En medarbejder i en kommune klagede over at hun var blevet tildelt en tjenstlig advarsel af kommunen. Begrundelsen for advarslen var at medarbejderen uden saglig grund havde indhentet oplysninger om kommunens arbejdsmarkedschef og dennes familie i et kommunalt register som indeholdt fortrolige oplysninger til brug for ligningen af skatteborgerne i kommunen. Advarslen blev endvidere begrundet i at medarbejderen havde videregivet anonymiserede oplysninger i en social sag til sin fagforening.

Ombudsmanden udtalte at kommunen ikke kunne betragte medarbejderens videregivelse af anonymiserede oplysninger fra en social sag til sin fagforening som en tjenesteforseelse eller på anden måde kritisabelt. Videregivelsen af oplysningerne kunne dermed heller ikke berettige kommunen til at give en advarsel. Ombudsmanden havde derimod ikke grundlag for at kritisere at kommunen mente at medarbejderen handlede pligtstridigt ved at indhente oplysninger i registret om arbejdsmarkedschefen og dennes familie. På den baggrund henstillede ombudsmanden til kommunen at genoptage sagen med henblik på at overveje om det forhold at medarbejderen søgte oplysninger om arbejdsmarkedschefen og dennes familie i registret, i sig selv var af en sådan grovhed at det kunne give anledning til at meddele medarbejderen en advarsel. Ombudsmanden skrev samtidig til kommunen at den i forbindelse med sin genoptagelse af sagen burde være opmærksom på at en advarsel kan miste sin betydning ved at ligge for langt tilbage i tiden. (J.nr. 2001-2313-812).

En socialpædagog på en specialinstitution modtog en advarsel for at have involveret forældre i en intern konflikt. Grundlaget for advarslen var af flere årsager ikke i orden.

Regionen fulgte ombudsmandens henstilling og trak advarslen tilbage.

En socialpædagog på en institution under en kommune sendte sine kolleger og institutionens ledelse et brev med kritik af ledelsen. Ombudsmanden kritiserede at ledelsen pålagde socialpædagogen tavshedspligt om brevet indtil der var afholdt et møde mellem ledelsen, socialpædagogen og dennes tillidsrepræsentant.

Senere gav ledelsen socialpædagogen en tjenstlig ordre om at overtage en ny stilling på institutionen. Ombudsmanden mente det var meget uheldigt at brevet var udformet som en opremsning af flere alternativer, og anså brevet for unødigt krænkende og egnet til at skabe bekymring hos socialpædagogen om hendes fremtidige ansættelse i kommunen. Ombudsmanden mente desuden at den korte svarfrist gav anledning til betænkelighed.

Da socialpædagogen herefter ikke mødte på arbejde, stoppede kommunen udbetalingen af løn til socialpædagogen. Kommunen betragtede ansættelsen som ophørt efter ansøgning fra socialpædagogen hvilket ombudsmanden anså for særdeles kritisabelt. Desuden kritiserede ombudsmanden at kommunen ikke havde givet socialpædagogen eller dennes fagforening meddelelse om afskedigelsen før socialpædagogen klagede over sagen. (J.nr. 2000-2842-812).

En journalist klagede til ombudsmanden over at Udenrigsministeriet ikke havde givet fuld aktindsigt i ministeriets orienteringer til Rigsrevisionen om finansielle uregelmæssigheder i forvaltningen af den danske bistand til udviklingslandene. Ministeriet havde givet delvis aktindsigt i dokumenterne, men havde fjernet alle oplysninger der kunne føre til en identifikation af hvilket land, projekt mv. der var tale om. Det drejede sig om oplysninger om bl.a. lande, byer, møntsorter, myndigheder og journalnumre. Afslaget på aktindsigt i identifikationsoplysningerne skete med henvisning til bestemmelsen i offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 2, om hensyn til statens sikkerhed og rigets forsvar. Aktindsigt i de øvrige oplysninger i dokumenterne blev givet efter bestemmelsen i offentlighedslovens § 13, stk. 2, hvorefter der skal gives aktindsigt i dokumentets øvrige indhold hvis hensynene efter § 13, stk. 1, nr. 2, kun gør sig gældende for en del af et dokument.

Ombudsmanden udtalte at Udenrigsministeriets anvendelse af reglen i offentlighedslovens § 13 byggede på en ikke helt korrekt forståelse af reglen. Myndighederne har ikke efter offentlighedsloven pligt til at anonymisere dokumenter for at kunne give aktindsigt i dem. At ministeriet havde givet aktindsigt i væsentlige dele af de dokumenter der indeholdt oplysninger omfattet af bestemmelsen i offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 2, var således et udslag af meroffentlighed.

Ombudsmanden mente dog ikke at kunne lægge til grund at ministeriet havde foretaget en tilstrækkelig konkret vurdering af om det var nødvendigt at undtage oplysninger af hensyn til væsentlige modstående interesser af den art der var omtalt i offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 2, og forvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2. Ombudsmanden henstillede på den baggrund til ministeriet at genoptage sagen og foretage en fornyet gennemgang af dokumenterne med henblik på en vurdering af om der kunne gives mere aktindsigt.

Udenrigsministeriet genoptog herefter behandlingen af sagen og traf den 23. juni 2009 en ny afgørelse og gav journalisten yderligere aktindsigt.

(J.nr. 2008-2571-401).

En journalist klagede til ombudsmanden over Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations delvise afslag på aktindsigt i dokumenterne vedrørende to internationale møder om udsendelse af afviste asylansøgere til Kosovo.

Afslaget var begrundet i beskyttelsen af væsentlige hensyn til rigets udenrigspolitiske eller økonomiske interesser (offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 2). De undtagne dokumenter og oplysninger var efter ministeriets opfattelse udarbejdet ud fra en forudsætning om diskretion, hvilket tilkendegivelser fra de deltagende lande også viste. Herudover afslog ministeriet meraktindsigt med henvisning til tavshedspligten.

Ombudsmanden udtalte at spørgsmålet om meraktindsigt var uden selvstændig betydning for oplysninger undtaget efter offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 2, da retten til at afslå aktindsigt efter denne bestemmelse er sammenfaldende med tavshedspligten.

Ombudsmanden bemærkede at det navnlig i relation til det ene af de to møder faktisk kun var et enkelt land som efterfølgende havde tilkendegivet over for ministeriet at oplysningerne var afgivet under forbehold for diskretion. De tre andre lande som udtalte sig til ministeriet om spørgsmålet, havde enten selv udleveret oplysningerne allerede eller var indstillet på at gøre dette imod et gebyr.

Det afspejlede efter ombudsmandens opfattelse en betydelig tvivl om landenes indbyrdes forudsætninger for at afgive oplysningerne og om hvorvidt eventuelle diskretionsforbehold i praksis var blevet opretholdt og respekteret. Denne tvivl havde ministeriet ikke søgt afklaret.

På den baggrund mente ombudsmanden ikke at ministeriet havde haft det fornødne grundlag for at anse oplysningerne for fortrolige og undergivet tavshedspligt og dermed heller ikke det fornødne grundlag for at afslå aktindsigt i oplysningerne med henvisning til offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 2.

Efter henstilling fra ombudsmanden traf ministeriet en ny afgørelse i sagen. Og journalisten fik herefter aktindsigt i samtlige de undtagne dokumenter.
(J.nr. 2007-2990-601).

Klik på linket til højre for at læse hele redegørelsen.

Et fond under Industriministeriet afslog A's begæring om aktindsigt i dele af et internt notat (en indstilling til fondets bestyrelse). Afslaget blev givet under henvisning til forvaltningslovens § 12, stk. 1, nr. 1. Ombudsmanden fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere afslaget. Men sagen gav ombudsmanden anledning til at fremsætte nogle bemærkninger om adgangen til at udveksle oplysninger mellem forskellige forvaltningsmyndigheder, der sekretariatsbetjenes af samme myndighed - især vedrørende bestemmelsen i forvaltningslovens § 28, stk. 3. (J.nr. 1989-1328-39).

En journalist fik hos Lægemiddelstyrelsen indsigt i styrelsens bivirkningsindberetningssystem om bivirkninger for et bestemt lægemiddel. Det fremgik heraf at der i 2000-2003 havde været 4 indberetninger om bivirkninger ved lægemidlet. I forbindelse med en af indberetningerne ønskede journalisten oplyst hvilket hospital der havde foretaget indberetningen. Lægemiddelstyrelsen afslog dette med henvisning til at oplysningen ville kunne føre til identifikation af den behandlede patient. Indenrigs- og Sundhedsministeriet stadfæstede afslaget. Journalisten klagede herefter til ombudsmanden.

Ombudsmanden udtalte at oplysninger om en persons helbredsforhold er fortrolige og underlagt tavshedspligt. Videregivelse af sådanne oplysninger vil imidlertid ikke indebære et brud på tavshedspligten hvis videregivelsen sker i helt anonymiseret form. Ombudsmanden havde vanskeligt ved at se at kendskab til det hospital der havde indberettet bivirkningen, indebar at offentligheden kunne få kendskab til den pågældende patients identitet.

Ombudsmanden bemærkede i den forbindelse at selv om offentliggørelse af hospitalets navn måtte føre til henvendelser til hospitalet fra offentlighedens side, var sundhedspersonalet undergivet tavshedspligt. Sådanne henvendelser kunne vel derfor ikke indebære en øget risiko for at patientens identitet blev røbet.

Ombudsmanden henstillede på denne baggrund til Indenrigs- og Sundhedsministeriet at genoptage sagen med henblik på at det blev vurderet om journalisten kunne oplyses om navnet på det indberettende hospital. Indenrigs- og Sundhedsministeriet meddelte den 24. februar 2006 at ministeriet havde givet journalisten indsigt i oplysningen om hvilket hospital der havde indberettet bivirkningen.

(J.nr. 2005-2911-401).

En journalist bad Justitsministeriet om aktindsigt i en sag om et lovforslag om regulering af adgangen til aktindsigt i ministres kalendere. Journalisten fik delvis aktindsigt i sagen, men ministeriet undtog i alt 7 dokumenter efter bestemmelsen i offentlighedslovens § 10. Ministeriet skrev at det havde overvejet om de 7 dokumenter burde udleveres efter princippet om meroffentlighed, men mente ikke at der var grundlag for det. Ministeriet lagde vægt på de samme hensyn som dem der lå bag undtagelsesbestemmelserne i offentlighedslovens § 7 og § 10.

Journalisten klagede til ombudsmanden over det delvise afslag på aktindsigt. Ombudsmanden udtalte at han ikke kunne kritisere at Justitsministeriet havde undtaget dokumenterne fra aktindsigt efter bestemmelsen i offentlighedslovens § 10.

I udtalelsen fremsatte ombudsmanden nogle generelle bemærkninger om afvejningen af de forskellige hensyn og om udformningen af begrundelsen ved afslag på meraktindsigt:

(J.nr. 2009-1997-601).

En redaktionschef klagede over Statsministeriets afslag på aktindsigt i en række dokumenter om den finansielle krise på Færøerne. Statsministeriet havde i sine afslag henvist til at dokumenterne var undtaget fra aktindsigt efter forskellige bestemmelser i offentlighedsloven, og til at der ikke var grundlag for at meddele oplysninger efter offentlighedslovens § 11 om ekstraheringspligt.

For så vidt angik to dokumenter henstillede ombudsmanden at Statsministeriet genoptog sagen, og sagen gav i øvrigt anledning til at fremsætte mere generelle udtalelser om anvendelsesområdet for undtagelsesbestemmelserne i offentlighedslovens § 7, § 10 og § 13 samt om ekstraheringspligten i offentlighedslovens § 11. (J.nr. 1995-1043-401).

En forsker klagede over at Sundhedsministeriet havde stadfæstet Sundhedsstyrelsens afslag på aktindsigt i styrelsens patientklagesager, uagtet at ministeriet samtidig havde tilsidesat styrelsens begrundelse for afslaget, der herefter fremstod som ubegrundet.

Forskeren havde fremsat sin aktindsigtsbegæring i forlængelse af et tidligere forskningsprojekt. Denne (og to andre begæringer om aktindsigt) måtte betragtes som afgivet i forskningsøjemed. Alle tre begæringer angik sager med oplysninger om enkeltpersoners private forhold som er undtaget fra retten til aktindsigt efter offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1. Reglerne om tavshedspligt vil normalt være til hinder for at der gives aktindsigt i sådanne sager efter meroffentlighedsprincippet. Da forskeren ikke var offentligt ansat, forudsatte en eventuel imødekommelse af hans begæringer om aktindsigt i forskningsøjemed at han blev pålagt tavshedspligt efter forvaltningslovens § 27, stk. 3.

Ombudsmanden udtalte at Sundhedsstyrelsen og ikke ministeriet er tillagt den sundhedsfaglige ekspertise. Hvis en afgørelse forudsætter en sådan ekspertise, er ministeriet - som en konsekvens af dette forhold - afskåret fra at prøve styrelsens afgørelse fuldt ud.

Afgørelsen af hvorvidt forskeren skulle have aktindsigt som forsker inden for det sundhedsfaglige område, forudsatte klart en sundhedsfaglig vurdering. På tidspunktet for ministeriets afgørelse forelå ingen aktuel fagkyndig vurdering på hvilken ministeriet kunne støtte sin afgørelse. På denne baggrund burde ministeriet efter ombudsmandens opfattelse ikke have truffet afgørelse i sagen, men have sendt sagen til fornyet behandling i Sundhedsstyrelsen. (J. nr. 1994-99-401).

Ombudsmanden behandlede en konkret sag hvor Lægemiddelstyrelsen og Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse havde afslået at give en journalist aktindsigt i fortegnelser over bivirkninger af et lægemiddel. Fortegnelserne indeholdt bl.a. en gennemgang af udvalgte patienters sygehistorier. Patienternes navne fremgik ikke af historierne, og patienterne kunne derfor ikke umiddelbart identificeres. Myndighederne gav dog meraktindsigt i materialet, men havde forinden foretaget en yderligere anonymisering og havde fjernet henvisninger til alder, køn, land og identifikationskode. Journalisten var utilfreds med den stærke grad af anonymisering og klagede til ombudsmanden.

Ombudsmanden kritiserede ikke myndighederne idet de havde afgjort sagen i overensstemmelse med udtalelser fra Datatilsynet. Ombudsmanden rejste i stedet en egen driftsag over for Datatilsynet bl.a. om forståelsen af bestemmelsen i persondatalovens § 10 om behandling af personoplysninger i statistisk eller videnskabeligt øjemed, herunder om denne bestemmelse var til hinder for at der blev givet meroffentlighed i bivirkningsfortegnelserne, og hvis ikke, hvilken grad af anonymisering der var nødvendig.
 
Ombudsmanden udtalte at persondatalovens § 10, stk. 1, og 2, ikke har karakter af særlige tavshedspligtsbestemmelser.
 
Ombudsmanden udtalte at der efter hans opfattelse i hovedparten af de sygehistorier der var omtalt i bivirkningsfortegnelsen, ikke – hvis der sås bort fra en identifikationskode – var oplysninger omfattet af offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1.  Der kunne derfor som udgangspunkt gives aktindsigt i oplysningerne efter offentlighedslovens almindelige regler.

Ombudsmanden havde ingen bemærkninger til Datatilsynets praksis om at oplysninger omfattet af persondatalovens § 10, stk. 1 og 2, kunne videregives i en form der ikke var umiddelbar personhenførbar for modtageren. Han mente dog at det var uheldigt at ordlyden af bestemmelsen og forarbejderne til den ikke umiddelbart var foreneligt med denne praksis. Ombudsmanden henstillede derfor til Justitsministeriet at søge at få ændret bestemmelsen sådan at den ikke fremtrådte som en bestemmelse der var absolut til hinder for videregivelse med henblik på andet end statistiske eller videnskabelige undersøgelse, selv hvis videregivelsen skete i anonymiseret form.

Når oplysninger omfattet af persondataloven blev anonymiseret med henblik på at kunne videregives, var det ombudsmandens opfattelse at graden af anonymiseringen måtte være den samme som inden for forvaltningslovens og offentlighedslovens område.
(J.nr. 2008-0214-401).

En journalist klagede til ombudsmanden over Udenrigsministeriets afslag på aktindsigt i korrespondancen mellem ministeriet og et rederi i forbindelse med at et af rederiets skibe blev holdt tilbage i en kinesisk havn.

Ministeriets afslag blev givet med henvisning til offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1 og 2, og stk. 2, og § 13, stk. 1, nr. 6, og stk. 2. I afslaget skrev ministeriet bl.a. at man ikke mente der var grundlag for at tilsidesætte rederiets advokats vurdering og opfordring til at afslå aktindsigt. Ministeriet henviste endvidere til at der i sager hvor udenrigstjenesten yder bistand til danskere i nød i udlandet, påhviler udenrigstjenesten en diskretionspligt der svarer til den tavshedspligt der påhviler præster, læger og advokater.

Ombudsmanden udtalte at ministeriet i afgørelsen burde have præciseret at ministeriet selv havde foretaget den konkrete vurdering af om betingelserne for anvendelse af offentlighedslovens § 12 var til stede.

Ombudsmanden udtalte desuden at ministeriet efter ombudsmandens opfattelse ikke havde grundlag for at undtage dokumenterne fra aktindsigt under hensyn til at udenrigstjenestens personale er undergivet en særlig tavsheds- eller diskretionspligt. Endvidere var det heller ikke ud fra et almindeligt hensyn til diskretion og beskyttelse af de personer og virksomheder der henvender sig til udenrigstjenesten, foreneligt med offentlighedsloven § 13, stk. 1, nr. 6, at fastsætte en generel regel hvorefter oplysninger kan undtages fra aktindsigt.

På den baggrund henstillede ombudsmanden til Udenrigsministeriet at genoptage behandlingen af begæringen. (J.nr. 1997-1319-401).

En journalist bad om aktindsigt i en ministers kalender for perioden 2003-2008. Da journalisten modtog kalenderen, havde ministeriet redigeret i indholdet inden udleveringen – for at undgå at journalisten misforstod aftalernes karakter. Derudover havde ministeriet udeladt en del af kalenderens oplysninger under henvisning til at journalisten kun havde krav på at se de dele af kalenderen der vedrørte ministerens aftaler som minister, og ikke de dele der vedrørte ministerens aftaler som partiformand eller privatperson.

Journalisten klagede til ombudsmanden der kritiserede at ministeriet ændrede i kalenderen inden der blev givet aktindsigt i den. Det var i strid med offentlighedsloven. Hvis ministeriet mente at der var behov for at supplere eller forklare oplysningerne i kalenderen, burde dette være sket i et særskilt dokument. Ombudsmanden kritiserede også at ministeriet uden videre havde undtaget de dele af kalenderen fra aktindsigt som efter ministeriets opfattelse vedrørte ministerens aktiviteter som partiformand og privatperson. Spørgsmålet om hvorvidt oplysninger om private aktiviteter mv. kunne undtages, måtte ske efter en konkret vurdering efter offentlighedslovens særlige regler om beskyttelse af private forhold og interesser.

Endvidere kritiserede ombudsmanden at ministeriet tilsyneladende havde anvendt offentlighedslovens undtagelsesregler forkert vedrørende en række oplysninger. Endelig kritiserede ombudsmanden ministeriets begrundelse for at udelade oplysninger fra aktindsigten.   (J.nr. 2008-2194-301).

En journalist bad industrialiseringsfonden for udviklingslandene (IFU) om aktindsigt i fondens sager om svindel mv. med offentlige midler. IFU afslog først med henvisning til at fondens forretningsvirksomhed generelt var undtaget fra offentlighedsloven, senere med henvisning til at dokumenterne journalisten bad om aktindsigt i, ikke var tilstrækkeligt identificerede. IFU afslog desuden at give meroffentlighed.

Journalisten klagede til ombudsmanden. I udtalelsen til ombudsmanden skrev IFU at fonden havde identificeret en byretsdom i en straffesag som var omfattet af journalistens anmodning om aktindsigt.

Ombudsmanden udtalte at han ikke kunne kritisere at IFU vurderede at anmodningen om aktindsigt ikke opfyldte identifikationskravet.

Nogle af de argumenter som IFU havde anvendt som grundlag for at afslå meroffentlighed, var ombudsmanden ikke enig i. Ombudsmanden mente at IFU burde være gået i dialog med journalisten om hvordan anmodningen om aktindsigt kunne afgrænses. Ombudsmanden henstillede til IFU at genoptage sagen med henblik på via dialog at vurdere om journalisten kunne få hel eller delvis aktindsigt i i hvert fald nogle dokumenter, herunder byretsdommen. Hvis det var relevant, måtte IFU også vejlede om muligheden for at få aktindsigt efter retsplejelovens regler i domme eller andre dokumenter, og så vidt muligt med henblik herpå videresende journalistens henvendelse til de relevante domstole. 

(J.nr. 2008-2800-401).

En erhvervsdykker klagede over at Søfartsstyrelsen i forbindelse med sine undersøgelser af en anmeldelse om mulig ulovlig dykning havde rettet henvendelse til dykkerens arbejdsgiver for at få dykkeren identificeret.

Søfartsstyrelsen havde orienteret arbejdsgiveren om at styrelsen havde fået en anmeldelse om at dykkeren muligvis foretog ulovlig dykning. Videregivelse af oplysningen om et muligt ulovligt forhold var ikke nødvendig for at arbejdsgiveren kunne besvare styrelsens spørgsmål. Ombudsmanden henviste til bestemmelserne om tavshedspligt i forvaltningslovens § 27 og kritiserede på den baggrund Søfartsstyrelsen.

Ombudsmanden kritiserede endvidere at styrelsen i den undersøgende fase havde afslået at give dykkeren aktindsigt under henvisning til at styrelsen anså sagen for at være en sag om strafferetlig forfølgning, jf. forvaltningslovens § 9, stk. 3. Ombudsmanden henviste til at en sag først kan anses for at være en sag om strafferetlig forfølgning fra det tidspunkt hvor sagen overgives til politiet. Ombudsmanden kritiserede tillige at styrelsen efter at sagen var blevet henlagt, havde afslået dykkerens anmodning om aktindsigt i anmelderens identitet, jf. forvaltningslovens § 15, stk. 1.

Sagen gav også på andre punkter anledning til kritik af styrelsens og Erhvervsministeriets sagsbehandling. Ombudsmanden henstillede at Erhvervsministeriet genoptog sagen. (J.nr. 1995-2371-301).

2 studerende A og B klagede over karakteren for en rapport til Handelshøjskolen i København. Ved behandlingen af klagen viste det sig, at store dele af rapporten var afskrift, og rektor besluttede herefter at afvise rapporten.

Ombudsmanden udtalte, at bekendtgørelsen om eksamensklager ikke fandt anvendelse, når eksaminanden havde overtrådt de gældende regler for aflæggelse af prøver. Ombudsmanden udtalte videre, at rektors beføjelser i henhold til universiteternes styrelseslov §§ 4 og 5 var en tilsynsbeføjelse og derfor ikke begrænset af forbudet mod reformatio in pejus (omgørelse til skade for klageren).

Ombudsmanden fandt, at begrundelsen for afvisning var mangelfuld, idet den ikke indeholdt en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen var truffet, og at fejlen ikke kunne betragtes som en rent formel fejl.

Endvidere burde rektor have betragtet A's og B's anmodning om møde i sagen som en begæring efter forvaltningslovens § 21. Under hensyn til at A senere fik lejlighed til at uddybe sine synspunkter i forhold til Undervisningsministeriet, fandt ombudsmanden ikke, at fejlen havde påvirket afgørelsens gyldighed. (J. nr. 1992-99-712).

En borger klagede over at hun havde fået afslag på aktindsigt i dokumenter om beskatning og afgiftsberigtigelse af dødsboet efter sin søster. Afslaget blev givet efter både forvaltningsloven og offentlighedsloven. 

Uanset at borgeren som arving havde en betydelig interesse i dødsboets skatte- og afgiftssag, var det ombudsmandens vurdering at interessen var indirekte og afledet og ikke væsentlig i en sådan grad at borgeren kunne anses for part i forvaltningslovens forstand. Ombudsmanden kritiserede derfor ikke myndighedernes afslag på aktindsigt efter forvaltningsloven. 

Ombudsmanden kritiserede heller ikke myndighedernes afslag på aktindsigt efter offentlighedsloven idet han var enig i at samtlige dokumenter i sagerne indeholdt oplysninger omfattet af den særlige tavshedspligtsbestemmelse i skattestyrelsesloven. 

På baggrund af borgerens betydelige, men indirekte interesse i sagen ville det dog have været ønskeligt hvis myndighederne havde kontaktet bobestyreren for at få afklaret om boet kunne tilslutte sig at skattemyndighederne gav borgeren indsigt i sagerne. 

Ombudsmanden mente det var beklageligt at told- og skatteregionen ikke havde besvaret borgerens aktindsigtsanmodning i overensstemmelse med 10-dages fristen, ligesom han mente at det var beklageligt at regionen ikke i forbindelse med klagesagens behandling indhentede sagens dokumenter fra skatteforvaltningen. (J.nr. 2002-2059-201 og 2002-2513-201). 

A, der afsonede en straf i Ringsted Arrest, var i en periode undergivet brevkontrol. I den samme periode verserede der hos kriminalpolitiet i Glostrup en efterforskningssag om A's undvigelse fra et statsfængsel. Som et led i brevkontrollen overlod arrestinspektøren Politimesteren i Glostrup at foretage en gennemlæsning af korrespondancen. Baggrunden herfor var, at arrestinspektøren fandt det nødvendigt at anmode om bistand fra det politimesterembede, der foretog efterforskningen i undvigelsessagen, bl.a. under hensyn til undvigelsesrisici, og til at A tidligere havde været mistænkt for at sende "skjulte" budskaber på forskellig vis.

A klagede til Direktoratet for Kriminalforsorgen over, at hans korrespondance blev sendt til Politimesteren i Glostrup. Direktoratet for Kriminalforsorgen meddelte A, at den anvendte fremgangsmåde ikke sås at være i strid med reglerne i direktoratets cirkulære om indsattes adgang til brevveksling og besøg, §§ 1 og 5.

Ombudsmanden udtalte, at han var enig med Direktoratet for Kriminalforsorgen i, at fremgangsmåden ikke var i strid med bestemmelserne i cirkulæret; bestemmelserne angik slet ikke dette spørgsmål. Derimod fandt ombudsmanden, at spørgsmålet skulle vurderes efter bestemmelserne i forvaltningslovens § 28, stk. 1, og 2. Ombudsmanden fandt imidlertid ikke at have fuldt tilstrækkeligt grundlag for at tilbagesende sagen til Direktoratet for Kriminalforsorgen med henblik på, at direktoratet kunne træffe en ny afgørelse i forhold til A. Dette skyldtes, at videregivelsen af korrespondancen til Politimesteren i Glostrup efter ombudsmandens opfattelse måtte antages at have været et nødvendigt led i arrestinspektørens behandling af sagen, jf. forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 4.

(J. nr. 1989-381-615).

A, der siden 1974 havde været ansat i EF med bopæl i Bruxelles, klagede over Landsskatterettens stadfæstelse af et skatteråds afgørelse om, at han skulle betale bunden opsparing. A bestred ikke, at han var indkomstskattepligtig her i landet i henhold til kildeskattelovens § 1, nr. 1, sammenholdt med art. 14 i den til "Traktat om oprettelse af et fælles råd og en fælles kommission for EF" hørende protokol om EF's privilegier og immuniteter; denne artikel vedrører imidlertid kun indkomstskat, formueskat og arveafgift.

Skatterådets fastholdelse af beregningsgrundlaget for den opkrævede bundne opsparing påklagedes til Landsskatteretten, der imidlertid videresendte den til ligningskommissionen som en klage over selve opsparingspligten. Ligningskommissionen meddelte A, at kommissionen fastholdt hans skatteansættelse uændret. Da A herefter anførte, at hans klage alene vedrørte det forhold, at han var blevet pålagt byrder, udover hvad art. 14 i 1965-protokollen berettigede til, meddelte ligningskommissionen ham, at kommissionen ikke havde bemyndigelse til at træffe afgørelse vedrørende opsparingspligten og dennes retsgrundlag. Denne afgørelse indbragte A for Landsskatteretten, som stadfæstede skatterådets afgørelse.

Ombudsmanden fandt, at det havde været med urette, at Landsskatteretten, da denne fik sagen forelagt første gang, havde henvist den til behandling ved ligningskommissionen efter reglerne om klage over indkomstansættelser. Ombudsmanden anførte, at Landsskatteretten i den indklagede kendelse alene havde taget stilling til det spørgsmål, A havde rejst om, hvorledes § 1 i lov om bunden opsparing retteligt skulle fortolkes, og anførte, at Landsskatterettens fortolkning vedrørende dette spørgsmål ikke forekom ham helt utvivlsom. Ombudsmanden fandt dog ikke anledning til at gå ind i en nærmere vurdering heraf, men henstillede til Landsskatteretten at genoptage sagen, idet han fandt, at Landsskatteretten i kendelsen burde have taget stilling til, om bunden opsparing kan anses som "beskatning" efter art. 14 i den forannævnte traktat.

Ombudsmanden henviste klageren til, såfremt Landsskatteretten herefter traf en afgørelse, som klageren ikke var enig i, at indbringe Landsskatterettens afgørelse for domstolene inden 6 måneder efter kendelsens afsigelse. Ombudsmanden anførte herved, at ombudsmandsembedet efter hans opfattelse i almindelighed må anses for et mindre egnet forum for afklaring af tvivlsspørgsmål om rækkevidden af EF-retlige regler, fordi det alene er domstolene, som kan forelægge sådanne spørgsmål for EF-Domstolen til præjudiciel afgørelse. (J. nr. 1989-621-223).

A klagede over K Kommunes behandling af ham i forbindelse med, at kommunen ydede støtte til, at hans daværende hustru B tog ophold på døgninstitutionen D sammen med parrets yngste søn C.

Ombudsmanden fandt, at kommunen burde have underrettet A om beslutningen om at yde støtte til C's ophold uden for hjemmet, da forældrene havde fælles forældremyndighed over C. For så vidt angik kommunens beslutning om at yde støtte til C's ophold på institutionen, fandt ombudsmanden, at A måtte anses som part. En afgørelse om, hvorvidt der skulle gives A aktindsigt, burde derfor have været truffet på grundlag af forvaltningsloven. Det tiltrådtes dog, at oplysningerne vedrørende støtten til B måtte vurderes efter offentlighedsloven. Kommunen havde i afslaget på aktindsigt henvist til den almindelige tavshedspligt i straffelovens § 152. Denne henvisning ansås for uberettiget, jf. forvaltningslovens § 9, stk. 2, og offentlighedslovens § 14. Ombudsmanden henstillede på denne baggrund, at kommunen genoptog sagen til ny behandling.

Socialministeriet havde meddelt, at det overordnede ressorttilsyn ikke gav Socialstyrelsen kompetence til at gå ind i en konkret bedømmelse af sagsforløbet i en personsag. Ombudsmanden udtalte hertil, at det måtte antages, at ministeriet har en ganske vidtgående adgang til inden for sit ressortområde at afgive vejledende udtalelser om lovgivningens indhold og anvendelse. Udtalelserne kan gives med udgangspunkt i konkrete sager. (J. nr. 1991-134-060).

Med henblik på at effektivisere inddrivelsen af skyldige restancer havde en kommune (K) indført en særligt iøjnefaldende inkassobil, samt markante kuverter til fremsendelse af inkassoskrivelser.

På baggrund af en konkret klage besluttede ombudsmanden at behandle sagen af egen drift.

Ombudsmanden fandt det kritisabelt, at de kommunale pantefogeder anvendte inkassobilen i forbindelse med inddrivelsesarbejdet, idet dette efter omstændighederne kunne indebære en krænkelse af tavshedspligten. Han henstillede, at K ophørte med at anvende bilen.

Fremsendelse af inkassoskrivelser i særligt mærkede kuverter fandt ombudsmanden ikke i overensstemmelse med principperne om hensynsfuld sagsbehandling, hvorfor han også fandt det rigtigst, at K ophørte med brugen af disse.

I forbindelse med undersøgelsen foretog ombudsmanden en sammenligning med retsstillingen for private inkassovirksomheder. Han udtalte, at det var uheldigt, om offentlige inkassovirksomheder kunne betjene sig af metoder, som lovgivningen forbyder private at anvende. (J. nr. 1991-454-42).

En kommune besluttede at et barn der var frivilligt anbragt hos en plejefamilie, skulle hjemgives til den biologiske mor. Efter hjemgivelsen tog mor og barn ophold på et familiecenter. Da moderen ikke overholdt aftaler indgået med familiecentret, blev barnet - med moderens samtykke - anbragt på en døgninstitution, og senere hos sine bedsteforældre.

Plejefamilien klagede over kommunens sagsbehandling i forbindelse med hjemgivelsen af barnet og den senere anbringelse på institution. Plejefamilien gjorde bl.a. gældende at kommunens oplysningsgrundlag var utilstrækkeligt, og at de ikke var blevet tilstrækkeligt informeret om beslutningen om hjemgivelse.

Ombudsmanden udtalte at undersøgelsen i forbindelse med en sag om hjemgivelse må dreje sig om hvorvidt der hos mor eller barn foreligger de forhold der kan begrunde, at barnet anbringes tvangsmæssigt uden for hjemmet efter reglerne i bistandslovens § 35. Ombudsmanden mente på denne baggrund ikke der var grundlag for at kritisere, at kommunen fandt sagen tilstrækkeligt oplyst ved en børnepsykiatrisk erklæring og en erklæring om moderens forældreevne. Ombudsmanden fandt i øvrigt ikke grundlag for at kritisere kommunens beslutning om hjemgivelse.

Ombudsmanden udtalte videre at de opgaver som varetages af en plejefamilie, hviler på en aftale mellem plejefamilien og kommunen. Et plejeforældrepar er ikke parter i en sag om hjemgivelse, og kommunen er derfor ikke retligt forpligtet til at underrette plejeforældrene om en beslutning om hjemgivelse, ud over hvad der måtte følge af kontraktforholdet. Ombudsmanden mente dog at det følger af god forvaltningsskik, at en kommune bør underrette en plejefamilie om en afgørelse om hjemgivelse i rimelig tid inden hjemgivelsen finder sted. Så vidt muligt bør en sådan afgørelse meddeles til plejefamilien på samme tidspunkt som meddelelsen til den biologiske mor.

Ombudsmanden fandt ikke grundlag for at kritisere at kommunen efter hjemgivelsen mente, at forudsætningerne for at genanbringe barnet hos plejefamilien ikke var til stede. Ombudsmanden mente at kommunen i denne forbindelse lovligt kunne inddrage det forhold, at plejefamilien havde videregivet oplysninger til pressen om den biologiske mors private forhold. (J. nr. 1994-2734-079).

En far ansøgte en privat skole om optagelse af sin søn på skolen. Skolen rettede i den forbindelse henvendelse til kommunen med ønske om indsigt i forskellige sagsakter vedrørende drengen med henblik på at vurdere om skolen kunne give ham et relevant undervisningstilbud. Skolen oplyste over for kommunen at faren havde givet samtykke til at skolen kunne indhente relevante sagsakter fra kommunen. Kommunen udleverede herefter forskellige dokumenter til skolen til gennemsyn. Faren bestred efterfølgende at han havde givet samtykke til at skolen kunne indhente oplysningerne.

Faren klagede over kommunen, først til tilsynsrådet og herefter til Indenrigsministeriet. Hverken tilsynsrådet eller Indenrigsministeriet mente der var grundlag for at udtale at kommunen havde handlet ulovligt ved at udlevere oplysningerne.

Ombudsmanden udtalte at det havde været bedst stemmende med god forvaltningsskik hvis kommunen inden den udleverede oplysningerne til skolen, havde indhentet et skriftligt samtykke fra faren. Ombudsmanden meddelte tilsynsrådet og Indenrigsministeriet sin opfattelse, men udtalte ikke sin opfattelse som en kritik af myndighederne.

Ombudsmanden mente at kommunen ud fra en almindelig retsgrundsætning havde pligt til at tage notat om de oplysninger man modtog fra skolen, om at faren mundtligt havde givet samtykke til at skolen kunne indhente oplysninger. Ombudsmanden mente endvidere at kommunen havde pligt til at tage notat om hvilke oplysninger den udleverede til skolen i forbindelse med skolens henvendelse. (J.nr. 2000-1416-703).

Den Centrale Videnskabsetiske Komite (DCVK) foranledigede at den lovbestemte kompetence til at godkende relevante forsøgsprojekter fra Rigshospitalet blev flyttet fra én regional videnskabsetisk komite til en anden. Begrundelsen var at unavngivne medlemmer af førstnævnte komite angiveligt til pressen havde videregivet oplysninger om en forskers forsøg, og at der herefter ikke bestod det fornødne tillidsforhold mellem forskere på Rigshospitalet og komiteen.

Efter ombudsmandens opfattelse hvilede DCVK's antagelser om brud på tavshedspligten på et utilstrækkeligt grundlag. Ombudsmanden anså dette forhold for meget beklageligt.

Endvidere udtalte ombudsmanden at der efter loven om det videnskabsetiske komitesystem måtte antages at tilkomme de videnskabsetiske komiteer - og komiteernes enkelte medlemmer - en vidtgående adgang til at orientere offentligheden om spørgsmål af principiel videnskabsetisk interesse. Forskernes interesse i hemmeligholdelse af generelle oplysninger om deres projekter måtte derfor tillægges forholdsvis beskeden vægt. Under disse omstændigheder fandt ombudsmanden at DCVK's handlemåde måtte anses for overordentlig beklagelig.

Endelig udtalte ombudsmanden at spørgsmålet om, hvorvidt de regionale videnskabsetiske komiteer har ret til at se referater fra møderne i DCVK, skal afgøres efter reglerne i forvaltningslovens kap. 8 og ikke - som DCVK havde antaget - efter reglerne i offentlighedsloven. (J. nr. 1993-147-429).

En avis omtalte en sag hvor Udlændingeservice havde lækket fortrolige oplysninger om et ægtepar til en journalist. Sagen vedrørte opholdstilladelse og adoption. Herefter gik ombudsmanden ind i sagen.

Integrationsministeriet oplyste at det var rigtigt at Udlændingeservice havde lækket oplysningerne uden samtykke fra ægtefællerne. Ministeren havde da også beklaget det skete over for Folketinget.

Ægteparret havde imidlertid ikke fået en beklagelse fra myndighederne, og det var ombudsmandens opfattelse at ministeriet også burde sørge for at parret fik en redegørelse og beklagelse. Dette fulgte af god forvaltningsskik.
(J.nr. 2007-0529-603).

Et medlem af en menighed spurgte biskoppen om status i en klagesag som nogle lokale menighedsråd havde rejst vedrørende en sognepræsts varetagelse af sine opgaver. Biskoppen afviste at udtale sig om spørgsmålet da der var tale om en personsag. Kirkeministeriet tiltrådte biskoppens afgørelse med den bemærkning at de ønskede oplysninger var omfattet af tavshedspligt. Ministeriet anførte senere over for ombudsmanden at oplysningerne indgik i en personalesag der som sådan var undtaget fra aktindsigt efter offentlighedslovens § 2, stk. 2, 2. pkt., og at oplysningerne i sagen derfor måtte anses for omfattet af tavshedspligt.

Ombudsmanden var enig i at den pågældende sag var undtaget fra aktindsigt. Ministeriets henvisning til tavshedspligten og det forhold at ministeriet ikke havde taget stilling til om menighedsmedlemmet burde gives aktindsigt efter princippet om meroffentlighed, gav imidlertid ombudsmanden anledning til nogle generelle bemærkninger om forholdet mellem tavshedspligtsreglerne og undtagelsesbestemmelsen i offentlighedslovens § 2, stk. 2, 2. pkt.

Ombudsmanden udtalte at der som udgangspunkt ikke er noget til hinder for at give meroffentlighed i oplysninger der kun undtages fra aktindsigt fordi de indgår i sager omfattet af offentlighedslovens § 2, stk. 2, 2. pkt. Ombudsmanden henstillede til ministeriet at genoptage behandlingen af sagen.

(J.nr. 2005-0241-701)

Et luftfartsselskab klagede over at Forbrugerombudsmanden via Forbrugerstyrelsens hjemmeside havde offentliggjort en sag hvori Forbrugerombudsmanden havde meldt selskabet til politiet. Offentliggørelsen af sagen var sket med angivelse af selskabets navn.

Ombudsmanden fastslog at reglerne om tavshedspligt ikke i sig selv var til hinder for offentliggørelsen. Ombudsmanden udtalte imidlertid at det følger af det almindelige forvaltningsretlige saglighedsprincip at en myndighed ikke uden hjemmel i lovgivningen eller (anden) saglig grund offentliggør oplysninger om en virksomhed som må anses for belastende for virksomheden.

Ombudsmanden henviste i den forbindelse til principperne i persondatalovens § 5. Herudover må det antages at en myndighed i disse situationer også er undergivet visse begrænsninger som følge af principperne om god forvaltningsskik.

Under hensyn til at Forbrugerombudsmanden har hjemmel til i et vist omfang at offentliggøre sager, og til at offentliggørelsen var sket efter en konkret vurdering med inddragelse af relevante hensyn, mente ombudsmanden ikke at der var grundlag for kritik af Forbrugerombudsmanden.

 (J.nr. 2005-0061-303)

En arbejdsgiverforening klagede over at kredschefen for arbejdstilsynet gennem pressen havde udtalt sig kritisk om branchen og en medlemsvirksomhed. Arbejdsgiverforeningen var af den opfattelse at der var tale om ulovlig pression, og at arbejdstilsynet som offentlig myndighed kun måtte anvende de retsmidler som arbejdsmiljøloven gav adgang til. Endvidere forlangte arbejdsgiverforeningen at arbejdstilsynet eller Direktoratet for Arbejdstilsynet dementerede kredschefens udtalelser til pressen.

En kredspsykolog der var ansat i arbejdstilsynet, havde endvidere i en bog beskrevet muligheden for at anvende pressen som pressionsmiddel i arbejdsmiljøsager. Arbejdsgiverforeningen mente at dette var opfordring til brug af ulovlige midler, og at arbejdstilsynet burde have skredet ind over for kredspsykologen i den forbindelse.

Ombudsmanden udtalte bl.a. at en myndighed som udgangspunkt er berettiget til at offentliggøre sager som ifølge offentlighedsloven ville være undergivet aktindsigt på begæring af pressen. Offentlige myndigheder er således ikke generelt afskåret fra gennem pressen at søge at påvirke de retsundergivnes adfærd.

Ombudsmanden udtalte endvidere at offentligt ansatte som udgangspunkt har samme adgang til at fremsætte udtalelser som borgerne i almindelighed. Kun hvor der foreligger tungtvejende hensyn til myndighedens interne beslutningsproces og funktionsevne, kan de ansattes ret til at ytre sig anses for begrænset. Kredspsykologens bog måtte anses for kredspsykologens private mening, og der forelå ikke tungtvejende hensyn til myndigheden der kunne begrænse kredspsykologens ytringsfrihed. (J.nr. 1995-255-015).

En sygeplejelærer fik en advarsel for at tilsidesætte sin loyalitetspligt. Årsagen til advarslen var at sygeplejelæreren i et opslag på skolen havde orienteret om baggrunden for at hun havde fået afslag på sin ansøgning om stillingen som rektor, og hendes inddragelse af studerende i forløbet om besættelse af stillingen.

Det var ombudsmandens opfattelse at der ikke var grundlag for at give sygeplejelæreren en advarsel. Ved bedømmelsen af sagen inddrog ombudsmanden især hensynet til offentligt ansattes ytringsfrihed. Ombudsmanden henstillede at amtet, som havde givet advarslen, tog sagen op til fornyet behandling og traf en ny afgørelse. (J.nr. 1999-2514-812).

En vicekriminalkommissær ved Rigspolitichefen der var efterforskningsleder i en drabssag, udtalte sig offentligt om manglende mandskab til efterforskningen af sagen. En vicekriminalinspektør, ligeledes ved Rigspolitichefen, meddelte vicekriminalkommissæren at han ikke måtte udtale sig til pressen om interne forhold i en afdeling hos Rigspolitichefen. Vicekriminalinspektøren bekræftede på et spørgsmål fra vicekriminalkommissæren at han havde fået en "mundkurv".

Efter bestemmelsen i ombudsmandslovens § 17, stk. 1, iværksatte ombudsmanden en undersøgelse. Ombudsmanden udtalte sig generelt om offentligt ansattes ytringsfrihed og udtalte om den konkrete sag at vicekriminalinspektøren ikke var berettiget til, på den måde det var sket, at meddele vicekriminalkommissæren begrænsninger i hans adgang til at udtale sig til pressen. Ombudsmanden mente det var beklageligt at Rigspolitichefen ikke på baggrund af de regler der gælder for offentligt ansattes ytringsfrihed, afgav en dækkende og juridisk korrekt udtalelse i sagen.

Ombudsmanden noterede sig at Rigspolitichefen havde givet tilsagn om i fremtiden at være opmærksom på vigtigheden af at tjenstlige tilkendegivelser i f.eks. sager som den foreliggende formidles med den fornødne præcision. (J.nr. 2003-2449-815).

Af en artikel i dagspressen fremgik det, at X Amtsråds sundhedsudvalg havde vedtaget, at præster skulle have adgang til registre over patienter på sygehuse i X Amt. Efter en nærmere undersøgelse af sagen anmodede ombudsmanden under henvisning til ombudsmandslovens § 6, stk. 5, Indenrigsministeriet (IM) om en udtalelse i sagen, herunder om de problemer, som sagen rejste om videregivelse af fortrolige oplysninger. IM meddelte ombudsmanden, at IM i en samtidig skrivelse til X Amtsråd havde meddelt, at den trufne beslutning om videregivelse af oplysninger om patienter på amtets sygehuse efter IM's opfattelse var ulovlig, og at IM havde anmodet amtsrådet om at foranledige, at sundhedsudvalgets retningslinier blev bragt i overensstemmelse med lovgivningen. Ombudsmanden tog det oplyste til efterretning og udbad sig underretning om, hvad der videre skete i sagen. (J. nr. 1993-403-601).

Gennem omtale i pressen blev ombudsmanden opmærksom på at Statsministeriet havde givet en bestemt avis aktindsigt i en tale som statsministeren skulle holde om EU. Avisen ville bringe talen som kronik samme dag som talen skulle holdes. Dagen før viste andre medier, bl.a. en anden avis, interesse for taledokumentet. Avisen bad om aftenen Statsministeriets pressechef om også at få aktindsigt i taledokumentet, men fik afslag med den begrundelse at den første avis allerede havde fået aktindsigt. Ombudsmanden tog sagen op af egen drift.

Ombudsmanden udtalte at en myndigheds interesse i at sikre at visse budskaber formidles på den mest effektive måde og opnår optimal gennemslagskraft ved at lade dem lancere som solohistorier, ikke i sig selv kan frakendes saglighed. Men dette hensyn kan ikke tillægges en så afgørende vægt over for det lovfæstede offentlighedsprincip og den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning at det i almindelighed vil kunne begrunde tilbageholdelse eller forsinket indsigt til andre.

Ombudsmanden udtalte at taledokumentet ved udlevering til den første avis mistede sin interne karakter, og at Statsministeriet herefter ikke kunne afslå at udlevere det til andre på grundlag af offentlighedslovens bestemmelser om interne dokumenter.

Da Statsministeriet samme dag som udleveringen af taledokumentet til den første avis fandt sted, var i kontakt med en række medier vedrørende talen, burde ministeriet efter ombudsmandens mening på eget initiativ have tilbudt disse medier indsigt i de samme oplysninger som den første avis havde fået.

Ombudsmanden udtalte desuden at en forvaltningsmyndighed, hvis den giver en journalist eller andre indsigt i et eller flere dokumenter og/eller afgiver oplysninger og denne ekspedition ikke fremgår af sagen, skal tage notat om det. Af notatet skal fremgå hvilke dokumenter eller oplysninger der er udleveret, til hvem eller under hvilke omstændigheder de er udleveret, tidspunktet for udleveringen og eventuelle vilkår eller klausuler der er aftalt eller forudsat ved udleveringen. Ved udlevering af dokumenter eller oplysninger som en myndighed afgiver som led i en solohistorie, vil det efter ombudsmandens opfattelse være ønskeligt at myndigheden i notatet yderligere angiver den eller de interesser som myndigheden har tillagt betydning ved beslutningen om udlevering. (J.nr. 2003-0322-401).

Ombudsmanden rejste af egen drift en sag om Skats retningslinjer for inddragelse af partsrepræsentanter ved kontakt mellem Skat og en skattepligtig.

Retningslinjerne indeholdt en formodning der gik ud på at den skattepligtige, hvis Skat rejste en ny sag over for den pågældende, fortsat havde den samme professionelle partsrepræsentant som ved den seneste kontakt med Skat. Skat opregnede nogle udtrykkelige tilfælde hvor formodningen ikke gjaldt fordi der generelt betragtet i disse tilfælde kunne være usikkerhed om hvorvidt der stadig var et fuldmagtsforhold.

Ombudsmanden udtalte at det ikke kunne udelukkes at Skat på grund af formodningen kom til at rette henvendelse til en tidligere partsrepræsentant som ikke længere repræsenterede den skattepligtige. Dette indebar en risiko for at Skat i nogle tilfælde ville overtræde reglerne om partsrepræsentation, reglerne om tavshedspligt og videregivelse af oplysninger til andre private og persondatalovens bestemmelser om behandling af personoplysninger.

Ombudsmanden tilføjede at der ikke ville være det samme problem hvis Skat havde fået en udtrykkelig fuldmagt fra en skattepligtig om at vedkommende ønskede sig repræsenteret af en bestemt professionel partsrepræsentant også i eventuelle fremtidige skattesager, og det også udtrykkeligt fremgik af fuldmagten at den gjaldt indtil den skattepligtige udtrykkeligt over for Skat tilbagekaldte fuldmagten. 

Ombudsmanden henstillede at Skat ændrede sine retningslinjer i lyset af det han havde anført.
(J.nr. 2006-4251-209).

 

Klik på linket til højre for at læse hele redegørelsen.

En støttepædagog fortalte en tidligere kollega om et bestemt barn mens de kørte i bus. Barnet blev omtalt meget negativt. Der blev ikke nævnt navne, stednavne eller tidsperioder ved samtalen i bussen. I bussen sad også en pige som kendte støttepædagogen fordi hun havde været støttepædagog for pigens lillebror. Hun kunne høre samtalen og var sikker på at det var hendes lillebror der blev omtalt.   

Støttepædagogen fik en påtale af den kommune hun var ansat i, fordi kommunen mente at hun havde brudt sin tavshedspligt.

Ombudsmanden var uenig i kommunens opfattelse af reglerne om tavshedspligt. Han mente ikke støttepædagogen brød sin tavshedspligt ved – i anonyme vendinger – at omtale et konkret barn i et offentligt forum. Han lagde vægt på at det kun var dem der i forvejen kendte barnet og de konkrete omstændigheder der blev omtalt, der ville vide hvem barnet var.

Ombudsmanden henstillede til kommunen at genoptage sagen og overveje om der var grundlag for påtalen.

Kommunen skrev den 21. januar 2010 til mig at kommunen i den konkrete sag ville efterkomme henstillingen i min udtalelse, og at kommunen på den baggrund ville trække påtalen tilbage.

(J.nr. 2008-3925-803).

A, der var læge og leder af en privat behandlingsinstitution, klagede over at Sundhedsministeriet (SU) havde udleveret en rapport fra embedslægeinstitutionen i X Amt til pressen. Rapporten indeholdt en indstilling om at indlede strafferetlig forfølgning mod A for overtrædelse af lægelovens § 18.

Ombudsmanden udtalte at oplysningerne om indledning af strafferetlig forfølgning mod A var omfattet af offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1, og at SU derfor ikke havde haft pligt til at meddele aktindsigt i oplysningerne. Ombudsmanden fandt at oplysningerne tillige var omfattet af bestemmelserne om tavshedspligt i forvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 6, og at SU som følge heraf havde været afskåret fra at meddele aktindsigt i henhold til meroffentlighedsprincippet i offentlighedslovens § 4, stk. 1, nr. 2. (J. nr. 1993-321-403).

Når Den Sociale Ankestyrelse (DSA) traf afgørelse i en førtidspensionssag, var det styrelsens faste praksis at sende en kopi af afgørelsen til ansøgerens egen læge, medmindre ansøgeren forinden havde fremsat indsigelse i forbindelse med en orientering om den påtænkte underretning.

Ombudsmanden udtalte, at DSA's videregivelse af en kopi af afgørelsen til egen læge forudsætter skriftligt samtykke på samme måde, som hvis der havde været tale om videregivelse til en anden forvaltningsmyndighed, jf. forvaltningslovens § 28, stk. 4. Der var ikke grundlag for at fravige skriftlighedskravet, jf. forvaltningslovens § 28, stk. 4, 2. pkt. Ombudsmanden henstillede til DSA at ændre sin praksis, så den blev bragt i overensstemmelse med forvaltningslovens § 28. Alternativt pegede han på muligheden for, at styrelsen overlod til ansøgeren selv at orientere egen læge.

I den konkrete sag, hvor DSA - uanset ansøgerens skriftlige indsigelse - havde sendt kopi af afgørelsen til egen læge, var ombudsmanden enig med styrelsen i det beklagelige heri. Ombudsmanden fandt det meget beklageligt, at styrelsen først blev opmærksom på ansøgerens indsigelse, da han efter styrelsens afslutning af sagen påklagede forholdet til styrelsen. (J. nr. 1990-1734-040).

Et ægtepar blev af et adoptionssamråd godkendt til at adoptere en kinesisk pige. Parret tog selv til Kina og hentede pigen. Efter hjemkomsten blev det opdaget at den pige ægteparret havde modtaget, var en anden end det barn de var blevet godkendt til at adoptere.

Til brug for en tv-udsendelse udleverede adoptionssamrådets sekretariat oplysninger om parrets adoption. Oplysningerne var kun delvis anonymiserede idet kun navne var slettet. Parret blev bekendt med at en af historierne i udsendelsen ville handle om deres sag, og bad adoptionssamrådet om aktindsigt i det materiale der var sendt til tv-stationen.

Ægteparret henvendte sig til tv-stationen for at få stoppet udsendelsen. Tv-stationen forsikrede ægteparret om at det ikke ud fra udsendelsen ville være muligt at identificere dem eller deres datter.

Ægteparret klagede både til amtet og Civilretsdirektoratet over at materialet var blevet udleveret uden deres samtykke. Civilretsdirektoratet afviste klagen og udtalte at spørgsmålet om hvorvidt tavshedspligten eventuelt var blevet overtrådt af en medarbejder i amtet, hørte under amtsborgmesteren.

Ombudsmanden udtalte at amtet hverken havde pligt eller ret til at udlevere oplysningerne til tv-stationen. Ombudsmanden mente at Civilretsdirektoratets opfattelse ifølge hvilken spørgsmålet hørte under amtsborgmesteren, var urigtig, og gav udtryk for at direktoratet burde have videresendt klagen til Adoptionsnævnet. (J.nr. 1999-2432-603).

I forbindelse med behandlingen af en asylansøgers sag anmodede Flygtningenævnet (FN) via Udenrigsministeriet den danske ambassade i ansøgerens hjemland om at undersøge ægtheden af et fortroligt dokument. Ambassaden forelagde herefter dokumentet for landets udenrigsministerium.

Ombudsmanden udtalte at forvaltningslovens regler om videregivelse af fortrolige oplysninger ikke finder direkte anvendelse i et tilfælde som det foreliggende, hvor der var sket videregivelse af fortrolige oplysninger til en udenlandsk myndighed. I stedet må det efter de almindelige og specielle regler om tavshedspligt vurderes om en videregivelse er "berettiget". Ombudsmanden udtalte at ved bedømmelsen heraf vil der kunne søges en vis vejledning i forvaltningslovens §§ 28 og 29.

Ombudsmanden udtalte videre at videregivelse af fortrolige oplysninger i en ansøgningssag kræver samtykke, medmindre undtagelserne i forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 2 og 3, sammenholdt med § 29, stk. 1, nr. 2 og 3, finder anvendelse, hvilket ikke var tilfældet i den foreliggende sag.

Ombudsmanden var enig med FN i at, når ansøgeren selv havde fremlagt dokumentet for FN som støtte for sin ansøgning, forelå der et samtykke til en vis videregivelse af de indeholdte oplysninger; men efter ombudsmandens opfattelse omfattede samtykket ikke en videregivelse af oplysninger til myndigheder i ansøgerens hjemland. Ombudsmanden fandt det derfor kritisabelt at FN ikke inden henvendelsen til ambassaden havde indhentet samtykke fra ansøgeren til forelæggelse af dokumentet for myndighederne i dennes hjemland.

Ombudsmanden bemærkede endelig at det efter hans opfattelse var FN's ansvar, at der forlå det fornødne samtykke fra asylansøgeren. (J. nr. 1992-2905-603).

En kvinde bad i 1997 Nævnet vedrørende erstatning til ofre for forbrydelser om at genoptage hendes sag på grund af omfattende tandproblemer som hun mente var følger af et overfald hun var udsat for i 1980. Nævnets konsulent i tandbehandlingsspørgsmål afgav i den forbindelse en udtalelse som nævnet sendte til kvindens egen tandlæge sammen med en kopi af nævnets afgørelse i sagen.

Kvinden rettede efterfølgende henvendelse til ombudsmanden og klagede over at nævnet havde videregivet sin afgørelse og tandlægekonsulentens udtalelse til hendes egen tandlæge. Hun rejste også tvivl om tandlægekonsulentens habilitet da hun var bekendt med at vedkommende var ansat af hendes tandlæge og arbejdede i dennes klinik.

Ombudsmanden udtalte at det forhold at der verserer en sag ved erstatningsnævnet, i sig selv er en fortrolig oplysning. En ansøger giver ikke stiltiende samtykke til videregivelse blot ved at gøre den behandlende tandlæge opmærksom på at omkostningerne vil blive søgt dækket af nævnet. Nævnet burde derfor ikke have videregivet oplysningerne til kvindens tandlæge.

Ombudsmanden henstillede at erstatningsnævnet fremover ændrede sin praksis således at det i de konkrete tilfælde overvejede om underretning af behandlende tandlæge er nødvendig.

Ombudsmanden mente ikke der var grundlag for at drage specialtandlægens habilitet i tvivl (efter forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 5) idet konsulentens eventuelle interessesammenfald med tandlægens var for fjerntliggende.

Ombudsmanden tilsluttede sig nævnets beklagelse af at begrundelsen for nævnets afslag på yderligere erstatning ikke opfyldte kravene til forvaltningsloven § 24. (J.nr. 1998-3451-603).

Familiestyrelsen meddelte en mand påbud om ikke at ringe til styrelsen og sendte samtidig en kopi af påbuddet til hans tidligere samlever og til et statsamt. Påbuddet blev givet i forbindelse med at styrelsen traf afgørelse i anledning af en klage fra manden over at statsamtet endnu ikke havde taget stilling til hans anmodning om nedsættelse af børnebidraget til parrets fælles barn. Styrelsen gav udtryk for den opfattelse at beslutningen om at afskære manden fra telefonisk kontakt med styrelsen havde en så nær sammenhæng med styrelsens fremtidige sagsbehandling at barnets mor og statsamtet skulle underrettes herom.

  Ombudsmanden udtalte at der i forhold til styrelsens påbud over for manden forelå en selvstændig sag som var væsensforskellig fra klagesagen vedrørende statsamtets sagsbehandlingstid. Den tidligere samlever kunne ikke anses for part i denne selvstændige sag. Da oplysningerne om påbuddet i øvrigt måtte anses for fortrolige, havde styrelsen handlet i strid med sin almindelige tavshedspligt efter forvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 6, ved at videregive disse oplysninger til den tidligere samlever. Ombudsmanden mente at dette forhold var kritisabelt.

  For så vidt angik videregivelsen af de fortrolige oplysninger til statsamtet, bemærkede ombudsmanden at styrelsen ikke havde anført sådanne grunde som understøttede at der hos styrelsen eller statsamtet var et sagligt behov herfor, sådan som det måtte kræves efter den relevante bestemmelse i forvaltningslovens § 28, stk. 3. Også dette forhold mente ombudsmanden var kritisabelt.

  (J.nr. 2005-4516-603).

En statsadvokat indstillede efterforskningen i en sag hvor en politiassistent var mistænkt for uberettiget at videregive fortrolige oplysninger til personer med tilknytning til det kriminelle miljø. Statsadvokaten videregav i den forbi-delse oplysninger fremkommet under efterforskningen om politiassistenten til politimesteren i den politikreds hvor politiassistenten var ansat.

Rigsadvokaten mente ikke at kunne kritisere videregivelsen, og politiassistenten klagede herefter til ombudsmanden.

I en foreløbig redegørelse udtalte ombudsmanden at efter hans opfattelse måtte det være persondatalovens behandlingsregler der fandt anvendelse ved bedømmelsen af om videregivelsen var berettiget.

Ombudsmanden mente at videregivelsen var berettiget efter persondatalovens regler.

Da hverken statsadvokaten eller Rigsadvokaten havde bedømt spørgsmålet efter persondatalovens regler, forelagde ombudsmanden spørgsmålet for Datatilsynet inden han afgav sin endelige udtalelse.

Datatilsynet udtalte at videregivelse i en situation som den foreliggende, hvor et brev var skrevet på edb og herefter printet ud og videregivet manuelt, skulle bedømmes efter forvaltningslovens og ikke efter persondatalovens regler.
I sin endelige redegørelse fastholdt ombudsmanden at mest talte for at fastholde den opfattelse der var fremsat i den foreløbige redegørelse om at spørgsmålet skulle bedømmes efter persondatalovens regler. På grund af den tvivl der var skabt herom som følge af Datatilsynets udtalelse, valgte ombudsmanden at vurdere om videregivelsen også var berettiget efter bestem-melsen i forvaltningslovens § 28. Ombudsmanden mente at det var tilfældet, og kunne derfor ikke kritisere statsadvokatens videregivelse.

Ombudsmanden underrettede ”Udvalget om udveksling af oplysninger inden for den offentlige forvaltning” om sagen således at sagens problemstilling kan indgå i grundlaget for udvalgets arbejde.
(J.nr. 2006-2591-611).

En professor klagede til ombudsmanden over at det universitet hvor han var ansat, havde krænket hans ytringsfrihed.

Professoren havde i en kronik kritiseret en rapport udarbejdet af tre af hans kolleger. Han havde også indkaldt erhvervsfolk til et møde til drøftelse af erhvervsudviklingen i regionen, og i den forbindelse henviste han til den kritiske kronik.

Universitetets rektor skrev i anledning af kronikken og mødeindkaldelsen til professoren og kritiserede hans adfærd der blev karakteriseret som ”dybt illoyal”. Kritikken blev fremsat bl.a. med baggrund i en aftale som tidligere var blevet indgået mellem professoren og rektor. Ifølge aftalen måtte professoren ikke, når han udtalte sig offentligt, referere til navngivne personer i direkte eller indirekte form. Rektor skrev desuden til dem som var inviteret til mødet, og gjorde opmærksom på at der var tale om et rent privat initiativ fra professorens side.
Ombudsmanden lagde til grund at professorens kritik af kollegerne og mødeindkaldelsen var tjenstlige aktiviteter. Reglerne om hvad offentligt ansatte kan ytre sig om som privatpersoner, var derfor ikke relevante.

Ombudsmanden udtalte at spørgsmålet om rektors reaktioner måtte bedømmes på baggrund af ledelsesretten. Ledelsesretten skal for så vidt angår ansættelsen på et universitet, udøves bl.a. med respekt for reglerne i universitetsloven.

Det var ombudsmandens opfattelse at forbuddet mod at referere til navngivne personer ikke var foreneligt med reglerne i universitetsloven om forskningsfrihed og tilskyndelse til at deltage i den offentlige debat. Den del af rektors kritik der havde baggrund i overtrædelse af dette forbud, var derfor ikke berettiget.

Derimod mente ombudsmanden at det lå inden for ledelsesrettens rammer at stille krav om loyal adfærd over for kolleger i forbindelse med faglig kritik, herunder krav til sprogbrugen og til information, inden kritik fremsættes offentligt. Herudover måtte der også kunne stilles krav om at en professor underrettede universitetsledelsen inden der blev indkaldt til at møde hvor det fremstod som om mødet var indkaldt på universitets vegne, og som om professoren repræsenterede universitetets synspunkter. I det omfang rektors kritik var baseret på disse forhold, kunne den således ikke give ombudsmanden anledning til bemærkninger.

Endelig var det ombudsmandens opfattelse at rektor som led i ledelsesretten kunne rette henvendelse til de inviterede for nærmere at redegøre for universitetets rolle og i den forbindelse kunne præcisere at de synspunkter som blev fremsat i mødeindkaldelsen, var professorens egne, og ikke universitets syns punkter.

(J.nr. 2003-4209-815)