A, der var vurderingsformand, blev af en byret idømt en bøde for grov overtrædelse af byggelovgivningen. Dette medførte, at Skatteministeriet, departementet, (SKD) afskedigede A fra stillingen som vurderingsformand.

Ombudsmanden fandt ikke at kunne kritisere SKD's afgørelse. Ombudsmanden fandt herudover ikke, at vurderingskredsens kommuner burde have været hørt, idet afgørelsen ikke byggede på en vurdering af A's hidtidige virke som vurderingsrådsformand, men alene støttede sig på straffedommen. (J. nr. 1991-501-20).

I forbindelse med behandlingen af en klage fra en komité over at en serbisk militærnægter havde fået afslag på asyl i Flygtningenævnet i medfør af udlændingelovens § 7, kritiserede ombudsmanden Flygtningenævnet for besvarelsen af ombudsmandens supplerende spørgsmål. Senere kom det frem i pressen at Udenrigsministeriet havde gjort brug af en serbisk advokat, med tilknytning til et serbisk nationalistisk parti, ved bl.a. ægthedsvurderinger af de for nævnet fremlagte dokumenter. Ombudsmanden fandt det yderst kritisabelt at nævnet - som havde kendskab til oplysningerne om brugen af den serbiske advokat - ikke informerede ombudsmanden herom ved besvarelsen af ombudsmandens supplerende høring. Nævnet oplyste at det ikke ved afgivelsen af svaret på den supplerende høring var opmærksom på den betydning oplysningerne kunne have for ombudsmandens undersøgelse og behandling af den serbiske militærnægters sag. Ombudsmanden fastholdt sin kritik af hændelsesforløbet. (J. nr. 1995-444-641).

A klagede til tilsynsrådet for Z Amt over et forslag om nedlæggelse af en skole. A gjorde gældende, at kommunen ikke havde fulgt den fremgangsmåde, der var fastsat i § 22, stk. 5, i folkeskoleloven. Ifølge denne bestemmelse skal sager om skolenedlæggelse behandles efter bestemmelsen om procedure for vedtagelse af lokalplaner i henhold til den dagældende lov om kommuneplanlægning. Efter A's opfattelse indebar henvisningen til kommuneplanloven, at også § 23 i kommuneplanloven om individuel underretning fandt anvendelse, hvorefter der burde være givet individuel underretning til forældrene til børn i den pågældende skole. Tilsynsrådet fandt imidlertid, at byrådet med rimelighed havde kunnet lægge Undervisningsministeriets vejledning om proceduren ved en skolenedlæggelse til grund, hvorefter folkeskolelovens § 22, stk. 5, ikke omfattede en henvisning til § 23 i kommuneplanloven.

A klagede til ombudsmanden over, at Undervisningsministeriets vejledning ikke indeholdt henvisning til § 23 i kommuneplanloven. Ombudsmanden udtalte, at § 22, stk. 5, i folkeskoleloven generelt henviste til proceduren for lokalplaner og dermed også omfattede § 23 i kommuneplanloven om individuel underretning.

Forarbejderne gav ingen nærmere vejledning om, hvorledes bestemmelsen skulle forstås, hvorfor ombudsmanden på denne baggrund ikke fandt anledning til at kritisere den af ministeriet i vejledningen anlagte fortolkning. Ombudsmanden gjorde imidlertid ministeriet opmærksom på, at der kunne være behov for ved en kommende revision af loven at søge folkeskolelovens § 22 tydeliggjort.(J. nr. 1991-452-710).

En kvinde havde den 19. december 2003 klaget til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn over behandlingen af hendes afdøde mand. Hun klagede den 26. februar 2006 til ombudsmanden over Patientklagenævnets sagsbehandlingstid.

  Ombudsmanden afgav udtalelse i sagen den 24. oktober 2006. Nævnet havde på det tidspunkt endnu ikke truffet afgørelse i sagen.

  Ombudsmanden udtalte at en foreløbig sagsbehandlingstid på 34 måneder var meget kritisabel. Ombudsmanden henstillede at sagens afgørelse blev fremskyndet mest muligt.

  Ombudsmanden kritiserede endvidere Patientklagenævnets håndtering af embedslægens manglende fremsendelse af forundersøgelsen, herunder nævnets erindrings-/rykkerprocedure. Ombudsmanden udtalte at det er nævnets ansvar at påse at udtalelser mv. modtages af nævnet på et sådant tidspunkt at det er muligt at behandle sagen inden for rimelig tid. I den forbindelse bad ombudsmanden Patientklagenævnet om nærmere oplysninger om bl.a. nævnets rykkerprocedure.

  Ombudsmanden udtalte endvidere at det var kritisabelt at Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ikke havde forholdt sig i overensstemmelse med pkt. 206, 207 og 208 i Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven (1986).

  Ombudsmanden havde i forbindelse med opfølgningen på en tidligere sag vedrørende Patientklagenævnets sagsbehandlingstid fået nærmere oplysninger om den procedure om underretning af sagsparter som nævnet havde indført på baggrund af ombudsmandens undersøgelse af 60 sager fra Patientklagenævnet. Opfølgningen er optrykt i beretningen for 2005, side 616.

  Den foreliggende sag rejste efter ombudsmandens opfattelse spørgsmål om effektiviteten af den underretningsprocedure som nævnet havde indført, herunder nævnets erindringssystem. Ombudsmanden bad på denne baggrund om oplysning om baggrunden for at underretningsproceduren i den foreliggende sag ikke havde virket. Endvidere bad ombudsmanden om at få oplyst om nævnet bl.a. på baggrund af denne sag ville overveje at tage nævnets procedure til underretning af sagsparter op til revision.

  Endelig gav sagen anledning til at ombudsmanden med henvisning til ombudsmandslovens § 17, stk. 1, iværksætte en selvstændig undersøgelse af behandlingen af sagen hos en embedslægeinstitution.

  (J.nr. 2006-0697-423).

Et præsteseminarium klagede over Undervisningsministeriets afslag på at godkende seminarets uddannelse som SU-berettiget. Undervisningsministeriet afslog at godkende uddannelsen med henvisning til at den havde et snævert erhvervssigte. Stigende udgifter til uddannelsesstøtte bevirkede at ministeriet var tilbageholdende med at godkende nye uddannelser. Præsteseminaret skrev i sin klage til ombudsmanden at ministeriets afgørelse var truffet på et utilstrækkeligt grundlag, og at ministeriet ikke havde hjemmel til sin restriktive praksis, og at ministeriet ikke havde inddraget hensynet til den grundlovssikrede religionsfrihed. Endvidere klagede seminariet over at ministeriet ikke havde givet en fyldestgørende begrundelse for sin afgørelse, og at sagsbehandlingstiden havde været for lang.

Ombudsmanden udtalte om retsgrundlaget for afgørelsen at det fremgik af forarbejderne til SU-loven at spørgsmålet om godkendelse af en privat uddannelse som SU-berettigende var overladt til ministerens skøn ud fra uddannelsespolitiske og dermed økonomiske hensyn.

I sin behandling af spørgsmålet om den grundlovssikrede religionsfrihed udtalte ombudsmanden at der efter hans opfattelse hverken i medfør af grundloven eller den europæiske menneskerettighedskonvention kunne udledes en ret til at modtage statslig støtte til præsteuddannelsen i form af uddannelsesstøtte.

Om Undervisningsministeriets udøvelse af skønnet udtalte ombudsmanden at baggrunden for at stille høje krav til det akademiske niveau for religiøse uddannelser især var et ønske om at sikre den fornødne kvalitet på området. Ombudsmanden mente ikke der var grundlag for at fastslå at sådanne kriterier var ulovlige eller irrelevante. Ombudsmanden lagde endvidere vægt på at der ikke blev stillet højere kvalitetskrav til de private religiøse uddannelser end de krav der stilles til teologistudiet på universitetet.

Ombudsmanden bemærkede dog at hensynet til religionsfriheden bør veje tungt ved skønsmæssige vurdering som her i sagen.

Ombudsmanden kritiserede at Undervisningsministeriet ikke havde partshørt præsteseminaret over en udtalelse fra dekanen for Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet. Ombudsmanden kritiserede endvidere at Undervisningsministeriets begrundelse for afgørelsen ikke var fyldestgørende. (J.nr. 1998-1677-073).