at en ekstrahering af dokumentets øvrige faktuelle oplysninger ville fremtræde så summarisk og løsrevet at det ikke ville give mening. (J.Nr. 1997-247-301)

A klagede over at Forsvarsministeriet (FM) havde tiltrådt et afslag fra Hjemmeværnskommandoen (HjK) på hans anmodning om at få udleveret et eksemplar af HjK's folder "Flygtninge - Indvandrere - Fremmedarbejdere". Folderen var blevet debatteret i pressen og var blevet beskyldt for at indeholde et politisk budskab.

HjK og FM afslog A's anmodning med henvisning til at folderen alene havde været anvendt som debatoplæg i forbindelse med kurser på Hjemmeværnets Højskole, og at folderen nu var udgået af undervisningen.

Ombudsmanden udtalte at folderen ikke var indgået i en forvaltningsmyndigheds sagsbehandling. Det forhold at folderen var blevet debatteret i pressen ændrede ikke noget heri. A havde således ikke krav på aktindsigt, jf. offentlighedslovens § 4, stk. 1, 1. pkt. Ombudsmanden fandt det beklageligt at begrundelserne for HjK's og FM's afgørelser ikke, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 1, indeholdt en henvisning til offentlighedslovens § 4, stk. 1. (J. nr. 1993-2357-401).

En museumsafdeling tilbød en ansøger ansættelse på vilkår at ansøgeren flyttede til landsdelen og klarede oplæringen i museumsbutikken. Ansøgeren flyttede til en midlertidig bolig i området, men tiltrædelsestidspunktet blev efter aftale udskudt til han havde fået en mere permanent bolig. Inden tiltrædelsen, men efter et møde i afdelingen hvor ansøgeren bl.a. mødte nogle af de ansatte, fik han afslag på ansættelse begrundet i omstrukturering og uegnethed. Amtet, som museet hørte under, tiltrådte afgørelsen.

  Ombudsmanden mente at der var indgået en bindende aftale om ansættelse. Derfor skulle proceduren for uansøgt afskedigelse have været fulgt.

  Ombudsmanden kritiserede at officialprincippet og notatpligten ikke var overholdt, og at ansøgeren ikke var blevet partshørt inden afgørelsen blev truffet. Desuden var begrundelsen mangelfuld. Endelig kritiserede ombudsmanden myndighedernes sprogbrug.

  Ombudsmanden henstillede at sagen blev genoptaget med henblik på at myndighederne overvejede hvilke konsekvenser den mangelfulde sagsbehandling burde have for den pågældende.

  (J.nr. 2005-3791-810).

En gårdejer klagede over afslag på aktindsigt i en række dokumenter i forbindelse med afskedigelse af en socialinspektør. Der var tale om notater fra møder i kommunen og med socialinspektøren, og om en udtalelse fra socialinspektøren om sagen. Tilsynsrådet mente i sin vejledende udtalelse til kommunen at dokumenterne var undtaget fra aktindsigt efter offentlighedslovens § 7, nr. 1.

Ombudsmanden udtalte at socialinspektørens udtalelse om sagen ikke var omfattet af offentlighedslovens § 7, nr. 1, da socialinspektøren ikke havde handlet på kommunens vegne i sagen, men som en udenforstående person.

Det var ikke klart om samtlige de dokumenter som var anset for interne, var blevet udleveret til socialinspektøren. Ombudsmanden udtalte at dokumenterne - hvis de var blevet udleveret til socialinspektøren - havde mistet deres interne karakter. Hvis dokumenterne ikke var blevet udleveret til socialinspektøren, skulle kommunen foretage en vurdering af om der var grundlag for ekstrahering af oplysningerne i dokumenterne efter offentlighedslovens § 11, stk. 1.

Ombudsmanden henstillede til tilsynsrådet at genoptage sagen.

Gårdejerens anmodning om aktindsigt blev herefter imødekommet. (J.nr. 1996-2523-801).

En advokat klagede over skattemyndighedernes afslag på aktindsigt efter offentlighedslovens regler i dokumenter vedrørende en "selskabstømmersag".

Ombudsmanden havde efter en samlet vurdering ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at kritisere myndighedernes vurdering af at aktindsigtsanmodningen ikke skulle afgøres efter forvaltningslovens regler - allerede fordi der ikke var tale om en "afgørelsessag" i forvaltningslovens forstand. Ombudsmanden lagde herved bl.a. vægt på at sagen angik et eventuelt erstatningsansvar på grundlag af dansk rets almindelige erstatningsregler, at erstatningssagen i givet fald ikke ville blive rejst i tilknytning til skattemyndighedernes almindelige virksomhed, og at der ikke kunne antages at være et så tungtvejende behov for at tillægge advokatens klient partsstatus at dette kunne være udslagsgivende. (J.nr. 1997-0506-201).

En journalist bad Trafikministeriet om aktindsigt i alle dokumenter vedrørende Havarikommissionen for Civil Luftfart i perioden 1. januar 1996 til 19. januar 2001. Ministeriet gav ham aktindsigt i en konkret sag om kommissionens organisatoriske forhold som ministeriet mente måtte være den relevante sag. Efterfølgende meddelte ministeriet telefonisk journalisten at han ikke kunne få udleveret en oversigt over ministeriets sager vedrørende havarikommissionen, og at han måtte præcisere de ønskede sager nærmere.

Journalisten fastholdt herefter at han ønskede alle dokumenter vedrørende havarikommissionen i den pågældende periode. Samtidig bad han om aktindsigt i ministeriets journalplaner. Ministeriet afslog aktindsigtsbegæringen, også for så vidt angik indsigt i journalplaner, med henvisning til at journalisten ikke havde angivet de dokumenter eller den sag som han ønskede indsigt i.

I betragtning af den meget bredt formulerede begæring og den lange periode kunne ombudsmanden ikke kritisere at Trafikministeriet havde bedt journalisten om at angive den sag og/eller de dokumenter som han ønskede aktindsigt i.

Ombudsmanden mente dog at Trafikministeriet burde have vejledt journalisten om hvilke typer af sager der var omfattet af de i perioden gældende journalplaner da dette ville give ham mulighed for mere præcist at angive hvilke typer af sager han var interesseret i. Hvis en sådan vejledning ikke var mulig, mente ombudsmanden at det havde været god forvaltningsskik såfremt ministeriet havde udleveret en sagsliste til journalisten med henblik på at få præciseret og indsnævret aktindsigtsanmodningen, for så vidt sagslisten ikke indeholdt fortrolige oplysninger. (J.nr. 2001-0619-501).

En journalist ved et dagblad bad Erhvervs- og Selskabsstyrelsen om aktindsigt i korrespondance og andet materiale vedrørende styrelsen af et bestemt fond. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen afslog journalistens anmodning med henvisning til § 61, stk. 1, 2. pkt., i lov om erhvervsdrivende fonde. Efter denne bestemmelse kan Erhvervs- og Selskabsstyrelsen undtage oplysninger som styrelsen besidder i sin egenskab af tilsynsmyndighed for de erhvervsdrivende fonde. Journalisten bad på ny Erhvervs- og Selskabsstyrelsen om at behandle aktindsigtsanmodningen, men denne gang i henhold til aktindsigtsbestemmelserne i offentlighedsloven. Dette afslog styrelsen imidlertid med den begrundelse at offentlighedslovens regler ikke fandt anvendelse på de pågældende dokumenter.

Journalisten indbragte sagen for ombudsmanden. Med støtte i lovens forarbejder præciserede ombudsmanden at undtagelsesbestemmelsen i § 61, stk.1, i lov om erhvervsdrivende fonde ikke finder anvendelse på dokumenter der kun er hos Erhvervs- og Selskabsstyrelse som fondsmyndighed. Da ombudsmanden var af den opfattelse at det var tilfældet i den foreliggende sag, var bestemmelsen ikke anvendelig. Derimod mente ombudsmanden at de pågældende dokumenter var omfattet af offentlighedslovens almindelige bestemmelser om aktindsigt. Styrelsen burde derfor efter ombudsmandens opfattelse have afgjort spørgsmålet om dagbladets ret til aktindsigt i henhold til disse bestemmelser. På den baggrund henstillede ombudsmanden til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen at genoptage sagens behandling. (J.nr. 1997-0435-301).

På grundlag af klagesager som skyldrådet havde truffet afgørelse i, og som angik en bestemt vej, indstillede skyldrådet til Told- og Skatteregion Thisted at vurderingen af grundværdierne for den ældre del af vejen blev taget op til revision. En husejer bad om aktindsigt i skyldrådets (eventuelle) klagesager. Regionen afslog anmodningen under henvisning til at anmodningen ikke var tilstrækkelig præcis hvilket Told- og Skattestyrelsen tiltrådte.

Ombudsmanden var ikke enig med regionen og styrelsen i at regionen var kompetent til i 1. instans at træffe afgørelse om husejerens begæring om aktindsigt. Ombudsmanden kritiserede derfor at regionen havde truffet afgørelse om hvorvidt husejerens anmodning skulle imødekommes. Regionen burde have sendt anmodningen videre til skyldrådet til behandling. Ligeledes kritiserede ombudsmanden at styrelsen ikke havde ophævet regionens afgørelse og oversendt sagen til skyldrådet til behandling.

Ombudsmanden mente ikke at det kunne udelukkes at regionens manglende kompetence til at træffe afgørelse i sagen i 1. instans havde haft betydning for sagens udfald, og henstillede at styrelsen genoptog sagen. (J.nr. 1998-0291-201).

En journalist anmodede Hypotekbanken om aktindsigt i "samtlige dokumenter der indeholder oplysninger om fordeling af tips- og lottomidlerne som led i finanslovsforhandlingerne, herunder Finansministeriets aktstykkepulje". Journalisten fik afslag for så vidt angik de forskellige partiers indstillinger og fordelingsønsker og korrespondance herom. Hypotekbanken og Finansministeriet mente ikke at indstillingerne var indgået til eller oprettet af en forvaltningsmyndighed. Myndighederne henviste endvidere til hensynene til den politiske beslutningsproces.

Ombudsmanden udtalte at tildelingen af tipsmidler sker i overensstemmelse med loven og almindelige forvaltningsretlige principper hvorfor dokumenterne er indgået som led i en administrativ sagsbehandling. Hensynet til den politiske beslutningsproces kan efter omstændighederne begrunde at enkelte oplysninger og dokumenter i en brevveksling om politiske spørgsmål undtages fra aktindsigt. Det kan i praksis være svært at holde partitilkendegivelser adskilt fra udtalelser og indlæg der fremkommer som led i den egentlige politiske beslutningsproces. Hensynet til at sikre at politiske forhandlinger kan foregå i fortrolighed er dog ikke til stede på samme måde når der er tale om partiernes medvirken ved forvaltningsmyndigheders anvendelse af allerede foreliggende lovgivning.

Endelig mente ombudsmanden ikke at der var foretaget en konkret vurdering af om alle oplysninger i dokumenterne i givet fald var dækket af hensynet til den politiske beslutningsproces. (J.nr. 1996-0990-201).

Justitsministeriet afslog i 1991 A's anmodning om aktindsigt i lister med navnene på de personer, som i årene 1988, 1989 og 1990 var beskikket til at møde som medhjælper for Statsadvokaten for Sjælland. Justitsministeriet meddelte A, at listerne - der ikke længere var aktuelle og derfor ikke blev opbevaret af ministeriet - var interne arbejdsdokumenter, der efter lov nr. 572 af 19. december 1985 om offentlighed i forvaltningen var undtaget fra retten til aktindsigt. Justitsministeriet lagde til grund, at A's interesse i at modtage listerne bl.a. udsprang af en straffesag. Ministeriet fandt på denne baggrund ikke at kunne tillægge A's oplysning om at have retlig interesse i at kunne modtage de nævnte lister særlig vægt.

Ombudsmanden udtalte, at spørgsmålet om meddelelse om aktindsigt i henhold til offentlighedslovens § 4, stk. 1, 1. pkt., bortfaldt, da navnelisterne ikke eksisterede på det tidspunkt, da A anmodede om aktindsigt, og da Justitsministeriet ikke havde pligt til at opbevare listerne, efterhånden som de forældedes.

Ombudsmanden fandt ikke, at det kunne give anledning til kritik, dersom myndigheden inddrager spørgsmålet om, hvorvidt den aktindsigtssøgende har en særlig interesse i at få de ønskede oplysninger, i vurderingen af, om en begæring om aktindsigt bør imødekommes efter reglerne om meroffentlighed (offentlighedslovens § 4, stk. 1, 2. pkt.) eller på ulovbestemt grundlag.

Derimod fandt ombudsmanden, at spørgsmålet om den aktindsigtssøgendes eventuelle retlige interesse i at opnå de pågældende oplysninger ikke kunne inddrages i afvejningen af, hvorvidt aktindsigt i henhold til lovens § 11 skulle meddeles i (dele af) interne arbejdsdokumenter. (J. nr. 1991-650-619).

En journalist klagede til ombudsmanden over Erhvervsministeriets afslag på aktindsigt i korrespondancen mellem Erhvervsministeriet og Kammeradvokaten om lånesagerne i forbindelse med bygningen af seks skibe.

Ombudsmanden udtalte at Erhvervsministeriet ikke havde foretaget den nødvendige konkrete vurdering af risikoen for om personer eller virksomheder ville lide tab som følge af aktindsigten, jf. offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 2. Erhvervsministeriet havde ikke opfyldt forvaltningslovens begrundelseskrav i forbindelse med henvisningen til offentlighedslovens § 10, nr. 4. Endelig fandt ombudsmanden at Erhvervsministeriet ikke havde taget stilling til hvorvidt korrespondancen indeholdt oplysninger der var omfattet af ekstraheringspligten i offentlighedslovens § 11, stk. 1, og § 12, stk. 2.

Samlet var det ombudsmanden opfattelse at Erhvervsministeriets besværelse af aktindsigtsbegæringen var kritisabel. På den baggrund benstillede ombudsmanden til Erhvervsministeriet at genoptage behandlingen af begæringen. (J.nr. 1996-2429-301)

En journalist klagede over at Undervisningsministeriet ikke havde givet fuld aktindsigt i ministeriets sag om nedsættelse af Højskoleudvalget.

Med henvisning til at offentlighedslovens regler om aktindsigt ikke finder anvendelse på sager om ansættelse eller forfremmelse i det offentliges tjeneste, kunne ombudsmanden ikke kritisere at Undervisningsministeriet ikke gav journalisten fuld aktindsigt.

Ombudsmanden mente at oplysninger om hvem ministeriet kontaktede som mulige medlemmer af Højskoleudvalget, og hvad de svarede ministeriet, var oplysninger der skulle tages notat om efter bestemmelsen i offentlighedslovens § 6. Men da disse oplysninger allerede fremgik af sagens øvrige dokumenter, var der ikke pligt til at tage notat. (J.nr. 1998-2104-701).

En advokat klagede for en klient over en udtalelse fra Indenrigsministeriet som støttede Københavns Kommunes afslag på aktindsigt i dokumenter om en arkitektkonkurrence om Ørestaden, udskrevet af Ørestadsselskabet I/S.

Dokumenterne var sendt til embedsmænd i Københavns Kommune og journaliseret og opbevaret der.

Ifølge Københavns Kommune blev dokumenterne opbevaret for embedsmænd der i deres egenskab af rådgivere for Ørestadsselskabet eller som bestyrelsesmedlemmer i Ørestadsselskabet deltog i selskabets planlægning af Ørestaden. Efter Københavns Kommunes opfattelse indgik dokumenterne derfor ikke som led i kommunens administrative sagsbehandling, jf. offentlighedslovens § 4, stk. 1.

Ombudsmanden udtalte at den omhandlede passus i § 4, stk. 1, om "... led i administrativ sagsbehandling ..." måtte forstås således at kun dokumenter hvis indhold ikke var tillagt eller kunne tillægges betydning for myndighedens administrative virksomhed, kunne udeholdes. Københavns Kommune ejede 55% af interessentskabet, og havde som udgangspunkt en så væsentlig interesse i alle spørgsmål om planlægning af Ørestaden at modtagne dokumenter vedrørende Ørestaden vanskeligt isoleret set kunne udeholdes på baggrund af offentlighedslovens § 4, stk. 1. Afgørende for om dokumenterne kunne anses for indgået i kommunens sagsbehandling, var herefter om materialet havde været tilgængeligt, også for andre end dem der direkte havde deltaget i Ørestadsselskabets (i modsætning til kommunens) arbejde i sagen. Ud fra dette kriterium meddelte ombudsmanden Indenrigsministeriet og Københavns Kommune at han mente Københavns Kommune burde have meddelt aktindsigt i nogle af dokumenterne. (J. nr. 1994-2574-401).

En journalist klagede over at Direktoratet for Arbejdstilsynet i forbindelse med en aktindsigtsanmodning havde stillet som betingelse for udlevering af fotokopier at det gebyr, der kan kræves for afskrifter og fotokopier, blev betalt forud.

Ombudsmanden mente ikke at en myndighed i almindelighed kan stille betingelse om forudbetaling for at udlevere fotokopier.

Ombudsmanden gjorde Arbejdsministeriet bekendt med sin opfattelse. Under hensyn til at Direktoratet for Arbejdstilsynet, inden direktoratet indførte ordningen om forudbetaling, hos relevante myndigheder havde undersøgt spørgsmålet om hvorvidt man kunne gennemføre ordningen, mente ombudsmanden ikke at have grundlag for at fremsætte sin opfattelse som en kritik af Direktoratet for Arbejdstilsynet og Arbejdsministeriet. (J.nr. 1997-2715-001).

En journalist klagede over at Sundhedsministeriet ikke ændrede et afslag fra Sundhedsstyrelsen om aktindsigt. Journalisten havde søgt om aktindsigt i samtlige rapporter til styrelsen over uheld med eller tekniske fejl ved specielt medicinsk udstyr.

Sundhedsstyrelsen afslog journalistens ansøgning om aktindsigt med henvisning til at styrelsen ikke mente journalisten i tilstrækkelig grad havde identificeret de sager, han ønskede aktindsigt i. Sundhedsstyrelsen henviste til at der ikke var lavet et "uheldsregister" og at indrapporteringerne derfor bestod af flere sager.

Ombudsmanden kritiserede ikke at styrelsen havde afslået journalistens ansøgning.

Ombudsmanden udtalte dog at Sundhedsministeriet under de foreliggende omstændigheder burde have sørget for at journalistens anmodning om aktindsigt blev bedømt efter princippet om meroffentlighed. Ombudsmanden henstillede at Sundhedsministeriet genoptog sagen. (J.nr. 1996-2735-401).

En borger klagede over at en kommune havde undladt at give ham aktindsigt i interne arbejdsdokumenter i hans klagesag. Sagen havde været indbragt for tilsynsrådet som havde afvist klagen. Ombudsmanden udtalte at han var enig i kommunens og tilsynsrådets vurdering af at de pågældende dokumenter var interne og dermed som udgangspunkt undtaget fra aktindsigt efter forvaltningslovens § 12. Ombudsmanden var endvidere enig med tilsynsrådet i at dokumenterne ikke indeholdt oplysninger som skulle ekstraheres efter forvaltningslovens § 12, stk. 2.

Imidlertid kritiserede ombudsmanden at kommunen ikke efter princippet om meroffentlighed jf. offentlighedslovens § 4, stk. 1, 2. pkt. - havde overvejet om der alligevel burde gives indsigt i dokumenterne. Ombudsmanden lagde herved vægt på at klagerens anmodninger om aktindsigt måtte sidestilles med en begæring om meroffentlighed. Ombudsmanden kritiserede kommunens begrundelser for de trufne afgørelser om aktindsigt. Ombudsmanden kritiserede også tilsynsrådet for at det ikke i sin udtalelse om sagen havde omtalt punkterne om meroffentlighed og begrundelse.

Ombudsmanden bad herefter kommunen om at tage stilling til om klageren efter meroffentlighedsprincippet kunne få aktindsigt i de pågældende dokumenter. (J.nr. 1998-2679-401).

I forbindelse med Justitsministeriets (JMT's) behandling af A's afskedigelsessag havde A anmodet Finansministeriet (FM) om aktindsigt i den sag, hvori JMT efter tjenestemandslovens § 31, stk. 3, havde anmodet FM om en udtalelse om, hvorvidt A kunne afskediges på grund af helbredsbetinget utjenstdygtighed.

Ombudsmanden udtalte, at FM's sag ikke kunne anses for en afgørelsessag, og at der derfor skulle tages stilling til A's aktindsigtsanmodning efter offentlighedsloven (og ikke forvaltningsloven).

Ombudsmanden kritiserede, at FM normalt indhentede den udstedende læges samtykke til at meddele aktindsigt i lægeerklæringer og fandt det heller ikke holdbart, hvis FM rutinemæssigt indhentede en (uforbindende) udtalelse fra lægen. Ombudsmanden redegjorde herved for den ganske snævre adgang til efter offentlighedslovens § 4, stk. 2, jf. § 13, stk. 1, nr. 6, at undtage lægeerklæringer fra aktindsigt. Ombudsmanden kritiserede også, at FM's delvise afslag på aktindsigt ikke var begrundet. Han henstillede, at FM genoptog sagen og meddelte A en fyldestgørende begrundelse og i denne forbindelse overvejede bestemmelserne i offentlighedslovens § 8, nr. 2, om "§ 6-notater", og § 11, stk. 1, om ekstrahering, samt spørgsmålet om, hvorvidt FM's lægekyndige konsulent kan anses for en del af FM. Ombudsmanden kritiserede videre, at FM ikke havde meddelt A "løbende aktindsigt" i dokumenter, modtaget af FM efter besvarelsen af A's aktindsigtsanmodning, og ikke havde meddelt A aktindsigt i "journaldokumenter", jf. offentlighedslovens § 5, stk. 1, nr. 2, samt havde tilsidesat 10-dagesfristen i offentlighedslovens § 16, stk. 2

Endelig kritiserede ombudsmanden, at en medarbejder i FM havde fremsat, og JMT til A havde viderebragt en udtalelse om, at A's genansættelsessag risikerede at blive forsinket på grund af A's klage til ombudsmanden. (J. nr. 1989-1715-20).

A anmodede efter ferieårets udløb om udbetaling af feriepenge uden at holde ferie. Under sagens behandling kontaktede A telefonisk Direktoratet for Arbejdstilsynet (AT). A mente, at AT under denne samtale meddelte hende en bindende afgørelse. Der blev ikke taget notat om samtalen i AT, der på den anden side heller ikke senere bestred, at der var givet en "positiv tilkendegivelse". A modtog senere skriftligt afslag, som Arbejdsministeriet (AM) stadfæstede.

Ombudsmanden udtalte, at den førte telefonsamtale udgjorde en så væsentlig ekspedition i sagen, at direktoratet på grundlag af den almindelige retsgrundsætning om notatpligt havde pligt til at tage notat om samtalen og dens indhold. Ombudsmanden kritiserede derfor, at AT ikke havde taget notat om samtalen, og at AM ikke påtalte fejlen. Ombudsmanden lagde A's version om hændelsesforløbet til grund, men mente alligevel ikke, at der var tilstrækkeligt grundlag for at kritisere, at myndighederne ikke anså den omhandlede forhåndsbesked for bindende, og at der således ikke - som hævdet af A - var tale om tilbageholdelse af en begunstigende forvaltningsakt.

Ombudsmanden kritiserede, at AT og AM ikke havde meddelt A en fyldestgørende begrundelse. (J. nr. 1990-1647-01).

A anmodede Budgetdepartementet (B) om aktindsigt i "de sager, der må være i B" vedrørende tillægsbevillingsforslagene i 1984, 1985, 1986 og 1987. Sagerne blev senere præciseret til forskellige konti.

B afslog anmodningen under henvisning til offentlighedslovens § 10, nr. 2, og § 7, nr. 1 og 2. B anførte, dels at nogle dokumenter var ministeriets interne notater om de modtagne bidrag, dels at andre dokumenter var sendt af Arbejdsministeriet som bidrag til de pågældende års tillægsbevillingslovforslag; endelig var andre dokumenter modtaget fra Statens Regnskabsdirektorat og dermed udvekslet inden for samme myndighed.

De dokumenter, der var udarbejdet i B vedrørende bevillingskonti alene til B's eget brug, måtte efter ombudsmandens mening anses for interne og således ikke undergivet aktindsigt, jf. offentlighedslovens § 7.

De dokumenter, der var modtaget fra Arbejdsministeriet, måtte anses for eksterne og ikke omfattet af § 7. Da dokumenterne angik lovgivning - tillægsbevillingslove - og var udvekslet mellem ministerier, kunne dokumenterne dog undtages i henhold til § 10, nr. 2.

Denne del af B's afgørelse gav derfor ikke ombudsmanden grundlag for kritik.

Statens Regnskabsdirektorat måtte efter ombudsmandens mening anses for en myndighed med almindelig direktoratsstatus og i lighed med centraladministrationens øvrige direktorater og styrelser anses som en selvstændig myndighed i forhold til det pågældende departement. De dokumenter, der var sendt fra direktoratet til B, måtte derfor anses for eksterne og kunne ikke undtages i henhold til § 7. Dokumenterne var ej heller omfattet af § 10, nr. 2, da der her var tale om brevveksling mellem et ministerium og et direktorat. Ombudsmanden henstillede til B at træffe ny afgørelse vedrørende disse dokumenter på grundlag af det anførte.

For såvel de dokumenter, der kunne undtages fra aktindsigt i henhold til § 7, som de dokumenter, der kunne undtages efter § 10, nr. 2, gælder ekstraheringspligten, jf. § 11, stk. 1. Denne bestemmelse måtte antages ikke at have været taget i betragtning ved behandlingen af A's anmodning om aktindsigt, hvilket ombudsmanden betragtede som en fejl. Ombudsmanden henstillede, at B i forbindelse med fornyet behandling af anmodningen tog stilling til, om dele af dokumenterne skulle udleveres i henhold til § 11, stk. 1. (J.nr. 1989-416-23).

En pilot klagede over at myndighederne afviste at undersøge tre flyveepisoder nærmere.

  Ombudsmanden udtalte at myndighederne burde have indhentet – eller søgt at have indhentet – yderligere oplysninger inden der blev foretaget en endelig bedømmelse af om der forelå en flyvehændelse eller en flyvesikkerhedsmæssig begivenhed.

  Myndighedernes bedømmelse af episoderne var afgørelser i forvaltningslovens forstand. Piloten måtte anses for part i sagen, og afgørelserne kunne påklages til Transport- og Energiministeriet.

  Ombudsmanden kritiserede desuden at notatpligten ikke var overholdt, og at afgørelserne var behæftet med begrundelsesmangler.

  Ombudsmanden henstillede at sagen blev genoptaget.

  (J.nr. 2003-3737-511).

A klagede over K Kommunes behandling af ham i forbindelse med, at kommunen ydede støtte til, at hans daværende hustru B tog ophold på døgninstitutionen D sammen med parrets yngste søn C.

Ombudsmanden fandt, at kommunen burde have underrettet A om beslutningen om at yde støtte til C's ophold uden for hjemmet, da forældrene havde fælles forældremyndighed over C. For så vidt angik kommunens beslutning om at yde støtte til C's ophold på institutionen, fandt ombudsmanden, at A måtte anses som part. En afgørelse om, hvorvidt der skulle gives A aktindsigt, burde derfor have været truffet på grundlag af forvaltningsloven. Det tiltrådtes dog, at oplysningerne vedrørende støtten til B måtte vurderes efter offentlighedsloven. Kommunen havde i afslaget på aktindsigt henvist til den almindelige tavshedspligt i straffelovens § 152. Denne henvisning ansås for uberettiget, jf. forvaltningslovens § 9, stk. 2, og offentlighedslovens § 14. Ombudsmanden henstillede på denne baggrund, at kommunen genoptog sagen til ny behandling.

Socialministeriet havde meddelt, at det overordnede ressorttilsyn ikke gav Socialstyrelsen kompetence til at gå ind i en konkret bedømmelse af sagsforløbet i en personsag. Ombudsmanden udtalte hertil, at det måtte antages, at ministeriet har en ganske vidtgående adgang til inden for sit ressortområde at afgive vejledende udtalelser om lovgivningens indhold og anvendelse. Udtalelserne kan gives med udgangspunkt i konkrete sager. (J. nr. 1991-134-060).

Politiet inddrog A's prøveskilte som følge af, at A havde benyttet skiltene i strid med registreringsbekendtgørelsens bestemmelser. A havde tidligere modtaget et bødeforelæg for overtrædelsen.

Ombudsmanden kritiserede, at politimesteren og Rigspolitichefen ikke, inden der blev truffet afgørelse om inddragelse af prøveskiltene, havde foretaget partshøring. Ombudsmanden udtalte endvidere, at det forhold, at afgørelsen var blevet meddelt A mundtligt, ikke kunne give ham anledning til kritik. Ombudsmanden bemærkede dog, at en skriftlig afgørelse, særligt i et tilfælde, hvor afgørelsen havde en bestemt tidsmæssig udstrækning, ville have medført en betydelig bevismæssig klarhed vedrørende indholdet af afgørelsen.

Ombudsmanden udtalte endelig, at det følger af god forvaltningsskik, at en mundtlig meddelt afgørelse skal noteres på sagen. (J. nr. 1991-1601-611).

To journalister bad Forsvarsministeriet, Forsvarskommandoen og Statsministeriet om indsigt i oplysninger om de danske specialstyrker i Afghanistan til brug for udarbejdelsen af filmen ”Den hemmelig Krig”. Journalisterne klagede til ombudsmanden over omfanget af den meddelte indsigt.

Efter offentliggørelsen af filmen viste et stort antal medlemmer af Folketinget en betydelig interesse i at få yderligere indsigt i oplysninger om de danske specialstyrker i Afghanistan. Medlemmerne søgte at få indsigt ved at stille spørgsmål til ministre og gennem medlemmernes deltagelse i Folketingets Forsvarsudvalg, i Folketingets Udenrigspolitiske Nævn og i Folketingets Præsidium.

Ombudsmanden vurderede herefter at Folketingets behandling af sagen havde antaget en så omfattende og særlig karakter at hensynene til ombudsmandens politiske neutralitet forelå med en sådan styrke at ombudsmanden burde undlade at foretage sige mere i sagen.
(J.nr. 2006-1113-409, j.nr. 2006-1114-401, j.nr. 2006-1744-401 og j.nr. 2006-2625-401).  

A klagede over, at Konkurrenceankenævnet i henhold til § 5, stk. 2, i bkg. om Konkurrenceankenævnet havde afkrævet ham et gebyr på 3.000 kr. i forbindelse med behandlingen af en klage over Konkurrencerådets afslag på aktindsigt efter offentlighedsloven.

Ombudsmanden anmodede nævnet om en udtalelse og bad specielt om en begrundelse for, at § 5, stk. 2, skulle finde anvendelse i et tilfælde som det foreliggende, hvor klageadgangen ikke beroede på konkurrenceloven, men på offentlighedslovens § 15, stk. 2.

Konkurrenceankenævnet forelagde spørgsmålet for Industriministeriet, der ikke fandt, at gebyrreglen fandt anvendelse i et tilfælde som det foreliggende, hvor klageadgangen vedrørte en afgørelse i medfør af offentlighedsloven.

Nævnet meddelte herefter ombudsmanden, at det havde frafaldet opkrævning af gebyret. Ombudsmanden tog det meddelte til efterretning og foretog sig ikke videre i sagen. (J. nr. 1990-1535-39).

Under Flygtningenævnets behandling af en asylsag ansøgte en advokat mundtligt – på vegne af sin klient – om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1. Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration afslog at tillægge ansøgningen opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen idet fremgangsmåden efter ministeriets opfattelse ikke var tilstrækkelig til at anse betingelsen i udlændingelovens § 33, stk. 4, for opfyldt: efter denne bestemmelse har ansøgning om opholdstilladelse efter § 9 b, stk. 1, opsættende virkning hvis ansøgningen indgives i tilknytning til forkyndelsen af udrejsefristen i forbindelse med afslag på asyl.

Ombudsmanden bad ministeriet oplyse om man inden afgørelsen om afslag på opsættende virkning havde overvejet den eventuelle betydning af offentlighedslovens § 6 om notatpligt og forvaltningslovens § 7 om vejledningspligt eller principperne bag disse bestemmelser i relation til afslaget.

Ministeriet meddelte i en udtalelse at ministeriet på det nu oplyste grundlag mente det var rettest at anse betingelserne for opsættende virkning efter udlændingelovens dagældende § 33, stk. 4, for opfyldt.

Ministeriet oplyste samtidig at Flygtningenævnet havde forklaret at nævnet ville være indstillet på at videregive eventuelle mundtlige ansøgninger på udlændingeområdet til rette udlændingemyndighed i de særlige tilfælde hvor ansøgningen – på trods af vejledning om hvortil ansøgningen rettelig bør indgives – ønskedes indgivet i forbindelse med nævnsbehandlingen. (J.nr. 2003-3604-647).

I en konkret sag opstod der spørgsmål om, hvorvidt en mor A til et barn B, der gennem nogle år havde været anbragt uden for hjemmet, var part i K Kommunes sag vedrørende godkendelse af nye plejeforældre for B. K's sag var rejst med henblik på udstedelse af plejetilladelse til B's farmor C.

Plejetilladelser efter bistandslovens § 66 udstedes formelt ikke med henblik på anbringelse af et bestemt barn hos plejefamilien; de er af generel karakter og giver alene tilladelse til at modtage et bestemt antal børn eller unge i familiepleje. Ofte vil det derfor ikke være muligt at identificere personer (udover den, der søger plejetilladelsen), der kan have partsstatus i tilladelsessagen.

I den foreliggende sag måtte det imidlertid på forhånd anses for sandsynligt, at en udstedelse af plejetilladelse til C ville medføre, at B blev anbragt dér. Hertil kom, at A under hele sagen havde ydet en væsentlig og aktiv indsats for at supplere det faktiske grundlag, som K skulle træffe afgørelse på. Under disse omstændigheder - og da forældremyndighedens indehaver i almindelighed må siges at have en meget væsentlig interesse i, hos hvilken familie et barn opholder sig - antog ombudsmanden, at A burde have været anset for part i sagen. Også en mere formålsbestemt forståelse af forvaltningslovens partsbegreb talte for dette resultat. Det kunne i den forbindelse ikke tillægges afgørende betydning, at A's interesse i sagens udfald næppe kunne karakteriseres som retlig i streng forstand.

Ombudsmanden kritiserede K's begrundelse i forbindelse med aktindsigtsafgørelsen, og at K ikke havde vurderet A's anmodning om aktindsigt efter offentlighedslovens almindelige bestemmelser. (J. nr. 1992-1664-001).

En dansk ambassade i udlandet traf beslutning om at nægte en dansk statsborger der modtog hjælp fra ambassaden i forbindelse med en sag, adgang til personligt fremmøde på ambassaden. Beslutningen blev truffet på baggrund af udsagn fra andre personer på ambassaden som den pågældende skulle have tilbudt at skaffe opholdstilladelse i Danmark mod betaling. Det fremgik endvidere af sagen at den pågældende ved en senere lejlighed, ligeledes mod betaling, skulle have tilbudt en anden at skaffe et visum til Danmark.

Ombudsmanden vurderede at beslutningen om at nægte den pågældende adgang til ambassaden måtte anses for en afgørelse i forvaltningslovens og offentlighedslovens forstand, og kritiserede at ambassaden ikke havde overholdt notatpligten i offentlighedslovens § 6, stk. 1, og ikke havde overvejet partshøringspligten i forvaltningslovens § 19. (J.nr. 2003-4188-459).

To journalister søgte en kommune om aktindsigt i samtlige rejser som den tidligere overborgmesters kone havde foretaget for offentlige midler.

Det gav ikke ombudsmanden anledning til bemærkninger at kommunen vurderede at journalisternes ønske om aktindsigt ikke opfyldte kravet om identifikation af sagen (sagerne) i offentlighedsloven.

På baggrund af betragtninger om at meroffentlighedsprincippet i offentlighedsloven bør udstrækkes særlig vidt over for repræsentanter for medierne, henstillede ombudsmanden til kommunen at genoptage sagen. Ombudsmanden opfordrede i den forbindelse de to journalister til at gå i dialog med kommunen.

(J.nr. 2004-3196-801)

En organisation klagede på vegne af en bruger over at den pågældende havde fået afslag på genoptagelse af en sag om humanitær opholdstilladelse og på indgivelse og behandling af en anden ansøgning om opholdstilladelse. Organisationen gjorde gældende at afvisningen af ansøgningen var udtryk for usaglig forskelsbehandling i forhold til en anden sag som efter klagerens opfattelse var sammenlignelig med den foreliggende. Baggrunden for forskelsbehandlingen skulle være at medierne i mellemtiden havde kritiseret Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration for at udøve usaglig, positiv forskelsbehandling af medieomtalte sager. Organisationen klagede i den forbindelse også over ministeriets pressesekretærs indflydelse på behandlingen af den foreliggende sag og andre konkrete sager.

Ombudsmanden mente efter gennemgang af de to sager ikke at der var grundlag for at kritisere ministeriets vurdering af at sagerne ikke var sammenlignelige på en sådan måde at de burde få samme udfald. Ombudsmanden mente heller ikke der var tilstrækkeligt grundlag for at antage at baggrunden for afvisningen af ansøgningen om opholdstilladelse måtte søges i avisomtalen af ministeriets angivelige forskelsbehandling. Ombudsmanden fremkom samtidig med følgende mere generelle bemærkninger om notatpligtens omfang i relation til den virksomhed der udøves af ministeriets pressesekretær:

(J.nr. 2005-1116-642)

En mand klagede over at han havde fået et polititilhold om ikke at kontakte sin tidligere kæreste. Ved afgørelsen blev der lagt vægt på at manden tidligere havde fået en formaning om ikke at kontakte hende yderligere, men det bestred han. Der var ikke taget notat om denne formaning da den blev givet, men først til brug for den aktuelle sag.

Ombudsmanden udtalte at der er pligt til at tage notat om sådanne formaninger, og at notatpligtens formål tilsiger at notatet tages i umiddelbar forlængelse af formaningen. Da der ikke var taget notat der sikrede det fornødne bevis for at formaningen var givet, kunne myndighederne efter ombudsmandens opfattelse ikke lægge (afgørende) vægt på formaningen. Ombudsmanden henstillede på denne baggrund at sagen blev genoptaget. (J.nr. 1995-2120-619).

En journalist klagede til ombudsmanden over at Finansministeriet havde givet ham afslag på aktindsigt i sagen vedrørende udpegning af statens rådgivere i forbindelse med salget af statens aktier i TeleDanmark A/S. Størstedelen af dokumenterne var undtaget fra aktindsigt efter den såkaldte indkøbsbekendtgørelse hvorefter visse dokumenter i sager om statens indkøbsaftaler generelt var undtaget fra aktindsigt efter offentlighedsloven.

I en foreløbig redegørelse udtalte ombudsmanden at bestemmelserne i indkøbsbekendtgørelsen måtte fortolkes med udgangspunkt i det forhold at der var tale om en undtagelse fra det almindelige offentlighedsprincip, og under hensyntagen til at bemyndigelsen ikke rakte til at skabe nye undtagelser, men alene at præcisere indholdet af de undtagelser offentlighedsloven i forvejen indeholdt. Generelt måtte reglerne derfor fortolkes sådan at deres rækkevidde ikke blev udstrakt videre end bekendtgørelsen og bemyndigelsen i offentlighedslovens § 3 gav sikkert holdepunkt for. Ved vurderingen af om bestemmelserne i indkøbsbekendtgørelsen kunne anvendes i forhold til et bestemt dokument, kunne der fortages en kontrolvurdering ved at bedømme om dokumentet også kunne undtages efter bestemmelserne i offentlighedsloven.

 

Finansministeriet bemærkede i en kommentar til den foreløbige redegørelse at det efter ministeriets opfattelse ikke ville være i strid med offentlighedslovens § 3 hvis en bekendtgørelse udstedt i medfør af bestemmelsen i enkelte tilfælde førte til at der blev nægtet aktindsigt i dokumenter der ikke var omfattet af undtagelserne i offentlighedslovens §§ 7-14. Ministeriet mente ikke at der kunne bestå en pligt til at foretage en kontrolvurdering af om et dokument også kunne undtages efter offentlighedsloven.

 

Der blev herefter holdt et møde om indkøbsbekendtgørelsen og spørgsmålet om rækkevidden af bemyndigelsesbestemmelsen i offentlighedslovens § 3. I mødet deltog repræsentanter for Justitsministeriet, Finansministeriet, Indenrigsministeriet og Folketingets Ombudsmand. På mødet blev det vedtaget at ministerierne skulle overveje at udstede en vejledning hvori det blev anbefalet til statslige myndigheder i en periode at foretage kontrol af forholdet mellem indkøbsbekendtgørelsens undtagelser fra aktindsigt og offentlighedslovens undtagelser. Dette skulle ske for at indsamle erfaringsgrundlag til brug for en vurdering af bekendtgørelsens hjemmel og en eventuel revision af bekendtgørelsen. Vejledningen blev ikke udsendt. I stedet blev indkøbsbekendtgørelsen ophævet med virkning fra den 5. juni 2002. Ombudsmanden meddelte herefter at han ikke foretog mere i sagen.

(J. nr. 1998-0372-301)

A ansøgte i september/oktober 1990 K Kommune om eftergivelse af hans personlige skatterestancer for indkomstårene 1980-1990. Efter at have rykket kommunen for svar modtog A en afgørelse af 19. juni 1992 for indkomstårene 1985 og 1986. Ved fornyet kontakt til kommunen blev det aftalt, at kommunen genoptog sagen for så vidt angik nogle uerholdelige restancer. Efter at A igen havde rykket kommunen for svar, og efter at A havde indgivet klage til ombudsmanden, traf kommunen afgørelse den 23. juli 1993 vedrørende indkomstårene 1982, 1983, 1984 og 1985.

Ombudsmanden bemærkede, at kommunen ved de meddelte afgørelser ikke havde taget fuldt ud stilling til A's ansøgning, og at sagens behandling derfor endnu ikke var afsluttet. Ombudsmanden kritiserede sagsbehandlingstiden, der havde varet mere end 3 år, og han fandt det endvidere beklageligt, at Told- og Skattestyrelsen (TOS) ikke havde kritiseret eller fremsat bemærkninger til den del af sagsbehandlingstiden, der lå forud for primo januar 1993.

Ombudsmanden kritiserede kommunen for ikke at have besvaret A's rykkerskrivelser og for ikke at have underrettet A, da behandlingen af sagen trak ud. TOS havde ikke påtalt disse forhold over for kommunen, hvilket ombudsmanden fandt beklageligt. Endvidere kritiserede ombudsmanden kommunen for ikke at have opfyldt sin notatpligt efter offentlighedslovens § 6, stk. 1, og beklagede, at TOS ikke havde påtalt dette forhold over for kommunen. Endelig fandt ombudsmanden det beklageligt, at en af kommunens afgørelser fremtrådte, som om den var truffet af "Statsskattedirektoratet".

Ombudsmanden henstillede til TOS at foranledige, at der snarest blev truffet afgørelse for de indkomstår, der var omfattet af A's ansøgning, og som der ikke var taget stilling til ved de meddelte afgørelser. (J. nr. 1993-1441-200).

TV-journalist (A) klagede over, at en journalist fra et dagblad (B) havde fået meddelt aktindsigt hos Told- og Skattestyrelsen i noget nærmere angivet materiale 3 dage før A. De to journalister havde begæret aktindsigt næsten samtidig. B havde endvidere rettet telefonisk henvendelse til skatteministerens ministersekretær om aktindsigtsbegæringen.

Ombudsmanden udtalte, at det for behandlingen af en akt-indsigtsanmodning principielt er uden betydning, i hvilken form anmodningen er fremsat. Der findes ikke nogen bestemmelse om, i hvilken rækkefølge begæringer om aktindsigt skal behandles i de tilfælde, hvor flere personer har fremsat begæring.

Ombudsmanden udtalte forståelse for, at pressen af hensyn til konkurrenceforhold inden for nyhedsformidlingen har interesse i, at afgørelsen om aktindsigt i sådanne situationer meddeles samtidig. Ombudsmanden anså det derfor for ønskeligt, om myndighederne i det omfang, det er muligt, tager hensyn til disse interesser ved meddelelse af aktindsigt. Dette hensyn havde særlig vægt i et tilfælde som det foreliggende, hvor der var tale om en sag, der var genstand for betydelig presseomtale.

I den konkrete sag fandt ombudsmanden ikke grundlag for at antage, at Skatteministeriet bevidst havde favoriseret B. Ombudsmanden meddelte dog Skatteministeriet, at det havde været nærliggende, om ministeriet havde imødekommet aktindsigtsanmodningerne samtidig. Herved lagde ombudsmanden bl.a. vægt på den tid, som ministeriet havde haft til at ekspedere sagen. (J. nr. 1990-665-222).

En journalist klagede i juni 1990 over, at Finansministeriet endnu ikke havde truffet afgørelse i anledning af hans begæring af 9. februar 1990 om aktindsigt i sagen vedrørende privatisering af Statsanstalten for Livsforsikring. Ved Finansministeriets afgivelse af udtalelse til ombudsmanden den 6. juli 1990 meddelte ministeriet, at det ikke var muligt at oplyse, hvornår anmodningen om aktindsigt kunne forventes besvaret.

Ombudsmanden udtalte i skrivelse af 16. august 1990 - da der var gået mere end 6 måneder - at behandlingstiden lå klart udenfor grænsen for det acceptable. (J. nr. 1990-967-23).

En journalist begærede aktindsigt i et brev som Trafikministeriet samme dag havde faxet til et rederi. Ministeriet besluttede at imødekomme anmodningen, men ventede med at udlevere kopi af brevet til dagen efter. Trafikministeriet henviste til at modtageren af det pågældende brev burde have en rimelig tid til at gøre sig bekendt med indholdet af brevet, inden det blev udleveret til andre. Journalisten klagede over forsinkelsen til ombudsmanden.

Ombudsmanden udtalte at der hverken efter offentlighedslovens § 5, stk. 1, nr. 1's ordlyd eller lovens motiver var støtte for en antagelse om at retten til aktindsigt først skulle indtræde på et senere tidspunkt end det tidspunkt, hvor de udgåede breve måtte antages at være kommet frem til modtageren. Ombudsmanden henviste til offentlighedslovens karakter af en minimumslov som udtømmende gør op med i hvilke tilfælde og på hvilken måde der gælder undtagelser fra udgangspunktet om retten til aktindsigt. Ombudsmanden kritiserede på den baggrund Trafikministeriets beslutning om at udsætte aktindsigten. (J. nr. 1995-1847-501)

En advokat (A) havde på vegne af et konsortium søgt Forsvarsministeriet (FM) om tilladelse til at bjærge et ubådsvrag. A anmodede om aktindsigt i en videofilm af ubåden, optaget af Forsvarskommandoen (FKO), Søværnets Våbeninspektør, som havde afgivet sagkyndig udtalelse i bjærgningssagen. A anmodede tillige om at få kopi af videofilmen. Begæringen blev besvaret af FM, som imødekom ønsket om aktindsigt, men afslog ønsket om kopi med en generel henvisning til, at dokumentet på grund af sin form vanskeligt kunne kopieres.

A gjorde over for ombudsmanden navnlig gældende, at det kunne have afgørende betydning for hans muligheder for at varetage sine interesser i bjærgningssagen, at han fik en kopi, at filmen let kunne kopieres i enhver radioforretning, og at han havde tilbudt at betale for kopieringen.

Ombudsmanden udtalte, at da videooptagelsen indgik i sagen hos FKO, som ikke var en afgørelsessag, skulle aktsindsigtsspørgsmålet afgøres efter offentlighedsloven. Ombudsmanden anså det for en fejl, at FM ikke havde foretaget en konkret vurdering af, hvilke vanskeligheder kopiering ville være forbundet med, og henstillede, at FM tog spørgsmålet op til fornyet (konkret) vurdering. Ombudsmanden anførte i den forbindelse bl.a., at det herved ville være relevant at inddrage det forhold, at meroffentlighedsprincippet i offentlighedslovens § 4 i denne sag kunne tale for at udlevere kopi i videre omfang, end loven foreskriver. Ombudsmanden udtalte endvidere, at afgørelsen om aktindsigt i medfør af offentlighedslovens § 15, stk. 1, som udgangspunkt burde være truffet af FKO; endvidere udtaltes det, at det måtte anses for en fejl, at 10-dages-fristen i offentlighedslovens § 16 ikke var overholdt, og at det var beklageligt, at FM ikke i sin begrundelse havde henvist til relevante retsregler.   (J. nr. 1989-1580-48).

En udlænding fik af udlændingemyndighederne afslag på sin ansøgning om visum. Baggrunden herfor var at hun under et tidligere visumophold havde overskredet visummets gyldighedsperiode.

Ansøgeren havde under det tidligere visumophold henvendt sig personligt i Udlændingeservice for at få vejledning om visummets gyldighedsperiode. Der var uenighed mellem ansøgeren og styrelsen om indholdet af den vejledning som blev givet i den forbindelse.

Ombudsmanden udtalte at det var beklageligt at styrelsen ikke havde taget notat om den vejledning som ansøgeren havde modtaget. Ombudsmanden overvejede om styrelsens manglende notat måtte medføre at ansøgerens opfattelse af vejledningens indhold burde lægges til grund, men mente dog ikke der var fuldt tilstrækkeligt grundlag herfor. Ombudsmanden kunne derfor ikke kritisere afslaget på den efterfølgende ansøgning om visum.

Ombudsmanden kritiserede at ministeriet ikke havde partshørt ansøgerens advokat inden ministeriet traf afgørelse.
(J.nr. 2005-4242-644).

Ved bekendtgørelse nr. 644 af 17. september 1990 udstedt i medfør af offentlighedslovens § 3, stk. 1, fastsatte finansministeren, at "sager og dokumenter vedrørende privatisering og salg af statslige aktiver i forbindelse hermed" er undtaget fra aktindsigt.

Ombudsmanden udtalte, at denne udnyttelse af bemyndigelsen i offentlighedslovens § 3, stk. 1, til generelt at undtage sager om privatisering fra aktindsigt gik ud over det i motiverne angivne formål med bemyndigelsen og samtidig adskilte sig væsentligt fra den hidtidige udnyttelse.

Ombudsmanden fandt ikke tilstrækkeligt grundlag til at karakterisere forholdet som en (ulovlig) overskridelse af bemyndigelsens grænser, men fandt, at der kunne rejses så alvorlig tvivl med hensyn til, om den foretagne undtagelse af privatiseringssager fra aktindsigt lå inden for bemyndigelsens rammer. På denne baggrund henstillede han til Finansministeriet enten at søge den generelle undtagelse fra aktindsigt præciseret eller at overveje ophævelse af bekendtgørelsen. (J. nr. 1990-1596-29).

En lejerforening klagede over at en kommune ikke havde valgt de medlemmer som foreningen havde indstillet, til huslejenævnet og beboerklagenævnet. 

Ombudsmanden udtalte at reglerne måtte forstås sådan at der som udgangspunkt skulle vælges en lejerrepræsentant som var indstillet af en større lejerforening i kommunen. Indstillingsretten indebar imidlertid ikke at foreningen havde et ubetinget krav på at en indstillet person blev valgt, selv om den pågældende måtte anses for kvalificeret. Hvis en indstilling kun omfattede det antal personer der skulle vælges, blev det antaget at der gjaldt en almindelig formodning om at indstillingen ikke var bindende. Hvis der var indstillet flere end der skulle vælges, måtte hovedreglen være at der skulle vælges en af de indstillede. 

Det kunne ikke være en forudsætning for at vælge en ikke-indstillet at kommunen i opfordringen til at afgive indstilling havde gjort opmærksom på muligheden af at indstille flere. Det ville dog have været bedst i overensstemmelse med god forvaltningsskik hvis kommunen havde opfordret til at indstille flere kandidater. Hvis kommunen skulle vælge mellem flere kandidater, måtte den vurdere hvem der var bedst kvalificeret.

Da der ikke var dokumentation for de valgtes kvalifikationer, kunne officialprincippet på det foreliggende grundlag ikke anses for overholdt.

Ombudsmanden kritiserede desuden at der ikke var lavet notat om de faktiske oplysninger som vurderingen af kandidaternes kvalifikationer byggede på.

(J.nr. 2006-3144-169 og 2006-3145-169).