En forsker klagede over at Sundhedsministeriet havde stadfæstet Sundhedsstyrelsens afslag på aktindsigt i styrelsens patientklagesager, uagtet at ministeriet samtidig havde tilsidesat styrelsens begrundelse for afslaget, der herefter fremstod som ubegrundet.

Forskeren havde fremsat sin aktindsigtsbegæring i forlængelse af et tidligere forskningsprojekt. Denne (og to andre begæringer om aktindsigt) måtte betragtes som afgivet i forskningsøjemed. Alle tre begæringer angik sager med oplysninger om enkeltpersoners private forhold som er undtaget fra retten til aktindsigt efter offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1. Reglerne om tavshedspligt vil normalt være til hinder for at der gives aktindsigt i sådanne sager efter meroffentlighedsprincippet. Da forskeren ikke var offentligt ansat, forudsatte en eventuel imødekommelse af hans begæringer om aktindsigt i forskningsøjemed at han blev pålagt tavshedspligt efter forvaltningslovens § 27, stk. 3.

Ombudsmanden udtalte at Sundhedsstyrelsen og ikke ministeriet er tillagt den sundhedsfaglige ekspertise. Hvis en afgørelse forudsætter en sådan ekspertise, er ministeriet - som en konsekvens af dette forhold - afskåret fra at prøve styrelsens afgørelse fuldt ud.

Afgørelsen af hvorvidt forskeren skulle have aktindsigt som forsker inden for det sundhedsfaglige område, forudsatte klart en sundhedsfaglig vurdering. På tidspunktet for ministeriets afgørelse forelå ingen aktuel fagkyndig vurdering på hvilken ministeriet kunne støtte sin afgørelse. På denne baggrund burde ministeriet efter ombudsmandens opfattelse ikke have truffet afgørelse i sagen, men have sendt sagen til fornyet behandling i Sundhedsstyrelsen. (J. nr. 1994-99-401).

Et privat selskab protesterede over for Patentdirektoratet i forbindelse med en sag om ansøgning om rettighederne til et varemærke. Direktoratets serviceafdeling havde foretaget en undersøgelse og juridisk vurdering, men oplysningerne fra undersøgelsen blev ikke brugt i rettighedssagen.

Selskabet ønskede indsigt i serviceafdelingens akter. Patentdirektoratet afslog, og Erhvervsministeriet stadfæstede afslaget. Erhvervsministeriet begrundede afslaget med at der var særlige diskretionshensyn.

Ombudsmanden udtalte at der i den foreliggende situation, hvor der var indgivet en rettighedsansøgning om det samme varemærke, ikke var de påberåbte diskretionshensyn, og ombudsmanden henstillede til Erhvervsministeriet at der blev truffet en ny afgørelse vedrørende spørgsmålet om aktindsigt. (J.nr. 1995-746-319)

En journalist klagede til ombudsmanden over Skatteministeriets afslag på aktindsigt i bl.a. korrespondancen mellem Dansk Rederiforening og ministeriet vedrørende indførelse af en ny beskatningsmetode for rederier. Journalisten klagede endvidere over begrundelsen for afslaget.

Ombudsmanden henviste til to tidligere ombudsmandsudtalelser om rækkevidden af undtagelsesbestemmelsen i offentlighedsloven om "sager om lovgivning". Det var i de nævnte udtalelser lagt til grund at de sager der er omfattet af undtagelsesbestemmelsen, må afgrænses snævert, således at de kun omfatter handlinger og dokumenter med nær tilknytning til den lovgivningspolitiske proces. Det må som udgangspunkt kræves at der foreligger et lovgivningsprojekt af bestemt, relativt præcist angivet indhold, og at det påtænkte lovforslag forventes fremsat inden for nær fremtid.

Ombudsmanden udtalte herefter at det i denne sag måtte anses for usikkert om der ville blive fremsat et lovforslag, hvornår det i givet fald ville ske, og hvad det konkrete indhold af et sådant lovforslag ville blive. Betingelsen om at der skal være tale om et lovgivningsprojekt af et relativt præcist angivet indhold, var derfor ikke opfyldt. Ombudsmanden kritiserede Skatteministeriets begrundelse for afslaget og henstillede til ministeriet at træffe en ny afgørelse i sagen. (J.nr. 1998-2661-201).

En avis bad Skatteministeriet og Told- og Skattestyrelsen om aktindsigt i sagen om den forestående sammenlægning af de eksisterende toldafdelinger til toldcentre. Avisen fik aktindsigt i sagens dokumenter bortset fra styrelsens indstillinger til ministeriet. Styrelsen undtog disse indstillinger med henvisning til offentlighedslovens § 10, nr. 3, om sekretariatsbetjening. Over for ombudsmanden anførte myndighederne også at styrelsen i sagen havde udført ministerbetjening, og at dokumenterne derfor også kunne undtages fra aktindsigt ved anvendelse af offentlighedslovens § 7, nr. 2, om intern brevvekslingen inden for samme myndighed.

Ombudsmanden mente ikke at der ved sekretariatsopgaver og funktioner i grænseområdet dertil kunne inddrages et funktionelt kriterium ved anvendelsen af § 7, nr. 2, idet bestemmelsen i § 10, nr. 3, udtømmende omhandlede sådanne tilfælde. Ombudsmanden anså det endvidere for tvivlsomt om der var tale om sekretariatsfunktioner. Herved lagde ombudsmanden bl.a. vægt på at afgrænsningen af sekretariatsfunktionen var både ulovbestemt og uklar, og at samarbejdet i øvrigt mindede om almindeligt samarbejde mellem en styrelse og et ministerium. Ombudsmanden henstillede herefter til ministeriet at genoptage sagen. (J.nr. 1997-2213-201).

Ombudsmanden kunne ikke kritisere at en politimester og en statsadvokat ikke mente at en interesseorganisation havde partsstatus i en straffesag. Ombudsmanden mente heller ikke at interesseorganisationens forsinkede indgivelse af klage var undskyldelig, eller at politimesteren burde have betragtet et tidligere brev fra organisationen som en klage.

Ombudsmanden udtalte at det havde været naturligt og mest korrekt at politimesteren selv havde taget stilling til spørgsmålet om partshøring i stedet for at sende det videre til statsadvokaten. Ombudsmanden mente desuden at politimesteren - i konsekvens af politimesterens afgørelse om at afslå aktindsigt efter forvaltningsloven - udtrykkeligt burde have tilkendegivet at begæringen var blevet behandlet som en anmodning om aktindsigt efter offentlighedsloven, bl.a. ved at henvise til lovens relevante bestemmelser. (J.nr. 2001-3379-610).

Sagen er gengivet i forkortet udgave i forhold til den afsluttende udtalelse.

En organisation bad en kommune om aktindsigt i kontrakter og aftaler som kommunen havde indgået med private firmaer. Kommunen afslog begæringen. Organisationen indbragte sagen for tilsynsrådet. Til brug for tilsynsrådets behandling af sagen udtalte kommunen bl.a. at der ikke var skriftlige aftaler med de private firmaer, og at aftaler blev indgået mundtligt fra opgave til opgave.

Tilsynsrådet, og senere Indenrigsministeriet, lagde den pågældende udtalelse til grund for behandlingen af sagen om afslag på aktindsigt.

Organisationen rettede henvendelse til ombudsmanden og bad ham om at vurdere om det var i overensstemmelse med reglerne om notatpligt og reglerne om god forvaltningsskik at en kommune udelukkende indgik mundtlige aftaler med private firmaer om udførelse af opgaver, og at kommunen i den forbindelse ikke tog notater om aftalernes indhold.

I den anledning bad ombudsmanden kommunen om at svare på en række spørgsmål, herunder om der i kommunens interne dokumenter var oplysninger om indholdet af de mundtlige aftaler.

Kommunen svarede kun delvis, hvorefter ombudsmanden henledte kommunens opmærksomhed på ombudsmandslovens § 19 om myndigheders pligt til at udlevere de oplysninger og dokumenter som forlanges af ombudsmanden, og gentog de spørgsmål som kommunen ikke havde svaret på.

Kommunen gav herefter yderligere oplysninger og inviterede ombudsmanden til et møde med kommunen med henblik på en nærmere drøftelse af de stillede spørgsmål.

Under dette møde oplyste kommunen at den ikke drev en helt papirløs forvaltning. Kommunen oplyste samtidig at der ikke fandtes deciderede kontrakter mellem kommunen og de pågældende virksomheder, men at kommunen tog visse interne notater ved indgåelse af de enkelte aftaler som bl.a. dannede grundlag for den senere afregning.

På den baggrund udtalte ombudsmanden at det måtte have stået kommunen klart at de oplysninger den gav inden mødet, var ufyldestgørende og til dels vildledende.

Ombudsmanden anså det forhold at kommunen havde bibragt den pågældende organisation, tilsynsrådet, Indenrigsministeriet og senest ombudsmandsinstitutionen det indtryk at det ikke fandtes noget skriftligt materiale i kommunen om indholdet af de indgåede aftaler, for meget kritisabelt. (J.nr. 2001-0163-001).

En journalist (A) klagede over den tid der var medgået til Undervisningsministeriets (UM's) behandling af hans anmodning om aktindsigt i en konkret sag. I UM's svar til A henviste ministeriet blandt andet til at der på grund af efterårsferie først kunne tages endelig stilling til A's anmodning efter den 25. oktober.

Ombudsmanden kritiserede at UM var knapt 6 uger om at tage stilling til aktindsigtsanmodningen. Endvidere tilkendegav ombudsmanden at ferie ikke kan begrunde udsættelse med en afgørelse om aktindsigt, samt at UM ikke burde have anvendt 12 dage til at forsøge at kontakte A telefonisk med henblik på en afklaring af begæringens omfang.

Ombudsmanden kritiserede videre at UM ikke havde gjort notat om, at UM under en telefonsamtale med A havde oplyst at svar på aktindsigtsanmodningen først kunne forventes efter 10-dages fristen i offentlighedslovens § 16 og om årsagen hertil. Endelig fandt ombudsmanden det uheldigt at UM sidst i svaret til A havde anført, at UM "dog samtidig (vil) beklage, at vi ikke i perioden hørte fra Dem trods gentagne forsøg på at kontakte Dem". Formuleringen indeholdt efter ombudsmandens opfattelse en bebrejdelse og lagde ansvaret for en del af forsinkelsen over på A, hvad der ikke var holdepunkter for. (J. nr. 1993-2557-700).

A, der var arbejdstagerrepræsentant i Branchesikkerhedsrådet for Jernindustrien (BfJ), klagede over, at Arbejdsministeriet (AM) havde afslået hans begæring om løbende aktindsigt i AM's sag om elevatorsikkerhed.

Ombudsmanden udtalte, at BfJ efter hans opfattelse ikke er en offentlig forvaltningsmyndighed i forvaltningslovens forstand. Det kunne allerede derfor ikke give ombudsmanden anledning til bemærkninger, at AM havde behandlet A's henvendelse om aktindsigt efter reglerne i offentlighedsloven og ikke efter § 31 i forvaltningsloven. Under henvisning til bestemmelsen i offentlighedslovens § 4, stk. 1, fandt ombudsmanden ikke grundlag for at kritisere, at AM havde afslået A's anmodning om løbende aktindsigt i ministeriets sag. Ombudsmanden bemærkede imidlertid, at der inden for rammerne af offentlighedslovens § 4, stk 1, 2. pkt., kan gives løbende aktindsigt, og anførte, at der efter hans opfattelse ved myndighedernes stillingtagen hertil i afgørelsessager bør tages hensyn til, om begæringen er fremsat af andre end parter i sagen, der måtte have en anerkendelsesværdig interesse i at blive gjort bekendt med beslutningsgrundlaget, inden der træffes afgørelse i sagen. En imødekommelse af dette hensyn kræver ikke nødvendigvis løbende aktindsigt, men blot at aktindsigt bliver givet, inden afgørelse bliver truffet. Ombudsmanden henviste i den forbindelse til baggrunden for partshøringsreglerne i forvaltningsloven. (J. nr. 1991-1912-039).

I forbindelse med en begæring fra A om aktindsigt meddelte TV 2 sin opfattelse af institutionens placering i forhold til offentlighedsloven. Som en selvstændig, selvejende institution mente TV 2, at den ikke var en del af den offentlige forvaltning, og dermed ej heller omfattet af offentlighedsloven.

Da TV 2 er oprettet ved det offentliges foranstaltning, er institutionen som udgangspunkt omfattet af offentlighedsloven. Ombudsmanden udtalte, at det ved afgørelsen af, om dette udgangspunkt skulle fastholdes i forbindelse med TV 2, var naturligt at lægge vægt på de momenter, som kan føre til, at institutioner af (delvis) privatretlig karakter må anses for omfattet af offentlighedsloven. Det offentlige har afgørende indflydelse på sammensætningen af TV 2's ledelse og finansiering, og der er fastlagt særlige offentlige kontrolordninger.

Ombudsmanden mente derfor ikke, at der er grundlag for at fravige udgangspunktet, hvorefter TV 2 må betragtes som en del af den offentlige forvaltning og dermed omfattet af offentlighedsloven. (1988-1679-76).